Vejledning om beskyttede sten- og jorddiger - Kulturstyrelsen

1. Indledning
Sten- og jorddiger er ældre tiders hegning og markering af skel og ejendom i landskabet. De
er beskyttede, fordi de vidner om Danmarks administrative inddeling og landbrugets historie,
om driften i marken, beskatnings- og ejerforhold. Digerne er også vigtige levesteder og spredningsveje
for dyr og planter og bidrager til et afvekslende landskab.
Vi skal passe på vores diger, fordi de fortæller Danmarks historie gennem 2000 år. Hvis vi kigger
godt efter, kan vi i digerne og de mønstre de danner, læse om det danske kulturlandskabs
udvikling. Jo dybere vi trænger ind i landskabet og det mønster som digerne danner, jo dybere
kan vi se ind i historien.
Det, der springer i øjnene først, er de yngste strukturer, de yngste lag i historien. Lange lige
linjer af diger i store rektangler, der afgrænser landejendomme og deres marker. Det er diger
opført omkring år 1800 i tilknytning til den store landbrugsreform, udskiftningen af landsbyjorden.
De fleste bønder flyttede gården ud fra landsbyen til den jord de fik tildelt for at mere
effektivt kunne dyrke den. Til de yngre lag hører også de fleste diger omkring skovene. På
kongelig forordning plantedes mange nye skove i begyndelsen af 1800-tallet.
Læg mærke til om der er diger, der krummer eller på anden måde er uregelmæssige. Måske
afgrænser de gårdens område (toften) mod nabogården og landsbygaden, eller kanter markvejene
ud til engene eller står i skellet mellem den gødskede, gamle indmark og udmarken,
det gamle overdrev. Nu er vi tilbage i tiden før udskiftningen, hvor man i fællesskab dyrkede
jorden, der tilhørte landsbyen, og landsbyens dyr græssede sammen på overdrevet. Tofternes
størrelser og landsbyens hegning kan mange steder føres tilbage til 1000-tallet.
Ser vi et markant, måske endda stenbygget dige, kan det være skellet til herregården og dens
marker - en middelalderstruktur, som fortæller om da herremanden flyttede ud fra landsbyen.
Hovedgårdene begyndte at udskifte sin jord fra landsbyernes fællesjord sidst i 1400-tallet.
Bevæger vi os ud til skellet til nabosognet, er vi helt tilbage i den tidligste kristne tid, i slutningen
af det første årtusinde e.kr., hvorefter vikingerne og deres efterkommere inddelte landet i
sogne. Sognediget blev ofte højere, fordi det var en vigtig administrativ grænse.
Et endnu ældre, administrativt og markant dige kan vi finde der hvor landsbyernes marker
grænser op til hinanden, i ejerlavsgrænsen. Det snor og bugter sig gennem landskabet, yderst
på overdrevet, igennem skoven eller engene. Herude er vi ved en grænse, der kan være fastlagt
allerede i tidlig jernalder. Selve landsbyen flyttede rundt indenfor dens eje mange århundreder
endnu, for bedre at udnytte jordens næringsindhold til dyrkning.
Administrative grænser, som sogne- og herredsgrænser og deres diger bevarer også endnu ældre
grænser fra den gang Danmark var et stammesamfund. De kan nogle steder opleves som
forsvarsvolde, egentlige fortidsminder, f.eks. på tværs af den jyske ”hærvej”.
Det danske landskab er en åben historiebog. Her er skitseret nogle afsnit; om ejerlavsdigerne,
sognedigerne, herregårdsdigerne, fællesskabets diger og udskiftningens diger, som nogle af de
vigtigste. Men der er mange flere derude, hvis man ”læser” landskabet og kigger godt efter.
ve jledning om beskyttede sten- og jorddiger
5