Årsmøde og generalforsamling 2008 - Diakonforbund.dk

Diakoni i Afghanistan
Ruth Brik Christensen er på hjemmebane, når danske soldater fi nder et pusterum på soldaterhjemmet i Afghanistan
“Hvornår er jeg professionel, og hvornår er jeg medmenneske?”
Spørgsmålet bliver stillet af 55-årige diakon Ruth Brik
Christensen, der lige nu arbejder på KFUMs Soldaterhjem
i militærlejren Camp Bastion. Et hedt og ørkenvarmt sted.
I telefonen fortæller hun om den unge engelske soldat, hvis
kammerat blev dræbt i går, om hjælpsomhed mellem engelske,
amerikanske og danske soldater. Om at arbejde i 45 graders
varme og hvordan en kold fl aske isvand kan være diakoni
i et område af verden, hvor døden er tættere på end hustruen
hjemme i Danmark.
– Diakoni er for mig at være der, hvor mit medmenneske
har brug for mig. Når ord slipper op, kan jeg stille mig
til rådighed. Og bare være. Eller jeg kan bage den kage, som
kammeraten til en såret soldat vil give sin ven, mens jeg lytter,
siger Ruth, der ikke har meget fritid og bor i et rum på
syv kvartdratmeter.
Eksistentielle spørgsmål
Ruth har arbejdet med mennesker hele sit voksenliv. Hun
er uddannet pædagog og diakon, og har arbejdet på et bosted
i Hammerum, inden hun fi k smag for soldaterhjemslivet.
På hendes CV står der bl.a. soldaterhjemsleder i Irak og
nu også Afghanistan.
For Ruth betyder kristendom og kristentro det personlige
livsgrundlag, der er udgangspunkt for en travl hverdag.
Troen deler hun med soldaterne, når hun holder andagt, og
mange beder med på Fadervor. I lejren er fl aget næsten altid
på halv, fordi der fl ages i tre dage, når en dør. Døden er en
realitet, og derfor er eksistentielle snakke slet ikke fremmed.
August 2008
Det er knus, opbakning og hjælpsomhed
heller ikke. Og Ruths danske
fl ag i en lagkage til en fødselsdag
er succes i en højspændt hverdag.
DiakonBladet 3
Af Hanne Baltzer
Skulderklap
Når en soldat venter på at blive fl øjet
hjem til en syg pårørende, venter
han utålmodigt i soldaterhjemmet,
og så er der på en særlig måde
brug for, at Ruth trøster og opmuntrer.
Eller når hun syr mærker på en
uniform for en soldat, er der ro til at
snakke, og hun hører meget.
Selv er hun ikke i tvivl om Guds
ledelse i det specielle job. At Gud
står bag arbejdet. Også i en helt
praktisk hverdag, hvor hun udfordres
af mangel på ingredienser til
bagværket eller en røremaskine, der
stadig ikke er dukket op. Forleden
fi k hun uventet hjælp af en amerikansk soldat, der skaffede
hende noget cola. Senere samme dag, da hun ville holde fri
efter mange timers arbejde, blev hun tilskyndet til at cykle
ud til det høje vagttårn, hvor soldaterne har 24 timers vagter
i 45 graders varme. Da hun kom op i tårnet med isvand,
frugt og nybagt kage, var det samme amerikanske soldat,
som havde hjulpet hende med colaen, der var på vagt. Diakoni
er at se andres behov. Med hjælp fra oven.