Vanddrevne elværker i Danmark 1890-1940 (PDF-format

en ved Brande, og skaber en faldhøjde på godt 10 m. For at kontrollere vandmasserne
ved et eventuelt dæmningsbrud er der lagt to mindre dæmninger bag
hoveddæmningen. En 300 m lang tilløbskanal leder vandet til selve kraftværket,
der således er placeret et stykke fra hoveddæmningen.
Andre steder har man ved hjælp af dæmninger og kanaler omledt vandet i åer
for at opnå større vandmængder. Det er tilfældet ved Harte, hvor en 200 m lang
spærredæmning ca. 3 km nord for værket opstemmer vandet i Vester Nebel Å,
således at vandet løber imod det naturlige fald i et stykke af Almind Å, og vandet
fra de to åer samles i Stellerup Sø. Herfra ledes det gennem en godt 2 km.
lang kanal til værket, hvor der opstår et faldhøjde på knap 25 m. Hvilket er det
største fald ved et dansk værk.
Vandbygningsarbejderne ved Karlsgårde er mere komplicerede. I den første
anlægsperiode 1918-21 byggedes den 1½ km lange hesteskoformede dæmning,
der opstemmer Karlsgårde Sø og skaber en faldhøjde på knap 10 m. Vandet
kommer dels fra Nørrebæk dels fra Holme Å, hvorfra det føres til søen via en 7
km lang kanal. Det opgravede materiale fra kanalen blev anvendt til dæmningen.
Kraftværket er placeret et lille stykke bag dæmningen og vandet føres i
rørledning gennem dæmningen. 1942-43 udbyggedes anlægget med en ca. 200
m. lang spærredæmning vest for Ansager og en 10 km lang kanal, der leder
vandet fra Grindsted Å og Ansager Å udenom et stykke af Varde Å og ned til
Karlsgårde Sø. Også mindre anlæg kunne omfatte kanalarbejder, som den 1½
km. lange kanal ved det lille jævnstrømsværk ved Glejbjerg fra 1916. Ved at
genbruge de ældre vandmøllers dæmninger og kanaler, som det f.eks. skete ved
Christiansdal, kunne man således undgå eller begrænse omfattende vandbygningsarbejder.
Til de fleste anlæg er der knyttet boliger, og ved Gudenåcentralen og Harte
indgik opførelsen af funktionærboliger i den samlede planlægning. Det er muligvis
også tilfældet ved Karlsgårde. Når der opførtes funktionærboliger var
det, fordi anlæggene lå afsides, og det ved uheld var af betydning at have de
forskellige folk ved hånden.
Ved det største af værkerne, Gudenåcentralen, er der fire funktionærbygninger,
som ligger vest for kraftværket, mens bestyrerboligen er placeret for sig selv.
Fælles for boligerne er, at de med deres halvvalmede teglhængte tage, røde
blankmure og hvidmalede vinduer følger ”bedre byggeskik” bevægelsens arkitektoniske
idealer. Den næsten identiske arkitektoniske bearbejdning af bygningerne
udtrykker en vis social egalisering mellem bestyreren og de øvrige
funktionærer, men bestyrerboligens beliggenhed, størrelse og indgangsparti viser
dog forsat, hvem der er højest placeret i det lille samfunds sociale hierarki.
Samtidig adskiller boligerne sig fra selve værket. Hvor boligerne er uden
klassicistiske arkitekturdetaljer, giver trekantgavle og gesimsbånd foruden de
granit beklædte sokler og de delvis funktionelt begrundede stræbepiller
kraftværket større tyngde eller monumentalitet. Herved vises det arkitektonisk, at
kraftværket er det vigtigste element i det samlede anlæg. I ældre industrianlæg er
det normalt bestyrer- eller direktørboligen, der er fremhævet, som det ses ved
eksempelvis Hellebækgård eller Gammel Carlsberg. Også funktionærboligerne
ved Harte er arkitektonisk underordnet selve kraftværket.
17