Stine de Bang

Rikke Kristine Larsen
Globalisering som udfordring af vores forståelse af hjemmet, - sat i forhold til arbejdet
Sættes en diskussion om hjemmet i forhold til ens arbejde eller skole, skinner en konventionel opfattelse af hjemmet
som lukket og arbejdet/skolen som åbent oftest igennem. Perspektiverer man derudover diskussionen ved at inddrage
tanker om globalisering, synes opfattelsen kun at blive yderligere forstærket.
Opfattelse går på en ide om kontoret/skolen som et åbent rum uden begrænsninger, som ved hjælp af interkontinentale
forbindelser ubesværet formidler og modtager information gennem et verdensomspændende net. Denne brug af
kommunikation på tværs af den vante forestilling om rum og tid synes netop at være et glimrende eksempel på
globalisering. Derimod synes vores hjem at være forbundet med en lukkethed da vi her har mulighed for at ekskludere
folk vi ikke ønsker at omgås, og mulighed for at trække os tilbage for at dyrke roen og egne interesser. Vi lukker os inde i
hjemmet for at værne om små og nære ting, og når vi bevæger os ud for at handle foregår dette I små lokale butikker.
Sociologen Manuel Castells definerer globaliseringen som en overgang fra ’spaces of places’ til ’spaces of flow’. Men
hvordan påvirker denne overgang fra ’spaces of places til ’spaces of flow’ vores hjem og vores arbejdsplads? Der synes
at være en tendens til, at brugen af globaliseringens flydende rumligheder på arbejdet/skolen helt automatisk leder til en
argumentation for at arbejdet/skolen også må være en åben rumlighed. Min tese går på at det faktisk synes at være lige
omvendt: at der er en mulighed for at betragte hjemmet som det åbne rum og arbejdet som det lukkede.
Dette eksemplificeres ved Henning Larsens nye Unibank bygning, der må formodes at gøre flittigt brug af ’the spaces
of flow’. Ved nærmere eftertanke synes det dog kun at være de forbindelsesmæssige rumligheder der antager en hybrid
karakter, hvorimod alle andre repræsenterede rum fremstår yderst konforme. Dette ses bemærkelsesværdigt tydeligt i
Unibanks politik om at de enkelte medarbejder ikke må have billeder eller anden personlige reference stående på deres
kontorborde, da dette menes at referere til et uønsket rum: et rum hvori den ansatte kan føle sig hjemme.
Unibanks kunder skal altså mødes af neutrale ansatte der ikke signalere tegn på en personlig sfære: ansatte hvis
råderum begrænses af Unibanks nøje forventninger til personlige fremførelse. Derudover er det paradoksalt at
bygningen arkitektonisk set fremstår transperant, når virksomheden netop gøre brug af meget kontrollerede og
besnærende rumligheder. Man tillades altså ikke at tage den hjemlige sfære med på arbejdet, men dog forventes det
flere steder fra at arbejdet tages med hjem.
Derimod tror jeg på at ’the spaces of flow’ i langt højere grad sætter præg på vores hjem. Dette bygger jeg på at
hjemmet kan læses som en fleksible struktur hvori flere aktiviteter kan finde sted, flere meninger kan være repræsenteret
og en interesse ikke udelukker den anden. Hjemmet fremstår yderst komplekst, og favner uden besvær den moderne
hybride person.
Så på tærsklen til den globale tidsalder bør man overveje hvordan globaliseringen giver dels giver form til, dels forståelse
for samtidighedens hjem, og ligeledes overveje om der til stadighed er belæg for at opretholde arbejdet som en lukket
struktur.