Grænser for journalistik, december 2008.pdf - Avisen i Undervisningen

af rasmus Heisterberg,
manuskriptforfatter
Det kan siges meget
enkelt: Man skal
ikke tro på alt,
hvad man
læser i avisen.
Det er den vig-
tigste regel, når
man som modta-
ger skal forholde
sig til medierne, og hvad de
spytter ud.
På Christiansborg findes der 179 folke-
tingsmedlemmer og omkring 120 journalister.
De arbejder kontor om kontor med hinanden,
spiser i den samme kantine og går til de samme
julefrokoster. Og det er vel meget fint og godt, at
de politiske redaktioner er placeret i parlamentet,
så de er tæt på, hvad der sker. Eller er det?
For forestil dig, at det ikke var de politiske
redaktioner, vi talte om, men fx erhvervsjour-
nalisterne. Og at de havde kontor inde på
Esplanaden hos Mærsk McKinney og pissede
over kors ude på de samme toiletter og hyggede
sig med hinanden i kopirummet til julefrokosterne.
Ville man så ikke tale om inhabilitet og tvivlsom-
me motiver?
I Danmark arbejder journalister og politi-
kere dør om dør. Fremtrædende journalister og
politiske kommentatorer danner par med lige
så fremtrædende politikere eller sågar ministre.
Skaber det uvildighed? En politisk redaktør for en
Journalistikkens grænser
af landets største aviser sendte hemmelige fed-
terøvsbreve til statsministeren under en valgkamp,
hvori han spurgte, om der var noget, han kunne
gøre for at hjælpe. Motivet? Tja, kort tid efter
stillede han op for selvsamme regeringsparti som
EU kandidat.
Desuden har adskillige politiske journalister
taget springet over som spindoktorer for diverse
partier, som de har skabt et godt forhold til i kor-
ridorerne på Borgen.
Det er fint nok med karriereskift, og det er
velkendt, at journalister kaster sig ind i politik på
et tidspunkt. Fair nok. Men det er ikke i orden,
når det går ud over den journalistiske integritet
og ofte lægger en dæmper på den kritiske jour-
nalistik, som den fjerde statsmagt bryster sig af.
’Vi er de politiske vagthunde, vi holder øje med
politikerne for jer’.
Det er hyklerisk og bør give anledning til, at
man som læser tænker over motiverne for, hvad
der bliver skrevet af politisk stof. Men ofte har
læseren ikke en chance for at gennemskue det,
for er der nogen af de konkurrerende aviser, der
smider deres kollegers bommerter på forsiden?
Nej. Man kaster ikke med
sten på hinanden fra medie-
glashusene. Men måske ville
det hjælpe, hvis journalister-
ne fik igen af egen medicin.
Klummen er udtryk for
skribentens egen holdning.
kluMMen uDeFra
Er politiske journalister
skødehunde eller vagthunde?
1
FOTO: OLE KRAGH - JACOBSEN