teknisk forvaltning kolding kommune 1898 - 1998 - Dansk Center for ...

TEKNISK FORV ALTNING 

K OLDING KOMMUNE 

1898 - 1998

TEKNISK FORV ALTNING 

K OLDING KOMMUNE 

1898 - 1998 

af 

Martin Gubi 

Jens Åge Petersen 

Birgitte Dedenroth-Schou 

KOLDING STADSARKIV 1 998

Teknisk Forvaltning 

Kolding Kommune 1898-1998 

Forfatterne: 

Tidl. afdelingsingeniør, cand. polyt. Martin Gubi 

Cand. mag. Jens Åge S. Petersen 

Stadsarkivar, cand. mag. Birgitte Dedenroth-Schou 

Produktion: Kiva Grafisk 

Sat med Baskerville og Gill 

Tryk: Tarm Bogtryk & Offset 

ISBN: 87-88966-20-8 

Forsiden: Indgangen til Teknisk Forvaltning, 

Nytorv 11, juni 1998. 

Bagsiden: Luftfoto af den centrale del af Kolding 

med Teknisk Forvaltnings bygninger nederst midt for. 

Foto: Friis Fotografi

Indholdsfortegnelse 

Den første stadsingeniør i Kolding . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7 

Stadsingeniørens opgaver 1898-1910 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 17 

C.A. Lassen - stadsingeniør i 41 år . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 30 

De store anlægsarbejders tid 1911-1925 . . . . . . . . . . . . . . . . . 33 

Indlemmelse og trafikproblemer 1925-1945 . . . . . . . . . . . . . . 44 

Efterkrigstid og stigende aktivitetsniveau 1945-1970 . . . . . . . 49 

Modernisering af Teknisk Forvaltning 

efter 1970 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 90 

Teknisk Forvaltning siden 1987 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 117 

Fortegnelse over medlemmer af 

de tekniske udvalg 1898-1998 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 133 

Kilder og litteratur . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 135

Den første stadsingeniør 

i Kolding 

Stads- og Havneingeniørens Opgave er i Almindelighed at være 

Byraadet, dettes Udvalg samt de kommunale Kommissioner til 

Hjælp og Støtte i tekniske og andre Spørgsmaal, hvor det ønskes. 

Ligesom han derfor har at afgive Erklæring over de Sager, som 

af Byraadet eller Udvalgene tilstilles ham, saaledes er han pligtig til 

efter foregaaende tilsigelse at deltage i Byraadets eller Udvalgenes 

Møder for at give Oplysninger og yde teknisk Bistand. 

Instruks for Stadsingeniøren af 6. december 1900. 

Den første stads- og havneingeniør, cand. polyt. Stephan Løchte, blev 

ansat i Kolding den 1. juli 1898. 

I flere andre købstæder havde man allerede ansat stadsingeniører, 

bl.a. i Vejle i 1886 og i Esbjerg i 1896, men flere byrådsmedlemmer i 

Kolding mente, at man var bedre tjent med at indkalde særlig tek- 

Stephan Løchte, der var stads- og havneingeniør 

i Kolding 1. juli 1898-31. 

december 1910, var født i Nordby på 

Fanø den 6. september 1870. Han blev 

kandidat fra Polyteknisk Læreanstalt i 

januar 1894 og var undervisningsassistent 

sammesteds 1894-96. Fra august 

1896-december 1897 var han ansat 

som ingeniørassistent ved Egtvedbanen 

og fra april til juni 1898 på studierejse 

i Tyskland. Den 1. januar 1911 blev 

han ansat som belysningsdirektør i 

Århus. Han døde i 1935. 

7

nisk bistand, når der skulle træffes beslutning om større anlægsarbejder. 

I det daglige kunne byrådsmedlemmerne selv klare tilsynet 

med arbejdets udførelse og dermed fastholde en føling med, hvad 

der skete i byen. En fastansat stadsingeniør ville blot eksperimentere 

med nye anlægsarbejder og dermed blive for dyr for kommunen. 

I forbindelse med beslutningen om at bygge et elektricitetsværk og 

planerne for udvidelse af Kolding Havn havde det allerede været 

nødvendigt at indkalde teknisk bistand. 

Havneudvalget havde nogle år forinden benyttet stads- og havneingeniøren 

i Vejle, Emil Petersen, ved udarbejdelsen af den havneplan, 

der blev realiseret i 1895. Men havnens brugere var ikke stillet 

tilfreds med den. De pressede allerede igen i 1896 på for yderligere 

havneudvidelser. Organiseret i Kolding Handelsforening gik de så 

vidt som til at danne deres eget konkurrerende havneudvalg, bl.a. 

bestående af købmændene I.O Brandorff og Chr. Roose, der for 

egne penge fik udarbejdet et stort projekt til udvidelse og uddybning 

af havnen. 

Siden 1895 havde der været bestræbelser i gang for at få bygget et 

elektricitetsværk i Kolding. Et byrådsudvalg var nedsat til at undersøge 

de tekniske muligheder, og det diskuteredes, hvorvidt værket 

skulle være kommunalt eller privat drevet. Som konsulent benyttede 

man sig her af direktøren for Københavns Elektricitetsværk, Ib Windfeld 

Hansen, der anbefalede, at værket blev kommunalt. Den 15. juli 

1897 besluttede Byrådet at bygge Den elektriske Lysstation. 

Det nyvalgte byrådsmedlem I.O. Brandorff brugte budgetbehandlingen 

af budget for 1898 som anledning til at fremsætte et konkret 

forslag om ansættelse af en stadsingeniør i Kolding. De store og 

Kolding i 1897 set fra Sct. Michaels Kirke. 

8

Købmand I.O. Brandorff, der stillede 

forslag om ansættelse af en stadsingeniør 

ved byrådsmødet den 4. november 

1897. 

Sagfører Edv. Lau. Foto fra 1902 

betydningsfulde anlæg, som kommunen skulle i gang med - Elektricitetsværket 

og Det offentlige Slagtehus - krævede en stadsingeniør, og 

han kunne så også tilse de anlæg, byen allerede havde - Gasværket og 

Vandværket - samt tage sig af brolægningsarbejder m.v. Udvalgenes 

formænd kunne ikke i længden stå for tilsynet. Han mente, kommunen 

og den enkelte havde lidt under det - og meget ville allerede 

have været sparet, hvis eksempelvis Jernbanegades brolægning var 

blevet gennemført under kyndig vejledning og efter en bestemt plan. 

En stadsingeniør ville ikke blive for dyr, for han skulle kun stille 

forslag, mens det fortsat ville være udvalgene og Byrådet, der traf 

den endelige afgørelse. Brandorff blev støttet af byrådskollegerne, 

grosserer N.P. Stenderup og læge Hjalmar Fich, mens Venstres 

ledere sagførerne J. L. Hansen og Edv. Lau ikke mente, en stadsingeniør 

var nødvendig. 

Til havneudvalgsmødet den 9. november 1897 forelå et skriftligt 

forslag fra I.O. Brandorff, der var medlem af Kasse- og Regnskabsudvalget, 

og N.P. Stenderup, medlem af Havneudvalget, om ansættelse 

af en havneingeniør, der tillige kunne blive byens stadsingeniør, fra 

1. januar 1898. Havneudvalget, hvis formand var borgmester Schjørring 

erklærede sig villige til at bidrage med et beløb af ca. 1000 kr. til 

en stadsingeniørs løn. 

På byrådsmødet den 18. november 1897 fremsatte I.O. Brandorff 

og N.P. Stenderup igen deres forslag. Edv. Lau kunne stadigvæk ikke 

se nødvendigheden af at få en sådan mand »til at løbe i hælene på 

os. Byrådets medlemmer er praktiske folk, der hidtil har klaret 

skærene og også kan gøre det i fremtiden«. Han foreslog i stedet, at 

den bestyrer, der skulle ansættes til Elektricitetsværket, blev en polytekniker, 

der kunne udrette det samme som en stadsingeniør uden 

at få titlen. Ved andenbehandlingen af forslaget i Byrådet den 2. 

december 1897 endte sagen i en diskussion om, hvorvidt stadsingeniøren 

også skulle være bestyrer for Den elektriske Lysstation, og det 

vedtoges med Venstres 8 stemmer mod Højres 7 at udsætte sagen til 

det tidspunkt, hvor en bestyrer for lysstationen skulle ansættes. Borgmesteren 

stemte ikke. 

I vinteren og foråret 1898 arbejdedes med anlægget af Den elektriske 

Lysstation. I februar gav amtet tilladelse til køb af grunden på 

Rendebanen ned mod åen, og den 30. april besluttede Det af 

Kolding Byråd nedsatte Udvalg til Anlæg af en elektrisk Lysstation at 

opslå pladsen som bestyrer på værket ledig således, at den forbindes 

med stads- og havneingeniørembedet. Det besluttede samtidig, at 

Elektricitetsværket skulle yde et bidrag af 500 kr. til lønnen. 

Sagfører Edvard Lau, der var formand for Elektricitetsudvalget, 

begrundede på byrådsmødet den 5. maj sit forslag med, at det ville 

være vigtigt, at bestyreren var til stede, når kablerne blev lagt. 

Desuden kunne den antagne konsulent, ingeniør Ib Windfeld 

Hansen ikke være i byen hele tiden, så det ville være en fordel, at 

byens egen ingeniør kunne følge arbejdet. En bestyrer, der tillige var 

stads- og havneingeniør ville give byen en mand, der kunne bistå alle 

udvalgene og da navnlig Havneudvalget. »Så slipper vi forholdsvis 

billigt sluttede han«. 

Lønnen til denne kombinationsstilling foresloges sat til 2600 kr. 

årligt stigende til 3600 kr. Heraf skulle Elektricitetsværket bidrage 

med 500 kr, Havnen med 1200 kr., Gasværket med 400 kr., Vandværket 

med 200 kr. og Gade- og Vejudvalget med 300 kr. Byrådet tiltrådte 

indstillingen, og ansøgning afgik derefter til Indenrigsministeriet 

om tilladelse til at opslå stillingen. 

9

På et halvt år var Edv. Lau således blevet overbevist om, at en 

stadsingeniør var en nødvendighed for byen - eller også var det, som 

han sagde, for at spare nogle penge. Han fik så også sammen med de 

øvrige medlemmer af Elektricitetsudvalget lov til at foretage den 

første sortering blandt ansøgerne, selv om Elektricitetsudvalgets 

andel i lønnen var langt mindre end Havneudvalgets. 

Af Elektricitetsudvalgets møde den 28. maj fremgår det, at der var 

indkommet 8 ansøgninger til stillingen som bestyrer for Elektricitetsværket 

og stads- og havneingeniør. Udvalget besluttede sig for at indstille 

fire af dem, og Byrådet valgte på mødet den 3. juni blandt disse 

fire cand. polyt. Stephan Løchte, København. De øvrige tre indstillede 

var cand. polyt Faber; Odense, konduktør og elektriker H.J. Hansen, 

Kolding og ingeniør Ishøy, Fredericia. Det fremgik af mødereferatet, 

at der senere ville blive udarbejdet en instruks for stadsingeniøren. 

Lau rykkede for denne instruks allerede ved Byrådets sommermøde 

den 21. juli, men formanden svarede, at den ville fremkomme 

i løbet af sommeren, da det var bedst først at føle sig lidt for. 

Stephan Løchte stadsingeniør 1. juli 1898 

Kolding Elværk set fra Kolding Å, 

ca. 1900. 

Stephan Løchte tiltrådte sin nye stilling den 1. juli 1898. Han fik med 

det samme rigeligt at gøre med at betjene de fem fagudvalg, der tilsammen 

betalte hans løn - Havneudvalget, Gade- og Vejudvalget, 

Gasværksudvalget, Vandværksudvalget samt Udvalget for det elektris- 

10

Sagfører J. L. Hansen. 

ke Lysanlæg. Herudover kan det ses, at han også har arbejdet for 

Markudvalget og Udvalget for Lystanlæg, også kaldet Forskønnelsesudvalget. 

I 1898 var der ud over Løchte kun to kommunale embedsmænd. 

På linie med stadsingeniøren var kæmner og havnekasserer M. 

Nielsen, der var ansat i 1891, og overlærer og skoleinspektør N. P. 

Tradsborg, ansat i 1892. Ingen af dem havde kontorhjælp - de måtte 

selv klare det administrative arbejde. Endnu var der heller ingen 

byrådssekretær. Den første blev ansat på halv tid i 1909, en heltidsstilling 

blev det først i 1917. 

Løchte var allerede til stede ved Elektricitetsudvalgets møde den 5. 

juli 1898, og umiddelbart derefter begyndte det omfattende papirarbejde 

i forbindelse med tilslutningerne til det kommende elektricitetsværk. 

Den 15. juli udkom »Betingelser på hvilke den kommunale 

elektriske Lysstation afgiver Strøm til private Forbrugere,« og begæring 

om forsyning skulle indgives til driftsbestyreren. Værket gik i 

drift den 9. december 1898. 

Også for Havneudvalget udførte han et betydeligt arbejde i efteråret 

1898. Fra den 30. august har han i følge Havneudvalgsprotokollen 

været til stede ved de fleste møder. Han har foretaget beregninger 

og udarbejdet tegninger og projekter til uddybning og udvidelse 

af Kolding Havn. Den 3. november var Løchte inviteret til at deltage 

i byrådsmødet, hvor havneudvidelsen var til andenbehandling. Både 

sagfører J. L. Hansen og læge Hjalmar Fich roste stadsingeniøren for 

hans korte og klare fremlæggelse af sagen. 

For Gade- og Vejudvalget blev han pålagt forskellige driftsopgaver, 

opmålinger m.v., i 1899 udarbejdede han en omfattende betænkning 

for Belysningsudvalget om en forbedring af byens gadebelysning, 

og for Vandværket arbejdede han også i 1899 med en større 

udvidelse af værket. 

En egentlig instruks for stadsingeniørens arbejde lod vente på sig, 

men i 1900 blev den nødvendig, fordi det ikke var helt klart, hvem 

der var hans øverste foresatte, og hvad hans opgaver over for udvalgene 

var. 

Da stadsingeniøren i august 1900 var på ferie på et tidpunkt, hvor 

Elektricitetesudvalget havde brug for ham, måtte borgmesteren 

pointere, at stadsingeniøren var ansat af Byrådet, og at han selv 

havde givet ham permission. Udvalgene måtte give meddelelse i god 

tid, når større arbejder skulle foretages, og i oktober 1900 var der så 

alvorlige uoverensstemmelser mellem formanden for Vandværksudvalget, 

møllebygger N.A. Christensen og Løchte om den måde, et 

igangværende arbejde med udskylning af vandrørene blev udført, at 

Løchte nægtede at føre tilsyn med arbejdet. Det kom frem, fordi J.L. 

Hansen bemærkede, at Løchte ikke attesterede regningerne for 

arbejdet. Sagen gav anledning til en mere principiel diskussion om 

»styrkeforholdet« mellem udvalgene og stadsingeniøren. J.L. Hansen 

udtalte: Når en udvalgsformand giver en ordre, har han (stadsingeniøren) 

som den lønnede embedsmand at udføre den. Vil han ikke det, må han tage 

sin afsked. Det må slås fast, hvem der skal føre kommandoen, udvalgsformændene 

eller stadsingeniøren. Og Lau supplerede: Det viser sig nu, at jeg 

havde ret, da jeg under forhandlingerne om ansættelse af en stadsingeniør 

udtalte en frygt for, at han ville påtage sig for meget myndighed og anse sig 

selv for den dygtigste. Ved det efterfølgende byrådsmøde ville J. L. Hansen 

have det gjort helt klart, at det ikke var stadsingeniøren, men 

udvalgene, der rådede, og følgende blev ført til protokols under 

mødet den 1. november 1900: 

11

Idet Byrådet udtaler, at stadsingeniøren skal rette sig efter de bestemmelser, som 

vedkommende udvalg træffer, anmoder det formanden om at udarbejde forslag 

til instruks for ham. 

Det skulle dog ikke forstås som en generel mistillid til stadsingeniørens 

arbejde. J. L.Hansen sagde udtrykkeligt, at han ikke ville 

gøre et stort nummer ud af sagen, og formanden gjorde opmærksom 

på, at alle andre udvalg var godt tilfreds med hans assistance. 

Løchte havde selv i et brev til formanden gjort opmærksom på, at 

han ikke var blevet indkaldt til Vandværksudvalgets møder. 

Allerede til byrådsmødet den 6. december 1900 var instruksen 

udarbejdet og gennemset af de relevante udvalg. Den definerede 

klart stadsingeniørens arbejdsområde: 

Stadsingeniøren er bestyrer af Den elektriske Lysstation og har som sådan 

indtil videre kontorlokale på stationen med lys og varme. 

Det omfang , i hvilket Havneudvalget, Gasværksudvalget, Vandværksudvalget 

samt Gade- og Vejudvalget for kloakernes vedkommende ønske det, er 

han disse udvalg behjælpelig med tilsynet med: 

1. Havnen, sejlløbet og bolværkerne 

2. Gasværket og byens belysning 

3. Vandværket og byens vandforsyning 

4. Kloakledningerne 

Kolding Havn efter udvidelsen, tegnet 

af Løchte og bragt i Kolding Folkeblad 

9. november 1903. 

Han har at forfatte tegninger, overslag, kort og konditioner til de hans tilsyn 

underlagte eller ham særlig overdragne kommunale arbejder, samt at lede 

arbejderne og påse deres kontraktmæssige udførelse. 

Desuden er han berettiget til selv at gøre forslag til de enkelte udvalg såvel 

med hensyn til nye foretagender som til vedligeholdelse og forbedringer, og 

særlig bør han i rette tid fremkomme med forslag til og overslag over arbejder 

for det kommende år til vejledning for udvalgene ved affattelsen af deres årlige 

overslag. 

12

Stadsingeniøren skulle bo på byens grund, han måtte ikke uden 

Byrådets samtykke forlade byen i længere tid end 8 dage, og han 

måtte ikke uden Byrådets samtykke udføre arbejde for andre kommuner 

eller for private. Endelig skulle han, hvis det forlangtes, også 

fungere som bygningsinspektør mod ekstra betaling. 

Stads- og havneingeniøren bliver også bygningsinspektør 

C.P.C. Schjørring, borgmester i Kolding 

1877-1909. 

Det var borgmester Schjørring, der ved byrådsmødet den 19. december 

1901 stillede forslag om, at Kolding fik en byggevedtægt som 

mange andre byer allerede havde, og at der blev ansat en bygningsinspektør, 

for der var slet ikke noget tilsyn med byggeriet »på 

marken«, og Bygningskommisionens tilsyn med byggeriet i byen var 

ikke effektivt. Han henviste til, at han allerede 20 år tidligere havde 

fremsat et lignende forslag, men det var strandet på konsul H.H. 

Graus modstand - da Graus bygninger i særlig grad trængte til tilsyn! 

Et udvalg bestående af Schjørring, fabrikant I. A. Hansen og J.L. 

Hansen blev nedsat. De satte Løchte i gang med at udarbejde et 

forslag - men det blev alt for omfattende efter deres mening. Så fik I. 

A. Hansen fremskaffet vedtægten fra Århus, og efter at de havde 

drøftet og ændret den, blev det forelagt året senere på byrådsmødet 

den 4. december 1902. 

Risikoen ved en bygningsvedtægt var i følge Lau, at den kunne få 

folk til at bosætte sig i Kolding Landsogn, fordi der ikke der var 

denne skat på byggeriet. Det besluttedes at udsætte sagen til efter 

valget i januar 1903, og først i august 1903 forelå en Bygningsvedtægt 

for Kolding Købstad, samtidig fik stads- og havneingeniøren 

pålagt arbejdet som bygningsinspektør i henhold til en særlig 

instruks og for et beløb af 400 kr. ekstra om året. Til dette skulle han 

have fast kontortid. 

Arbejdsmæssigt betød det for Løchte, at han, når han havde modtaget 

anmeldelse om byggeri, inden 4 dage skulle undersøge byggeriets 

lovmæssighed og i tvivlstilfælde indkalde Bygningskommissionen. 

Når en byggetilladelse var givet, skulle han føre tilsyn med, at lovgivningens 

bestemmelser fulgtes og efter byggeriets afslutning udstede 

en byggeattest. 

Løchte fritages for arbejdet som driftsbestyrer på Elektricitetsværket 

I januar 1904 indstillede Elektricitetsudvalget til Byrådet, at stadsingeniøren 

blev fritaget for arbejdet som driftsbestyrer på Elektricitetsværket, 

og at den i 1902 ansatte værkfører E.W. Buemann blev 

ansvarlig leder af værket. Det passede formentlig både stadsingeniøren 

og udvalget udmærket. Hans opgave var nu for Elektricitetsudvalget 

at stå for de større projekter, udarbejde tegninger og konditioner 

og ikke beskæftige sig med den daglige drift. Buemann fik fra 

1905 et ingeniørhonorar på 500 kr. årligt. 

I de følgende år arbejdede Løchte med planerne for et nyt kloaksystem, 

med udvidelser af ledningsnettet for Vand-, Gas og Elektricitetsværkerne 

som følge af byens vækst, udbygning af Gasværket og 

Elektricitetsværket, planlægning af nye udstykninger, anlæg af nye 

kajer og pakhuse på havnen samt behandlede en lang række byggesager. 

Hans kontorforhold var ikke særlig gode. Han holdt til i to 

værelser i Bleggårdsstræde i hjørnebygningen til Vestergade. Hans 

efterfølger, C.A. Lassen, husker at der var så fugtigt, at vandet drev 

13

ned ad væggene. Løchte opnåede ikke at få en assistent, men en af 

arbejdsmændene ansat ved vejvæsenet, Jens Gundersen, viste sig 

udmærket til at udføre nivelleringsarbejder. Gade- og Vejudvalget 

gav ham i august 1910 tilladelse til midlertidigt at ansætte ham til forskelligt 

opmålings- og nivelleringsarbejde. Løchte sørgede i november 

1910 for, at hans timeløn blev forhøjet fra 37 til 50 øre - og Gundersen 

var ansat på stadsingeniørkontoret til omkring 1930. 

Misbilligelse fra Byrådets flertal 

Den sydlige del af Kolding set fra Kæmpetårnet 

på Koldinghus august 1902. 

Løchtes største krise i arbejdet som stadsingeniør i Kolding var, da 

han ved byrådsmødet den 5. august 1909 af Byrådets venstreflertal 

inklusive formanden modtog en misbilligelse for sin embedsførelse i 

forbindelse med sagen om Elmegades (nu Sct. Jørgens Gades) linieføring 

til Rendebanen. Anklagen var, at Løchte ikke havde orienteret 

Elektricitetsudvalget om, at grundejerne havde flyttet skellet i utilfredshed 

med, at gaden ville få et knæk, fordi en større udvidelse af 

Elektricitetsværkets maskinhal krævede det. Løchte forsvarede sig 

med, at bestyrer Buemann også havde været vidende om det - og at 

han selv ikke blev indkaldt til Elektricitetsudvalgets møder. 

Under debatten, der foregik for åbne døre, da såvel Løchte som 

Elektricitetsudvalgets formand K. Konstantin-Hansen havde ønsket 

det sådan, udtalte Løchte bl.a.: Der er en fundamental forskel på vor 

opfattelse af en stadsingeniørs stilling. Jeg har en tydelig byrådsbeslutning for, 

at når jeg ikke er tilkaldt, så er sagen mig ganske uvedkommende. Det har jeg 

rettet mig efter, og det agter jeg også at gøre i fremtiden, hvis de overhovedet 

ønsker at beholde mig. 

14

Det socialdemokratiske medlem af Byrådet, J.P. Jensen, der havde 

forsøgt at undgå den offentlige debat, var den eneste, der kom 

stadsingeniøren til undsætning: Udvalgene har ikke altid optrådt over for 

stadsingeniøren, som de burde. Han har mange gange måttet finde sig i en 

tiltale, som arbejderne på en fabrik næppe havde fundet sig i. Knud Hansen 

sekunderede, at både Lau og Konstantin-Hansen også kunne begå 

fejl. Forholdet er, at stadsingeniøren er en af de flittigste, om ikke den allerflittigste 

af de embedsmænd, der er i byen. 

Løchte opsiger sin stilling 

Borgmester Viggo Baller. 

Løchte må have være rystet efter de voldsomme angreb, og ved 

byrådsmødet den 1. december 1910 forelå hans ansøgning om at 

måtte fratræde sin stilling. Borgmester Viggo Baller, der i 1909 havde 

efterfulgt Schjørring, udtalte i den forbindelse, at han altid havde 

været pligtopfyldende og udført sit arbejde med flid. Han ønskede 

ham til lykke med hans nye virksomhed (som belysningsdirektør i 

Århus), og medlemmerne rejste sig. 

At han virkelig havde været overbebyrdet, viste diskussionen om 

stillingsopslag og en ny instruks for stads-og havneingeniørstillingen. 

Der var tydeligvis behov for en ny ordning. Som borgmesteren sagde: 

Skal vi læsse alt arbejde fra den nuværende stadsingeniør over på den nye, vil 

det blive dårligt udført. 

I det udvalg, der blev nedsat til at udarbejde en ny instruks for 

stadsingeniøren bestående af Kasse- og Regnskabsudvalget samt en 

repræsentant for hver af de tekniske udvalg, var der enighed om at 

bevare stadsingeniørens, havneingeniørens og bygningsinspektørens 

stilling i én person, men det krævede ansættelse af en assistent, af 

hvis løn havnen skulle betale den største part - havnen havde altså 

trukket mest på Løchte. 

Der havde været mest diskussion om, hvorvidt bygningsinspektørarbejdet 

skulle adskilles fra stadsingeniør-stillingen. Murermestrene 

Jens Madsen og Augustinus Poulsen samt grundejernes mand, Edv. 

Lau mente, at en praktisk mand her fra byen ville være at foretrække. 

Som Lau udtrykte det: En ingeniør er ikke altid heldig som bygningsinspektør; 

det har den nuværende stadsingeniør vist; ellers kunne han være 

meget god. Vi får jo nok en teoretiker, og så vil det gå ud over de borgere, som 

skal bygge. 

Havde Løchte været en teoretiker? 

Der er ingen tvivl om, at han havde sin egen mening om tingene 

og havde vanskeligt ved at rette sig efter de folkevalgte, som var af en 

anden mening. Men han var den første og på den tid den eneste, der 

forsvarede embedsmandens faglige kunnen over for politikerne. 

Der er ingen tvivl om, at han fik en mindre konfliktfyldt stilling 

som Elektricitetsbestyrer i Århus. 

Løchtes bagland 

Den første stadsingeniør måtte kæmpe for stadsingeniørstillingens 

indhold. I denne kamp og i det daglige arbejde havde han en god 

støtte i sine stadsingeniørkolleger i de andre provinsbyer. Også de 

var pionerer i deres kommuner, og der var en løbende korrespondance 

imellem dem om store og små problemer. Løchte var en af 

initiativtagerne, da Stadsingeniørforeningen for provinsbyerne blev 

dannet i 1901, og han var foreningens første kasserer. 

I et brev til redaktøren af Gasteknisk Forening, der havde bedt om 

15

Byrådssalen på Kolding Rådhus ca. 

1915. 

nogle personlige oplysninger til medlemsarkivet, et par år før sin 

død i 1935 skrev han: Vil De skrive et Eftermæle over mig, kan de 

passende anvende Wessels Ord: 

Han syntes fød til Bagateller 

Og noget stort han blev ei heller 

Redaktøren af medlemsbladet Gasteknikeren ser dette som et udtryk 

for Løchtes alt for store beskedenhed. På grund af denne beskedenhed 

blev Løchte ikke tilstrækkeligt estimeret. Andre trængte sig frem 

på hans bekostning. Han var en ærlig og brav karakter, der ikke 

kunne gøre et menneske fortræd. 

Løchte var ungkarl, da han kom til Kolding i 1896 som ingeniørassistent 

ved bygningen af Egtvedbanen. Han blev medlem af frimurerordenen 

i 1897, og den 4. december 1900 blev han gift med Sophie 

Vilhelmine Borch, datter af grosserer Carl Sophus Borch. Familien 

boede i Jernbanegade 18 i hus med Sophie Vilhelmines søster, der 

var gift med en søn af A.L. Johansen, og tandlæge A. M.G. Friis. 

16

Stadsingeniørens opgaver 

1898-1910 

Byens udstrækning 

Bebyggelseskortet fra 1902 viser Kolding Købstad og en del af 

Kolding Slotssogn i 1902. Kortet er udført af G. E.C. Gad til Traps 3. 

udgave. Som det kan ses, lå byen mellem Slotssøen og åen fra Katrinegade 

(nuværende Vestre Ringgade) i vest til Banegården i øst. Syd 

for åen var byggeriet i Søndergade kommet i gang i 1870erne, og op 

til århundredskiftet var Tøndervej, Dalbyvej og Agtrupvej blevet 

bebygget. Befolkningstallet var også steget betydeligt. I 1860 var 

Kolding købstads indbyggertal 3.978, i 1870 5.400, i 1890 9.657, i 

1901 12.516 og i 1911 14.219. 

Kolding Slotssogn 

Trap: Beskrivelse af Kongeriget 

Danmark, 3. udgave. Kort over 

Kolding fra 1902 

Kolding købstad grænsede op til Dalby, Vonsild (Søndervang var en 

del af Vonsild sogn), Seest, Harte - Bramdrup og Kolding Slotssogn. 

Slotssognet, også kaldet landdistriktet eller landsognet, var en selvstændig 

administrativ enhed, en sognekommune, men med kirke-, 

17

Kolding Slotssogn set fra Dyrehavegårds 

skov i 1916. 

skole- og fattigvæsen fælles med købstaden. Det strakte sig i øst 

omtrent fra Havegade (nu Slots Allé) mod nord - og i vest hørte hele 

kvarteret bag Ålykkeskolen til Slotssognet. Landsognet havde en 

repræsentant i Byrådet, der fra 1882 til 1900 var købmand, konsul R. 

Kaalund og efter denne lærer J. C. Bro, der bl.a. var formand for 

Markudvalget. 

Landsognet var ved århundredskiftet ved at udvikle sig til skattely - 

skatteprocenten var her 3,6, hvor den samtidig i Kolding var 5,4. Ved 

folketællingen i 1890 boede 376 mennesker i landsognet, i 1901 819 

og i 1911 1184. 

Byrådet ønskede landsognet indlemmet i Kolding for at indbyggerne 

der, der havde glæde af at bo så tæt ved byen, også kunne 

bidrage til byens udgifter med deres skat, og fra 1880erne og frem til 

1912 var der med mellemrum forhandlinger mellem købstad og 

landsogn om indlemmelse, men landsognets repræsentanter ville 

ikke opgive deres selvstændighed og kunne ikke se fordelene ved 

det. De ville gerne have vand, gas og el, som byen efterhånden fik, og 

det kunne de også få, men til en pris som skulle forhandles med købstaden. 

I 1907 nåede man til enighed om vilkårene for køb af gas fra 

Kolding Gasværk til landsognets beboere. 

Mindre indlemmelser blev det til i den sydlige bydel. I 1909 rejstes 

spørgsmålet om indlemmelse af gården Bellevues jorder med bl.a. 

Læssøegade. Området var købt af et konsortium til udstykning og 

hørte oprindelig til Seest, og det blev overflyttet til Kolding i 1913. 

Kort efter blev det, der nu kaldes Ålykkekvarteret, indlemmet. 

Desuden blev den såkaldte Borgmesterjord omkring den nuværende 

Domhusgade, dvs. den jord, der fra gammel tid var tillagt byfogedembedet, 

fra 1910 overført til købstaden. 

18

Det nye kvarter ved Warmingsgade. I 

forgrunden Kolding Å, ca. 1910. 

Byens vækst 

Det stadigt stigende befolkningstal stillede krav til nyt boligbyggeri. 

Den kongelige urtehave, der siden 1500-tallet havde ligget syd for 

Staldgården ned til Klostergade, blev bebygget fra 1850erne og frem 

til århundredskiftet, og fra 1880erne kom der også huse i den brede 

del af Jernbanegade. Det var byggeri for byens overklasse på byens 

hovedstrøg. Mens Låsbygade indtil 1870erne havde været Koldings 

handelsmæssige centrum, betød Statsbanestationens placering, at 

det handelsmæssige tyngdepunkt blev flyttet til Jernbanegade/Østergade/Helligkorsgade. 

I det første tiår af 1900-tallet skete nybyggeriet af boliger især syd 

for åen. Sidevejene til Tøndervej (dengang Frederiksgade) blev 

bebygget ligesom området fra Sydbaneterrænet mod syd til Agtrupvej. 

Der byggedes også syd for Katrinegade ned mod åen og hen 

imod Kolding Sygehus. Hollænders og A. Jensens teglværker på 

begge sider af nuværende Domhusgade blokerede indtil videre for 

en yderligere udvikling mod sydøst. Der var i virkeligheden ikke 

meget jord til bebyggelse i Kolding, og det fik driftsbestyreren ved 

Egtvedbanen C. Berg til i 1899 at foreslå, at åen, der snoede sig på 

det sidste stykke ud mod fjorden, blev forlagt, så der blev plads til 

bebyggelse langs med åen. 

I omegnssognene var der til gengæld jord nok til bebyggelse. Her 

voksede villakvarterer op især i Søndervang, i Ålykkekvarteret og ud 

ad Fynsvej til og med Castenskjoldsvej. 

Erhvervsbyggeriet blev placeret på havnen, hvor Kolding Gasværk 

var placeret i 1861, og hvor nu Jens Holms kreaturstalde, åleeksportørerne, 

korn- og foderstoffirmaerne, Frøkontoret, Saftstationen og 

19

Bygningsinspektoratets sag nr. 359 fra 

1906. Facadetegning til bygningen 

Adelgade 16. 

Andelssvineslagteriet kom til. Ude i byen var de gamle købmandsgårde 

med det brede varesortiment endnu intakte ved siden af de nye 

forretninger med de store spejlglasvinduer og det mere specialiserede 

vareudbud. I byens udkanter lå de mange planteskoler, som var et 

særkende for Kolding. 

Bygningsinspektoratet 

Kolding havde i hvert fald siden 1850 haft en bygningskommission i 

henhold til en forordning fra 1832. Siden Byggeloven fra 1858 havde 

der været påbud om, at ingen nybygning måtte påbegyndes, før Bygningskommissionen 

havde sagt god for, at spildevandet var reguleret, 

at der var udlagt en vej af tilstrækkelig bredde, og at bebyggelsesgraden 

ikke var for stor, men der havde ikke været nogen regulering af 

selve byggeriets kvalitet. Først i 1903, på borgmester Schjørrings initiativ, 

kom en bygningsvedtægt, der nærmere beskrev kravene til byggeriet, 

sådan som man allerede havde det i mange andre købstæder. 

20

Adelgade. Foto fra ca. 1910. 

Bygningsvedtægten er dateret samtidig med instruksen for bygningsinspektøren, 

den 26. august 1903. 

Efter denne instruks skulle bygningsinspektøren, hvis en ansøgning 

om byggeri krævede Bygningskommissionens eller Byrådets 

afgørelse, inden 8 dage tilstille Bygningskommissionens formand 

sagen med bilag til kommissionens behandling. Hvis sagen ikke 

krævede kommissionens godkendelse, skulle bygningsinspektøren 

inden 8 dage give bygherren skriftlig besked om de vilkår, der krævedes 

i forbindelse med arbejdets udførelse. Når der var givet en byggetilladelse, 

skulle bygningsinspektøren føre nøje tilsyn med, at lovgivningens 

bestemmelser fulgtes. Når et byggeri var afsluttet og fundet i 

overensstemmelse med de givne forskrifter, skulle bygningsinspektøren 

meddele byggeattest for det udførte byggeri mod erlæggelse af 

det fastsatte gebyr. Herudover skulle han på forlangende bistå Sundhedskommissionen 

ved undersøgelse af, hvorvidt en bygning var 

tjenlig til beboelse. 

Når en bygning ikke opførtes i gadelinien, kunne Bygningskommisionen 

bestemme, at der i gadelinien skulle anbringes jernstakit eller 

mur. Ethvert bygningsarbejde skulle udføres på forsvarlig måde, af 

forsvarlige materialer, og enhver ny bygning skulle opføres på et fundament, 

som var forsvarligt i forhold til bygningens størrelse. Alle 

udvendige mure skulle opføres af grundmur efter bestemte regler. 

Det var således en helt ny kommunal opgave. Socialdemokraten, 

redaktør Knud Hansen, skrev senere, at Løchte ikke havde haft det 

nemt som bygningsinspektør. Håndværksmestrene havde gjort, hvad 

der passede dem, og havde ignoreret hans anvisninger - og det kan 

næppe undre. 

De kommunale værker 

Elektricitetsværkets hovedindgang. 

Det var et stort fremskridt i levestandard for de mennesker, der 

havde råd til at tilslutte sig de kommunale værker og deres »produktion« 

af gas, vand og elektricitet, der via ledningsnettet og stikledninger 

førtes frem til det sted, hvor den enkelte skulle bruge det. I 

Kolding var både Gasværket, Vandværket og Elektricitetsværket kommunale 

- sådan var det ikke i alle byer - men det var så også et 

spørgsmål om store kommunale udgifter, når værkerne skulle 

udvides, og det blev de alle i det første tiår af 1900-tallet på grund af 

den store efterspørgsel både fra erhvervsvirksomheder og private. 

De tre værker havde hver deres kommunale udvalg, og de tre 

udvalg optog en stor del af Løchtes tid, selv om han sjældent deltog i 

deres møder. Efter 1904 havde værkerne hver deres bestyrer, der tog 

sig af den daglige drift, men som eneste kommunalt ansatte ingeniør 

skulle han projektere eller medvirke ved projekteringen af deres 

udvidelser, styre de håndværkere, der udførte dem, og opmåle og 

holde styr på det stadig større ledningsnet. Således i 1909, hvor 

Gade- og Vejudvalget henstiller, at stadsingeniøren, da han alligevel 

er i gang med at opmåle vandværksnettet, også opmåler, hvor meget 

brolagt vej, der er i byen og hvor meget, der er makadamiseret 

(skærvebelagt). 

Gasværket 

Gasværket, der var bygget på havnen i 1861, oplevede i årene 

omkring århundredskiftet en meget stærk forbrugsfremgang, både 

som kogegas og til belysning, og byens større udstrækning betød et 

21

Kolding Gasværk set fra nord, ca. 

1900. 

stadig større ledningsnet. Fra 1899 kørte Gasværket i treholdsskift for 

at klare efterspørgslen, og fra 1903 arbejdedes med planer om et nyt 

gasværk. Projekteringen udførtes af driftsbestyrer, ingeniør Irminger 

fra København. Stadsingeniør Løchtes arbejde var at føre Irmingers 

planer ud i livet, træffe aftaler med håndværkerne og sørge for udvalgets 

korrespondance og regnskab. Han var imidlertid uenig med 

Irminger om dennes beregninger af funderingen og fik ret. I august 

1906 var et hjørne af det nye gasværk sunket, og både Irminger og 

Gasværksudvalget tilsluttede sig hans forslag til afhjælpning. Det nye 

gasværk kunne tages i brug den 1. oktober 1907. Kort efter sattes det 

gamle gasværk ud af drift og blev jævnet med jorden bortset fra en 

gasbeholder bygget i 1890, der var i brug til 1916. 

Elektricitetsværket 

Kapaciteten på værket, der som omtalt var taget i brug i december 

1898, blev ret hurtigt for lille. En mindre udvidelse fandt sted allerede 

i 1900. De første år gav værket underskud, men så besluttede 

Byrådet at nedsætte prisen på elektricitet til lys fra 60 til 40 øre pr. 

kW. Det fik forbruget til at stige så meget, at værket i stedet gav overskud 

- og det øgede forbrug nødvendiggjorde en udvidelse i 1904. I 

1908 havde Elektricitetsværket ca. 500 forbrugere. I 1910 vedtog 

Byrådet endnu en stor udvidelse, der som omtalt betød, at Sct. Jørgensgade 

ikke fik et lige forløb, som grundejerne ville have det. 

Mange borgere i byen ønskede, at sagen blev udskudt til en sagkyndig 

udefra havde vurderet behovet - således som Brandorff og Lau 

22

ønskede det, men underskrifter fra 1500 skatteydere (ud af 4000) 

havde ingen virkning, og flertallets plan blev vedtaget og udført. 

Gadebelysningen 

Udvalget for Gasværket og Udvalget for Elektricitetsværket dannede 

tilsammen Belysningsudvalget, der havde den samme formand som 

Gasværksudvalget. Edv. Lau var formand for Gas- og Belysningsudvalget 

fra 1897-1901, men blev så erstattet af tømrermester H. L. 

Hansen. 

Det var svært at beslutte sig til, om man efter etableringen af Elektricitetsværket 

skulle have både elektriske gadelygter og gaslygter, 

eller man skulle nøjes med de billigere gaslygter, og af dem var der 

to slags - almindelige gaslygter og Auerlygter, der gav et bedre lys. 

Byrådet besluttede i juni 1900 at anbringe 6 Auerlygter fra Jernbanen 

til midt på Låsbygade, og to elektriske buelamper også kaldet 

kandelabre på Akseltorvet og Kirketorvet. I det følgende år udvidedes 

antallet af Auerlygter i gaderne i den indre by, og i 1902 opsattes 

elektriske buelamper ved jernbaneoverkørslen i Søndergade, på 

hjørnet af Helligkorsgade, Søndergade og Rendebanen og på 

hjørnet af Helligkorsgade og Østergade. I 1903 var turen kommet til 

jernbaneoverkørslen ved Havnevej og hjørnet af Jernbanegade og 

Sdr. og Øster Klostergade (nu Munkegade og Fredericiagade). I 

1904 fik hele den smalle del af Jernbanegade elektrisk gadebelysning, 

og i 1906 blev det Østergades tur. Uden for bymidten var der 

kun almindelig gasbelysning. Fra 1907 havde byen 4 lygtetændere, 

der passede hver sit distrikt. 

Vandværket 

Akseltorv, 1901. Den nye elektriske buelampe 

ses til venstre i billedet. 

Om Koldings vand skrev distriktslæge P.A. Madvig til Sundhedsstyrelsen 

i 1901: 

Byens drikkevand må efter de foretagne analyser sikkert kaldes godt, kun er 

det en mangel, at vandet ikke passerer noget filter, da det kan hænde, at 

vandet til tider kan være noget uklart. 

Byen havde haft et kommunalt vandværk siden 1886. Initiativet var 

taget af byens læger midt i 1870erne. Vandværket blev placeret i 

Kæmnerengen, på Stadionvej, hvor administrationsbygningen stadig 

ligger. P.g.a. det stigende vandforbrug måtte der i 1907 bygges en ny 

brønd. Stadsingeniøren foretog flere undersøgelser af iltningsanlæg, 

der bl.a. førte Vandværksudvalget og ham til Gentofte, men en 

anskaffelse blev udskudt p.g.a.kommunens dårlige økonomiske 

forhold. Distriktslægen påpegede også i sin beretning til Sundhedsstyrelsen 

i 1909, at det var en mangel, at der ikke blev ført systematisk 

kontrol med vandets beskaffenhed. 

Hygiejnen eller den offentlige renlighed 

Tilsynet med »den offentlige hygiejne« varetoges af Sundhedskommissionen. 

Dens medlemmer var den kongevalgte borgmester, der 

tillige var byfoged og født formand, distriktslægen og tre medlemmer 

valgt af Byrådet. 

Sundhedsvedtægten fra 1889 beskrev nærmere, hvad kommissionen 

skulle tage sig af. Den skulle føre tilsyn med, at byens vand var 

rent og uskadeligt, at afløbsrender havde et tilstrækkeligt fald, at 

byens gader holdtes rene, at stillestående vandløb blev renset mindst 

23

Udsigt over Kolding Ådal med Kolding 

Vandværk, formentlig 1920erne. 

en gang om året, og »for en hygiejnisk dagog natrenovation«. Sundhedsvedtægten 

indeholdt også regler om »for sundheden skadelige 

næringsveje«, bl.a. slagterier og tobaksfabrikker, regler for svinehold 

og stalde til heste, køer og andre kreaturer i byen. Når et hidtil ubebygget 

terræn skulle bebygges, skulle Sundhedskommissionen 

undersøge grundens beskaffenhed og planen for dens bebyggelse, 

og der skulle laves en plan for ordning af vandafløbet for hele 

området. Det bestemtes, at: Enhver til bebyggelse bestemt grund må for 

fremtiden kun fyldes med stoffer, der er uskadelige for sundheden, såsom grus, 

sand, murbrokker o. desl. 

Det offentlige Slagtehus på Riberdyb, der var bygget af kommunen 

i 1898, havde til opgave at sikre, at det kød, der solgtes til de 

lokale forbrugere, ikke var behæftet med smitsomme sygdomme. 

Kolding var en af de første købstæder, der fik et offentligt slagtehus. 

Renovationen 

Ifølge sundhedsvedtægten fra 5. januar 1889 skulle der ved ethvert 

»våningshus« findes et efter beboernes mængde passende antal latriner. 

Der var endnu både latriner med grube og latriner med tønde, 

men i fremtiden måtte der ikke indrettes latriner med grube. Renovationen 

måtte kun ske om natten eller tidligt om morgenen. Nedgravning 

af latrinindhold i kuler i haven eller udkastning i åen eller 

søen eller vandløb var aldeles forbudt. 

Distriktslægen beskrev i 1901 situationen således: 

Renovationsvæsenet står på et gammeldags standpunkt. Det består i et tøndesystem 

uden nævneværdig rensning af tønderne, og udkørslen og omskiftningen 

af tønderne foregår på en i sanitær henseende højst forkastelig måde 

med efterladelse af spild af tøndernes indhold i gårde og på gader. 

Renovationens bortkørsel var i 1897 overdraget til vognmand 

Bertel Schmidt for 2000 kr. årligt for en 5-årig periode. 

24

Kloakvæsenet 

Kloakvæsenet trængte i høj grad til fornyelse ved århundredskiftet. 

De velstillede i byen ville gerne have vandklosetter, men det måtte 

man nedlægge forbud imod, bl.a. fordi en del af kloakerne 

mundede ud i to åbne grøfter, der fra Låsbygade førte ud i Slotssøen. 

Afløbet skete ellers direkte i åen og/eller fjorden. Kun hotellerne fik 

dispensation til at have WC med septiktanke. I 1904 udarbejdede 

Løchte en omfattende plan for et nyt kloaksystem i byen. Gade- og 

Vejudvalget besluttede at lade det trykke i 30 eksemplarer og herefter 

omdele til Byrådets medlemmer, men det var først i begyndelsen 

af 1920erne, at byen fik et ordentlig sammenhængende kloaknet. 

Der blev dog nedlagt kloakrør i både nye og gamle gader. Nørregade, 

Låsbygade, Katrinegade, Gl. Dalbyvej og Sdr. Landevej fik 

nedlagt rør, og herfra blev spildevandet ført ned til åen. Med nedlægning 

af kloakrør blev der anlagt flisebelagte fortove, i hvert tilfælde 

på strøggaderne. 

Den sydlige del af Låsbygade set mod 

nord, ca. 1905. 

Banegårdspladsen med vogne, ca. 1910 

Byens infrastruktur 

Kolding Havn var blevet anlagt i 1843, og i 1866 blev byen en station 

på Statsbanernes østjydske længdebane, i begyndelsen fra Vamdrup- 

Fredericia, fra 1868 med forbindelse til Århus og fra 1869 til Aalborg. 

I 1874 åbnede forbindelsen mod vest til Esbjerg, og der kom jernbanespor 

på havneterrænet. Efter mange overvejelser om placeringen 

blev Statsbanegården placeret tæt op ad havnen, og jernbanesporene 

ført midt gennem byen tæt ved åen. Der er næppe tvivl om, at 

den tætte forbindelse mellem havn og jernbane har været til glæde 

for dele af byens erhvervsliv, men det har også givet store trafikale og 

byplanmæssige problemer, at den nord-sydgående trafik har skullet 

passere både å og jernbane, og at trafikken mellem by og havn skulle 

passere baneterrænet. 

25

Fra slutningen af 1800-tallet og frem til 1. Verdenskrigs afslutning 

deltog Kolding i kampen mellem købstæderne om at få så mange 

privatbaner som muligt knyttet til byen. Reglen var, at staten ydede 

halvdelen af anlægskapitalen inkl. ekspropriation og driftsmateriel, 

mens de berørte kommuner deltes om resten. Egtvedbanen var Koldings 

første. Den åbnede den 4. maj 1898. Koldings andel af udgifterne 

var godt 200.000 kr. samt tilskuddet til driften. Fra 1901 arbejdedes 

med planer for en privatbane i de 8 sogne syd for Kolding og 

fra 1909 med Troldhedebanen. De første tog kørte på strækningerne 

i henholdsvis 1911 og 1917. Både Egtvedbanen og Sydbanerne fik 

efter krav fra henholdsvis Låsbygades handlende og Søndergades 

handlende, der ikke ville se deres gamle oplandskunder forsvinde fra 

deres kvarterer, deres hovedstationer placeret væk fra Statsbanegården, 

henholdsvis for enden af Nørregade og umiddelbart øst for 

Søndergade. 

Havnen udvider 

Sydbanegården ca. 1915. 

Kolding Havn 1903. 

Også på havnen var der store anlægsarbejder i 1900-tallets første tiår. 

Som ovenfor omtalt var noget af det første, Løchte kom til at 

beskæftige sig med, uddybningen af sejlrenden til 20 fod (6,3 m) 

kombineret med en udvidelse af sejlrenden til 80 fod bundbredde 

og etableringen af svajebassinet. Saftstationen, som De Danske Sukkerfabrikker 

opførte i 1899, fik jernbanespor over søndre kaj og åen 

til fabrikken. Jernbanesporet blev i 1904 forlænget ud ad sydkajen til 

molen. I 1901 fremkom ønske fra Dansk Petroleums-Aktieselskab om 

at indrette en oplagsplads med pumpestation ved Havnen. Byrådet 

var meget interesseret i at få denne virksomhed til byen. Det nødvendiggjorde 

en opmudring af kutterhavnen til 20 fod, som gik hurtigt 

26

Søndergade omkring århundredskiftet. 

igennem, og en overenskomst med Petroleumsselskabet blev underskrevet 

i september 1901. A.L. Johansen anbefalede en forlængelse 

af den nordre mole, det ville betyde indvinding af nyt land, som der 

var stort behov for og så ville petroleumslugten komme på afstand, så 

den ikke generede sejlsportsmændene, hvis klubhus dengang lå ved 

Eksportmarkedet! På sydsiden opførtes i 1905 i forbindelse med 

anlægget af havnesporet et pakhus, og i 1909-10 blev sejlrenden ind 

til et udvidet svajebassin uddybet til 7 meters dybde og 40 meters 

bredde. 

Byens trafik 

En af de første biler i Kolding tilhørende 

blikkenslagermester Simon Bach. 

Jernbanens forløb gennem byen var et problem. Jernbanetrafikken 

gennem byen blev stadig større, og Statsbanernes anskaffelse af en 

rangermaskine skabte betydelige ventetider ved overgangen fra Klostergade 

til Havnevejen. I 1902 stillede Handelsstandsforeningen 

forslag om en bro over sporene ved Søndergade for at undgå ventetiden 

ved bommene og forhindre ulykker, men det blev udskudt. 

Trafikken i gaderne reguleredes af Politivedtægten fra 1896. Der 

var regler for færdslen med heste og vogne og med cykler. Biler var 

der endnu ingen af. Om cykelkørslen hed det: Cykelkørende er forpligtede 

til at vise behørig forsigtighed og altid beholde en hånd på styret. På steder, 

hvor der er stærk færdsel, må ikke køres hurtigere end en vogn i jævnt trav. Al 

kapkørsel var forbudt, og det var forbudt at køre på fortove og gangstier. 

I 1909 drøftedes det i Byrådet, hvad man skulle gøre ved den vilde 

cykelkørsel - især blev reglerne om ikke at cykle på gangstierne ikke 

overholdt. Formanden lovede at tale med politiassistenten om at få 

gjort noget ved det, og det blev henstillet til Gade- og Vejudvalget at 

opsætte forbudsskilte. 

Selv om der endnu ingen biler var i Kolding i 1902, besluttede 

Byrådet at tiltræde amtets bestemmelser for langsom kørsel med 

automobiler på vejene, så den også gjalt trafik i byens gader. Hastighedsgrænsen 

var 7 km i timen. Den første bil i Kolding tilhørte ifølge 

27

Anker Lau vognmand Poulsen i Sdr. Klostergade. Han erhvervede 

den i 1907. 

Gadernes vedligeholdelse 

Sdr. Landevej, nu Haderslevvej i 1901. 

I 1869 trådte Købstadkommunalloven i kraft og samtidig udstedte 

det nye byråd i Kolding en Vedtægt om Gader, Veje og Vandløb. 

Den handlede om, at Byrådet kunne erklære en gade eller vej for 

offentlig, når den brugtes af flere, og afgøre, hvor meget grundejerne 

på gaden skulle betale for istandsættelse af vejen, inden den blev 

offentlig. Halvdelen af udgifterne til brolægning skulle betales af 

grundejerne. Når istandsættelsen var færdig og betalt, overtog kommunen 

den fremtidige vedligeholdelse, renholdelse og belysning. 

Private veje, der brugtes af flere, skulle holdes i farbar stand og forsynes 

med forsvarligt afløb. 

I begyndelsen af 1900-tallet kendte man kun til brosten og skærver 

som vejbelægningsmateriale. Indfaldsvejene til Kolding var skærvebelagte 

og det støvede meget. Byen havde ingen vejtromle, den fik man 

først i 1912. De centrale gader var brolagte, Jernbanegade blev det 

kort før århundredskiftet, og i det første tiår af 1900-tallet blev Rendebanen, 

Kirkestræde og Klosterstræde (nu Kongebrogade) brolagt. 

I 1910 fik Byrådet en ansøgning fra Allégade (Konsul Graus Gade) 

og Klosterstræde (nordlige del af Kongebrogade) om brolægning, 

men det blev afvist, da der var andre gader, der trængte mere, især 

Frederiksgade (Tøndervej) og Sdr. Landevej (Haderslevvej). 

I de første år af 1900-tallet var det især Jernbanepladsens udformning, 

man diskuterede. Det var det sted, hvor Chr. Bergs statue blev 

28

placeret i 1906, og det første syn, der mødte den rejsende, der kom 

med toget til Kolding. I 1909 udarbejdede stadsingeniør Løchte en 

helt ny plan for pladsens udformning. En anden af byens pladser, 

Markedspladsen for enden af Låsbygade, måtte vige for De Gamles 

Hjem, og her tegnede Løchte Vejlevejs ny gadeforløb. 

I 1904 overtog købstaden de såkaldte landevejsgader fra amtet. 

Det drejede sig om gennemfartsvejene gennem byen: Søndergade, 

Helligkorsgade, Østergade, Akseltorv, Adelgade, Låsbygade, Sønder 

Klostergade (nuværende Klostergade) og Øster Klostergade (Munkegade 

og den sydlige del af Fredericiagade). Købstaden fik et 

engangsbeløb på 50.000 kr. og påtog sig derefter ansvaret for vedligeholdelse, 

fornyelse og evt. udvidelse af vejene. 

Byplanlægning, de grønne områder og sporten 

Rasmus Andersens statue af Chr. Berg, 

ca. 1910. 

Kilden ved Marielund. 

Byplanlægning i vore dages forstand kendte man ikke omkring år 

1900. 

Byrådet var sparsommeligt på borgernes vegne, og man pålagde 

ikke borgerne flere begrænsninger end højst nødvendigt. Det betød 

ikke, at man ikke ønskede en smuk og grøn by. Man havde et udvalg 

til byens forskønnelse, Udvalget for Kommunens Lystanlæg, »der 

drager omsorg for, at de på overslaget bevilgede beløb anvendes på 

bedste måde, så navnlig den byen tilhørende lystskov og de forskellige 

lystanlæg holdes i god og smuk orden«. Udvalget havde ansvaret 

for Marielund og Kolding Skov, der ejedes af Kolding Kommune, 

men lå i slotssognet og Bramdrup sogn. Inden for kommunegrænsen 

tog udvalget sig bl.a. af Stejlbjerganlægget, og de havde stået for 

planering og beplantning af byens nyeste anlæg, Tivoli (Nordre 

anlæg), der var erhvervet af Kolding Kommune i 1897. 

Et særligt udvalg, Udvalget for Cykle-, Is- og Sportsbanen, stod for 

administrationen af den nye sportsplads, som kommunen erhvervede 

i 1901. Byrådet besluttede at overtage Cykelbanen med Olympia, 

der i 1898 var anlagt for private midler. I de første år af århundredet 

var der ikke meget interesse for stedet og sporten - fritiden var meget 

sparsom for flertallet af befolkningen, og begrebet ferie var ukendt 

for de fleste. Anlægget lå ubenyttet hen, men da Kolding Herreds 

Landbrugsforening i 1909 ansøgte om at benytte pladsen til dyrskueplads, 

fik man bevilget penge til en dræning af området, der gjorde 

det mere brugbart. 

Markudvalget, forkortelsen for Udvalget for Jorder og Skove samt 

Markvejene, tog sig af forpagtning af marker, havelodder og andre 

opgaver i byens udkanter. Det stod bl.a. for udlejningen af Excersermarken 

nord for Dyrehavegård til græsning og for udlejning af de 

meget populære havelodder, bl.a. i Riis Toft. År 1900 var alle 353 

havelodder udlejet, og der var ønsker om flere. 

Kolding Cyklebane ca. 1899. 

29

C.A. Lassen 

- stadsingeniør i 41 år 

Som stadsingeniør og leder af mange gennemgribende arbejder 

kan det ikke undgås, at man kommer til at gribe ind i mange menneskers, 

navnlig grundejeres forhold, ofte på en for dem ubehagelig 

måde, og jeg har altid måttet se på, hvad der var det rigtigste og 

bedste for kommunen og byen som helhed. 

Kolding Folkeblad 16.februar 1952 

Stadsingeniør C.A. Lassen fotograferet i 

sit kontor på Kolding Rådhus i 1929. 

C.A. Lassen (1882-1964) var stadsingeniør 

1911-1952. Han var formand 

for Kolding Ingeniørforening 1922-32 

og 1935-1941 formand for Stads- og 

Havneingeniørforeningen i Danmark. 

Stephan Løchtes efterfølger som stadsingeniør, Carl August Lassen, 

var 28 år, da han den 11. februar 1911 tiltrådte som stadsingeniør. 

Efter sin kandidateksamen havde han i et år været volontør ved Det 

danske Hedeselskabs kulturtekniske afdeling og derefter i fire år 

ingeniørassistent ved Gentofte Kommune. Lassen blev valgt blandt 

14 ansøgere, og det bemærkedes i de lokale aviser, at han var tilhører 

ved det første byrådsmøde efter sin tiltrædelse. 

Lassen blev direkte frarådet af Ingeniørforeningen at tage stillingen 

i Kolding p.g.a. de mange problemer, Løchte havde haft, men 

Lassen vovede det og tog, som det dengang var almindeligt, rundt og 

besøgte de byrådspolitikere, der skulle antage ham, bl.a. borgmester 

Viggo Baller, redaktør Knud Hansen, uddeler J.P. Jensen og sagfører 

30

Bankdirektør Oluf Bech, fra 1916 borgmester 

i Kolding fotograferet i Jernbanegade 

i 1914. 

Edv. Lau. Mens venstremanden Lau belærte ham om, at at han ikke 

skulle lave for meget, men lade udviklingen gå sin stille, rolige gang, 

gav socialdemokraten Knud Hansen udtryk for det stik modsatte. 

C.A. Lassen var en mand, der blev respekteret for sit arbejde. Med 

stor stædighed arbejdede han for byens udvikling på den måde, han 

selv anså for rigtigst. Han erkendte, at han ikke kunne gøre alle 

tilpas, og søgte ikke popularitet. Byrådspolitikerne fra alle partier 

synes at have haft stor tillid til hans dømmekraft, og han fik tidligt 

mulighed for at vise sine evner, da borgmester Oluf Bech med støtte 

fra socialdemokraterne under første verdenskrig satte en lang række 

store anlægsarbejder i gang. Åforlægningen og etableringen af 

Buen, byggeriet af de kommunale boliger på Stejlbjerg og Udsigten, 

byggeriet af Overmarksgården, anlægget af Harteværket m.m. Oluf 

Bech skriver i sine erindringer om stadsingeniør Lassen: »Han var i 

besiddelse af megen energi og meget initiativ, var bestemt i sine meninger og 

standpunkter og ledede de forefaldne arbejder med stor dygtighed.« 

Den nye instruks for stads- og havneingeniøren, der var blevet forhandlet 

i Byrådet i forbindelse med Løchtes fratræden, gav også den 

nye stads- og havneingeniør bedre vilkår end forgængeren. Først og 

fremmest fik han bevilget en ingeniør som assistent. Det har ikke 

været muligt at efterspore, hvorlænge den først antagne assistent, 

ingeniør H.R. Børsen, var ansat. Fra maj 1913 er H. Jørgensen ansat 

som stadsingeniørens assistent, og fra 1. april 1916 er Jens Gundersen 

officielt ansat som tegner ved stadsingeniørens kontor. 

I henhold til instruksen fra december 1910 skulle stadsingeniøren 

ikke længere have tilsyn med Gasværket (herunder byens belysning) 

og Vandværket. Hans opgave var at være Gade- og Vejudvalgets samt 

Markudvalgets tillidsmand og føre tilsyn med de tekniske arbejder, 

der sorterede under disse to udvalg herunder byens kloakvæsen. 

Han var derudover som sin forgænger også havneingeniør og bygningsinspektør. 

Udvalgene for Gas-, Vand- og Elforsyningen skulle forelægge ham 

deres planer for ledningers placering og dimensionering før arbejdets 

begyndelse, og han skulle kortlægge alle nye ledninger og efterhånden 

optage kort over de gamle. 

Kommunen skulle til gengæld sørge for passende kontorlokaler til 

stadsingeniøren, og også på dette område skete der forbedringer ved 

Lassens tiltrædelse. Kommunen købte den gamle præstegård på 

hjørnet af Torvegade og Vestergade og ombyggede den til administrationsbygning. 

På 1. sal blev der indrettet et nyt stadsingeniørkontor 

med inventar til en udgift af 548 kr. Lassen fik også bemyndigelse 

til for havnens regning at indkøbe instrumenter af forhenværende 

stadsingeniør Løchte for 385 kr. 

Da Kolding Kommune i 1924 kunne flytte ind i det ombyggede 

rådhus, fik stadsingeniørens kontor anvist plads på 2. sal og tegnestue 

under taget. På dette tidspunkt var der flere overordnede 

embedsmænd i Kolding Kommune. I 1917 blev byrådssekretær Niels 

Jacobsen ansat som den første fuldtidsansatte byrådssekretær. I 1918 

var der ansat en boliginspektør og i 1919 en markforvalter og en 

skatteinspektør. I. O. Brandorff, der havde været kæmner siden 

1901, afløstes i 1920 af P. Zoffmann. 

Det lykkedes efterhånden Lassen at få ansat mere personale. Det 

fremgår af lønregulativet for embedsmænd og funktionærer ansat 

under Kolding Kommune fra 1916, at Lassen blev aflønnet på linie 

med kæmneren, altså i 1. lønningsklasse. Hans løn var 4000 kr. stigende 

med 400 kr. hvert 3. år til 6000 kr. Havnefogeden var i 4. løn- 

31

Personalet samlet i Stadsingeniørens 

mødelokale den 11. november 1929. 

Det er fra venstre Jens Gundersen, S. 

Nyegaard, Johannes Nielsen, Chr. Buhl, 

C.A. Lassen, P. H. Clausager og Leif 

Rosenstand. 

ningsklasse og stadsingeniørens assistent i 5. lønningsklasse, mens 

tegneren hos havneingeniøren, Jens Gundersen, var i 7. lønningsklasse. 

De andre ansatte under Lassen var havnebetjenten i 9. klasse 

og opsynsmanden ved Markedshallen i 11. klasse, som også var den 

laveste. I 1921 havde stadsingeniøren tre ingeniører ansat. 

I 1926 foreslog den borgerlige gruppe i Byrådet under indtryk af 

den høje ligningsprocent og stigende udgifter til administration, at 

der indkaldtes en ekspert til at vurdere, om administrationen i 

Kolding kunne forenkles. Et omfattende materiale blev sammensat 

af bl.a. stadsingeniøren og forelagt »eksperten«, borgmester Holch 

fra Århus, der dog ikke på det tekniske område kom med forslag til 

reduktioner. Materialet giver imidlertid et billede af arbejdet på 

stadsingeniørkontoret i 1926 og fordelingen af arbejdsopgaverne. 

Foruden stadsingeniøren var ansat seks. De to var ingeniører: S. 

Nyegaard projekterede og førte tilsyn med vej-og gadeanlæg, kloakanlæg, 

kajindfatnings- og bolværksarbejder samt bro- og funderingsarbejder. 

Ingeniør P. H. Clausager projekterede også kloak-,vej- og 

gadeanlæg og foretog opmålinger, nivelleringer m.m. Han var blevet 

tilknyttet kontoret i 1922. Bygningskonstruktør Chr. Buhl gennemgik 

alle andragender om byggetilladelser. Han var blevet ansat i 1918. 

Kontorassistent Johannes Nielsen passede ekspeditionskontoret, 

journaliserede sagerne og førte regnskab, mens skriver frk. S. 

Schnoors arbejde bestod i maskinskrivning, kopiering m.v. Endelig 

var tegner J. Gundersens arbejde at opmåle og nivellere. 

C.A. Lassen skrev sammenfattende, at der i det forløbne år havde 

været afholdt 98 møder i Havneudvalget, Gade- og Vejudvalget, 

Markudvalget og Bygningskommissionen, og i alt været 667 sager til 

behandling. Der var 23 forskellige arbejder under udførelse, og der 

arbejdedes med 13 nye projekter. 

I forbindelse med indlemmelsen af de bymæssigt bebyggede dele 

af omegnssognene i 1930, der medførte en fordobling af købstadens 

areal, lykkedes det C.A. Lassen at få P.H. Clausager fastansat. 

32

De store anlægsarbejders tid 

1911-1925 

Det første år, C.A. Lassen var ansat i Kolding Kommune, var, som 

borgmester Baller udtrykte det i sin nytårstale i januar 1912, et år, 

hvor arbejdet var foregået i hygiejnens og administrationens tegn. 

Med det sidste hentydede han til den nye administrationsbygning i 

Vestergade og den nye byrådssal på Rådhuset, med det første til 

Vandværkets nye filterapparat og større renlighed i gaderne. 

Havnens svajebassin var blevet færdigt og der var anlagt et nyt stykke 

bolværk. Med hensyn til byggeri havde bygningsinspektør Lassen 

behandlet 109 sager, 25 nye huse eller større tilbygninger, 13 fabrikseller 

lagerbygninger og 71 mindre bygningsforandringer. 

Tilladelse til indretning af WC med septiktank 

Den nordvestlige del af Slotssøen med 

konsul Effs villa fotograferet fra Kæmpetårnet 

på Koldinghus i 1916. 

Byens kloakforhold var efterhånden blevet et stort problem for kommunen. 

Mange mennesker havde fået råd til bedre boliger, og nu 

ville de have WC. Kommunens politik havde været, at det skulle ikke 

tillades, med hotellerne og Kolding Sygehus som eneste undtagelser, 

før der var etableret et samlet kloaksystem med lukkede ledninger. 

På trods af sundhedsvedtægtens udtrykkelige forbud havde Sundhedskommissionen 

konstateret, at WC alligevel var etableret flere 

steder både med og uden septiktank. Stadsingeniøren foreslog 

derfor først for den nye bebyggelse på Hospitalstoften, men senere 

gældende for hele byen, at installation af WC med septiktank kunne 

tillades, når de sundhedsmæssige forhold måtte anses for at være lige 

33

så gode som de bestående forhold. De første andragender fra 

enkelte grundejere, bl.a. i Jernbanegade, blev bevilget i oktober 

1912. Vandafgiften blev sat til 10 kr. pr. sæde, 20 kr. for hoteller. I maj 

1913 fik Sydbanegården, den nye præstegård og konsul Eff i Søgade 

tilladelse til installation af WC med septiktank.I oktober 1913 udstedtes 

Almindelige bestemmelser for anbringelse af vandklosetter i bygninger 

i Kolding Købstad, der stadfæstede, at tilladelse til indretning 

af vandklosetter kun kunne gives efter ansøgning til byrådet, når 

afløbet, efter først at være underkastet behandling i en septiktank, enten føres 

til helt lukkede hovedkloakker eller direkte til fjorden, åen eller Slotssøen 

gennem en lukket ledning, der udmunder under vandspejlet. 

Kolding Å-projektet og trafikforholdene ved havn og banegård 

Baneterrænet set mod sydvest, 1907. 

Det største anlægsprojekt i Kolding nogensinde var projektet for en 

forlægning af Kolding Å - en regulering af åen fra Nybro (nu Kongebro) 

til dens udløb. 

Projektet, der var udtænkt af C.A. Lassen, skulle forbedre adgangsforholdene 

til havnen og give bedre muligheder for fremtidige havneudvidelser 

samt ved landindvindinger syd for havnen skaffe den 

nødvendige jord til nye virksomheder på havnen. 

Samtidig ville de problematiske vejforhold ved havnen og mellem 

den nordlige og sydlige bydel kunne løses. Især forbindelsen mellem 

byen og havnen var vanskelig, efterhånden som der blev flere og 

flere tog og rangeringer på Kolding Banegård. Der var kun én 

kørevej mellem byen og havnen - Klostergade-Toldbodgade, der lå i 

niveau med banelinien. Når der rangeredes, var bommene nede, og 

man kunne komme til at vente i halve og hele timer på at passere. 

Desuden ville han også gerne sikre en bedre forbindelse mellem 

Statsbanestationen og privatbanerne - Egtvedbanen, Kolding Sydbaner 

og Troldhedebanen, så Statsbanegården kunne blive en centralbanegård. 

Statsbanerne var allerede i gang med en større udvidelse af spornettet 

ved Kolding Banegård og bygning af et nyt stort varehus med 

godsekspedition (nu Godset). Statsbanernes ingeniører havde forestillet 

sig færdselsproblemerne løst ved en viadukt og et rampeanlæg 

34

Buen og åforlægningen tegnet af C.A. 

Lassen i oktober 1916. 

fra hjørnet Munkegade/Jernbanegade over til Havnegade (nu Toldbodgade), 

men de viste sig villige til at ændre deres projekt i overensstemmelse 

med stadsingeniørens forslag efter en henvendelse fra 

Havneudvalget i august 1912. En byrådsdelegation var i januar 1913 i 

København for at forhandle med Generaldirektoratet for Statsbanerne, 

og i juli 1913 var man igen i København for at forhandle med 

Ministeriet for offentlige Arbejder om at få arbejdet ved Kolding 

Station med på finansloven for 1914-15. 

Stadsingeniør C.A. Lassens storstilede plan var at rette åen ud fra 

Nybro til fjorden og inddæmme arealerne på begge sider af det nye 

åløb. På det gamle åløb ville han anlægge en ny vej (Sdr. Havnegade), 

der kunne lede trafikken fra havnen til den sydlige bydel, men 

som også stod i forbindelse med en ny vej, der førtes i en vejbro 

(Buen) over det udvidede baneterræn og endte ved hjørnet af Jernbanegade/Munkegade/Fredericiagade 

og dermed bragte havnen i 

forbindelse med centrum. På denne måde ville færdselen uhindret 

35

Jernbanegade med Fr. Nielsens ejendom 

på hjørnet af Munkegade før Buen. Foto 

fra 1918. 

kunne foregå mellem by og havn og mellem den nordlige og sydlige 

bydel, og det ville blive muligt at lukke vejen over sporene fra Klostergade 

til Havnegade (nu Toldbodgade). 

Planen nødvendiggjorde betydelige ekspropriationer og nedrivning 

af huse i Jernbanegade, bl.a. købmand Frederik Nielsens nye 

store ejendom Jernbanegade 34. 

Byrådets flertal bestående af Højre og Socialdemokraterne stemte 

i efteråret 1912 for, at åforlægningen blev forelagt en landvæsenskommission. 

Venstre stemte imod, da de involverede grundejere, 

bl.a. fiskeeksportør P. Christensen var meget imod planen. Men i 

sommeren 1914 besluttede regeringen og Rigsdagen, at planen 

skulle virkeliggøres. Der blev nedsat en besigtigelses- og ekspropriationskommission, 

der foretog prøvevurderinger af omkostningerne 

ved henholdsvis Statsbanernes plan for en udvidelse af Banegården 

med tilhørende vejanlæg og stadsingeniørens plan. Det viste sig, at 

stadsingeniørens plan med åforlægning ville være billigst i ekspropriationsomkostninger. 

Edv. Lau, der var blevet udnævnt til borgmester i juli 1914 som 

den første folkevalgte borgmester i Kolding, tog derefter planen til 

sig. Han var selvfølgelig med, da man i december 1914 »holdt konference« 

med Ministeriet for offentlige Arbejder for at forelægge 

byens og havnens ønsker for ministeriet og Folketingets finansudvalg 

og diskutere fordelingen af udgifterne til det store anlægsprojekt 

mellem staten og kommunen. Byrådet gik i juli 1915 med til, at det 

var kommunen, der udførte anlægget af vejramper, åforlægning 

m.m. syd for den projekterede viadukt over jernbanen og afholdt 

36

Buen og Munkegade i 1920erne. Postkort 

ved Holger Poulsen. 

alle udgifter ved dette herunder udgifterne til ekspropriationer, dog 

accepterede ministeriet at betale halvdelen af, hvad ekspropriationsomkostningerne 

måtte overstige 166.000 kr. Af kommunens 

udgifter betalte havnen 3 ⁄4 og byen 1 ⁄4. 

Der var stadig mange, der var modstandere af projektet. I august 

1915 indkaldtes til ekstraordinær generalforsamling i Industriforeningen, 

hvor den radikale redaktør af Venstrebladet, Fr. Aubeck, 

fremholdt, at når Byrådet ønskede at nedlægge en adgang til 

havnen, som årligt befærdedes af en halv million mennesker, måtte 

man spørge borgerne, og for øvrigt mente han, at Statsbanerne 

burde betale hele udgiften ved forandringerne. Der blev også stillet 

forslag om, at Byrådet skulle afskedige stadsingeniøren. Borgmester 

Lau protesterede mod, at Industriforeningen blev brugt til at diskutere 

kommunalpolitik og forsvarede Byrådets løsning af spørgsmålet. 

Byrådet fulgte ikke opfordringen til at afskedige C.A. Lassen, tværtimod. 

Kun to måneder senere stillede Havneudvalget forslag om, at 

han fik lønforhøjelse p.g.a. de mange og store arbejder, der i de 

kommende år ville foreligge til udførelse såvel på havnen som i byen. 

Først i 1916 kom arbejdet med udvidelsen af Banegården og åforlægningen 

i gang, efter at ekspropriationsforhandlingerne var afsluttet, 

og anlægsarbejderne strakte sig frem til 1922. Arbejdet med selve 

åforlægningen var afsluttet i 1918, men først i 1921 blev købmand 

Frederik Nielsens store ejendom nedrevet. I oktober 1921 kunne 

Buen indvies. 

Der blev også med Statsbanerne truffet beslutning om ordningen 

af vejforholdene ved jernbanen på Fynsvej. Her blev anlagt en ny 

37

Svineryggen, broen over jernbanen til 

Fynsvej, ca. 1916. 

overkørsel ved traktørstedet Petersminde til havnen. Ved Warmingsgade 

blev man enige om en kørebane under banelegemet. Indtil 

videre skulle den dog kun benyttes af gående. Også den fremtidige 

ordning af trafikken ved Søndergade blev drøftet indgående med 

repræsentanter fra Statsbanerne, men indtil videre var bane og vej 

fortsat i niveau, og færdselen blev reguleret ved bomme. 

Da Buen og Sdr. Havnegade var anlagt, lukkedes forbindelsen fra 

Klostergade til Havnegade. Der var dog ikke udelt begejstring for 

projektet. Bl.a. fremholdt købmand Chr. Eff, at der burde være lavet 

en direkte forbindelse fra Jernbanegade til havnen ved Banegården. 

Gangtunnellen under banen, der blev indviet i 1930, løste en del af 

dette problem. Endnu en vigtig forbindelse fra havnen sydpå fik man 

i 1923-1924, da Østerbrogade blev anlagt med bro over åen og over 

Kolding Sydbaner og derfra videre forbi Domhuset til Agtrupvej. I 

1924-25 blev køreviadukten under banen i Warmingsgade etableret 

og Langebro bygget, så man kunne køre fra Platangade (nu Vesterbrogade) 

til Kralundsgade (nu Sct. Michaelsgade). 

Kolding Eksportmarked 

Kolding Havn var under 1. verdenskrig blevet byens dynamiske 

erhvervscenter. Den kreatureksport, som speditør Jens Holm havde 

organiseret allerede før århundredskiftet, tog et vældigt opsving. Kreaturerne 

kom med bane fra mange forskellige steder i Jylland. Derefter 

blev de præsenteret og solgt på Eksportmarkedet - i 1913 var der 

opført en stor markedshal til formålet af Kolding Kommune - og derefter 

blev kreaturerne enten pr. skib eller pr. bane sendt videre til 

Tyskland til karantænestaldene i havnebyerne. Oprindelig havde ty- 

38

Kolding Eksportmarked, fotograferet ca. 

1930. 

skerne kun tilladt import pr. skib, men det store behov for fødevarer 

i Tyskland under krigen havde fået dem til at lempe på reglerne. I 

1899 var kreatureksporten fra Kolding til Tyskland 8.780 kreaturer, i 

1914 var tallet 50.000 stk. og i de sidste år af krigen 100.000 stk. 

Da Jens Holm viste sig interesseret i at sælge sin virksomhed, 

besluttede Havneudvalget i 1918 at overtage den. Fra 1918-20 forsøgte 

man sig med en bortforpagtning, men fra 1920 var det en ren 

kommunal virksomhed ledet af et kommunalt udvalg og en fastansat 

bestyrer. 

Havnens ekspansion og C.A. Lassens visioner om en storhavn 

Da C.A. Lassen kom til Kolding i 1911, var der kun 5- 6 virksomheder 

på havnens sydside. Med den store landvinding, der skete i forbindelse 

med forlægningen af åen, blev der mulighed for at bygge et 

industriareal på havnens sydside. Havnearealerne blev forøget fra 20 

ha til 70 ha. Træbolværkerne blev erstattet af jernbetonbolværker 

overalt allerede inden første verdenskrig, og mod slutningen af 

krigen udarbejdede C.A. Lassen den store plan for havnens fremtidige 

udvidelser, der blev fulgt frem til begyndelsen af 1950erne. Den 

omfattede uddybning til en større vanddybde, en forlængelse af kajanlæggene, 

først på nordsiden for at skaffe plads til trælasten (udførtes 

1919-20) og derefter på sydsiden (1922), anlæg af en lystbådehavn 

og anlæg af en sydhavn i åmundingen. Der var grund til optimisme. 

Statistikken over varebevægelserne viste, at Kolding i 

1920erne var den 4. største provinshavn kun overgået af Ålborg, 

Århus og Odense. 

39

Strandede indlemmelsesforhandlinger og køb af Dyrehavegård 

Som tidligere omtalt gik forhandlingerne om indlemmelse af 

Kolding Slotssogn i stå i 1912. For at forhindre, at gården »Dyrehavegård«, 

der udgjorde ca. 2/3 af landsognets areal, skulle blive 

udstykket, købte Kolding Kommune ejendommen i 1914 og forpagtede 

jorden bort. Da beboerne i landsognet gerne ville have elektricitet, 

indgik man en aftale med Kolding Elektricitetsværk om forsyning. 

Fra 1913-1917 var sagfører Viuff repræsentant for landsognet 

og fra 1917 var det kriminaldommer W. Nielsen. Samme år nedsattes 

igen en kommission vedr. indlemmelse i Kolding med baggrund i, at 

indbyggertallet i selve Kolding var steget med 6 %, mens stigningen 

var 42 % i forstæderne. Realitetsforhandlinger blev det fortsat ikke 

til. 

Dyrtid, arbejdsløshedsforanstaltninger og bolignød 

Havneboligerne på Kolding Havn, 

1924. 

Overmarksgården i landlige omgivelser, 

ca. 1920. 

Kolding Havn oplevede en betydelig fremgang under første verdenskrig, 

men byen selv led under krigens følger - dyrtid, arbejdsløshed 

og bolignød. I 1916 efterfulgte Oluf Bech, der var direktør for Nationalbanken 

i Kolding, Edv. Lau som borgmester. Den konservative 

Oluf Bech fik støtte fra Socialdemokraterne, og denne nye alliance 

enedes om at sætte arbejder i gang for at byen ikke skulle stagnere 

og for at nedbringe arbejdsløsheden. Kommunen igangsatte en udvidelse 

af Kolding Højere Almenskole, byggeri af en ny fattiggård/forsørgelsesanstalt 

»Overmarksgården«, en udvidelse af Kolding 

Sygehus, anlæg af Harteværket og åforlægningen. Desuden deltog 

kommunen i finansieringen af Troldhedebanen, der kunne indvies i 

1917. 

Under 1. verdenskrig gik det private boligbyggeri næsten gik helt i 

stå, og det medførte både bolignød og arbejdsløshed. For at bøde på 

den store bolignød byggede Kolding Kommune fra 1916 til 1923 selv 

kommunale lejligheder begyndende med Stejlbjerghusene tegnet af 

arkitekt H. Hagerup. De efterfulgtes af lejlighedskomplekserne 

40

Stejlbjerg Allé 2-8, 1917. 

Udsigten og Frydsvej-karreerne, begge tegnet af arkitekt Ernst Petersen. 

Det omfattende kommunale boligbyggeri kunne dog ikke 

afhjælpe bolignøden. Kommunen måtte opføre eller indrette husvildeboliger, 

bl. a. Havneboligerne og Uldspinderiet, der lå på Vejlevej. 

En meget stor og tiltrængt reserve af byggegrunde fik man efterhånden 

i de tidligere kolonihaver og haveselskaber, der i stort tal 

blev kloakeret og delvis byggemodnet i 1920erne og 1930erne. 

Mange af disse grunde blev dog først bebygget efter 2. verdenskrig. 

Ideen om, at hjulene skulle holdes i gang ved anlægsarbejder var 

utvivlsomt rigtig på langt sigt, men på kort sigt bragte disse mange 

anlægsinvesteringer den kommunale økonomi ud af balance, da alt 

var lånefinansieret. I 1922 måtte kommunen ud over at fastsætte en 

meget høj skatteprocent udskrive fire måneders ekstraskat - og en 

indlemmelse af de bymæssigt bebyggede dele af omegnssognene 

blev endnu vanskeligere. 

Nye boligkvarterer 

Kloakanlæg i Låsbygade. 1 m-ledningen 

gennem Fremads gård (nu Kolding 

Byferie). November 1922. 

Kort efter, at Lassen var blevet stadsingeniør, blev den nye Bellevueudstykning, 

der blev indlemmet i Kolding Kommune, bebygget. De 

tidligere kolonihaver i Riis Toft og Stejlbjergvejkvarteret blev sagt op 

med henblik på udstykning. Under krigen blev Gl. Dalbyvej forsynet 

med sidegader, og i 1920erne blev Kongebrogade og Skovhøj bebygget. 

Byen voksede mod syd på begge sider af Haderslevvej og på 

Brændkjærgårds marker syd for Agtrupvej. Omkring 1930 boede 

halvdelen af Koldings befolkning syd for åen. I den nordlige bydel 

byggedes mellem Gøhlmannsvej og Dyrehavevej og også nord for 

Dyrehavevej på gården Belvederes jorder. Samtidig foregik der et 

betydeligt villabyggeri i de sognekommuner, der grænsede op til 

Kolding. Her var der ingen styring af byggeri, kloakering og 

udstykninger. 

Efterhånden så grundejerne en fordel i, at de private veje blev 

offentlige, men før de kunne blive det, skulle de istandsættes. I 1913 

drejede det sig om Mariegade, Kralundsgade og Ny Vestergade, i 

1914 Lykkegårdsvej (de dele, der lå i Kolding Købstad). I 1921 blev 

Domhusgade offentlig vej og i 1923 Sct. Jørgens Gade. 

41

Kloakering 

Som det er omtalt ovenfor, var Løchtes plan for en forbedret kloakering 

ikke blevet gennemført. Da Lassen tiltrådte, var der åbne rendestene, 

som man dog havde forbedret nogle steder med en 6 

tommers rørledning i bunden. Han fortæller, at der altid var to 

steder, hvor der var oversvømmelser ved tordenregn. Det ene var i 

den sydlige del af Låsbygade. Her kom vandet fossende oppe fra 

Blæsbjerggade og ofte gennem husene i Låsbygade forbi »Astoria«, 

nu Kolding Byferie, og ud i Slotssøen, der bortset fra åen var det 

eneste afløb. Det andet var hjørnet af Agtrupvej og Haderslevvej, 

hvor vandet oppe fra Haderslevvej samlede sig til en hel sø. 

Socialdemokraterne gik i 1917 til valg på en ny kloakplan efter at 

Sundhedsstyrelsen i 1916 havde påtalt de ringe kloakforhold i byen. 

Byrådet vedtog i 1921 med 1 mio. fra det amerikanske fælleslån at gå 

i gang med et samlet kloakeringsprojekt for den »for tiden bebyggede 

del af Kolding Kommune« efter en betænkning, som stadsingeniøren 

havde udarbejdet i oktober 1921. Ved arbejdets afslutning i 

1923 var man nået så langt, at kun 1 ⁄4 af byens spildevand blev udledt i 

Slotssøen, svarende til spildevand fra 1300 mennesker. Udledning 

skete i øvrigt i fjorden og i åen. Fra 1926 fortsattes kloakeringen i 

den sydlige bydel i et samarbejde med sognerådene i Vonsild og 

Seest samt i den indre by. Efterhånden som det nye kloaksystem blev 

færdigt, kunne WCer installeres uden septiktank. 

Renovationen 

Både dagog natrenovation var bortforpagtet til entreprenør Chr. 

Krogh. I 1915 klagedes over både dagog natrenovationens udførelse, 

da der spildtes for meget ved arbejdet. I 1917 vedtog Gade- og 

Vejudvalget selv at overtage renovationskørslen. Kommunen købte 3 

dagrenovationsvogne og 3 natrenovationsvogne, ansatte kuske, og 

hestehandler L. J. Busch stillede 3 spand heste til rådighed for 9000 

kr. for et år. I 1919 tilbød forpagterne på »Dyrehavegård« og 

»Brændkjærgård« at overtage natrenovationen. Til at føre tilsyn med 

renovationen og kommunens havelodder og marker ansattes den 

første markforvalter, Peter Nielsen, den 1. marts 1918. 

De kommunale værker 

Udbygningen af de kommunale værker fortsatte i Lassens tid men 

uden hans medvirken. I 1913 overgik Kolding Vandværk til elektrisk 

drift, og vandtårnet på Gøhlmannsvej, der stod færdigt i 1916, var 

forudsætningen for, at nybyggeriet på bakkerne kunne forsynes med 

vand. I 1921 begyndte rørlægningen til den sydlige bydel. 

Fra 1917 begyndte Elektricitetsværket at levere strøm til oplandet 

og vandkraftanlægget ved Harte opførtes 1919-20. Gasværket fik i 

1926 en stor gasbeholder, der gjorde det muligt også at levere gas til 

de indlemmede kvarterer efter 1930. 

Nyt Domhus og et ombygget rådhus 

Udsigt fra Koldinghus over den sydøstlige 

del af byen. I baggrunden ses Domhuset, 

1931. 

Koldings Rådhus, der var bygget 1873-75, var ikke alene rådhus for 

den kommunale administration, men også domhus for byfogeden i 

Kolding og herredsfogederne for Kolding herred og Andst-Slaugs 

herred og arresthus med plads til 20 celler og en arrestforvarerbolig. 

42

Busser og taxaer foran Kolding Rådhus 

før ombygningen, 1922-23. 

Det ejedes af Kolding Købstad og Vejle og Ribe Amter i forening. 

Med retsreformen, der blev vedtaget i 1919, skulle der også gøres 

plads til et nævningeting og flere kontorer, og det førte til beslutningen 

om opførelse af et nyt domhus, mens købstaden så kunne 

overtage hele rådhuset til den kommunale administration. Kolding 

Kommune bevilgede en gratis grund til det nye domhus på Brændkjær 

mark. Placeringen syntes så langt fra centrum og banegården, 

at 374 borgere i en adresse til Byrådet protesterede mod placeringen. 

Domhuset, der blev indviet den 24. september 1921, var tegnet af 

arkitekt Ernst Petersen, der havde vundet arkitektkonkurrencen. 

Kolding havde i 1921 fået et dollarlån på 500.000 kr., og borgmester 

Oluf Bech foreslog i 1922, at en del af disse penge blev brugt til 

en ombygning af rådhuset. Arkitekt Ernst Petersen forelagde et 

budget, der godkendtes, og i 1925 stod det ombyggede rådhus 

færdigt med en ny byrådssal og kontorer for borgmester, udvalg, 

kommissioner og hele den kommunale administration. 

Biler og busser 

De første biler kørte i Kolding før 1910, men hestevogne og cykler 

var stadig de altdominerende transportmidler. 

Den første rutebilrute var ruten Kolding-Haderslev, der åbnede i 

1914. Foregangsmand var den mangeårige dagvognskører Rudolph. 

Under første verdenskrig var der benzinmangel, der umuliggjorde 

rutebilkørsel, men i 1918 kom man i gang igen, og efter få år var der 

rutebiler til hele oplandet. I 1922 blev Omnibusselskabet oprettet af 

K. Grün, Strandhuse. Han havde i 1930 seks omnibusser, der kørte 

fra Akseltorv, hvor de havde holdeplads, til byens udkanter. 

Privatbilismen tog også rigtig fart i 1920erne. I 1930 var indregistreret 

2000 biler og 5-600 motorcykler. I 1921 forelå andragende til 

Gade- og Vejudvalget fra Det Danske Petroleums A/S om tilladelse til 

opstilling af benzintankanlæg ved fortovskanten hos forhandlere på 

Rendebanen, Sdr. Landevej, Låsbygade og Jernbanegade, og i de følgende 

år blev der givet tilladelse til stadig flere af disse »aftapningsanlæg« 

for en årlig afgift til kommunen på 50 kr., der allerede året 

efter blev sat op til 100 kr. 

43

Indlemmelse og 

trafikproblemer 1925-1945 

I 1923 forlod borgmester Oluf Bech Kolding, da han fik tilbudt stillingen 

som Nationalbankdirektør i Århus. Han efterfulgtes af socialdemokraten 

Hans Soll, og i hans og efterfølgeren, den konservative 

Th. Fischer-Nielsens borgmestertid var kommunale besparelser og 

indlemmelsesforhandlingerne de dominerende temaer. Da en frivillig 

aftale om indlemmelse ikke kunne opnås, nedsatte Indenrigsministeriet 

den 1. april 1928 en indlemmelseskommission under 

ledelse af amtmand Kay Ulrich og byrådssekretær Niels Jacobsen, og 

ved særlig lov blev det vedtaget, at hele Kolding Landsogn samt de 

bymæssigt bebyggede dele af Harte-Bramdrup, Seest, Vonsild og 

Dalby landkommuner skulle indlemmes. Der var således tale om en 

tvangsindlemmelse, men med en overgangsperiode for de indlemmede 

distrikters indbyggere på 15 år. Kolding Købstads areal blev 

forøget fra 794 ha til 1577 ha, og befolkningstallet steg fra 16.214 til 

21.285. Vejnettet blev forøget fra 27 til 48 km. 

Indlemmelsen i 1930 var for Kolding en skelsættende begivenhed. 

Den bedre økonomi, som fulgte med de gode skatteydere fra de tidligere 

skattely, gjorde, at stagnation blev vendt til fremgang. I slutningen 

af 1920erne var Stadsingeniørens Kontor travlt beskæftiget 

med at igangsætte nødhjælpsarbejder, og Kolding blev en af de 

første byer, der kom ud af krisen og den store arbejdsløshed. Skatteprocenten 

i Kolding faldt fra 17,9 i 1927/28 til 12,8 i 1934, og allerede 

i 1932 var arbejdsløshedsprocenten for nedadgående. 

Kloakering og ny losseplads 

Indlemmelser i Kolding 1930. 

Kloakeringen i den sydlige bydel, der begyndte i 1926, skete i et samarbejde 

mellem Seest og Vonsild Kommuner, der gik ind for en af 

stadsingeniør Lassen udarbejdet plan. Planen kunne man blive enige 

om, men det største problem var, hvem der skulle have lov til at 

levere arbejdskraften. Man nåede frem til, at det måtte være rimeligst 

at følge anlægssummens fordeling, så arbejdskraften skulle fordeles 

med 3/16 til Seest, 5/16 til Vonsild og 8/16 til Kolding. I begyndelsen 

af 1930erne fortsatte kloakeringsarbejderne i den indre by, 

bl.a. Klostergade/Munkegadekvarteret. I 1933 kunne stadsingeniøren 

fortælle, at mellem 1929 og 1933 var antallet af vandklosetter 

steget fra 1000 til 2000, men jo flere vandklosetter, der blev installeret, 

jo større blev forureningen, der også forøgedes med byens vækst 

og stigende industrialisering. 

I begyndelsen af 1930erne var spildevandstilførslen til Slotssøen 

stort set ophørt ved anlæg af afskærende kloakledninger omkring 

søen, bl.a. i 1938 en kloakpumpestation ved Astoria (nu Kolding 

Byferie). Til gengæld begyndte forureningsproblemerne at melde sig 

i Kolding Å og i fjorden. 

Forudsætningen for, at Kolding Kommune fik tilladelse til kloakering 

af den sydvestlige del af Kolding i 1943 var, at et centralt rensningsanlæg 

skulle være bygget inden for 10 år. 

Efter at man i en periode bl. a. havde anvendt det yderste af nordhavnen 

til losseplads, drøftede Gade- og Vejudvalget på et møde den 

12. december. 1939 en flytning af lossepladsen, og i foråret 1940 

toges en ny losseplads i brug yderst på Tvedvej. Men også her gav 

44

Det centrale Kolding. I 1936 investerede 

stadsingeniør Lassen i 12 flyvebilleder 

over byen og havnen optaget af Jydsk- 

Fynsk Flyveskole. 

pladsens drift anledning til gener og ulemper i området, og for at 

mindske generne vedtog man dels at foretage jævnlige afdækninger 

med ren jordfyld og dels at ansætte en fast opsynsmand på pladsen. 

Hovedveje gennem byen 

Købmand Chr. Eff havde under forhandlingerne om åforlægningen 

som medlem af Handelsstandsforeningen påpeget det uheldige i, at 

der ikke kom en direkte forbindelse til havnen fra Banegårdspladsen. 

I 1920erne foretog Statsbanerne en meget omfattende udbygning 

af banelegemet ved Banegården, og i den forbindelse lykkedes 

det Eff at overbevise både DSB og Kolding Byråd om, at der måtte 

etableres en forbindelse for gående under sporene. Tunnellen blev 

bygget 1927-30. 

I begyndelsen af 1930erne blev det landsdækkende hovedvejssystem 

etableret. Hovedvej 10 var den nord-sydgående hovedvej 

gennem Kolding og den fulgte linien Vejlevej - Katrinegade - Vesterbrogade 

- Kralundsgade - Ottosgade - Haderslevvej. Kolding Handelsstandsforening 

var stærkt utilfreds med, at den gennemgående automobiltrafik 

blev ledt uden om byen - de ønskede, at den blev ført ind 

igennem handelsgaderne, men det kunne ikke lade sig gøre, fordi 

der ikke var nogen direkte forbindelse fra Katrinegade og ind i byen. 

45

Kolding Rådhus og »ballonvejviseren«, 

foto fra 1930erne. 

Ndr. Ringvej. Til højre Dyrehavegårds 

eng, der blev til Byparken. 

Vestergades vestside gik helt op til kirken og området bagved syd for 

Sct. Nicolai Kirke og hen til Katrinegade var tæt bebygget. 

Ideen om en forbindelse mellem Torvegade og Katrinegade havde 

Knud Hansen allerede foreslået i 1915, men dengang ville borgmester 

Lau ikke gå med til det pga. ekspropriationsudgifterne. 

Byrådet besluttede i juli 1930 af hensyn til den stadigt voksende 

bil- og bustrafik at foretage dette gadegennembrud mellem Skolegade 

og Vestergade. Posthuset i Vestergade måtte nedrives, men det var 

også blevet for lille. 

I 1935 foretoges gadegennembruddet fra Katrinegade til Torvegade. 

I den forbindelse blev halvdelen af den gamle fattiggård nedrevet, 

det tiloversblevne blev sat i stand og indrettet til rutebilstation. 

Man kunne nu køre på tværs af byen fra Banegårdspladsen til Ålykkegade. 

I forbindelse med gadegennembruddet var der stemning for at 

fritlægge Nicolai Kirke, men det havde kommunen ikke råd til. Man 

bad så kreaturekspeditør Jens Holm om at bidrage, men det ville han 

ikke være med til. Hans penge var for gode til at rive bygninger ned 

for, skal han i følge ingeniør P. H. Clausager have sagt. 

I 1930erne gennemførtes en modernisering af gaderne i den 

indre by. Den gamle brolægning med brede rendestene blev erstattet 

af asfaltkørebaner og brede fortove. Det var Vestergade, der fik den 

første mere permanente asfaltering. 

Den første omfartsvej, der etableredes i Kolding, var Ndr. Ringvej, 

der skulle tage den gennemgående øst-vest-trafik fra Snoghøj til 

Esbjerg. Vejen anlagdes på den nedlagte Egtvedbanes sporterræn. 

Egtvedbanen var blevet lukket i 1930 p.g.a. privatbanens dårlige 

økonomi. 

Ndr. Ringvej-projektets start kan henføres til et besøg af statens 

overvejinspektør i sommeren 1934. Han forespurgte på trafikministe- 

46

ens foranledning, om Kolding havde planer om en ny gennemkørselsvej. 

Året efter havde stadsingeniøren detailprojektet Ndr. Ringvej 

for strækningen fra Vejlevej til Gramrolighed klar, og i oktober 1935 

godkendte overvejinspektøren, at arbejdet kunne påbegyndes, og 

der meddeltes et statstilskud på 37.500 kr. Arbejdet påbegyndtes kort 

tid derefter, og hele Ndr. Ringvej kunne indvies i 1939. 

Søndergade, ca. 1930 set mod syd. 

Efter at problemet med den øst-vestgående gennemfartstrafik var løst 

med anlægget af Ndr. Ringvej, var det næste problem den syd-nordgående 

trafik. Trafikken var stadig stigende som følge af den generelle 

stigning i antallet af biler, men også som følge af Koldings kraftige 

byvækst syd for åen. Det største problem var Søndergade og jernbaneoverskæringen 

der, hvilket gav anledning til lange bilkøer i Søndergade. 

Man var derfor klar over, at det ville blive nødvendigt med et gadegennembrud 

også her, så gadenettet for den nord-sydgående trafik 

dels blev bredere og dels blev rettet ud, og endelig var det påkrævet 

at skabe en skæring ude af niveau mellem gaden og jernbanen. Trafikintensiteten 

på banestrækningen mellem Padborg og Fredericia 

var landets største, når man ser bort fra den københavnske nærbanetrafik. 

Problemet var især, at gaden skulle føres under banen og over åen 

inden for en meget kort afstand. Sagen løstes som bekendt på den 

måde, at banen blev hævet og trafikken ledt af en ny gade, Bredgade, 

der blev brudt igennem et stykke vest for Søndergade, hvor afstanden 

mellem åen og banen var lidt større. Til gengæld måtte man så 

acceptere, at trafikken mellem Søndergades nordlige og sydlige del 

blev afbrudt for den kørende trafik, idet den nye niveaufri skæring 

mellem Søndergade og banen kun kunne få tilstrækkelig højde til 

gående trafik. Det sidste medførte en række forhandlinger mellem 

Byrådet og de handlende i Søndergade, der var meget utilfredse 

med, at det ikke fremover ville være muligt at opretholde den 

kørende trafik mellem gadens nordlige og sydlige ende. 

Allerede i foråret 1935 havde der været en forhandling med Trafikministeren 

om gadegennembruddet, og den 7. juni samme år 

behandledes den i Gade- og Vejudvalget under navnet: Gadeanlæg 

Låsbygade-Haderslevvej med viadukt under banen. Som det fremgår 

af navnet udgik den nye skinnefri gadeforbindelse fra det nuværende 

kryds Haderslevvej/Tøndervej og forløb under banen til Rendebanen 

og derfra videre mod nord til Torvegade. 

Fra arbejdet med etableringen af Bredgade 

ca. 1942. 

47

På Gade- og Vejudvalgets møde den 28. november 1939 godkendtes 

det forslag, der senere blev realiseret, og anlægget af Bredgade 

udførtes under krigen. 

På grund af det nedsatte aktivitetsniveau under krigen, bl.a. som 

følge af materialemangel blev det i 1943 foreslået at indskrænke personalet 

på stadsingeniørens kontor. C.A. Lassen protesterede med 

den begrundelse, at der var mange arbejder påbegyndt eller under 

projektering, at Det civile Luftværn beslaglagde meget arbejdskraft, 

at vanskeligheden ved at skaffe materialer tog lang tid, og det gjorde 

også tilsyn med og erklæringer i tilskudssager for Boligudvalget 

(statslånssager), hvor der på det tidspunkt var 560 sager under 

behandling. 

Boligbyggeri 

Koldings sydøstlige kvarterer, 1936. 

Op gennem 1920erne og frem til 2. verdenskrig var der en generel 

stigning i boligbyggeriet, som dog blev afløst af en kort stagnation, 

da krisen slog igennem i begyndelsen af 1930erne. 

1930erne var i øvrigt kendetegnet ved, at der blev indledt et ret 

omfattende socialt boligbyggeri. Arbejdernes Andelsboligforening 

byggede ved Ndr. Ringvej, og Socialt Boligbyggeri byggede Domhusparken. 

Desuden byggede private bygherrer etageboligbyggeri, såsom 

Nørreport på hjørnet af Vejlevej og Skovbogade og Solgården på 

hjørnet af Sdr. Havnegade og Kongebrogade. Kommunen lod i 

samme periode opføre aldersrenteboliger ved Ndr. Ringvej. 

Besættelsestiden satte sit tydelige spor i byggeriet. Antallet af nyopførte 

beboelseshuse og lejligheder faldt markant, idet det årlige antal 

af opførte enfamiliehuse faldt til mellem en trediedel og halvdelen i 

besættelsesårene sammenlignet med årene 1938 og 1939. Det 

samme gjaldt antallet af nyopførte lejligheder. 

På anden vis skød andre typer af byggeri dog op under besættelsen. 

Tyskerne opførte en række lejre i Kolding til soldater og civilarbejdere. 

Efter krigen blev disse barakker brugt til indkvartering af 

flygtninge. 

48

Efterkrigstid og stigende 

aktivitetsniveau 1945-1970 

Besættelsestiden havde sat sit tydelige aftryk i bygge- og anlægsaktiviteten, 

som generelt havde været for nedadgående. Specielt igangsættelse 

af nye vejarbejder havde været på lavt blus. 

Stilstanden afholdt dog hverken personalet på Stadsingeniørens 

Kontor eller politikerne fra at diskutere og forberede projekter, man 

kunne give sig i kast med, så snart krigen var forbi. 

I de første efterkrigsår gik man således igang med at realisere 

nogle af de ideer og tanker, som havde været drøftet under krigen, 

men som man ikke havde haft mulighed for at bringe til udførelse. 

Nye ringveje og indfaldsveje 

Tanken om anlæg af Sdr. Ringvej dukkede op under krigen. Stadsingeniøren 

meddelte på et Gade- og Vejudvalgsmøde den 2. november 

1944, at man nu var klar til at påbegynde detailprojekteringen af 

vejen. Planen godkendtes af ministeriet i august 1945, og i september 

samme år vedtog Byrådet de til anlægget nødvendige arealerhvervelser. 

Licitationen over den første del af arbejdet afholdtes i foråret 

1946, men arbejdet kom ikke i gang. Først i foråret 1948 opnåede 

man Arbejdsministeriets tilladelse til arbejdets igangsættelse, hvorefter 

arbejdet påny blev udbudt i licitation og derefter påbegyndt, men 

stoppet igen i efteråret 1950, da Arbejds- og Boligministeriet meddelte, 

at der ikke kunne gives materialebevilling til arbejdet. Hele Sdr. 

Ringvejsprojektet blev færdiggjort i første halvdel af 1950erne. 

Planer om en flyveplads ved Strårup 

C.A. Lassen fortalte ved sit 40-års jubilæum, at Kolding allerede i 

1918 havde fået henvendelse fra Aeronautisk Selskab, om man ville 

anlægge en flyveplads. Det ville man ikke indlade sig på dengang, 

men under krigen ventede mange, at flyvetrafikken ville tage et voldsomt 

opsving efter krigen. På landsbasis blev der i 1944 nedsat en 

lufthavnskommission, der fik til opgave at komme med et oplæg til, 

hvor mange lufthavne der kunne være brug for efter krigen. Her i 

området lagde både Kolding, Vejle, Fredericia og Middelfart billet 

ind på sagen. Stadsingeniør Lassen havde allerede før krigen udkastet 

tanken om en fælles lufthavn for de 4 byer og havde foreslået en 

placering ved Herslev, der lå omtrent lige langt fra byerne. Tanken 

om en fælles lufthavn gled efterhånden i baggrunden, og Lassen 

foreslog derfor, at en landingsplads for Kolding alene kunne placeres 

ved Strårup. 

Landingspladsen ved Strårup drøftedes i Gade- og Vejudvalget i 

efteråret 1944, hvor projektet var blevet godkendt af såvel Ministeriet 

for Offentlige Arbejder som af Arbejdsministeriet, og man besluttede 

at gå i gang med en opmåling og nivellement af arealet som grundlag 

for udarbejdelsen af et egentligt detailprojekt. I eftersommeren 

1945 godkendte Arbejdsministeriet arbejdet som beredskabsarbejde. 

På udvalgsmødet den 2. november 1945 blev detailplanerne forelagt, 

og det vedtoges at sende disse til Ministeriet for Offentlige Arbejder, 

49

Stadsingeniør S.K.Andersen 

1952-1970 

Stadsingeniør S.K. Andersen (1902- 

1980) var født i Snesere ved Præstø. 

Han blev ansat på stadsingeniørkontoret 

i 1937, og i 1952 afløste han C. A. 

Lassen som stads- og havneingeniør. 

Han fratrådte i 1971. 

I modsætning til sine to forgængere på posten som stadsingeniør havde 

S.K.Andersen den fordel, at han fra starten havde et stort forhåndskendskab 

til byen og til de arbejdsopgaver, som hørte under stadsingeniørembedet. 

Han var allerede i 1937 blevet ansat under C.A. Lassen som assisterende 

ingeniør, og året efter blev han afdelingsingeniør med gader, veje 

og kloakker som speciale. I 1945 blev han desuden brandinspektør for 

Kolding Brandvæsen og distriktsbrandinspektør for Sydjylland, da der 

skulle findes en afløser for den tidligere brandinspektør, blikkenslagermester 

Johs. Bach. 

Da byrådet den 4. februar 1952 vedtog at ansætte S.K.Andersen som 

ny stads- og havneingeniør, benyttede man samtidig lejligheden til at 

ændre i embedets indhold. Bygningsinspektoratet, som havde været en 

del af stadsingeniørens arbejdsområde siden 1903, blev udskilt fra 

embedet og skulle for fremtiden udgøre en selvstændig tjenestegren. 

Bygningsinspektøren skulle ligeledes være brandinspektør, hvorfor 

S. K.Andersen også måtte give afkald på dette hverv. 

Med denne organisatoriske ændring var der skabt to tekniske tjenestegrene, 

som eksisterede side om side frem til 1971. Ansvarsområderne 

byplanlægning, boligkommission og byggesagsbehandling hørte under Bygningsinspektoratet, 

mens Stadsingeniørens Kontor som hidtil stod for 

ansvaret over havnen, gader og veje, parkvæsen, kloakker og renovationsvæsen. 

Karakteristisk for denne periode var, at borgmestrene anså det tekniske 

område for så vigtigt, at de selv ville have formandsposten i Gade- og 

Vejudvalget. 1946-1950 var det Søren M. Jensen, 1950-58 P. Beirholm og 

1962-1966 Peter Ravn. 

Arbejdspresset og opgavernes omfang blev større i 1960erne. Det 

system, man havde indført i 1952, hvorefter opgaverne fordeltes mellem 

to selvstændige tjenestegrene, udviklede sig gradvist til et tungt og 

besværligt administrationsapparat. Behovet for at rationalisere og koordinere 

arbejdsområderne blev stadigt større, ikke mindst da man i slutningen 

af 1960erne skulle til at forberede sig på de store opgaver, som ville 

foreligge efter kommunesammenlægningen. Det første skridt på vejen 

hen imod en modernisering af forvaltningen, var beslutningen om at 

oprette Teknisk Udvalg i 1966. I Teknisk Udvalg samledes de områder, 

som tidligere havde hørt under Gade- og Vejudvalget og Byplankommissionen. 

Etableringen af Teknisk Udvalg skete ud fra et ønske om rationalisere 

og koncentrere byrådsmedlemmernes udvalgsarbejde og samtidig tilstræbe 

en bedre koordinering af arbejdet under stadsingeniørens og bygningsinspektørens 

kontorer. Sidstnævnte udmøntedes også i oprettelsen 

af et teknisk sekretariat. Det skulle være journalkontor for alle sager og 

skrivelser til både stadsingeniøren og bygningsinspektøren. Næste skridt 

i moderniseringen skete, da man i 1968 henvendte sig til konsulentfirmaet 

Limes, som fik til opgave at udarbejde en undersøgelse af organisationen 

under stadsingeniørembedet. Det resulterede i en helt ny organisation, 

som blev vedtaget af Byrådet i 1970. Herefter var de to tjenestegrene 

samlet i én forvaltning og under én chef. 

50

men arbejdet kom aldrig i gang. Det endelige dødsstød fik projektet 

først i 1956 som svar på en forespørgsel fra Arbejdsministeriet om 

Beredskabsarbejdet R.4457 Landingsplads ved Strårup, idet Kolding 

Kommune meddelte, at arbejdet ikke ville komme til udførelse. 

Hylkedalvejen 

Et projekt, der diskuteredes flere gange umiddelbart efter krigen, var 

Hylkedalvejen og dens indføring i Kolding. På et møde i december 

1948 forelagde stadsingeniøren et forslag til vejens indføring i 

Kolding, udarbejdet af amtsvejinspektør Jæger, Ribe, samt et forslag 

til vejens videreføring i Kolding, udarbejdet af ham selv. Projekterne 

blev godkendt. 

Arbejds- og Boligministeriets tilladelse til arbejdets igangsætning 

forelå i foråret 1950. Jordarbejdet ved Munkensdam påbegyndtes i 

1953, og arbejdet var afsluttet sidst i 1950erne. 

En vestlig omfartsvej 

I løbet af 1950erne begyndte tankerne om en vestlig omfartsvej 

omkring Kolding at tage form. Det var det, som senere blev til 

motorvejsprojektet. 

Sagen behandledes i Gade- og Vejudvalget i april 1955 i form af 3 

skitseforslag til vejføringen af Vestre Omfartsvej. Sagen drøftedes 

påny i udvalget den 30. maj 1959, efter at Vejdirektoratet i skrivelse 

af 12. maj havde meddelt, at omfartsvejene omkring Kolding ikke 

ville kunne fastlægges, før det var bestemt, hvor den nye Lillebæltsbro 

skulle placeres. Det vedtoges, at meddele Vejdirektoratet, at man 

havde afholdt møde med politiet om Koldings trafikproblemer, og at 

man fandt det meget utilfredsstillende, at spørgsmålet om omfartsvejene 

omkring Kolding nu var udskudt på ubestemt tid. 

I 1961 forelå flere skitseforslag til løsning af motorvejstrafikken 

omkring Kolding. Bl. a. havde Byudviklingsudvalget for Koldingegnen, 

der omfattede Kolding købstad, Dalby, Eltang-Vilstrup,Harte- 

Bramdrup, Seest, Sdr. Bjert og Vonsild, mange gange drøftet problemet, 

men så sent som i 1962, da udvalget afgav sin betænkning, 

måtte man regne med 4 mulige vejføringer, heraf en på en bro over 

Kolding fjord. 

Under hele forløbet fastholdt Kolding Byråd dog ønsket om, at 

motorvejsføringen skulle gå vest om Kolding. 

Skamlingvejen 

De dårlige vejforbindelser til sognene sydøst for Kolding var et 

emne, der blev drøftet flere gange i løbet af 1950erne. I juli 1956 

henvendte sognerådene i Dalby, Sdr. Stenderup, Sdr. Bjert og Vejstrup 

sig til Gade- og Vejudvalget med ønsket om, at Skamlingvejen 

blev ført videre, helt ind til Kolding. 

I det næste års tid var spørgsmålet til høring, både hos den kommitterede 

i byplansager samt Byudviklingsudvalget for Koldingegnen, 

førend stadsingeniør S. K. Andersen i slutningen af 1957 kunne 

fremlægge et forslag til vejens linieføring. Ministeriet for Offentlige 

Arbejder godkendte projektet i 1959. Det kom til at omfatte et vejanlæg 

fra Sydbanegade til bygrænsen samt en vejtilslutning over åen til 

Buen. Skamlingvejen blev indviet i 1964. 

51

Kolding Bymidte, 1948. Foto: Aero 

Trafikreguleringer i de centrale gader i Kolding 

Den stigende trafik blev efterhånden et problem, som den indre bys 

smalle gader ikke var i stand til at klare. Derfor greb man visse steder 

til ensretning af trafikken. I 1951 blev trafikken ensrettet i den smalle 

del af Jernbanegade og Torvegade samt i Helligkorsgade, Klostergade 

og Munkegade. I 1954 fulgte ensretningen af Østergade, Slotsgade, 

Gråbrødregade samt Låsbygade og Blæsbjerggade. 

Etablering af gågader hører 1960erne til. Man havde ofte givet tilladelse 

til midlertidige lukninger af Østergade i forbindelse med 

julehandlen, men da Østergade-udvalget i 1968 ansøgte, om gaden 

måtte blive lukket i jubilæumsperioden 8.- 23. juni, besluttede man 

efter nogle overvejelser i Teknisk Udvalg at gøre gaden til en permanent 

gågade. 

Planerne om en Slotssøvej 

Vejprojektet over dem alle, og det, som mere end noget andet 

prægede debatten i en lang årrække, var spørgsmålet om etablering 

af Slotssøvejen. 

Slotssøvejen dukkede op i forbindelse med Koldings første dispositionsplan 

fra 1947. Den indeholdt en vejplan, som udover at give en 

52

Slotssøvejprojektet. 

beskrivelse af de eksisterende forhold, også kom med forslag til forbedringer 

i vejnettet. 

Koldings trafikproblemer skyldtes hovedsagelig to forhold. Dels 

var byen delt i en nordlig og en sydlig bydel som følge af åen og jernbanen, 

og dels var Kolding krydsningspunkt for den nord-sydgående 

og den øst-vestgående hovedvejstrafik. Etableringen af Nordre 

Ringvej havde til dels løst problemet med den øst-vestgående trafik, 

men tilbage stod problemet med den nord-sydgående trafik, selv om 

den nok var blevet lettet med anlægget af Bredgade. Men trafikken 

skulle stadigvæk snegle sig gennem de smalle gader Katrinegade og 

Hans Ludvigs Vej ad Låsbygade. Endelig blev Jernbanegade belastet 

af en del af den østfra kommende trafik, der skulle fortsætte sydpå. 

Til afhjælpning af disse problemer lagde vejplanen derfor op til, at 

Bredgade skulle forlænges ned til Slotssøen mellem Sct. Nicolai 

Kirke og Rådhuset. Ved Slotssøen skulle Bredgade støde ind i Slotssøvejen, 

der skulle forløbe fra Banegårdspladsen til krydset mellem 

Låsbygade og Hospitalsgade. 

Slotssøvejen var således projekteret umiddelbart langs foden af 

den fredede slotsbanke, hvilket fik såvel Nationalmuseet som Danmarks 

Naturfredningsforening til at rejse voldsomme protester. 

Derimod havde Boligministeriets kommitterede i byplansager godkendt 

vejprojektet. Boligministeriet havde nemlig også noget at sige i 

53

Et alternativt forslag til Slotssøvejen. 

sagen, eftersom Slotssøen sorterede under dette ministerium. I november 

1951 forsøgte man på et møde, hvor de forskellige implicerede 

offentlige instanser deltog, at nå til enighed om projektet. Men 

eftersom både Nationalmuseet og Danmarks Naturfredningsforening 

opretholdt deres indsigelser mod vejanlægget, nåede man 

intet resultat. 

Holdningen blandt byrådspolitikerne var, at projektet skulle fastholdes. 

Som følge af det voksende trafikkaos i byen mente man på 

det tidspunkt ikke, at der var noget realistisk alternativ til Slotssøvejen. 

Desuden kunne man henholde sig til, at vejdirektøren indtog en 

meget positiv indstilling til projektet. Han opfordrede Byrådet til at 

fastholde Slotssøvejen, og mente også, at et eventuelt alternativ, 

hvori en Vestre Ringgade formentlig skulle indgå, ville blive flere 

gange dyrere. Skulle man i stedet for at anlægge Slotssøvejen udvide 

Jernbanegade, ville det blive meget dyrt i ekspropriationsomkostninger. 

I 1955 tog sagen en ny vending, idet Fredningsnævnet for Vejle 

Amt godkendte Slotssøvejprojektet, men eftersom Nationalmuseet 

fastholdt sin indsigelse, så Byrådet nu ingen anden mulighed end at 

indanke sagen for Undervisningsministeriet. 

I juni 1956 mødtes sagens parter hos undervisningsminister 

Bomholt, uden dog at komme en løsning nærmere. Undervisningsministeren 

ville dog nu anmode professor Steen Eiler Rasmussen om 

at udarbejde et responsum i sagen. 

Steen Eiler Rasmussens responsum forelå i maj 1959. Han havde i 

1956 anmodet om, at Vejdirektoratet udarbejdede en færdselsanalyse, 

og på baggrund af denne kunne han i sin endelige redegørelse 

fastslå, at overbelastningen af de centrale gader ikke skyldtes den 

gennemgående trafik, men derimod lokaltrafikken. Han måtte alligevel 

erkende, at der næppe var anden løsning for den gennemgående 

trafik end Slotssøvejen, men han var ligesom Nationalmuseet 

kritisk over for projektet. Han foreslog derfor at bevare Slotsbanken 

intakt ved, at vejen blev lagt på en dæmning ude i søen, således at 

vejen blev adskilt fra Slotsbanken af en ca. 12 m bred kanal. Dette 

forslag tilfredsstillede dog ikke rigsantikvaren, der i stedet foreslog, 

at vejen blev anbragt på en let bro et stykke længere ude i søen. 

Steen Eiler Rasmussens forslag til en 

Slotssøvej i hans Responsum vedrørende 

Slotssøvejen i Kolding. 

54

Byrådet afviste dog begge løsninger, og i marts 1960 afholdtes et 

nyt møde med undervisningsminister Jørgen Jørgensen. Nu var det 

den lokale trafik, man skulle få klaret i forbindelse med Slotssøvejprojektet, 

idet det nu kun var et spørgsmål om tid, før hovedvejene 

ville blive ført uden om Kolding. Ministeren lovede, at han snarest 

ville tage en forhandling med Vejdirektoratet og Nationalmuseet, 

men han udtrykte tvivl om løsningen, som måske nu syntes tilfredsstillende, 

men som alligevel på længere sigt ville vise sig at være utilstrækkelig. 

Det konservative medlem af Gade- og Vejudvalget, Poul Sørensen, 

fremkom i april 1960 med sit eget alternativ, som han fremsendte til 

undervisningsministeren. Han foreslog Slotssøvejen erstattet af en 

Åboulevard, der skulle forløbe fra Sdr. Havnegade i øst til en forbindelsesvej 

mod vest mellem den nye Tøndervej og den nordlige del af 

Låsbygade. 

Byplankontoret kom også med nye forslag. I forbindelse med 

arbejdet på byplanvedtægten for området Adelgade-Akseltorv-Østergade-Helligkorsgade-Bredgade 

foreslog man et alternativ til Slotssøvejen, 

nemlig Katsundet, en udbygning og forlængelse af den gamle 

vejforbindelse fra Østergade og vestpå. Det var tanken, at denne nye 

vej skulle forlænges vestpå til Katrinegade og mod øst skulle den 

føres under Østergade og Slotsgade frem til Buen. 

Sandsynligvis for at bløde op på forhandlingssituationen vedtog 

Byrådet i maj 1960, at man ville nøjes med en to-sporet Slotssøvej, i 

modsætning til den 4-sporede kørebane, man hidtil havde ønsket. 

Dette resulterede i, at undervisningsminister Jørgen Jørgensen den 

13. august 1960 gav ministeriets tilladelse til anlægget af Slotssøvejen 

med max. 7 m. kørebane og iøvrigt med den klausul, at kommunen 

holdt sig i nøje kontakt med Nationalmuseet under vejarbejdet. 

Byrådet vedtog herefter, at man nu skulle gå igang med detailprojekteringen, 

og mange regnede med, at projektet nu langt om længe 

var sat på skinner. Men til samme byrådsmøde var der fremsendt en 

protestskrivelse med 5.000 underskrifter. Protestskrivelsen var startet 

af bl. a. 3 konservative og 1 socialdemokratisk byrådsmedlem. Borgmesteren 

og Byrådets flertal lod sig imidlertid ikke rokke, og i september 

1960 fremsendte Gade- og Vejudvalget en anmodning til Vej- 

Personalet på Bygningsinspektoratet 

omkring 1960. Fra venstre ingeniør O. 

Krogsager, arkitekt Benthin Larsen, 

ingeniør Arvid Nilsson og arkitekt Bent 

Viggo Hansen. 

55

Kulturminister Bomholt var i Kolding i 

1962 for at drøfte Slotssøvejprojektet 

med borgmester Peter Ravn. 

direktoratet om, at vejanlægget blev optaget på direktoratets liste 

over arbejder med statstilskud. 

Sideløbende med diskussionerne i Byrådet gennemførtes i sommeren 

1960 en trafikanalyse. Den bestod i, at man for en bestemt 

dag, den 22. juli 1960, ved hjælp af udsendte postkort til bilejere 

skulle få registreret, hvilke ture man den pågældende dag foretog pr. 

bil. Trafiktællingen viste, at trafikken i Jernbanegade var steget med 

88 % siden Vejdirektoratet i 1956 havde ladet foretage en færdselsanalyse. 

Postkortanalysen kom til at danne grundlag for den vejdispositionsskitse 

der forelå året efter. Skitsen, der blev kendt under navnet 

Vejplanen af 1961, skulle gælde for en 20-årig periode, og var udarbejdet 

af bygningsinspektør L. Steffensen, stadsingeniør S. K. Andersen, 

afdelingsingeniør M. Matthiesen, arkitekt Bent Viggo Hansen, 

ingeniør A. Nielsson samt de to udenbys konsulenter, arkitekt 

Bosmann Pedersen og civilingeniør A. Nyvig. 

Vejplanen foreslog et system af ringgader, idet forudsætningen var, 

at hovedvejene 1 og 10 blev ført uden om byen. Buen skulle føres 

ude af niveau over Jernbanegade og videre til Fredericiagade/Slotsallé, 

der skulle anlægges en Slotssøvej fra Fredericiagade til Vejle- 

Plan for den gennemgående trafik og 

ringgadesystemet, 1961. 

56

vej/Hans Ludvigs Vej, der skulle anlægges en delvis ny vejforbindelse 

fra Vejlevej via Hans Ludvigs Vej, Zahnsgade, Dr. Fichs Vej til Tøndervej.Vejforbindelsen 

Tøndervej, Sydbanegade til Skamlingvejen/Buen 

skulle udbygges. 

Man mente ikke, at det var nødvendigt at udbygge de eksisterende 

centrale gader, hvis man fik dette ringgadesystem. Den oprindelige 

linieføring for Slotssøvejen var blevet ændret således, at vejen nu blev 

ført frem til Vejlevej i stedet for som tidligere at skulle udmunde i 

krydset Låsbygade/Hospitalsgade. 

Vejplanen og Slotssøvejprojektet blev drøftet meget grundigt i 

Gade- og Vejudvalgets møder i første halvdel af 1961, uden at man 

dog nåede til nogen endelig afklaring og uden nogen politisk 

enighed om projektet. De fleste udvalgsmedlemmer havde stadig 

den holdning, at Slotssøvejen og Bredgades forlængelse var de 

bærende elementer i vejplanen. 

På et møde i maj 1964 diskuterede man for første gang i Gade- og 

Vejudvalget, hvad det ville betyde for trafiksituationen, hvis Slotssøvejen 

blev forlagt til søens nordlige bred. 

I oktober 1965 havde udvalget en forhandling med Vejdirektoratet. 

Her gik Peter Ravn på Byrådets vegne med til, at man drøftede 

en udbygning af Ejlersvej med tilslutning til Ndr. Ringvej, og i den 

forbindelse ønskede man at anlægge en parkeringsplads til ca. 100 

biler til bl. a. betjeningen af de togrejsende. 

Selvom Vejdirektoratet nærede nogen uvilje mod, at man forlod 

den gamle Slotssøvej, begyndte arbejdet herefter med opfyldningen 

af en del af Slotssøen, anlæg af parkeringspladsen og anlæg af den 

nye Slotssøvej. Arbejdet var afsluttet omkring 1970, hvormed et af de 

mest diskuterede vejprojekter i Kolding omsider fandt sin afslutning. 

Slots Allé-parkeringen og i baggrunden 

Slotssøparkeringspladsen. Foto fra 

1972, da parkeringsskiven blev indført. 

57

KIF-svømmere fotograferet foran den 

kommunale søbadeanstalt ved Rebæk. 

Søbadeanstalten blev indviet 1920 og 

var i brug til 1950erne, hvor den blev 

erstattet af svømmebadet i Hospitalsgade, 

der blev indviet i 1954. Billedet er 

formentlig fra 1930erne. 

Afhentning af natrenovationsspande i 

midten af 1950erne 

De hygiejniske forhold 

Sundhedskommissionen, der bestod af politimesteren, kredslægen 

og tre byrådsmedlemmer, tog sig af byens miljøproblemer. Det var 

Sundhedskommissionens opgave at håndhæve den til enhver tid gældende 

sundhedsvedtægt, der omfattede det, som i dag ville blive 

betegnet som varetagelse af miljøproblemer. 

Sundhedskommissionen tog sig af vandforsyning, afløb, latriner, 

møddinger og husdyrhold. Desuden havde kommissionen tilsyn med 

fabrikker og værksteder, beværtninger, gæstgiverier og logihuse, fattighuse, 

hospitaler og badeanstalter, skoler og asyler samt begravelsesvæsenet. 

Sundhedsvedtægten fra 1915, som afløste en tidligere fra 

1889, var blevet suppleret med tillæg af 1924, 1928, 1944, 1947 og 

1950. 

I 1964 blev den gamle vedtægt fra 1915 erstattet af en ny, som nok 

var moderniseret på forskellig måde, men som indholdsmæssigt 

lagde sig tæt op ad 1915-vedtægten. Den nye vedtægt var gældende 

indtil 1. oktober 1974, hvor den afløstes af miljøbeskyttelsesloven. 

Ret kort tid efter krigen begyndte man i Gade- og Vejudvalget at 

drøfte de uhygiejniske forhold i forbindelse med natrenovationen. 

Problemet var imidlertid ikke så ligetil at løse. Dels var der i den 

indre by mange ejendomme, der var så tæt sammenbygget, at det 

ville være forbundet med store vanskeligheder og gener at få ført et 

kloakstik gennem beboelsesrum til gadekloakken, og endelig var der 

i yderkvartererne en del ejendomme, hvor der enten ikke fandtes 

nogen gadekloak, eller hvor kloakken var af en så dårlig beskaffenhed, 

at den ikke var egnet til at modtage WC-afløb. 

Men for at fremme overgangen til vandkloset forhøjede man 

natrenovationsafgiften, og man fastsatte flere gange en slutdato for 

58

afhentning af natrenovation.Til sidst gik man over til at anvende 

natrenovationsspande med skruelåg, så spandene kunne ombyttes, 

og afhentningen ske om dagen. I slutningen af 1950erne kunne man 

stort set ophøre med den uhygiejniske ordning med undtagelse af de 

steder - skurvogne på byggepladser og enkelte ejendomme - hvor en 

tilslutning til kloakken stadig ikke var mulig. 

Natrenovationen blev i mange år tømt af i en beholder på Dyrehavegård 

for senere at blive brugt som gødning på gårdens marker. 

Dette ophørte først, da man begyndte på byggeriet af det nye 

sygehus i 1960erne, og efterhånden var man også så langt fremme 

med byggeriet af det nye renseanlæg, at natrenovationen kunne 

modtages her. Indsamling af dagrenovationen skete ved kommunal 

foranstaltning, efter at den tidligere var blevet udliciteret blandt 

private vognmænd. 

Efterhånden begyndte man at overveje at gå bort fra systemet med 

skraldespande. De var tunge at håndtere for renovationsfolkene, 

bl.a. på grund af det store askeindhold i dagrenovationen. Det var 

før oliefyrene slog rigtig igennem, og fjernvarmenettet var heller 

ikke særlig udbygget. Systemet var også temmelig uhygiejnisk, selv 

om det efterhånden var blevet reglen, at spandene efter tømningen 

blev skyllet. Omkring 1960 begyndte man at gå over til at anvende 

papirsække til indsamling af dagrenovation, og i løbet af nogle år var 

man gået helt over til at bruge sække til afløsning af skraldespandene. 

Afhentning af dagrenovationsaffald 

efter 1960, hvor man var gået over til 

papirsække. 

Det var imidlertid ikke selve indsamlingen af dagrenovation, der gav 

anledning til de helt store problemer, men derimod det, som i dag 

med et moderne begreb kaldes affaldsbehandling og slutdeponering. 

Omkring 1951 var arealet ved Tvedvej, der havde været i brug 

siden 1949, næsten ved at være fyldt op. Arealet blev udvidet efter 

ekspropriation og var herefter i brug til 1961. 

59

Forbrændingsanlægget på Kløvervej. 

Anlægget blev taget i brug november 

1969. 

I 1961 toges en plads på Godthåbsvej i Seest i brug som losseplads. 

Man regnede med, at denne plads kunne vare i ca. 5 år, så man var 

klar over, at den kun kunne være en midlertidig løsning. Derfor 

toges i 1968 pladsen på Overbyvej i brug som losseplads, efter at såvel 

Sundhedskommissionen som Seest Sogneråd havde givet deres godkendelse. 

Under og umiddelbart efter krigen var man begyndt at spekulere 

på andre måder at behandle dagrenovationen på. Således oplyses 

det på et møde i Gade- og Vejudvalget i november 1945, at udvalgsformanden 

og stadsingeniøren havde beset et anlæg ved Damhussøen, 

hvor dagrenovationen blev blandet med kloakslam. Firmaet 

Vølund havde foreslået, at man måske i Kolding kunne kombinere et 

forbrændingsanlæg med fjernvarme og evt. en badeanstalt. 

Forhandlingerne med Vølund om et forbrændingsanlæg fortsatte 

i de kommende år, men Boligministeriet ville ikke give den fornødne 

byggetilladelse og projektet blev opgivet. 

Efter nogle år, hvor der var forholdsvis ro i spørgsmålet, fandt 

Sundhedskommissionen i 1958 byens losseplads forældet. Herefter 

begyndte man at overveje en anden dagrenovationsløsning, nemlig 

brugen af formalingsanlæg af Dano-typen. 

På et fællesmøde mellem El-udvalget og Gade- og Vejudvalget den 

17. juni 1961 gav driftsbestyrer Leo Mogensen fra Elektricitetsværket 

en redegørelse for et forslag til forbrændingsanlæg og fjernvarmecentral, 

som El-udvalget havde fået forelagt. Man drøftede muligheden 

af at placere anlægget på et areal ved Skamlingvejen ud fra den 

betragtning, at fjernvarmen her ville komme til at mangle kapacitet 

til forsyning af det nye boligområde ved Tvedvej, og det vedtoges at 

arbejde videre med ideen. 

Byrådet vedtog den 28. januar 1963 Gade- og Vejudvalgets indstilling 

om etablering af forbrændingsanlægget kombineret med en 

spidsbelastningscentral for fjernvarmen. Forbrændingsanlægget 

skulle drives af El- og Varmeforsyningen, og der skulle optages forhandlinger 

med omegnskommunerne om evt. aftagelse af disses 

brændbare affald. 

Forbrændingsanlægget blev dog forsinket af et forsøgsprojekt på 

Gasværket, hvor man mente at kunne fremstille betydelige mængder 

gas med en favorabel økonomi ud af dagrenovationsaffald. Mellem 

1963 og 1967 eksperimenteredes med denne løsning - det såkaldte 

Destrugasprojekt - men de tekniske vanskeligheder viste sig uoverstigelige. 

Kommunen besluttede i 1967 at stoppe gasforsøgsprojektet og gå i 

gang med opførelsen af forbrændingsanlægget kombineret med 

spidsbelastningscentralen for fjernvarme. Dette anlæg blev taget i 

brug i november 1969. 

Renseanlæg 

I 1944 besluttede man sig for at henvende sig til firmaet Harvey & 

Co. om etablering af et renseanlæg. Samme år drøftede udvalget forskellige 

muligheder for placeringen af det kommende renseanlæg 

med firmaet, og udvalget gik ind for et forslag om et biologisk anlæg 

placeret på Sukkerfabrikkernes areal umiddelbart øst for Østerbrogade. 

Her erhvervede man et areal på 42.000 m 2 . Byrådet og Statens 

Vandløbsudvalg godkendte projektet, men man fik ikke tilladelse til 

at igangsætte det. 

I 1954 tog kommunen sagen op igen og fik godkendt en ny tids- 

60

plan i Arbejds- og Økonomiministeriet. Herefter gik man i gang med 

de afskærende ledninger syd for åen. Den 9. december 1957 fremsendte 

kommunen et revideret projekt til Afvandingskommissionen 

for Vejle Amtsrådskreds vedrørende de afskærende ledninger nord 

for Kolding å, der bl. a. indebar anlæggelsen af den såkaldte Havneledning. 

Afvandingskommissionen godkendte de foreslåede 

ændringer og afsagde sin kendelse den 16. december 1960, hvorefter 

anlæggets første udbygning skulle være afsluttet omkring 1965 og 

anden udbygning omkring 1970. Samtidig godkendte kommissionen, 

at der kunne opkræves foreløbige afgifter til anlægget fra 1. 

april 1961. Endelig fastsatte kommissionen, at kommunen skulle yde 

et tilskud til anlægget på 20%. 

Den første afskærende ledning, der blev udført, var Riberdybledningen, 

der blev påbegyndt 1955. 

I 1956 blev det besluttet, at Holm & Andersen skulle udføre arkitektarbejdet 

på renseanlægget, og civilingeniør M. Møller Pedersen 

jernbeton-projekteringen. Den første licitation vedrørende renseanlæggets 

mekaniske del, nemlig hovedpumpestationen, afholdtes i 

foråret 1957. 12. april samme år forelå skrivelse fra Økonomi- og 

Arbejdsministeriet med Statens Vandløbsudvalgs godkendelse af den 

mekaniske del af renseanlægget og ministeriets godkendelse af 

detailplanerne for hovedpumpestationen. I 1958 vedtoges det at 

ansætte en maskinarbejder til at følge den maskinelle installation på 

anlægget og deltage i igangsætningen af de forskellige dele, efterhånden 

som de blev færdige. Første del af den mekaniske del af renseanlægget 

blev taget i brug ved årsskiftet 1961/62. 

Opførelse af mekanisk renseanlæg ved 

Østerbrogade 1959. 

61

Renseanlægget ved Østerbrogade. Tilløbsrenden 

ved indvielsen 1962. 

Til højre: Den afskærende ledning, å- 

ledningen. Billedet viser ledningen 

påmonteret betonblokke inden nedgravning 

under åbunden. 

I september 1969 drøftede udvalget et oplæg fra Harvey & Co om 

renseanlæggets udbygning. Her forelagdes bl. a. ideen om en afskærende 

ledning lagt i åen contra et ekstra renseanlæg for den vestlige 

del af byen. Det vedtoges ikke at bygge et vestligt renseanlæg. 

Endvidere drøftedes for første gang ideen om en udløbsledning til 

Lillebælt som evt. erstatning for et biologisk renseanlæg. Da udgiften 

til en sådan udløbsledning løseligt kunne anslås til 36 mill kr. og 

evt. et yderligere renseanlæg ved bæltet, enedes man om at se bort 

fra denne løsning. 

Boligbyggeriet i efterkrigstiden 

I bygningsinspektørens indberetning for 1946, hvor antallet af nyopførte 

beboelseshuse igen var steget til ca. niveauet fra 1938, blev det 

opgjort, at der i krigsårene havde været et årligt underskud på 100 

lejligheder, således at der nu samlet var et efterslæb på 552 lejligheder. 

I samme års indberetning nævnes det, at Handelsministeriet 

havde pålagt de kommunale bygningsmyndigheder at føre kontrol 

med, at byggearbejder ikke blev påbegyndt, før der forelå en nødvendig 

materialebevilling. 

I årene 1947-51 indhentes formentlig en del af det konstaterede 

efterslæb. I beretningen for 1951 nævnes det, at der i årene 1946-52 

var blevet opført 659 nye beboelseshuse med ialt 1221 lejligheder 

sammenlignet med, at der i årene 1935-41 var opført 358 beboelseshuse 

med ialt 1120 lejligheder. 

Selv med det større boligbyggeri efter krigen var der stadigvæk 

bolignød på grund af det stigende befolkningstal, der bl. a. skyldtes 

en betydelig tilflytning til byen. Fra 1946 til 1955 steg indbyggertallet 

i Kolding således med ca. 5.000. 

Efterhånden som baraklejrene blev tømt for flygtninge, blev de 

indrettet til husvildeboliger. 

For at afhjælpe den værste bolignød iværksattes der et kommunalt 

boligbyggeri. Således udbyggedes Domhusparken, efter at dette 

byggeri var blevet overtaget fra Socialt Byggeri, og ved Agtrupvej over 

for Brændkjærgård opførtes 60 lejligheder som aldersrenteboliger. 

Kommunen var også medvirkende ved byggeriet af de såkaldte 

»Finnehuse« ved Hertug Abels Vej umiddelbart efter befrielsen. 

62

Den tidligere flygtningelejr, Kløvervejlejren, 

beliggende mellem Kløvervej og 

Fjordstien, blev indtil 1955 anvendt 

som husvildeboliger. 

I 1946 blev der vedtaget en lov om støtte til nybyggeri i form af en 

rentesikring, der var til større gavn for de almennyttige boligselskaber 

end for private bygherrer. 

Af almennyttige boligselskaber var der umiddelbart efter krigen: 

Arbejdernes Andels Boligforening, der var oprettet 1938, og Vejle 

Amts Boligselskab, stiftet 1949. I 1955 kom Lejerbo. 

Af større boligforeningsbyggerier i denne periode kan nævnes, at 

Arbejdernes Andels Boligforening opførte flere treetages boligblokke 

på Brændkjærgård. Desuden opførte selskabet ejendomme ved 

Sneppevej, Utzonsgade, Vifdam og Bellevuegade. Vejle Amts Boligselskab 

opførte bl. a. etageboliger ved Ørebrovej og ved Snerlevej og 

gennemførte et parcelhusbyggeri ved Vejlevej og Birkeallé. 

I perioden fra midt i 1950erne til ca. 1970 var der en kraftig 

udbygning af en række nye boligområder. Nævnes kan i den forbindelse 

Sjællandsvej-kvarteret fra 1960erne og det nogenlunde samtidige 

byggeri på Petersbjerggård, (Assensvej, Fåborgvej mv.). 

Det gamle haveselskabsområde, »Fuglekvarteret«, nord for Dyrehavevej 

blev i den periode omdannet fra kolonihaver til parcelhuskvarter. 

I den sydlige bydel blev »Digterkvarteret« udvidet med 

Karen Blixens Vej m. fl. og syd for Lykkegårdsvej udstykkedes 

gården »Kristinesminde«. Mellem Agtrupvej og Tvedvej kom et helt 

nyt kvarter,«Blomsterkvarteret« med Nellikevej m.fl. 

Statistikken over byggeaktiviteten i denne periode viste gennemgående 

stigende aktivitet. I en periode i 1950erne faldt antallet af parcelhuse, 

men denne nedgang opvejedes delvis af en større dominans 

af etageejendomme. 

63

Vejlevej med sportsanlæg og nybyggeri. 

Øverst til venstre Vejle Amts Boligsselskabs 

enfamilehuse omkring Bøgevej og 

Birkeallé fra begyndelsen af 1950erne, 

samme selskabs Rosenhaven ses foroven 

midt i billedet og syd herfor Arbejdernes 

Andelsboligforenings byggeri omkring 

Norgesvej fra 1961 til 1964. 

I 1960erne kom der igen gang i parcelhusbyggeriet. Imidlertid 

skete dette parcelhusbyggeri efterhånden i stigende grad i nabokommunerne 

som Strandhuse, Rebæk og Tved, bl. a. fordi de nye 

parcelhusområder her havde en eftertragtet beliggenhed med udsigt 

over fjorden eller i hvert fald med en beliggenhed tæt ved fjorden. 

Af etagebyggeri i denne periode kan nævnes Lejerbos byggeri ved 

Palmeallé m.v., ved Norgesvej opførte Arbejdernes Andels Boligforening 

et etagebyggeri, og ved Havesangervej m. v. opførte Vejle Amts 

Boligselskab en bebyggelse, dels i form af etagebyggeri og dels som 

rækkehuse. 

Social- filantropisk Selskab og kommunen opførte et etageboligbyggeri 

ved Knud Hansens Vej, og sidst i 1960erne opførtes de første 

højhuse ved Tvedvej. Omtrent samtidig påbegyndte Arbejdernes 

Andels Boligforening byggeriet af Skovparken. 

Endelig skal nævnes et par meget store parcelhusbyggerier: Kristinesmindeparken 

ved pastor Beck samt bygmester Peter Nielsens byggeprojekter, 

der startede med opkøb af enkelte grunde i eksisterende 

boligområder, men som senere udvidedes til opkøb og bebyggelse 

af større kvarterer. Peter Nielsen var det, man kalder en »selfmade« 

mand, der havde et udpræget handels- og organisationstalent, og få 

har som han præget parcelhusbyggeriet i Kolding i en lang årrække. 

I 1972 solgte Peter Nielsen hus nr. 1.000, og i 1976 var han nået op 

på 1.600. 

Kolding Havn 

I krigsårene 1939-45 var det bl. a. på grund af materialemangel 

umuligt at udføre nyanlæg af betydning, og også vedligeholdelsen af 

havnens anlæg kneb det med. 

Stads- og havneingeniøren fremførte allerede i begyndelsen af 

1945, at man måtte forvente vanskeligheder for havnen efter krigen, 

64

Sjællandsvejkvarteret med Koldings 

nyeste vandtårn, 1966. 

hvis man ikke ret omgående gik i gang med store investeringer i nye 

kajanlæg. 

I januar 1946 forelagdes derpå for Havneudvalget en havneudvidelsesplan. 

Planen omhandlede en forlængelse af kajen på nordsiden 

med ca. 140 m, anlæg af en ny kaj ud for Eksportmarkedet, 

bygning af en ny dækmole på nordsiden med anlægsplads for tankbåde 

og anlæg af ny lystbådehavn. Endvidere udgravning af nyt svajebassin 

med 180 m diameter. Samt endelig på sydsiden en ny 

dækmole og opførelse af indfatninger for et inddæmmet areal på ca. 

8 ha. Oprindelig omfattede planen også en uddybning af havnen og 

sejlrenden til 8,5 m, hvilket man dog opgav af økonomiske grunde. 

Endelig var det oprindelig meningen at anlægge en helt ny trælasthavn 

på sydsiden af åen, den såkaldte åhavn, men dette projekt 

udgik efterhånden af udvidelsesplanen. 

Det resterende projekt blev i 1947 fremsendt til godkendelse i 

Ministeriet for Offentlige Arbejder og Vandbygningsvæsenet. Vandbygningsvæsenet 

var dog meget betænkelig ved rentabiliteten i projektet, 

der skulle finansieres ved optagelse af lån, på grund af den 

store rente- og afdragsbyrde. 

Først i 1949 opnåede man tilladelse til at gå i gang med projektet 

og den fornødne materialebevilling, og man begyndte straks på indfatningsarbejdet 

på sydsiden. 

I årene derefter fulgte anlægget af nordre dækmole med anlægspladsen 

til tankbåde, den nye lystbådehavn, forlængelsen af trælastkajen 

på nordsiden og udgravningen af det nye svajebassin, og i 1956 

afsluttedes udvidelsen med anlægget af den nye kaj ud for Eksportmarkedet. 

Man stod herefter med et nyt og tidssvarende havneanlæg, der var 

i stand til at modsvare efterkrigstidens søtransport, men det viste sig 

efterhånden, at den manglende vanddybde blev en hæmsko. Heller 

ikke den forventede olieimport kom der gang i, så Vandbygningsvæ- 

65

Stads- og havneingeniør C. A. Lassens 

havneudvidelsesplan. 

senets betænkelighed viste sig ikke helt ubegrundet. Dog klarede 

man sig rimeligt godt rent trafikmæssigt sammenlignet med nabohavnene, 

selv om Fredericia efterhånden tog têten, hovedsagelig på 

grund af olieimporten. 

På grund af Cold Stores udvidelse på trælastkajen på nordsiden 

blev det i 1962/63 aktuelt med en forlængelse af kajanlægget på 

havnens sydside. Kajen var altså oprindelig beregnet til trælast, men 

da den søværts import af trælast begyndte at gå tilbage, blev kajen 

hovedsagelig anvendt til Bornholmstrafikken. 

Til håndtering af godset anskaffede man i 1952 en 5 tons vippekran 

som supplement til den 2 1 ⁄2 tons vippekran, man havde købt i 

1943. I 1962 købtes en 7,5 tons mobilkran, hovedsagelig til trælast. 

De vigtigste varegrupper i 1950erne var import af fast brændsel 

samt trælast, hvor Kolding havn var fordelings- og forsyningshavn for 

størstedelen af Syd- og Vestjylland. På udførselssiden var kreatureksporten 

stadigvæk af stor betydning, således androg den i 1958 

168.000 stk. På importsiden gjorde andre varegrupper sig også gældende, 

det gjaldt bl.a. bitumen og skærver. 

I 1958 androg den samlede vareomsætning over havnen ca. 

350.000 tons, og havnen blev anløbet af ca. 2.000 skibe. 

En belastning på havnens drift blev med tiden udgifterne til 

oprensningen af havnen og sejlrenden. Efter at det inddæmmede 

areal på sydsiden var delvis fyldt op med indpumpet materiale, 

begyndte man at klappe oprensningen i Strandhusebugten i 1960, 

66

men ret omgående modtog man en klage bilagt en erklæring fra 

embedslægen med opfordring til at stoppe klapningen. Havneudvalget 

meddelte klagerne, at man ikke var indstillet på at stoppe arbejdet, 

hvorefter Sundhedskommissionen i Eltang-Vilstrup nedlagde 

forbud mod klapningen. Denne afgørelse indankede Havneudvalget 

for såvel Indenrigsministeriet som Ministeriet for Offentlige Arbejder. 

Det endte imidlertid med, at Indenrigsministeriet ikke fandt 

anledning til at ændre Sundhedskommissionens afgørelse, som 

således måtte stå ved magt. Herefter fik havnen af Ministeriet for 

Offentlige Arbejder anvist et nyt klapområde ud for Haggenør Teglværk 

ved udmundingen af Kolding Fjord. Dette medførte en kraftig 

stigning i oprensningsudgiften på grund af den meget længere transport 

af den opgravede fyld. 

Byplanlægning 1945-1970 

Losning af trælast i inderhavnen ca. 

1960 

I henhold til lov af 29. april 1938 var det blevet pålagt de danske købstæder 

at udarbejde byplaner. I Kolding skulle der dog gå et par år 

ind i besættelsestiden, inden man for alvor begyndte at tage hul på 

den opgave. 

I 1942 henledte Indenrigsministeriet i et cirkulære stilet til købstæderne 

opmærksomheden på, at fristen for udarbejdelse af byplaner 

ville udløbe i maj 1943. Det satte tilsyneladende bevægelse i tingene, 

for efter enkelte drøftelser i Gade- og Vejudvalget besluttede man 

herefter, at stadsingeniør Lassen skulle tage kontakt med Byplanlaboratoriet 

for der at få råd om, hvordan opgaven kunne løses. 

Besøget i Byplanlaboratoriet forsynede Lassen med en række 

forslag til, hvordan byplanen skulle udarbejdes, og hvilke elementer 

den skulle indeholde. Der skulle laves en oversigt over hovedvejsnettet, 

og en oversigt, hvor kommunen var inddelt i zoner, alt efter 

hvilket formål, de skulle bruges til: Industriarealer, arealer til boliger 

67

Fabrikant og borgmester P. Beirholm 

(1950-62). Beirholm var formand for 

Byplankommissionen indtil 1962, hvor 

den nye borgmester, Peter Ravn, overtog 

posten. 

(etage- eller villabyggerier), grønne områder, arealer til offentlige 

formål m.m. Byens bygningsvedtægt skulle desuden forsynes med 

supplerende bestemmelser om gadebredder og byggehøjder. 

Man foreslog også, at der blev nedsat en Byplankommission, der 

afholdt sit første møde i september 1943. Det bestod af Gade- og Vejudvalgets 

medlemmer samt fire teknikere, nemlig landinspektør 

L. P. Elling, stadsingeniør Lassen, planteskoleejer Aksel Olsen og 

arkitekt Ernst Petersen. Disse udgjorde også kommissionens 

arbejdsudvalg tillige med det radikale medlem af Gade- og Vejudvalget, 

civilingeniør P. H. Clausager. Arbejdsudvalget skulle sammen 

med stadsingeniørens personale stå for det praktiske arbejde. Den 

senere borgmester, fabrikant P. Beirholm blev Byplankommissionens 

første formand. 

Som noget af det første fik Byplankomissionen indhentet Indenrigsministeriets 

tilladelse til, at indsendelsen af byplanforslaget 

kunne udsættes til oktober 1945. Senere blev det forlænget til 1.juli 

1947. 

I 1947 var arbejdet tilendebragt, og i december samme år godkendte 

Byrådet Koldings første dispositionsplan, som i begyndelsen 

af 1948 blev indsendt til ministeriets godkendelse. Spørgsmålene om 

gadeføringen i den indre by og Hospitalshavens anvendelse var dog 

foreløbig taget ud af den til videre drøftelser. 

Dispositionsplanen indeholdt en vejplan, en oversigt over offentlige 

anlæg, et forslag til zoneinddeling (i landbrugsarealer, grønne 

områder, boligkvarterer, blandet bebyggelse, industriarealer og forretningskvarterer) 

samt en gennemgang af fredede bygninger og 

saneringsmodne områder. 

Det var meningen, at dispositionsplanen skulle gælde frem til år 

2.000. På det tidspunkt forventede man, at til den tid ville der være 

et befolkningstal på ca. 75.000. 

Zoneinddelingen skulle hindre, at byudviklingen foregik planløst. 

Man besluttede også, at der kun undtagelsesvis ville blive givet tilladelse 

til højere byggeri end tre etager. 

Desuden havde man også overvejet, hvad man burde gøre med de 

boligområder i byen, som var så nedslidte, at de ikke var egnede til 

boligformål. Konsul Graus Gade, kvarteret Katrinegade-Låsbygade- 

Hans Ludvigs Vej samt Parcelvej skulle, når bolignøden var afhjulpet, 

saneres. Det samme gjaldt karreen mellem Adelgade og Rådhuset. 

Planen indeholdt endvidere de planer, man havde for byens 

fremtid. Der skulle anlægges en ny rutebilstation i Mazantigade, 

bygges 8-9 nye skoler, endnu et gymnasium, 3 nye kirker, 13 nye 

sportspladser og et nyt stadion. Rådhuset skulle udvides mod Adelgade, 

og der skulle bygges et nyt sygehus ved Dyrehavegårds skov og et 

nyt alderdomshjem ved Vestre Ringvej. 

Med indsendelsen af byplanforslaget havde Byplankommissionen 

reelt afsluttet det arbejde, den havde fået til opgave at løse i 1943. 

Man stod nu med en dispositionsplan, som i fremtiden skulle være 

retningsgivende for Byrådets dispositioner, men man besluttede samtidig, 

at Byplankommissionen skulle være et permanent organ, 

hvortil byplanspørgsmål i fremtiden kunne henvises. 

Byplanarbejdet 1948-1953 

I de første år efter dispositionsplanens vedtagelse fortsatte diskussionerne 

i Byplankommissionen omkring de foreslåede vejføringer, og 

her i særlig grad Slotssøvejen og Vestre Ringvej. Den manglende 

68

afklaring af vejspørgsmålet kom allerede få år efter dispositionsplanens 

vedtagelse til at præge en lang række simple behandlinger om 

byggetilladelser i Byplankommissionen. Adskillige ansøgninger om 

byggetilladelse blev afslået med den begrundelse, at en »sådan 

bebyggelse ville vanskeliggøre Vestre Ringvejs gennemførelse«. 

Byplanarbejdet uden for den indre by handlede især om udstykninger, 

byggemodning og på udlæg af arealer til industri og boliger. 

Det tog nogle år, inden der for alvor kom gang i industri og byggeri 

efter krigen, men allerede i 1950 måtte C.A. Lassen gøre kommissionen 

opmærksom på, at byen manglede byggemodne industriarealer. 

På hans forslag begyndte man herefter at udlægge et område øst for 

Kærmindevej hertil. I 1951 blev der udarbejdet en partiel byplan for 

industrikvarter ved Tvedvej. 

I dispositionsplanen var der sat en øvre grænse for etagebyggeri, 

idet man højst ønskede byggerier i tre etager. I forvejen bestod den 

ældre del af byen i udstrakt grad af sammenhængende bebyggelse i 

2-3 etagers højde og for at fremme en harmonisk udvikling ønskede 

Det radikale byrådsmedlem, civilingeniør 

P.H. Clausager, taler ved et grundlovsmøde. 

Fra Kolding dispositionsplan 1947. 

69

I tidens løb har der været utallige 

byplanforslag til den indre by. Ovenstående 

skitseforslag stammer fra dispositionsplanen 

fra 1947. 

man ikke, at nybyggerier overskred dette etageantal. Desuden mente 

man ikke, at man i Kolding for alvor ville få behov for større bygningshøjder, 

selvom man dog undtagelsesvis var indstillet på at dispensere 

fra reglen, dog kun op til 5 etager. 

Den bestemmelse kolliderede flere gange med den boligknaphed, 

som blev særdeles udtalt i årene efter krigen. I 1949 vakte det nogen 

opsigt, at et konsortium forsøgte at få dispensation fra byplanen til at 

opføre to store ejendomme på hver 5 etager på en grund mellem 

Haderslevvej og Skovhøj. Området var i forvejen bestemt for villabebyggelse. 

Der kom flere sager af den art i Byplankommissionen i 

løbet af 1950erne. I 1952 fik direktør M.Th. Lauritsen fra »Shell« 

afslag på at bygge en fire-etagers ejendom på hjørnet af Castenskjoldsvej 

og Ndr. Ringvej. Det var en medvirkende årsag til, at Jyske 

Tidende året efter anklagede Byplankommissionen for at nære en 

»pedantisk modvilje mod højt byggeri«. Højdepunktet blev nået 

senere på året 1953, hvor Vejle Amts Boligselskab søgte om tilladelse 

til at bygge tre højhuse på henholdsvis 12, 10 og 8 etager. Nu slog 

betegnelserne »højhus« eller »etagebyggeri« ikke helt til længere, og 

i aviser og blandt menigmand måtte man ty til betegnelsen »skyskraber« 

for at være helt ajour med situationen. Hvor man før i bl.a. 

70

Kolding Folkeblad havde efterlyst større smidighed i Byplankommissionen, 

fandt man nu grund til at efterlyse større besindighed. Problemet 

var måske ikke så meget, at man skulle afvise byggeri i denne 

højde, men snarere den planlagte beliggenhed. En skyskraber på en 

bakke ved en af Koldings indfaldsveje, nemlig Vejlevej, ville ikke 

pynte i landskabet. 

Vejle Amts Boligselskab havde foreslået området ved Galgebjergvej 

og Gøhlmannsvej, men da sagen blev forelagt Byrådet, blev den forkastet, 

idet ni kunne tiltræde højhusbyggeri på Galgebjergsvej, mens 

ni var modstandere. Vejle Amts Boligselskabs formand, direktør 

Viggo Andersen, som også havde sæde i Byrådet ,undlod at bruge sin 

stemme i denne ømfindtlige sag. 

Byrådsafgørelsen bremsede enhver videre diskussion om højhusbyggeri. 

Først i 1960erne, hvor behovet for boliger igen blev et 

mærkbart problem, kom der gang i højhusbyggeriet. De første blev 

bygget ved Tvedvej. 

Byplanarbejdet 1953-1958 

Højhusbyggeriet mellem Tvedvej og 

Skamlingvejen og parcelhusbyggeri i 

Dalby Sognekommune, omkring 1967. 

I 1953 blev bygningsinspektør Laurids Steffensen medlem af Byplankommissionen. 

Ved samme lejlighed overtog han sekretærposten fra 

den nytiltrådte stadsingeniør S. K. Andersen. Organisationsændringen 

skal ses som en naturlig følge af den beslutning, der blev truffet 

i 1947 om at oprette et selvstændigt bygningsinspektorat. Den indvarslede 

også en højere prioritering af byplanarbejdet end tidligere. 

Byplanarbejdet var dog stadig overkommeligt, eftersom langt den 

meste tid gik på at behandle ansøgninger om dispensation fra bypla- 

71

Bygnings- og brandinspektør Laurids 

Steffensen. Steffensen var brandinspektør 

i Odense, inden han i 1952 fik 

ansættelse ved KoldingKommune. 

nen. Henimod midten af 1950erne begyndte det dog at ændre sig. I 

november 1955 afholdt Byplankommissionen et møde med Boligministeriets 

kommitterede i byplansager, Edmund Hansen. Han foreslog, 

at man gik igang med at lave partielle byplaner og bebyggelsesplaner 

i den indre by. 

Det første område i bykernen, som man tog hul på, var området 

omkring Borchs gård, afgrænset af Torvegade, Bredgade, Rendebanen, 

Helligkorsgade, Østergade og Axeltorv. I det område var der et 

ønske om at bygge en Arbejdernes Forsamlingsbygning. Boligministeriets 

kommitterede i byplansager havde presset på for, at der for 

området blev udarbejdet en partiel byplan, og i februar 1955 forelagde 

bygningsinspektør Laurids Steffensen et forslag til bebyggelsesplan. 

Laurids Steffensens plan indholdt forslag til 5-etages byggeri mod 

Bredgade og 4-etages byggeri mod de øvrige gader i området. På 

grunden skulle der være plads til Arbejdernes Forsamlingsbygning, 

og i karreens »indmad« skulle der ryddes op for at gøre plads til parkering. 

At finde egnede arealer til parkering i bymidten var et 

tilbagevendende problem i byplanarbejdet, som blev større efterhånden, 

som flere og flere anskaffede sig bil. 

En konsekvens af bebyggelsesplanen var, at gadelinien skulle 

rykkes 3,5 m tilbage fra den eksisterende Torvegade. Derfor var der 

forslag om, at man enten rykkede den fredede bygning Borchs Gård 

et stykke tilbage til den fremtidige gadelinie, hvilket kunne ske på 

ruller, eller at hele bygningen blev flyttet til Helligkorsgade. 

Mod Torvegade var det endvidere tanken at opføre en ny kommunal 

administrationsbygning på 4 etager, som bibeholdt forbindelsen 

til rådhuset via en overbygning over Torvegade i plan med borgmesterkontoret. 

Planen forudsatte endvidere, at ejendommene i Østergade 

og Torvegade blev trukket tilbage for at gøre disse gader 

bredere. 

I de følgende år blev planen diskuteret flere gange. Arkitekt Noes- 

Pedersen arbejdede videre på sagen og kunne et par år efter præsentere 

et revideret forslag. Heri var det tanken at genetablere det 

gamle stræde, Katsundet. 

I oktober 1958 blev den partielle byplan endeligt vedtaget i 

Byrådet. Katsundet var stadig med, men nu var den kun ført 

igennem en passage fra Østergade og ind i Borchs Gård. Borchs 

Gård var erhvervet af kommunen i 1957, og her var man allerede 

gået igang med at anlægge en parkeringsplads. Desuden var der 

blevet sat en stopper for, at Torvegade blev nedlagt, og at Østergade 

skulle nedrives. 

Planen berørte dog de oprindelige tanker om en rådhusudvidelse, 

idet den indebar, at en del af det eksisterende rådhus skulle skæres 

bort. Det rejste derfor et nyt spørgsmål, som skulle blive et af hovedtemaerne 

i de næste mange år. 

Behov for industriarealer 

I sidste halvdel af 1950erne pressede det mere og mere på for en 

revision af dispostionsplanen fra 1947. Det store problem var, at man 

i 1940erne havde udlagt for få arealer til industri, mens der var 

udlagt rigelige arealer til villabebyggelse. Derudover var det nødvendigt 

at få udarbejdet flere partielle byplaner for endnu flere kvarterer 

i byen end den ene, der var blevet lavet for området ved Borchs 

Gård. I 1957 nedsattes et arbejdsudvalg under Byplankommisisonen, 

72

Borchs Gård fotograferet fra Rådhustårnet. 

Ca. 1960. 

som skulle komme med forslag til ændringer i dispositionsplanen. 

Arbejdsudvalget bestod af »teknikerne« i Byplankommisisonen, civilingeniør 

P. H. Clausager, landinspektør L. P. Elling, civilingeniør 

M. Møller Pedersen samt stadsingeniør S. K. Andersen og bygningsinspektør 

Laurids Steffensen. 

Udvalget forelagde en indstilling til Byplankommissionen i 1958, 

hvor hovedvægten var lagt på fremtidige nye industriarealer. I følge 

dispositionsplanen skulle industrivirksomheder enten placeres ved 

havnen eller i den sydøstlige af kommunen - ud mod Tved. 

Det konservative medlem af Byplankommissionen, Walter Petersen 

havde tidligere foreslået, at man begyndte at udlægge industriarealer 

i den nordlige bydel. Det samme resultat nåede arbejdsudvalget 

frem til. Ud over at bibeholde industriarealerne i den sydøstlige 

bydel, var det muligt at udlægge et 15 ha stort område i den nordlige 

bydel, nord for Lærkevej. Desuden kunne der udlægges et industriareal 

på ca. 9 ha i den sydlige bydel i området omkring Haderslevvej 

og Sdr. Ringvej. 

Forslaget blev tiltrådt både i Byplankommissionen og i Byrådet, og 

i de kommende år opkøbte kommunen arealerne, som stod klar til 

industriformål i begyndelsen af 1960erne. 

Senere i 1960erne lykkedes det igennem et samarbejde med 

Harte-Bramdrup Kommune at få etableret et fælles industriområde, 

der omfattede arealerne mellem Egtvedvej, Vejlevej, Esbjergvej og 

den fremtidige motorvej, hvis linieføring man efter 1965 kendte ret 

præcist. 

Før kommunesammenlægningen i 1970 havde Vonsild Kommune 

endvidere påbegyndt udlægningen af et større areal op til Koldings 

industriareal. Umiddelbart efter 1970 kom der for alvor gang i byggemodningen 

af dette nye industriområde. I industriområde NV, øst 

og vest for Vejlevej var byggemodningen i gang i 1970-71. 

73

Som noget nyt i Danmark i slutningen af 1950erne udlagde man i 

Kolding også industriarealer, specielt beregnet for mindre håndværkere. 

Ideen var, at man slog boligområde og værkstedsområde 

sammen på en parcel, men på en sådan måde, at værkstedet lå i den 

ene ende af grunden og boligen i den anden ende. Det skete i et 

område syd og sydøst for Sdr. Ringvej, hvor Byplankontoret i 1960 

fremlagde forslag til et industriområde på 130.000 m 2 . Det svarede til 

25 håndværkergrunde. Området havde et dobbelt vejsystem, så man 

kunne få adgang dels til industriområdet og dels til boligområdet 

ved Brændkjærgård. 

Det var i de første år en succes, som senere blev genoptaget, da 

man udlagde håndværkergrunde ved Gormsvej og Thyrasvej samt 

ved Nørremarksvej. 

Ansættelse af byplanarkitekter 

Det konservative byrådsmedlem, gørtler 

Walter Petersen, var i en længere 

årrække repræsenteret i Byplankommissionen, 

Gade- og Vejudvalget og 

Teknisk Udvalg. Fra 1958 til 1962 var 

han formand for Gade- og Vejudvalget. 

Foto: N. Lisberg 

Det var personalet under Boligkommissionen, ingeniørerne Arvid 

Nilsson og O. Krogsager, som fra begyndelsen af 1950erne havde 

stået for byplanarbejdet. Eftersom det arbejde fyldte mere og mere i 

anden halvdel af 1950erne, fik det den naturlige konsekvens, at en 

anden arbejdsopgave under Bygningsinspektoratet, nemlig saneringsarbejdet, 

blev noget neddroslet. Derfor ansøgte bygningsinspektør 

Laurids Steffensen i 1957 om, at der blev ansat folk, som udelukkende 

skulle varetage byplanarbejdet. Ansøgningen blev imødekommet 

i de kommende år, idet arkitekt B. Benthin Larsen fik ansættelse 

i 1958, mens arkitekt Bent Viggo Hansen blev ansat året efter. 

Benthin Larsen var dog kun ansat i kort tid, hvorimod Bent Viggo 

Hansen forblev i Byplankontoret frem til sin pensionering i 1993. 

Ansættelserne betød, at Byplanarbejdet efterhånden kom til at 

udgøre et selvstændigt område under Bygningsinspektoratet. I hele 

perioden benyttede man sig endvidere lejlighedsvis af udenbys konsulentbistand. 

På forslag af borgmester Peter Beirholm var arkitekt 

Knud Bosmann Pedersen fra 1959 blevet Byplankommissionens konsulent 

i byplanspørgsmål. Han havde arbejdet med byplanspørgsmål 

i Boligministeriet og var desuden Boligministeriets repræsentant i 

Byudviklingsudvalget for Koldingegnen, som var blevet etableret 

i 1957. 

Bebyggelsesplaner 

Arkitekt Bent Viggo Hansen. Foto fra 

1963 af P. Thastum. 

Ved indgangen til 1960erne var byplanarbejdet kommet ind i en 

stadigt stigende kurve. I 1960 blev der desuden nedsat et arbejdsudvalg 

til forberedelse af byplanvedtægter. Udvalget kom til at bestå af 

de to tjenestegrenchefer, stadsingeniør S.K. Andersen og bygningsinspektør 

Laurids Steffensen samt politikerne Peter Ravn, Walther 

Petersen og M. Møller Pedersen. 

Effekten af disse byplantiltag udeblev heller ikke. I de følgende år 

forøgedes antallet af behandlede sager under Byplankommissionen 

mærkbart. Hvor kommissionen i 1960 havde 15 sager vedrørende 

byplanvedtægter til behandling, steg det tal i de følgende to år til 

henholdsvis 18 og 27. Det samme gjaldt sager vedrørende større 

bebyggelsesplaner. I 1960 behandledes 46, i 1961 50 og i 1962 58. 

Der kom gang i arbejdet med at udarbejde bebyggelsesplaner for 

byens yderkvarterer. I 1960 præsenterede arkitekt Bosmann Pedersen 

et forslag til bebyggelsesplan for et område i den nordvestlige 

bydel, nemlig omkring Esbjergvej, Vejlevej, Galgebjergvej og bygræn- 

74

sen. Forslaget indebar byggeri i 2, 3 og 4 etager samt et højhus med 

butikscenter, svarende til ca. 900 lejligheder. 

Sideløbende arbejdede man på en større bebyggelsesplan for den 

nordøstlige bydel ved Fynsvej på Petersbjerggårds og Hvidsmindes 

jorder. Byplankontoret foreslog her etageboligbyggeri med ialt 1500 

lejligheder, ca. 400 parcel- eller rækkehuse samt to skoler og et 

butikscenter. 

I de følgende år blev disse planer dog revideret flere gange. Bl.a. 

måtte man i 1963 omarbejde en del af bebyggelsesplanen for Hvidsminde-Petersbjerggård, 

som følge af de krav, Vejdirektoratet stillede 

vedrørende linieføringen af den på daværende tidspunkt planlagte 

ekspresvej mellem Kolding og motorvejen. 

Der fulgte bebyggelsesplaner for andre områder i byen, bl.a. for 

området ved Skamlingvejen, bygrænsen, Agtrupvej og Brunebjerg 

samt for Kristinesmindes jorder. 

I denne periode foreslog Byplankommissionen også Byrådet, at 

Købmandsskolen og Teknisk Skole blev flyttet ud fra den indre by. 

Byplanarbejdet i den indre by 

Det var i området omkring Borchs Gård, at der først var blevet udarbejdet 

en byplanvedtægt. Efterhånden tog man også hul på andre 

karreer i den indre by. I 1962 arbejdede man med at tilvejebringe 

bebyggelsesplaner for karréen mellem Østergade, Jernbanegade, 

Slotsgade og Helligkorsgade samt for karréen mellem Skolegade, 

Torvegade, Bredgade og Sct. Jørgensgade. 

Et af kendetegnene ved byplanarbejdet i den indre by var karréudhulingerne. 

Det var et arbejde, som oprindeligt havde hørt under 

Boligkommissionen i forbindelse med dens saneringsvirksomhed, 

men som siden blev overtaget af Byplankommissionen. 

Karréudhuling havde til formål at rydde baggårdene, for på den 

måde at skaffe plads til parkering. Sådanne planers gennemførelse 

krævede grundejernes samtykke og samarbejde, og man indbød 

derfor til orienteringsmøder om planerne. 

Bygningsvedtægt for Kolding købstad 

1. juni 1960 vedtog Folketinget en ny byggelov, som pålagde kommunerne 

inden 1. oktober 1961 at udarbejde bygningsvedtægter. Disse 

skulle indeholde en del byplanmæssige bestemmelser, så som grundkredse 

og byggeområder, bebyggelsens højdebegrænsning, bebyggelsens 

anbringelse på grunden og udnyttelsesgradens størrelse. I et 

samarbejde mellem Bygningskommissionen og Byplankommissionen 

gik bygningsinspektør Laurids Steffensen herefter i gang med at 

udarbejde et forslag til en bygningsvedtægt. Den forelå i 1961 og blev 

vedtaget af Byrådet i 1962. 

Arkitektkonkurrence om rådhusbyggeri 

I 1962-63 vedtog Byplankommissionen, at der skulle udarbejdes en 

samlet plan for området mellem Skolegade, Torvegade, Bredgade og 

Sct. Jørgensgade indeholdende bl.a. forslag til placering af et nyt 

rådhus. Rådhusets udvidelse var et af elementerne i dispositionsplanen 

fra 1947, og i midten af 1950erne begyndte de første seriøse 

byplanovervejelser om at bygge en ny administrationsbygning. Der 

var dog kun tale om tilløb, men efterhånden som pladsmanglen på 

75

Bredgade-Katrinegade omkring 1967. 

Det umiddelbare resultat af bygningsnedrivninger 

og karréudhulinger var 

flere parkeringspladser. 

rådhuset blev værre, fik ideen større gennemslagskraft. Lokaleforholdene 

havde medført, at skattekontoret var flyttet og havde fået 

lokaler andetsteds i byen og bygningsinspektoratet havde fået plads i 

den kommunale brandstation på Caspar Müllers Gade. Da Socialudvalget 

i 1962 ønskede lokaler, blev Byplankommissionen bedt om at 

komme med forslag til placeringen af en ny administrationsbygning. 

Byplankommissionen besluttede i første omgang, at man i forbindelse 

med arbejdet med en bebyggelsesplan for karreen mellem Skolegade, 

Torvegade, Bredgade og Sct. Jørgensgade også planlagde en 

placering af et nyt rådhus her. Olieselskabet BP ejede i forvejen en 

grund i den sydlige del af karreen, hvor det var planen at opføre et 7 

etagers hotel samt servicestation. Men der var stadig rigelig plads til 

en større administrationsbygning. 

Man besluttede sig for at udskrive en arkitektkonkurrence. Konkurrencens 

formål var at tilvejebringe grundlaget for projekteringen 

af et nyt rådhus for Kolding kommune. 

Konkurrencen blev vundet af arkitekterne Nils Andersen og Salli 

Besiakow i 1965. 

76

Inddragelse af konsulenter 

I midten af 1960erne nåede Byplankommissionen til den konklusion, 

at det var nødvendigt at ansætte konsulenter for at overkomme 

byplanarbejdet. Overvejelserne førte i første omgang til, at man i 

begyndelsen af 1965 fik kontakt med byplanarkitekterne Ib Møller 

og Sv. E. Wichmann fra Århus. De havde i en årrække beskæftiget 

sig med byog fredningsplanlægning for forskellige kommuner. I 

Kolding fik de til opgave, at arbejde med karréplaner og allerede 

samme år kunne de præsentere en bebyggelsesplan for området ved 

Sydbanegade, Søndergade, Helligkorsgade/Klostergade og Kongebrogade. 

I maj 1967 nedsatte Teknisk Udvalg en teknikergruppe, som fik til 

opgave at tilvejebringe en dispositionsplan samt en vejplan for den 

indre by. Eftersom man regnede med, at det arbejde kun kunne 

realiseres, dersom man benyttede konsulenter, blev der endvidere 

nedsat en arbejdsgruppe, som fik i opdrag at finde egnede konsulenter. 

Institut for Center-Planlægning 

Arkitekterne Nils Andersen og Salli Besiakows 

forslag til en ny administraionsbygning. 

Det blev konsulentfirmaet Institut for Center-Planlægning (ICP), 

som i 1967 blev anmodet om at medvirke ved udarbejdelsen af en 

dispositionsplan, hvilket bl.a. beroede på udvalgsmedlem, redaktør 

P. Givskov Christensens anbefaling. Han var bekendt med firmaet fra 

sin tid i Holstebro, hvor instituttet i 1962 havde udarbejdet en dispositionsplan 

for Holstebro kommune. 

ICP var oprettet i 1959 i et samarbejde mellem konkurrenterne 

FDB og De Samvirkende Købmandsforeninger. Baggrunden havde 

været ønsket om at etablere et uvildigt institut, som kunne rådgive i 

centerplanlægning og foretage undersøgelser over detailhandels- og 

butikscenterbehov. Op gennem 1960erne og 1970erne blev instituttet 

benyttet i en lang række kommuner i de kommunale planlægningsarbejder. 

ICPs største kommunale opgaver var i Kolding og i 

Odense, og i Kolding blev instituttet benyttet helt op i 1980erne. 

ICP gik igang med forarbejderne i sommeren 1967. I februar 1968 

77

forelå et arbejdsprogram, som i maj 1968 udmøntedes i en overenskomst 

med Kolding kommune. Ifølge overenskomsten skulle instituttet 

medvirke ved udarbejdelsen af en dispositionsplan, som skulle 

være gennemført inden finansåret 1970-71. Omkostningerne blev 

anslået til at udgøre 1.200.000 kr. 

ICPs arbejdsprogram 

ICP fremlagde i 1968 et arbejdsprogram, hvori instituttets oplæg til 

det forestående planlægningsarbejde blev skitseret. 

Dispositionsplanarbejdet skulle være med til at sikre et bedre 

beslutningsgrundlag i den fremtidige planlægning af kommunens 

fysiske udvikling. I lyset af de forestående kommunesammenlægninger 

tænktes hermed også på den byudvikling, der måtte ligge ud over 

den daværende kommunegrænse. 

I modsætning til indholdet i dispositionsplanen fra 1947 skulle der 

i højere grad tilstræbes en sammenhæng mellem kommunens forskellige 

funktioner. Det ville sige, at planlægningen af vejområder, 

bolig- og industriområder, saneringsplaner, bymidteplaner m.v skulle 

koordineres, således at man til slut kunne stå med en helhedsplan, 

hvor alle enkeltdele hang sammen. Der skulle opstilles forskellige 

byudviklingsalternativer. Politikerne - som i sidste ende skulle træffe 

beslutningerne - skulle have mulighed for at vælge og for at regulere 

udviklingen. 

Arbejdet forudsatte, at en bred vifte af undersøgelsesfelter skulle 

inddrages i dispositionsplanarbejdet. Der skulle laves beregninger 

over de fremtidige arealbehov til de forskellige funktioner i byen. 

Derfor måtte man som noget af det første få lavet prognoser over 

befolknings- og erhvervsudviklingen i Kolding-området. Sideløbende 

med prognosearbejdet skulle der laves fysisk planlægning. Den 

I byplanarbejdet var det vigtigt at få 

inspiration og trække på de byplanerfaringer 

man gjorde sig i andre byer. Det 

skete bl.a. igennem studiebesøg, som i 

1968, hvor en delegation af byrådsmedlemmer 

og embedsmænd fra Kolding var 

på besøg i Hoyerswerda i DDR. Fra 

venstre ses Svend Christensen, Laurids 

Steffensen, Viggo Sørensen, Bent Viggo 

Hansen og Sv. Aa. Wase Petersen. 

78

fysiske planlægning kunne deles op i tre faser: (1) Der skulle udarbejdes 

en samlet plan for bykernen på baggrund af prognoser, etagemeterundersøgelser, 

mulige vejforbindelser og arealbehov. (2) Der 

skulle planlægges for de nye bydele, med udgangspunkt i de gennemarbejdede 

planer, som byplankontoret havde udarbejdet (3): En 

fortsat byudviklingsplanlægning - hvor skulle fremtidens boliger og 

industri placeres? 

Hovedindholdet i dispostionsplanen skulle angive hovedprincipperne 

i byudviklingen 15 år frem i tiden. Planlægningen krævede et 

snævert samarbejde mellem byplankontoret, stadsingeniørens 

kontor, kæmnerkontoret, ICP samt andre tilknyttede konsulenter. 

Undervejs var det meningen, at man løbende tog større og afgørende 

spørgsmål op til diskussion i Teknisk Udvalg og i Byrådet. 

Kolding bymidte 

Hans-Jørgen Bøgesø arbejdede for ICP i 

Kolding fra 1968. Foto af N. Lisberg 

fra 1970. 

ICP anslog et velkendt tema, da instituttet i dets arbejdsprogram 

pegede på, at en væsentlig del af øjeblikkets byplanmæssige problemer 

samlede sig i bykernen. 

Planerne om opførelsen af et nyt rådhus ved Bredgade-Torvegade 

blev nu taget op til revision i et samarbejde med byplankontoret og 

vinderne af rådhusprojektkonkurrencen, arkitekterne Nils Andersen 

og Salli Besiakow. 

Eftersom et rådhusbyggeri i bykernen skulle ses i nøje sammenhæng 

med bykernens generelle udvikling, blev projektarbejdet endvidere 

udvidet til også at undersøge hvilke muligheder, der var for 

placering af andre funktioner end et rådhus. 

I september 1968 havde de udarbejdet et oplæg, "Kolding bycenter", 

som gav anvisninger på de muligheder for bebyggelse af Koldings 

centrum, der kunne komme på tale. Udover en samlet kommunal 

administration var der forslag til placering af Arbejdernes 

Forsamlingsbygning, et stormagasin, butikker samt en busterminal. 

Der skulle udlægges 12.000 m 2 til detailhandel, 2.235 m 2 til liberale 

erhverv, 11.000 m 2 til rådhusareal og 3.000 m 2 til kulturelle formål. 

Den eneste mulige udviklingsretning for bykernen var mod vest. 

Derfor var det af stor betydning for hele projektet, at man snarest 

kom igang med etableringen af Vestre Ringgade og desuden fik 

udlagt større arealer til parkeringspladser. I bykernen regnede man 

med et fremtidigt behov for ca. 4.500 parkeringspladser, hvor der på 

daværende tidspunkt kun var ca. 800. 

Parkeringsarealerne skulle placeres inden for området mellem 

Vestre Ringgade, Sct. Jørgens Gade, Borgergade og Konsul Graus 

Gade. Hvis det skulle gennemføres, betød det til gengæld, at saneringsområdet 

omkring Konsul Graus Gade blev vurderet uegnet til 

boligbebyggelse, således at en fremtidig genhusning af gadens 

beboere blev foretaget et andet sted. 

I pagt med tidens ånd indeholdt projektet også planer om, at 

man inden for 5 - 10 år omlagde Østergade, Torvegade, Katrinegade 

og en del af Jernbanegade til gågader. Det ville afstedkomme andre 

behov for trafikkens afvikling. Her var forslaget, at man etablerede to 

nye tilkørselsveje fra Vestre Ringgade, nemlig Sct. Jørgens Gade og 

en ny Konsul Graus Gade. I december 1968 afholdtes et møde, hvor 

både politikere og teknikere skulle diskutere oplægget. Selvom 

oplægget generelt blev mødt med positive tilkendegivelser, blev der 

dog fra to sider rejst kritiske røster. Den største modstand kom fra 

Walter Petersen, som både var betænkelig ved de økonomiske konse- 

79

kvenser, og i øvrigt tvivlede på det fornuftige i, at hele den kommunale 

administration skulle samles i bymidten. 

Fra anden side blev der udtrykt bekymring for de konsekvenser 

for saneringspolitikken, som planerne for Konsul Graus Gade ville 

komme til at betyde. Boligkommissionens sekretær, Arvid Nilsson, 

frygtede, at et projekt i den størrelsesorden ville udskyde de saneringsplaner, 

som havde foreligget for området siden 1962. Boligkommissionens 

formand, Bent Rasmussen, anslog samme tema, selv om 

han generelt kunne tilslutte sig projektet som sådan og også var indforstået 

med, at en genhusning skulle foretages andetsteds. Problemet 

var, at man risikerede, at saneringspolitikken blev kraftigt nedprioriteret. 

Mødet afsluttedes dog med at politikerne, med undtagelse af 

Walter Petersen, gav deres principielle samtykke til projektet, dersom 

det kunne ske inden for økonomisk forsvarlige rammer. Det samme 

gjorde Byrådet - igen uden Walter Petersens stemme - i januar 1969. 

Oversigtskort fra rapporten »Kolding 

Rådhusprojekt«, som forelå i 1969. 

80

Nu blev det overladt et administrationsudvalg at udarbejde økonomiske 

beregninger over projektet og få lavet en tidsplan for udbygningen. 

Det blev sammensat af byrådssekretær Harry Rasmussen, 

bygningsinspektør Laurids Steffensen, ICP og arkitekterne Nils 

Andersen og Salli Besiakow. Herunder skulle tre øvrige udvalg 

arbejde med detailspørgsmål vedrørende fritidsaktiviteter/kulturformål, 

veje og sanering. 

Byudviklingsudvalget for Kolding-egnen 

Borgmester Peter Ravn (1962-77). 

I 1950erne skete et skift i dansk byplanlægning. Danske storkommuner 

bevægede sig gradvist væk fra kun at tænke i snævre lokale 

sammenhænge, til også at tænke i regions- og landsammenhænge. 

Det forhold kunne aflæses i de kommunale dispositionsplaner. I 

forhold til tidligere, hvor planerne blot skulle tage vare på arealernes 

udnyttelse inden for kommunen, lagde man nu også vægt på samspillet 

mellem kommunens egne dispositioner og forholdene i den 

pågældende egn. Desuden kom planerne i stigende grad til også at 

indeholde kommunale betragtninger om økonomi, bygge- og 

anlægspolitik, børne- og ungdomsforhold, sundhedsvæsenet o.lign. 

Lovgivningsmæssigt var der allerede fra slutningen af 1940erne 

taget initiativ til at styre byernes udvikling. Byreguleringsloven fra 

1949 tilsigtede, at der tilvejebragtes fælles udviklingsplaner for 

bysamfund, der i kraft af f.eks stærk vækst eller særlige trafikale og 

landskabelige forhold berørte flere kommuner. 

Selvom loven direkte var møntet på de store byer, København, 

Århus, Aalborg og Odense, åbnede den også mulighed for, at andre 

bysamfund kunne inddrages i fælleskommunale byudviklingssamarbejder. 

I 1954 kom lov om regulering af bymæssige bebyggelser, og i 

medfør af denne oprettedes i 1957 et Byudviklingsudvalg for Koldingegnen, 

som skulle stå for samordningen af byplanlægningen i 

området. Arbejdet skulle afsluttes med en samlet byudviklingsplan, 

som havde til formål at fastlægge udviklingen i området inden for en 

15 årig periode. 

Ud over Kolding købstadskommune var Eltang-Vilstrup, Harte- 

Bramdrup, Vonsild, Dalby, Sdr. Bjært og Seest sognekommuner 

repræsenteret i udvalget. Udvalgets formand var amtmand A.M. 

Wamberg. Kolding Købstadskommune var repræsenteret ved borgmester 

Beirholm, viceborgmester S. M. Jensen og stadsingeniør 

S. K. Andersen. Derudover sad arkitekt Knud Bosmann Pedersen 

som Boligministeriets repræsentant i udvalget. Han blev dog afløst af 

arkitekt Arne Gaardmand i 1959, da Bosmann Pedersen fik en 

tættere tilknytning til Kolding som konsulent i byplananliggender. 

I udvalgets første møde i oktober 1957 aftaltes rammerne for det 

videre arbejde. Der skulle indhentes oplysninger om folketal og forventet 

befolkningstilvækst i området, erhvervsforhold, ejendomsforhold, 

den bymæssige bebyggelses udstrækning, grønne områder, 

kloakog vandforsyningsforhold og byplanmæssige forhold (tinglyste 

planer og planer under udarbejdelse). 

Af byudviklingsplanen skulle det fremgå, hvilke planer man havde 

for arealernes udnyttelse. Det skete i kraft af en tredelt zoneinddeling 

: I inderzoner, hvor man umiddelbart måtte påbegynde bebyggelse, 

i mellemzoner, hvor der kunne træffes forberedelser til bebyggelse 

og i yderzoner, hvor der slet ikke måtte bygges. Zoneinddelingen 

skulle hindre, at der blev bygget for spredt og for planløst. 

81

I de følgende år afholdt udvalget flere møder, hvor der blev diskuteret 

planlægningsspørgsmål på baggrund af de indsamlede oplysninger 

fra kommunerne. Koldings bidrag forelå i september 1960, 

og efter godkendelse i Byrådet fremsendtes den samme år til Byudviklingsudvalget. 

I 1962 afsluttede Byudviklingsudvalget arbejdet med "Betænkning 

vedrørende byudviklingsplan for Koldingegnen". Der var dog en 

række forhold, som på visse punkter gav betænkningen en ufuldstændig 

karakter. Spørgsmålet om hovedvejene 1 og 10’s fremtidige 

forlægning og/eller en eventuel bygning af motorveje havde lagt 

beslag på en del af udvalgets møder siden 1957. Selvom man siden 

1958 havde benyttet Anders Nyvig fra Vejdirektoratet som konsulent 

i vejspørgsmål, var der ikke sket en afklaring i spørgsmålet. Det 

betød, at man var nødt til at indregne fire alternative bud på fremtidige 

vejlinieføringer i planen, med den konsekvens, at linieføringerne 

visse steder gennemløb inder- og mellemzoner - d.v.s. områder 

udlagt til bebyggelse. 

Med hensyn til de enkelte byers byplanmæssige forhold, var der 

også en del uklarheder. Kun to af kommunerne, nemlig Kolding og 

Eltang-Vilstrup, havde på dette tidspunkt fået udarbejdet byplanvedtægter. 

Byudviklingsplanen blev dog vedtaget i de respektive sogneog 

Byråd og i i 1963 godkendte Byplannævnet byudviklingsplanen. 

Den skulle gælde frem til 1977, hvor den så skulle revideres. 

Borgmester Peter Ravn og amtmand A. 

M. Wamberg ved indvielsen af Billund 

Lufthavn, 1964. 

Tanker om en trekantby 

Byudviklingsplanlægningen fik for Koldings vedkommende en ny 

drejning, da tankerne om en trekantby, bestående af Kolding, Fredericia 

og Vejle, i 1962 begyndte at fremstå som en realistisk fremtidsmulighed. 

I 1961 var der blevet dannet et Landsplanudvalg, som skulle 

arbejde med nationale planspørgsmål. I 1962 udgav det betænkningen 

»En ny by«, der fokuserede på muligheden for en ny storby i trekantområdet. 

Ideen var opstået under de landsplandebatter, der i 

fagkredse var ført siden slutningen af 1950erne, og som bl.a. var 

affødt af spørgsmålet om, hvorledes man kunne styre udviklingen i 

forskellige regioner, og dermed forsøge at rette op på "Det skæve 

Danmark" og skabe en modvægt til København. 

Politikerne i de tre byer var med på ideen og i 1962 rettede Vejle 

Amtsråd og Fredericia, Kolding og Vejle Byråd henvendelse til Boligministeriet, 

med ønsket om, at der nu blev igangsat en egentlig 

regionplanlægning for Trekantområdet. Det førte til nedsættelsen af 

et regionplanudvalg, som bestod af politikere og teknikere fra de tre 

byer. I samarbejde med professor Peter Bredsdorff fra Arkitektskolen 

i København, gik udvalget derefter igang med at undersøge mulighederne 

for udviklingen af en større bydannelse i området. 

I de følgende år samarbejdedes der i Regionplanudvalget om en 

lang række konkrete opgaver, som f.eks. etableringen af lufthavnen i 

Billund. Den blev det første håndgribelige eksempel på regionens 

vilje til at arbejde på tværs, når det gjaldt løsningen af fælles opgaver. 

Derudover fungerede udvalget som høringsinstans i anliggender, 

der eventuelt ville komme til at berøre hele regionen. Ud over vejanliggender 

og motorvejsprojektet, var det i høj grad spørgsmål vedrørende 

udvidelse af uddannelsesinstitutioner eller sociale og kulturelle 

institutioner, der havde udvalgets bevågenhed. Helt op til slutningen 

af 1960erne var Regionplanudvalget således aktivt involveret 

82

Et af byplankontorets forslag til, hvor et 

nyt universitet kunne placeres. Omkring 

1967-68. 

i forsøget på at trække Danmarks tredje universitet til trekantområdet. 

Et andet af resultaterne af regionplansamarbejdet var bl.a., at de 

for en trekantby så centralt beliggende kommuner, Alminde og Viuf, 

i 1963 efter anbefaling fra Regionplanudvalget blev tilsluttet Byudviklingsudvalget 

for Kolding-egnen. 

Henimod slutningen af 1960erne mindskedes udsigterne til en 

fremtidig trekantby dog mere og mere, uden dog helt at forsvinde. 

De forestående kommunesammenlægninger krævede da så megen 

politisk opmærksomhed, at der i de konkrete realitetsforhandlinger, 

som nu foregik mellem de tre byer og disses omegnskommuner, ikke 

kunne tages hensyn til mere usikre og langsigtede visioner. Den 

første by, som faldt fra, var Vejle. 

83

Kortbilag fra Embedsmandsudvalgets 

rapport fra 1964 

Mod en kommunesammenlægning 

Det altoverskyggende hovedemne i det tværkommunale samarbejde i 

1960erne var naturligvis spørgsmålet om kommunesammenlægningerne, 

hvilket for Koldings vedkommende hang snævert sammen 

med byens voksende behov for arealer til boliger og industri. 

Spørgsmålet var et tilbagevendende punkt på dagsordenen i 

Byrådet, i Gade- og Vejudvalget og i forvaltningen fra begyndelsen af 

1960erne. I oktober 1962 besluttede man i Gade- og Vejudvalget, 

efter forhandlinger med repræsentanter for Indenrigsministeriet og 

på opfordring fra amtet, at nedsætte et embedsmandsudvalg, der 

skulle udarbejde forslag til, hvad Kolding Købstad måtte ønske indlemmet, 

dersom det "ideelle bysamfund skulle bygges op". Udvalget 

blev sammensat af skatteinspektør B. Nellemann, stadsingeniør 

S. K. Andersen og bygningsinspektør Laurids Steffensen. Opgaven 

var konkret, at få kortlagt hvor langt Kolding købstads interessesfærer 

gik - hvor stort var behovet for byudviklingsarealer inden for de 

næste 10 - 15 år, og hvor skulle de lokaliseres? 

I 1964 forelå resultatet af udvalgets arbejde. Udvalget havde koncentreret 

sig om de nabokommuner til Kolding, som siden 1957 

havde været repræsenteret i Byudviklingsudvalget for Koldingegnen. 

I konklusionen blev der da også peget på, at foruden Kolding burde 

en ny kommune sammensættes af netop disse områder - med undta- 

84

Villaer i Rebæk. I sognekommunerne 

omkring Kolding kom der også gang i 

villabyggeriet. Billedet er fra 1978, men 

de første huse blev bygget i 1960erne. 

Foto: Søren N. Laursen 

gelse af Sdr. Bjert kommune. Udeladelsen skyldtes, at man mente, at 

en indlemmelse af Sdr. Bjert ville hindre dannelsen af en funktionsduelig 

kommune syd for byen. I udvalget var der derimod en større 

forventning om, at en fremtidig byudvikling i al væsentlighed ville 

foregå mod nordøst i retning af Eltang-Vilstrup - ind i midten af trekantområdet. 

Udvalget slog til lyd for, at der nu påbegyndtes et virkeligt samordnet 

planlægningsarbejde mellem de involverede kommuner, især 

pga. manglen på arealer til parcelhusbyggeri m.m. 

Embedsmandsudvalget havde peget på, at det var særdeles vigtigt 

for Kolding at få indflydelse på, hvorledes der blev planlagt for de 

arealer, der grænsede op til kommunen. Med henblik på en fremtidig 

kommuneinddeling var det vigtigt at få klarlagt, hvor man i fremtiden 

kunne forvente, at de bedste udviklingsmuligheder for Kolding 

lå. 

Det var bl.a. med det for øje, at Kolding Byråd i juni 1966 inviterede 

sognerådsformændene fra omegnskommunerne samt repræsentanter 

fra Byudviklingsudvalget til drøftelser på rådhuset. 

På mødet enedes man om at nedsætte et Teknikerudvalg, der 

skulle udarbejde et oplæg til en samlet byplanlægning for kommunerne. 

Udvalget kom til at bestå af afdelingsarkitekt Bent Viggo 

Hansen, landinspektør G. Jeppesen, landinspektør Knud Olsen og 

ingeniør Evald Møller Nielsen. 

85

Teknikerudvalgets forslag til byudvikling 

i Eltang-området. 

Året efter indlemmedes Byudviklingsudvalgets arbejdsudvalg i 

planlægningsarbejdet. På det tidspunkt var man gået igang med at 

revidere byudviklingsplanen fra 1962, og eftersom der var en tæt 

sammenhæng mellem de to udvalgs arbejdsområder, valgte man at 

slå opgaverne sammen. 

Under arbejdsprocessen var der dog en del forudsætninger, som 

ændrede sig, og dermed fik indflydelse på de målsætninger, som 

Teknikerudvalget i første omgang havde sat sig. For det første vedtog 

Folketinget kommuneinddelingsloven den 18. maj 1967, hvilket 

betød, at man nu havde større klarhed over principperne for de 

fremtidige kommunale inddelinger. For det andet havde Kolding 

Byråd i mellemtiden bedt konsulentfirmaet Institut for Center-Planlægning 

om at medvirke ved planlægningsarbejdet i Kolding 

Kommune. 

Derfor blev Teknikerudvalgets opgave nu afgrænset til at revidere 

byudviklingsplanen fra 1962 samt udarbejde forslag til en dispositionsplan. 

Oprindeligt havde målsætningen været, at der også skulle 

laves en registrering af alle bestående forhold, så som ikke-realiserede 

udstykningsplaner, skovområder m.m., samt foretages undersøgelser 

af interesseområder uden for de 6 kommuner, som i et vist 

omfang kunne inddrages under planlægningen. Dette arbejde skulle 

nu integreres i det langsigtede dispositionsplanarbejde, som ICP var 

gået igang med. 

Teknikerudvalget afsluttede undersøgelserne i december 1968 

med rapporten "Koldingområdet. Byudviklingen i Kolding, Eltang- 

Vilstrup, Harte-Bramdrup, Seest, Vonsild og Dalby kommuner". Rapporten 

kom senere til at danne baggrund for den reviderede byudviklingsplan, 

som Byplannævnet godkendte i 1969. 

I lighed med embedsmandsrapporten fra 1964 pegede Teknikerudvalget 

på arealerne nordøst for Kolding som et væsentligt fremtidigt 

byudviklingsområde. En byudvikling i Eltang-Vilstrupområdet - 

»Eltang-byen«, afgrænset mellem den projekterede motorvej og 

86

Syd for Kolding var der overvejelser om 

at danne en »Skamlingkommune«. 

Kolding Fjord, ville have gode muligheder for på lang sigt at kunne 

vokse sammen med Fredericias byudvikling. 

Udvalget havde flere byudviklingsalternativer, uden dog at gå i 

dybden med disse. Selvom der nu forelå en kommuneinddelingslov, 

var der stadig en lang række uafklarede tekniske og politiske spørgsmål, 

som skulle løses, inden brikkerne i den fremtidige kommunestruktur 

faldt endeligt på plads. I 1967-68 var det stadig et åbent 

spørgsmål, hvor mange kommuner, der i sidste ende ville blive 

sammenlagt med Kolding. 

Derfor arbejdede man på højtryk med forskellige forslag til fremtidige 

kommunegrænser. I 1968 foreslog Byplankontoret, at Kolding 

Byråd skulle fremsætte konkret forslag om en ny kommune bestående 

af 16 sognekommuner, nemlig (ud over de kommuner, som blev 

indlemmet) også Hejls, Lejrskov-Jordrup, Skanderup, Taps, Vejstrup, 

Vester Nebel og Øster Starup. En sådan kommunedannelse ville 

fremstå sammenhængende og have en naturlig geografisk afgrænsning. 

Kolding by ville være centrum og ydergrænserne være placeret 

inden for en radius af 15 km fra bymidten. 

Specielt kommunerne nord for Kolding (Almind, Viuf, Vester 

Nebel og Øster Starup) var det vigtigt at få indlemmet. Hvis de kom 

med, ville det måske slå muligheden for at etablere en storkommune 

midt i trekanten i stykker - og det var ønskeligt, set fra Koldings synspunkt! 

I modsætning til det udblik i nordøstlig retning, som både teknikere 

og politikere i Kolding havde arbejdet efter, foreslog ICP, at 

Kolding skulle planlægge efter at lede byudviklingen i sydlig retning. 

I 1968 var der fire realistiske byudviklingsalternativer: 1) mod 

Eltang-Vilstrup, 2) mod Dalby, Vonsild, Sdr. Bjert, Sdr. Stenderup, 

Taps, Vejstrup og Hejls, 3) mod Almind, 4) mod Lunderskov og 

Vamdrup. 

Ifølge ICP var der gode grunde til, at man skulle arbejde efter 

alternativ 2. For det første var der i den retning rigelig plads til 

87

fortsat vækst. Desuden var det etapemæssigt en fordel at udbygge 

sydpå, fordi man i begyndelsen kunne bygge i tilknytning til det 

eksisterende byområde og senere skabe en effektiv trafikal aflastning 

i forhold til Kolding bykerne. 

Derimod ville en byudvikling i andre retninger støde på forhindringer. 

Mod nord og mod vest ville man løbe ind i motorvejsbarrieren. 

Mod nordøst, i retning af Eltang-Vilstrup, ville byvæksten blive 

afgrænset af Elbodalens udløber langs jernbanen, Eltangvigdalsstrøget, 

og fjorden. 

ICPs synspunkter gav anledning til en del diskussioner i Teknisk 

Udvalg og i Byplankontoret. Igennem 1960erne havde byudviklingsarbejdet 

og byrådspolitikken været meget inspireret af tankerne 

om en trekantby. Selv om realiseringen af disse tanker var gledet 

noget i baggrunden ved årtiets slutning, satte trekantområdets 

potentielle vækstmuligheder stadig sit præg på dagsordenen. Byplankontoret, 

samt flere af politikerne i Teknisk Udvalg mente, at ICPs 

beregninger over bebyggelse i Eltang-området var for pessimistiske, 

og at deres belysning for ensidigt var vendt mod syd. 

I slutningen af 1969 kom en sag op i Teknisk Udvalg, som krævede 

en konkret stillingtagen. Spørgsmålet var, hvor man i fremtiden 

skulle placere en række uddannelsesinstitutioner, nemlig teknisk 

skole, gymnasiet, og det universitet, som man selv på dette sene tidspunkt 

stadig håbede kunne trækkes til Koldingegnen. Skulle det 

være mod nord eller mod syd? 

ICPs alternativ til en byudvikling imod 

nordøst. Ca. 1968. 

88

Fra en side argumenteredes for en placering i nordlig retning, for 

netop at tiltrække folk fra Fredericia og Vejle. Desuden var der nogle 

specielle hensyn at tage til Eltang-Vilstrup, som samme år havde 

indgået en frivillig sammenlægning med Kolding. Fra en anden side 

argumenteredes for en placering mod syd, fordi man i modsat fald 

så ikke fik startet nogen udvikling i den retning. Det synspunkt forfægtedes 

bl.a. af udvalgsformand, Sv. Aa. Wase Petersen, som i øvrigt 

kunne oplyse, at Vejle og Fredericia ikke havde noget imod, at et 

eventuelt universitet blev placeret mod syd, og at man i Universitetsforeningen 

satsede meget på et samarbejde med Haderslev. 

Uenigheden afstedkom to indstillinger til Byrådet. Ved afstemningen 

blev loddet kastet til fordel for en nordlig placering. 

Kommunesammenlægningen 

Kolding Byråd i 1970 med repræsentanter 

fra alle de tidligere sognekommuner. 

Eltang-Vilstrup indgik en frivillig sammenlægning med Kolding 

købstad den 1. april 1969, og året efter fulgte sognene Dalby, Sdr. 

Bjert, Sdr. Stenderup, Vonsild, Seest, Harte-Bramdrup, Almind og 

Viuf. I nord havde man måttet give slip på Vester Nebel og Øster 

Starup, men havde til gengæld fået Alminde og Viuf. 

Efter 1970 udgik nogle af de byudviklingsalternativer, man havde 

arbejdet med i løbet af 1960erne, mens andre kom til. I 1971 revurderede 

ICP både sine egne og Byplanafdelingens synspunkter 

omkring byudvikling. Den nye kommune var også kommet til at 

bestå af Almind og Viuf. Da ICP i 1968 havde peget på en udbygning 

i Vonsild-området, var det bl.a. sket ud fra den forudsætning, at 

Almind og Viuf ikke blev indlemmet. 

En række andre forudsætninger for en sydlig byudviklingsretning 

havde også ændret sig. For det første beslutningen om at placere 

uddannelsesområdet i den nordlige bydel. For det andet var man i 

forbindelse med dispositionsplanarbejdet nået frem til, at man måtte 

regne med en ringere befolkningstilvækst end oprindeligt antaget. 

Med hensyn til en udvikling i Eltang-området, var der stødt endnu 

en forhindring til, idet Fredningsplanudvalget havde udpeget det 

som fredningsinteresseområde. 

Omkring 1970 begyndte man derfor at kaste blikket i retning 

mod Almind-området. Udviklingen pegede nu i retning af, at det var 

i den retning, der ville blive bygget flest boliger frem til 1985. 

89

Modernisering af 


efter 1970 

Ny organisation, ny direktør, nye lokaler 

Årene 1970 og 1971 blev omvæltende for langt de fleste af medarbejderne 

i forvaltningen, måske bortset lige fra dem, der blev ansat i de 

år, og derfor ikke besad deres nye kollegers sammenligningsgrundlag 

mellem »det gamle og det nye«. 

Omvæltningerne kom i tre etaper. Den første var tilvænningen til 

den nye storkommune, som var en realitet den 1. april 1970. Kolding 

Kommune var vokset fra 2.500 ha i 1968 til omkring 24.000 ha og 

havde nu et indbyggertal på ca. 52.000 imod 38.000 i 1968. 

Den anden var overgangen til en ny forvaltningsstruktur omkring 

årsskiftet 1970-71, og den tredje fulgte i naturlig forlængelse. De 

fleste arbejdsområder under Teknisk Forvaltning fik lokaler i de tidligere 

Winklers Fabrikker i Ålegården, som var indflytningsklar i 

begyndelsen af 1971. 

Kolding Kommune havde i 1968 anmodet konsulentfirmaet Limes 

om at foretage en analyse over, hvorledes den forestående kommunesammenlægning 

kunne gennemføres, uden at det medførte en 

for stor personaleforøgelse. Senere blev opgaven udvidet til at udarbejde 

forslag til en organisationsændring. Det var en bunden opgave. 

De to tjenestegrene, Stadsingeniørens Kontor og Bygningsinspektoratet 

skulle samles i en enhedsforvaltning og under én chef. 

Det arbejde blev gennemført i et »diskret« samarbejde mellem 

Limes, Økonomiudvalget og et til lejligheden specielt nedsat rationaliseringsudvalg, 

bestående af politikere og embedsmænd. Som 

Teknisk Udvalgs formand deltog Bent Rasmussen aktivt i organisationsændringerne. 

I foråret 1971 flyttede Teknisk Forvaltning 

ind i Ålegården sammen med Skoleforvaltningen. 

Billedet er taget i 1979, 

hvor Graphoafdelingen var etableret og 

Parkafdelingen var flyttet til Smedegade 

10. Foto: Friis Fotografi 

90

Hans Wahlgreen var teknisk direktør 

1971-1987. 

I 1970 var de nået så langt, at Byrådet kunne vedtage en helt ny 

organisationsplan. Den skulle træde i kraft den 1. januar 1971. 

Stadsingeniør S. K. Andersen havde allerede i et stykke tid forberedt 

sig på at gå på pension og kom dermed ikke til at opleve overgangen 

til det nye system. 1970 blev dermed også året, hvor man skulle finde 

S. K. Andersens afløser. I tråd med den modernisering, der var overgået 

forvaltningen, forlod man samtidig stillingsbetegnelsen stadsingeniør. 

Med tydelig inspiration fra forholdene i det private erhvervsliv 

besluttede man, at den nye leder skulle tituleres Teknisk Direktør. 

Der blev også rokket ved medarbejdernes fysiske rammer i 1971. 

Selv om det igennem 1960erne havde været et tilbagevendende politisk 

tema, at hele den kommunale administration skulle samles et 

sted, var der endnu ikke sket noget. 

Bygningsinspektoratet, Byplankontoret og Boligkommissionen 

havde siden 1950erne haft lokaler i brandstationen, Caspar Müllers 

Gade. I slutningen af 1960erne flyttede de til Torvegade og Akseltorv 

2A. 

Stadsingeniøren havde ligesom de fleste andre forvaltninger til 

huse på Rådhuset, hvor der var ekspedition, regnskabskontor og tegnestue, 

og hvor afdelingsingeniøren for havnen havde kontor. Pladsmangel 

havde dog betydet, at dele af arbejdsområderne i 1967 måtte 

flytte til det tidligere Rosenbergs Hotel i Torvegade. 

Teknisk Sekretariat, som var oprettet i 1966 som et slags koordinerende 

kontor mellem Bygningsinspektoratet og Stadsingeniørens 

Kontor havde til huse i Akseltorv 2A. Materialegården holdt til i Smedegade, 

hvilket ikke blev ændret efter 1971. Mark- og renovationsafdelingen 

lå på Skamlingvejen. 

I marts 1971 flyttede de fleste af de nyoprettede tekniske afdelinger 

samt Skoleforvaltningen ind i Ålegården. Beslutningen om at 

overtage Ålegården 2 blev taget så sent som i slutningen af 1970, 

efter at man også havde undersøgt mulighederne for at flytte Teknisk 

Forvaltning til Strømpefabrikken på Hollændervej. 

I den nye enhedsforvaltning samledes alle de områder, der før 

havde hørt under enten Bygningsinspektoratet eller Stadsingeniørens 

kontor. Forvaltningsstrukturen var flad, bestående af en række 

afdelinger med ansvaret for særskilte opgaver. Afdelingslederne refererede 

direkte til den tekniske direktør. 

Teknisk direktør stod for koordineringen af arbejdet og den nødvendige 

kontakt til de politiske udvalg. Der indførtes afdelingsledermøder, 

hvor man ugentligt kunne tage aktuelle problemer op til diskussion. 

Teknisk Sekretariat fortsatte som en stabsfunktion til teknisk direktør. 

Sekretariatet havde en koordinerende funktion, idet alle forvaltningens 

sager blev styret herfra. Derudover stod sekretariatet for personaleanliggender, 

maskinskrivning, sagsregistrering og arkivering 

samt for sager vedrørende udstykningsandragender og salg af industrigrunde. 

Sekretariatet fungerede samtidig som udvalgssekretariat for de 

tekniske udvalg, som i 1970 bestod af Teknisk Udvalg (med Byplanudvalg), 

Havneudvalget, Boligkommissionen og Sports- og Parkudvalget. 

I den nye forvaltning var der seks afdelingsområder. 

Vej- og Færdselsafdelingen var ansvarlig for samtlige vejprojekteringsopgaver 

samt for kommunens færdselsforhold. Afdelingen 

skulle fungere som en slags rådgivende ingeniører og aflevere 

færdige projekter til udførelse i Entreprenørafdelingen. Entrepre- 

91

Kolding Kommunes Renovationsvæsen 

omkring 1980. Renovationsområdet 

hørte under Entreprenørafdelingen og 

beskæftigede mellem 40-50 mænd. I 

1983 overtog det private renovationsselskab 

KIRAS hovedparten af renovationen 

i Kolding Kommune efter en længerevarende 

arbejdskonflikt. 

nørafdelingen havde ansvaret for udførelsen af kommunens anlægs-, 

drifts- og vedligeholdelsesarbejder. 

Havne- og Kloakafdelingen stod med ansvaret for havn, kloakker 

og rensningsanlæg. Afdelingen foretog projekteringer inden for 

kloakog havneområdet og stod for både projektering og drift af 

kommunens rensningsanlæg. 

Bygningsinspektoratet og Byplankontoret blev også adskilt i den 

nye forvaltning. Bygningsinspektør Laurids Steffensen fortsatte som 

leder af Bygningsinspektoratet, hvorunder Boligkommission og Bygningstilsyn 

hørte. Det kommunale brandvæsen blev privatiseret og 

overtaget af Falck kort efter kommunesammenlægningen. Desuden 

skulle Laurids Steffensen fungere som stedfortræder for teknisk 

direktør, hvilket han gjorde indtil 1978, hvor han fratrådte. 

Byplanafdelingen skulle udover byplanlægningen også stå for 

parkvæsenet. Grønne områder og sportsanlæg, som i den gamle 

organisationsstruktur havde hørt under Stadsingeniørens Kontor, var 

nu delt i to dele - en projekterende og en driftsside, som Entreprenørafdelingen 

tog sig af. 

Regnskabs- og indkøbsafdelingen skulle varetage forvaltningens 

budget- og regnskabsmæssige opgaver og forestå indkøb til forvaltningen. 

Teknisk direktør Hans Wahlgreen 

Den nye forvaltningsstruktur blev præsenteret for medarbejderne på 

et møde i november 1970, hvor borgmester Peter Ravn samtidig 

kunne præsentere forvaltningens nye direktør, Hans Wahlgreen. 

Organisationsændringen var en gennemgribende modernisering 

af en gammeldags kommunal administration, og da man skulle finde 

den chef, som kunne føre moderniseringen og ændringerne ud i 

livet, valgte man at se bort fra mulige emner i den kommunale 

verden og søgte i stedet en person fra det private erhvervsliv. 

Hans Wahlgreen var født i 1924 i Rønne på Bornholm, og efter 

afsluttet civilingeniøreksamen i 1948 blev han ansat på B & W i 

skibsafdelingen. Her arbejdede han frem til 1953, i den sidste tid i 

salgsafdelingen. Efter årene på B & W fulgte syv år som salgschef på 

92

A/S Gasaccumulator i København, inden han i 1960 satte sig i direktørstolen 

i Dansk Akkumulator- og Elektromotorfabrik i Odense, 

som var et firma i Thrigefonden. Det var herfra han kom til Kolding. 

Hans Wahlgreen blev teknisk direktør i et årti, hvor Teknisk Forvaltnings 

ansvarsområder til stadighed blev udvidet. Enten som følge 

af kommunens egne initiativer, eller som følge af lovgivningen. 

1970erne blev også årtiet, hvor 1960ernes økonomiske vækst blev 

afløst af oliekrise, arbejdsløshed, bygge- og anlægsstop m.m. Det fik 

også indflydelse på arbejdet i forvaltningen. 

Perspektivplanlægningen blev indledt omkring 1970-71 i et samarbejde 

mellem ICP, Teknisk Forvaltning og Økonomisk Forvaltning. 

At udarbejde fysisk-økonomiske langtidsplaner var endnu ikke 

almindeligt i danske kommuner, så Kolding var her en foregangskommune. 

Det var bl.a. medvirkende til, at Kolding blev udset som 

model for større primærkommuner, da kommuneplanloven blev forberedt. 

Da loven forelå i 1975, kom års planlægningsarbejde Kolding 

til gode. De arbejds- og planlægningsrutiner, man havde indarbejdet 

i perspektivplanlægningen, blev nyttige redskaber, da man i 

1980erne skulle i gang med at administrere kommuneplanloven. 

Et andet planlægningsinstrument så også dagens lys i 1970erne. 

Funktionsområdeinddelingen var inspireret af de tidligere byplanvedtægter, 

men nu udvidet til at omfatte alle delområder i storkommunen. 

Kommunen inddeltes i 11 funktionsområder. Område 00 

var bykernen, hvorefter de øvrige områder i kommunen fulgte, 

begyndende med delområde 01 og sluttende med delområde 10. 

Sidstnævnte omfattede Brændkjær, Dalby og Tved. 

Funktionsområdeinddelingen bliver 

stadig benyttet. Oversigtskort fra 

1990erne. 

93

Et karakteristisk kendetegn i forvaltningsarbejdet 

blev fra slutningen af 

1960erne det store antal publicerede rapporter 

fra de forskellige afdelinger. 

I 1974 kom endvidere en miljøbeskyttelseslov, som efterfølgende 

blev administreret af Havne- og Kloakafdelingen. Miljøområdet blev i 

de følgende år en meget væsentlig forvaltningsopgave. 

På havneområdet skete der også ændringer igennem 1970erne. 

Vareomsætningen steg fra omkring 550.000 tons før 1970 til omkring 

800.000 tons i midten af 1970erne. Det var inden for områderne 

avispapirimport og import af foderstoffer, gødning og jern, der 

for alvor skete en kraftig stigning, hvorimod trælastimporten, som 

før havde været en stor importgruppe, næsten faldt bort. Det samme 

gjaldt eksporten af levende dyr, primært som følge af Danmarks indtræden 

i EF i 1972. Mellem 1978 og 1980 blev havnen udvidet for at 

få en mere effektiv betjening af skibsfarten, hvilket også resulterede i 

investeringer i flere og større kraner. 

I 1976 kom en ny byfornyelseslov, som man i forvaltningen straks 

så muligheder i. Byfornyelsesprojekterne blev en stor succes, da de 

gradvist blev realiseret i løbet af 1980erne. Dermed kom der også 

gang i det kommunale byggeri, som havde ligget stille i årevis. De 

fleste nybyggerier i Kolding havde private bygherrer stået for. 

På trafikområdet var der også nyskabelser og gennembrud. Efter 

mere end 40 års diskussioner besluttede man sig i 1976 endeligt for 

Vestre Ringgades linieføring og etablering. 

Kommunesammenlægningen betød også ekstra arbejde til forvaltningen. 

Udbygningen af plejehjem, centre, forsamlingshuse og 

idrætshaller i de tidligere sognekommuner gik stærkt i 1970erne. 

Specielt i slutningen af 1970erne skete en enorm udbygning af 

idrætsfaciliteter i hele kommunen. 

Slutteligt overdrog kommunens mangeårige borgmester Peter 

Ravn i 1977 borgmesterhvervet til Bent Rasmussen, som havde haft 

formandshverv i både Teknisk Udvalg og i Boligkommissionen. 

Forvaltningens organisatoriske forhold efter 1971 

De første år efter indførelsen af enhedsforvaltningen var præget af 

en vis usikkerhed, eftersom medarbejderne skulle vænne sig til helt 

nye arbejdsforhold og arbejdsrutiner. 

I samarbejde med Limes var der blevet udarbejdet en organisa- 

94

Bent Rasmussen var formand for Teknisk 

Udvalg 1971-1974 og borgmester 

fra 1977 til 1985. 

tionshåndbog, som beskrev Teknisk Forvaltnings arbejdsopgaver. For 

hver afdeling var der anvisninger på, hvilke aktiviteter, afdelingen 

havde ansvaret for, samt en detaljeret opgavefordelingsoversigt. Her 

præciseredes hver enkelt medarbejders arbejdsområde samt ansvarsog 

beslutningskompetence. 

Organisationshåndbogen blev løbende revideret, i takt med at 

udviklingen krævede større eller mindre ændringer i forvaltningens 

opgaver eller organisation. Det skete i et samarbejde med konsulent 

Steen Jacobsen fra Limes, som blev benyttet af forvaltningen i spørgsmål, 

der vedrørte organisation, frem til midten af 1980erne. 

Kommunesammenlægningen havde ikke medført en nævneværdig 

personaleforøgelse, og i de første år af 1970erne skete kun få 

nyansættelser og som regel kun i forbindelse med personaleafgang. 

Det hang også sammen med den økonomiske afmatning, der fulgte i 

kølvandet på oliekrisen. Der var ikke råd til personaleforøgelser, når 

man i forvejen måtte skære ned på anlægsbudgetterne. Da miljøbeskyttelsesloven 

trådte i kraft i 1974 fik Havne- og Kloakafdelingen 

dog en udvidelse af personalenormeringen. 

Organisatorisk blev det kun til småændringer og justeringer i de 

første år efter 1971. Dog begyndte man allerede i 1973 at overveje at 

udflytte Entreprenørafdelingen til Materialegården i Smedegade på 

grund af pladsproblemer. Det skete dog først i 1976, hvor man havde 

fået indrettet de nødvendige kontorfaciliteter. 

Miljø- og planlovene fra midten af 1970erne tilførte kommunen 

nye myndigheds- og planlægningsområder, som Teknisk Forvaltning 

skulle administrere. Det kom efter 1975 til at medføre, at sagsbehandlingen 

og borgerkontakten i flere afdelinger blev forøget betydeligt. 

Arbejdspresset voksede, og yderligere personale samt en ændring i 

organisationsplanen blev nu påkrævet. I 1977 fik forvaltningen bevilget 

ansættelse af nye medarbejdere i forbindelse med oprettelsen af 

en Graphoafdeling, som skulle etablere en bedre ledningsregistrering. 

Afdelingerne skulle endvidere gøre brug af Graphoafdelingen 

ved udarbejdelse og fremstilling af kort, rapporter og publikationer. 

Afdelingen placeredes som en stabsfunktion til teknisk direktør 

ved siden af Teknisk Sekretariat. Ved samme lejlighed overflyttedes 

Regnskabsafdelingen også til stabssektionen, hvorimod Indkøbsafdelingen, 

kom ind under Entreprenørafdelingen. 

En organisationsændring, som gav anledning til større diskussioner, 

både politisk og i forvaltningen, var spørgsmålet om oprettelse 

af en Parkafdeling. 

Ansvaret for byens grønne områder, parker, skove og strande samt 

idrætsanlæg var delt mellem Byplanafdelingen og Entreprenørafdelingen, 

således at projektsiden havde hørt under Byplanafdelingen, 

mens Entreprenørafdelingen havde stået for driften. Området var 

underlagt Sports- og Parkudvalget. 

Da Bent Rasmussen blev borgmester, var det et ønske fra hans 

side, at området blev delt, således at ansvaret for idrætsanlæggene 

kom ind under et decideret Idrætsudvalg under en ny Skole- og 

Idrætsforvaltning, mens de grønne områder og parker blev overført 

til Teknisk Udvalgs ressortområde. Det godkendte Byrådet i 1978. 

Dermed var der også lagt op til ændringer i selve forvaltningsopbygningen 

i Teknisk Forvaltning. I 1978 godkendte Byrådet, at der 

blev oprettet en selvstændig Parkafdeling, der skulle stå for såvel projektering 

som udførelse af anlægs- og vedligeholdelsesarbejder samt 

administration. 

95

En af arbejdsfunktionerne i Graphoafdelingen. 

Afdelingens kort og udstyr 

benyttedes af Kloakafdelingen ved beregninger 

til spildevandsplanen, 1983. 

Lillebæltsledningen nedlægges ved 

Løverodde 1978. 

Efterfølgende blev det diskuteret i både samarbejds- som hovedsamarbejdsudvalg, 

hvor afdelingen fysisk skulle placeres - i Ålegården 

eller på Materialegården i Smedegade? Spørgsmålet var, om man 

skulle bibeholde den tætte kontakt til Byplanafdelingen eller ej. 

Efter at sagen havde været drøftet i Økonomiudvalget blev sagen 

endeligt afgjort i 1979. Afdelingen blev placeret i Smedegade. 

Herefter var organisationen stort set uændret til slutningen af 

1980erne. 

Udbygningen af kloaknettet i Kolding Kommune efter 1970 

Kommunesammenlægningen i 1970 og miljøbeskyttelsesloven fra 

1974 gav mere arbejde til forvaltningen. Opbygningen og udbygningen 

af et sammenhængende kloakledningsnet dækkende hele 

kommunen, servicerende bolig- og industrikvartererne skulle 

udføres under stadig stigende hensyntagen til miljøet. Et omdiskuteret 

projekt blev etableringen af en spildevandsledning til Lillebælt. 

I 1969 havde Teknisk Udvalg drøftet mulighederne omkring en 

udløbsledning til Lillebælt. Det var dog blevet opgivet på grund af 

betydelig usikkerhed om det realistiske i sådan et projekt. I stedet 

holdt man sig til det oprindelige projekt, der gik ud på at udbygge 

det igangværende anlæg med en biologisk afdeling og afledning til 

Kolding Fjord. 

Ideen kom dog op igen i begyndelsen af 1970erne, efter at Fredericia 

og Middelfart havde fået udarbejdet en rapport, som belyste Lillebælts 

egnethed som recipient for spildevand fra de to kommuner. 

Lillebæltsrapporten omfattede ikke Kolding Fjord og heller ikke 

farvandet ved fjordens udmunding i Lillebælt. Derfor rettede 

Kolding Kommune henvendelse til Isotopcentralen, med anmodning 

om at undersøge forholdene for Koldings vedkommende. Spe- 

96

Afdelingsingeniør Martin Gubi var 

leder af Havneafdelingen 1961-88 og af 

Kloakafdelingen 1961-92. 

cielt var man interesseret i en vurdering af, om udledningen helst 

skulle ske nord for eller syd for fjordmundingen. 

Resultatet af denne nye Lillebæltsundersøgelse forelå i januar 

1972 i form af rapporten »Udledning af Koldings spildevand i Lillebælt«. 

Konklusionen var, at ved udledning i hovedstrømmen i Lillebælt 

var betingelserne ved Kolding Fjords munding lige så gode som 

ud for Fredericia. Mekanisk rensning af spildevandet måtte anses for 

at være tilstrækkelig for at opnå tilfredsstillende hygiejniske forhold, 

og det havde ingen væsentlig betydning, om udledningen foregik 

nord for, ud for, eller syd for fjordmundingen. 

Rapporten konkluderede også, at det næppe var spildevandsudledningen, 

som forårsagede det lave iltindhold, som periodevis 

kunne konstateres i vandet nær ved bunden af bæltet. Men spildevandet 

kunne dog være med til at forværre en i forvejen uheldig situation. 

Forud for denne undersøgelse havde Spildevandsudvalget udarbejdet 

en rapport over undersøgelser af forholdene i Horsens Fjord, 

Vejle Fjord, Kolding Fjord, Haderslev Fjord og Aabenraa Fjord. Konklusionen 

var for Kolding Fjords vedkommende, at indholdet af 

næringssalte var meget højt. Der kunne ikke med sikkerhed siges 

noget om effekten af forskellige renseforanstaltninger, dog ville fjernelse 

af kvælstof sikkert have en effekt på vandkvaliteten i fjorden. 

Teknisk Udvalg gik efter grundige overvejelser ind for forslaget 

om en udløbsledning til Lillebælt bl. a. for at opnå en hurtig forbedring 

af vandkvaliteten i fjorden, men også fordi man var usikker på, 

hvad en fremtidig spildevandsrensning skulle omfatte af rensningstrin. 

Ræsonnementet var, at selv om man udbyggede renseanlægget 

med biologisk og eventuel kemisk rensning, var det måske sandsynligt, 

at man alligevel på længere sigt ville blive nødt til at anlægge en 

udløbsledning. 

Derfor måtte det være fornuftigt, at udføre udløbsledningen med 

det samme og så afvente eventuelle yderligere rensningskrav. 

Projektet blev derefter indbragt for Landvæsenskommissionen, 

der i sin kendelse af 28. februar 1973 godkendte forslaget. Kommissionen 

forlangte dog, at kommunen iværksatte et omfattende 

analyse- og kontrolprogram af spildevandet til omgående iværksættelse. 

Efterfølgende rejstes noget af en folkestorm i Kolding. Bl. a. gik 

NOAH meget kraftigt imod forslaget, og også gymnasieeleverne var 

meget skarpe kritikere af udløbsledningen. Fra forskellig side blev 

politikerne desuden beskyldt for at vælge den nemme løsning frem 

for at etablere de nødvendige renseforanstaltninger. Danmarks 

Naturfredningsforening indbragte i april 1973 den af Landvæsenskommissionen 

afsagte kendelse for Overlandvæsenskommissionen 

med påstand om, at sagen senest i april 1975 skulle genoptages til 

behandling af Landvæsenskommissionen på grundlag af de af kommissionen 

krævede spildevandsundersøgelser. 

Naturfredningsforeningen frafaldt dog sin anke i februar 1974, 

efter at Kolding Kommune havde lovet løbende at fremsende resultatet 

af undersøgelserne til foreningen. 

Detailprojektet til udløbsledningen blev godkendt af Landvæsenskommissionen 

i februar 1975, hvor Kolding Kommune fik tilladelse 

til at påbegynde arbejdet til den yderste del af udløbsledningen på 

land, nemlig selve gravitationsledningen fra kysten til nord for 

Agtrup Skovgård. Denne parcel blev udført i 1975 og 1976. Trykledningen 

fra renseanlægget til Agtrup Skovgård blev udført i 1976 og 

97

1977. De resterende arbejder på udløbsledningen, pumpestationen 

på renseanlægget og den ca. 150 m lange undersøiske ledning i 

bæltet blev påbegyndt i 1978 og afsluttedes i 1979, hvor ledningen 

blev taget i brug. 

Sideløbende med projektet vedrørende udledning af spildevand 

til Lillebælt gennemførtes fra 1970ernes start en omfattende udbygning 

og etablering af afskærende ledninger og hovedkloakledninger. 

Område efter område blev i løbet af 1970erne og 1980erne gradvist 

sluttet til renseanlæg igennem etablering af afskærende kloakledninger. 

Finansieringen af kloakanlæggene skete via vandafledningsafgiften. 

I slutningen af 1987 vedtog Folketinget en lov, hvorefter det fra 

1. januar 1988 ikke længere var tilladt kommunerne at yde et alment 

tilskud til anlæg og drift af spildevandsanlæg. Hidtil havde kommunen 

ydet et sådant tilskud på 25%. Fra 1. juli 1988 indførtes der en 

særafgift, som ud over vandafledningsafgiften kunne pålignes virksomheder 

med særligt forurenet spildevand. 

Perspektivplanlægning 

Hæfter, der indeholdt sammenfatning af 

perspektivplanerne 1973 og 1979 kunne 

rekvireres af borgerne på Teknisk Forvaltning 

og på biblioteket. 

ICP havde som tidligere beskrevet fået til opgave at medvirke ved 

udarbejdelsen af en dispositionsplan for Kolding bykerne. Det arbejdedes 

der på i årene mellem 1968 og 1970, hvor der blev udført etagemeter-, 

indkøbs- og erhvervsundersøgelser i Kolding. Resultatet 

forelå i 1970 i form af rapporten »Dispositionsplan for Kolding 

bykerne«. 

Rapporten var en rammeplan for den fremtidige anvendelse af 

bykernens forskellige områder. Her figurerede bl.a. Bredgadeprojektet 

med center- og rådhusbyggeri. Derudover indeholdt den en trafikplan 

med forslag til, hvorledes trafik og parkering kunne organiseres 

- bl.a. Nordre Ringvejs udvidelse til 2 x 2 spor, Vestre Ringgades 

linieføring, saneringsområdet ved Konsul Graus Gades omdannelse 

til parkeringsformål, etablering af gågader og cykelstier samt forslag 

til zoneplan. Planen indeholdt endvidere forslag til, hvor der i fremtiden 

skulle være boliger, forretninger, industri og grønne områder. 

98

Forslag til fremtidig vejplan med parkering 

i »Dispositionsplan Kolding 

Bykerne 1970«. 

Dispositionsplanen skulle tjene som grundlag for en principbeslutning 

om den fremtidige udvikling i bykernen. Denne blev dog foreløbigt 

udsat, idet Byrådet ønskede, at man først fik igangsat en planlægning 

for de yderområder, der var blevet en del af Kolding 

Kommune i 1970. Den opgave tog forvaltningen og ICP straks op, og 

i 1972 var der blevet udarbejdet dispositionsplaner for alle bysamfundene 

i kommunen. 

Desuden besluttede Byrådet sig for, at planens økonomiske konsekvenser 

skulle belyses mere nøjagtigt. Dermed førtes planlægningsarbejdet 

i Kolding gradvist ind i en ny fase, hvor økonomisk 

planlægning blev vægtet på lige fod med fysisk planlægning. Hidtil 

havde man kun taget tilløb til at få udregnet, hvillke konsekvenser en 

realisering af planerne ville få på kommunens økonomi år frem i 

tiden. 

I Teknisk Udvalg havde man i et stykke tid diskuteret, at langt flere 

burde involveres i samarbejdet med ICP, og efter flere tilløb i løbet af 

1970 etablerede man i slutningen af året et planlægningsudvalg. Det 

skulle styre det fortsatte planlægningsarbejde i kommunen. 

I samarbejde med ICP blev der konstrueret en planlægningsmodel, 

som skulle forbinde den økonomiske og fysiske langtidsplanlægning 

i en langsigtet perspektivplanlægning. 

Ideen bag perspektivplanlægningen var at udregne kommunens 

areal- og investeringsbehov og økonomiske manøvremuligheder over 

en længere årrække. Modellen bestod af flere dele: Der skulle udarbejdes 

en perspektivanlægsplan. Heri skulle kommunens forventede 

anlægsudgifter angives for de kommende 15 år, opdelt på de enkelte 

kommunale sektorer og selvfølgelig afstemt efter kommunens fremtidige 

investeringsmuligheder. Ved siden af denne skulle tilvejebringes 

en dispositionsplan for hele kommunen, der ligeledes inden for 

en 15-årig tidsramme skulle angive, hvorledes kommunens arealer 

skulle anvendes. I næste lag skulle der så lægges planer for, hvornår 

og i hvilken rækkefølge de forskellige delplaner skulle bringes til 

udførelse. Det skulle ske inden for 5 års perioder. For disse tids- og 

rækkefølgeplaner på 5 år skulle der opstilles 5-årige drifts- og anlægs- 

99

I 1970 og 1971 havde man afholdt 

offentlige møder, hvor emner som byudviklingsalternativer 

og centerbyggeri var 

blevet taget op til diskussion. Under 

borgermødet i maj 1972 udvistes stor 

spørgelyst fra borgerne til det nedsatte 

panel, som bestod af byrådspolitikere, 

teknikere fra forvaltningen og konsulenten 

fra ICP. Fra venstre ses Poul Sørensen, 

Alex Jentsch, Bent Rasmussen, 

borgmester Peter Ravn, direktør Johs. 

Riis Pedersen, Kolding Købmandsskole, 

Hans-Jørgen Bøgesø, ICP og A. Knudsen, 

Kolding Kommune. 

budgetter. Sidste lag i modellen var den traditionelle årlige kommunale 

budgetlægning. Den skulle svare til det første år i 5-års budgettet. 

Modellen var fleksibel og bestemte ikke i detaljer, hvordan udviklingen 

skulle forme sig, men angav snarere nogle rammer for kommunens 

fremtidige udvikling. Forudsætninger og holdninger kunne 

ændre sig selv over kort tid, så derfor var der lagt op til, at man justerede 

eller reviderede planerne hvert 4. år. 

Perspektivplanlægningen markerede et brud med tidligere planlægningspraksis, 

hvor man var vant til at operere med kortere tidshorisonter, 

når der blev udarbejdet arbejdsprogrammer og lagt budgetter. 

Nu blev der lagt op til, at man i planlægningsfasen tog højde for 

både økonomi og fysiske dispositioner helt op til 15 år ud i fremtiden. 

Den økonomiske langtidsplanlængning i Kolding afsluttedes foreløbig 

i foråret 1972, hvor Planlægningsudvalget kunne fremlægge de 

første beregninger over, hvor meget de forskellige kommunale sektorer 

forventedes at skulle udbygges frem til 1985, og hvor meget det 

ville koste kommunen at imødekomme disse behov. 

Forudsætningerne var et forventet indbyggertal i 1985 på mellem 

57.000 og 59.000 - et tal som yderligere ville stige helt op til omkring 

65.000 i år 2000. Der skulle skabes boliger til denne befolkningstilvækst, 

og her regnede man med et behov for 5.100 boliger inden for 

samme tidsrum. Kommunen havde ledige byzonearealer nok til at 

kunne klare denne boligtilvækst, men kun frem til 1985. Efter det 

tidspunkt skulle der findes nye arealer til byudviklingsformål, enten i 

Almind-Viuf, Eltang-Vilstrup eller Vonsild-Dalby. 

I 1985 regnede man med, at der ville være et behov på mellem 

28.000 og 34.000 arbejdspladser mod omkring 18.000 i 1968. Selvom 

100

efolkningstilvæksten frem til 1985 kun ville udgøre omkring 5000, 

havde man her taget højde for den tendens, der var slået igennem i 

1960erne. Nemlig at langt flere kvinder i fremtiden ville søge ud på 

arbejdsmarkedet. På skoleområdet kalkulerede man med, at der 

skulle bygges 4-5 skoler inden 1985 og skaffes 800 nye pladser i vuggestuer, 

1500 i børnehaver og 200 i fritidshjem. 

I planlægningsperioden frem til 1985 skulle der ske en forbedring 

og udbygning af grønne områder, sports- og idrætsanlæg og kulturog 

fritidsmæssige funktioner. Forureningsproblemet blev også taget 

op som en vigtig fremtidig kommunal opgave. Her var der afsat 100 

mio. kr til forureningsbekæmpelse, fortrinsvis til udbygning af kloakog 

renseanlæg, men også til bekæmpelse af luft-, støj- og jordforurening. 

De totale omkostninger ville udgøre omkring 925 mio. kr. mellem 

1972 og 1985, hvoraf kommunen selv havde mulighed for at rejse de 

610 mio. kr. gennem skatteindtægter og lån. »Underskuddet« kunne 

delvist dækkes ved at lade nogle investeringer finansiere af andre 

end kommunen. Eksempelvis var der lagt op til, at sociale boligselskaber 

skulle stå for en del af nybyggeriet, hvorefter kommunen 

kunne leje sig ind. Derudover kunne man forvente stats- og amtstilskud 

til byggeri af uddannelsesinstitutioner, som f.eks. det nye gymnasium. 

I foråret 1972 fik borgerne lejlighed til at »kigge planlæggerne 

over skuldrene«, idet man lavede en større byplanudstilling. Udstillingen 

blev forlagt til biblioteket, hvor omkring 1000 - 1500 mennesker 

besøgte den i dagene mellem den 9. og 18. maj 1972. 

Udstillingen nød også bevågenhed i andre kommuner. Flere kommunale 

delegationer fandt udstillingen et besøg værd, og sågar vesttyske 

lokalpolitikere havde fundet vej til Kolding. En delegation fra 

Delmenhorst, som senere blev en af Koldings venskabsbyer, tog 

turen nordpå for at høre, hvordan Kolding havde tænkt sig at klare 

fremtidige kommunale opgaver, så som forureningssproblemer og 

uddannelse. 

Udstillingen blev rundet af med et borgermøde på Kolding Gymnasium 

den 18. maj 1972, hvor et indbudt panel, bestående af politikere 

og embedsmænd redegjorde nærmere for visionerne for fremtidens 

Kolding. 

På mødet kom man vidt omkring, men topscorerne var rådhus- og 

centerbyggeriet, trafiksituationen og i særlig høj grad økonomien. 

Planlægningsarbejdet havde vist, at kommunen ville komme til at 

mangle omkring 100 mio. kr. i at få alle planforslagene realiserede. 

Derfor skulle man til at indstille sig på besparelser. 

Perspektivplanerne 1976-88 og 1979-91 

Perspektivplanlægningen var en fortløbende proces, som krævede 

flere revisioner og opfølgninger. Vilkårene var, at planlægningsarbejdet 

aldrig kunne afsluttes, eftersom det, der skulle planlægges over - 

økonomi, befolkningsudvikling, erhvervsforhold o.s.v. - hele tiden 

ændrede sig. 

I 1973 havde ICP tilvejebragt en dispositionsplan gældende for 

hele kommunen. Den blev i 1974 godkendt af Planstyrelsen og 

levede i teknisk henseende op til den forestående kommuneplanlovs 

krav. 

Alligevel lagde ICP op til en snarlig revision, eftersom dispositionsplanen 

var baseret på befolknings-, bolig- og arealbehovsprognoser 

101

Østergade som gågade. Fotografi fra 

1970erne. 

udarbejdet fire år tidligere. Og i det korte tidsrum havde en række 

forudsætninger ændret sig meget. 

Af økonomiske grunde måtte man allerede i 1972 til at revurdere 

og endog opgive en lang række projekter. Da var man nået frem til, 

at det ville koste kommunen ca. 175 mio. kr at realisere den trafikplan 

- med ringvejssystem, kollektiv trafik, gå- og cykelgader - som 

var blevet foreslået i dispositionsplanen for Kolding bykerne i 1970. 

Alene trafikplanen for bymidten ville koste omkring 85 mio. kr. 

En ting var kommunens egen økonomiske formåen. Noget andet 

var den række af uforudsete faktorer, som gav Koldings første perspektivplan 

en del skrammer allerede da den forelå i sin endelige 

udgave i 1973. 

For det første var børnetallet begyndt at udvise en stærkt faldende 

tendens, hvilket var i stor modstrid med de forventninger, der havde 

været i 1960erne om en fortsat høj befolkningsvækst. På længere sigt 

kunne man altså forvente et mindre behov for skoler, børneinstitutioner 

m.m. 

For det andet blev der indført bygge- og anlægsstop for det offentlige 

i 1973, og da oliekrisen satte ind i 1974, bremsedes den økonomiske 

vækst. 

Allerede i 1974 tog man konsekvensen af udviklingen og påbegyndte 

en revision af perspektivplanen. Den var tilendebragt i 1976, 

hvor Perspektivplan 1976-88 forelå. 

1960ernes vækstfilosofi var forladt, man lagde i stigende grad vægt 

på nye tanker, så som vedligeholdelse, genanvendelse og miljø. I 

1970 havde man været optaget af muligheden for at skabe en ny 

bydannelse enten mod Almind, Eltang eller Vonsild. De tanker blev 

nu forladt af økonomiske hensyn og under indtryk af, at befolkningstilvæksten 

nu syntes at blive mindre. I stedet valgte man at lade de 

eksisterende små byer udvikle sig og udnytte de servicemuligheder, 

der allerede var til stede her. 

Koldings sidste perspektivplan forelå i 1979. Afmatningen i 

økonomi og befolkningstilvækst viste sig i forventningerne om fremtidens 

boligbyggeri. I begyndelsen af 1970erne var der blevet bygget 

omkring 600 nye boliger om året i gennemsnit. Det forventede man 

ville falde mellem 1979 og 1990, hvor man kun regnede med et 

totalt nybyggeri på omkring 4000, svarende til gennemsnitligt 400 

nye boliger om året i 1980erne og kun 300 nye boliger i 1990erne. 

Trafikforhold 

I begyndelsen af 1970erne var trafikafviklingen i Kolding bykerne 

stadig et stort problem, som ikke var blevet løst ved, at man havde 

fundet en løsning på Slotssøvejsprojektet. Slotssøvejen var blevet 

åbnet i 1970. 

Desuden lod etableringen af Vestre Ringgade vente på sig. I de 

første år af 1970erne voldte det en del problemer at finde ud af hvor 

præcist den skulle anlægges, og i hvor mange spor. 

De trafikale problemer bestod i, at det af fysiske og topografiske 

grunde var vanskeligt at opnå tilfredsstillende forbindelser til bykernen 

både fra nord og fra syd. Nord for bykernen lå Slotssøen og 

engarealerne ved Vifdam, og syd for bykernen lå Kolding Å og jernbanen. 

Derudover betød fraværet af en ringgade, at alle forbindelser 

mellem områderne nord og syd for bykernen skulle føres igennem 

bykernens gadenet. 

102

Anlæg af motorvejsbroen over Hylkedalen 

set fra Hylkedalvej. 

Et af problemerne - nemlig hovedvejstrafikken gennem Kolding - 

forsvandt dog i 1974, da motorvejen åbnede. Da yderligere Tankedalsvejen, 

Koldingområdets 4. og sydligste forbindelse til motorvejen 

åbnede i 1976, medførte det en trafikmæssig aflastning af bykernen 

på 14 % i forhold til 1973. På det tidspunkt havde oliekrisen dog 

også gjort sit til, at der var sket en generel nedgang i trafikken. 

Der skete en stor udbygning af stinettet i kommunen i 1970erne 

for at beskytte de »svage trafikanter«. Det skete f.eks. i Bramdrupdam, 

Mariesmindeområdet og i skovene. Da arbejdsløsheden satte 

ind efter 1974, blev mange af disse anlægsarbejder gennemført som 

beskæftigelsesprojekter, som ved etableringen af et samlet stisystem 

fra Dalby Mølle til Vonsild og en sti gennem Rebæk skov fra Kolding 

over Agtrupskov til Løverodde i 1975. Samme år gik man i gang med 

at anlægge en sti fra uddannelsesområdet i nord til Troldhedebanestien 

og fra Holbergsvej til Peterslystområdet. 

Sikringen af børns vej til og fra skole blev også forbedret med 

cykelstier, fodgængerovergange og »rumlefelter«, som skulle medvirke 

til, at bilerne satte hastigheden ned. Det skete f.eks. ved Mosevej i 

1979 og på Agtrupvej ved Hybenvænget i 1980. 

Gå- og sivegader, hvor fodgængere og biltrafik blev blandet, blev 

almindelige. I 1975 åbnede Søndergade nord som den første gå-sivegade 

i Kolding, og året efter fulgte Søndergade syd. 

I 1977 havde et teknikerudvalg udarbejdet et forslag til ændring af 

Kolding bykerne, som gik ud på at omdanne en del af bykernens 

gader til gågader. Forslaget udmøntedes i en ny lokalplan for bykernen, 

som blev vedtaget af Byrådet i december 1978. 

Kommunen havde i 1975 overtaget FDBs gamle fabrik i Klostergade 

med henblik på at etablere kulturinstitutioner. Som et led i planerne 

skulle der anlægges en ny vej fra Bredgade via Brostræde til 

Munkegade. I 1978 påbegyndtes arbejdet, og i 1981 var man færdig 

med gadegennembruddet og forlængelsen af Brostræde. Det resulterede 

i den nye gade - Farverstræde. Den åbnede for trafik i maj 1982. 

Samtidig blev Helligkorsgade og Klostergade øst for Gråbrødregade 

gågader, og den resterende del af Klostergade blev sivegade. 

1960ernes jagt på parkeringspladser fortsatte i 1970erne, omend i 

et noget mindre omfang. Der blev anlagt parkeringspladser ved det 

103

Vestre Ringgade under anlæggelse. Foto 

fra 1981. 

nye svømmebad i 1971, og i 1972 havde man skaffet plads til 100 nye 

parkeringspladser i Borchs Gård. I 1975 blev der etableret 120 nye 

parkeringspladser ved Holmsminde. Samme år gik man igang med 

at anlægge 50 langtidsparkeringspladser på den tidligere Troldhedebane 

ved rutebilstationen. 

I 1977 blev antallet af parkeringspladser i og omkring Kolding 

bykerne opgjort til omkring 2500. Det antal holdt sig et godt stykke 

ind i 1980erne, hvor der ikke blev anlagt nye, og hvor parkeringsmulighederne 

endog faldt i en periode, hvor Borchs Gård og Sdr. Torv 

var omdannet til byggepladser. I 1979 indførtes tidsbegrænset parkering 

på 6 timer gældende for lastbiler, busser m.v. inden for bymæssig 

bebyggelse i Kolding Kommune. I 1986 var der i alt 1730 offentlige 

parkeringspladser i brug i og omkring Kolding bykerne. 

Spørgsmålet om etableringen af Vestre Ringgade faldt også på 

plads. Siden 1941 havde denne gade været en fast ingrediens i stort 

set alle de vej- og byplaner, der var blevet produceret. Alle planer for 

bymidten havde som forudsætning, at ringgaden ville blive anlagt på 

et eller andet tidspunkt. 

Op gennem 1950erne og 1960erne havde ringgadespørgsmålet 

dog ligget noget i skyggen af diskussionerne om Slotssøvejen, men 

da man endegyldigt forlod projektet, blev det så meget vigtigere, at 

ringgaden blev etableret. I 1968 var ICP blevet koblet på projektet og 

samme år havde man fremsendt en anmodning til Vejdirektoratet 

om, at gennemførelsen af Vestre Ringgade blev prioriteret så højt 

som muligt, og i årene mellem 1971 og 1974 arbejdede Vej- og Færdselsafdelingen 

intenst på en løsning. 

104

I 1971 havde Byrådet godkendt en linieføring, som der blev arbejdet 

videre på i de kommende år. Det afgørende var, at Vestre Ringgade 

skulle aflaste trafikafviklingen i bykernen, og det kunne efter 

Vejafdelingens mening kun nås, hvis man anlagde Vestre Ringgade 

som en 4-sporet vej gående fra Vejlevej til Tøndervej og videre ad 

Kralundsgade og Ottosgade til Haderslevvej. 

Vejafdelingens forslag blev mødt med modstand fra medlem af 

Teknisk Udvalg, Knud Erik Reddersen, som i 1974 fremsatte ønske 

om en revurdering af hele projektet, både af miljømæssige og økonomiske 

grunde. Han fremsatte et alternativt forslag, der gik ud på 

at ringvejen skulle anlægges som en 2-sporet vej sluttende ved Munkensdam. 

Herfra mente han, at det eksisterende vejanlæg, den 2- 

sporede Tøndervej med afvigelsesmulighed ad Kralundsgade/Ottosgade 

var fuldt tilstrækkelig. 

Reddersens forslag vandt alles gehør, men miljømæssige hensyn 

betød dog, at man endnu engang revurderede projektet. I modsætning 

til tidligere trak man nu linieføringen vestligere, så man på den 

måde kunne skåne en stor del af ejendommene i trekanten Katrinegade/Zahnsgade. 

Det førte dog et andet problem med sig, idet linieføringen så ville 

komme til at ligge for tæt på sygehusets kirurgiske fløj. Da Vejle 

Amtsråd modsatte sig en nedrivning, tog man en gammel ide op, der 

gik ud på at lave en underføring under sygehuset. Ideen blev forelagt 

det rådgivende ingeniørfirma Cowiconsult, som sagde god for 

den. Det blev dog ikke aktuelt da sygehuset flyttede ud. 

I 1976 besluttede Byrådet sig for Vestre Ringgades endelige linieføring 

på baggrund af Teknisk Udvalgs indstilling om en vejdispositionsskitse. 

Skitsen omhandlede den del, der gik fra Tøndervej til 

Hans Ludvigs Vej ved Konsul Graus Gade. I udvalget havde der været 

fuld enighed om linieføringen, hvorimod man foreløbig havde 

undladt at tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt det skulle være 

en 2- eller 4-sporet ringgade. Projektet var opdelt i to etaper, hvoraf 

etape 1 ville kunne startes i 1978. Byrådet vedtog indstillingen, 

omend ikke ensstemmigt. Hermed afsluttedes næsten 40 års diskussioner 

om linieføringer. I januar 1978 startede arbejdet og i november 

1983 åbnede Vestre Ringgades første etape. 

Allerede i 1984 viste anlægget af ringgaden sin store berettigelse, 

idet tællinger viste, at Vestre Ringgade på et hverdagsdøgn befærdedes 

af ca. 5000 biler. 

Planerne for bykernen ændres 

Bykerneplanen fra 1970 havde lagt op til en total omdannelse af 

bykernen, ikke mindst i trafikal henseende. Desuden var det tanken, 

at der på arealet Bredgade-Torvegade-Skolegade-Rendebanen skullle 

bygges et kombineret administrations-, kulturog forretningscenter. 

Det var der stadig enighed om i Teknisk Udvalg i begyndelsen af 

1970erne, selvom der var uenighed om, hvordan projektet skulle 

føres ud i livet. Bl.a. så de konservative helst, at den kommunale 

administration blev placeret andetsteds, f.eks. i Konsul Graus Gadeområdet. 

Som inden for så mange andre områder i 1970erne kom økonomien 

dog også her til at spille en afgørende rolle. Perspektivplanen 

havde vist, at omdannelsen af bykernen ville komme til at belaste 

kommunens budgetter i ekstrem grad. Derfor begyndte man nu at 

revurdere projekterne. 

105

Området omkring Bredgade-pladsen 

fotograferet i 1981. Pladsen bruges 

endnu til parkeringsplads, men over for 

Rådhuset er byggeriet af Økonomisk Forvaltning 

i gang, og Farverstræde er 

under anlæg. 

ICP fik til opgave at udarbejde et oplæg til en ny målsætning og 

politik for Kolding bykerne. I oplægget fra 1973 blev der præsenteret 

to alternative udviklingsmuligheder for bykernen arealmæssigt, trafikalt, 

funktionelt, økonomisk og miljømæssigt. 

Det første alternativ trak tråden op fra de væksttanker, som havde 

præget byplanlægningen i 1960erne. Nemlig at Kolding bykerne 

skulle være kommunens overordnede kraftcenter, hvor byfunktionerne 

- handel, erhverv og service - fik lov at ekspandere på bekostning 

af boligområder. En sådan udvikling var dyr og krævede anlæg af 

mange parkeringspladser. 

Det andet alternativ, kaldet det restriktive, gav mulighed for at 

bevare boligantallet og endog øge det. Det kunne lade sig gøre, hvis 

man gradvist påbegyndte en udflytning af en række erhverv fra 

bykernen og lod fremtidige servicefag blive placeret uden for bykernen. 

I bykernen var der plads til et samlet etageareal på ca. 325.000 m 2 

Det betød, at hvis man valgte det restriktive alternativ, ville det planlagte 

rådhusprojekt ved Bredgade-Torvegade stort set beslaglægge 

den resterende mulighed for nybyggeri i området. Derfor foreslog 

ICP, at projektet reduceredes til kun at omfatte kulturelle og fritidsmæssige 

funktioner. 

I Teknisk Udvalg besluttede man sig i april 1973 for den restriktive 

løsning, hvilket senere blev tiltrådt i Byrådet. Herefter skulle man 

detailplanlægge på basis af ICP-rapporten og vælge løsninger, der 

106

nærmede sig det restriktive alternativ. Ud over at beslutningen indvarslede 

et skift i planlægningsstrategien for Kolding bykerne, fik 

den konsekvenser for udviklingen i kommunens yderområder. Der 

kom nu gang i udbygningen og etableringen af lokalcentre i bysamfundene 

rundt om i kommunen, som f.eks. i Bramdrup, Munkebo 

og Vonsild. Desuden begyndte overvejelserne om etableringen af et 

storcenter uden for bykernen. 

Byfornyelse 

Køkkeninteriør i Konsul Graus Gade. 

Selve boligen blev karakteriseret som 

utæt, indelukket, brandfarlig og med 

simple sanitære og uhygiejniske forhold, 

hvor madlavning og personlig vask 

foregik samme sted. Ca.1970. 

Da Byrådet i 1973 besluttede sig for at bevare og styrke bykernen 

som boligområde, blev der trukket en skillelinie mellem to byplanopfattelser. 

I 1960erne havde den overordnede målsætning for byplanarbejdet 

været, at Kolding by i fremtiden skulle udvikle sig til at være 

en af regionens betydeligste handels-, service- og administrationscentre. 

Den målsætning indebar, at boligområder måtte vige pladsen for 

at gøre plads til administrationsbyggeri, parkeringspladser, forretninger, 

nye veje o.s.v. 

Efter 1973 blev opgaven at skabe gode boligkvarterer i bykernen 

gennem bevarende boligsanering og nybyggeri, mens fremtidige og 

arealkrævende funktioner som f.eks store dagligvarebutikker, måtte 

placeres uden for byen. Det samme gjaldt for den industri- og lagervirksomhed, 

som i forvejen befandt sig i bykernen. Hvor det var 

muligt, skulle disse virksomheder flyttes uden for byen. 

Byrådets beslutning blev stadfæstet i byplanvedtægt nr. 00, som 

Byrådet vedtog i november 1976. Med den forelå en rammeplan, 

som i store træk fastlagde retningslinierne for den fremtidige planlægning 

af bykernen, indtil der »karré for karré« var udarbejdet 

detaljerede saneringsplaner og lokalplaner for hele bykernen. 

I 1976 kom der en ny saneringslov, som betød, at kommunerne 

delvist kunne få finansieret saneringsprogrammer ved hjælp af statsmidler. 

Det blev startsignalet til byfornyelsesarbejdet i Kolding. Et 

karakteristisk træk i dette arbejde blev, at man tilstræbte bevaring 

frem for nedrivning. Kun byggeri, der var så dårligt, at end ikke 

boligkommissionens mindstekrav kunne opfyldes, skulle nedrives. 

Byfornyelsesarbejdet fra slutningen af 1970erne var en direkte 

udløber af det saneringsarbejde, man havde påbegyndt i 1950erne. I 

1954 var der blevet oprettet en boligkommission i medfør af lov af 

31. maj 1939 om boligtilsyn og sanering af usunde bydele. Kommissionen 

var sammensat på samme vis som Byplankommissionen, idet 

den udover byrådsmedlemmer også bestod af teknisk eller på anden 

måde fagligt kyndige. Boligkommissionens »teknikergruppe« var 

således politimesteren, kredslægen og bygnings- og brandinspektøren. 

Senere blev også socialinspektøren medlem af kommissionen 

ud fra den betragtning, at man ud over at tage vare på boligmassens 

tilstand også måtte tage en del sociale hensyn. Boligkondemnering 

havde tidligere hørt under Sundhedskommissionen, hvor politimesteren 

var formand. 

Bygnings- og Brandinspektoratet var fra 1955 sekretariat for Boligkommissionen. 

Ingeniør Arvid Nilsson, der var blevet ansat i 1954, 

arbejdede frem til sin fratrædelse i 1986 med boligkommissionssager, 

sanering og byfornyelse, fra 1978 sammen med arkitekt Sten Krarup 

fra Byplanafdelingen. 

Fra starten var der lagt op til, at der skulle udarbejdes detaljerede 

saneringsplaner for de dårligste boligkvarterer, men først i 1960erne 

forelå de første deciderede saneringsplaner. Det hang til dels sam- 

107

Fra en ejendom i Blæsbjerggade. Foto fra 

1970erne. 

men med de mange andre opgaver, som også skulle løses af medarbejderne 

i bygningsinspektoratet. Som tidligere beskrevet var det 

specielt byplanarbejdet, som i 1950erne lagde et stort beslag på personalets 

arbejdskraft. 

I 1960 blev der mere tid til saneringsarbejdet, og man gik nu igang 

med at udarbejde et udkast til et saneringsprogram. Det skulle indeholde 

beregninger over fremtidige bolig- og saneringsbehov. I 1962 

opgjorde man saneringsbehovet til ca. 1.000 - 1.200 lejligheder - d.v.s. 

boliger, som man anså for at være nedrivningsklare. Hvis de boliger, 

som blot kunne ombygges og forbedres, blev talt med, ville tallet 

være omkring 2.000 boliger. 

Den første saneringsplan for et afgrænset boligområde var klar i 

1960. Det drejede sig om et lille område ved Gøhlmannsvej. Her lå 

der 18 faldefærdige huse på en bakke, som i de følgende år alle blev 

revet ned. Det gav plads til Nordre Kollegium, som blev opført i 

1968. I 1963 forelå den første saneringsplan for Konsul Graus Gade. 

Den blev en vigtig brik i de byggeplaner, man havde for Bredgade- 

Torvegade området og for Vestre Ringgade-projekteringen. 

Boligmassen var flere steder i byen i så dårlig stand, at den eneste 

løsning var at nedrive dem, og imellem 1955 og 1968 blev ialt 750 lejligheder 

revet ned med begrundelsen, at de var sundsheds- eller 

brandfarlige. Nedrivningen skete dog også med det formål, at der 

skulle skaffes plads til parkeringspladser eller til andre formål. Hele 

Vestergade forsvandt i perioden fra 1965 til 1973. 

Kommunen opkøbte en del ejendomme flere steder i byen, fordi 

man ønskede grundene benyttet til anden anvendelse. Ud mod den 

projekterede Vestre Ringgade, som man i lang tid ikke kendte den 

nøjagtige linieføring på, opkøbtes således flere huse, bl.a. i Zahnsgade. 

I 1968 lavede Boligkommissionen en status over det saneringsarbejde, 

som havde fundet sted siden 1962. Konklusionen var, at antallet 

af saneringsmodne boliger ikke var formindsket nævneværdigt. 

Derfor blev der opfordret til, at saneringsarbejdet blev bragt ind i en 

mere fast bane, f.eks. ved at udarbejde en hoveddispositionsplan for 

saneringsarbejdet. 

Det blev der gjort i de følgende år. I 1969 kom en ny saneringslov, 

og i medfør af den blev der udarbejdet en oversigtsplan, der gennemgik 

kvaliteten af bebyggelsesejendomme i kommunen, hvilke 

bygninger, der var saneringsmodne, og i hvilken rækkefølge sane- 

»Hul« i Låsbygade. Foto fra 1960erne. 

108

Ejendomme i Vestergade, set fra Rendebanen 

op mod Rådhuset, som blev revet 

ned i slutningen af 1960erne og begyndelsen 

af 1970erne. Foto Gudrun Hechmann 

1963 

ringsprogrammet skulle gennemføres. Oversigtsplanen forelå i 1972 

og vakte stor opmærksomhed i andre kommuner, som sendte teknikerdelegationer 

til Kolding for at få inspiration. 

Oversigtsplanen og Boligkommissionens saneringsplaner blev et 

væsentligt baggrundsmateriale, da man gik igang med byfornyelsesprojekterne 

i 1977. Man skulle ikke, som det var tilfældet i mange 

andre kommuner, først i gang med forarbejderne til byfornyelse. 

Dem havde man allerede »i skuffen«. 

Allerede i 1974 var man i forvaltningen gået i gang med at udarbejde 

en byfornyelsesplan for den indre bys boligområder, som 

byggede på Boligkommissionens bygningstekniske saneringsundersøgelser. 

Det var dog først i 1976 og 1977, at der for alvor kom gang i 

arbejdet. Her spillede det en væsentlig rolle, at man nu vidste, hvor 

Vestre Ringgade skulle anlægges. Hermed havde man et afgrænset 

område i den vestlige bykerne, hvor man havde et sikkert overblik 

over, hvilke bygninger, der skulle nedrives, og hvilke, der kunne gå 

fri. Det var baggrunden for, at man valgte Konsul Graus Gadeområdet 

som det første byfornyelsesprojekt. 

I 1976 tog man kontakt med konsulentfirmaet Almennyttigt Saneringsselskab, 

som skulle udarbejde forslag til byfornyelsesprojekter. 

Kort efter at saneringsloven var vedtaget, havde forvaltningen inviteret 

direktøren for selskabet, tidligere boligminister Helge Nielsen, på 

besøg i Kolding, hvor han overfor politikere og teknikere redegjorde 

for loven og for de muligheder, der lå i den. 

Byfornyelsesarbejdet nødvendiggjorde en række organisationsmæssige 

ændringer i forvaltningen og i de tekniske udvalgs arbejdsgang. 

Boligkommissionsarbejdet og byplanarbejdet skulle koordineres. 

Teknisk direktør Hans Wahlgreen foreslog, at Teknisk Forvalt- 

109

Nedrivning i forbindelse med byfornyelse 

i Konsul Graus Gade, 1976. 

ning skulle administrere opgaven, forestå samarbejdet med saneringsselskabet 

og sørge for, at øvrige kommunale sektorer blev inddraget 

i opgaven. 

Borgmester Peter Ravn gik ind for, at formanden for Byplanudvalget 

også blev formand for Boligkommissionen, og det godkendtes af 

Byrådet i 1977, hvorefter Peter Ravn udtrådte af Boligkommissionen 

for at gøre plads til Sv. Aa. Wase Petersen. Han sad herefter både 

som formand i Boligkommissionen og i Teknisk Udvalg. 

I juni 1977 kunne saneringsselskabet gå igang. Der blev nedsat en 

styregruppe, som ud over Hans Wahlgreen kom til at bestå af folk fra 

Byplanafdelingen, bygningsinspektøren og Boligkommissionens 

sekretær samt K. Bonde Pedersen fra saneringsselskabet. I 1980erne, 

da flere projekter var blevet sat i værk, blev styregruppen udvidet. Nu 

Nybyggeri i Konsul Graus Gade. 

Omkring 1980. Foto: Friis Fotografi 

110

Saneringspolitikken afstedkom i starten 

protester fra flere sider. 

deltog formanden og næstformanden for Teknisk Udvalg også i 

gruppen, som ud over teknikere fra Teknisk Forvaltning også var 

repræsenteret ved Boligkontoret, Økonomisk Forvaltning, Social- og 

Sundhedsforvaltningen, Museet på Koldinghus samt saneringsselskabet, 

som på det tidspunkt havde skiftet navn til Byfornyelsesselskabet 

Danmark. 

Saneringsområdet Konsul Graus Gade bestod af karreerne på 

begge sider af Konsul Graus Gade. Området var mod nord afgrænset 

af Låsbygade, mod øst af Zahnsgade, mod syd af Katrinegade og mod 

vest af Hans Ludvigs Vej. 

I 1970 havde Boligkommissionen karakteriseret området ved 

... sin stærkt blandede og sammentrængte boligbebygggelse i 1 1 ⁄2 - 3 etager 

mellem Katrinegade og Konsul Graus Gade med et stort antal boliger af ringe 

størrelsesforhold med dårlige lejligheds- og bygningskvaliteter, små grundstørrelser 

og gennemgående med svigtende vedligeholdelse, således at bebyggelsen i 

det væsentlige må betegnes som udslidt og med så sundhedsfarlige og brandfarlige 

forhold, at beboelse må ophøre. 

Bebyggelsen langs Låsbygade var gennemgående af bedre kvalitet, 

men her var bagarealerne mange steder opfyldt af bygninger, hvori 

der var indrettet erhverv. Så tæt en bebyggelse betød, at konsekvenserne 

af en brand kunne blive ret alvorlige. 

Saneringsselskabet Danmark præsenterede et saneringsforslag i 

1977, efter at der først var blevet offentliggjort et debatoplæg og 

afholdt en lang række møder med ejere og lejere i området. 

Planen indebar, at samtlige bygninger skulle bringes i en tidssvarende 

tilstand og være brandsikrede. Indvendigt skulle boligfaciliteterne 

naturligvis opfylde de krav, som man kunne stille til en 

moderne bolig. Der skulle indlægges centralvarme, installeres badeværelser, 

og toilet- og køkkenforhold skulle moderniseres. 

I oplægget var der desuden forslag til, hvilke bygninger, der skulle 

totalsaneres - d.v.s. rives ned, hvilke der skulle moderniseres og 

ombygges, samt forslag til en etablering af tilfredsstillende friarealer. 

Al eksisterende skurbebyggelse, vaskehuse, udhuse, garager, hegnsmure 

og plankeværker i baggårdene skulle i videst mulige omfang 

fjernes. Alle husene på Vennegade ville blive revet ned, mens en 

række af bygningerne på Hans Ludvigs Vej skulle rives ned, der hvor 

Vestre Ringgade skulle anlægges. 

Planens bestemmelser kom naturligvis til at berøre beboerne på 

forskellig vis, hvadenten de var lejere eller grundejere. De lejere, 

som boede i nedrivningsdømte boliger, fik anvist en ny bolig af kommunen, 

som svarede til deres familiemæssige og økonomiske forhold. 

De, som ønskede at vende tilbage efter saneringsprogrammets 

ophør, blev midlertidigt genhuset andetsteds. Det var ikke noget 

større problem for kommunen, eftersom den rådede over 800 boliger 

og i øvrigt havde et godt samarbejde med byens boligforeninger. 

Saneringsloven gav endvidere mulighed for at yde økonomisk kompensation 

af forskellig art til de berørte lejere og ejere. 

Byrådet godkendte saneringsplanen, og efterfølgende gik man 

straks i gang med arbejdet. Arbejdernes Andelsboligforening var bygherre 

på de 145 nye boliger, som skulle bygges, og i 1981 var saneringsprogrammet 

så vidt fremskredent, at man kunne invitere borgere 

og almindeligt interesserede på rundvisning i området. Året 

efter afsluttedes Koldings første byfornyelsesprojekt. 

Saneringsselskabet oprettede allerede fra starten en base i byen i 

Låsbygade 71. Efter at kommunen i 1980 erhvervede Borns gård, flyttede 

saneringsselskabet hertil. 

111

Det socialdemokratiske byrådsmedlem, 

Sv. Aage Wase Petersen var formand for 

Teknisk Udvalg fra 1966 indtil 1982, 

bortset fra årene 1971-74, hvor Bent 

Rasmussen havde hvervet. 

Foto: N. Lisberg, 1966 

Byfornyelse i Låsbygade 1985 

Kontoret fungerede også som informationskontor, hvor ejere og 

lejere og almindeligt interesserede havde mulighed for at få oplysninger 

om saneringsarbejdet. 

Saneringsloven, og senere byfornyelsesloven krævede, at saneringsprogrammer 

skulle ud til høring blandt lejere og ejere, inden 

de blev iværksat. Forløbet var således, at saneringsselskabet udarbejdede 

et debatoplæg, hvori der var op til tre forslag til, hvorledes 

saneringsområdet kunne gøres bedre. Derefter fulgte oplysningsmøder 

med repræsentanter fra kommunen og saneringsselskabet, hvor 

saneringsplanerne blev forelagt beboerne. Desuden fulgte man 

informationsmøderne op med direkte kontakter med beboerne, når 

der skulle forhandles om forslagenes gennemførelse. Her valgte man 

i vid udstrækning at søge løsninger, som beboerne kunne gå ind for, 

i stedet for at gennemtvinge løsninger, eksempelvis gennem den ekspropriationsret, 

som loven gav kommunen. 

Det var sandsynligvis medvirkende til, at den skepsis, som borgerne 

udviste i begyndelsen, senere blev vendt til en positiv holdning. 

En anden faktor, som gav byfornyelsesspolitikken vind i sejlene, var, 

at folk forholdsvist hurtigt kunne se, at »de fik noget for pengene«. 

Det udnyttede man også i planlægningen. Under saneringsarbejdet i 

Låsbygade-Blæsbjerggade tog man først fat på Hudecentralen, som i 

mange år havde fremstået som kvarterets største skamplet. 

Mellem 1977 og 1986 blev der stort set søsat en ny saneringsplan 

hvert år, hovedsageligt i den vestlige bykerne. Sideløbende med 

Konsul Graus Gade-saneringen blev der i disse år udarbejdet saneringsplaner 

over andre områder langs Låsbygade. I 1978 lavede man 

saneringsplaner for områderne Låsbygade-Blæsbjerggade og Låsbygade-Slotssøen, 

og i 1980 gik planlægningen i gang for området Låsbygade-Vifdam. 

Disse saneringsplaner fulgte mønstret fra Konsul Graus Gade-saneringen 

med nedrivning af baghuse, skure m.v. for at gøre plads til friarealer 

samt nedrivning eller istandsættelse af boliger. Arbejdernes 

Andelsboligforening stod for hovedparten af nybyggerierne i de 

sanerede områder, mens arkitekt Lauge Juul projekterede husene. 

I 1981 bevægede man sig væk fra den vestlige bykerne og startede 

planlægningen af en sanering i området mellem Bredgade-Tøndervej-Vesterbrogade-Vejrupsgade 

syd for åen. Planen omfattede 280 

husstande og blev godkendt af Byrådet i 1984. I 1985 begyndte man 

på de indledende forhandlinger med ejerne om en kommunal overtagelse 

af nedrivningsejendommene. 

Saneringen havde visse steder medført, at der kom »huller« i de 

enkelte husrækker. For at sikre, at en fremtidig bebyggelse faldt ind i 

helheden udarbejdes i 1980 retningslinier for nybyggerier på grundene, 

som i de fleste tilfælde var ejet af kommunen. Retningslinierne 

indeholdt dels nogle generelle bestemmelser, som angik murværk, 

skiltning, facade o.s.v. og dels nogle særlige bestemmelser. De særlige 

bestemmelser var individuelt udarbejdet for hver enkelt bygning, alt 

efter i hvilken gade den var beliggende. Retningslinierne betød, at 

byggeriet fik karakter af at være en slags supplerende sanering. 

Grundene var beliggende i Blæsbjerggade, Hospitalsgade, Katrinegade, 

Konsul Graus Gade, Langelinie, Låsbygade og Zahnsgade. De 

blev alle opkøbt af AAB, som i 1982 startede opførelsen af 67 lejligheder 

efter forvaltningens retningslinier. 

I saneringen af Nicolaikarreen blev 1700-tals bindingsværkshusene 

på Låsbybanke 1-7 restaureret, hvilket arbejde blev afsluttet i 1986. 

Boligerne blev solgt som andelslejligheder. 

112

Per Bødker Andersen afløste Sv. Aa. 

Wase Petersen som formand for Teknisk 

Udvalg i 1982 og blev i 1985 Koldings 

nye borgmester. Foto: L. Fransson, 1998 

Alex Jentsch afløste Per Bødker Andersen 

på formandsposten i Teknisk Udvalg i 

1986. Foto: N. Lisberg, 1966 

I karreen mellem Zahnsgade-Blæsbjerggade gik man i samarbejde 

med beboerne igang med at rydde gårdene i 1982. Det blev gennemført 

som et delvist beskæftigelsesprojekt . Det var noget, man i øvrigt 

også benyttede i en lang række andre byfornyelsesprojekter fra slutningen 

af 1970erne og frem i 1980erne. 

Karréforbedringsarbejder blev gennemført flere steder i byen 

igennem et aktivt samarbejde mellem beboere og kommune. 

Direktør Helge Nielsen fra saneringsselskabet udtalte i 1982, at 

Kolding var hele landets byfornyelsesmekka, idet selskabet her havde 

gennemført den hidtil største byfornyelse uden for København. 

Det synspunkt blev delt af andre. I november 1986 fik Kolding 

tildelt Kreditforeningen Danmarks byfornyelsespris, som dermed 

gav byen en halvofficiel status som »danmarksmester i byfornyelse«. 

Hæderen blev motiveret med, at Kolding havde gennemført den 

største sammenhængende bydelsforbedring uden for København, 

omfattende 10 karrésaneringer med ca. 1.000 boliger. 

Nye kulturhuse og nyt rådhusbyggeri 

Ud over de store saneringsplaner, der stort set var realiserede 

omkring midten af 1980erne, påbegyndte man også saneringer af 

enkelte mindre karreer eller enkeltejendomme. I 1975 havde kommunen 

erhvervet det gamle plejehjem, Sct. Jørgens Hospital i Hospitalsgade. 

I de følgende to år blev bygningen restaureret som led i et 

beskæftigelsesprojekt og kunne i 1977 åbne som byens nye foreningshus. 

I 1978 stod Klostergården klar med tilbud til foreninger og 

grupper om at benytte lokalerne til forskellige aktiviteter og arrangementer. 

Det var tanken, at man med tiden skulle udbygge Klostergården 

med en stor sal, som skulle benyttes til musik, teater, kongres- og 

udstillingsformål, og mellem 1976 og 1978 arbejdede man med forskellige 

forslag til placeringer. Bygningerne, der var opført 1898-ca. 

1945, var oprindeligt ejet af FDB og havde været kafferisteri og 

bolche- og chokoladefabrik. Ved Kolding Kommunes overtagelse af 

fabrikskomplekset blev de dårligste bygninger nedrevet, mens resten 

blev bygget om eller istandsat. I 1981 gennemførtes et gadegennembrud 

mellem Bredgade og Søndergade (Farverstræde), således at 

der blev forbindelse til Klostergården fra vest. 

Omdannelsen af enkeltbygninger til andre formål, end det de 

oprindeligt havde været brugt til, blev også en del af byfornyelsesprogrammet. 

Således blev Graus Pakhus i Låsbygade omdannet til ungdomsboliger. 

Pladsforholdene på rådhuset var stadig et stort problem, hvorfor 

man besluttede at udflytte Økonomisk Forvaltning. Efter at have diskuteret 

flere alternative placeringer, herunder i Adelgade, endte det 

med, at nybyggeriet blev placeret i Bredgade. Byggeriet blev indledt i 

1981 og var afsluttet i 1983. I planerne lod man »døren stå åben« for, 

at man med tiden kunne genetablere en fysisk forbindelse til rådhuset, 

idet der blev projekteret en forbindelsesbro mellem førstesalen i 

forvaltningen og rådhuset. 

Opførelsen af den nye administrationsbygning betød, at kommunen 

solgte fem forretningsejendomme i Adelgade, nemlig Adelgade 

1-9. De var oprindeligt erhvervet for at sikre arealer til en udvidelse 

af rådhuset. 

I forbindelse med salget blev der udarbejdet en plan for gårdrydning 

og istandsættelse af ejendommene. Kommunen betalte for ned- 

113

ydningen og etableringen af facader og af friarealer, mens 

køberne skulle bekoste ind- og udvendige istandsættelser af ejendommene 

efter retningslinier fastsat af kommunen. 

Kommuneplanlægning 

»Debat i Kolding« blev udsendt til samtlige 

husstande i september 1981. 

Kommuneplanerne 1984-1995, 1989- 

2000 og 1992-2003. Forsiden på de to 

første kommuneplaner var Koldingplakaterne 

fra henholdvis 1982 og 1989, 

mens den tredje var udarbejdet i et samarbejde 

mellem Plan- og Udviklingsafdelingen 

og Bjørn’s Tegnestue, Kolding. 

Kommuneplanloven fra 1975 bestemte, at alle kommuner skulle 

udarbejde kommuneplaner, og at borgerne skulle have mulighed for 

aktivt at medvirke i planlægningen af kommunens fremtid. 

Kommuneplanarbejdet blev i Kolding udført i Planlægningsudvalgets 

regi, som var bistået af en planlægningsgruppe, bestående af 

kommunaldirektøren, økonomidirektøren, teknisk direktør, informationschefen, 

medarbejdere fra Økonomisk- og Teknisk Forvaltning 

samt Institut for Kommunal-Planlægning (IKP), som i 1976 var 

udskilt fra ICP. 

I loven var lokalplaner blevet introduceret til afløsning af de tidligere 

byplanvedtægter. Selve kommuneplanens opbygning var 

således, at der inden for rammerne af regionplanlægningen blev 

udarbejdet kommuneplaner, og de dannede grundlag for lokalplanerne. 

I modsætning til tidligere betød kommuneplanloven, at kommunerne 

kunne vedtage kommune- og lokalplaner, uden at disse 

skulle godkendes af en overordnet myndighed. 

Med undtagelse af lovkravet om borgernes aktive inddragelse i 

lokalplanarbejdet, indeholdt lokalplanerne stort set de samme ting 

som byplanvedtægterne. De skulle fastlægge, hvordan bestemte 

områder måtte udstykkes, bebygges og anvendes. I årsskiftet 1977/78 

blev de første 9 lokalplanforslag fremlagt til offentlig høring, herunder 

forslag for nogle af saneringsområderne i den vestlige 

bykerne, mens yderligere fire var under forberedelse. I de følgende 

år steg antallet af udarbejdede lokalplaner. I 1983 var der tilvejebragt 

56 lokalplaner for enkeltområder i kommunen. 

Forløbet i kommuneplanarbejdet kunne opdeles i fire faser. Først 

udarbejdedes et idéoplæg, som skulle ud til offentlig høring. På baggrund 

af den offentlige debat blev kommuneplanen derefter lavet, 

og efter at denne havde været lagt ud til en afsluttende offentlig 

høring, skulle den godkendes af Byrådet. 

Offentlighedsfasen startede i september 1981, hvor avisen "Debat i 

Kolding" blev udsendt til samtlige husstande i kommunen. Den var 

114

Bebyggelsen af Bredgadepladsen gik 

igang efter 1986. 

startskuddet til den debat, som i de næste måneder førtes på offentlige 

møder, i studiekredse og foreninger og igennem avisindlæg og 

skrivelser til kommuneplansekretariatet. Kommuneplandebatten 

sluttede i foråret 1982, men blev genoptaget i oktober 1983, hvor 

endnu en debatavis, "Ekstra Debat i Kolding", blev udsendt. 

I avisen blev der præsenteret en række konkrete planforslag og 

muligheder, for på den måde at give et bedre grundlag for debatten. 

Specielt trafiksituationen og bymiljøet blev blandt de mest omdiskuterede 

emner. Målsætningen for bykernen var, at bymiljøet skulle forbedres 

for beboere og besøgende og samtidig sikre en god trafikadgang 

til bykernen for alle trafikantgrupper. Der var forslag til forskønnelse 

og ny udformning af Banegårdspladsen, udnyttelse af arealerne 

omkring åen til rekreative formål, en ny koncert-, teater- og 

mødesal i Klostergården og bebyggelses- eller udnyttelseforslag til 

arealet ved Bredgade. Cityområdets gadenet skulle gradvist omdannes 

til gå- og sivegader. Det ville få konsekvenser for parkeringsmulighederne 

i byen, hvoraf nogle eksisterende parkeringspladser ville 

forsvinde. Det kunne delvist afhjælpes ved f.eks. at placere et nyt parkeringshus 

i Brostræde og ved anlæg af nye parkeringsarealer syd for 

banen. Kommuneplan 1984-1995 blev godkendt af Byrådet i november 

1984, efter at have været fremlagt til offentlig høring i fire 

måneder. To lokalplanforslag affødt af kommuneplanarbejdet kom i 

særlig høj grad til at præge den offentlige debat. Det ene var spørgsmålet 

om, hvad området ved Bredgade skulle bruges til, det andet 

var forslaget til bebyggelse af området ved Sydbanegade. 

I "Debat i Kolding" var der fem forskellige forslag til Bredgade- 

115

pladsens fremtidige anvendelse. Den kunne bruges til 1: Rekreative 

formål, indeholdende f.eks. legepladser, boldbaner, svømmehal, 

biograf m.m. 2: Boligbyggeri. 3: Udvidelse af citys butiks- og 

erhvervsarealer. 4: Parkeringsareal eller 5: En blanding af de nævnte 

funktioner. 

Arkitekt Lauge Juul udarbejdede i begyndelsen af 1980erne det 

projekt, som senere blev realiseret af bygherrerne Ejendomsvirke 

A/S, Arbejdernes Andels Boligforening og Rasmussen & Schiøtz. I 

projektforslaget var hovedvægten lagt på boligbyggeri med et samlet 

areal på ca. 12.000 m 2 , 2.500 m 2 til butikker og et delvist overdækket 

parkeringsanlæg for ca. 250 biler. Da lokalplanforslaget blev fremlagt 

til offentlig høring i 1985, blev der fra flere sider protesteret voldsomt 

mod det planlagte byggeri. De forretningsdrivende var imod, at 

projektet ville medføre en nedlægning af parkeringspladser. 

Desuden vakte det modstand, at byggeriet ville komme til at ligge for 

tæt op ad Sct. Nicolai Kirke. Byrådet vedtog lokalplanforslaget i 1986. 

I årene 1983-84 havde entreprenør Peter Nielsen opkøbt et stort 

antal ejendomme i området omkring Dalbygade og Haderslevvej, 

med den hensigt, at bygge et større butikscenter. 

Det stred mod intentionerne i kommuneplan 1984-1995, hvor det 

pågældende område var udlagt til lokalcenter og boligområde med 

en maksimal bebyggelsesprocent på 50. 

I 1985 besluttede Byrådet dog, at der skulle gives mulighed for 

opførelse af en større centerbebyggelse med en bebyggelsesprocent 

på op til 110. Det skete med den begrundelse, at bykernens centerområde 

på den måde kunne udvides mod syd. 

I forhold til kommuneplanen var der tale om så stor en ændring, 

at der blev udarbejdet et tillæg til denne. Dermed oprettedes et nyt 

enkeltområde, der fik betegnelsen 0310. 

Det udmøntedes i et nyt lokalplanforslag, som blev fremlagt i 1985 

og endeligt vedtaget af Byrådet i juni 1986. Sagsforløbet resulterede i 

en del protester over, at man ved at ændre i kommuneplanen satte 

nærdemokratiet ud af kraft og troværdigheden over styr, og protester 

mod Peter Nielsens byggeprojekt, som ville medføre nedrivning af 

boliger til fordel for butikscenter og parkeringspladser. 

Scanticon 1986. 

Kommuneplandebatten, byfornyelsen, den gradvise ændring af 

bykernens udseende trafikalt, miljømæssigt og bebyggelsesmæssigt 

var stærkt medvirkende til, at Kolding hen imod midten af 1980erne 

begyndte at slippe ud af "Lillebysyndromet". Et af vendepunkterne 

var, da Scanticon, det første af de nu tre store konferencehoteller, 

blev bygget. Scanticon indviedes i august 1986. 

116


siden 1987 

Teknisk direktør Hans-Jørgen Bøgesø og en ny organisation 

Hans-Jørgen Bøgesø, teknisk direktør 

siden 1. februar 1987. 

Hans-Jørgen Bøgesø, der blev udnævnt til teknisk direktør den 1. 

februar 1987, havde på forhånd et indgående kendskab til Kolding 

Kommune. Han havde siden 1968 arbejdet som konsulent for 

Teknisk Forvaltning først i firmaet Institut for Centerplanlægning, 

fra 1976 i Institut for Kommunal-Planlægning og fra 1983 i firmaet 

Agergaard og Bøgesø I/S. Hans-Jørgen Bøgesø var blevet akademiingeniør 

i 1966 og aftjente 1966-68 sin miliærtjeneste ved flyvevåbenet, 

hvor han blev løjtnant af reserven. Han har desuden HD i organisation 

og arbejdssociologi. 

Hans-Jørgen Bøgesø havde hovedsagelig arbejdet sammen med 

Byplanafdelingen i Teknisk Forvaltning og lokalpolitikerne i Teknisk 

Udvalg, men kendte også så meget til arbejdet i forvaltningen som 

helhed, at han i forbindelse med ansættelsessamtalen fik tilladelse til 

at igangsætte et organisationsudviklingsprojekt i forvaltningen i lyset 

af nye opgaver, som forvaltningen skulle beskæftige sig med bl.a. på 

miljøområdet og indførelsen af informationsteknologi. 

Arbejdet med en ændret organisation for Teknisk Forvaltning 

begyndte i sommeren 1987, den nye organisationsplan blev godkendt 

af Byrådet i maj 1988 og trådte i kraft 1. februar 1989. 

Selve processen, der ledte frem til den nye organisationsplan, var 

medarbejderstyret. Styregruppen blev sammensat på en sådan måde, 

at alle grupper i forvaltningen blev repræsenteret. Der var ældre og 

yngre medarbejdere, nyansatte og folk, der havde været i forvaltningen 

i mange år, mænd og kvinder, ledere og »menige«. Styregruppen 

kom til at bestå af afdelingsarkitekt Bent Viggo Hansen, afdelingsingeniør 

Martin Gubi, ingeniør Gunnar Hansen, teknisk assistent 

Kirsten Abild, assistent Lis Thisted, afdelingsingeniør Rasmus 

Pedersen samt som sekretær Erik Christensen. Frem til maj/juni 

1988 afholdt styregruppen en lang række møder med konsulentbi- 

Diskussion i grupper på seminaret på 

Golf Hotel i Viborg i september 1987. I 

forgrunden Torben Andersen og Jørn 

Loldrup. Foto: Peter Jensen. 

117

Teknikbutikken fotograferet i 1994, I 

ekspeditionen Hanne Sebelius og Ib 

Dalsgaard. 

stand fra Jesper Hartvig Thomsen fra DAFOLO. Desuden afholdtes 

internatmøder for hele forvaltningens personale. Det var en urolig 

periode, ikke alle var enige i nødvendigheden af ændringerne. 

Den nye organisationsplan betød først og fremmest en ændring af 

forvaltningens ledelsesform. Der oprettedes to nye stillinger som 

områdechefer, der hver skulle samle ledelsen af de udøvende afdelinger. 

Anlægs- og driftschefen fik Driftsafdelingen, Vejafdelingen, 

Kloaksektionen og Parkafdelingen under sig, mens bygge- og miljøchefen 

fik Miljøafdelingen, Byggesagsafdelingen og i 1990 Bygningsafdelingen 

under sig. 

Forvaltningens administrations- og planlægningsfunktioner samledes 

ligeledes i to hovedområder. Til administrations- og serviceområdet 

henlagdes en nyindrettet servicebutik, kaldet Teknikbutikken, et 

centralt sekretariat, Økonomiafdelingen og Kortafdelingen. Det 

andet hovedområde var Plan- og Udviklingsafdelingen, den tidligere 

Byplanafdeling, der hermed styrkedes, også ved ansættelse af en 

planog udviklingsmedarbejder, der tillige var souschef. 

Teknisk direktør samt de fire områdechefer skulle tilsammen 

udgøre den strategiske ledelse, der ved ugentlige møder koordinerede 

forvaltningens arbejde. Afdelingslederne skulle ikke længere have 

direkte reference til teknisk direktør, og afdelingsledermøderne blev 

nu i højere grad orienteringsmøder. 

Hovedformålet med den nye organisationsplan var at skabe en 

mere direkte kontakt mellem forvaltningen og kunderne og dermed 

få en smidigere og hurtigere sagsbehandling. Betjeningen af publikum 

blev samlet i Teknikbutikken, der blev åbnet den 11. april 1989. 

I Teknikbutikken samledes »her og nu«-sagsbehandling, lettere byggesagsbehandling, 

udstykningssager, gravetilladelser, salg af erhvervsjord/boligparceller, 

udlejning af landbrugsjord m.v. Til gengæld 

118

skulle forvaltningens afdelinger kunne anvende deres ressourcer på 

større og mere kompetencekrævende arbejdsområder. Det var også 

en klar målsætning for den nye organisationsplan, at forvaltningen 

hurtigst muligt skulle samles i én bygning med tilfredsstillende 

fysiske rammer for såvel kunder som medarbejdere. 

I løbet af 1989 skete ansættelsen af de nye chefer. Administrationschef 

Claus Andersen blev ansat den 1. marts 1989, og områdechefen 

for drift og anlæg Lars Bolet den 1. januar 1990. Områdechefen for 

bygge- og miljøområdet Jens Holck-Christiansen tiltrådte kort efter. 

Den tidligere leder af Byplanafdelingen, Bent Viggo Hansen, blev 

planog udviklingschef og medlem af den strategiske ledelse. I 

oktober 1990 ønskede han imidlertid at fratræde denne stilling, og 

arkitekt Ole Fisker, der i februar 1989 var blevet ansat som udviklingsmedarbejder 

og souschef i Plan- og Udviklingsafdelingen, indtrådte 

i stedet. Konsulentfirmaet Mercuri Urval deltog i ansættelserne 

af områdecheferne, ligesom de var med, da alle afdelingslederstillingerne 

blev slået op. De hidtidige afdelingsledere skulle søge 

deres egne stillinger, og ikke alle fortsatte. 

Graphoafdelingen, nu kaldet Kortafdelingen, blev etableret i 

1977. I 1980erne ændredes kortproduktionen gradvist fra papir til 

edb, og Kolding Kommune indgik i et udviklingssamarbejde med 

Naturgas Syd I/S, Vejle og Horsens kommuner. Opgaven var at få 

opbygget et fælles informationssystem for kort og ledninger internt i 

forvaltningen og i et samarbejde med Forsyningsforvaltningen 

(KKF). Et flerårigt opmålingsprogram ved flyfotoopmåling var allerede 

iværksat i 1977. Edb-kortene lagredes i en database, drevet i samarbejde 

med de nævnte parter. Dette samarbejde blev senere omdannet 

til IGS-Centret A/S med domicil i Rødding. En drivende kraft var 

tidligere teknisk direktør Hans Wahlgreen, der bl.a. i 1987 blev ansat 

som konsulent til at udarbejde et oplæg for omlægning af kortopgaven 

til et takstfinansieret forsyningsområde. I 1994 blev kortdatabasen 

omstruktureret for at kunne leve op til nutidens krav til geogra- 

Tidligere bygnings- og brandinspektør 

Laurids Steffensen mødte op ved Hans- 

Jørgen Bøgesøs tiltrædelse. Foto: Kolding 

Folkeblad 

119

fisk information på edb. Kortafdelingen forsyner i dag Teknisk Forvaltnings 

afdelinger og andre forvaltninger med geografisk information 

på edb, d.v.s. edb-kort, hvortil der knyttes relevante oplysninger, 

som kan sammenstilles på forskellig måde (f.eks. kommunens kloaksystem). 

I forlængelse af organisationsændringerne besluttede Byrådet i 

1989 at oprette en særskilt bygningsafdeling under teknisk direktør 

med ansvar for kommunalt nybyggeri og vedligeholdelse af samtlige 

kommunale bygninger. Ideen havde allerede været diskuteret i Hans 

Wahlgreens tid. Hidtil havde de enkelte kommunale forvaltninger 

selv administreret og styret deres byggesager, men såvel nybyggeri 

som bygningsvedligeholdelse krævede nu større faglig ekspertise. 

Teknisk Forvaltning havde ønsket selv at styre alle bevillinger til 

nybyggeri og bygningsvedligeholdelse, men det blev imødegået fra 

politisk side. Forvaltningen kom i stedet til alene at stå for det faglige 

ansvar, mens fagudvalgene beholdt det politiske og økonomiske 

ansvar for egne forvaltningers byggesager. Til leder af afdelingen 

ansattes fra 1. januar 1990 Erik Boye. Afdelingen henlagdes under 

bygge- og miljøchefens ledelsesområde. 

Kolding Havn blev også inddraget i omstruktureringen af Teknisk 

Forvaltning. I 1989 blev Kolding Havn udskilt som et selvstændigt 

område under teknisk direktør med havneingeniør Klaus Andersen 

og havnemester Per Bendix Jensen som daglige ledere. Kolding 

Havn fik i 1991 sin egen administrationsbygning, tegnet af Lauge 

Juuls Tegnestue. 

Trafikplan og store investeringer i bymidten 

Indvielse af nyindretningen af Banegårdspladsen 

den 29. august 1989. 

Foto: Lars Holm, Kolding Folkeblad. 

Perioden fra 1987 til 1989 var præget af store investeringer i bymidten. 

I 1987 udarbejdedes en samlet trafikplan for bymidten i samarbejde 

med konsulentfirmaet Anders Nyvig. Efter forelæggelse for 

120

Plan- og Miljøudvalget 1989-1993 med 

embedsmænd. Siddende fra venstre Jens 

Holck-Christiansen, Ib Hansen, 

Walther Gessner Petersen, Hans-Jørgen 

Bøgesø. Stående fra venstre Iver Schriver, 

Jens Møller, Sven Trillingsgaard, 

Jens Andersen, Henrik Knudsgaard og 

Ole Fisker. Foto: L. Fransson. 

Byrådet blev planen offentliggjort i »Kommuneplanavis 1« under 

medvirken af byplankonsulent Hans Tyge Pedersen og dannede baggrund 

for en borgerdebat. I de følgende år fornyedes bymidten gennemgribende. 

Teknisk Forvaltning sørgede for realiseringen af en 

trafikplan, der ledte stadig mere af bymidtens trafik ud i ringgadesystemet, 

Banegårdspladsen blev omlagt efter et projekt af arkitekt 

Peter Stephensen i 1989, og Fredericiagades sydlige del blev dobbeltrettet. 

Der gennemførtes også en samlet plan for Slotsbankeområdet. 

I 1988 blev krydset Tøndervej/Haderslevvej færdig. Det elektroniske 

P-servicesystem, det første af sin art i Norden, blev opsat fra 

september 1989, men var dog først endelig udbygget i 1993. I samme 

periode fik bl.a. Låsbygade og Adelgade ny gadebelægning. Byfornyelsesprojekterne 

ved Låsbygade var alle afsluttet, og stor privat byggeaktivitet 

og byfornyelse fulgte i området mellem Jernbanegade og 

Helligkorsgade. Slotsgade med Lilletorv og A.L. Passagen var færdiganlagt 

i 1989 og bidrog med deres caféliv, smøger og glade farver til, 

at Koldings bymiljø blev mere indbydende. 

Et helt nyt bybussystem med 20 minutters drift blev igangsat i maj 

1988 med busterminal i Klostergade. City-arkaden var blevet færdig i 

1987, og AAB fortsatte med Bredgadebyggeret i de følgende år. 

Bymidten var i denne periode én stor byggeplads, hvad til gengæld 

betød, at man fik klaret problemerne i ét hug. Bymidten var trafikalt 

set på plads, inden der for alvor blev taget fat på planer for et aflastningscenter 

uden for bykernen. 

For mange borgere gik udviklingen i bymidten måske lige hurtigt 

nok, der var påstande om, at »hastighedsgrænsen var overskredet«, 

og et udslag af reaktionen mod det nye var 16.000 menneskers 

protest i marts 1988 mod, at Bredgadebyggeriet kom for tæt på Sct. 

Nicolai Kirke. Reaktionen mod den kraftige vækst var formentlig 

også en del af baggrunden for det store valgnederlag, som ramte 

Socialdemokratiet og borgmester Per Bødker Andersen ved kommunevalget 

i november 1989. Socialdemokratiet mistede seks af tolv 

mandater i Byrådet. 

Per Bødker Andersen fortsatte dog som borgmester efter kommunevalget. 

Bredgadebyggeriet fortsattes efter planen, og tilfredsheden 

med forandringerne i bymidten blev stadig mere udbredt. Den 16. 

november 1989 kunne Vestre Ringgade åbnes for færdsel i begge ret- 

121

ninger efter 12 års anlægsarbejder, og i august 1990 kunne Midtgården 

og AABs Bredgadebyggeri indvies. 

Forvaltningen har siden Hans-Jørgen Bøgesøs tiltrædelse været 

meget optaget af, at Kolding skulle have et godt bydesign. Siden 

1988 har en særlig rådgivende bydesigngruppe i forvaltningen arbejdet 

med forbedring af bymidtens pladser og gaderum med belægning, 

belysning, beplantning og gadeudstyr i form af lamper, informationsstandere, 

telefonbokse m.v. Byggesagsafdelingen har givet 

vejledning i udformning af husejernes facader, skiltning m.v. I denne 

forbindelse produceredes i 1994 en video, hvor journalist og forfatter 

Peter Olesen fortalte om gode og dårlige eksempler på facader 

og skiltning i det koldingensiske bybillede. 

Plan- og Miljøudvalg, miljøhandlingsplan og grønne tanker 

Ole Fisker, planog udviklingschef 

1990-1996 

Ved byrådsvalget i 1989 skabtes en ny magtfordeling i Byrådet som 

følge af Socialdemokratiets tilbagegang. Socialdemokratiet indgik 

konstitueringsaftale med Socialistisk Folkeparti, der havde fået seks 

mandater ligesom Socialdemokratiet og Hans Linds borgerliste, der 

havde fået to mandater. Teknisk Udvalg fik Hans Lind som formand, 

og til Socialistisk Folkeparti, der ønskede at profilere miljøområdet, 

oprettedes et nyt udvalg, Plan- og Miljøudvalget, der fik Ib Hansen 

som formand. 

Miljøområdet fik nu en større politiske bevågenhed. Kolding var 

den første by i Danmark, der fik en miljøhandlingsplan, der godkendtes 

af et enigt byråd i 1989. Den rakte 12 år frem og blev til i et 

samarbejde med COWI-Consult og Lønholdt & Jans. Målsætningen 

var at arbejde for en renere teknologi og større bevidsthed om ressourcebevarelse, 

at reducere forureningen ved at minimere de frembragte 

affaldsmængder og at sikre en miljømæssig forsvarlig bortskaffelse 

af affaldet. 

Den første temadag om Grøn Plan fandt sted allerede i november 

1987. Grøn planlægning lå bag kommuneplanforslaget 1989, og en 

arbejdsgruppe i forvaltningen udarbejdede sammen med landskabsarkitekt 

Peter Thorsen rekommendationen »Grønne Tanker i 

Kolding«, et sæt af anbefalinger, der var inspireret af Brundtlandrapporten 

fra 1987 og regeringens handlingsplan for miljø og udvikling 

fra 1989. Den blev offentliggjort den 1. juni 1990 i forbindelse med 

en stor økologisk udstilling i Den Geografiske Have. 

Arbejdet inden for miljøområdet er siden 1989 forøget betydeligt. 

Det gælder tilsynet med virksomheder og landbrug, udstedelse af 

miljøgodkendelser til særligt forurenende virksomheder, klagesager i 

henhold til miljøreglementet samt registrering og undersøgelse af 

kemikalieaffaldsdepoter og forurenede grunde. 

Byfornyelsesprojekterne har også fået en mere grøn dimension, 

idet man nu i alle tilfælde undersøger mulighederne for at indarbejde 

alternativ energi og vandbesparelser i projekterne. 

I 1991 indledtes et samarbejde mellem de fire store byer i Vejle 

Amt, amtskommunen og Middelfart Kommune kaldet »Green City 

Network«, der arbejdede på at få Erhvervsfremmestyrelsens certifikat 

som Green City Denmark. Det var Herning-Ikast området, der 

opnåede denne titel, men i Vejle Amt fastholdt man samarbejdet 

under navnet »Green Network«. Bl.a. har de fem havne under 

»Green Network« Horsens, Vejle, Fredericia, Middelfart og Kolding 

fra 1994 samarbejdet om at få ensartede miljøkrav. 

Med Danmarks undertegnelse af Agenda 21-dokumentet i Rio i 

122

1992 forpligtede Danmark sig til, at lokale myndigheder senest i 

1996 skulle indlede et samarbejde med den lokale befolkning om 

udformning af en Agenda 21, d.v.s. en handlingsplan for det 21. 

århundrede. I 1994 har Kolding Byråd underskrevet Aalborg Charteret 

og dermed besluttet » at Kolding Kommune aktivt skal arbejde 

for at fremme en bæredygtig udvikling«. Dette har affødt en lang 

række initiativer, bl.a. forslag til udformning af en grøn indkøbspolitik, 

økologisk byfornyelse, udarbejdelse af grønne regnskaber, miljøuddannelse 

m.m. I Kommuneplan 1998-2009 indgår ligeledes disse 

mål om en bæredygtig udvikling. 

I september 1995 blev der afholdt et miljøseminar for borgere, 

eksperter, politikere og erhvervsliv i kommunen, og der fremkom 

blandt deltagerne en ide om et uafhængigt økologisk råd, der oprettedes 

i begyndelsen af 1996 under navnet KØR, Kolding Økologiske 

Råd. Kolding Kommune arbejdede aktivt for at få det nationale byøkologiske 

center til Kolding, men selv om det ikke lykkedes, besluttedes 

det, at Kolding skulle have sit eget Byøkologiske Center, der blev 

oprettet i 1996. 

Renseanlægget ved Agtrup 

Den største enkeltinvestering under Teknisk Udvalg har siden 1987 

været det nye renseanlæg ved Agtrup, der blev bygget for at kunne 

opfylde de nye miljøkrav. Der blev foreslået tre modeller, hvoraf man 

valgte den dyreste løsning med en bevilling på 110 mio. kr., og første 

etape blev igangsat i august 1988. Anlæggets biologiske del blev 

igangsat i 1991, og i 1992 kunne også den mekaniske del tages i 

brug, hvorefter de to mekaniske anlæg i Kolding og Sdr. Bjert blev 

sat ud af drift. Renseanlægget blev bygget til at modtage spildevand 

fra 125.000 personer. I maj 1992 erklærede Vejle Amt, at forureningen 

fra Kolding var halveret takket være det nye rensningsanlæg. Et 

slammineraleringsanlæg er under opførelse øst for renseanlægget. 

Renseanlægget. Foto 1992-93 

123

En revideret spildevandsplan rækkende frem til år 2000 var færdigbearbejdet 

i forvaltningen i 1990 og godkendtes af Byrådet i 

januar 1992. En opmåling og kortlægning af hele det offentlige kloaksystem 

blev sat i gang, og hele kloaksystemet blev indlagt i et centralt 

edb-styret kloakovervågningssystem, der alarmerer ved svigt og 

er sammenkoblet med det nye centralrenseanlægs overvågningssystem. 

Den del af spildevandsplanen, der omfattede anlæg af et 

underjordisk såkaldt »forsinkelsesbassin« ved Slotssøen, blev aktuel i 

slutningen af 1992 p.g.a. byggeriet af Kolding Ferieby ved Låsbygade/Kedelsmedgangen. 

Det var indledningen til en »restaurering« af 

Slotssøen, der også omfattede en rentvandsledning fra Marielundssøen 

til Slotssøen og endnu et forsinkelsesbassin beliggende ved Slotssøvejen. 

Restaureringen af Slotssøen er efterfulgt af en såkaldt »biomanipulation« 

bl.a. ved opfiskning af skaller og brasen, og en forbedret 

sigtedybde har kunnet konstateres. Som følge af ny lovgivning 

skal Kolding Kommune nu også udarbejde en spildevandsplan for 

det åbne land. 

En lånefinansieret renovering af kloaksystemet blev igangsat fra 

1993, og kloaksystemets fjernovervågningssystem er blevet udbygget. 

I 1995 udarbejdedes en edb-model af hele kommunens hovedkloaksystem, 

der bl.a. kunne fortælle, at kun 0,09% af den samlede spildevandsproduktion 

udledes til Kolding Å. 

Affaldssystem 2000, affaldsforbrænding og losseplads 

Miljøterminalen, Renovationsafdelingens 

kontorer og den »gamle« containerplads. 

Foto 1990-91 

Siden 1985 havde man i Teknisk Forvaltning arbejdet med en kommunal 

affaldsplan. Redegørelsesarbejdet foregik i en arbejdsgruppe i 

Vejle Amt med repræsentanter fra amtet og kommunerne og med 

en ekstern konsulent fra firmaet Rambøll & Hannemann. 

Målsætningen for et nyt affaldssystem i Kolding Kommune var, at 

miljøbelastning, deponeringsbehov, de arbejdsmiljømæssige belast- 

124

Anlægs- og driftschef Gunnar Hansen. 

Foto 1997 

ninger, og ressourceforbruget skulle reduceres, og at omkostningerne 

til indsamling, håndtering og slutbehandling skulle minimeres. 

For at sikre den bedst mulige kvalitet af genbrugsmaterialerne og 

undgå arbejdsmiljøproblemer byggede affaldssystemet på størst 

mulig sortering ved kilden, d.v.s. i den enkelte husholdning. Sorteringen 

skulle dog også ses i sammenhæng med muligheden for at 

genbruge det, der blev sorteret. 

Teknisk Udvalg vedtog enstemmigt i 1989 en affaldssorteringsordning, 

som alle husholdninger og alle virksomheder skulle deltage i. 

Mens der blev truffet særlige sorteringsaftaler for erhvervsaffaldet 

med de enkelte virksomheder var idéen, at alle husstande selv skulle 

sortere deres affald i avispapir, andet papir, plast, glas, problemaffald 

og restaffald. Affaldet skulle køres til en miljøterminal, hvorfra det 

skulle sendes til genbrug, forbrænding, losseplads eller til Kommunekemi. 

Affaldssystem 2000 blev igangsat den 22. januar 1990 efter en 

længere planlægningsproces, hvor også borgerne var inddraget, men 

selve gennemførelsen var ikke uden problemer. Bl. a. viste det sig 

ikke muligt at genbruge plastaffaldet. Sorteringen af genbrugsmaterialer 

foretoges i papkasser, men efterhånden i stigende omfang i 

miljøstationer af plastik samlet for et mindre antal husstande. I forbindelse 

med implementeringen af Affaldsplan 2000 blev Renovationsafdelingen 

oprettet. Den henhører under anlægs- og driftsområdet. 

I 1997 er der indledt forsøg med sortering af restaffaldet i en komposterbar 

organisk del og en ikke komposterbar del til forbrænding 

for ca. 1400 husstande. Både centralkompostering og hjemmekompostering 

afprøves. 

Kolding Kommune indgik i 1979 en samarbejdsaftale med 

Børkop, Egtved, Lunderskov, Vamdrup og Fredericia kommuner 

(Affaldsregion Syd), hvorefter Kolding påtager sig forbrænding af 

hele regionens brændbare affald. Denne aftale løber frem til 2002. 

Forbrændingen er foregået først på forbrændingsanlægget på Kløvervej 

og siden på det nye forbrændingsanlæg på Bronzevej, der blev 

sat i drift i 1982. En stor ombygning til kraftvarmeværk afsluttedes i 

oktober 1993, hvorefter det udtjente anlæg på Kløvervej kunne tages 

ud af drift. Ved Kolding Kommunes Forsyningsforvaltnings sammenlægning 

med Kolding Oplands Højspændingsforsyning til Kolding 

Oplands Energiselskab (KOE) pr. 1. januar 1994 overgik affaldsforbrændingen 

til Teknisk Forvaltning. Affaldsvarmeværket blev organisatorisk 

henlagt under Bygge- og Miljøområdet. En ny containerplads 

blev taget i brug i begyndelsen af 1994. 

Siden lossepladsen på Overbyvej i Seest den 1. januar 1989 blev 

lukket af Miljøstyrelsen, har Kolding Kommune ikke selv haft mulighed 

for at deponere ikke-brændbart affald, selv om man siden årsskiftet 

1979/80 har arbejdet på at finde et egnet sted i kommunen til 

en ny losseplads. Et forslag om at anlægge en ny losseplads syd for 

Vranderupvej i Seest er strandet p.g.a. protester fra en række 

beboere i området, der frygter for en forurening af Hylke Vandværks 

boring, en placering i Lilballe har Miljøstyrelsen modsat sig, og Vejle 

Amt har nægtet at støtte en placering ved Gudsø Vig. 

Fra 1989 til 1997 har Kolding Kommune haft en aftale med Fredericia 

Kommune om aflevering af ikke brændbart affald på lossepladsen 

i Vejlby. Den er nu afløst af en aftale med Grindsted 

Kommune, der gælder for 10 år, samt en aftale med Glatved losseplads 

(Djursland) om modtagelse af farligt erhvervsaffald. 

125

Boligminister Ole Løvig Simonsen, borgmester 

Per Bødker Andersen og A. Vajnø 

Jeppesen, Byfornyelsesselskabet Danmark 

glæder sig over samarbejdsaftalen om 

Solgårdens renovering. Foto fra 1995 af 

Orla Lund. 

Glaspyramiden i Fredensgade/Hollændervejprojektet. 

Foto: Sten Krarup. 

Byfornyelsesprojekter 

Fra slutningen af 1980erne har byfornyelsesprojekterne ligget uden 

for den egentlige bykerne og er flyttet til »grå områder« i den sydlige 

bydel. Tøndervejsprojektet var provinsens største saneringsplan, men 

er kun delvis blevet gennemført i etaper. Desuden er der sket byfornyelse 

af Markdanersgade/Slotsbanken, Søndergade Syd-Vest, Fredensgade/Hollændervej, 

Mariegade/Møllevej, Kolliinsgade/Agtrupvej 

og Buen/Munkegade. 

Det overordnede mål for byfornyelses- og boligforbedringsindsatsen 

har været at forbedre ældre bydeles bygningsmæssige, trafikale, 

funktionsmæssige, miljømæssige og sociale forhold gennem en koordineret 

indsats, siden 1988 ved styregruppemøder mellem repræsentanter 

for Teknisk Forvaltning, Økonomisk Forvaltning, Byfornyelsesselskabet 

og landskabsarkitekt Ole Klaaborg. Det har endvidere 

været et mål at deltage i forsøgsprojekter omkring grønne tanker og 

økologi. 

126

Bygge-og miljøchef Peter Hee. Foto 1998 

I marts 1995 indgik boligminister Ole Løvig Simonsen en samarbejdsaftale 

med Kolding Kommune og Byfornyelsesselskabet 

Danmark om et særligt byfornyelsesprojekt for etageejendommen 

Solgården, hvori indgår opsætningen af et solcelleanlæg på tag og 

facade, som vil gøre ejendommen næsten selvforsynende med el. 

Arbejdet indledtes i midten af 1996, og i foråret 1998 er anlægget 

blevet sat i drift. 

Koldings mest berømte byfornyelsesprojekt er uden tvivl det økologiske 

byfornyelsesprojekt ved Hollændervej/Fredensgade, hvor der 

i sammenhæng med byfornyelse af 141 lejligheder er etableret et 

økologisk rensningsanlæg i en glaspyramide. 

Det var første gang, byfornyelsesprojekter blev igangsat i landsbyer, 

da der i 1994 blev bevilget 8,5 mio kr. til ombygningsprojekter i Sdr. 

Stenderup. 

I efteråret 1996 søgte Kolding Kommune om at blive en af forsøgskommunerne 

i Folketingets Byudvalgs forsøg med kvarterløft, og i 

foråret 1997 fik det udvalgte område mellem Eliassensvej, Tøndervej, 

Haderslevvej og Tankedalsvej bevilget 100 mio kr., og der ansattes en 

kvarterløftskoordinator og blev oprettet et sekretariat. Ideen bag 

kvarterløftprojektet er meget ambitiøst. Det skal styrke områdets 

identitet, flest mulige skal tage aktivt del i processen, miljøbevidstheden 

skal skærpes. Det skal bidrage til at få flere i arbejde i 

området, give kvarteret øgede fritidsmuligheder og færre problemer 

med misbrugere, nedbringe kriminaliteten og tilføre flere børnefamilier 

for at ændre beboersammensætningen. Der bor 6000 mennesker 

i hele området, der er blevet døbt Sydvest Kvarteret. Efter et 

stormøde med ca. 200 deltagere er der blevet etableret en række 

arbejdsgrupper blandt beboerne. 

Veje og cykelstier 

I forlængelse af Kolding bymidtes trafikplan fra 1988 vedtog Byrådet 

i 1990 »Trafikplan 1989«, der for kommunen som helhed udpegede 

kommunens hovedtrafikveje og de enkelte områders lokalveje. 

Med Kommuneplanavis 1 fra november 1987 var et forslag til 

ændring af vejsystemet ved motorvejsfrakørsel Kolding Ø, således at 

der kom en direkte forbindelse mellem denne frakørsel over et nyt 

industriområde nord for motorvejen ved Bramdrupdam og videre til 

Vejlevej syd for Alminde. Hermed ville den gennemkørende trafik i 

Bramdrupdam blive begrænset og den tunge trafik fra havnen få en 

nemmere adgang til motorvejsnettet. Motorvejstilslutningen, der 

finansieredes af Kolding Kommune, blev påbegyndt i 1990 og betalt 

over grundpriserne i det nye erhvervsområde, der udlagdes nord for 

Kokholm mellem Vejlevej og Lilballevej, i alt 150 ha. Vejstrækningen 

mellem motorvejstilslutningen ved Kolding Øst og Vejlevej indviedes 

i februar 1994. 

I 1993 var det elektroniske P-søgesystem udvidet til at omfatte 

hele bykernen og bidrog til at begrænse trafikken. Halvdelen af 

udgifterne betaltes af Miljøstyrelsens trafik- og miljøpulje. Jens 

Holms Vej blev forlagt i 1993 og senere forsynet med cykelstier. 

Hastighedsdæmpende foranstaltninger er udført på Skamlingvejen i 

1993, på Agtrupvej i 1995 samt ved en række skoler. Desuden er der 

anlagt »bump« adskillige steder i kommunen. 

Der er i de sidste år sket en betydelig udbygning af cykelstierne. I 

1992 anlagdes cykelstier langs Tøndervej, Hans Ludvigsvej og Vejlevej, 

i 1993 fik Mazantigade og Slotssøvejen cykelstier og 1995-97 

127

Anlæg ved Slotssøbadet,1996. Friis Fotografi 

anlagdes cykelsti på Skovvangen. I 1997 er vedtaget en ny trafikplan 

for hele kommunen »Trafikplan 1998-2009«, der dog ikke omfatter 

bymidten. Planen for bymidten forventes vedtaget i 1998. 

De grønne områder 

Interessen for at færdes i de grønne områder i og uden for bymidten 

har været stærkt stigende bl. a. som følge af øget fritid. Siden Årsberetningen 

1990, der for første gang beskrev de enkelte politikområder, 

har »rekreativ politik« været et af dem. Målene for den rekreative 

politik blev dengang beskrevet som det at give mulighed for naturoplevelser 

- ved at udvikle Den Geografiske Have, at etablere naturprægede 

friarealer i nye og ældre bolig- og byområder, at gøre de 

bynære landskaber mere tilgængelige og at udbygge systemet af byog 

landskabsstier i kombination med trafiksikre ruter ad mindre 

biveje. Det har bl.a. ført til anlæggelse af en stiforbindelse langs med 

Kolding Å fra Vesterbrogade til Plovfuren, og i Den Geografiske 

Have er en sydamerikansk afdeling og en vandhave samt et rosarium 

blevet anlagt. I 1995 opkøbtes den resterende del af Aksel Olsens 

Planteskole, så haven i dag dækker et areal på 35 tdr. land. I byens 

gader er der plantet mange træer og man har forår og sommer sat 

blomster langs indfaldsvejene. Tivolianlægget og Stejlbjerganlægget 

blev renoveret i 1994, Sct. Jørgens Have i 1995, og Byparken er 

under renovering. I 1997 blev Bypark Vest omlagt til legeland. Rejsning 

af et nyt skovområde ved Bøgestedgård blev påbegyndt i 1997. 

I 1995 udarbejdedes oplæg til en samlet visions-og landskabsplan 

for hele Stenderuphalvøen, herunder planer om at gendanne 

Solkær enge som vådområde. 

Kommuneplanlægning, storcenter og landsbyprojekt 

Tankerne om et storcenter uden for bykernen dukkede op i midten 

af 1970erne. Dansk Supermarked/Bilka stod parat med et projekt 

128

Udsigt fra Koldinghus over Kolding 

Fjord og Strandhuse, 1996. 

Foto Jørgen Ejler 

ved Vejlevej. Men bykernen skulle færdiggøres, før disse planer 

kunne føres ud i livet, og det blev de sidst i 1980erne. Et konkret 

forslag til et Center Nord øst for Vejlevej var med i Kommuneplanavis 

1, der udsendtes i november 1987, og planen blev drøftet ved et 

borgermøde i januar 1988. Som et resultat af privat finansiering 

kunne Kolding Storcenter åbne den 22. september 1993. Et endnu 

større projekt, Europort Center, er endnu kun på tegnebrædtet. 

På grund af en lang politisk beslutningsproces blev »Forslag til 

Koldings kommuneplan 1989-2000« aldrig vedtaget. Kommuneplanen 

bestod af to hæfter: Forudsætninger og Hovedstruktur med en 

gennemgang af samtlige delområder i kommunen samt Rammer for 

lokalplanlægningen. Den dannede så i stedet grundlag for den 

næste kommuneplan, Kommuneplan 1992-2003, der havde følgende 

temaer: Lillebæltsbyen i Europa, centerstruktur, midtbyen og åen, 

kultur, idræt, turisme og varierede og miljørigtige boliger. Arbejdet 

med den næste kommuneplan indledtes med avisen »Bymidtedebat« 

1995, der lagde vægt på, at udviklingen i centrum skulle gå i 

en »grøn og miljøbevidst retning« og hæftet »Invitation til kommuneplandebat 

1996«, hvor den kollektive trafik, boligbehov, børn og 

ældre og Koldings turistattraktioner var hovedtemaer. En idékonkurrence 

om åområdet i Kolding »Byen og Åen« blev afviklet i slutningen 

af 1996 og vil blive indarbejdet i forslag til en ny bymidteplan. 

Forslag til Kommuneplan 1998-2009 er udarbejdet i 1997 og endelig 

vedtaget i februar 1998. En samlet bymidteplan forventes vedtaget i 

1998. 

Et projekt til fremme af samarbejdet mellem landsbyerne og 

Kolding Kommune og mellem landsbyerne indbyrdes blev igangsat i 

1995 efter henvendelse fra landsbyerne. Projektet opnåede støtte fra 

Indenrigsministeriets landdistriktpulje, og Kolding Byråd vedtog at 

yde støtte til projektet i 1996-1999. Der ansattes en landsbykoordinator 

og oprettedes i 1996 et kontaktforum for landsbyerne i Kolding. 

De deltagende landsbyer er Almind, Viuf, Dons, Lilballe, Eltang, Sdr. 

Vilstrup, Harte, Ejstrup, Sdr. Stenderup og Sdr. Bjert. Der er igangsat 

129

Jens Holms Vej og Kolding Havneterminal, 

1997. 

meget forskellige projekter i alle landsbyerne, og det er målet, at alle 

landsbyer med deltagelse af borgerne inden år 2000 skal have udarbejdet 

en helhedsplan. 

Samarbejde i Trekantområdet 

I 1991 blev ideen om et udvidet samarbejde mellem kommunerne i 

Trekantområdet taget op igen på initiativ af borgmester Per Bødker 

Andersen. Borgmesteren forestillede sig et samarbejde mellem 

»båndbyerne« fra Vejen til Middelfart. I debatavisen »Visioner« i forbindelse 

med kommuneplan 1992-2003 lanceredes ideen om Lillebæltsbyen 

i Europa. Et indledende seminar afholdtes i Kolding for 

de involverede seks kommuners økonomiudvalg og erhvervsråd. Det 

drejede sig om Vejen, Lunderskov, Vamdrup, Kolding, Fredericia og 

Middelfart kommuner. På seminaret enedes man om at prioritere 

erhvervsudviklingen, uddannelsesområdet samt byplanlægningen. 

I 1992 skabtes en egentlig organisation, bestående af de involverede 

6 kommuner under navnet Båndbysamarbejdet. Da landsredegørelsen 

med temaet "Bycirkelsamarbejde i Danmark" kom i 1992, 

søgte de 6 kommuner støtte til regionssamarbejdet, og i 1993 blev 

der underskrevet en kontrakt med Miljø- og Energiministeriet, der 

muliggjorde ansættelse af projektkoordinator Jørgen B. Jacobsen i 

august 1993. På miljøminister Svend Aukens opfordring blev Vejle og 

Børkop opfordret til at deltage og inddraget i samarbejdet marts 

1994. Herefter skiftede samarbejdet navn til Bycirkelsamarbejdet Trekantområdet 

Danmark. Der blev herefter oprettet et sekretariat for 

de 8 kommuner, der fysisk blev placeret i Teknisk Forvaltning i 

Kolding med Jørgen B. Jacobsen som sekretariatschef. Desuden blev 

der ansat en marketingschef, Torben Jørgensø, som blev placeret i 

Fredericia. I 1997 blev de to sekretariater samlet i Kolding i et 

lejemål i Fredericiagade. 

Staten bidrog økonomisk til projektet indtil starten af 1995. Siden 

130

har det udelukkende været kommunalt finansieret. Budgettet er på 5 

mio kr. om året, og de 8 kommuner bidrager efter kommunestørrelse. 

Der afholdes årskonferencer hvert år i maj måned. Her vedtages 

mål og budget for næste år. Herudover mødes borgmesterkollegiet 

hvert kvartal. Det består af borgmestrene og viceborgmestrene 

fra de 8 kommuner. Formandsskabet og næstformandsskabet går på 

omgang, således at det altid er en større kommune, der har formandsskabet, 

og en mindre, der har næstformandsskabet. Underlagt 

borgmesterkollegiet arbejder en styregruppe bestående af kommunaldirektørerne 

fra de 7 kommuner samt fra Kolding teknisk direktør 

H.J. Bøgesø. Områdets erhvervsråd har været med i projektet fra 

starten. Kolding og Vejen Kommuner har siden 1997 haft formandsskabet 

i Trekantområdet Danmark. 

Samarbejdsprojekterne har især været byudvikling og erhvervsudvikling 

bl.a. illustreret ved »Den åbne grønne by«, Trekantområdets 

planperspektiv 1996-2008 og markedsføring i udlandet. 

Kolding Havn i 1990erne 

Med den nye havnelov fra 1990 fastsattes det, at en kommunal trafikhavn 

er en selvstændig virksomhed. Den lægger op til fri konkurrence 

mellem havnene, den enkelte havn kan frit fastsætte sine takster, 

men liberaliseringen vil formentlig betyde, at de store havne vil få en 

stadig større del af omsætningen, mens det for de mellemstore 

havne, som Kolding hører til, vil være nødvendigt at opdyrke nogle 

niche-varegrupper for at kunne overleve. Trælast, stål og papir er 

sådanne niche-varegrupper. Til netop disse varegrupper byggede to 

skibsmæglerfirmaer i 1995-96 Kolding Havneterminal på havnens 

nordside, som allerede nu udvides. I januar 1998 besluttes det, at 

havnemester Per Bendix Jensen bliver havnechef. Efter ønske fra 

havnens brugere er der nu kun én chef på havnen. Øverste chef for 

havnen er fortsat teknisk direktør Hans-Jørgen Bøgesø. 

Nye opgaver og justering af organisationen 

Boligkontoret, der siden 1916 havde været et selvstændigt inspektorat 

for udlejning og administration af kommunale boligejendomme, 

sekretariat for Boligudvalget og siden også førte tilsyn med det 

almennyttige boligbyggeri, blev fra 1. juli 1991 efter boliginspektør 

Jørgen Bommersholdts fratræden overført til Teknisk Forvaltning og 

her først placeret som en selvstændig afdeling under Bygge-og Miljøområdet, 

senere placeret under Økonomiafdelingen. Administration 

af køb og salg af fast ejendom, der oprindelig blev behandlet på 

Borgmesterkontoret, hørte i en kort periode under Boligkontoret og 

fulgte med dette over i Teknisk Forvaltning, hvor Teknikbutikken 

siden har administreret området. 

Med nedlæggelsen af Kolding Kommunes Forsyningsforvaltning 

pr. 1. januar 1994 blev den hidtidige kommunale el-, gas- og fjernvarmeforsyning 

overført til det nydannede selskab Kolding Områdets 

Energiselskab (KOE). Vandforsyningen på Stadionvej blev dermed 

organisatorisk en afdeling under området Anlæg og Drift. 

En organisationsjustering fandt sted i forvaltningen i 1997. Planog 

udviklingsafdelingen opsplittedes, idet planafdelingen, der omfatter 

udarbejdelse af kommuneplanens rammer for lokalplanlægningen 

og udarbejdelse af lokalplaner er henlagt under Bygge- og Miljøområdet, 

mens Udviklingssektionen er blevet en stabsfunktion under 

131

Plan- og Miljøudvalget 1998-. Siddende 

fra venstre Liss Gydesen, Margit Vestbjerg, 

Anne Marie Christensen. Stående 

fra venstre Svend Brodersen, Christen 

Kragh, Torben Lauritzen og Iver Schriver. 

Foto: L. Fransson 

Teknisk Udvalg 1998-. Siddende fra 

venstre Hanne Herzog, Iver Schriver, 

Liss Gydesen. Stående fra venstre: 

Jørgen Jessen, Jens Chr. Thulstrup, 

Gunnar Storm Thomsen og John Bondebjerg. 

Foto: L. Fransson 

teknisk direktør. Også Bygningsafdelingen er blevet en stabsfunktion. 

Kloakafdelingen er blevet en selvstændig enhed under anlægsog 

driftschefen, og Teknikbutikken og Kortafdelingen, der tidligere 

har været stabsfunktioner under teknisk direktør, er blevet underlagt 

sekretariatschefen. Den strategiske ledelse er herefter ud over 

teknisk direktør H. J. Bøgesø, sekretariatschef Stig Werner Isaksen, 

økonomichef Ove Sommerlund, anlægs- og driftschef Gunnar 

Hansen samt bygge- og miljøchef Peter Hee. 

Teknisk Forvaltnings nye bygning 

Et mangeårigt ønske om at samle forvaltningen i ét hus er blevet til 

virkelighed. I januar 1998 flyttede forvaltningen fra Ålegården 2 til 

Nytorv 11. Her har også de administrativt ansatte, der havde kontor i 

Smedegade, fået plads. 

Nytorvbygningen, hvor tidligere Kvickly holdt til, er en del af en 

samlet byfornyelsesplan for hele Ålegårdsområdet. Arkitektfirmaet 

Lars Edmund A/S har i husets ombygning ladet sig inspirere af de 

IC3-tog, der mange gange om dagen suser forbi. Der er overalt brugt 

lette konstruktioner og materialer - aluminium, cedertræ og fiberbeton. 

Husets indretning er fleksibel og baseret på lavt energiforbrug 

bl.a. med behovstyret belysning og ventilation. 

132

Fortegnelse over medlemmer af 

de tekniske udvalg 1898-1998 

Gade-og Vejudvalget/Teknisk Udvalg 

1897 Købmand A. Jensen (formand), fabrikant 

I.A. Hansen og købmand Carl Jensen. 

1900 A. Jensen (formand), I.A. Hansen og 

arbejdsmand N. Hansen. 

1903 A. Jensen (formand), N. Hansen og 

købmand P. Daugaard. 

1906 Peter Daugaard (formand), I.A. Hansen og 

agent J. Skjøde. 

1909 Murermester Augustinus Poulsen 

(formand), kæmner O. Brandorff og vognmand 

Jørgen Madsen 

1913 Købmand Hans Have (formand), forretningsfører 

Ludvig Petersen og Jørgen 

Madsen. 

1914: Lagerforvalter Gregersen erstatter Ludvig 

Petersen. 

1917 Hans Have (formand), købmand Holger 

Kelstrup og Jørgen Madsen. 

1921 Uddeler J.P. Jensen (formand), forretningsfører 

Martin Christensen og mølleejer N. 

Madsen. 

1925 Smedemester Johs. Larsen, fabrikant 

Søren Winkler og J.P.Jensen. 

1930 J.P. Jensen, direktør N.P. Nielsen og rentier 

M. Strunge. 

1933 N. P. Nielsen, fabrikant P. Beirholm og 

overlærer H. A. Hansen. 

1937 Snedkermester J. C. Andersen, P. Beirholm 

og borgmester Knud Hansen. 

1943 Redaktør S. M. Jensen, arbejdsmand 

Anders Jensen, P. Beirholm, ingeniør P.H. 

Clausager og direktør H. Hardorf. 

1946 Borgmester S.M. Jensen, Anders Jensen, 

P. H. Clausager, P. Beirholm og H. Hardorf. 

1950 Borgmester P. Beirholm (formand), skoleinspektør 

C. D. Nygaard og arbejdsmand 

Peter Ravn. 

1954 Borgmester P. Beirholm, civilingeniør M. 

Møller Pedersen, grosserer J. P. Klinge, Peter 

Ravn og S. M. Jensen. 

1958 Gørtler Walter Petersen, fabrikant Poul 

Sørensen, M. Møller Pedersen, Peter Ravn og 

kasserer Egil Reimers. 

1962 Borgmester Peter Ravn, Eigil Reimers, 

afdelingsformand Arne Dornhoff og M. Møller 

Pedersen. 

Teknisk Udvalg 

1966 Kriminaloverbetjent Sv. Aa. Wase Petersen, 

typograf Bent Rasmussen, kontorbestyrer 

Svend Bekke, Walter Petersen og redaktør 

P. Givskov Christensen. 

1970 Sv. Aa. Wase Petersen, fra 1971 erstattet 

af arbejdskonsulent Bent Rasmussen, kontorbestyrer 

Svend Bekke, arbejdsmand Jens 

Doktor, civilingeniør K. E. Reddersen, Walter 

Petersen, overingeniør Viggo Nielsen og 

direktør Per Beck Jensen. 

1974 Sv. Aa. Wase Petersen, Svend Bekke, Jens 

Doktor, K. E. Reddersen, købmand Chr. Kjærgaard, 

distriktsingeniør Mogens Høst - 

Madsen og revisor Christen Kragh Kristensen. 

1978 Sv. Aa. Wase Petersen, Svend Bekke, teaterforlægger 

Per Bødker Andersen, K. E. Reddersen, 

gårdejer P. Skov Christensen, 

købmand Th. Simonsen og Christen Kragh. 

1982 Teaterforlægger Per Bødker Andersen 

(formand), sygehjælper Tove Vemmelund, fru 

Marie Tastesen, Peter Skov Christensen, Chr. 

Kjærgaard, lærer Villy Søvndal og gårdejer Nis 

Bruhn. 

1986 Viceborgmester Alex Jentsch (formand), 

ekspeditrice Mona B. Lassen, konsulent Peter 

Fink, distriktstoldchef Bruno Andersen, Villy 

Søvndal, overlærer Jens Møller og Peter Skov 

Christensen. Villy Søvndal afløses af fru 

Gunhild Due i 1986. 

1990 Ejendomsmægler Hans Lind (formand), 

beskæftigelseskoordinator Iver Schriver, 

direktør Sven Trillingsgaard, adjunkt Margit 

Vestbjerg, Jens Møller, gårdejer Jørgen 

Jessen og gårdejer Jens Andersen. 

1994 Kontorchef Iver Schriver (formand), overassistent 

Bent Ginnerskov Jensen, lektor 

Margit Vestbjerg, specialarbejder John Bondebjerg, 

salgskonsulent Hanne Herzog, 

Jørgen Jessen og receptionsassistent Henrik 

Knudsgaard. Margit Vestbjerg afløses af daginstitutionsleder 

Tonny Jensen i 1995. 

1998 Iver Schriver (formand), typograf Gunnar 

Storm Thomsen, gårdejer Jens Chr. Thulstrup, 

John Bondebjerg, Hanne Herzog, Jørgen 

Jessen og sygeplejerske Liss Gydesen. 

Byplankommissionen/Byplanudvalget/Planog 

miljøudvalget 

Byplankommission 

1943 Fabrikant P. Beirholm, civilingeniør P. H. 

Clausager, direktør H. Hardorf, arbejdsmand 

Anders Jensen, redaktør S. M. Jensen 

1946 Borgmester Søren M. Jensen, arbejdsmand 

Anders Jensen, civilingeniør P.H.Clausager, 

fabrikant P. Beirholm, direktør H. 

Hardorf 

1950 Borgmester P. Beirholm (formand), skoleinspektør 

C. D. Nygaard, arbejdsmand P. 

Ravn 

1954 Borgmester P. Ravn, civilingeniør Møller 

Pedersen, grosserer J.P.Klinge, P. Ravn, 

redaktør S.M.Jensen, P.H.Clausager, 


Sørensen, M. Møller Pedersen, Peter Ravn, 

kasserer E. Reimers, P.H.Clausager 

1962 Peter Ravn, Eigil Reimers, afdelingsformand 

A. Dornhoff, Pedersen, elarbejder 

Svend Christensen, P. Beirholm, Walter Petersen 

og M. Møller Pedersen 

Byplanudvalget 

1974 Kriminalassistent Sv. Aa. Wase Petersen, 

kontorbestyrer Svend Bekke, arbejdsmand 

Jens Doktor, civilingeniør K.E. Reddersen, 

købmand Chr. Kjærgaard, distriktsingeniør 

Mogens Høst-Madsen og revisor Christen 

Kragh Kristensen 

1978 Sv. Aa. Wase Petersen, Svend Bekke, teaterforlægger 

Per Bødker Andersen, K.E. Reddersen, 

gårdejer Peter Skov Christensen, 

købmand Th. Simonsen og Christen Kragh 

1982 Borgmester Per Bødker Andersen, sygehjælper 

Tove Vemmelund, fru Marie Tastesen, 

Peter Skov Christensen, Chr. Kjærgaard, lærer 

Villy Søvndal og gårdejer Nis Bruhn 

1986 Viceborgmester Alex Jentsch, ekspeditrice 

Mona B. Lassen, konsulent Peter Fink, distriktstoldchef 

V. Bruno Andersen, Villy 

Søvndal, overlærer Jens Møller og Peter Skov 

Christensen. Villy Søvndal afløses af fru 

Gunhild Due 

Plan- og Miljøudvalget 

1990 Skoleinspektør Ib Hansen, vicekontorchef 

Iver Schriver, direktør Sven Trillingsgaard, 

Jens Møller, pensionist Walther Gessner 

Petersen, farvehandler Inge Damkjær og 

gårdejer Jens Andersen. Inga Damkjær 

afløses af receptionsassistent Henrik Knudsgaard 

1994 Ib Hansen, vicetoldinspektør Ole H. Rasmussen, 

forretningsdrivende Søren Rasmussen, 

ejendomsmægler Peder Møller Jensen, 

specialarbejder John Bondebjerg, direktør 

Vagn Mørup og sygeplejerske Liss Gydesen. 

Ib Hansen afløses af lektor Margit Vestbjerg 

1998 Margit Vestbjerg, kontorchef Iver Schriver, 

A-kasseassistent Thorkild Hansen, skoleleder 

Ann-Marie Christensen, gårdejer Svend Brodersen. 

Liss Gydesen og Christen Kragh 

Markudvalget 

Udvalget for jorder og skove samt markvejene 

1897 Skolebestyrer S.M. Due (formand), sagfører 

J.L. Hansen og læge Hjalmar Fich. 

1901 Avlsbruger S.M. Due (formand), J.L. 

Hansen og justitsråd Nielsen. 

1903 S.M. Due (formand), købmand P. Daugaard 

og agent J. Skjøde. 

1906 J. Skjøde (formand), P. Daugaard og faktor 

P. Rasmussen. 

1909 Kæmner J.O. Brandorff (formand), murermester 

Jens Madsen og P. Rasmussen. 

1913 Møller N. Madsen (formand), købmand 

Hans Have og P. Rasmussen. 

1917 Hans Have (formand), murermester A. 

Andersen og P. Rasmussen. 

Udvalget for Marker, Jorder og Veje 

1921 N. Madsen, arbejdsmand Martin Christensen 

og snedker Aage Bennike. 

1925 Smedemester Johs. Larsen, mejeribestyrer 

V.F. Kjærsgaard og overportør J.N. Lausen. 

Markudvalget 

1930 J.N. Lausen, dyrlæge I.H. Simonsen og 

rentier M. Strunge. 

1933 Proprietær L.C. Jørgensen, fabrikant P. 

Beirholm og skoledirektør H. A. Hansen. 

1937 H. A. Hansen, L.C. Jørgensen og træskohandler 

J. B. Jacobsen. 

1943 H. A. Hansen, direktør K. Nørgaard og 

repræsentant Mourits Jørgensen. 

1946 Elektriker N. A. Johnsen, ingeniør P. H. 

Clausager og murermester Th. Nielsen. 

Lystanlæg, folkebade og sport 

Udvalget for Lystanlæg ( Forskønnelsesudvalget) 

1897 Justitsråd C. Nielsen (formand), skolebestyrer 

S. M. Due, redaktør Enevold Sørensen. 

1901 C. Nielsen (formand), avlsbruger S. M. Due 

og købmand C. Jensen. 

1903 S.M. Due (formand), C. Nielsen og C. 

Jensen. 

1906 C. Jensen (formand), agent J. Skjøde og 

murermester Morten Nielsen (uden for 

Byrådet) 

1909 Fru Dalsgaard, uddeler J.P. Jensen og 

Morten Nielsen. 

1911 blev fru Dalsgaard erstattet af møller N. 

Madsen. 

1913 N. Madsen (formand), J.P. Jensen og fru 

Anna Hagerup. 

1917 J.P. Jensen (formand), købmand Holger 

Kelstrup og fabrikant G. Volkert. 

1921 Skræddermester H. Jensen, J. P. Jensen 

og arbejdsmand Martin Christensen. 

1925 Overvagtmester Andreas Elkjær, mejeribestyrer 

V. F. Kjærsgaard og J. P. Jensen. 

Udvalget for lystanlæg og skove 

1930 J. P. Jensen, malermester Fr. Andersen og 

bankdirektør Jac. Bech. 

1933 Malermester Chr. Winding, H. A. Hansen 

og tekstilarbejder Ejner Christensen. 

1937 Ejner Christensen, Chr. Winding og proprietær 

L.C. Jørgensen. 

1943 Sagfører Hans Pedersen, repræsentant 

Mourits Jørgensen og adjunkt Karl Olsen. 

Udvalget for lystanlæg 

1946 Elektriker N. A. Johnsen, typograf Thaarup 

Rasmussen og slagtermester N. J. Kloster. 

Udvalget for byens jorder, lystanlæg og skove 

1950 N. J. Kloster (formand), murermester Th. 

Nielsen og maskinarbejder Sven Andersen. 

1954 Direktør Viggo Andersen, Th. Nielsen og 

Sven Andersen. 

1958 Landsretssagfører Mogens Høyer, Th. 

Nielsen og skoledirektør H. A. Hansen. 

1962 H. A. Hansen, formand Kai Ibsen og 

Mogens Høyer. 

Udvalget for Folkebade og Søbadeanstalten 

1933 Fabrikant P. Beirholm, Ejner Christensen 

og H. A. Hansen. 

133

Udvalget for Folkebade, Søbadeanstalten og 

Sportspladser 

1937 H. A. Hansen, Ejner Christensen og P. Beirholm. 

Sportsudvalget 

1943 H. A. Hansen, arbejdsmand Peter Ravn og 

Mourits Jørgensen. 

1946 Typograf N. Chr. Andersen, H. A. Hansen 

og N. J. Kloster. 

Sportsudvalget og udvalget for bade 

1950 Revisor Th. Jørgensen, skoleinspektør 

Frovin Jørgensen og H. A. Hansen. 

1954 Gørtler Walter Petersen, Frovin Jørgensen 

og H. A. Hansen. 

1958 Fabrikant Poul Sørensen, Frovin Jørgensen 

og H.A. Hansen. 

1962 Poul Sørensen, H. A. Hansen og pantefogedassistent 

Orla Sørensen. 

Udvalget for byens jorder, parker, 

skove og idrætsanlæg 

1966 Overassistent V. Lund Pedersen, typograf 

Alex Jentsch, formand Kai Ibsen, Poul Sørensen 

og amtskonsulent Thue Bryndorf. 

Sports- og parkudvalget 

1970 Fuldmægtig Vagn Lund Pedersen, fru 

Marie Tastesen, murermester Jørgen Krat, 

Poul Sørensen og gårdejer Hans Sidelmann. 

1974 Vagn Lund Pedersen, arbejdsformidlingschef 

Bent Rasmussen, teaterforlægger Per 

Bødker Andersen, Walter Petersen og gårdejer 

Peter Skov Christensen. 

1978 Vagn Lund Pedersen, Bent Rasmussen, 

Per Bødker Andersen, Walter Petersen og 

Peter Skov Christensen. 

1954 Borgmester P. Ravn, civilingeniør Møller 

Pedersen, grosserer J.P.Klinge, P. Ravn, 

redaktør S.M.Jensen, P.H.Clausager, 


Sørensen, M. Møller Pedersen, Peter Ravn, 

kasserer E. Reimers, P.H.Clausager 

1962 Peter Ravn, Eigil Reimers, afdelingsformand 

A. Dornhoff, Pedersen, elarbejder 

Svend Christensen, P. Beirholm, Walter Petersen 

og M. Møller Pedersen 

Boligkommissionen 

1954 Borgmester P. Beirholm, politimester Sten 

H. Clausen, kredslæge A. Vestergaard-Rasmussen, 

murermester Th. Nielsen, murermester 

Ejnar Petersen, forretningsfører Karl Christiansen, 

maskinarbejder Sven Andersen, elarbejder 

Svend Christensen, bygnings- og 

brandinspektør Laur. Steffensen. 

1958 P. Beirholm, Sten H. Clausen, Th. Nielsen, 

Ejnar Petersen, Karl Christiansen, værkfører 

Th. Thomsen, Laur. Steffensen. 

1962 Borgmester Peter Ravn, formand, fabrikant 

Peter Beirholm, næstformand. Sten H. 

Clausen, A. Vestergaard-Rasmussen, viceskoleinspektør 

A. C. Thomsen, kasserer Eigil 

Reimers, redaktør Vilh. Behrens, Laur. Steffensen. 

1966 Peter Ravn, formand, ungdomsskolekonsulent 

Th. Bryndorf, næstformand, ingeniør J. 

Agerskov, murermester Jørgen Krat, typograf 

Bent Rasmussen, 

1970 Peter Ravn, formand, Th. Bryndorf, næstformand, 

J. Agerskov, Jørgen Krat, Bent Rasmussen, 

1974 Peter Ravn, kontorbestyrer Svend Bekke, 

gårdejer Peter Skov Christensen, distriktschef 

Erik Henriksen, tobakshandler Hans Skandrup, 

filialbestyrer Gotfred Madsen, læge 

Johs. Stender, kredslægen, politimesteren, 

socialinspektøren og bygningsinspektøren 

1978 Kriminalassistent Sv. Aa. Wase Petersen, 

overtoldbetjent Ole H. Rasmussen, Jens 

Agerskov, arbejdsmand Alfred Jacobsen, 

formand Hans Skandrup, Gotfred Madsen, 

læge Henning Møller, embedslægen, politimesteren, 

socialinspektøren, afdelingslederen 

ved Bygningsinspektoratet og brandinspektøren 

1982 Teaterforlægger Per Bødker Andersen, Ole 

H. Rasmussen, børnehavepædagog Rita Kristensen, 

Gotfred Madsen, chauffør Leif 

Outzen, Henning Møller, læge A. Vestergaard 

Rasmussen, politimester Tage Bækgaard, 

afdelingsleder Rasmus Pedersen og brandinspektør 

John Bejerholm 

Sundhedskommissionen 

1897 Borgmester C.P.C. Schjørring, distriktslægen, 

læge Hjalmer Fich, toldkontrollør Meyer 

og murermester Morten Nielsen. 

1900 Schjørring, distriktslægen, avlsbruger S.M. 

Due, læge A. Madvig og murermester Morten 

Nielsen. 

1903 Schjørring, distriktslægen, dr. J. Boysen, 

Morten Nielsen og S.M. Due. 

1906 Schjørring, distriktslægen, sygehuslæge J. 

Boysen og Morten Nielsen. 

1909 Borgmester Viggo Baller, distriktslægen, 

bankdirektør Oluf Bech, faktor P. Rasmussen 

og Morten Nielsen. 

1913 Viggo Baller , distriktslægen, købmand 

Hans Have, læge O. Ørkild og P. Rasmussen. 

1917 Borgmester Oluf Bech, kredslægen, karetmager 

P. Breindahl, købmand Hans Have og 

faktor P. Rasmussen. 

1921 Politimesteren, kredslægen, P. Breindahl, 

Hans Have og snedker Chr. Sørensen. 

1925 Politimesteren, kredslægen, Hans Have, P. 

Breindahl og bogtrykker P. Rasmussen. 

1930 Tømrermester A. C. Nielsen, mejeribestyrer 

V.F. Kjærsgaard og fabriksinspektør 

Hagbard Bidstrup. 

1933 Redaktør Knud Hansen, apoteker Hansen 

og V.F. Kjærsgaard. 

1937 Overlærer H. A. Hansen, tømrer H. Petersen 

og V. F. Kjærsgaard 

1943 Arbejdsmand P. Ravn, lektor Karen Carstens 

og V.F. Kjærsgaard. 

1946 P. Ravn, slagteriarbejder Hans Hjelm og 

V.F. Kjærsgaard 

1950 Politimesteren (formand), kredslægen, 

mejeribestyrer Carlo Bæk, P. Ravn og Hans 

Hjelm. 

1954 Politimesteren, kredslægen, Carlo Bæk, 

elarbejder Sv. Christensen og Hans Hjelm. 

1958 Politimesteren, kredslægen, direktør C. 

Bæk, Svend Christensen og Hans Hjelm. 

1962 Politimesteren, kredslægen, A. C. 

Thomsen, Hans Hjelm og direktør C. Bæk. 

1966 Politimesteren, kredslægen, bogbinder Sv. 

Ginnerskov Jensen, slagter Hans Hjelm, Paul 

Nielsen og C. Bæk. 

1970 Politimesteren, røntgenoverlæge Erik 

Galtung, kasserer H. Hjelm, civilingeniør 

K.E.Reddersen, Carlo Bæk og kredslægen. 

Bygningskommission/Bygningsråd 

Borgmesteren og brandinspektøren faste medlemmer, 

desuden: 

1897 Snedker A.L. Johansen, murermester H. 

Nielsen, tømrer H.L. Hansen og murermester 

J.A. Hansen 

1900 A.L. Johansen, H. Nielsen, H.L. Hansen og 

fabrikant J.A. Hansen 

1903 H. Nielsen, tømrermester H.L. Hansen, 

murermester A. Andersen og forretningsfører 

N. Jensen 

Fra 1906 er borgmesteren, brandinspektøren og 

bygningsinspektøren faste medlemmer, desuden: 

1906 H. Nielsen, H.L. Hansen, snedker Chr. 

Hansen og N. Jensen 

1909 Uddeler J.P. Jensen, tømrermester Carl 

Møller, H. Nielsen og murermester Augustinus 

Poulsen 

1913 J.P. Jensen, karetmager Breindahl, H. 

Nielsen og typograf K. Sørensen 

1917 Murermester A. Andersen, J.P. Jensnen, 

Hans Nielsen og Karl Sørensen 

1921 Politimesteren, tømrermester Oluf Rasmussen, 

H. Nielsen, J.P. Jensen og snedker Chr. 

Sørensen 

1925 Politimesteren, købmand H. Soll, Oluf 

Rasmussen, murermester A. Andersen, Chr. 

Sørensen og Chr. A. Lassen 

1930 Købmand H. Soll, tømrer P. Thomsen, A. 

Andersen og Oluf Rasmussen 

1933 Oluf Rasmussen, A. Andersen, tømrer 

Hans Petersen og tømrer P. Thomsen 

1937 H. Petersen, murermester Ejner Petersen, 

træskohandler J. B. Jacobsen og P. Thomsen 

1943 Hans Petersen, murer Vald. Larsen, J. B. 

Jacobsen og murermester Ejner Petersen 

1946 H. Petersen, Vald. Larsen, E. Petersen og 

murermester Th. Nielsen 

1950 Politimesteren, Th. Nielsen, Ejner Petersen, 

maskinarbejder Sven Andersen og tømrer Carl 

Christiansen 

1954 Politimesteren, Th. Nielsen, Ejner Petersen, 

Sv. Andersen og Carl Christiansen 

1958 Politimesteren, Ejnar Petersen, Th. Nielsen, 

Sven Andersen, Karl Christiansen og H. A. 

Hansen 

1962 Politimesteren, pantefogedassistent Orla 

Sørensen, Karl Christensen, fabrikant P. Beirholm 

og amtsskolekonsulent Thue Bryndorff 

Bygningsrådet 

1966 Kriminaloverbetjent Sv. Aa. Wase Petersen, 

typograf Bent Rasmussen, kontorbestyrer 

Sv. Bekke, gørtler Walter Petersen, redaktør 

P. Givskov Christensen, politimesteren, 

kredslægen, stadsingeniøren, bygningsinspektøren 

og brandinspektøren 

1970 Arbejdskonsulent Bent Rasmussen, Sv. 

Bekke, arbejdsmand Jens Doktor, civilingeniør 

K.E.Reddersen, gørtler Walter Petersen, overingeniør 

Viggo Nielsen, direktør Per Beck 

Jensen, fabriksinspektør Bjerring Lauridsen, 

kredslægen og politimesteren 

Havneudvalget 

1897 Borgmester C.P.C. Schjørring, grosserer 

N.P. Stenderup, vinhandler Chr. Friis, 

købmand A.Jensen og kaptajn P. Hansen. 

1900 Borgmester Schjørring, A. Jensen, N.P. 

Stenderup, P. Hansen og Chr. Friis. 

1903 Borgmester Schjørring, grosserer Nicolai 

Outzen, A. Jensen, tømrermester H.L. Hansen 

og P. Hansen (uden for Byrådet). 

1906 Borgmester Schjørring, Nicolai Outzen, 

H.L. Hansen, bogtrykker Fr. Lumbye og P. 

Hansen 

1909 Den konstituerede formand for Byrådet, 

sagfører Edv. Lau, kæmner I.O. Brandorff, 

Nicolai Outzen, arbejdsmand P. Nielsen og 

uddeler J.P. Jensen. Fra 4. maj erstatter borgmester 

V. Baller Edv. Lau. 

1913 Borgmester V. Baller, købmand Hans Have, 

J. P. Jensen, arbejdsmand P. Nielsen, Nicolai 

Outzen (uden for Byrådet). 

1917 Borgmester Oluf Bech, købmand Have, 

J.P. Jensen, møller N. Madsen og P. Nielsen. 

1921 Borgmester Oluf Bech, konsul Christian 

Eff, N. Madsen, J,P. Jensen og tømrer J.C.E. 

Sørensen. 

1925 Købmand, konsul Christian Eff, direktør 

Chr. Thomsen, købmand H. Soll og Edvard 

Sørensen. 

1930 H. Soll, arbejdsmand Rasmus Clausen, 

købmand, konsul Chr. Stenderup og direktør 

N. P. Nielsen. 

1933 Borgmester Valdemar Juhl, N. P. Nielsen, 

Chr. Stenderup, lagerarbejder P. Andersen og 

togfører Marinus Larsen. 

1937 Borgmester Knud Hansen, M. Larsen, P. 

Andersen og landsretssagfører V. Juhl. 

1943 Borgmester Valdemar Juhl, M. Larsen, 

arbejdsmand Peter Ravn, købmand Th. E. 

Hansen og direktør H. Hardorf. 

1946 Borgmester Søren M. Jensen, V. Juhl, M. 

Larsen, Peter Ravn og H. Hardorf. 

1950 Borgmester Peter Beirholm (formand), 

slagtermester N. J. Kloster, direktør Viggo 

Andersen, H. Hardorf, M. Larsen, redaktør S. 

M. Jensen og Peter Ravn. 

1954 Borgmester Peter Beirholm, Viggo Andersen, 

redaktør Vilh. Behrens, konsul Johs. 

Grønborg, M. Larsen, Peter Ravn og S. M. 

Jensen. 

1958 Borgmester Peter Beirholm, fabrikant Poul 

Sørensen, Vilh. Behrens, Johs. Grønborg, M. 

Larsen, S. M. Jensen og kasserer Egil 

Reimers. 

134

1962 Borgmester Peter Ravn, Eigil Reimers, 

elektriker Svend Christensen, fabrikant P. 

Beirholm, Poul Sørensen og Vilh. Behrens. 

1966 Borgmester Peter Ravn, socialudvalgsformand 

Sv. Christensen, murermester Jørgen 

Krat, entreprenør H. C. Ervald, murermester 

Viggo Sørensen, redaktør P. Givskov Christensen 

og direktør G. Gimbel. 

1970 Borgmester Peter Ravn, Jørgen Krat, 

arbejdsmand Jens Doktor, gørtler Walter 

Petersen, gårdejer Hans Sidelmann, chefredaktør 

P. Givskov Christensen og direktør Karl 

Larsen. 

1974 Arbejdsformidlingschef Bent Rasmussen, 

Jens Doktor, overpostbud Kaj Juhl, politibetjent 

Johannes Kirk Søndergaard, gårdejer 

Niels Beck, revisor Christen Kragh Kristensen 

og Karl Larsen. 

1978 Teaterforlægger Per Bødker Andersen, 

Marie Tastesen, overtoldbetjent Ole H. Rasmussen, 

Niels Beck, skatterådsmedlem 

Gunhild Due, direktør Sven Eriksen og fabrikant 

Poul Walsted. 

1982 Teaterforlægger Per Bødker Andersen 

(formand), Ole H. Rasmussen, vagtmester 

Tage Andersen, gårdejer Jørgen Jessen, overlærer 

Aase Meyn, Sven Eriksen og kontorassistent 

Dora Rossen. 

1986 Borgmester Per Bødker Andersen 

(formand), vicetoldinspektør Ole H. Rasmussen, 

sygehjælper Tove Vemmelund, forretningsfører 

Tage Andersen, Aase Meyn, Sven 

Eriksen og Jørgen Jessen. Tove Vemmelund 

afløses af ejendomsmægler Hans Lind i 1988. 

1990 Typograf Alex Jentsch (formand), Per 

Bødker Andersen, gårdejer Jens Chr. Thulstrup, 

specialarbejder John Bondebjerg, 

Jørgen Jessen, fagforeningsformand Kristian 

Skov og direktør Niels Grønborg. 

1994 Gårdejer Jens Andersen (formand), Per 

Bødker Andersen, Jens Chr. Thulstrup, skoleinspektør 

Ib Hansen, direktør Vagn Mørup, 

Niels Grønborg og fagforeningsformand Kristian 

Skov. Ib Hansen afløses af socialrådgiver 

Else Danø i 1995. 

1998 Jens Chr. Thulstrup (formand), Per Bødker 

Andersen, gartnerformand Torben Nørgaard 

Lauritzen, amtsrådsmedlem Dora Rossen, 

kordegn Carl Sørensen, Niels Grønborg og 

Kristian Skov. 

Kilder og litteratur 

Utrykt materiale: 

Borgmesterkontorets journalsager 1898-1998. 

Byplankommissionens forhandlingsprotokoller 

og sager 1943-1966. 

Gade- og Vejudvalgets forhandlingsprotokoller 

1869-1966. 

Teknisk Udvalgs forhandlingsprotokoller 1966- 

1970. 

Stadsingeniørens S-sager 1911-1970. 

Diverse sager 1947-1998. 

Trykt materiale: 

Byrådsbogen, 1933-1997. 

Kolding Kommunes årsberetninger 1991-1997. 

Årsberetninger fra Brand- og Bygningsinspektoratet 

1952-1970. 

Årsberetninger fra Teknisk Forvaltning 1971- 

1990. 

Publikationer og pjecer fra Teknisk Forvaltning 

1947-1998. 

Ålerusen, Teknisk Forvaltnings husavis. 

Aviser: 

Kolding Avis. 

Kolding Folkeblad. 

Kolding Social-Demokrat. 

Venstrebladet for det sydlige Jylland. 

Litteratur: 

Da de 10 blev til 1. Redigeret af Kim Furdal, 

1989. 

Arne Gaardmand: Dansk Byplanlægning 1938- 

1992, 1993. 

Niels Jacobsen: Erindringer om årene 1910- 

1950, 1953. 

Kolding Bys Historie, bd. 1-3, 1978-1982. 

Kolding Havn 1843-1993, 1993. 

Koldingbogen, årgangene 1971-1997. 

Bent Rasmussen: Altid på vej, 1997. 

Peter Ravn: Erindringer, 1991. 

Interviews (1997-1998): 

Borgmester Per Bødker Andersen. 

Afdelingsleder Torben Andersen. 

Fhv. ingeniør J. Chr. Beck. 

Teknisk direktør Hans-Jørgen Bøgesø. 

Fhv. kontorchef Erik Christensen. 

Civilingeniør P.H. Clausager (interviewet i 1982). 

Fhv. afdelingsleder Bent Viggo Hansen. 

Konsulent Steen Jacobsen. 

Boliginspektør N.A. Johnsen (interviewet i 1986). 

Arkitekt Sten Krarup. 

Kommunaldirektør Ingemann Olsen. 

Økonomichef Ove Sommerlund. 

Bygningsinspektør Laurids Steffensen (interviewet 

i 1986). 

Fhv. teknisk direktør Hans Wahlgreen. 

Kolding Byferie, 1996. Foto: Friis Fotografi 

135

teknisk forvaltning kolding kommune 1898 - 1998 - Dansk Center for ...

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?