PDF - Ugebrevet A4

More documents

Recommendations

Info

I Foto David Butow, Corbis Om AFL-CIO The American Federation of Labour-Congress of Industrial Organizations (AFL-CIO) blev dannet i 1955. I dag er 53 amerikanske fagforeninger medlemmer af AFL-CIO. De 53 fagforeninger repræsenter i alt 9 millioner medlemmer, hvilket svarer til godt og vel 60 procent af det samlede antal fagforeningsmedlemmer i USA. fremmedfjendske holdninger. »Derfor er det også vigtigt, at vi får lavet oplysningskampagne blandt de arbejdere, som er nervøse og utilfredse med indvandringen. Her er det afgørende, at vi får gjort klart, hvor store gavn USA gennem tiden har haft af immigranterne,« siger han. Men trods det positive syn på immigranterne, mener John Sweeney, at der bør føres streng kontrol med den fortsatte indvandring. »Indvandringen må ikke ske hurtigere, end at vores økonomi kan skabe de nødvendige jobs, og at der er et hjem og ordentlige leveforhold til alle,« siger han. Kommer der for mange udlændinge til landet, frygter John Sweeney, at både immigranterne og de indfødte amerikanere risikerer at blive udnyttet yderligere af arbejdsgiverne. Nye typer medlemskab Egentligt burde John Sweeney være fortaler for de mest lempelige indvandringsregler. Ligesom USA har den amerikanske fagbevægelse nemlig i mange år nydt godt af indvandrerne. John Sweeney, der selv har en fortid i servicesektoren, fortæller, at immigranterne altid var blandt de første til at melde sig ind i hans daværende fagforening. Og at det stadig gør sig gældende. »De er den hastigst voksende del af vores medlemsbase,« konstaterer han. Generelt set er det ellers ikke fordi amerikansk fagbevægelse har succes på medlemsfronten. Ifølge USA’s arbejdsministerium er organi- 14 UGEBREVET <strong>A4</strong> sationsgraden faldet fra 20,1 procent af arbejdsstyrken i 1983 til 12,5 procent i 2005. Det svarer til, at der er godt og vel 15,7 millioner medlemmer af de amerikanske fagforeninger. Heraf er langt størstedelen medlem af et forbund, som er tilsluttet AFL-CIO. Den negative medlemsudvikling skal dog ses på baggrund af de kraftige ændringer, som det amerikanske arbejdsmarked har gennemgået i de senere år. »Når der er sket et fald i organisationsgraden, skyldes det først og fremmest de demografiske ændringer og det ændrede amerikanske arbejdsmarked. Der er i dag langt færre jobs indenfor industrien, hvor vi typisk har stået stærkest,« siger John Sweeney. En af årsagerne til, at et fagforeningsmedlemskab for nogle amerikanske arbejdere ligger meget fjernt, er, at de arbejder på freelance-basis, hvor de fra gang til gang hyres af et selskab for et par måneder af gangen. Disse arbejdere har i praksis ingen kollegaer, som de kan diskutere arbejdsforhold, løn og vilkår med. Og de lever mange i den vildfarelse, at de står alene med deres problemer. Heldigvis er flere og flere af disse løsarbejdere, særligt indenfor den amerikanske computerindustri, begyndt at mødes på internettet, hvorved de indser, at de har sammenfaldende interesser og problemer, fortæller John Sweeney. »Det går op for disse arbejdere, at de bliver nødt til at stå sammen og danne en forening, hvis de skal have nogen chancer for at ændre deres arbejdsforhold. Vores job er at hjælpe disse arbejdere med at opbygge de nødvendige strukturer, så de en dag kan danne en egentlig fagforening,« siger John Sweeney. Netop disse spirende tendenser får John Sweeney til at se optimistisk på fremtiden for den amerikanske fagbevægelse. »Jeg tror, at flere og flere amerikanske arbejdere vil erkende, at de ikke kan modstå virksomhedernes pres mutters alene, og at de har brug for folk til tale deres sag,« siger han. ■ Af Peter G. H. Madsen, phm@lo.dk
LEDER I Af Per Michael Jespersen, redaktør, pjs@lo.dk Den skrøbelige alliance Det er svært at se, hvad der på langt sigt skal tømre regeringen og Dansk Folkeparti sammen. For hvor er den fælles dagsorden, der skal angive retningen og skabe folkelig begejstring? SKILLEVEJ Hvad gør dansk politik til noget særligt i disse år? Det gør Dansk Folkeparti. Her taler vi ikke om partiets evne til at kombinere frygt for globaliseringen med stor vælgerappel til de mest ressourcesvage. Det ser man også i andre lande. Nej, det helt specielle er, at det er lykkedes et parti som Dansk Folkeparti at indgå en alliance med en regering om et politisk projekt. Vi taler om et helt unikt dansk fænomen. Men også om et skrøbeligt fænomen. Og meget tyder på, at alliancen mellem Dansk Folkeparti og regeringen bliver mere skrøbelig i de kommende år. ’ Se bare den forløbne uge. Sidste søndag krævede Dansk Folkeparti, at skat- Meget tyder på, at allitelettelser nødvendigvis skal gå til lavtlønnede. Et par dage efter krævede parancen mellem Dansk tiet tre ministre fyret. Og allerede om onsdagen var kravet en markant større Folkeparti og regeringen ældrecheck ved de kommende finanslovsforhandlinger. I alle tre tilfælde var bliver mere skrøbelig i der tale om krav, der gik stik imod regeringens interesser, og som derfor blev de kommende år. skudt ned. Naturligvis handlede det delvist om drilleri for snurrende kameraer – og et støtteparti skal naturligvis have lov til at pudse profilen af i sommervarmen. Men det var også et forvarsel om noget større. For vi kommer formentlig til at se mere til den slags brydninger mellem Dansk Folkeparti og regeringen i fremtiden, når de to skal finde en ny balance. Der er ingen tvivl om, at regeringen og Dansk Folkeparti har haft meget sammen. Et historisk skæbnefællesskab. Uden Dansk Folkepartis evne til at opfange og kanalisere en folkelig utilfredshed med SR-regeringernes udlændingepolitik ind i det politiske liv, var Anders Fogh Rasmussen (V) aldrig blevet statsminister i 2001. Og uden Anders Fogh Rasmussen havde Dansk Folkeparti aldrig fået sin store parlamentariske indflydelse. Men nu hvor udlændingeprojektet og skattestoppet er ført igennem – og den politiske scene er støvsuget for projekter efter velfærdsreformerne – bliver det sværere at se, hvad der på langt sigt skal tømre regeringen og Dansk Folkeparti sammen. For hvor er den fælles dagsorden, der skal angive retningen og skabe folkelig begejstring? Velfærdspolitikken? Næppe – her står Dansk Folkeparti med massive krav om flere kroner til ældre, plejesektoren, de svage mv. Samfundsreformer? Nej, Dansk Folkeparti er til status qou. EU-politikken? Slet ikke. Håndteringen af globaliseringen da? Ikke i længden. Godt nok stod regeringen og Dansk Folkeparti sammen, da Muhammed-krisen kradsede. Men krisen fik også udstillet en intern »global« borgerlig opposition mod alliancen med det »nationale« Dansk Folkeparti. Som den konservative Gitte Seeberg udtrykte det for nylig: »Vi står ved en korsvej og skal vælge. Vil vi følge Dansk Folkeparti? Eller vil vi vende ansigtet udad og tage udfordringen fra globaliseringen op? Man kan ikke begge dele.« Udtalelsen lå på linje med skatteminister Kristian Jensen (V), der i en debatbog har argumenteret for, at regeringen ikke i længden kan basere sig på Dansk Folkeparti, fordi de to tilhører hver deres galakse, når det handler om synet på globaliseringen. Alliancen er ikke i dyb krise. Og den bryder ikke sammen i morgen eller i overmorgen. Det ville være ren ønsketænkning. Men at den er mere skrøbelig end længe, er der ingen tvivl om. Bare vent og se. ■ 07 · AUGUST 2006 15
Page 1 and 2: UGEBREVET A4 Arbejdsmarked I Politi
Page 3 and 4: VELFÆRD I Oppositionen kan vinde
Page 5 and 6: aldemokraternes politiske ordfører
Page 7 and 8: håndtere undervisningssituationer
Page 9 and 10: Negativ skoledebat skræmmer unge v
Page 11 and 12: skal til for at unge kan flytte hje
Page 13: eney må kæmpe med i disse dage. I
Page 17 and 18: I alt otte af regeringens ministre
Page 19 and 20: ne og forholdet til de politiske ko
Page 21 and 22: som en terrororganisation. En strib
Page 23 and 24: DENNE UGE I SIDSTE UGE I TIRSDAG 8

PDF - Ugebrevet A4

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?