Sygdomme i græsplæner - Turfgrass

Sygdom som følge af pleje og
pasning
Forudsætningen for et sygdomsforløb som det
beskrevne er tilstedeværelse af inokulationsmateriale
af den pathogene svamp, en modtagelig
græsart eller sort, gunstige vækstbetingelser for
'den pathogene svamp,
De forhold, som på forhånd gør svampeangreb
mulige, er meget talrige og skal omtales senere.
Der findes imidlertid en faktor, som man måske er
tilbøjelig til at overse, nemlig sygdom på grund af
pleje og pasning.
Konkurrencen mellem de forskellige organismer
i græsplænen er så stor, at ændringer i højde
over jordoverfladen på blot nogle få millimeter
totalt kan ændre hele svampekomplexet. Blandt
de våben, der findes i kampen for tilværelsen, er
forskellige kemikalier som toxiner eller antibiotica.
Når de udskilles i omgivelserne, hæmmer de
væksten af andre organismer og. beskytter pladsen
for den organisme, der udskiller dem. Jorden
indeholder mange rester af sådanne antibiotica.
Når frø sås i sterile omgivelser, bliver rødderne
fine hvide og saftspændte med lav åndingsintensitet
og med næsten 100 % spiring. Sået i jord bliver
rødderne fra det samme frøparti ofte brune og
slatne med høj åndingsintensitet og med betydeligt
lavere spiringsprocent. En svag parasitær
svamp, der vokser som en saprofyt i døde bladceller,
kan ofte udskille et toxin, der dræber de levende
naboceller, som herefter invaderes. De levende
celler på den anden side kan producere et
toxin, som holder den angribende svamp nede. En
plantecelle må i relation til det nævnte siges at
være død, når den ikke er i stand til at danne toxin
nok til bekæmpelse af en parasitær svamp. Hvis
ændringer i omgivelserne danner sådanne forhold,
at planten ikke længere er i stand til at danne
tilstrækkelig antibiotica, vil den tidligere saprofyt
invadere planten og ødelægge den, og svampen
er dermed blevet en parasit. Set i en større målestok
har svampen fjernet en dårlig tilpasset plante
og skaffet plads og vækstmulighed for en bedre
tilpasset plante på en naturlig måde. Pleje og pas- .
ningsprogrammet må derfor tilrettelægges på en
sådan måde, at der opstår en ændring i planternes
kemi. Manglende græsvækst kan skyldes græssets
manglende evne til at vokse under de forhold,
vi giver græsset. Nydannet og nyudviklet bladvæv
og blade adskiller sig fra gammelt bladvæv og
blade. Hyppig og tæt klipning giver mange nye
blade. Græs med højt kvælstofindhold har en anden
sammensætning end græs med lavt kvælstofindhold;
det gælder såvel de organiske som de
uorganiske forbindelser i planterne. Regelmæs-
324
sig vanding fremmer planternes vandoptagelse
og øger planternes vandindhold og fortynder de
kemiske forbindelser eller kemikalier. Tilføj hertil
de ændringer, der forårsages af den højere åndingsintensitet,
der opstår på grund af stressede
forhold og de ændringer, der følger som resultat
af hormonsprøjtninger mod ukrudt, og man vil
finde, at sammensætningen i vore græsplanter er
meget modificeret. Som resultat af det abnorme
eller anormale stofskifte kan planterne ikke længere
vedligeholde den kemiske modstand mod
parasitære svampeangreb. Svage svampeparasitter
vil ødelægge græsset, hvor de ellers ikke på
nogen måde kan påvirke græsset. Når græsset er
gået ud, og når vi finder svampemycelium i planterne,
vil vi kalde årsagen et svampeangreb, men i
virkeligheden er årsagen mangelfuld forståelse
for pleje og pasning.
Forekomst af tilfældige sygdomme i
græsplæner
Græsplæner har altid været udsat for sygdomsangreb,
men efterhånden som plænestandarden
forøges, bliver sygdomme i plænen et stadigt stigende
problem, og flere svampearter bliver kendt
som sygdomsfremkaldende arter. Denne tilsyneladende
stigning i sygdomsangreb er i nogen grad
ikke nødvendig, eftersom den høje plænekvalitet,
der nu ønskes, gør symptomerne på sygdomme
mere overskuelig. Tillige er diagnostisering af
plænesygdomme lettere at foretage. Imidlertid må
man indrømme, at den stadigt stigende intensive
belastning som plæner udsættes for, påvirker
modtageligheden for sygdomme, eftersom forholdet
mellem plæne-svampe-miljøet forrykkes i den
retning, der gør svampeangreb lettere.
Fra et økologisk synspunkt er græsplæner en
relativ simpel foreteelse, eftersom plænen' er
sammensat af meget få ofte kun en enkelt græsart.
Denne g ræsart består ofte af flere sorter, men ofte
er plænen kun en sort og måske endda et vegetativt
formeret græs, som består af en enkelt klon.
Når en parasit har fået fodfæste i en sådan plæne,
er der ingen mulighed for at skabe en naturlig
isolation mellem de inficerede planter. Den extreme
monokultur må influere på udstrækning og
graden i nogle af sygdommene. På den anden side
er blandinger af plænegræsser heller ikke foretaget
for at bekæmpe sygdomme, eftersom ingen
frøblandinger kan eliminere sygdomsangreb. Det
er tværtimod det enestående miljø, en græsplæne
giver sammen med den store tilpasningsevne,
som de pathogene svampe udviser, der påvirker
udviklingen af sygdommen. Mange faktorer med-