Den selvejende institution SÃ¸lodgÃ¥rd - Servicestyrelsen

Den selvejende institution 

Sølodgård 

- en udviklende boform for ældre misbrugere - 

Henriette Zeeberg 

Videns- og Formidlingscenter for Socialt Udsatte juni 2005

Den selvejende institution 

Sølodgård 

- En udviklende boform for ældre misbrugere -

© VFC Socialt Udsatte 2005 

Henriette Zeeberg 

”Den selvejende institution Sølodgård – en udviklende boform for ældre misbrugere –” 

Henvendelser vedr. rapportens indhold kan ske til Henriette Zeeberg 

1. udgave. 

Pris: Gratis 

Rapporten kan downloades via www.vfcudsatte.dk 

VFC Socialt Udsatte 

Suhmsgade 3 

1125 København K 

Tlf. 33 17 09 00 

Fax 33 17 09 01 

kbh@vfcudsatte.dk 

CVR/SE: 2718 10 07 

VFC Socialt Udsatte er en selvejende institution under Socialministeriet. 

Centrets formål er at indsamle, udvikle og formidle viden og praksiserfaring om socialt udsatte grupper. Centret skal desuden 

bidrage til udvikling af det sociale arbejdes metoder og medvirke til udvikling af handlingsperspektiver og konkrete løsningsforslag. 

Vi udfører undersøgelser, evalueringer, analyser og kortlægninger. Desuden tilbydes konsulentbistand i forbindelse med bl.a. 

metodeudvikling og udviklingsopgaver, faglig vejledning og undervisning. Vi løser opgaver i hele det offentlige system, særligt 

for statslige, amtslige og kommunale myndigheder, samt for private og frivillige organisationer. Vi arbejder både med rekvirerede 

opgaver og efter aftale med Socialministeriet. 

Læs mere på www.vfcudsatte.dk 

2 Videns- og Formidlingscenter for Socialt Udsatte

Indhold 

Indledning ................................................................................................................5 

Opsummering af hovedkonklusioner ........................................................................................ 5 

Evalueringens metode .................................................................................................................. 6 

Sølodgårds mål og målgruppe .................................................................................7 

Overordnet formål........................................................................................................................ 7 

Målet for den enkelte beboer............................................................................................... 8 

Målgruppen.................................................................................................................................... 9 

Målgruppens karakteristika.................................................................................................10 

Målgruppen sat i perspektiv...............................................................................................14 

Mål og Målgruppe – delkonklusion..........................................................................................15 

Rammerne om Sølodgård ...................................................................................... 16 

Lovgivning ...................................................................................................................................16 

Økonomi ......................................................................................................................................16 

Ledelsen og medarbejderne.......................................................................................................17 

Medarbejderne .....................................................................................................................18 

Personalepolitik og -udvikling ...........................................................................................18 

De fysiske rammer ......................................................................................................................20 

Metoder ..................................................................................................................22 

Værdigrundlag og overordnet metodevalg..............................................................................22 

Sølodgårds regler.........................................................................................................................23 

De konkrete metoder .................................................................................................................24 

Visitation...............................................................................................................................24 

Medicin – nedtrapning fra sidemisbrug............................................................................26 

Udredning, opfølgning og skriftlighed .............................................................................26 

Behandling og aktiviteter....................................................................................................30 

Ophør, udskrivning.............................................................................................................33 

Metoder – delkonklusion ...........................................................................................................34 

Konkrete resultater .................................................................................................37 

Samarbejdspartnernes vurdering...............................................................................................38 

Sølodgårds særkende...........................................................................................................39 

Omsorg og behandling som begreb ...................................................................... 41 

Konklusion og perspektiv.......................................................................................44 

Behandling – omsorg..................................................................................................................44 

Samarbejde...................................................................................................................................45 

Rummelighed – regler ................................................................................................................45 

Det ambitiøse mål? .....................................................................................................................46 

Evalueringsmetode.................................................................................................47 

Anvendt litteratur ...................................................................................................48 

Videns- og Formidlingscenter for Socialt Udsatte 3


Indledning 

Sølodgård er en midlertidig boform i henhold til Servicelovens §§ 91 og 93 med ni døgnpladser 

for de allerhårdest belastede misbrugere. 

Målgruppen er kendetegnet ved ofte at falde igennem maskerne i det sociale sikkerhedsnet 

og leve en uholdbar tilværelse i misbrug. Deres situation er ofte præget af langvarigt 

blandingsmisbrug, kriminalitet og fængselsophold, prostitution, økonomisk kaos og fysiske 

og psykiske skader. 

Boformens formål er via midlertidige ophold på 6-36 måneder bl.a. at styrke brugerens 

almene funktionsniveau, tilbyde omsorg og afgiftning efter ønske, medicinsk stabilisering 

samt at fastholde brugeren i trygge rammer. At yde lægelig og sundhedsfaglig omsorg 

samt medicinsk behandling, vurdere evt. behov for psykiatrisk behandling samt afdække 

og underbygge brugerens ressourcer i forhold til fremtidig bolig og udarbejde vurderinger 

til brug for pensions- og revalideringsforanstaltninger. 

Sølodgård tog imod sin første beboer i maj 2003. 

Opsummering af hovedkonklusioner 

Evalueringen viser, at Sølodgård i stort omfang har indfriet de mål, som blev sat for institutionen 

ved dens etablering for to år siden. 

Sølodgård er en meget rummelig institution med en individuel tilgang til beboerne og en 

i høj grad fleksibel og situationsbestemt pædagogik, hvilket netop betyder, at Sølodgård 

kan rumme og støtte den målgruppe, de ønsker at være et tilbud til: meget belastede og 

ressourcesvage misbrugere, som også netop er den målgruppe, som kommer til Sølodgård. 

Opholdene på Sølodgård har ikke til formål at gøre beboerne stoffri, men har til 

mål at stabilisere og udrede beboerne, at behandle for sidemisbrug og at forbedre beboerens 

fysiske og psykiske helbred. 

Evalueringen viser, at Sølodgård har etableret et koordineret og sammenhængende tilbud, 

hvor mål og metoder stemmer godt overens med målgruppens særlige karakteristik 

og belastningsgrad. Samtidigt viser evalueringen, at Sølodgårds valg af individualitet, 

fleksibilitet og situationsbestemthed er dilemmafyldt og stiller vældigt store krav til personale 

og ledelse om at være sammenarbejdet, koordineret og i besiddelse af en høj faglighed. 

På et enkelt punkt stiller evalueringen dog spørgsmålstegn ved, om fleksibilitet altid kan 

ses som et gode for beboerne. Hyppige akutte indskrivninger, hvor der ikke er sket en 

grundig visitation, indebærer en risiko for, at beboerne ikke positivt når at tilvælge Sølodgård, 

og at beboere end ikke kender til Sølodgårds regler og rammer, når de ankommer. 

Dette kombineret med den bevidste strategi på Sølodgård om at afvise så få som 

muligt kan imidlertid muligvis medvirke til korte, problemfyldte ophold for beboere, 

som måske slet ikke skulle have været etableret. 

Sølodgård har med sin indsats placeret sig både i det misbrugsbehandlende og det omsorgsgivende 

felt, således at deres mål og metoder har elementer af begge indsatstyper, 

og således at det ofte kan være svært – måske ligefrem umuligt – at forsøge at definere, 


hvornår Sølodgårds indsats i et konkret forløb er behandling, og hvornår det er omsorg. 

– det er begge dele en meget stor del af tiden. 

Sølodgård vægter meget højt at sikre et fortløbende samarbejde med beboerens amt og 

kommune og har bl.a. skriftlige redskaber, der kan understøtte samarbejdet, ligesom man 

fx er villig til at køre ud til amter og kommuner for at sikre opfølgning i sagerne. Evalueringen 

viser imidlertid, at samarbejdet med især kommunerne trods Sølodgårds høje prioritering 

ikke i alle forløb fungerer optimalt, men at årsagerne til dette bl.a. skal findes 

udenfor institutionens rammer og kan være vanskelige for Sølodgård at gøre noget ved. 

Afsluttende konkluderer evalueringen, at Sølodgård har sat sig et meget ambitiøst mål i 

ønsket om at kunne rumme dem, som ikke kan rummes andre steder, og i arbejdet for at 

støtte de mest belastede misbrugere hen imod bedre funktion, ophør af sidemisbrug og 

stabilisering. Et mål, som institutionen langt hen ad vejen indfrier, og som er mindst lige 

så væsentligt, udfordrende og krævende for beboere og personale at arbejde hen imod, 

som det traditionelt set mest ambitiøse mål for en misbrugsindsats: stoffrihed. 

Evalueringens metode 

Sølodgård har i sine første to år været fulgt af Videns- og Formidlingscenter for Socialt 

Udsatte, som primært via processtyring af personaledage mv. ca. tre gange årligt har kunnet 

følge institutionens etablering over de første to år og har opnået indsigt i institutionens 

mål, målgruppe, metoder og resultater. Denne evalueringsrapport er således i høj 

grad resultatet af denne formative proces, men med det summative fokus, at rapporten 

primært forsøger at beskrive institutionen pr. sommeren 2005 og vurdere, i hvilken grad 

Sølodgård nu – to år efter etablering – indfrier sin egne formål. 

Evalueringen er baseret på en lang række skriftligt materiale fra Sølodgård (ansøgninger, 

institutionsbeskrivelser, referater fra personalemøder, anonymiserede status- og udredningsskemaer 

og breve vedr. de enkelte beboere mv.) suppleret med interviews med Sølodgårds 

daglige leder og tre amtslige og primærkommunale samarbejdspartnere. 

Evalueringen har sin primære vægt på Sølodgårds mål og målgruppe og på institutionens 

metoder, hvor der er sat særligt fokus på metoder til samarbejde og koordination dvs. 

kontakten til og samarbejdet med institutionens eksterne amtskommunale og primærkommunale 

samarbejdspartnere. Forhold som organisering, rammer og ressourcer, som 

lige så vel kan vurderes som afgørende for en institution og dennes virke, er der også 

redegjort for, men er vægtet mindre. 

Evaluators nære kendskab til Sølodgård igennem to år og evaluators rolle undervejs som 

processtyrer af personaledage mv. indebærer selvsagt, at evaluator som udgangspunkt 

ikke er fuldt neutral og giver dermed en risiko for, at evaluator ikke kan formå at fastholde 

sin objektivitet i vurderingen af Sølodgård. De gennemførte interviews med tre eksterne 

samarbejdspartnere til Sølodgård – hvorved evalueringen suppleres med udefrakommendes 

vurderinger – samt inddragelsen af relevant faglitteratur er med til at sikre 

flere vinkler og dermed højne nuanceringen og objektiviteten. For en nærmere metodebeskrivelse, 

se metodeafsnittet bagest i rapporten. 


Sølodgårds mål og målgruppe 

Overordnet formål 

Sølodgårds helt overordnede formål er at udgøre en alternativ boform for de mest belastede 

ældre misbrugere af stoffer og alkohol. 

Det overordnede mål for Sølodgårds arbejde er ved institutionens etablering formuleret 

til at være at skabe et hjemligt miljø i trygge, genkendelige rammer med en bred symptomtolerance, 

hvor beboerne kan blive medicinsk stabiliseret, få omsorg, pleje og lægelig 

behandling samt få bearbejdet deres adfærd til et niveau, der kan gøre anden placering 

mulig over tid. Endvidere er det formålet at foretage en vurdering af beboernes individuelle 

udviklingsmuligheder og klargøre dem til egen bolig, andet bofællesskab, plejehjem 

eller behandling mod stoffrihed 1 . 

På en personalekonference i 2004 blev Sølodgårds målsætning formuleret således: 

”At give beboerne troen på et andet liv ved at tilbyde omsorg og stabilisering og styrke beboernes almene 

funktionsniveau.” 2 

En gruppe misbrugere er så belastede, at de ikke kan matches i de almindelige, eksisterende 

tilbud til misbrugere: En indsats hen imod stoffrihed er ikke realistisk, og de er så 

belastede, at en stabiliserings- og afgiftningsfase strækker sig tidsmæssigt langt ud over, 

hvad der normalt kan bevilges jf. servicelovens § 93. Ligeledes er der en et stort antal 

misbrugere, hvis aktuelle situation gør det urealistisk, at de kan klare sig i egen bolig eller 

kan optages på hjemløseboformer, og hvor traditionel misbrugsterapeutisk behandling 

ikke er relevant. 3 Endeligt har mange af de hårdest belastede misbrugere dybereliggende, 

ubehandlede psykiatriske problemstillinger, hvis behandlingsmuligheder er markant slørede 

af stof- og alkoholindtag 4 . 

Denne målgruppe er Sølodgård tiltænkt. 

Sølodgårds formål går således på tværs af misbrugsbehandling, skadesreduktion og omsorg 

og inkluderer alle tre elementer, således som disse indsatser er formuleret bl.a. i Socialministeriets 

vejledning om den sociale indsats for de mest udsatte voksne sindslidende, 

stof- og alkoholmisbrugere, hjemløse mv. 5 

1 Ansøgning til Storstrøms Amt om godkendelse af midlertidig boform til personer med fysiske, psykiske og sociale 

problemer begrundet i mangeårigt misbrug. Præstø d. 04.12.2002. 

2 Referat af drøftelser på temadag for Sølodgårds medarbejdere d. 21. 04. 2004 

3 Ansøgning til Storstrøms Amt om godkendelse af midlertidig boform til personer med fysiske, psykiske og sociale 

problemer begrundet i mangeårigt misbrug. Præstø d. 04.12.2002. 

4 Ansøgning til Socialministeriet om støtte til initiativer for socialt udsatte grupper, november 2002 

5 Socialministeriets vejledning om den sociale indsats for de mest udsatte voksne sindslidende, stof- og alkoholmisbrugere, 

hjemløse mv. 


I vejledningen er det bl.a. anført, at behandling til stofmisbrugere har som mål at påvirke misbruget 

og det hovedsigte ud fra brugerens egne ressourcer at hindre en yderligere funktionsnedsættelse 

og bibringe vedkommende en bedre social og personlig funktion med henblik på højnelse af 

livskvaliteten. Behandlingen er ofte langvarig, og skal ud over den socialpædagogiske og psykologiske 

rådgivning og den medikamentelle behandling, inkludere afhjælpning af eventuelle boligproblemer, 

personlig bistand, aktivitets og samværstilbud samt aktivering og revalidering. 

I samme vejledning er det senere anført om skadesreduktion, at der uden at slippe hovedmålsætningen 

om stoffrihed for den sociale indsats arbejdes ud fra en målsætning om skadesreduktion 

for de grupper af misbrugere, hvor stoffrihed ikke er et realistisk mål på kortede eller længere sig. 

Skadesreduktion vil sige formindskelse af de skader, livet som misbruger påfører vedkommende 

samt forbedring af funktionsevne og udviklingsmuligheder. 

Om gruppen af voksne, socialt udstødte alkoholmisbrugere med en fuldbyrdet langvarig deroute 

står det i samme vejledning anført, at denne gruppe sjældent har håb og ønske om fuld social 

integration, men nok om en bedre livskvalitet. Indsatsen her har ofte karakter af omsorgsarbejde 

af langvarig eller permanent karakter. I forhold til indsatsen generelt overfor stof- og alkoholmisbrugere 

er det defineret, at der er behov for en bredspektret indsats via varierede og målrettede 

tilbud af såvel behandlingsmæssig som omsorgsmæssig karakter. 

Målet for den enkelte beboer 

Sølodgårds formål på det konkrete niveau – for den enkelte beboer – kan også aflæses i 

den række af konkrete målsætninger for institutionens virke, som stiftelseskredsen har 

formuleret ved institutionens etablering 6 : 

• At tilbyde relevant varende ophold for målgruppen i en boform der: 

• Stabiliserer og fastholder brugeren i trygge og hjemlige rammer i mindre beboergruppe 

• Yder lægelig og sundhedsfaglig omsorg og medicinsk behandling 

• Vurderer eventuelle behov for psykiatrisk behandling via institutionens læge, distriktspsykiatrien 

eller speciallæge i psykiatri 

• Styrker brugerens almene funktionsniveau gennem målrettede sociale aktiviteter 

• Lægger rammer for selvdestruktiv adfærd i form af stof- og alkoholindtag 

• Afklarer og underbygger ressourcer, der kvalificerer til efterfølgende placering i egen 

bolig eller bofællesskab 

• Afklarer og renoverer økonomiske og andre sociale forhold 

• Udarbejder vurderinger til brug for pensions- eller revalideringsforanstaltninger 

• Stabiliserer og forbereder til eventuel behandling for stoffrihed 

Formålet med opholdet for den enkelte beboer på Sølodgård er således som udgangspunkt 

ikke stoffrihed. Formålet er – i overensstemmelse med institutionens overordnede 

formål – stabilisering, omsorg, forbedring af almen funktionsevne mv. Dvs. ophold der 

6 Ansøgning fra stiftelseskredsen bag Sølodgård til Storstrøms Amt om godkendelse af midlertidig boform til personer 

med fysiske, psykiske og sociale problemer begrundet i mangeårigt misbrug. Præstø d. 04.12.2002. 


grundlæggende har til formål at sikre beboernes faktiske overlevelse, forbedre livskvalitet 

og afklare fremtidig forsørgelse mv. 

Et konkret endemål for opholdet på Sølodgård, der forsøges opstillet for alle beboere 

uanset deres konkret forhold og behov, er, at opholdet kan ende ud med, at der kan opstilles 

et forslag til videre handleplan for beboeren: 

”Vi tager udgangspunkt i beboeres egne ønsker og drømme om et godt liv og formulerer gennem 

den behandlingsmæssige proces et attraktivt, realistisk og overskueligt perspektiv, som 

indeholder både langsigtede mål og konkrete delmål, og som sammenfatter både de amtskommunale 

og de primærkommunale kompetenceområder.” 7 

Ser man på de beboere, der er og har været på Sølodgård, så fremgår det af journalmaterialet, 

at formålet med konkrete beboeres ophold ikke for en eneste har været stoffrihed, 

men i stedet har været netop afgiftning/ophør af sidemisbrug, stabilisering af misbrugssituationen 

og forbedring af den både fysiske og psykiske ofte meget dårlige helbredsmæssige 

situation, afklaring af fx fremtidig forsørgelse og bolig mv. 

Ofte har beboerne også adfærdsmæssige og personlige udviklingsmæssige formål med 

deres ophold: forbedring af kompetencer til at styre fx vredes-, stress- og konflikthåndtering. 

En samarbejdspartner fortæller om formålet med opholdet for en beboer, som på indskrivningstidspunktet 

havde et meget stort sidemisbrug og var i en helbredsmæssig meget 

dårlig forfatning: 

”Det var Sølodgård eller kapellet” 8 

En anden samarbejdspartner vurderer om formålet med et ophold på Sølodgård for en 

beboer, som blev indskrevet med stabilisering og omsorg som formål og som af samarbejdspartneren 

vurderedes at have fået meget ud af opholdet: 

”Nogen gange er stoffrihed også for ambitiøst et mål, og nogen gange sker der noget, når vi 

sætter målene ned.” 9 

En tredje samarbejdspartner siger om formålet for de misbrugere, som hun har været 

med til at etablere ophold for: 

Målgruppen 

”Formålet har været omsorgsbehandling, stabilisering og udredning i forhold til fremtiden” 10 

Sølodgårds ønskede målgruppe blev ved institutionens etablering beskrevet således: 

”Vores klienter M/K er kendetegnet ved en gennemsnitsalder omkring 45 år med et langvarigt 

blandingsmisbrug, kriminalitet og fængselsophold, prostitution, fysiske og psykiske skader, 

omsorgs- og plejebehov samt socialt/økonomisk kaos” 11 

7 Orienteringsmaterialet ”Den selvejende institution Sølodgård – en udviklende boform for ældre misbrugere – 

8 Interview med sagsbehandler, kommunal samarbejdspartner 1 

9 Interview med misbrugsbehandler, amtslig samarbejdspartner 1 



I ansøgningen til Storstrøms Amt er den potentielle målgruppen supplerende beskrevet 

som såvel mænd som kvinder over 35 år, som har et langvarigt massivt misbrug af alkohol, 

benzodiazipiner, morfika, hash mv., og som er kendetegnet ved dårlig fysisk almentilstand 

med plejebehov og ofte med ubehandlede psykiatriske tilstande. Gruppen er ofte 

præget af manglende netværk og kaotiske sociale og økonomiske forhold og kriminalitet. 

Målgruppens karakteristika 

Sølodgård har modtaget 29 beboere siden sin start i maj 2003, og disse er beskrevet via 

en række anonymiserede informationer i form af statusbeskrivelser, funktionsbeskrivelser 

mv. Ud fra dette materiale tegner sig følgende billede af, hvorledes den målgruppe, 

som Sølodgård i realiteten har, kan karakteriseres på en række parametre: 

• Køn og alder 

• Misbrug, misbrugshistorie og netværk 

• Boligforhold, økonomi og forsørgelsesgrundlag 

• Fysisk og psykisk helbred 

Køn og alder 

Alderen er i materialet oplyst for 16 af de i alt 24 mandlige misbrugere, som har været 

eller fortsat er indskrevet på Sølodgård. Ifølge materialet er den yngste mandlige misbruger, 

der har boet på Sølodgård, 27 år gammel, og den ældste er 50. Gennemsnitsalderen 

for mændene er 39,9 år, og vurderet ud fra materialet om de mænd, hvis alder ikke fremgår 

eksplicit af materialet, vurderes disse mænd at modsvare ca. samme aldersfordeling. 

Af de fem kvinder, der har boet eller fortsat bor på Sølodgård, er den yngste kvinde 27 

år og den ældste er 40 år. Gennemsnitsalderen for de fem kvinder er 35,2. 

Misbrug, misbrugshistorie og netværk 

For størstedelen af de mandlige beboere på Sølodgård er misbrugshistorierne meget ens. 

Typisk starter misbruget omkring 12 års alderen. Dog er den tidligste debut helt nede i 6 

års alderen og seneste misbrugsdebut oplyst til at være i 30 års alderen. 

Flertallet starter med alkohol, hash og opløsningsmidler, hvorefter misbruget udvides til 

at inkludere heroin, kokain, speed, LSD, morfin og amfetamin. Mange misbruger også 

benzodiazepiner, en enkelt har startet misbruget med lægeordinerede benzodiazepiner. 

Når beboerne ankommer til Sølodgård er deres aktuelle misbrugssituation for stort set 

alle, at de er på metadon, men har et betydeligt sidemisbrug af diverse stoffer og af alkohol. 

Langt de fleste af mændene har været i fængsel, enten som følge af kriminalitet eller 

for at afsone bøder. En enkelt misbruger har været fængslet samlet i 15 år. 

Alle misbrugerne har tidligere forsøgt at blive behandlet/clean mange gange. Nogle er 

udskrevet clean fra hvert ophold og faldet tilbage, andre har aldrig gennemført behandling. 

Der er beboere, der tidligere har været i behandling op til 10 gange. 



Sølodgårds beboere kommer typisk fra familier, som man ofte karakteriserer som dysfunktionelle, 

og mange har været anbragt udenfor hjemmet i deres barndom. Flere 

kommer fra familier, hvor forældrene også er misbrugere, og ofte er søskende også misbrugere. 

Kun enkelte angiver at være den eneste misbruger i familien. Flere af mændene 

har været seksuelt misbrugt enten af moderen eller mandlige bekendte, ligesom en af 

kvinderne har været udsat for incest i barndommen, og både mandlige og kvindelige 

beboere angiver at have prostitueret sig. 

Mange af beboerne har børn, men der er ikke mange, der har stabil kontakt til dem. De 

fleste er anbragt i plejefamilier, hos moderen eller anden familie. Det er ud fra materialet 

åbenlyst et stærkt ønske hos langt de fleste beboere at genetablere kontakten til deres 

egne børn, hvilket ofte i materialet se som en motivationsfaktor for at gennemføre opholdet. 

Det sociale netværk i øvrigt hos beboerne er ifølge materialet uhyre begrænset. 

De fleste har kontakt til få familiemedlemmer, men har ikke ud over den eventuelle kontakt 

til familien et netværk uden for misbrugsmiljøet. 

Portræt af en kvindelig beboer – tegnet på tværs af beboergruppen 

Inge er 37 år. Hendes misbrug startede da hun var 15 år, hvor hun begyndte at ryge hash. Misbruget 

udvides hurtigt med alkohol og opløsningsmidler, og inden Inge er 20 er misbruget udvidet 

til også at inkludere amfetamin, heroin og kokain. De seneste år har misbruget primært handlet 

om alkohol, da hun ikke længere kan finde blodårer til IV-misbrug. Inge har flere gange været 

i misbrugsbehandling men har kun gennemført få behandlingsforløb og har aldrig formået at 

holde sig stoffri en mere end få måneder efter afsluttet behandling. 

Inge er opvokset med en voldelig far, der misbrugte hende fysisk og seksuelt. Der har været massive 

konflikter i hjemmet, hvor moderen flere gange forsøgte at opnå skilsmisse fra den voldelige 

ægtemand, men hver gang genoptog samlivet med ham igen. Inge har en bror, der også er misbruger. 

Inge har gennemført 10. klasse og påbegyndt en HF, som dog ikke blev gennemført på grund af 

for stort fravær. Derudover har hun ingen uddannelse og har heller aldrig haft kontakt til arbejdsmarkedet. 

Inge modtager kontanthjælp og har ingen gældsposter. Hun har i løbet af sit liv 

som misbruger prostitueret sig for at skaffe penge til stoffer. 

Inge har aldrig været gift og har heller ingen børn. Hun har en kæreste, som også er misbruger og 

har stort set ingen netværk udenfor misbruget, men har dog sporadisk kontakt til sin mor. 

Da Inge ankommer til Sølodgård lider hun af angst og lavt selvværd. Hendes fysiske helbred er 

generelt nedslidt, og hun har dårlige tænder. Hun reagerer voldsomt på situationer, der gør hende 

usikker, men fungerer ellers med både personale og beboere. 

Fysisk og psykisk helbred 

Sølodgårds beboere har generelt et dårligt helbred såvel fysisk som psykisk. Mange har 

dårlige tænder, forhøjet levertal eller diagnosticeret hepatitis C. Der er enkelte, der er 

HIV positive. Desuden har mange lungesygdomme og problemer med blodpropper og 

dårlige blodårer. Det er meget, meget få beboere, hvis almen tilstand kan vurderes som 

god eller blot i nærheden af god. 

Selvom det også gælder generelt, at beboerne har et psykisk dårligt helbred, så er der ikke 

på samme måde som med det fysiske helbred et klart mønster i beboernes psykiske helbred. 

Der er enkelte af beboerne, der er diagnosticeret med en psykisk sygdom, ligesom 

mange af beboerne så at sige ligger i et psykiatrisk grænseland, hvor det er svært at vurdere, 

hvorvidt deres psykiske tilstand er begrundet i misbruget, eller om der ligger en 


”egentlig” psykisk lidelse bag. Samtidigt er der vældig mange af Sølodgårds beboere, der 

er depressive. Et gennemgående træk for de beboere, der har børn eller kontakt til anden 

stoffri familie, er, at de lider under følelser præget af skyld og skam. 

Portræt 1 af en mandlig beboer – tegnet på tværs af beboergruppen 

Jesper er 40 år. Hans misbrug startede, da han var 12 år med hash og alkohol. Som 15årig suppleres 

misbruget med speed og morfin, som 17årig yderligere med LSD, kokain og heroin. Som 

25årig indtages alt, hvad han kan komme i nærheden af, også IV. Ved siden af stofmisbruget er 

der et konstant og massivt alkoholforbrug. 

Jespers forældre boede sammen de første år af hans liv, og efter forældrenes ægteskab gik i stykker, 

boede han hos moderen. Begge forældre var misbrugere. Han har to søskende, der også er 

misbrugere i dag. De blev alle tre fjernet fra hjemmet og har boet på forskellige institutioner og i 

plejefamilier. Jesper blev smidt ud af alle institutionerne. Faderen er død, og Jesper har kun sporadisk 

kontakt til resten af familien og reelt intet netværk udenfor misbrugsmiljøet. 

Jesper gik ud af folkeskolen i 9. klasse og har ikke modtaget yderligere undervisning eller fået 

nogen form for uddannelse. Han har kun haft sporadisk kontakt til arbejdsmarkedet. Han har 

flere domme for berigelseskriminalitet, og har samlet afsonet ca. tre år. I løbet af sit liv som misbruger 

har Jesper været igennem adskillige forsøg på at blive stoffri. De fleste er endt uden succes, 

men han er dog en enkelt gang udskrevet stoffri, hvor han holdt sig clean i nogle år. Var i 

denne periode gift med en stoffri kvinde. Da ægteskabet gik i stykker og ikke mindst mens skilsmissen 

stod på eskalerede misbruget igen. Jesper har i alt været gift to gange, og hans først kone 

var også misbruger. Han har to børn fra første ægteskab, døtre på nu hhv. 20 og 18 år. De har 

begge været anbragt udenfor hjemmet, og han har ikke stabil kontakt til dem. 

Da Jesper ankommer til Sølodgård modtager han kontanthjælp. Han har en række gældsposter, 

som plager ham, og han har tidligere afsonet flere bødedomme. Jesper har haft flere blodpropper, 

han har leverbetændelse, dårlige tænder og er i en generel dårlig ernæringstilstand. Han fremstår 

depressiv og plaget af skyldfølelse overfor sine døtre. 

Bolig, økonomi og forsørgelse 

Enkelte af beboerne på Sølodgård har gennemført folkeskolens 9. klasse, men mange er 

gået ud af skolen tidligere. Meget få har fået en uddannelse, og også kun ganske få har 

haft stabil tilknytning til arbejdsmarkedet. 

Blandt de 17 misbrugere, hvor der er udarbejdet udredningsskemaer, angives otte at have 

egen lejlighed, hvoraf de fleste er i meget dårlig stand, således at der skal gøres hovedrent 

og desinficeres inden beboeren kan flytte tilbage. En enkelt beboer bor hos sin søster og 

syv er boligløse. 

Blandt de 17 misbrugere, hvor der er udarbejdet udredningsskemaer, modtager syv kontanthjælp, 

og otte modtager pension. Det fremgår af materialet, at ingen af beboerne 

tjener penge i reelle jobs. Langt de fleste har aldrig haft fast tilknytning til arbejdsmarkedet. 

Der er dog nogle ganske få, som har haft stabil tilknytning til arbejdsmarkedet stort 

set i hele deres misbrugsforløb. 

En stor del af beboerne har gæld i form af bøder til fx DSB og telefonselskaber samt 

bøder for kriminalitet. Mange har været inde at afsone bøder. 


Portræt 2 af en mandlig beboer – tegnet på tværs af beboergruppen 

Hans er 46 år. Han er opvokset hos begge forældre, som begge to havde stabile jobs. Der er to 

søskende, der ikke er misbrugere. Forældrene blev skilt, da Hans var 19, og der har været en del 

konflikter i hjemmet. Hans gennemførte folkeskolen og har arbejdet forskellige steder indtil misbruget 

begyndte. Han har stadig kontakt til moderen og den ene af sine søstre samt kontakt til 

enkelte venner udenfor misbrugsmiljøet. 

Hans beretter om en helt almindelig ungdom med et almindeligt forhold til alkohol. Først for ca. 

20 år siden da han var i 20-erne, oplevede han, at misbruget af alkohol tog overhånd. Alkoholen 

suppleres herefter med hash, morfin, ketogan og benzodiazepiner i løbet af de følgende par år – 

og i 30 års alderen indtog han alt, hvad han kan komme i nærheden af. 

Hans har aldrig været gift og har ingen børn. Han har ikke i sit liv som misbruger begået kriminalitet. 

Han er bevilget pension, og har flere gældsposter bl.a. til DSB, TDC og en boligforening. 

Da Hans ankommer til Sølodgård har han allerede været i flere behandlingsforsøg, men har ikke 

nogen af gangene opnået at blive stoffri. Helbredsmæssigt er hans fysiske almentilstand dårlig, 

men han har ingen fysiske lidelser. Psykisk ses en begyndende demens og periodisk angst. Hans 

holder sig meget for dig selv og lader ingen komme ham nær. 

Samarbejdspartnernes beskrivelse af målgruppen 

Det billede, som gennemgangen af beboernes karakteristik tegner, synes at blive modsvaret 

på mange måder af den måde, som de interviewede samarbejdspartnere, beskriver de 

beboere på Sølodgård, som de har mødt på institutionen, og de beboere hvis forløb de 

hver især har været involveret i. 

Her tegner der sig et billede af misbrugere, som har været misbrugere igennem mange år 

og været igennem mange misbrugsbehandlingstilbud. Beboere, hvis helbredsmæssige og 

psykiske tilstand er voldsomt belastet, som ikke kan profitere af ”normale” misbrugsbehandlingsinstitutioner, 

fordi stoffrihed ikke er et realistisk mål for dem, og som er vanskelige 

at rumme på institutioner generelt, fordi de har en meget problematisk adfærd. 

De beskrives bl.a. med ord som: 

”Brugere der ellers ikke er til at rumme andre steder” 12 

”Udadreagerende, vrede på systemerne og i konflikt med andre beboere, med personalet, os og 

kommunen.” 13 

”Han var døden nær.” 14 

”Kaotiske brugere, der ikke kan være på institutioner, der arbejder mere traditionelt med 

stoffrihed.” 15 

”Han er helt ødelagt helbredsmæssigt og har dårlige relationer til familien” 16 



14 Interview med sagsbehandler, kommunal samarbejdspartner 



Målgruppen sat i perspektiv 

At sætte Sølodgårds faktiske og ønskede målgruppe i perspektiv ved hjælp af andre undersøgelser 

om den samme målgruppe, kan hjælpe til at vurdere, hvorvidt Sølodgård 

faktisk formår at tiltrække og rumme den gruppe af misbrugere, som de ønsker, nemlig 

den mest belastede og udsatte gruppe af misbrugerne. 

Her kan man se, at Sølodgårds målgruppe på mange områder bl.a. modsvarer den gruppe 

af heroinafhængige i metadonbehandling, som var omfattet af det såkaldte metadonforsøg, 

og som er beskrevet i bogen ”Heroinafhængige i metadonbehanding”, Pedersen 

(2005). Heri beskrives denne udsatte målgruppe således: 

De er som helhed på en række områder massivt belastede. 21% - altså hver femte – har 

haft tanker om at begå selvmord indenfor de sidste 30 dage; 71% har leverbetændelse; 48% 

af kvinderne er blevet seksuelt overgrebet (ca. hver fjerde udsat for incest); 22% har kriminalitet 

som deres primære indtægtskilde; 3% har måneden op til indskrivningen haft en lønnet 

indtægt; 11% har ingen bolig, bor på herberg/pensionat eller er i fængsel; 59% har indtaget 

heroin indenfor den sidste måned, og 48% har injiceret. 29% har haft et forbrug af kokain og 

48% af nerve-/sovemedicin. Endeligt er 9,4% afhængige af alkohol.” 

Samme særligt belastede målgruppe er målgruppen for Socialministeriets forsøg med 

Støtte- og Kontaktpersonordning for de mest udsatte alkohol- og stofmisbrugere, som er 

beskrevet af Ramsbøl og Zeeberg (2004). Her beskrives målgruppen bl.a. med disse ord: 

”…Meget svært stillede misbrugere med lange misbrugskarrierer, dårligt såvel fysisk som 

psykisk helbred og dårlig kontakt til såvel familie, venner …” 

Ser man igen på henholdsvis Pedersens undersøgelsen af heroinafhængige i metadonbehandling 

og på Ramsbøls og Zeebergs erfaringsopsamling af Socialministeriets forsøg 

med Støtte- og Kontaktpersonordning, så er Sølodgårds beboere ældre i gennemsnit end 

heroinforsøgets brugere, hvor gennemsnitsalderen var 37,3 år, mens de aldersmæssigt 

generelt matcher skp-forsøgets brugere, hvor langt hovedparten var mellem 31 og 50 år. 

Den generelle gennemsnitsalder for stofmisbrugere i behandling er jf. Sundhedsstyrelsen 

årlige statistik over stofmisbrugere i behandling 17 36,1 år for mænd og 36,5 år for kvinder. 

Mændene på Sølodgård er således gennemsnitligt ca. fire år ældre end mænd i misbrugsbehandling 

generelt, mens kvinderne på Sølodgård (som jo kun udgør fem i alt) 

gennemsnitligt faktisk er lidt yngre end kvinder i behandling generelt. Dette sidste kan 

imidlertid ikke bruges konkluderende, idet antallet af kvinder på Sølodgård er for lille til 

at kunne udlede noget af det. 

Andelen af kvinder på Sølodgård er også lavere end andelen af kvinder i Pedersens undersøgelse 

af heroinafhængige i metadonbehandling og i Ramsbøls og Zeebergs erfaringsopsamling 

af Socialministeriets forsøg med Støtte- og Kontaktpersonordning. I de 

initiativer/projekter, som Pedersen undersøger, er 29% kvinder, og hos Ramsbøl og 

Zeeberg er 28,5% kvinder. At det er forventeligt at størstedelen af målgruppen er mænd, 

står således klart, men noget kunne muligvis tyde på, at Sølodgård tiltrækker eller modtager 

forholdsvis færre kvinder end deres andel i målgruppen svarer til. 


17 Kilde: Sundhedsstyrelsens statistik over stofmisbrugere i behandling i: Nye tal fra Sundhedsstyrelsen, 2005:12 


Vedrørende kønsfordelingen gælder det generelt i misbrugsbehandling i Danmark, at der 

er langt flere mænd end kvinder med en fordeling, hvor ca. 75% er mænd og 25% er 

kvinder ifølge Sundhedsstyrelsen statistik over stofmisbrugere i behandling 18 . Kønsskævheden 

på Sølodgård følger således helt overordnet kønsskævheden i misbrugsbehandlingssystemet, 

men er dog endnu større end det generelle billede, idet kun 17% af 

dem, der er eller har været indskrevet på Sølodgård, er kvinder. 

Mål og Målgruppe – delkonklusion 

På de fleste parametre: misbrug, misbrugshistorie, netværk, forsørgelse, økonomi og 

helbred modsvarer det faktiske billede af Sølodgårds beboere med stor overensstemmelse 

den målgruppe, som Sølodgård ønskede at modtage, nemlig gruppen af særligt belastede 

og dårligt fungerende misbrugere. 

Den mest belastede del af misbrugergruppen i Danmark er i høj grad beskrevet tilsvarende 

i andre undersøgelser, der beskæftiger sig med dem, hvorfor man her godt kan 

tillade sig at slutte, at Sølodgård faktisk har formået at rekruttere sine beboere fra den 

mest belastede gruppe. 

Kønsfordelingen og alderen blandt Sølodgårds beboere er dog værd at hæfte sig lidt ved: 

Der er og har været langt flere mandlige beboere på Sølodgård end kvinder, hvilket er 

forventeligt, men andelen af kvinder på Sølodgård er lavere end i fx Metadonforsøget og 

SKP-forsøget, som man – med en vis forsigtighed – kan sammenligne i forhold til målgruppen. 

Lige sådan modsvarer aldersfordelingen blandt beboerne på Sølodgård således målt ud 

fra et gennemsnit kun lige knapt den målgruppe, som institutionen har defineret som 

”ældre” misbrugere på mindst 35 år – 45 år. Spørgsmålet er imidlertid, hvornår man som 

svært belastet misbrugere er ”ældre”, om man som 40 – 50 årig med en langvarig misbrugskarrierer 

og et fortsat svært misbrug mon ikke må betragtes som ”ældre” misbruger? 

Ser man på Sølodgårds mål, synes målene – såvel de opstillede overordnede og konkrete 

som de specifikt definerede for den enkelte beboer – umiddelbart at være i overensstemmelse. 

Dvs. at man ikke på det konkrete niveau finder mål, som er ude af trit med 

de mål, Sølodgård har defineret som overordnet mål for institutionen og på det mere 

konkrete niveau som mål for forløbene med beboerne. Dertil kommer, at målene ligeledes 

umiddelbart synes at matche målgruppen, sådan som den er beskrevet. Der er således 

tale om mål, der overvejende har fokus på helbredsmæssige og livskvalitetsmæssige 

forbedringer, mens det mest traditionelle behandlingsmæssige mål overfor aktive misbrugere: 

stoffrihed ikke forefindes på Sølodgård. Fokus på misbruget ses dog i målene, 

idet afgiftning/ophør af sidemisbrug er et mål for mange, ligesom vurdering og eventuel 

klargøring til behandling hen imod stoffrihed kan være et mål for nogle. 

18 Kilde: Sundhedsstyrelsens statistik over stofmisbrugere i behandling. Kan findes på www.sst.dk 


Rammerne om Sølodgård 

Lovgivning 

Sølodgård er en boform, der er godkendt af Storstrøms Amt i henhold til Lov om Social 

Service § 94a til at modtage beboere i henhold til samme lovs § 91 (kommunal visitation) 

og § 93 (amtslig visitation). 

Uddrag af Lov om Social Service 

§ 91. Kommunen kan tilbyde midlertidige ophold i boformer til personer, som på grund af betydelig 

nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer har behov herfor 

§ 93. Amtskommunen sørger for, at der er det nødvendige antal pladser til midlertidigt ophold i 

boformer 

1. til personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der har behov for omfattende 

hjælp i almindelig daglige funktioner eller for pleje, eller som i en periode har behov for 

særlig behandlingsmæssig støtte, og 

2. til personer med nedsat psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer, der har behov 

for pleje eller behandling, og som på grund af disse vanskeligheder ikke kan klare sig uden støtte. 

Stk. 2. Amtskommunen træffer efter indstilling fra opholdskommunen afgørelse om optagelse i 

boformer efter stk. 1 jf. § 131 b. Amtskommunen træffer dog afgørelse om optagelse, forså vidt 

angår tilbud efter skt. 1, nr. 2, til stofmisbrugere i behandling. 

§ 94a. Private botilbud efter § 40 stk. 2, nr. 4, og §§ 91 og 93 skal være godkendt som generelt 

egnede af den stedlige amtskommune. Godkendelsen skal også omfatte den hjælp efter loven, 

der ydes af det private botilbud under opholdet. Dette gælder dog ikke for sådanne tilbud, med 

hvilke en kommune eller amtskommune har indgået aftale om anvendelse af botilbud, herunder 

om tilsyn. 

Stk. 2. Afgørelser efter stk. 1 kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed. 

Som det fremgår af materiale om de beboere, der er og har været på Sølodgård, og af 

interview med Sølodgårds daglige leder, så er langt de fleste ophold til dato etableret i 

henhold til § 93 dvs. visiteret og betalt af amtskommunen, men det er ikke usædvanligt, 

at nogle af opholdene ”skifter paragraf” undervejs til § 91, således at kommunen efter 

nogen tid overtage ansvaret og betalingen for opholdet, idet opholdets sigte skifter fra et 

misbrugsbehandlende til et primært omsorgsmæssigt og socialt sigte. Nogle få ophold er 

dog etableret som kommunale foranstaltninger jf. § 91. Se mere om dette i afsnittet om 

visitation i metode-kapitlet. 

Økonomi 

Sølodgård har modtaget økonomisk støtte fra Socialministeriet i de første to år af sin 

levetid som en hjælp i den etablerende fase. En del af denne økonomiske støtte har været 

målrettet behandlingspladserne på Sølodgård, og disse støtte-midler har Sølodgård i støtteperioden 

valgt at udmønte i tre fripladser. En af disse fripladser har været tildelt Kø- 


enhavns Amt. En har været tildelt Århus Amt og den tredje friplads har gået på skift til 

flere amter og er blevet tilbudt Vejle Amt, Ribe Amt og Roskilde Amt. 

Ifølge et notat fra Sølodgårds ledelse har rationalet vedrørende disse fripladser været: 

”…at opbygge netværk og udbrede kendskabet til Sølodgård med henblik på efterfølgende 

samarbejde. Ligeledes at have eksterne sparringspartnere i metodeudviklingsprocessen, hvilket 

dog ikke altid er lykkedes…” 19 

Efter den økonomiske støtte fra Socialministeriet er ophørt er fripladserne ligeledes ophørt. 

Prisen for en plads på Sølodgård fastsættes af det stedlige amt – Storstrøms Amt. Aktuelt 

i sommeren 2005 er prisen på 43.475,- kr. pr. måned. Der er en egenbetaling for beboerne 

beregnet til 4.298,- kr. Den reelle egenbetaling for hver enkelt beboer fastsættes af 

beboerens hjemkommune ud fra beboerens økonomi. 

Ledelsen og medarbejderne 

Sølodgård er en selvejende institution, der i det daglige ledes af en fuldtidsansat leder 

samt en pædagogisk konsulent, som er en del af den stiftelseskreds, der stod bag etableringen 

af Sølodgård i 2003. 

Bag denne daglige ledelse er der nedsat en bestyrelse. 

Den oprindelige stiftelseskreds bag Sølodgård bestod af tre personer med mangeårig 

erfaring på misbrugsområdet bl.a. fra døgninstitutionen Jungshovedhus og fra kommunalt 

og amtskommunalt misbrugskonsulent-arbejde. Alle tre fungerede i Sølodgårds 

startfase som konsulenter for den ansatte leder og det daglige personale og var en del af 

bestyrelsen. Dog har det hele tiden kun været den ene af de tre – den pædagogiske konsulent 

– der indgik i Sølodgårds daglige ledelse og faste medarbejderstab. De øvrige to af 

de oprindelige tre initiativtageres engagement i Sølodgård er fuldstændig ophørt indenfor 

Sølodgårds to første leveår, således at disse to nu hverken fungerer som konsulenter for 

Sølodgård eller har sæde i bestyrelsen. 

To af de oprindelige tre initiativtageres ophør med at være engageret i Sølodgård er sket 

bl.a. på baggrund af disse tos tætte tilknytning til institutionen Jungshovedhus og de problemer 

denne institution har været igennem, som i sidste ende førte til dens nedlæggelse. 

Denne turbulens har selvsagt i en periode påvirket Sølodgård, men dette synes ifølge den 

daglige ledelse og ifølge de interviewede samarbejdspartnere ikke længere at påvirke institutionen 

og dens dagligdag. En af samarbejdspartnerne siger om det: 

”Min klient kom til Sølodgård fra Jungshovedhus, og de problemer der var der, har jeg fået reel 

information om fra Helle (daglig leder på Sølodgård). Det var rart for det er svært at vurdere, 

hvilken betydning det har, og hvordan det influerede på Sølodgård og klienten, når man sidder 

så langt væk i det daglige.” 20 

19 Notat om personalepolitik på Sølodgård, d. 06. 04. 2005, Hans-Henrik Nordly 



Medarbejderne 

Medarbejderstaben tilknyttet Sølodgård består pr. maj 2005 af: 

• Daglig leder, der er uddannet socialformidler 

• Pædagogisk konsulent, uddannet socialpædagog 

• en socialpædagog 

• en social- og sundhedsassistent 

• tre behandlingsassistenter, heraf en uddannet psykoterapeut og en uddannet 

socialpædagog 

• to dagvagter, der er pædagogmedhjælpere, heraf en med PGU 

Hertil kommer, at der til Sølodgård er tilknyttet en lægekonsulent samt ad hoc psykolog, 

psykiater og psykoterapeut. 

Tre af de ansatte har egne erfaringer med misbrug og afhængighed, men alle disse har 

minimum seks års cleantid. 

Personalepolitik og -udvikling 

Om strategien bag sammensætningen af personalegruppen skriver Sølodgårds pædagogiske 

konsulent i maj 2005, at Sølodgårds basale arbejdsgrundlag, værdier, mål og daglige 

praksis fra starten fordrede en nytænkning i forhold til personalegruppens uddannelsesmæssige 

baggrund og efteruddannelse. Han skriver videre, at Sølodgård ikke i startfasen 

havde økonomiske midler til at ansætte den optimale personalegruppe, hvorfor der i 

institutionens første leveår skete en del udskiftning af personale, men at man efter ca. et 

år havde fået etableret en stabiliseret personalegruppe baseret på institutionens behov og 

praksis. 

Om ansættelsespolitikken skriver den pædagogiske konsulent videre: 

”Det var vigtigt at fastlægge praksis efter den ønskede faglighed, og ikke udarbejde praksis 

efter de forhåndenværende personalekompetencer, derfor var der nogen udskiftninger i personalegruppen 

i den første periode, og personalet blev udvalgt ud fra institutionens grundlæggende 

værdier og arbejdsgrundlag.” 21 

Arbejdet med Sølodgårds målgruppe fordrer fra personalets side – ifølge samme notat 

om personalepolitikken 22 - en række personlige og faglige kompetencer i personalegruppen. 

Desuden fordrer arbejdets art, at de ledelsesmæssige, organisatoriske og informationsmæssige 

rammer er tydelige og veldefinerede. Og endeligt fordrer det, at rammerne 

omkring personalepleje ligeledes er tydelige og velbeskrevne. 

Man har på institutionen ikke fra starten kunnet definere særlige efteruddannelsesområder 

for personalet, men har på baggrund af daglig praksis og erfaringer fra temadage, 

personalemøder og konkrete erfaringer med efteruddannelseskurser, som medarbejdere 

har deltaget i, formuleret et særligt efteruddannelsesforløb bestående af en kombination 

af tematisk undervisning om psykologiske, neuropsykologiske og pædagogiske emner, 

samt gruppesupervision. 




Uddannelsesbehovet for personalet vurderes af ledelsen at være en stadig proces, og om 

dette skriver ledelsen: 

”Målgruppens belastningsgrad stiller store krav om fortsat tilførsel af ny viden hos medarbejderne, 

ligesom institutionens generelle tilpasning til fremtidige behandlingsbehov hos målgruppen 

fordrer nytænkning og udvikling, der som forudsætning har fælles ejerskab til processen” 

23 . 

Der ydes ligeledes individuel supervision ud fra den enkelte medarbejders behov. Dertil 

har Sølodgård et stående tilbud/krav til medarbejderne om ”krisesupervision”, hvis en 

medarbejder kommer ud for grænseoverskridende oplevelser i arbejdet. Endeligt ydes 

der løbende kollegial erfaringsdeling ud fra medarbejdernes forskellige fagkompetencer 

og erfaringsniveauer. 

Der er udarbejdet individuelle stillingsbeskrivelser, og der er i samarbejde mellem ledelse 

og medarbejdergruppen udarbejdet særlige arbejdsbeskrivelser for alle medarbejdere og 

personalegrupper, hvilket i følge ledelsen betyder: 

”at ingen er i tvivl om sit kompetenceområde og at alle ved, hvem der har ansvar for hvad.” 24 

Medarbejdergruppen har sammen med den daglige ledelse i løbet af 2004 gennemført et 

forløb på i alt tre fulde personaledage, hvor Sølodgårds overordnede strategier, mål og 

daglige metoder blev gennemdrøftet og tydeligere defineret. I dette forløb fungerede 

VFC som ekstern processtyrer. 

Formålet med disse dage var mere konkret at udfylde Sølodgårds mål og metodemæssige 

rammer – få husets overordnede værdigrundlag, målsætning mv. nærmere defineret. 

Formålet var ikke mindst at gøre dette kollektivt i hele personalegruppen for at sikre et 

så omfattende kollektivt ejerskab som muligt for huset, indsatsen og pædagogikken, og 

for tydeligt at værdisætte den enkelte medarbejders ønsker til værdier, mål og metoder. 

I institutionens første levetid blev der afholdt ugentlige personalemøder. Dette er nu sat 

ned til hver anden uge, og ledelsen oplever, at der på institutionen er skabt en løbende 

udviklingsproces i samspillet mellem temadag, undervisning, supervision, erfaringsdeling, 

personalemøder og den daglige gensidige information 25 . 

Om baggrunden for den omfattende proces med temadage, undervisning, personalemøder, 

arbejds- og stillingsbeskrivelser mv. skriver ledelsen: 

”På temadage har vi defineret den pædagogiske praksis som ”situationsbestemt”, hvilket 

stiller store krav til den enkelte medarbejders evne til at handle adækvat i forhold til en given 

beboer i en given situation, nogen gange på tværs af tidligere beslutninger, og kræver stor respekt 

og accept af hinanden.” 26 

Om den nu eksisterende medarbejdergruppe og udkommet af processen med personalegruppen 

i Sølodgårds første to leveår vurderer ledelsen: 






”Sølodgård har eksisteret i to år, og medarbejderne har udviklet sig til en homogen, loyal og 

fagligt bredspektret og kompetent helhed, der generelt kan matche målgruppens behov.” 27 

De fysiske rammer 

De fysiske rammer for boformen Sølodgård er ejendommen Søvej 7 i Bårse ved Præstø. 

Ejendommen er et nedlagt landsbrug med en stor grund og have samt udbygninger. 

Sølodgård blev oprindeligt godkendt til seks pladser og startede med plads til seks beboere, 

men ambitionen var ved institutionens etablering med tiden at udbygge, således at 

institutionen i sin endelige, udbyggede form skulle kunne rumme 12 beboere 28 . Aktuelt 

har Sølodgård plads til ni beboere, idet der ud over de seks oprindelige værelser i husets 

hovedbygning er blevet etableret tre små separate lejligheder beliggende i en længe lidt 

væk fra hovedbygningen. Dertil er der blevet etableret et gæsteværelse, ligeledes lidt væk 

fra huset, som blev etableret for de beboere der modtager ”overnattende gæster”. Flere 

beboere har imidlertid ønsket at bo i gæsteværelset for at ”få fred” fra den daglige trafik 

fra andre beboere og personale 29 . 

Ved etableringen af de tre nye lejligheder spændte overvejelserne i Sølodgårds ledelse og 

personalegruppe 30 fra enten at benytte dem til de beboere, som havde et ringe alment 

socialt funktionsniveau, til at benytte dem som afskærmende boliger, eller benytte de nye 

boliger som bolig til beboere i udflytningsfasen med henblik på struktureret bo-selvtræning. 

Praksis har ifølge ledelsens vurdering udviklet sig til ”både-og / og midt imellem”. 

Den normale praksis i huset er, at man som nyindskrevet beboer får tilbudt værelse i 

hovedbygningen af sikkerheds- og overvågningshensyn. Når en lejlighed bliver ledig foretager 

ledelsen en vurdering af, hvem af beboerne der skal tilbydes at flytte fra værelse 

til lejlighed. Vurderingen baserer sig på hensynet til den enkeltes funktionsniveau, behov 

og handleplan. Ligeledes bliver det vægtet hvor længe opholdet har varet og skal vare 31 . 

Man har på Sølodgård ikke på noget tidspunkt været nødsaget til at fratage nogen beboer 

en lejlighed pga. regelbrud eller af andre årsager. 

Det er ledelsens vurdering 32 , at de nye lejligheder er attraktive for de fleste beboere, men 

at det samtidigt for en stor del af beboerne er skræmmende at være det mere alene, som 

disse boliger markerer, fordi man ikke her i samme grad som i de almindelige værelser 

kan mærke nærheden fra andre beboere og personale. 



29 Notat om brugen af Sølodgårds bofaciliteter som pædagogisk redskab, Hans-Henrik Nordly, juni 2005 





Ledelsen citerer en af beboerne for denne reaktion på at være tilbudt en af lejlighederne i 

stedet for sit værelse i hovedbygningen: ”jeg har siddet så meget i fængsel, at jeg bliver bange når 

jeg ikke kan nå fra den ene væg til den anden, og ikke høre naboens åndedræt, så nej tak” 33 

I forhold til ambitionen om – i institutionens endelige, udbyggede form - at have plads til 

12 beboere, siger ledelsen: 

”Vi må konstatere at der ikke har været økonomi, eller ”pædagogisk overskud” til at iværksætte 

den formelle ansøgningsproces eller omstilling af den pædagogiske praksis til at kunne 

rumme yderligere tre beboere. De aktuelle overvejelser har omdrejningspunkt i, om det er muligt 

at opretholde det meget tætte og udviklende miljø med en større beboergruppe, eller om ni 

beboere er den optimale størrelse for vores målgruppe.” 34 

Der er ikke i ledelsen på Sølodgård truffet endelig beslutning, om man skal søge om en 

yderligere udbygning af institutionen med tre pladser mere, eller om man skal fastholde 

den nuværende størrelse. 




Metoder 

Værdigrundlag og overordnet metodevalg 

For at sætte konkrete metoder ind i en forståelsesramme og kunne vurdere og perspektivere 

dem, kan det være relevant at undersøge om der bagved metoderne er defineret et 

værdiggrundlag eller på anden vis en mere generel holdningsmæssig tilgang til beboerne, 

indsatsen og de mål, der arbejdes hen imod. 

Sølodgård har på flere måder målbevidst og kollektivt defineret sig et sådant fælles afsæt/værdigrundlag, 

som overordnet sætter rammerne for stedets valg af metoder og angiver 

den tilgang, som medarbejderne skal have overfor beboerne. Bl.a. har dette været et 

af de definerede formål med den personaleproces, der blev gennemført i 2004 via en 

række temadage. 

På en af disse personale-temadage blev tilgangen til beboerne og indsatsen for dem formuleret 

sådan: 

”Sølodgård er beboernes hjem i den periode, de opholder sig her. Vi kan ikke ændre beboernes livsbetingelser, 

men vi kan tilbyde midlertidige rammer og struktur og præsentere dem for nogle valg og muligheder. De 

må selv gå vejen.” 35 

I orienteringsmateriale om Sølodgård, som er formuleret af institutionens ledelse, præsenteres 

Sølodgårds værdigrundlag i form af denne række værdier 36 : 

• At møde det enkelte menneske med faglig og menneskelig respekt, bygge på de positive 

ressourcer og understøtte ethvert udviklingspotentiale 

• At tilbyde en hverdag med de positive forventninger der fremmer den enkeltes livskvalitet 

• At etablere rammer der udelukkende tager hensyn til den enkeltes og gruppens velfærd 

og trivsel 

• At respektere beboernes valg for livskvalitet med eller uden medicinsk behandling 

På et – ligeledes overordnet – niveau hviler Sølodgårds metoder på et miljøterapeutisk 

grundlag 37 med en daglig praksis, der er kendetegnet ved at være situationsbestemt ud fra 

socialpædagogiske og lægefaglige vurderinger 38 . Miljøet der definerer rammerne omkring 

miljøterapien er: de fysiske rammer, de faglige værdier, holdningsmæssige begreber, personalets 

faglige kvalifikationer, beboernes indbyrdes samspil og daglige forpligtelser. 

35 Referat fra temadag for Sølodgårds medarbejdere d. 21. 04. 2004 


37 Miljøterapi er en kognitiv adfærdsterapiform. Læs nærmere i fx Oestrich, I. og Holm, L. (red) ”Kognitiv Miljøterapi 

– at skabe et behandlingsmiljø i ligeværdigt samarbejde”. 2001. Dansk Psykologisk forlag 



Med tydelig reference til værdigrundlaget beskrives den metodiske tilgang supplerende 

med disse ord: 

”Hver beboer er unik og kræver en tilgang tilpasset egne problemstillinger. Der arbejdes derfor 

individuelt indenfor den miljøterapeutiske ramme på en måde, hvor både beboer og personale 

er bevidst om metodevalg.” 39 

Den pædagogiske konsulent siger bl.a. sådan om det generelle valg af metode: 

”Behandlingskonceptet adskiller sig fra de fleste andre misbrugsinstitutioner ved at kombinere 

metoder fra flere forskellige grene af misbrugsbehandlingen, og arbejdet med differentierede 

målsætninger i forhold til medicinering / stoffrihed.” 40 

En samarbejdspartner beskriver og vurderer Sølodgårds overordnede metodevalg sådan: 

”De arbejder meget kognitivt og ikke psykoterapeutisk. Det kan så belastede klienter ikke 

magte.” 41 

Sølodgårds regler 

Sølodgård har ganske få regler for beboerne, og de regler der er, er ifølge ledelsen begrundet 

i hensynet til andre. Der er i huset en nul-tolerance overfor alkohol, hash, stoffer 

og medicin, som ikke er ordineret af husets læge. Sølodgård accepterer desuden ikke vold 

og truende adfærd, men kan rumme adfærd, der ikke skader andre. 42 

Om omsætningen af dette regelsæt fortæller den daglige leder, at truende og voldelig 

adfærd samt trusler og vold overfor personalet er bortvisningsgrund uden mulighed for 

senere at vende tilbage til Sølodgård. 

Forløb for beboere, der ikke kan overholde reglen om misbrug, kan der imod godt genoptages. 

De bliver bortvist fra institutionen, men er velkomne til at fortryde og vende 

tilbage – ofte efter en karantæne på fx to – fire uger. De beboere, der ikke kan overholde 

misbrugs-reglen, vælger i en del tilfælde selv at forlade institutionen for at opfylde deres 

stoftrang. Også de er velkomne igen, og vælger ofte at komme tilbage efter nogle dage. 43 

Holdningen på Sølodgård bag denne måde at forvalte reglerne er: 

”Man er velkommen til at blive eller komme igen, så længe det giver mening”. 44 

Men at der er tale om en svær balancegang og et dilemma, fortæller den daglige leder 

også. Mange akutte ophør sker op til en weekend, hvorefter beboeren vender tilbage i 

starten af den følgende uge. Og spørgsmålet er, hvor længe en sådan praksis skal accepteres. 

Sølodgårds holdning er, at man gerne vil hjælpe og give chancer, men beboerne 





43 Interview med daglig leder, Helle Thorning, d. 21. juni 2005 



skal på den anden side ikke kunne ”vandre ud og ind pga. stoftrang” 45 . I et konkret forløb, 

som kan bruges til illustration, forlod en beboer stedet og kom ind igen efter en kortere 

karantæne på nogle uger. Men da han gentog handlingen sagde det amtslige misbrugscenter 

stop og afsluttede hans forløb. 

En samarbejdspartner vurderer, at det er godt, at der er så få regler på Sølodgård, fordi 

det netop et med til at sikre, at man på Sølodgård er tilgængelig for den ønskede målgruppe 

og med til at sikre, at Sølodgårds metodiske tilgang kan være meget individuel 

dvs. tilpasset den enkelte brugers behov: 

”Fordi jo strammere regler jo mere tager det jo fra den individuelle tilgang.” 46 

Hun er dog opmærksom på, at så få regler indebærer, at dagligdagen på Sølodgård kan 

være – og efter hendes erfaring er – ret konfliktfyldt og hurtigt bliver forvirrende for 

beboerne, fordi de oplever, at der forskellige regler for forskellige beboere. For hende 

betyder det, at: 

”Det stiller store krav til personalet om tydelighed og fleksibilitet. Både overfor brugerne men 

også i medarbejdergruppen internt, at de kan stole på hinanden og agere i det.” 47 

De konkrete metoder 

Visitation 

Sølodgårds funktion som både behandlings- og omsorgsinstitution betyder, at såvel amter 

som kommuner som udgangspunkt kan være visiterende myndighed. I praksis har det 

dog vist sig, at næsten alle de beboere, der er eller har været på Sølodgård, i første omgang 

er visiteret dertil fra amtslig side og med amtslig betaling, men at nogle få beboeres 

ophold fra starten er kommunalt finansieret, såfremt formålet er en omsorgsmæssig indsats. 

En interviewet amtslig samarbejdspartner fortæller om to beboere, der blev visiteret ind 

på Sølodgård på en kommunal bevilling jf. § 91, at dette for den enes vedkommende 

skete i positivt samarbejde med kommunen, men at det i det andet tilfælde først kom på 

plads via en ankesag. Om denne del af samarbejdet med kommunerne siger samarbejdspartneren: 

”Generelt er det ikke så nemt at få kommunerne med. Det handler som sådan ikke om uvilje 

i kommunen, men om økonomi, hvor det nok er svært at få så stor en bevilling igennem til så 

dårlig en målgruppe.” 48 

En kommunal samarbejdspartner fortæller således om, hvordan visitationen kan opleves 

fra kommunal side: 






”Amtet foretog visitationen, og vi blev forelagt en meddelelse om det skriftligt fra amtet, som vi 

skulle skrive under. Man skal bare skrive under med hænderne på ryggen.” 49 

Under optimale forhold forberedes en beboers indflytning på Sølodgård via en visitationsprocedure, 

hvor Sølodgård ud fra den visiterende myndigheds information om beboeren 

vurderer, hvorvidt beboeren hører til i målgruppen og kan profitere af et ophold på 

Sølodgård. Det er Sølodgårds bevidste politik at afvise så få beboere som muligt. En 

politik, som ligger i forlængelse af den målgruppe, som Sølodgård er tiltænkt. Holdningen 

– som også afspejler sig i valget af meget få uomgængelige regner – er, at når man 

etablerer en institution for dem, som ikke kan rummes andre steder, så nytter det ikke, 

hvis man heller ikke kan rumme dem her 50 . Der er dog det ene forbehold, at Sølodgård 

ikke kan modtage de allermest plejekrævende beboere. I beskrivelsen af Sølodgårds målgruppe 

forklares det således: 

”Da værdigheden er et væsentligt element i behandlingen, er det vigtigt, at beboerne som indskrives, 

er i en tilstand, hvor de i forhold til de andre beboere ikke vil føle sig ydmyget pga. 

basale plejebehov.” 51 

I praksis handler det om, at Sølodgård ikke ”kan fungere som hospice” 52 , og to gange 

har været nødsaget til at afvikle to allerede etablerede ophold, fordi beboernes plejebehov 

var for omfattende dvs. så omfattende, at beboerne rettelig hørte til på plejehjem, 

hvilket også i det ene tilfælde blev foranstaltet i forlængelse af opholdet på Sølodgård. 53 

Desuden indeholder visitationsproceduren optimalt set et forbesøg, hvor beboeren kan 

se Sølodgård og få den information om institutionen, som gør ham/hende i stand til at 

tage stilling til, om han/hun gerne vil indskrives. 

I realiteten er der dog kun sjældent arrangeret forbesøg i forbindelse med beboeres indskrivning, 

fordi: 

”De fleste ophold er akutte, og beboerne er så langt ude, at de siger ja til hvad som helst” 54 

Denne meget hurtige indskrivning indebærer, at orienteringen til beboeren forud for den 

faktiske indskrivning er overladt til den visiterende myndighed alene, og at der er nogle 

erfaringer for, at ikke alle beboere er fuldt orienteret om Sølodgårds virke, regler mv., når 

de ankommer. Fx er det sket, at beboere er kommet så hurtigt ind i huset, at de ikke alene 

har manglet information men ligefrem er ankommet med fejlagtige oplysninger om 

institutionen. – Fx have to nye beboere ikke været oplyst om, at man ikke må have misbrug 

på institutionen. 55 

Som ny procedure på Sølodgård anmoder man nu om en handleplan for den enkelte 

beboer, når amtet henvender sig med henblik på at etablere et ophold. Dette for bedre at 

kunne sikre information om beboeren og bl.a. om det ønskede formål med opholdet. 









Om handleplanerne vurderer den daglige leder, at ”nogle er meget grundige, andre korte 

og skematiske” 56 . 

Medicin – nedtrapning fra sidemisbrug 

Det faktiske indhold for beboerne i et ophold på Sølodgård består som regel af, at der 

ved opholdets start lægges en medicin-plan i samarbejde mellem beboer og læge bl.a. 

indeholdende håndtering af nedtrapning fra sidemisbrug, hvis dette er et behov og et 

formål med opholdet – hvilket det er for de næsten alle 57 . 

”Målet er oftest afgiftning fra sidemisbrug, stoppe alkoholmisbrug og fred og ro” 58 

Medicinplanen lægges individuelt ud fra beboerens konkrete behov, den justeres løbende, 

og der er jævnlig kontakt mellem læge og beboer. Som støtte til nedtrapning af sidemisbrug 

tilbydes massage og Acu-Detox for at lette eventuelle fysiske og psykiske ubehag. 

Udredning, opfølgning og skriftlighed 

Ud over afgiftning, ophør af sidemisbrug og fred og ro er der som tidligere nævnt ofte 

også det formål med opholdet på Sølodgård at få beboerens situation udredt, så der kan 

skabes en mere varig og grundlæggende afklaring (eller forudsætningen for sådan en afklaring) 

for beboeren vedrørende fx fremtidig forsørgelse, bolig, nødvendige helbredsmæssige 

og sociale/pædagogiske støttetilbud mv. 

Pga. misbrug og en kaotisk helbredsmæssig og social situation er beboerens forhold ved 

opholdets start ofte ikke så klarlagt, at man fra de visiterende myndigheders side har 

kunnet opstille en realistisk, individuel handleplan 59 . Dertil kommer, at mange beboere jo 

indskrives ret akut uden grundig forsamtale og visitation pga. deres ofte desperate behov 

for akut hjælp. Som den daglige leder siger: 

”På grund af den akutte start og beboernes forhold tager vi dem ind og starter derfra. Møder 

dem, der hvor de er, og laver en kort udredning, når de er ankommet”. 60 

Indenfor de første fire – otte uger foretager institutionen en mere grundig udredning af 

beboeren ud fra såvel en lægelig, en pædagogisk som en socialfaglig vinkel og udarbejder 

en skriftlig udredning. 

Skriftlige redskaber 

Ud over den ovenfor nævnte udredning, der laves i starten af opholdet, arbejder Sølodgård 

med tre andre skriftlige redskaber i arbejdet med den enkelte beboer: Funktionsbeskrivelser, 

statusskrivelser og eventuelt eksternt rekvirerede udredninger. 


57 Kilde: Anonymiseret journalmateriale fra de 29 nuværende og tidligere beboere på Sølodgård 



60 Interview med daglig leder Helle Thorning d. 21. juni 2005 


Funktionsbeskrivelserne laves i et samarbejde med beboeren. Funktionsbeskrivelserne 

har samme fokuspunkter som ressourceprofilen 61 og indeholder konklusioner og forslag 

til videre plan. Statusskrivelser udarbejdes primært som informationsredskab til de eksterne 

samarbejdspartnere, og de udarbejdes med individuelle intervaller aftalt i hvert enkelt 

tilfælde ud fra, hvad den eksterne samarbejdspartner har behov for. 

Eksternt rekvirerede udredninger vil sige udredninger af enkelte beboere foretaget af 

psykolog, psykoterapeut eller psykiater. Sådanne udredninger foretages ikke for alle beboere, 

men er defineret som et af de elementer, der kan indgå i udredningen af den enkelte 

beboer under opholdet på Sølodgård 62 . Hvorvidt en sådan udredning skal foretages 

– og hvorvidt den skal være psykologisk, psykoterapeutisk eller psykiatrisk – drøftes og 

aftales med den visiterende eksterne samarbejdspartner. 

Såvel funktionsbeskrivelser som status sendes til den visiterende myndighed og beboerens 

primærkommune i den udstrækning denne er involveret i forløbet. En kommunal 

samarbejdspartner beskriver dette: 

”Undervejs fik jeg statusbeskrivelser eller telefonisk opfølgning på klienten ca. en gang om 

måneden. Det varierede dog noget intervallet i forhold til, hvordan forløbet gik. Der er jo 

perioder med ro og perioder med uro. Og han har været problematik undervejs.” 63 

En amtslig samarbejdspartner bemærker, at den skriftlige opfølgning undervejs i form af 

statusskrivelser mv. ikke har fungeret så godt i de sager, hun har været involveret i. Hun 

fortæller, at statusnotater mv. var noget hun måtte rykke for, men at det så også kom, når 

hun rykkede 64 . Men hun finder det lidt problematisk, at der skulle rykkes, og siger, at det 

ikke er optimalt, fordi man jo fx skulle bruge den skriftlige opfølgning i forbindelse med 

forlængelse af bevillingen: 

”I en af sagerne skulle der en ny kommunal bevilling til, og den kom først på plads lige i 

sidste øjeblik.” 65 

Om kvaliteten i de skriftlige status mv., som hun har modtaget fra Sølodgård vurderer 

hun i øvrigt, at kvaliteten er bedre, end hun generelt er vant til fra de institutioner, hun 

samarbejder med: 

”Det er fx støvsuget for tvivlsomme begreber, som man ellers godt kan kaste om sig med – 

”sexafhængig” og den slags, og for uklare eller usikre diagnoser” 66 

De skriftlige redskaber er således både udviklet som informationsredskaber overfor de 

eksterne samarbejdspartnere og som interne redskaber – for at gøre op, hvor man er, 

hvad der er sket, og hvad der forestår. Og ikke mindst anvendes skriftligheden som 

ramme for tilbagevendende drøftelser med den enkelte beboer om, hvorledes han har 

det, konkrete mål han gerne vil have indfriet, hvorledes hans funktion er aktuelt mv. 

61 Metodisk værktøj til udredning i forb. med den lovpligtige arbejdsevnemetode, der anvendes til udredning i forbindelse 

med bl.a. førtidspension 





66 interview med misbrugsbehandler, amtslig samarbejdspartner 2 


Optimalt set fungerer disse redskaber således som redskaber til at skabe fælles opfattelse 

mellem institution/personale og beboer om den enkeltes forhold, arbejdspunkter og mål 

og til at informere de eksterne samarbejdspartnere. 

Opfølgning 

På Sølodgård foretages to typer af opfølgning i alle sager: Intern opfølgning og Ekstern 

opfølgning. 

Den interne opfølgning består af hyppigt tilbagevendende faste møder hver fjerde – sjette 

uge mellem beboeren og den daglige leder og evt. andre fra personalegruppen. Der er 

så at sige ”beboerens møde”, hvor dagligdagen, tiden siden sidste møde, særlige problemstillinger 

mv. vendes, og hvor der bl.a. aftales arbejdspunkter og opstilles delmål for 

den enkelte beboer i tæt samarbejde med ham. 

Den eksterne opfølgning består af opfølgningsmøder om det enkelte forløb med de relevante 

eksterne samarbejdspartnere fra amt og kommune. Disse opfølgningsmøder afholdes 

så hyppigt det i hver enkelt sag aftales. 

Fra Sølodgårds side forsøger man at opstille en forventning til samarbejdspartnerne om, 

at de skal komme på jævnlige opfølgningsbesøg, men de kommunale samarbejdspartnere 

har ifølge den daglige leder ofte så dårlig tid, at man må indrette samarbejdet efter det – 

og besøg på institutionen fx hver 2. eller 3. måned lader sig meget sjældent gøre. I nogle 

tilfælde aftales opfølgningsbesøgene til at foregå i kommunen for at sikre, at de kommer 

til at ske, fordi det ikke er muligt for den kommunale samarbejdspartner at komme på 

institutionen 67 . Om netop denne arbejdsmæssige situation fortæller en kommunal samarbejdspartner: 

”Samarbejdet undervejs gik fint. Vi lavede en aftale om samarbejde på distancen fra starten 

af. Det foregik pr. telefon og ved møder her i kommunen. Jeg har aldrig været på Sølodgård, 

kunne ikke køre derned, det er arbejdsvilkårene i kommunen ikke til.” 68 

Opfølgningsbesøg fra amternes side er hyppigere men også her lægges nogle møder i 

amtet i stedet for i institutionen, og opfølgningsmøderne med de amtslige samarbejdsparter 

sker med ganske forskellig hyppighed alt efter det enkelte amts praksis. I et af de 

amter, Sølodgård samarbejder med, har man en fast procedure om at tage på opfølgningsbesøg 

på institutionen hver femte uge. Dette er imidlertid ret unikt, og så hyppigt 

sker opfølgningen i de andre amter ikke. 

Det løbende samarbejde 

Under hele forløbet for den enkelte beboer foregår der et mere eller mindre udfoldet 

samarbejde mellem Sølodgård og beboerens amt og kommune. De ovenfor beskrevne 

skriftlige redskaber og opfølgningsmøder er væsentlige elementer i dette samarbejde, 

men der samarbejdes også via telefon, mail osv. Om dette fortløbende samarbejde siger 

den daglige leder 69 , at man på Sølodgård meget gerne vil have både amt og kommune på 

banen i hele forløbet pga. det dobbelte sigte med både behandlingsmæssige og om- 

67 Interview med daglig leder, Helle Thorning d. 21. juni 2005 




sorgsmæssige formål i forløbene, men at det er erfaringen, at kommunerne ikke har tid 

og ressourcer til det. 

Om samarbejdet med primærkommunerne undervejs er det i øvrigt erfaringen på Sølodgård, 

at nogle kommuner ikke føler noget ansvar for beboerne, mens de er på Sølodgård, 

og at det også nogle gange er tilfældet, at samarbejdet med kommunen blokeres lidt af 

amtet, fordi amtet ikke er interesseret i at involvere kommunen før ved udskrivning, 

hvilket man i amtet begrunder med, at kommunerne er besværlige at samarbejde med 70 . 

I tilbageblik er det i øvrigt den daglige leders vurdering, at man måske kan se det mønster 

i samarbejdet med primærkommunerne, at kommunen oftere er en aktiv samarbejdspartner 

for de beboere, der modtager kontanthjælp og andre midlertidige ydelser, hvor 

der er opfølgningsforpligtelser, mens man ikke er nær så meget på banen i samarbejdet 

vedrørende de beboere der er på pension, hvor der ikke er noget opfølgningskrav. 71 

Kvaliteten af samarbejdet mellem de eksterne samarbejdspartnere og Sølodgård vurderer 

alle tre interviewede som god: 

”Man var på Sølodgård i øvrigt gode til at ringe eller maile, når der var noget, det skulle 

snakkes eller informeres om.” 72 

Og alle tre fortæller om, hvorledes de har oplevet at blive inddraget og været med til at 

sætte dagsorden og træffe beslutninger. En siger om det at blive inddraget helt konkret i 

drøftelser om en beboers vanskelige adfærd og eventuelle løsninger og handlinger på det: 

”Man må rigtig gerne blande sig, og det kan jeg godt lide. Nogle steder vil de helst ikke have, 

at man blander sig. Det er rart, at man ikke bare skal smide tøjlerne, når man har bevilget 

det. Det er meget ordentligt, at det på den måde hænger sammen.” 73 

Den anden interviewede amtslige samarbejdspartner siger om samarbejdet: 

”Jeg har ikke været utilfreds med noget. Jeg har det sådan, at når der er noget så siger jeg det. 

Og så har de været gode til at gøre det eller snakke om det. Der har været åbenhed, så man 

kunne snakke om tingene undervejs.” 74 

Den kommunale samarbejdspart beskriver samarbejdet således: 

”Jeg vil ikke blande mig i metoderne, det har de ekspertisen i, og det vil jeg ikke blande mig i. 

Det vigtige er, når først afrusningen er sket og selve overlevelsen er sikret, at vi så aftaler nogle 

fælles mål. Og det har vi haft – fælles mål. 75 

Videre fortæller samme kommunale samarbejdspartner om samarbejdet mellem amt og 

kommune omkring forløbet: 








”Amtet kunne jeg ikke bruge til ret meget. Hvad de har gjort ved jeg ikke. Jeg er ikke undervejs 

blevet informeret af amtet. Jeg tror nok at bl.a. personskift i amtet har betydet at kontinuiteten 

har manglet.” 76 

Behandling og aktiviteter 

Ud over et fokus på medicinering, nedtrapning af sidemisbrug mv. er det i forhold til 

stort set alle beboere også et mål for opholdet at forbedre beboerens helbredsmæssige og 

psykiske funktion, at afklare beboerens realistiske fremtid (fx bolig og fremtidig forsørgelse) 

og skabe ro omkring beboeren i forhold til bl.a. udestående gæld mv. 

I praksis betyder disse mål, at man på Sølodgård hjælper beboeren med at afdække og 

afklare akutte økonomiske problemer og andre konkrete sociale problemer. Man opstiller 

forslag til at kunne håndtere gamle og uoverskuelige gældsposter, deltager i møder med 

advokater, kriminalforsorg, går med i retten mv. 77 

De helbredsmæssige problemer fylder også meget i den enkelte beboers ophold. Der er 

ofte forløb hos læger, tandlæger og speciallæger, hvor det fysiske helbred forbedres. Og i 

det daglige lægges der på Sølodgård vægt på fx sund kost og på at forsøge at få beboerne 

til blive bedre til at passe på deres helbred, motionere mv. 

I forhold til mange af de beboere, der er eller har været på Sølodgård, har der også været 

stort fokus på at hjælpe beboerne med at arbejde med deres psykiske tilstand, deres adfærd 

og selvforståelse/selvindsigt. Det handler om en indsats, der både sker i det daglige 

på Sølodgård, men i en del af forløbene inddrages ekstern psykolog eller psykoterapeut i 

behandlingsforløb med beboerne. 

Enkelte af Sølodgårds beboere har en psykiatrisk diagnose (primært skizofreni), men en 

hel del af beboerne lider under depression, skyldfølelse og skam, og har udviklet en adfærd, 

som kan gøre dem svære at være sammen med – og gør det svært for dem at skulle 

fungere sammen med andre. For stort set alle beboere er det et aftalt arbejdspunkt, at 

beboeren skal arbejde med misbrugserkendelse og personlig udvikling som fx vredes-, 

stress- og konflikthåndtering, og for en del af beboerne er det aftalt, at beboeren skal 

arbejde med et for lavt selvværd eller fx indlærings- og koncentrationsproblemer 78 . 

En samarbejdspartner fortæller til illustration på denne måde om en beboerpå Sølodgård: 

”Han er sådan en person, som det er enormt svært at holde ud at være sammen med.” 79 

Disse problemer for den enkelte – som jo kan have vældig stor betydning for dennes 

velbefindende og mulighed for at fungere i fremtiden – betyder, at man på Sølodgård 

arbejder meget med beboernes adfærd, såvel i form af ADL-træning 80 og i form af et 

stadigt arbejde med den enkelte om, hvorledes han/hun optræder, virker på andre og ser 

sig selv, og hvordan man kan blive bedre til at fungere i samspil med andre. 





80 ADL-træning: træning i Almindelig, Daglig Levevis 


Endeligt arbejder Sølodgård også bevidst med at beboerne deltager i de daglige aktiviteter 

i huset (indkøb, madlavning, rengøring mv.) og med aktiviteter ud af huset: fx restaurantbesøg, 

biografture, ture til motionscenter mv. Ud fra et bevidst valg har dagligdagen 

på Sølodgård kun få faste programpunkter. 81 

Metodisk om Sølodgårds arbejde i det daglige med den enkeltes måde at fungere på og 

virke på andre, fortæller en samarbejdspartner: 

”De arbejder meget med adfærdstræning og hjælper den enkelte med at se sig selv og hvordan 

han virker på andre …De ”tegner og fortæller” og giver den enkelte en mulighed for at se sig 

selv og arbejde med sig selv ved at vise gode eksempler og med gentagelser.” 82 

En samarbejdspartner finder, at Sølodgård med udbytte kunne udvide aktivitetstilbuddet 

til en mindre, nemt udført egen-produktion, som beboerne kunne deltage i. Om dette 

siger hun: 

”Man kunne godt have en lille konkret egenproduktion af et eller andet på stedet. Det kunne 

godt give beboerne en oplevelse af værdi – at have en funktion. Det beboerne skal i det daglige 

fx rengøring og andre daglige opgaver i huset, det har været svært for min klient at overskue. 

Han gør det så pertentligt, at han aldrig bliver færdig.” 83 

For nogle ganske få beboere har det vist sig muligt/realistisk at forsøge at opstille lidt 

større mål end blot ophør af sidemisbrug, stabilisering og fred og ro. I disse få tilfælde 

har man på Sølodgård forsøgt at etablere andre tilbud til beboerne. En har man fx etableret 

en arbejdspraktik på en campingplads for, og en etablerede man en praktik på et 

sygehus for. Det sidste blev dog aldrig realiseret, fordi hun alligevel ikke turde/magtede 

det, da det kom til stykket. 

En tredje har gået på et hundetræner kursus, og en beboer har gået på et edb-kursus 

sammen med en medarbejder. Fordi som den daglige leder fortæller: 

”Så var de to sammen, så det ikke var så angstprovokerende. Det er svært for beboerne at 

være blandt ikke-misbrugende.” 84 

81Orienteringsmaterialet ”Den selvejende institution Sølodgård – en udviklende boform for ældre misbrugere – 





En almindelig hverdag på Sølodgård 

Beboerne bliver vækket kl. 7.30 og der er medicinudlevering fra kl. 7.30 til 8.30 (I wekenderne 

dog lidt senere), som varetages af social og sundhedsassistent. 

Døgnvagten anretter morgenbord og beboere og personale spiser morgenmad fra kl. 8.30 til 

9.30. Det er meget forskelligt hvor mange beboere, der spiser med, da deres kost og spiserytme 

ofte styres af deres medicinering, og mange har fra starten ikke morgenmad i deres vanlige døgnrytme. 

Der er morgenmøde fra kl. 9.30 til10-10.30,.hvor der er mødepligt, og hvor alle praktiske aftaler 

for dagen aftales. Morgenmødet er ligeledes det forum hvor store og små problemer kan drøftes 

og diskuteres. 

Efter morgenmødet starter alle dagens forskellige aktiviteter i forhold til gruppen og den enkelte. 

Der startes med rengøringspligter og derefter iværksættes dagens opgaver. Det kan være: Indkøb, 

kost til huset eller individuelt, tandlægebesøg, læge eller speciallægebesøg, kørsel til samtaler med 

psykolog eller psykoterapeut, retsmøder, sociale udflugter, træningscenter, svømmehal, skoleundervisning 

eller andre aktiviteter i eller udenfor huset. 

Der udleveres middagsmedicin fra kl. 12.00 til 12.30 af social og sundhedsassistent. Dagvagt og 

beboere sætter frokost frem. 

Eftermiddagen fortsætter individuelle gøremål, men er ofte meget stille da mange beboere sover 

til middag, trækker sig tilbage eller har samtaler med personalet. Mange beboere bruger Pc’en 

flittigt og deltager efter ønske i husets aktiviteter f.eks. kunstmaling. 

De fleste dage er der forskellige møder med beboerne, enten interne skemalagte opfølgningsmøder 

eller møder med sagsbehandler, misbrugskonsulent, kriminalforsorg, ligesom beboerne kan 

få besøg af pårørende efter aftale. 

Alle beboere har en handleplan som aktiviteterne understøtter, og de har differentierede muligheder 

for at færdes væk fra huset uden personale. 

Medarbejder og beboer laver aftensmad. Som udgangspunkt er det beboernes ansvarsområde, 

men de flestes funktionsniveau gør det ikke muligt uden massiv støtte fra personalet. 

Alle deltager til aftensmad som, sammen med morgenmødet, er de tidspunkter på dagen hvor 

alle mødes. 

Der udleveres medicin kl. 18.00 til 18.30 af døgnvagten. 

Aftnerne har deres eget liv hvor husets rytme har ændret sig når dagpersonalet er gået hjem. Der 

arrangeres udflugter ad hoc, fx biograf, teater, koncerter, udstillinger, marked eller andre sociale 

eller kulturelle aktiviteter. 

Natmedicin udleveres af døgnvagt kl. 21.30 til 22.00. 


Ophør, udskrivning 

Et gennemført ophold på Sølodgård estimeres til at kunne vare fra seks til 36 måneder 85 . 

Ser man på længden af de forløb, som allerede er afsluttet, så har beboerne opholdt sig 

på Sølodgård fra to døgn til 11 måneder. Ser man på de beboere, der fortsat opholder sig 

på Sølodgård, kan man se, at flere beboere har endog meget lange ophold på institutionen. 

En beboer har fx været på Sølodgård i over to år (fra institutionens start) og er der 

fortsat, og en anden, der også fortsat er på Sølodgård, har nu været der i over et år, mens 

en tredje har været der i nu 11 måneder 86 . 

En hel del forløb afsluttes ikke planmæssigt ved bevillings ophør eller ved opnåelse af de 

definerede mål, men afsluttes ved, at beboeren vælger at forlade Sølodgård, eller ved at 

forløbet fra institutionens eller den visiterende myndigheds side afsluttes, fordi man ikke 

længere ser mening i det – fx i forbindelse med overtrædelse af reglerne, ved tilbagefald i 

misbrug osv. 

Sølodgårds erfaring her er, at de beboere, der har forladt institutionen og på den måde 

har valgt institutionen fra, overvejende er gået pga. stof-/alkoholtrang og er gået efter et 

forholdsvis kort ophold. Når først man som beboer har været der i længere tid, så bliver 

risikoen for et akut ophør mindre og mindre. 87 Som et element til forståelsen af dette 

fortæller den daglige leder: 

”For mange kan det være svært at ”komme i hus” – de oplever en fysisk begrænsning, snævre 

rammer, får lidt klaustrofobi – mange har jo levet på gaden og har svært ved at blive lukket 

inde i et hus ret tæt sammen med andre.” 88 

Når en beboer forlader Sølodgård uden forudgående aftale og plan, er den fast procedure 

fra institutionens side at kontakte amtet og/eller kommunen – alt efter hvor sagen 

ligger – og udforme en skriftlig status, der fremsendes. 

Ved planlagt udskrivning forsøger Sølodgård at sørge for, at alting er på plads til udskrivningen: 

praktisk etablering af bolig, beregning af økonomi, etablering af budgetkonto, 

hjælp til flytning mv. Og man følger også altid beboeren hjem – hvis der er et hjem at 

følge ham/hende til. For det er der desværre ikke altid, og der er flere erfaringer med 

beboere, der fx udskrives til herberg eller anden midlertidig bolig, og at en udskrivning 

simpelthen kan stå og falde med, om der kan findes en bolig til beboeren. 89 . 

Ved planlagt afslutning af forløbet afholder man et afsluttende møde mellem beboeren, 

Sølodgård, den amtslige samarbejdspartner og den kommunale samarbejdspartner. Det 

sidste kan dog – i følge den daglige leder – ikke altid lade sig gennemføre pga. fx begrænsede 

ressourcer i kommunerne. I følge den daglige leder bestræber Sølodgård sig imidlertid 

altid på at sikre samarbejdet med primærkommunen ved udskrivningen – spørge 

kommunen, hvad der bliver etableret omkring beboeren, og ikke handle på institutionen 







uden at kommunen er involveret og indforstået. Om dette fortæller hun, at man er uhyre 

opmærksom på dette, bl.a. fordi hun selv fra tidligere har erfaring fra kommunal side om 

”hvordan der kunne laves et barn på en”, når en kommunal borger kom hjem efter et 

behandlingsophold, som kommunen ikke havde været involveret i. 90 

Dette bakkes op af en den interviewede kommunale samarbejdspartner, som har dette 

indtryk af samarbejdet: 

”De har en viden/erfaring fra primærkommuner, som betyder, at de kender de kommunale 

vilkår. Det er vigtigt for samarbejdet.” 91 

Om samarbejdet og koordinationen ved afslutning af et forløb er det en samarbejdspartners 

oplevelse, at samarbejdet mellem alle tre parter Sølodgård, amt og kommune har 

fungeret fint: 

”I sagen skulle amtet selv overtage forløbet videre med behandling, og det gik som det skulle, 

men det styrede vi jo også selv – det gik også fint med at få samarbejdet mellem amt og kommune 

til at fungere. Det kan måske være sværere, hvis man lægger op til noget, som andre 

skal betale.” 92 

Om afslutningen af flere forløb, som samme samarbejdspartner har været inddraget i, 

siger denne: 

”Afslutningen af forløbene er gået som planlagt. Sølodgård har været med til at udrede fremtidigt 

behandlingsbehov, og Sølodgårds input til fremtiden var gode, selvom det ikke altid blev 

sådan.” 93 

En anden samarbejdspartner har den oplevelse, at samarbejdet ved afslutningen af opholdet 

på Sølodgård ikke fungerede, på trods af at kommunen havde været inddraget i 

forløbet undervejs og blandt andet havde været med på opfølgningsbesøg på Sølodgård: 

”Ved afslutningen af forløbet fungerede overdragelsen til kommunen ikke. Der var ingen 

istandsat lejlighed til klienten. Måske pga. sagsbehandlerskift undervejs i kommunen.” 94 

Metoder – delkonklusion 

Overordnet synes der at være god overensstemmelse mellem Sølodgårds overordnede 

værdigrundlag og metodetilgang, de opstillede regler for beboerne og de konkrete metoder, 

som Sølodgård arbejder ud fra. 

Fx er der udefra set god overensstemmelse mellem værdigrundlagets fokus på en hverdag 

med positive forventninger og rammer, der udelukkende tager hensyn til den enkeltes 

og gruppens velfærd og at opfatte huset som beboernes hjem, og så valget med at 

have meget få faste regler koblet med valget af konkret at opbygge en hverdag på institutionen 

præget af få faste, hjemligt prægede gøremål og derved have fravalgt fx den egen- 







produktion af måske mere arbejdsagtig/aktiveringsagtig karakter, som en samarbejdspartner 

foreslår. Og på samme måde er der en generel overensstemmelse mellem værdigrundlaget 

og den meget individuelt afpassede og fleksible tilgang, som omsætningen af 

de konkrete metodevalg antyder, hvor man fx accepterer akutte indskrivninger, kan placere 

møder i kommunen, hvis det er svært for den kommunale medarbejder at komme til 

Sølodgård og – som data også antyder – generelt fra beboer til beboer finder den individuelle 

form, den enkelte har behov for. 

Der er ligeledes en klar overensstemmelse mellem det at fokusere på at anvende opholdet 

til at udrede og afklare beboernes situation i forhold til fremtidig forsørgelse mv. og 

den klare prioritering af samarbejde og koordination med beboeres amts- og primærkommune 

såvel undervejs som ved opholdets ophør, som kan medvirke til at forbedre 

mulighederne for konkret omsætning af den udredning og de anbefalinger for beboerens 

fremtid, som Sølodgård fremsætter. Og valget af flere skriftlige redskaber understøtter 

ligeledes ønsket om at prioritere samarbejde med beboerens eksterne, faglige primærpersoner 

i amt og kommune. 

Der synes generelt ikke at være metodevalg, der så at sige ”stritter” i forhold til de øvrige 

metoder eller i forhold til det overordnede metodetilgang og værdigrundlag. 

Men en række af Sølodgårds valgte metoder er i deres konkrete omsætning tydeligvis 

ikke altid lige nemme at få til at fungere, ligesom nogle af metodevalgene har dilemmaer 

eller vanskeligheder indbygget, hvoraf de, der umiddelbart springer mest i øjnene, trækkes 

frem herunder. 

Fx synes Sølodgårds meget få faste regler og den fleksibilitet, hvormed reglerne administreres, 

at være en regel, der positivt signalerer rummelighed, stor tolerance og fleksibilitet, 

men som mindre positivt synes at kunne have den konsekvens, at beboerne bliver 

forvirrede og oplever, at huset leverer forskellige regler for forskellige beboere, hvilket 

kan føre til konflikter. Og skal man tage udsagnet fra den samarbejdspartner, som har 

reflekteret over netop det, til troende, så har regel-fattigheden og fleksibiliteten den konsekvens: 

Et hus med mange konflikter. En konsekvens som kan risikere at gøre beboere 

usikre og kan være grobund for utryghed. 

Visitationsprocedurerne synes ligeledes at være et felt, der kan indebære nogle dilemmaer, 

som det kan være værd overveje. Praksis synes i en del tilfælde at indebære, at mange 

beboeres ophold ikke er forberedt optimalt, fordi ophold tit etableres akut. Og det må på 

den ene side ses som et gode: at man i konsekvens af målgruppens karakter anerkender 

behovet for akutte ophold og ikke holder rigidt på formalia, der kan forsinke opholdets 

start. En konsekvens af dette kan imidlertid være, at beboerne så at sige ikke har haft 

chance for positivt at vælge Sølodgård til og dermed ankomme til Sølodgård med den 

positive ballast, dette må kunne give. Men hvad mere er, så synes praksis også at kunne 

indebære, at beboere kan ankomme til Sølodgård uden at kende rammerne for institutionen 

og reglerne i huset, som de skal leve under. Og dette har en negativ retssikkerhedsmæssig 

implikation for beboerne, som det må være vigtigt at overveje på Sølodgård, set i 

forhold til institutionens værdigrundlag, der lægger vægt på respekt og – bagom ordene – 

udtrykker ønsket om at behandle beboerne med værdighed. 

Som det sidste, men ikke som det mindste, der skal trækkes frem her, så synes data på 

flere måder at vise, at Sølodgårds ambition om et aktivt, fortløbende samarbejde med 

både amter og kommuner omkring hver enkelt beboer er vanskelig at omsætte. Dels sker 

der muligvis nogle svigt i de faste skriftlige opfølgninger fra Sølodgårds side, som kan 


påvirke samarbejdet umiddelbart. Men hvad der må være af større betydning, så antyder 

såvel interview med den daglige leder som med samarbejdspartnerne, at det nogle gange 

er vanskeligt at etablere det to- eller treparts-samarbejde, som Sølodgård anser for optimalt. 

Knappe ressourcer i primærkommunerne synes her måske at spille en rolle, men også en 

manglende oplevelse i nogle kommuner af at have ansvar for ophold etableret af amter 

eller for ophold for beboere på varige ydelser, antydes at kunne spille en rolle, ligesom 

samarbejdsformen amter og kommuner imellem antydes at kunne påvirke Sølodgårds 

mulighed for at etablere det optimale samarbejde med begge parter. Desværre har metoderne 

i denne evaluering ikke givet mulighed for at undersøge og analysere disse forhold 

nærmere, hvorfor der alene kan trækkes nogle mulige – i data antydede eller af enkeltpersoner 

nævnte – forhold op. Hvorom alting er, synes samarbejdet med amter og kommuner 

såvel det skriftligt baserede som det fortløbende mere mundtligt baserede ikke at 

fungere optimalt i alle forløb, men samtidigt antyder data, at en potentiel forbedring på 

dette område ikke alene beror på en yderligere indsats fra Sølodgårds side. 

Om samarbejdet undervejs skal det dog helt afslutningsvis trækkes frem, at alle tre samarbejdspartnere 

roser indholdet i det fungerende samarbejde, og roser Sølodgårds evne 

til at inddrage samarbejdspartnerne også helt ind i forløbet og de konkrete metodebeslutninger 

omkring den enkelte beboer. 


Konkrete resultater 

At gøre Sølodgårds virke de første to leveår op på en række konkrete parametre kan synes 

mindre relevant, når der henses til, hvor lange og proces-orienterede forløb såvel 

målgruppe som mål og metoder lægger op til. Men ikke desto mindre kan en konkret, 

talmæssig og faktuel status over, hvad der er nået pr. sommeren 2005 på en række områder, 

og hvorledes Sølodgårds resultater/arbejde vurderes af andre mere overordnet, bidrage 

til at tegne et mere fuldkomment billede. 

Går man tilbage og tager afsæt i de oprindelige ansøgninger fra 2002 til Storstrøms Amt 

og Socialministeriet om henholdsvis godkendelse og økonomiske støtte, og de planer og 

konkrete mål for institutionens virke, der er defineret deri, så kan det pr. juni 2005 konstateres, 

at Sølodgård har: 

• Etableret en midlertidig boform med plads til først seks og siden ni beboere, 

der modtog sin første beboer pr. maj 2003. I sin endelige, udbyggede form 

ønskede Sølodgård oprindeligt over tid at udbygge med yderligere tre pladser 

til at kunne rumme 12 beboere. Dette udbygningsmål har der endnu ikke været 

økonomi og pædagogisk overskud til at indfri, og man har aktuelt i institutionen 

udbygningsmålet under overvejelse, idet man er i tvivl om det ud fra 

pædagogiske hensyn er formålstjenligt at udbygge institutionen yderligere. 

• Haft 29 beboere indskrevet på Sølodgård i løbet af de første to år heraf 24 

mænd og fem kvinder. Korteste ophold har varet to døgn og længste ophold 

har pt. varet i over to år. Gennemsnitligt for de afsluttede ophold er opholdstiden 

ca. fire måneder, og aktuelt er der på institutionen tre beboere, der 

har opholdt sig på institutionen i 11 måneder eller mere. 

• Planmæssigt udskrevet fire mænd og to kvinder efter gennemførte ophold 

på fra fire til 12 måneder. Af de fire mænd udskrives to til egen bolig 

med støtte fra kommunen, en udskrives uden afklarede boligforhold og en 

udskrives til ophold i halvvejshus. Hvad de to planmæssigt udskrevne kvinder 

udskrives til fremgår ikke af materialet. 

• Ikke planmæssigt afsluttet ophold for henholdsvis 13 mænd og to kvinder. 

Syv har selv valgt at forlade institutionen, fire er bortvist pga. truende eller 

voldelig adfærd, tre er bortvist efter forsøg på at sælge stoffer til andre beboere 

og en er død under et hospitalsophold. 

• Udskrevet to pga. helbredsforhold, der gør ophold på Sølodgård umuligt. 

To beboere har haft så omfattende plejebehov, at det muligvis kan drøftes, 

hvorvidt de eventuelt ligger i periferien eller udenfor målgruppen? 

• Haft beboere indskrevet i alderen fra 27 år til 50 år. Gennemsnitsalderen 

for de mænd, der bor eller har boet på Sølodgård, er 39,9 år, mens gennemsnitsalderen 

for kvinderne er 35,2 år. 

• Haft beboere indskrevet, som alle har en lang, problemfyldt misbrugskarriere, 

belastet fysisk og psykisk helbred, begrænset netværk og vanskelige 

sociale forhold i øvrigt. 


• Etableret en medarbejderstab på i alt ni personer bestående af socialformidler, 

socialpædagoger, social- og sundhedsassistent, psykoterapeut og pædagogmedhjælpere. 

Her ud over er der tilknyttet en lægekonsulent, og ad hoc tilknyttet 

psykolog, psykiater og psykoterapeut. 

• Gennemført en personaleproces bestående af tre heldags temadage, hvor 

institutionens strategier, værdigrundlag, målsætninger og metoder er drøftet og 

kollektivt nedfældet. Og har i tillæg hertil defineret en efteruddannelses- 

/kompetencepolitik for personalet. 

Samarbejdspartnernes vurdering 

Udbyttet af de enkelte beboerforløb – dvs. hvilken udviklingsproces, beboerne har gennemløbet, 

og ikke mindst hvilket udbytte beboerne oplever af opholdet mv. – og dermed 

altså ”de personlige resultatet” for beboerne af de metoder, Sølodgård anvender, lader 

sig ikke i denne evaluering gøre klart op, idet beboerne ikke er interviewet eller på anden 

måde direkte inddraget i evalueringen. Men de interviewede samarbejdsparteres vurdering 

af resultatet i de forløb, de har fulgt, og deres vurdering af Sølodgård som helhed 

kan – med forbehold for det lave antal interviews og de tre personers begrænsede antal 

af erfaringer – godt bruges til at bidrage til billedet om ikke andet så som illustration af, 

hvad tre konkrete samarbejdspartnere har oplevet og erfaret. Det skal dog understreges, 

at det ikke kan tages som udtryk for, hvad hele gruppen af eksterne samarbejdspartnere 

måtte vurdere. 

De interviewede eksterne samarbejdsparteres mere konkrete oplevelse og vurdering af 

Sølodgårds virke er beskrevet undervejs i kapitlerne om rammerne, om mål og målgruppe 

og i metodekapitlet. Samarbejdspartnernes generelle oplevelse af Sølodgård som institution 

og deres mere overordnede vurdering af Sølodgårds arbejde er generelt positiv. 

Den kommunale samarbejdspartner, der er interviewet, fortæller om det forløb, som han 

har fulgt på sidelinjen, at det er en ”solstrålehistorie”: 

”Forløbet er kørt helt efter bogen, og der er sket en stor forvandling først og fremmest pga. 

klientens egne fantastiske kræfter til at overleve, indgå aftaler og respektere dem. Han var på 

Sølodgård i et lille år og der skete en enorm forvandling. Han var simpelthen to forskellige 

personer. Han er nu i gang med uddannelse og kommet godt i vej. Men det er jo altid på et 

knivsæg – det er en vanskelig balance, og der skal næsten intet til at tippe det hele igen” 95 

Om det konkrete forløb vurderer han, at Sølodgård formåede at fastholde beboeren og 

arbejde med hans adfærd, som har været problematisk og givet problemer. Og at det har 

givet utrolige resultater for beboeren. Om sin opfattelse af Sølodgård tager han dog dette 

forbehold: 

”Hvis dette forløb var mislykket, havde jeg måske vurderet anderledes.” 96 

Begge de amtslige samarbejdspartnere, der er interviewet, er ligeledes positive overfor 

Sølodgårds resultater i de forløb, de kender til. Begge fortæller, at de forud for opholde- 




ne ikke havde store forventninger til opholdenes udbytte, fordi beboerne var så belastede, 

at udsigten til større forandringer ikke var stor, og fordi beboeren tidligere havde 

været igennem flere forløb, der ikke havde haft mere langvarig effekt. Om udbyttet af et 

af forløbene på Sølodgård fortæller en af de amtslige samarbejdspartnere: 

”Han er blevet stabiliseret og kan bedre se sin egen andel i problemerne…Og han var ked af 

at skulle fra Sølodgård. Han har været glad for at være der – og det er det første sted, han 

har været glad for at være.” 97 

Som illustration af, hvorledes beboeren blev glad for at være på Sølodgård, fortæller 

samarbejdspartneren, at han bl.a. formåede selv at komme tilbage efter drukture og begyndte 

at se et mønster i sin egen adfærd og se sin egen andel i problemerne. 

Den anden amtslige samarbejdspartner vurderer udbyttet af de i alt tre forløb, som hun 

har kendskab til, på tilsvarende måde. Hun definerer udbyttet til at være, at beboerne har 

fået det fysisk bedre og at de er blevet stabiliseret, og om udbyttet siger hun i øvrigt: 

”Det er lykkedes at få dem til at blive der…Og det at få dem til at blive der er et succeskriterium 

i sig selv…. Det er jo svært at have et hus, der kan rumme dem, så det er et mål i sig 

selv at kunne rumme dem” 98 

Hun fortæller videre, at hun er positivt overrasket over, hvor godt det er gået i de forløb, 

hun har fulgt. Om det fortæller hun: 

”Jeg troede nok ikke at det kunne gå, men syntes de skulle have chancen. Og hvis ikke Sølodgård 

binder an med opgaver med så dårlig udsigt til succes, så får de brugere nok ikke 

chancen. Så at kunne rumme dem og tage imod dem er en succes i sig selv.” 99 

Sølodgårds særkende 

Alle tre interviewede samarbejdspartnere er også blevet bedt om at give bud på, hvad der 

efter deres erfaring særligt kendetegner Sølodgårds metoder og måde at fungere som 

institution på i øvrigt. 

Om Sølodgårds metoder generelt vurderer den kommunale samarbejdspartner, at man 

på institutionen virker kompetent, og virker til at være erfarne netop i forhold til denne 

målgruppe. Om hvad i Sølodgårds metoder, der virker, siger han: 

”Jeg tror det handler om at kunne konfrontere, fastholde og støtte de meget forhærdede misbrugere” 

100 . 

Om hvad der kendetegner Sølodgårds metoder generelt vurderer den ene amtslige samarbejdspartner: 

”Sølodgård er en meget rummelig institution, og der har været en stor åbenhed omkring institutionen, 

og hvor svært der er at arbejde med en klient som min. De er gode til at tage udgangspunkt 

i den enkelte beboer og dennes særheder, og min klient har følt sig holdt af på 






Sølodgård. Den daglige leder er god at samarbejde med. Hun er tydelig, kærlig og bestemt. Og 

ikke mindst er rummeligheden altså generelt et kendetegn for Sølodgård.” 101 

Den anden amtslige samarbejdspartner vurderer Sølodgård med disse ord: 

”Sølodgård er kendetegnet ved at være meget individ-rettet – have plads til så mange, der ikke 

er tilbud til så mange andre steder. De formår at rumme nogen, som ikke kan rummes andre 

steder – eller i hvert fald ikke ret mange steder.” 102 

Hun vurderer videre, at det, at der er så få regler, også kendetegner institutionen, og det 

er godt netop i forhold til denne målgruppe, fordi mange fra den mest svage gruppe af 

misbrugerne ikke kan passes ind i stramme/rigide rammer. 

Om Sølodgårds arbejde som helhed er det hendes vurdering, at man på Sølodgård har 

bundet an med en opgave, som skaber et kaotisk hus, men det er godt, at de binder an 

med noget, som kun få går ind i. Om Sølodgårds særlige kompetencer siger hun afslutningsvis: 

”Sølodgård er særligt god til at rumme brugere, der ellers ikke er til at rumme andre steder. 

Og så er de gode til ikke at have stoffrihed i fokus.” 103 





Omsorg og behandling som begreb 

Det er undervejs i denne rapport beskrevet, at Sølodgård såvel i sine mål, sine metoder 

og i sine lovgivningsmæssige rammer placerer sig både i det behandlingsmæssige og i det 

omsorgsmæssige felt. Skal man vurdere Sølodgårds arbejde på tværs af disse to felter og 

vurdere de mål og metoder, som Sølodgård vælger at arbejde med, kan det være relevant 

at undersøge lidt nærmere, hvad der lidt mere præcist forstås med begrebene ”omsorg” 

og ”behandling”. 

Formelt findes der i Danmark ikke en afgrænset og fælles definition af, hvad begrebet 

misbrugsbehandling dækker. Ser man på, hvorledes begrebet synes at blive anvendt i 

faglitteratur og i den danske praktiserende misbrugsverden, så er det overordnede indtryk 

ved at kigge fx i DANRIS 104 , i faglitteratur herunder bl.a. evalueringer af misbrugsbehandling 

mv., at begrebet misbrugsbehandling generelt bruges om en individualiseret 

indsats overfor en misbruger, der har fokus på misbruget og har til formål at nedbringe 

misbruget eller bringe det helt til ophør. 

I fuld overensstemmelse med denne forståelse har Amtsrådsforeningen for snart mange 

år siden i 1992 i Rapporten ”Misbrug – behandlingsindsats og tilgrænsende foranstaltninger”, 

defineret misbrugsbehandling overfor omsorg ved at differentiere mellem de to 

indsatsers formål: 

”Det der skiller de to former for indsats er målsætningerne: Behandling har som hovedmål 

sætning at påvirke misbruget, mens omsorgsforanstaltninger har som hovedmål at forbedre den 

sociale og helbredsmæssige livskvalitet så langt som muligt.” 

Peter Ege, 2004, skriver, at misbrugsbehandling begrebsmæssigt befinder sig i spændingsfeltet 

mellem den medicinske lægegerning og den sociale indsats. Om behandlingens 

formål skriver Ege, at man i Danmark primært har graduerede målsætninger, hvor 

skadesreduktion er i højsædet i modsætning til lande så som Sverige og Norge, hvor man 

politisk overordnet har opstillet målet om et ”stoffrit samfund” for behandlingsindsatsen. 

I en tidligere udgivelse (1997) skriver han: 

Behandlingen af stofmisbrug retter sig dels mod stofafhængigheden, dels mod de mange sociale, 

somatiske og psykiske problemer, der ledsager misbruget.” 105 

Ege udvider således begrebet i forhold til Amtsrådsforeningens forståelse, idet han inkluderer 

et fokus på de sociale, somatiske og psykiske problemer, der danner følgeskab 

med misbruget. 

Levin, Suneson og Svärd (1999) supplerer til en forståelse af begrebet, idet de om misbrugsbehandlingsbegrebet 

skriver, at man i dag anvender et terapeutisk paradigme, hvor 

den lægelige og den pædagogiske forståelse kombineres. 

Det er således tydeligt, at der er en del overensstemmelse blandt eksperter i forståelsen 

af, hvad behandling er, men at der samtidigt kan spores en del forskelligheder i hvert fald 

104 Database oprettet og drevet af Center for Rusmiddelforskning, der opfatter liste over en omfattende del af danske 

misbrugsbehandlingsinstitutioner. Se nærmere på www.danris.dk 

105 Ege, Peter, ”Stofmisbrug, baggrund, konsekvenser, behandling, Hans Reitzels forlag, 1999 


i nuancerne i, hvorledes begrebet forstås. Men generelt kan man vel samlende tillade sig 

at sige, at misbrugsbehandling i en nutidig, dansk kontekst overordnet forstås som: 

Misbrugsbehandling 

En individuel indsats overfor en misbruger, hvor det primære fokus ligger på at behandle misbruget 

dvs. nedbringe dette eller få det bragt helt til ophør samt på de mange helbredsmæssige, 

sociale og psykiske problemer, som misbrugeren har tillige med misbruget. Misbrugsbehandling 

er en indsats, der benytter sig af terapeutiske, medicinske og social-pædagogiske metoder. 

Begrebet omsorg er heller ikke formelt defineret i en dansk misbrugssammenhæng. Men 

også her kan flere bidrag hjælpe til at give en klarere forståelse af, hvad begrebet rummer. 

Og også her er Amtsrådsforeningens overfor citerede definition fra 1992 et ikke irrelevant 

bidrag, nemlig at omsorgsindsats afskiller sig fra behandlingsindsats ved at have 

fokus på at forbedre borgerens sociale og helbredsmæssige livskvalitet. 

Sat i sammenhæng med voksne og sågar med misbrugere giver Ehrenreich helt aktuelt i 

hæftet ”Rum til at være”, 2005, et konkret bud på en definition af, hvad omsorg rummer, 

og hvorledes begrebet nærmere kan forstås, når det ses i forhold til arbejde i værestedstilbud 

overfor voksne med alkoholmisbrugsproblemer. 

Ehrenreich baserer sin definition på en række udenlandske og danske teoretikere og fagpersoners 

bidrag, ligesom hun definerer begrebet netop med en voksen målgruppe for 

øje, der ligner Sølodgårds, hvorfor hendes definition af omsorg udvælges i denne sammenhæng 

til at sætte perspektiv og forståelse på omsorgsbegrebet. 

Erhenreichs omsorgsbegreb 

Målet med omsorg er velfærd, og omsorgsbegrebet har tre uadskillelige dimensioner: 

* Fysisk omsorg, 

* Relationel omsorg, og 

* Rum til at være. 

Brugerne vil typisk først have behov for fysisk omsorg så som mad, husly og imødekommelse af 

andre fysiske behov. Dernæst et behov for en social, relationel omsorg, der handler om at etablere 

følelsesmæssige relationer, fællesskab, varme, venlighed mv. Først når disse to mere essentielle 

behov er dækket, vil brugernes øjne derefter blive åbnet for den tredje dimension, der handler 

om at skabe rum for udvikling og forandring og forsoning med sig selv. Rummet til udvikling/forandring 

er en nødvendig del af omsorgsbegrebet, idet omsorg uden denne udviklingsdimension 

risikerer at blive uden perspektiv, og man risikerer derved at fastholde brugere i perspektivløshed, 

men rummet for udvikling må på den anden side ikke blive et krav om forandring, 

fordi krav kan udstøde de svageste. 

Ser man nøje på behandlings- og omsorgsbegreberne, som de er fremlagt her, ses det, at 

begreberne rummer en del forskellighed i fx udviklingsperspektivet og på hvilke områder 

af misbrugerens liv, udviklingen fordres. Men samtidigt rummer begreberne en del fællesnævnere, 

som kan gøre det svært at afgøre i en række konkrete tilfælde, om en indsats 

er primært af behandlingsmæssig karakter eller primært af omsorgsmæssig karakter. 

Fx er det i begge typer af indsats muligt at have et fokus på misbruget, som ikke handler 

om misbrugsophør, men om misbrugsreduktion, ophør af sidemisbrug, skadesreduktion 

mv. Ligesom det er – eller kan være – en del af såvel en behandlingsmæssig indsats som 


en uomtvistelig del af en omsorgsmæssig indsats at have fokus på livskvalitet, helbred og 

sociale problemer. 

Endeligt må ”udviklingsrummet” i en eller anden form ligeledes være eller kunne være en 

del af begge indsatser. Det har muligvis ikke altid været omfattet af den måde, omsorg 

har været forstået, men netop denne dimension synes at være en uhyre væsentlig pointe i 

et dynamisk omsorgsbegreb, der ikke risikerer at stigmatisere, men giver plads og grobund 

for forandring. 

Samlet set er der givet en del indsatser, hvor man på ingen måde kan blive i tvivl om, 

hvorvidt der er tale om behandling eller omsorg, mens der på den anden side også må 

forefindes en række indsatser, hvor det er svært at skelne, hvad der er behandling fra, 

hvad der er omsorg. 


Konklusion og perspektiv 

Sølodgård har ud fra de i denne rapport fremlagte og behandlede data i væsentlig grad 

indfriet de mål, som stiftelseskredsen bag institutionen definerede i 2002 ved institutionens 

etablering. Sølodgårds mål, målgruppe, værdigrundlag, metoder og de lovgivningsmæssige 

og fysiske rammer omkring institutionen fremstår som et sammenhængende 

hele, hvor ingen elementer synes at stritte i forskellige retninger, og hvor alle elementer 

synes at være i god overensstemmelse. Der er således fin overensstemmelse mellem den 

målgruppe, man ønskede at modtage og den målgruppe, man faktisk rummer, hvilket 

igen er i god overensstemmelse med værdigrundlaget, de overordnede og konkrete mål, 

der er sat op, og de metoder, der bringes i anvendelse. Men andre ord: Sølodgård gør 

det, som det fra starten blev defineret, Sølodgård skulle, og der synes at være god sammenhæng 

mellem mål, målgruppe og metoder. 

Blot skal opmærksomheden henledes på to konkrete forhold: målgruppens alder og antallet 

af kvinder på Sølodgård. Når Sølodgård modtager misbrugere, der gennemsnitligt 

er lidt yngre end forventet, kan det give anledning til dels at revurdere, hvor gammel en 

”gammel misbruger” er set i lyset af den tilværelse han har fristet. Men det kan også give 

anledning til at spørge, om der måske findes en endnu ældre – og måske endnu mere 

belastet og slidt – målgruppe, som kunne profitere af Sølodgårds tilbud, men endnu ikke 

har modtaget det? 

Vedrørende antallet af kvinder, der har været på Sølodgård, så kan der muligvis intet 

udledes af det, fordi det faktiske antal er så begrænset. Men måske kunne det også være 

udtryk for, at Sølodgård af en eller anden grund ikke får tiltrukket kvinder i målgruppen 

så godt som mænd. Måske taler netop Sølodgårds tilbud bedre til mænd? Måske er de 

meget belastede kvindelige misbrugere mindre tydeligt for amterne og henvises derfor 

ikke … Hvem ved. Under alle omstændigheder kunne det måske være relevant for Sølodgård 

at overveje, om man er tilstrækkeligt tilgængelig for målgruppens kvinder, og 

hvad man eventuelt kunne gøre for at sikre at være tiltrækkende for kvinder i lige så høj 

grad som for mænd. 

Behandling – omsorg 

Ser man på Sølodgårds egen forståelse af – og ønske om – at placerer sig som en institution, 

der tilbyder en indsats, der ligger på tværs af behandling og omsorg, så indfrier institutionen 

– ud fra de her i rapporten fremlagte definitioner af behandling og omsorg – 

dette mål. Når det er sagt, så skal det imidlertid samtidigt siges, det i Sølodgårds indsats 

ikke altid umiddelbart lader sig gøre klart at adskille, hvornår der i et forløb er tale om 

behandling, og hvornår et forløb primært handler om omsorg og hvilke metoder, der 

knytter sig til hvad. Dette fordi de forskellige metoder, fokusområder og mål flyder 

sammen, overlapper i tid og fordi, de samme mål og metoder kan indeholde såvel behandlings- 

som omsorgselementer. Klart at skulle skille behandling fra omsorg kan således 

i nogen grad så at sige blive en ”kamp om kejserens skæg” – en umulig opgave, som 

ikke ud fra Sølodgårds virkelighed synes at give meget mening. 

Når det trækkes frem, handler det dels om, at denne placering i både behandlings- og 

omsorgsfeltet, i høj grad netop definerer Sølodgårds indsats, men det handler også om, 

at det – og vanskelighederne ved at skille det ene fra det andet – betyder, at Sølodgård 


har behov for samarbejde med såvel amt som kommune i stort set alle enkelt-forløb. Der 

til kommer, at forholdet muligvis kan bidrage til at kaste lys på, hvorfor dette vigtige 

samarbejde nogle gange er svært at få til at fungere optimalt. 

Samarbejde 

Sølodgårds målgruppe og mål gør det tydeligt, at det er rigtigt af Sølodgård at prioritere 

at etablere samarbejde med såvel amt som kommune. Ikke mindst samarbejdet med 

kommunerne er væsentligt, men åbenbart også det vanskeligste at etablere. Og her synes 

der at være tale om en indsats på Sølodgård, som der sættes mange kræfter i at få etableret 

og få til at fungere, men som fortsat ikke synes løst optimalt. Spørgsmålet er imidlertid, 

om Sølodgård kan løse opgaven. Står de informationer, der er fremlagt i denne rapport 

til troende, så synes Sølodgårds mulighed for at sikre samarbejdet med kommuner – 

og i nogen grad amter – at afhænge af ressourcer og prioriteringer hos samarbejdspartnerne, 

og måske også lidt af forholdet amter og kommuner imellem. Sølodgård kan muligvis 

gøre sig selv endnu lettere at samarbejde med: optimere det skriftlige, højne den 

telefoniske kontakt, tage endnu oftere til møder i kommunen, gå endnu længere i koordinationen 

med kommunen ved udskrivning mv. Men det ligger udenfor Sølodgårds 

muligheder selv at sikre det nødvendige samarbejde. – Et spørgsmål og en forhåbning 

kunne være, at strukturreformen i 2007, hvor hele ansvaret for indsatsen for denne målgruppe 

placeres i kommunen, kan medvirke til at forbedre dette. 

Rummelighed – regler 

Rummelighed er et af de begreber, som springer tydeligst i øjnene, når Sølodgård skal 

karakteriseres. En rummelighed, der består af valget af få regler, muligheden for at fortryde/komme 

tilbage, den meget individorienterede tilgang til beboer-forløbene og den 

situationsbestemte pædagogik. Alle elementer, der netop gør det muligt for den ønskede 

målgruppe at kunne være på Sølodgård, og som gør det muligt for Sølodgård at rumme 

mennesker med mange og omfattende problemer, problemfyldt adfærd, psykisk ubalance 

mv. Dette tilvalg af rummelighed mv. betyder samtidigt et tilvalg af en daglig praksis, der 

er præget stor forskellighed i metoderne overfor de enkelte beboere, åbner for konflikter 

beboere imellem eller for konflikt mellem personale og beboere og muligvis for en grad 

af usikkerhed og utryghed for beboerne. Og spørgsmålet er, hvordan dette metodevalg 

og dets konsekvenser stemmer overnes med målet om at tilbyde tryghed, ro osv. 

Sølodgård har her truffet et valg, der er dilemmafyldt, idet metodevalget på den ene side 

klart må ses som rigtigt og væsentligt netop for at gøre sig tilgængelig for målgruppen, 

men som samtidigt indeholder en konsekvens, som kan være vanskelig for netop så belastet 

en målgruppe at bære. Det nemme valg for at skabe mere ro og nedbringe antallet af 

konflikter og usikkerhed er at indføre flere regler og en strammere styring. Men det er 

ikke den konsekvens, Sølodgård har truffet, og det tjener institutionen til ros, fordi en 

sådan udvikling sandsynligvis er nem at ”falde i” uden egentlig at have valgt det bevidst. 

Sølodgård har i stedet valgt den langt mere vanskelige men konstruktive vej at arbejde på 

at skabe den nødvendige generelle tryghed i institutionen ved at gøre det muligt kompetent 

at handske de hyppige konflikter og udføre den situationsbestemte pædagogik. Det 

stiller nogle meget omfattende krav til ledelsen og personalegruppen om tydelighed, om 

at være meget stærkt koordineret, stole på hinanden og have de nødvendige faglige kom- 


petencer. Hertil er den gennemførte personaleproces og den definerede efteruddannelsesstrategi 

for medarbejderne væsentlige – grænsende til nødvendige – men ikke tilstrækkelige 

elementer for at få en sådan strategi til at lykkes. For skal processen lykkes, kræver 

det ikke alene, at medarbejdergruppen tilføres de nødvendige kompetencer, det fordrer 

også, at der over tid sikres en grad af stabilitet i medarbejdergruppen, og at der så at sige 

fortløbende pågår en personaleproces, hvor den tætte og stærke koordination og tryghed 

personalet imellem udvikles og vedligeholdes, og hvor der fortløbende er rum for at 

drøfte udviklingen af den situationsbestemte pædagogik. – At vælge rummelighed og 

fleksibilitet i et tilbud for netop denne, svage målgruppe fordrer således en fortløbende 

proces hos ledelse og personale, og kan ikke opnås ved et en-gang-for-alle valg af metoder, 

regler og rytmer. 

På et enkelt punkt kan det dog være relevant overveje, om rummeligheden på Sølodgård 

er det rigtige valg. Spørgsmålet er, om villigheden til at tage beboere ind akut og Sølodgårds 

strategi med at afvise så få som overhovedet muligt altid er til beboernes fordel. At 

det i visse tilfælde kan kompromittere beboernes retssikkerhed pga. manglende information 

synes at være en reel risiko. Men – hvad der er mindst lige så vigtigt – gør man måske 

nogle beboere, som aldrig skulle have været flyttet ind, en bjørnetjeneste, hvis det 

man ender med at give dem, er et kortvarigt, problematisk ophold, der afbrydes igen 

hurtigt, og måske alene ses som endnu et nederlag. De forholdsvis mange ikke planmæssigt 

afbrudte forløb kunne muligvis antyde noget sådant? 

Det ambitiøse mål? 

Set i lyset af alle de ovennævnte problematikker, hvor det er tydeligt, at netop Sølodgårds 

valg af metoder, målgruppe og mål er dilemmafyldt og stiller store krav til beboere, personalegruppe 

og ledelse, kan det synes paradoksalt, at det generelt anses for et langt mere 

”ambitiøst” mål for en indsats overfor en misbruger at arbejde hen imod stoffrihed end 

at arbejde hen imod ophør af sidemisbrug, stabilisering, forbedring af livskvalitet og forbedring 

af fysisk og psykisk helbred. 

Det har i gennem en del år været opfattet som mindre ”fint” og mindre fagligt krævende 

at udføre omsorgsarbejde end at udføre behandlingsarbejde. Dette har vel i nogen grad 

haft sammenhæng med, at stoffrihed tidligere ret bredt i misbrugs-kredse blev anset for 

det overordnede mål for alt misbrugsarbejde. Men spørgsmålet er, om ikke netop arbejde 

som det, Sølodgård yder, er mindst lige så ambitiøst som mere traditionelt behandlingsarbejde 

– eller om det i virkeligheden måske er mere ambitiøst? 

Det fremgår af denne rapport, at det i hvert fald er lige så fagligt udfordrende og krævende 

for såvel institution som for beboer. Sølodgårds arbejdes reelle sværhed og hvor 

ambitiøst, Sølodgårds mål faktisk er, kan fx aflæses af samarbejdspartnernes opfattelse af, 

at det er en succes alene at formå at rumme beboerne på institutionen længe nok til at 

give dem ro og stabilitet. Og håbet kunne være, at arbejde som det, Sølodgård udfører, 

kan medvirke til at kaste lys på, at arbejde med et stærkt omsorgsperspektiv overfor meget 

svært belastede misbrugere ikke er mindre ambitiøst eller mindre værdigt end andet 

arbejde med misbrugere. Det stiller mindst lige så store krav til faglighed og har samme 

værdi og samme vigtighed i viften af tilbud til misbrugere, som mere traditionelt behandlende 

tilbud har. Det kunne både medvirke til at højne omsorgsarbejdet, men det kunne 

også medvirke til at højne synet på de mest belastede misbrugere. 


Evalueringsmetode 

Uddybende til metodeafsnittet forrest i rapporten redegøres der her mere detaljeret for 

metoderne i den gennemførte evaluering. 

Evalueringens primære kildemateriale er skriftligt materiale fra Sølodgård: ansøgninger, 

journalmateriale om hver enkelt beboer, notater om personalepolitik, referater fra personalemøder 

og temadage mv. Supplerende hertil er der gennemført et semistruktureret, 

telefonisk interview med Sølodgårds daglige leder, hvor fokus har ligget på procedurer 

og praksis for visitation, opfølgning og udskrivning og samarbejde med eksterne samarbejdspartnere. 

Datamaterialet er yderligere suppleret med semistrukturerede telefoniske interviews med 

en kommunal og to amtslige samarbejdspartnere. Udvælgelsen af disse er foretaget af 

evaluator på baggrund af oplysninger fra Sølodgård om, hvilke samarbejdspartnere, der 

har mere end sporadisk og kortvarig erfaring med forløb på Sølodgård. Dette indebærer 

den fejlkilde, at samarbejdspartnere, der kun har kortvarig erfaring med institutionen på 

forhånd er udelukket, og at de her interviewede samarbejdspartnere via mere langvarige 

– og dermed måske mere udviklende og vellykkede forløb? – kan have en mere positiv 

erfaring med Sølodgård, end det generelt gør sig gældende for samarbejdspartnere. Valget 

er imidlertid truffet for at interviewe samarbejdspartnere, der har kendt Sølodgård i 

så lange forløb, at deres vurdering er solidt funderet. I interviewene har fokus været lagt 

på samarbejde og koordination, beboerforløb og vurdering af Sølodgårds mål, metoder 

og resultater. Alle de foretagne interviews er foretaget telefonisk. Der er ikke optaget på 

bånd, men evaluator har undervejs i samtalen nedskrevet interviewpersonens udsagn og 

efterfølgende renskrevet interview-referaterne. 

Der skal generelt tages et metodisk forbehold for antallet af interviews med samarbejdspartnere, 

idet tre interviews er så begrænset et antal, at det ofte ikke vil kunne danne belæg 

for konklusioner. Interviewene er derfor anvendt dels som illustration af synspunkter 

og der, hvor de bakker andre kilder op, til at understøtte tendenser/konklusioner. 

Evaluator har i Sølodgårds første to år haft en rolle som ”formativ evaluator” dvs. fulgt 

Sølodgårds udvikling og været involveret i denne som processtyrer i personaleprocessen, 

via deltagelse i møder mv. opnået en bred indsigt i institutionens virke, som kommer til 

anvendelse i evalueringen. Den formative evalueringsform indebærer, at evaluator ikke 

fungerer som neutral observatør, men det betyder ikke nødvendigvis, at evaluator ikke 

formår være faglig og objektiv i sine vurderinger. For at højne sikkerheden for evaluators 

faglige objektivitet og faglige kritik er der dels lagt et summativt perspektiv i evalueringen. 

Ligesom de foretagne interviews og den inddragede faglitteratur medvirker til at 

sikre en nuancering og faglig refleksion. 

Det vil altid være nødvendigt at foretage fravalg i en evaluering. Og i denne evaluering er 

det pga. begrænsede ressourcer og pga. valget af fokus på samarbejde og koordination i 

evalueringen fravalgt at inddrage beboerne direkte i evalueringen via fx individuelle interviews 

eller fokusgruppeinterviews. Det indebærer selvsagt, at evalueringen ikke omfatter 

denne – selvfølgeligt relevante – vinkel, og ikke kan oplyse om eller vurdere, hvorledes 

Sølodgård, dens metoder, rammer og mål, opfattes af beboerne. Beboerne kommer 

dog indirekte til orde via det meget omfattende journalmateriale om hver enkelt beboer, 

der er en af evalueringens absolut vægtigste kilder. 


Anvendt litteratur 

Amtsrådsforeningen i Danmark (1992). ”Misbrug – behandling og tilgrænsende foranstaltninger”. 

Amtsrådsforeningen i Danmark 

Ege, Peter (2004). ”Stofmisbrug og afhængighed for unge og voksne”. Hans Reitzels 

Forlag 

Ege, Peter (1997). ”Stofmisbrug baggrund konsekvenser behandling”. Hans Reitzels 

Forlag 

Ehrenreich, Ditte (2005). ”Rum til at være, Dilemmaer ved omsorg for værestedsbrugere 

med alkoholmisbrug”. VFC Socialt Udsatte 

Levin, C., Suneson, S. og Svärd, H.(1999). ”Behandling”. I V. Denvall og T. Jacobsons 

”Hverdagsbegreber i socialt arbejde: Ideologi, teori og praksis. Hans Reitzels Forlag 

Pedersen, Mads Uffe (2005). ”Heroin-afhængige i metadonbehandling, den medicinske 

og psykosociale indsats”. Center for Rusmiddelforskning, Aarhus Universitet 

Ramsbøl, Hanne og Zeeberg, Henriette (2004). ”SKP-forsøg på misbrugsområdet – notat 

om de første erfaringer”. VFC Socialt Udsatte 

Socialministeriets vejledning om den sociale indsats for de mest udsatte voksne sindslidende, 

stof- og alkoholmisbrugere, hjemløse mv. (1998) Socialministeriet. 

Sundhedsstyrelsen (2005). ”Stofmisbrugere i behandling”. I: Nye tal fra Sundhedsstyrelsen, 

2005:12. Sundhedsstyrelsen 


Bavnehøjvej 6, 6700 Esbjerg • Tlf. 3317 0900 • Fax 7513 8744 

www.vfcudsatte.dk • E-mail: esbjerg@vfcudsatte.dk

Den selvejende institution SÃ¸lodgÃ¥rd - Servicestyrelsen

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?