Sygdomme i græsplæner - Turfgrass

More documents

Recommendations

Info

H. vagans i engrapgræs Bladpletter I engrapgræs (Poa pratensis) kan forårsages af Helmlnthosporium vagans, benævnes også Drechslera poae. Bladpletterne, som oftest er brune eller purpurfarvede med et blegere centrum, er normalt ca. 9 mm lange og 3 mm brede. På nogle sorter som f.eks. Petit, Merlan, Birka, Sydsport og Fylking dannes kun bladpletter. På andre sorter som f.eks. Campus og Delft efterfølges bladpletdannelsen ofte af et svampeangreb på de nedre bladskeder og muligvis også på udløberne. Dette angreb medfører ofte planternes død og er derved med til at formindske planteantallet og slidstyrken I græsplænen. Da sygdomsangrebet ofte kan få katastrofale følger, er det vigtigt, at man vælger sorter af engrapgræs, som er resi- .lente mod svampens angreb eller i det mindste vælger de sorter, som har størst sygdomstolerance. Bekæmpelse med fungicider er vanskelig. H. siccans i almindelig raigræs Almindelig ralgræs angribes ofte af Drechslera siccans (Helminthosporium slccans). Svampen danner en oval brun plet, som ofte bliver bleg i centrum med tiden. Det hænder, at angrebet ses som mørke striber. Angreb på de nedre bladskeder som I engrapgræs findes også på alm. ralgræs, selvom der dog hersker nogen tvivl, om angrebet skyldes Drechslera siccans eller Drechslera dlctyoldes eller andre beslægtede arter. Helminthosporium-angreb pa blade af engrapgræs. Et typisk angreb af Drechslera slccans viser sig normalt kun som bladpletter, og angrebet er ikke altid alvorligt. Imidlertid må man forvente, at væksten og slidstyrken nedsættes I betydelig grad, når en større del af bladarealet angribes. Man ved ikke, om angrebet kan give nogen langtidseffekl. Bekæmpelse med fungicider er vanskelig. H. Dictyoides i Rødsvingel Rødsvingel angribes ofte af Drechslera dlctyo Ides. Svampen kan også angribe engsvingel. Angrebet giver sig udslag i små rødbrune pletter med irregulær form. I parceller med enkeltplanter kan angrebet ofte resultere i større døde partier. I Amerika kan angreb af D. dictyoides ofte resultere i store ødelæggelser. Smittecyklus: H. vag ans overlever vintermånederne som mycelium eller sporer på angrebne engrapgræsrødder, udløbere og rodhalse og i rester af angrebne blade. Om foråret dannes konidier, som føres op på bladene af vandsprøjt. Disse sporer spirer og inficerer bladene. Ældre blade synes at være mere modtagelige end yngre blade. Sporerne spirer med Em eller flere spirehyfere. Guttatlonsvand på bladene fremmer sporernes spiring. Hyferne trænger Ind I værtplanten gennem spalteåbninger eller direkte gennem overhuden på bladene ved hjælp af Apressorler. Inde I bladet har svampen Intercellulærvæksl. De celler, der støder op til hyferne, dør. Svampen lever som aggressiv saprofyt I dødt bladvæv og kan under sådanne forhold også producere sporer. Sporer 349
kan også produceres på det nekrotiske væv ved større sår, men produceres i store mængder på de døde blade fra de angrebne planter. H. vagans synes at være mere pathogen end andre Helminthosporiumarter. Infektion af rodhals og rødder på nye planter sker også om foråret. I de varmere forholdsvis tørre sommermåneder er svampen hovedsagelig begrænset til rodhals og rødder på angrebne planter. Hvis det Imidlertid bliver køligt og fugtigt vejr I denne periode, kan sygdommen bryde ud på bladene Igen. <strong>Sygdomme</strong>n har således to udviklingsfaser: I de kølige og fugtige måneder i forår og efterår er bladpletfasen fremherskende, medens rodrådfasen er dominerende I de varme mere tørre sommermåneder. H. vagans sporulerer ikke lige villigt hele året. Ved at plukke et antal blade hver måned og Inkubere disse viste det sig, at det kun var en meget lilie del af pletterne, 2,8 %, som sporulerede i den varme årstid, maj-oktober, sammenlignet med 40,2 % i den kolde årstid, men svampen kunne godt isoleres fra bladene alligevel. Antallet af bladpletter var derimod nogenlunde konstant hele året, hvad der Indikerer, at svampen er i aktivitet hele året. Morfologi H. vagans: Konldlerne kommer frem fra stomata eller mellem cellerne I epldermis nogen tid efter, at vævet er dræbt, sædvanligvis enkeltvis eller mindre hyppigt parvis. De er typisk ugrenede, men kan sommetider være grenede, mørkt olivenfarvede og måler sædvanligvis 8-10 x 50-280 my. Der er 1-10 septa; septa forekommer med mellemrum på 15-40 my. Konidloforerne er lige næsten op til tilhæftningen af den første spore 40-150 my fra basis; de følgende sporer dannes på spidsen af mere eller mindre udtalte bøjninger af konidioforen. Konldierne er mørkt olivenbrune, når de er fuldt modne. De er cylindriske eller let spidsede mod de afrundede ender og måler sædvanligvis 17-23 x 25-130 my. Der er 1-10, sædvanligvis 5-8 septa. Der er ikke ud for septa en Indfoldning i konidlevæggen, som altid ertyk og omfatter hilum i sin kontur. Spiring sker ved dannelse af 3-11 spirehyfere jævnt fordelt fra ende- og midterceller, og der dannes normalt et spirerør fra adskillige eller alle celler. Sporulerlng sker sparsomt på kunstigt substrat, skønt der dannes meget luftmycelium. Det nedsænkede mycelium udgør en usædvanlig tydelig karakter, fordi det I stedet for som hos andre arter 350 .at bestå af en blandet vækst af hyfer hovedsagelig består af et relativt lille antal af forgrenede systemer alle blåligt sorte og med hundreder af sidegrene. Bedste bekæmpelse mod Helminthosporlum er anvendelse af resistente sorter. Blandt sorterne af engrapgræs findes varierende grader af resistens. Resistent mod en Helminthosporlumart giver Ikke ubetinget resistens mod en anden Helmlnthosporiumart. Engrapgræs Merion er meget resistent mod H. vagans, men Ikke særlig resistent mod H. sativivum sp. soroklnianum. Afhængighed mellem gødning og planternes genotype i udviklingen af Helminthosporium på .engrapgræs 13 sorter af engrapgræs er dyrket ved 3 forskellige kvælstofniveauer i Weblite. Planterne er Inokulerede med en vandig opløsning af Helminthosporium sorokinianum 11 uger efterfremspiring. Generelt kan man sige, at den største resistens mod sygdommen fandtes ved den laveste kvælstoftilførsel. Ved gennemsnitsbedømmelse af angrebet ved de tre kvælstofmængder kunne man fastsætte forskelle i angrebet mellem de forskellige sorter. Anheuser > Belturf > Geary > Pennstar = WIndsor = Ba 6124 Park = Kenblue = Cougar = Fylking = Merion > Newport = Delta. Man kunne endvidere fastSlå, at potentialet i modtagelighed for Helmlnthosporlum sorok. i engrapgræs dyrket under varierende gødnIngsforhold varierede sorterne Imellem. Anheuser er meget resistent mod pathogenet ved alle 3 kvælstofmængder. Delta er meget modtagelig ved alle 3 kvælstofmængder. Park f.eks. er meget resistent mod Helminthosporlum ved lav kvælstofniveau, men meget modtagelig ved højt kvælstofniveau. Disse studier viser, at resistensen mod Helmlnthosporium sorok. er størst ved lavt kvælstofniveau, men også at sorternes resistens ved andre kvælstofmængder ikke er kendt fuldt ud. Resistens mod en Helminthosporium sp. kan være hyferens manglende evne til at gennembore epidermiscellerne i bladenes overhud. Den varierende modstandsevne kan også skyldes planternes varierende kulhydratindhold ved forskellige kvælstoftilførsler. Højt kulhydratindhold giver størst resistens. Hertil kommer jordartens indflydelse. Planter, der vokser på let sandjord, har større resistens end planter, der vokser
Page 1 and 2: 7 Sygdomme i græsplæner En græsp
Page 3 and 4: 7. Kemiske skader Skaderne opstår
Page 6 and 7: imellem cellerne, men også ofte i
Page 8 and 9: virker til dette enestående sæt k
Page 10 and 11: væksthastighed og udbredelse og sa
Page 12 and 13: kvælstof ikke er mangelvare, vil a
Page 14 and 15: over 7. Jordens reaktionstal har og
Page 16 and 17: Pythium ssp. (Kimskimmel). Flere Py
Page 18 and 19: angrebet. Meldug kan bekæmpes med
Page 22: 4) forøget membrangennemtrængelig
Page 25: Sporespiririg og infektion Angreb a
Page 30: Tabel 34. Rustangreb på forskellig
Page 35: periferi, frugtlegemerne findes lid
Page 43: (C i fig. 47). Myceliet i den ubevo

Sygdomme i græsplæner - Turfgrass

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?