Vanddrevne elværker i Danmark 1890-1940 (PDF-format

Jylland, hvor der var flere mellemstore byer, og hvor afstanden mellem bebyggelserne
var forholdsvis stor. Desuden har man peget på den inspiration til at etablere
små lokale værker på landet, som udgik fra Poul la Cour på Askov Højskole og
kredsen omkring ham i årene omkring århundredskiftet.
Men også i Jylland blev der arbejdet med etableringen af højspændingssystemer.
Det varede blot længere tid inden de kom til at udgøre et centraliseret system. I
flere tilfælde indgik nyopførte vandkraftværker i de distriktsystemer, der etableredes.
Ved de ældste var nettenes længde begrænset, som i Brande hvor afstanden
mellem værk og by var 3-4 km, eller de 7 km mellem Christiansdal og Haderslev.
Ved de større værker, der stod færdige omkring 1921, fik højspændingsnettene i
de fleste tilfælde en betydelig udstrækning fra starten, og som ved Christiansdal/Haderslev
kombineredes vandkraftværkerne med kulfyrede byværker. Det
gælder Harte/Kolding, Karlsgårde/Esbjerg, Vestbirk/Horsens og Gudenåcentralen,
hvis net gik fra Skive til Århus. Det var netop sådanne net en af de førende
højspændingsfolk S.A. Faber fremhævede i et foredrag fra 1921 som begyndelsen
til skabelsen af et nationalt net med forbindelser til Sverige og Norge.
Det er vanskeligt at få et dækkende billede af hvem der var initiativtagere til etableringen
af de enkelte vandkraftværker. På den ene side er der kun få oplysninger
om de mange genanvendte møller, mens der på den anden side er forholdsvis
mange oplysninger om de større nyanlagte vandkraftværker, der blev omtalte i
ingeniørernes fagtidsskrifter og senere i jubilæumsskrifter.
I enkelte tilfælde er det mulig at dokumentere en direkte indflydelse fra Askov.
Det gælder Lydum Mølle, hvor installeringen af lysanlægget i 1903 blev foretaget
af en maskinist udlært i Askov, samt Glejbjerg og Bindslev Elværker, der blev
projekteret af ingeniør Jacob Bjerre fra Askov, ligesom ingeniør J.Th. Arnfred
(1882-1977), der havde været medhjælp for la Cour, synes at have beredt jorden
for ideen om at anlægge et vandkraftværk ved Karlsgårde.
Udover Bjerre var der andre ingeniører, der gik igen. Ingeniøren Kristian Thomsen
(1874-1918) var ansat i Det danske Hedeselskab, hvor han ledede selskabets
kulturtekniske afdeling. Udover åreguleringer og dræningsarbejder udarbejdede
han det første projekt til Gudenåcentralen i 1904 og deltog i den endelige planlægning
af anlægget, ligesom han deltog i projekteringen af de mindre værker ved
Allinggård og Bygholm. Desuden fungerede han som konsulent ved Harteværket,
som var projekter af hans fætter Mikkel Thomsen, der også stod for anlæggelsen
af Vestbirk.
Ved Gudenåcentralen samarbejdede Thomsen med elektroingeniøren S.A. Faber
(1867-1937), der havde afsluttet sin uddannelse i London i 1893, inden der blev
oprettet en elektroteknisk linie på Den polytekniske Læreanstalt. Efter at have ledet
Simens & Halskes københavnske afdeling varetog Faber den tekniske ledelse
af elektrificeringen af de københavnske sporveje og blev direktør for Tuborg-
Klampenborg elektriske Sporvej, der opførte Skovshovedværket. Også Fabers efterfølger
som direktør for sporvejsselsskabet, det senere NESA, Aage R. Angelo
(1875-1966) deltog i projekteringen af Gudenåcentralen.
William Rung (1873-1939), der projekterede den elektriske del af Harteværket og
rådgav Ministeriet for offentlige Arbejder om Gudenåcentralen, var ligeledes en
13