HÃ¥ndbog i 3D-modeller - It.civil.aau.dk - Aalborg Universitet

Den mest almindelige zonemodel er “tozonemodellen”,
hvor det betragtede volumen
inddeles i en øvre og en nedre zone,
mere præcist defineret ved en kold og en
varm zone, som på figuren nedenfor.
Zonemodellens fremgangsmåde er, at
bevaringsbetingelser ved randene mellem
de forskellige zoner – sammen med
globale bevaringslove – fører til et system
af ligninger, som bestemmer de parametre,
der er af interesse. Modellen giver begrænsede
informationer om brandmiljøet,
da de betragtede variable formidles over
zoner med en betydelig rumlig størrelse.
Dette betyder, at de lokale effekter ikke
kan opspores. Zonemodeller kræver en
stor viden omkring, hvordan strømninger
opfører sig.
Der kan forekomme problemer, som ikke
kan løses ved brug af zonemodeller med
tilstrækkelig nøjagtighed. For eksempel
kan det forekomme, at der ved en hurtigt
udviklende brand ikke er tilstrækkelig
tid til at konstruere strømningen, således
at de forskellige zoner kan blive udviklet
og skelnet fra hinanden. Zonemodellen
er også diskutabel ved meget komplekse
geometrier.
Forløbet ved en CFD simulering er som
vist i figuren nedenfor. Et eksempel på et
beregningsresultat er vist nederst. I Bygningsreglementet
stilles der ikke specifikke
krav til en bestemt simuleringsmetode
ved brandteknisk dimensionering. For at
sikre, at den bedste metode anvendes, bør
bygningen vurderes efter dens kompleksitet.
To-zone model (top)sammenlignet med CFD-model (bund)
af en brand i et lukket rum
Røgspredning/røglagstykkelsen simuleret med hhv. en
CFD-model (top) og en zonemodel (bund) ved en brand i
et atrium.
48 | Håndbog i 3D-modeller