Danske topchefer får ikke job i udlandet - Ugebrevet A4

UGEBREVET A4 

Arbejdsmarked I Politik I Velfærd I Værdier 

Topchefer bliver hjemme 

Påstand: Danske topchefer skal have en skyhøj løn for at undgå, at de skifter til et job 

i udlandet. Fakta: Der er år og dag imellem, at en dansk topchef får job i udlandet. 

MYTE Rekordhøje lønstigninger og bonusordninger 

på op mod 50 millioner kroner til topledere 

har jævnligt ramt avisernes forsider i de seneste 

år. Og hver gang lyder argumentet fra bestyrelsesformænd, 

rekrutteringsfirmaer og toplederne 

selv, at de høje lønninger er nødvendige for, at 

de dygtigste ledere ikke forsvinder til udlandet. 

Sandheden er imidlertid, at de danske topledere 

praktisk taget aldrig tager et job i udlandet. 

Det viser en undersøgelse, som Ugebrevet A4 

har foretaget af, hvor de afgåede administrerende 

direktører eller koncernchefer fra 25 af de 

største danske selskaber gik hen, da de forlod 

deres post. 

Konklusionen er klar: Ikke en eneste af de danske 

chefer blev ansat i en udenlandsk virksomhed. 

Den eneste direktør, der rejste til udlandet, var 

svenskeren Åke Modig, tidligere administrerende 

direktør i Arla Foods. Og han valgte såmænd blot 

at tage hjem til Sverige og blive direktør i en 

svensk virksomhed. Størstedelen af topcheferne 

valgte at gå på pension eller fortsætte som bestyrelsesformænd 

i deres eget selskab. 

Steen Thomsen, professor på Handelshøjskolen 

i København, mener, at forestillingen om et 

internationalt marked for de danske topledere er 

en illusion: 

»Det eksisterer stort set ikke, ikke mindst fordi 

direktørerne allerede har taget beslutningen om 

at blive i Danmark og derfor er svære at flytte.« 

En af forklaringerne på, at de danske direktørers 

løn alligevel stiger eksplosivt, kan være, at 

bestyrelserne er besat med direktører fra andre 

selskaber, som kan have en egeninteresse i et 

højt lønniveau. Samtidig bliver rekrutteringsfirmaerne 

beskyldt for at presse lønningerne op, 

fordi deres løn bestemmes i forhold til direktørernes 

løn. SIDE 3 

Offentlig 

service 

på nedtur 

26 

14 I 08 I 2006 

SALAMI Regeringens stramme 

styring af den offentlige økonomi 

vil forringe velfærdsservicen, 

viser beregninger fra AErådet. 

Hvis loftet over den offentlige 

vækst føres videre i de næste 

40 år, vil udgifterne til servicen 

til den tid udgøre 3,5 procent 

mindre af bruttonationalproduktet 

end i dag. Det svarer 

til, at alle udgifter til ældreplejen 

skal skæres væk. »Regeringen 

burde være ærlig og sige, at den 

enten er ude på at skære ned på 

den offentlige service, eller at 

det er den pris, vi må betale for 

lavere skatter og skattestoppet,« 

siger AErådets direktør Lars Andersen. 

SIDE 20

UDGIVET AF 

Landsorganisationen i Danmark 

Islands Brygge 32D 

Postboks 340 

2300 København S 

Telefon 3524 6000 

www.lo.dk 

ANSVARSHAVENDE REDAKTØR 

Hans Jensen 

REDAKTØR 

Per Michael Jespersen, pjs@lo.dk 

REDAKTIONSSEKRETÆR 

Gladis Johansson, gjo@lo.dk 

REDAKTION 

Jan Birkemose, jbi@lo.dk 

Michael Bræmer, mbr@lo.dk 

Søren Kudahl, sku@lo.dk 

Peter G.H. Madsen, phm@lo.dk 

Tanja Nyrup Madsen, tnm@lo.dk 

Lars Olsen, lars@lo.dk 

Gitte Redder, gre@lo.dk 

ABONNEMENT/ADM. 

Mariane Hvestendahl, mhv@lo.dk 

LAYOUT 

Lisbeth Frellsen, lfr@lo.dk 

RESEARCH 

Elisabeth Mesterton Graae, 

emg@lo.dk 

FORSIDEILLUSTRATION 

Sune Watts 

BAGSIDEILLUSTRATION 

Sune Watts 

E-MAIL ugebrevetA4@lo.dk 

WEB www.ugebreveta4.dk, redaktør 

Michael Bræmer, mbr@lo.dk 

CITATER 

Tilladt med tydelig kildeangivelse. 

ABONNEMENT PÅ A4 

www.tilmeldmig.dk/a4 eller per brev. 

Den elektroniske udgave er gratis 

for alle. Den trykte udgave af A4 

koster 900,- kroner, medmindre 

man er medlem af et LO-forbund. 

INDLÆG TIL KALENDER 

Sendes til kalendera4@lo.dk 

INDLÆG TIL DEBATTEN 

Sendes til debat@lo.dk eller 

til ugebrevets postadresse 

PRODUKTION 

KLS Grafisk Hus, Hvidovre 

PAPIR 

Omslag 150 gram Cyklus Print 

Indhold 100 gram Cyklus Offset 

Svanemærket papir 

TYPOGRAFI 

Trade Gothic LT og Cendia. 

ISSN 1602-1630 

6 

9 

10 

14 

17 

22 

24 

INDHOLD I Mandag den 14. august 2006 – 5. årgang I UGEBREVET A4 NUMMER 26. 

 

Fagbevægelse svigter tillidsrepræsentanter 

STØTTE Når der står massefyringer på dagsordenen, bliver tillidsrepræsentanterne svigtet 

af deres fagforeninger. Det mener fællestillidsrepræsentant Berit Flindt Pedersen fra det 

kriseramte Lego. Før sommerferien varslede ledelsen, at der i løbet af de kommende tre år 

skal fyres 900 ansatte. Hun mener, at hun i sin funktion med at støtte de ramte medarbejdere 

har fået mere hjælp fra Lego end fra fagbevægelsen. Hun efterlyser derfor kurser, udrykningshold 

og netværk fra fagbevægelsen. 

Ghettoisering svigtes af politikere 

LEDER Etnisk rene klasser er ikke løsningen på den overvægt af tosprogede børn, som folkeskoler 

i visse områder oplever. Når en skoleleder på Vesterbro alligevel forsøgte sig med 

ordningen, er det et symptom på, at politikerne i årtier har svigtet den grundlæggende problemstilling: 

Nemlig at en skæv beboersammensætning er årsag til skæve skoler. Hvis ikke 

landspolitikerne snart tager by- og boligpolitikken alvorligt, vil folkeskolen blive mere og 

mere etnisk polariseret. 

Offentlige ledere til lav løn 

LØNFORSKEL Hvis lederlønningerne på skoler, daginstitutioner og ældrecentre skulle 

matche de lønninger, som lederne henter hjem på det private arbejdsmarked, skulle de stige 

mellem 18 og 142 procent. Det vurderer tre headhunterfirmaer, der uafhængigt af hinanden 

har prissat den løn, som lederne ville modtage, hvis de var privatansatte med et tilsvarende 

budget- og personaleansvar. Eksperter mener, at den lave løn går ud over kvaliteten 

af ledelsen af de offentlige institutioner. 

Fagbevægelsen har fået øjnene op for homoseksuelles ligestilling 

VÆRKSTEDSHUMOR I årevis er homoseksuelle blevet diskrimineret på arbejdsmarkedet, 

uden at fagforeningerne har rørt på sig. Men det ændres der nu på. Flere forbund sætter 

fokus på diskrimination af homoseksuelle på arbejdspladsen, og Nærings- og Nydelsesmiddelarbejder 

Forbundet har rejst den første danske retssag om diskrimination på grund 

af seksualitet. En jysk bagermester chikanerede en ung bagersvend, da han sprang ud som 

homoseksuel. Til sidst blev stikpillerne så grove, at bagersvenden blev syg. 

Grov udnyttelse af østarbejdere 

SOCIAL DUMPING Overalt i de gamle EU-lande er der beretninger om østarbejdere, der 

er blevet groft udnyttet. Trafikken af østeuropæiske arbejdere fik for to år siden det tyske 

byggeforbund IG Bau til at støtte oprettelsen af en særlig fagforening, EVW, der udelukkende 

organiserer udenlandsk arbejdskraft. Siden har EVW på medlemmernes vegne ført 

en lang række sager om underbetaling. Værste eksempel var en gruppe rumænske kvinder, 

der arbejdede for 2,50 kroner i timen på en tysk gård. 

Minimumsstandarder er ingen mirakelkur 

ÆLDREPLEJE Socialdemokraterne vil indføre minimumsstandarder på den kommunale 

ældrepleje. Det skal sikre, at alle ældre får en ordentlig pleje. Men minimumsstandarder er 

intet vidundermiddel. Det kommunale selvstyre kan blive undermineret, og minimumsstandarderne 

kan udvikle sig til et sandt kontrolhelvede. Sådan lyder dommen fra en række 

eksperter, som Ugebrevet A4 har talt med. 

Farvel til inkompetente chefer 

ARBEJDSLIV 38-årige Heide Kringelum har kvittet jobbet som lønmodtager til fordel for 

en usikker tilværelse som ejer af onewoman-firmaet Busypeople.dk. »Som alenemor til en 

lille pige kostede det mange søvnløse nætter, før jeg tog springet, men bagefter fik jeg en 

lykkefølelse, som jeg ellers kun har oplevet, da jeg fødte min datter, og da jeg blev gift,« fortæller 

hun. 

2 UGEBREVET A4

AFLØNNING I 

 

Danske topchefer får 

ikke job i udlandet 

Danske topchefer skifter stort set aldrig til en udenlandsk virksomhed. Det viser ny undersøgelse, 

som gennemhuller myten om, at danske topchefer forsvinder til udlandet, hvis ikke 

de får den samme løn og bonus som udenlandske direktører. 

UDE GODT, HJEMME BEDST Carl »skomar« 

Hansen rejste i 1921 til Skotland. Den københavnske 

fodboldklub B 1903 havde solgt ham til 

Glasgow Rangers for den nette sum af 20 pund. 

Og dermed blev Carl »skomar« den første danske 

professionelle fodboldspiller i udlandet. 

Lige siden har reglen været, at de allerbedste 

danske fodboldspilleres løn og pris bliver dannet 

på det internationale marked. Ifølge mange eksperter 

og rekrutteringsfirmaer gør den samme 

regel sig gældende for de danske topledere, og 

derfor er de danske direktørers millionhyre og 

uigennemskuelige optionsordninger fuld berettiget, 

hvis de danske selskaber skal gøres sig håb 

om at holde på de dygtigste topchefer. 

Men argumentationen holder ikke. For de danske 

topledere rejser stort set aldrig ud. Det viser en 

ny undersøgelse, som Ugebrevet A4 har foretaget. 

I undersøgelsen indgår oplysninger om, hvor 

de afgående direktører fra 25 af de største danske 

selskaber gik hen, da de forlod deres post som 

koncernchef eller administrerende direktør. 

Undersøgelsen, der således giver et indblik i de 

danske topchefers mobilitet, viser blandt andet: 

■ At ikke en af de danske chefer blev ansat i en 

udenlandsk virksomhed. 

■ At størstedelen – 17 direktører – valgte at gå 

på pension eller at fortsætte som bestyrelsesformænd 

i deres eget selskab. 

■ At den eneste direktør, der rejste til udlandet, 

var svenskeren Åke Modig. Han var administrerende 

direktør i Arla Foods og valgte at skifte 

til den svenske virksomhed Swedish Meats. 

Ingen udenlandsk efterspørgsel 

I tillæg til undersøgelsen har Ugebrevet A4 forsøgt 

at finde eksempler på danske topledere, der 

er forsvundet til udlandet inden for de seneste 

år. Den eneste, der igen og igen bliver nævnt, er 

Jan Leschly, der allerede i 1979 rejste til USA, 

hvor han senere blev administrerende direktør 

I Danske direktører er hjemmefødninger 

Ugebrevet A4 har undersøgt, hvor tidligere 

direktører fra 25 af de største danske selskaber 

forsvandt hen, da de forlod deres 

post som koncernchef eller administrerende 

direktør. Selskaberne er udvalgt på baggrund 

af omsætning eller indtjening. 

Følgende virksomheder indgår i undersøgelsen: 

A.P. Møller-Mærsk, MT Højgaard, Arla Foods, 

Coop Danmark, Carlsberg, Novo Nordisk, Skandinavisk 

Tobakskompagni, Dagrofa, Vestas Wind 

Systems, DSV, Danisco, FLSmidth & Co., DONG, 

DLG, VKR Holding (Velux), Grundfos A/S, 

H. Lundbeck, DSB, Rockwool International, 

Danske Bank, Dansk Supermarked, Nykredit, 

Codan, Danfoss og TrygVesta. 

for medicinalfirmaet SmithKline Beecham. 

Endelig har flere af de virksomheder, som Ugebrevet 

A4 har været i kontakt med, fortalt, at de i 

hvert fald ikke har oplevet problemer med at fastholde 

deres direktører på grund af for lav løn. 

Alt i alt tegner der sig altså et billede af, at de 

danske topledere først og fremmest er orienteret 

mod hjemmemarkedet og, at der ikke er en heftig 

udenlandsk efterspørgsel efter danske topledere. 

Steen Thomsen, professor ved institut for 

økonomi og virksomhedsledelse på Handelshøjskolen 

i København, forklarer topledernes begrænsede 

mobilitet således: 

»Administrerende direktør er det sidste skridt 

på karrierestigen. Og beslutningen om, hvor man 

vil bo og arbejde, bliver taget langt tidligere.« 

Steen Thomsen mener derfor også, at forestillingen 

om et internationalt marked for de 

danske topdirektører er en illusion: 

»Det eksisterer stort set ikke, ikke mindst fordi 

direktørerne allerede har taget beslutningen 

om at blive i Danmark og derfor er svære at flytte. 

Så vidt jeg kan se, har vi ikke problemer 

14 · AUGUST 2006 3 

Sådan gik det koncerncheferne eller 

de administrerende direktører fra de 

25 selskaber: 

■ 17 gik på pension eller blev bestyrelsesformænd 

i deres eget selskab. Hovedparten 

af dem, der gik på pension, besidder 

bestyrelsesposter i et eller flere af de 

største danske selskaber 

■ 3 fik nyt job inden for deres egen virksomhed 

■ 4 fik job i en anden dansk virksomhed 

■ 1 fik job i det offentlige 

■ 1 skiftede til en udenlandsk virksomhed 

■ 2 har i øjeblikket intet job, men har 

bestyrelsesposter i flere af de største 

danske selskaber. 

Note I grafikken optræder flere end 25 topchefer, da Velux og Skandinavisk Tobakskompagni har haft 

flere sidestillede administrerende direktører. Kilde De enkelte selskaber, Infomedia og Berlingske Nyhedsmagasins 

opgørelse over de 1.000 største danske selskaber. 

I Hvad er en aktieoption? 

En aktieoption er en lovning på 

at kunne købe en aktie til en 

fast kurs på et givent tidspunkt 

i fremtiden, uanset hvad prisen 

på aktien er til den tid. 

Eksempel: Hvis optionerne giver 

dig mulighed for at købe aktierne 

til en kurs på 100 kroner, og 

aktien på det tidspunkt, hvor 

du kan udnytte optionerne, er 

steget til 1.000 kroner, vil du 

kunne tjene 900 kroner for hver 

option, du udnytter. 

Kilde Ret og Råd.

I Guldregn over danske direktører ... 

Danske topledere har i gennemsnit oplevet en vækst i deres løn på 16 procent sidste år. 

I top ligger Jess Søderberg, der får 19,6 millioner for at stå i spidsen for A.P. Møller- 

Mærsk. I opgørelsen indgår ikke diverse optionsordninger, der kan være mere end 10 

gange så store som den årlige løn. 

Løn i millioner kroner Ændring i 

i 2005 (eksklusiv op- procent fra 

Firma Adm. direktør 

tionsordninger) 

2004 

A.P. Møller Mærsk . . . . . . . . . .Jess Søderberg . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 19,6 . . . . . . . . . . 7 

Novo Nordisk . . . . . . . . . . . . . .Lars Rebien Sørensen . . . . . . . . . . . . . . . 9,2 . . . . . . . . . . 8 

Carlsberg . . . . . . . . . . . . . . . .Nils S. Andersen . . . . . . . . . . . . . . . . . . 8,1 . . . . . . . . . . 6 

Codan . . . . . . . . . . . . . . . . . . .Jens Erik Christensen . . . . . . . . . . . . . . . 8,0 . . . . . . . . . . . 0 

William Demant Holding . . . . .Niels Jacobsen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7,3 . . . . . . . . . 22 

H. Lundbeck . . . . . . . . . . . . . .Claus Bræstrup . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 6,5 . . . . . . . . . 14 

Danske Bank . . . . . . . . . . . . . .Peter Straarup . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 5,9 . . . . . . . . . . 16 

Sjælsø Gruppen . . . . . . . . . . . .Ib Henrik Rønje . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 5,6 . . . . . . . . . . 47 

Amagerbanken . . . . . . . . . . . . .Knud Christensen . . . . . . . . . . . . . . . . . . 5,4 . . . . . . . . . . 59 

GN Store Nord . . . . . . . . . . . . .Jørn Kildegaard . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 5,3 . . . . . . . . . . 23 

Kilde Dagbladet Børsen. 

I … Men stadig langt til internationalt niveau 

Lønningerne til de danske topchefer er beskedne set i et internationalt perspektiv. 

Eksempelvis fik direktøren for den franske kosmetikgigant L’Oréal, Lindsay Owen-Jones, 

ikke mindre end 32 millioner dollars – svarende til godt og vel 185 millioner danske 

kroner – i løn i 2005. Det var en lønstigning på ni procent i forhold til 2004. 

Topleders gennemsnitsløn 

i 2005 

Topledernes gennemsnitligelønstigning 

fra 2004 

Løn til højestlønnede 

topleder 

Danmark 

3,7 millioner (heri 

indgår ikke optionsordninger) 

13,5 procent 

19,6 millioner 

(Jess Søderberg, administrerende 

direktør i 

A.P. Møller – Mærsk) 

Europa 

10,6 millioner 

10 procent 

185 millioner 

(Lindsay Owen-Jones, 

administrerende direktør 

i L’Oréal) 

Note For Danmark er gennemsnittet udregnet på baggrund af 79 børsnoterede selskaber, for Europa 

på baggrund af de 250 største selskaber og for USA på baggrund af de 500 største selskaber. 

Kilde Fortune, Forbes, Børsen, Berlingske. 

med udflagning af danske topledere.« 

Direktør i Jyske Bank Anders Dam er enig. 

»Det er jo ikke, fordi udlandet står i kø for at 

købe danske topledere, og derfor overrasker det 

mig ikke, at I ikke har fundet en eneste dansk 

topleder, der er rykket udenlands. Det er præcis, 

som jeg ville have forventet,« siger han. 

Når de danske topledere bliver hjemme, skyldes 

det ifølge Anders Dam, at toplederne ofte har 

et nationalt udgangspunkt. Netop derfor eksisterer 

der heller ikke en international pris på dem. 

»Det står tre udenlandske klubber og vil købe 

Jesper Grønkjær, og derfor findes der en international 

pris på ham. Men der står ikke tre udenlandske 

virksomheder og vil have fingrene i Anders 

Dam, Henning Dyremose eller en anden 

dansk topleder. Derfor er der ikke noget argu- 

4 UGEBREVET A4 

USA 

63 millioner 

6 procent 

1.449 millioner 

(Richard D. Fairbank, 

Capital One 

Financial) 

ment for, at vi også i Danmark er nødt til at have 

de her meget store optionsaflønninger, som findes 

i udlandet,« siger Anders Dam. 

Debatten om de danske direktørers lønninger 

er på det seneste taget til. Og det er der gode grunde 

til. Set i forhold til den resterende del af de danske 

lønmodtagere har de danske topledere nemlig 

oplevet en enorm vækst i deres lønninger. 

En undersøgelse foretaget af dagbladet Børsen 

viser således, at direktørerne i 79 børsnoterede 

danske selskaber sidste år fik gennemsnitlig 

lønstigning på ikke mindre end 16 procent. Til 

sammenligning måtte en lønmodtager i en af de 

23.000 danske virksomheder, som Dansk Arbejdsgiverforening 

repræsenterer, nøjes med en 

lønstigning på 2,9 procent. For direktørerne betød 

lønstigning, at gennemsnitshyren kom op på 

3,7 millioner, cirka 11 gange mere end den gennemsnitlige 

lønmodtager. 

I toppen af lønpyramiden troner Jess Søderberg, 

administrerende direktør i A.P. Møller- 

Mærsk. Han oplevede sidste år en lønstigning på 

syv procent, hvilket bragte ham op på en årsløn 

– eksklusiv eventuelle optionsordninger – på 

19,6 millioner kroner. 

En ting er imidlertid den faste løn, noget andet 

er de såkaldte optionsordninger, der både 

kan fungere som løn og som en ekstra bonus til 

direktørerne. Aktieoptioner er retten til på et senere 

tidspunkt at købe aktier til en ofte favorabel 

pris – og ofte er gevinsten ved at udnytte dem 

langt større end den almindelige løn. 

Eksempelvis vil de to direktører i Ringkjøbing 

Landbobank, Bent Naur og John Fisker, i år tjene 

106 millioner kroner på at udnytte deres aktieoptioner, 

hvis deres virksomheds nuværende 

kurs fastholdes indtil årets udløb. Og sidste år 

tjente de seks direktører for Chr. Hansen Holding 

ikke mindre end 121,3 millioner kroner på 

deres aktieoptioner, da ingrediensdelen af Chr. 

Hansen Holding blev solgt til den franske investeringsforening 

PAI Partners. 

Flere har forsvaret de eksplosivt voksende direktørlønninger 

med, at den internationale konkurrence 

tvinger danske selskaber til at åbne for 

pengesluserne. Eksempelvis sagde bestyrelsesformand 

i Neurosearch Asger Aamund sidste år 

til Politiken: 

»Der er i stigende grad et internationalt marked 

for topchefer i erhvervslivet. Den direktør, der har 

vist, at han kan vende et hensygnende ringvrag af 

en virksomhed til en toptunet profitdarling på ak-

tiemarkedet, kan ligesom fodboldidolet Beckham 

nærmest selv skrive sin løncheck ud.« 

Samme melding er flere rekrutteringsfirmaer 

kommet med. Men som A4’s undersøgelse dokumenterer, 

er det så som så med den internationale 

efterspørgsel efter danske topdirektører. 

Det får dog ikke Ole Tjørnemark, partner i rekrutteringsfirmaet 

Horton International og en af 

forsvarene for de voksende lønninger, til at 

droppe argumentationen. 

»Det internationale aspekt af topledernes arbejde 

er blevet mere og mere synligt i Danmark, 

og derfor bliver man nødt til at matche de lønninger, 

der bliver givet til tilsvarende stillinger i 

udlandet. Man kan sige, at efterhånden som globaliseringen 

griber mere og mere om sig, så vil 

prisen på en topleder også blive mere og mere 

standardiseret, og det er den proces, vi er inde i,« 

siger Ole Tjørnemark. 

1.449 millioner i årsløn 

Skulle de danske lønninger komme til at nærme 

sig de udenlandske, kan cheferne i de største 

danske virksomheder godt begynde at skrue op 

for forbruget. 

En undersøgelse gennemført af det internationale 

rekrutteringsfirma Heidrick og Struggles 

viser, at administrerende direktører i de 250 

største europæiske virksomheder i snit fik 10,6 

millioner kroner i løn i 2005. Den højestlønnede 

europæiske chef var Lindsay Owen-Jones, 

administrerende direktør i kosmetikgiganten 

L’Oréal, som fik en løn på 185 millioner kroner. 

Endnu vildere gik det for sig i USA, hvor de administrerende 

direktører i de 500 største selskaber 

sidste år i gennemsnit fik 63 millioner kroner med 

sig i lønposen. Richard D. Fairbank, direktør i banken 

Capital One Financial, var topscorer med en 

løn på knap halvanden milliard kroner – helt præcist 

1.449 millioner kroner. Heraf kom 99,9 procent 

fra udnyttede aktieoptioner. 

Skulle danske toplederes lønninger gennem 

diverse optionsordninger på sigt komme til at 

ligne de udenlandske, mener flere kritikere, at 

det mere vil skyldes indspisthed i de danske bestyrelser 

end pres fra udlandet. 

Kendetegnende for de største danske virksomheder 

er nemlig, at det ene selskabs ledelse 

ofte sidder i det andet selskab bestyrelse. Et eksempel 

er den syv mand store bestyrelse i William 

Demant Holding, ejer af virksomheden Oticon, 

der producerer høreapparater. Her sidder 

blandt andre Niels Boserup, direktør i Københavns 

Lufthavne, Lars Nørby Johansen, bestyrelsesformand 

i Falck, Niels Smedegaard Andersen, 

direktør i Carlsberg, og Michael Pram Rasmussen, 

bestyrelsesformand i A.P. Møller Mærsk. 

Jyske Banks direktør Anders Dam formulerer 

kritikken således: 

»Det ser ud, som om der foregår en klappen 

på skuldrene hele vejen rundt. Efterhånden bliver 

det så reglen, at man bevilger hinanden givtige 

aktieoptioner. Man tør ikke stå frem og sige, 

at man vil have 50 millioner om året i almindelig 

fast løn, og derfor sløres det ved hjælp af optionsordninger,« 

siger han. 

Professor Steen Thomsen fra Handelshøjskolen 

i København mener grundlæggende ikke, at 

det er et problem, hvis de danske direktørlønninger 

vokser. Det kan nemlig være med til at sikre, 

at de danske virksomheder også i fremtiden 

vil kunne tiltrække de klogeste hoveder. 

Men dermed ikke sagt, at lønningerne til de 

danske topchefer er uproblematiske. 

»Meget tyder på, at lønpakkerne ikke udformes 

på baggrund af rationelle økonomiske vurderinger. 

Det er mærkeligt, at topledernes lønninger 

er så utroligt ens, selv om alle ved, at virksomhederne 

er vidt forskellige, hvad angår præstationer 

og ledelsesbehov,« siger han. 

Når mange toplederes løn ligger så tæt op ad 

hinanden, mener Steen Thomsen, at det hænger 

sammen med tvivl om, hvad den »rigtige« løn er. 

»På grund af usikkerheden om, hvad toplederne 

skal have i løn, så falder man tilbage på konventioner 

og kutymer, og giver gennemsnittet af de andre 

lederes løn plus ti procent,« siger han. 

Steen Thomsen mener i lighed med andre, at 

rekrutteringsfirmaerne er med til at presse lønningerne 

op. 

»Der er en tendens i den retning. Blandt andet 

er rekrutteringsfirmaernes løn sat i forhold til 

den løn, som direktørerne får. Jo højere løn, desto 

bedre,« siger Steen Thomsen. 

Ole Tjørnemark, partner i rekrutteringsfirmaet 

Horton International, er lodret uenig. 

»Det er noget forfærdeligt sludder. Det er ikke 

os, der bestemmer lønningerne i en dansk virksomhed. 

Tværtimod er det spørgsmål om markedskræfterne. 

Lederen, der går til en ny virksomhed, 

han vil have en højere løn. Så koblingen 

mellem vores honorarer og direktørernes 

lønninger er helt forkert,« siger han. ■ 

Af Peter G. H. Madsen, phm@lo.dk 

14 · AUGUST 2006 5 

NETNYT I 

 

SENIORORDNINGER 

FORSØMMES – WWW.IDA.DK 

Kun 34 procent af ingeniørernes 

tillidsrepræsentanter på 

statslige virksomheder svarer ja 

til, at der på deres arbejdsplads 

er aftalt mulighed for seniorordninger. 

Og kun 31 procent kender 

konkrete aftaler på deres arbejdsplads, 

hvor en seniormedarbejder 

er gået ned i tid, men 

oppebærer sin fulde pension, 

som reglerne giver mulighed for. 

I ORDEN AT SURFE I 

ARBEJDSTIDEN – WWW.HK.DK 

En ny undersøgelse blandt 

HK/Privats medlemmer viser, at 

64 procent har arbejdsgiverens 

tilladelse til at bruge internet 

og e-mail privat i arbejdstiden. 

18 procent har ingen specifikke 

regler. Kun tre procent svarer, 

at det er forbudt. 

LEDERE ER TIL DISCOUNT – 

WWW.LEDERNE.DK 

Ledere går oftere i Rema 1000 

og sjældnere i Irma og Kvickly 

end resten af befolkningen. På 

top 3 over favorit dagligvarebutikker 

er det Netto, der har vundet 

ledernes hjerter. Næsten 40 

procent af lederne handler i 

Netto mindst én gang om ugen. 

SuperBrugsen ligger på en andenplads 

med næsten 30 procent 

og hver fjerde leder er vild 

med Fakta. 

INTEGRATION KRÆVER 

GODT ARBEJDSMILJØ – 

WWW.ARBEJDSMILJOVIDEN.DK 

Arbejdsmiljøet har stor betydning 

for rekruttering og fastholdelse 

af indvandrere på arbejdsmarkedet. 

Det viser ny undersøgelse, 

som Socialforskningsinstituttet 

har foretaget for Arbejdstilsynet. 

Den viser, måske 

ikke så overraskende, at viden 

om hinanden, gensidig kommunikation 

og gensidig hensyntagen 

er vigtige elementer, hvis 

medarbejdere med indvandrerbaggrund 

skal finde sig til rette 

på en arbejdsplads.

Legos flytteplaner 

Lego vil over de næste tre år 

droppe størstedelen af legetøjsproduktionen 

i Billund. Her 

nedlægges 900 stillinger, og tilbage 

bliver 1.600 medarbejdere 

– ledelse, administration samt 

udvikling og produktion af speciallegetøj. 

Outsourcing af produktionen fra 

Billund til Kladno i Tjekkiet 

skal styrke Legos position på et 

presset verdensmarked. De seneste 

to år har Lego arbejdet 

sig ud af en alvorlig krise. I 

2004 havde koncernen milliardunderskud, 

men præsterede 

sidste år et overskud på 700 

millioner kroner. 

BESKÆFTIGELSE I 

 

Det værste er at gå op 

og ned ad en kollega som 

du ved skal opsiges 

Det er ikke nogen leg at være fællestillidsrepræsentant for 2.500 fyringstruede medarbejdere 

på Lego-fabrikkerne. Det er en krævende tid for Berit Flindt Petersen, og tillidskvinden føler, 

at hun har fået mere hjælp fra virksomheden end fagforeningen til at klare opgaverne og det 

psykiske pres. 

FYRINGER »Hvem passer på mig, når jeg har 

passet på mine kolleger? Vores fagforeninger er 

i hvert fald ikke gode nok til at støtte tillidsrepræsentanter 

i krisesituationer. Heller ikke selv 

om det er fagforeningerne, vi repræsenterer.« 

Lad det være sagt med det samme: Berit Flindt 

Pedersen er ikke i krise. Hun er heller ikke en 

klynker. Men hun er på syvende år fællestillidsrepræsentant 

på det kriseramte Lego, hvor udflytning 

af arbejdspladser, fyringer, rationaliseringer 

og kompetenceudvikling ikke er 

avisoverskrifter, men ramme alvor. 

Udover at det giver bunker af faglige og personlige 

erfaringer at spille en nøglerolle i forbindelse 

med omstruktureringer på en af Danmarks 

største arbejdspladser, har Berit Flindt Pedersen 

også opdaget, at fagbevægelsens indsats over for 

tillidsrepræsentanterne halter. Og hun har lært 

at åbne munden og råbe højt for at blive hørt. 

Derfor tør hun også være kontant, når hun kritiserer 

LO-fagbevægelsen for at forsømme tillidsrepræsentanter 

på udflytningstruede virksomheder. 

»Nogle gange oplever jeg i hvert fald, at min 

virksomhed tager mere hånd om tillidsfolkene, 

end fagforeningen gør,« siger Berit Flindt Pedersen 

og efterlyser, at fagbevægelsen bliver mere 

offensiv over for tillidsrepræsentanter, der står 

midt i en kæmpe opgave. 

Fagforeningerne har hverken kriseberedskab 

eller udrykningshold, der per automatik rykker 

ud til virksomheder, hvor der er massefyringer 

undervejs. Der er heller ikke noget netværk af 

tillidsrepræsentanter med samme erfaringer, der 

kan aktiveres, når det brænder på. Dermed er 

mange tillidsfolk overladt til sig selv, og det skal 

der ifølge Berit Flindt Pedersen være en åben og 

fordomsfri debat om i fagbevægelsen, så man 

kan strikke de rette tilbud sammen. 


Efter 21 års ansættelse i Lego er Berit Flindt 

Pedersen en af veteranerne blandt de ansatte. 

Hun begyndte som tillidsrepræsentant for 16 år 

siden, og de seneste syv har hun været frikøbt 

som fællestillidsmand for de timelønnede, der 

typisk er organiseret i 3F. Som medlem af samarbejdsudvalget 

får hun et enestående indblik i 

moderne virksomhedsledelse, globalisering, udflytningsplaner 

og så videre. 

»Det er utroligt spændende arbejde. Hvis man 

er tilpas nysgerrig og gerne vil præge beslutningerne, 

er det en udfordring. Jeg kan også godt 

li’ at have den store kontaktflade med mine kolleger. 

At være tillidsrepræsentant i dag er jo ikke 

alene lønkamp og forhandlinger, men der er 

meget i forhold til personsager, hvor jeg også 

kommer ind og hjælper.« 

»Det er vigtigt at have det tillidsforhold til de 

pågældende medarbejdere, at de ved, de kan 

stole på mig. De ved, at det ikke kommer videre.« 

Tager det med hjem 

I juni måned varslede Legos ledelse fyring af 900 

medarbejdere fra 2007 og tre år frem, fordi størstedelen 

af produktionen flyttes til Tjekkiet. Lavere 

produktionsomkostninger i Østeuropa skal 

geare den danske legetøjskoncern til at klare sig 

på det globale marked. 

Det er ikke sjovt at være tillidskvinde, når 

900 ansatte – fortrinsvis 3F’ere og metalarbejdere 

– står til at miste deres job. Heller ikke ved tidligere 

opsigelsesrunder har det været sjovt. 

»Det værste er at gå op og ned ad en kollega, 

som, du ved, skal opsiges. Det er bestemt ubehageligt,« 

siger Berit Flindt Pedersen. 

Sammen med to andre tillidsrepræsentanter 

forhandler Berit Flindt Pedersen for øjeblikket 

aftrædelsesordninger for de timelønnede medarbejdere. 

Forhandlingsudvalget mødes igen 21.

august, hvor parterne skal forsøge at nå til enighed 

om blandt andet hjælp til jobsøgning, uddannelse 

og andre tilbud til de timelønnede. 

Foreløbig har alle ansatte jobgaranti til sommeren 

2007, men utrygheden og frustrationerne 

kommer til udtryk hos medarbejderne hver 

eneste dag. De reagerer med vrede, modløshed, 

opgivelse eller bitterhed. 

»Vi tillidsrepræsentanter har snakket om, at 

det, der sker nu, er så voldsomt og belastende, at 

vi simpelthen ikke kan slippe det, når vi kommer 

hjem. Det her er hårdere ved os end at forny 

overenskomsterne. Der forhandler du om en 

krone eller en krone og 10 øre mere i timen, og 

når forhandlingen slutter, er det videre. Men det 

her handler om menneskeskæbner,« siger hun. 

»På Lego arbejder mange familier og har gjort 

det i generationer. Hidtil har man altid taget sociale 

hensyn og undgået at afskedige både mand 

og kone. Nu er jeg bange for, at vi ikke helt kan 

undgå at ramme hele familier. Hvis både mand 

og kone skal holde, skal de i hvert fald ikke holde 

på samme tid, så de får en løn hjem længst 

muligt. Den slags spekulerer jeg på derhjemme. 

Jeg ved godt, at det er følesnak, men sådan er 

det.« 

Berit Flindt Pedersen tøver ikke med at udråbe 

udflytningen af 900 arbejdspladser til den 

sværeste opgave, hun nogensinde har været kastet 

ud i. 

»Det er hårdt, rigtig hårdt. Siden 2000 har vi 

vidst, at der ville ske en udflytning, og vi er blevet 

færre her i Billund. Men det her er dramatiske 

nedskæringer. Samtidig kan vi tillidsfolk se, at 

de ansatte har knoklet på livet løs for at vise over 

for ledelsen, at de gør, hvad de kan for at redde 

arbejdspladsen – og så sker det alligevel.« 

I hverdagen betegner hun sit samarbejde med 

ledelsen som »rigtig godt«. 

»Men når det spidser til, og der kommer en situation 

som den her, er jeg godt nok mine kollegers 

repræsentant. Sådan er det! Vi snakker med 

ledelsen, og vi snakker også ordentligt med hinanden, 

men bølgerne kan gå højt,« siger Berit 

Flindt Pedersen. 

Gået på klingen vil hun ikke fortælle mere 

14 · AUGUST 2006 7 

Berit Flindt 

Pedersen 

■ 49 år. 

I Foto Palle Skov 

■ Medlem af Fagligt Fælles 

Forbund, 3F. 

■ Ansat i Lego, Billund, i 

1985. 

■ Valgt som tillidsrepræsentant 

i 1990. 

■ Fællestillidsrepræsentant siden 

1999. 

■ Repræsenterer i dag 2.500 

timelønnede medarbejdere, 

fortrinsvis 3F’ere og funktionærer. 

■ Har plads i Legos sam-arbejdsudvalg, 

koncernens globale 

samarbejdsudvalg og 

har tre gange besøgt Legos 

fabrik i Kladno, Tjekkiet.

om, hvad de ansatte stiller af krav, og refererer 

til sin tavshedspligt. 

Har dit forbund og din lokalafdeling hjulpet dig 

til at kunne tackle sådan en svær situation?« 

»Nej, det synes jeg slet ikke. Som tillidsrepræsentant 

sidder man ofte med kolleger, når de har 

det meget dårligt, for en medarbejder i krise går 

naturligt til tillidsmanden frem for lederen. Og 

en tillidsrepræsentant er også et menneske med 

følelser. Du har altså brug for, når du sidder med 

en kollega, som læsser af, og du lytter og hjælper, 

at der også er nogen til at tage hånd om dig 

bagefter.« 

På Lego er der på tillidsrepræsentanternes 

opfordring etableret et psykolog-beredskab i 

personaleafdelingen i forbindelse med opsigelserne, 

men det er ikke noget som er permament. 

Her kan medarbejderne efter behov få 

hjælp. Virksomheden har samtidig stillet psykologer 

til rådighed for de tillidsvalgte. 

’ 

Vi tillidsrepræsentanter har snakket om, at det, der sker nu, er så voldsomt 

og belastende, at vi simpelthen ikke kan slippe det, når vi kommer 

hjem. Det her er hårdere ved os end at forny overenskomsterne. 

Der forhandler du om en krone eller en krone og 10 øre mere i timen, 

og når forhandlingen slutter, er det videre. Men det her handler om 

menneskeskæbner. 

»Vi tillidsrepræsentanter har også haft muligheden 

for at snakke med psykologerne i huset, 

men vi er nok ikke gode nok til at bruge dem, 

fordi vi tænker på, at vi har nogle kolleger, der 

har det så dårligt, og de skal hjælpes før os,« siger 

Berit Flindt Pedersen og tilføjer, at tillidsrepræsentanterne 

stiller sig bagerst i køen og ikke vil 

forhindre kolleger i at bruge hjælpen. 

Derfor ville det være mere naturligt for en tillidsrepræsentant 

at gå til fagforeningen, understreger 

hun. 

»Fagforeningerne er ikke gode nok til at lave 

et netværk for tillidsrepræsentanter, der kan 

støtte hinanden, når det gælder de såkaldt bløde 

værdier. Der tror jeg, fagforeningerne skal oppe 

sig og kigge på, hvad det er, vi som tillidsrepræsentanter 

beskæftiger os med i dag. Vi mangler 

et sted, hvor vi kan gå hen og læsse af,« fastslår 

hun. 

Der er for mange store ord og for lidt handling, 

når fagbosserne taler om tillidsfolkenes 

værdi for fagbevægelsens fremtid. 

»De snakker om tillidsmandsåret, og at de skal 


pleje tillidsrepræsentanterne, fordi det er svært 

af rekruttere tillidsfolk på mange arbejdspladser. 

Fint, for vi har heller ikke de bedste arbejdsbetingelser, 

men så gør dog noget ved det. Jeg er 

privilegeret, fordi min virksomhed tager hånd 

om tillidsfolkene, men hvad hvis hverken virksomhed 

eller fagforening gør det,« spørger hun. 

Ifølge Berit Flindt Pedersen har hun og andre 

tillidsfolk i årevis forsøgt at råbe fagbevægelsen 

op om behovet for kriseberedskab, netværk og 

mere styr på, hvordan man håndterer masseafskedigelser 

og kolleger i krise. 

»Jeg ved ikke, om det er, fordi de faglige topfolk 

har været for længe væk. Rollen som tillidsmand 

forandrer sig jo, og jeg har jo ikke forudsætningerne 

for at kunne være hverken socialrådgiver 

eller psykolog, når det spidser til. Jeg 

har taget en uddannelse som konfliktvejleder, 

men det er mere det med de bløde ting, vi 

trænger til.« 

Mange er meget alene 

Spørgsmålet er ifølge Berit Flindt Pedersen, om 

de lokale afdelinger er klædt på til at tackle kriser 

i et område med mange arbejdsnedlæggelser. 

Hvis lokalafdelingerne magtede det, gik 

tillidsfolkene naturligt til dem, og dermed kunne 

lokalafdelingerne styrke deres position. 

»Fagforeningerne skal stå klar med nogle kurser 

og værktøjer til at håndtere, hvordan man 

som tillidsrepræsentant reagerer i den her situation. 

Vi er jo heldige på Lego, at vi er så mange 

tillidsfolk, at vi kan tage hånd om hinanden. Men 

ude på de arbejdspladser, hvor der kun er en tillidsrepræsentant, 

er man meget alene.« 

Berit Flindt Pedersen fortæller, at Legos ledelse 

sender tillidsfolkene på nøjagtig de samme 

kurser, som lederne får, for at få kendskab til de 

værktøjer, som lederne anvender i samtaler med 

medarbejderne om nedskæringerne. Og tillidsfolkene 

kommer på kurser som nogle af de første, 

fordi ledelsen skønner, at de har størst behov. 

Lagt sammen med, at Legos ledelse også tilbyder 

psykologhjælp, er hun ikke sen til at rose 

virksomheden højere end fagforeningen. 

Selv om hun føler, det burde være omvendt. ■ 

Af Gitte Redder, gre@lo.dk

LEDER I Af Per Michael Jespersen, redaktør, pjs@lo.dk 

 

Politikerne ignorerer 

ghettoiseringen 

Så længe landspolitikerne ikke fører en by- og boligpolitik, der gør op 

med danskernes flugt fra skæve folkeskoler, bliver klassebillederne 

skævere og skævere år for år. Hvornår tager politikerne et ansvar? 

PANIK, PANIK. Forargelsen var til at tage og føle på, da det i sidste uge kom frem, 

at en skoleleder på Vesterbro i København ville dele en børnehaveklasse op i etniske 

grupper for at holde fast i de etnisk danske børn. Ord som »apartheid« blev 

kastet i hovedet på den forskrækkede kvindelige skoleleder. Og hendes selvbestaltede 

ordning ligner da også en panikhandling, som ikke peger frem. 

Men inden sagen arkiveres i skuffen med »Pinlige sager i indvandrerdebatten, 

vi kan fnise af«, er det værd at holde fast i det væsentlige: At den desperate 

skoleleder netop ville undgå, at hendes skole skulle øge kløfterne. Og hvis 

modellen fra Vesterbro Ny Skole ikke er columbusægget – og det er den ikke 

– hvad skal vi så gøre for at skabe en fælles folkeskole, hvor opvoksende gene- 

’ 

Sagen på Vesterbro Ny 

rationer laver gruppearbejde i matematik på tværs af etniske skel? Dét har vi Skole udstiller landspoli- 

endnu ikke som samfund fundet løsningen på, og det er den pinlige kerne i tikere, der har svigtet. 

denne sag. For mens der løftes moraliserende pegefingre over for skolelede- I stedet for at gøre op 

re, der står med problemer til halsen, skævvrides folkeskoler hver eneste dag. med ghettoiseringen, har 

Og dét i en sådan grad, at »folkeskolen«, forstået som den fælles kulturinstitu- de overladt ansvaret til 

tion, der skal integrere os på tværs af skel, er ved at blive opløst i ghetto- og de yderste led: Despera- 

apartheidskoler i begge ender af den sociale skala. Øv, øv, øv! 

te skoleledere og foræl- 

Episoden på Vesterbro Ny Skole udstiller landspolitikere, der har svigtet. I stedre.det for at påtage sig et overordnet ansvar for at gøre op med en udvikling, hvor 

stadig flere danske forældre i storbyerne tager deres børn ud af skævvredne lokale 

folkeskoler, har landspolitikerne overladt ansvaret til de yderste led: De enkelte 

skoler og forældrene. Derfor er det gået galt. For man kan ikke privatisere et 

samfundsproblem af denne tyngde til enkeltpersoner og institutioner. 

Og heller ikke til kommuner, som også er for små til at ændre udviklingen. 

Vi har i de seneste år set kommuner, der har forsøgt at gå op imod strømmen 

ved at blande elever – for eksempel ved at transportere Ahmed og Fatima til 

andre skoler og kvarterer i busser. »Bussing« hedder metoden, som ikke tager 

fat om nældens rod: Den etniske skævhed i lokalområdet, der afspejler sig i 

skolen. Og som bør løses på et højere politisk niveau. 

Nøjagtig derfor er by- og boligpolitikken vigtigere end nogensinde. Det er 

dén, der skal sikre mere socialt og etnisk balancerede boligområder ved at regulere, 

planlægge, motivere og styre. Instrumenterne er mange – fra brandslukning 

i den ene ende til grundlæggende strukturreformer af boligområdet 

i den anden. Vi hører tit, at integrationen starter med arbejdsmarkedet. Men 

det passer ikke. Integrationen starter med socialt og etniske blandede boligområder. 

Som igen starter med en fremadrettet by- og boligpolitik. 

Men hvor er dén? Og landspolitikerne? Væk! Helt væk! Danmark har ingen 

by- og boligpolitik. At by- og boligministeriet er nedlagt, udstiller politikerstandens 

kapitulation over for det hellige, almindelige »boligmarked« og fortidens 

reguleringsmekanismer. Og så længe vi ikke har politikere, der tager 

ghettoiseringen seriøst, bliver klassebillederne skævere år for år. Derfor har vi 

næppe set den sidste skoleleder, der kaster sig ud i et desperat forsøg på at holde 

fast i en folkeskole, der lever op til sit navn. Desværre. ■ 

14 · AUGUST 2006 9

OFFENTLIG SEKTOR I 

 

Stort ansvar – lille løn 

Ledere af store ældrecentre burde have dobbelt så meget i løn, som de får i dag, hvis man 

tager hensyn til det økonomiske og personalemæssige ansvar, de står med. Det vurderer tre 

af landets førende konsulentfirmaer med speciale i leder-rekruttering. Også skolelederne og 

lederne af daginstitutionerne er underlønnede. Eksperter mener, at den lave løn går ud over 

kvaliteten af ledelsen. 

DISCOUNT Vi har de ledere, vi betaler for. Og vi 

betaler ikke ret meget. Sådan lyder konklusionen 

fra en række eksperter, når de skal beskrive lederlønninger 

på skoler, i daginstitutioner og på 

ældrecentre. 

Ugebrevet A4 har bedt tre uafhængige konsulentfirmaer 

vurdere, hvordan de ville prissætte 

en ledelsesopgave i det private erhvervsliv 

med samme antal ansatte og samme budgetansvar, 

som offentlige institutionsledere sidder 

med. Vurderingerne ligger mellem 18 og 142 

procent højere end de faktiske årslønninger. 

Især på det skandaleplagede ældreområde halter 

lederlønningerne voldsomt. 

Hvis løngabet mellem private og offentlige 

ledere ikke mindskes, får vi hverken bedre skoler, 

børneinstitutioner eller ældrepleje, advarer 

to forskere, professor i offentlig organisationsteori 

Kurt Klaudi Klausen og arbejdsmarkedsforsker 

Flemming Ibsen. 

»Det er selvfølgelig ikke en så enkel 

årsagsanalyse, men det er da klart, at meget af 

det bøvl og de skandaler, man har haft på nogle 

ældrecentre – også – bunder i utilstrækkelig ledelse 

og lederudvikling,« mener Flemming Ibsen. 

Professionalisering 

Kurt Klaudi Klausen mener, fagforeningerne 

bærer en stor del af ansvaret for, at institutionsledernes 

lønninger ligger så lavt. De har alt for 

længe holdt fast i de traditionelle forestillinger 

om, at ledernes lønninger ikke skal ligge alt for 

langt fra de menige medlemmers. 

»Men medarbejderne er ikke tjent med at 

have dårligere ledere, der er dårligt uddannede 

og dårligt lønnede. Og de ting hænger jo sammen,« 

mener Klausen, der til dagligt er leder på 

masteruddannelsen for offentlige ledere på Syddansk 

Universitet. 

I en ny bog om institutionsledelse beskriver 

Kurt Klaudi Klausen, hvordan ledere af skoler, 


Sådan har vi gjort 

I samarbejde med BUPL, Danmarks Skolelederforening, LederForum, 

Dansk Sygeplejeråd og Århus Kommune har Ugebrevet 

A4 udarbejdet tre lederprofiler inden for daginstitutions-, 

skole- og ældreområdet. Da der er store variationer i 

institutionsstørrelse og ansvarsfordeling, giver det ikke mening 

at tale om »den gennemsnitlige leder«, men vi har tilstræbt, 

at de valgte lederprofiler er »typiske« med hensyn til 

erfaring, uddannelse, personaleansvar, budgetansvar og løn. 

De tre lederprofiler har vi præsenteret for erfarne headhuntere 

fra konsulentfirmaerne Mercuri Urval, Laigaard & Partners og 

SAM Headhunting, som derefter har givet deres bud på en 

almindelig løn for tilsvarende lederstillinger på det private arbejdsmarked. 

Konsulenterne har ikke fået oplyst den faktiske 

løn for de tre ledertyper inden vurderingen. 

børne- og ældreinstitutioner mere og mere ligner 

administrerende direktører. De jonglerer 

med millionbudgetter, kvalitetssikring, kommunikation 

og professionel personalestrategi. Og 

flere og flere tager formel lederuddannelse. 

Den gamle plejehjemsforstander har i dag typisk 

overtaget ledelsesansvaret for både naboplejehjemmene, 

de beskyttede boliger og hjemmeplejen. 

Hun tumler måske med budgetter på 

op til 100 millioner kroner og ansvar for 300 ansatte. 

Og måske er hun blandt de 44 procent af 

lederne i ældresektoren, der har en diplom- eller 

masteruddannelse i ledelse – nøjagtig som hendes 

kolleger i det private erhvervsliv. Kun på ét 

punkt ligner hun slet ikke andre administrerende 

direktører: Hun har hverken råd til at holde 

hjemmegående mand eller strandvejsvilla, og 

hendes bil hedder snarere Skoda Fabia end Audi 

TT. 

»Der er sket en gradvis professionalisering af 

store dele af de her ledende medarbejdere. Men 

det er kun gået det første skridt af vejen, og vi er 

slet ikke nået til, at de har sammenlignelige aflønninger 

med noget, vi kender fra det private,« 

siger Kurt Klaudi Klausen. 

Det bekræftes af rekrutteringseksperter fra 

Mercuri Urval, Laigaard & Partners og SAM Headhunting, 

der uafhængigt af hinanden vurderer, 

at en privat leder med samme budget- og

personaleansvar som lederen i ældrecentret ville 

tjene mellem 50.000 og 87.000 kroner om 

måneden, afhængigt af branche, virksomhed og 

den enkelte leders kompetencer. Eller op til 142 

procent mere end de 36.000, der i dag står på 

lønseddelen hos den offentlige »virksomhedsleder« 

i ældreplejen. 

Men sådan fungerer løndannelsen slet ikke på 

det offentlige arbejdsmarked, mener formanden 

for Løn- og personaleudvalget i Kommunernes 

Landsforening (KL), Mads Lebech (K). Han har 

ingen ambitioner om at matche de private lederlønninger. 

»Der er ikke direkte sammenhæng mellem 

det offentlige og det private arbejdsmarked, når 

man taler cheflønninger, og sådan er det bare,« 

mener Mads Lebech. 

Han konstaterer med tilfredshed, at »det at 

være ansat i den offentlige sektor jo ikke længere 

er billet til den endelige hvile« og glæder sig 

over, at vilkårene for de offentlige ledere efterhånden 

ligner dem på det private arbejdsmarked. 

»Det kan man så til dels matche med Ny Løn 

og krav til decentral løn – men vi kommer ikke 

til at kunne møde TDC-toppen og bankverdenens 

cheflønninger i den kommunale sektor. De 

midler er der ikke,« lyder det fra kommunernes 

lønforhandler. 

Mads Lebech holder fast i, at hans lønningspose 

ikke bliver større af, at lønningerne i det 

private stige, fordi det går godt for erhvervslivet. 

Den besked er de trætte af at høre i Dansk Sygeplejeråd 

(DSR), der organiserer ledere i ældreplejen: 

»Det er jo en argumentation på den korte 

bane. Det koster også samfundet penge, når ældre 

mennesker får urinvejsinfektioner eller liggesår. 

De langsigtede konsekvenser af lav løn tager 

man ikke med i regnestykket, hvis det er 

med til at forringe kvaliteten af sundhedsvæsenets 

ydelser. Det er med andre ord for dyrt, hvis 

kvaliteten ikke er i orden – både menneskeligt 

og samfundsmæssigt,« mener næstformand i 

DSR, Aase Langvad. 

Lederne skal selv kæmpe for lønnen 

Med en gennemsnitsløn på omkring 38.000 om 

måneden, er skolelederne dem, der har fået flest 

lønkroner ud af Mads Lebechs lønpose. Men 

målt med headhunternes målestok, skulle skolelederne 

honoreres med mellem 7-18.500 kro- 

ner mere om måneden, hvis de skulle matche en 

privat leder med samme ansvar. 

Skolelederforeningens formand Erik Lorenzen 

mener, de fleste skoleledere ville føle, de fik 

en ordentlig løn, hvis de fik 45.000 om måneden. 

Direktør i Mercuri Urval Sten Vidø har flere 

konkrete bud på, hvordan skolelederne selv kan 

arbejde på at få lønnen derop. De skal: 

■ afskaffe en mellemleder, så der er flere lønkroner 

til skolelederen, 

■ kæmpe benhårdt for lønnen ved overenskomsterne, 

■ udnytte knapheden på dygtige ledere til at 

presse lønnen op ved nyansættelser, 

■ bakke op om skolesammenlægninger og 

styrke professionaliseringen af ledelsen. 

Mens skolelederforeningen finder det helt urealistisk 

at læsse flere opgaver over på skolelederne 

ved at fratage dem deres viceinspektører, så 

bakker de gerne op om større skoler og mere 

professionaliserede skoleledelser. Men de tvivler 

på, at det vil betyde et væsentligt lønløft. 

»Mange steder har tilbuddet om lønforhøjelse 

været grinagtigt. Der er tale om latterlige små tillæg 

på 2-3.000 kroner om måneden for at lede 

tre skoler i stedet for en,« siger Erik Loren- 

I Illustration Sune Watts 

 

14 · AUGUST 2006 11

I Højere uddannelse – større lønforskel 

Ledere på alle uddannelsesniveauer er lavere lønnet i det offentlige end på det private arbejdsmarked. 

Men forskellen vokser med uddannelsesniveauet. Har man en lang videregående 

uddannelse, er lønforskellen i gennemsnit 16.771 kroner om måneden – eller lidt 

over 200.000 kroner om året. Alle tal i tusinde kroner. 

Uddannelse Private ledere Offentlige ledere Forskel 

Ingen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .36.324 . . . . . . . . . . . . . . . . .31.949 . . . . . . . . . 4.375 

Erhvervsfaglig . . . . . . . . . . . . . . . . .38.511 . . . . . . . . . . . . . . . . .31.807 . . . . . . . . . 6.704 

Kort videregående . . . . . . . . . . . . . .42.718 . . . . . . . . . . . . . . . . .36.696 . . . . . . . . . 6.022 

Mellemlang videregående . . . . . . . . .48.006 . . . . . . . . . . . . . . . . .36.797 . . . . . . . .11.209 

Lang videregående . . . . . . . . . . . . . .61.831 . . . . . . . . . . . . . . . . .45.060 . . . . . . . .16.771 

Anden uddannelse . . . . . . . . . . . . . .38.975 . . . . . . . . . . . . . . . . .35.684 . . . . . . . . . 3.291 

Alle . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .43.495 . . . . . . . . . . . . . . . . .35.880 . . . . . . . . . 7.615 

Note Gennemsnitslønninger for 2005 inklusiv pension, tillæg med mere. 

Kilde »Lederløn 2005«, Ledernes Hovedorganisation. 

I Større lønspredning i det private 

Afstanden mellem de højest lønnede og de lavest lønnede ledere er betydeligt kortere i 

den offentlige sektor end i den private. I tusinder kroner. 

Lavest lønnede Højest lønnede Spredning Toplønninger 

Private . . . . . . . 31.930 . . . . . . . . . . 49.200 . . . . . . . .17.270 . . . . . . . . . . . . .64.000 

Offentlige . . . . . . 27.500 . . . . . . . . . . 40.000 . . . . . . . .12.500 . . . . . . . . . . . . . .51.384 

Note Lavest lønnede: 25 procent af lederne ligger på eller under denne løn. 

Højest lønnede: 25 procent af lederne ligger på eller over denne løn. 

Toplønninger: 10 procent af lederne ligger på eller over denne løn. 

Kilde »Lederløn 2005«, brutto månedsløn september 2005, Ledernes Hovedorganisation. 

 

zen, formand for Danmarks Skolelederforening. 

Problemet er, mener en af ugebrevets rekrutteringseksperter, 

at det, man bliver honoreret 

for i det private erhvervsliv, er værdiskabelse på 

bundlinjen: 

»Der sker selvfølgelig også en værdiskabelse i 

den offentlige sektor i form af veluddannede 

elever, tilfredse ældre og så videre. Men det er 

ikke noget, man bliver honoreret for, for det kan 

ikke måles. Derfor er det ikke et succeskriterium 

for lederlønninger. Det var måske noget, man 

skulle til at arbejde med,« lyder forslaget fra Jesper 

Tange, partner i Laigaard & Partners. 

Tankegangen er ikke fremmed for KL og skolelederne, 

som i Københavns Kommune er blevet 

enige om at indføre resultatkontrakter, så 

skolelederne fremover får en bonus på op til 

4.000 kroner om måneden, hvis de for eksempel 

kan hæve elevernes karaktergennemsnit eller 

sænke lærernes sygefravær. 

»Vi gør det for at tiltrække de bedste ledere, 

for det har vi brug for, hvis skolerne skal have et 

løft. Lønnen er en del af en samlet ledelsespakke, 

som også indeholder tilbud om diplom- eller 

masteruddannelse, sparring og rådgivning,« forklarer 

udviklingschef i Københavns Kommunes 


skoleforvaltning, Bo Holmsgaard. 

Helt i bunden af de offentlige institutionslederes 

lønskala ligger lederne af daginstitutioner 

med »kun« 8-10 ansatte og budgetter på beskedne 

tre-fire millioner. Men selv dette begrænsede 

ledelsesansvar udløser langt højere lønninger i 

erhvervslivet end de 28.000 kroner, en børnehaveleder 

kan hæve om måneden. Headhunterne 

i de tre konsulentbureauer vurderer, at lønnen 

i det private ville ligge mellem 35.000 og 

43.500. 

»Jeg er især bekymret for fremtidens rekruttering. 

Vi får større og større institutioner med 

meget ansvar lagt ud til lederen, og det kan simpelthen 

blive svært at finde folk, der har lyst til at 

løfte opgaven til en løn, der ikke afviger voldsomt 

fra en pædagogløn med lang anciennitet,« 

mener formand for pædagogforbundet BUPL, 

Henning Pedersen. 

Ledere som fortjent 

Professor Kurt Klaudi Klausen deler bekymringen. 

»Det er svært at søge ledere til stillinger på de 

vilkår. Institutionsledelse er en uriaspost på 

mange måder. Anerkendelsen er ikke altid særlig 

stor, og aflønninger afspejler heller ikke det 

ansvar, de sidder med,« medgiver Kurt Klaudi 

Klausen. 

Formanden for Danmarks Skolelederforening 

kender eksempler på viceinspektører, der 

– uden selv at have søgt en lederstilling – er blevet 

»skubbet ind på kontoret« med ordre om at 

overtage en ledig post som inspektør på en af 

naboskolerne. 

»Det er jo udtryk for, at det ikke er noget særligt 

attraktivt til den løn, der gives i dag,« siger 

Erik Lorenzen, Formand for Danmarks Skolelederforening. 

Men i Kommunernes Landsforening behøver 

man ikke have en kø af ansøgere foran lederkontorerne 

for at finde de bedste ledere. 

»Jeg kan konstatere, at det er nogle lønninger, 

vi kan skaffe arbejdskraft for. Og om de er dygtige 

nok… det vil jeg mene, at de grundlæggende 

er,« konstaterer Mads Lebech. 

Arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen mener 

ikke, kommunerne har fået fat i »de ledere, 

som den offentlige sektor fortjener«: 

»Vi mærker det som dårlig service og skandaler 

i ældresektoren og andre steder. I den private 

sektor går de bare på røven. I den offentlige sektor 

får vi en røvfuld i form af dårlig service. Det er det,

man skal undgå i fremtiden,« mener Ibsen. 

»Problemet er, hvordan man dokumenterer 

det hypotetiske spørgsmål: »Hvor godt kunne 

det have været, hvis de havde fået mere i løn?«,« 

supplerer professor Klaus Klaudi Klausen. 

Ledelsesprofessoren er imidlertid selv overbevist 

om, at nogle af de mest entreprenante offentligt 

ansatte i dag vælger at søge deres udfordringer 

i det private, hvor de bliver honoreret 

for den ekstra indsats på en helt anden måde. 

Men KL mener ikke, at højere løn er løsningen 

på ledelsessvigt på folkeskoler eller i ældresektoren. 

Når lederne ind i mellem fejler, hænger 

det snarere sammen med, at de skal bruge 

meget af deres tid på noget, de ikke er superkvalificerede 

til, mener Mads Lebech: 

»At tro at folk skal være totalt multi-taskende 

og vide en hel masse om pleje, sygdomsbehandling 

og genoptræning – samtidig med, at de er 

hajer til budgetter og specialist i overenskomster 

– det er måske ikke den bedste løsning. Sådan er 

det jo heller ikke i private virksomheder,« bemærker 

Mads Lebech. 

Derfor mener han, vejen til bedre ledelse og 

mere kvalitet i det offentlige handler mindre om 

løn og mere om en opdeling af ledelsesopgaverne, 

så en del af de administrative byrder varetages 

af økonomer eller andre med budgetforstand, 

mens fagfolkene kan koncentrere sig om 

den pædagogiske eller sygeplejefaglige ledelse. 

Den opdeling er allerede på vej på skoleområdet, 

hvor flere ikke-læreruddannede overtager den 

del af ledelsesopgaverne, der har mere administrativ 

karakter. 

I Offentlige ledere får for lidt 

Et skridt i den rigtige retning, mener Kurt 

Klaudi Klausen: 

»Det handler om, at forældrene skal tro på, at 

det er en god idé at sende deres børn hen i den 

lokale folkeskole – trods de dårlige evalueringsresultater 

i OECD-undersøgelser og de imageproblemer, 

det har givet. Det er noget, der handler 

om kvalitet det her. Og det er en kæmpe ledelsesopgave, 

som kræver anerkendelse og stor 

opmærksomhed fra politikerne, hvis den skal 

lykkes,« siger professoren. ■ 

Af Tanja Nyrup Madsen, tnm@lo.dk 

Research: Elisabeth Graae Mesterton, emg@lo.dk 

Ledere af skoler, daginstitutioner og ældrecentre får mellem 8.000 og 51.000 for lidt i månedsløn, hvis man sammenligner med ledere i det private 

med tilsvarende budget- og personaleansvar. Det vurderer tre uafhængige konsulentbureauer med speciale i rekruttering. For lederne i ældresektoren 

er der tale om et løneftersløb på mellem 39 og 142 procent. Månedsløn inklusive tillæg, ekslusiv pension. 

Skoleleder (1) 

Leder af ældrecenter 

med flere 

plejeboliger og 

hjemmepleje (1) 

Leder af daginstitution 

(1) 

Personaleansvar 

55 ansatte 

300 ansatte 

8-10 ansatte 

Budgetansvar Uddannelse Erfaring 

25-30 millioner Lærer 

15 år – heraf 5 som 

Lederuddannelse viceskoleinspektør 

100 millioner 

Sygeplejerske 

Lederuddannelse 

15 års erfaring – 

heraf 5 som 

teamleder 

3-4 millioner 

Pædagog 

Kurser i ledelse 

I Gennemsnitlige lederlønninger i 

den private sektor 

Personaledirektør . . . . . . . . . . . . . . . . . . 81.127 

Fabriksdirektør . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 75.390 

Underdirektør . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 73.051 

Salgsdirektør . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 71.339 

Afdelingsdirektør . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 67.287 

Varehuschef . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 53.721 

Personalechef . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 52.337 

Kommunikationschef . . . . . . . . . . . . . . . . 51.880 

Salgschef . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 49.695 

Uddannelseschef . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 47.125 

Indkøbschef . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 47.021 

Produktionschef . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 43.186 

Kundeservicechef . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 41.548 

Regnskabschef . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .41.376 

Murermester . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 40.333 

Chefsekretær . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 36.351 

Værkstedschef . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 35.753 

Driftsleder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 35.628 

Køkkenchef . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 32.607 

Lagerchef . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 32.311 

Butiksleder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 29.499 

Note Gennemsnitlig løn, september måned 2005, inklusiv 

bonus, overarbejdsbetaling, tillæg, pensionsbidrag (eget + arbejdsgivers), 

værdi af fri bil og lignende. 

Kilde Ledernes Hovedorganisation, »Lederløn 2005« 

15 års erfaring – heraf 

5 som souschef 

Noter (1) Profilerne er udarbejdet på baggrund af tilgængelig statistik fra blandt andet det Fælleskommunale Løndatakontor, samt skøn fra Danmarks Skolelederforening, 

BUPL, Dansk Sygeplejeråd og Århus Kommune vedrørende lokale lønaftaler og institutionsstørrelser. Lønniveauerne er afhængige af geografi, lokale lønaftaler og 

den enkelte leders baggrund. (2) 65.000 inkl. pension, (3) 100.000 inkl., pension, (4) 50.000 inkl. pension. 

* SAM Headhunting vurderer, at lederlønningerne ligger 5-10.000 højere i hovedstadsområdet. 

Kilde »Lederløn 2005«, Ledernes Hovedorganisation. 

Løn 

38.000 

36.000 

27.000 

Vurdering Laigaard 

& Partners 

45-50.000 

50-60.000 

35.000 

14 · AUGUST 2006 13 

Vurdering SAM 

Headhunting 

45-50.000* 

55-65.000* 

35-40.000* 

Vurdering 

Mercuri Urval 

56.500 (2) 

87.000 (3) 

43.500 (4)

DISKRIMINATION I 

 

Fagforbund har fået 

fokus på homoseksuelle 

For ét år siden viste en A4-undersøgelse, at mange homoseksuelle har oplevet diskrimination 

på arbejdsmarkedet. Det førte blandt andet til kritik af fagbevægelsen for at være fraværende 

i kampen for de homoseksuelle. Siden er flere fagforbund vågnet op, og 3F er blevet nomineret 

til en pris for sin indsats. Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske kalder det »en god 

start«, men efterlyser en samlet og gennemgribende indsats. 

ÉT ÅR EFTER 4 ud af 10 homoseksuelle har i en 

eller anden grad oplevet diskrimination på arbejdsmarkedet 

på grund af deres seksuelle orientering. 

Det kunne Ugebrevet A4 afsløre for ét 

år siden på baggrund af en omfattende undersøgelse 

blandt bøsser og lesbiske. Nyheden ridsede 

i glansbilledet af det frisindede Danmark og gav 

kraftig genlyd i andre medier og blandt politikere 

og fagforeningsfolk. 

Fagbevægelsen blev beskyldt for passivitet i 

kampen for de homoseksuelle lønmodtagere, og 

det var tid til selvransagelse. Fagligt Fælles Forbunds 

(3F) næstformand Jane Korczak var hurtig 

til at melde ud, at fagbevægelsen havde overset og 

undervurderet problemet og nu måtte gå til kamp 

mod specielt den rå tone på arbejdspladserne. 

Derfor har A4 sat sig for at undersøge fagbevægelsens 

indsats for homoseksuelle i det seneste år. 

3F har for sin del levet op til sin målsætning. 

Endda i en grad, så Landsforeningen for Bøsser og 

Lesbiske (LBL) for nylig nominerede 3F til prisen 

»Årets laks« for at svømme mod strømmen med 

»en modig indsats for homo- og biseksuelles ret- 

Om undersøgelsen 

Ugebrevet A4 gennemførte i 2005 den første systematiske 

undersøgelse af forholdene for de homoseksuelle 

på det danske arbejdsmarked. CATINÉT Research 

stod for den praktiske del af undersøgelsen. I 

alt 1.198 homoseksuelle besvarede et spørgeskema 

over internettet i maj-juni 2005, og resultaterne blev 

offentliggjort i A4 8. august 2005. 

Hovedresultaterne var: 

■ 39 procent af bøsser og lesbiske havde på deres nuværende 

eller tidligere arbejdsplads oplevet diskrimination 

på grund af deres seksualitet. 

■ 54 procent af dem, der havde oplevet diskrimination, 

havde været udsat for ubehagelige hentydninger. Derudover 

var topscorerne: At føle sig holdt udenfor, mobning, 

manglende forfremmelse og fyring. 


tigheder og vilkår i sammenhænge, hvor holdningen 

ellers generelt er negativ«. 

Samlet set vurderer Peter Ussing, arbejdsmarkedspolitisk 

koordinator i LBL, også, at fagbevægelsen 

har rykket sig i det seneste år: 

»Der er sket noget i fagbevægelsen. A4undersøgelsen 

har været utrolig vigtig for at 

starte indsatsen op. 3F var meget hurtig til at 

melde ud, at de ville gøre en indsats. Det har de 

levet op til, og andre forbund har også rykket 

sig,« siger Peter Ussing. 

Ikke bare værkstedshumor 

3F indledte sin indsats med at gennemføre en 

undersøgelse i sine lokalafdelinger, hvor der 

blev spurgt til afdelingernes konkrete erfaringer 

med diskrimination af homoseksuelle medlemmer. 

Ingen afdelinger havde ført konkrete faglige 

sager om diskrimination, men godt hver tiende 

havde kendskab til homoseksuelle, der var 

blevet chikaneret, og halvdelen vurderede, at 

homoseksualitet generelt er et tabu på 3F-arbejdspladser. 

Samtidig støttede et stort flertal af 

afdelingsrepræsentanterne, at 3F arbejdede aktivt 

for ligestilling af homoseksuelle. 

På den baggrund har forbundet gjort det til 

officiel politik at bekæmpe diskrimination på 

grund af seksuel orientering på samme niveau 

som diskrimination i forhold til køn og etnisk tilhørsforhold. 

Og der skal nu gøres et stykke hårdt 

arbejde for at oplyse både medlemmer og afdelinger 

i forhold til diskrimination af homoseksuelle. 

Det må ikke fortrænges, siger 3F-næstformand 

Jane Korczak. 

»Der skal generelt meget mere fokus på diskrimination. 

Danskerne lever i en opfattelse af, 

at diskrimination ikke finder sted, og at vi bare 

har en sjov værkstedshumor. Vores lokalafdelinger 

skal også lære at have øje for, at proble-

mer på arbejdspladsen kan dreje sig om diskrimination 

på grund af homoseksualitet, så vi kan 

rejse nogle faglige sager,« siger Jane Korczak. 

Hun lægger ikke skjul på, at det indimellem 

har været en kamp op ad bakke, siden 3F satte 

diskrimination af homoseksuelle på dagsordenen. 

På alle niveauer – fra menige medlemmer til 

topfolk i fagbevægelsen – møder man folk, som 

ikke har meget lyst til at diskutere emnet: 

»Selv om vi normalt opfattes som et frisindet 

samfund, er jeg blevet lidt overrasket over, hvor 

meget berøringsangst der er i forhold til diskrimination 

af homoseksuelle. Mange bliver helt 

trætte i øjnene, når man taler om det, og har 

svært ved at forstå, at det skal være en kerneopgave 

for fagbevægelsen.« 

3F er dog ikke alene om at være vågnet op til 

dåd. Forbundet har taget en række initiativer i 

samarbejde med HK og Dansk Metal, blandt andet 

en konference om diskrimination af homoseksuelle 

i marts. Efter konferencen udsendte de 

tre forbund en udtalelse, hvor de sammen med 

Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske og tre 

andre LO-forbund – Fag og Arbejde, RestaurationsBranchens 

Forbund og Nærings- og Nydelsesmiddelarbejder 

Forbundet – tog stærkt afstand 

fra diskrimination af homoseksuelle og 

blandt andet opfordrede alle arbejdspladser til at 

kigge deres personalepolitik efter i sømmene for 

at undgå diskrimination. 

Principiel sag mod bagermester 

Nærings- og Nydelsesmiddelarbejder Forbundet 

(NNF) har også rejst den første danske retssag 

om diskrimination på grund af seksualitet. Forbundet 

har stævnet en jysk bagermester, som 

ifølge NNF har mobbet og chikaneret et ungt 

NNF-medlem, efter han sprang ud som homoseksuel. 

Chikanen førte i sidste ende til, at den 

unge bagersvend blev syg. NNF forventer, at sagen 

vil begynde i landsretten i begyndelsen af 

2007, og mener, at man har så gode beviser, at 

bagermesteren kan blive dømt: 

»Vi mener, at der er sket vores medlem uret, 

men vi anser også sagen for at være principiel. 

Der kan være kort fra diskrimination til overgreb. 

Derfor tager vi sagen meget alvorligt. Ligebehandling 

er ikke en by i Rusland, men et krav 

i dagens Danmark,« siger Kurt Jakobsen, næstformand 

i NNF. 

Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske følger 

sagen med stor interesse og glæder sig over, 

Fagbevægelse i homoparade 

En delegation fra fagbevægelsen med blandt andre 

3F’s næstformand Jane Korczak går på lørdag med i 

den store parade i anledning af Copenhagen Pride 

2006. En årligt tilbagevendende begivenhed, hvor 

København i en uge står i de homoseksuelles tegn 

med afholdelse af en stribe debat- og kulturarrangementer 

og en farvestrålende parade gennem byen. I 

forbindelse med paraden uddeler Landsforeningen af 

Bøsser og Lesbiske prisen »Årets Laks«, som 3F var 

nomineret til. Det er dog allerede offentliggjort, at 

politikeren Jens Rohde (V) får prisen. 3F, HK og 

Dansk Metal står også bag et debatmøde om diskrimination 

af homoseksuelle på torsdag klokken 17-19 

i et telt på Rådhuspladsen i København. 

at NNF har rejst den. Men trods flere gode takter 

fra fagbevægelsen mener foreningens arbejdsmarkedspolitiske 

koordinator Peter Ussing, at 

der er plads til forbedring i indsatsen for de 

homoseksuelle. Den danske fagbevægelse halter 

stadig langt efter fagbevægelserne i specielt England, 

Norge og Sverige, som gennem flere år har 

været meget opmærksomme på de homoseksuelles 

vilkår på arbejdspladserne. 

»Det er en god start, og det er i sig selv godt, 

at man er begyndt at gøre en indsats. Men vi 

kunne ønske os, at indsatsen var mere gennemgribende 

fra hele LO-fagbevægelsen, og LOformanden 

måske meldte kraftigt ud i offentligheden. 

Det er lidt spredt fægtning fra enkelte 

forbund indtil videre,« siger Peter Ussing. 

Jane Korczak er fuldstændig enig: 

»For mig at se burde LO have diskrimination 

af homoseksuelle langt mere på dagsordenen. 

De mindre forbund har jo ikke ressourcer til selv 

at gøre en stor indsats, og derfor burde LO træde 

til. Det har det hidtil ligget noget tungt med.« 

Tina Møller Kristensen, LO-sekretær med ansvar 

for blandt andet ligestilling og arbejdsmiljø, 

forsikrer, at LO støtter fuldt op om kampen for 

de homoseksuelles rettigheder på arbejdspladsen. 

Og hun afviser kritikken af, at hovedorganisationen 

burde gøre mere. 

»Indsatsen mod diskrimination af homoseksuelle 

er et element i såvel kampen mod mobning 

og chikane som i vores arbejde for ligestilling. 

Men vi må jo prioritere vores ressourcer. Vi 

diskuterer løbende vores prioriteringer, men jeg 

ser ikke i øjeblikket noget behov for at gøre det 

til et selvstændigt indsatsområde,« siger Tina 

Møller Kristensen. ■ 

Af Søren Kudahl, sku@lo.dk 

14 · AUGUST 2006 15

DENNE UGE I SIDSTE UGE I 

 

TIRSDAG 15. AUGUST 

Folketingets Integrationsudvalg 

har bedt integrationsminister Rikke 

Hvilshøj (V) om at redegøre 

for, hvilke initiativer regeringen 

vil tage for at fremme etnisk ligestilling 

på offentlige arbejdspladser. 

Samrådet er offentligt og begynder 

klokken 14.00 på Christiansborg. 

TORSDAG 17. AUGUST 

3F, HK og Dansk Metal arrangerer 

debatmøde om diskrimination 

af homoseksuelle på arbejdsmarkedet. 

Arrangementet finder sted 

klokken 17.00-19.00 på Rådhuspladsen 

i København. 

FREDAG 18. AUGUST 

LO holder ordinært hovedbestyrelsesmøde 

i LO-Huset på Islands 

Brygge. 

SF holder sommertræf på Snoghøj 

Højskole frem til søndag. 

SF’s formand Villy Søvndal, den 

radikale leder Marianne Jelved og 

Socialdemokraternes formand 

Helle Thorning-Schmidt holder 

politisk topmøde og diskuterer alternativet 

til VKO. Formand for 

Fag og Arbejde, FOA, Dennis 

Kristensen, og SF’s gruppeformand 

Ole Sohn debatterer frihed 

på arbejdsmarkedet. Og derudover 

vil der være debat om islamisk 

identitet i en globaliseret 

verden, konflikten i Mellemøsten 

og fremtidens velfærd i Danmark. 

Fagbevægelsens uddannelsesreaktor 

for unge, Mindscope, inviterer 

unge medlemmer af LO-forbund 

til ungdomstræf på Esbjerg 

Højskole. I tre dage vil mere end 

500 unge dyste på holdninger 

ved faglige events og derudover 

nyde koncerter og spille fodbold. 

KALENDER 

Begivenheder, som ønskes optaget 

i kalenderen »denne uge« 

kan sendes til kalendera4@lo.dk. 

 

ARBEJDSGIVERE 

HÆNGER PÅ ANSVAR 

Det er ubetinget arbejdsgiveren, 

der har ansvaret for sikkerheden 

på byggepladsen. Det afgjorde 

landsretten i en sag, hvor en ansat 

brød lovgivningen. Medarbejderen 

gad ikke montere en 

mandskabskurv og lagde i stedet 

en palle hen over liftens gafler 

og lod sig hejse mere end seks 

meter op for at pudse en mur. 

Det kostede det nordjyske murerfirma 

fra Hobro en bøde på 

25.000 kroner. 

VIL OVERVÅGE 

A.P. MØLLER-MÆRSK 

Det amerikanske transportarbejderforbund 

Teamsters har på en 

kongres i Sydafrika stillet forslag 

om, at det internationale transportarbejderforbund 

(ITF) opretter 

et såkaldt A.P. Møller-Mærsk 

Netværk, der skal overvåge, at 

den globale virksomhed overholder 

de faglige rettigheder og 

hjælpe koncernens arbejdere 

med at organisere sig. 3F og 

dansk fagbevægelse støtter forslaget. 

NÆSTFORMAND DØMT 

FOR ÆRESKRÆNKELSE 

Næstformand i Malernes Fagforening 

Storkøbenhavn Bo Rosschou 

er blevet dømt for æreskrænkelse. 

På en hjemmeside 

 

skrev Bo Rosschou sidste år, at 

»erhvervsstop udnytter illegale 

østarbejdere«. I den efterfølgende 

tekst blev advokat Karoly Németh 

nævnt, fordi han sidder i 

bestyrelsen for et selskab, som 

ifølge malerne benytter ulovligt 

arbejdskraft fra Polen. Det var 

æreskrænkelse, afgjorde Københavns 

Byret. 

KAMPAGNE SKAL UDRYDDE 

MYTER OM INDVANDRERE 

Næsten hver anden danske virksomhed 

har ingen indvandrere 

ansat. Det skyldes i høj grad 

uvidenhed om, hvor godt nydanskerne 

faktisk fungerer på arbejdsmarkedet, 

mener integrationsminister 

Rikke Hvilshøj (V). 

Derfor skyder hun en oplysningskampagne 

i gang, som skal gøre 

op med fordommene. Kampagnen 

målrettes de virksomheder, 

som endnu ikke har erfaringer 

med indvandrere. 

TRYKTE JOBANNONCER TRUEDE 

Jobannoncer på tryk er en uddøende 

race. En ny undersøgelse 

fra Business Denmark viser, at 

danske virksomheder i stigende 

grad foretrækker i dag at besætte 

ledige stillinger ved hjælp af 

netværk. Ved trykte annoncer er 

risikoen for at ansætte en medarbejder 

uden de kvalifikationer, 

virksomheden har brug for, sim- 

» MARIANNE 

Og så skal jeg være statsminister. 

JELVED, 

til Ekstra Bladet. 

pelthen for stor, vurderer mange 

af de ledere, foreningen har 

spurgt. 

ARBEJDSGIVERE GLADE 

FOR SMÅ KOMMUNER 

Store kommuner har flere utilfredse 

virksomhedsejere. Derfor 

fristes mange virksomheder at 

flytte produktionen til udlandet. 

De små kommuners succes skyldes 

blandt andet, at gode skoleforhold 

og pasningsmuligheder 

virker som en magnet på den 

kvalificerede arbejdskraft. Det er 

konklusionerne i en stor undersøgelse, 

hvor forskerne Jan Møller 

Jensen og Per Servais fra 

Syddansk Universitet har analyseret 

forholdende hos knap 

1.000 virksomheder. 

GLOBALISERING 

SKABER DANSKE JOB 

De mindre virksomheder har forstået 

at drage fordel af globaliseringen. 

En ny undersøgelse fra 

Håndværksrådet viser, at hver 

fjerde lille og mellemstor industrivirksomhed 

har haft held til 

at vokse både på hjemme- og 

eksportmarkederne. 

Håndtaske I Den radikale leder Marianne Jelved ser stort på kritikken af, at den radikale linje er 

for ultimativ. På partiets gruppemøde i sidste uge slog hun fast, at skattestop og 24-årsregel 

skal afskaffes, at ulandshjælpen skal hæves, at der skal ske markante forbedringer i folkeskolen 

og velfærdssamfundet … 

16 UGEBREVET A4

ARBEJDSKRAFT I 

 

Østarbejdere 

underbetales i stor stil 

Arbejdere især fra de nye lande i EU udnyttes groft i hele Europa. Ny europæisk 

faglig organisation vil støtte dem og dermed også kampen mod den sociale dumping. 

Den ulige konkurrence på løn- og arbejdsforhold får flere lande til at ændre systemer 

på arbejdsmarkedet og gøre overenskomster alment gældende. 

LØNSLAVERI I sidste måned blev 113 polske arbejdere 

opdaget i illegale arbejdslejre i Italien, i 

Norge har østarbejdere været med til at opføre 

et prestigefyldt operahus til dumpingløn, i Tyskland 

har underbetalte rumænere deltaget i byggeriet 

af et nyt politihovedkvarter, og i Danmark 

har polakker plukket champignon til en timeløn 

langt under den danske. 

Eksemplerne på udnyttelse og grove overgreb 

mod fremmed arbejdskraft er talrige. I hele 

Europa – fra nord til syd – bliver udlændinge udnyttet 

hver dag. 

Trafikken af østarbejdere til de »gamle« EUlande 

i kølvandet på EU’s udvidelse 1. maj 2004 

med 10 nye – primært østeuropæiske – lande fik 

for to år siden det tyske byggeforbund IG Bau til 

at støtte oprettelsen af EVW, en europæisk fagforening 

for migranter. Tyskerne fandt, at de 

vandrende lønmodtagere havde brug for deres 

egen fagforening, som kunne støtte dem på deres 

vej efter arbejde fra land til land. Og EVW 

har rigeligt at se til. 

Således afslørede EVW for eksempel, at rumænske 

kvinder på en gård i Tyskland arbejdede 

til blot 30 cent i timen. Det svarer til 2,50 kroner. 

»Vi truede arbejdsgiveren med at gå til pressen, 

og han hævede straks lønnen. Desværre 

møder vi hele tiden sådanne sager. Problemet 

stiger, og vi har ikke mulighed for at hjælpe alle,« 

siger Agnes Jarzyna fra EVW’s hovedkvarter i 

München. 

Internationalt samarbejde 

EVW har ikke kun til opgave at hjælpe de vandrende 

arbejdere mod at blive udnyttet af arbejdsgivere 

og arbejde under kummerlige forhold 

til lave lønninger. Organisationen skal også 

bidrage til den almindelige faglige kamp mod 

social dumping og dermed den ulige konkurren- 

ce på løn og arbejdsforhold, som de udnyttede 

arbejdere udsætter IG Baus og andre traditionelle 

fagforbunds medlemmer for. De seks ansatte 

og flere frivillige i EVW samarbejder også med 

faglige organisationer i andre lande. 

»Vi er dermed ikke nogen konkurrent til fagbevægelserne 

i de enkelte lande. De vandrende 

arbejdere melder sig oftest ikke ind i dem, fordi 

de kun arbejder kort tid i et land. EVW kan derimod 

hjælpe arbejderne, hvor end de arbejder. 

Men det kan vi selvfølgelig kun, når vi har kontakten 

til de nationale fagbevægelser og får 

hjælp af dem. Derfor skal vi samarbejde med 

dem,« siger Agnes Jarzyna. 

EVW har i dag kun godt 1.000 medlemmer, 

men kontakt med langt flere. Især polske arbejdere 

får hjælp af organisationen, der har oprettet 

et kontor i Polen. Hidtil har polakker nemlig udgjort 

langt den største gruppe fra de nye EU-lande, 

der har søgt job i Tyskland. 

Agnes Jarzyna møder alle former for udnyttelse. 

Ud over grove underbetalinger er der 

mange eksempler på, at udlændinge på tidsbestemte 

kontrakter ikke får penge for den sidste 

tid, de arbejder. Arbejdsgiverne regner med, at 

de ansatte ikke klager, når de nu alligevel skal 

hjem og trods alt har fået noget ud af at arbejde. 

Også folk, der bliver syge eller får en arbejdsskade, 

bliver sendt hjem uden at få deres penge. 

»En dag holder arbejdsgiverens bus uden for 

arbejdsstedet, og så tager de ansatte med uden at 

få løn for flere måneder,« siger Agnes Jarzyna. 

En oversigt over en række nyere sager fra 

EVW viser, at organisationen henter mange 

penge hjem til arbejdere fra andre lande. Men 

også at der må kæmpes for at få pengene hevet 

hjem. I en række tilfælde må EVW have hjælp af 

IG Bau. 

Det gjaldt blandt andet i en sag, hvor 19 rumænske 

arbejdere byggede et nyt hoved- 

14 · AUGUST 2006 17

Kilde EVW. 

I Fagforening for migranter 

Den europæiske faglige organisation for migranter EVW blev etableret i 2004 i Tyskland. 

Siden har EVW ført en række sager i Tyskland for udenlandske arbejdere blandt andet for 

at få udbetalt manglende løn. Eksempler på sager er: 

■ Rumænske ansatte på byggeplads i Rottweil i Tyskland får 65.000 euro 

(487.000 kroner) i efterbetalinger. 

■ Polske ansatte på et messebyggeri i Stuttgart får efterbetalt 67.000 euro 

(502.000 kroner). Senere fik de yderligere 39.800 euro (298.000 kroner) 

for arbejde på en anden byggeplads. 

■ Kolleger fra samme polske firma fik efterbetalt 104.000 euro 

(780.000 kroner) for arbejde på to andre tyske byggepladser. 

■ Et firma fra Krakau i Polen må betale 88.500 euro 

(663.750 kroner) til sine ansatte på en byggeplads i München. 

■ Polske udstationerede fra firmaet SIBUD får udbetalt 29.000 euro (217.500 kroner), 

efter de er kommet hjem uden løn fra et byggeri i Münchengladbach. 

 

kvarter for politiet i Rottweil i den tyske delstat 

Baden-Württemberg. I flere måneder fik de 

for lidt i løn. En dag holdt udbetalingerne helt 

op, og til slut havde de end ikke penge til mad og 

overlevede kun på hjælp fra kirken og fra naboer 

til den beskedne bolig, hvor de var stuvet 

sammen. 

Som så ofte var det en underleverandør, der 

stod for udnyttelsen. IG Bau og EVW tog kontakt 

til hovedfirmaet, som straks betalte. 

»Problemet er den hårde konkurrence inden 

for byggeriet. Især underleverandørerne kæmper 

om byggeopgaverne, og det er nemt for arbejdsgiverne 

at regne ud, hvor lave lønningerne 

skal være for at vinde et arbejde. Dernæst er der 

de virkeligt brodne kar blandt arbejdsgiverne,« 

siger Agnes Jarzyna. 

Dødsulykker 

At udnyttelsen og den sociale dumping finder 

sted inden for offentlige byggerier, viser også et 

eksempel fra Oslo. Her fik den polske tømrer Pawel 

Motyka i sommer en særlig ytringsfrihedspris 

på 20.000 kroner for at have afsløret falske 

kontrakter og social dumping under opførelsen 

af en ny opera i Oslo. 

»Hvis han ikke havde afsløret de falske 

kontrakter, er det ikke usandsynligt, at den sociale 

dumping ville have fortsat ved Norges vigtigste 

prestigebyggeri,« hed det i begrundelsen for 

at give Pawel Motyka prisen. 

Den sociale dumping foregår adskillige steder 

i Norge, der har været en magnet for udenlandsk 

arbejdskraft. Norge er en del af EU’s indre marked 

og åbnede sine grænser for de nye borgere, 


da EU blev udvidet. Officielt har Norge siden 

modtaget godt 65.000 folk fra østlandene, der 

har søgt arbejde. 

Ud over problemer med lønningerne oplever 

udlændingene ofte farlige arbejdsforhold. Ulykker 

er hyppige og alvorlige. Ifølge officielle tal 

kostede arbejdsulykker 22 arbejdere livet i første 

halvdel af 2006. Arbejdstilsynet opgør ikke nationaliteten 

på de dræbte. Men af norsk presse 

fremgår det, at fem af de dræbte var udlændinge. 

Det norske arbejdstilsyn er bekendt med forholdene. 

I slutningen af juni afslørede tilsynet, at 

udlændinge, der var ansat ved 15 hytteprojekter 

i Telemark, både fik for lidt i løn og arbejdede 

under farlige forhold. To byggepladser blev lukket 

på stedet på grund af manglende sikkerhed. 

»Det, vi fandt, er desværre virkeligheden og 

udviklingen. Jeg er ikke overrasket. Jeg har trods 

alt holdt på med det her i en fire års tid,« udtalte 

seniorinspektør i Arbejdstilsynet Gunn Gjevestad 

til den norske avis Dagbladet. 

Selv om det officielle tal siger, at 65.000 østeuropæere 

arbejder i Norge, anslår det faglige 

forskningsinstitut FAFO, at tallet er dobbelt så 

højt. Blandt andet registreres udstationerede fra 

udenlandske firmaer ofte ikke, og især polske 

firmaer får tit opgaver i Norge. Ofte sker det til 

lønninger, der en brøkdel af, hvad de burde betale 

de ansatte. 

Almene overenskomster 

En undersøgelse fra FAFO viser, at hver femte 

norske virksomhed i byggebranchen havde 

brugt arbejdskraft fra de nye EU-lande i løbet af 

det første år efter EU-udvidelsen. Inden for hotel 

og restauration, rengøring og også industrien 

tog mellem 10 og 14 procent af firmaerne imod 

nye EU-borgere. 

I det norske fagforbund Fellesforbundet siger 

sekretær i forhandlingsafdelingen Tommy Sæther, 

at underbetalingerne stadig er et problem. 

Men fagbevægelsen går nye veje for at undgå 

den sociale dumping og bryder med den traditionelle 

nordiske model. Frem for at tegne overenskomst 

med alle de nye firmaer, der kommer 

og forsvinder, har fagbevægelsen gjort overenskomsterne 

alment dækkende. 

Endnu er kun en del af Norge dækket alment, 

så arbejdsgiverne skal følge mindstelønnen, arbejdstidsbestemmelser, 

rejsebestemmelser og 

også regler for boliger for tilflyttet arbejdskraft. 

»Det har hjulpet os, at arbejdsgiverne skal føl-

ge overenskomsterne. Derfor har vi kun etableret 

få konflikter, for bliver vi opmærksomme på 

et problem med underbetaling og dumping af 

arbejdsforhold, så må arbejdsgiveren følge overenskomsten,« 

siger Tommy Sæther. 

Den norske fagbevægelse søger nu at få overenskomsterne 

til at gælde i hele Norge. Finland 

og Island er fulgt efter, så virksomheder bliver 

bundet af mindstelønninger. Og IG Bau i Tyskland 

går samme vej. Hidtil har tyske traditioner 

ellers fulgt de nordiske med overenskomster, 

som kun gælder for de parter, der indgår den. 

Fastholder dansk model 

Selv om også Danmark har oplevet eksempler på 

underbetalte østarbejdere, så mener Peter Hougård 

Nielsen, formand for bygningsgruppen i 

forbundet Træ-Industri-Byg (TIB), at Folketingets 

særlige østaftale er med til at forhindre, at 

udenlandsk arbejdskraft udnyttes og dumper 

danske løn- og arbejdsforhold. Ifølge østaftalen 

skal alle nemlig arbejde på overenskomstmæssige 

vilkår. 

»Vi byder jo alle velkomne på det danske arbejdsmarked, 

men det skal blot være på samme 

vilkår som for de danske lønmodtagere,« siger 

Peter Hougård Nielsen. 

Han mener, at registrering er vigtig, og 

understreger, at danskere bliver registreret på 

alle måder, når de arbejder. Det samme må gælde 

for udlændingene. På den måde bliver det 

også klart, hvad de tjener, og om de følger reglerne. 

Peter Hougård Nielsen understreger, at østaftalen 

netop er en overgangsordning. Det betyder, 

at den en dag er væk. I mellemtiden skal landene 

lære at håndtere den ny situation med 

åbne grænser. At det er svært, viser netop faglige 

sager. Da TIB ville have en arbejdsretlig kendelse 

effektueret i Polen, tog det et år alene at få 

sagen taget op. 

Når alle parter vænner sig til den nye situation, 

mener han dog, det bliver lettere at få ordnede 

forhold også i forhold til udlændingene. 

Dermed mener han også fortsat på den danske 

model med overenskomster frem for love og 

lovbestemte mindstelønninger, selv om andre 

lande går den anden vej. 

»Vi tror på, at vi stadig kan indgå aftaler også 

med udenlandske firmaer og virksomheder, der 

har udenlandsk arbejdskraft,« siger Peter Hougård 

Nielsen. ■ 

Af Peder Munch Hansen, munch@lo.dk 

14 · AUGUST 2006 19 

I Illustration Sune Watts

VELFÆRD I 

 

Den offentlige service 

bliver gradvist udhulet 

Regeringens stramme styring af den offentlige økonomi vil gøre velfærdsservicen stadig 

mere utidssvarende, viser beregninger fra AErådet. Den borgerlige tænketank CEPOS afviser 

bekymringen og mener, at man gennem rationalisering og udlicitering kan opnå mere velfærd 

med de forholdsvis begrænsede offentlige ressourcer. 

SERVICE Store dele af den danske befolkning 

mener ifølge en A4-undersøgelse i sidste uge, at 

den offentlige service forringes i disse år. Men de 

har kun set begyndelsen. Mærkbare serviceforringelser 

og utidssvarende velfærdsydelser er 

uundgåelige, hvis regeringen holder fast i sin målsætning 

om, at udgifterne til den offentlige service 

kun må stige med en halv procent om året. 

Det viser i hvert fald beregninger, som Arbejderbevægelsens 

Erhvervsråd (AErådet) har foretaget 

i sin rapport »Økonomiske Tendenser 2006«, 

som udkommer i slutningen af måneden. Der skal 

halvanden gang mere til, hvis de offentlige tilbud 

inden for børnepasning, undervisning, sundhed 

og ældrepleje skal udvikle sig i takt med både ændringer 

i befolkningssammensætningen og den 

almindelige velstandsstigning i samfundet. 

AErådet har foretaget en fremskrivning, der 

illustrerer problemet med den stramme styring 

af de offentlige udgifter: Hvis loftet over den offentlige 

vækst føres videre i de næste 40 år, vil 

udgifterne til velfærdsydelserne på det tidspunkt 

udgøre 3,5 procent mindre af det danske bruttonationalprodukt 

(BNP) end i dag. Det svarer til, at 

alle udgifter til ældreplejen skal skæres væk. 

AErådets ærinde med beregningerne er ifølge 

direktør Lars Andersen »at skyde en torpedo 

gennem den vildfarelse, at en årlig vækst i de offentlige 

udgifter på en halv procent udgør en 

forbedring af velfærden«. 

»Regeringen burde være ærlig og sige, at den 

enten er ude på at skære ned på den offentlige 

service, eller at det er den pris, vi må betale for 

lavere skatter og skattestoppet,« siger han. 

Loftet over væksten i den offentlige sektor er 

fastlagt i regeringens 2010-plan, hvor det forudsættes, 

at det offentlige forbrug kun øges med en 

halv procent svarende til to milliarder kroner i 

perioden 2006-10. Når denne vækst ikke gør 

det muligt for den offentlige service at holde trit 

med borgernes krav, er det ifølge AErådet, fordi 


den ikke tager højde for, at sammensætningen af 

befolkningen ændrer sig og stiller øgede krav til 

den offentlige service. 

Udviklingen vil frem til 2015 kræve stigende 

udgifter til undervisning, sundhed og ældrepleje. 

Der er heller ikke luft i den offentlige økonomi 

til at tilgodese befolkningens forventninger om, 

at den offentlige service holder trit med udviklingen 

i samfundet. 

»Hvis den offentlige service over en længere 

årrække stiger mindre end den øvrige velstand i 

samfundet – populært sagt kommer til at udgøre 

en mindre del af »samfundskagen« – vil folk opleve 

et voksende gab mellem det, de forventer, 

og det, de får. Den offentlige velfærdsservice bør 

reguleres efter samme princip som overførselsindkomsterne, 

der følger lønudviklingen i 

den private sektor for at sikre, at overførselsmodtageres 

indkomst ikke forringes i forhold til 

beskæftigedes,« siger Lars Andersen. 

For at sikre en offentlig service, der tager højde 

både for udviklingen både i befolkningssammensætningen 

og velstanden i samfundet kræves 

der en vækst i den offentlige sektor på 1,2 procent 

årligt svarende til fem milliarder kroner frem mod 

2010 ifølge AErådets beregninger. Sagt på en anden 

måde dækker loftet på en halv procent over 

serviceforringelser på 0,7 procent årligt eller knap 

tre milliarder kroner frem til 2010. 

Rationalisering kan løse problemet 

I den borgerlige tænketank CEPOS tager cheføkonom 

Mads Lundby Hansen afstand fra de 

dystre profetier i AErådets rapport. Den offentlige 

sektor er blevet tilført rigtig mange penge – 

efter hans vurdering alt for mange penge – siden 

den borgerlige regering kom til i 2001. Den offentlige 

sektor udgjorde sidste år en større andel 

af samfundsøkonomien, end da Nyrup-regeringen 

fratrådte, påpeger han. 

Og under alle omstændigheder hviler AErå-

dets analyse på en forfejlet tankegang, mener 

Mads Lundby Hansen. Nemlig den, at flere 

penge betyder bedre service. Han ønsker i stedet 

en nulvækst i den offentlige sektor, der kan skabe 

grundlag for skattelettelser, og mener, at udfordringen 

består i at få mere ud af de ressourcer, 

der i forvejen er i det offentlige. En forholdsvis 

overkommelig opgave, vurderer han: 

»Det drejer sig om mere »value for money«. På 

skatteområdet er man i gang med omstruktureringer, 

der i løbet af nogle år vil give en rationaliseringsgevinst 

på 30 procent. Det kan man gøre på 

andre områder. Der er også gevinster at hente ved 

øget brug af udlicitering, som man har gode erfaringer 

med inden for rengøring og busdrift, og effektiviteten 

i den offentlige sektor kan øges med 

bedre ledelse og organisering.« 

A4’s undersøgelser, der på det seneste har påvist 

udbredt utilfredshed i befolkningen med udviklingen 

af den offentlige service og et stort ønske 

blandt landets borgmestre om flere ressourcer 

til at løse deres opgaver på kerneområder 

som skoler, ældre og børneinstitutioner, gør 

ikke indtryk på Mads Lundby Hansen: 

»Det er umuligt at indfri ønskerne til den offentlige 

service. Efterspørgslen er uendelig, fordi 

den er gratis. Men borgmestrene er lydhøre over 

for borgernes krav, fordi de jo gerne vil genvælges. 

Regering og folketing skulle fastlægge en 

standard-velfærdspakke, og så måtte ønsker 

der-udover klares via brugerbetaling.« 

Nødvendigt at prioritere 

Økonomiprofessor og formand for den tidligere 

velfærdskommission Torben M. Andersen er enig 

med AErådet i, at vækstrammen på en halv procent 

er for stram – og at den vil betyde, at folk vil 

opleve et stigende spænd mellem deres krav og 

forventninger til offentlige ydelser og det, der 

faktisk kan leveres. Og han mener, at problemet 

er større, end man kan rationalisere sig ud af: 

»Det er muligt at lave produktivitetsstigning i 

fremstillingen af dimsedutter, men svært at gøre 

det ved den time, hjemmehjælperen skal være 

hos en ældre.« 

Torben M. Andersen mener derfor, at behovet 

for at prioritere de offentlige opgaver bliver 

stadig mere presserende. Behovet bliver ikke 

mindre af, at der for eksempel på sundhedsområdet 

til stadighed vil dukke nye behandlingsmuligheder 

op, som folk vil have en forventning 

om at få stillet til rådighed. 

I Offentlig service ved uændret befolkningssammensætning fra 2006 

Grafen illustrerer, hvor stor en del af bruttonationalproduktet (BNP) det offetnlige forbrug 

vil udgøre frem til 2045 afhængig af regulering. Beregningen tager for nemheds skyld 

udgangspunkt i den tænkte situation, at befolkningssammensætningen forbliver uændret. 

30 

28 

26 

24 

22 

20 

18 

1970 

Procent af BNP 

Offentligt forbrug i procent af BNP, 1970-2005 

Uændret andel af BNP fra 2006 

Videreførelse af regeringens vækstrate på ½ procent. 

1980 

1990 

2000 

2010 

Når vi har kunnet udvikle velfærdsydelserne 

siden 60’erne, er det ifølge Torben M. Andersen 

takket være en fordobling af skattebetalingen, 

og fordi vi har udvidet arbejdsstyrken med 

kvinder. De samme tricks kan ikke bruges igen. 

I det velfærdsforlig, Folketingets fem største 

partier indgik før sommerferien, passer pengene, 

men der er i forliget ikke indregnet skattestop 

eller skattelettelser efter 2010. 

Fortsættes skattestoppet til 2015, vil det ifølge 

AErådet svække de offentlige finanser med seks 

milliarder kroner i perioden – en svækkelse, som 

rådet frygter udmøntet i yderligere forringelser 

af den offentlige service. Hvis der oveni kommer 

lettelser i indkomstskatten, bliver konsekvenserne 

endnu mere alvorlige, påpeges det. 

Det var Mogens Lykketoft (S), der som finansminister 

i den første Nyrup-regering udtænkte 

2010-planen. Ideen var, at ved at holde væksten 

i det offentlige forbrug væsentlig lavere end 

væksten i samfundet som helhed ville der opstå 

en økonomisk gevinst, som kunne bruges for 

eksempel til afdrag på statsgælden. 

I dag har forudsætningerne imidlertid ændret 

sig, siger Socialdemokraternes finanspolitiske 

ordfører, Jan Petersen, der ikke er i tvivl om, at 

vækstraten er for lav, og at der skal flere penge til 

den offentlige sektor for at give velfærdsydelserne 

et nødvendigt løft. 

Der er plads til både skattestop og velfærdsforbedringer 

– ikke i al evighed, men indtil en skattereform 

sikrer en ændret finansiering, mener 

han. ■ 

Af Michael Bræmer, mbr@lo.dk 

2020 

Serviceforringelse 

2030 

2040 

Note Der er i BNP'en regnet med en årlig lønstigning på 3,7 procent, hvoraf inflationen vil udgøre de 

2 – altså årlig reallønsfremgang på 1,7 procent. Kilde ADAM og AErådet. 

14 · AUGUST 2006 21 

30 

28 

26 

24 

22 

20 

18

Johannes Andersen, 

lektor i 

økonomi og politik 

ved Aalborg 

Universitet. 

Erik Lehm, 

formand for 

Lederforum, 

der blandt andet 

organiserer plejehjemslederne. 

ÆLDREPLEJE I 

 

Har ikke kontraktpolitikkens 

potentiale 

»Det kan godt være, ideen om at 

indføre minimumskrav på en lang 

række serviceområder ved første 

øjekast kan minde lidt om 

kontraktpolitikken. Men jeg tvivler 

stærkt på, at Socialdemokraternes 

strategi har samme potentiale, som 

regeringens kontraktpolitik på det 

økonomiske område har haft. Forudsætningen 

for, at det bliver en 

succes, er, at befolkningen oplever 

ældreplejen og daginstitutionerne 

som problematiske. Og det er her, 

Badegaranti på skrift 

Kan ende i kontrol 

og papirarbejde 

»Som ledere inden for ældreområdet 

går vi selvfølgelig ind for alt, 

hvad der kan gavne de ældre. Hvis 

du har en minimumsstandard, så 

skal kommunerne leve op til den. 

Og hvis ikke kommunen lever op 

til den, har du en direkte anledning 

til at klage og sikkert også få medhold. 

Det vil sige, at kommunerne 

kan få et pålæg om at leve op til 

standarderne, og det er en klar forbedring 

for de ældre. 


forskellen på de to strategier for alvor 

ses. Når regeringen satser på 

det økonomiske område, appellerer 

den med en vis succes, fordi 

mange vælgere er enige i, at pengene 

ligger bedst i deres lommer. 

Men jeg tror ikke, lige så mange 

mennesker på deres egen krop har 

de samme følelser for ældreplejen 

og andre serviceområder. Socialdemokraternes 

problem er derfor, 

at de på det nærmeste er nødt til 

først at skulle forklare befolkningen, 

at den har et problem. Strategien 

er derfor afhængig af, at der er 

Det, jeg så kan frygte, er, at minimumsstandarden 

bliver standarden. 

Det skal gerne være sådan, at 

kommunerne stræber højere, men 

jeg frygter, at det mest realistiske 

er, at minimumsstandarden kommer 

til at dominere. Og hvis det er 

tilfældet, har vi ikke vundet meget. 

Et andet perspektiv er, at det udløser 

en masse kontrol af, om standarderne 

bliver overholdt. Vi har 

allerede en masse kontrol og papirarbejde, 

og vi har ikke brug for 

mere. Enhver time, der bliver 

en konstant strøm af negative mediehistorier 

om ældreplejen, hvis 

deres strategi skal give genklang i 

befolkningen. Men selv i det tilfælde 

tvivler jeg på, at det er nok til at 

lokke vælgerne til at krydse over til 

liste A.« ■ 

Socialdemokraterne foreslår, at der indføres nationale minimumstandarder på den kommunale ældrepleje. Det 

skal sikre, at der er en nedre grænse for den service, som kommunerne præsterer. Partiet nævner også daginstitutioner 

og sygehushygiejne som områder, der kan få indført minimumsstandarder. Men en national mindstegrænse 

for, hvor ofte de ældre kan komme i bad, ses ikke kun som fordel for de ældre. Det kommunale 

selvstyre kan også komme i klemme, minimumsgrænsen kan udvikle sig til et kontrolhelvede, og måske er varedeklaration 

på velfærden slet ikke den politiske mirakelmedicin, som Socialdemokraterne håber på, lyder 

nogle af budene fra en række eksperter, som A4 har talt med. 

Af Jan Birkemose, jbi@lo.dk 

brugt til kontrol, bliver taget fra 

selve plejen. Så vi er nødt til at få 

indarbejdet en meget højere grad 

af tillid i systemet. Det er den eneste 

måde, man forbedre plejen. 

Kontrol og dokumentation er i 

hvert fald ikke noget, der giver flere 

plejetimer helt ude hos de ældre.« 

■

Olav Felbo, 

chefkonsulent og 

politisk koordinator 

i Ældresagen. 

Poul Erik Mouritzen, 

professor i 

statskundskab 

ved Syddansk 

Universitet. 

Minimumskrav kan stoppe glidebane 

»Mindstestandarder på ældreområdet er et instrument, 

som man griber til i en form for nødværge for at sikre, at 

der er en grænse for, hvor dybt kommunernes serviceniveau 

kan falde. Vi mener selvfølgelig, at kommunerne 

fortsat skal have en betydelig mulighed for at planlægge 

lokalt, hvordan servicen skal udformes. Men det er klart, 

at når nogle kommuner tolker serviceloven sådan, at de 

ældre kun får rengøringshjælp hver tredje uge, så er der 

behov for, at man fra Folketingets side får præciseret, at 

der ikke skal være så vide rammer i loven. 

Så er der nogle, der argumenter mod forslaget, fordi 

de mener, at nogle kommuner vil opfatte mindstestandarder 

som maksimumsstandarder. Men det holder ikke. 

I dagens Danmark har vi nemlig en servicelov, der er så 

Trussel mod det kommunale selvstyre 

»For så vidt er der ikke noget nyt i at indføre mindstekrav. 

Det findes allerede i dag på en lang række af de 

områder, som kommunerne administrerer. Det gælder 

blandt andet folkeskolen og kontanthjælpsområdet. 

Men jo flere områder, der får indført minimumskrav, jo 

tættere kommer man på at nedlægge det kommunale 

selvstyre. Hvis Socialdemokraterne systematisk vil indføre 

minimumskrav på en lang række af de store kommunale 

serviceområder, så lammer de fuldstændig de 

lokale politikeres muligheder for at få økonomien til at 

hænge sammen. Hvis de oven i købet gør det samtidig 

med, at kommunerne fortsat bliver holdt i økonomisk 

jerngreb, så vil vi se et stort antal kommuner, der må 

kaste håndklædet i ringen, fordi de ikke kan få enderne 

i budgetterne til at hænge sammen. 

Der er også risiko for, at det bliver mindre og mindre 

interessant at være lokalpolitiker, hvis alle væsentlige 

beslutninger og økonomiske prioriteringer alligevel 

er truffet i Folketinget. Så kan de lokale politikere 

sidde tilbage med udfordringen at få de øgede udgifter 

til minimumskravene til at matche med den stramme 

styring af økonomien. Det store spørgsmål til Socialdemokraterne 

må derfor være, om de er villige til at lade 

kommunernes bloktilskud stige eller give kommunerne 

lov til at opkræve højere skatter, så de kan få et reelt 

økonomisk råderum til at gennemføre minimumskravene. 

Ellers er det en fantastisk letkøbt politisk erklæring 

at komme med.« ■ 

upræcis i sine formuleringer om, hvad god kvalitet er, at 

der reelt er frit slag for, at kommunerne kan sænke hjælpen 

betydeligt. Og der er ikke noget, som forhindrer 

kommunerne i at sænke niveauet yderligere. Derfor er 

der ingen grund til at tro, at en fastsat minimumsstandard 

vil friste kommunerne til at sænke niveauet. Hvis de har 

den lyst, kunne de allerede gøre det i dag. 

Vi betragter forslaget som et defensivt skridt, der desværre 

er nødvendigt for at beskytte hjælpen mod at blive 

udhulet yderligere. Det er simpelthen for at stoppe 

den glidebane, som vi har set i en række kommuner, og 

for at undgå, at ansvaret fortaber sig mellem kommunerne 

og regeringen.« ■ 

’ 

14 · AUGUST 2006 23 

»Jo flere områder, der får indført minimumskrav, 

jo tættere kommer man 

på at nedlægge det kommunale selvstyre.« 

Poul Erik Mouritzen 

»Socialdemokraternes problem er 

derfor, at de på det nærmest er nødt 

til først at skulle forklare befolkningen, 

at den har et problem.« 

Johannes Andersen 

»Mindstestandarder på ældreområdet 

er et instrument, som man griber til 

i en form for nødværge for at sikre, at 

der er en grænse for, hvor dybt kommunernes 

serviceniveau kan falde.« 

Olav Felbo 

»Det vil sige, at kommunerne kan få 

et pålæg om at leve op til standarderne, 

og det er en klar forbedring for de 

ældre.« Erik Lehm

Ugebrevet A4 

Islands Brygge 32D 

2300 København S 

Hjertesag uden sikkerhedsnet 

38-årige Heidi Kringelum har én gang været sygemeldt med stress og sværger 

aldrig at blive det igen. Hun har kvittet lønmodtagerjobbet og startet egen 

virksomhed, og det er en af de lykkeligste beslutninger i hendes liv. 

LEDEORD »Som alenemor til en lille pige 

kostede det mange søvnløse nætter, før 

jeg tog springet, men bagefter fik jeg en 

lykkefølelse, som jeg ellers kun har oplevet, 

da jeg fødte min datter, og da jeg blev 

gift,« fortæller Heidi Kringelum. 

Hendes nystiftede onewoman-firma 

sælger lifestyle management, hvilket 

dækker over, at Heidi på timebetaling klarer 

gave- og tøjindkøb og andre praktiske 

opgaver for travle mennesker med råd og 

lyst til at betale sig fra den slags. Konceptet 

er nyt herhjemme, og indtægterne 

vælter ikke ligefrem ind, men kundekredsen 

vokser, og Heidi er fuld af fortrøstning: 

Konceptet bliver en dundrende succes, 

som vil gøre hende velhavende, 

pengene er dog ikke det afgørende: 

»I mine tidligere job vidste jeg, at der 

gik pænt mange penge ind på lønkontoen, 

nu tærer jeg på min opsparing og ved 

UGEBREVET A4 

aldrig, hvad næste måned bringer. Men 

jeg kan jo kun spise mig mæt en gang og 

er ligeglad om, om jeg kører i Farrari eller 

Fiat. Det er en hjertesag, mit livsværk, og 

jeg brænder for det, jeg laver.« 

En stor fordel ved livet som selvstændig 

er, at Heidi Kringelum slipper for at 

spørge inkompetente chefer om lov. Dårlige 

chefer har Heidi oplevet en del af i sit 

arbejdsliv. Hun er uddannet receptionist, 

har været mange år i hotelbranchen og 

har også arbejdet som makeup-artist, sælger, 

salgschef og teamleder. 

»Jeg har ofte tænkt om mine chefer, at 

jeg sgu kunne gøre det bedre selv. Blandt 

andet ved at udvise større forståelse for 

medarbejderes behov. Som medarbejder 

vil man yde sit optimale, hvis arbejdsgiveren 

er fleksibel ved for eksempel at tage 

hensyn, hvis en ansat har børn, der skal 

hentes i daginstitution.« 

ID.NR. 45015 

 

Heidi Kringelum 

Uddannet receptionist 

Stifter af servicefirmaet Busypeople.dk 

38 år 

Her er mit arbejdsliv 

Arbejdet fylder stadig mere i mange danskeres liv. 

Arbejdstempo skrues i vejret. Kravene til kompetencer 

vokser. Pensionsalderen stiger, og det betyder 

flere år på arbejdsmarkedet. Nogle slides op af et 

hårdt arbejdsliv. Andre kan ikke undvære jobbet 

og er arbejdsnarkomaner. 

A4 præsenterer en række forskellige bud på, hvordan 

danskerne indretter deres arbejdsliv, så det giver mening 

og harmonerer med privatliv og værdier. 

I et tidligere job måtte Heidi sygemelde 

sig i tre måneder på grund af stress. Den situation 

vil hun for enhver pris undgå at 

havne i igen. Derfor har hun lagt strategier 

for, hvad der skal ske, når hendes virksomhed 

for alvor får vind i sejlene. 

»Når jeg får travlt, henter jeg medhjælpere 

ind. Det reducerer naturligvis min 

indtjening, men det er min bitre erfaring, 

at stress bestemt ikke er festligt. Man tænker 

ikke konstruktivt, og mange dør af 

det. Jeg vil også have tid med min datter.« 

Heidi har også langsigtede strategier. 

Hun satser på at få råd til at udskifte lejlighed 

og hjemmekontor i københavnerbydelen 

Vanløse med et lille landsted med 

plads til en hest til datteren. Og når arbejdslivet 

slutter, agter Heidi at nyde sin alderdom 

et sted med kik til det sydfynske øhav. 

»Jeg elsker tilfredsstillelsen ved at gøre 

andre glade, når jeg leverer et godt stykke 

arbejde. Men senest når jeg fylder 60 

år, holder jeg op. Så vil jeg nyde barn og 

børnebørn. Det er forkert, at mennesker, 

der har knoklet, skal blive ved med at arbejde 

lagt op i alderdommen. Især dem, 

der er slidt op af hårdt fysisk arbejde.« ■ 

Af Marie Preisler 

ISSN: 1602-1630

Danske topchefer får ikke job i udlandet - Ugebrevet A4

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?