Vanddrevne elværker i Danmark 1890-1940 (PDF-format

værker og for at forbinde flere værker, således at man f.eks. kombinerede kulog
vandkraft.
Den første længere transmission af højspændt vekselstrøm blev gennemført i
1891, da det lykkedes AEG og en af grundlæggerne af det svejtsiske firma
Brown Boveri & Cie at bygge et system, der kunne overføre strøm de 175 km
fra et vandkraftværk i Lauffen am Neckar til Frankfurt am Main. I USA blev
det første af flere vandkraftværker ved Niagara Falls opført i 1895. Disse tidlige
vandkraftværker blev hurtigt fulgt af andre, hvoraf de største og mest omtalte
fortrinsvis blev placeret i bjergrige egne som Alperne eller de norske og
svenske fjelde, hvor vandmasserne og faldhøjderne var store.
En anden vigtig komponent i vandkraftværker ved siden af generatoren (der
fremstiller vekselstrømmen) og transformatoren (der øger eller sænker spændingen)
er turbinen (der driver generatoren). Det er en ældre teknologi, der går
tilbage til omkring 1830, da de første turbiner blev udviklet som erstatning for
mere traditionelle vandhjul. Fra omkring 1890 udvikledes turbiner med en væsentlig
større kapacitet end de hidtidige, således at man kunne udnytte store
vandmængder og faldhøjder som ved f.eks. Niagara Falls. Samtidig forbedredes
regulatorerne (der styrer vandtilstrømningen til turbinen), og man begyndte
at opbygge hver turbine- og generatorpar omkring en fælles aksel, således at
krafttabet ved udvekslinger eller gear blev undgået. Hvor de ældre turbiners
kapacitet sjældent oversteg 300 hk, var turbinerne ved det først Niagara-værk
på 5.000 hk og ved Vemork kraftværket i Norge fra 1908-11, som udnyttede
Rjukan fossets fald på 300 m, var der 10 turbiner på hver 14.500 hk. Det er
meget langt fra danske forhold, hvor det største vandkraftværk Gudenåcentralen
har tre dobbeltturbiner på hver 1.800 hk og en faldhøjde på ca. 10 m.
De danske elsystemer
Danmarks højeste punkt - Ejer Bavnehøj - er ikke højere end 172 m, ligesom de
talrige åer og bække har en begrænset faldhøjde og vandmængde. På trods af de
givne geografiske forhold blev vandkraften, hvor beskeden den end var, også i
Danmark udnyttet til fremstilling af elektricitet. Etableringen af sådanne værker
skete næsten udelukkende i de to første årtier af 1900-tallet. Af elektricitetsværkernes
samlede energiforbrug udgjorde vandkraften 5 % i 1921/22 og knap 2
% i 1942/43, mens den i dag udgør under 1 0 / 00 .
Ser man på bygningerne, er antallet af vandkraftværker imidlertid noget større
end energiforbruget lader formode. Den efterfølgende oversigtlige registrering
omfatter 108 anlæg, der har indgået i et offentligt forsyningssystem. Ifølge de
statistiske opgørelser var der i alt 496 elværker i 1921/22 og 418 elværker i
1942/43, som leverede til et offentligt net. De helt eller delvis vandkraftbaserede
elværker har således udgjort mellem en fjerde og en femtedel af elværkerne. Men
i de fleste tilfælde var der tale om meget små anlæg. Hovedparten var
kornvandmøller, hvor kværnene var blevet suppleret eller erstattet af en dynamo.
Kun omkring 20 vandkraftværker blev opført til formålet.
Vandkraftværkerne indgik fra 1897 som et element blandt de forskellige elsystemer,
der så småt var blevet etableret omkring 1880. Systemerne kan opdeles
på forskellig måde. Man kan skelne mellem: egenproducenter, hvor f.eks.
8