Indeklima- eksil gav resultat - Seniorklubben for nuværende og ...

Indeklimaeksil
gav
resultat
Det hjalp Christina Maria
Jensen en smule, at hun
en tid har været væk fra
Segment 2 i DR Byen.
DRåben i denne uge:
Indeklima-eksil gav resultat, side 1
Fra girokort-artist til
bit-programmør, side 3
Fjæsbog: Røver
eller redskab? side 8
Løbe - sku’ det nu
være sundt? side 11
Ugens debat side 13
Jubilæer side 13
Mindeord side 15
Dødsfald side 17
Ledige stillinger side 17
17. APRIL 2009 | UGE 16
”Man kan ikke sige,
at det er indeklimaets
skyld 100
procent, at jeg er
så plaget af allergi,”
siger administrativmedarbejder
Christina Maria
Jensen, DR Medieforskning.
Men det
har helt sikkert
ikke hjulpet, og
derfor har hun i to
måneder været i
en slags indeklimaeksil
på grund af
blandt andet en
voldsom hoste og
nældefeber.
Christina Maria Jensen forlod midlertidigt sit skrivebord
hos DR Medier på 5. sal i Segment 2 og flyttede over
på den anden side af Indre Gade i Segment 1, hvor hun
kunne sidde hos Videnskabsredaktionen på 3. sal. Her
har Indeklimaprojektet stillet nogle skriveborde til rådighed
for medarbejdere fra Segment 2, som er plagede
af indeklimaproblemerne.
Nu er Christina Maria Jensen flyttet tilbage til Segment 2
- dog uden at være blevet ret meget klogere.
”Indtil videre må vi gå ud fra, at jeg har fået noget allergi,
som er blevet forværret af det meget tørre indeklima.
Det siger lægerne i hvert fald. Men denne mulige allergi
er nyopstået, og jeg har aldrig lidt af sådan noget tidligere,”
siger hun.
I Segment 2 er det især den lave luftfugtighed på mellem
1

Svært at være
væk fra kollegerne
11-23 %, og varmegrader på over 25, der generer medarbejderne.
Christina Maria Jensen har også været gennem forskellige
allergi-eksperimenter, mens hun har været flyttet
væk fra det plagsomme indeklima i Segment 2 og over i
Segment 1. Hun fortæller:
”Fra februar skulle jeg holde mig fra blandt andet nødder
og soja. Det resulterede i, at nældefeberen og hosten -
især kløen - var i bedring. Under min ferie på Lanzarote
var kløen næsten væk, og jeg hostede heller ikke nær
så meget. Da jeg så kom hjem, bad lægerne mig om at
begynde at spise soja og chokolade igen. Men så gik der
straks gang i hele molevitten igen. Nu siger lægerne så,
at jeg skal holde mig fra den form for krydsreagerende
fødevarer.”
Nu vil det så vise sig, om opholdet i Segment 1 har
hjulpet. Om to uger skal Christina Maria Jensen til undersøgelse
igen.
”Mine kolleger er glade for, jeg er kommet tilbage. Det
er mere praktisk omkring arbejdet, men de kom jo over
og besøgte mig, mens jeg sad i Segment 1. Til gengæld
fik jeg nye kolleger her, som er helt kede af, jeg flytter
tilbage. Om ikke andet har mit ophold på DR2-redaktionen
medført, at jeg er begyndt at se DR 2.”
Flere andre har prøvet at flytte fra indeklimaproblemerne
i Segment 2, men har opgivet det, fordi det var for upraktisk,
når kollegerne sad et helt andet sted.
Producerassistent Vigdis Tærsløv, DR Medier, DR 2, er
også plaget af indeklima¬problemer i Segment 2, og har
derfor også prøvet at flytte over i Segment 1, men kun i
få dage. Det hjalp da også kun midlertidigt, men her var
i hvert fald ikke den tørre luft og træk, som hun havde
problemer med ”hjemme” i Segment 2.
”Men det var jo ikke til at sidde der uden sine kolleger og
sine ting, så jeg flyttede hurtigt tilbage. Jeg er nødt til at
tage en allergipille hver dag, inden jeg går på arbejde.
Jeg har allergi i forvejen, og må altid tage en allergipille,
inden jeg tager på besøg hos venner, som har dyr. Men
at man også skal tage sådan en pille for at kunne holde
ud at være på sin arbejdsplads, er for meget,” siger
Vigdis Tærsløv.
Også planredaktørassistent Sisse Clausen fra samme
afdeling har fået tilbudt at flytte over i Segment 1 og
arbejde, fordi hun var plaget af indeklimaet, men hun
foretrak at arbejde hjemme i stedet for.
2

Fra girokortartist
til bitprogrammør
For 50 år siden kom to
unge kvinder til DR. I uge
15 fortalte Inge Odoom -
i denne uge er det Lillian
Gjelfort.
Vinduespladsen med
udsigt til duer og liv
”Jeg opgav at flytte, for jeg synes ikke, det er særlig
smart at sidde så langt væk fra mine kolleger,” siger hun.
Lillian Gjelfort er
en af de frelsende
engle, når et eller
andet stykke uundværligt
software
eller hardware,
lader hånt om
nutidens ubønhørlige
krav om effektivitet.
Hvis dit
problemer har
noget med en
server at gøre, er
du allerede i gode
hænder. Og kan
hun ikke knække
nødden, sørger
hun for at ekspedere din sag videre til en, der kan
hjælpe.
Men Lillian Gjelforts DR-historie starter et helt andet
sted i en anderledes analog og manuel æra, da hun som
16-årig møder op til sin første arbejdsdag i Radiohuset.
I disse uger er det 50 år siden. Historien er selvfølgelig
Lillians personlige, men den er også historien om
DR, kommunikationsteknologiens svimlende udvikling
og kvindernes sej træk for at få albuerum i det, der var
”mandefag”. Lillian har det bedst lige der, hvor det sner,
så med indædt vedholdenhed er det lykkedes hende at
vokse op gennem DR, til hun endte med at blive DRs
første kvindelige programmør.
Men det hele begynder sådan set i Sønderborg.
”Min mor ville absolut flytte til København. Jeg var det
sidste barn hjemme, så jeg var nødt til at flytte med. Det
var man dengang. Jeg hadede det lige fra den første dag.
København var ikke noget for mig,” fortæller Lillian Gjelfort,
der lagde ud i et forsikringsselskab inde på Rådhuspladsen.
Det bedste var nok vinduespladsen med udsigt
til duerne og livet:
”Det var så frygteligt gammeldags. Man skrev med
penne, skaft og blæk og der sad en gammel dame i en
seniorkrog. Det kunne jeg simpelthen ikke klare. Så da
Statsradiofonien søgte assistentaspiranter, tænkte jeg:
3

Jeg kunne altså også...
”Jeg prøver sgu, indtil jeg kan komme tilbage til Jylland.”
Men det var også lidt gammeldag på Licenskontoret. Jeg
kom til ”København” hos en ældre dame, der hed fru Klubien.
De havde ikke lige styr på indretningen, så jeg sad i
en slags kontorcheflænestol på tre telefonbøger. Men det
gik godt. Hun kunne bruge mig. Dengang skrev man rykkere,
tilmeldinger og indbetalingskort på skrivemaskine.
I den del hvor jeg sad, har vi været 15 medarbejdere,
og de der to gange om året, når alle indbetalingskortene
skulle ud, sad vi alle sammen og klaprede og klaprede på
de der skrivemaskiner.”
Hvad var det for en ung pige der kom ind ad døren?
”Jeg kom jo fra Sønderjylland. Det tror jeg ikke, man
kunne høre på mig. Men der var jo andre aspiranter i
Radiohuset. De var lidt anderledes end mig - de var mere
frigjorte eller frejdige. Sådan var jeg ikke dengang. Jeg
vil ikke sige, at jeg var decideret genert. Det ligger ikke
lige til mig. Men måske en smule tilbageholdende.
Men jeg kom til at elske Radiohuset. Når jeg lukker
øjnene, kan jeg stadig lugte, hvordan det var. Og sådan
har det lugtet altid - lidt af koncertsal og lidt af stil. Man
kunne jo næsten lugte, at det var jordens smukkeste
bygning med taghaver og kantinen med sit underskønne
vægmaleri. Jeg var dog ikke i Radiohuset særligt længe.
Licenskontoret flyttede til Valdemarsgade på Vesterbro i
1961,” siger Lillian Gjelfort.
Hvad betød flytningen for stemningen? Var det et andet
liv?
”Ja, man var isoleret og slet ikke nær alt det, der egentlig
skete. Det var faktisk kedeligt. Men jeg holdt ved. Der
skete jo det, at man faktisk tog hul på nye ting. Der var
noget, der hed hulkort. Så det bedste, de kunne tilbyde
mig, det var at blive hulledame, som vi blev kaldt. Dengang
programmerede man ikke sådan, som man programmerer
software i dag. Man kunne fortælle maskinen
nogle kommandoer ved at sætte nogle kæmpestore koblingstavler
i den ... hvis en ledning gik derfra og dertil,
så skulle den sortere på det hul. Det synes jeg altså var
spændende,” siger Lillian Gjelfort.
DR hentede to nye folk ind til at lede og opbygge den nye
afdeling.
”De to - Ivan Olsen og hans betroede medarbejder Lauge
Petersen - kom til at betyde meget for min fremtid og det
liv, jeg kom til at leve i Danmarks Radio. Der var andre
veje, jeg kunne være gået, men det fascinerede mig
4

Eneste kvinde i
Datatjenesten
så fantastisk. Men tøser hørte ikke til i den verden. Der
skulle mænd til! De gik rundt der i deres kitler med slips
indenunder, mens de sorterede og sådan noget. Men jeg
holdt mig altid lidt i nærheden og fik lov til at gå lidt til
hånde. Jeg kunne altså også koble de der tavler”.
Efter en barsel i 1967 vendte Lillian tilbage som hulledame.
”Da jeg kom tilbage, var det der med hulkort allerede
ved at være forældet. Nu skulle vi til at se på rigtig edb.
Dengang var TV-Byen ved at bliver bygget - studierne
var for længst taget i brug - men selve Kontorhuset var
ikke færdigt. Der skulle den nye edb-afdeling flytte ud,
fordi den kæmpestore IBM-maskine skulle stå i kælderen
under Kontorhuset,” fortæller Lillian. Den nye afdeling fik
navnet Datatjenesten og blev en elsket og hadet afdeling,
fordi den blev oplevet som en stat i staten af mange
medarbejdere.
”Lauge Petersen spurgte mig, om jeg ville med og være
deres private hulledame. Dengang sad man og programmerede
på kodeark i et sprog, der hed PL/1. Jeg ville jo
så frygtelig gerne noget af det der. Men som sagt var det
en mandeverden. Til sidste fik jeg simpelthen spurgt så
mange gange, så de gav mig chancen.
Dengang var der ikke en formel uddannelse. Hos os, der
kørte med IBM-styresystem, var det sådan, at du gik
på kurser hos IBM. Du kunne bare aldrig komme på det
næste trin, før du havde bestået det første”.
Hvad var det der fascinerede dig sådan ved det?
”Det var den nye teknologi. Det er jo spændende, når
verden forandrer sig. Når papir ikke mere er papir. Nu
har vi næsten heller ikke brug for penge mere. Du har
bare dit lille smalle kort, og så hører du lidt fra banken i
ny og næ.
Jeg er ikke nørd på den måde. Men jeg kunne godt lide
det der, så jeg fik chancen. Og jeg blev faktisk en meget
habil PL/1-programmør, jeg fik kolleger og jeg var den
eneste pige i mange år. Senere fik jeg chancen for at
uddanne mig til systemprogrammør. Dengang fyldte
en IBM-maskine vel hele det her rum med en fjerdel af
den kraft min pc har,” siger Lillian med henvisning til det
store mødelokale i Segment 3, som vi sidder og snakker
sammen i.
Hvis du var 16 år nu, ville du så søge ind på ITU?
”Det ved jeg faktisk ikke. I dag er viften jo bredere på
mange, mange andre områder. I virkeligheden er jeg
5

To splinternye
mediehuse
meget udadvendt, og i Datatjenesten sad vi jo inde i
vores egen lille osteklokke og nogle af de der systemchefer,
de var ret ”blærede” dengang, synes jeg,” siger
Lillian Gjelfort.
Hvordan var det at arbejde i Datatjenesten?
”Det var et trygt sted, og jeg synes, der var plads til alle.
Der er altid nogen, der begår et eller andet i et livsforløb.
Det var der plads til. Og jeg var jo glad. Man fik forskelligt
ansvar. Først var jeg applikationsprogrammør, så blev
jeg systemprogrammør, og derefter fik jeg ansvaret, da
vi skulle til at have mail. Jeg synes egentlig, at det gik
rigtig, rigtig flot.”
Du var den eneste kvinde i afdelingen, mens kvindefrigørelsen
stod på. Hvordan behandlede dine mandlige
kolleger dig?
”Fint. Vi var jo lidt isolerede, men jeg har aldrig følt mig
chikaneret, mindre værd eller noget. Og jeg har kæmpet
for, at de skulle slippe skillingerne til mig lige så vel som
til drengene. Det har været min egen kamp. Jeg havde
kontakt med mine gamle pige-kolleger, men de havde
ikke lyst til at kæmpe min kamp eller gå i mine fodspor.
Det interesserede ikke dem. Det var en enegang, og da
de først havde taget mig, så gjorde de ingen forskel,
Ivan og Lauge.”
Var der sket en forandring med produktionsvirksomheden
DR fra du forlod Radiohuset og til du kom til TV-Byen?
”TV-Byen var noget helt, helt andet! Jeg synes, at TV-Byen
i 70’erne og 80’erne blev et meget levende sted. Der
var studierne og der var de store produktioner til jul. Vi
spiste alle sammen i samme kantine. Det vrimlede med
kunstnere. Det var meget farverigt. Alle mulige mennesker
mødte hinanden i elevatorer og på gange. Kan du
ikke selv huske det? Det var jo fantastisk. Jeg kan huske
der midt om sommeren, når man begyndte på de store
juleproduktioner til 2. juledag, hvor vi skulle sidde klistret
fast til ”De tre små piger”, ”Pinafort” eller ”Farinelli”.
Det har betydet meget for mig, at jeg har kunnet møde
alle de dygtige mennesker og kunstnere i DR - det har
været fedt.”
Er der nogen begivenheder du særligt husker?
”Jeg har oplevet det vildt fantastisk at flytte ind i to spritnye
mediehuse. Da jeg flyttede ind i TV-Byen var den
heller ikke færdig. Jeg er faldet på gulvene, fordi det frøs
til is ude i gangene. På trapperne stod der varmekanoner.
Der var i øvrigt heller ikke noget gelænder og elevator-
6

Statsradiofonien var
noget unikt
erne var ikke i sving.
Jeg har været her i DR Byen siden februar 2006, fordi de
fleste står servere her. Så det var også en meget stor begivenhed
for mig at blive inviteret i Koncerthuset, dagen
før den blev åbnet. Jeg må sige, at man kan se, at det er
storslået,” siger Lillian Gjelfort.
De første edb-systemer kørte alle sammen på en central
maskine - en såkaldt ”host”, så det var den, Lillian arbejdede
med de første år.
”Man kan sige, at et af de store skift for mig, det var
at gå fra det, der hed ”host” og over i det ”decentrale
miljø”. Det var et tilfælde, at jeg kom derover. Mit liv i
DR kunne have set helt anderledes ud, for hosten er jo
afskaffet for flere år siden, og inden da blev den outsourcet.
Årsagen til at jeg stadigvæk er med i alt det her,
er det mailsystem, som befandt sig på hosten. Nu skulle
vi også til at skrive mail i det decentrale miljø, så jeg fik
faktisk til opgave at finde en ”gateway”, så de to verdener
kunne hænge sammen. Den fandt jeg så hos et firma
i England. Da den blev installeret og den nye mailverden
kom til DR, så blev jeg bare der.”
Du brød dig jo slet ikke om København, men du tog
alligevel aldrig tilbage til Jylland?
”Nej, jeg forelskede mig i en mand, og jeg forelskede
mig i hans familie. I min familie er alle blevet skilt. Jeg
var ret ung, da jeg traf Elo. Jeg var vel kun 18 år, da han
begyndte at tale om, at vi skulle giftes. Jeg sagde, at jeg
syntes, jeg var lidt ung. Han blev bare ved med at
spørge, og det var jo meget dejligt. Til sidst sagde jeg:
Det siger jeg dig, hvis du bliver gift med mig, så kan du
aldrig bliver skilt. Så sagde han: Jeg tager sgu chancen!
Det jeg brænder mest for er min familie og venskaber.
Det er noget, der skal plejes, og så er du nødt til at være
nærværende i livet. Vi har et sommerhus i Vejby ... hvor
vi i disse år opholder os, fordi min mand ikke rigtig kan
noget ... det har været samlingsstedet og hobbyen.”
Kom du til at holde af København?
”Ja, og virkeligheden tror jeg, at de fleste tror, at jeg er
københavner. Det er nok den frækhed jeg har tillagt mig
for at klare mig. Jeg er tit i Jylland, og jeg elsker Jylland.
Men at bo der? Aldrig.”
Hvordan var DR som brand dengang du blev ansat - var
man lidt stolt over det?
”Ja, det var jeg. Det var jo noget. Forsikringsselskaber og
alle mulige andre firmaer var der masser af. Men Statsra-
7

Fjæsbog:
Røver eller
redskab?
diofonien var unik, selv om det også var lidt støvet. Der
var noget København-Kalundborg over det. Og familien
syntes, det var flot. Men dengang havde ingen tænkt på,
at jeg skulle arbejde. Jeg skulle nok giftes og have børn,
og så skulle jeg vel ikke arbejde der mere. Men sådan
blev det ikke. Jeg har arbejdet i alle årene bortset fra de
tre måneder, hvor jeg var det man kaldte ”uden for nummer”
i 1967, fordi jeg havde taget noget ekstra barsel,”
forklarer Lillian Gjelfort - den selvbetalte barselsorlov er
også grunden til at hendes officielle jubilæumsdag først
ligger i juni.
”I virkeligheden er jeg stadig stolt af at være DR-medarbejder,
og af at DR har kunnet bruge mig. Jeg er sørgmodig
over det her byggeri, som jeg synes, er flot og som
nu tager form helt ned til metroen. Men jeg synes, at
regeringen og Folketinget skulle have ydet os hjælp. Den
”kirkegård”, der ligger i det her, den gør mig ondt, fordi
den handler om menneskeskæbner. Der er jo masser af
disse mennesker, der blev fyret, som har givet deres liv
til DR, ligesom jeg selv har gjort. Jeg er stadig glad for at
være DR-medarbejder. Men en dag slutter det ...”.
DRåben opfordrede læser, der bruger Facebook aktivt i
deres arbejde, til at fortælle om det og inspirere andre.
Må - må ikke?
Må ikke, siger de i Danske Bank.
Må ikke, siger de på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg.
Må godt - men kun, hvis det har noget at gøre med dit
arbejde, siger de i Danish Crown.
Må gerne - siger de hos Hewlet Packard.
Må HVAFFORNOGET?
Svaret er: Gå på Facebook i arbejdstiden. Klikke sig ind,
godkende et par venneanmodninger, lige justere sin profil,
tjekke ud hvad vennerne laver netop nu - og måske
snuppe en lille chat. Hovsa, nu gik der sør’me lige en
halv time ...
Facebook er både en landeplage og en tidsrøver. Det har
en række virksomheder taget konsekvensen af: De har
slet og ret lukket adgangen til tidens foretrukne elektroniske
forsamlingshus ned på firmaets computere. Vil de
ansatte uploade feriebilleder eller læse nyt fra naboens
jordomrejse, må de gøre det i deres fritid, er holdningen
i så forskellige firmaer som Danske Bank, Sydvestjysk
Sygehus, VUC Vestsjælland, tag-producenten DAMPA og
kran- og liftudlejningsfirmaet BMS A/S.
8

I DR må vi godt
Sådan bruger
vi Facebook
Andre virksomheder som computerfirmaet Hewlet Packard
går den stik modsatte vej: De opfordrer deres medarbejdere
til at bruge Facebook aktivt - også i arbejdstiden
- til at skabe netværk og få markedsføringen ud på
steder, hvor den ikke er kommet før.
Men hvad med os i DR? Må vi - eller må vi egentlig ikke,
selv om vi gør det alligevel?
Vi må godt, siger personalechef Marianne Mygind i HR:
”I DR har vi ikke nogen problemer med, at folk går på
Facebook fra deres arbejdscomputere. Nogle bruger
Facebook som researchredskab når de laver programmer.
Andre bruger det mere socialt, men generelt har
vi tillid til, at folk er ansvarlige og passer deres arbejde.
Desuden er der jo mange i DR, der er selvtilrettelæggende,
så de er frit stillet i forhold til, hvornår de
vil arbejde og hvornår de vil lave andre ting,” siger Marianne
Mygind.
Teknologisikkerhedschef Carsten Stenstrøm opfordrer
DRs medarbejdere til at tænke sig om, når de bruger
Facebook på deres arbejdscomputer:
“Pas på, hvem du inviterer som ven på Facebook. Lad
være at lægge ting ud, som du senere vil fortryde.
Der har været en del virus og trojanske heste. Vores
virus-forsvar klarer dem som regel, men der vil aldrig
være 100 procents garanti,” siger Carsten Stenstrøm, der
også gør opmærksom på et andet aspekt:
“Der er sket et paradigmeskift, hvor folk vil profilere sig
på Facebook, men som ansat i DR skal man skal tænke
på, at vi alle sammen er ambassadører for vores arbejdsplads,
og vi skal derfor tænke over, hvad vi skriver om
DR på Facebook,” siger teknologisikkerhedschefen.
Så et kig på Facebook i arbejdstiden i DR er ikke noget
problem.
DRåben bad DRs medarbejdere fortælle om, hvordan de
bruger Facebook i deres arbejde - her er i uddrag nogle
af de bidrag, vi modtog:
”Facebook er endnu et elektronisk redskab til at komme i
kontakt med kilder på for journalister. Specielt de yngre
kilder. Jeg brugte Facebook i forbindelse med en nyhedshistorie
og fik alle kilder hjem gennem Facebook. Det
gik super-hurtigt. Det er et medie, hvor de fleste brugere
reagerer ret hurtigt.” Vicki Therkildsen
”Jeg bruger FB professionelt, til at skaffe publikum til
programmer jeg laver og også til at gøre reklame for ud-
9

sendelserne. Jeg kan også tilslutte mig at FB er en meget
hurtig genvej til at komme i kontakt med een man ikke
lige har e-mail adressen på.” Martin Fogh Rostbøll
”Som regissør for DR symfoniorkester er jeg venner med
mange musikere. Deres kontaktoplysninger på Facebook
er altid opdaterede og jeg kan også indimellem se om
de er til at få fat på eller på studietur eller ferie. Et godt
redskab.” Benedicte Boesen Balslev
”DR Idræt har oprettet en gruppe på facebook. På den
måde kan vi nemt formidle vores sportslige event og
aktiviteter uden at sende for mange mails til medlemmerne.
Her er det muligt for alle klubberne at fortælle om deres
aktiviteter. God måde at formidle på til dem der er interesseret.”
Susanne Raage Gwinner
”Jeg er daglig og solid bruger af FB. Jeg opfatter det
som et medium, der - på godt og ondt - er en del af
tidsånden. Ligesom tidsånden blander den arbejdssfære
og privatsfære. I dag hilsner fra kolleger i DR, fagkolleger,
DR-brugere, familie, børn, ånder og “¨åndede” fra
fortiden. I morgen en hilsen fra RAF (Radioklassikerens
fans - knap 300 medlemmer) eller “Menneskers og Mediers
lyttergruppe (mere end 1000 medlemmer). Begge
dele med indlæg om det næste program, kommentarer
etc. Det sure med det søde. Det private med det professionelle.
Det ville være absurd at forbyde brugen af Facebook
i arbejdstiden. Ikke mindst i en virksomhed, der
på nogle af vore platforme har svært ved at nå netop de
grupper, som er kernebrugere på FB.” Jesper Grunwald
Og endelig fra Ernst Poulsen: ”Her er en oversigt over
de program-sider fra DR, jeg har kunnet finde efter en
meget hurtig søgning.
Et godt eksempel på brug af Facebook, er “Mennesker og
Medier”, der i sidste uge bad om ideer til interview-muligheder
i det østlige USA, og omgående fik 50 svar.
DR (1.194 fans)
Danmarks Radio (764 medlemmer)
De Sorte spejdere (78.383 fans)
DR P3 (4.309 fans)
Harddisken (1908 medlemmer)
Mennesker og Mediers lyttergruppe (1004 medlemmer)
Spørgehjørnet på P1 (887 medlemmer)
10

Løbe - sku’
det nu være
sundt?
Man bliver jo øm overalt
og får skader...
Radioavisen (295 medlemmer)
Der er dømt go satire når ”hele Danmarks Radio går i
SELVSVING” (67 medlemmer)
Bamse og Kylling (12.193 fans)
Aftenshowet (824 fans)
Dansk Melodi Grand Prix (678 fans)
DR2 Dokumania (2.238 medlemmer)
So Ein Ding (577 medlemmer)
Hammerslag (67 medlemmer)
Vi elsker Kulturguiden på DR2 (78 medlemmer)
TV-Avisen (224 medlemmer)
21 søndag (125 fans)
DR Update (152 medlemmer)
Kontant (354 fans)
Deadline (37 fans)
Casper og Mandrilaftalen (13.065 fans)
Rejseholdet (5666 fans)
Matador (7.980 fans)
Wulffs magasin (628 fans)
Normalerweize (4224 fans)
Den 11. time (1463 fans)
Bonanza (109 Fans)
Glem ikke Christiansborg-redaktionens gruppe, skrev
Jens Ringberg om magasinprogrammet - ”Politisk Debat
på P1”:
Den har kun få uger på bagen, men vi er meget glade for
den. 696 har meldt sig ind, foreløbig.
I øvrigt er Facebook blevet et godt arbejdsredskab i den
politiske journalistik, da masser af MFere løbende fortæller
deres FB-venner, hvad de går og laver.
bnc+eva
En ting er, at Københavns Radios medarbejdere bruger
morgenstunden til at propagandere for den løbetræning,
som stationen arrangerer for lytterne i samarbejde med
lokale løbeklubber i Københavnsområdet. Og man kan
snart heller ikke åbne for tv, uden at man skal instrueres
i alle mulige former for pulsure og løbesko.
Men nu mener DRI, at også DRs øvrige medarbejdere
skal ud at løbetræne efter arbejdstid. De starter træningen
torsdag den 23. april kl. 16.15 og vil så bruge perioden
frem til sommerferien til at øge konditallet for
kolleger i alle former for form - fra sneglefart til sprint.
For ifølge Vinnie Holst, der bliver træner for de mindst
erfarne løbere, så kan alle være med...
11

Ja, man bliver øm
,
Kan det nu også passe? DRåben spurgte hende:
Hvorfor skal DRs medarbejdere ud at løbe?
“Det skal de, fordi det er vanvittig sundt at bruge kroppen
og motionere i det hele taget. Vi læser jo gang på
gang i aviser og ser i tv, at folk bliver tykkere og tykkere,
så vi vil gerne opfordre folk til at bruge deres krop. Og
det gør vi ved at lave et specielt løbeprogram for dem,
der er helt nybegyndere.”
Men er det ikke sådan en omgang tungen ud af halsen?
“Det kan du godt sige, men nu løber jeg selv meget, og
jeg kan mærke, hvor meget jeg får ud af det. Man får
det rigtig godt af at løbe. Man får brugt sin krop på en
god måde og får stresset af. Hvis man har haft en stresset
arbejdsdag, hvor det har været stresset, så får man
tænkt tingene rigtig godt igennem, og det skal andre
også have lov at opleve.”
Hvad skal man kunne for at deltage i det her motionsprogram?
“Du skal sådan set bare stille op i nogle gode løbesko og
noget løbetøj, så klarer vi resten.”
Og hvordan sikrer I så, at folk kommer i det rigtige udstyr?
“Vi skriver til deltagerne, at det allervigtigste er løbeskoene,
og vi råder til at man går ned i en sportsbutik og
prøveløber på løbebånd, for at den medarbejder der er i
sportsbutikken kan se, hvilken løbestil skoene skal passe
til. Det er ret vigtigt, at man får de rigtige løbesko, så vi
ikke får nogen skader.”
Og så får folk ømme ben og skuldre og nakke og ondt
alle mulige steder? Hvordan kan det være med til at
forbedre forholdene i DR?
“Jamen, det er bare ærgerligt. Det får man. I starten
bliver man meget øm alle steder, men det er en del af
det, og så må man bare sige “frisk igen, videre ud at
løbe” næste gang der er løbedag. For det bliver kun
bedre.”
Nu har I løbetræning en gang om ugen. Hvis man nu vil
deltage og stille op til DHL, som er målet til sidst i jeres
sæson, skal man så ud at løbe hver eneste sommeraften?
“Nej, det skal man ikke. Man skal passe på ikke at løbe
hver aften. Man skal som hovedregel kun løbe hver anden
dag, siger de kloge, fordi kroppen skal restituere sig.
Så det program vi lægger ud med, det er, at vi starter
én dag om ugen. Så forventer vi, at løberne - hvis de er
12

Ugens debat
med på den selvfølgelig - løber enten lørdag eller søndag
og enten mandag eller tirsdag. Så man faktisk kommer
op på tre gange om ugen. Men vi starter faktisk med at
gå rask gang, løbe i måske to-tre minutter, gå igen og så
løbe i to-tre minutter. Så vi starter meget forsigtigt op.”
Hvor mange kan være med til løbetræningen?
“Lige så mange, der har lyst til at deltage. Vi håber, at
der kommer rigtig, rigtig mange. Vi laver også ruter for
de lidt øvede, altså fem kilomenter og vi laver ruter med
8-10 kilometer. Vi prøver at se, hvor mange der er interesserede
i det her.”
Hvordan sikrer I, at folk ikke får skader, så de ikke kan
komme på arbejde dagen efter?
“Ja, det er igen det med de der løbesko, der er det allerallervigtigste
og så må vi jo tage den derfra. Hvis folk
kommer humpende så må vi jo sige at de godt kan tage
hjem igen og sætte foden op.”
Er løberiet noget, I har aftalt med DRs ledelse, at det er
sundt for medarbejderne at komme ud og løbe?
“Det har vi ikke decideret aftalt, men jeg tror, at de er
med på ideen, for de stiller jo også op til DHL. Og de
kan se, hvor vigtigt det er, at man bruger sin krop og får
mere energi. Det må de da være indstillet på også. Det
er jeg helt sikker på og ikke tvivl om, at de synes er en
god ide.”
Nu var der rigtig mange med til DHL sidste år. Er der
overhovedet plads til flere?
“Ja, vi har allerede købt til mange flere, så vi forventer
virkelig at der kommer flere denne her gang. Og der er
også plads til endnu flere. Faktisk har jeg købt 400 startnumre
her for nogle dage siden, men David Hellemann
vil jo gerne have, at vi kommer op på 500. Og det vil vi
jo gerne, så vi vil gerne opfordre alle til at møde op. Men
de skal løbetræne først.”
Påskeugen blev stort set debatløs. Et enkelte indlæg
roste kantinens nye ordning for “den lille sult”, mens en
journalist efterlyste en egentlig radio-nyhedskanal fra
DR. Men det er der ikke råd til, lød svaret fra ledelsen.
kit
“
Maskintekniker Henrik Larsen, DR TES Ejendomme Dis-
Jubilæer trikter, kan fejre 25 års jubilæum 1. maj. Driftschef Niels
Henning Juul skriver i den anledning:
Henrik er udlært i det dengang berømte Århus-firma
Bruun & Sørensen. Her fik han den store interesse og
13

nysgerrighed for alt
indenfor teknologi,
hvilket der var
god brug for som
maskintekniker
hos DR i Århus,
i den afdeling,
der dengang hed
Maskintjenesten
Henrik er til motion,
cykling og træning,
det var derfor helt
naturligt, at han var
en af de meget ivrige
og iderige instruktører
i forbindelse
med etableringen af
medarbejdernes motion
center i Århus.
Her i de senere år er det også blevet til flere rejser ud i
den store verden, bl.a. Brasilien og Grønland.
Det er kendetegnende for Henrik, at alle opgaver skal
udføres helt og fuldt - og det er lige meget, om det er i
dagligdagen eller i rådighedsvagten. Det er helt sikkert,
at opgaverne bliver løst på bedste måde og med stor
loyalitet over for DR.
Rigtig hjertelig tillykke!
Fuldmægtig Inge Merete Odoom, DR ØC Perspektiv, kan
den 15. april fejre sit 50 års jubilæum i DR. Karina Qvistgaard,økonomileder
for DR ØC Perspektiv,
skriver:
15. april 1959
satte Inge sine
knapt 17-årige ben
for første gang i
Statsradiofonien
(som vi hed den
gang), og det var
som kontorassistent-aspirant
i aktualitets- og
oplysningsafdelingen.
Dengang
skrev man ikke
14

Mindeord
lange ansøgninger efterfulgt med et langt og uddybende
cv, nej, det var en kort og meget præcis ansøgning på
syv linjer, hvor man fortalte, at man var interesseret i
stillingen.
Inge har i alle årene haft en særlig kærlighed til radiomediet,
og især kulturstoffet har næsten været hendes på
de steder, Inge har arbejdet. Det var først i forbindelse
med den store omstrukturering i 2002, hvor radio og tv
blev lagt sammen i et direktørområde, at hun begyndte
at arbejde med tv, men indenfor hendes store kærlighed
- kulturstoffet. I dag - efter endnu en stor omstrukturering
- arbejder Inge stadig med kulturstof. Hun kender
nemlig alt og alle, de fleste af vores udsendelser og har
en utrolig dyrebar viden om kultur og DR.
Man skal ikke have talt længe med Inge, før end man
opdager, at hun udover sin faglige viden er en fantastisk
historiefortæller, og vi er mange, som har nydt godt af
hendes fantastiske evne til at kunne fortælle om det DR,
som var en gang - alle festerne, de farverige medarbejdere
og hendes indlevede historier bringer én tilbage i
tiden.
Inge har også en stor kærlighed til Ghana, hvor hendes
mand kommer fra, og hvor hun bl.a. har været på
studietur for at besøge deres radiostation. Til daglig bor
Inge i Hillerød i stort hus og ligeså stor have, hvor det er
hende, som ordner alt. Lige fra indkøb, madlavning og
rengøring til at slå græsset og klippe hækken. Og den
viljestyrke har vi i DR mødt og nydt godt af gennem alle
årene, ikke mindst nu hvor Inge stadig lærer nye ting og
nye systemer at kende.
Det er ikke så ofte mere, at mennesker fejrer 50 år med
den samme arbejdsplads, og en loyalitet som Inges skal
vi råbe et stort hurra for. Vi ønsker dig hjerteligt tillykke
med dagen, og vi håber du vil nyde den i fulde drag.
barn. Det skinner tydeligt igennem, når man ser tilbage
Ekspeditionssekretær og bibliotekar Johnny Grønbech i
DR Arkiv & Research døde pludseligt under en hjerteoperation
tirsdag d. 6. april. Han blev 62 år.
Områdechef Per Gad Hansen, rettigheds-chef Jette Rist
Bork og Line Friedrichsen, chef for DR Arkiv & Research,
skriver:
Johnny var ikke nogen frembrusende person. Når det
med stor ret kan siges, at han formåede at sætte sig
spor, skal det alligevel forstås helt konkret - og langt ud
over klicheens rammer. Johnnys bibliotekariske indsats
15

var nemlig karakteriseret
ved et særdeles
omfattende og
meget vedholdende
registreringsarbejde.
Først og fremmest
var han den centrale
kraft i opbygningen
af Avismikroteket -
DRs helt egen registrant
af danske og
centrale udenlandskedagsbladsartikler.
Registranten
foregreb mulighederne
i de elektroniske
avisdatabaser, som kom til senere, og bruges den
dag i dag som en unik indgang til artikler fra 1970’erne
og 1980’erne.
I de senere år var det arbejdet med at registrere TV
Avis-indslag, Johnny helligede sig, og han nåede at yde
et stort bidrag til, at en lang række ældre TV Avis-indslag
fra de vigtige monopolår i midten af 1980’erne nu
er søgbare for eftertiden. I det sidste års tid frem til sin
død kastede Johnny sig over at registrere det materiale,
som DR får fra de udenlandske nyhedsbureauer. Og
med samme store interesse for indholdet, som han altid
havde for netop det politiske stof, så berigede han også
dette materiale med noget særligt.
Ved siden af registreringsopgaverne løste Johnny researchopgaver.
Ganske typisk for ham var det netop i rollen
som specialist - primært i udenlandske, politiske forhold
- at han bedst kom til sin ret. Efterhånden fik Johnny
sin egen, faste ”kundekreds” - primært af programmedarbejdere
fra udlandsredaktionen - der netop opsøgte
ham, hvis informationsbehovet gik i den retning. Og de
gik sjældent forgæves, for lige så vel som han gerne
lod opgaver uden for sin interessesfære passere til andre
kolleger, foldede han sig oftest ud som passioneret
researcher, hvis opgaven passede til hans spidskompetencer.
Også på det personlige plan var Johnny sin helt egen. Altid
social og med til sammenkomster og fester, men lige
så gerne med fra sidelinjen i det daglige arbejde.
I de senere år havde Johnny en hjemmearbejdsplads, så
16

Dødsfald
Ledige
stillinger
dagligdagen kunne planlægges uforstyrret, og cerutterne
ikke skulle forvises til DR Byens rygergård.
Johnny var helt sin egen og langt fra nogen gennemsnitsvare.
Hans enorme registreringsindsats vil generationer
nyde godt af fremover. Vi andre vil desuden savne
hans helt særlige stil og bidrag som kollega. Og huske
på et af hans talenter, der særligt tjener til efterfølgelse:
at bringe sin viden til anvendelse, og formidle information
systematisk og vedholdende - helt uden at sætte sin
egen person i centrum herfor.
Johnny havde humor og lune. Han var varm og havde
stor omtanke for sine nærmeste, børn og børnebørn,
som han omtalte med kærlighed og ømhed. Johnny var
engageret lokalt og havde et netværk af meget gode
venner og naboer, der var afgørende vigtige for ham.
Johnny var samfundsmæssigt og politisk interesseret,
ligesom han havde 1000 ting at gøre, når nu pensionen
nærmede sig.
Det er vemodigt og sørgeligt at Johnny ikke blev gammel.
Æret være Johnnys minde.
Forhenværende tv-fotograf i studieområdet og TV-avisen,
Bjarne Sørensen, er afgået ved døden i Thailand 12.
marts, 76 år.
Hjælp os med at holde styr
på økonomien i DR butikken
Kontakt og opslagsoplysninger salgschef Carsten Lassen
på cala@dr.dk eller mobil 28 54 63 01. Se opslag på
www.dr.dk/OmDR/Job+og+karriere/20060420185206.
htm
Redaktion
DR Byen, Emil Holms Kanal 20, 0999 København C.
E-mail: draaben@dr.dk
Redaktion:
Ansvarshavende redaktør Bent Ketil Christensen
35 20 59 52, bnc@dr.dk
Journalist Eva Birgitte Jensen
35 20 30 37, eje@dr.dk
Journalist Kirsten Stubbe-Teglbjærg
35 20 30 38, kit@dr.dk
Journalist Jørgen Poulsen
22 67 06 72, jpu@dr.dk
Citater fra tekster tilladt med kildeangivelse
17