Missions-Nyt nr. 2 - 2008 med billeder - Missionsfonden

Kære missionsvenner.
Vi var på gaden i Cork en lørdag eftermiddag
med friluftsmøde og evangelisation som
sædvanligt. Det er 8 år siden, og flygtninge
fra andre dele af verden var kun så småt
begyndt at vise sig i Irland.
Mens jeg stod og uddelte traktater til forbipasserende,
så jeg denne kraftigt byggede
afrikaner, som så ud, som om han bar på
alle verdens sorger og bekymringer. Ham
måtte jeg henvende mig til, og jeg tog nogle
få skridt imod ham og tilbød ham en traktat.
Side 4
Irland
af af T TTony
T ony og og Agnete Agnete Simpson
Simpson
Alberto og Angelic med familie.
De to yngste er født i Irland
„Evangelic?“ sagde han spørgende. Jeg nikkede
ivrigt og forsikrede ham, at det var
‘evangelic’. Han forstod så at side intet på
engelsk! Næste spørgsmål var „Eglise?“ Så
meget fransk forstod jeg udmærket og forklarede
ham med ‘tegn og underlige gerninger’,
hvor vores kirke var samt tidspunkterne
for vores gudstjeneste. Dagen
efter kom han på vores søndagsgudstjeneste.
Han forstod nok ånden om end ikke ordene.
Den følgende søndag kom han med
sin familie. Denne dejlige familie har været
der praktisk talt hver uge lige siden.
Alberto var nyligt flygtet fra Angola og Congo
med sin gravide kone og deres 2 små børn.
Det var efter at 400 mennesker, som Alberto
kendte, var blevet dræbt. Så familien efterlod
alt og flygtede som de var. Den dag vi
først traf hinanden på gaden, følte han sig
så langt nede, at han havde råbt til Gud om
at finde kristne, som han kunne have fællesskab
med.
Siden den tid er afrikanere, samt mange andre,
strømmet ind i Irland. Der er nu mange
afrikanske kirker i Cork, nogle har et vist
kristent ydre men er mere blandede med
det gamle hedenskab, andre er mere eller
mindre evangeliske. Vi har en del afrikanere
i vores menighed, de fleste er fra Congo og
Angola og har et fælles afrikansk sprog, men
klarer efterhånden det engelske nogenlunde.
De der kommer til os, i særdeleshed Alberto,
har udtrykkeligt sagt, at de ikke ønsker at
isolere sig i udelukkende afrikanske kirker
men ønsker at integrere med den almene
irske befolkning. Det er i hvert fald godt for
deres børn, og deres ankomst har været til
stor velsignelse for os og har beriget vores
kirke uendeligt meget, ikke mindst med deres
bøn og forbøn. Alberto og hans kone arbejder
særligt blandt deres egne folk her for
at hjælpe dem åndeligt. De samler også afrikanerne
til bøn i kirken hver lørdag. Det foregår
på Lingala-sproget samt lidt fransk, selv
om der også er nogen oversættelse til engelsk,
så de af os, der ikke forstår det andet,
får at vide hvad det er, vi nu skal bede
for, og så beder alle. Og de synger, som kun
Fra en menighedsweekend for nylig. Edwin,
ældste i menigheden, sidder med Albetos
yngste. Harvey fortæller for børnene
Sommer 2008