pdf version - Zoologisk Museum

September
2003
nr 4
Fire bliver til Fem
Landmanden og landsvalerne
Bogværk om trækfuglene
Hold øje med hornuglerne
Musvitter synger klar besked
Gådefuglen snerrer
Korte nyheder
Skriv eller ring
Zoologisk Museum, Københavns Universitet

Fire bliver til Fem
Takket være økonomisk støtte fra
Friluftsrådet blev det for to år siden
muligt for Zoologisk Museum at
iværksætte en treårig oplysningskampagne
om ringmærkning af
fugle i Danmark.
Et element i kampagnen er at
udgive fire numre af nyhedsbrevet
RINGnyt. Det er nu lykkedes
Zoologisk Museum at skaffe yderligere
økonomisk støtte fra private
fonde. Herved er det blevet muligt
at udgive et femte nummer af RIN-
Gnyt, som vil udkomme i begyndelsen
af 2004. RINGnyt udsendes til
omkring 3.500 personer, institutioner
og organisationer, og vi har fået
mange positive reaktioner.
Peder Thellesen følger nøje landsvalerne i sin stald og alt bliver noteret.
Landmanden og landsvalerne
På en gård i Vestjylland finder grundlæggende forskning i landsvalen
sted midt mellem klattende køer og malkemaskiner.
Formålet med hele kampagnen er
at øge kendskabet til den danske
fuglefanua med fokus på fugleringmærkningen
og de mange resultater,
den afstedkommer.
Oplysningskampagnen har indtil
nu udgivet fire numre af RINGnyt
samt afholdt tre ”Åbent Hus”-dage
med over 1.300 besøgende. Endnu
en ”Åbent Hus”-dag vil blive afholdt
til næste forår (mere herom
følger på vores hjemmeside http:
//www.zmuc.dk/VerWeb/ringing).
Endvidere er et oplysningshæfte
under udarbejdelse og i løbet af
den kommende vinter vil vi fremstille
en vandreudstilling, som blandt
andet skoler, naturcentre med flere
vil få tilbudt
Zoologisk Museum er taknemmelig
for yderligere økonomisk støtte fra:
15. Juni Fonden, Georg Bestle og
Hustru’s Mindelegat, BG Fonden,
Dronning Margrethe & Prins Henriks
Fond samt Lemvigh-Müller
Fonden.
Foreløbig god fornøjelse med
RINGnyt 4….
Tekst og foto af Jan Skriver
Med barkede næver, der er vant til
hårdt arbejde i marken og i stalden,
håndterer Peder Vad Thellesen de
bittesmå landsvaleunger som kongeligt
porcelæn.
Gårdejeren har i mere end tre årtier
ringmærket landsvaler på sin ejendom
i landsbyen Gl. Hjortkær øst for
Esbjerg. 31 hektar og knap en snes
malkekøer af den røde danske race
plus nogle få svin giver landmanden
udkommet.
Flere end 4.500 landsvaler har fået
ring på af Peder Thellesen, der ikke
kun på fødevarefronten bidrager til at
skaffe det basale i livet til huse. Også
som Zoologisk Museums ringmærker
er han manden i marken og leverandør
af råvarer.
“Det er da spændende, at jeg på en
gård i Vestjylland som amatør kan
hjælpe professionelle forskere, så vi
alle kan få en større samlet viden om
landsvalernes træk og yngleforhold”,
siger Peder Thellesen, der er med i
det såkaldte EURING Svaleprojekt.
Flere end 300 ringmærkere i en
snes lande i Europa deltager i projektet,
der blandt andet skal afsløre,
hvordan unge svaler spreder sig.
Svaleforskningen skal også kaste
nyt lys over fuglenes overlevelse fra
sæson til sæson og give os større
viden om de menneskeskabte påvirkninger
af svalebestandene.
På det overordnede plan skal forskningen
bane vejen for en bedre beskyttelse
af landsvalerne, der møder
talrige farer på deres træk mellem
det sydlige Afrika og ynglepladserne
i Europa.
“Min gård er af den gammeldags
slags, hvor stalden er åben, så svalerne
frit kan flyve ind og ud. Jeg
driver ikke gården økologisk, men
den huser masser af insekter, for der
bliver ikke sprøjtet mod fluer. Sådan
har det altid været. Alligevel er bestanden
af landsvaler på min ejendom
gået tilbage næsten i takt med
den generelle tilbagegang for arten
på landsplan. Der kan i det hele taget
være store svingninger i antallet af
ynglepar fra år til år. Det underbygger,
at svalerne er kraftigt påvirket
af forhold på deres træk og i vinterkvartererne
i det sydlige Afrika”, siger
Peder Thellesen.
I 1977 ynglede 29 par landsvaler i
stalden på ejendommen i landbrugslandet
øst for Esbjerg. De senere år
har tallet svinget omkring en snes
par.
“Landsvaler er i Danmark ofte knyttet
til kvægbrug med åbne stalde og
marker, hvor kreaturerne græsser.
På regntunge dage flyver mine svaler
næsten mellem benene på køerne,
som jager insekter op til fuglene.
Industrilandbrug med svin i lukkede
side 2

stalde huser ikke mange par svaler.
Det er klart, at de senere årtiers udvikling
mod få, store landbrug med
kæmpemæssige marker har påvirket
den danske bestand af landsvaler
negativt”, siger Peder Thellesen,
mens han gør klar til at ringmærke et
kuld svaler, som er resultatet af sommerens
frugtbarhed hos et af de 23
par på ejendommen.
Et kuld firlinger skal have en lillebitte
ring på.
“Et par landsvaler får i gennemsnit
fem unger, men jeg har haft kuld
på syv i stalden. Første kuld er altid
større end andet kuld”, fortæller
Peder Thellesen.
Landsvaler er trofaste over for
deres redested. Ringmærkeren har
på gården oplevet, at et svalepar
holdt sammen i den samme rede tre
år i træk. Svalernes ringe gjorde ham
i stand til at bevise det.
Det vil sige, at hannen og hunnen
hver især har taget den lange rejse
fra Vestjylland til Afrika en håndfuld
gange. Hver gang er det lykkedes
parret uafhængigt af hinanden at
finde tilbage til hjemmet, der blot er
på størrelse med en cigarkasse.
“Ringmærkning har fortalt os, at
gamle landsvaler, der har stiftet
familie, vender tilbage til den gård,
hvor de har ynglet. Og de unge fugle
vender tilbage til den egn, de er født
på. Unge landsvaler vælger deres
fremtidige yngleplads ud fra de erfaringer,
de gør sig tre-fire uger efter,
at de har forladt deres reder”, siger
Peder Thellesen.
Omkring 100 af gårdejerens svaler,
som han har sat ring på, er vendt
tilbage til mærkningsstedet eller dets
nærmeste nabolag.
“Jeg har blot fået tre genmeldinger
af landsvaler fra trækket, så min
mærkning har hidtil kun bidraget
en smule til at fortælle om svalernes
trækveje. En af mine svaler var
blandt de titusinder af landsvaler,
der i oktober 1974 måtte nødlande
i Alperne i Schweiz på grund af
pludseligt uvejr. Desværre døde så
mange svaler ved den lejlighed, at
det kunne mærkes næste forår, da
væsentligt færre svaler ankom til hele
Nordvesteuropa. En anden af mine
genmeldinger fra trækket stammer
fra Marokko, og en tredje er fra Spanien”,
fortæller Peder Thellesen.
Engang fik gårdejeren besøg af en
landsvale, der havde en ring siddende
på sit venstre ben. Det var ikke en
af hans egne fugle, for han placerer
altid den lille metalring om svalens
højre ben.
“Da jeg fik fanget svalen og aflæst
dens ring, viste det sig, at den var
ringmærket den 13. maj på Korsika,
De små landsvaleunger ligger roligt i Peder Thellesens hænder.
Landsvalen placerer typisk
sin rede inde i bygninger
oftest i stalde med kvæg.
Bysvalen placerer typisk
sin rede udenpå bygninger
og oftest flere reder tæt
sammen.
før den ankom til Gl. Hjortkær i
slutningen af juni”, fortæller Thellesen.
Den ældste svale hos gårdejeren
nåede at blive mindst seks år.
Fuglen, som han havde ringmærket,
da den var voksen, druknede i
et fodertrug.
Hvert år tegner Peder Thellesen
en skitse, der viser, hvor svalerederne
sidder i hans stald. Nogle af rederne
er så robuste, at de er beboet i
adskillige år.
“Den ældste rede i stalden har
siddet solidt siden 1978. Den er ubeskadiget,
og den har været brugt af
svalepar hvert år. Den er placeret et
tørt og sikkert sted”, siger Thellesen.
Svalerne forlader i reglen gården og
Gl. Hjortkær i slutningen af september.
Pludselig en dag er de væk, og
der bliver så sært tyst.
Men en dag i april vil fuglene vende
tilbage. For Peder Thellesen er svalernes
ankomst en festdag.
Og måske kommer dagen, da en
svale ringmærket i Sydafrika flyver
ind i stalden. Det er en af Peders
drømme at få et vidnesbyrd om den
afrikanske forbindelse.
Læs mere om Peder Thellesens
ringmærkningsarbejde:
- ’Bestanden af Landsvaler på en
gård i Hjortkær i Sydvestjylland,
1971-1998’ i Dansk Ornitologisk
Forenings Tidsskrift, vol. 94
(2000), side 5-11, skrevet af P. V.
Thellesen.
- ’Fænologiske og ynglebiologiske
undersøgelser af Stær i Sydvestjylland
med bemærkninger
om trækket’ i Dansk Ornitologisk
Forenings Tidsskrift, vol. 96
(2002), side 75-82, skrevet af P.
V. Thellesen.
- Og om EURING på hjemmesiden:
http://www.euring.org
side 3

Bogværk om
trækfuglene
Zoologisk Museum vil i ‘Dansk
Trækfugleatlas’ samle al vores
nuværende viden om fuglene og
deres træk. Værket vil henvende
sig til alle med interesse for naturen.
Af Jan Skriver
Mere end 100 års viden om dansk
ringmærkning og fuglenes færden er
af en gruppe på Zoologisk Museum
ved at blive samlet i let tilgængelig
form i et værk på op mod 500 sider.
Ringmærkningen i Danmark har givet
oplysninger om 260 fuglearter, og
disse vil få hver deres afsnit i bogen.
Værket gør status over dansk ringmærkning
siden 1899, da Fugle-Mortensen
fra Viborg opfandt den videnskabelige
ringmærkning – metoden
der brik efter brik har bidraget til vores
verdensbillede af fuglenes færden.
I perioden er mere end 4 millioner
fugle blevet ringmærket i Danmark.
Og cirka 170.000 af dem – det svarer
til godt 4 procent – er blevet genmeldt.
‘Dansk Trækfugleatlas’ er arbejdstitlen
på værket, der ventes afsluttet om
Rødhals ringmærket i Danmark
og genfundet i vinterperioden
(dec. – feb.).
godt to år.
“Jeg håber, at bogen kan blive en
mulig julegave i 2005”, siger biolog
Jesper Bønløkke-Pedersen, der er
ansat på projektet som projektkoordinator
og forfatter.
Jesper Bønløkke-Pedersen samarbejder
med biologen Morten Bjerrum,
der primært har til opgave at programmere
og udarbejde kort. I gruppen
omkring atlasset er endvidere
tilknyttet Gert Christensen, Jeanet
Iversen, Uffe D. Andersen, Kjeld T.
Pedersen, Kasper Thorup, Carsten
Rahbek og Jesper J. Madsen.
“Det er vores mål, at ’Dansk Trækfugleatlas’
må blive et værk, som kan
bruges af alle danskere, der interesserer
sig for fugle og natur”, siger
Jesper Bønløkke-Pedersen.
“Det skal være sådan, at haveejeren
kan slå op og læse, hvor
rødhalsen overvintrer og hvordan
sangdroslens træk forløber. Også
myndigheder og forvaltninger skal
kunne bruge bogen, når de vil have
klarhed over, hvilke fuglearter, der
for eksempel opholder sig i vigtige
danske vådområder. Afsnittet om
spidsanden illustrerer eksempelvis,
at Danmark har et stort ansvar for
denne svømmeand, som kommer fra
et stort geografisk område mod nordøst
på træk til danske fjorde”, siger
biologen.
Ringmærkningen giver også oplysninger,
der ikke drejer sig om
fuglenes træk, men som har stor
betydning for en effektiv forvaltning
af danske fugle. For eksempel beskrives
også fuglenes dødelighed og
dødsårsager.
Ringmærkningen har påvist, at spidsænder
fra store dele af Rusland samt
Finland og de baltiske lande passerer
Danmark på deres træk. På kortene ses
dels genfund af spidsænder nord og øst
for Danmark og de gennemsnitlige genfunds-positioner
i forskellige måneder.
“Det er vigtigt at slå fast, hvordan
trækfuglenes ruter forløber, men det
er også af stor betydning, at vi kan
dokumentere, hvilke farer fuglene
møder på deres vej mellem sommerog
vinterkvarterer. Ringmærkning
er blandt andet med til at underbygge
det faktum, at en stor del af
de danske sangdrosler frem til idag
jages og fanges i Sydeuropa”, siger
Jesper Bønløkke-Pedersen.
Biologen håber at finde en mundret
titel til ’Dansk Trækfugleatlas’, der
kan matche Finn Salomonsens klassiker
fra 1953, ’Fugletrækket og dets
gåder’.
“Det kommende atlas vil afløse Salomonsens
værk. Der er sket meget
på ringmærkningsfronten de seneste
cirka 40 år, hvor blandt andet spejlnettene
for alvor er taget i brug til
fangst af småfugle. Da Salomonsen
skrev sin bog, var der få konkrete oplysninger
til belysning af spurvefuglenes
træk. Det vil vi råde bod på i den
nye bog”, siger Jesper Bønløkke-Peside
4

dersen.
Hver art vil få sit afsnit og kort i
’Dansk Trækfugleatlas’. Slår man op
på tårnfalk, vil man i detaljer kunne
se, hvordan den færdes.
“Tårnfalke bliver overvejende ringmærket
i redekasser, hvorved vi
kender deres oprindelsessted. Det
giver første klasses data, når man
senere får genmeldinger fra trækket.
I dag har vi et nuanceret billede af
danske tårnfalkes trækforhold. Derimod
er der andre arter, som vi kun
har få vidnesbyrd om. For eksempel
har vi kun én genmelding af sortstrubet
lom. Den fløj fra farvandet ved
Bornholm til det nordlige Sibirien,
hvor den blev genmeldt. Men også
den har fået sit afsnit”, siger biologen.
Også standfugle som gråspurven
og arter, der i stil med solsorten
foretager mindre trækbevægelser, vil
blive gennemgået i trækfugleatlasset.
For eksempel vil man kunne læse
om en dansk gråspurv, der blev ringmærket
på Hesselø og senere genmeldt
i Sverige. Det er den eneste
ringmærkede gråspurv, der er gen-
34% Ukendt
dødsårsag
6% Anden kendt
dødsårsag
2% Dræbt mod vindue
Dødsårsager for
sangdrosler ringmærket
i Danmark. En
meget stor del af de
nordeuropæiske
sangdrosler nedlægges
i Sydeuropa.
side 5
58% Jagt
Ringmærkning viser,
at kun en mindre
del af den danske
bestand trækker til
sydligere himmelstrøg
om vinteren.
Kortet viser genfund
af danske tårnfalke
ringmærket som
redeunger.
fundet uden for landets grænser.
Ringmærkning af standfugle har
bidraget til at fortælle om fuglenes
overlevelse og ungfugles spredning
i landskabet. Disse emner vil blive
behandlet i atlasset, der naturligvis
også vil lade et kapitel fortælle om
ringmærkningens historie, al den
stund at Danmark er metodens moderland.
I projektets første fase har atlasgruppen
samlet og klargjort data,
hvorfra der nu er ved at blive draget
konklusioner om hver fuglearts trækforhold.
“De første to år er blandt andet gået
med at samle alle oplysninger om
ringmærkede fugle. Disse oplysninger
fra de tidligere private ringmærkningscentraler
samt Vildtbiologisk
Station Kalø og Zoologisk Museum
har tidligere ligget i forskellige arkiver,
men er nu for første gang samlet
i en fælles database”, fortæller
Jesper Bønløkke-Pedersen.
“Også udenlandske ringmærkningscentraler
har bidraget til puljen
af data med oplysninger om fugle
ringmærket i udlandet og genfundet
i Danmark. Bidraget er på over
61.000 genfund”, siger biologen og
fortsætter: ”hermed vi vil i ét samlet
værk kunne præsentere resultaterne
af mere end 100 års ringmærkning.
Bogen vil art for art opridse vores
aktuelle viden om danske fugles
træk- og bevægelsesmønstre og er
dermed med til at præcisere, hvor
vores viden er manglefuld på dette
felt”, slutter Jesper Bønløkke-Pedersen.
Zoologisk Museums bogprojekt
‘Dansk Trækfugleatlas’ er gjort muligt
i kraft af en bevilling fra Aage V. Jensens
Fonde.
Læs mere om projektet:
- på projektets hjemmeside: http:
//www.zmuc.dk/ringatlas
- eller i Fugle og Natur, nr. 2 maj 2003,
side 30-33.
Regler for
ringmærkning
Ringmærkningen af vildtlevende
fugle i Danmark hører
under ”Lov om jagt og vildtforvaltning”.
Der er strikse
regler og en nøje kontrol
forbundet med mærkningen.
Mærkning af fugle og andet
vildt må kun ske efter dispensation
fra Skov- og Naturstyrelsen.
Med hjemmel i ”Lov om jagt
og vildtforvaltning” har Zoologisk
Museum og Danmarks
Miljøundersøgelser som de
eneste i Danmark bemyndigelse
til selv eller ved tredjemand
efter nærmere retningslinier
at foretage fangst og
ringmærkning af fugle.
Al fangst og mærkning af dyr
i Danmark bliver fulgt tæt af
Vildtforvaltningsrådet. Rådet
tæller bl.a. repræsentanter
fra Danmarks Jægerforbund,
Danmarks Naturfredningsforening,
Dansk Ornitologisk
Forening og Foreningen til
Dyrenes Beskyttelse. Rådet
fungerer som et rådgivende
organ for Skov- og Naturstyrelsen
samt Miljøministeriet.
Den administrative del af
Ringmærkningscentralen på
Zoologisk Museum bliver finansieret
af museet og Skovog
Naturstyrelsen.
Arbejdet på Ringmærkningscentralen
bliver løbende
fulgt af en styringsgruppe,
der består af repræsentanter
fra Zoologisk Museum, Danmarks
Miljøundersøgelser,
Skov- og Naturstyrelsen samt
Vildtforvaltningsrådet.

Derfor bliver fugle
ringmærket:
• For at tilvejebringe viden om
fuglenes bevægelsesmønstre
og stedtrofasthed.
• For at kortlægge trækruter
mellem yngleområder og
overvintringsområder.
• For at følge fuglenes
ynglesucces eller mangel på
samme.
• For at skaffe viden om fugles
valg af levested, størrelsen
af deres territorier og sociale
struktur.
• For at følge variationen
i de enkelte fuglearters
udbredelsesområder.
• For at beskrive fuglenes
anatomi, fældningsmønstre
og geografiske variation.
• For at kunne forebygge, at
bestande kommer i krise og
ender med at forsvinde.
• For at skaffe viden om, hvor
gamle fugle bliver, og hvad de
dør af.
• For at kunne formidle ny
viden fra fuglenes verden.
• Fordi ringmærkning er en
billig og skånsom metode
at skaffe oplysninger på til
brug ved videnskabelige
undersøgelser og forvaltning
af fuglene i Danmark.
John Frikke med en ringmærket unge af stor hornugle.
Hold øje med hornuglerne
Efter 100 års fravær bosatte den
store hornugle sig i 1984 på ny
i Danmark. I dag yngler mindst
25 par her i landet. Et ringmærkningsprojekt
skal afsløre, hvordan
uglerne spreder sig i landskabet.
Tekst og foto af Jan Skriver
Det var i maj 1984. En arbejder i en
grusgrav i nærheden af Gram sydøst
for Ribe ringede og fortalte, at der
ynglede et par meget store hornugler
i graven.
“Det er sikkert skovhornugler”,
tænkte Finn Birkholm Clausen og
John Frikke, der modtog meldingen.
Manden må have taget fejl. Den
store hornugle uddøde i Danmark i
1884.
Ringmærkerne drog nysgerrige ud
til grusgraven, hvorpå de gjorde øjne
så store, at de matchede hornuglens.
For det var et par store hornugler.
“Vi blev meget overraskede over
ynglefundet. Præcis i 100-året for
den store hornugles forsvinden fra
den danske natur var den vendt tilbage.
I 1884 blev Danmarks sidste
store hornugler skudt ved Tjele nær
Viborg”, fortæller John Frikke, som
er aktiv ringmærker for Zoologisk
Museum.
Siden det første ynglefund i nyere
tid i grusgraven nær Gram har han
sat ringe på 30 af de cirka 50 unger
af store hornugler, som er blevet ringmærket
her i landet.
Hornuglerne ved Gram blev nemlig
signalet til, at arten var kommet for at
sprede sig. I dag yngler omkring 25
par store hornugler, alle i Jylland.
Endnu er den store hornugle ikke
kommet til øerne. Arten bryder sig
ikke om at krydse større vandflader,
men da den store hornugle trives
fint langt mod syd i Sverige, er det
ikke utænkeligt, at en østdansk bestand
kan opstå med indvandrere fra
Skåne.
“Vores ringmærkningsprojekt skal
primært fortælle, hvordan den store
hornugle vandrer op gennem Jylland.
Det lader til, at den især i begyndelsen
fulgte Den jyske Højderyg mod
nord, hvorfra den spredte sig”, siger
John Frikke.
Få år efter uglens indvandring blev
de første overraskende kendsgerninger
om dens færden afsløret.
“I klassiske fuglebøger hedder det,
at den store hornugle er de stille,
dybe skoves ugle. Den beskrivelse
passer ikke helt i vores tid. De fleste
af uglerne har slået sig ned i grusgrave
eller kalkgrave med stejle skråninger,
der er Danmarks bedste bud på
bjergsider. På det seneste har vi dog
side 6

set tendenser til, at hornuglerne igen
flytter ind i skovene. Der er nu flere
eksempler på, at par har ynglet på
jorden i områder præget af stormfald.
Blandt andre har bukkejægere, der
er aktive i slutningen af maj, opdaget
flere nye ynglepar. På den tid af året
er ugleungerne store og lette at få
øje på”, fortæller ringmærkeren.
Uglerne ser ud til at foretrække
skråninger, der vender mod syd.
Sandsynligvis fordi disse er varmest.
En grad eller to betyder meget, når
man lægger sit første æg i begyndelsen
af marts.
“Vi kan se, at den store hornugle
foretrækker en kombination af grusgrave
i nærheden af uforstyrrede
skovområder, der grænser op til
ådale og åbent land. Det er også
karakteristisk, at uglen ofte holder til
nær dambrug. Her findes de mosegrise,
som uglen har en forkærlighed
Stor hornugle er Europas største ugleart.
Den kendes bedst fra skovhornuglen ved
at den er dobbelt så lang.
for. Hvis man leder efter den store
hornugle i en skov, bør man kigge i
slugter og på skråninger ud til lysninger
i rolige partier af skoven”, fortæller
John Frikke.
Han er overbevist om, at der
gemmer sig flere par store hornugler
i det danske landskab end de 25 par,
der er kendt i dag.
“Ringmærkning har afsløret, at
hornugler bevæger sig mere, end vi
troede. Indtil nu har vi syv genmeldinger
af unge hornugler. I gennemsnit
er der 70 kilometer mellem stedet,
hvor ungerne blev mærket, og stedet
hvor de blev fundet”, fortæller Frikke.
Et fund af en ringmærket stor hornugle,
der i januar 1988 blev dræbt
af et tog ved Skanderborg, fortæller
om uglernes evne til at strejfe: Uglen
var mærket i 1986 syd for Flensborg.
Den endte sine dage 195 kilometer
nord for sin fødeegn.
side 7
“Også en af mine mærkede ugler
har bevæget sig meget i landskabet.
I februar 1992 blev en ugle, som jeg
året forinden havde mærket i Sønderjylland,
bragt ind på en plejestation
ved Herning, 90 kilometer nord for
dens hjemegn. Uglen var fløjet mod
trådene over et dambrug, sikkert
fordi den har jaget mosegrise. Uglen
klarede skærene, men i april 1993
blev den fundet død i Slesvig, 180
kilometer syd for Herning”, fortæller
John Frikke.
Sideløbende med ringmærkningen
er artens valg af bytte ved at blive
undersøgt. Kaniner, pindsvin, rotter,
mosegrise, kragefugle, duer, blishøns
og drosler er vigtig føde for uglen.
Den store hornugle er mere opportunistisk
end andre ugler, der i reglen
er specialister.
“Det har overrasket os, at uglen
æder mange pindsvin, særligt i maj
og juni, når pindsvinene er aktive
samtidigt med, at uglernes unger er
store og skal have meget føde. Omfattende
undersøgelser fra Slesvig-
Holsten dokumenterer, at den store
hornugles menu består af to tredjedele
pattedyr og en tredjedel fugle”,
siger John Frikke.
Netop i Slesvig-Holsten ligger
kimen til indvandringen af den store
hornugle i Danmark. Fra 1981 og
knapt 15 år frem blev 563 unge hornugler
sat ud i den tyske natur som
led i et målrettet projekt, der skulle
En stor hornugleunge i sin rede.
give Europas største ugle en ny æra
i Tyskland.
Danmark har høstet en del af ’renterne’
af dette projekt. Det er bevist,
at en af de store hornugler i pionérparret
fra grusgraven nær Gram
stammer fra den tyske bestand. Det
lykkedes nemlig en dambrugsejer at
aflæse uglens tyske ring. Fuglen var
fløjet mod trådene over dammene,
så den sad og var omtumlet en tid.
Så nu har vi en bestand af store
hornugler med rødder i Slesvig-Holsten
– en bestand, der måske er undervurderet.
Hornuglen kan leve de
mest uventede steder.
“To store hornugler har længe
holdt til på Grenå Havn. Det er
karakteristisk, at uglen kan slå
sig ned på store fabriksbygninger
eller i tårne. Nok er uglen
sky, men den kan sagtens yngle
og jage i vores nærmeste nabolag.
I flere af de grusgrave,
hvor uglen holder fast til, bliver
der arbejdet i dagtimerne. Den
store hornugle har overrasket os
på mange måder”, siger John
Frikke.
Stor hornugle har nogle meget kraftige
kløer, så de skal håndteres med forsigtighed.
Læs mere:
- om ”Den Store Hornugles genindvandring
til Danmark med særligt
henblik på Sønderjylland” i Dansk
Ornitologisk Forenings Tidsskrift,
vol. 91 (1997) side 63-68, skrevet af
J. Frikke og J. Toft.
- om ”Fødevalg hos Stor Hornugle i
Danmark” i Dansk Ornitologisk Forenings
Tidsskrift, vol. 93 (1999) side
141-144, skrevet af J .T. Laursen.

Musvitter synger
klar besked
Farveringmærkning af musvitter
har bidraget til at afsløre, at
mejsernes sang er et nuanceret
sprog
Af Jan Skriver
Musvitter kan tale i munden på hinanden,
eller rettere synge i næbbet
på hinanden, for at vise, hvem der
bestemmer.
En han kan også med sin sang demonstrere,
at han er stærkere end
naboen, så nabohunnen bliver fristet
til at kigge forbi for at se, om påstanden
virkelig passer.
Det er nogle af de mange nuancer
i musvittens sang, som lektor, dr.
scient Torben Dabelsteen og hans
hold af medarbejdere og specialestuderende
fra Afdeling for Adfærdsbiologi,
Københavns Universitet, har
afsløret.
De senere år har Dabelsteen og
hans hold brugt farveringmærkning
af musvitter i deres forskning.
Et halvt hundrede par musvitter er
blevet ringmærket med farvestrålende
ringe, så forskerne har været i
stand til at skelne individerne fra hinanden
ude i naturen.
Forskningen i musvitters kommunikation
har fundet sted i Strødam Reservatet
i den sydvestlige udkant
af Grib Skov.
”Som hos mange andre fuglearter
har musvittens sang to
hovedfunktioner. Den skal virke
afskrækkende på rivaler, og så
skal den tiltrække og stimulere
Ved hjælp af farveringe kan forskerne
skelne de enkelte musvitter fra hinanden
ude i naturen. Foto Andrew Terry.
hunner”, siger Torben Dabelsteen.
”Men sangen har adskillige lag. Vi
har i flere år vidst, at en musvithun,
der opholder sig i redekassen, kan
kende sin mages sang. Nu har vi
også fundet ud af, at hun kan skelne
den fra nabohannens sang, selv når
de to hanner synger samme sangtype”,
siger Dabelsteen.
Studierne i Strødam Reservatet
har vist, at budskaberne i en musvits
sang kan række over 100 meter væk.
En han kan altså sende sine signaler
pr. sang gennem flere konkurrenters
territorier. Naturligt nok rækker
mejsernes sprog længst tidligt på
sæsonen, før træerne får blade, der
dæmper lydene.
Forskere har haft en teori om, at
mængden af sang er et signal om
en musvithans hjælpsomhed. Ifølge
teorien skulle en musvithun ved at
lytte til en syngende han kunne få et
fingerpeg om hans evner og villighed
udi familielivets pligter.
En af Dabelsteens studerende har
nøje fulgt en række musvithanners
sangaktivitet og senere lige så intenst
set på, hvordan de pågældende
hanner hjalp til med at fodre.
Det har ikke kunnet påvises, at de
flittigste sangere også har været de
bedste familieforsørgere, så indtil
videre står det åbent, om hunnen
kan bruge sang som rettesnor, hvis
hun ønsker at finde sig en hjælpsom
mage.
Til gengæld er det ganske vist, at
musvithanner kan vise dominans ved
at afbryde hinanden, ligesom når et
menneske bryder ind midt i en sætning
og overtager ordet.
”Dominerende musvithanner benytter
meget overlapning, som vi kalder
fænomenet, der svarer til at tale i
munden på hinanden. En aggressiv
musvithan kan også matche modpartens
sang. Det vil sige, at hannen
synger præcis den andens sang i en
slags frontalangreb. Musvitter færdes
i et netværk af lyde, så det er praktisk
at kunne henvende sig præcist til en
konkurrent ved at synge frontalt, for
eksempel hvis en han kan høre, at en
syngende rival er ved at trænge ind
på dens territorium. En musvithan,
der matcher en kollegas sang, ringer
så at sige direkte op for at meddele
sig”, fortæller Dabelsteen.
Forskningen i Strødam Reservatet
har vist, at både hunner og hanner
kan aflure sangdueller og finde ud
af, hvem af de duellerende, der er
stærkest.
Hannen er derfor i stand til at
opføre sig strategisk smart over for
konkurrenter, enten de nu er svagere
eller stærkere end ham selv.
Og hunnen kan regne ud, hvem
det bedst kan betale sig at parre sig
med, hvis hun vil have livskraftigt
afkom.
En musvithun, der aflurer sangdueller
mellem nabohannen og hendes
musvitmand, og finder ud af at
naboen dominerer magen, er tilbøjelig
til at besøge naboen!
Læs mere:
- om Torben Dabelsteen og hans
forskningsgruppe på hjemmesiden:
http://www.zi.ku.dk/animbehav -
hvor der også findes referencelister
til gruppens arbejde med musvitter.
Gådefuglen snerrer
Ringmærkning skal afsløre nyt
om engsnarren, der i disse år
breder sig mod nordvest fra Østeuropa.
Engens skjulte fugl er dog
svær at fange.
Af Jan Skriver
Det snerrer fra engen, hvor græsset
står knæhøjt. Lyden kan minde om
den, der opstår, når man lader en
tommelfingernegl glide hurtigt hen ad
tænderne på en kam.
Vi lytter til engsnarrens sang. Der
sidder tre-fire stykker og snerrer
– synger om man vil – i området.
Zoologisk Museums ringmærker
Mark Pedersen og hans hjælper
Henrik Møller Thomsen forsøger i
engene ved Ryå i Store Vildmose i
Vendsyssel at fange engsnarrer til
ringmærkning.
Engsnarren, der er i familie med
side 8

lishøns og rørhøns, er fuld af hemmeligheder,
for den lever et skjult liv i
vegetationsrige enge og græsmarker.
Meget få mennesker har set en engsnarre.
For 100 år siden var arten en karakterfugl
i det danske landbrugsland,
der var præget af græs og høslæt.
Overalt i ådale og enge hørte man
den skjulte fugls snerrende stemme.
Det er skønnet, at op imod 20.000
par ynglede i Danmark i begyndelsen
af 1900-tallet.
I dag er engsnarren sjælden i
det drænede og intensivt dyrkede
danske landskab. Kun få par menes
at yngle.
Men i Østeuropa og i Rusland, hvor
den aktuelle bestand af engsnarrer
bliver vurderet til at tælle omkring
1,5 millioner fugle, har arten fremgang.
Det er formentlig individer fra
bestandene mod øst, der i disse år
giver engsnarren en opblomstring i
Danmark.
”Engsnarrens trækveje er nogenlunde
kendte. Man mener, at de
fleste europæiske og russiske fugle
overvintrer i det sydlige Afrika”, siger
Mark Pedersen, der forsøger at
skaffe basal viden om danske engsnarrers
adfærd.
”Vi ved ikke ret meget om fuglene
selv fra de klassiske lokaliteter som
for eksempel Store Vildmose. Formålet
med at fange og ringmærke
engsnarrer er blandt andet at finde
ud af, hvordan fuglene etablerer sig.
Er det for eksempel unge engsnarrehanner,
der synger og forsøger at
skaffe en mage? Eller er det enlige
hanner på forlænget træk, vi hører?
side 9
Får de ynglende danske engsnarrer
unger på vingerne? Får de to kuld?
Ja, der er flere spørgsmål end svar,
når det handler om engsnarren”,
siger Mark Pedersen.
Ringmærkeren har indtil nu kun én
gang haft held til at ringmærke en
engsnarre.
”En båndoptager med fuglens sang
er altafgørende for fangsten. Lyden
kan lokke fuglen frit frem. Jeg har
haft adskillige engsnarrer i nettet,
men de er alle sluppet fri. Min enlige
fangst fandt sted i billygtens skær
i en vejrabat. Ved hjælp af båndoptageren
lokkede jeg engsnarren
frit frem. Den var så paralyseret, at
jeg kunne tage den med hænderne
og sætte én af Zoologisk Museums
ringe på dens ene ben. Det skete
natten mellem den 11. og den 12. juli
2002. Tidligere er der kun ringmærket
meget få engsnarrer i Danmark”,
Zoologisk Museums
ringmærker Mark
Pedersen og hans
hjælper Henrik Møller
Thomsen på natarbejde
i Store Vildmose
i et forsøg på at fange
engsnarrer til ringmærkning.
Foto Jan Skriver.
fortæller Mark Pedersen, der på baggrund
af sidste sæsons erfaringer
med net og båndoptager satser på at
fange flere engsnarrer i løbet af sommeren
2003.
Sideløbende med forsøgene på at
fange fuglene i engene laver Mark
Pedersen lydoptagelser. Ved at
sætte lyden på diagrammer kan man
kende de enkelte syngende hanner
fra hinanden.
Lydoptagelserne vil ligesom ringmærkningen
kunne bringe nyheder
fra engsnarrens liv i det skjulte.
Skov- og Naturstyrelsen udgav i
2000 rapporten ’Handlingsplan for
bevarelse af den truede fugleart engsnarre,
Crex crex’.
Selv om engsnarren er talrig i
Østeuropa og Rusland, står den i
IUCN opført på den røde liste over
globalt truede arter. IUCN står for
’The World Conservation Union’ og
er verdens største naturbeskyttelsesorganisation.
At engsnarren bliver
betragtet som en truet fugl skyldes,
at bestanden i mange lande er mere
end halveret i løbet af få årtier.
Læs mere:
- om EU’s ’Action Plan for the
Corncrake’ på hjemmesiden: http:
//europa.eu.int/comm/environment/
nature/directive/birdactionplan/
crexcrex.htm
- om ‘BirdLife International Corncrake
Conservation Team’ på hjemmesiden:
http://www.corncrake.net

Topskarv druknet i Storebælt
Korte nyheder
Skarvens slanke fætter, topskarven, er en fåtallig
gæst i danske farvande. Der findes blot
seks genmeldinger i Danmark af udenlandsk
ringmærkede topskarver. Den 20. januar 2002
blev en ringmærket topskarv fundet druknet i
et fiskegarn ved Storebæltsbroen. Fuglen bar
en ring, hvorpå der stod ”Jersey - F19.483”.
Det viste sig, at den druknede topskarv var
blevet ringmærket på den britiske ø Guernsey
i Den engelske Kanal den 15. juni 1999.
Topskarven yngler langs Vesteuropas klippekyster
fra Nordfrankrig og nordpå til Island og
Ruslands Ishavskyst. Den er i højere grad end
storskarven knyttet til dybt vand og havområder,
hvor den jager sildefisk. Der er blot ringmærket
to topskarver i Danmark, senest d. 13.
nov. 2000 ved Blåvands Huk (billedet).
Foto: Jens s. Hansen.
Gåserejse på Internettet
Onsdag den 26. marts i år blev 216 kortnæbbede gæs
fanget under netmasker ved Vest Stadil Fjord nord for
Ringkøbing. Syv af gæssene fik monteret en satellitsender
på ryggen. Hermed kan forskerne følge gæssene
meget præcist, mens de trækker til Svalbard for at yngle.
Og de kan se, hvordan fuglene spreder sig i det arktiske
terræn. Ja, alle med en computer og en forbindelse
til Internettet kan klikke sig ind på www.dmu.dk og se
under ”Kortnæbbet gås”, hvor gæssene befinder sig. ”Vi
ved meget om gåsetrækket fra Danmark og til de norske
rastepladser, men når de kortnæbbede gæs ankommer
til Svalbard, fortaber vores nøjagtige viden sig. Projektet
med de syv satellit-mærkede gæs, der er en del af EUprojektet
FRAGILE, skal afsløre detaljer om fuglenes
raste- og yngleforhold samt fødeøkologi”, siger biologen
og gåseforskeren Christian M. Glahder fra Danmarks Miljøundersøgelser
(DMU), Afdeling for Arktisk Miljø.
Foto: Tony Fox.
Digesvale i kattekløer
Danske digesvaler er i stand til at tilbagelægge mindst 4.600 kilometer
mellem vinterkvarteret i Afrika og yngleområderne i Danmark.
Det bevis har en sulten kat i Store Heddinge på Stevns i det sydøstsjællandske
leveret. Katten fangede den 27. maj 2002 en digesvale,
der havde en metalring på sit ene ben. På ringen stod der ”BTO
N-604.843”. Via Ringmærkningscentralen på Zoologisk Museum
blev det afsløret, at digesvalen var blevet ringmærket af engelske
ringmærkere den 21. april 1999. De engelske ringmærkere fangede
svalen ved Malanfatari i det nordøstlige Nigeria. Godt tre år senere
endte digesvalen så sine dage i kattekløer i Store Heddinge, mere
end 4.600 kilometer mod nord.
side 10

Storke som souvenirs
En af Ribes storke er blevet dræbt i
Tanzania, og dens ring er endt som pynt
på en bue hos en jæger. Samme skæbne
er overgået en af storkeungerne fra
Rudbøl. Det kom for dagen, da den amerikanske
turist Wendy S. Barnes i september
2002 besøgte det nordlige Tanzania.
Hun kom i snak med nogle lokale jægere,
der viste hende deres buer. Våbnene var
prydet af danske storkeringe, hvis numre
Wendy S. Barnes senere rapporterede
til Ringmærkningscentralen på Zoologisk
Museum. Buepynten var ring nummer
”7962” og ”390-0615”. ”7962” var en af
de storkeunger, som Hans Skov den 1.
juli 1986 ringmærkede i reden på Ribe
Rådhus, mens ”390-0615” var en storkeunge
fra Rudbøl, som den 16. juni 1993
blev ringmærket af Peder Thellesen.
Fotos: Wendy S. Barnes
Europas ældste stormmåge er dansk
En dansk ringmærket stormmåge har sat ny europæisk rekord i
alder. Nu er det ganske vist, at stormmåger kan blive mindst 32 år og
6 måneder. Og den gamle måge lever måske endnu. Dens ring, der
afslørede dens alder, blev aflæst den 2. december 2002, da fuglen
befandt sig i bedste velgående på en overnatningsplads for måger i
Haren i Holland. En observatør noterede nummeret ”5.003.247” på
mågens ring. Ringmærkningscentralen på Zoologisk Museum kunne
derpå fastslå, at stormmågen blev ringmærket som unge den 25.
juni 1970 af Lars Halling Sørensen i en mågekoloni på Amager. Den
bedagede stormmåge med rødder på Amager slog den hidtidige
alderspræsident i Europa med næsten et år. En russisk ringmærket
stormmåge havde den tidligere rekord. Den fik sin ring aflæst, da
den var 31 år og 8 måneder. Foto: Ole Krogh
side 11
Trækkende unge rovfugle driver
mere for vinden end gamle
På trods af stor interesse er der stadigvæk meget, vi ikke ved om,
hvordan trækfuglene finder frem til deres vinterkvarter. Ny forskning,
som Zoologisk Museum er involveret i sammen med Lund Universitet,
peger på, at rovfugle gennem erfaring udvikler et mere sofistikeret
orienteringssystem, som gør dem i stand til at kompensere
for vinden under senere træksæsoner. Denne mangel på evne til at
kompensere for vinden gør yngre fugle mere udsatte for ændrede
vindforhold i forbindelse med klimaforandringer. Resultaterne bygger
på satellitmærkede svenske fiskeørne og hvepsevåger, der er fulgt
under trækket til vinterkvarteret i Afrika. Resultaterne er netop offentliggjort
i det ansete tidsskrift Proceedings of the Royal Society,
London (publiceret online 14 april 2003 i Biology Letters.
Artiklen er skrevet af Thorup,
Alerstam, Hake & Kjellén)
Foto: (Hvepsevåge) Mikael Hake

Returneres ved varig adresseændring
(angiv venligst ny adresse)
Universitetsparken 15
2100 København Ø
Ringnyt
Informationsblad om ringmærkning
af fugle i Danmark og de resultater,
den afstedkommer. Udsendes
gratis til flere grønne foreninger,
friluftsorganisationer, naturskoler,
naturvejledere, jagtforeninger,
statsskovdistrikterne, vildtkonsulenter,
Falck-stationer, vejvæsener,
samt til private, som har leveret
oplysninger om ringmærkede fugle
til Zoologisk Museum inden for de
seneste år.
Udgiver:
Zoologisk Museum
Københavns Universitet
Universitetsparken 15
2100 København Ø
Redaktion:
Jesper Johannes Madsen (red.)
Journalist Jan Skriver
Jan Bolding Kristensen
Carsten Rahbek (ansv.)
Tegninger:
Jon Fjeldså
Layout:
Birgitte Rubæk
Redaktionsadresse:
Ringmærkningscentralen
Zoologisk Museum
Universitetsparken 15
2100 København Ø
Telefon: 35 32 10 97
Fax: 35 32 10 10
E-mail: jjmadsen@zmuc.ku.dk
Udkommer:
Fem gange i perioden 2001 til 2004
Oplag:
4.500
Grafisk produktion og tryk:
Nysted Bogtrykkeri a/s
Tlf. 54 87 11 24
ISSN:
1601-3565
Forside:
Stormmåge i fældning
Foto: Ole Krogh
Skriv eller ring om en ring
Finder du en ringmærket fugl, er det uhyre vigtigt, at du indsender
oplysninger herom til Zoologisk Museum, hvad enten fundet er gjort i
Danmark, Grønland, på Færøerne eller i udlandet. Jo flere ”brikker”, der
bliver samlet, desto mere nuanceret vil vores billede af fuglenes verden
blive.
Vi har brug for følgende oplysninger:
1. ringens nummer
2. evt. fuglens art
3. datoen for fundet
4. lokaliteten hvor fuglen er fundet og nærmeste større by
5. fuglens tilstand (død eller i live)
6. omstændighederne, f.eks. om fuglen fløj mod et vindue, blev
trafikdræbt, fanget af katten, ringen aflæst el. lign.
Findere vil senere modtage et brev med oplysninger om, hvor og
hvornår fuglen blev ringmærket.
Hvis fuglen er død, vil Zoologisk Museum gerne have tilsendt
metalringen. Skriv ringnummeret i et vedlagt brev samt fastgør ringen til
brevet med tape. Ellers risikerer ringen at falde ud under forsendelsen.
Fund af ringmærkede
fugle rapporteres til:
Ringmærkningscentralen
Zoologisk Museum
Universitetsparken 15
2100 København Ø
Tlf. 35 32 10 29
Fax. 35 32 10 10
E-mail: ringing@zmuc.ku.dk
For yderligere vejledning, se:
http://www.zmuc.dk/VerWeb/
ringing/fugle-ring.htm
Udgivet med støtte
fra Friluftsrådet
Ringmærket svartbag
Foto: Jan Skriver