læs her - Lystfiskeriforeningen for Liver Å

spændende, men ideen var indtil
videre blevet lagt til side, for ind
imellem at blive hentet frem så vi
kunne kæle lidt for den. Da den værste
fiskefeber var bragt under så
nogenlunde kontrol, blev vi enige om at
tage en kort tur ud for at se på
forholdene. Vi havde hørt, at Oyster
Bay et kort stykke mod syd var en fin
kystplads. Da vi kom ned til kysten, var
det første vi lagde mærke til
drivtømmer i anselige mængder og
størrelser. Der var store stammer og
rødder langs det meste af kysten. Det
næste vi så var fisk der sprang, særligt
ud for pynten var der ofte fisk i luften.
Vi prøvede et stykke tid, men vi
mærkede absolut intet, så da det
begyndte lidt at blive lidt koldt, tog vi
hjem igen.
Vi kunne dog ikke helt glemme hvad vi
havde set, så efter at have indhentet
lidt gode råd og bundet nogle kystfluer,
tog Jan, Per og jeg igen til Oyster Bay.
Nu skulle det være, tre danske
kystfiskere armeret til tænderne med
grej og fluer, det kunne kun gå galt hvis
der ingen fisk var. Det havde vi dog
ikke behøvet at bekymre os om. Der
var fisk – mange fisk. Ud for den
samme pynt hvor vi så dem sidste
gang, sprang fiskene i et væk. Vi fór ud
med stængerne, her måtte det da være
muligt at få nogle laks til at hugge. Det
var det ikke! De sprang så vildt
omkring os, at vi ret hurtigt helt opgav
fiskeriet, sikre på at når ingen af de
mindst 500 fisk der allerede havde set
vores fluer, så var der nok heller ingen
af de næste 500, der ville være det
mindste interesseret. Der var så
mange fisk i luften, at jeg ikke i mine
mest feberhede drømme, havde
kunnet forestille mig noget lignende.
Den dag så jeg sikkert 10 gange flere
12
Foto:Sten Christiansen, Laks nummer 356 på vej
ud af vandet!
fisk over vandet, end jeg nogensinde
har set på kysten i Danmark!!! Endnu
et godt stykke tid fulgte vi med
forundring sceneriet, der udspandt sig
lige for næsen af os. Vi så ofte flere
fisk i luften ad gangen, og jeg er sikker
på, at jeg mindst en gang så hele 3 på
en gang. Det er ikke et syn jeg
glemmer lige med det første.
Vi hørte senere, at det faktisk var for
sent på året til kystfiskeri. Laksen var
allerede holdt op med at tage føde til
sig, og ventede kun på det
begyndende efterårs regn, så de kunne
trække op i de endnu lavvandede elve.
Efter nogle dage fik vi et vejrskifte, det
begyndte at blive mere overskyet, og
indimellem regnede det en del. Regn,
som afløser en højtryksperiode, har
altid bragt håbet tilbage hos lystfiskere
med laks på hjernen. På Vancouver
Island viste det sig også at have en
gavnlig effekt. Selv om den
opdæmmede Campbell River ikke steg
mange centimeter, begyndte der at
komme friske fisk på stykket, hvor vi
gik. Det var Chum og Coho, der var
begyndt at vandre op i elven. Selv om
en del af dem var ganske farvede, var