Vanddrevne elværker i Danmark 1890-1940 (PDF-format

Den udenlandske baggrund
Udnyttelsen af elektricitet til signal- og kraftoverføring udvikledes gradvist i
løbet af 1800-tallet dels med telegrafen omkring 1840, telefonen omkring 1880
og den trådløse telegraf omkring 1900, dels med udviklingen af anvendelige
dynamoer og elektromotorer fra omkring 1870 og glødetrådslamper ti år senere.
Fælles for disse elektriske teknologier - ligesom de ældre gasforsyningsanlæg
og jernbaner - er, at de udgør systemer, som består af en række forbundne
komponenter. Mangler eller ændres en komponent, har det betydning for de
øvrige.
De første små elektriske systemer omfattede en generator, ledninger og f.eks. et
par kulbuelamper. De var begrænset til en enkelt lokalitet, som f.eks. de lyssystemer
der fra slutningen af 1850erne blev installeret i engelske og franske
fyrtårne. Sådanne enkelt anlæg fik et skub frem ad efter fremkomsten af Th.
Grammes dynamo i 1870.
Udviklingen af et forsyningssystem, der leverede strøm til flere forbrugere
gennemførtes af amerikaneren Thomas Alva Edison i årene 1879-82. Med til
systemet hørte flere aktieselskaber, hvor nogle producerede dele til systemet og
andre drev forsyningsvirksomhed, her i blandt verdens første permanente elektricitetsværk
til forsyning af offentligheden, Pearl Street Centralstation på
Manhattan i New York fra 1882. Det var et jævnstrømssystem, hvor det kun
var muligt at transportere strømmen over korte afstande på grund af spændingstabet
i ledningsnettet. Derfor blev jævnstrømsværkerne ofte placeret midt
i tæt bebyggede befolkningscentre.
Systemet eksporteredes hurtigt til Europa. Allerede i 1883 blev der indviet centralstationer
i Milano og Berlin, ligesom den europæiske produktion af elkomponenter
begyndte at blive opbygget. Nogle firmaer blev hurtigt store, som
Siemens & Haske, der bl.a. fremstillede Edison-produkter på licens, og Allgemeine
Elektricitäts-Gesellschaft (AEG), der i arkitekturhistorisk sammenhæng
er kendt for ansættelsen af Peter Behrens som selskabets chefdesigner i 1907.
AEG og Siemens blev de udenlandske selskaber, der især kom til at stå for
overførelsen af elteknologien til Danmark.
Der opstod imidlertid hurtigt en konkurrent til jævnstrømssystemet, som led af
den væsentlige brist, at jævnstrømmen kun kunne transmitteres over nogen få
kilometer, hvis ikke udgifterne til transmissionsnettet skulle øges urealistisk.
Det konkurrerende system var baseret på højspændt vekselstrøm, der kan
transmitteres over store geografiske afstande uden væsentlige spændingstab.
Systemet indebærer, at strømmen optransformeres ved kraftværket og nedtransformeres
nær forbrugeren. Modsat jævnstrøm kan vekselstrøm ikke akkumuleres
i batterier. Anvendelsen af højspændt vekselstrøm gjorde det muligt
at placeret kraftværker længere borte fra forbrugeren. Hvis kraftværket var kulfyret
kunne det f.eks. anlægges ved en havn, således at det var let at modtage
kul fra skibe. Et tidligt eksempel er Depford Power Station, der blev anlagt i
1889 ved Themsen. Eller værket kunne placeres ved et vandfald og drives af
vandkraft. Det længere forsyningsnet gav også mulighed for at anlægge større
7