Teknisk à rsberetning 2009 (pdf-fil) - Odense Bys Museer - Odense ...

stenvæg, mens partierne på midten af langsiderne næppe har været mere end halvt så høje og stedvist
afbrudt af indgangspartier til de enkelte gravkamre.
Jordhøjens randstensområde har aldrig været så markant som sydhøjens. I det hele taget fremstod
nordhøjen mere irregulær; både med hensyn til randstensmarkeringen, men også i relation til de tre
meget forskelligartede gravkamre. På trods heraf har arealet imellem de to anlæg udgjort en fantastisk
korridor. Netop denne korridor har i stenalderen været helt central for de ritualer og ofringer,
der er foregået i tilknytning til dysserne. Længst mod øst i korridoren ses stensporene efter en kraftig
stenkonstruktion, der bedst kan opfattes som et lille aflukket, rituelt område. I tilknytning til netop
dette område fandtes en markant koncentration af oldsager fra mange forskellige dele af yngre
stenalder. Der er ikke alene tale om de på pladsen hyppigt forekommende tyknakkede økser, men
også om en flintdolk samt en svær bjergartsøkse, tyndbladede økser, en skraber osv.
Den afsluttende bortgravning af Ibjergdysserne markerede enden på ca. 5.500 års historie! Det var
en historie, hvor monumenterne havde tjent så forskellige formål som byggeplads, gravanlæg, rituel
plads, ”stenbrud”, græsningsareal, majsmark og til sidst en arkæologisk udgravning. Tilbage er nu
kun de af stenalderens bygmestre og nutidens nedbrydere – stenaldermanden og arkæologen – efterladte
oldsager og registreringer. Med det i hånden skulle det gerne være muligt i endnu 5.500 år at
berette den fantastiske historie om et fantastisk monument på Midtfyn ved Ibjerg. 1
Resterne af Ibjergdysserne måtte vige for nye tider, og hvor de lå, opstår nu en grusgrav. Skønt den
markante ændring af landskabet er der nok ikke mange, der noterer sig ændringen af kulturlandskabet.
Derimod synes ændringer af det kulturhistoriske bylandskab at vise sig tydeligere, især når
gammelt må vige for nyt, eller når gammelt genrejses gennem renovering. Minder må vejes, når
fremskridt skal plejes. I det følgende bringes to beretninger inden for dette tema.
Odense Adelige Jomfrukloster – Jens Andersen Beldenaks bispegård opført 1504
Et af de prægtigste biblioteker, en af Danmarks sande bogskatte – Karen Brahes bogsamling – havde
til huse i det undseelige gamle Adelige Jomfrukloster, der læner sig op af Albani Kirke i Odense.
Dette bygningsanlæg, som de fleste, der færdes i Odense, kender så godt, har forunderligt nok i tidernes
løb altid formået at holde lav profil mens byudviklingen stod på. Bygningerne på Albani
Torv, som siden klosterets opløsning i 1970 har rummet både museum og eventhouse, er nu overtaget
af Realea A/S. De nye ejere gennemfører en meget tiltrængt og omhyggelig restaurering. Det
har i den forbindelse vist sig, at Odense Adelige Jomfrukloster er enestående i europæisk sammenhæng,
idet bygningerne praktisk talt har stået uforandret i århundreder: Maling ligger i lag på lag og
tapeter over tapeter. Jomfruklostret er således i sig selv en kulturlagsaflejring, og i forbindelse med
restaureringen har Odense Bys Museer for bygherren undersøgt de rent bygningshistoriske lag. Således
den yngre bindingsværkfløj mod øst.
Det har længe været antaget, at fløjen var opført på fundamenterne fra en middelalderlig østfløj,
som har svaret til den tidligere udgravede vestfløj langs Albanigade. Ved undersøgelsen fremkom
murforløb, fundamenter og brolagte gulve. Den middeladerlige østfløj har målt ca. 24 x 9 meter i
udvendige mål, omtrent som den stående bygning. Det svarer til den kendte vestfløj og bekræfter
formodningen om et i store træk regelmæssigt trefløjet anlæg med den stående bygning som hovedfløj.
Mere overraskende var et murforløb fra bygningens sydgavl, der åbner mulighed for, at der har
været en ikke tidligere kendt sydfløj langs med åen. En mulighed som de fortsatte undersøgelser
gerne skulle kunne be- eller afkræfte.
I den nordligste del af østfløjen fremkom spor efter hvælv i en høj kælder svarende til kælderen i
den stående bygning. Bemærkelsesværdigt nok lå kældergulvene her omkring 60 cm højere end i
den sydlige del. Det er derfor muligt, at bygningens kælderetage bevidst er lagt i forskellige niveauer
på grund af det stærkt skrånende terræn ned mod åen. I sammenbygningen med den stående
nordfløj sås spor af senere indsatte kælderhvælv og andre bygningsændringer. Der mangler endnu
en undersøgelse af, om ændringerne stammer fra Frederik IIs ejerperiode, eller om bispen har ladet
- 8 -