Stine de Bang

Anne Dahlgren
Urbanitetens rum
LYSKRYDSET- EN VERDENSSCENE
Med udgangspunkt i scenen som metafor for et lyskryds er mit mål at give denne ”scene” et ”scenerum”, ikke
som en konkret bygning men som et rum at udfolde sig i.
Min uendelige søgen efter tilhørsforhold har bragt mig til dette sted, et samlingspunkt for vandrende sjæle
søgende efter mening og nærvær, et skuespilhus hvor vi enten aktivt spiller med i troen på the happy ending
eller trækker os tilbage på tilskuerpladserne og venter på tragedien. En scene hvor verden spiller for mine
øjne; nuets afsnit af forestillingen ” Livet er et lyskryds”. Indenfor disse åbne og anonyme rammer møder jeg
livet og kan udfolde mig med en vis form for personlig frihed.
Jeg står på fortorvet i periferien af billedet, herfra ser jeg en iscenesættelse af entreer møder, kollisioner,
vellykkede fællesskaber og forspildte muligheder. Min blotte tilstedeværelse gør mig til medspiller i dette
dokumentariske totalteater.
På sidelinien følger jeg koreografien og herfra håber også jeg på det uventede møde af afgørende
betydning, mit personlige gennembrud, hvor kurvens røde lys vil vække mig af dvale og give grønt signal om
at jeg nu for alvor kan spille hovedrollen i mit eget liv.
Mens jeg venter på mit cue, fortsætter trafikken sin hastighed, og andres skæbner bliver afgjort. På et øjeblik
trækker en hilsen fra en forbipasserende mig med ind i scenens gang, og jeg mærker, at jeg lever i dette nu.
Et kort sekund er min løftede hånd i fokus og en livsbekræftende gestus for mig selv og måske for andre.
Endnu engang bekræftet i livets uforanderlige gang krydser jeg på min hjemvej, fortroligt og med fornyet
håb, de anmærkede veje i mit livs scenografi.