Jødisk Orientering maj 2012 - Det Mosaiske Troessamfund

More documents

Recommendations

Info

10 | kunst han har det, sælger det og har det stadig Billedhuggeren og grafikeren Josef Salamon har et helt specielt forhold til sin egen kunst, jødisk eller ej. I disse dage arbejder han på endnu en stenskulptur. Dybt koncentreret. Hammeren skal nødig ramme fingrene. TEKST OG FOTO: HANS BANDMANN splinter og stumper af granit springer som små, skarpe projektiler tæt forbi hans hoved, mens han banker og hamrer løs på den store sten. Han står i gården til Rudi Larsen Stenhuggeri i København. Foran ham ligger der fem tons rå, svensk skærgårdsklippe, som han befolker med eventyrlige figurer og mønstre. Bag beskyttelsesbrillerne gemmer Josef Salamon selv på en eventyrlig og til tider hård og lang karriere som menneske og kunstner. han lægger hammeren for en kort bemærkning og vandrer sammen med Jødisk Orientering over til en bænk i sollyset i et hjørne af Vestre Kirkegård. Selv kom han til verden i det daværende Transsylvanien og vidste allerede, at han skulle være kunstner, da han for første gang kunne nå bordkanten hjemme i køkkenet. Som ung gik turen til Israel, siden til Italien for at ende i Birkerød, hvor han har haft værksted siden 1960. Og her udfolder han det meste af sit kunstneriske talent, når han ikke lige banker på sten. Her maler han med de tyndeste pensler, skærer i træ, ætser grafik eller opbygger meterhøje skulpturer i jern og bronze: ”Livet ville være kedeligt, hvis man kun holdt sig til en ting. Vi spiser jo også forskelligt, fisk den ene dag, kød den anden, thaimad osv. Også tøj skifter man, og man skifter syn, og man skifter oplevelser.” hvad der ikke skifter, er billedhuggerens opfattelse af kunst. Han anerkender, at begrebet jødisk kunst eksisterer, men netop kun som begreb. ”Fakta eksisterer ikke,” siger han. ”Man kan ikke definere det. blå bog Netop fyldt 80 år og udnævnt som Årets Kunstner 2012 i Rudersdal Kommune. Repræsenteret på museer bl.a. i Argentina, Italien, USA og Israel. Har 46 skulpturer spredt rundt i Danmark. Resten af året kan hans værker bl.a. ses i Jægerspris, Kerteminde, Struer og Kongens Have. Se den omfattende website: www.salamon.dk Begrebet er mest et akademisk skoleridt. Der er tærsket langhalm på det med jødisk kunst, så det indimellem kommer op som modefag. Man kan heller ikke snakke om israelsk kunst. Kun om kunst fra Israel.” Han går dog så langt til at mene, jødisk kunst måske kan være de sakrale ting, man bruger fx i synagogen og til højtider. hans egen spændvidde er stor. I år 2000 lavede han f.eks. et krucifiks i bronze, der står på Solbjerg Kirkegård: ”Jesus var jo også jøde,” som han siger. Tilbage i 1989 tilhuggede han Holocaust Monumentet i synagogens gård. Stenen er en basalt fra Genesereth Sø, han selv har valgt ud. Tre af skulpturens seks søjler er skrå og symboliserer de faldne. De tre lodrette søjler står for oprejsning og opstand. Multikunstneren mistede selv det meste af sin familie i Auschwitz, og som han understreger: ”Så det er også et mindesmærke for min egen familie. Det var en opgave, jeg i begyndelsen ikke var specielt glad for, men nu er jeg tilfreds og glad for at have fået lov til at lave den.” Josef salamon føler ikke trang til at definere sig selv som jøde, men han er ikke bange for at sige det: ”Det er det der
egreb ’vi jøder’, det kan jeg ikke lide, det er ligesom at sige ’vi tyskere’. Men hvem har ikke en speciel historie? Ingen folkeslag er uden historie. Er det et abelsmærke eller et kainsmærke? Det er jødernes spørgsmål. Vi skal ikke leve af historien, men leve med den,” siger han og hvisker henkastet, at han selv var i hæren i Israel dengang. Med otte dollars på lommen rejste han fra Israel til Milano. Fik forskellige småjob om dagen og gik på kunstskole om aftenen, inden han kom på Kunstakademiet i Milano. Her lærte han for alvor at bearbejde sten af de anerkendte professorer og billedhuggere Marino Marini og Giacomo Manzù. Indimellem var han statist i Scalaoperaen, og han fortæller drømmende om de gange, hvor Margot Fonteyn var på scenen, og hvor han fik chancen for at komme helt tæt på hende. Når hun havde danset sine piruetter, havnede hun altid ude i kulissen, hvor han skulle stoppe hende, vende hende om og få hende ind på scenen igen, så hun ikke susede ud bagved og bragede ind i kulisserne: ”Men det var som at holde på en sten. Hendes muskler var stenhårde – ellers kan man ikke klare det.” sten, bronze eller lærred. For Josef Salamon er al kunst absolut livsnødvendig: ”Man kan godt forestille sig et samfund uden kunst, men jeg ville nødig leve i sådan et. For det vil være goldt. Der findes kunst an al fa be ter, der ikke ser på noget, ligesom der findes hjem uden bøger. Jeg kan godt lide levende billeder, men min kunst er statisk og for dem, der tænker kunst | 11 langsomt!” Billedhuggeren både arbejder og tænker hurtigt, men taler langsomt og velovervejet. Han har oplevet det meste. Hans liv er mættet med indtryk, så han har ikke behov for at gemme på omtaler af sig selv i gulnede scrapbøger, ligesom han heller ikke ser noget odiøst i at sælge sin kunst. Tværtimod: ”Jeg lever jo af det,” siger han og filosoferer videre: ”Der er ikke noget af det, jeg laver, jeg har lyst til at beholde selv,” hvorefter han tænksomt hamrer sit kunstsyn helt fast: ”Du har det, du sælger det, og du har det stadig.” opholdet på bænken er ved at være slut, og billedhuggeren skal ind til sin sten, der skal stå i et nyt boligkvarter i Helsinge. På vejen tilbage når vi atter at vende begrebet jødisk kunst, og denne gang falder hans pointe i et kort, anekdotisk hug: ”For mange år siden satte jeg Max Bruchs klassiske værk ’Kol Nidre’ på grammofonen og spurgte nogle venner, om det var jødisk kunst? Ja, selvfølgelig er det jødisk kunst, svarede de. Jeg sagde til dem, at Max Bruch var protestant!” til daglig går den gamle kunstner ikke rundt og tænker på jødisk kunst. Han tænker på alt muligt andet. Og han har heller ikke noget imod at arbejde omgivet af gravsten. Men som barn kunne han ikke lide kirkegårde, indtil hans far sagde: ”Det er de levende, du skal være bange for.” I dag er han kun bange for én ting: ”Det vigtigste lige nu er, at jeg skal koncentrere mig, så jeg ikke rammer mine fingre, når jeg hamrer.”
Page 1 and 2: Maj 2012 Ijar/SIvan 5772 ”Al kuns
Page 3 and 4: den 2. Jødiske kulturfestival bliv
Page 5 and 6: familiemedlemmer og vende hver stum
Page 7 and 8: synagogen står igen stærk og smuk
Page 9: ’Deres Kongelige Højhed, Deres e
Page 13 and 14: al 9.-10. juni 2012 på www.mosaisk
Page 15 and 16: Det, der startede som et besøg hos
Page 17 and 18: Seniorklubben Program for maj 2012
Page 19 and 20: eva frenKel 90 år Vores kære og e
Page 21 and 22: DDI vil gerne takke for de private
Page 23 and 24: seLskAbet for dAnsk JødIsk hIstorI

Jødisk Orientering maj 2012 - Det Mosaiske Troessamfund

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?