KARLSLUNDE STRAND I GAMLE DAGE - Arne Glud

18
befolkningen kan komme ud til stranden. Det
må ikke gå som nord for København, hvor det
er private grunde hele vejen. Det skal bemærkes,
at det først var i 1930’erne at Stauning fik
vedtaget en lov, som gjorde strandene tilgængelige
overalt. Det var måske som tak for
dette, at en nydannet revle blev opkaldt efter
ham – ”Staunings Ø” ved Jersie Strand. – I forbindelse
med disse Strandparker skriver mindretallet:
”Således vil Mosede Batteri, såfremt
det nu skal nedlægges, kunne omdannes til en
smuk park, der i langt højere grad vil opfylde
land- og bybefolkningens krav til at nyde
udsigten på dette sted, end hvis Kommissionens
flertalsforslag gennemføres syd på, hvor
man vil bortgrave en del af den derværende
smukke, historiske klint, og lade en bred automobilvej
skære sig ind gennem resten. I kommissionens
flertalsforslag er det, som om opnåelsen
af krav, der kan tilfredsstille en gennemgående
turist- og luksusautomobiltrafik,
har været den ledende faktor. Beboerne forudsættes
både at være mange og velhavende …”
– Og ingen af delene var rigtige – dengang.
Der anes en social forskel mellem beboerne
nord for København, og dem syd for. Desuden
var det tiden for Socialdemokratiets fremvækst,
hvor der skulle være velfærd for den
jævne befolkning. I Social-Demokraten er der i
1922 en stor artikel om planerne for jernbane
og vej, med den nævnte skitse. Den ender
med: ”Under det konservative regimente blev
stranden fra København nordpå så godt som
ganske ødelagt for den almindelige befolkning.
Dette bør ikke gentages mod syd”. Samme
år var der et stort borgermøde i Jægerkroen,
det endte med at beboerne sluttede op
om mindretallets forslag, som fremlagdes af
ingeniør E. L. Barfoed. Han havde en stor ejendom
ved Hundige. – Nu længe efter må man
da være glad for, at det var dette forslag der
blev realiseret!
Efter mange diskussioner op gennem
1920’erne om ”vejen” kom arbejdet i gang
omkring 1930. Det skulle være en cementvej,
eller rettere: betonvej, hvad der var ganske nyt
den gang. Først blev der gravet ud, og det var
fantastisk at se bredden, hvor der før bare
havde været lidt grusvej. Så blev der fremstillet
et netværk af tynde jernstænger. Det blev
lavet på stedet, der var nogle trærammer hvor
stængerne blev lagt, først den ene vej, så den
anden. Derefter skulle de samles, i hvert kryds
blev en bøjet ståltråd sat ned, og den blev så
lukket og klippet af. Et stort arbejde. Dette var
armeringen. Nettene blev lagt på vejen, på et