HVOR FANDEN BLEV FRIHEDEN AF?

Udi staden Kjøbenhavn den 1. maj 2012:
Drømmer jeg eller er jeg vågen?
Ded er et Fatamogana! Så rent og så pænt og så oplyst som i Paradisets Have.
Tænk om mine børn og min trofaste hustru, Nille, og degnen – og præsten, herr Søren, - og
herremanden (Det skarns utyske!)- og Ridefogden, dén tyran – og min gode nabo Mads Pesen, ja,
tænk om alle disse mine bekjente i jordelivet kunne times at opleve denne åbenbaring, som nu
bliver mig til del?
Jamen, Ded er så mageløst!
Jeg er opstanden af graven og står pludselig i vor hovedstad Kjøbenhavn over tohundrede
åringer efter at jeg aflivtes af svindsoten og begrovtes på kirkegården just udenfor Slagelse
i Det Herrens År 1790!
Jeg står ved Frihedsstøtten, som jeg selv var med til at rejse i taknemmelighed for vi bønders
frigørelse fra Stavnsbåndets trælske åg i 1788. Jeg husker, da vi stod med hatten i hånden og
majestæten red forbi. Dengang var der en god fjerdingvej ind til byporten og herude var marker og
fuglesang. Nu er det ganske forandret.
Menneskelivet tyktes ganske forandret. Ja, ved første øjekast i mit nye liv, fandt jeg absolut intet
bevaret af dét liv, jeg kendte som pantsat bondedreng ved Slagelse.
Men hør nu her, mine kjære læsere: Det var ikkun ved det første øjekast! Thi da jeg efter
nogle timer havde stiftet bekjentskab med mine danske efterkommere, som lever i 2012,
faldt det mig ind, at ganske meget alligevel kører over samme læst...
Løfterne er stadig løfter
De nye huse, vejbanens hårde beskaffenhed, de støjende ekvipager uden heste og den ganske
forandrede klædedragt. Alt dette er for mine læsere uhyre bekjent og dagligdags.
Den udradering af onde herremænd, ridefogder og Stavnsbånd til fødegården, som vi med salte
tårer jublede over hin sommerdag, da vi rejste Frihedsstøtten, syntes ikke at være hændt!
Næh! Ryst ikke på Eders hoveder, kjære læsere. Ded er ikke tågesnak af et forvirret gespenst.
Thi ded er den skindbarlige sandhed!
'Kongen Bød, at Stavnsbåndet skal ophæves, Landbrugslovene give orden og kraft, at den
frie bonde kan vorde kæk og oplyst, flittig og god, hæderlig borger, lykkelig«.
Sådan skrev vi bønder i taknemmelighed, da det med lov blev bestemt, at vi ikke mere skulle blive
på den gård, hvor vi var fødte, hele livet. At vi ikke mere skulle udføre arbejde for herremanden,
mens vore egne marker fyldtes med ugræs, fordi al vor energi gik til gratis hoveri.
Det bestemtes også, at ingen ridefogeder måtte piske os med svøber - og at vi ikke mere skulle
ride træhesten og kastes i hundehullet. Og madammerne sku' aldrig mere slå os med krabasken,
fordi vi tog en styver brændevin!
Vi blev frie bønder med egen gård og fod under vor eget bord - og da vi ku' flytte, hvorhen vi
agtede, vare vi ej mere tvungne til at ægte sognets hidsigste fruentimmere, blot fordi der inte var
andre muligheder for at føre slægten videre på den egn, hvor man var tvunget til at tilbringe livet.