Stine de Bang

Stine de Bang
Det offentlige rum
ET REKREATIVT BÅND.

Stine de Bang
Rum og IT

Kristine Bisgaard
Urbanitetens rum
Opgaven drager paralleller mellem kroppens organer og Amager, på en sådan måde, at organernes
"funktioner" får samme betydning, som de enkelte fragmenter på Amager.
Funktioner i kroppen som en maskine. Fragmenterne er samlet i organer, som er sat op, som de ville være
placeret i menneskekroppen.

Det offentlige rum
Projektet tager udgangspunkt i kroppen. Denne gang prøver jeg
at illustrere, hvordan menneskets "flow" vil forløbe på samme
område. Her er mennesket mere inddelt i zoner, hvor det hele
umiddelbart er en sammenblanding af forskellige kulturer, hvor
man kan koble sig af/på nettet, lige meget hvor man er.

Ulrika Connheim
Urbanitetens rum
Inramningen av plats. Spatiotemporalt medvetande om en
världen är kon-sekvensen av det överflöd, överskott på information
som omger oss alla. Hjärnans förmåga att begränsa det ständiga flödet
av information, som möter oss i vaket tillstånd, vilket med motsatt effekt
skulle leda till deshabituering. Videon begränsar synintryck
och ger förtätad perception av former. Ger som resultat en
rörelseövervakning med
möjlighet att förflytta sig snabbare än ögats
optiska
perceptionshastighet. Våra egna ögon-musklers begränsning i tid - den
syntetiska perceptionens övertagande.
Film ger material till en kollektiv delta-gelse/reception i
tid och rum
och ger åskådaren möjlighet att intressera sig för de krafter som finns i
rörelsen och dess intensitet. Filmens värld kan tänkas stå som
förespråkare till verklighetens, som anpas-sas audiovisuellt genom
manipulation av ljus och optisk förförelse.

Kommunikation och förflyttning borde inte längre ha samma krav
på det fysiska rummet, istället använda detta som
skådeplatser för relationer, som kan ge individuell
möjlighet att kreativt uppleva och möta platsen. Konst, formgivning är
förutsättningarna för en urban kultur, vilket kan
kontrasteras mot naturen och dess biologi-ska mångfald.
Förutsättningarna för mänsk-lighetens urbana utveckling, med utgångspunkt
för respekt av naturen, borde vara att forma en miljö med
möjligheter för täta möten mellan människor.
Motorvägslandskapet uppvisar ett ständigt flöde av möten, mål- och
produk-tionsinriktade, och med tydliga riktningar i landskapet. En
förflyttning i tiden. Kryssningar av motortrafik och människor i
rörelse ger ihållande rörliga
bilder på näthinnan. Denna rörelse, linjer i strömning, lager på
lager, som inte upphör, kräver ständig uppmärksamhet. Horisontalitet,
endast elledningarna som skapar en vertikal rytmisk intervenering. En
immateriell värld, som saknar intervenering motsatt flödet till att mer
tydligt markera en punkt och ta fast form.
Industriområdet, en kontemplativ plats med avstannad produktion.
Byggnadsele-ment med vertikalitet. Vissheten om att produktion funnits
ger tillbakablick, skapar ro och möjlighet för kontemplation.
Samtidigt symboliserar platsen en slutenhet och introvert miljö med ett
materiellt överskott.
När platserna sammanknyts skapas möj-lighet till att utfylla det
synstomrum (frånvarorum) som finns mellan materialitet och aktiv
transport. I detta synstomrum står subjektet i ett visuellt
begär att möta en kondenserad form av det som perceptueras.
En dialektisk strävan mot en sammansmältning mental såsom
fysisk. Tiden påverkad av sinnenas uppfattning av platserna

- ljud som studsar tillbaka, ljus som reflekteras i vatten
men upptas i det materiella. Symbol-iska likheter med sinnesorgan som
örat och ögat.
Ljud, vars tryckvågor sprider sig via luftens molekyler som förtätningar
och förtunningar till hörselns sinnesorgan, sätts i vibration med hjälp av
trumhinnans membran samt hörselben, överförs såsom svängningar
i cochlea (snäckan) och når sist vårt medvetande. Ljudet som
metafor till stadens utformning med varierande spridning av
förtätningar och förtunningar. Sinnesnärvaro.
Formen prövar att skapa en dialog mellan materiella och mentala
processer. En tillknytning av en plats samtidigt som en annan
gör sig påminnande. Låta materialet påvisa förtätningen. Vägar ramar in
områden, markerar gränser, varför de borde integreras i spännande nya
nivåer och skapa en förtätning av kommunikation och transport.
Speglingen av områdena kan delvis verka för att driva perceptionen
på olika spår och orsaka en visuell splittring, men också som en
förståelse inför behovet av en förtätning. Vattnet som omringar bägge
platserna borde kunna utnyttjas för detta behov.
I modellen gestaltar råolja denna spegling. En flytande
obearbetad form. Inom transportsektorn är råolja den helt
dominerande energiråvaran.
Olja är en naturligt förekommande halmgul, grönskimmrande, brun eller
svart vätska som består till mer än 95% av kolväten.
Sammansättningen, förekomsten och de optiska egenskaperna tyder på
att olja är av organiskt ursprung. Huvuddelen av all olja
används till bränsle, som drivmedel för olika motorer - transporter, eller
för att alstra värme och ljus. Asfalt framställs ur råolja, samt vaxer och
smörjmedel.
Paraffin (från lat. pa´rum ´föga´, samt affi´nis ´besläktad´ då det är svårt
att kombinera med andra ämnen) är ett kristallint vax som framställs
ur petroleum. Gips är ett vanligt mineral inom sedimentära
saltförekomster och innehåller kalciumfosfat och vatten.

Ulrika Connheim
Bosætningens rum
När jag vänder blicken ut över kanten, genom fönstret, förstår jag rummet. Först då blir
utsidans verklighet infållat i insidans och framkallar alla de ut- och ingröpningar som ger
rummet dess karaktär.
Förutom de självklara rytmiska funktioner och rituella handlingar som anpassas rummet
och som möblerna bidrager till, finns en mental känsla skapat i det egna rummet. Det är
rummet man står i, tänker i, känner i. Här har rummet obegränsade möjligheter -
självöverskridanden, som en förberedelseplats inför nästa tanke - eller nästa handling,
gentemot omvärlden. Man sätter sina avtryck - så finner man tillbaka.
Förkovringens rum, information som silar genom medvetandet. En kontroll som etableras
gentemot omvärlden. En egen sfär, styrd av jaget, påverkat av höljet, vars innanmäte man
själv skapar.
Blicken ut kastas tillbaka in. Ljuset inne möter ljuset ute, genom skuggorna visualiseras
rummet. Ideér skapas - känslor som sveper runt i rummet. Ett fysiskt verkligt rum, men
också skapat av ens egna tankar. Är väggarna reella gränser eller bara mina ögons

uppfattade begränsning? Är rummet också när jag inte är här? Bara tankarna beslutar var
gränsen ligger.
Intryckskomplexiteten skapar det egentliga rummet. Denna komplexitet påverkar våra handlingar
som kan ses mer som separata tillstånd där närvaron kanske inte värdesätts lika högt. Det
subjektiva rum påverkas av utifrånkommande upplevelser, egna tankar och andra subjekt, vilket
gör rummet både till ett uppöppnat privat, delvis offentligt, och ett tillstängt intimt. Genom att vi
ideligen sträcker ut oss i tiden - utanför rummets fysiska gränser - splittras rummet upp såsom
många olika konstellationer. Hur påverkas därmed rumsuppfattningen utifrån desynkronisering av
ljud- och synsintryck? Den tekniska och funktionella vardagen borde kunna utnyttjas till att utveckla
det oändliga inre, ofta splittrade, rum, istället för att endast bli använd.
Videon visualierar i projektet rituella handlingar och återger ljud som påvisar symbolik och
en subjektiv analys utifrån det att bo och mötet med rummet. Filmen ska återge tanken
kring att handlingar och rumsuppfattningen påverkas av desynkroniseringen av ljud och
synintryck. Igenkännande moment utspelar sig - bland annat - inom olika
gränssammanhang, delvis vid trapp/hiss/ dörröppning/fönsteröppning m.m, på gränsen
mellan att vara innanför - utanför eller innuti-utanpå (inne-ute). Rummet påverkas hela tiden
av vad vi erfaringsmässigt och genom syn- och ljudintryck upplever utanför rummet.

Anne Dahlgren
Urbanitetens rum
LYSKRYDSET- EN VERDENSSCENE
Med udgangspunkt i scenen som metafor for et lyskryds er mit mål at give denne ”scene” et ”scenerum”, ikke
som en konkret bygning men som et rum at udfolde sig i.
Min uendelige søgen efter tilhørsforhold har bragt mig til dette sted, et samlingspunkt for vandrende sjæle
søgende efter mening og nærvær, et skuespilhus hvor vi enten aktivt spiller med i troen på the happy ending
eller trækker os tilbage på tilskuerpladserne og venter på tragedien. En scene hvor verden spiller for mine
øjne; nuets afsnit af forestillingen ” Livet er et lyskryds”. Indenfor disse åbne og anonyme rammer møder jeg
livet og kan udfolde mig med en vis form for personlig frihed.
Jeg står på fortorvet i periferien af billedet, herfra ser jeg en iscenesættelse af entreer møder, kollisioner,
vellykkede fællesskaber og forspildte muligheder. Min blotte tilstedeværelse gør mig til medspiller i dette
dokumentariske totalteater.
På sidelinien følger jeg koreografien og herfra håber også jeg på det uventede møde af afgørende
betydning, mit personlige gennembrud, hvor kurvens røde lys vil vække mig af dvale og give grønt signal om
at jeg nu for alvor kan spille hovedrollen i mit eget liv.
Mens jeg venter på mit cue, fortsætter trafikken sin hastighed, og andres skæbner bliver afgjort. På et øjeblik
trækker en hilsen fra en forbipasserende mig med ind i scenens gang, og jeg mærker, at jeg lever i dette nu.
Et kort sekund er min løftede hånd i fokus og en livsbekræftende gestus for mig selv og måske for andre.
Endnu engang bekræftet i livets uforanderlige gang krydser jeg på min hjemvej, fortroligt og med fornyet
håb, de anmærkede veje i mit livs scenografi.

Julie Daugaard-Jensen
Bosætningen rum
Udfra en betragtning om boligen som flydende og fast, udspændes et rum mellem to faste flader, de definere
hvad der er op og ned. Mellem dem opstår forskellige historier og billeder. Langtborte bliver i næste sekund
tæt på, rummet springer i skala og dybder, som en uendelig vandring i indtryk, der bliver plukket eller
frasorteret.
Urbanitetens rum
Se gruppearbejde

Lotte Hjetting
Det offentlige rum
ISLANDSBRYGGE - en ny bystruktur med udgangspunkt i en
eksisterende industrikarakter.
Kunst er i dag et langt mere udvidet begreb, end hvad det har
været til alle tider før dette århundrede. Kunsten kan defineres
som et begreb, der arbejder omkring og med politiske/
sociologiske/ filosofiske/ psykologiske emner. Dette mere eller
mindre indenfor en særlig ”traditionsbunden” handlingsstyret
arbejdsform, der identificeres som og tilkendegiver kunst, men
som støt bevæger sig ude på kanten af sine egne rammer.
Kunsten vil altid, med sin eksperimenteren omkring udvidelse af
sit eget virkefelt, kunne arbejde sig ud på nye planer, hvor
enhver større institution er styret af for mange arbejdsprocesser
til at kunne og ville eksperimentere med noget allerede givet og
”fungerende”.
Kunsten og kunstinstitutionen kan være promotor for enhver
anden institutionel udvikling, hvis kunsten selv vil tage flere
spørgsmål på sig og føle et ansvar for at beskrive dette overfor
”institutionen”. (”institutionen” som et samlet begreb for
samfundsinddelinger/ -funktioner/ -niveauer/ individer osv.)
Hvad kan udvikles af forskellige kunstinstitutions-enheder, som
tager eksistentielle / samfundsmæssige spørgsmål op og
forsøger at inspirere til nye refleksioner, vaner, bevægelses-
retninger hos det enkelte individ og hos ”offentligheden” –alt
indenfor et fremadgående, konstruktivt bevægelsesspektrum.
Arbejdsfelt: Amagers gader og stræder, pladser og plateauer.
Islands Brygges nybyggeri med kunstinstitutionen integreret i en
byplanlægning/ nyopbygning.
Arkitektonisk virkefelt: Kunstinstitutionen delt ud i enheder med
fysiske tilknytninger til de offentlige uderum – direkte beliggende
i´ eller med berøringsflader mod´.
Funktionsmæssigt virke: Enhederne i første omgang meget
tematiserede af forskellige inspirationsområder – områder som
ved gennemarbejdning kan udtrykke ”noget som gør en forskel”
– en forskel for individets/ samfundets måder at opfatte verden,
eksistens, dagligdag, vaner osv.

Gudjon Kjartansson
Urbanitetens rum
Møntvaskerier som mødeSTED?
halv-offentlige rum i byen med særlig fokus på
møntvaske
Møntvaskerier er et halv-offentligt sted uden noget
organisk social liv. Overvåget af et 3.parti. Ejet af
en privat person. Det ligger oftest ved trafikgader
som et 'offentligt' privatrum! De fleste brugere er
enige om, at det er det grimmeste sted, som de
kommer til. Møntvaskerier er et sted men ikke et
mødested. Møntvaskeriet er et ikke-sted i den
forstand, at der mødes mennesker, men de vil
helst ikke have noget med stedet eller hinanden at
gøre. Et sted, som mennesker bruger individuelt.
Ifølge antropologen Marc Águe findes der ikke-
steder (non-places), steder som mangler mening,
fordi ingen kan føle nogen samhørighed med det,
det kan f.eks. være lufthavne, supermarkeder,
hoteller eller indkøbscentre. Ikke-steder kan
også være forestillingen om et sted, idéen som
man forbinder med et sted eller følelsen, som man
får, når man hører et steds navn. Et imaginært
sted. Så hvilke forestillinger gør mennesker sig
om møntvaskerier og dem som bruger dem?
Hvor kommer vores idéer om møntvaskerier fra?
Ifølge en amerikansk TV-serie er en møntvask
fyldt med lækre mennesker og det perfekte ’pick
up sted’. Dansk virkelighed er noget helt andet,
eller findes de nogle ’pick up’ -møntvaske rundt
om i København?
De fleste kommer hver 11. til 16. dag og vasker 2-
3 maskiner og har ikke nogen social kontakt med
de andre mennesker som finder sig der. En gang
i mellem viser måske en, hvordan man bruger
maskinen til en, som er der for første gang, og de
fleste siger måske 'hej' når de kommer ind.
I Københavnområdet bliver det lukket ca. 10-15
møntvasker om året. I ’70erne og ’80erne havde
hver forstad mindst et møntvask, men nu er de
fleste blevet lukket. Mennesker vasker sit tøj
andre steder.’ (En samtale over telefonen med
formand af møntvaskeriforeningen.) Møntvaskeri-
et har ikke været i stand til at konkurrere med de
firmaer, som sælger eller lejer vaskemaskiner
meget billigt. Det er ikke mere på mode at være
økologisk og tænke på miljøet som er møntvas-
kens motto.
Som en halv-offentlig sted har møntvaskeriet en
særlig status. I kontrast til supermarkedet og
fastfoodrestauranten, hvor man kommer ind og
shopper så hurtigt som muligt eller spiser så
hurtigt som muligt, skal man vente på sit tøj. Den
ventetid på en sted, som man vil helst undvære
og det fakta at andre mennesker kan se ens tøj
især undertøj bliver nærmest en overskridelse af
ens privathed.

Det offentlige rum
møntvask2
'Den moderne kunsts vilkår er at have mistet sin selvfølgelighed, hvilket skete for mere end hundrede år
siden. Den glider ikke længere ind som en ubekymret del af den almindelige, borgerlige kultur - den
provokerer og støder, er grim og gådefuld, det er den nødt til at være. For den reagerer på en moderne
tilstand, hvor det egentligt menneskelige drukner i rationalisering af individet og bedøvelse af den kritiske
sans.'
Theodor W. Adorno
Asthetische Theorie 1970
Vi prøver at lave en afbrydende effekt med en kritisk invention på det eksisterende formelle og sociale
betydning af det offentlige rum. Kunst i et konsumsamfund med konsumoffentlighed.
Vi fjernede støjen fra rummet, alle detaljer! Det rum, som var domineret af sin funktion, blev til et nyt rum
med objekter og flader som en indirekte afspejling af verden.

Rikke Kristine Larsen
Globalisering som udfordring af vores forståelse af hjemmet, - sat i forhold til arbejdet
Sættes en diskussion om hjemmet i forhold til ens arbejde eller skole, skinner en konventionel opfattelse af hjemmet
som lukket og arbejdet/skolen som åbent oftest igennem. Perspektiverer man derudover diskussionen ved at inddrage
tanker om globalisering, synes opfattelsen kun at blive yderligere forstærket.
Opfattelse går på en ide om kontoret/skolen som et åbent rum uden begrænsninger, som ved hjælp af interkontinentale
forbindelser ubesværet formidler og modtager information gennem et verdensomspændende net. Denne brug af
kommunikation på tværs af den vante forestilling om rum og tid synes netop at være et glimrende eksempel på
globalisering. Derimod synes vores hjem at være forbundet med en lukkethed da vi her har mulighed for at ekskludere
folk vi ikke ønsker at omgås, og mulighed for at trække os tilbage for at dyrke roen og egne interesser. Vi lukker os inde i
hjemmet for at værne om små og nære ting, og når vi bevæger os ud for at handle foregår dette I små lokale butikker.
Sociologen Manuel Castells definerer globaliseringen som en overgang fra ’spaces of places’ til ’spaces of flow’. Men
hvordan påvirker denne overgang fra ’spaces of places til ’spaces of flow’ vores hjem og vores arbejdsplads? Der synes
at være en tendens til, at brugen af globaliseringens flydende rumligheder på arbejdet/skolen helt automatisk leder til en
argumentation for at arbejdet/skolen også må være en åben rumlighed. Min tese går på at det faktisk synes at være lige
omvendt: at der er en mulighed for at betragte hjemmet som det åbne rum og arbejdet som det lukkede.
Dette eksemplificeres ved Henning Larsens nye Unibank bygning, der må formodes at gøre flittigt brug af ’the spaces
of flow’. Ved nærmere eftertanke synes det dog kun at være de forbindelsesmæssige rumligheder der antager en hybrid
karakter, hvorimod alle andre repræsenterede rum fremstår yderst konforme. Dette ses bemærkelsesværdigt tydeligt i
Unibanks politik om at de enkelte medarbejder ikke må have billeder eller anden personlige reference stående på deres
kontorborde, da dette menes at referere til et uønsket rum: et rum hvori den ansatte kan føle sig hjemme.
Unibanks kunder skal altså mødes af neutrale ansatte der ikke signalere tegn på en personlig sfære: ansatte hvis
råderum begrænses af Unibanks nøje forventninger til personlige fremførelse. Derudover er det paradoksalt at
bygningen arkitektonisk set fremstår transperant, når virksomheden netop gøre brug af meget kontrollerede og
besnærende rumligheder. Man tillades altså ikke at tage den hjemlige sfære med på arbejdet, men dog forventes det
flere steder fra at arbejdet tages med hjem.
Derimod tror jeg på at ’the spaces of flow’ i langt højere grad sætter præg på vores hjem. Dette bygger jeg på at
hjemmet kan læses som en fleksible struktur hvori flere aktiviteter kan finde sted, flere meninger kan være repræsenteret
og en interesse ikke udelukker den anden. Hjemmet fremstår yderst komplekst, og favner uden besvær den moderne
hybride person.
Så på tærsklen til den globale tidsalder bør man overveje hvordan globaliseringen giver dels giver form til, dels forståelse
for samtidighedens hjem, og ligeledes overveje om der til stadighed er belæg for at opretholde arbejdet som en lukket
struktur.

Tim Mikkelsen
Bosætningens rum
Hjemmet er en flydende størrelse, der i kraft af
kroppens tilstedeværelse bliver rumliggjort. Da
byens funktioner på mange måder kan
delokaliseres, bliver størrelser som byen/hjemmet
upræcise størrelser i forhold til hinanden.
Overgangen fra byen til hjemmet bliver udvisket
og bliver til en direkte påvirkning af hjemmet.
Forskellige former for informationer danner et
direkte interface til hjemmet og springer
overgange som ½ private og ½ offentlige led over
og går direkte fra offentlig til privat. Spørgsmålet
er, om størrelser som offentlige og private er
præcise nok, da de igen refererer til
hjemmet/byen? I det øjeblik, at arbejdspladsen
opløses, bliver byen til en række punkter, der i
virkeligheden bliver til hjemme for den enkelte
person og kan derfor ikke betragtes som byen.
Hjemmet som mental forestilling er langt større
end det fysiske rum, der omgiver os, og man kan
have svært ved at forestille sig et liv inden for en
ganske snæver ramme. Det er måske lige præcis
det, der er det afgørende, at den enkeltes
forståelse/erfaring af omverdenen opstår i kraft af
en fysisk interaktion og uden en fysisk indblanding
vil man have svært ved at forstå den helhed, man
er en del af.
Rum og IT
Se gruppearbejde

Claes Nilsson
Det offentlige rum
Subjektet indtager rummet hvori det er tilstede; rummets
taktile koder indsluses igennem kroppens åbninger og
tilsynekomsten etableres i perceptionens domæne. Et
udsnit af variationen opstår i tidens dimension; opholdet på
biblioteket og i svømmehallen er ofte af længere varighed
end turen i banken og de rutineprægede besøg i
supermarkedet og hos grønthandleren. De offentlige rum
forskydes i flere dimensioner.

Bosætningens rum
bo[x]
Bosætningen tænkes ud i en større urban
arkitektonisk sammenhæng. Det offentlige rum
tilegnes i højere grad og antager positioner i det til
bosætningen traditionelt tilknyttede funktions-
program.
At bo i byen. Med bosætningens spredning, infiltreren
og overlappen i en større arkitektonisk sammenhæng,
kan der tales om et tiksotropt opløst forhold mellem
bosætningens rum og bosætteren. Ved
stilstand antager en masse en fast form. Ved
bevægelse kan samme masses tilstand være
flydende. Bosætteren (kroppen) antager
position x som fastholdes i en vedblivende
tilstedeværelse. Rummet bo[x] fastholdes som
en omkringliggende foring. Kroppen i
bevægelse medfører rum i bevægelse.
Flydende rum. Spisestedet lidt nede af gaden
tilegnes og indkorporeres i bosætningens
rumprogram, ligesom vaskeriet og
omklædningsrummet i sportshallen.
Bosætningens rum må anses for at være
flydende. Køkkenet og spisestedet er en del af
den basale bosætnings funktionsprogram,
men har ikke absolut en direkte fysisk
tilknytning til bo[x]. Positionen er ændret,
koordinaterne forskudt eller flydende. I den
fase hvor koordinaterne flyder inddrages også
det urbane rumforløb i en subjektiv
sammenhæng. Inden man begiver sig fra et
sted til et andet, forestilles den rute man kan
bevæge sig ad. Mulighederne, der foreligger
undervejs fra bo[x] til bo´[x], gennemgås og
overvejes. Bosætningen repræsenteres
udadtil af de steder man kommer som mere
eller mindre fast rutine og ritual. bo[x]
afgrænses af forskellige grader af offentlige
positioner. Kroppen bliver det mest faste
element indenfor begrebet bosætning.
Rum og IT
Se gruppearbejde

Michael Nilsson
Bosætningens rum
UDGLATNING – EXPONERING – OPBEVARING - HEMMELIGHED
Grunden er et TÆPPE, jeg breder ud på ny. Uafhængigt af steder ( jeg rydder det stedsbundne med et tæppe). Jeg
udfolder min egen lov, hæver mig selv fri af konteksten og berører sjældent denne. Ikke fordi den generer mig, men jeg
har ikke noget særligt at gøre der. De steder jeg benytter, findes allerede andetsteds.
Jeg ved; jeg kan til enhver tid rulle tæppet sammen / ud på ny.
SPEJLET; fungerer som en exponeringsflade, I betydningen vist som et spejl eller vist som et lærred, exponerende mig
selv eller især forestillingen om mig selv. Det jeg viser mig selv og andre gennem subtil udvælgelse. Der kan vises få,
der kan vises mange ting. Et forsøg på at fastholde et selv. Jeg udstrækker / udfolder mig selv.
Ting er udvalgte ting, noget viser tilbage til det opbevarede, andet hjælper mig med at komme fri af dette eller bare:
videre. Disse ting viser jeg gerne, men ved godt; der sker en forskydning imellem det eksponerede og det opbevarede,
der en dag vil betyde: Jeg må rydde op.
Ting er udvalgte ting. Der findes flere. De er ikke alle tilstede for den daglige selvbevisthed. De er gemt.; OPBEVARET.
Jeg ser dem aldrig, men kan lide forestillingen om at de er tilgængelige, måske er jeg ligefrem tryg ved tanken. Bagage.
Der findes enkelte ting jeg aldrig viser. Måske noget jeg ikke forventer jeg selv skal forstå nu eller noget jeg ikke er
interesseret i at andre kan forstå. Et særligt stykke A4. Der er ikke bare tale om opbevaring, men om noget gemt, en ;
HEMMELIGHED eller bare noget godt gemt.
Rum og IT - Se gruppearbejde

Christina Huth Panduro
Det offentlige rum Rum og IT
Kunstens korridor.
Sted: Amager Fælled
En forestilling omkring grænsen
mellem by og land.
Interressen er lagt i tanken om en
grænsestruktur af labyrintisk sammen-
satte elementer. Diagrammatiske
tegninger udmønter sig i egentlig
formgivning og tilhørende funktiona-
liteter. Kælder- entré, Mødested-
galleri, Kunstnerens rum- atelie.
Rummets dekonstruktion.
Interferens mellem rum og teknik.
Elementære rumbegreber opstilles -
virkeligheder etableres. Teknikkens
– computerens ”verdensbillede”
kobles med det elementære.
TRANSFORMATIONEN sætter ind,
rummet DEKONSTRUERES.
Idéen om en foldning mellem disse
to måder at generere rum på tegnes
ud.

Nikko Papaikonomou
Det offentlige rum
Intro: Stormens øje
Sydhavns pladsen er med sin beliggenhed i periferien
af Kgs. Enghave, omkranset af trafikal- og dynamisk
turbulens, som en ø i et oprørt hav. Oplevelsen af at stå
i dette centrum af urban omfartsvej, omgivet af
hastigheder i alle kategorier, er som at opleve en
pausesfære i det offentlige rum, et slags stormens øje.
Denne plads synes, ved at tage afsæt i den synergi der
optages gennem miljøet, at have potentielle for yderlig
bearbejdelse, med tanken om det offentlige rum versus
kunstens rum.
Ruin:
Blev projektets etiket. Formen associere til
nedbrydlighed og deraf følgende opbyggelighed.
Hensigten hermed at have styr over hvorledes ‘huset´
henvender sig til kunsten ved netop at være i en
konstant omskiftelig proces, i kraft af de 2 polrettede
faktorer. Etiketten ruin bliver hermed også
forbindelsesled til historien. Ruinen bliver en slags
‘fortællende´ institution, et slags bibliotek. Og som
biblioteket ligeså ruinen i det offentlige rum, har de den
fælles egenskab af udadvendt tildragelse, samt plads til
fordybelsen.
Identitet:
I overensstemmelse med ruinens natur, nedbrydes
pladsens nuværende bebyggelse for derefter forsøge at
fravriste pladsens dets indgravede identitet. Derved
forsøger jeg at give bud på ‘husets´ fremkomst og form,
ved at afkode matrikelnummer og bebyggelse i et
autonomt Grid, afgiver pladsen et slags horisontalt,
vertikalt redskab som forsøger at definerer netop den
konstruktion der skal finde plads her.
Rum:
Følelsen af at befinde sig i stormens øje, det første
møde, var ikke en desperat tilskyndelse. Afkodningen af
pladsens identitet og bevægelserne i det omgivende
miljø afslører ‘husets´ fundament. Gridet afleverer
elementer der sammenlagt med den tilstrømmende
dynamik, forhåbentlig kan genererer en synergi som
kan sikrer kunstrummet den udvikling af omskiftlighed
og soliditet, som samtidig konstituere et autoritært
nærrum.

Vibeke Rytter
Det offentlige rum
De lokale offentlige rum
Opgaven tager udgangspunkt i en tidligere opgave på
Islands Brygge. Ved udarbejdelse af opgaven er der
blevet registreret og sat grænser/skillelinier ved de
forskellige miljøer. Ved grænserne opstår der forskellige
overgangszoner en laminering, sammenfiltring som
danner knudepunkter.
Zonernes overlapning og over-gange præciseres i
knudepunkterne. De zoomes ind og gøres til særlige
aktiviteter.
Har brugt begrebet beholder, som går ind og rammer
de forskellige områder ind, og dermed begrænses og
koncentrationen dyrkes ved knudepunkterne.
Beholderen tager aftryk af diagrammet, ved de
forskellige overgange, som kaldes knude-punkter.
Beholderen indeholder alle informationerne/ iagttagelserne/
fra registreringen.
Maritimt miljø Erhverv/industri Nedlagt
industri
Social friluftsliv steotypt,
masseproduktion,stempel
struktur frit,ude,udendørsaktivitet
(lille akt.)
indendørsaktivitet
(stor akt.)
Beholderen er rammen / rummet der foldes omkring
knudepunkterne. Resten af diagrammet fjernes.
Beholderen er placeret ved de forskellige skillelinier.
Der opstår derved lokale overgange af miljøerne, en
sammensmeltning.
Disse steder fremkaldes til opsamlingssted /offentlige
rum. Udstrækningen på havnekajen står tilbage med 4
beholdere med hvert deres forskellige indhold.
Grunden til, at knudepunkterne vælges til offentlige rum
er, at det vil være her forskellighederne fra de enkelte
miljøer mødes. I knudepunkterne mødes alle på tværs
af de sociale, strukturelle og stemningsmæssige
baggrunde /forhold. Det vil således være her, det
uforudsigelige opstår og her at grænser og fordomme
kan blive nedbrudt. Mødet mellem de forskellige miljøer
behøver ikke nødvendigvis at være harmonisk men
snarere en lejlighed til dialog eller kilde til forandring.
inddrager
stedets
historie fra
tidligere
industri
udgravning
(ingen akt.)
passivt
Social
bebyggelse
Ejerboliger
folkeligt eksklusivt
klondike
(skiftende
akt)
struktureret
(skiftende
akt.)
stemning energi monotont tilbageblik intimitet dynamisk

RUM & IT.
Computeren har forbindelsesled ud til hele verden
via Internettet.
Kroppen/mennesket kan gå interaktivt ind i
computeren. Alt i computeren skabes indefra og
ud, hvor kroppen og udsigten vil forblive billede ud
i verden. Skærmen kan kun få dybde via interaktiv
handling.
Skalaen i computerbilledet er og forbliver
størrelsen, som skærmen giver, eller man kan
formindske billedet og skalaen bliver en.
Computeren er kompleks af systemer, der afbilder
virkeligheden, eller en anden måde at sige det på.
Den virkelige verden bliver systematiseret
gennem mennesket, som bliver organiseret i
computeren.
Mennesket interaktiverer den virtuelle verden ud
fra virkeligheden. Kroppen er for verden, hvad
computeren er for kroppen.
Computeren og digitaliseringen bliver skæbne
fordi den bliver et instrument til at se form i tid.
Den gør det muligt at flytte opmærksomheden fra
objekterne hvad enten de nu er statiske eller
bevægelige til bevægelsen gennem objekterne.
Det at se betyder ikke længere kun at afbilde
ekstern virkelighed, men har lige så meget at gøre
med at beregne og indramme, hvor formen mere
og mere genereres fra det indre i stedet for at
blive modelleret fra det ydre.
4 enheder vil jeg beskæftige mig med.
Huden som relaterer til kroppen.
Huden er transperant , den ånder og beskytter
organerne. Den omgiver menneskets krop.
Glasset er transparant , er også et flydende
element som er i bevægelse - (refleksion, blikket)
Horisonten (udsigten) linien hvor himlen og jord el.
havoverfladen mødes, som danner grænsen for
ens syn når man skuer ud over jordens overflade
= kiming, synskreds.
Computeren, det virtuelle rum (indsigt) går huden
ind og dannes til en syntetisk efterligning af det
naturlige.
En syntese : 1. en sammenfatning af forskellige
enheder til en helhed. 2. en fremstilling af en
kemisk forbindelse ud fra grundstofferne el.
enklere kemisk forbindelse. analyse - fotosyntese.
Huden bliver reflekteret hen på væggen, som
afgiver kroppens størrelse.
Huden bliver omdannet til en syntetisk form i
computeren og bliver reflekteret ud i det fysiske
rum, hvor den spejles i glasset, og videre ud i
rummet -horisonten og det øvrige rum.
Mennesket omkring kan blive inddraget i
iscenesættelsen via dets skygge.

Jonas R Sangberg
Det offentlige rum
Pay per view, Tvang og Kunstterror
Den totale autonomi for kunsten er en kæmpe server et fjernt sted. Denne server er koblet optil den flydende
krystal skærm/væg som vil blive allemandseje inden for det næste årti. Skærmen er den endelige stationære
sammensmeltning mellem TV, computer, telefon og musikanlæg, altså et multifunktionelt
informationsværktøj, vinduet mellem det private og et andet offentligt rum. Fra serveren, et elværk for
kunsten, bruger man kunst som var det elektricitet. Kunst er blevet et pay per view medie. Løsrivelsen fra det
oprindelige offentlige rum er total og liberalismens kræfter tæller i det private og virtuelle forbrugskunstrum.
Alle vil kunne få ting på serveren og det vil være antal view, der bestemmer om et værk er et kunstværk.
Efter to uger går serveren i betalingsstandsning, udkonkurreret af vold, porno, computerspil og popmusik.
Folkene bag serveren har nemlig glemt en ting. Almindelige totalmodulerede mennesker opsøger ikke
samtidskunsten frivilligt. De vil ikke provokeres frivilligt, de vil heller fascineres og underholdes af den laveste
fællesnævner, så de slipper for at tage stilling.
Kunstneren har fået nok af kunsten for kunstnerens skyld, og udvikler sig som terrorist. For som andre
yderliggående fragmenter i samfundet er der kun en kanal tilbage, hvis man vil høres, nemlig fascinationen.
Kunstneren bliver en hacker og sabotør. Kobler sig på nye steder og kanaler, bryder ind og skaber kaos for
få sit budskab igennem filteret af konstant billedstøj.

Kan en kunstner blive terrorist?
Terrorismen, som den kendes i dag, begyndte i midten af det 19ende århundrede, samtidig med at avisen
blev et massemedie. Fra da havde medierne og terroristerne en afhængighed, som kan sammenlignes med
kunstner og modtager/køber. Tanken om at kunstneren som terrorist, skal derfor ikke forstås i ordets
bogstaveligste forstand. Men mere som at kunstneren må besætte andre områder med sin kunst, for at få sit
budskab igennem.
Der findes allerede kunstnere som henter inspiration hos terrorismen. F.eks. Den svenske kunstner Carl
Michael von Huasswolff. Hans sympatier handler om muligheden under værkets tilblivelse at benytte sig af
radikale og uventede strategier, som ligner terrorhandlinger. Dette udvikler sig til grossover mellem
billedkunst, musik og lyrik.
I denne sammenhæng bør kunstnergruppen sabotage fra Wien også nævnes. I en af deres tidlige værker
byttede de telefonbøger om i et antal nøje udvalgte telefonbokse i henholdsvis Linz ved Rhienen i Frankrig
og i Linz ved Danube i Østrig. I oktober i år udførte gruppen en event hvor 7500 katastrofealarmen med
tilladelse fra den østrigske stat var tændt en time i forbindelse med fejringen årsskiftet til år 2000.
En del kunstnere har derudover allerede arbejdet i byens rum med reklamer og tegn og symboler på vægge.
Kan man skabe konkrete rum til en terrorist? Nej, men hvorfor skulle man også det når rummet allerede er
der.
For 10 år siden dødsdømte man maleriet men det holdt ikke stik, så der vil nok altid være brug for en væg til
at sætte et søm i. Denne væg bliver jo nød til at stå et fysisk sted. Men skal dette sted være statisk?
Mellem spektret fra maleri til urban terrorkunst findes begreber som lydkunst, virtuelkunst, augmented reality,
religiøs kunst, kontekstkunst, instalation, skulptur, lys kunst osv. alle disse kunstformer stiller hver især nogle
rummelige krav. For nogle er the white cube det optimale, for nogle byrummet, andre har det bedst på
skærmen osv.
Derfor må det være naivt at tro at man kan skabe en rumtype til alle disse former for kunst. Men måske er
det muligt at skabe et katalog af rumligheder som til sammen kan favne bredere.
Er the white cube død? Det er svært at sige…..for hvis den kunst som er skabt til the white cube stadig
eksistere, så er der vel også brug for et sted at udstille det. ingen kirker ingen kirkekunst….
Dekonteksttualisering og fragmentering af kunstinstitutionen.
Interferer ved hjælp af det flygtige
DET FLYGTIGE :
TING OPSTÅR - TING UDVIKLER SIG - KÆDEREAKTION - STOPPER ELLER SLÅR TILBAGE OG
OPSTÅR I EN NY FORM - LÅSER SIG FAST - FORSVINDER......

Definering af kunstens rummelige krav i forhold til byens rum udefra og ind?
Fladen, nichen, karreen, gården, gaden osv.
Skabe flygtige rum til udstilling, udarbejdelse, skabelse og crossover af/mellem kunst(former).
Hvis man definere kunstinstitutionen som et lag i byen. Kunne man tænke den som et stykke modellervoks.
Modellervoks har den egenskab at det kan formes, delles i mindre stykker for igen at blive samlet, for
derefter at blive formet og delt til andre former og stykker. Samtidig er modellervoks klægt det kan klistre sig
til andre objekter.
Kunne man forestille sig en kunstinstitution med samme egenskaber?
Kunstinstitutionen som fleksibelt urbant lag/del – i den urbane laminering
Skal/kan man formidle kunst i et villakvarter på Amager?
Skal/kan man formidle kunst i et karrékvarter på Amager?
Skal/kan man formidle kunst i et kolonihavekvarter på Amager?
Skal/kan man formidle kunst i et Industriområde på Amager?
Skal/kan man formidle kunst i et postindustrielt wasteland på Amager?
Skal/kan man formidle kunst på en fælled på Amager?
Skal/kan man formidle kunst i et vejkryds på Amager?
Skal/kan man formidle kunst på en (p)plads på Amager?
Skal/kan man formidle kunst i en gade på Amager?
Skal/kan man formidle kunst i en lomme/niche/mellemrum på Amager?
Skal/kan man formidle kunst??????
Skal/kan kunst formidle sig selv?????
I en by i hastig bevægelse med masser af støj må man råbe højt for at blive hørt. Problemet er bare, at man
kun bliver hørt indtil der er en, som råber højere.
Så måske er det bedre at hviske?

Anna Schwartz
Bosætningens rum
Onkel Jørgen (beboelsens rum)
Projektet er en tangent til virkeligheden med udgangspunkt i Onkel Jørgen. Ved fotografier og 3-
dimensionale computertegninger som nedfældning deraf, illustreres øjets sakkediske scanning af
fotografierne. Med en dybde og overlapning af forestillingslag skær objekter (tegninger, fotografier og Onkel
Jørgens roman) hinanden i opstillingen af projektet. Det er en bevægelse omkring rummet, en tangering eller
retningsforstyrrelse. Tråde med polarisering, der moverer omkring sig selv. Et system, der på engang
trækkes ind og ud.
Det er min fortælling, en indfoldning i hjørnet og en udfoldning af forståelse. Med en forskydning i
forestillingerne - i fysisk distance – i min fortælling, Jørgens billeder – i Jørgens egen forestilling og hans
virkelighed.
Det er beskuerens egen aflæsning af billederne, den på ny sakkediske scanning af bevægelserne og
foldningen. En spejling af tegninger og fotografier, der trækker tiden og rummet sammen, og lader
fortællingerne overlappe hinanden. Et billede, der danser omkring sig selv og i foldningen gennem spejlet
tegner rum i kopien, i forskydningen - en krystallisering af forståelse.
Urbanitetens rum – Rum og IT
Se gruppearbejde

Anne Møller Sørensen
Det offentlige rum
Mellemgrunden – en strukturering af fladen mellem rummet og urbaniteten
Mellem Amagerbrogade som forgrund og Sundholmvej som baggrund udspændes en række vekslende
rumdannelser i en spaltning af mellemgrundens flade. Gennem en strukturering af fladen i byrummet opstår
forskellige rumligheder, der foldes mellem byens rum – urbaniteten – og rummet i institutionel forstand i en ind- og
udadrettet udveksling. Artikulationen adskiller sig ved sin åbning mod byrummet, den er en del af byens
rumlighed og veksler mellem bymæssige flader og rumenheder, der forsøger at åbne den institutionelle ramme.
Fladen fletter sig ind i den eksisterende by, mellem byen i hastighed og byen som åbning, mellem gaden som fart
og beboelse som stille mellemrum. Der dannes en flettet form, hvor indfoldning af det ydre etablerer en kobling
mellem urbaniteten og dens begivenheder. Foldninger overlapper hinanden og veksler bevægelse i dybde, højde
og længde i en flydende og dynamisk struktur i flere lag.

Bosætningens rum
rummet imellem
Boligens felt adskilles fra det overgribende rum eller offentligheden af opgangen, korridoren og haven, som er et
langsomt filter før tilbagetrækken til boligen, idet den opdeler den fysiske bevægen-sig-hjem i overgange og mellemrum.
Mellem det ydre rum og det indvendige rum opstår rummet imellem som et tomrum eller slør mellem to forskelligheder. I
grænserummet eksponeres forholdet mellem ude-inde, åbent-lukket, dynamisk-statisk, hvile-bevægelse, privat-offentligt.
Det fysiske filter gennemtrænges af en uendelig informationsmængde fra det offentlige rum, der trænger sig på og
påkalder sig opmærksomhed. Medieinformation fra aviser, tv, Internet trænger direkte ind i boligen og springer det
fysiske mellemrum eller rummet imellem over.
Fjernsynsbilleder, reklamer og mtv er en del af vores billed- og lydsprog på linie med historiske referencer. Det
kommercielle billede, reklamen, ligger arkiveret i hukommelsen som det medie, der springer over alle skalatrin og
(for)følger os fra biografens lærred, over gadens gavl til avisen eller serien på sengekanten. Filteret er spændt ud til
bristepunktet, den tynde membran gennemtrænges af huller, der breder sig i diameter; boligen gennemtrænges af byens
og offentlighedens lyd- og billedsprog og stopper ikke længere ved korridoren, opgangen eller væggen. Fra boligens
yderste kant er grænsen rykket helt ind til kroppen.
boligens udvidede rum
Adgangen til boligen krydser byens rum i en uendelig vekselvirkning. Vi køber ind hjemme, spiser ude, arbejder hjemme,
sover ude. Boligens udvidede rum kan ligge i landskabet men også i byens indfoldning i bygningen som en udfyldning af
’rummet imellem’. Ved at udnytte rummet imellem – opgangen, korridoren, mellemrummet, baggården – til boligens
udvidede rum, der rækker ud over de fire vægges dimension, forrykkes byens skala.
Badet eller den fysiske renselse er rituelt indbygget i boligen men kan også krydse væggen. I de finske badehuse
udsætter man kroppen for stærk kulde/varme, inden man skal i byen eller til møde og får gennem det fælles kropslige
møde opladet sanserne. Det sociale møde med andre nøgne kroppe er en skræmmende banalitet i forhold til det vante
møde med ’mediekroppen’. Virkeligheden rykker fysisk tæt på, forfængeligheden sættes på prøve og ønsket om flugt
tilbage til skærmen brænder som en længsel. Mediebilledet modellerer vores opfattelse af virkeligheden og rykker
grænsen for skønhed, smerte og udholdenhed, så den infiltrerer med den utilregnelige virkelighed, hvor ingenting er,
som vi troede.
Rum og IT - Se gruppearbejde

Suna Uldbjerg
Urbanitetens rum
Der tages udgangspunkt i kanten langs Islandsbrygge, hvor historien fortælles af områdets geologiske lag og
de bygninger, som ligger langs kanten.
De tegner kantens rum og mødet mellem natur og urbanitet. Bygninger og jordlag skriver overgange og
møder ind i promenaden.
Det offentlige rum
Kanten bearbejdes og selve kantens relief går ind og tegner hvornår skalaerne springer og ændrer vinkel.
Tegningen vil da vise at vandringen lukker et rum af billeder omkring kroppen, som kun lever i et øjeblik.
Billedet vil da være evigt foranderligt alt afhængigt af hvem, der er vandringsmand. Skalaskiftene er en måde
at fortælle hvordan et offentligt rum, bliver til en subjektiv historie. Det betyder for mig, at erindringer vil gøre
et hvert sted til et privat rum, trods den offentlige tilgængelighed.
Bosætningens rum
Modellen fortæller tegningens historie, blot i en
anden skala og set i et andet perspektiv.
Den handler om boligens skala og om at mærke
hvordan minder og genkendelighed i samme
ramme danner et meget forskelligt udtryk.
En overordnet model, der fortæller, hvordan vi
møder vores forældres hjem, indtil vi forlader det
med et ganske forandret blik, end da vi mødte det
for første gang.
Rum, der bliver mindre, men forbliver store i
minderne, som her er skildret i de tegninger. som
er på modellen.
Når de viskes bort, står modellen alene som
diagram, indtil de næste erindringer påføres.

May Winkelmann
Urbanitetens Rum
Øens knuder
Med Amagerbrogade som udgangspunkt udtrykkes menneskets behov i byens
knudepunkter. Punkterne indeholder Kirken, Gennemkørslen, Indkøbscentret samt
Boligområdet.
Disse punkter vokser arkitektonisk frem og fletter sig ind i byen.

Det Offentlige Rum Bosætningens Rum
I tiden, stedet og rummet
Institutionen udfolder sit rum i sin tid.
På stedet i byen trækker den et spor fra
fortiden ind i fremtiden, altid genkendelig i
sin autoritet.
Boligens intension rumliggøres af det
omkringliggende stof, det fysiske og
det mentale.
I denne rumlighed filtreres
informationsstrømmen og der gives
plads til tilbagetrækning fra omverden,
plads til refleksion.

Rum og IT
Naturen Mennesket Maskinen
Et billede på mennesket som skalagivende
faktor i et balancefelt mellem naturen og
teknikken. I refleksionen mellem de tre
objekter giver de hver hinanden en ny
dimension, og der opstår et nyt rum for
menneskets færden.

Christina Wojtaszewski
Det Offentlige Rum
Skalaspring
Modellen er opstået udfra tanken om kunsten, det
offentlige rum og byen som tre forskellige
skalaspring med flydende grænser. I forhold til
kunst og arkitektur peges på interessen omkring
rumbegrebet i forhold til skulpturen og maleriet
uden ramme, som gør, at man som beskuer har
svært ved at definere hvor værket begynder, og
hvornår man selv er en del af det. I forhold til byen
peges på glasset som den flydende grænse. Den
menneskelige krop er benyttet som metafor.
Huden er et organ som er i konstant bevægelse
og som ikke fungerer optimalt uden tilknytningen
til andre dele af kroppen. I huden sidder
sanselegemer, som registrerer forandringer i
omgivelserne, og som altså er kroppens
kommunikationscenter til omverden.
Glasset er en sanselig oplevelse. I forhold til
glasset kan man isolere sine sanser og derfor
befinde sig mentalt og fysisk forskellige steder.
Altså, blikket befinder sig udenfor glasset,
hvorimod den fysiske krop er indenfor. Man kan
derfor trække det ydre ind og det indre ud og opnå
en flydende grænse.
Rum og IT
Se gruppearbejde

Projekterne handler om vandringer. I modellerne bevæger man sig igennem de tre rum: urbanitetens rum,
det offentlige rum og bosætningens rum, og de fremstår som en serie. Bevægelsen opstår med kroppen som
centrum: hvordan oplever vi via sansningen de forskellige rum. Oplevelsen af rum er kroppens fysiske
sansning af omgivelserne, men forståelsen er mental, da kroppen får besked af hjernen, hvordan den skal
reagere. I oplevelsen af arkitektoniske rum spiller sansning via øjet en stor rolle. Med glasset kan man ved
hjælp af blikket flytte betydninger og ophæve grænsen mellem det ydre og indre – men man kan også følge
med i andres liv og omvendt.
Det Urbane Rum
Rumforløb - i forhold til Københavns bymidte, som er struktureret og planlagt, er Amager den store kontrast.
Et ustruktureret bylandskab af fragmenterede enheder, hvor intet synes planlagt. Derfor er Amager langt
mere tidssvarende en den historiske bymidte – dvs. tættere på måden vi lever vores liv i byen. Dette må ses
som en stor kvalitet i en dynamisk storby, hvor hastigheden hele tiden optimeres i forhold til hvordan vi lever
eller vil leve. Modellerne er en rumliggørelse af tre forskellige boligområder på Amager. De er et forsøg på at
fastholde en kvalitet og en undersøgelse af, hvordan man forholder sig til kroppens visuelle sansning i
forhold til det at bo i byen, og hvordan man forholder sig til det faktum, at bosættelse i byen er blevet
ensbetydende med flygtighed.
Bosætningens Rum
Byggesystem - bosætningens rum i byen er flygtig. Vi bygger rum op omkring os selv, skiller dem ad for
igen at bygge nye rum op. Det at bevæge sig mellem steder er vigtigt, og det at bevæge til og fra
bosætningens rum er vigtigt. Bevægelsen til er langsom. Man skal ikke noget, og man skal ikke videre.
Bevægelsen og stedet er vigtig – fysisk og mentalt er man eet. Bevægelsen fra er hurtig. Stedet er ikke
vigtig, man er allerede ved sin destination – fysisk befinder man sig i bosætningens rum, men mentalt er
man ikke til stede og bevægelsen præges af rutiner.
Mørket findes i bosætningens rum og er det sted hvor vi alle er ens. I mørket er alle katte grå. Man kan ikke
se skarpt eller i farver, og dermed forsvinder al personlighed. Vi har samme rutiner og tillægger dem ikke
noget specielt, da vores sanseapparat er på stand by. Vi navigere efter hukommelsen.
I mørket kan man gennem glasset se ud og være alene. Dem som kigger ind ser kun en spejlflade.