ny december - Zoologisk Museum

Marts
2001
nr 12
DECEMBER
Ringmærkning får hovedrollen i ny dansk bog
Sløruglens hemmeligheder
Ny viden om fiskehejrer søges
Sort stork fra Tjekkiet fløj til Als
Frie fugle til tjek for salmonella
En ringmærker i rørskoven
Seneste resultater
Kom og se ringmærkning
Korte nyheder
Zoologisk Museum, Københavns Universitet

Ringmærkning får
hovedrollen i ny
dansk bog
Stæren, der i sommer ynglede i redekassen
på gavlen af huset, hvor mon den
er fløjet hen? Eller silkehalerne, som om
vinteren beruser sig i bærbuskene, hvor
mon de kommer fra? Eller hvilke lande vil
kunne se en effekt på fugle-bestandene,
hvis vi i Danmark freder et område?
Går man og grubler over spørgsmål som
disse, er hjælpen på vej. Zoologisk Museum
har nemlig, i kraft af en bevilling fra Aage V.
Jensens Fonde, fået mulighed for at komme i
gang med et projekt, vi har glædet os meget
til – nemlig Dansk Trækfugleatlas. Dette bogprojekt
bygger på de uvurderlige data om fuglenes
træk og bevægelsesmønstre, som de
mange frivillige ringmærkere og indsendere
af ringe nu i over hundrede år har leveret. I
bogen bliver disse data analyseret og art for
art præsenteret ved hjælp af overskuelige
kort og tabeller suppleret med analyser og
fortolkninger. De mange ringmærkningsresultater
bliver således nu gjort let tilgængelige
for befolkningen i kraft af dette referenceværk
– som gerne skulle blive til glæde og gavn for
både de alment naturinteresserede, ornitologer
og politiske beslutningstagere.
Bogen Dansk Trækfugleatlas vil blive udarbejdet
i stil med den, som svenskerne er i gang
med, her illustreret ved sider om tårnfalken
(Kilde: Fransson & Pettersson, 2001. Svensk
ringmärkningsatlas. Vol. 1. Stockholm).
Klaus Dichmann med en flyvefærdig slørugleunge.
Foto: Jan Bolding Kristensen.
Sløruglens hemmeligheder
Verdens mest udbredte ugle var omkring 1990 på nippet
til at uddø i Danmark. Nu går det fremad for sløruglen.
Ringmærkning kaster nyt lys over uglens fremgang og
spredning.
Af Jan Skriver
Sløruglen er blevet kaldt verdens smukkeste ugle. I tilgift
kunne man kalde den en af verdens mest hemmelighedsfulde
ugler. For den lever i udpræget grad i ly af nattemørket. Først
når mørket tager over, kommer den diskrete slørugle frem for
at jage.
Zoologisk Museums ringmærker Klaus Dichmann, der bor i
Sønderborg, er manden bag ”Projekt Slørugle Sønderjylland”.
Grænselandet er sløruglens gamle klassiske land. Herfra
rykker uglen på ny op i Jylland og bosætter sig på flere og
flere egne.
”Omkring 1930 var sløruglen en forholdsvis almindelig dansk
ynglefugl. Men ændringer i landbrugets driftsformer tvang den
gradvist ud af landskabet”, fortæller Klaus Dichmann.
”I 1960’erne var der cirka 300 par slørugler tilbage. Tyve år
senere holdt kun en tredjedel stand. I 1990 kom så lavpunktet,
da blot 20-25 par slørugler ynglede her i landet”, siger ringmærkeren.
Sløruglen er bondens ugle, hvor natuglen er bøgeskovens.
Den er stærkt knyttet til bebyggelser på landet, og helt afhængig
af åbne lader, udhuse og stalde. Da landbruget ændrede
kurs mod intensiv svineavl, blev mange bygninger hermetisk
lukket på grund af smittefaren. Lukningerne ramte sløruglen.
Den kunne bogstaveligt talt ikke finde husly.
Da driften af mange marker i samme tidsrum gik fra vedvarende
græs til intensiv kornavl med udbredt brug af pesticider,
kunne sløruglen heller ikke finde føde nok. For den er afhængig
af græsarealer, hvor der lever mus.
side 2

I det hele taget holder sløruglen af et
landskab, der veksler mellem græsarealer,
levende hegn, lunde og åbne
terræner. Store ensartede marker er
ikke sløruglens domæne.
”I disse år går det fremad for sløruglen.
Primært fordi der målrettet siden
begyndelsen af 1990’erne er sat redekasser
op på landejendomme. Det vil
sige, at uglerne igen kan komme ind
og stifte hjem på landet”, siger Klaus
Dichmann.
”Alene i Sønderjylland er 122 kasser
sat op. 36 af dem er for længst optaget.
Den danske bestand af slørugler
tæller i disse år 70-80 par. Det vil
sige, at vi har fået en forøgelse af
bestanden på 350 procent i løbet af
bare ti år”, noterer lederen af ”Projekt
Slørugle Sønderjylland”.
Klaus Dichmann undersøger målrettet
sløruglens genindvandring. Det
sker blandt andet med Zoologisk
Museums metalringe om uglernes
lange ben.
Siden 1997 har den sønderjyske
ugleekspert ringmærket 397 slørugler.
Alene i år har han sat ring på 155
unger, der ikke just ligner seriøse bud
på verdens smukkeste ugler. Men
hvad unge slørugler mangler i klassisk
skønhed, har de i rigt mål i charme.
”Slørugleunger er fantastisk lette
at omgås. Når jeg er kravlet op til
redekassen og har puttet dem i en
stofpose, hvor jeg har dem, mens jeg
kravler ned, falder de helt til ro. Nede
på jorden lægger de sig bare fladt på
ryggen, mens jeg sætter ring på dem.
De er yderst kære væsener”, fortæller
Klaus Dichmann.
De 397 ringmærkninger har indtil nu
ført til 39 genmeldinger. Det vil sige,
side 3
Som den eneste ugleart er sløruglen i stand til at udruge to kuld i løbet af én ynglesæson.
Foto: Klaus Dichmann.
at hver tiende mærkede ugle kommer
tilbage som videnskabelig returpost,
der bliver en brik i et samlet billede af
sløruglens liv.
”Sløruglen lever i Danmark på
kanten af sin nordlige grænse. I kraft
af ”Projekt Slørugle Sønderjylland”
håber jeg at afsløre nyt om dødeligheden
blandt ungerne fra år til år.
Som den eneste ugle er sløruglen i
stand til at udruge to kuld i løbet af
én ynglesæson. Derfor kan gode
gnaverår sende rigtig mange ugleunger
på vingerne. Mærkningen vil
gøre det muligt at følge unge uglers
færd, når de forhåbentlig breder sig
til større dele af Danmark”, siger
Klaus Dichmann.
To af Dichmanns genmeldinger fortæller
historier om en trafik af ugler
mellem Sønderjylland og Slesvig-
Holsten, den nordligste tyske delstat.
Både i august 1998 og i maj 1999
Slørugleunger er lette at omgås, når de skal ringmærkes. De lægger
sig roligt på ryggen og venter. Foto: Jan Skriver.
fangede og aflæste han en sløruglehun
i ynglekassen på Als. Hunnen
var ringmærket i juni 1989 sydøst for
Flensborg.
En anden aflæsning fortæller, at
trafikken også kan gå fra nord mod
syd. Samme dag, som hunnen på
Als blev fanget og aflæst første gang,
satte Klaus Dichmann ring på fire af
hendes seks unger. Året efter blev
én af disse unger fanget og aflæst ni
kilometer sydvest for Rendsborg nær
Kiel. Da stod den selv med ansvaret
for et kuld unger på fem.
Netop Slesvig-Holsten er afsæt for
mange af de slørugler, der kommer
til Danmark. Det stod klart efter den
milde vinter 1991-92, da flere hundrede
slørugler optrådte invasionsagtigt
i Vest- og Sønderjylland. Blandt
andet blev 181 slørugler fundet døde
i Danmark i forbindelse med invasionen,
alle ungfugle fra Nordtyskland.
Men mange overlevede, og de gav
Danmark et tiltrængt løft af slørugler.
Nu håber Klaus Dichmann så på
endnu flere arbejdsopgaver som
ringmærker og ekspert i sløruglen.
En art, de fleste kun har oplevet som
en spøgelsesagtig skygge i den lyse
sommernat eller et gyldent glimt i
lyskeglen fra en bil.
Læs mere:
- om Projekt Slørugle Sønderjylland på
internetadressen: http://www.tytoalba.dk
- om slørugle-invasionen i 1990-91 i
Dansk Ornitologisk Forenings Tidsskrift,
vol. 91 (1997) side 59-62.

Danske og norske ringmærkere
samarbejder om at mærke unge
hejrer med farveringe.
Tekst og foto af Jan Skriver
Bevæbnet med en stige og begunstiget
af mandsmod drager Carsten
Schultz til skovs.
Han skal op i anden sals højde i en
tæt plantage af stikkende hvidgraner
for at ringmærke unge fiskehejrer.
Den slags kræver rutine og tungen
lige i munden, for mærkningen foregår
uden sikkerhedsnet.
”Jeg er heldigvis aldrig faldet ned.
Jeg har også været skånet for uheld
med hejreunger, som hakker efter
mine øjne med deres dolkformede
næb. Hvis man kender fuglenes
kropssprog, kan man sagtens undgå
at blive ramt. Men skrammer på
hænderne slipper man ikke for. De
unge hejrer falder dog hurtigt til ro,
når man håndterer dem”, siger Zoologisk
Museums ringmærker, der bor i
Tved mellem Thisted og Hanstholm.
Fra en rede i ti meters højde henter
Carsten Schultz en næsten flyvefærdig
fiskehejre. Under normale
Ringmærkning har vist, at
danske fiskehejrer overvejende
trækker til Frankrig og Storbritannien
om efteråret. Nogle få
rejseivrige flyver helt til Nord-
og Vestafrika.
Ny viden om fiskehejrer søges
omstændigheder ville han udføre
sit håndværk oppe i det svajende
hejrehjem, men i dag, da vi skal
have taget billeder af hans arbejde,
får ungen udstedt en returbillet fra
træets top til den faste skovbund.
Fiskehejren skal have placeret en
farvering på sit højre ben og en klassisk
stålring, der bærer adressen på
Zoologisk Museum i København, på
sit venstre.
Den blå ring med de tre hvide bogstaver
og et enkelt hvidt tal er et led
i et samarbejde mellem Norge og
Danmark. Nordmændene ønsker at
vide mere om trafikken af fiskehejrer
mellem de to lande.
”I nogle områder i det sydlige Norge
er fiskehejren i fremgang. I andre er
den gået stærkt tilbage”, fortæller
Carsten Schultz.
”Gennem årene har vi fra Norge
fået 40 genmeldinger af hejrer, der
var mærket som unger i de nordvestjyske
kolonier. Derfor ved vi, at
unge danske hejrer i sensommeren
kan forlade Vestkysten for at krydse
Skagerrak. Trækket går endda langt
nordpå. I et enkelt tilfælde trak en
fiskehejre fra Stenbjerg i Thy næsten
800 kilometer mod nord i Norge”,
beretter ringmærkeren.
”Projektet med de blå-hvide plastikringe,
der med held og dygtighed i
naturen kan aflæses selv gennem en
håndkikkert, skal gøre os klogere på
samspillet mellem danske og norske
hejrekolonier”, siger Carsten Schultz.
Nordmændene søger ikke blot efter
mere viden om sommertrækket fra
de nordjyske ynglepladser for hejrer.
De ønsker også at finde ud af, om
hårde vintre sender norske fiskehejrer
mod syd til Danmark og måske
videre til det milde Storbritannien.
Derfor bør danskere, der færdes i
fiskehejrens terræn, være opmærksomme
på fugle, der bærer farvering.
De næste fem år vil op imod 350
fiskehejrer årligt blive farvemærket
som et led i det norsk-danske projekt.
Nordmændene vil ringmærke et
halvt hundrede fugle i hver af kolonierne
ved Mjøsa, Mandal, Bergen,
Sunnmøre og Tromsø.
Carsten Schultz vil på den anden
side af Skagerrak hver sæson sætte
ringe på cirka 100 unge hejrer fordelt
De unge fiskehejrer falder hurtigt til ro, når den
erfarne ringmærker Carsten Schultz håndterer
dem rigtigt.
side 4

på kolonierne i Lodbjerg Klitplantage,
Østerild Plantage og Aggersborg.
Den nordjyske ringmærker, som er
ringmærker for Zoologisk Museum, er
medlem af den lokale ”Nordvestjysk
Ringmærkningsgruppe”. Af de cirka
20.000 hejrer, som Thy-gruppen har
sat ringe på, er Carsten Schultz kravlet
til tops i træerne efter de 7.000.
Hans anstrengelser med stigen i
skoven og den efterfølgende klatring
op i knortede graner har bidraget
med grundlæggende viden om fiskehejrens
færden i ungdom og alderdom.
Mærkning har afsløret, at en
fiskehejre kan blive mindst 35 år.
”Jeg har fået 600 genmeldinger
af mine mærkede hejrer. Da der
var jagttid på fiskehejren, blev hver
femte ringmærkede fugl genmeldt. I
dag, hvor arten er fredet, får vi kun
melding om hver tiende, vi sætter
ring på. Men det er også mange.
Fiskehejren er en af de fugle, som
ringmærkning virkelig kan afsløre nyt
om”, siger Carsten Schultz.
Mærkningen har vist, at mange
danske fiskehejrer i løbet af efteråret
trækker mod sydvest til Holland og
Belgien. Her kommer fuglene til en
skillevej, så nogle flyver til de milde
Sort stork fra
Tjekkiet fløj til Als
Unge sorte storke i den danske
sensommer behøver ikke være
indfødte ynglefugle. De kan sagtens
være kommet langvejs fra.
Af Jan Skriver
For første gang nogensinde er en
ringmærket sort stork blevet aflæst i
naturen i Danmark. Aflæsningen, der
blev præsteret af Zoologisk Museums
ringmærker Klaus Dichmann fra
Sønderborg, giver et fingerpeg om,
hvor unge sorte storke, der pludselig
bliver opdaget i den danske sensommer,
kan stamme fra.
Det viste sig nemlig, at den unge
sorte stork, der fra den 7. til den 15.
august 2001 holdt til på marker og
ved vandhuller i nabolaget af Mjang
Dam øst for Sønderborg, kom fra
Tjekkiet.
Klaus Dichmann kunne i sin kikkert
se, at der stod ”601 T” på den
hvide plastikring, som den sorte stork
side 5
vintre i Storbritannien, mens andre
fortsætter til Frankrig og Spanien.
”De mest rejseivrige fiskehejrer
flyver helt til Nordafrika og enkelte
endda til Vestafrika. Jeg har en del
genmeldinger fra Marokko, Algeriet
og Liberia. En helt speciel genmelding
fik jeg fra Gran Canaria. Det var
en hejre, som jeg i 1981 satte ring på
i kolonien ved Aggersborg. Året efter
blev den skudt på ferieøen i Atlanterhavet
ud for kysten af Nordvestafrika”,
fortæller Carsten Schultz.
En anden genmelding i modsat
retning stammer fra Færøerne. I foråret
1996 tilbagelagde en knap ét år
gammel fiskehejre, der var ringmærket
i Aggersborg, mere end 1000 kilometer
over Nordsøen og Nordatlanten,
inden den landede på øgruppen.
Læs mere:
- om den seneste udvikling hos den
danske ynglebestand af fiskehejre i:
Frederiksen (1992): Ynglebestanden af
Fiskehejre Ardea cinerea i Danmark
1991. Dansk Ornitologisk Forenings
tidsskrift, vol. 86 side 129-136.
havde siddende over ’knæet’ (hæleledet)
på sit højre ben.
På storkebenet sad også en metalring,
der senere viste sig at have
inskriptionen ”Praha BX 4722”. Det
fik Dichmann at vide, da han via Zoologisk
Museum henvendte sig til sine
tjekkiske ringmærkerkolleger.
De kunne endvidere fortælle, at den
sorte stork, der var på sønderjysk
visit, blev ringmærket den 19. juni
2001 som den ene af et kuld på tre.
54 dage efter stod den så på Als.
Storken var født i en rede, der de
seneste syv år har været beboet.
Reden er i et lærketræ i distriktet
Havlickuv Brod sydøst for hovedstaden
Prag.
Carsten Schultz har været til tops i træerne for
at ringmærke 7000 fiskehejreunger.
”Der er 705 kilometer fra redetræet
i Tjekkiet til Mjang Dam på Als, hvor
storken gik i mere end en uge og åd
løvfrøer og insekter. Fuglen var tillidsfuld,
hvilket gjorde det muligt for
mig at aflæse koden på dens farvering”,
fortæller Klaus Dichmann.
Hermed er det vist, at helt unge
sorte storke fra Østeuropa snildt kan
trække mange hundrede kilometer
mod nordvest til Danmark i løbet af
deres første levemåneder.
Læs mere:
- om et tjekkisk projekt om sort stork
ved navn ”African Odyssey”. Her kan
bl.a. ses trækruter for storke som har
haft satellitsender på ryggen.
Internetadressen er:
http://capi.internet.cz/resume_e.htm.
Den unge sorte stork fra Tjekkiet gik i
mere end en uge og åd frøer og
insekter på Als. Foto: K. Dichmann.

Gråspurv, han. Foto: Jesper J. Madsen
Frie fugle til tjek
for salmonella
Ringmærkere fra Zoologisk
Museum fanger fugle som led i
et projekt, der skal afsløre, hvor
meget Danmarks vilde fauna
betyder for spredningen af salmonellasmitte.
Af Jan Skriver
I flere år har vilde fugle, dyr og
insekter været under mistanke for at
sprede salmonellasmitte fra gård til
gård.
Nu skal mistanken afløses af kendsgerninger.
I løbet af 2001 og 2002
vil der blive fanget fugle, rotter, mus,
fluer og biller på et dusin danske
gårde.
Den vilde fauna, der færdes
omkring fire fjerkræbesætninger, fire
svinefarme og lige så mange kreaturgårde,
vil blive tjekket for salmonella.
De vilde dyr og fugle bliver også
undersøgt for campylobacter-bakterier,
der ligesom salmonella kan inficere
fødevarer og i sidste ende gøre
mennesker syge.
Ringmærkere og forskere fra Zoologisk
Museum forventer i løbet af
de to år at fange og undersøge godt
3000 fugle.
Meget foreløbige resultater viser en
beskeden forekomst af salmonellabakterier
i vilde fugle.
”I januar-februar fangede og undersøgte
vi 705 fugle. Kun tre af dem,
det vil sige under en halv procent,
havde salmonella. Men vi vil ikke
konkludere noget, før vi har fanget
fugle på forskellige årstider, og før
alle 3000 prøver er analyseret”, siger
Jesper Johannes Madsen, der er
biolog på Ringmærkningscentralen.
En norsk undersøgelse af salmonella
i spurvefugle har vist, at firefem
procent af de vilde fugle var
bærere af de bakterier, som er blevet
synonyme med risiko for smitte af
fødevarer.
”Vi forsøger først og fremmest at
Regler for ringmærkning
fange fuglearter som gråspurve,
skovspurve og svaler, der færdes
i nær kontakt med staldens dyr.
En anden kategori er vipstjerter,
solsorte, gulspurve og finker, som
bevæger sig nær møddinger, gylletanke
og vandpytter. Også fugle som
sangere og mejser, der holder til i
haver og levende hegn nær gårdene,
bliver undersøgt”, fortæller biologen.
Hver undersøgelse indbefatter
prøver fra fuglens kloak. Med
en ganske lille vatpind tages på
nænsom vis to fæcesprøver. Sluttelig
analyserer veterinærlaboratorierne
i Århus og København prøverne og
kommer med resultatet af arbejdet i
felten.
I projektet deltager ud over Zoologisk
Museum også Statens Skadedyrlaboratorium
og Statens Veterinære
Serumlaboratorium.
Zoologisk Museums feltlaboratorium til indsamling af salmonellaprøver fra fugle.
Foto: Jan Skriver.
Ringmærkningen af vildtlevende fugle i Danmark hører under ”Lov om jagt og vildtforvaltning”. Der er strikse
regler og en nøje kontrol forbundet med mærkningen.
Mærkning af fugle og andet vildt må kun ske efter dispensation fra Skov- og Naturstyrelsen. Med hjemmel i
”Lov om jagt og vildtforvaltning” har Zoologisk Museum og Danmarks Miljøundersøgelser bemyndigelse til selv
eller ved tredjemand efter nærmere retningslinier at foretage fangst og ringmærkning af fugle.
Al fangst og mærkning af dyr i Danmark bliver fulgt tæt af Vildtforvaltningsrådets Mærkningsudvalg. Udvalget
tæller repræsentanter fra Danmarks Jægerforbund, Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Ornitologisk Forening,
Foreningen til Dyrenes Beskyttelse og Danmarks Ringmærkerforening. Udvalget fungerer som et rådgivende
organ for Skov- og Naturstyrelsen samt Miljø- og Energiministeriet.
Den administrative del af Ringmærkningscentralen på Zoologisk Museum bliver finansieret af museet og
Skov- og Naturstyrelsen. Arbejdet på Ringmærkningscentralen bliver løbende fulgt af en styringsgruppe, der
består af repræsentanter fra Zoologisk Museum, Danmarks Miljøundersøgelser, Skov- og Naturstyrelsen samt
af formanden for Vildtforvaltningsrådets Mærkningsudvalg.
side 6

En ringmærker
i rørskoven
Det er hårdt arbejde at fange og
ringmærke fugle i en tæt, sumpet
rørskov med lumske huller.
Af Jan Skriver
”Først skal vi have trådt en sti, hvor
nettene kan stå. Når vi begiver os ud
i tagrørene, bør vi gå tæt sammen.
Der kan være lumske, bundløse
huller i rørskoven”, siger Willy Mardal.
Således rådgivet drager jeg til rørskovs
i selskab med en af Zoologisk
Museums mest erfarne ringmærkere.
Willy Mardal, der i dag bor i Sønderhå
i hjertet af Thy, ringmærkede
i 1957 som 14-årig sin første fugl,
en kornværling, der blev fanget på
Vestamager ved København.
Denne lune aften i august er det
sveddryppende at bevæge sig rundt,
da vi iført varme waders skal have
placeret en halv snes net i rørskoven.
”Man bør være to, når man ringmærker
i rørskov. Det kan gå rivende
galt, hvis man er alene og falder i et
hul. Tagrørene kan opsluge én”, siger
Willy Mardal.
Mens aftensolen synker i havet vest
for Agger og som en sidste gestus
farver Flade Sø og omegn i et gyldent
skær, bakser Willy Mardal med
nettene.
Bunden varierer mellem hårdt sand
og dynd. Vi er nået ud til kanten af
den tætte rørskov, hvis strå rækker
mere end to meter i vejret. Herude er
der sandbund.
”Her vil vi helt sikkert fange fugle i
morgen tidlig. Der er altid stor bevæ-
side 7
Mens aftensolen synker i havet vest for Agger, arbejder
Willy Mardal med sætte net op. Foto: Jan Skriver
gelse af fugle i en rørskov, hvor der
er vand mellem stråene”, siger ringmærkeren.
En snes slanke stænger, der holder
10 net på plads, er sat op. Nettene
er rullet fast sammen. Man må aldrig
lade et net være oppe om natten. Vi
tager hjem for at sove et par timer.
Næste morgen klokken fire
foldes de fintmaskede net ud i den
næsten vindstille og let skyede
morgen, et vejr som er perfekt til
fuglefangst. Det må ikke regne
eller blæse for meget, når man
fanger fugle.
Willy Mardals 15-årige søn, Christian,
er med denne årle morgen.
”Så er nettene klar til fangst.
Lad os tage en kop kaffe, mens vi
venter på første runde”, siger Willy
Mardal.
To gange i timen skal vi ”røgte”
nettene i rørskoven. Fuglene må
ikke sidde fanget for længe.
”Det er en gylden regel, at en
ringmærker skal tilse sine net ofte.
I praksis vil det sige, at man kun
må have så mange net åbne, at
Fortsættes ....
Skægmejsen lever skjult i rørskoven.
Denne skægmejse er en han.
Foto: Allan Kjær Villesen

Derfor bliver fugle
ringmærket:
• For at tilvejebringe viden om
fuglenes bevægelsesmønstre
og stedtrofasthed.
• For at kortlægge trækruter
mellem yngleområder og
overvintringsområder.
• For at følge fuglenes ynglesucces
eller mangel på
samme.
• For at skaffe viden om
fugles valg af levested,
størrelsen af deres territorier
og sociale struktur.
• For at følge variationen i de
enkelte fuglearters
udbredelsesområder.
• For at beskrive fuglenes
anatomi, fældningsmønstre
og geografiske variation.
• For at kunne forebygge, at
bestande kommer i krise og
ender med at forsvinde.
• For at skaffe viden om, hvor
gamle fugle bliver, og hvad de
dør af.
• For at kunne formidle ny
viden fra fuglenes verden.
• Fordi ringmærkning er en
billig og skånsom metode at
skaffe oplysninger på til brug
ved videnskabelige undersøgelser
og forvaltning af fuglene
i Danmark.
Fortsat fra side 7....
man uden problemer kan nå rundt
hver halve time og pille fuglene ud”,
forklarer ringmærkeren. Når småfugle
er fanget i et net, kan rovdyr en
sjælden gang blive en fare.
”Katte er en ringmærkers største
mareridt. Jeg er altid ekstra opmærksom
ved mine net, hvis jeg opdager
en kat i nabolaget. Derimod synes
ræve og mårdyr at være bange for
nettene”, siger Willy Mardal.
Ude i rørskoven er der ingen katte.
Til gengæld kan der være vandrikser
og rørhøns.
”De kan finde på at æde småfugle.
Engang oplevede jeg en grønbenet
rørhøne, som hakkede i en grønirisk.
Derfor er det vigtigt at nettene tilses
ofte”, fortæller Willy Mardal.
Vi går en runde for at se til nettene.
De net, der bruges til fangst af
småfugle, er lavet af meget tynde,
men stærke snore af polyester. Når
nettene placeres op mod en mørk
baggrund, som for eksempel i en
rørskov, kan fuglene ikke se nettene.
Nettene er lavet, således at der er
4-5 ’lommer’ på langs. Når en fugl
flyver ind i nettet, falder den ned i en
af disse lommer og ligger som regel
stille, indtil den nænsomt bliver pillet
ud af en ringmærker.
Enkelte arter er dog kendt for at
Denne morgen fanger
Willy Mardal og sønnen
Christian 21 fugle i rørskoven.
Foto: Jan Skriver
være ’sprælske’, for eksempel er
blåmejsen en lille hidsig og temperamentsfuld
art, som bider, og som ofte
vikler sig ind i det finmaskede net.
”Hvis en flok blåmejser flyver i,
handler det om at få lukket de øvrige
net, så man kan koncentrere sig om
at få de små mejser fri og ringmærket”,
siger Willy Mardal.
Morgenstund har guld i mund, men
den giver ikke fugle i net af betydning.
Vi fanger 21 fugle i løbet af fem
timer. Det er sent på ynglesæsonen
og lige inden efterårstrækket sætter
i gang. Facit siger 10 rørsangere, 6
rørspurve, 4 sivsangere og en af de
smukke skægmejser. Alle bliver ført
i protokollen for derefter at indgå i
Zoologisk Museums databaser til
senere brug for videnskabelige analyser.
Læs mere:
- om ringmærkningsarbejdet i Nordvestjylland
i Naturnyt nr. 1998-1.
Et særnummer i anledning af Nordvestjysk
Ringmærkningsgruppes 25års
jubilæum.
side 8

Seneste resultater
Hvert år udgives over 100 faglige og populære artikler med baggrund i
ringmærkningsarbejdet i Danmark. Blandt de nyeste kan nævnes følgende
udgivelser:
I.G. Main (2000): Det delvise træk af skandinaviske grønirisker. Ringing & Migration, vol.
20 side 167-180 [på engelsk]. Det omfattende danske genfundsmateriale på grønirisk viser
sammen med data fra de øvrige skandinaviske lande, at hunner trækker længere væk end
hanner, og at ungfugle trækker længere end gamle fugle. Analysen viser, at dele af den
danske bestand af grønirisker overvintrer i Holland og Belgien.
T.J.S. Balsby (2000): Sangaktivitet og variation i relation til hannernes kvalitet og hunnernes
valg hos tornsanger. Journal of Avian Biology, vol. 31 side 56-62 [på engelsk]. Ved
hjælp af individuelt farvemærkede tornsangere finder forfatteren frem til, at variationen
af hannernes sang formentlig kan bruges som udtryk for hannernes ynglekvalitet, og at
hunnerne foretrækker hanner med kompliceret sangrepertoire.
K. Thorup, J. Rabøl & J.J. Madsen (2000): Kan ‘Clock-and-compass’-hypotesen forklare
fordelingen af genfund af ringmærkede brogede fluesnappere? Animal Behaviour, vol. 60
side F3-F8 [på engelsk]. Med baggrund i genfund af skandinaviske brogede fluesnappere
afprøves teorier om fuglenes orienteringssystemer.
M. Frederiksen, A.D. Fox, J. Madsen & K. Colhoun (2001): Beregninger af det samlede
antal fugle, som benytter en rast lokalitet [på engelsk]. Hvor betydningsfuld en given
rastlokalitet er, angives normalt med højeste antal fugle talt over en periode. Det reelle
antal individer, der besøger lokaliteten, er formentlig meget højere. Med baggrund i
eksisterende optællingsdata og aflæsninger af ringmærkede fugle præsenterer forfatterne
en ny beregningsmetode til at anslå det reelle antal fugle, der benytter en given lokalitet.
Kom og se ringmærkning
I løbet af 2002 vil Zoologisk Museum i tæt samarbejde med lokale ringmærkere afholde 2 offentlige
ringmærkningsarrangementer 5-6 steder rundt om i landet. Her vil der blive mulighed for, hvis
vejret er med os, at se fugle på meget nært hold samt at få demonstreret, hvordan fugle fanges og
ringmærkes. Første gang bliver søndag den 21. april 2002.
De nøjagtige steder vil blive annonceret i pressen og på Ringmærkningscentralens hjemmeside:
http://www.zmuc.dk/VerWeb/ringing
Kryds af i kalenderen allerede nu.
Danske ringmærkere samles i ny forening
I november sidste år blev der afholdt stiftende generalforsamling for en ny forening med navnet
Danmarks Ringmærkerforening. Foreningens formål er at varetage danske ringmærkeres interesser
og at øge kendskabet til ringmærkningen af vildtlevende fugle og dens betydning for fugleforskningen
og fuglebeskyttelsen. Formålet søges opnået ved bl.a. at arbejde for publicering af
indsamlet viden, og ved at arrangere kurser, møder, ekskursioner samt andre medlemsaktiviteter.
Foreningen har sin egen hjemmeside, som kan findes på adressen:
http://www.ringmaerkning.dk
side 9

Rylering i rovfuglegylp
En islandsk ryle, som ringmærkeren Niels OdderJensen
fra Klitmøller i Thy fangede og ringmærkede den 25.
august 1978 på Rømødæmningen i Vestjylland, endte
sine dage som bytte for en lannerfalk i Vestafrika. Det
blev afsløret, da hollænderen Peter de Boer fandt ring
8.651.817 i gylp fra en lannerfalk og efterfølgende rapporterede
sit fund til Zoologisk Museum i København.
Peter de Boer, der sammen med en gruppe landsmænd
var på vadefugleoptælling, fandt den 8. januar 2000
falkegylpet, der indeholdt ryleringen. Det skete i Banc
D’Arguin i Mauretanien, det internationalt meget betydningsfulde
vådområde, hvor titusinder af arktiske og
nordeuropæiske vandfugle holder vinter. Det vil sige,
at rylen blev 22 år, hvilket er dansk rekord i alder for
en islandsk ryle. Den europæiske aldersrekord er 25
år. Den dansk-mærkede ryle, som formentlig blev født
i Nordsibirien, har altså taget turen mellem Arktis og
Afrika inklusive mellemlandinger i Danmark flere end 40
gange i sit liv. Et ganske veltrimmet måltid for en lannerfalk,
skulle man mene.
En halv million kilometer
Mindst 500.000 kilometer har den foreløbig tilbagelagt
i sit mere end 20 år lange liv. Maraton-fuglen
er en havterne, der som unge blev ringmærket med
ring 8.688.158 den 27. juli 1980 på Ølsemagle Revle
på Sjælland af ringmærkeren Ulf Berthelsen fra
København. 20 år senere blev ternens ring aflæst
ved Lensterstrand i Slesvig-Holsten af tyskeren
Henning Behmann. Her ynglede den dansk fødte
terne. Dens 20 år gamle ring var så slidt, at tyskeren
satte en ny letmetalring på fuglens ene ben. Og
den lever højst sandsynligt endnu. Havternen er
den fugl af alle, der kan præstere det længste træk
mellem sine ynglepladser på den nordlige halvkugle
og sine vinterkvarterer omkring Antarktis.
Foto: Jesper Johannes Madsen.
Korte
nyheder
Israelsk munk døde
i Varde
Det er yderst sjældent, at ringmærkede
sangfugle fra Israel bliver fundet i Danmark,
men en to år gammel munk blev en
af undtagelserne. Den 21. april 2000 blev
munken ringmærket af Reuven Yosef i
Eilat, det verdensberømte trækfuglested
i det sydlige Israel. Den 7. maj i år fandt
Erland Brydsø fra Varde så munken død
på en skole i byen. Han aflæste ringens
nummer: ”Tel Aviv W28.958” og sendte
ringen til Zoologisk Museum. Det var
ganske vist, at en israelsk munk var
kommet af dage i Varde.
side 10

Sildemåge på et kvart
århundrede
I sin mørke ungfugledragt blev en sildemåge
den 12. juli 1975 ringmærket på sin fædrene ø
Anholt midt i Kattegat. Manden, der satte ring
på den unge sildemåge, var Hans Peter Jensen
fra Dragør. Der skulle gå 25 år, før der igen
var nogen, som kunne læse ringens nummer:
4.075.746. Hans Arén fra Fyrgården på Anholt
fandt den smukke måge død den 24. juli 2000.
Dermed havde sildemågen fra Kattegat-øen slået
den hidtidige danske rekord i alder for sildemåger
med to år. Et kvart århundrede på farten over
have og floder. 25 gange tur-retur mellem den
danske yngleø og de vestafrikanske vandveje og
deltaer, hvor danske sildemåger overvintrer. Foto:
Jan Skriver.
side 11
Fjordterne flyttede til Fyn
Den blev født i maj 1982 på Eskilsø i Roskilde Fjord.
Den sidste dag i måneden satte ringmærkeren Erik
Hansen fra Roskilde ring nummer 8.752.702 på den
ganske unge terne. 19 år senere, den 10. maj i år,
blev fjordternen aflæst på Knudshoved ved Nyborg
på Fyn af ringmærkeren Lars Hansen. Her ynglede
den sjællandsk fødte terne. Fjordternen, som sikkert
fortsat flyver omkring i fuld vigør, er Danmarks hidtil
ældste af sin art. Europas ældste kendte fjordterne
blev 30 år, så den fynske fjordterne har formentlig
mange gode år endnu på vingerne.
Svale på sydafrikansk
sovested
Kun få uger gammel blev en landsvale fanget den 23.
august 1999 ved Hjulby Sø nær Nyborg på Fyn. Ringmærkeren
Lars Hansen satte en af Zoologisk Museums
små letmetalringe med nummer 9.J14.159 om svalens
ene ben. Allerede et halvt år efter kom der melding om
den fynske svales færden. Den 21. februar 2000 blev
den nemlig fanget i Sydafrika. Det skete ved Bloemfontein,
hvor der er en overnatningsplads for svaler. Her,
9513 kilometer syd for Nyborg, havde den kun et halvt
år gamle landsvale sat sig til ro for natten, da en sydafrikansk
ringmærker fangede den, aflæste ringen og
slap fuglen fri igen. Via den sydafrikanske ringmærkningscentral
gik aflæsningen til Ringmærkningscentralen
på Zoologisk Museum i København.
På kortet ses genfund af landsvaler ringmærket i Danmark.
Landsvalen er en af de få småfuglearter, der
giver forholdsvis mange genfund syd for Sahara.

Ringnyt
Informationsblad om ringmærkning
af fugle i Danmark og de resultater,
den afstedkommer. Udsendes
gratis til flere grønne foreninger,
friluftsorganisationer, naturskoler,
naturvejledere, jagtforeninger,
statsskovdistrikterne, vildtkonsulenter,
Falck-stationer, vejvæsener,
samt til private, som har leveret
oplysninger om ringmærkede fugle
til Zoologisk Museum inden for de
seneste godt to år.
Udgiver:
Zoologisk Museum
Københavns Universitet
Universitetsparken 15
2100 København Ø
Redaktion:
Journalist Jan Skriver
Jesper Johannes Madsen
Carsten Rahbek (ansv.)
Tegninger:
Jon Fjeldså
Layout:
Birgitte Rubæk
Redaktionsadresse:
Ringmærkningscentralen
Zoologisk Museum
Universitetsparken 15
2100 København Ø
Telefon: 3532 1097
Fax: 3532 1010
E-mail: jjmadsen@zmuc.ku.dk
Udkommer:
Fire gange i perioden 2001 til 2003
Oplag:
3.000
Grafisk produktion og tryk:
Nysted Bogtrykkeri a/s
Tlf. 54 87 11 24
ISSN:
1601-3565
Forside: Slørugle
Foto: Jan Bolding Kristensen
Udgivet med støtte
fra Friluftsrådet
Returneres ved varig adresseændring
(angiv venligst ny adresse)
Universitetsparken 15
2100 København Ø
Skriv eller ring om en ring
Finder du en ringmærket fugl, er det uhyre vigtigt, at du indsender
oplysninger herom til Zoologisk Museum, hvad enten fundet er
i Danmark, Grønland eller på Færøerne. Jo flere ”brikker”, der
bliver samlet, desto mere nuanceret vil vores billede af fuglenes
verden blive.
Send et brev, en e-mail, en fax eller ring til os. Vi har brug for følgende
oplysninger:
1. ringens nummer
2. evt. fuglens art
3. datoen for fundet
4. lokaliteten hvor fuglen er fundet
5. fuglens tilstand, f.eks. død, syg eller i live
6. omstændighederne, f.eks. om fuglen fløj mod et vindue, blev
trafikdræbt, fanget af katten, ringen aflæst el. lign.
Findere vil senere modtage et brev med oplysninger om, hvor og
hvornår fuglen blev ringmærket.
Hvis fuglen er død, vil Zoologisk Museum gerne have tilsendt
metalringen. Skriv ringnummeret i et vedlagt brev samt fastgør
ringen til brevet med tape. Ellers risikerer ringen at falde ud under
forsendelsen.
For yderligere vejledning, se:
http://www.zmuc.dk/VerWeb/ringing/fugle-ring.htm
Oplysninger om fund af ringmærkede fugle rapporteres til:
Ringmærkningscentralen
Zoologisk Museum
Universitetsparken 15
2100 København Ø
Tlf. 35 32 10 29
Fax. 35 32 10 10
E-mail: ringing@zmuc.ku.dk