PDF - Ugebrevet A4

UGEBREVET A4 

Arbejdsmarked I Politik I Velfærd I Værdier 

Dygtige unge siger 

nej til lærerfaget 

Lærerfagets prestige er på kraftig deroute, og unge dukker op på seminarierne med dårligere 

og dårligere eksamenskarakterer, viser nye A4-tal. Hele det danske samfund vil tabe på 

udviklingen, mener ekspert. 

SKOLESTART Dygtige unge tiltrækkes ikke af 

lærerfaget og vælger andre uddannelsesveje. 

Hvor seminarierne tidligere rekrutterede studerende 

blandt unge med et eksamensresultat over 

gennemsnittet, ligger de nye lærerstuderende i 

dag næsten en halv karakter under gymnasie- og 

HF-årgangen som helhed. Det viser en analyse, 

som Danmarks Statistik har foretaget for A4. 

Den faglige deroute for lærerfaget viser sig 

også på seminarierne i form af ledige pladser. I 

1992 var der krav til karaktergennemsnit for at 

blive optaget på samtlige 19 seminarier i Danmark. 

I år stiller kun fire seminarier krav til karaktererne, 

og mange har ikke fået ansøgninger 

nok til at fylde studiepladserne. 

Rektor på Danmarks Pædagogiske Universitet 

Lars-Henrik Schmidt kalder udviklingen for »en 

samfundsmæssig katastrofe«. For hvis lærerne 

ikke er fagligt dygtige nok, får Danmark ikke det 

uddannelsesløft, der er helt afgørende under 

globaliseringen: 

»Historisk set har fagligt dygtige lærere været i 

stand til at vise eleverne en verden, der er større 

end deres egen og dermed fået dem til at kravle 

op ad den sociale rangstige. Den sociale mobilitet 

sættes i stå, hvis dvaskheden og middelmådigheden 

tager over i klasseværelserne.« 

Formand for Danmarks Lærerforening Anders 

Bondo Christensen giver politikerne skylden: 

»Politikerne svækker fagets prestige ved konstant 

at komme med nedsættende bemærkninger 

om folkeskolen.« SIDE 6 

25 

07 I 08 I 2006 

Respekt 

kommer ikke 

med magten 

GÆT SELV Skal du som folketingsmedlem 

være ordholdende 

for at få respekt blandt Folketingets 

179 medlemmer? Skal 

du være en slider, der sætter dig 

grundigt ind i sagerne? Gælder 

det om at være med i flest kaffeklubber 

og netværk? Eller følger 

der automatisk respekt med, 

hvis du er nået den politiske top 

og har fået en ministerpost? 

Ugebrevet A4 har i samarbejde 

med DICAR lavet en undersøgelse, 

der viser, hvordan man 

vinder respekt på Christiansborg. 

Den viser samtidig, hvem 

politikerne kårer som Folketingets 

mest respekterede medlem. 

SIDE 16

UDGIVET AF 

Landsorganisationen i Danmark 

Islands Brygge 32D 

Postboks 340 

2300 København S 

Telefon 3524 6000 

www.lo.dk 

ANSVARSHAVENDE REDAKTØR 

Hans Jensen 

REDAKTØR 

Per Michael Jespersen, pjs@lo.dk 

REDAKTIONSSEKRETÆR 

Gitte Redder, gre@lo.dk 

(Gladis Johansson, gjo@lo.dk) 

REDAKTION 

Jan Birkemose, jbi@lo.dk 

Michael Bræmer, mbr@lo.dk 

Søren Kudahl, sku@lo.dk 

Peter G.H. Madsen, phm@lo.dk 

Tanja Nyrup Madsen, tnm@lo.dk 

Lars Olsen, lars@lo.dk 

ABONNEMENT/ADM. 

Mariane Hvestendahl, mhv@lo.dk 

LAYOUT 

Lisbeth Frellsen, lfr@lo.dk 

RESEARCH 

Elisabeth Mesterton Graae, 

emg@lo.dk 

FORSIDEILLUSTRATION 

Sune Watts 

BAGSIDEILLUSTRATION 

Sune Watts 

E-MAIL ugebrevetA4@lo.dk 

WEB www.ugebreveta4.dk, redaktør 

Michael Bræmer, mbr@lo.dk 

CITATER 

Tilladt med tydelig kildeangivelse. 

ABONNEMENT PÅ A4 

www.tilmeldmig.dk/a4 eller per brev. 

Den elektroniske udgave er gratis 

for alle. Den trykte udgave af A4 

koster 900,- kroner, medmindre 

man er medlem af et LO-forbund. 

INDLÆG TIL KALENDER 

Sendes til kalendera4@lo.dk 

INDLÆG TIL DEBATTEN 

Sendes til debat@lo.dk eller 

til ugebrevets postadresse 

PRODUKTION 

KLS Grafisk Hus, Hvidovre 

PAPIR 

Omslag 150 gram Cyklus Print 

Indhold 100 gram Cyklus Offset 

Svanemærket papir 

TYPOGRAFI 

Trade Gothic LT og Cendia. 

ISSN 1602-1630 

3 

10 

12 

15 

20 

24 

INDHOLD I Mandag den 07. august 2006 – 5. årgang I UGEBREVET A4 NUMMER 25. 

 

Utilfredshed giver håb i oppositionen 

VELFÆRD Et stigende antal vælgere mener, at den offentlige service er blevet dårligere 

under VK-regeringen. Det viser en ny analyse, som Epinion har foretaget for Ugebrevet 

A4. Utilfredsheden giver oppositionen et godt potentiale i kampen mod regeringen, påpeger 

eksperter. Det er frem for alt forholdene i ældreplejen, der har fået flere vælgere til at 

rynke brynene. Derimod er utilfredsheden med udviklingen i folkeskole og daginstitutioner 

langt mindre massiv. 

Danske boligforhold i top 

DANMARK DEJLIGST Danskerne er det folk i Europa, der er mest tilfredse med deres boliger. 

Både når det handler om støj, møg, vandkvalitet og oplevelsen af tryghed i boligområdet 

klager danskerne meget mindre end vores europæiske naboer. Ifølge ekspert skyldes 

de gode danske boligforhold, at Danmark er et af de lande, der har postet flest penge i boligområder 

både direkte og indirekte via skattefradrag. 

Langt fra magten 

FAGBEVÆGELSE De amerikanske fagforeningers forhold til Bush-administrationen er «en 

sand katastrofe«, lyder det fra lederen af amerikansk LO John Sweeney. Han skæver med 

misundelse til den politiske magt, som danske fagforeninger nyder godt af. Men med kun 

en tiendedel af arbejdsstyrken i ryggen, har han svært ved at opnå samme status i sit politiske 

landskab. Den gode nyhed er, at der er en øget forbrugerbevidsthed i USA om arbejderes 

rettigheder. Og et internet, der giver håb om nye rekrutteringsformer. 

Alliancen med DF under pres 

LEDER De kommende år vil byde på flere og hårdere konflikter mellem Dansk Folkeparti 

(DF) og VK-regeringen. Det forudser Ugebrevet A4 i denne uges leder. Regeringen og DF 

er hidtil svejset sammen af skattestop og udlændingepolitik. Men nu er begge projekter 

gennemført – og nye spørgsmål trænger sig på. Det gør fornuftsægteskabet helt anderledes 

skrøbeligt end før. 

Tyrkiet – tæt på eller langt fra optagelse? 

GENNEMBRUD ELLER SAMMENBRUD Forhandlingerne om tyrkisk medlemskab af EU er 

nu for alvor skudt i gang. Cypern, arbejdskraftens frie bevægelighed og menneskerettigheder 

er de store knaster. Nu advarer fremtrædende tyrkisk debattør og forsker om, at Eu - 

ropa skubber Tyrkiet i armene på Rusland og Iran og skaber grobund for mere nationalisme. 

Det er ikke i Europas interesse at have en skuffet og desillusioneret nabo, siger Suat Kiniklioglu. 

Noget for noget 

ARBEJDSLIV Fjorten dages arbejde for fire ugers frihed. Det er den handel Lars Johansson 

har sluttet med sit arbejdsliv. Det foregår på en olieplatform i Nordsøen og fylder ikke et 

sekund mere, end de timer, han får løn for. Resten af tiden nyder han det han anser som 

det virkelige liv med konen og motionen i Frederikshavn. Ny bagsideserie i Ugebrevet A4 

om danskernes arbejdsliv. 

2 UGEBREVET A4

VELFÆRD I 

 

Oppositionen kan vinde på 

kritik af offentlig service 

Store dele af den danske befolkning mener, at den offentlige service er blevet dårligere under 

den nuværende regering. Hver tredje Venstre-vælger tilslutter sig kritikken af den offentlige 

sektor. Det er en begmand til Anders Fogh Rasmussen og kan skabe nye muligheder for oppositionen, 

mener flere eksperter. 

VELFÆRD Den offentlige sektor er under voldsomt 

pres. Folkeskolen, ældreplejen, sundhedssektoren 

og daginstitutionerne – alle udsultes de 

af regeringen. Sådan har oppositionens kritik af 

regeringen lydt ved flere lejligheder i den seneste 

tid. Og tilsyneladende har kritikken klangbund 

i næsten hvert andet danske hjem. 

Det viser en meningsmåling, som Epinion har 

gennemført for Ugebrevet A4 blandt 1.014 repræsentativt 

udvalgte danskere. Af de adspurgte 

svarer 45 procent, at den offentlige sektor er 

dårligere i dag sammenlignet med for fem år siden. 

Kun sølle 12 procent mener, at den offentlige 

service er forbedret, siden statsminister Anders 

Fogh Rasmussen (V) fik magten. 

At danskerne mener, at den offentlige service 

er blevet dårligere i de seneste år, er ikke nødvendigvis 

et udtryk for, hvad der reelt er sket 

med kvaliteten på de danske folkeskoler, plejehjem 

og hospitaler. Som flere eksperter påpeger, 

vil personer med et negativt syn på den offentlige 

sektor, nemlig ofte have en tendens til at sige, 

at tingene er værre end tidligere, uanset hvad. 

Det gør dog ikke meningsmålingen mindre 

interessant. For som adjunkt ved institut for 

statskundskab på Københavns Universitet Kasper 

Møller Hansen påpeger, kan meningsmålingen 

blandt andet give et signal om, hvordan 

danskerne ser på den offentlige service. Og det 

er ikke for positivt. 

»Generelt tyder meningsmålingen på, at den 

offentlige service har et kæmpe image problem,« 

siger han. 

Kasper Møller Hansen fremhæver, at den negative 

holdning til den offentlige service deles på 

tværs af de politiske skillelinjer. 

»Man kunne godt have forventet, at oppositionens 

vælgere var meget negative, og at de regeringsbærende 

partiers vælgere var meget positive. 

Men tendensen er helt klar. Der er enighed på 

tværs af både partier, indkomst og køn,« siger han. 

I Danskerne: Flere forringelser end forbedringer 

45 procent af danskerne mener, at kvaliteten af den offentlige service er blevet dårligere 

under VK-regeringen. Blot 12 procent mener, at den er blevet bedre. Alle tal i procent 

Hvordan mener du, at kvaliteten af den offentlige service er i dag sammenlignet med for 

fem år siden? 

Alle S-vælgere R-vælgere K-vælgere SF-vælgere DF-vælgere V-vælgere 

Meget bedre 2 2 1 3 0 0 2 

Lidt bedre 10 13 4 7 2 13 11 

Den samme 36 22 46 44 22 33 48 

Lidt dårligere 30 34 33 25 46 37 20 

Meget dårligere 15 20 4 11 25 15 10 

Ved ikke 8 8 11 9 5 3 9 

Kilde Epinion for Ugebrevet A4. Meningsmåling foretaget blandt 1.014 repræsentativt udvalgte danskere 

over 18 år i juli 2006. 

I Våde bleer og liggesår – nej tak! 

Ældreplejen er det område, som har oplevet det største dyk i kvaliteten, mener danskerne. 

Tabellen viser, hvor mange danskere, der mener, at kvaliteten er blevet dårligere, bedre 

eller er den samme indenfor ældreplejen, folkeskolen, sundhedsvæsenet og dagsinstitutionerne 

i de seneste fem år. Alle tal i procent. 

Ældrepleje 

Sundhedsvæsenet 

Folkeskolen 

Daginstitutioner 

60 19 7 14 

43 30 17 10 

33 25 13 29 

29 25 10 36 

Dårligere Uændret Bedre Ved ikke 

Kilde Epinion for Ugebrevet A4. Meningsmåling foretaget blandt 1.014 repræsentativt udvalgte danskere 

over 18 år i juli 2006. 

Johannes Andersen, lektor og samfundsforsker 

fra Aalborg Universitet, er enig. 

»Selvfølgelig er tendensen, at støtter man et 

oppositionsparti, er man også mere kritisk. Men 

der er trods alt også omkring 30 procent af Venstres 

vælgere, der mener, at kvaliteten af den offentlige 

service er blevet dårligere. Og derfor 

tror jeg først og fremmest, at synet på den offentlige 

sektor bestemmes af ens mentalitet. 

Nogle hæfter sig ved det positive, mens andre 

hæfter sig ved det negative,« siger han. 

Den konservative skatteordfører Charlotte Dyremose 

mener, at befolkningens negative hold- 

07 · AUGUST 2006 3

I Illustration Sune Watts 

 

ning til den offentlige service er oppositionens 

skyld. 

»Det er selvfølgelig ikke tilfredsstillende, at 45 

procent mener, at den offentlige service er blevet 

dårligere i de seneste fem år, men det er 

svært, at gøre så meget ved det. Det vil altid være 

sådan, at oppositionen anklager regeringen for 

ikke at gøre det godt nok, og det har en masse 

rum i medierne,« siger hun. 

Venstres politiske ordfører Jens Rohde har 

ikke ønsket at kommentere undersøgelsen. 

Ældreplejen klarer sig værst 

I Epinions meningmåling er der også spurgt ind 

til synet på udviklingen i kvaliteten i ældreplejen, 

folkeskolen, sundhedssektoren og dagsinstitutionerne. 

Med andre ord – de centrale dele af 

den offentlige sektor. 

Slemt ser det ud for ældreplejen. Her mener 

60 procent af de adspurgte, at kvaliteten er forringet 

i løbet af de seneste fem år. Det skal ses i 

lyset af, at der i 2005 var 44 procent af vælgerne, 

der mente, at forholdene i ældreplejen var 

forringet siden regeringens tiltrædelse. Med andre 

ord er der på bare et år sket en eksplosiv 

vækst i antallet af danskere, der vurderer, at kvaliteten 

i ældreplejen er for nedadgående. 

4 UGEBREVET A4 

På dårligdommenes andenplads kommer 

sundhedssektoren. Her vurderer 43 procent, at 

kvaliteten er værre end for fem år siden. For folkeskolerne 

og daginstitutionerne er det henholdsvis 

33 og 29 procent, der har det synspunkt. 

Men selv for folkeskolen og dagsinstitutionerne 

gælder det, at der er mere end dobbelt så 

mange, som mener, at kvaliteten er blevet dårligere 

end omvendt. 

At det netop er ældreplejen, som klarer sig 

værst, skyldes medierne. 

»Det undrer mig ikke at ældreplejen kommer 

ud i top. Der har været en masse dårlige sager, 

som er blevet dækket intenst af medierne. Derfor 

kan der være tale om et medieskabt problem,« 

siger Kasper Møller Hansen. 

Mediernes betydning for holdningen til de 

enkelte dele af den offentlige sektor kommer 

også til udtryk ved, at der er langt flere, som har 

en holdning til ældreplejen end til daginstitutionerne 

og folkeskolerne. 

»Grundlæggende er det jo ikke fordi, at der er 

flere, som har kontakt med ældreplejen end med 

folkeskolen, men alligevel er der langt flere, som 

har en holdning til ældreplejen. Det skyldes helt 

sikkert, at ældreområdet er meget mediebelyst,« 

siger Johannes Andersen. 

Nye muligheder for oppositionen 

Vælgernes negative syn på den offentlige sektor 

kan give oppositionen gode muligheder, mener 

flere eksperter. 

»Der er en overvægt af personer, som synes, 

at der er problemer med den offentlige sektor. 

Og det er vel at mærke en overvægt, der spreder 

sig over de politiske partier. Derfor vil det være 

fornuftigt at forfølge en strategi, der går på, at 

den offentlige service skal forbedres,« siger Kasper 

Møller Hansen. 

Han tilføjer, at Epinions meningsmåling er et 

knæk til regeringen, som tilsyneladende ikke har 

været i stand til overbevise vælgerne om, at regeringens 

tiltag har forbedret den offentlige service. 

Professor i politisk sociologi ved Aalborg 

Universitet Jørgen Goul Andersen er enig i, at 

der kan ligge en vælgergevinst i at sige, at man 

vil opprioritere den offentlige sektor. 

»Vi har jo stillet spørgsmålet om velfærdsforbedringer 

kontra skattelettelser siden 1994, og 

der har aldrig været så klar overvægt for velfærdsforbedringer 

som nu,« siger han. 

Den nye udvikling hilses velkommen af Soci-

aldemokraternes politiske ordfører Henrik Sass 

Larsen: 

»Epinions måling er jo en fuldstændig bekræftelse 

på den påstand, vi har fremsat i lang tid. Vores 

budskab er, at nu skal vi først og fremmest få 

kvalitetssikret den offentlige service, først derefter 

kan vi diskutere skattelettelser,« siger han. 

Men skal strategien lykkes, er det ifølge Jørgen 

Goul Andersen vigtigt, at Socialdemokraterne 

ikke kommer til at fremstå opportunistiske. 

»Skal Socialdemokraterne have Venstre-sympatisører 

i tale, skal de ikke oversælge budskabet 

og lyde ligesom Socialistisk Folkeparti. Det skal 

mere være noget med investering og anstændighed,« 

siger han. 

Problemet for Socialdemokraterne er, at den 

siddende regering rent faktisk har slået sig op på 

netop anstændighed. 

»Regeringen kan henvise til, at de ikke har lavet 

en velfærdsreform med ubehagelige nedskæringer 

for at finansiere skattelettelser. Argu- 

Dårligere service 

påvirker ikke skattelysten 

DU KÆRE SKAT Enhver der har rejst i udlandet 

ved det. Får du en dårlig service, ja, så skærer du 

lidt i drikkepengene til de lokale tjenere eller 

servitricer. Umiddelbart skulle man tro, at samme 

regel gjorde sig gældende, når det kom til 

den offentlige service og villigheden til at bidrage 

til den fælles danske husholdning. Men sådan 

forholder det sig langtfra for alle danskere. 

Blandt de 45 procent af den danske befolkning, 

der mener, at kvaliteten af den offentlige service 

er dårligere i dag end for fem år siden, er det 

under halvdelen – 42 procent – som siger, at det 

påvirker deres lyst til at betale skat i en negativ 

retning. Faktisk er der en overvægt af danskere – 

46 procent – som ikke mener, at en dårligere service 

har nogen negativ indflydelse på deres lyst til 

at betale skat. Det viser en meningsmåling gennemført 

af Epinion for Ugebrevet A4. 

Resultaterne kommer bag på Johannes Andersen, 

lektor og samfundsforsker fra Aalborg 

Universitet. 

mentet var jo, at man skulle sikre finansieringen 

af en anstændig velfærd fremover. Ikke at man 

skulle lave nedskæringer blot for at finansiere 

skattelettelser,« siger Jørgen Goul Andersen. 

Et andet problem for Socialdemokraterne kan 

ifølge flere eksperter være, at deres kritik af regeringens 

håndtering af den offentlige sektor 

kommer til at lyde, som et dårligt ekko af et 

gammelt soundtrack. 

Det problem frygter Henrik Sass Larsen imidlertid 

ikke. 

»Hvis kritikken er sand, er der ikke noget i 

vejen med for at blive ved med at gentage den. 

Men selvfølgelig skal der være en samklang 

mellem de problemer, vi fortæller om, og det 

som folk oplever i deres hverdag. Men der lader 

altså også til at være en god klangbund her,« siger 

han. ■ 

Af Peter G. H. Madsen, phm@lo.dk 

Lysten til at betale skat forsvinder ikke nødvendigvis, selvom man oplever, at kvaliteten af 

den offentlige service falder. Forsker peger på, at den politiske fokus på lavere skatter 

tilsyneladende ikke deles af vælgerne 

»Det er overraskende så få, der mener, at en 

dårligere service påvirker deres lyst til at betale 

skat. Selv blandt venstres vælgere er der mange 

– 47 procent – som gerne vil betale skat, selvom 

de mener, at kvaliteten af den offentlige service 

er blevet dårligere,« siger han. 

Johannes Andersen mener, at det er et udtryk 

for, at det øgede politiske fokus på lavere skatter 

ikke nødvendigvis deles af vælgerne. 

»Der er en bred tilslutning til ideen om at betale 

skat, til trods for at mange mener, at den offentlige 

service ikke altid lever op til deres forventninger,« 

siger han. 

Professor i politisk sociologi ved Aalborg 

Universitet, Jørgen Goul Andersen, er knap så 

overrasket som hans kollega. 

»Tidligere undersøgelser viser også, at folk vil 

betale mere, jo værre de oplever at det står til,« 

siger han. ■ 

Af Peter G. H. Madsen, phm@lo.dk 

07 · AUGUST 2006 5 

I Skattelyst på trods … 

Mange danskeres lyst til at betale 

skat påvirkes ikke af deres 

syn på den offentlige service. 

Er du enig eller uenig i følgende 

udsagn: Den faldende kvalitet 

af den offentlige service påvirker 

min lyst til at betale skat 

i negativ retning? 

Alle tal i procent 

46 

4 

10 

42 

Helt enig/Enig 

Hverken enig/Uenig 

Uenig/ Helt uenig 

Ved ikke 

Kilde Epinion for Ugebrevet A4. 

Meningsmåling foretaget blandt 454 

personer, der mener, at kvaliteten af 

den offentlige service er dårligere i 

dag end sammenlignet med for fem 

år siden.

8,4 

8,2 

8,0 

7,8 

UDDANNELSE I 

 

I Lærerstuderende bliver fagligt svagere 

Kilde Danmarks Statistik for Ugebrevet A4. 

Dygtige studenter 

vil ikke være lærere 

Studenter med høje karakterer går uden om læreruddannelsen. Ny analyse viser, at de nye 

skolelærere i stigende grad rekrutteres blandt unge med middelmådige eksamensresultater. 

Konsekvensen er et lavere fagligt niveau hos eleverne i folkeskolen, og at Danmark kommer 

svækket ind i videnssamfundet, advarer eksperter. 

PRESTIGE Niels Egelund blev færdig på lærerseminaret 

i 1968. Hans første job var på en skole 

i en landsby ved Ringe på Fyn. Dengang hørte 

lærerne til autoriteterne i byen, og der var stor 

respekt om deres gerning: 

»Vi var – sammen med præsten – blandt de 

højest uddannede i lokalsamfundet. Hvis folk fik 

en tekst på engelsk eller tysk, bad de os om at 

oversætte den. En lærerløn var også relativ høj i 

forhold til det, folk i området tjente. Det skabte 

ligeledes prestige,« fortæller Niels Egelund, der i 

dag er professor på Danmarks Pædagogiske Universitet. 

I dag lyder en sådan beretning som fjern fortid. 

Lærerfaget har slet ikke samme status som 

før. Seminarerne har svært ved at appellere til de 

unge – frem for alt de dygtige og ambitiøse unge, 

der selv klarer sig godt i skolen. Studenter og 

HFere med flotte eksamensresultater vælger i 

stigende grad andre uddannelser. 

Det fremgår af en analyse, som Danmarks Statistik 

har foretaget for Ugebrevet A4. Her er karaktererne 

ved studentereksamen og HF blevet 

undersøgt årgang for årgang fra 1978 til 2004: 

■ Frem til slutningen af 1970erne lå de lærer- 

De lærerstuderende har siden 1979 haft et dårligere eksamenssnit end hele deres årgang 

fra gymnasiet/HF. Fra midten af 1990erne begyndte forskellen imidlertid for alvor at vokse 

– og i de seneste år er det gået helt galt. 

Hele årgangen, der blev færdig med en gymnasial uddannelse 

Den del af årgangen, der er startet på læreruddannelsen Afgangsårgang 

7,6 

1978 1980 1982 1984 1986 1988 1990 1992 1994 1996 1998 


2000 

2002 

2004 

studerende over gennemsnittet for »deres« 

årgang på gymnasiet eller HF – læreruddannelsen 

havde således godt fat i de fagligt stærke 

unge. Men gradvist skiftede mønsteret, og 

fra midt i 1990erne blev de lærerstuderende 

for alvor rekrutteret blandt unge med knap så 

gode eksamensresultater. Faldet er særlig 

dramatisk i det seneste år, hvor de lærerstuderende 

ligger næsten en halv karakter under 

gymnasieårgangen som helhed. 

■ Frem til midt i 1990erne havde læreruddannelsen 

stadig tag i en gruppe dygtige »hurtigstartere« 

– unge med gode eksamensresultater, 

der begyndte på seminaret efter højest to 

år. I de seneste år er karaktererne imidlertid 

også faldet hos »hurtigstarterne«. I starten af 

1990erne havde de et snit på 8,4, i 2004 var 

det kun 7,8. 

Den faglige deroute viser sig også på de enkelte 

seminarer. I 1992 krævede samtlige 19 seminarer, 

at de nye lærere havde et vist karaktersnit – 

på syv af seminarerne var kravet ligefrem, at 

man havde 9 eller mere i gennemsnit på eksamensbeviset. 

I år var billedet et helt andet. Kun 

fire seminarer stiller krav til karaktererne, og 

mange har stadig ledige pladser. 

Unge lærere for svage 

Den nye analyse fra Danmarks Statistik kommer 

ikke bag på Bo Holmsgaard. Han har mange års 

erfaring fra skoleverdenen – som lærer, skoleleder, 

skolechef og nu udviklingschef i landets 

største skolevæsen, det københavnske: 

»Det er min erfaring, at de nyuddannede lærere 

har stadig sværere ved at slå fagligt igennem. 

Som skoleleder oplevede jeg, at mange af de praktikanter, 

vi fik ud på skolen, var fagligt svagt funderede. 

De var ikke fokuseret på opgaven som lærer 

og ikke målrettede nok i de forskellige undervisningssituationer,« 

fortæller Bo Holmsgaard. 

»Uden en stærk faglig kerne og evnen til at

håndtere undervisningssituationer kan læreren 

ikke træde i karakter. Det bør ikke overraske, at 

man i dag taler om problemer med fravær af lærerautoritet. 

Autoritet er ikke noget, man får forærende, 

men forudsætter faglig selvtillid og 

stærk udstråling. Det mangler mange unge lærere 

i dag, fordi det er de fagligt svageste studenter, 

der vælger at læse til lærer.« 

Advarslen er endnu skarpere fra rektoren på 

Danmarks Pædagogiske Universitet, DPU. Lars- 

Henrik Schmidt kalder det slet og ret for »en 

samfundsmæssig katastrofe«, at lærerfagets prestige 

er i frit fald. I første omgang er det eleverne, 

der bliver de store tabere: 

»De stærke elever vil spilde deres tid. Og 

mange elever fra ikke-boglige hjem vil mangle 

den nødvendige rollemodel. Historisk set har 

fagligt dygtige lærere været i stand til at vise eleverne 

en verden, der er større end deres egen, 

og dermed fået dem til at kravle op ad den sociale 

rangstige. Den sociale mobilitet sættes i stå, 

hvis dvaskheden og middelmådigheden tager 

over i klasseværelserne,« siger Lars-Henrik 

Schmidt. 

På længere sigt er det imidlertid hele det danske 

samfund, der bliver tabere, påpeger han. Folkeskolen 

er »det første led i fødekæden«, der skal 

sikre en veluddannet befolkning og en stærk 

konkurrenceevne. Hvis lærerne ikke er fagligt 

dygtige nok, får Danmark ikke det uddannelsesløft, 

der er helt afgørende under globaliseringen. 

Lærernes skyld? 

Den faldende status afspejler sig ikke alene i karaktergennemsnittet 

hos de lærerstuderende, 

men også i mindre anseelse hos den brede befolkning. 

Det blev for nylig dokumenteret af en 

meningsmåling i A4. 

Over halvdelen af danskerne mener, at lærerfagets 

prestige er faldende, mens kun seks procent 

oplever at den er stigende. Lærernes prestige 

rangeres i dag lavere end fag som bankassistent, 

politibetjent eller VVS-installatør, der kræver 

mindre uddannelse end lærerfaget. 

Samtidig er der færre unge, der søger landets 

seminarer som deres første prioritet. Søgningen til 

seminarerne faldt også sidst i 1970erne, da små 

fødselsårgange skabte frygt for arbejdsløshed 

blandt lærerne. Søgningen steg dog igen og lå i en 

årrække ret stabilt. Fra 2002 er det imidlertid gået 

tilbage år for år – fra over fem tusinde til 3.559 i år. 

Et fald, der står i skærende kontrast til den stærke 

politiske fokus på skoler og uddannelse. 

Lars-Henrik Schmidt peger på, at lærerne 

ikke længere har tidligere tiders uddannelsesforspring. 

Mange forældre er i dag bedre uddannede 

end lærerne. Samtidig bærer lærerne og deres 

fagforening ifølge rektoren fra DPU selv et 

ansvar for nedturen. Lærerne har svækket deres 

autoritet, fordi de har nedprioriteret viden og 

faglighed til fordel for didaktik – det vil sige kunsten 

at undervise: 

»Lærerne har skiftet strategi. De ser ikke 

længere sig selv som vidensautoriteter, men som 

håndværkere – som en slags undervisningsteknikere. 

Vis mig en klasse, og jeg skal undervise 

den, lyder devisen. Det passer godt med en 

lønarbejderforestilling, men underminerer deres 

vidensautoritet overfor elever og forældre. 

Samtidig insisterer lærerforeningen på, at ingen 

må kigge lærerne i kortene og undersøge deres 

kvalifikationer. De beskytter sig selv som stand, 

men det er en falsk form for solidaritet,« siger 

Lars-Henrik Schmidt. 

Politikernes skyld? 

I Danmarks Lærerforening melder man hus forbi. 

Foreningens formand, Anders Bondo Christensen, 

er enig i, at lærerfagets prestige falder 

fordi lærerne ikke længere opleves som en fag- 

07 · AUGUST 2006 7 

I Lettere at blive lærer 

Adgangskravene på landets seminarier 

er meget lavere end i 

starten af 1990’erne: 

Adgangskrav 1992 

■ Topscoreren er Århus Fællesseminarium, 

hvor der kræves 

mindst 9,5 ved studentereksamen 

eller HF for at blive 

optaget. 

■ På 6 andre seminarier er 

karakterkravet mellem 

9,1 og 9,4. 

■ På yderligere 6 seminarier 

er karakterkravet mellem 

8,5 og 8,9. 

■ De øvrige seminarier stiller 

også krav om et vist snit, 

men det ligger under 8,5. 

Adgangskrav i år 

■ Topscoreren er Frederiksberg 

Seminarium, hvor der 

kræves 8,6. 

■ Yderligere 3 seminarier stiller 

karakterkrav – 

fra 7,7 til 8,5. 

■ De øvrige seminarier stiller 

ikke karakterkrav, 

og på 15 seminarier 

er der ledige pladser. 

Kilde Den Koordinerede Tilmelding, 

Undervisningsministeriet. 

I Illustration Sune Watts

8,8 

8,6 

8,4 

8,2 

8,0 

7,8 

I Færre dygtige »hurtigstartere« 

7,6 

1978 1980 1982 1984 1986 

 

lig stolt profession. Men den udvikling søger 

lærerforeningen netop at bekæmpe, mener han. 

I stedet lægger han ansvaret på politikerne: 

»Politikerne er med til at udhule fagligheden 

og lærernes profession ved hele tiden at kræve 

flere test og mere kontrol. Det er takket være politikerne, 

at søgningen til læreruddannelserne 

falder. Politikerne svækker også fagets prestige 

ved konstant at komme med nedsættende bemærkninger 

om folkeskolen. Ingen privat erhvervsleder 

ville tale nedsættende om sin egen 

virksomhed på samme måde, som undervisningsministeren 

kritiserer folkeskolen,« siger 

Anders Bondo Christensen. 

Professor Niels Egelund er enig i, at de seneste 

års skarpe skoledebat er en del af forklaringen 

på den faldende søgning til seminarierne: 

»Debatten har været nødvendig for at rette op 

på åbenlyse mangler i folkeskolen, men har også 

Frem til midt i 1990erne var der en del med høje karakterer, som gik i gang med en 

læreruddannelse højst to år efter studentereksamen/HF. Men så faldt karaktergennemsnittet 

også hos »hurtigstarterne« – og i de seneste år er det gået helt galt. 

Hele årgangen der blev færdig med en gymnasial uddannelse 

Den del af årgangen, der er startet på læreruddannelsen senest 2 år efter gymnasiet/HF 

Kilde Danmarks Statistik for Ugebrevet A4. 

I Færre unge vil være lærere 

1988 1990 1992 1994 1996 1998 


2000 

Afgangsårgang 

2002 

2004 

Søgningen til læreruddannelsen faldt dramatisk i slutningen af 1970erne, men rettede 

sig så op igen. I de seneste år er ansøgertallet igen styrtdykket. 

9.000 

Antal ansøgere (1.prioritet) 

8.000 

7.000 

6.000 

5.000 

4.000 

3.000 

2.000 

1.000 

2006 

0 

1977 1979 1981 1983 1985 1987 1989 1991 1993 1995 1997 1999 2001 2003 2005 

Kilde Den Koordinerede Tilmelding. 

fået nogle unge til at tænke sig om en ekstra 

gang. Samtidig hænger lærerfagets faldende status 

sammen med en bredere samfundsudvikling. 

I forhold til resten af befolkningen er lærerne 

ikke længere særlig veluddannede eller vellønnede, 

sådan som det var tilfældet, da jeg startede 

som ny lærer. Store dele af det private arbejdsmarked 

har rent lønmæssigt overhalet lærerne,« 

siger Niels Egelund. 

Længere læreruddannelse 

Eksperternes bud på en løsning er helt entydigt: 

Der er brug for endnu en reform af læreruddannelsen, 

selv om den seneste knap er trådt i kraft. 

I den seneste reform øges adgangskravene 

for at komme ind på læreruddannelsen. Men 

hvis de dygtige unge skal lokkes ombord, må det 

også give mere tyngde at komme ud fra læreruddannelsen, 

påpeger eksperterne. Mens læreruddannelsen 

i Danmark er på fire år, er den i de 

fleste andre lande fem år. Det er for eksempel tilfældet 

i Sverige og Finland. Samtidig foregår uddannelsen 

i flere andre lande på universiteterne: 

»Det er tankevækkende, at gymnasielærernes 

prestige ikke er faldet på samme måde som skolelærernes. 

Gymnasielærerne har højere løn og 

en universitetsuddannelse, der giver faglighed 

og selvtillid i de to fag, som de uddannet i. Læreruddannelsen 

behøver ikke at foregå på universiteterne, 

men det skal være en kandidatuddannelse, 

hvor en del af underviserne også forsker, 

og uddannelsen dermed får en stærkere 

faglig profil,« siger Niels Egelund. 

Danmarks Lærerforening er enige i behovet 

for en ny læreruddannelse. Det skal være en uddannelse 

på universitetsniveau, men stadig foregå 

på seminarerne, der har mange års erfaring 

med at uddanne skolelærere, påpeger Anders 

Bondo Christensen. 

Bo Holmsgaard fra Københavns Kommune 

udtrykker problemet sådan: 

»Vi er inde i en ond cirkel: Medierne omtaler 

folkeskolen negativt, lærerne kryber ned i skyttegravene, 

faget mister prestige og de dygtige 

unge søger ikke ind på seminarerne. Den onde 

cirkel kan kun brydes ved to tiltag: Læreruddannelsen 

skal have et gevaldigt løft, og folkeskolen 

skal være tydeligere i sin insisteren på kerneopgaven 

– den faglige undervisning,« siger Bo 

Holmsgaard. ■ 

Af Lars Olsen, lars@lo.dk og Per Michael Jespersen, 

pjs@lo.dk, research: Elisabeth Mesterton Graae, emg@lo.dk

Negativ skoledebat skræmmer unge væk 

Politikerne erkender, at flere års skarp skoledebat nu skræmmer dygtige unge væk fra læreruddannelsen. 

Bertel Haarder opfordrer lærerforeningen til at droppe klynkeriet for at forbedre 

lærernes image. S vil gøre uddannelsen femårig, men det afviser regering og de radikale. 

IMAGE Politisk selvransagelse er en sjælden 

vare, men den findes. Når færre fagligt stærke 

unge søger ind på læreruddannelsen, skyldes det 

blandt andet de seneste års skarpe debat om folkeskolen. 

Debatten har givet lærerfaget et dårligt 

image, som skræmmer de dygtige unge væk. 

Sådan lyder den nye selvkritiske konsensus 

blandt de ledende skolepolitikere på Christiansborg: 

»Jeg håber, at vi kan få en bedre debat om 

skolen. Vi bør rose os til en bedre skole ved at fokusere 

på dem, der gør det bedst. Det vil jeg gerne 

selv bidrage til. Jeg vil samtidig opfordre Danmarks 

Lærerforening til at lægge klynkeriet på 

hylden og gå ind i en dialog, der kan give skolen 

et bedre image,« siger undervisningsminister 

Bertel Haarder (V). 

Også Socialdemokraternes Christine Antorini 

peger på, at både politikerne og Danmarks Lærerforening 

har et ansvar for at ændre »den sorthvide 

debat, der skræmmer de unge væk«. 

De radikale, der står udenfor folkeskoleforliget 

mellem regeringen og Socialdemokraterne, 

mener derimod, at politikerne har lyttet alt for 

lidt til lærerne: 

»Det er nærmest en diskvalifikation i skoledebatten 

at være lærer – at have forstand på tingene,« 

siger tidligere undervisningsminister Margrethe 

Vestager (R). 

Kvalitet for lav 

Meldingerne kommer på baggrund af de nye tal, 

som Ugebrevet A4 offentliggør i denne uge. 

Undersøgelsen viser, at der ikke kun er et markant 

fald i søgningen til læreruddannelsen, men 

også at de fagligt dygtige unge i stigende grad 

går uden om uddannelsen. 

»Vi står ikke overfor akut lærermangel. Problemet 

er snarere det, som de nye tal også peger 

på: At kvaliteten blandt de studerende bliver for 

lav. Vi har brug for en større søgning, så man kan 

sortere de dårligste fra,« siger undervisningsminister 

Bertel Haarder. 

Ifølge Socialdemokraterne – og mange eksperter 

– er løsningen en ny reform af lærerud- 

dannelsen. Den danske uddannelse varer fire år, 

men i mange andre lande er den femårig: 

»En femårig læreruddannelse er både nødvendig 

for at styrke fagligheden i folkeskolen og 

for at gøre uddannelsen mere attraktiv blandt de 

unge. I Finland kan man både blive lærer på universiteterne 

og på lærerhøjskolerne, der svarer 

til vores seminarer, men begge uddannelser er 

femårige,« siger Christine Antorini. 

Læreruddannelsen er ellers lige blevet reformeret 

gennem et forlig mellem S, de radikale og 

regeringen. Men Christine Antorini henviser til, 

at denne ændring ifølge regeringen skulle være 

udgiftsneutral, og det satte grænser for reformplanerne: 

»En ny læreruddannelse vil koste penge, men 

det er en vigtig økonomisk investering, som vil 

give et stort afkast til samfundet,« siger S-ordføreren. 

Forslaget falder imidlertid på stengrund hos 

både de radikale og regeringen. Margrethe Vestager 

advarer om, at lange grunduddannelser kan 

være »en passiv form for prestige«. Hun vil hellere 

lokke de ambitiøse unge til læreruddannelsen 

ved at skabe bedre muligheder for videre uddannelse, 

så en læreruddannelse for eksempel 

kan føre videre til kommunikation og journalistik. 

Heller ikke Bertel Haarder er begejstret for 

forslaget om en femårig uddannelse. I stedet skal 

der skabes flere indgange til faget som skolelærer: 

Meritlærer-uddannelsen, hvor akademikere 

eller håndværkere kan læse til lærere og få »rabat« 

for deres kvalifikationer. 

Universiteterne, hvor unge efter studiets første 

del – de såkaldte bachelorer – skal kunne gå 

videre og blive lærere. Undervisningsministeren 

opfordrer universiteterne til at skabe overbygninger, 

så flere bachelorer uddanner sig til lærere. 

■ 

Af Lars Olsen, lars@lo.dk 

og Per Michael Jespersen, psj@lo.dk 

07 · AUGUST 2006 9 

NETNYT I 

 

STRESS I VOLDSOM 

VÆKST – WWW.FTF.DK 

Sidste år var flere end hver sjette 

medlem af Funktionærernes 

og Tjenestemændenes Fællesråd, 

FTF, sygemeldt på grund af 

stress eller stressrelaterede sygdomme. 

Det viser en undersøgelse 

blandt mere end 7000 

primært offentligt ansatte FTF’ere. 

Den viser også, at stress 

skyldes en for stor arbejdsbyrde 

og for megen travlhed. 

40-49-ÅRIGE TÆNKER PÅ 

PENSION – WWW.AMI.DK 

Hvis virksomheder vil påvirke 

det tidspunkt, deres medarbejdere 

trækker sig tilbage på, er 

det en god ide at gøre det, 

mens medarbejderne er i 

40’erne. Tæt på halvdelen af de 

adspurgte mellem 40 og 49 år i 

en undersøgelse foretaget af Arbejdsmiljøinstituttet 

har allerede 

overvejet, hvornår de vil 

trække sig tilbage. 60 år er den 

ideelle alder, svarer den største 

andel blandt alle aldersgrupper. 

UNGE ARBEJDER FOR 

LÆNGE – WWW.LO.DK 

Jobpatruljen opgjort resultaterne 

fra foreløbig 1797 besøgte 

virksomheder med unge fritidsjobbere. 

Der er problemer med 

cirka halvdelen af virksomhederne. 

Typisk drejer det sig om 

manglende ansættelseskontrakt, 

manglende tillæg, manglende 

løn under sygdom, manglende 

pauser under arbejdet, samt 

lange vagter, aftenarbejde og arbejde 

i lokaler, hvor der udskænkes 

alkohol. Desuden arbejder 

mange fritidsjobbere på 

tidspunkter, hvor det ikke er tilladt. 

SKÆRMARBEJDE UDEN SMERTER 

– WWW.COMPUTERSMERTER.DK 

HK/Privat har åbnet et nyt website 

forebyggelse af gener og 

skader ved computerarbejde. 

Der er artikler om museskader, 

gode råd om musearbejde og 

seks ugers øvelsesprogrammer, 

der sikrer, at vigtige muskler 

bliver strakt og styrket. Dag for 

dag bliver brugeren med fotos 

og tekst vejledt i, hvordan 

øvelserne udføres på kontoret.

BOLIGPOLITIK I 

 

Det danske boligparadis 

Ny rapport udpeger danskerne som Europas mest tilfredse folkefærd, når det drejer sig om 

boligforhold. Det kniber måske med pladsen, men til gengæld kender vores begejstring over 

vores trygge, rene og grønne nærområder ingen grænser. Tilfredsheden er dyrekøbt, men er 

pengene værd, mener ekspert. 

ØST, VEST – HJEMME BEDST Vi er det folk i 

Europa, der er mest tilfredse med vores boliger. 

På en kvalitetsskala fra 1 til 10 giver den gennemsnitlige 

dansker sin bolig karakteren 8,4. Det 

er 0,7 point mere, end gennemnittet af beboere 

i de 15 gamle EU-lande tildeler deres bolig og 

1,7 point mere end befolkningerne i de 10 nye 

EU-lande synes, at deres boliger er værd. 

Hverken Østrig med 8,3 point, Luxembourg 

med 8,2 eller Irland og Sverige med hver 8,1 procent 

halter dog langt efter i tilfredshed ifølge en 

ny rapport, »Social dimensions of housing«, fra 

Det Europæiske Institut til forbedring af leve- og 

arbejdsforhold, også kendt som Dublin Instituttet. 

Det er i oplevelsen af nærmiljøet, at danskerne 

for alvor stikker af som Europas mest tilfredse 

beboere. Danskernes klager over støj, luftforurening, 

mangel på rekreative og grønne områder, 

vandkvalitet og sikkerhed, når de færdes i 

deres nærmiljø, er forsvindende få i forhold til 

dem, der kommer fra gennemsnittet af befolkningerne 

både i nye og gamle EU-lande. 

Kun fem procent af danskerne oplever støjgener 

i deres boliger mod et gennemsnit på 18 

procent i de gamle EU-lande og 19 procent i de 

nye. Tre procent af danskerne klager over luftforurening 

mod gennemsnitlig 18 procent i de 

gamle EU-lande og 21 procent i de nye. 

Kun en procent af danskerne oplever vandkvaliteten 

som et problem. Ordentlig vand er en selvfølge 

for danskere, men er faktisk noget, som gennemsnitlig 

15 og 20 procent i henholdsvis de 

gamle og nye EU-lande ser som et problem. 

På trods af den megen debat om vold og 

overfald i visse områder er det også kun seks 

procent af danskerne, der er utrygge ved at færdes 

i deres boligområde efter mørkets frembrud. 

Det er et beskedent tal i forhold til de 21 og 32 

procent i henholdsvis de nye og de gamle EUlande, 

der savner tryghed i nærmiljøet. 

Seniorforsker ved Statens Byggeforskningsinstitut 

Hans Skifter Andersen er ikke i 

tvivl om, at vores boligpolitik har stor betydning. 

»Vi er et af de lande, som i hvert fald tidligere 


har postet flest penge i boligområdet både direkte 

og især indirekte via skattefradrag. Det blev 

kraftigt begrænset i begyndelsen af 90’erne, men 

i 70’erne og 60’erne havde vi enorme skattesubsidier, 

som gjorde at vi byggede en masse store 

parcelhuse. Vores store almene boligsektor slår 

igennem. Den er jo godt vedligeholdt og ret velfungerende,« 

siger Hans Skifter Andersen. 

Betydningen af at have en almen boligsektor 

til at huse de svageste i samfundet understreges 

af, at det er i andre, nordeuropæiske lande med 

store almene boligsektorer, at man finder en 

gennemsnitlig tilfredshed med boligforhold, der 

kommer i nærheden af danskernes. Det gælder 

blandt andre Holland, Finland og Sverige. 

»Vi har i Danmark bygget med omtanke og i 

den fysiske planlægning stillet store krav til alle 

former for bebyggelse. Selvom der nu er problemer 

i bebyggelser fra 1960’erne, er der også meget 

friareal. Når vi har problemer i kvarterer med 

mange svage, har vi også gjort en kraftig indsats 

for at løse problemerne, så de ikke er kommet så 

langt ud som i England, hvor en tredjedel føler, 

at det er usikkert at færdes i deres nærområde 

om aftenen,« siger Hans Skifter Andersen. 

Hvor er problemerne? 

Han fortæller, at når udenlandske delegationer 

er i Danmark for at se på danske problemområder, 

ser de høfligt på det fremviste og spørger så, 

hvor problemerne er. 

Målt på antal rum, som hver enkelt person 

har til rådighed i deres bolig, er den danske standard 

faktisk ikke enestående i europæisk 

sammenhæng. Vi har nøjagtig to værelser til rådighed 

og er dermed på linie med Frankrig og 

Irland, men overgås af Belgien med 2,7, England 

med 2,6 samt Luxembourg og Holland hver 

med 2,1 værelser per person. 

19 procent af danskerne klager da også over 

mangel på plads mod kun 17 procent af den 

samlede befolkning i de 15 gamle EU-lande. 

Til gengæld har vi i langt højere grad end de 

fleste andre europæiske lande de boliger, der

skal til for at unge kan flytte hjemmefra og etablere 

sig selvstændigt. 59 procent af de 18-24 

årige danskere bor for sig selv enten alene eller i 

parforhold og den andel overgås kun marginalt i 

Finland og Sverige. 

I Polen, Slovakiet og Italien er andelen af unge, 

der bor for sig selv, rundt regnet 20 gange mindre 

end i de tre nordiske lande. Rapporten peger på 

manglende boligtilbud til unge i mange af de europæiske 

lande som en alvorlig hæmsko for mobiliteten 

på det europæiske arbejdsmarked. 

Overordnet tegner rapporten et billede af 

europæiske boligforhold præget af store kontraster. 

Der går én hovedskillelinie mellem de 

gamle EU-lande og de nye og en anden mellem 

nord og syd. Dertil kommer varierende forskelle 

inden for de enkelte lande, der i mange tilfælde 

efterlader de fattigste grupper under kummerlige 

boligforhold. 

Måske mest overraskende er det, at så mange 

ejer deres egen bolig i de nye østeuropæiske 

medlemsstater. I for eksempel Litauen udgør boligejere 

uden lån i deres ejendom hele 83 procent 

af den voksne befolkning. Men hvor ejerskab 

i mange lande er ensbetydende med bedre 

boligforhold, er det modsatte ofte tilfældet i de 

tidligere kommunistiske lande. 

Hans Skifter Andersen, der for Verdensbanken 

har lavet en undersøgelse af det litauiske boligmarked, 

forklarer: 

I Ikke så meget at klage over 

I Bo Bedre – Bo i Danmark 

Danskerne er de mest tilfredse, når europæerne spørges om deres boligforhold. På en 

skala fra 1 til 10 giver den gennemsnitlige dansker sin bolig 8,4 points. Mindst tilfredse 

er indbyggerne i de tre baltiske lande Lithauen, Letland og Estland, der gennemsnitlig giver 

henholdsvis 5,9, 6,3 og 6,4 points. 

På en skala fra 1 til 10, hvor tilfreds er du så med din bolig? 

Danmark . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .8,4 

Gennemsnit for indbyggerne i de 15 »gamle« EU-lande . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .7,7 

Gennemsnit for indbyggerne i de 10 øst- og sydeuropæiske lande, 

der kom med i EU i 2004 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .6,7 

Kilde European Quality of Life Survey, European Foundation for Living and Working Conditions, det 

såkaldte Dublin-institut. 

»Ved systemskiftet blev de tidligere statslige 

boliger bare foræret væk til dem, der boede i 

dem. Og hvor der før var påbud om alt i samfundet, 

gik man nu i den anden grøft og ville 

ikke styre noget som helst. Derfor er der ikke 

som i Danmark påbud om ejerforeninger og 

dermed heller ikke mulighed for at organisere 

vedligeholdelse. Og den enkelte boligejer har 

ikke penge til at tage sig af problemerne.« 

Rapporten lægger op til øget harmonisering 

af boligforholdene fra EU’s side, men det anser 

Hans Skifter Andersen for en umulig opgave. 

»Der er for store forskelle mellem landene 

med hensyn til ejerform, traditioner og de klimatiske 

forhold, der bygges under. Hvert land 

har sin arv at bygge på og må se på hver deres 

konkrete problemer.« ■ 

Af Michael Bræmer, mbr@lo.dk 

Danskerne har meget lidt at udsætte på deres boligområde i modsætning til beboerne i andre europæiske lande. Både når det handler om støj, 

møg, vandkvalitet og oplevelse af tryghed i boligområdet klager danskerne meget mindre end vores europæiske naboer. Kun fem procent af danskerne 

klager således over støj i deres boligområde. 

Tallene angiver procentdelen af 

de adspurgte i de respektive lande, 

som har problemer med ... 

Danmark 

De 15 »gamle« EU-lande 

De 10 »nye« EU-lande 

Tiltrædelses- landene Bulgarien 

og Rumænien samt 

ansøgerlandet Tyrkiet 

Har du rigtig mange, mange, få eller slet ingen grunde 

til at klage over a) støj, b) luftforurening, c) mangel på 

rekreative eller grønne områder, d) vandkvaliteten? 

Støj 

5 

18 

19 

25 

Luftforurening 

3 

18 

21 

28 

Mangel på 

åbne områder 

1 

16 

15 

35 

Vandkvalitet 

Hvor sikkert mener du, det 

er at gå rundt i dit boligområde 

om aftenen/natten: 

meget sikkert, forholdsvis 

sikkert, forholdsvis usikkert 

eller meget usikkert? 

Note Svarene »rigtig mange grunde« og »mange grunde« figurerer som klager i skemaet. Klager over sikkerheden inkluderer svarene »meget usikkert og »forholdsvis 

usikkert« Klager over afstanden til lægehjælp inkluderer svarene »meget svært« og »ret svært«. 

Kilde European Quality af Life Survey, European Foundation for the Improvement of Living and Working Conditions, det såkaldte Dublin-Institut. 

1 

15 

20 

35 

Utryghed i 

boligområdet 

6 

21 

32 

38 

07 · AUGUST 2006 11 

Da du sidst havde brug for 

komme til læge eller specialist, 

gjorde afstanden til lægen/hospitalet/behandlingsstedet 

det så a) meget svært, b) 

ret svært, c) slet ikke svært? 

Afstand til medicinsk 

behandling 

10 

21 

26 

51

FAGBEVÆGELSE I 

 

Hårde tider for 

amerikansk fagbevægelse 

Præsident George W. Bush og hans administration er det værste, der er sket for amerikanske 

fagforeninger i seks årtier, mener formanden for amerikansk LO, John Sweeney. Ikke desto 

mindre ser han lyst på den amerikanske fagbevægelses fremtid 

HEDE DRØMME For en amerikansk fagforeningsmand 

er Danmark noget nær det tætteste, 

man kan komme på himmeriget i dens jordiske 

tilstand. Ikke alene er organisationsprocenten – 

trods de seneste års medlemsflugt fra de danske 

fagforeninger – tæt på 80, hvilket er cirka seks 

gange højere end i USA. Den danske fagbevægelse 

har også stor indflydelse på de afgørende 

politiske forhandlinger, som det senest kom til 

udtryk i forbindelse med forårets velfærdsforlig. 

Og det er ikke just det, som kendetegner ameri- 


kansk politik for øjeblikket, ifølge John Sweeney, 

formanden for den amerikanske pendant til LO 

AFL-CIO. 

»Ikke siden Herbert Hoover, der var præsident 

i begyndelsen af 1930’erne, har vi haft så 

dårlig et samarbejde med Det Hvide Hus. Under 

George W. Bushs lederskab har vores forhold til 

administrationen været en sand katastrofe,« siger 

den 72-årige faglige leder. 

En utilnærmelig republikansk præsident er 

dog langt fra det eneste problem, som John Swe- 

I Foto Richard A. Bloom, Corbis

eney må kæmpe med i disse dage. 

I de seneste år er de amerikanske arbejdere 

presset stadig hårdere af globaliseringen og den 

øgede økonomiske integration på tværs af 

verdensdelene. Tusindvis af amerikanske fremstillingsvirksomheder 

har i lighed med europæiske 

virksomheder valgt at flytte deres produktion 

til lande, hvor arbejdskraften er billigere. 

Ifølge John Sweeney har det resulteret i, at 

USA har mistet mere end tre millioner gode jobs 

for den amerikanske middelklasse. Han mener 

derfor, at der skal ske dramatiske ændringer i de 

internationale samhandelsregler, så det bliver 

mindre fordelagtigt for amerikanske virksomheder 

at flytte deres opgaver til udlandet. 

»Det kan simpelthen ikke passe, at nogle virksomheder 

på en og samme tid kan sende jobs ud 

af landet og opnå skattefordele. Det går bare 

ikke. Det er unfair konkurrence overfor de virksomheder, 

der både betaler deres skat og tager 

hånd om deres amerikanske arbejdere,« siger 

John Sweeney. 

Som et eksempel på den sidstnævnte type 

virksomhed nævner John Sweeney bilfabrikanten 

General Motors, der trods kraftige nedskæringer 

stadig giver mange af sine medarbejdere 

fordelagtige personalegoder og en god løn. 

Det er dog ikke kun af hensyn til de amerikanske 

arbejdere, at der bør ske ændringer. 

»Arbejderne i den tredje verden skal have de 

samme rettigheder og fordele, som arbejderne i 

vesten. Det vil gavne dem og skabe en mere lige 

konkurrence,« siger John Sweeney og tilføjer, at 

den internationale fagbevægelse i den sammenhæng 

bør tage teten. 

Wal-Mart – en fagforeningsleders mareridt 

John Sweeney behøver dog ikke at rette blikket 

udenfor de amerikanske grænser for at finde 

dårlige arbejdsforhold. 

Den amerikanske supermarkedskæde Wal- 

Mart har udover at være verdens største arbejdsplads 

med godt og vel 1,5 millioner ansatte også 

ry for at være en af verdens dårligste arbejdspladser, 

hvor overenskomster, gode lønninger 

og frynsegoder er ukendte begreber. En kassedame 

aflønnes med 8,50 dollar i timen, hvilket 

giver en årsindtægt på 14.000 dollar – svarende 

til omtrent 80.000 danske kroner. Og kun godt 

halvdelen af personalet har råd til at være medlemmer 

af Wal-Marts sygesikring. Resten kan 

bare håbe på ikke at blive syge. 

Dertil kommer, at Wal-Mart siden sin grundlæggelse 

i 1962 har kæmpet for at forhindre 

sine medarbejdere i at organisere sig. Blandt andet 

har supermarkeds-giganten lukket flere afdelinger, 

hvor de ansatte udtrykte ønske om at 

blive medlemmer af en fagforening. 

AFL-CIO har taget kampen op mod Wal-Mart 

og indledt en storstilet kampagne for at vende 

forbrugerne mod virksomheden. 

»Vi skal være den drivende kraft i arbejdet for 

at oplyse forbrugerne om de dårlige forhold, 

Wal-Mart tilbyder sine ansatte. Forhåbentligt 

påvirker det også forbrugernes indkøbsmønstre. 

Og så skal vi give Wal-Marts ansatte de bedste 

muligheder for at komme til orde,« siger John 

Sweeney. 

Han er positivt indstillet overfor de foreløbige 

resultater. 

»Der har været mange demonstrationer mod 

Wal-Mart, og der er helt klart en voksende opbakning 

fra forbrugerne. Men i sidste ende er det 

her selvfølgelig også langt større end Wal-Mart,« 

siger John Sweeney. 

»De amerikanske arbejdere bliver nødt til at 

vælge politikere, som er interesserede i at ændre 

lovgivningen til fordel for arbejderne. Under 

den nuværende lovgivning kan det tage flere år 

at starte en fagforening, og i den mellemliggende 

periode kan arbejdsgiverne chikanere de arbejdere, 

som har udtrykt en interesse i at starte 

en fagforening.« 

Hvor galt, det står til, illustreres blandt andet 

af, at der ifølge John Sweeney hvert år er omkring 

25.000 arbejdere, der klager over at blive 

fyret eller diskrimineret på grund af fagforeningsarbejde. 

Medlemmerne skal uddannes 

At de amerikanske arbejdere presses fra flere sider, 

kommer også til udtryk ved, at der er en 

voksende indvandrerfjendsk holdning i middelklassen. 

Ifølge mange amerikanere er det indvandrernes 

skyld, at der er høj arbejdsløshed i nogle 

sydstater, som eksempelvis Mississippi og South 

Carolina. 

Imidlertid er de indfødte amerikanere sjældent 

interesserede i de hårde og dårligt betalte 

jobs, som de illegale indvandrere udfører. Men 

det får altså ikke kritikken til at forstumme. 

John Sweeney anerkender, at der også 

blandt hans egne medlemmer eksisterer 

07 · AUGUST 2006 13 

John Sweeney 

■ Præsident for AFL-CIO siden 

1995 

■ Vice-præsident for AFL-CIO 

fra 1980-1995 

■ Tidligere præsident for Service 

Employees International 

Union, der voksede fra 

625.000 til 1.1 millioner 

medlemmer under hans 

ledelse. 

■ Forfatter til »America needs 

a raise: Fighting for economic 

security and social 

justice« 

■ Født i Bronx i 

New York City i 1934.

I Foto David Butow, Corbis 

Om AFL-CIO 

The American Federation of 

Labour-Congress of Industrial 

Organizations (AFL-CIO) blev 

dannet i 1955. 

I dag er 53 amerikanske 

fagforeninger medlemmer 

af AFL-CIO. 

De 53 fagforeninger repræsenter 

i alt 9 millioner medlemmer, 

hvilket svarer til godt og vel 60 

procent af det samlede antal 

fagforeningsmedlemmer i USA. 

 

fremmedfjendske holdninger. 

»Derfor er det også vigtigt, at vi får lavet oplysningskampagne 

blandt de arbejdere, som er 

nervøse og utilfredse med indvandringen. Her er 

det afgørende, at vi får gjort klart, hvor store 

gavn USA gennem tiden har haft af immigranterne,« 

siger han. 

Men trods det positive syn på immigranterne, 

mener John Sweeney, at der bør føres streng 

kontrol med den fortsatte indvandring. 

»Indvandringen må ikke ske hurtigere, end at 

vores økonomi kan skabe de nødvendige jobs, 

og at der er et hjem og ordentlige leveforhold til 

alle,« siger han. 

Kommer der for mange udlændinge til landet, 

frygter John Sweeney, at både immigranterne 

og de indfødte amerikanere risikerer at blive 

udnyttet yderligere af arbejdsgiverne. 

Nye typer medlemskab 

Egentligt burde John Sweeney være fortaler for 

de mest lempelige indvandringsregler. Ligesom 

USA har den amerikanske fagbevægelse nemlig 

i mange år nydt godt af indvandrerne. 

John Sweeney, der selv har en fortid i servicesektoren, 

fortæller, at immigranterne altid var 

blandt de første til at melde sig ind i hans daværende 

fagforening. Og at det stadig gør sig gældende. 

»De er den hastigst voksende del af vores 

medlemsbase,« konstaterer han. 

Generelt set er det ellers ikke fordi amerikansk 

fagbevægelse har succes på medlemsfronten. 

Ifølge USA’s arbejdsministerium er organi- 


sationsgraden faldet fra 20,1 procent af arbejdsstyrken 

i 1983 til 12,5 procent i 2005. Det svarer 

til, at der er godt og vel 15,7 millioner medlemmer 

af de amerikanske fagforeninger. Heraf er 

langt størstedelen medlem af et forbund, som er 

tilsluttet AFL-CIO. 

Den negative medlemsudvikling skal dog ses 

på baggrund af de kraftige ændringer, som det 

amerikanske arbejdsmarked har gennemgået i 

de senere år. 

»Når der er sket et fald i organisationsgraden, 

skyldes det først og fremmest de demografiske 

ændringer og det ændrede amerikanske arbejdsmarked. 

Der er i dag langt færre jobs 

indenfor industrien, hvor vi typisk har stået 

stærkest,« siger John Sweeney. 

En af årsagerne til, at et fagforeningsmedlemskab 

for nogle amerikanske arbejdere ligger meget 

fjernt, er, at de arbejder på freelance-basis, 

hvor de fra gang til gang hyres af et selskab for 

et par måneder af gangen. Disse arbejdere har i 

praksis ingen kollegaer, som de kan diskutere arbejdsforhold, 

løn og vilkår med. Og de lever 

mange i den vildfarelse, at de står alene med deres 

problemer. 

Heldigvis er flere og flere af disse løsarbejdere, 

særligt indenfor den amerikanske computerindustri, 

begyndt at mødes på internettet, hvorved 

de indser, at de har sammenfaldende interesser 

og problemer, fortæller John Sweeney. 

»Det går op for disse arbejdere, at de bliver 

nødt til at stå sammen og danne en forening, 

hvis de skal have nogen chancer for at ændre 

deres arbejdsforhold. Vores job er at hjælpe disse 

arbejdere med at opbygge de nødvendige 

strukturer, så de en dag kan danne en egentlig 

fagforening,« siger John Sweeney. 

Netop disse spirende tendenser får John Sweeney 

til at se optimistisk på fremtiden for den 

amerikanske fagbevægelse. 

»Jeg tror, at flere og flere amerikanske arbejdere 

vil erkende, at de ikke kan modstå virksomhedernes 

pres mutters alene, og at de har brug 

for folk til tale deres sag,« siger han. ■ 

Af Peter G. H. Madsen, phm@lo.dk

LEDER I Af Per Michael Jespersen, redaktør, pjs@lo.dk 

 

Den skrøbelige alliance 

Det er svært at se, hvad der på langt sigt skal tømre regeringen og 

Dansk Folkeparti sammen. For hvor er den fælles dagsorden, der skal 

angive retningen og skabe folkelig begejstring? 

SKILLEVEJ Hvad gør dansk politik til noget særligt i disse år? Det gør Dansk 

Folkeparti. Her taler vi ikke om partiets evne til at kombinere frygt for globaliseringen 

med stor vælgerappel til de mest ressourcesvage. Det ser man også 

i andre lande. Nej, det helt specielle er, at det er lykkedes et parti som Dansk 

Folkeparti at indgå en alliance med en regering om et politisk projekt. Vi taler 

om et helt unikt dansk fænomen. Men også om et skrøbeligt fænomen. Og 

meget tyder på, at alliancen mellem Dansk Folkeparti og regeringen bliver 

mere skrøbelig i de kommende år. 

’ 

Se bare den forløbne uge. Sidste søndag krævede Dansk Folkeparti, at skat- Meget tyder på, at allitelettelser 

nødvendigvis skal gå til lavtlønnede. Et par dage efter krævede parancen mellem Dansk 

tiet tre ministre fyret. Og allerede om onsdagen var kravet en markant større Folkeparti og regeringen 

ældrecheck ved de kommende finanslovsforhandlinger. I alle tre tilfælde var bliver mere skrøbelig i 

der tale om krav, der gik stik imod regeringens interesser, og som derfor blev de kommende år. 

skudt ned. Naturligvis handlede det delvist om drilleri for snurrende kameraer 

– og et støtteparti skal naturligvis have lov til at pudse profilen af i sommervarmen. 

Men det var også et forvarsel om noget større. For vi kommer formentlig 

til at se mere til den slags brydninger mellem Dansk Folkeparti og regeringen 

i fremtiden, når de to skal finde en ny balance. 

Der er ingen tvivl om, at regeringen og Dansk Folkeparti har haft meget 

sammen. Et historisk skæbnefællesskab. Uden Dansk Folkepartis evne til at 

opfange og kanalisere en folkelig utilfredshed med SR-regeringernes udlændingepolitik 

ind i det politiske liv, var Anders Fogh Rasmussen (V) aldrig blevet 

statsminister i 2001. Og uden Anders Fogh Rasmussen havde Dansk Folkeparti 

aldrig fået sin store parlamentariske indflydelse. Men nu hvor udlændingeprojektet 

og skattestoppet er ført igennem – og den politiske scene er 

støvsuget for projekter efter velfærdsreformerne – bliver det sværere at se, 

hvad der på langt sigt skal tømre regeringen og Dansk Folkeparti sammen. For 

hvor er den fælles dagsorden, der skal angive retningen og skabe folkelig begejstring? 

Velfærdspolitikken? Næppe – her står Dansk Folkeparti med massive krav 

om flere kroner til ældre, plejesektoren, de svage mv. Samfundsreformer? Nej, 

Dansk Folkeparti er til status qou. EU-politikken? Slet ikke. Håndteringen af 

globaliseringen da? Ikke i længden. Godt nok stod regeringen og Dansk Folkeparti 

sammen, da Muhammed-krisen kradsede. Men krisen fik også udstillet 

en intern »global« borgerlig opposition mod alliancen med det »nationale« 

Dansk Folkeparti. Som den konservative Gitte Seeberg udtrykte det for nylig: 

»Vi står ved en korsvej og skal vælge. Vil vi følge Dansk Folkeparti? Eller vil vi 

vende ansigtet udad og tage udfordringen fra globaliseringen op? Man kan 

ikke begge dele.« Udtalelsen lå på linje med skatteminister Kristian Jensen (V), 

der i en debatbog har argumenteret for, at regeringen ikke i længden kan basere 

sig på Dansk Folkeparti, fordi de to tilhører hver deres galakse, når det 

handler om synet på globaliseringen. 

Alliancen er ikke i dyb krise. Og den bryder ikke sammen i morgen eller i 

overmorgen. Det ville være ren ønsketænkning. Men at den er mere skrøbelig 

end længe, er der ingen tvivl om. Bare vent og se. ■ 

07 · AUGUST 2006 15

Om undersøgelsen 

Alle 179 medlemmer af Folketinget 

er blevet bedt om at besvare spørgsmålet: 

»Hvem af dine folketingskolleger 

uden for dit eget parti respekterer 

du mest? Skriv navnene på 

mindst en håndfuld folketingsmedlemmer.« 

55 politikere fordelt på alle Folketingets 

partier har deltaget og i alt 

nævnt 319 navne. 21 politikere fra 

Enhedslisten, SF og Socialdemokraterne 

har uddelt 120 respektstemmer. 

23 politikere fra Venstre, Konservative 

og Dansk Folkeparti har 

uddelt 138 respektstemmer og 10 

politikere fra det Radikale Venstre 

har uddelt 61 respektstemmer. 

Begge blokke i Folketinget sender 

cirka en tredjedel af deres respektstemmer 

over til den modsatte blok. 

De radikale sender 59 procent stemmer 

til venstrefløjen og 41 procent 

stemmer til højrefløjen. 

Undersøgelsen er foretaget for Ugebrevet 

A4 af DICAR, Center for Analytisk 

Journalistik, i maj-juni 2006. 

POLITIK I 

 

Politisk magt og respekt 

går sjældent hånd i hånd 

Ministerposter og partilederkasketter betyder intet, når folketingspolitikerne skal udpege de 

mest respekterede medlemmer af Folketinget. Ny undersøgelse viser, at kun få toppolitikere 

er blandt de mest respekterede på Christiansborg. Enhedslistens Line Barfod nyder næsten 

tre gange så meget respekt som statsministeren blandt folketingsmedlemmerne 

RESPEKT Det er de magtfulde ministre og partiledere, 

der dagligt får de store avisoverskrifter og 

som sluger stemmerne ved folketingsvalgene. 

Men på Christiansborg er det en bred skare af menige 

folketingsmedlemmer, der nyder den største 

respekt. Det fremgår af en ny undersøgelse, hvor 

folketingsmedlemmerne selv har fået lov at pege 

på de kolleger, de respekterer højest. 

Øverst på listen som den mest respekterede 

politiker findes Enhedslistens Line Barfod, som 

hver tredje politiker i undersøgelsen har peget 

på. Nummer to på respektbarometeret er Steen 

Gade fra SF og nummer tre er Birthe Rønn 

Hornbech fra Venstre. Først nede på en niende 

plads optræder den mest respekterede minister, 

miljøminister Connie Hedegaard (K). 

Som bundskrabere med nul stemmer ligger 

både centrale ministre som socialminister Eva 

Kjer Hansen og fremtrædende toppolitikere som 

den socialdemokratiske politiske ordfører Henrik 

Sass Larsen. Undersøgelsen giver dermed vælgerne 

et indblik i, hvad der foregår bag Christiansborgs 

tykke mure og dermed forståelse for, hvorfor 

nogle politiske vandbærere omgærdes af stor 

respekt, mens toneangivende ministre nyder 

mindre respekt blandt folketingspolitikerne. 

Undersøgelsen er foretaget for Ugebrevet A4 

af DICAR – Center for Analytisk Journalistik – 

ved at samtlige medlemmer af Folketinget er 

blevet bedt om at sætte navne på en håndfuld 

politikere uden for deres eget parti, som de respekterer 

højt. 55 politikere fordelt på alle Folketingets 

partier har valgt at deltage i undersøgelsen. 

Ligesom i Folketinget er der en overvægt 

af borgerlige politikere i undersøgelsen, og da de 

borgerlige politikere i gennemsnit også har 

nævnt flest navne på politikere, de respekterer, 

giver undersøgelsen et solidt fingerpeg, om 

hvem der nyder størst eller slet ingen respekt i 

Folketinget. 


Selvom Line Barfod befinder sig på den yderste 

venstrefløj og har en fortid i en kommunistisk 

studenterorganisation, har hver tredje folketingspolitiker, 

der har deltaget i undersøgelsen, 

alligevel peget på Line Barfod som en af de politikere, 

de respekterer højest. Stemmerne på Enhedslistens 

frontfigur kommer vel at mærke fra 

samtlige partier i Folketinget og kårer hende 

dermed til den folketingspolitiker, der nyder 

mest respekt på Christiansborg. 

Næsten den samme brede opbakning får de 

politikere, der ligger lige efter Line Barfod på listen 

over Christiansborgs mest respekterede politikere. 

Fælles for dem er, at de er uden direkte 

politisk indflydelse, og at de opnår kolossal respekt 

fra politiske modstandere fra den modsatte 

side af Folketingssalen. Det gælder SF’eren 

Steen Gade, der henter 75 procent af sin respekt 

fra de Radikale, Venstre eller de Konservative. 

Frank Aaen fra Enhedslisten og Villy Søvndal fra 

SF får masser af socialdemokratiske stemmer. 

Og stemmer strømmende ind fra både SF, Socialdemokraterne 

og de radikale. Venstres 

retsordfører Birthe Rønn Hornbech, der ofte går 

enegang i sit eget parti, og som i undersøgelsen 

optræder som den tredje mest respekterede folketingspolitiker 

med . 

Den mest magtfulde politiker blandt de bedst 

placerede i undersøgelsen er Dansk Folkepartis finansordfører 

Kristian Thulesen Dahl. Han henter 

især sin respekt i regeringspartiet Venstre, men 

også hos de radikale og i SF får han skulderklap. 

Først på niende og tiendepladsen bliver regeringen 

repræsenteret af statsminister Anders 

Fogh Rasmussen og den konservative miljøminister 

Connie Hedegaard. Mens Fogh Rasmussen 

modtager mere end halvdelen af sine stemmer fra 

Dansk Folkeparti, udmærker Connie Hedegaard 

sig med udelukkende at modtage stemmer fra oppositionspartierne 

til venstre for regeringen.

I alt otte af regeringens ministre opnår at 

komme ind blandt de 25 mest respekterede folketingsmedlemmer, 

men resultatet overskygges 

af, at Line Barfod modtager mere end dobbelt så 

meget respekt som statsministeren, og at den 

nyvalgte unge konservative arbejdsmarkedsordfører 

Jakob Axel Nielsen kun modtager en respektstemme 

mindre end statsministeren. 

Hertil kommer, at størstedelen af regeringens 

ministre kun høster meget få respektstemmer, 

og at tre centrale venstreministre får nul stemmer 

og dermed dumpekarakter på respekt 

blandt politikerne på Christiansborg. Det er integrationsminister 

Rikke Hvilshøj, social- og ligestillingsminister 

Eva Kjer Hansen og udviklingsminister 

Ulla Tørnæs, der skraber bunden på ministrenes 

respektbarometer. 

Troværdighed tæller mest 

Selvom udfaldet af undersøgelsen kan se overraskende 

ud for offentligheden, kommer resultatet 

ikke bag på de folketingspolitikere, som 

Ugebrevet A4 har interviewet. Fælles for dem er, 

at de mener, at de politikere, der har klaret sig 

godt i undersøgelsen alle repræsenterer nogle 

værdier og normer, som værdsættes meget højt 

i det politiske arbejde. 

»Det er folk, der arbejder seriøst og har meget 

klare mål for deres politiske virke, og man er aldrig 

i tvivl om, hvad de står for,« siger venstrepolitikeren 

og formanden for Folketingets Trafikudvalg, 

Flemming Damgaard Larsen. 

Han bakkes op af socialdemokraten Ole Stavad, 

der har været minister i flere omgange og som har 

siddet i Folketinget siden 1980. Han siger om de 

mest respekterede politikere i undersøgelsen: 

»Det er nogle ordentlige folk, som er drønflittige 

og troværdige. De er politikere, som er i 

stand til at finde løsninger, fordi de både forstår 

teknikken i sagerne men også forstår og respekterer 

deres politiske modstanderes argumenter. 

Samtidig er det mennesker, som man kan have 

personlig tillid til, og det betyder utrolig meget 

på Christiansborg,« siger Ole Stavad. 

I hans øjne er det særligt en dyd som ordholdenhed, 

der i forskellige varianter er fællesnævner 

for de mest respekterede politikere. For Birthe 

Rønn Hornbech gælder det, at det aftvinger 

respekt, at hun gang på gang tør stå ved sine 

holdninger og tale sit eget parti imod. Kristian 

Thulesen Dahl nyder respekt, fordi han ofte er 

hovedfigur i de væsentligste forhandlinger, og 

fordi han er så magtfuld, at han er i stand til at 

holde de aftaler, han indgår med andre partier. 

Også det konservative medlem af Folketingets 

Præsidium Helge Adam Møller peger på troværdighed 

som et helt bærende element i at 

opnå politisk respekt. 

»Der er ikke noget værre end mennesker, 

som du ikke kan stole på. Hvis man har givet 

hinanden håndslag på en aftale, skal man kunne 

forvente, at det bliver som det er aftalt. Det gælder 

overalt i livet, men i særdeleshed i det politiske 

liv, hvor vi hele tiden skal finde løsninger 

og lave aftaler,« siger Helge Adam Møller. 

Han lægger også stor vægt på professionalisme, 

ærlighed, menneskelige egenskaber, mod til 

formulere upopulære holdninger og udholdenhed 

til at fastholde mærkesager, selvom det er 

op ad bakke. Derfor peger Helge Adam Møller i 

undersøgelsen på så forskellige politikere som 

blandt andet det færøske medlem af Folketinget, 

Høgni Hoydal, Socialdemokraternes formand 

Helle Thorning-Schmidt og statsminister An- 

I Respektens top 25 

17 ud af 55 folketingsmedlemmer opfatter enhedslistens Line Barfod, som en af dem, 

de har mest respekt for i Folketinget. Respekten kommer fra både højre og venstre side af 

det politiske landskab. Tallene viser antal stemmer fra de forskellige partier. 

Blandt de 25 mest respekterede politikere skiller venstrefløjens profiler sig skarpt ud i 

toppen, mens ministre og et stort antal fremtrædende politikere har trange kår. 

Politiker Antal stemmer 

1 Line Barfod (EL) . . . . . . . . . .17 

2 Steen Gade (SF) . . . . . . . . . .12 

3 Birthe Rønn Hornbech (V) . . .10 

4 Frank Aaen (EL) . . . . . . . . . . .9 

5 Kristian Thulesen Dahl (DF) . . .9 

6 Villy Søvndal (SF) . . . . . . . . . .8 

7 Margrethe Vestager (R) . . . . . .8 

8 Christian Mejdahl (V) . . . . . . . .7 

9 Connie Hedegaard (K) . . . . . . .7 

10 Anders Fogh Rasmussen (V) . . .7 

11 Jakob Axel Nielsen (K) . . . . . .6 

12 Lene Espersen (K) . . . . . . . . . .6 

13 Pia Gjellerup (S) . . . . . . . . . . .6 

6 

4 

3 

1 

1 

1 

1 

07 · AUGUST 2006 17 

I Toppolitikere 

uden respekt 

Ordførerskaber, tidligere ministerposter 

eller masser af mediefokus 

er ikke ensbetydende 

med respekt fra kollegaerne. 

Blandt de politikere, der har 

fået nul respektpoint fra deres 

kollegaer ses nogle af Folketingets 

mest centrale personer. 

Bent Bøgsted (DF) 

Charlotte Dyremose (K) 

Henrik Sass Larsen (S) 

Frank Jensen (S) 

Lotte Bundsgaard (S) 

Peter Christensen (V) 

Søren Pind (V) 

Svend Erik Hovmand (V) 

Louise Frevert (DF) 

Birthe Skaarup (DF) 

Thomas Adelskov (S) 

Morten Bødskov (S) 

Charlotte Antonsen (V) 

Jørgen Winther (V) 

Kamal Qureshi (SF) 

Socialdemokraterne 

Socialistisk Folkeparti 

Radikale Venstre 

Nordatlantisk medlem 

Konservativt Folkeparti 

Dansk Folkeparti 

Venstre 

14 Per Stig Møller (S) . . . . . . . . . . .6 

15 Ole Sohn (SF) . . . . . . . . . . . . . .6 

16 Lars Løkke Rasmussen (V) . . . . .5 

17 Holger K. Nielsen (SF) . . . . . . . .5 

18 Anne Grete Holmsgaard (SF) . . .5 

19 Niels Helveg Petersen (R) . . . . .4 

20 Anne Baastrup (SF) . . . . . . . . . .4 

21 Mette Frederiksen (S) . . . . . . . .4 

22 Thor Pedersen (V) . . . . . . . . . . .4 

23 Bendt Bendtsen (K) . . . . . . . . . .4 

24 Naser Khader (R) . . . . . . . . . . . .4 

25 Søren Gade (V) . . . . . . . . . . . . .4

I Ministerhold 

med få stjerner 

Der følger ikke automatisk 

respekt med ministerposten. 

Tværtimod oplever flere ministre, 

at de slet ikke får point fra 

deres kollegaer i folketingssalen. 

De konservative ministre 

får i gennemsnit 3,8 stemmer, 

mens ministrene fra Venstre 

nøjes med 2,6. 

Minister Antal stemmer 

Anders Fogh Rasmussen . . . . . . .7 

Connie Hedegaard . . . . . . . . . . .7 

Lene Espersen . . . . . . . . . . . . . .6 

Per Stig Møller . . . . . . . . . . . . .6 

Lars Løkke Rasmussen . . . . . . . .5 

Thor Pedersen . . . . . . . . . . . . . .4 

Bendt Bendtsen . . . . . . . . . . . . .4 

Søren Gade . . . . . . . . . . . . . . . .4 

Kristian Jensen . . . . . . . . . . . . .3 

Bertel Haarder . . . . . . . . . . . . . .3 

Claus Hjort Frederiksen . . . . . . .3 

Hans Christian Schmidt . . . . . . .2 

Lars Barfoed . . . . . . . . . . . . . . .2 

Brian Mikkelsen . . . . . . . . . . . . .1 

Flemming Hansen . . . . . . . . . . .1 

Helge Sander . . . . . . . . . . . . . . .1 

Ulla Tørnæs . . . . . . . . . . . . . . . .0 

Rikke Hvilshøj . . . . . . . . . . . . . .0 

Eva Kjer Hansen . . . . . . . . . . . .0 

 

ders Fogh Rasmussen. 

Lektor i samfundsvidenskab ved Århus Uni- 

versitet, Torben K. Jensen har forsket i de uformelle 

strukturer, der hersker på Christiansborg. 

Ifølge ham svarer resultaterne i den nye undersøgelse 

og de begrundelser, som politikerne har, 

til konklusioner fra tidligere undersøgelser. 

»Der er et sæt uformelle spilleregler, som er 

en meget vigtig del af den politiske kultur på 

Christiansborg. De politikere, som scorer højt i 

undersøgelsen er nok nogle personer, der i højere 

grad end andre er bærere af de dyder og 

værdier,« siger Torben K. Jensen. 

Hans undersøgelser viser, at de uformelle dyder 

og værdier især handler om: 

■ At man er engageret og har et projekt 

■ At man kan have tillid til hinanden 

■ At en aftale overholdes 

■ At ting sagt i fortrolighed ikke misbruges 

Torben K. Jensen mener, at undersøgelsen 

ville have fået næsten samme resultat, selvom 

politikerne havde fået lov at pege på kollegaer 

fra deres egne partier. 

»På nogle punkter er det meget nemmere at 

administrere venskabelige relationer med folk i 

et andet parti. I politikernes eget parti er der en 

hård intern konkurrence med uklare spilleregler, 

som er meget svære at have med at gøre. Sådan 

er det ikke i forhold til politikerne fra de andre 

partier,« siger Torben K. Jensen. 

Kaffesnak med indhold 

En af metoderne til at dyrke venskaber og faglige 

kontakter til politikere fra andre partier er 

gennem Christiansborgs mange kaffeklubber. 

Det er uformelle netværk, der kan have mere eller 

mindre klart definerede formål. Men fælles 

for dem er, at politikerne kan pleje kontakter på 

kryds og tværs mellem partierne. Og det er en 

mulighed, som mange af de mest respekterede 

politikere i undersøgelsen benytter sig flittigt af. 

Line Barfod er medlem af en tværpolitisk kaffeklub 

for 11 kvindelige folketingsmedlemmer. 

Hun mener, at det er utrolig vigtigt at arbejde 

systematisk med sine netværk i Folketinget. 

»Det er en stor del af det at være politiker, at 

man snakker med hinanden. Derfor gør jeg meget 

for løbende at have kontakt til forskellige mennesker 

på Christiansborg. Hvis folk ikke har respekt 

for en, er det utrolig svært at arbejde som politiker. 

Derfor er det vigtigt at gøre noget for at vinde respekt,« 

siger hun og understreger, at hendes ind- 


sats ikke udelukkende ligger i at drikke kaffe. 

»Det handler selvfølgelig først og fremmest 

om at være godt inde i sagerne, engagere sig og 

være ærlig og reel.« 

Når Helge Adam Møller vikarierer i formandsstolen 

i Folketingssalen har han et godt 

overblik over, hvad der foregår i salen. Og han 

har ofte bemærket, hvordan den nyvalgte Jakob 

Axel Nielsen fra det Konservative Folkeparti systematisk 

netværker på kryds og tværs i Folketingssalen. 

»Han må have et utrolig godt netværk. Han er 

altid rundt og snakke med folk fra alle partier. 

Derfor kommer det ikke bag på mig, at han er så 

respekteret,« siger Helge Adam Møller. 

Jakob Axel Nielsen er glad for sin 11. plads i 

undersøgelsen og er meget bevidst om, at networking 

har betydning for hans politiske arbejde. 

»Man skal ikke underkende, at de personlige 

relationer betyder rigtig meget, når nogle svære 

knaster skal knækkes. Men det er ikke sådan, at 

jeg hele tiden har lumske bagtanker, når jeg taler 

med folk på Christiansborg. Jeg kan bare godt 

lide at tale med andre mennesker, og at det så på 

et senere tidspunkt kommer mig til gavn, er der 

vel ikke noget galt i,« siger Jakob Axel Nielsen. 

Ansvarets åg 

Toppolitikernes travlhed opfattes af flere som 

årsagen til, at de klarer sig relativt dårligt i undersøgelsen. 

Fordi de ikke har tid til at pleje netværk 

og kaffeklubber, glider de længere og længere 

væk fra de personlige relationer og bliver mere 

synonyme med deres politiske sager. Flere peger 

dog også på, at vejen til tops i politik er så hård, 

at det er svært samtidig at fastholde de sympatiske 

dyder og værdier. 

»Lidt forsigtigt kan man sige, at man skal udvise 

en vis form for brutalitet for at komme til 

tops indenfor et parti. Eller som et folketingsmedlem 

har forklaret mig: Du kan ikke få en 

toppost, hvis du ikke på et eller andet tidspunkt 

har trådt en af dine venner i øjet. Derfor er der 

en konflikt mellem de værdsatte tillidsstrukturer 

og de midler, der skal til for at blive toppolitiker,« 

siger Torben K. Jensen. 

Han mener dog, at også toppolitikerne kender 

alt til de uformelle spilleregler i Folketinget. Hvis 

ikke de gjorde det, ville de ikke have gjort karriere. 

Men de må i højere grad end andre finde en balance 

mellem magtudøvelsen, hensynet til vælger-

ne og forholdet til de politiske kollegaer. 

Helge Adam Møller mener også, at topposterne 

er med til at slide på politikernes omdømme. 

»En minister må tit gå lidt på kompromis med 

det, der er personens oprindelige holdning, og 

derfor bliver de mindre skarpe i filten end for 

eksempel de personer, der får meget respekt for 

at have klare holdninger og stor integritet. En 

toppolitiker lider under ansvarets åg, og må derfor 

ofte være mere pragmatisk end det, der har 

bragt ham til tops,« siger Helge Adam Møller. 

Ministre og redelighed 

SF’s landbrugsordfører Kristen Touborg hører 

også til dem, der mener, at ministerrollen er i 

konflikt med de respektfremkaldende normer på 

Christiansborg. 

»Ministre har i mere udpræget grad end os 

andre en skjult dagsorden, og det gør ikke ligefrem, 

at man kommer til at holde af dem. Det er 

bestemt ikke dem alle, der lever op til den redelighed, 

som vækker respekt i Folketinget,« siger 

Kristen Touborg, der pointerer, at det mere 

handler om ministerrollen end om personen. 

»Jeg ville nok heller ikke have peget på en minister, 

hvis undersøgelsen var lavet, mens den 

S-ledelse mangler respekt 

tidligere regering var ved magten,« siger han. 

En af de tidligere ministre i den regering er 

Ole Stavad. Han mener, at ministrene og partilederne 

lider under at have så travlt, at de ikke har 

tid eller mulighed for at dyrke kollegiale kontakter. 

»Jeg er bekymret over, at ministrene i højere 

og højere grad bliver gemt væk bag sekretærer 

og spindoktorer. Det gør, at det hele bliver mere 

sagsorienteret, og at det kun er en meget lille 

gruppe mennesker, som ministeren får kontakt 

med,« siger Ole Stavad. 

Men selv blandt de mennesker, som har direkte 

kontakt til ministrene, hersker der ikke 

nødvendigvis den store respekt. En af de ministre, 

der har deltaget i undersøgelsen, fremhæver 

ikke en eneste af sine ministerkollegaer, som en, 

ministeren har respekt for. Og blandt de politikere, 

der har deltaget fra regeringspartierne, 

nævner hver tredje ikke et ministernavn. 

En Venstremand er oven i købet i stand til at 

nævne hele 14 folketingskollegaer fra Enhedslisten 

til Dansk Folkeparti, som han har respekt 

for – men ikke en eneste minister. ■ 

Af Jan Birkemose, jbi@lo.dk 

Alle partiledelserne op Christiansborg har mindst en topscorer i gruppeledelsen på det respekt-barometer, 

som Ugebrevet A4 har fået lavet. Bare ikke den nye socialdemokratiske 

gruppeledelse, hvor spidser som Henrik Sass Larsen og Morten Bødskov får nul stemmer. 

PLADS TIL FORBEDRINGER Mens de øvrige 

folketingspartier har mindst en topscorer i deres 

ledelse lider Socialdemokraterne under, at ikke 

en eneste af deres politikere i ledelsen har klaret 

sig godt i undersøgelsen. Gruppens næstformand 

Mette Frederiksen er den eneste, der kan 

krybe op på en middelpræstation med fire respektstemmer, 

mens kun to folketingsmedlemmer 

giver formanden Helle Thorning-Schmidt 

deres stemmer. 

Dårligst klarer Socialdemokraternes politiske 

ordfører Henrik Sass Larsen sig. Hverken Henrik 

Sass Larsen, folketingsgruppens anden næstformand 

Morten Bødskov eller gruppesekretær 

Lise von Seelen fremhæves en eneste gang som 

en respekteret politiker blandt de 55 folketings- 

medlemmer, der har deltaget i Ugebrevet A4’s 

undersøgelse. 

Alligevel tager Socialdemokraternes gruppeformand 

Carsten Hansen, der selv har fået to 

stemmer, undersøgelsen med sindsro. 

»Vi er en forholdsvis ny ledelse, og flere er 

kommet ind udefra og har derfor ikke så mange 

års kontakter på Christiansborg at hvile på. 

Blandt andet med vores deltagelse i velfærdsforliget 

er jeg sikker på, at vi er ved at skabe en grobund 

for fremgang, som vi også vil blive respekteret 

for. Hvis I gentager undersøgelsen om et 

par år, så vil den vise et helt andet billede,« siger 

Carsten Hansen. ■ 

Af Jan Birkemose, jbi@lo.dk 

07 · AUGUST 2006 19 

I Socialdemokratisk 

top får bundkarakterer 

Politikerne fra den Socialdemokratiske 

ledelse høster ikke megen 

respekt fra politikerne i de 

andre partier. Kun 2 ud af 55 

folketingspolitikere giver partiformanden 

en respektstemme. 

Antal stemmer 

Helle Thorning-Schmidt, formand . . .2 

Carsten Hansen, gruppeformand . . . .2 

Henrik Sass Larsen, politisk ordfører .0 

Mette Frederiksen, næstformand . . .4 

Morten Bødskov, næstformand . . . . .0 

Lise von Seelen, gruppesekretær . . .0

EU’S UDVIDELSE I 

 

EU skruer bissen 

på overfor Tyrkiet 

Efterårets store drama i EU bliver forhandlingerne med Tyrkiet – både det finske formandskab 

og EU’s udvidelseskommissær advarer allerede nu om, at processen risikerer at stoppe 

helt. Cypern er den store knast, og her er Tyrkiet foreløbig ubøjelig. 

VARM KARTOFFEL Forhandlingerne om tyrkisk 

medlemskab af EU er nu for alvor skudt i gang. 

Og som altid når det handler om Tyrkiets mulighed 

for at blive fuldgyldigt medlem af EU skorter 

det hverken på politisk dramatik, krisestemning 

eller medieopmærksomhed. Kun et par 

uger efter at forhandlingerne er indledt, advarer 

centrale EU-politikere om, at det hele kan slutte 

med et brag allerede i efteråret. 

Dermed ser debatten om Tyrkiet ud til at blive 

det helt centrale tema i det finske EU-formandskab, 

der begyndte 1. juli. Især fordi EU-lederne 

har besluttet at forlænge tænkepausen om 

unionens egen fremtid. Lige nu venter alle på 

nye valg i både Frankrig og Holland, og derfor 

sættes ekstra spot på optagelsesforhandlingerne 

med Tyrkiet. Mens EU’s politiske fremtid er tabu, 

er Tyrkiet ikke tabu – men til gengæld en lige så 

svær politisk opgave som at skrue en folkelig 

EU-traktat sammen. 

Det ligner skæbnens ironi, at netop Finland – 

der under sit EU-formandskab i 1999 banede 

vejen for at anerkende Tyrkiet som kandidat til 

medlemskab af unionen – i 2006 kan blive landet, 

der lukker, slukker og konstaterer, at det 

ikke nytter noget at forhandle videre. 

Men at det kan ende sådan, gjorde den finske 

udenrigsminister, Erkki Tuomioja, helt klart, da 

han i juli præsenterede programmet for det finske 

formandskab. Han slog fast, at Tyrkiet er 

nødt til at åbne sine havne for skibe og varer fra 

Cypern, sådan som det faktisk har lovet at gøre. 

»Sagen er klar. Alle i unionen venter på, at 

Tyrkiet lever op til sine forpligtelser. Ellers kan 

det få konsekvenser. Årets udgang er deadline. 

Det er et alvorligt problem, som kan bringe hele 

forhandlingsprocessen i fare,« sagde Erkki Tuomioja. 

Den ligeledes finske EU-kommissær med ansvar 

for udvidelsen, Olli Rehn, var endnu mere 

direkte, da han i et interview med det finske ny- 


hedsbureau, STT, advarede tyrkerne mod »et 

muligt sammenbrud i forhandlingerne.« 

Striden rækker helt tilbage til 1974, da tyrkiske 

tropper invaderede det nordlige Cypern og 

udråbte en selvstændig tyrkisk-cypriotisk republik, 

som den dag i dag ikke anerkendes af andre 

lande. Siden da har græsk-cypriotiske skibe ikke 

haft adgang til tyrkiske havne. 

Inden Tyrkiet begyndte at forhandle om optagelse 

i EU, skrev landet under på den såkaldte 

Ankara-protokol, der indebærer, at alle de 10 

nye EU-lande får samme adgang til det tyrkiske 

marked, som de 15 gamle EU-lande havde. Men 

trods underskriften fortsætter Tyrkiet med at 

nægte cypriotiske skibe adgang til sine havne. 

Tyrkerne lader sig ikke skræmme 

Tyrkiet kræver indrømmelser og øget økonomisk 

hjælp til den tyrkisk-cypriotiske republik, 

inden det vil anerkende Cypern. Og for nylig 

slog premierminister Recep Tayyip Erdogan fast, 

at Tyrkiet ikke lader sig skræmme af truslerne 

fra EU. 

»Så længe de tyrkiske cyprioter forbliver isolerede, 

vil vi ikke åbne vores havne og lufthavne. 

Hvis det betyder, at EU-forhandlingerne stopper, 

så lad dem stoppe,« sagde han ifølge nyhedsbureauerne. 

Første alvorlige test på forhandlingsklimaet 

kommer i oktober, når EU-kommissionen offentliggør 

sin årlige karakterbog af de aktuelle 

ansøgerlande. Her ventes der hård kritik af, at reformprocessen 

i Tyrkiet har mistet momentum. 

Den tyrkiske regering er under pres på hjemmefronten, 

fordi nationalistiske partier kritiserer 

den for allerede at have givet for mange indrømmelser 

– og fordi der er valg i Tyrkiet næste 

år. 

Samtidig oplever Tyrkiet en voldsom genopblussen 

i konflikten med den kurdiske befrielseshær, 

PKK, der både af EU og Tyrkiet betragtes

som en terrororganisation. En stribe drab på tyrkiske 

politifolk og soldater har fået regeringen til 

at fremsætte en vidtrækkende anti-terrorlov, 

der givet vil møde kritik fra EU. 

Alligevel er det konflikten med Cypern, der 

betragtes som den mest alvorlige. Ethvert EUland 

kan nedlægge veto, hver gang der skal åbnes 

et nyt kapitel i optagelsesforhandlingerne, 

og dermed kan Cypern på papiret alene beslutte 

at stoppe forhandlingerne. 

Hvem tabte Tyrkiet på gulvet? 

OND CIRKEL Spørger man i Bruxelles, hvorfor 

forhandlingerne mellem EU og Tyrkiet går 

trægt, er svaret klart: Det er tyrkernes skyld. Reformerne 

går for langsomt. Ytringsfriheden 

knægtes i kontroversielle retssager. Og skibe fra 

Cypern nægtes adgang til tyrkiske havne stik 

imod en aftale, tyrkerne selv har underskrevet. 

Ministre og andre toppolitikere i det ene EUland 

efter det andet – også Danmark – har de seneste 

måneder advaret Tyrkiet om, at det risikerer 

at lukke døren for sig selv, hvis ikke der snart 

sker forbedringer. 

Men i Ankara sidder en mand, der ser anderledes 

på sagen. Suat Kiniklioglu er tyrker og leder 

af den anerkendte tysk-amerikanske tænketank 

German Marshall Funds tyrkiske afdeling. 

Han mener, at et EU i dyb vildrede med sig selv 

er godt i gang med at begå en strategisk brøler af 

historiske dimensioner. 

Nok har Tyrkiet en del af ansvaret for, at forhandlingerne 

om optagelse nærmer sig et regulært 

sammenbrud, men det er – synes Suat Kiniklioglu 

– som om, EU-lederne nærmest glæder 

sig over krisen. Og dermed er de med til at forpeste 

stemningen i Tyrkiet, hvor store dele af 

befolkningen har fået nok af EU-landenes bedreviden. 

En ond cirkel er i gang. 

»I Tyrkiet forstår man godt, at EU er forvirret 

lige for tiden, og at der er brug for tid til at tænke 

over, hvor stor unionen skal være. Men også 

Tyrkiet går gennem turbulente tider, og tyrker- 

Foreløbig er der åbnet to af de i alt 35 kapitler 

med EU-regler, der skal gennemføres i tyrkisk 

lovgivning, før EU-medlemskab kan komme på 

tale. Og der er endnu ikke taget fat på nogen af 

de kontroversielle emner, hvor der skal forhandles 

overgangsordninger – som for eksempel 

når det gælder arbejdskraftens frie bevægelighed. 

Også menneskerettighedssituationen 

følges med lup af EU-kommissionen. ■ 

Om få år vil Europa sidde tilbage med slemme tømmermænd over, at det skubbede 

Tyrkiet fra sig, netop som landet var klar til at blive en del af det moderne Europa. 

Sådan lyder advarslen fra den anerkendte tænketank German Marshall Fund. 

Af Jakob Nielsen, Bruxelles 

ne er dødtrætte af, at de aldrig hører noget positivt 

fra EU,« siger Suat Kiniklioglu. 

Han har netop mødtes med den forhenværende 

tyske udenrigsminister, Joschka Fischer, 

der ifølge Kiniklioglu deler frustrationen over, at 

EU ikke spiller en mere konstruktiv rolle. 

Cypern ingen adgang 

»Det helt afgørende problem er Cypern. EU har 

ignoreret vigtigheden af det emne, for det fylder 

ikke ret meget i europæernes bevidsthed, men 

man er nødt til at forstå, at her i Tyrkiet er Cypern 

det absolut vigtigste udenrigspolitiske 

spørgsmål,« siger Suat Kiniklioglu. 

Da EU besluttede at åbne forhandlingerne 

med Tyrkiet sidste år, var det en betingelse, at 

Tyrkiet udvider landets toldaftale med EU til 

også at omfatte de 10 nyeste EU-lande. Det 

skrev tyrkerne under på i den såkaldte Ankaraprotokol. 

Alligevel vil tyrkerne ikke åbne sine 

havne for græskcypriotiske fartøjer. 

Rent løftebrud, hvis man spørger i EU. Men 

der er også en anden side af sagen: Tyrkerne. 

»Da græskcyprioterne i 2004 stemte nej til 

FN’s forslag om en genforening, lovede EU- 

Kommissionen to ting: Direkte hjælp til det 

nordlige Cypern og forhandlinger om handelsaftaler 

med det nordlige Cypern. Men så sent 

som for to måneder siden blev støtten halveret, 

og løfterne om handelsaftaler er droppet,« siger 

Suat Kiniklioglu. 

 

07 · AUGUST 2006 21 

Suat Kiniklioglu 

■ Født i Tyskland, 

men tyrkiskstatsborger 

■ Uddannet på 

universiteter i 

Tyrkiet og Canada med speciale 

i statskundskab og 

international politik. Har 

desuden været officer i det 

tyrkiske luftvåben 

■ Har bl.and andet arbejdet 

som politisk kommentator og 

som chefredaktør for en engelsksproget, 

tyrkisk avis 

■ Siden 2005 har han været 

leder af Ankara-kontoret af 

den anerkendte tysk-amerikanske 

tænketank German 

Marshall Fund

Han mener, at EU-landene gør sig dummere 

end de egentlig er, når de fastslår, at spørgsmålet 

om støtte til det nordlige Cypern slet ikke har 

noget med de aktuelle forhandlinger at gøre. For 

i politik er nogle kædet sammen, om man vil det 

eller ej. 

»Ingen tyrkisk regering kan tåle at gøre den 

indrømmelse at gennemføre Ankara-protkollen 

uden at sikre hjælp til Nordcypern først,« vurderer 

han. 

»Det er meget bekvemt for EU-lande som 

Frankrig og Østrig at gemme sig bag den forklaring, 

at Tyrkiet jo ikke forhandler medlemskab 

med Cypern, men med hele EU. Men EU er nødt 

til at holde op med at se Cypern som et isoleret 

problem«, lyder appellen fra Suat Kiniklioglu. 

Nationalister vinder frem 

Men hvad så med det faldende reformtempo og de 

fortsatte problemer med menneskerettigheder i 

Tyrkiet? 

»Hvis reformtempoet er dalet, er det også et 

resultat af, at stemningen i Tyrkiet i høj grad har 

vendt sig mod Europa. Det gør det sværere for 

regeringen her at få ting igennem – ikke mindst 

fordi, der er valg til næste år,« siger Suat Kiniklioglu. 

»Selvfølgelig er reformprocessen ret langsom, 

men der er sket enorme fremskridt siden 2002, 

og Tyrkiet er i dag et langt mere åbent og demokratisk 

samfund end for blot få år siden. Det bliver 

hurtigt en debat om hønen eller ægget: Er 

reformerne bremset, fordi EU giver den kolde 

skulder, eller giver EU den kolde skulder, fordi 

reformerne er bremset?« 

Meningsmålinger viser, at nationalistiske partier, 

som stort set blev udraderet af det moderate 

islamiske parti AKP ved sidste valg, stormer 

frem igen. 

»Nationalisterne er på optur og kører en 

»hvad-sagde-vi-retorik« i forhold til EU. De har 

hele tiden advaret mod at give indrømmelser, 

fordi EU alligevel aldrig ville give noget igen. 

Målingerne viser, at de højreorienterede, nationalistiske 

partier vil få plads i parlamentet på ny, 

og måske endda blive nødvendige elementer i 

en samlingsregering.« 

Suat Kiniklioglu ser nationalisternes succes 

som en konsekvens af den usikkerhed, der præger 

Tyrkiets fremtid. 

»I virkeligheden ser vi flere steder i Europa en 

tendens til, at lande lukker sig om sig selv, og det 


er nok blandt andet en konsekvens af, at EU ikke 

ved, hvad det vil. Der er valgt dybt nationalistiske 

regeringer i både Slovakiet og Polen, og den 

samme slags partier står godt i Tyrkiet netop nu.« 

Broen til Mellemøsten 

Men det er ikke næste års parlamentsvalg, der 

bør gøre europæerne bekymrede i forhold til 

Tyrkiet, mener lederen af den tysk-amerikanske 

tænketank i Ankara. Han opfordrer til at tænke 

længere frem. 

»Hvis jeg var europæer ville jeg tænke meget 

grundigt over, hvor det her land er på vej hen. 

Ligegyldigt om Tyrkiet bliver medlem eller ej, så 

vil det altså ligge her med sine snart 80 mio. indbyggere 

som en kæmpe nabo til EU. Lige nu er 

Europa ved at så frøene til at skabe et meget 

skuffet Tyrkiet lige uden for sin hoveddør.« 

Hvem har mest at tabe ved sådan et scenarium? 

»Begge parter har enormt meget at tabe, fordi 

vi lever i en tid med problemer som terror, debat 

om civilisationers evne til at leve sammen og 

ikke mindst bekymringer om energiforsyninger. 

På alle disse fronter spiller Tyrkiet en helt central 

rolle som bindeled mellem Europa, Rusland og 

Mellemøsten. Derfor er det simpelt hen ikke i 

Europas interesse at have en skuffet og desillusioneret 

nabo. EU er i færd med at skubbe Tyrkiet 

i armene på Iran og Rusland – lande, som 

overhovedet ikke deler Europas værdier«, siger 

Suat Kiniklioglu. 

»Om 10-20 år vil folk spørge, hvem der 

egentlig tabte Tyrkiet på gulvet. Der er brug for 

oprigtigt lederskab i Europa til at sige, at begge 

parter har brug for hinanden, men det lederskab 

findes ikke rigtigt i dag.« 

Det bekymrer også Suat Kiniklioglu, at den 

manglende indsats fra EU-lederne efterhånden 

ikke engang interesserer hans landsmænd. 

»Faktisk er tyrkerne ikke så optagede af det 

mere. Vi har indset, at livet går videre med eller 

uden EU. Man kan ikke blive ved med at banke 

på en dør, hvis ingen gider åbne den.« ■ 

Af Jakob Nielsen, Bruxelles.

DENNE UGE I SIDSTE UGE I 

 

TIRSDAG 8. AUGUST 

Socialdemokraterne begynder 

sommergruppemøde på Snaptun 

Færgegård ved Horsens. På 

dagsordenen er blandt andet konstitueringer 

til posterne som integrationsordfører 

og skatteordfører. 

Det ventes, at Lotte Bundsgaard 

bliver ny integrationsordfører og 

dermed får et comeback i folketingsgruppen. 

Partiformand Helle 

Thorning-Schmidt fyrede hende 

som politisk ordfører i foråret, 

fordi hun ikke havde den fornødne 

gennemslagskraft. Udover 

konstitueringerne skal folketingsgruppen 

også diskutere uddannelsespolitik 

og udfordringerne 

for det danske arbejdsmarked 

med dårlig integration og mangel 

på arbejdskraft. 

ONSDAG 9. AUGUST 

Socialdemokraterne inviterer til 

pressemøde klokken 12.00 på 

Snaptun Færgegård for at præsentere 

folketingsgruppens holdopsætning 

til det nye folketingsår. 

FREDAG 11. AUGUST 

LO Ungdom’s 20 meter lange og 

20 tons tunge kampagne-truck 

med logoet »Brug bolden – brug 

fagbevægelsen« besøger fra i dag 

og frem til søndag Ullerup Marked 

på Amager. Her vil ungdomskonsulenter 

og faglige topfolk fortælle 

unge om hvad en moderne 

fagforening kan tilbyde dem. Siden 

maj har LO Ungdoms kampagne-truck 

besøgt over tyve festivaler 

og markeder landet over 

som led i en offensiv overfor de 

unge. 

I dag begynder Galathea 3-ekspeditionen. 

Ekspeditionens skib afsejler 

fra Langelinie i København 

med kurs mod Nordatlanten. 

Frem til april 2007 sejler skibet 

Jorden rundt og fungerer som 

platform for danske forskere, der 

undervejs arbejder med forskellige 

forskningsprojekter, især 

indenfor det naturvidenskabelige 

område. 

KALENDER 

Begivenheder, som ønskes optaget 

i kalenderen »denne uge« 

kan sendes til kalendera4@lo.dk. 

 

LØNMODTAGERES 

ANDEL SKRUMPER 

De økonomiske værdier, der skabes 

herhjemme, bliver stadigt 

mere ulige fordelt. Erhvervslivets 

ejere skummer fløden med gigantiske 

lønninger, bonusordninger 

og rekordstore overskud. 

Lønmodtagerne får derimod en 

mindre del af den danske samfundslagkage, 

der skabes herhjemme. 

Det viser nye tal fra 

Finansministeriet og Danmarks 

Statistik. I 2002 lå lønmodtagernes 

andel på godt 63 procent, 

mens den i 2007 skønnes 

at være nede omkring 31 procent. 

LØNMODTAGERE KRÆVER 

LØNSTIGNINGER 

Virksomhedernes succes skal 

smitte af på lønmodtagerne ved 

overenskomstforhandlingerne i 

2007. Det forlanger lønmodtagernes 

forhandlere, som afviser 

at skrue ned for kravene af frygt 

for løbske lønninger. Flere topforhandlere 

forventer, at de kan 

hive endnu bedre resultater 

hjem til lønmodtagerne ved de 

kommende forhandlinger, end 

de gjorde ved sidste overenskomstrunde 

i 2004. 

FALCK-STREJKE 

SLUT I KØBENHAVN 

Efter afstemning onsdag efter- 

 

middag besluttede de københavnske 

Falckreddere at genoptage 

arbejdet. Ledelsen gav redderne 

10 væsentlige indrømmelser, 

og det førte til en afslutning 

af den tre dage lange overenskomststridige 

strejke. »Vi har 

fået en garanti for, at den regionale 

ledelse vil samarbejde om 

at løse problemerne, og derfor er 

der stemning for at genoptage 

arbejdet,« sagde Falckreddernes 

fællestillidsmand, Frank Johansson, 

til Jyllands-Posten. 

FERIE FØRER TIL 

ARBEJDSULYKKER 

Antallet af ulykker på byggepladserne 

stiger umiddelbart efter 

sommerferien. Ifølge miljøkonsulent 

Mette Møller Nielsen 

fra Dansk Byggeri er det et generelt 

problem. Derfor opfordrer 

hun virksomhederne til, at sætte 

ekstra fokus på sikkerheden, når 

medarbejderne vender tilbage 

efter sommerferien. Initiativet 

får ros med på vejen fra vicedirektør 

Lis Gamborg, Arbejdstilsynet. 

Hun er enig i, at der er 

behov for ekstra fokus på sikkerheden 

i den første periode efter 

ferien, hvor der slækkes på sikkerheden. 

SUNDHED FASTHOLDER 

ANSATTE I JOBBET 

Inden for de seneste to år har 

» PIA 

fire ud af ti virksomheder øget 

deres udgifter til forskellige 

sundhedsordninger for personalet. 

Det er et afgørende våben 

for at fastholde og tiltrække nye 

medarbejdere. Det viser en 

undersøgelse, som Dansk Handel 

& Service (DHS) har lavet 

blandt 350 virksomheder. De 

mest populære tiltag er de private 

sundhedsforsikringer, men der 

er også kommet fokus på sund 

mad i kantinen, massageordninger, 

influenza-vaccination 

samt tilskud til rygeafvænning 

og motion. 

KOMMUNIKATION HOLDER 

PÅ INDVANDRERE 

Omgangstonen på jobbet har 

stor betydning for trivslen blandt 

medarbejdere med indvandrerbaggrund. 

Derfor er kommunikation 

og information mellem 

medarbejdere og ledelse vigtige 

elementer, hvis virksomhederne 

vil holde på nydanskerne. Det er 

konklusionen i en ny rapport om 

arbejdsmiljøets betydning for rekruttering 

og fastholdelse af indvandrere 

på arbejdsmarkedet fra 

Socialforskningsinstituttet. 

FRISK PUST OVER REGERINGEN I Socialminister Eva Kjer Hansen (V), trafikminister 

Flemming Hansen (K) og familie- og forbrugerminister Lars Barfoed (K) er klar til pensionering, 

mener Pia Kjærsgaard. Lederen af Dansk Folkeparti vil heller ikke længere tolerere en gammel, 

sur og bleg statsminister. 

Anders Fogh vil gøre klogt i at komme frisk, glad og solbrændt hjem fra 

sommerferie og starte på en frisk. Der er nogle metaltrætte ministre i 

den regering. 

KJÆRSGAARD, 

til Information den 1. august 2006 

07 · AUGUST 2006 23

Ugebrevet A4 

Islands Brygge 32D 

2300 København S 

Det er fritiden, der tæller 

Folk, der lever og ånder for deres job, må mangle indhold i livet, mener 45-årige 

Lars Johansson. Selv arbejder han udelukkende for at finansiere sin fritid. Han 

trives derfor med jobbet som procestekniker på et oliefelt i Nordsøen, hvor han 

efter 14 døgns arbejde har fri fire uger i træk. 

LOTTO »Engang havde jeg ambitioner 

med mit arbejde, men det gider jeg ikke 

længere. Jeg er blevet for gammel og arbejder 

nu for at tjene penge til at gøre det 

ting, jeg gerne vil, når jeg har fri.« 

Borebisse blev han ved en tilfældighed 

som 21-årig. Han mødte en pige i Frederikshavn 

og slog sig ned dér, men da der 

ikke var noget arbejde at få, søgte han job 

i offshoreindustrien og fik det. Efter snart 

25 år på Nordsøen kan han slet ikke forestille 

sig et traditionelt job med fem dages 

arbejdsuge. Det har han prøvet en kort 

overgang, og det var absolut ikke sjovt: 

»Mit liv blev stress og jag. Jeg arbejdede 

fra syv om morgenen til klokken fire om 

eftermiddagen, når jeg kom hjem skulle 

jeg handle og rydde lidt op, og så var den 

dag gået. Jeg nåede ikke nogen verdens 

ting, før jeg skulle i seng og op på arbejde 

igen. I mit nuværende job har jeg fri otte 

UGEBREVET A4 

måneder af året, hvor jeg kan nå alt, hvad 

jeg har lyst til, i mit eget tempo. De ting, 

jeg ikke når i dag, kan jeg nå i morgen.« 

Jobbet på Nordsøen giver også Lars rig 

mulighed for at dyrke sin lidenskab for 

sport. Han er tidligere eliteidrætsmand og 

træner stadig ivrigt for at holde kroppen i 

god form. Under de lange perioder på 

land tager han hver dag en tur på racercyklen 

eller snører løbeskoene. Han er også 

flittig svømmer og kajakroer. 

På oliefeltet sørger han for at holde 

formen ved at svede to timer dagligt i 

olieboreplatformens trimrum. På de fleste 

vagter sidder han i 12-15 timer i et kontrolrum 

og overvåger olieproduktionen, 

derfor er det ekstra kærkomment med lidt 

motion. Resten af døgnet går med at spise, 

se fjernsyn på sit kammer og sove. 

Efter 14 døgn på den måde haster Lars 

hjem til i Frederikshavn, hvor hans thailandske 

kone venter utålmodigt. Efter 20 

ID.NR. 45015 

 

Lars Johansson 

Borebisse på Nordsøen siden 1982 

Procestekniker på et norsk oliefelt 

Uddannet maskinarbejder og maskinist 

45 år, nygift. 

Her er mit arbejdsliv 

Arbejdet fylder stadig mere i mange danskeres liv. 

Arbejdstempo skrues i vejret. Kravene til kompetencer 

vokser. Pensionsalderen stiger, og det betyder 

flere år på arbejdsmarkedet. Nogle slides op af et 

hårdt arbejdsliv. Andre kan ikke undvære jobbet og 

er arbejdsnarkomaner. 

Ugebrevet A4 præsenterer en række forskellige bud 

på, hvordan danskerne indretter deres arbejdsliv, så 

det giver mening og harmonerer med privatliv og 

værdier. 

år alene mødte Lars for nylig sin kone på 

en dykkerferie i Thailand. De giftede sig, 

og hun flyttede med til Danmark. Men 

hun trives ikke nær så godt med Lars’ arbejdsliv 

og lange fravær. 

»Det gør ondt, når jeg skal af sted. Ikke 

så meget på mig, men på min kone. Hun 

sidder hjemme og har afsavn. Men det er 

prisen. Jeg ønsker at arbejde på denne her 

måde og kan ikke forestille mig at arbejde 

på nogen anden måde. Mine fire ugers 

fri er kvalitetstid. Jeg nyder, at jeg kan 

kappe alle bånd til jobbet og skænker ikke 

arbejdet en eneste tanke, når jeg har fri.« 

Hvis Lars havde råd, ville han slet ikke 

arbejde. Han har svært at forstå folk, der 

lægger hele deres identitet i deres arbejde. 

»Jeg kan ikke lade være med at tænke, 

at de bør få sig et liv.« 

Lars spiller Lotto hver eneste uge i håb 

om den store gevinst, og hvis den udtrækkes, 

kvitter han jobbet øjeblikkeligt. Ellers 

er hans plan at holde op med at arbejde, 

når han bliver 60 år. Så sælger han huset 

og flytter til Thailand med sin kone. ■ 

Af Marie Preisler 

ISSN: 1602-1630

PDF - Ugebrevet A4

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?