læs her - Lystfiskeriforeningen for Liver Å

om et par gode råd, de fik af en guide
med kunder på slæb, lysnede det
noget. For det første skal kastet
placeres mindst tværstrøms, og for det
andet skal der en gedigen synkeline på
hjulet. Der skal fiskes helt nede ved
bunden for at få kontakt med fiskene.
Jeg skiftede derfor til en synke 6 line,
og så begyndte der at ske ting og
sager. Den synke 4-5 line jeg havde
brugt i starten var slet ikke
tilstrækkeligt. Stedet hvor vi fisker lader
til at være et område, hvor der i
hovedsagen står kongelaks, det er i
hvert fald næsten udelukkende dem, vi
har kontakt med. De andre får flere på
land, mens jeg mister dem alle. De
rykker vanvittigt hårdt, og når de
begynder at gå nedstrøms, svinder
chancen for at få den å land temmelig
hurtigt.
Der var særligt en dag, hvor jeg
mistede dem på stribe, den ene store
fisk efter den anden. Ofte tog de et
ordentligt spring, lige efter de var
kroget, så jeg rigtigt kunne se, hvor
store de var, inden de stak af. Jeg
havde stadig problemer med hjulet
kørte i tøjet, og bremsen blev sat
stadig hårdere. På et tidspunkt havde
jeg kroget en stor kongelaks, som ikke
var stukket af pommern til med det
samme, men da jeg skulle til at kæmpe
line tilbage på hjulet, kunne jeg ikke
rigtigt finde håndtaget. Da jeg så
nærmere efter, var det helt forsvundet,
rykket af efter at det gang på gang
havde været i nærkontakt med tøjet.
Satans også! Jeg prøvede febrilsk at
spole ind ved at bruge balance
knoppen som håndtag, det siger sig
selv, at det var dømt til at mislykkes, og
jeg holdt den ikke gående på denne
måde i mere end et par minutter, før
det igen sluttede med et sprængt med
11
forfang. Eller måske var det krogen der
blev rettet ud, jeg husker det ikke
præcist, begge dele skete faktisk ofte.
Det lyder måske som den rene jammer,
så mange fisk og ikke en eneste på
land. Ja ja gu var det da ærgerligt, og
gu føltes det indimellem som at få
tæsk, men for fanden hvor var det
stadigt fedt, bare på de første dage fik
jeg mere lakseaktion, end jeg har fået
efter 9 år i Norge. Jeg mener når man
skifter fra 0,40 til 0,45 i forfangspidsen,
så er det fordi der sker ting og sager.
Efter alle vanskelighederne begyndte
jeg dog endelig at få fisk på land, og
det var noget, der lunede, også selv
om det ikke var en af de store
kongelaks. Jeg ved ikke helt hvordan
jeg skal beskrive det, med det er altså
en dejlig fornemmelse, når man efter
en hård og måske dramatisk fight
genudsætter en flot laks, og ser den
glide tilbage i sit rette element. Så kan
man rette ryggen op og vide, at den
næste fight venter lige rundt om
hjørnet.
Allerede inden vi tog af sted havde vi
talt om mulighederne for at prøve lidt
kystfiskeri. Bare tanken om at stå på
kysten af Vancouver Island og fighte
laks på en enhånds fluestang, er noget
der kan give hjertebanken og sved på
panden af enhver dansk kystfisker. Jeg
havde ikke fundet plads til en
kyststang, og jeg mente en let
tohåndsstang nok kunne bruges, men
både Jan og Per havde medbragt
kystudrustningen. En af de første dage
havde vi mødt et par andre danskere
der fortalte, at de længere nede af
kysten faktisk havde fået flere laks,
Coho så vidt jeg husker. Det lød jo ret