JEg Har nYdT HvErT ET SEKUnd - SF

30
F! bringer i hvert nummer en kronik, som stikker
dybere end dagens dagsorden
vor tidS ForFatningSKaMp
Den 26. september udkom Rune Lykkebergs bog Alle
har ret - demokrati som princip og problem på forlaget
Gyldendal. Han har i den anledning skrevet en
kronik om, hvor kampen for, med og mod demokratiet
står i dag.
Af Rune Lykkeberg
----------------------
Demokrati er blevet en værdi: Demokrater
er altid de gode, og anti-demokrater er altid
de dårlige. Det er en moralsk målestok: Hvis
man kan udpege dem, man er uenig med, som
anti-demokrater, har man vundet diskussionen.
Demokraterne er ikke alene dem, der
har politisk ret - de fremhæves som moralsk
bedre mennesker.
Demokrati er således blevet et ord, som de
pæne bruger til at slå de grimme oven i hovedet
med. Det hænger sammen med en anden
brug af demokrati som identitetsmarkør. Demokrater
er noget, vi kalder os selv, og demokratiske
kalder vi alle vores institutioner. Over
de senere år har vi således hørt institutioner
som Højesteret og Rigsrevisionen betegnet
som demokratiske af den simple grund, at vi
regner vores samfund for et demokrati, og
derfor regner vi samfundets institutioner for
demokratiske. Hvis man kritiserer dommerne
eller rigsrevisorerne, kan man blive beskyldt
for at angribe selve demokratiet.
Sammenstød mellem positioner
Problemet med den antagelse, at den ikke er
rigtig. Vores institutioner er en blanding af demokratiske
og aristokratiske positioner: Vi har
ytringsfrihed og forsamlingsfrihed, vi afholder
regelmæssige valg, hvor vi har lejlighed til at
drage de politisk ansvarlige til regnskab for,
hvad de har gjort. Og de politisk ansvarlige
ved, at de bliver draget til ansvar.
Det sidste er vigtigt: De ved, de ikke kan
gøre, hvad der passer dem. De skal ikke bare
gøre det, som de selv regner for rigtigt for
fællesskabet. De skal også gøre det, som borgerne
regner for det bedste. De skal kombinere
effektivitet og legitimitet.
De politikere, som ikke forklarer borgerne,
hvad de finder rigtigt og forkert, men blot
dikterer "nødvendige", "ansvarlige" valg,
sætter effektivitet over legitimitet. De bliver
anklaget for at være "elitære". De politikere,
som derimod ikke tør foreslå noget, de ikke
er sikre på at få opbakning til, foragtes som
"populister". Den elitære tror sig hævet over
diskussion og begrundelse, den populistiske
tør ikke hævde noget, som kan støde på
modstand. Den første regerer med et køligt ja,
mens den anden protesterer med et ophidset
nej. Den elitære regnes for ufolkelig og kaldes
for "djøf'er", populisten foragtes som uansvarlig
og inkompetent. De to støder hele tiden
hovederne sammen.
De kloge kan tage fejl
Det er dog afgørende, at de ikke behøver
være modsætninger. Beslutninger, som har
folks opbakning er mere effektive end dem,
der bliver trukket ned over hovederne på folk
af den grund, at borgerne kan se meningen
med dem, og politikerne ikke behøver gemme
dem.
Og så af en anden grund, som ofte bliver
glemt: De klogeste kan tage fejl. Det er ikke
sikkert, at det, de regner for det bedste for
fællesskabet, også er det. Men det er sikkert,
at alle beslutninger bliver bedre af at, at de
skal forsvares offentligt. Euroen er eksempel
på noget, der fra den politiske overklasses
side blev beskrevet som rigtig for alle,
ansvarligt og nødvendigt. Nu viser det sig, at
kritikerne ikke bare var dumme populister.
Deres kritik var berettiget.
Konflikten mellem det rigtige for den
enkelte og det rigtige for fællesskabet, mellem
personlig frihed til ikke at blive bestemt
over og den politiske frihed til at bestemme
definerer det politiske spillerum. Det handler
ikke om at være for eller imod demokrati
som værdi, det handler om at forstå demokrati
som et problem: Ingen vil bestemmes
over uden deres samtykke, men alle erkender,
at der skal bestemmes.
Aristokratiske institutioner
Det er demokratiske institutioner og konflikter,
men vi har også institutioner hævet over demokratisk
kontrol, hvor magthaverne ikke bliver
draget til ansvar.
Der er således selv blandt overbeviste demokrater
enighed om, at folk er for dumme til selv
at vælge dem, der skal styre pengepolitikken. Nationalbanken
er en aristokratisk institution, hvor
særligt kompetente har vidtgående pengepolitiske
beføjelser. Den er naturligvis ikke aristokratisk i
den forstand, at man fødes ind i Nationalbankens
ledelse. Aristokratisk betyder her, at de bedst
egnede skal regere over dem, der ikke er egnede
til at træffe de afgørende beslutninger.