KULTURHISTORISK MUSEUM RANDERS

KULTURHISTORISK MUSEUM RANDERS 

KHM 1556 Brødregade 6/Rådhusstræde 4 

Christoph Briese — Beretning for en arkæologisk undersøgelse udført august til september 2004 

Randers by 

Randers Sogn 

Støvring Herred 

Randers amt 

Stednr. 140908 

KUAS j. nr. FOR 2005‐2123‐0289 

STEMANNSGADE 2 · 8900 RANDERS 

TEL. 86 42 86 55 · FAX. 86 41 86 49 · EMAIL KHM@KHM.DK · WWW.KHM.DK

KULTURHISTORISK MUSEUM RANDERS KHM 1556 Brødregade 6/Rådhusstræde 4 

Christoph Briese — Beretning for en arkæologisk undersøgelse udført august til september 2004 side 2 

Indhold 

Opsummering 2 

Undersøgelsens forhistorie 3 

Administrative data 3 

Øvrige data 3 

Topografi, terræn og undergrund 3 

Målesystem 4 

Udgravningsmetode 7 

Undersøgelsens resultater 8 

Bilag 1‒4 32 

Opsummering 

Beretningen sammenfatter resultaterne for en partiel arkæologisk undersøgelse udført i forbindelse 

med et større byggeri i Brødregade/Rådhusstræde i Randers midtby i 2004. På lokaliteten, beliggende i 

den middelalderlige bykerne af Randers, blev der fundet enkelte fundament‐ og anlægsrester fra en 

bygårdstomt fra middelalderen (1300/1400‐tallet).



Undersøgelsens forhistorie 

Sagens forløb går tilbage til januar 2000, da Kulturhistorisk Museum Randers (KHM) blev kontaktet af 

Knud Jacobsen Ejendomme Randers (K. J. Group) med henblik på et samarbejde i forbindelse med nedrivningen 

af de to ejendomme Rådhusstræde 4 og Brødregade 6 i det centrale Randers og en 

efterfølgende arkæologisk undersøgelse. K. J. Group ønskede et nybyggeri på matriklen da de 

eksisterende bygninger har været i så dårlig en forfatning at reparationer skønnedes urentabelt om 

end ikke umuligt. Begge huse havde partiel kælder. Oprindelig planlagdes en kælderdybde på ca. 2 m 

under samtlige 900 m 2 af byggearealet, hvilket ville indebære, at såvel i områder hvor der ikke 

tidligere har været kælder som på den eksisterende gårdsplads skulle udgraves til mindst 2 m under 

nuværende terræn. Foranlediget af de omfattende arkæologiske undersøgelser dette ville have udløst, 

blev lokalplanen derefter genvurderet, og jordindgreb blev indskrænket til et minimum. 

Fig. 1 Randers, Brødregade 6/Rådhusstræde 4. 

Matrikel 325 og 322. Planskitse over byggearealet af Knud Jacobsen Ejendomme Randers med den daværende bebyggelse i begyndelsen 

af 2004 (prøvegravningsarealet skraveret). M. ca. 1:500 

Med udgangspunkt i den ændrede lokalplan blev sagen genoptaget i februar 2004 (fig. 1). De to 

eksisterende bygninger skulle rives ned til grunden, og erstattes af et nyt. De eksisterende kældre 

(grøn markering), i hvilke der i kælderen mod Rådhusstræde er fragmenter af oprindelig 

middelalderligt murværk, planlagdes opfyldt, således at den bevaringsværdige byggesubstans ikke 

ville blive ødelagt. 

Piloteringen skulle følge den nye bygnings ydermure (rød markering) og piloteringspælene ville 

komme til at stå med én meters afstand. En del af den eksisterende sokkel (gul markering) skulle bortgraves 

og piloteringspælene skulle rammes ned i den tømte sokkelgrøft. Langs murene af nabohusene



og i den østlige del langs Rådhusstræde skulle piloteringspælene rammes ned sideløbende, og mod 

syd skulle der, af hensyn til nabohuset som er i dårlig stand nedpresses spunsvægge. I feltet mod syd 

(gul skraveret markering) blev der planlagt en afgravning på 0,5‒1,2 m. 

Efter aftale med entreprenøren foretog KHM allerede den 2‒7/4/2004 en begrænset forundersøgelse 

i den sidstnævnte sydlige del af byggearealet på matrikel nr. 325 (fig. 1). Undersøgelsen i 

anlægsdybden gav ubetydelige arkæologiske resultater, men viste dog, at uforstyrrede 

middelalderlige kulturlag og anlæg måtte forventes ved dyberegående anlægsarbejder. 

Med den nye lokalplan og med erfaringerne fra den arkæologiske forundersøgelse, kunne den 

arkæologiske hovedundersøgelse til sidst begrænses til det 70 m 2 store og 2,5 m dybe areal tiltænkt 

etableringen af en elevatorskakt (fig. 3). 

Administrative data 

Prøvegravningen og udgravningen blev finansieret af bygherren K. J. Group (Randers) jævnfør 

museumsloven (lov nr. 473 af 7/6/2001, kapitel 8, §§ 25‒27). Forhandlingerne med ejeren Knud 

Jacobsen foregik direkte. Alle budgetter for prøvegravning og udgravning blev godkendt både af 

bygherren og Kulturarvstyrelsen (KUAS). 

Den arkæologiske forundersøgelse i april måned var budgetteret til 8.744,‒ kr., den endelige 

regning lød på 5.958,‒ kr. 

Under forløbet af hovedundersøgelsen blev omfanget af udgravningsarealet udvidet to gange både 

i fladen og i dybden. I første omgang (18/8/2004) var udgravningen planlagt med en flade på 2 x 3,2 m 

og en dybde på ca. 2,5 m, svarede til en jordvolumen på 16 m 3 . Undersøgelse af én m 3 jord fra middelalderlige 

bykerner anslås til 3.500 kr. (prisen inkluderer feltarbejde, udgravningsberetning, bygherrerapport, 

indføring og magasinering af det fremkomne fund, konservering og naturvidenskabelige 

undersøgelser). Med udgangspunkt i dette tal blev det samlede udgravningsbudget på i alt 56.000 kr. 

Omfanget af undersøgningsarealet blev ændret (27/8/2004) til en flade på 2,5 x 4 m i en dybde af 2,5 m, 

svarede til en jordvolumen på 25 m 3 og udgravningsbudgetet blev på det grundlag ændret til 

87.500 kr. Få dage senere blev museet oplyst om, at det berørte areal skulle nu være på 7 x 10 m. Af 

disse 70 m 2 skulle 14 m 2 afdækkes i en dybde på 2,6 m under den øverste halve meter moderne 

forstyrrede lag (i alt 36,4 m 3 ). Øvrige 14 m 2 skulle afdækkes i en dybde på 2 m (i alt 84 m 3 ). Denne 

udvidelse betød et større totalundersøgt areal på 137,2 m 3 og et samlet budget på 479.500 kr. Det 

endelige beløb af de samlede udgifter er på 280.960,83 kr. 

Kulturhistorisk Museum Randers har udført den arkæologiske del af undersøgelsen, og her findes 

såvel den originale dokumentation såvel som de genstande som blev fundet i forbindelse med 

udgravningen. Sagsgangen, herunder brevveksling m.v., er arkiveret under journalnummeret og 

findes desuden i digitalt form både på DSI‐databasen og museets server. Listerne over fund, anlægsog 

lagbeskrivelser, udgravningstegninger og ‐billeder er vedlagt denne beretning (bilag 5–9). 

Øvrige data 

Museumsinspektør Ernst Stidsing (ES) var ansvarlig leder (11 timer). Udgravningen stod på i perioden 

24. 8.‒10. 9. 2004 med Christoph Briese M.A. (CHB) som daglig leder (105 timer) og Thomas Poulsen 

(THP) som studentermedhjælp i perioden 3. 9.‒10. 9. 2004 (42 timer). 

Dyremateriale (knogler, fiskeben) og botaniske fund (frø, kerne, skaller) blev undersøgt og bestemt 

af henholdsvis Jacob Kveiborg, stud. mag., Peter Mose Jensen, cand. mag., Peter Hambro Mikkelsen, Ph.d. 

(Konserverings og Naturvidenskabelig Afdeling, Moesgård Museum) og Knud Rosenlund, cand. mag. 

(Zoologisk Museums Kvartærzoologiske Samlinger, Københavns Universitet).



Fire dendroprøver taget fra et husfundament og en femte, som var tæt relateret til en stenlægning, 

blev undersøgt og dateret af Trædateringslaboratoriet Wormianum (Carsten Sønderby, cand. mag., Moesgård 

Museum). 

Det afsluttende dokumentations‐ og beretningsarbejde udførtes af CHB (i 92 timer). 

Topografi, terræn og undergrund 

Der vides ikke meget om lokaliteten, udover at den ligger centralt i den middelalderlige by (matrikler 

322 og 325), i svikkelen mellem Rådhusstræde mod nord og Brødregade mod øst. Umiddelbart nord for 

lokaliteten lå Benediktinernonneklostret Vor Frue Kloster, umiddelbart sydøst lå Gråbrødreklostret fra 

1100/1200‐tallet og senere på samme sted Dronningborg Slot fra 1550 AD. Mod syd grænser lokaliteten 

op til Sct. Clemenskirke. Dendrodateringer fra 1000‐tallet stammer fra Sct. Mortensgade umiddelbart 

sydvest for udgravningsarealet, Sct. Mortens kirke og Helligåndsklostret ligger vest for og Torvet 

nordvest for lokaliteten. Derudover er der arkæologiske iagttagelser fra 1953 af brønde i 

middelalderligt murværk med tre hele middelalderlige sortpotter på nabomatriklen mod vest. Med 

denne baggrund må lokaliteten anses for at være arkæologisk og kulturhistorisk særdeles interessant, 

en videregåenede arkæologisk undersøgelse på stedet derfor af stor betydning. 

En bare nogenlunde detaljeret information vedrørende den almindelige profane bebyggelse af området 

findes ikke før 1761 da matriklerne 322 (Rådhusstræde 4) og 325 (Brødregade 6) blev for første 

gang opført i Randers Ejendomsregisteret (fig. 2). Huset i Rådhusstræde 4 ejedes først af byfoged 

Søren Hansen. Han solgte i 1791 ejendommen videre til borgmester og justitsråd Johan Frederik 

Caroe, hvorefter grunden ejedes siden 1823 af amtsprovst Petrus Janus Kruse og blev lidt senere 

overtaget af Skt. Mortens Kirke, hvor Janus var præst. På matrikel 325 blev der i 1856 opført en 

præstegård. I 1914 sælger sognepræst C. Geismar ejendommen på matrikel 325 til købmand G. Falbe 

Hansen. Ejendommen på matrikel 322 overtages 1856 af købmand Niels Filtenborg og sælges 1878 til 

proprietær S. Ødum og købmand J. P. Ødum, hvorefter købmand Otto Lodberg blev ejer i 1899. Hans 

slægtninge ejede ejendommen indtil 1998, hvorefter bygningen blev solgt til den nuværende bygherre. 

a 

b 


a Matrikelkort over Randers 1874 med byggearealet på matrikel 322 og 325. M. 1:2500; b matrikel 222, hvor udgravningsfeltet til 

elevatorskakten lag. 

Grundstykket er beliggende i et terræn som skråner svagt mod syd, med gadeniveau på ca. 6 m DNN 

i Rådhusstræde mod nord og ca. 4,5 m DNN i Brødregade mod syd. Udgravningen viste blandt andet



at undergrunden i det undersøgte område ligger ved 2,31 DNN og dermed omtrent 3 m under det nuværende 

terræn. Undergrunden som består af groft homogent sand med mange fint knuste muslingeskaller 

og få organiske rester tyder på et gammelt vådområde, sandsynligvis istidens havbund. 

Målesystem 

Et nordsydlig orienteret, retvendt horisontalt målesystem blev udlagt i forhold til matrikelkortet, de 

eksisterende og de planlagte bygninger med hjælp af byggeingeniørens opmålinger (fig. 3). Under udgravningen 

blev der anvendt målebånd, vinkelspejl og landmålerstokke til at vinkle målesystemet ud. 

Til opmåling af frilagte anlæg og fund blev der anvendt målebånd, tommestok og lod såvel som 

nivelleringsapparat. Alle niveauer er målet ind i forhold til DNN koter. 

Fig. 3 Randers, Brødregade 

6/Rådhusstræde 4. 

Oversigtsplan med 

udgravningsfeltet fra 

hovedundersøgelsen (skraveret), 

målesystem og koterne. M. 1:2000 

Udgravningsmetode 

Afrømning af overfladejord blev udført af entreprenørfirmaet Ikast Byggeindustri (IBI), som også stod 

for byggeriet. En lille gravemaskine på larveføder med to skovle af forskellig bredde blev stillet til 

rådighed. Udgravningen forgik med maskin‐ og håndkraft med hjælp af skovl, spade, hakke, gravske 

og kradser, alt efter beskaffenhed af jorden og skrøbelighed af de fremgravede anlæg og fund. Af 

hensyn til tidsplanen, som var begrænset til 15 arbejdsdage, fjernede gravmaskinen rene og 

overskuelige jord‐ og fyldlag, indtil de anlægsspor eller støre anlæg kom frem, som skulle



dokumenteres. I dette tilfælde blev maskingravning stoppet og udgravning fortsættes med håndkraft. 

En stor del af kulturlagene blev maskinopgravet, samlet i såkaldte bigbags og transporteret til 

Moesgård Museum til en videregående undersøgelse. På denne måde kunne udgravningstiden i 

felten afkortes og gennemsøgning af jorden efter eventuelle fundgenstande udføres med betydeligt 

mere omhu. Med hjælp af vandsoldning blev alle fundgenstande fra jordprøverne fundet frem, helt 

ned til smedjeaffald, fiskeben og plantefrø. Dyre‐ og planterester blev sendt til naturvidenskabelig 

undersøgelse med henblik på en artbestemmelse og kvantificering. Enkelte organiske træ‐, læder‐ og 

tekstilrester kom til konservering samme sted, og fire træprøver blev dendrodateret. 

Som det viste sig i forløbet af entreprisen, har udgravningsfeltet fra starten ikke været helt klart 

defineret og udvidelser var nødvendiggjort undervejs. For arkæologiens vedkommende havde dette 

konsekvenser ikke kun for budgetteringen af projektet men i en betydelig grad også for det 

arkæologiske feltarbejde. Var der i begyndelsen tale om et lille felt på 3,5 x 4,5 m og ca. 2,5 m dybde (i 

alt ca. 40 m 3 ; x 17,40‒20,50/y 14,00‒20,00) så blev dette til sidst udvidet både i fladen og i dybden til 

henholdsvis 7 x 9 m og max. ca. 2,6 m (i alt 137,2 m 3 ; x 17,40‒24,00/y 14,00‒23,00). Ulempen ved denne 

planlægning var, at de fleste anlæg, som strakte sig over hele fladen og som kunne have været vist og 

dokumenteret nærmest komplet (bygningsrester og gangflader) og overskueligt, måtte nu graves op i 

mindre og mere uoverskuelige enheder. 


Felttegning T1. Planum 1. M. 1:50



Undersøgelsens resultater 

Resultaterne af prøvegravningen i april måned 2004 i det sydlige felt af byggegrunden på matrikel 325 

(fig. 1) viste sig at være arkæologisk uinteressant. Under brolægningen og det underliggende lag af 

fundamenteringssand fandtes et omlejret mørkt kulturlag af sortbrunt fedtet jord med indblandet 

sand, nedbrudte fækalier, lidt muld, groft gråt grus og nyere tids byggeaffald som mørtel og 

murstensrester. Deri lå enkelte store (50‒70 cm) omlejrede marksten, som kan være dele af oprindelige 

bygningsfundamenter af ukendt alder. Lidt mod nord af prøvegravningsarealet kom mange små 

striber og pletter af olivensortbrunt fedtet jord med nedbrudte fækalier, teglfragmenter, pletvis sand, 

små marksten, kalkbrokker og trækul til syne. Jorden er forstyrret af recente nedgravninger til strøm‐, 

kloak‐ og vandledninger. Der blev ikke fundet anlæg, men bunden af udgravningen ligger ikke langt 

over de uforstyrrede middelalderlige kulturlag. Bortset fra enkelte dyreknogler som ikke er 

usædvanlige, kom intet fundmateriale frem. 

Hovedundersøgelsen, som fandt sted i august og september måned 2004, viste som ældst i bunden af 

udgravningen undergrundens overflade (2,31 m DNN; de følgende arkæologiske enheder ‒ både lag 

og anlæg ‒ bliver nævnt og beskrevet efter deres stratigrafiske og kronologiske rækkefølge). 

Undergrunden (lag 25; fig. 6) på stedet består af homogent, lysegråt, kompakt, delvis groft havsand 

med mange små, knuste muslingeskaller og spredte sorte pletter af nedbrudte organiske rester. 

Umiddelbart ovenpå ligger et kraftigt (ca. 1,5 m) olivbrunt, fedtet affaldslag (lag 8) med mange 

nedbrudte organiske rester, større løse trærester, små og mindre marksten, planterester, komprimeret 

hø, fækalier, teglfragmenter og lidt teglsmuld. Lag 8 er formodentlig samtidig med affaldslag 22 (fig. 

10). Dette affaldslag som ikke kunne finstratificeres, var dækket af et lignende, kun 40‒50 cm tykt 

affaldslag (lag 6) af nedbrudte organiske rester, som formodentlig var påført som en jævn planering 

til byggemodning. I den øverste del af lag 6 lå talrige større, løse trærester, nogenlunde i vestøstlig 

retning blandt andet to ubearbejdede rundbjælke A 16 af forskellige længder (ca. 1,6 og 0,58 m; dm 

ca. 12 cm). Disse forstås som dele af en tidligere bundsikring som blev udlagt til den efterfølgende 

konstruktionshorisont. 


Felttegning T2. Nordprofil D5. M. 1:50 

På dette planeringslag lag 6 fandtes et 1‒10 cm tykt og omtrent 2 m langt lag af fint, gulligt 

lysebrunt fæhår (lag 20; fig. 6; 28), som formodentligt var opstået ved opførelsen af en 

bindingsværkskonstruktion på stedet, hvorfor laget tolkes som del af konstruktionshorisonten til en 

forsvunden træbygning. På nøjagtig samme niveau fremkom i den sydlige ende af udgravningsfeltet



resten af en stenlægning A15 (fig. 9; 33; x 19,50‒23,00/y 13,80‒15,40). Denne er lagt omhyggeligt med 

små og mellemstore (10‒15 x 20‒30 cm) natursten og, som det ser ud til, i et bevidst mønster. På den 

vestlige del af stenlægningen kan der stadig ses tre parallelle rækker af de mellemstore sten, som er 

lagt med 50‒60 cm afstand i NNW‐retning. 

Fig. 6 Randers, Brødregade 6 

/Rådhusstræde 4. Felttegning 

T3. Østprofil D6. M. 1:50 

For enden af de østlige to større stenrækker findes en stor flad marksten som ser ud til at være lagt 

som indgangssten til en bygning. Mod syd stødte stenlægningen mod et stykke firkantet horisontalt 

placeret, VØ‐gående, hustømmer A 17 af eg (14 x 18 cm; fig. 9; 33; x 20,60‒22,50/y 15,40‒15,60), hvis 

sydlige, vestlige og østlige sider befandt sig i opgravede og forstyrrede fundlag. Stenene lå i et tyndt 

lag af lidt smudset sand (lag 26; fig. 29), som selv lå ovenpå fyldlag 6. Resterne af en bristet stolpe A 

18 var placeret ved den østlige ende af bjælken og anses som rest af en hjørnestolpe tilhørende den 

oprindelige trækonstruktion som stod direkte på lag 6. Oversiden af hustømmeret er forsynet med en 


Felttegning T4. Planum 2. M. 1:50



not (br. 4 cm), hvis funktion formodentlig har været til indsætning af lodrette brædder som måtte 

have dannet en tynd væg; en afbrydelse i noten (l. 70 cm) tolkes som en åbning i trævæggen. 

Hustømmeret, eller forsættelsen af konstruktionen, er ikke bevaret længere mod vest grundet en 

yngre forstyrrelse som også er dokumenteret i stenlægningen A15. Dens vestlige ende blev på et 

senere tidspunkt dog savet over. Dendrodateringer gav et fældningstidspunkt af hustømmeret til 

henholdsvis 1357 og 1397 AD (se bilag 1). Selvom anlæggene er ret forstyrrede, er en rimelig tolkning 

at det drejer sig om et stenlagt udeareal med en mindre trækonstruktion, for eksempel et skur, som 

har ligget her og strakt sig et stykke mod N. 

Omtrent 1‒2 meter fra det nordvestlige hjørne af stenlægningen fandtes, på nogenlunde samme 

kote, resten af en grube (A 7; dm. ca. 1,5 m; bevaret dybde ca. 40 cm; fig. 4; x 19,00‒20,50/y 

16,00‒17,50). Denne var gravet ned i lag 8, og sandsynligvis også igennem lag 6. Siderne var beklædt 

med fast blågråt ler yderst, derefter et lag løst pileflet og inderst igen et lag blågråt ler. Medens gruben 

således har haft vandtætte sider, havde den dog ingen bund. Overkanten af gruben var ikke bevaret, 

således at det oprindelige adgangs‐ eller arbejdsniveau er ukendt. Gruben var dækket med et 

affaldslag som muligvis er stratigrafisk yngre end lag 6. Afgravningen på grunden påviste en meget 

homogen jordsammensætning og ‐farve hvilket kan ligge til grund for at der ikke kunne skelnes 

mellem arbejdsniveau og affaldslag. Gruben var fyldt med lag 7, et hårdt konglomerat af kalk, gråt 

sand og lysegrønthvidt ler, lidt trækul, enkelte småsten og meget lidt teglsmuld. Både grubens 

konstruktion med sin åbne bund samt fyldmaterialet tyder på en funktion i tilknytning til 

garverihåndværket. Soldningen af indholdet gav ingen fund eller yderligere oplysninger om særlige 

indholdsstoffer. Selvom brugsniveauet af gruben ikke kunne bestemmes, den bevarede overkant af 

gruben ligger nu ca. 10‒20 cm dybere end underkanten af stenlægningen A15 og hustømmer A17‒18, 

og selvom der ikke kunne påvises en arbejdshorisont, skal det ikke udelukkes at anlæggene har været 

knyttet til hinanden i funktion og tid. Muligvis gemmer nedgravningsniveauet til gruben sig under 

lag 6. 

Fig. 8 

Randers, Brødregade 

6 /Rådhus‐stræde 4. 

Felttegning T5. 

Planum 3. M. 1:50 

På samme kote, men sikkert i lag 6 og under det næste yngre lag 3 fandtes i den nordlige del af udgravningen, 

nord for Profil D5, dele af en delvist udplyndret samling af mellemstore og store 

natursten. Stensamlingen ligger i VØ‐ og NS‐retning og dannede formodentlig SV‐hjørnet af et 

fundament A 21 (fig. 11‒12; x 17,20‒20,00/y 20,20‒22,00) til en senere hen nedlagt 

bindingsværkskonstruktion. Afstanden mellem de større sten kan antages til ca. 1 m hvilket giver en 

oprindelig fagbredde på omtrent 1,4‒1,5 m. På den østlige side af dette fundament løber en forstyrret 

rest af en ca. 80 cm bred stenlægning A 26 op til fundament A21. På dens østlige grænse i lag 8 stak en 

NS‐orienteret række af små træpløkker A 27 af ukendt funktion op. Lige syd for fundament A21



fandtes i lag 6 en sammenpresset rulle kvas (længde 2,5 m; bredde 20 cm) og enkelte bortkastede 

trærester. Under dem lå et tynd, både i N‐ og Ø‐profilen ikke synligt lag bestående af sand og 

mørtelblanding. Muligvis er der tale om resten af en arbejdshorisont, lag 23 (fig. 12). 


Felttegning T6. Planum 4. M. 1:50 

Fyldlag 22 indenfor fundamentet A 21 blev kunstigt adskilt fra fyldlag 6 uden for fundamentet, 

selvom der ikke kunne ses forskel i jordsammensætningen (fig. 10; 12). På grund af anlægsdybden af 

udgravningsarealet i dette afsnit blev anlægene A21, A26‒27 og lag 22 dog ikke undersøgt nærmere. 

En række af tre egestolper A 22 (dm. ca. 20 cm; l. ukendt; fig. 12) er placeret i VØ‐retning i lagene 8 

og det næste yngre lag 6. Positionen og topniveauet af stolperne (ved henholdsvis 4,13; 4,24; 4,45 

DNN) tyder på, at disse kunne have dannet en stratigrafisk (konstruktiv) enhed med hustømmer A 

19‒20. Det kunne ikke sikkert bestemmes, om denne konstruktion står i forbindelse til det ældre 

kampestensfundament A26 eller nærmere ‒ som bundsikring ‒ med det nyere, efterfølgende anlæg 

A8 (se herefter). 

Den næste, yngre anlægsfase indlededes med et nyt, mindre kraftigt (20‒30 cm) affalds‐ eller 

nivelleringslag 3 af olivensort fedtet jord med mange organiske rester, trærester, lidt teglsmuld, 

lysegrå, lidt sandede lerpletter og små sten. Fyldlaget 3 strakte sig over hele udgravningsarealet og 

kunne ses under samtlige anlæg fra denne nye fase (planum 1; profil D5‒7; fig. 5‒6; 10). Laget trak 

over brolægning A15 med trækonstruktion A17‒18 og over konstruktionshorisont lag 20. Nordfra 

virkede det som om en del af lag 6 var blevet gravet af før lag 3 blev fyldt på (profil D7; fig. 10). 

Eftersom denne nedgravning ligger umiddelbart under det nye fundament A8, skete nedgravningen 

nok i forbindelse med denne konstruktion, muligvis også til at ramme pælerækken A 22 igennem 

lagene 6 og 8 og til at lægge det løse hustømmer A 19‒20 imellem dem. 

Fig. 10 Randers, Brødregade 6/Rådhusstræde 4. Felttegning 

T7. Vestprofil D7. M. 1:50



På lag 3 ligger i den nordlige del af udgravningen en VØ‐orienteret række af store marksten A8 

(20 x 30‒50 x 80 cm) som tolkes som fundamentsten. Fundamentets længde kunne ikke bestemmes, 

idet forløbet mod V er forstyrret af den eksisterende nabobygning, og det kunne heller ikke følges nøje 

mod Ø på grund af udgravnings‐grænsen. De store marksten lå med en afstand på omtrent 1 m og 

mellemrummene var fyldt med mindre marksten. Afstanden tyder på en oprindelig bindingsværkskonstruktion 

med en fagbredde på omtrent 1,4‒1,5 m. Murens yderside vendte mod nord. Derfra gik 

først en opplanering (lag 21), dernæst et underlag af gråt sand (lag 9) og øverst den omtrent 50 cm 

brede stenlægning A 9 op mod fundamentstenene (planum 3; fig. 8; 10; 15‒16; 21‒22). Stenlægningen, 

som kan følges over hele bredden af udgravningsarealet (x 17,40‒23,00; y 19,60‒20,50), var mod nord 

pænt indrammet med større marksten. Disse blev holdt på plads i den forholdsvis bløde undergrund 

med en 15 cm bred og 3 m lang, vandret og på højkant sat egeplanke (A14), som kunne iagttages på 

den vestlige del af stenlægningen. Anlægget tolkes som et udeareal under et tagdryp. 

Adgangsniveauet til denne bindingsværkskonstruktion måtte har været det mørkebrune organiske 

affaldslag 12. Gangflader kunne dog ikke konstateres (profil D7). 

I den sydlige del af udgravningsarealet (x 17,40‒19,90/y 13,80‒14,50) lå ved udgravningsgrænsen 

og på samme niveau to VØ‐orienterede marksten A2 (70 x 50‒80 x 60 cm) som korresponderer med 

fundamentet A8 (planum 1; fig. 4; 16). Fagbredden udgør også her 1,4‒1,5 m og afstanden mellem de 

to fundamenter A2 og A8 er 5,5 m, målt fra midten til midten giver en længde (bredde?) af bygningen 

på ret nøjagtig 6 m. Fundamentet på denne side af bindingsværkskonstruktionen fortsætter ikke 

yderligere mod øst, men danner netop her en hjørnekonstruktion sammen med hustømmeret A1. 


Felttegning T9. Planum 5. M. 1:50 

Egebjælken A1 (l. 5,95 m; b. ca. 21 x 28 cm) afslutter bygningen mod øst (x 19,80‒20,20; y 14,00‒20,00). 

Bjælken ligger i NS‐retning, direkte på fyldlag 3, og en dendrodatering giver en fældedato efter 1404 

AD (se bilag 1). Mod N binder tømmeret ind i fundamentet A 8, hvor en enkelt marksten er lagt som 

leje til den (profil D5; fig. 4; 30). Den sydlige ende af bjælken er skåret lige over, en kvadratisk 

udarbejdning på oversiden tyder på, at der her muligvis har siddet en hjørnestolpe. På oversiden af 

egebjælken A1 sidder i den sydlige halvdel fire slid i træet (8 x 14 cm; afstand 1 m fra midten), som 

angiver positionen af fire yderlige stolper til bindingsværkskonstruktionen, som er dog ikke bevaret. 

Det er ikke bestemt, hvorfor den nordlige halvdel af bjælken mangler spor af stolper, men muligvis 

kan dette fænomen tolkes som en åbning (indgang?) i bindingsværkskonstruktionen ‒ især med 

henblik på brønd A 6.



Fig. 12 

Randers, Brødregade 6/ 

Rådhusstræde 4. 

Felttegning T8. 

Planum 6. 

M. 1:50 

På indersiden af bjælken A1 støder et omtrent 20 cm smalt lag af gråt sand (lag 4) op til den, og 

danner et underlag for en række af mindre marksten A 3 (30‒40 x 10‒60 cm; planum 1; fig. 4; 13c‒14). 

Mod nord binder disse ind i fundamentet A8. På den østlige yderside af bjælken trækker en ca. 1,5 m 

bred stenlægning A 4 med små marksten (10‒20 x 20‒30 cm; planum 1; profil D 6; fig. 4‒7; 13c‒18; 

23a) hen fra øst, som er delvist indrammet med større marksten (30 x 60 cm). Stenene er lagt i gråt 

sand (lag 5). Den nordlige grænse af stenlægningen ligger ved den eventuelle åbning i 

bindingsværkskonstruktionen (y 18,00). Øst for denne fandtes et plankegulv eller ‐vej A 10 af tre NSgående, 

håndsavede og ellers meget uregelmæssigt bearbejdede træplanker som følger 

stenlægningen. Dendrodateringen giver en fældedato efter 1413 AD (planum 2; fig. 7; 15; 17‒18, 23b). 

Gulvet hviler på to VØ‐gående, stort set ubearbejdede underlæggere A 24 som trækker delvis ind 

under stenlægningen A 4, men anses i hvert fald som samtidig med denne. Plankerne var fikserede 

med tapper dels i underlæggere og dels i lerlaget 18 under gulvkonstruktionen. Gulvkonstruktionen 

A 10/24 virker beskeden og sammenlappet. Huller og andre ujævnheder i den uregelmæssige 

overflade var stoppet enten med marksten eller trærester i den passende størrelse. Og det kunne 

tænkes, at brædderne i begyndelsen løb op mod hustømmeret A 1 og på et senere tidspunkt delvis 

blev erstattet med en brolægning. Trægulvet har oprindeligt været ca 1,5 m bredt, som også både 

underligger og det resterende underliggende sandlag 13 beliggende mod øst hvor gulvet ikke er 

bevaret antyder. Stenlægningen og træværket giver tilsammen et omtrent 12 m² befæstet udeareal 

placeret uden for huskonstruktionen. Den østlige grænse korresponderer omtrentlig med forløbet af 

stenfundamentet A 8 mod øst. Både stenlægning A 4 og plankegulvet A 10/24 viser en ret klar nordlig 

grænse, som ligger ca. 1,5 m syd fra stenfundamentet A 8. På dette område fandtes kun fyldlag 16 og 

lag 19 som består både af enkelte løse sten af forskellig størrelse og af løse større trærester, som dels 

var smidt ovenpå hinanden for at fylde ujævnheder i undergrunden, dels var bar tappet fast med 

træpløk i lag 16. Det er muligt at karakterskifte i belægningen står i forbindelse med den førnævnte 

formodede åbning i bindingsværkskonstruktionen (fig. 15; 18). 

På indersiden af huskonstruktionen, fra udgravningsgrænsen til ca. 70 cm vest for egebjælken A 1, 

var to VØ‐orienterede underliggere af birk (A 5) bevaret, beliggende direkte på fyldlag 3 (planum 1; 

fig. 4; 13a; 14). Deres overside havde det samme niveau som egebjælken. Taphuller viser, at 

funktionen tidligere har været som underlag for et trægulv med NS‐vendte planker. Intet af dette var 

dog bevaret, heller ikke rester af et nedbrydningslag, og det ser ud til, at gulvet blev fjernet i løbet af 

husets levetid ude at blive erstattet, medens underliggerne blev liggende. Igen korresponder disse to



underliggere med den formodede åbning i bygningens Ø‐væg, også fordi der ikke er fundet yderlige i 

den sydlige halvdel af huset. En anden uklarhed i denne forbindelse er, hvorfor underliggerne ikke 

støder direkte op mod bjælken A 1. 

På et ukendt tidspunkt blev anlæg A 6, en rund, cylindrisk nedgravning, muligvis en brønd, 

gravet igennem lagene 3, 6 og 8 til undergrunden, hvor dens bundniveau ligger ved 2,31 DNN. Om 

underliggeren A 5 blev tilpasset til brøndkonstruktionen kan kun formodes, brønden tager i hvert fald 

hensyn til fundamentet A 8 og hustømmeret A 1 med stenpakning A 3. Der er ikke bevaret træ‐ eller 

murstenskonstruktion og på trods af den præcise nedgravning med de meget jævne sider tyder intet 

på at der oprindeligt har været en sådan. Anlægget skal dog alligevel tolkes som brønd til 

grundvandssamling. Fundene fra brøndens fyld (lag 2) tyder på en datering af anlægget til første 

halvdel af 1400‐tallet. Brønden er dermed kun ganske lidt yngre end huskonstruktionen, hvis ikke 

samtidig med denne. Denne konklusion kræver selvfølgelig en forklaring af funktionen af disse to 

anlæg, især hvis bygningen og brøndanlæg dannede én bygningsenhed. 

De sidste jordlag, som er samtidige med de beskrevne konstruktioner er lag 12 og 19, to organiske, lidt 

lerede fyldlag med meget træaffald fra træbearbejdning (træflis). Især på den nordøstlige del af arealet 

(x 20‒24/y 20‒22,5), ligger diverse store træplanke‐ og tømmerafsnit sammen med andre trærester, 

som formodentlig er smidt ud som befæstning af den bløde undergrund. 

To korte stolperester (A 12‒13) stod henholdsvis på og ved siden af stenlægningen A 9. Rester af 

firkantet tømmer og korte fragmenter af et dårligt bevaret plankeværk (A 25), som løber parallelt med 

fundament A 8, er sammen med et organisk fyldlag med træaffald (lag 10) de få nævneværdige spor 

(fig. 4‒5; 13a‒b; 16; 26; x 17,40‒21,00/y 19,60‒19,80) af den sidste bevarede fase på stedet. 

Der yngste lag, et omtrent 60‒80 cm tykt lag af heterogent blandet lag af recent udplanerede nedbrydningsrester 

og forstyrret fyldjord fra yngre middelalderen, nyere tid og nutiden dækker de 

beskrevede kulturspor. Vi har intet kendskab til, hvor stor en del af de middelalderlige og 

renæssancetidens beboelsesspor blev fjernet i løbet af den nyere tids bebyggelse af matrikel 322 efter 

1761. Den absolutte datering af de bevarede anlæg fra slutningen af 1300‐tallet og begyndelsen af 

1400‐tallet tyder på, at vi mangler godt 300 års arkæologiske efterladenskaber inden de første skriftlige 

kilder om bebyggelsen af grunden tager over.



a 

b 

c 

Fig. 13 Randers, Brødregade 6/Rådhusstræde 4. Planum 1 (x 17,40— 

21,00/y 13,80—21,00). Oversigt husfundament A0001—0002, A0008 med 

diverse små tilhørende anlæg, set fra nord (AF0001/002—004).




6/Rådhusstræde 4. Planum 1 (x 

17,40—21,00/y 13,80—21,00). 

Oversigt husfundament 

A0001—0002, A0008 med 

diverse små tilhørende anlæg, 

set fra syd (AF0001/019). 


6/Rådhusstræde 4. Planum 2‒3 

(x 17,00—25,00/y 

13,00‒23,00). Oversigt, set fra 

vest (AF0003/028). 


6/Rådhusstræde 4. Planum 2— 

3 (x 17,30—25,00/y 14,00— 

22,50). Oversigt, set fra nord 

(AF0003/027).





19,00—24,00/y 15,50—18,50). 

Oversigt med plankegulv 

A0010 og stenlægning A0004, 

set fra øst (AF0003/025). 



19,00—24,00/y 16,50—20,00). 

Oversigt med 

markstensfundament A0008, 

plankegulv A0010 og 

stenlægning A0004, set fra øst 

(AF0003/024).



Fig. 19 Randers, Brødregade 6/Rådhusstræde 4. a‒b Planum 2‒3 (x 20,20—24,00/y 14,60—22,00). Oversigt med plankegulv A0010, 

markstensfundament A0008 og lag 012 med træaffald, set fra nord (AF0003/016; 020). 

Fig. 20 Randers, Brødregade 6/Rådhusstræde 4. Planum 3 (x 

17,30—24,00/y 19,50—22,50). Oversigt med markstensfundament 

A0008, stenlægning A0009 og lag 012 med træaffald, set fra vest 

(AF0003/021).



Fig. 2 

Randers, Brødregade 6/ 

Rådhusstræde 4. Planum 3 (x 

21,50—23,50/y 19,50—22,00). 

Oversigt med 

markstensfundament A0008 og 

stenlægning A0009, set fra 

nord (AF0003/019). 



18,50—22,00/y 19,50—22,00). 

Oversigt med 

markstensfundament A0008 og 

stenlægning A0009, set fra 

nord (AF0003/018).



a 

b 

Fig. 23 Randers, Brødregade 6/Rådhusstræde 4. Planum 2 (x 20,20—24,00/y 14,60—22,00). Oversigt med plankegulv A0010 og 

stenlægning A0004, set fra syd (AF0003/014—015). 

Fig. 24 Randers, Brødregade 6/Rådhusstræde 4. Planum 2 (x 20,20— 

24,00/y 14,60—22,00). Oversigt med plankegulv A0010, set fra syd 

(AF0003/013).




6/Rådhusstræde 4. Nordprofil 

D0005. Oversigt over afgravning til 

elevatorskakt med kraftige organiske 

fyldlag 008, 006 og 003, kontur af 

nedgravning til brønd A0006— 

0007, fundamentering A0008 og 

stenlægning A0004, set fra syd 

(AF0002/031). 


6/Rådhusstræde 4. Nordprofil 

D0005. Oversigt med kraftige 

organiske fyldlag 008, 006 og 003, 

kontur af nedgravning til brønd 

A0006—0007, og fundamentering 

A0008, set fra syd (AF0002/002). 


6/Rådhusstræde 4. Østprofil 

D0006. Detail, nordlige halvdel, 

med organiske fyldlag 006, 003, 

019, fundamentering A0008, 

trærester som del af plankegulv 

A010 og stenlægning A0004, set fra 

vest (AF0002/024).




6/Rådhusstræde 4. Østprofil 

D0006. Detail, sydlige halvdel, med 

organiske fyldlag 008, 006, 003, 

016/019, stenlægning A0004 og 

konstruktionsrester A0018, set fra 

vest (AF0002/020). 

Fig. 29 Randers, Brødregade 6/Rådhusstræde 4. Planum 4. 

Stenlægning A0015 og begrænsning af genanvendt træbjælke 

A0017/0018, set fra vest (AF0003/032).




Oversigt over afsluttet udgravningsfelt efter 

nedgravning i to niveauer til anlægsdybden for 

elevatorskakten (AF0003/ 033). 

Fundmateriale 

Keramik 

Hårdtbrændt gråvare 

1915 skår blev fundet af denne fortrinsvis lokalt i Randers i 1300/1400‐tallet producerede vare som 

overvejende er finmagret, hårdt brændt og med en mørkegrå skærv. Overfladen er våd‐glittet og for 

derudover som oftest uden yderligere overfladebehandling. Enkelte skår er dekorerede med et 

indridset bølgemønster, andre har et skulderparti med en poleret overflade. 

Fig. 31 Randers, Brødregade 6/Rådhusstræde 4, lag 3. Hårdtbrændt gråvare, 

sideskår med tud, muligvis fra en kande (x109). 

Der er 90 randskår fra åbne kar, to bundskår fra åbne kar, fire bundskår fra åbne kar med fod, syv 

sideskår fra åbne kar med dekoration, 1315 sideskår fra åbne kar (mindre end 2 x 2 cm), 490 sideskår 

fra åbne kar (større end 2 x 2 cm), et sideskår fra et åbent kar, et sideskår fra en lukket form med tud, 

muligvis fra en kande (x109 fig. 30), og tre hanke eller hankefragmenter (x180,1 fig. 32). 

a 

b 

Fig. 32 Randers, Brødregade 6/Rådhusstræde 4, lag 6. Hårdtbrændt gråvare, sideskår med øskenhank fra en kuglepotte (x 180,1).



Fire diagnostiske randskår stammer fra fade, dels med kort, enkelt rand (x30,1; x 136,3), dels med høj 

skrå rand (x2), andre stammer fra dybe skåle med kraftig profileret, og bølgedekoreret rand (x77,2; 

x136,1 fig. 33a; x163,1 fig. 34). Et sideskår stammer fra et fad med pålagt bånd med fingerindtryk (x259 

fig. 33b). 

a 

b 

Fig. 33 Randers, Brødregade 6/Rådhusstræde 4. Hårdtbrændt gråvare; a randskår fra en dyb skål (x 136,1; lag 8); b sideskår fra en dyb skål 

med pålagt bånd under randen, dekoreret med fingerindtryk (x259; lag 8). 

Skårene x77,2; x163,1¸ x259 har paralleller i fundmateriale fra udgravningen af Vor Frue Kloster i 

Randers, hvor de kaldes henholdsvis fad type 17c og 19 og de dateres i fase 7 (ca. 1400‒? AD) (H. 

MIKKELSEN 2002, Vor Frue Kloster. Et benediktinernonnekloster i Randers. Højbjerg, 206 fig. 521; 207 fig. 522; 

216 fig. 546). 

a 

b 

Fig. 34 Randers, Brødregade 6/Rådhusstræde 4, lag 2. Hårdtbrændt gråvare, randskår fra en dyb skål, dekoreret med bølgelinier på 

oversiden af randen (x163,1). 

32 diagnostiske randskår stammer fra kuglepotte og gryder, hvoraf to større grupper af 

randformer kunne udskilles. Den første gruppe kendetegnes af enkle og mere elle mindre høje og 

brede udaddrejede rande (x4,3 fig. 35a; x10 fig. 35b; x62; x77,1; x77,4; x77,5; x108,2; x108,4; x108,5; x128; 

x136,4; x163,2; x180,3; x197; x210 fig. 35c; x258,1; x258,2; x275). Enkelte eksemplarer af disse (x10; 

x136,2; x163,4; x258,1; x258,2) kan sammenlignes med fund fra udgravningen af Vor Frue Kloster i 

Randers, hvor de kaldes kuglepotte type 2 og dateres i fase 5 (ca. 1330–1375 AD; MIKKELSEN 2002, 174f. 

fig. 432).



a 

b 

c 

d 

Fig. 35 Randers, Brødregade 6/Rådhusstræde 4. a–c Hårdtbrændt gråvare, randskår fra tre kuglepotte (x4,3; lag 10; x10; anlæg A 21; x210; 

lag 6); d hårdtbrændt glaseret gråvare, randskår fra en kuglepotte (x181; lag 6). 

Den anden gruppe genkendes på de ret skarpt bøjede, delvis markant profilerede rande; typen kan 

have en høj, smal skulder (x4,1 fig. 36a; x4,2; x4,4 fig. 36b; x4,5; x77,3; x91 fig. 36c; x108,1 fig. 36d; 

x108,3; x151 fig. 23e; x197; x287 fig. 36f). Et randskår af gråbrændt keramik viser rester af glasur (x181 

fig. 35d).



a 

b 

c 

d 

e 

f 

Fig. 36 Randers, Brødregade 6/Rådhusstræde 4. Hårdtbrændt gråvare, a‒f randskår fra kuglepotte, dels med poleret skulder, dels med 

bølgedekoration på skulderen (x4,1; lag 10; x4,4; lag 10; x91; lag 3; x108,1; lag 3; x151; lag 3; x287; lag 12). 

Kander, den anden store kargruppe inden for den lokale hårdtbrændte gråvare, kunne ikke sikkert 

identificeres blandt fundene. 

Rødbrændt, glaseret vare 

Forholdsvis få 42 fragmenter af rødbrændt glaseret lertøj blev fundet. De stammer dels fra åbne kar, 

formodentlig stjertpotter (et randskår, 16 sideskår) og dels fra lukkede kar, formodentlig kander (26 

sideskår [x297 fig. 37a], blandt andet en med blomsterapplikation [x31,1 fig. 37b]).



a 

b 

Fig. 37 Randers, Brødregade 6/Rådhusstræde 4. Rødbrændt glaseret vare; a sideskår, formodentlig fra en kande (x297; lag 2); b sideskår fra 

en kande med blomstapplikation på skulderen (x31,1; lag 2). 

Der blev fundet to bundskår, heraf et med bølgefod (x46 fig. 38), som kan sammenlignes med fund fra 

udgravningen af Vor Frue Kloster i Randers og som der dateres til fase 7 (ca. 1400–?; MIKKELSEN 2002, 

267 fig. 729). 

Fig. 38 Randers, Brødregade 6/Rådhusstræde 4. Rødbrændt glaseret vare; 

bundskår fra en kande, dekoreret med fingerindtryk (x46; lag 3). 

Stentøj 

Otte fragmenter (et randskår og syv små glaserede sideskår) er importeret stentøj af ubestemt 

proveniens, hvoraf det uglaserede randfragment med hankspor (x296 fig. 39) stammer fra en kande af 

Siegburg stentøj med en slank, cylindrisk hals. Den kan dateres til starten af 1400‐tallet. 

Fig. 39 Randers, Brødregade 6/Rådhusstræde 4, lag 2. Importeret stentøj 

Siegburger Art, randskår fra en kande (x296). 

Fund af tekstil, læder, træ, ben, jern, kobberlegering og sten 

Som de vigtigste særfund fra udgravningen kan nævnes en lille uldkyse (x1 fig. 41), et læderbælte 

med dolkskede og metalspænde (x5 fig. 43–44), en knivskede (x15 fig. 45) et benkamfragment (x67), et 

skebor af jern (x12 fig. 47), en jernsaks (x9 fig. 46) og en drejet træskål (x 3). Træfundene er dog stadig i



behandling på Moesgård og en vurdering af disse genstande må afvente færdiggørelsen af 

konserveringsprocessen i 2007. 


6/Rådhusstræde 4, lag 3. Sten, 

randskår med side af en digel (x 33). 

Derudover blev der fundet et lille tekstilfragment (x244), diverse rester af bearbejdet træ (x19–20; 

x22; x162), diverse læderrester fra sko (x14–15; x21; x177; x286; x272), blandt andet tre fragmenter som 

kan samles til en børnesko (x257 fig. 42), en jernring af ukendt funktion (dm. 9,5–10 cm; x205 fig. 48a), 

rester af diverse redskaber af jern (x16), en lille cirkulær spænde til en rem (x18 fig. 48b), et meget lille 

antal små trådringe af jern (dm. 8–10 mm; x13; x17; x56; x74; x222; x253), en jernnøgle (x270), et 

fingerbøl af messing (x66) såvel som en nål (x190) og et blikbeslag med nitter (x223) af kobberlegering. 

Det eneste stenfund er et randfragment med side af en digel (x33 fig. 40) uden synlige rester af det 

oprindelige indhold som kunne tyde på dens oprindelige funktion. 

Fig. 41 Randers, Brødregade 6/Rådhusstræde 4, lag 10. Uld, kyse 

(x 1).




/Rådhusstræde 4, lag 3. Læder, 

sål og overlæderet af en 

børnesko (x 257). 


/Rådhusstræde 4, anlæg A15. 

Læder, belte med dolkskede og 

spænde af kobberlegering (x 5). 


/Rådhusstræde 4, anlæg A15. 

Læder, belte med spænde af 

kobberlegering (detail af x 5).




/Rådhusstræde 4, lag 3. Læder, 

knivskede (x 15). 


/Rådhusstræde 4, lag 6. Jern, 

saks (x 9). 


/Rådhusstræde 4, lag 3. Jern, 

skebor (x 12).



a 

b 

Fig. 48 Randers, Brødregade 6/Rådhusstræde 4. a lag 6. Jern, ring af ukendt funktion (x 205); b lag 3. Jern, beltespænde (x 18). 

Arkæobotaniske analyser 

Peter Hambro Mikkelsen og Peter Mose Jensen undersøgte udvalgte arkæobotaniske prøver fra 

affaldslagene 3 og 6 (se bilag 2), det vil sige, fra perioden umiddelbart før den tidligste byggeaktivitet 

(stenlægningen A 15) på stedet og før opførelsen af bindingsværkshuset (stenfundament A 2, A 8; 

hustømmer A 1), som er den mest markante bebyggelse i udgravningen. Prøverne viser en relativt 

bredspektret planteudnyttelse i 1300/1400‐tallet. Der er mange hasselnødder og derudover rester af 

importeret valnød, fra sure kirsebær og pærer som er blandt de tidligste fund i Danmark. 

Zooarkæologiske analyser 

Jacob Kveiborg gennemgik knoglefund fra pattedyr og fugl fra tre kulturlag (lag 3, 6, 8) i Brødregade 6/ 

Rådhusstræde 4 (se bilag 3). Kvæg, får/ged og svin udgør hovedparten af de 803 artsbestemte knogler. 

Kat og tamfugl forekommer i et beskedent omfang, medens knogler fra hest og hund er nærmest 

fraværende i materialet. Jagtbart vildt er kun fundet i form af knogler fra hare og et enkelt fragment 

fra vildsvin. Af øvrige dyr kan nævnes gnavere (sort rotte og egern) samt enkelte fugle (blandt andet 

ravn), frøer og tudser, det vil sige dyr, som har draget fordel af menneskets affald. Generelle 

iagttagelser er en stigning af antallet af tamfugle fra de ældste til de yngste lag og en markant højre 

andel knogler fra kvæg i lag 6 end i de øvrige lag. En dybdegående tolkning vil kræve yderlige 

analyser af det fundne materiale. 

Knud Rosenlund undersøgte fiskeknoglerne som fremkom på lokaliteten (se bilag 4). Materialet 

består af ca. 800 stærkt fragmenterede, dog velbevarede knoglefragmenter, af hvilke der kunne 

bestemmes 402, såvel som flere hundrede fiskeskæl. Følgende fiskearter kunne identificeres (tal af 

knoglefragmenter i parentes): Aborre (128 samt flere hundrede skæl); sild (72); fladfisk inkl. skrubbe 

(60); ål (48); torsk (37); gedde (22); karpefisk (19 samt lidt skæl); kuller (9); hornfisk (7). 

Sammenfatning 

Lokaliteten Brødregade 6/Rådhusstræde 4 ligger midt i det middelalderlige Randers i et arkæologisk 

og kulturhistorisk særdeles interessant område. I forhold til det bebyggede areal udgør den 

undersøgte del, som blev udgravet til anlæggelse af en elevatorskakt, kun ca. 6,6 % af det felt som er 

dækket af nybyggeriet.



Udgravningen nåede ned til undergrunden, til begyndelsen af beboelsen af byen. Ovenpå en ca. 1 

m stærk sekvens af affaldslag af nedbrudte organiske rester og større trærester til byggemodning, som 

lå umiddelbart på undergrunden, kom de første sporadiske bebyggelsesspor frem: byggeaffald fra 

konstruktionshorisonten til et forsvunden træbygværk og en omhyggelig udført stenlægning med en 

flad indgangssten muligvis til det samme. Vi kender hverken form eller funktion af bygningen som 

ifølge dendrodateringen blev opført i slutningen af 1300‐tallet. Selvom anlæggene er ret forstyrrede, 

må de dog tolkes som et stenlagt udeareal med skur. På samme niveau med dette og derfor knyttet til 

hinanden i funktion og tid, fandtes en grube, som på grund af dens konstruktion med åben bund og 

fyldet tyder på en funktion i forbindelse med garverihåndværket. En delvist udplyndret samling af 

mellemstore og store natursten dannede formodentlig SV‐hjørnet af et fundament til en senere hen 

nedlagt bindingsværkskonstruktion. 

Den næste byggefase indlededes med et yngre, mindre kraftigt nivelleringslag, som strakte sig 

over hele udgravningsarealet. Derpå ligger i den nordlige del af udgravningen en VØ‐orienteret 

række af store fundamentsten med en afstand på omtrent en meter imellem. Mellemrummene var 

fyldt med mindre marksten. Afstanden tyder på en oprindelig bindingsværkskonstruktion med en 

fagbredde på omtrent halvanden meter. Murens yderside vendte mod nord og var sømmede med en 

fin stenlægning som et udeareal under et tagdryp. I den sydlige del af udgravningsarealet lå på 

samme niveau to VØ‐orienterede marksten som korresponderer med fundamentet. Mod øst er 

bygningen afsluttet af en stor egebjælke og en indgang til bindingsværkskonstruktionen. Denne tolkes 

som et hus som ifølge en dendrodatering blev bygget i begyndelsen af 1400‐tallet. På dens østlige 

yderside fandtes en bred stenlægning og et beskeden og sammenlappet gulv af meget uregelmæssigt 

bearbejdede træplanker. Stenlægningen og træværket giver tilsammen et omtrent tolv kvadratmeter 

stort befæstet udeareal placeret øst for huset. 

På indersiden af huskonstruktionen var to VØ‐orienterede underliggere bevaret som underlag for 

et trægulv med NS‐vendte planker. Intet af dette var dog bevaret, heller ikke rester af et 

nedbrydningslag, og det ser ud til, at gulvet blev fjernet i løbet af husets levetid ude at blive erstattet, 

medens underliggerne blev liggende. 

Indenfor huset blev på et ukendt tidspunkt en brønd gravet igennem de forskellige fyldlag til 

undergrunden. Der er ikke bevaret træ‐ eller murstenskonstruktion af brønden og på trods af den 

præcise nedgravning med de meget jævne sider tyder intet på at der oprindeligt har været en sådan. 

Anlægget tolkes som brønd til grundvandssamling. Fundene fra brøndens fyld tyder på en datering af 

anlægget til første halvdel af 1400‐tallet. Brønden er dermed uvæsentlig yngre end huskonstruktionen, 

hvis ikke samtidig med denne. 

Disse kulturspor er dækket af recent udplanerede nedbrydningsrester og forstyrret fyldjord fra 

yngre middelalderen, nyere tid og nutiden. En del af de middelalderlige og renæssancetidens 

beboelsesspor blev fjernet i løbet af den nyere tids bebyggelse af matrikel 322 efter 1761. Siden 

slutningen af 1300‐tallet og begyndelsen af 1400‐tallet mangler vi altså godt 300 års arkæologiske 

efterladenskaber inden de første skriftlige kilder om bebyggelsen af grunden tager over. 

Randers, den 27. juni 2006 

Christoph Briese MA

KULTURHISTORISK MUSEUM RANDERS

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?