Rapport - It.civil.aau.dk - Aalborg Universitet

57
og langtidstilstanden for de to vandtrykssituationer. For en fri spunsvæg er
det grundet den dårlige jordbund nødvendigt at ramme spunsvæggen ned
til hhv. kote −20,4 og −19,0 DNN, for hhv. situationen med og uden differensvandtryk
i langtidstilstanden, der viser sig at være dimensionsgivende.
Denne store spunslængde ved fri spuns vurderes at være økonomisk urentabelt,
hvorfor en forankret spunsvæg vælges.
I forbindelse med den forankrede spunsvæg er selve spunsjernet, ankerpladerne
samt ankerlængden dimensioneret. Med differensvandtryk skal spunsvæggen
være ca. 2 m længere, der skal benyttes det dobbelte antal ankerplader og
ankerlængden skal være ca. 10 m længere i forhold til situationen uden differensvandtryk.
Ved den forankrede spunsvæg har differensvandtrykket derfor
stor betydning, og det er derfor væsentligt at få klarlagt, om sandlagene har
forbindelse til Limfjorden, hvilket kan gøres ved pejling. Har de mellemliggende
sandlag forbindelse til Limfjorden, vurderes det, at den billigste løsning
er at sænke trykniveauet i disse lag med eksempelvis et sugespidsanlæg.
Uden differenstryk skal der anvendes en Hoesch Letprofil spunsvæg af typen
KL 3/4 [Grønbech & Sønner A/S 2007a] og spunsvæggens fodpunkt
skal rammes til kote −6,03 DNN. På figur 7.3 kan et vertikalt snit af forankringssystemet
ses, hvor ankerkablets længde er bestemt ved betragtning
af totalstabilitet. Centerafstanden mellem ankerblokkene er fundet at være
2,8 m, mens de enkelte ankerblokke har en bredde på 1,0 m.
Figur 7.3: Det valgte forankringssystem. Mål i mm. Koter i DNN.