Projekt De Vilde Unge - en evalueringsrapport - Socialstyrelsen

De Vilde Unge
Projekt De Vilde Unge
- en evalueringsrapport
af
Esther Malmborg
Jimmie Gade Nielsen
1

Evaluering
Projekt De Vilde Unge - en evalueringsrapport
Udarbejdet af Esther Malmborg og Jimmie Gade Nielsen, Udviklings- og
Formidlingscenter for Socialt Arbejde med Unge.
Udgivet i samarbejde mellem Københavns Kommune og Udviklings- og
Formidlingscenter for Socialt Arbejde med Unge.
Tegninger: Iben Kofoed, GangArt, tlf. 3536 1005
Tryk: Københavns Kommune, Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen,
4. kontor, Intern service.
Layout: Joan Nimb Christensen, Udviklings- og Formidlingscenter for Socialt
Arbejde med Unge.
ISBN: 87-90822-00-5
Pris: 80 kr. (inkl. moms)
Bestilles hos:
Udviklings- og Formidlingscenter for Socialt Arbejde med Unge
Slotsgade 16, 2.
3400 Hillerød
Tlf 4820 0010
Fax 4824 5099
E-mail: ufc@ufc-unge.dk
Rapporten kan frit citeres med tydelig kildeangivelse.
2

Indhold
De Vilde Unge
Forord ............................................................................................................... 5
1. Baggrunden for projekt De Vilde Unge...................................................... 7
Projekt De Vilde Unges tilblivelse .................................................................. 7
Organisatorisk sammenhæng og finansiering ............................................... 10
Overordnet formål og målgruppe .................................................................. 12
2. Om evalueringen ........................................................................................ 15
3. Hvad laver man i projekt De Vilde Unge................................................ 19
Projektets navn “De Vilde Unge” ................................................................. 19
Oversigt over delprojekter og aktiviteter....................................................... 19
Arbejde i niveauer/med forskellige målgrupper .......................................... 21
Beskrivelse af aktiviteter og delprojekter...................................................... 21
4. Vilde unge med vilde problemer................................................................ 31
Hvor mange unge har deltaget i projekt De Vilde Unges aktiviteter .......... 32
De unges belastningsgrad..............................................................................34
Karakteristiske træk ved de unges situation .................................................. 35
5. Forandringer i de unges adfærd og hverdagsliv....................................... 53
Afbrudte og afsluttede forløb med unge........................................................ 53
Socialcentrenes involvering ........................................................................... 55
Forandringer for de unge................................................................................ 56
Påvirkning af grupper og miljøer ................................................................... 59
6. Projektorganisering...................................................................................63
Projektledelse ................................................................................................. 63
Korte kompetenceveje ................................................................................... 64
Start og afslutning af aktiviteter og delprojekter .......................................... 66
Fleksible medarbejdere .................................................................................. 68
Aldersfleksibilitet ........................................................................................... 70
Økonomisk fleksibilitet ................................................................................. 71
Kontaktskabelse og Visitation ....................................................................... 72
At møde de unge, der hvor de er.................................................................... 73
7. Arbejdsmetoder......................................................................................... 77
Image og identitet ............................................................................................. 77
3

Evaluering
Skabelsen af det psykosociale rum/Fortrolighedsrummet .................................. 78
Brugerinddragelse og medbestemmelse ........................................................ 82
Tydelig struktur og fleksible rammer ............................................................ 85
Opdragelse...................................................................................................... 87
Arbejdsdusør .................................................................................................. 88
Tidligere rødder som projektmagere ............................................................. 92
Ingen sidste chance ........................................................................................ 96
Succesoplevelser ............................................................................................ 98
8. Formidling og Implementering................................................................ 101
Nye succeskriterier i det sociale arbejde med unge .................................... 101
En begyndelse præget af skepsis ................................................................. 102
Dialog og samarbejde til gavn for de unge.................................................. 103
Synliggørelse af projektets indhold og formål ............................................ 104
Samarbejdet med de lokale socialcentre ..................................................... 106
Brugen af offentlige medier ......................................................................... 108
9. Uddybning af projekterfaringer............................................................... 111
Motivations- og fastholdelsesfaktorer ......................................................... 111
Kvalificering af de unges hverdagsliv ......................................................... 119
Personlig udvikling ...................................................................................... 122
Holdnings- og adfærdsændringer vedr. kriminalitet og brug af stoffer ...... 128
Samarbejde ................................................................................................... 133
Den sociale indsats....................................................................................... 137
Brud med rammer og rutiner ....................................................................... 139
10. Konklusion og perspektiver................................................................... 143
11. Efterskrift.............................................................................................. 153
12. Litteratur............................................................................................... 155
Bilag
4

Forord
De Vilde Unge
I en storby som København er det nødvendigt med mange forskellige initiativer
overfor udsatte unge. Unge som hele tiden udfordrer det etablerede system,
der må finde nye indfaldsvinkler. Derfor anser vi det som vigtigt at eksperimentere
med nye metoder i det sociale arbejde. De Vilde Unge, og dermed
evalueringsrapporten, anviser mange nye indfaldsvinkler i det sociale arbejde
med de marginaliserede unge mellem 14-18 år.
Evalueringen bygger på kvalitative interviews på mange niveauer, hvor både
de unge, medarbejdere og samarbejdspartnere kommer til udtryk.
De Vilde Unge er et igangsættende, opsøgende og formidlende gadeplansprojekt
for og med udsatte unge i Københavns Kommune. Projektet er et 3-årigt forsøgsprojekt,
der er etableret med støtte fra Socialministeriet. Forsøget slutter med
udgangen af 1998, men fortsætter som et permanent tilbud i Københavns Kommune.
Københavns Kommune har mange unge, som har brug for solidarisk
støtte af professionelle. Vi tror i København på, at tilbuddene til disse unge
skal være mangfoldige. De Vilde Unge er et væsentligt supplement til eksisterende
tilbud i København. Og uanset hvilke unge, og uanset deres baggrund,
bør medinddragelse og medbestemmelse være centrale elementer i tilbuddet.
Evalueringsrapporten giver mange bud på, hvordan man kan arbejde med medinddragelse
og medbestemmelse selv med de mest marginaliserede unge.
De Vilde Unge er nok „det vildeste“ projekt, som endnu har set dagens lys i
Københavns Kommune. Det er vildt, fordi det på mange måder er grænseoverskridende
i det sociale arbejde med unge. Unge som i forvejen kender mange
facetter af det sociale system.
Som projekt er De Vilde Unge mobilt. Det bevæger sig i sin videste betydning
fleksibelt og hurtigt. Netop hvad der kendetegner ungdommen. Det består således
af flere underprojekter, der hele tiden skifter fokus og indhold. Der arbejdes
med enkeltunge og med grupper af unge. Der laves kampagner, konferencer,
et ungdomsblad og meget mere. Altid er handlingsfeltet med de unge i
centrum - med høj grad af brugerinddragelse og ansvar til de unge.
Det har været et godt slogan i mange år at møde de unge, hvor de er. Få har
gjort det så konsekvent som De Vilde Unge. De fleste projekter eller institutioner
har deres fast definerede ramme, som de unge inviteres ind i. Få går
ud i miljøet og definerer rammen derude sammen med de unge. Mange unge
5

Evaluering
har brug for faste rammer og veldefinerede rum, men skal vi nå de allermest
marginaliserede unge, skal de mødes med stærke personligheder med kreativitet
og lyst til at handle med de unge i helt nye rum. Omsorg, respekt og voksenstøtte
er i fokus, ikke standardiserede behandlingsmetoder. Kontakten til de
unge er insisterende og personlig. Det handler om at skabe forandring hos de
unge gennem påvirkning. At finde motivationen. Motivationen skabes ved, at
de unge inviteres ind i et fællesskab. Et fællesskab, som kan have mange omdrejningspunkter,
men som den unge kan forstå. Et fællesskab, der altid bygger
på konkret indhold, på handling, og som er fremadrettet. Gamle rødder
bruges bevidst i arbejdet med „nye“ unge. I det hele taget er projektet på mange
måder med til at nyfortolke den faglige og professionelle identitet hos socialarbejderen,
som arbejder med denne målgruppe.
De Vilde Unge viser, det kan lade sig gøre at være i tæt kontakt med de mest
marginaliserede unge. Det kan lade sig gøre at forandre den negative løbebane,
de befinder sig i. Men evalueringen påpeger også vigtigheden af at registrere
selv de små succes’er / de små forandringer. Ting tager tid. Den hårdt
kriminelle bliver ikke pædagog på 3 år, men måske på 10 år.
Der laves mange evalueringsrapporter. Oftest laves disse af de professionelle
om de professionelle til de professionelle. Det særegne ved denne rapport er,
at De Vilde Unge faktisk selv kommer til udtryk. Projektleder Søren Magnussen
har arbejdet mere end nogen anden på, at netop disse unge, som mest
kommer i mediernes søgelys på grund af negative handlinger, kommer frem
med beskrivelser af deres liv og derigennem får indflydelse på, hvad der kan
gøres bedre og anderledes.
Der er tale om en meget indholdsmættet rapport. Den er tyk. Den er omfangsrig.
Men der er også tale om komplicerede forhold. Rapporten indeholder mange
guldkorn, der forhåbentlig vil give nye indfaldsvinkler i arbejdet med de unge.
God læselyst.
6

De Vilde Unge
1. Baggrunden for projekt De Vilde Unge
Projekt De Vilde Unges tilblivelse
De Vilde Unge er et igangsættende, opsøgende og formidlende gadeplansprojekt
med unge i Københavns Kommune som målgruppe (kilde: Projektbeskrivelsen).
Projektet er blevet til på initiativ fra projektleder Søren Magnussen, tidligere
leder af Sjakkets Aktivitetscenter, et af initiativerne under “Projekt Gadebørn”
i Københavns Kommune (Storbypulje-finansieret projekt fra 1993-1996).
I slutningen af 1995 besluttede Søren Magnussen at ophøre i Sjakket for at
søge nye pædagogiske og socialpolitiske udfordringer, og han begyndte derfor
at skitsere et nyt projekt “De Vilde Unge”, som han ville søge om at få
Københavns Kommune til at medfinansiere i forbindelse med ansøgning om
midler fra statslige puljer og andre fondsmidler.
Københavns Kommune, nærmere bestemt Socialdirektoratet (nu Familie- og
Arbejdsmarkedsforvaltningen) var meget positiv overfor projektforslaget, og
der blev allerede i 1995 indgået en aftale om, at projekt De Vilde Unge kunne
igangsættes/forberedes på grundlag af nogle ubrugte midler fra Projekt Gadebørn.
Søren Magnussen formulerer i et interview, at han med projektet ønsker at
videreudvikle arbejdsmetoder i arbejdet med udstødte unge, specielt hvad angår
brugerinddragelse og deltagerstyring, brug af såkaldte tidligere rødder i det
sociale arbejde, og hvad angår den tætte personlige støtte til den enkelte unge.
Desuden ønsker han at få spredt initiativer og aktiviteter til andre dele af
København (udover Indre Nørrebro), hvor der er store problemer med unge.
Organisatorisk går Søren Magnussen efter at få etableret handlefrihed i sit nye
projekt. Det er for ham betinget af kompetence til at træffe beslutninger,
økonomisk frihed og metodefrihed. Han nævner i projektbeskrivelsen, at han
vil etablere et mobilt projekt uden en egentlig fast base. Det begrundes bl.a.
med, at han er kritisk over for værestedsfunktionen, fordi værestedet i for høj
grad kan blive en sovepude, en vedligeholdelse af en inaktiv situation for den
enkelte unge. Og værestedet ville modvirke spredning af aktiviteter i hele byen.
I det nye projekt stiler Søren Magnussen mod at øge troværdighed, gennemslagskraft
og effektivisering af arbejdet med de unge gennem at skabe en
tilstand, hvor han kan handle her og nu, dvs. iværksætte støtte, aktiviteter m.v.
for den konkrete unge også før der evt. etableres kontakter til myndigheder,
7

Evaluering
forældre o.a. Han ønsker at frigøre sig fra bremsende bureaukratiske led i form
af fællesmødebeslutninger, medarbejder-mødebeslutninger, sagsbehandler- eller
overordnede socialcenterbeslutninger i iværksættelses- og etableringsfasen af
diverse aktiviteter. Han stiler derfor først og fremmest mod at udvikle og
udbygge samarbejdet med de forskellige relevante instanser i den videre proces,
efter at aktiviteten er igangsat.
Søren Magnussens ideer og interesser falder meget fint i tråd med det syn på
behovet for indsatser i forhold til de udstødte unge, som er i Socialdirektoratet.
Københavns kommunes baggrund for og interesse i at støtte projektet hænger
sammen med behovet for at kunne leve op til forpligtelsen i bistandsloven (nu
serviceloven) i forhold til en udstødt gruppe unge med store problemer.
Forpligtelsen er - som et minimum - aktivt at tilbyde kontakt.
Københavns generelle situation er, at en meget høj procentdel af de unge har
brug for socialforvaltningens bistand. Projektet skal ikke ses isoleret, men som
et led i flere tiltag i forhold til de mest udsatte unge (Ertodeto, Tjek-Punkt,
Sjakkets Aktivitetscenter, Døgnkontakten m.v.) Københavns kommune stiler
mod at udvikle et system, der kan respondere på alle unge. At være ung er lig
med bevægelighed, derfor må responsen fra systemet være bevægelig, fleksibel,
mangeartet og forskellig. Projekt De Vilde unge udtrykker en stræben efter at
nå de yderste marginaler, hvor der med en anderledes fremtrædelse og metode
søges at få fat i de udstødte unge. Indfaldsvinklen til at opnå kontakt med de
unge er handling, dvs. aktivering, helt i overensstemmelse med tidens socialpolitiske
intentioner. Vægten skal lægges på handleperpektivet, dvs., at der
skal handles sammen med og i forhold til de unge, som skal tilbydes aktiverende
og kvalificerende tiltag med høj grad af brugerinddragelse og deltagerstyring.
De unge skal ikke anbringes eller foranstaltes på i traditionel forstand, ikke
gøres til genstand for behandling o.l. Derimod skal sagsbehandlere, pædagoger,
lærere m.v. se sig selv som en aktiv del af løsningen af de unges problemer og
ikke som nogen, der skal udrede og definere de unges behov for derefter at
henvise dem videre til en foranstaltning. (Interview med vicesocialdirektør
Carsten Stæhr).
På baggrund af den aktuelle udvikling har Københavns kommune behov for at
udvikle alternativer til anbringelser. Interessen i projektet er derfor, om og i
hvilken grad aktivering kan alternere behandling/fængsling/anbringelse. Bag
denne udvikling ligger, at der dels er et stort antal udsatte unge i København,
som bl.a. af økonomiske grunde ikke alle kan anbringes, og samtidig har man
erfaret, at anbringelser og behandlingstilbud ofte ikke virker. Dels ligger der et
ændret syn på de unge som brugere af systemet: Systemet kan ikke komme
8

De Vilde Unge
(billede)
9

Evaluering
videre i sin indsats overfor de unge ved at være dem, der ensidigt definerer de
unges behov. Udgangspunktet må tages i den unges interesser og opfattelse af
egne behov, og dermed også i den unges ressourcer. Hjælp skal gives på den
unges præmisser ud fra en tro på, at man ad denne vej kan udvikle den unges
selvværd og lyst og evne til at tage større ansvar for sit eget liv.
Organisatorisk sammenhæng og finansiering
Københavns Kommune støtter projektideen og forberedelsen af projektet
allerede fra slutningen af 1995. Der indgås et slags partnerskab mellem
Københavns Kommune og projektleder Søren Magnussen som privatperson.
Det skal forstås på den måde, at projektideen er Søren Magnussens og at
realiseringen af projektideen uomgængeligt er afhængig af ham som leder og
igangsætter, mens Københavns kommune er interessent og medfinancierende,
fordi projektideen i forhold til den mest belastede ungegruppe repræsenterer
en udvikling af tilgang og metoder, som familie- og arbejdsmarkedsforvaltningen
ønsker afprøvet og fremmet. Dette partnerskab kommer formentlig
kun i stand på baggrund af parternes endog meget grundige forhåndskendskab
til hinanden, og det råderum, kompetencemæssigt, økonomisk og metodisk,
som projektet organisatorisk tildeles skal ses i lyset af, at centralforvaltningen,
i kraft af sin viden fra ”projekt Gadebørn” på forhånd var meget bevidst om
den indvirkning, organiseringsformen vil få for meto-deudviklingen i projektet.
September 1995 ansøger parterne sammen om midler til projektets gennemførelse
fra Socialministeriets børne- og familiepuljer. Projektet er fra starten
planlagt som et treårigt forsøg fra 1. Januar 1996 til udgangen af 1998.
For 1996 bevilges projektet midler fra Socialministeriets såkaldte Klubpulje,
som har til formål at støtte metodeudviklingsarbejde i forhold til at inddrage
udsatte unge i dag- eller fritidsaktiviteter – enten i tilknytning til eksisterende
ungdomsklubber eller som selvstændige aktiviteter af socialpædagogisk karakter.
Målgruppen er de unge, som ikke er i gang med nogle udviklende aktiviteter,
og som typisk opholder sig på gadeplan.
I februar 1996 sendes der en ansøgning til Socialministeriets DASKpulje, som
har til formål at genskabe kontakten til de mest udsatte unge, de som vender
ryggen til systemet, og/eller som er opgivet af systemet. For årene 1997 og
1998 bevilges projektet midler fra DASKpuljen. Københavns kommune har
gennem hele projektperioden finansieret over 50% af projektudgifterne, ligesom
en række delprojekter og aktiviteter har fået tilført ekstra midler eller er blevet
finansieret gennem ansøgninger til andre puljer, fonde og legater. F.eks. har
10

De Vilde Unge
aktivitetsprojekterne Dope Kills og Dope-NoMania fået midler fra Sundhedsstyrelsens
forebyggelsespulje, og Den Rullende Redaktion har fået støtte fra
Socialministeriets OPS-pulje. Andre midler er blevet søgt og bevilget til f.eks.
anskaffelse af et videokamera.
Grundbudgettet er fra starten beregnet til at udgøre kr. 1.100.000 pr. år omfattende
løn til projektlederen og til gæstelærere/instruktører, arbejdsdusør til de
unge samt udgifter til aktiviteter. Bruttobudgettet er som beskrevet blevet langt
højere, ca. 2,5 mill. kr. årligt.
Organisatorisk er der tale om et selvstændigt projekt med Søren Magnussen
som suveræn leder. Reelt blev Søren Magnussen ansat af Københavns Kommune
som leder af projekt De Vilde Unge, men ikke på særlige projektvilkår. Dette
var et bevidst valg, idet Søren Magnussen derved kunne referere til den centrale
forvaltning på linie med andre ledere i kommunens institutioner. Det betød, at
en styregruppe eller bestyrelse for projektet ikke behøvede at komme på tale,
da dette organisatorisk ville kunne udgøre en barriere i forhold til at kunne
træffe hurtige beslutninger om ændringer m.v.
For den udstrakte frihed og for fortsat at sikre den centrale forvaltnings støtte
og opbakning forpligtede projektet sig til at indgå i en tæt gensidig information
og udveksling med familie- og arbejdsmarkedsforvaltningen. Der er etableret
et informations- og udvekslingsforum mellem projektleder Søren Magnussen,
centerleder Helmer Støvelbæk, Døgnkontakten, vicekontorchef Kjeld Rothenberg
og socialfaglig konsulent Unna Madsen fra Familie- og arbejdsmarkedsforvaltningen,
som har mødtes ca. hver anden måned.
Projektet fik en fysisk placering i Døgnkontakten for børn og unge med henblik
på faglig opbakning samt administrativ støtte. Centerleder Helmer Støvelbæk
har løbende fungeret som faglig sparringspartner, ligesom enkelte medarbejdere
fra Døgnkontakten har indgået i faglig sparring med medarbejdere fra delprojekterne
i De Vilde Unge. Der er indgået en skriftlig samarbejdsaftale
mellem Døgnkontakten og De Vilde Unge.
Projekt De Vilde Unge blev placeret i styringsgruppen for det tidligere Projekt
Gadebørn. Denne styringsgruppe fungerer fortsat som et overordnet udviklingsog
styringsforum for hhv. Sjakket, Tjek-Punkt og nu også projekt De Vilde
Unge. Her informeres der fra projekterne om udvikling og problemstillinger
på kvartalsmøder, og her forelægges, justeres og udvikles ideer og planer fra
og mellem projekter og forvaltning.
11

Evaluering
Da såvel bestyrelsesrepræsentanter fra Tjek-Punkts og Sjakkets bestyrelser som
direktionen fra forvaltningen er repræsenteret i dette forum giver det bl.a. en
særlig opbakning og legitimering af de deltagende projekters virke samt mulighed
for hurtige justeringer i de forskellige projekters aktiviteter.
I sommeren 1996 informerer Socialdirektoratet i en skrivelse samtlige socialcentre
om projekt De Vilde unge, samtidig med at der gøres opmærksom på, at
der i projektet kan ”ansættes” eller aktiveres unge efter aftale med det enkelte
socialcenter via bistandslovens § 33 eller § 43 - afhængigt af alder.
Overordnet formål og målgruppe
Formålet med projekt De Vilde Unge er at afsøge og udvikle nye metoder i socialt
arbejde med de mest udsatte unge mellem 14 og 18 år i København. Projekt
De Vilde Unge og Københavns Kommune er enige om, at de overordnede
projektformål er:
♦At de unge får maksimal indflydelse på tilbuddene/aktiviteterne
♦At de unge får et mere selvbestemt liv og udvidede handlemuligheder
♦At de økonomiske og menneskelige ressourcer, der findes indenfor den
sociale indsats på ungeområdet, udnyttes maksimalt
♦At tværfagligt og tværsektorielt samarbejde afprøves offensivt og anderledes
♦At erfaringerne finder vej og formidles til det eksisterende system og til de
sociale og pædagogiske uddannelsesinstitutioner
Tanken er, at projekt De Vilde Unge i første omgang skal have en kontaktskabende
og igangsættende rolle for derefter at “aflevere” aktiviteten eller
delprojektet til de unge selv, til en institution eller et socialcenter, alternativt at
få systemet og dets institutioner til selv at igangsætte lignende tiltag. Projekt
De Vilde Unge skal med andre ord ikke udvikle sig til et sæt af faste tilbud til
de unge. Projekt De Vilde Unge fastlagde fra starten nogle foreløbige hovedmetodeudviklingsområder
som flg.:
1. Hvordan skaber man og fastholder kontakt til de mest udstødte unge
Herunder :
12

De Vilde Unge
• Hvordan hjælper man de unge med at opnå et større selvværd
• Hvordan skabes et positivt samspil mellem de unge og det omgivende samfund
• Hvordan udnyttes de unges ressourcer konstruktivt Hvordan bruger man
som socialarbejder personlig involvering, uden at fagligheden går tabt
2. Hvordan kan man bruge tidligere rødders ressourcer i arbejdet med de yngre
3. Hvordan styrker man eksisterende ungdomsmiljøers involvering i
problemernes løsning
4. Hvordan overskrides den nuværende sektoropdeling f.eks. i skole-/kultur-/
social-/bolig-/fritidsliv, så en mere helhedspræget indsats opnås
5. Hvordan sikrer man, at de unge har reel indflydelse på beslutningsprocesser,
og at deres synspunkter bliver hørt i den socialpolitiske debat
Målgruppen for projekt De Vilde Unges initiativer er de mest udstødte unge i
København mellem 14 og 18 år. De mest udstødte unge defineres til at være de
unge, dvs. både enkeltunge og grupper af unge, som er (mere eller mindre)
opgivet af det sociale system, eller som ikke selv vil anvende de eksisterende
tilbud.
13

Evaluering
14

2. Om evalueringen
De Vilde Unge
Formål og forventninger til evalueringen er, allerede før undersøgelsen gik i
gang, blevet drøftet med Københavns kommune (Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen)
og projektledelsen for De Vilde Unge (Søren Magnussen).
Der var som udgangspunkt enighed om, at evalueringen primært skal fokusere
på de resultater og forandringer, som projekt De Vilde Unge har medvirket til
at sætte i gang hos den enkelte unge. Evalueringen skal forsøge at belyse den
udvikling og det udbytte, som den enkelte projektdeltager har oplevet gennem
deltagelse i projektet, samt de resultater, som projektmedarbejdere og samarbejdspartnere
har kunnet registrere hos den enkelte unge.
Sekundært skal evalueringen belyse de arbejdsmetoder (herunder organiseringsformer),
som projektet anvender i det sociale arbejde med projektets
målgruppe.
Som et tredje og sidste punkt, skal evalueringen belyse projektets evne til at
formidle og implementere projektets ideer og arbejdsmetoder hos samarbejdspartnere,
øvrige institutioner og forvaltninger, som arbejder med socialt
udstødte unge.
Af hensyn til de unges anonymitet er der naturligvis grænser for, hvor
personspecifik evalueringen kan være mht. beskrivelserne af projektets
betydning og forandringerne for den enkelte projektdeltager.
Evaluatorerne er dog af den opfattelse, at de generelle resultater og informationer,
som evalueringen peger på, aldrig ville kunne være belyst eller
beskrevet, hvis ikke de interviewede projektdeltagere på forhånd var lovet
anonymitet i forhold til deres individuelle udtalelser i forbindelse med
evalueringen af projektet.
Evalueringens konklusioner er naturligvis en beskrivelse af de kortidsvirkninger,
som kan måles som et resultat af projektets arbejde.
I forhold til betydningen og resultaterne af projektdeltagelsen for den enkelte
unge men i særdeleshed mht. projektets evne til at formidle og implementere
sine ideer og metoder til andre institutioner og forvaltninger indenfor det sociale
system, har projektperioden på nuværende tidspunkt været for kort til, at
evalueringen kan sige noget om projektets langsigtede virkninger og betydning.
Evalueringen indeholder ikke en tilbundsgående beskrivelse af de mange
delprojekter og forløb, som tilsammen udgør projekt De Vilde Unge, men
koncentrerer sig derimod om at belyse de problemstillinger, metoder, barrierer
og forcer, som generelt er gældende for samtlige de enkelte delprojekter.
15

Evaluering
Formålet med denne evaluering har været at foretage en evaluering af det
samlede projekt De Vilde Unge og ikke en evaluering af de enkelte delprojekter.
Der har før denne endelige evaluering været udarbejdet to forudgående notatpapirer
til Københavns kommune med resultater af evalueringen af projekt De
Vilde Unge.
Disse notatpapirer er udarbejde før den endelige evaluering af hensyn til Københavns
kommunes brug af evalueringsresultaterne i kommunens beslutningsgrundlag
og budgetlægning, som fandt sted før denne endelige evaluering af
projektet foreligger. Disse notatpapirer er udarbejdet til Københavns kommune
hhv. d. 1/4-98 og d. 1/6-98.
Evalueringen af projekt De Vilde Unge er foretaget på baggrund af i alt 41
kvalitative interviews. Undersøgelsen bygger alene på kvalitative data, da
undersøgelsesgrundlaget er for lille til at anvende kvantitative undersøgelseseller
dataindsamlingsmetoder. Den kvalitative interviewform er desuden
anvendt på baggrund af evalueringens karakter og formål, samt af hensyn til
de forskelle der har været mellem de enkelte delprojekter, samarbejdspartnerne
og målgruppen for de enkelte delprojekter i projekt De Vilde Unge.
Den kvalitative tilgang er valgt, idet evalueringen i høj grad bygger på
vurderinger fra målgruppen, samarbejdspartnere, medarbejdere m.m. samt
disses opfattelse af forcer og barrierer i projektet og af projektets resultater.
Sådanne forhold er vanskelige at kvantificere, da de bygger på personlige
perspektiver og oplevelser, som ikke på tilfredsstillende vis lader sig belyse
gennem en kvantitativ metode.
De kvalitative interviews fordeler sig på følgende grupper:
Samarbejdspartnere (socialrådgivere, institutionspersonale
m.m.)
10 interviews
Projektmedarbejdere/Projektmagere
15 interviews
Unge, projektdeltagere
11 interviews
Søren Magnussen, projektleder 5 interviews
I alt
41 interviews
Alle interviews er gennemført i perioden januar 1997 - maj 1998.
I forbindelse med nogle af interviewene har der deltaget flere personer, så
antallet af interviews er ikke identisk med antallet af interviewpersoner. Desuden
er der i enkelte tilfælde foretaget flere interviews med de samme personer
16

De Vilde Unge
blandt projektmedarbejdere/projektmagere og blandt de unge (projektdeltagere).
Der er således foretaget interviews med i alt 17 samarbejdspartnere fordelt på
11 forskellige institutioner, forvaltninger m.m. Der er foretaget interviews med
10 forskellige projektmedarbejdere og 12 unge projektdeltagere.
Det har ikke været muligt indenfor evalueringens økonomiske ramme at foretage
egentlige observationer af de unge projektdeltagere som supplement til de
gennemførte interviews. Anvendelsen af en observationsmetode kunne have
været ønskværdig fra evaluators side, men havde krævet betydelige ekstra tidsog
medarbejderressourcer grundet projektets og projektaktiviteternes organisering.
En egentlig observation af de unge projektdeltagere havde også, af
hensyn til fortroligheden mellem projektdeltagerne og evaluatorerne, krævet,
at evaluatorerne havde deltaget i delprojekternes daglige arbejde og aktiviteter
over en længere periode. Arbejdet og de fysiske rammer i projekt De Vilde
Unge er ifølge projektlederen i mange tilfælde også for sårbart til, at delprojekterne
og de unge kan bære en egentlig observationsmetode.
Alle interviewede personer er blevet lovet anonymitet i forbindelse med undersøgelsen,
forstået sådan, at ingen ville kunne genkendes på baggrund af deres
udtalelser.
Både fra evaluatorernes og fra projektleder Søren Magnussens side har det
været af afgørende etisk betydning at sikre, at specielt de unge projektdeltagere
ikke vil kunne genkendes i evalueringen af projektet på baggrund af deres
samtaler med evaluatorerne. Det betyder bl.a., at de anonyme citater, som indgår
i evalueringsteksten, er meget nøje udvalgt, sådan at det ikke vil være muligt at
afsløre identiteten på den projektdeltager, hvis udtalelser der citeres fra.
Det har været et princip i dataindsamlingen, at informationerne og udtalelserne
fra de unge projektdeltagere er blevet respekteret og behandlet med samme
tyngde og sandhedsværdi som f.eks. projektledere, medarbejdere og samarbejdspartnere.
17

Evaluering
18

De Vilde Unge
3. Hvad laver man i projekt De Vilde Unge
Projekt De Vilde Unge karakteriseres som et igangsættende, opsøgende og
formidlende gadeplansprojekt i den oprindelige projektbeskrivelse. Hvad der
egentlig ligger i disse begreber vil forhåbentlig blive tydeligere i denne beskrivelse
af, hvad projektets aktiviteter konkret går ud på. Det bliver kun et indtryk
- en kort omtale, og derfor ikke et fyldestgørende billede af overvejelser, intentioner
og aktiviteter i del-projekterne.
Projektets navn “De Vilde Unge”
Der er kolossal kulturel symbolværdi i selve valget af navn på projektet. Det
virker frastødende på nogle og tiltrækkende på andre. Sådan vil det altid være.
Det vækker i hvert fald opsigt, og det får en til at spidse ører og blive nysgerrig:
Hvad mon det navn dækker over
De unge, som melder sig som interesserede deltagere, eller som bliver opsøgt
og inviteret til at være med, må kunne identificere sig med at være “en vild
ung” i det mindste på et vist niveau. At være “en vild ung” er både en, som ikke
lige følger den slagne vej, og som ikke bare tilpasser sig krav og forventninger,
og også en, som har prøvet vilde ting: Kriminalitet, stoffer m.v. Endelig er der
også en tredje dimension: De Vilde Unge som projekt gør noget vildt: Noget
overraskende, noget ingen ville have forventet eller troet muligt!
Oversigt over delprojekter og aktiviteter
Projekt De Vilde Unge består af en mængde delprojekter, aktiviteter og støttende
arbejde i forhold til individuelle unge og til grupper af unge. Som nævnt i
indledningen er Søren Magnussen alene leder af projektet. Der er ansat projektmagere/projektmedarbejdere
til hovedparten af projektaktiviteterne, men på
trods heraf spiller projektlederen en aktiv rolle i samtlige delprojekter, om end
på forskelligt og vekslende niveau.
Udtrykket projektmagere anvendes her i de tilfælde, hvor der er tale om
projektansatte, som arbejder frivilligt, eller tidligere rødder, som ikke modtager
løn men derimod arbejdsdusør for deres indsats. Projektmedarbejdere har ofte
en faglig uddannelse og erfaring og modtager projektløn i overensstemmelse
hermed.
19

Evaluering
Figur. Projektoversigt, De Vilde Unge
Hjerter i sovs
Amager
Magasinet
Thorsgade- Søren Den Rullende
projektet Magnussen Redaktion
Dope Kills
Dope No-
Mania
Undervisning
Tegnforklaring:
Projekt; Enkelte unge; Medarbejder/projektmager
Nogle medarbejdere/projektmagere er beskæftiget på flere projekter, og figuren illustrerer
derfor ikke det faktiske antal medarbejdere/projektmagere i projekt De Vilde Unge.
20

De Vilde Unge
Arbejde i niveauer/med forskellige målgrupper
Man kan også skildre projektet på andre leder. Det helt overordnede er, at stort
set alle, der er med i projekt De Vilde Unge, har en arbejdsfunktion, “et job”.
I den sociale og pædagogiske indsats arbejdes der med individuel indsats, og
der arbejdes gruppeorienteret i forhold til mindre grupper af unge.
Der arbejdes med oplysnings- og holdningspåvirkende kampagner, der retter
sig mod store grupper af unge, med kulturproduktion og med muligheder for,
at de unge udstødte på forskellig vis kan komme til orde i den samfundsmæssige
debat: Magasinet: “De Vilde Unge, ungdomskonferencen: “Hjerter i sovs”, fester,
happenings, graffiti, demonstrationer og en aktiv mediestrategi.
Der arbejdes med tilbud, som mest har karakter af fritids- eller klubaktiviteter,
og med tilbud som har karakter af et dag(behandlings)tilbud, altså i højere
grad en “foranstaltning” i bistandslovens (servicelovens) forstand.
Der arbejdes på flere niveauer for at opnå en afledet effekt: Søren Magnussen
arbejder som projektleder direkte med målgruppeunge på individuel basis.
Søren Magnussen arbejder i relation til målgruppeunge, som er projektmagere,
og som igen arbejder med en gruppe yngre målgruppeunge, eller som arbejder
med en enkelt ung, som han/hun skal foretage sig noget sammen med.
Samtidig arbejder Søren Magnussen støttende og ledende i forhold til de mere
professionelle projektmagere, som arbejder i relation til en gruppe unge fra
målgruppen.
Den videre udvikling har ført med sig, at Søren Magnussen i en række relationer
fungerer mere som konsulent og supervisor, både generelt og konkret i forhold
til socialarbejdere indenfor området, og især i forhold til tidligere målgruppeunge,
som nu fungerer som projektmagere.
Beskrivelse af aktiviteter og delprojekter
1. Overgangen fra arbejdet i Sjakket
Ved projektlederens overgang fra at arbejde i Sjakket og til at arbejde i projekt
De Vilde Unge fortsatte han med at støtte konkrete unge og nogle igangværende
aktiviteter på Indre Nørrebro. Bl.a. ansatte han nogle målgruppeunge til at
arbejde videre med at lave oplevelsesture og aktiviteter for de mindre “rødder”.
Denne aktivitet er siden overgået til det boligsociale projekt Rabarberlands
delprojekt Gadepulsen - og arbejdet er udviklet videre i samarbejde med bl.a.
Ungeteamet fra Socialcentret Indre Nørrebro.
21

Evaluering
2. Enkeltmandsprojekter
På samme måde fortsatte projektleder Søren Magnussen med at støtte og rådgive
enkelte unge på et personligt, socialt, økonomisk og praktisk plan.
Denne funktion med at rådgive og støtte enkeltunge, som af og til deltager i
aktiviteter eller får “tjanser” i De Vilde Unge, er fortsat gennem hele projektperioden.
Projektlederens arbejde med enkeltunge suppleres ofte med, at andre unge
eller andre medarbejdere, f.eks. en bokseinstruktør eller en skolelærer, får
opgaver i forhold til den unge og tilknyttes den unge i dagligdagen.
3. Dope Kills, Indre Nørrebro.
Et af de første del-projekter, der kom i gang i projekt De Vilde Unge var “Dope
Kills” - en form for videreførsel af det første narkokampagneprojekt i Sjakkets
regi “No Hope With Dope”. Dope Kills blev ledet af en professionel projektmager
- uden uddannelse men med stor erfaring fra arbejde i bl.a. Sjakket.
Desuden var 4 unge fast beskæftiget i projektet, og 5-6 var mere perifert
tilknyttet. Projektet eksisterede et halvt år fra 1.10.96 - 30.4.1997, og modtog
støtte fra Sundhedsstyrelsen.
Ideen var, at projektmageren med sin baggrund i og sit kendskab til miljøet,
stofproblemerne, araberklubberne og spilleklubberne m.v. skulle gå ind og lave
en forebyggende, oplysende indsats om stofferne sammen med nogle af de
unge fra miljøet, altså en slags “ung til ung”-formidling, gerne med et provokerende
indhold (eks.: “Hårde stoffer er for tabere”). De unge blev støttet i
forhold til at fastholde skolegang, og projektlederen mødtes med de unge efter
skoletid flere gange om ugen. Udover antidopearbejdet lavede de oplevelsesog
hyggeture. De unge modtog arbejdsdusør for deres deltagelse.
Selve arbejdet gik ud på at lave et arbejde i lokalmiljøet om risikoen ved de
hårde stoffer: Plakater, tegneserier, jakker, happenings, graffiti, koncerter med
budskab m.v. Budskaber formuleret af de unge, produceret og distribueret af
de unge selv. De unge skulle selv udføre handlingerne i processen fra idé til
realisering. Et arrangement var f.eks. en koncert med uddeling af sodavand
ved Hellig Kors Skole: De unge skulle selv bestille lastbilen (til bandet), colaerne,
selv skaffe materialerne, lave graffiti-malerierne, tegneserierne m.m. Det
var vigtigt, for at de unge selv kunne få succesoplevelser og imponere lærere,
kammerater m.fl.
Mange aktiviteter blev gennemført, f.eks. tegneserie, graffitimaleri, og en
koncert, men balancen mellem det målrettede, produktorienterede og det personlige,
procesorienterede arbejde tippede. De unge havde for mange personlige
og sociale problemer, der tog tiden og greb forstyrrende ind i forhold til at
22

De Vilde Unge
skabe produkter. Og produkter er lige så vigtigt for motivation og succes, som
det er vigtigt at tage sig af de unges personlige problemer. Derfor besluttede
projektmageren selv at stoppe efter et halvt år. Søren Magnussen har fortsat en
individuel kontakt med de unge.
4. Amager (Sundby)
Projekt De Vilde Unges aktiviteter på Amager startede i februar 1996 med
ansættelse af en projektmager, en tidligere “rod”, som også har erfaring som
pædagogmedhjælper i Klub 47. Fra april måned 96 fik han løn fra projektet -
indtil da arbejdede han for sin bistandshjælp. Han har “base” i Klub 47’s lokaler.
Arbejdet begyndte bl.a. på baggrund af, at nogle af de unge drenge i kvarteret
var involveret i nogle voldsomme begivenheder omkring Holmbladsgade og
Amagerbrogade, hvor nogle af dem fik domme for vold og en enkelt for mord.
I samarbejde med forskellige interessenter (Klub 47, Ungehuset i Norgesgade,
socialcentret og Projektbasen i Holmbladsgade) og med boksetræner Jean
Schmücker som instruktør, kom der gang i et bokseprojekt og fodbold (i samarbejde
med Klub 47’s fodboldklub). Det fik mange drenge væk fra gaden og
misbruget. I bokseprojektet, som var et gratis tilbud, kom der mellem 30-50
forskellige drenge, 10-12 hver gang to gange om ugen. Der blev også lavet
oplevelses- og hyggearrangementer - gratis for drengene. Der har desuden været
afviklet en skitur til Frankrig med 3 medarbejdere og 11 drenge.
Projektmageren har haft tæt støttende kontakt til to drenge - betalt via socialcentret,
og med meget kontakt og støtte fra Søren Magnussen og ungerådgivningen
Parmalica. Disse unge har fået arbejdsdusør for at deltage i forskellige
andre aktiviteter, passe deres skoleundervisning og udføre arbejdsopgaver. Sammen
med projektmageren har de deltaget i ungdomskonferencen Hjerter i Sovs,
i Dope Kills arrangementer m.m.
Bokseaktiviteten blev droppet i sommeren 1997, fordi vurderingen var, at der
ikke ad denne vej kunne etableres en tilstrækkelig tæt kontakt og støtte til de
unge, som der var brug for, hvis der for alvor skulle satses på en forandring for
dem. Herefter koncentrerede projektmageren sig om de to drenge, han var
støtteperson for. Projektlederens ansættelsesforhold er ophørt december 1997,
hvor disse to unge nu er overdraget til videre støtte via Klub 47 og Parmalica i
tæt samarbejde med projektlederen fra projekt De Vilde Unge, Søren Magnussen.
5. Thorsgadeprojektet
I Sjakkets regi var der startet et arbejde i relation til Thorsgade på grund af
23

Evaluering
stigende problemer i kvarteret. I sommeren 1996 kontakter en af de unge fra
området selv projekt De Vilde Unge for at få noget at lave, og fordi han gerne
vil starte nogle aktiviteter for en gruppe drenge i området, som laver kriminalitet
og ryger meget hash.
Den unge tilknyttes projektet og er først med i ungdomskonferencen Hjerter i
Sovs. Efter dens afvikling vil han gerne sammen med en anden ung starte et
fritids-, aktivitets- og støtteprojekt for en gruppe drenge mellem 15 og 17 år
fra området. Drengene har problemer i skolen, er bortvist fra den lokale ungdomsklub
og har problemer med kriminalitet og hashmisbrug.
Kontakten til drengene etableres i slutningen af 1996 og i starten af 1997, og
projektet har kørt siden da. Målet har været at støtte drengene i at fastholde
skolegang og komme i gang med en uddannelse (teknisk skole og lærepladser)
og i at stoppe med kriminalitet. Aktiviteterne har været oplevelses- og
hyggearrangementer, mange sportslige aktiviteter (boksning, styrketræning,
kampsport) og udførelse af småjobs. Aktiviteterne foregår eftermiddage og
aftener - også i weekenden. I forløbet fik de unge rådighed over deres eget
lokale, som de selv istandsatte med det formål at anvende lokalet til være- og
opholdssted og til træning. De unge mistede dog lokalet igen, fordi ejendommen
blev solgt. Nogle af drengene har fået arbejdsdusør/lommepenge, og
aktiviteterne har været gratis for dem alle. Socialcentret gik efter en periode
ind og ydede støtte til aktiviteterne og arbejdsdusør til enkelte af de unge.
Hensigten har været efterhånden at afvikle aktiviteterne med disse drenge, som
synes ret stabiliserede og som alle i maj 1998 er ophørt med kriminelle
aktiviteter, og projektmageren er derfor nu i juli 1998 påbegyndt arbejdet med
en ny gruppe af unge rødder i Lundtoftegade-kvarteret.
6. Hjerter i Sovs
Hjerter i Sovs var en anderledes ungdomskonference, hvor de unge tog aktiv
del i tilrettelæggelse og afvikling. En konference med de unges synspunkter i
fokus - hvor taletiden var de unges. Den blev holdt d. 21. november 1996 i
Sjakkets fabrik i Københavns nordvest-kvarter. Det var en “vild” og en meget
alternativ konference. Og det var en kæmpesucces - det var en af de
arrangementer, ingen havde troet mulig, og det gik ikke “i koks”, som nogle af
de unge virkelig frygtede!
Allerede i april/maj 1996 kontakter Søren Magnussen en række unge, som han
prøver at samle med det formål at skabe et forberedende forløb som optakt til
afholdelse af en ungdomskonference. Målet er, at det skal være de unges
konference: De skal selv komme med indlæg og være panel, det skal være
deres musik, der skal spilles, og deres tempo m.v., der skal præge dagen.
24

De Vilde Unge
Der deltager unge fra mange forskellige institutioner, projekter og bydele -
også fra Københavns omegn (Herlev). Der er flere voksne med til at støtte
processen, foruden flere voksne fra projekt De Vilde Unge også fra Skolen for
Musik og Teater (der lagde lokale til de forberedende møder), Sjakket, Herlev,
Døgnkontakten og medarbejderne fra en enkelt ungdomspension. Selve
processen centrerer sig om at få en række temaer om unges problemer taget op
for udveksling af synspunkter og til diskussion med henblik på, at de unge selv
kommer med indlæg på konferencen. Temaerne er bl.a.: Kriminalitet, forholdet
til pressen, racisme, politiet, dope, vold, bander, straf /fængsel, voksnes angst
for de unge, mistillid til myndighederne, at være ung med anden etnisk baggrund
m.m.
På et tidspunkt i forberedelsesfasen opdeles de unge i mindre grupper (op til
70 unge deltager i projektforløbet, 20-30 deltager løbende i møder og diskussion)
bl.a. kønsopdelt, da drengenes og pigernes erfaringer er forskellige, og af hensyn
til alles mulighed for at komme til orde. Der etableres også grupper med
forskellige praktiske opgaver, PR-virksomhed m.v.
Selve den forberedende proces har haft enorm betydning for de enkelte unge,
og selve afviklingen af dagen var en kanon succesoplevelse for dem. Konferencen
har i høj grad bidraget til at give projekt De Vilde Unge et image.
Selve konferencen blev afholdt i Sjakkets fabrik og med bistand fra mange
sider: Sjakket, Klub 47, lys- og lydteknikere, diverse bands, forplejningshold
m.m. Journalist Lene Byriel og Søren Magnussen ledte afviklingen af dagen
med indlæg og debat. Der deltog omkring 600 mennesker - mange tilhørere
gik forgæves, der var slet ikke plads nok. Arrangementet fik stor bevågenhed,
socialminister Karen Jespersen deltog, og mange medier TV, radio, aviser og
blade omtalte konferencen. - De unge har stået for produktion af såvel en video
fra konferencen som en CD med musik fra konferencen. Socialministeren
inviterede de unge til at mødes med hende for at udveksle synspunkter, hvilket
skete i februar 1997.
De unge dannede en forening og forsøgte at fortsætte nogle oplysnings- og
debataktiviteter, men ingen af delene har kunnet opretholdes og gennemføres.
7. Magasinet “De Vilde Unge”
Sideløbende med og i forlængelse af ungdomskonferencen ( efterår 1996)
startede projektet med at udgive et blad til vilde unge skrevet af vilde unge
selv. Journalist Lene Byriel blev ansat til at redigere bladet i samarbejde med
de unge, som havde lyst og energi til at deltage. En gruppe piger meldte sig i
første omgang, siden kom flere til, og der har løbende været en varieret redak-
25

Evaluering
tionsgruppe bestående både af unge udefra og unge fra de andre delprojekter
under projekt De Vilde Unge.
Magasinet sendes rundt i Danmark til alle interesserede og alle inviteres til at
bidrage med indlæg i form af f.eks. digte, tegninger, artikler og historier. Det
har bredt sig mere og mere. Der indsendes i stigende grad indlæg (fra hele
Danmark) om en række væsentlige og personlige problemstillinger: Om at være
svigtet, om at vokse op uden for sin familie, om at være anderledes, om at være
kæreste med en indvandrer, om stofmisbrug m.m.
Fra maj 1997 ansættes redaktøren i et nyt projekt under De Vilde Unge: Den
Rullende Redaktion, og redigeringen af Magasinet følger med over i det nye
projekt, som en af de arbejdsopgaver, projektdeltagerne skal udføre. - Unge fra
den oprindelige redaktionsgruppe deltager fortsat i arbejdet med at få bladet
gjort klar og bidrager med at skrive. De fleste af disse unge er fortsat tilknyttet
projekt De Vilde Unge i andre aktiviteter, flere som projektmagere.
Der er udkommet i alt 6 numre af Magasinet, det første i november 1996 og
det seneste her i forår 1998 (med tema: misbrug).
8. Den Rullende Redaktion
Den Rullende Redaktion startede maj 1997. Den er først og fremmest et
“jobtilbud” til unge piger, hvor jobbet bl.a. består i at skrive til og medredigere
Magasinet “De Vilde Unge”. Jobtilbudet er udformet som et dagprojekt med
daglig kontakt, støtte og aktiviteter til 4 “vilde og seje piger” i alderen 13-19
år. De unge piger vil typisk ikke kunne rummes i andre eksisterende tilbud.
“Jobbet” kan medvirke til en mere positiv synliggørelse af pigerne, som med
deres udadreagerende adfærd oftest opleves negativt.
Der er ansat to professionelle projektmagere i projektet, den ene journalist
Lene Byriel, den anden Marie Louise Andersen, som er uddannet stuntkvinde.
Begge har desuden erfaring med socialt støttende og pædagogisk arbejde samt
med undervisning.
Formålet med projektet er at støtte pigerne i udvikling og forandring, både
personligt og socialt og i relation til afklaring af deres fremtid. Selve ”jobbet”
giver god mulighed for på alternativ måde at arbejde med at styrke pigernes
skrive- og læsefærdigheder, og gruppestørrelsen giver god basis for at arbejde
med at kunne fungere i en gruppe og etablere forpligtende relationer. Projektet
er bydækkende, dvs. at det kan modtage piger fra hele København. Projektet
har en autocamper, der fungerer som en base, samlingssted, udgangspunkt for
redaktionen og mødested i hverdagen. Camperen er en aktivitet i sig selv, giver
tryghed og identitet, og det mobile giver en dynamisk mulighed for at fungere
meget fleksibelt.
26

De Vilde Unge
BILLEDE
27

Evaluering
Deltagerne, “de ansatte” mødes hver dag og starter med at spise frokost sammen,
og har et samvær, der kan omhandle alt, hvad der rører sig i deres livssituation:
Her og nu problemer, eller tidligere oplevelser af svigt, problemer med helbred,
med politiet, med at omgås hinanden osv. Desuden er der mulighed for alle de
former for aktiviteter, pigerne har lyst til - eller som medarbejderne foreslår.
Det kan være styrketræning, ridning eller andre sportslige aktiviteter, det er
cafe- og biografbesøg og meget mere. Aktiviteter finder også sted om aftenen
og i weekenden, og medarbejderne stiller sig i øvrigt til rådighed for de unge,
når de har behov for støtte og vejledning.
Pigerne får alle 100 kr. i arbejdsdusør dagligt. De kan være så længe i projektet,
som den enkelte har behov for. De visiteres via deres socialforvaltning, som
betaler kr. 15.000,00 pr. md. til projektet. Medarbejderne ser ikke sagsakter.
De unge og medarbejderne tager gensidigt stilling til hinanden ved at mødes.
Der har været 7 forskellige piger med frem til 31.3.1998. Et forløb er afbrudt,
to er afsluttede. De øvrige fire er fortsat i projektet.
Projektet har ud over midler fra selve projekt De Vilde Unge og betaling fra
socialcentrene fået støtte fra Socialministeriets OPS-pulje. Det er tanken, at
Den Rullende Redaktion fortsætter som delprojekt under De Vilde Unge.
9. Antidopekampagnen Dope-NoMania
Dope-NoMania - antidopekampagnen startede i juni 1997 med ansættelse af
en tidligere rod som projektmager og kampagneleder.
Projektmageren var via et skoleprojekt kommet med i ungdomskonferencen
“Hjerter I Sovs”. Efter afslutning af skolen sommer 97, havde projektmageren
ingen planer og snakkede så med Søren Magnussen, der tilbød den unge
ansættelse. I starten var der ikke klarhed over, hvad jobbet skulle gå ud på,
men det blev så til at være leder af en antidopekampagne, som skulle sættes i
gang - som en opfølgning på Dope Kills.
Projektmageren skulle selv give kampagnen navn - og skulle starte med at
skrive 15 punkter ned, 5 ideer til hvad man kunne lave, og 10 punkter om
hvorfor:
Kampagnen skulle bl.a. være mere synlig end tidligere, og man skulle tydeligere
sige nej til stoffer. Projektmageren ville arrangere fester, konkurrencer (femkampe),
demonstrationer, lave undervisningsfilm, reklamer, tegneserier,
klistermærker, plakater, koncerter, happenings, t-shirts med eget tryk, vægaviser
m.m., og forsøgte at få en reklame trykt på skole-mælkekartoner, men mejerikoncernen
sagde nej. Unge fra de øvrige delprojekter har deltaget aktivt i
planlægning og udførelse af arbejdet med antidopekampagnen. Faktisk har en
projektdeltager fra Den Rullende Redaktion og en projektdeltager fra Thors-
28

De Vilde Unge
gadeprojektet været med i en slags styregruppe sammen med Søren Magnussen
og kampagnelederen selv. En ung tegner, der laver tegneserier, klistermærker
og plakater m.m., har også været fast tilknyttet kampagnen. 3 andre unge har
periodevis været tilknyttet styringsgruppen.
Første større aktivitet i projektet var at deltage med en workshop på den
ungdomskonference, som Københavns kommune arrangerede i Øksnehallen
d. 20.10.97. Her hjalp Thorsgadegruppen og Den rullende Redaktion, ligesom
Sjakket var aktiv i konferencen. Også en pige fra Anonyme Narkomaner deltog.
Det forløb flot, selv om de unge ikke synes så godt om formen på denne
ungdomskonference sammenholdt med deres egen “Hjerter i Sovs”. Næste
større projekt var afholdelse af en antidopedemonstration på Rådhuspladsen d.
4. december 1997 med start på Israels Plads. Det blev et meget flot og vellykket
arrangement. På Israels Plads var der underholdning med musik og danseopvisning,
alle fik udleveret fakler før marchen til Rådhuspladsen. På
Rådhuspladsen var der musik og taler, bl.a. af kampagnelederen og en tidligere
narkoman fra Anonyme Narkomaner. Budskabet var klart og tydeligt: Det er
sejt at sige nej til hårde stoffer. 4-500 fortrinsvis unge deltog i marchen, og op
mod 1000 mennesker deltog i alt. Sjakket, Klub 47 og de forskellige delprojekter
fra projekt De Vilde Unge hjalp til ved arrangementet. Kampagnen har fået
støtte fra Sundhedsstyrelsen.
I forbindelse med disse arrangementer samlede de unge fra projektet navne og
adresser (op mod 200 i alt) på andre unge, der gerne ville have tilsendt
informationsmateriale, klistermærker m.v. Det har de så arbejdet på bagefter.
Hensigten var at få de unge rundt omkring til selv at gå i gang med antidopearbejde,
som projekt De Vilde Unge så evt. kunne støtte.
I maj 1998 er kampagnen ophørt i den hidtidige form. Vurderingen er, at der
hele tiden skal ske noget nyt og andet. Tanken med antidopearbejdet er nu, at
det skal integreres i de forskellige aktiviteter og projekter, der ellers kører.
Kampagnelederen har fået en ny opgave i projekt De Vilde Unge.
10. Undervisning og andre særlige aktivitetstilbud
For en del af de unge har det været nødvendigt at etablere eneundervisning. I
nogle tilfælde som støtte til at fastholde skolegang, for andre som forberedelse
på at vende tilbage til skolegang i et skoleprojekt eller andre steder. Søren
Magnussen arbejdede på at etablere et sådant tilbud i samarbejde med
Døgnkontakten og Hellig Kors Skole, men det lykkedes ikke. I stedet har man
bl.a. benyttet sig af en ung studerende med anden etnisk baggrund, som ansættes
på timebasis. Denne unge mand kan samtidig give undervisning i selvforsvar
m.m.
29

Evaluering
På lignende vis har projekt De Vilde Unge andre gæstelærere eller instruktører
ad-hoc tilknyttet til særlige opgaver. Især boksetræner Jean Schmücker løser
mange opgaver i projektet.
30

4. Vilde unge med vilde problemer
De Vilde Unge
Projekt De Vilde Unge er som beskrevet i indledningen igangsat af Søren
Magnussen og støttet af hhv. Københavns Kommune og Socialministeriet m.fl.
med det sigte, at der skal laves et målrettet arbejde i forhold til de mest udstødte
eller marginaliserede unge - “de unge som man enten ikke kan finde egnede
tilbud til, og som kan være opgivet af det sociale system, eller som ikke selv vil
benytte nogle af de eksisterende tilbud”.
Disse unge udgør, på forskellige måder og for mange berørte parter, et påtrængende
socialt problem. Og projekt De Vilde Unge skal forsøge at finde
nye veje i løsningen af disse påtrængende sociale problemer, som samfundet
har med især de udadreagerende, voldelige og kriminelle unge, men også med
de mere selvdestruktive og indadvendte.
Projekt De Vilde Unge skal forsøge at bygge bro over den kløft, der er opstået
mellem det sociale system og disse unge. Det sociale system har ikke mange
relevante tilbud at give denne gruppe af unge, og i vidt omfang eksisterer der
end ikke en egentlig kontakt mellem den unge og det sociale system, som kan
danne grundlag for at igangsætte nye tiltag.
Der har i årevis manglet relevante tilbud til unge med store problemer - bl.a. på
grund af store nedskæringer på antallet af døgninstitutionspladser i begyndelsen
af firserne og med nedprioritering af hjælp og støtte til unge i øvrigt, da man
omlagde den sociale indsats til at være en forebyggende og tidlig indsats. Denne
omlægning har vist sig ikke at gavne de mest sårbare og udstødte familiers
børn og unge.
Der var nedskæringer, men næsten ikke nogen udvikling af nye tiltag, der kan
træde i stedet. Håndteringen af de unge, dvs. holdningen og tilgangen til dem
som brugere af systemet, har vist sig helt utilstrækkelig. Lidt forenklet sagt ser
man den unge som “det lille skadede barn”, som man vil gøre alt det gode for
og vil give det gode tilbud. Når den unge så takker nej, slår holdningen over i
at se den unge som den voksne, der selv har truffet sit valg og selv må tage
ansvaret, - og derfor “må sejle sin egen sø”. Der er brug for at møde den unge
som et selvstændigt individ, som har en egen selvforståelse, og som har nogle
interesser og ønsker, der nødvendigvis må danne udgangspunkt for den sociale
indsats, hvis den skal være meningsfuld for den unge og dermed nytte. Der er
skabt en dyb tillidskrise mellem det sociale system og mange udstødte unge,
som betyder, at det sociale system i sin afmagt har opgivet de unge, og de unge
har i vrede og frustration vendt det sociale system ryggen. De unge skaber
31

Evaluering
deres egne overlevelses- eller afvigerkulturer, som både sikrer overlevelse/
eksistens, og som er identitetsskabende. (SFI-rapport: Gadebørn i Storkøbenhavn,
Bo Ertmann og Søren Juul 1991 og Amtsrådsforeningen, Debatoplæg:
”En social fortælling om 1990’ernes ungdom”, 1995).
De udstødte, marginaliserede unge er en meget sammensat gruppe. Derfor giver
det egentlig ikke mening at ville beskrive eller tale om én målgruppe, fordi der
ikke er tale om nogen form for entydighed eller ensartethed, ligesom det vil
være uendeligt vanskeligt at give sig i kast med at definere eller afgrænse projekt
De Vilde Unges målgruppe. Vi anvender alligevel begrebet målgruppe i fremstillingen,
forstået som projektets egen afgrænsning: Udstødte, marginaliserede
unge. De unge i projekt De Vilde Unge har “vilde problemer” (i modsætning
til “tamme problemer” som beskrevet i “Brugerinddragelse og organisatorisk
læring i den sociale sektor, af Hanne Kathrine Krogstrup), forstået som meget
komplekse problemer, som ikke klart kan defineres og udskilles fra andre
problemer, bl.a. fordi problemerne er individuelle. Komplekse problemer kan
ikke beskrives enkelt, og målene for deres løsning kan ikke opstilles præcist,
og der kan ikke opstilles klare kriterier for den optimale løsning. Der findes
ikke én løsning på eller én forholdemåde til disse komplekse problemer, og en
vurdering af, hvad der er den bedste løsning, vil være af normativ karakter -
altså afhænge af de øjne, der ser.
Hvor mange unge har deltaget i projekt De Vilde Unges
aktiviteter
På baggrund af Søren Magnussens registreringer, er der for perioden 1.1. 96 -
31.3.1998 lavet en opgørelse over antallet af deltagende unge i projekt De
Vilde Unge, deres alder på starttidspunktet, deres køn, og om de er af dansk
afstamning eller med anden etnisk baggrund. De unge er samtidig kategoriseret
ud fra grad af deltagelse, hvor der skelnes mellem A-unge, som næsten alle har
deltaget i forløb af mere end 1 års varighed og med daglig kontakt og en tæt
forpligtende relation til projektmedarbejderne, samt B-unge, der har deltaget
jævnligt i en længere periode på en mindre forpligtende måde, med en ikke så
tæt relation til projektmedarbejderne.
Samlet antal unge opgjort ud fra delprojekt:
32

A-unge
B-ung
e
De Vilde Unge
I alt
Indre
Nørrebro
11
ca.
10
21
Thorsgadeområdet
10
- 10
Amager
(Sundby)
4 ca.
10
14
Dope-NoMania
4 ca.
5 9
Den Rullende Redaktion
7 ca.
3 10
Diverse
Projekter
5 ca.
10
15
Hjerter
i Sovs (konference) - ca.
15
15
I ALT
41
ca.
53
94
Der fokuseres i det efterfølgende kun på de 41 unge, som har haft en høj grad
af deltagelse, da det vil være for omfattende at gennemgå alle projektdeltagerne.
Af de i alt 41 A-unge er 21 (5 piger og 16 drenge) af anden etnisk baggrund end
dansk. A-unge opgjort efter køn og alder ved starttidspunkt:
Alder ved
Starttidspunkt
14
15
16
17
18
19
I alt
Drenge
2 5 7 12
2 2 30
Piger
2 1 4 4 - - 11
I alt 4 6 11
16
2 2 41
Ud af de 41 unge, som har deltaget i længerevarende forløb og med en tæt
forpligtende relation, er 30 vurderet til at være placeret i gruppen med størst
belastning (gruppe 3). De resterende 11 kan placeres i mellemgruppen (gruppe
2), dvs. at de er delvist udstødte unge med en del problemer. I mellemgruppen
placeres også de ressourceunge, som er tidligere rødder, og som nu er ansat
som projektmagere. De er dog svære at placere, da de på nogle måder kan
være kommet langt i en udvikling, samtidig med at de fortsat behøver en del
støtte og opbakning, både helt personligt og fagligt i forhold til rollen som
projektmager.
33

Evaluering
De unges belastningsgrad
Evalueringen af projekt De Vilde Unge skal naturligvis belyse, om projektet
faktisk har været i stand til at komme i kontakt med udstødte unge, og om, og
i hvilket omfang denne kontakt har kunnet fastholdes og evt. har ført til
forandring og udvikling for den enkelte unge.
Vi vil derfor skitsere nogle karakteristika ved de unge, som vi har interviewet.
Disse karakteristika er vores sammenfatning, som er baseret på, dels hvad de
unge har oplyst om dem selv, og dels hvad projektmagerne og samarbejdsparter
har bidraget med. Det vil være suppleret med citater fra de unge om, hvad de
har fortalt om dem selv og deres liv og baggrund. På den måde kan man få et
rimeligt indtryk af, hvilke problemstillinger de unge deltagere i projekt De
Vilde Unge bærer på (lever med).
Vi har ikke villet kaste os ud i en større diskussion eller vurdering af social arv,
af omsorgssvigt, tidlig skade o.l., og har heller ikke opereret med de sædvanlige
“u-betegnelser”: uanbringelig, uunderviselig, uefterrettelig, utilpasset - eller
for den sags skyld kriminel, adfærdsvanskelig, misbruger, prostitueret, m.m.
Det almindelige i det sociale system er, at de unge beskrives ud fra hhv.
problemer i deres opvækst/baggrund, og/eller ud fra et fokus på den manglende
tilpasning til de samfundsmæssige institutioner (skolen, klubben, døgninstitutionen,
socialforvaltningen) og/eller ud fra symptomer. Vi har valgt at bruge
begrebet udstødte, fordi begrebet efter vores opfattelse i høj grad dækker de
unges situation: De er alle udstødte af en eller flere samfundsmæssige sammenhænge/institutioner.
For at få be- eller afkræftet, om projektet arbejder med relevante unge, har vi i
evalueringen forsøgt at indkredse den enkelte unges problembelastningsgrad,
som den opfattes af de parter, som har berøring med den unge. Vi har i
interviewsituationen bedt faglige samarbejdspartnere med grundigt kendskab
til den unge om at placere de unge på en skala fra 1-3:
1. Er truede unge med få problemer (én eller få kriminelle handlinger,
begyndende skoleproblemer, begyndende familieproblemer m.m. og som er i
risiko for at udvikle flere og større problemer)
2. Er delvist udstødte unge med en del problemer (skoleproblemer/-skift, ringe
tilknytning til organiserede fritidstilbud, sårbar familiesituation, evt. forsøgt
anbragt, flere kriminelle handlinger, stofmisbrug, dvs. unge med overhængende
risiko for at havne i en situation, hvor de får større problemer)
34

De Vilde Unge
3. Er meget udstødte unge med store problemer (med høj social belastningsgrad,
evt. med flere afbrudte anbringelsesforløb bag sig, et hverdagsliv præget af
kriminalitet og stoffer, uden aktuel tilknytning til skolegang/udviklende
aktiviteter og ofte uden en positiv familie-/voksenkontakt)
Projekt De Vilde Unges arbejde omfatter unge fra kategori 2 og 3 på denne
skala med klar hovedvægt på de mest belastede unge, både når der vurderes ud
fra antal og ud fra, hvor tyngden i indsatsen ligger. Ud af 41 unge, som har
deltaget i længerevarende projektforløb med en tæt forpligtende relation,
vurderes 30 unge at være placeret i gruppe 3 og 11 unge at tilhøre gruppe 2.
Der har naturligvis deltaget mange unge uden større sociale problemer i projekt
De Vilde Unges forskellige arrangementer, men uden at have en egentlig
tilknytning til projektet. De har deltaget som tilhørere til ungdomskonferencen
“Hjerter i Sovs”, som læsere af Magasinet “De Vilde Unge”, som deltagere i
forskellige antidopearrangementer, bl.a. demonstrationen d. 4.12. 1997 eller
som deltagere i Dope-NoMania-kampagnearbejdet.
For gruppen af delvist udstødte unge (gruppe 2), er det primære formål, at
projektet støtter op om deres skolegang eller uddannelsesforløb, og kvalificerer
deres fritids- og hverdagsliv i øvrigt, samt med de overordnede formål at holde
dem væk fra kriminalitet og styrke deres personlige udvikling, selvværd og
selvbestemmelse.
For gruppen af meget udstødte unge (gruppe 3), er det primære formål overhovedet
at opnå en kontakt, dernæst at medvirke til, at den unge får brudt en
turbulent tilværelse, begynder at reflektere over sig selv og sit liv og begynder
at indgå i aktiviteter, der kan bidrage til udvikling og forandring.
Karakteristiske træk ved de unges situation
De unge har i interviewsituationen fortalt om deres situation før og ved starten
i projektet. De karakteristiske forhold ved de unge, er nogenlunde ens, uanset
om det drejer sig om en delvist udstødt ung eller en meget udstødt ung. Det ser
ud til, at de unge er præget af de samme problemstillinger. Problemstillingerne
præger dem eller medfører blot belastninger i forskelligt omfang og på forskellige
niveauer. Det, som adskiller de unge fra hinanden, er tyngden i de enkelte
problemstillinger. De oplever f.eks. alle at have problemer med kontakt med
voksne og andre unge i såkaldt normale sammenhænge, men i forskellige grader.
De har problemer med stoffer og kriminalitet, men med meget forskellig tyngde.
35

Evaluering
Så graden af udstødthed hænger meget sammen med tyngden i problemerne,
og hvor længe disse problemer har fået lov at eksistere og udvikle sig, uden at
de er blevet løst. Mange af forsøgene på at løse de unges problemer har for en
del af de unge resulteret i oplevelsen af yderligere afvisning eller udstødelse.
Den enkelte unges problemstillinger er naturligvis meget forskelligt sammensat.
Den enkelte unge er derfor ikke bærer af samtlige opridsede problemstillinger,
men en kombination af nogle af dem. En oplistning af karakteristiske træk ved
de unge kan blive uendelig lang, så vi fremdrager her kun nogle af de vigtigste:
♦ Manglende selvværd
♦ Vanskeligheder med kontakt
♦ Mange, afbrudte anbringelser
♦ Nogle er uden fast bolig
♦ Svag eller problemfyldt familiekontakt
♦ Manglende voksenstøtte
♦ Stor livserfaring i en tidlig alder
♦ Negativ kontakt til socialforvaltningen og det sociale system bredt
♦ Afbrudte skoleforløb og andre skoleproblemer
♦ Kriminelle handlinger
♦ Brug af vold i stedet for ord
♦ En skæv døgnrytme
♦ Ingen eller kun ringe tilknytning til organiserede fritidstilbud
♦ Brug af rusmidler - selvdestruktive handlinger
♦ Drømme og forestillinger om fremtiden
♦ Manglende selvværd
De unges selvværd kan ligge på et meget lille sted. Det prøver de tit at skjule
med en afvisende og ligeglad attitude. De er præget så meget af manglende
selvværd, at de sjældent forventer ros eller opbakning, og mange mangler også
mod til at prøve nye ting, der kan kvalificere dem positivt i forhold til en større
integration i samfundet, fordi de har så mange nederlag i rygsækken. Meget
tyder på, at de unges reaktioner og opførsel i almindelighed mange gange spærrer
for, at lærere og pædagoger kan få øje på og tage udgangspunkt i noget af det
positive, de unge også er, og som de også kan. Den unges relationer bliver ofte
misforstået og kommer derfor til at virke blokerende for en dialog mellem den
unge og de faglige medarbejdere.
36

De Vilde Unge
“De voksne i projekt De Vilde Unge bliver ved med at sige: Det skal nok
gå godt - du kan godt, det er fint, det du gør - det giver meget mere end
altid at få at vi de, at det er noget fuck, det man laver, at man ikke er
noget værd”.
Projektdeltager
„Jeg havde tilfældigvis nogle digte og tekster, jeg havde lavet. De kunne
bruges – og medarbejderen sagde, at jeg var god til at skrive. Det har jeg
aldrig fået at vide før…..”
Projektdeltager
“Jeg har flyttet mange gange og gået i 3-4 skoler. Jeg er god til at
skrive og læse, men det var også det eneste jeg var god til….”
Projektdeltager
„Jeg tror, vi alle sammen føler, vi er lidt mere værd efter den konference
(Hjerter i Sovs), vi kan noget, selv om vi er dumpede alle steder
fra. Jeg følte, at Søren havde brug for os“.
Projektmager
♦ Vanskeligheder med kontakt
Et fællesstræk ved langt de fleste af de unge, som er med i projekt De Vilde
Unges aktiviteter, er, at de har svært ved at omgås og fungere med andre i
almindelige sammenhænge (både med andre unge og med andre voksne), om
end i forskellig grad og af forskellige årsager. Nogle kan ikke gå hen ad gaden
eller gå i en butik uden at komme i konflikt med folk. For andre er det især de
voksne, forældre, pædagoger, sagsbehandlere og lærere, de har det svært med.
De unge kan befinde sig i en meget isoleret situation, men de fleste fungerer i
en negativt orienteret gruppesammenhæng med andre unge i en lignende
situation.
37

Evaluering
„Før jeg kom i De Vilde Unge, var jeg ikke venlig mod folk, så var de
naturligvis heller ikke venlige mod mig. Hvis du ikke er venlig mod
folk, så får du heller ikke noget tilbage“.
Projektdeltager
„Jeg kunne ikke finde ud af at tale med folk før. Jeg var genert og
tilbageholdende, kunne ikke lide at tale om mig selv, kunne ikke finde
ud af, hvad jeg skulle spørge om, hvis jeg f.eks. skulle søge arbejde“.
Projektdeltager
„Da jeg mødte ham første gang kunne han ikke se på folk, når man
snakkede med ham, det kan han nu. Har fået mere selvtillid, er vokset
menneskeligt. Kan smile til folk nu og se folk i øjnene...“
Projektmedarbejder
„Jeg har været så længe udenfor det alm. skolesystem, at jeg er bange
for, om jeg overhovedet kan fungere i en almindelig klasse. Jeg tror, at
jeg vil føle mig udenfor, være anderledes“.
Projektdeltager
♦ Mange, afbrudte anbringelser
En del af de meget udstødte unge har mange anbringelsesforløb bag sig.
Afbrydelserne skyldes hovedsageligt, at de er blevet bortvist, visiteret videre,
fordi de var for problematiske, eller fordi de selv “er skredet”. Der er ikke
tilstrækkelig mange døgntilbud, der kan rumme de unge, eller hvor de unge
selv gerne vil være. Og der er slet ikke tilstrækkeligt med specielle undervisnings-
eller aktivitetstilbud, der kan rumme og igangsætte de unge.
38

De Vilde Unge
„Jeg har flyttet 10 gange, før jeg blev 10 år - jeg har vist i alt boet og
deltaget 15 forskellige institutioner, skoler og projekter. Jeg har været
så mange steder, men aldrig længe nok til at falde til og lære nogen
godt at kende, før jeg var smidt ud eller sendt videre til næste sted. Det
bliver man adfærdsvanskelig af. Det første man gør det nye sted, er at
finde sammen med rødderne, de som ikke er inde i fællesskabet. Og det
fører hurtigt til, at man bliver kasseret, fordi man laver ballade“.
Projektdeltager
„Jeg flyttede hjemmefra i 7-8-års alderen og har boet ude lige siden.
Flere forskellige steder“.
Projektdeltager
„I afsnittets sagsbestand er det nok den tungeste sag, vi har. Den unge
var vanskelig at placere.... Har været anbragt adskillige steder, men
stikker af“.
Sagsbehandler
♦ Nogle er uden fast bolig
Det er karakteristisk for en del af de unge med størst belastning, at de periodevis
ikke har noget fast stede at bo. En afbrudt anbringelse afløses ofte af en periode,
hvor den unge bor rundt omkring. Det afløses måske af korte perioder i hjemmet
eller en kortere eller længere periode med ophold på en af Københavns akutinstitutioner.
Et midlertidigt ophold her er en overgangs- eller mellemfase, en
periode mellem at en foranstaltning er brudt sammen, og indtil en ny plan eller
foranstaltning kan sættes i værk. I sådanne perioder er de unge ofte helt udenfor
andre samfundsmæssige sammenhænge som skole/undervisning, arbejde, fritidsaktiviteter
o.l.
♦ Nogle er i en overgangsfase
Nogle af de unge bor måske hjemme, men kan på andre måder befinde sig i en
overgangsfase. De er måske bortvist fra en skole, men har endnu ikke fået et
39

Evaluering
andet undervisnings- eller aktivitetstilbud, måske er der besluttet en anbringelse,
men der er ventetid på plads. De kan også have mistet et job, og endnu ikke
fået et nyt eller er rådvilde i det hele taget med, hvad de skal. De kan være
bortvist fra ungdomsklubben eller selv have droppet alle former for organiserede
fritidsaktiviteter. Disse unge befinder sig ofte helt udenfor kvalificerende sammenhænge
og kan derved være truet af en forstærket problemudvikling.
„Nu bor jeg på ..... (akutinstitution). For to måneder siden blev jeg
smidt ud hjemmefra. For at halvt år siden blev jeg smidt ud fra ... (sikret
afdeling). Så boede jeg hos en bekendt i en lejlighed i København,
så hos en i et hus i Københavns omegn. Så kom jeg hjem til min mor.
Men vi var oppe at slås hele tiden. Så derfor er jeg her nu“.
Projektdeltager
„Siden jeg røg ud af skolen og blev smidt ud hjemmefra som 14-årig,
har jeg været anbragt 5-6 forskellige steder“.
Projektdeltager
♦ Svag eller problemfyldt familiekontakt
Mange af de unge bor/lever i deres familie, men på kanten af den, dvs. de er
næsten aldrig hjemme og forholdet til forældrene er meget konfliktfyldt. For
de delvist udstødte er der startet en proces, hvor de mere og mere glider væk
fra hjemmet. Der er tale om et begyndende “gadeplansliv”, mens der for de
mest udstødte mere er tale om, at hjemmet højst fungerer som et
overnatningssted - for nogle endda kun engang imellem. For de fleste af de,
som har været anbragt er der oftest tale om, at det er urealistisk, at de kan bo
hjemme, så deres kontakt til familien er i lange perioder helt afbrudt. Når
kontakten er der, er den som regel sårbar og konfliktfyldt.
“Førhen var jeg altid uvenner med mine forældre — før råbte og skreg
man bare ad hinanden, man kunne ikke snakke om tingene, og så gad jeg
ikke rigtigt komme hjem. Jeg gik om morgenen og kom først hjem efter kl.
24.00, efter at mine forældre var gået i seng. Jeg kom heller ikke hjem og
spiste”.
Projektdeltager
Projektdeltager
40

De Vilde Unge
„Den unge var vanskelig af placere... var tvangsfjernet og helt udstødt
af sin familie“.
Sagsbehandler
”Jeg snakker med min familie igen. Det må ikke gå galt igen. Jeg har
haft det dårligt med min familie i lang tid”.
Projektdeltager
“ Før var mit forhold til mine forældre så dårligt, vi kom hele tiden op at
slås, eller vi havde kæmpeskænderier, hvor vi beskyldte hinanden for det
værste og svinede hinanden til”.
Projektdeltager
“Jeg har altid savnet min familie, men de ville jo ikke vide af mig. Jeg
blev meget aggressiv, og det kom til at gå ud over alle mulige andre. Jeg
mistede følelsen af at være værdifuld”.
Projektdeltager
♦ Manglende voksenstøtte
Udover den svage familiekontakt er det helt gennemgående for stort set alle de
unge, at de ikke har en kontakt til en voksen, som de har tillid til, som de føler,
de kan være helt åbne overfor, og som de kan støtte sig til. Ganske enkelte
omtaler en støtte- og kontaktperson, som de har opnået et godt forhold til
(etableret inden for den senere tid), men ellers er det medarbejderne i projekt
De Vilde Unge, som er de første voksne, de føler, de kan have tillid til.
41

Evaluering
“Vi opfatter projektmagerne som voksne, men ikke helt som pædagoger.
Ingen af os kender en anden voksen, som vi rigtig føler, vi kan snakke
med”.
Projektdeltagere
“Jeg har ikke mange rigtige venner, men mange bekendte. En rigtig ven
er sjælden. Jeg har ikke andre fortrolige end projektmedarbejderen”.
Projektdeltager
“Jeg har lavet forskellige dårlige ting, og normalt får man at vide, at det
skal man ikke gøre (af lærer, af politi og af forældre), men ingen voksne
drøfter egentlig, hvad det vil sige, og hvordan ens hverdag er. Det snakker
man mere om i De Vilde Unge. Alle kan jo ikke snakke med deres forældre
.....jeg oplever, at mine forældre ikke rigtig har tid til mig”.
Projektdeltager
“Da jeg gik ud af skolen, var der ikke nogen, der tilbød at hjælpe mig
med at komme i gang med noget”.
Projektdeltager
♦ Stor livserfaring tidligt
Mange af de udstødte unge har oplevet store belastninger gennem deres opvækst.
De er vokset op med misbrug, vold, kriminalitet og forskellige former for
omsorgssvigt og mishandling. De unges forældre har i mange tilfælde selv
store problemer, så de unge har tidligt på godt og ondt måttet tage vare på dem
selv, selv skullet sørge for alting i dagligdagen og har derved også selv kunnet
bestemme. Det har stor betydning for deres måde at forholde sig til omverdenen
på, og betydning for, hvad de finder relevant for dem selv.
42

De Vilde Unge
“Lige siden jeg var 12 år har jeg klaret mig selv og boet “alene” - . Jeg
har været rigtig meget alene. Altid alene, sovet i opgange og forskellige
steder. Det er ikke så fedt, fordi jeg stak af fra børnehjemmet - og nu kan
de ikke finde en institution til mig. - Der er heller ikke så mange, der vil
have mig. Jeg kan ikke overholde de tider, man skal være hjemme på om
aftenen - det siger jeg til dem fra starten, så lover jeg dem ikke noget, jeg
ikke kan holde. Men så vil de ikke have mig boende”.
Projektdeltager
“Jeg ventede bare på at blive 12 år, så jeg kunne vælge at bo hos min far.
Der har jeg passet huset de sidste to år, for han er på junk”.
Projektdeltager
“Jeg mistede min mor meget tidligt .......... og så var der bare ikke nogen
der skulle bestemme over mig.”.
Projektdeltager
♦ Negativ kontakt til socialforvaltningen, og det sociale system bredt
Et andet karakteristisk træk ved de unge i projekt De Vilde Unges målgrupper
er, at det sociale system i bred forstand oplever de unge som negative og
kontaktafvisende. Opfattelsen er, at de unge ikke vil/kan samarbejde, de vil
gerne nyde godt af det sociale systems ydelser, men vil/kan ikke yde noget selv
og accepterer ikke regler og krav. På deres side har de unge en negativ relation
til det sociale system. De unge giver generelt udtryk for at være træt af
pædagoger og sagsbehandlere og psykologer, voksne i det hele taget. Især giver
de udtryk for, at sagsbehandlere og pædagoger ikke møder dem som de personer,
de er her og nu, men som det de læser om dem i sagsakterne.
De unge siger om deres tidligere møde med pædagoger og andre fagpersoner:
“De siger ikke det, de selv mener, men det bøgerne siger, de skal mene.
De står på nakken af en hele tiden og begrænser en altid. Sådan er det i
hvert fald, når man er sådan en som mig, der altid laver det modsatte af
det, man skal”.
Projektdeltager
43

Evaluering
“Pædagoger siger alting videre. Det kræver deres systemer. Det stempler
mange pædagoger, at de har de regler med at sige alting videre i
overlapninger”.
Projektdeltager
“Min første sagsbehandler var jeg sådan lidt halvt oppe at slås med”.
Projektdeltager
“Jeg kan ikke lide psykologer, for de ting de har skrevet om mig”.
Projektdeltager
♦Afbrudte skoleforløb og andre skoleproblemer
Alle de unge har problemer med skolen. De mindste problemer er pjækkeri og
konflikter med lærere og kammerater. De største problemer er unge, som i
lange perioder (op til 1-2 år eller længere) har været helt uden noget (undervisnings)tilbud
i det hele taget. Flere af de unge har ikke haft nogen sammenhængende
undervisning, siden de var omkring 12 år. En del af de unge, som
med hiv og sving bliver hængende i skolesystemet til og med 9.kl., går ud af
skolen uden at kunne ret meget. De unge nævner lærerne og undervisningsformerne
som problemet, ikke det faglige indhold.
“Vi pjækkede alle sammen meget fra skole - jeg har selv været sendt væk
på efterskole, men det var kedeligt. Så kom jeg hjem igen, men da ville
skolen ikke have mig tilbage. Så derfor går jeg nu i en anden skole”.
Projektdeltager
44

De Vilde Unge
BILLEDE
45

Evaluering
„I 5. kl blev jeg flyttet til en anden skole - så kom jeg på institution og
lidt senere hjem igen. Der gik næsten 2 år før jeg fik tilbud om undervisning
i et specialtilbud. Det stoppede socialforvaltningen bevillingen
til, da jeg lavede kriminalitet, selv om det ikke havde noget med skolen
at gøre. Jeg er faktisk gået ud af skolen i 6. kl“.
Projektdeltager
♦ Kriminelle handlinger
Alle de unge, vi har talt med, har begået kriminelle handlinger på et eller andet
tidspunkt. Nogle er aldrig “blevet taget” for det, og for nogle har der kun været
tale om éngangsforeteelse eller få tilfælde. Men mange af de unge har været
involveret i alvorligere kriminalitet, en del har siddet varetægtsfængslet såvel
i surrogat (i sikret afdeling) og i almindeligt fængsel. En del har fået domme,
og nogle har også afsonet eller afsoner p.t. - Mange af de unge begrunder
kriminaliteten med behovet for at få penge og at kunne have et forbrug, som de
ser andre har, og nogle afviser helt og aldeles “skrivebordsteorien om “at det er
for spændingens skyld”. En del af de unge får ikke lommepenge hjemme.
“Siden jeg startede i projekt De Vilde Unge, har jeg kun en gang været
ude i noget kriminelt, men jeg blev ikke taget”.
Projektdeltager
“Da jeg var 15 havde jeg lavet meget kriminalitet, men var aldrig blevet
taget. Kun cykeltyveri. Jeg forestiller mig ikke et liv med kriminalitet.
Det er 1 år siden jeg lavede noget. Min holdning er, at det på en måde er
forkert, men kan godt synes, det er OK, hvis man har haft det dårligt i
skolen, og ikke har lært noget, så man ikke kan få en uddannelse og et
arbejde og selv tjene sine penge. Jeg synes samfundet presser nogen til at
lave kriminalitet”.
Projektdeltager
46

De Vilde Unge
“Man laver ikke kriminalitet for spændingens skyld, kun for pengene. Og
der er ikke tale om gruppepres, du kan godt sige nej og bevare respekt.
Det er politikernes skrivebordsteorier. Det, der styrer kriminalitet, er, at
man vil have et liv og et forbrug ligesom andre, der er “heldige” og
tjener penge”.
Projektdeltager
“Hvis De Vilde Unge ikke havde været der, havde jeg stadig siddet i
fængsel”.
Projektdeltager
♦ Brug af vold i stedet for ord
At øve vold er også en kriminel handling, og de unges voldsudøvelse eller
trusler om vold kan forekomme i forbindelse med berigelseskriminalitet f.eks.
gaderøveri. Baggrunden for, at nogle af de unge reagerer med vold, både overfor
mennesker, som de ikke kender og i forhold til de unge, de omgås i det daglige,
er lige så kompliceret og individuel, som tilfældet er vedrørende andre problemstillinger.
De unge har en massiv oplevelse af ikke at være noget værd, og af
ikke at få anerkendelse og respekt fra mennesker i deres nære og fjerne
omgivelser. Der er ikke tvivl om, at når man som ung har svært ved at komme
i kontakt med andre, har lavt selvværd og i øvrigt har problemer med familien
og med manglende voksenstøtte i det hele taget, og dertil kan komme en
mangelfuld skolegang, da kan det være nærliggende for den unge at udvikle
andre måder at argumentere for sin sag på, sætte sig igennem og opnå “respekt”.
Enkelte af de unge har tilsyneladende en så stærk indre uro, som kommer til
udtryk ved at øve vold, hvis de ikke dulmer uroen med f.eks. stoffer.
“Hvis jeg ikke har røget (hash), er det hele noget lort og jeg går i panik.
Så skal jeg lave et eller andet vildt - hvem skal jeg slå på”
Projektdeltager
47

Evaluering
“Den unge var før helt indesluttet, hans eneste måde at argumentere på
var vold”.
Projektmager
“De unge skændes og slås meget, der går vi ind og siger, at det gør man
ikke blandt venner. De er blevet meget bedre til at snakke med hinanden
og diskutere i stedet for at slå. De andre plejede bare at stå og kigge på
og grine, nu går de ind og stopper dem, der er ved at ryge i totterne på
hinanden”.
Projektmager
“Jeg var en kort periode på institution (sikret afd.). For første gang var
der nogle voksne, der snakkede med mig. De prøvede at lære mig at snakke
i stedet for at bruge vold. Det har haft stor betydning for, at jeg har fået
det bedre og er kommet ud af det kriminelle miljø”.
Projektdeltager
♦ Skæv døgnrytme
De mest udstødte unge lever almindeligvis et meget turbulent hverdagsliv med
en helt forskudt døgnrytme. Denne form for hverdagsliv gør det umuligt at
indgå i almindelige sammenhænge med aktiviteter, undervisning m.m. Også
mange af de unge, som bor hjemme, forskyder deres døgn, så det kan blive
svært at passe skolegang, uddannelse eller arbejde.
“Før var en almindelig hverdag noget med altid at stå sent op. Startede
med at fyre fed. For det meste blev man vækket ved, at der dukkede en
masse andre unge op. De skulle have penge eller stoffer. Stod så op sammen
med kæresten, og så ud at lave penge hele dagen. Boede rundt omkring
hos venner og bekendte, på Staden, i akutinstitution. Ud på gaden, lave
kriminalitet, fyre fed, lave penge!”
Projektdeltager
48

De Vilde Unge
“Jeg havde et værelse derhjemme, men har ikke været der… kun hjemme
at vende, hvis jeg ikke havde andet sted at være. Lavede fester og hev 50-
60 mennesker hjem på det lille værelse. Levede om natten og sov om
dagen, hvor det nu faldt for. Så hjem og skifte tøj og spise lidt mad”.
Projektdeltager
“Min hverdag er ændret. Før sov jeg til kl. 18.00”.
Projektdeltager
♦ Ingen eller kun ringe tilknytning til organiserede fritidstilbud
De delvist udstødte unge kan fortælle om, at de har gået til nogle organiserede
fritidsaktiviteter, men det har typisk været i 10-års alderen. Klubfodbold er
droppet for lang tid siden, nu foregår det uorganiseret på gaden/pladser. De
unge går for en dels vedkommende i ungdomsklub, men har ofte store konflikter,
både med de voksne og de andre unge. Af og til får de karantæne fra klubben,
enkelte bliver helt udelukket. - De mest udstødte unge har for nogens vedkommende
aldrig gået til en fast fritidsaktivitet, og hvis de har, er det ligeledes
længe siden. Dels siger disse tilbud dem måske ikke noget, de er kedelige, og
dels har de en tilværelse, hvor det er umuligt at passe noget til bestemte mødetider.
“Jeg var udelukket fra klubben, så ville de andre heller ikke komme der”.
Projektdeltager
“Der var ingen, som ville have med dem at gøre. - De var en gruppe for
sig selv i klubben, og de kunne ikke begå sig, så til sidst måtte vi smide
dem ud. Ellers havde de andre medlemmer meldt sig ud”.
Klubmedarbejder
49

Evaluering
♦ Brug af rusmidler - Selvdestruktive handlinger
Alle de unge har prøvet at ryge hash, og rigtig mange ryger hash jævnligt/ofte.
En del har prøvet andre stoffer, sporadisk eller enkelte gange, mens nogle af de
mest udstødte har et mere massivt blandet forbrug, tenderende et misbrug.
Ganske få er eller har været egentlige stofmisbrugere, selv om hashforbruget
og konsekvenser heraf giver store problemer for mange af de unge.
De fleste af de unge tager decideret afstand fra hårde stoffer, men anser f.eks.
ikke hashen for et hårdt stof, - det sidestiller de med alkohol.
Blandt de unge projektdeltagere er der enkelte som på forskellige måder foretager
selvdestruktive handlinger. Der kan være tale om selvmordsforsøg, selvskade,
eller der kan i lidt større omfang være tale om spiseforstyrrelser o.a.
“Jeg har været ude i stofmisbrug - været på afvænning. Når man er på
stoffer er alting ligegyldigt, og selv i forhold til ens familie kan man lave
indbrud. Man tænker ikke på følelser, der er lukket af. Så det ikke gør
ondt.”
Projektdeltager
“Min mor har selv prøvet mange ting med stoffer og sådan ..... så hun
snakker med mig om det, fordi hun synes jeg ikke skal ud i det samme.
Men jeg synes, det er svært ikke at ryge hash”.
Projektdeltager
“Jeg ryger stadig hash - det er meget normalt. Man kan næsten ikke
møde nogen unge, uden de ryger hash - men de ryger ikke i skolen”.
Projektdeltager
♦ Drømme og forestilling om fremtiden
Et meget tydeligt fællestræk for de unge er, at de alle drømmer om at få en
(helt almindelig, realistisk) uddannelse og få et almindeligt liv - men også, at
de er meget usikre på, om det skal lykkes for dem, bl.a. fordi de ved, at det
først og fremmest gælder om at få taget en 9.kl. færdig for at komme videre.
De mest udstødte unge har et inderligt ønske om at blive fri for afhængigheden
af socialforvaltningen og tjene deres egne penge.
50

De Vilde Unge
“Mit ønske er, at jeg kan få min 9.kl. og få mig en uddannelse og komme
til at tjene mine egne penge”.
Projektdeltager
“Jeg er glad for at være ude af socialforvaltningen. De skal ikke bestemme
mere. Jeg er træt af at gå til møder og blive kaldt et socialt tilfælde. Det
er mit liv. Jeg vil selv styre. Jeg vil ikke længere spørge dem om støtte
eller tilskud til det, jeg gerne vil. Jeg vil hellere selv kunne skaffe pengene”.
Projektdeltager
“Jeg har fundet ud af, hvad det rigtige “liv” er. Når man ikke har noget
at lave, et arbejde, skole eller uddannelse, er man udenfor alting. Jeg
tænker på min fremtid. Uddannelse eller arbejde er vigtigt. Jeg har en
drøm om at blive butiksassistent”.
Projektdeltager
“Jeg vil gerne i skole igen. Jeg skal have en eksamen, have en uddannelse.
Jeg skal ikke løbe rundt og lave lort resten af mit liv”.
Projektdeltager
51

Evaluering
52

De Vilde Unge
5. Forandringer i de unges adfærd og hverdagsliv
Projekt De Vilde Unge arbejder med at være medskaber af forandringer og
løsninger på såkaldt “vilde problemer”. Om “vilde problemer” ved vi, at de er
meget komplekse, ikke klart kan defineres, og at der ikke findes enkle løsninger
på dem, og at der heller ikke findes én rigtig løsning på dem, men mange
mulige. Om en løsning er god er en normativ vurdering, som afhænger af holdningen
hos den person, der foretager vurderingen.
Tidligere erfaringer viser, at når man arbejder med “vilde problemer” kan det
være vanskeligt at opnå flotte og overbevisende resultater, hvis arbejdet vurderes
som social indsats, men alligevel kan indsatsen betyde, at man opnår mange
vigtige erfaringer. Det svarer meget godt til de erfaringer, som projekt De Vilde
Unge har gjort.
I det foregående afsnit blev der gjort rede for hvilke problemstillinger, der
karakteriserer de unge, som deltager i projekt De Vilde Unges aktiviteter, hovedsageligt
beskrevet gennem de unges egne fortællinger.
Der blev givet et billede af de unges belastningsgrad, som den vurderes af
medarbejdere placeret forskellige steder i det sociale system tillige med en
opgørelse over, hvor mange unge, der har deltaget i projektet og deres fordeling
på alder (på starttidspunktet), køn, om de har anden etnisk baggrund end dansk,
samt hvorvidt de har haft en tæt eller en løsere tilknytning til projektet.
I dette afsnit vil der blive gjort rede for, i hvilket omfang det i projektet er lykkedes
at fastholde kontakten til de unge, og hvilke forandringer kontakten og
samarbejdet med de unge har været med til at skabe. Endelig vil der være en
beskrivelse af projektets påvirkning i forhold til grupper og miljøer.
Hvordan kontakten skabes til de unge, og hvordan kontakten kan fastholdes,
beskrives i afsnittet om projekt De Vilde Unges arbejdsmetoder.
De følgende beskrivelser gælder alene de 41 unge fra kategori A. (Projektdeltagere,
som har deltaget i længerevarende forløb med daglige kontakter og
en tæt forpligtende relation til projektmedarbejderne).
Afbrudte og afsluttede forløb med unge
I projekt De Vilde Unge er der arbejdet med i alt 94 unge, hvoraf 41 unge er fra
kategori A (med tæt og langvarig kontakt). Ud af de 41 unge er der 15 unge,
hvis forløb i projektet er afsluttet. Med 6 unge er kontakten afbrudt, 9 unges
forløb er blevet afsluttet i enighed mellem den unge og projektet, og de resterende
26 er der fortsat kontakt med.
53

Evaluering
Tabel. Projektets kontakter med kategori A-unge, fordelt i forhold til de unges
belastningsgrad.
Gruppe
2 Gruppe 3
Afbrudte
forløb
0 6
Afsluttede
forløb 2 7
Fortsat
kontakt
9 17
Afbrudte forløb
Med 6 unge (alle fra gr. 3 - meget udstødte unge med store problemer) er
kontakten blevet afbrudt. Årsagerne hertil er vidt forskellige:
1 ung har projektet truffet beslutning om at afslutte aktivitetsdeltagelsen med
på grund af fortsat stofmisbrug efter et par afgiftningsforsøg. Den unge ønskede
ikke at afbryde kontakten. Projektmedarbejderne skønnede, at en fortsat kontakt
var en trussel for de andre unge i projektet (“afsmitning”), og at en fortsat
kontakt kunne være en hindring for, at den unge fik startet et nyt afgiftningsforløb.
Arbejdet med den unge er overtaget af andre dele af det sociale
system.
Med 2 unge er kontakten gledet ud. De deltog ikke i aktiviteter, og kun
udbetaling af penge bandt dem til projektet. Efter medarbejdernes skøn var det
nødvendigt med en langt større personaledækning og en tættere voksenkontakt,
hvis de to unge skulle fastholdes i projektet. Det drejer som om to meget
belastede unge. Der var ikke tilstrækkelige ressourcer til at opprioritere den
nødvendige indsats i forhold til disse to unge.
1 ung blev psykotisk - og andre dele af det sociale system har derfor overtaget
arbejdet med den unge.
1 ung kunne ikke længere magte at deltage i aktiviteten, efter at en forældre
afgik ved døden. Andre dele af systemet har også i dette tilfælde overtaget
arbejdet med den unge.
1 ung er varetægtsfængslet i forbindelse med ny kriminalitet, og da pågældende
i forvejen afventede at komme til at afsone en dom, er det skønnet mest
54

De Vilde Unge
hensigtsmæssigt at overlade kontakten til kriminalforsorgen. Det betyder ikke,
at den unge ikke vil kunne få et tilbud i projekt De Vilde Unge, når han løslades.
(Med andre unge, hvor der er en tæt relation, fastholdes kontakten også under
varetægtsfængsling eller afsoning).
Afsluttede forløb
9 af de unge (2 unge fra gr. 2 og 7 unge fra gr. 3) har afsluttet deres forløb i
projekt De Vilde Unge:
2 er afsluttet med en anbringelse uden for København. Begge disse unge var
placeret akut/midlertidigt på starttidspunktet i projektet. Begge har haft meget
gode forløb efter anbringelsen.
1 er afsluttet efter den unges eget ønske m.h.p. at få tilbud om en anden aktivitet.
Pågældende forbliver i en støtte-/kontaktpersons-foranstaltning, som har eksisteret
sideløbende med deltagelse i projektaktiviteten. Projektet ville gerne
have fortsat med den unge.
1 er afsluttet/afviklet i forbindelse med en god udvikling. Den unge har afsluttet
HF-eksamen på nuværende tidspunkt, og kontakten er overgået til socialcentret.
2 er afsluttet med at de unge har fået ansættelse som uuddannede medarbejdere
i et lokalområde for at arbejde med yngre “rødder”.
3 (over 18-årige) er overgået til andre projekter.
Socialcentrenes involvering
Stort set alle 41 unge i kategori A har været i forbindelse med socialforvaltningen.
For en del unges vedkommende var der ikke tale om en aktiv kontakt
på det tidspunkt, da de kom med i projekt De Vilde Unge. De var enten opgivet,
eller de unge havde selv opgivet at få en støtte fra socialforvaltningen, som de
kunne bruge. Projektet har haft samarbejde om enkeltunge med i alt 10
forskellige socialcentre i Københavns Kommune.
For 21 af de 41 unge har socialcentrene betalt til aktiviteten i projekt De Vilde
Unge som en foranstaltning efter bistandslovens § 33. Dog i meget varierende
omfang, spændende fra 15.000 kr. pr. md. for indskrivning i Den Rullende
Redaktion til et beskedent beløb til lommepenge/arbejdsdusør eller til en
fritidsaktivitet for den unge. Ydelserne er i alle tilfælde betalt til projekt De
Vilde Unge, som har administreret dem, og som i nogle tilfælde også har
55

Evaluering
suppleret ydelsen fra projektets eget budget. 4 af de unge har været i ansættelsesforhold
i projekt De Vilde Unge, hvoraf 2 er revalideringsforløb (§ 43
bevilling). De 2 andre har fået løn direkte fra projektet.
De resterende 16 har modtaget ydelser i varierende omfang direkte fra projektet.
Der er ikke altid en sammenhæng mellem betaling fra socialforvaltningen og
den unges belastningsgrad, forstået på den måde, at for nogle af de meget
udstødte unge med meget store problemer har der ikke været ydelser fra socialforvaltningen,
hvad man ellers kunne have forventet.
Forandringer for de unge
For de afsluttede, såvel som for de uafsluttede forløb er der tale om betydelige
forandringer, positive ryk i de unges udvikling, og der er tale om en række
forsøg/afprøvninger med bl.a. skolegang/uddannelse, som måske ikke altid
lykkes, men som bidrager til en erfaringsdannelse og udvikling (selv om der
generelt må tages det forbehold, at projektet naturligt nok ikke er den eneste
påvirkning, og at man ikke kan sige noget om virkningen på længere sigt).
For de 11 delvist udstødte unge med en del problemer (gruppe 2), i projektet,
hvoraf 9 er i uafsluttede forløb, kan man med hensyn til forandringer opsummere
flg.:
♦ Iflg. politi, socialforvaltning og de unge selv er de stoppet med kriminalitet.
Der er ikke kommet flere grønne indberetninger (efter 1-1 1/2 år i projektet)
♦ De siger selv, at de stadig kan fristes til at lave kriminalitet, men at de er i
stand til at modstå denne fristelse
♦ De har fået en forbedret skoleinteresse og koncentrationsevne. De pjækker
stort set ikke mere
♦ De har fået forbedret deres kontakt og relationer til deres familier, de er med
hjemme nu, og forholdet til forældrene er ikke i samme grad præget af
konflikter
♦ De har fået et øget selvværd, oplever selv at kunne flere ting, og har fået
positive forventninger til egne evner og muligheder - og dermed til fremtiden
♦ De er alle kommet videre med skolegang/uddannelse, enten i 10.kl eller i
tekniske skoler/lærepladser
56

De Vilde Unge
(BILLEDE)
57

Evaluering
♦ Deres indbyrdes omgangsformer og relationer er ændret fra at være
aggressive og konfliktprægede til at være mere åbne og imødekommende.
Det har medført et ændret syn på andre mennesker, og at de unge omgås
og behandler andre på en bedre måde.
For de meget udstødte unge (6 afbrudte, 7 afsluttede og 17 i fortsatte forløb)
med store problemer (gruppe 3) er der et meget mere blandet billede. For
enkeltes vedkommende er der tale om, at det er exceptionelt, at kontakten
overhovedet opretholdes. Det er processuelt arbejde med op- og nedture, med
tilbagefald, hvor selv ganske små fremskridt må vurderes som succeser. Fælles
om denne gruppe kan man summarisk sige:
♦ Det er lykkedes at skabe og opretholde kontakt til hovedparten af de unge
♦ De unge har via projektet fået brudt deres turbulente hverdagsliv og fået
normaliseret en døgnrytme
♦ De unge møder op til aktiviteter (eller accepterer at blive hentet)
♦ Mange får gang i en personlig udvikling, hvor de begynder at reflektere
over dem selv og deres liv
♦ Mange får bearbejdet deres væremåde, reaktionsmønstre og omgangsformer
♦ Mange får forbedret relationen til socialforvaltningen
♦ Mange får (gen)skabt tillid til (nogle) voksne, f.eks. medarbejderne i projektet
♦ Mange begår mindre kriminalitet
♦ For hovedparten af de, som fortsat begår kriminalitet, er den blevet
mindre grov
♦ En del er helt ophørt med kriminelle handlinger
♦ Mange mindsker deres forbrug af stoffer, enkelte er stoppet helt
Vedr. de unge fra gruppe 3, som er i fortsatte forløb i projektet, kan der om
mere konkrete resultater/delmål siges følgende:
58

De Vilde Unge
♦ 8 af disse unge har modtaget undervisning etableret af projekt De Vilde
Unge, 2 har netop afsluttet med Folkeskolens 9.kl. Afgangsprøve
♦ 3 er påbegyndt psykologbehandling
♦ 2 yderligere er blevet ansat i DVU (1 med løn og 1 med revalideringsydelse)
♦ 2 er blevet anbragt på institution (hybelværelse), men har stadig kontakt
med projektet
♦ 4 er startet på Teknisk Skole, Social- og Sundhedsuddannelsen eller lign.
♦ 2 har fået ordinært arbejde
♦ 1 er kommet i lære
♦ 3 er kommet tilbage til det ordinære skolesystem med hjælp fra projekt De
Vilde Unge.
♦ 1 er startet et FUU-forløb, hvor den unge som led heri har været på højskole
i et vellykket forløb.
En meget stor del af de unge har tidligere været indblandet i kriminalitet (jf.
målgruppebeskrivelsen), og nogle skønnes fortsat at være kriminalitetstruede
og vil kunne få “tilbagefald” med varetægtsfængsling, dom og evt. afsoning.
Det er konkret sket for 7 af de 41 unge fra kategori A (med en tæt og vedvarende
projektkontakt). Disse “tilbagefald” med småkriminalitet opstår ofte fordi det
er vanskeligt for de unge helt og en gang for alle at bryde med deres fortid.
Projektmedarbejderne og projektleder Søren Magnussen mener, at disse “tilbagefald”
kun kan forebygges ved hjælp af flere ressourcer og en tættere mandsopdækning
af de unge og/eller flere tilbud til de unge.
Påvirkning af grupper og miljøer
En af projekt De Vilde Unges intentioner har været at forsøge at involvere og
påvirke grupper af unge og forskellige ungdomsmiljøer rundt om i Københavns
bydele.
Vi har ikke haft mulighed for at foretage en egentlig evaluering af projektets
påvirkning af større ungdomsgrupper eller -miljøer, men gennem de udsagn, vi
har fået i de interviews, vi har foretaget med de mange forskellige unge
projektdeltagere og projektmagere, er der ingen tvivl om, at projektets budskaber
når ret langt ud, - også i forhold til unge, som ikke er tilknyttet projektet - men
graden af påvirkning er umulig at bedømme.
Nogle unge mener helt klart, at Sjakket og projekt De Vilde Unge har påvirket
deres egen holdning såvel som mange andres holdning til både stoffer og
kriminalitet blandt de unge på Nørrebro. F.eks. sådan, at de unge klart tager
afstand til hårde stoffer “heroin er usselt at forbruge”, og de unge mener, at det
er den mest udbredte holdning på Nørrebro. Såvel Sjakkets aktiviteter (før de
flyttede til NV) og projekt De Vilde Unge - meget personificeret ved Søren
59

Evaluering
Magnussens person - har bidraget til større forståelse og samarbejde mellem
forskellige ungdomsgrupper og miljøer ved at bringe meget forskellige unge
fra forskellige bydele sammen (det gælder “Hjerter i Sovs”-konferencen, ”Dope-
NoMania”-demonstrationen og “Don’t Fight “-parties, som Sjakket er initiativtager
til og særlige idrætsarrangementer, fester m.m.)
En af de unge siger om det:
”I mødeforløbet til “Hjerter i Sovs” var Sørens rolle at være ordstyrer,
han lyttede meget og sagde noget engang imellem. Selv om vi unge kom
mange steder fra, var der ingen kampe eller konflikter. Selv om var uenige,
gik det meget godt”.
Projektdeltager
En anden tilføjer:
“Det der er så vildt med Søren, det er, at han har tag i så mange unge, så
forskellige, og at han har styr over det, kan have “kontrol” med så mange
unge. Der var kliker, som var indbyrdes uenige, mange kunne ikke lide
hinanden, men vi indordnede os på grund af, at det var godt arbejde, vi
var i gang med, som kunne blive til gavn for nogle af de meget udstødte
unge. Vi vidste noget om, hvad der havde kunnet påvirke os selv for 5 år
siden (selv om de unge i dag er mere rå)”.
Projektdeltager
En af projektmedarbejderne siger:
“Søren er god til at få folk i gang, til selv at komme frem med tingene -
uden at de opdager det. Det er en stor kvalitet ved Søren. Han er god til
selv at træde i baggrunden.”
Projektmedarbejder
60

De Vilde Unge
En af projektets forcer er forsøget på at sætte gang i at skabe en modtrend, så
de unge får noget at identificere sig med, og der bruges mange konkrete
virkemidler, bl.a. jakker med projektets navn på m.m. En projektmedarbejder
fortæller: ”Jakkerne gives først til de 5 sejeste, så de bliver eftertragtede. Unge
dydsmønstre ville der ikke blive lyttet til. Jakkerne ville ikke blive populære,
og plakater ville blive overmalet”.
En anden dimension er trenden med, at unge hjælper andre unge, eller vil gøre
noget for andre unge, som virkelig slår an hos en del unge, som selv har store
problemer. Denne dimension er et meget grundlæggende image, som projekt
De Vilde Unge har, og som i sig selv virker tiltrækkende og motiverende for, at
forskellige unge gerne vil være med i projektet. Man kan sige, at den samme
dimension “unge hjælper unge” videreføres inden for projekt De Vilde Unges
egne rammer i den forstand, at de unge fra de forskellige delprojekter og
aktiviteter går sammen på kryds og tværs og hjælper hinanden. Den enkelte
unge kan være med i både f.eks. Den Rullende Redaktion og i Antidopearbejdet,
og har på den måde mange muligheder. Delprojektet (den gruppe, der er sammen
om en aktivitet) kan som gruppe deltage i planlægning og gennemførelse af de
større arrangementer. Alle var stort set involveret i Antidopedemonstrationen i
december 1997, flere deltog i Københavns Kommunes ungdomskonference i
Øksnehallen i oktober 1997, og mange forskellige unge bidrager til udgivelsen
af “Magasinet” o.s.v.
I forhold til Thorsgadeprojektet kan man konkludere, at arbejdet har påvirket
en hel gruppe unge, og at arbejdet har indvirket på lokalmiljøet i positiv retning
(mindre ballade i lokalområdet, bl.a. bekræftet ved, at politiet oplyser, at de
ikke længere modtager opkald fra bekymrede og vrede beboere fra området.
Projekt De Vilde Unge bliver kendt og får dermed anerkendelse fra forældre
og beboere i området.
61

Evaluering
62

6. Projektorganisering
De Vilde Unge
Projektorganisering og arbejdsmetoder er begreber, som er tæt sammenfaldende
i projekt De Vilde Unge. Netop projektorganiseringen er en meget væsentlig
del af projektets arbejdsmetode og en af årsagerne til projektets resultater i
arbejdet med nogle af de mest udstødte unge. Nogle af de problemstillinger og
evalueringsresultater, som vil blive belyst i det følgende afsnit vil derfor, i
visse tilfælde, have overlapninger eller have en tæt sammenhæng med de
problemstillinger, som står beskrevet i afsnittet om projektets arbejdsmetoder.
Projektledelse
Projekt De Vilde Unge er i virkeligheden betegnelsen for en lang række deleller
aktivitetsprojekter, som hver især har grupper af unge eller enkeltpersoner
som målgruppe.
Konkrete eksempler på del- eller aktivitetsprojekter er f.eks. Den Rullende
Redaktion, Thorsgadeprojektet, Dope-NoMania-kampagnen eller kan være en
indsats og et tilbud i forhold til en enkelt dreng eller pige.
Projekt De Vilde Unge er organiseret med meget få beslutningsled og korte
kompetenceveje. Søren Magnussen er alene overordnet projektansvarlig, mens
de enkelte delprojekter ledes/styres af en eller to projektmedarbejdere eller
projektmagere.
Som overordnet leder og hovedansvarlig for projektets mange delprojekter og
aktiviteter har Søren Magnussen en række meget forskellige funktioner. Disse
er bl.a.:
♦ Relation til Københavns kommune (Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen).
Søren Magnussen har jævnligt holdt møder med repræsentanter
fra den kommunale forvaltning (Unna Madsen og Kjeld Rothenberg).
Søren er desuden blevet indplaceret i en række mødesammenhænge, bl.a.
Styregruppen for Gadebørnsprojekterne (Sjakket, Tjek-Punkt og projekt De
Vilde Unge) samt et inspirations- og udviklingsforum med en række initiativtagere
på ungeområdet.
♦ Kontakter til projektets samarbejdspartnere. Kontakten mellem projektlederen
og samarbejdspartnerne (sagsbehandlere på socialcentrene eller
personalet på ungdomspensioner, døgninstitutioner m.m.) sker først og fremmest
i den fase, hvor de enkelte delprojekter igangsættes, og når de unge skal visiteres
63

Evaluering
til de enkelte delprojekter. I det videre forløb/samarbejde er det ofte projektmedarbejderne,
som har den løbende kontakt til samarbejdspartnerne, og Søren
Magnussen har oftest kun det endelige ansvar, hvis f.eks. en unge skal visiteres
til eller flyttes fra et delprojekt. I enkelte tilfælde holder Søren Magnussen dog
løbende informationsmøder med samarbejdspartnerne efter behov. Det gælder
bl.a. i de tilfælde, hvor projektmageren er en tidligere rod, idet en tidligere rod
ikke har den samme tætte samarbejdsflade med de lokale sagsbehandlere, som
de fagligt uddannede medarbejdere har.
♦ Møder med projektmedarbejdere/projektmagere. Søren Magnussen holder
dagligt eller flere gange om ugen informationsmøder med medarbejderne/
projektmagerne på de enkelte del-projekter, hvor medarbejderne modtager støtte
og supervision, og hvor problemstillinger og konflikter omkring en enkelt
projektdeltager eller en gruppe af unge drøftes og diskuteres.
Ikke mindst i de tilfælde, hvor projektmagerne er tidligere rødder, er Søren
Magnussens faglige og personlige støtte af meget afgørende betydning for
projektmagernes evne til at kunne magte opgaven og dermed for de resultater,
som projektet er i stand til at nå i arbejdet med de unge.
♦ Voksenstøtte til enkeltpersoner. Søren Magnussen giver individuel støtte
og vejledning til unge. Det kan være unge, som ikke er tilknyttet nogle af projekt
De Vilde Unges delprojekter eller aktiviteter, men som har en løsere tilknytning
til projektet. Der kan også være tale om unge, hvor Søren Magnussen sammen
med projektmedarbejderne eller projektmagerne vurderer, at den unge er for
vanskelig at arbejde med i en gruppe sammen med andre unge, og hvor der
derfor tilrettelægges en individuel indsats for den unge.
Korte kompetenceveje
Søren Magnussen har sammen med projektmedarbejderne/projektmagerne
ansvaret for de enkelte delprojekter, men projektorganiseringen i De Vilde Unge
gør, at de unge i høj grad mærker og føler, at beslutningerne træffes på baggrund
af deres ønsker og behov, netop fordi den korte kompetencevej mellem det
enkelte projekt og den overordnede projektledelse (Søren Magnussen), gør
lederne af de enkelte aktivitetsprojekter i stand til hurtigt at handle ud fra den/
de unges ønsker på et givet tidspunkt.
Forcen er, at afstanden mellem ønsker/behov og handling bliver meget kort i
forhold til, hvad de unge normalt er vant til. Barrieren eller risikoen i denne
organisering ligger i, at så mange og så forskelligartede opgaver og et stort
64

De Vilde Unge
ansvar ligger hos meget få personer, som gør både det overordnede projekt De
Vilde Unge og de enkelte delprojekter meget sårbare i forhold til sygdom,
ferier, udbrændthed m.m. blandt projektmedarbejderne.
Figur. Samarbejdsrelationer i De Vilde Unge
Søren Magnussen - Projektleder
Samarbejds- Samarbejdspartnere
& partnere &
netværk netværk
Projektmedarbejdere
Projektmagere
MÅLGRUPPE
De unge projektdeltagere
Tegnforklaring:
Eksterne samarbejdsrelationer
Interne samarbejdsrelationer
65

Evaluering
Start og afslutning af aktiviteter og delprojekter
Projektorganiseringen med få medarbejdere og korte kompetenceveje betyder,
at Søren Magnussen konstant må vurdere udbyttet og resultaterne i de enkelte
projekter i forhold til de ressourcer, som han er i stand til at tilføre en opgave
eller et projekt. Når en enkelt person alene har det overordnede ansvar for et så
omfangsrigt projekt, som De Vilde Unge, må resultaterne hele tiden vurderes i
forhold til det nødvendige ressourceforbrug. Derfor kan der opstå situationer,
hvor et delprojekt må droppes eller standses, også selvom behovet for en
projektindsats blandt de unge i lokalområdet er til stede, fordi resultaterne
ikke svarer til de ressourcer, som det er nødvendigt at tilføre projektet, eller
fordi der i et lokalområde ikke kan findes fagpersoner eller netværk, som
projektet kan samarbejde med, og som på den måde kan tilfører projektet
yderligere ressourcer i et tæt samarbejde med Søren Magnussen og projektmedarbejderne.
Det er alene Søren Magnussen, som beslutter, om et delprojekt skal igangsættes
eller afsluttes, men tilstedeværelsen af de rigtige projektmedarbejdere med de
nødvendige kvalifikationer samt tilstedeværelsen af lokale faglige netværk og
samarbejdspartnere er af afgørende betydning for, om projekt De Vilde Unge
er i stand til at starte aktiviteter og tilbud i et lokalområde.
Projektets arbejde i et lokalområde er således ikke kun bestemt af karakteren
af lokalområdets problemer, men er i lige så høj grad bestemt af projektets
mulighed for at kunne skaffe kvalificerede medarbejdere med det nødvendige
lokalkendskab og den nødvendige tillid blandt de unge.
Afslutningen af eksisterende aktiviteter og tiltag eller etableringen af nye er
altså afhængig af:
♦ Tilstedeværelsen af unge indenfor projektets definerede målgruppe (at
behovet for en indsats er til stede)
♦ Tilstedeværelsen af medarbejdere eller projektmagere med de nødvendige
faglige og/eller personlige kvalifikationer
♦ Tilstedeværelsen af et fagligt netværk med lokale samarbejdspartnere
Projektets faglige netværk består af ressourcepersoner med forskellig faglig
baggrund og organisatorisk tilknytning f.eks. sagsbehandlere fra de lokale
socialcentre, medarbejdere på akutinstitutioner, andre projektmedarbejdere osv.,
men fælles for dem alle er, at de har et indgående lokalkendskab og gode lokale
samarbejdsrelationer og netværk.
66

De Vilde Unge
(BILLEDE)
67

Evaluering
Projektmedarbejderne fra projekt De Vilde Unge anvender de lokale netværk
til faglig erfaringsudveksling, planlægning af fælles arrangementer for de unge,
arbejde omkring enkeltpersoner og til gensidige tjenester.
“Arbejdet med udstødte unge kræver et netværk. Søren Magnussen har
så mange netværk på f.eks. Nørrebro, at det ville ødelægge hans arbejde
i hele byen, hvis han droppede dem eller mistede dem”.
Sagsbehandler
Også samarbejdet med den centrale forvaltning i Københavns Kommune er af
afgørende betydning for projektets arbejde, idet centralforvaltningens udmeldinger
om projektet har stor signalværdi i forhold til de lokale socialcentres
motivation for at anvende og henvise unge til projektets tilbud og aktiviteter.
Kontakterne mellem centralforvaltningen og projektleder Søren Magnussen er
også med til at sikre en tæt information mellem samarbejdsparterne. Ikke mindst
når der opstår konflikter i forholdet mellem projekt og de lokale samarbejdspartnere,
er den tætte samarbejdsflade mellem projektet og centralforvaltningen
og forvaltningens opbakning af stor betydning og værdi for projektet.
Samtidig har centralforvaltningens opbakning også direkte indflydelse på
projektets arbejdsmetoder, idet projektets risikovillighed mht. udbetalingen af
arbejdsdusør til projektdeltagerne og anvendelsen af tidligere rødder som
projektmedarbejdere i væsentlig grad er afhængig af opbakningen fra forvaltningen.
Netværksarbejdet er også væsentligt internt i projektet, hvor unge projektmagere
bruger hinanden i forskellige projekter. Det kan f.eks. være, når nogle af
drengene fra Thorsgadeprojektet hjælper med og deltager i Dope-NoManiakampagnen.
På den måde oplever projektdeltagerne, at deres evner kan bruges
i forskellige sammenhænge, og at de kan arbejde sammen med forskellige
personer og grupper, hvor de ikke føler sig anderledes og ikke bliver isoleret
fra gruppen - netop en følelse, som mange af projektdeltagerne beskriver, at de
ikke har haft tidligere.
Fleksible medarbejdere
Fleksibilitet og mobilitet er væsentlige elementer i De Vilde Unges projektorganisering,
og projektets samarbejdspartnere giver samstemmende udtryk
for, at projektets organisering og kvalifikationerne hos de ansatte medarbejdere
tilsammen bevirker, at projekt De Vilde Unge har en langt højere grad af flek-
68

De Vilde Unge
sibilitet og mobilitet, end de etablerede institutioner og tilbud har mulighed
for at udøve. Projektets samarbejdspartnere peger her især på projektmedarbejdernes
personlige fleksibilitet mht. arbejdstid, træffetid samt deres faglige
bredde og involvering i de unges problemer.
Medarbejderens personlige fleksibilitet viser sig bl.a. ved, at de unge via
mobiltelefon har mulighed for at kontakte projektmedarbejderne på alle tidspunkter
af dagen, hvis de unge står i situationer, hvor de akut har behov for
voksenstøtte eller har brug for vejledning i praktiske spørgsmål som betaling
af regninger, kontakter til deres sagsbehandler, forældreproblemer eller andet.
“Projektmedarbejderne har påtaget sig opgaver, som jeg aldrig havde
drømt om, at de ville tage sig af. Det gælder praktiske forhold omkring
de unges hverdag, kontakter til institutioner osv.”
Sagsbehandler
Projektets samarbejdspartnere og de unge projektdeltagere er enige om, at
projektets og medarbejdernes fleksibilitet og mobilitet er af altafgørende
betydning for de unges motivation for at deltage i projektet og for at de efterfølgende
kan fastholdelse i projektet.
Samarbejdspartnerne fremhæver, at det stort set er umuligt at nå projektets
målgruppe gennem en 8.00-16.00-ansættelse, og at projektmedarbejdernes
fleksibilitet samt personlige og faglige kvalifikationer er af afgørende betydning
for, at projekterne er i stand til at tilbyde individuelt motiverende og udviklende
aktiviteter og dermed nå de resultater med målgruppen, som tilfældet er.
Medarbejdernes fleksibilitet er ofte betinget af, at der er to projektmedarbejdere
eller projektmagere på hvert projekt. Det er nødvendigt med to medarbejdere,
hvis f.eks. projektmagerne på de enkelte delprojekter skal være i stand
til kunne arbejde med mindre grupper af unge på en og samme tid. Erfaringerne
fra projekt De Vilde Unge er, at risikoen for konflikter og udbrændthed hos
medarbejderne er alt for stor, når der kun er en medarbejder på hvert delprojekt.
Som illustrationer på projektets og medarbejdernes fleksibilitet på forskellige
niveauer kan gives to eksempler:
Eksempel A. En af projekt De Vilde Unges samarbejdspartnere har gennem
længere tid haft kontakt til en dreng med store sociale og personlige problemer.
Samarbejdspartneren har selv forsøgt at indsluse drengen i deres eget tilbud -
men uden held.
69

Evaluering
Drengen får det værre og værre, og situationen tilspidses en dag, hvor en
medarbejder tilfældigt møder drengen på gaden. Medarbejderen erfarer hurtigt,
at drengen har behov for akut hjælp. Medarbejderen ringer derfor til Søren
Magnussen, og spørger, om der er mulighed for, at den pågældende dreng på
en eller anden måde kan tilknyttes projekt De Vilde Unge.
Søren beder om at snakke med drengen selv, for at høre nærmere om hans
forventninger, ønsker, behov m.m. Gennem telefonen accepterer drengen Sørens
krav for deltagelse i projekt De Vilde Unges aktiviteter, og drengen og Søren
aftaler herefter at mødes allerede den efterfølgende dag, hvor drengen starter i
projektet.
Eksempel B. I projekt Den Rullende Redaktion har de to projektmedarbejdere
aftalt med pigerne (projektdeltagerne), at dagens program skal starte med
fællesspisning og snak, hvorefter man kører i skøjtehallen. Aktivitetsvalget er
truffet på baggrund af pigernes egne ønsker dagen i forvejen.
Da pigerne næste dag er færdige med fællesspisningen, er der imidlertid ingen
af dem, som længere er interesseret i at komme i skøjtehallen. To af pigerne
har nu lyst til at svømme, mens to andre piger hellere vil skrive artikler til
magasinet “De Vilde Unge”.
De to medarbejdere i Den Rullende Redaktion beslutter herefter at køre
projektets camper til svømmehallen, hvor den ene går med to piger i svømmehallen,
mens den anden bliver i camperen på svømmehallens parkeringsplads
og hjælper de to øvrige piger med at skrive artikler til magasinet.
Som vist har medarbejdernes fleksibilitet stor betydning i forhold til realiseringen
af projektdeltagernes egne ønsker og behov, og temaet bliver derfor
yderligere beskrevet i afsnittet “Brugerinddragelse og medbestemmelse”.
Aldersfleksibilitet
Et væsentligt fleksibilitetselement i projekt De Vilde Unge er, at de enkelte
aktivitetsprojekter ikke har en fast aldersgrænse for hvilke unge, der kan deltage
eller være beskæftiget i projektet. At en ung fylder 18 år er ikke ensbetydende
med, at den unges problemer af den ene eller den anden karakter ophører med
at eksistere, og flere projektdeltagere giver derfor udtryk for, at det er væsentligt
og betryggende for dem, at de har mulighed for at fastholde deres tilknytning
til projekt De Vilde Unge, også efter at de er fyldt 18 år.
Jo større aldersspredning der er i et aktivitetsprojekt desto større krav stiller
det imidlertid også til medarbejdernes evne til at kunne tilrettelægge aktivi-
70

De Vilde Unge
teterne sådan, at alle deltagerne føler, at deres ressourcer anvendes, og at den
enkelte har mulighed for en tæt voksenkontakt.
Den Rullende Redaktion er et konkret eksempel på et aktivitetsprojekt, hvor
aldersspredningen mellem projektdeltagerne er stor (fra 13-14 år til 17-18 år),
men alle pigerne i projektet giver udtryk for, at aktiviteterne virker motiverende
på dem personligt. Samtidig må den høje mødefrekvens, pigernes situation
taget i betragtning, også ses som et klart udtryk for projektets evne til at fastholde
pigerne i tilbudet.
Projekt De Vilde Unge er også fleksibel mht. hvor længe en ung kan være tilknyttet
et projekt. En ung er ikke tilknyttet en aktivitet eller et projekttilbud i
en på forhånd fastlagt tidsperiode, men tilknytningen tilrettelægges og fastsættes
i forhold til en løbende vurdering af den unges situation, og en vurdering af om
projekt De Vilde Unge er det rigtige og det bedste tilbud for den unge.
“I hvert enkelt tilfælde snakker vi altid med Søren Magnussen om, hvorvidt
vi har at gøre med en meget tung ung, som skal placeres i projekt De
Vilde Unge, eller en ung med mindre problemer, som vi så skal tage os af.
Vi kan også overtage opgaven fra projektet, når den unge får det bedre.
På den måde sikrer vi os, at projektet altid arbejder med de mest udstødte
blandt de unge”.
Sagsbehandler
Økonomisk fleksibilitet
Økonomisk fleksibilitet og handlemulighed er en væsentlig faktor i forhold til
projekt De Vilde Unges arbejde.
Det er af afgørende betydning for fastholdelse af målgruppen, at projektet er i
stand til at handle hurtigt i forhold til de unges ønsker og behov - også hvis det
er handlinger, som koster penge. Projektmedarbejderne er ikke afhængig af
udarbejdelsen af handleplaner og/eller lange bureaukratiske beslutningsprocedurer
eller bevillingsmyndigheder, men kan i samråd med projektleder
Søren Magnussen træffe beslutning om, hvorvidt der skal anvendes penge til
et bestemt formål eller ej. Projektmedarbejderne er således heller ikke afhængige
af, om f.eks. et lokalt socialcenter ønsker at støtte en bestemt indsats eller
aktivitet økonomisk, men medarbejderne kan, hvis de og Søren Magnussen
skønner, at indsatsen er nødvendig, handle uafhængigt i forhold til socialcentret
eller andre myndigheder, fordi projektet har sine egne projektmidler.
71

Evaluering
Kontaktskabelse og Visitation
Et af projektets grundtanker er at tage afsæt for indsatsen i den unges oplevelse
af hendes/hans egen hverdag og virkelighed - at tage afsæt der, hvor den unge
befinder sig i det øjeblik, hvor den unge får kontakt til projektet og ikke udelukke
eller dømme/vurdere den unge på baggrund af tidligere problemstillinger, som
de f.eks. kan være beskrevet i den unges sagsakter. Afsættet herfor tages allerede
i visitationen til projektet, hvor det er den enkelte unge selv, som skal sige ja til
at ville arbejde eller deltage i projektets aktiviteter.
En ung kan blive informeret om eller henvist til projektet på forskellige måder.
Den unge kan f.eks. blive henvist fra en sagsbehandler på det lokale socialcenter
eller kan efter henvisning fra kammerater eller bekendte selv henvende sig til
Søren Magnussen (projektets leder) med en forespørgsel om at kunne arbejde
for projektet eller deltage i nogle af projektets aktiviteter, uden først at skulle
gennem den lokale sociale forvaltning eller andre offentlige instanser.
Der forekommer også tilfælde, hvor det er projektleder Søren Magnussen, som
retter henvendelse til en ung, og spørger, om vedkommende kunne tænke sig at
arbejde i projektet eller at blive tilknyttet projektet på anden vis.
“Jeg kom med i projekt De Vilde Unge, da Søren Magnussen greb fat i
mig, da jeg gik rundt på gaden uden noget at foretage mig”.
Projektdeltager
I hvert enkelt tilfælde er det altid projektleder Søren Magnussen, som træffer
den endelige afgørelse om, at der i det konkrete tilfælde er tale om en ung, som
hører ind under målgruppen for projektet, om den unges problemer og /eller
sociale udstødelse er af en karakter, som berettiger vedkommende til at blive
tilknyttet projektet.
“Søren Magnussen har aldrig sagt nej til en ung, som vi er kommet med,
og han kunne aldrig finde på at sige, at en ung er for tung til at blive
tilknyttet projekt De Vilde Unge”.
Sagsbehandler
Selvom Søren Magnussen altid har det sidste ord (fra projektets side), så skal
den unge dog også altid selv træffe en afgørelse om, hvorvidt han/hun ønsker
at blive tilknyttet projektet.
72

De Vilde Unge
At Søren Magnussen træffer den afgørende beslutning, om hvorvidt en ung
tilhører projektets målgruppe og dermed kan tilknyttes projektet, er bl.a. med
til at sikre, at ingen ung tilknyttes eller anbefales til projektet uden årsag og
forudgående grundige overvejelser.
Når en ung visiteres til projektet, er det fordi, at projektledelsen og projektmedarbejderne
mener og har kendskab til, at den unges problemer er af en
karakter, som berettiger, at projekt De Vilde Unge på det givne tidspunkt vil
være det bedste eksisterende tilbud til den unge. Afgørelsen er uafhængig af,
om det lokale socialcenter indviljer i at betale for den unges tilknytning til
projektet. Der forekommer tilfælde, hvor socialcentret ikke har kendskab til
en ung, som projektledelsen har anbefalet til projektet, eller at socialcentret
ikke mener, at den pågældendes problemer er store nok til, at den unge skal
tilknyttes projekt De Vilde Unge, og derfor ikke vil betale for den unges
projektdeltagelse.
Der ligger et dilemma i, at et socialcenter ikke vil betale for en ung, fordi man
ikke kender den unge, selvom projektledelsen anbefaler den unge til projektet,
og projektleder Søren Magnussen vælger da også i disse tilfælde at betale den
unges deltagelse af projektets egne midler.
Projektets arbejdsmetoder og projektmedarbejdernes tillidsforhold til de unge
gør ofte, at projektet opnår en indsigt i de mest udstødte unges liv og behov,
som de lokale socialcentre og andre offentlige institutioner ofte ikke har
mulighed for at få, fordi de unge ikke føler, at deres egne ønsker bliver respekteret
af det offentlige system. Bl.a. fordi projekt De Vilde Unge arbejder
selvstændigt og har egne økonomiske midler uden formelle samarbejdsaftaler
med lokale socialcentre, er projektet i stand til at opnå kontakt og arbejde med
de mest udstødte unge. Det gælder bl.a. de unge, som føler sig svigtet af systemet,
og som derfor ikke ønsker eller kan få etableret en kontakt med de sociale
myndigheder, og som der derfor heller ikke er givet et tilbud til.
At møde de unge, der hvor de er
Et væsentligt element og virkemiddel i projektets arbejde er, at projektlederen
og projektmedarbejderne ikke læser de unges sagsakter fra socialcentret, med
mindre den enkelte unge direkte giver udtryk for et ønske om, at medarbejderne
skal læse indholdet.
Baggrunden for denne arbejdsform er, at projektmedarbejderne har erfaret, at
de unge er utilfredse med og føler, at de, efterhånden som de blive kendte i det
sociale system, i stigende grad bliver mødt og talt til, som om de var sagsmapper
fremfor personer. De unge kan ofte ikke genkende sig selv i sagsakternes
73

Evaluering
indhold, og de føler, at de er udsat for en kraftig stempling, og at de ofte bliver
afvist netop på baggrund af indholdet i deres sagsakter.
Fordelen ved ikke på forhånd at have læst de unges sagsakter er, at projektmedarbejdernes
indsigt i de unges liv og hverdagssituation sker på de unges
præmisser og i det tempo, som den unge ønsker det, efterhånden som der
opbygges et tillidsforhold mellem projektledelsen og den unge.
Projektmedarbejdernes erfaring er, at de ofte hen ad vejen i deres dialog og
samtaler med den unge får de samme informationer om den unges liv, som de
havde kunnet læse i sagsakterne. Forskellen er ifølge projektmedarbejderne
blot den meget væsentlige, at de her får den unges historie og baggrund fortalt
med den unges egne ord, fra den unges synsvinkel, i det tempo og i den
rækkefølge, som den unge selv ønsker det. Selv for en meget professionel og
erfaren projektmedarbejder vil det være vanskeligt at tro, at medarbejderen,
hvis han/hun har læst sagsakterne, vil have så stor tillid til sin egen dømmekraft,
at medarbejderen vil føle sig i stand til at kunne se bort fra sagsakternes indhold.
En anden fordel ved ikke på forhånd at have læst den unges sagsakter er også,
at sagsakternes indhold og syn på den unge ikke altid svarer til den situation,
som den unge befinder sig i, når hun/han visiteres til projekt De Vilde Unge,
idet sagsakternes indhold i mange tilfælde er “gammelt” materiale. Hvis f.eks.
den unge har forberedt sin situation siden sagsakterne blev skrevet, så vil
projektmedarbejderne få et forhåndskendskab til den unge, som giver et
dårligere billede end det faktiske. I visse situationer skrives sagsakterne også
af personer, som aldrig har mødt de unge.
Omvendt er der naturligvis også en risiko for, at projektmedarbejderen havner
i en situation med den unge, som medarbejderen ikke havde forventet eller
evt. har svært ved at håndtere, fordi medarbejderen ikke på forhånd har kendskab
til eller er forberet på, at den unge kunne havne i den pågældende situation.
Når projektmedarbejderne i De Vilde Unge vælger ikke at læse projektdeltagernes
sagsakter, er det ud fra et ønske om at møde og se den unge med nye
og åbne øjne uden fordomme. Det er et valg, som har stor effekt på de unge, og
som har stor betydning for de relationer og kontakter, som medarbejderne er i
stand til at skabe til de unge. Samtidig må man dog ikke se bort fra, at det er et
valg, som i visse situationer kan stille medarbejderne i konfliktsituationer, som
kan være svære at håndtere, p.g.a. et manglende forhåndskendskab til den unges
baggrund selvom projektmedarbejderne løbende lærer de unges reaktionsmønstre
at kende.
74

De Vilde Unge
(BILLEDE)
75

Evaluering
“Projektmedarbejderne har en meget ligeværdig facon over for de unge
- de viser dem respekt på en fin måde. På den ene side er de voksne, men
på den anden side er de også ligeværdige i deres relation. De er meget
bevidste om, hvad den enkelte projektdeltager kan klare, og de kan gå til
og fra netop, når den unge har brug for det.”
Sagsbehandler
Det er naturligvis også en sandhed med modifikationer, at projektmedarbejderne
ingen forhåndsinformationer har om de unge, som visiteres og tilknyttes
projektet, da projektmedarbejderne i mange tilfælde har ført indledende samtaler
med sagsbehandlerne om den enkelte unge, og derigennem naturligvis har fået
nogle indtryk og informationer om den unge.
Der ligger dog en meget væsentlig signalværdi fra projektmedarbejdernes side
i ikke at have læst de unges sagsakter - en signalværdi, som påvirker de unge
meget, og som er med til at skabe et tillidsforhold og en fortrolighed mellem
projektmedarbejderen og den enkelte unge, som er af meget afgørende betydning
for det videre arbejde med den unge. De unge åbner meget mere op over for
projektmedarbejderne, og at projektmedarbejderne derved får en lang større
indsigt i de unges hverdagsliv.
At kunne skabe kontakt til og arbejde med de mest udstødte unge er ikke kun
et spørgsmål om at have tilstrækkelige økonomiske ressourcer, men handler i
lige så høj grad om medarbejdernes værdier og holdninger i mødet med de
unge.
76

7. Arbejdsmetoder
De Vilde Unge
Image og identitet
Det er en væsentlig force ved projekt De Vilde Unge, at projektet er stand til at
skabe sig et image blandt målgruppen, hvor aktiviteterne i høj grad både opfattes,
er og tydeligt fremstår som de unges egne ideer og som et projekt med en høj
grad af brugerinddragelse og medindflydelse. Projektet har et image blandt de
unge, hvor det fremstår som noget særligt for unge med sociale problemer,
noget spændende, noget stort og betydningsfuldt og ikke mindst som et projekt,
hvor de unges indsats værdsættes og belønnes. De unge føler i høj grad, at
deres indsats, deres arbejde og deres tilstedeværelse i projektet er gavnlig, og
at der er et formål med deres indsats. De føler ikke, at de er i projektet bare for
at være der, men at deres indsats faktisk har en reel effekt og betydning både
for dem selv og for andre (for en sag).
Denne opfattelse hos de unge, har ikke alene den effekt, at projektets aktiviteter
fremstår som noget meningsfyldt, men også at projektet er i stand til at give de
unge en identitetsfølelse - man er noget, når man er i projekt De Vilde Unge,
og man arbejder for en bestemt sag eller for at støtte, vejlede eller informere
en bestemt gruppe af unge.
Bl.a. projektets visitation af unge til delprojekterne er en medvirkende årsag
til, at projekt De Vilde Unge er i stand til at skabe sig dette image. Det har en
betydelig effekt i forhold til de unge, at de kan visiteres til projektets forskellige
tilbud og aktiviteter, uden først nødvendigvis at skulle godkendes af det lokale
socialcenter eller af deres sagsbehandler. Herved fremstår og opfattes projektet
som et tilbud, som de unge selv har valgt (har været med til at vælge).
At visitationen foregår på denne måde er et væsentligt element i projektets
evne til at skabe kontakt til målgruppen, og projektets image er af afgørende
betydning for fastholdelsen af de unge i projektet (visitationsproceduren er
tidligere beskrevet nærmere i afsnittet om projektets organisering).
For at skabe et image, hvor projektet er statusgivende for de unge, benytter
projektledelsen sig af flere forskellige virkemidler ud over visitationsproceduren.
Det har bl.a. været af stor statusværdi, at projektet har fået
fremstillet sine egne jakker med projektets navn (mærke). Jakkerne har været
med til at styrke de unges identitetsfølelse med projektet.
En anden metode til skabelsen af et projektimage har været projektets brug af
og målrettede kontakter til de “seje” fyre og/eller piger i de ungdomsgrupper,
som projektet har skulle arbejde med. Projektet har bevidst henvendt sig til og
taget kontakt til de seje og “ledende” figurer i forskellige ungdomsgrupper, og
77

Evaluering
har tilknyttet dem til projektet for på den måde at gøre projektaktiviteterne og
deltagelsen statusgivende og dermed få skabt kontakter til de udstødte unge.
Mange af de unge, som er tilknyttet projektet, har en meget lav selvværdsfølelse,
og har ofte også et meget lille og/eller svagt socialt netværk med ringe kontakter
til skole, organiserede fritidstilbud, forældre og andre voksne.
For mange af projektdeltagerne har andre kriminelle unge eller grupper af unge
ofte tidligere været de eneste mennesker, som har udgjort deres sociale netværk.
Når de unge er aktiveret i projekt De Vilde Unge, er nogle af dem derfor i en
situation, hvor de har kappet båndene eller forbindelserne til deres tidligere
venner og omgangskreds, og de føler sig derfor meget alene og er ofte meget
sårbare. De befinder sig ofte i en overgangsfase, hvor de med støtte fra andre
projektdeltagere og fra projektmedarbejderne (og andre hjælpeforanstaltninger)
forsøger at vende ryggen til et hverdagsliv med omsorgssvigt, kriminalitet,
vold, hærværk og/eller misbrugsproblemer. Mange af de unge befinder sig i en
situation, hvor der altid er en risiko for, at fristelsen til at opsøge de gamle
bekendtskaber i det kriminelle miljø er til stede. Netop derfor er det af stor
betydning, at projekt De Vilde Unge er i stand til at skabe sig et image som et
projekt, de unge kan identificere sig med, og som de unge føler, at de har et
tilhørsforhold til.
“Jeg har mistet alle mine tidligere venner. De venner jeg har haft tidligere,
var jeg sammen med for at ryge hash og for at stjæle. Da jeg holdt op
med at stjæle og ryge hash, så holdt venskaberne også op. Jeg kender
mange mennesker, men jeg har ingen rigtige venner.”
Projektdeltager
Skabelsen af det psykosociale rum/Fortrolighedsrummet
Årsagen til at projekt De Vilde Unge er i stand til at skabe en forandring for/
med den enkelte unge er bl.a., at projektmagerne/projektmedarbejderne skaber
en situation, en atmosfære og et rum, hvor de unge føler sig trygge. Der skabes
rum og mulighed for at projektdeltagerne tør og kan udveksle fælles og
individuelle erfaringer, og at den enkelte unge kan få en individuel støtte.
Udviklingen for den enkelte sker bl.a. i de tilfælde, hvor der skabes plads til og
rum for, at hun/han får mulighed for og bliver i stand til at snakke om de
problemer, sorger og glæder, som den enkelte oplever i hverdagen.
78

De Vilde Unge
Det væsentlige i projekt De Vilde Unge er, at signalerne fra de unge bliver
taget alvorligt, og at der skabes et rum og en atmosfære, hvor det er lovligt - ja
måske ligefrem vigtigt, at de unge får lov til at give udtryk for, at de f.eks. er
gale, kede af det, sure m.m. De unges udtryk, holdninger og egne udsagn bliver
respekteret, deres signaler bliver respekteret, registreret og bliver taget op af
projektets medarbejdere.
“Projekt De Vilde Unge kan støtte den unge på det personlige plan. Når
han/hun synes, at vi er nogle dumme svin, så kan han/hun bruge projektets
medarbejdere til at snakke med og græde overfor. Projektmedarbejderne
kan støtte og give den unge en omsorgsdel, som vi ikke har haft mulighed
for. Vi har mere rolle som de skrappe og som bussemænd - og det er også
helt o.k.”.
Institutionsmedarbejder
“Jeg kan stole på projektmedarbejderne. Jeg har fortalt dem mange ting,
som jeg ikke håber, at de fortæller videre til andre. De er glade mennesker
at være sammen med, og de taler pænt til mig. Vi har respekt for dem,
fordi de opdrager os, uden at de snakker ned til os. De er gode til at
grine, og jeg kan fortælle dem alt”.
Projektdeltager
Et væsentligt element i projektet er spontanitet og hurtig handling. De unges
problemstillinger tages op med det samme, når de bliver præsenteret for medarbejderne,
og ingen problemer er for små til at blive diskuteret, hvis de unge
selv føler det nødvendigt og væsentligt. Det sociale arbejde med de unge
fremstår derfor ikke som et tilrettelagt behandlingsforløb, men derimod som
en udviklingsproces, hvor aktiviteter og arbejde knyttes tæt sammen med det
sociale arbejde og medarbejdernes individuelle støtte til den enkelte unge.
“Noget af det, der tiltaler mig ved projekt De Vilde Unge, er, at
medarbejderne føler sig forpligtede overfor de unge og møder dem der,
hvor de unge er”.
Institutionsmedarbejder
79

Evaluering
Projektets indsats og effekt ligger først og fremmest i den udviklingsproces,
som den enkelte gennemgår gennem samværet og relationerne til projektets
øvrige deltagere og til projektmagerne/-medarbejderne. En forudsætning for
at skabe et sådant socialt samvær er imidlertid, at projektet er i stand til at
tilbyde nogle aktiviteter, som kan motivere de unge til overhovedet at møde
op. Opgaven består i, at projektet kan tilbyde nogle aktiviteter, som de unge
gider, og som fremstår som et attraktivt alternativ til de (ofte kriminelle)
aktiviteter, som mange af de unge tidligere har været beskæftiget med.
Projektaktiviteterne er væsentlige som en motivationsfaktor for de unge projektdeltagere.
Det giver dem mulighed for at anvende deres evner konstruktivt
og/eller evt. opdage nye evner hos dem selv og dermed give den enkelte en
øget selvværdsfølelse. På den måde er både aktiviteterne og det sociale samvær
(samtalen) væsentlige elementer for indsatsen i forhold til den enkelte unge.
Projekt De Vilde Unges forcer er, at medarbejderne er i stand til at skabe et
psykosocialt udviklingsrum, hvor de unge gennem en proces bearbejder de
personlige problemer, som de hver især bærer på.
Både produktet/aktiviteten (Magasinet: “De Vilde Unge”, gokartturene, biografturene,
fællesspisning, sportsaktiviteter, diverse arbejdsopgaver m.m.) og
processen (hensynet til den enkeltes problem og udvikling) er begge væsentlig
elementer i projektets arbejde. Produktet (aktiviteterne) er altid væsentligt,
især i den fase, hvor der skal skabes kontakt med de unge, men aktiviteterne
skal altid tilrettelægges sådan, at der tages hensyn til de unges situation og den
udviklingsproces, som de er midt i, når de er tilknyttet projektet.
Både de fysiske aktiviteter og opgaverne på den ene side, og det sociale samvær
og snakken mellem projektdeltagere og projektmedarbejdere på den anden
side er væsentlige elementer, og det er netop sammenkædningen af produkt og
proces, som giver mening for de unge.
“Projektmedarbejderne er gode voksne - de er gode til at lytte. De er
ikke kolde ligesom pædagoger. De forstår de unge godt. De siger ikke, at
det ikke rager dem, eller at de ikke gider hører på dig, når du fortæller
dem, at du har det dårligt. Du bliver ikke afvist eller bagatelliseret - så
får man det godt bagefter”.
Projektdeltager
En sådan udviklingsproces lader sig kun gøre, fordi projektet og medarbejderne
er i stand til at opbygge en tillid og en fortrolighed til den enkelte unge, som
80

De Vilde Unge
mange af dem ikke oplever, at de møder andre steder. Tilliden og fortroligheden
mellem medarbejderne og de unge (fortrolighedsrummet) skabes bl.a. på
baggrund af projektmedarbejdernes personlige og faglige kvalifikationer og af
det faktum, at de unge på forhånd ved, at projektets medarbejdere ikke giver
personlige oplysninger eller informationer videre til kolleger, politi, sociale
myndigheder m.m.
Projektmedarbejderne har formået at skabe et rum, hvor de gennem fortrolighed
og respekten for de unge, får så mange informationer om den unge fra den
unge selv, at hjælpen og støtten kan kvalificeres og gøres individuel og direkte
rettes mod den enkelte.
Det faktum, at der kun er en eller to projektmedarbejdere på hver af delprojekterne,
er også med til at styrke fortroligheden mellem de unge og medarbejderne.
De unge kan herved nemt overskue, hvem der har kendskab til
deres egne personlige historier og informationer, og de er ikke i tvivl om eller
bange for, at disse informationer evt. bliver taget op med kolleger, som de
unge ikke selv har snakket med, eller som de unge måske ikke engang har
mødt.
“Medarbejderne i projekt De Vilde Unge har heller ikke skiftende vagter.
Det er de samme medarbejdere, som har kontakten til de unge hele tiden
- det betyder meget for målgruppen, sådan at de får den tætte og personlige
kontakt, og at de skal forholde sig til færre mennesker”.
Sagsbehandler
Fortroligheden, tilliden og projektmedarbejdernes indsigt i de unges hverdagsliv
gør, at projektmedarbejderne bliver i stand til at give et kvalificeret og individuelt
bud på den enkelte unges behov for hjælp og støtte.
I fortrolighedsrummet gives den unge en garanti for, at den unges informationer
og oplysninger ikke gives videre til andre. Her får den enkelte lov til at udfolde
sig og bliver gennem samtale og socialt samvær langsomt i stand til bl.a. at
reflektere over tidligere svigt og problemer.
Det psykosociale rum eller fortrolighedsrummet dannes f.eks., når pigerne fra
Den Rullende Redaktion hver dag mødes i projektets camper for at spise frokost
sammen.
81

Evaluering
Frokostmødet er ikke bare væsentligt som fællesspisning, men skaber samtidig
rammerne for et rum, hvor personlige og/eller indbyrdes problemer har mulighed
for at blive diskuteret og evt. konflikter løst. Samtidig udvikler frokostmøderne
pigernes evne til at kommunikere og lytte til andre piger, som ofte har mange
oplevelser og erfaringer til fælles med dem selv. Der er tale om en udviklingsproces,
hvor pigernes evner kvalificeres løbende.
Målgruppen for projektets arbejde er for flertallets vedkommende unge, som i
kortere eller længere perioder har været udsat for følelsesmæssig omsorgssvigt,
og de føler sig ofte generelt svigtet af voksenverdenen. Flere af dem har, før de
startede i projekt De Vilde Unge, ikke mødt voksne, som de føler, at de har
kunnet stole på, og som de har kunnet være fortrolige med. De unge føler, at
der både f.eks. fra deres familie og fra personalet på de institutioner, hvor de
tidligere har været anbragt, er blevet stillet krav som betingelse for den omsorg
og kontakt, som de unge har efterspurgt og søgt hos de voksne/medarbejderne.
En af projekt De Vilde Unges væsentlige forcer er netop, at medarbejderne er
i stand til at skabe et fortrolighedsrum med de(n) unge, hvor medarbejderne
giver de unge opmærksomhed og omsorg, uden at de unge skal yde noget
bestemt eller skal leve op til særlige krav eller betingelser til gengæld.
Som noget meget væsentligt og motiverende for de unge, kan projekt De Vilde
Unge ud over beskæftigelse og aktiviteter også tilbyde de unge en kontakt og
et pusterum, hvor den unge bliver forkælet og får støtte og ro. Samtidig kan
fortrolighedsrummet, samtalen og det sociale samvær være med til at skabe
udgangspunktet for de unges tro på et ungdomsliv uden kriminalitet, vold,
misbrug m.m.
Projekt De Vilde Unge er for projektdeltagerne også et frirum, hvor de har
mulighed for at være sammen med ligestillede, og hvor de ikke føler sig
anderledes. Projektdeltagerne har næsten alle oplevet, at de p.g.a. deres opførsel
og sprog er blevet isoleret fra det sociale fællesskab i f.eks. skolen, fritidsaktiviteter
m.m.
Brugerinddragelse og medbestemmelse
En styrke i De Vilde Unge er, at de unge projektdeltagere i høj grad føler, at der
bliver taget hensyn til deres interesser og ideer, og at de unge derved oplever,
at projektaktiviteterne i høj grad også er deres. De unge oplever, at medarbejderne
er meget fleksible i forsøget på at imødekomme deres individuelle
ønsker og behov - og opfatter derfor, at de har en stor indflydelse på valg af
aktiviteter i projektet.
82

De Vilde Unge
(BILLEDE)
83

Evaluering
Det er dog væsentligt at gøre opmærksom på, at omfanget af brugerinddragelse
og medbestemmelse skal vurderes i forhold til målgruppens evne til at kunne
træffe selvstændige valg og til at kunne administrere den grad af indflydelse
og medbestemmelse, som de gives. Det kan f.eks. være vanskeligt at give
medbestemmelse til unge, som aldrig tidligere har oplevet, at deres egne ideer
har haft mulighed for at blive realiseret - eller unge som ikke tidligere har følt,
at der er blevet lyttet til deres udsagn og ideer, ønsker m.m.
For nogle af projektdeltagerne i De Vilde Unge bliver det derfor opfattet som
en høj grad af brugerinddragelse, hvis de blot får flere aktivitetsmuligheder at
vælge i mellem, mens andre er i stand til at formulere deres egne ideer og
forslag om aktiviteter.
Uanset de unges individuelle evner, er der dog generelt tale om, at brugerinddragelsen
og medbestemmelsen i projekt De Vilde Unge er et væsentligt
led i de unges udviklingsproces og kan dermed på sigt være med til at ændre
deres hverdagsliv og stoppe den udstødelsesproces, som projektdeltagerne har
befundet sig i (eller stadig befinder sig i).
“Vi har selv foreslået og besluttet, at der skulle være aktiviteter i
weekenden, for det er der, vi keder os og render rundt og laver ballade.”
Projektdeltager
“Jeg har frie hænder til at igangsætte aktiviteter for de unge. Kravet er,
at aktiviteterne, hvad enten der er tale om undervisning, sport, personlig
støtte eller andet, passer til de unge. Kriteriet er, at de unge skal være
glade.”
Projektmedarbejder
84

De Vilde Unge
Tydelig struktur og fleksible rammer
Brugerinddragelsen og medbestemmelse stiller store krav til projektmedarbejderne/-magerne
om fleksibilitet. Medarbejderne skal være i stand til at
kunne tilrettelægge og organisere de daglige aktiviteter på en sådan måde, at
den enkelte projektdeltagers ønsker i videst muligt omfang kan imødekommes.
Et af projektets forcer og virkemidler er netop, at medarbejderne/projektmagerne
er i stand til både at arbejde med de unge individuelt og i grupper. At
arbejde med de unge enkeltvis kan opleves som det nemmeste, men
projektmedarbejderne i projekt De Vilde Unge er opmærksomme på, at
samværet i gruppen også er af meget stor udviklingsmæssig betydning for den
enkelte projektdeltager.
Da imødekommelsen af de unges individuelle behov er et væsentligt virkemiddel
i fastholdelse af de unge i projektet, er det dog af stor betydning, at
medarbejderne evner denne fleksibilitet.
Medarbejderne/projektmagerne formår ofte at skabe en projektorganisering
med nogle meget tydelige og faste strukturer, men hvor rammerne samtidig er
fleksible, sådan at der gives plads og rum til deltagernes individuelle ønsker.
Med en fast struktur menes f.eks. faste mødesteder, faste mødetidspunkter,
faste og gennemgående kontaktpersoner og tydelige værdinormer. Der er dog
ikke tale om på forhånd fatlagte regler og formaliteter, som deltagerne skal
leve op til. Med fleksible rammer forstås de valgmuligheder og den medbestemmelse,
som projektdeltagerne gives mht. projektaktiviteterne, aktiviteternes
karakter, deres indhold m.m
„Den tætte kontakt med projektmedarbejderne er vigtig, og det er samtidig
væsentligt, at de unge har nogle voksne omkring dem, hos hvem tingene
og grænserne ikke er skarpt linet op“.
Sagsbehandler
Den Rullende Redaktion er et godt eksempel på et projekt, hvor medarbejderne
har evnet at organisere aktiviteterne med en tydelig struktur og med fleksible
rammer.
Medarbejderne mødes fast hver formiddag kl. 13.00 med projektdeltagerne,
hvor projektets camper står parkeret på et aftalt sted midt i byen. En dag startes
altid med fælles frokost.
Fællesspisningen er et vigtigt element i arbejdet med projektdeltagerne. Ikke
alene får pigerne (projektdeltagerne) noget ordentligt at spise, men med
fællesspisningen skabes der samtidig et fast rum (et psykosocialt rum), hvor
85

Evaluering
pigerne sammen med projektmedarbejderne snakker om pigernes individuelle
oplevelser og om deres aktivitetsønsker for de kommende dage. Aktiviteterne
foregår om eftermiddagen efter frokostmødet.
Oftest kan medarbejderne gennemføre de planlagte aktiviteter, men det sker
ind imellem, at pigerne enten har ændret mening, eller at en af pigerne er for
dårlig til at kunne gennemføre den planlagte aktivitet. I sådanne situationer er
det af afgørende betydning for at kunne fastholde pigerne i projektet, at medarbejderne
er i stand til at arbejde med fleksible rammer, sådan at planlagte
aktiviteter og aftaler hurtigt kan ændres og justeres i forhold til pigernes aktuelle
ønsker og situation den dag, hvor aktiviteterne skal gennemføres.
En tur i svømmehallen skal kunne laves om til en eftermiddag, hvor pigerne
skriver artikler til Magasinet “De Vilde Unge”, og en udflugt til Danmarks
Akvarium skal kunne laves om til en tur i Fitnesscentret. Hvis projektdeltagerne
mest har behov for/lyst til at snakke sammen eller med medarbejderne, så kan
det forekomme, at aktiviteter helt aflyses. Der kan også opstå situationer, hvor
en ung skal hentes på sin bopæl, fordi den pågældende ikke er mødt på projektet,
og ikke har meldt afbud. I et sådan tilfælde kan det være nødvendigt, at der
sker en ændring i aktivitetssteder eller tidspunkter.
Ikke kun mht. aktiviteternes indhold, men også mht. pigernes fordeling på de
enkelte aktiviteter er medarbejderne i Den Rullende Redaktion fleksible.
I projektaktiviteterne arbejder medarbejderne i Den Rullende Redaktion ofte
med to eller tre piger hver, men opstår der situationer, hvor en af pigerne har
behov for individuel støtte og voksenkontakt, er medarbejderne i stand til at
omorganisere deres arbejdsopgaver, sådan at en af medarbejderne alene tager
sig af den pige, som har det dårligt. Når denne fleksibilitet lader sig gøre, så er
det kun fordi, at der altid er knyttet to medarbejdere til projektet, og at disse to
medarbejdere altid er de samme, som de unge kender og har tillid til. Det er
nødvendigt, at to medarbejdere arbejder med en gruppe, som maksimalt rummer
4-5 unge.
Omkring medbestemmelse og medindflydelse bør man skelne mellem en formel
og en uformel form. Den formelle strukturerede medbestemmelse, er den
indflydelse, som børn og unge har og er sikret gennem formelle beslutningsorganer
som f.eks. ungdomsråd, elevråd, klubråd, ungdomsmøder osv.,
mens den uformelle medbestemmelse er udtryk for eller afspejles i den respekt
og tillid, som medarbejderne viser børn og unge i samværet og den daglige
omgangsform. Den uformelle medbestemmelse handler derfor i høj grad om
holdninger og værdinormer i relationerne og dialogen med børn og unge.
I projekt De Vilde Unge er der alene tale om en medbestemmelse af uformel
86

De Vilde Unge
karakter, netop fordi det er tilliden og trygheden i samværet og dialogen, som
projektets målgruppe efterspørger og har brug for. Projektet arbejder også med
så små grupper, at en struktureret formel medbestemmelse vil have en meget
lille effekt i forhold til deltagerne.
Opdragelse
Mange af de unge projektdeltagere har gennem en årrække alene færdedes
sammen med unge fra deres egne miljøer (f.eks. kriminelle miljøer), og mange
af dem har samtidig haft meget ustabile kontakter til deres forældre og andre
voksne og har været udsat for svigt gennem deres barn- og ungdom. Disse
svigt viser sig i nogle tilfælde som angst og/eller vrede og aggressioner hos den
unge.
Flere af projektdeltagerne har derfor opbygget en meget konfliktskabende
dialogform med personer uden for deres egne miljøer eller ungdomsgrupper.
Projekt De Vilde Unge har derfor også en opdragende opgave i arbejdet med
de unge. Flere piger fra Den Rullende Redaktion har f.eks. gennem længere tid
være overladt til dem selv uden reel voksenstøtte eller kontakt, og de er derfor
ofte meget grænseoverskridende i deres kontakter med personer på f.eks. fitnesscentret,
i butikker, gå gaden osv.
Når medarbejderne fra Den Rullende Redaktion tager pigerne med i fitnesscenter
for at styrketræne, er en af deres funktioner derfor bl.a. at påtale det
overfor pigerne, hvis de opfører sig provokerende eller grænseoverskridende
overfor fitnesscentrets øvrige gæster. Det er simpelthen en læreproces for
pigerne at færdes i andre miljøer end der, hvor de ofte kun er vant til at møde
unge med samme baggrund som dem selv.
På samme måde har projekt De Vilde Unge med succes taget f.eks. drengene
fra Thorsgade-projektet med ud at spise på restauranter og på biografture. Disse
besøg og ture har den opdragende effekt, at projektdeltagerne lærer, at de på
offentlige steder ikke kan te sig, som det passer dem, men må tage hensyn til
andre mennesker.
I nogle situationer kan projektdeltagernes indbyrdes omgangsform og tonen
imellem dem også være meget barsk, og det har derfor også været en opgave
for projektmedarbejderne at bearbejde og løse konflikter i forholdet mellem
projektdeltagerne.
87

Evaluering
Arbejdsdusør
Udbetalingen af penge til projektdeltagerne i De Vilde Unge sker under flere
forskellige former, men uanset formen eller beløbets størrelse, er pengene en
af flere væsentlige motivationsfaktorer i projektets sociale arbejde med de unge
- og i særdeleshed i kontaktskabelsesfasen.
Pengebeløbene til de unge udbetales enten som løn, arbejdsdusør eller som
lommepenge.
Løn udbetales til unge tidligere rødder, som i projektet arbejder med kontaktskabelse
og projektaktiviteter med yngre rødder. Arbejdsdusør eller lommepenge
udbetales ikke til alle unge, som et tilknyttet projektet, men til nogle af
de projektdeltagere, som der er lavet en aftale med om en fastere tilknytning til
projektet i en kortere eller længere periode. En sådan periode kan være uden
en egentlig fastlagt tidshorisont, men hvor den enkelte unges funktion og indsats
i projektet revideres og tages op løbende med henblik på den pågældendes
fortsatte tilknytning til projektet og udbetaling af arbejdsdusør.
“I starten sagde projektmedarbejderen ikke noget om penge - jeg syntes
bare at aktiviteterne lød interessante og ville gerne prøve, men da jeg
hørte, at man fik penge for det, så var jeg endnu mere sikker på, at det
var det, jeg ville”.
Projektdeltager
Pigerne (projektdeltagerne) i Den Rullende Redaktion og nogle af drengene i
Thorsgade-projektet er eksempler på unge, som modtager 500 kr. i arbejdsdusør
om ugen. Alle samarbejdspartnere: socialcentre, klubber, institutioner m.m. er
enige om, at pengene for mange af projektdeltagerne udgør en væsentlig
motivationsfaktor og er et væsentligt middel til at holde de unge væk fra
kriminelle handlinger. Enkelte af projektets samarbejdspartnere nævner dog
også den problemstilling, der ligger i, at de unge gennem udbetalingen af
arbejdsdusør vænnes til at have mange penge mellem hænderne.
“Jeg kan da godt være betænkelig ved, hvad der sker den dag, hvor de
unge ikke længere kan være i projekt De Vilde Unge og derfor ikke får de
mange penge mere - så er der måske en fare for, at de begynder at begå
kriminalitet, for fortsat at have de samme penge til rådighed”.
Socialrådgiver
88

De Vilde Unge
Pengebeløbet, som udbetales til nogle af projektdeltagerne, bør dog vurderes i
forhold til:
♦ de pengebeløb, som projektdeltagerne tidligere har været vant til at have til
rådighed via lommepenge fra forældre, evt. fritidsarbejde og/eller kriminelle
aktiviteter, kan have udgjort et langt større beløb, end den arbejdsdusør, som i
dag udbetales til de unge af projektet.
♦ at beløbene kun udbetales til unge, som er i en speciel social eller personlig
kritisk fase i deres liv, hvor arbejdsdusøren har en meget høj forebyggende
effekt. Arbejdsdusøren bør betragtes som en særlig indsats og håndsrækning i
en “midlertidig periode” (der kan dog være tale om flere år) til en gruppe af
unge, som er i en særlig udsat og sårbar social situation, hvor arbejdsdusøren
til en vis grad kan kompensere for de ofte meget tunge og store sociale problemer
og afsavn, som de unge må leve med i deres hverdag.
Arbejdsdusøren gives til en målgruppe, som i høj grad har behov for en særlig
håndsrækning, og pengene udbetales kun indtil projektledelsen skønner, at
behovet hos den unge ikke længere er til stede, fordi den unge har fået fritidsarbejde,
har mulighed for at modtage S.U., eller den unge modtager lommepenge
fra forældrene.
“At jeg får penge betyder, at jeg ikke skal gå ud og lave lort for at få
penge, og man behøver ikke at bede sine forældre om penge - man kan
klare sig selv. Det er rart.”
Projektdeltager
♦ at en væsentlig motivationsfaktor for de unge er opfattelsen af projekterne
som et arbejde, som de modtager løn for at være aktiveret i. Det er et væsentligt
incitament for den unge og vigtigt i projektets evne til at fastholde den unge, at
han/hun gennem udbetalingen af løn, arbejdsdusør eller lommepenge føler sig
værdsat af projektlederen og projektmedarbejderne, og det giver en signalværdi
om, at den unges tilstedeværelse i projektet har en nytte og en effekt. Det er af
betydning for de unges selvværdsfølelse, at deres indsats i projektet belønnes
med et pengebeløb.
89

Evaluering
„Men jeg laver ikke så meget lort som tidligere, for jeg har jo penge nu,
og jeg har heller ikke tid, fordi jeg jo går ud og deltager i projektaktiviteter
om eftermiddagen“.
Projektdeltager
♦ at der stilles krav med et forebyggende sigte til de unge, hvis de skal modtage
arbejdsdusør. Disse krav er f.eks.: At de unge skal passe deres skolegang, og at
de unge møder op til projektarbejdet og/eller aktiviteterne.
Projektledelsen er dog opmærksom på, at der kan være behov for at tage
individuelle hensyn, hvor der i enkelte tilfælde dispenseres fra reglen om at
møde op til projektaktiviteterne.
Projektet arbejder med en gruppe af unge, hvis sociale situation gør, at der for
en ung kan opstå særlige enkeltstående situationer, hvor den unge ikke føler
sig i stand til at gennemføre de planlagte projektaktiviteter. Projektet opstiller
ikke så store krav eller så snævre rammer for de unge, som man på forhånd kan
forudse, at de unge, som projektet arbejder på at hjælpe, ikke vil kunne leve op
til. Hvis en af de unge en dag udebliver fra projektaktiviteterne, er det væsentligt,
at projektlederen og projektmedarbejderne får en begrundelse for den unges
fravær, og at medarbejderen sætter sig i forbindelse med den unge og snakker
den unges situation igennem med ham eller hende.
Projektets baggrund for denne arbejdsform er, at projekt De Vilde Unge arbejder
med en gruppe af unge, som allerede bliver mødt med mange krav fra skolen,
institutioner, forældre m.m., som de har svært ved at leve op til, og som derfor
ofte løber ind i personlige nederlag.
Der bliver stillet krav til de unge, når de modtager arbejdsdusør i projekt De
Vilde Unge, men kravene er ikke urimelige i forhold til de unges baggrund og
sociale problemer.
Arbejdsdusøren bliver således et væsentligt middel for projektet til at skabe et
frirum for de unge, hvor krav stilles ud fra individuelle betragtninger, og hvor
alle ikke skal leve op til samme fastlagte krav.
De unge får kun fratrukket beløb i deres arbejdsdusør (100 kr. pr. dag), hvis de
bevidst eller uden grund udebliver fra projektets aktiviteter til fordel for andre
aktiviteter. Projektets medarbejdere har et netværk og et kendskab til de unges
miljø, som oftest gør dem i stand til at vurdere, hvorvidt en ung bevidst eller
uden grund er udeblevet fra projektets aktiviteter.
De unge synes naturligvis, at det er irriterende, når de nogle enkelte gange er
blevet trukket i arbejdsdusør, men mener samtidig, at det er i orden og retfærdigt.
90

De Vilde Unge
“I starten blev jeg trukket i arbejdsdusør nogle gange, fordi jeg ikke
passede min skole - men nu sker det kun meget sjældent - men jeg synes,
at det er o.k. Men hvis jeg ikke vil i skole en morgen, fordi jeg har det
dårligt, så går jeg heller ikke derhen - så vigtige er pengene heller ikke
for mig”.
Projektdeltager
Ingen af de unge giver udtryk for, at de alene deltager i projektaktiviteterne
eller arbejder på projektet for pengenes skyld, og ingen af de unge siger, at de
ville udeblive fra projektet, hvis ikke de modtog arbejdsdusør. Der er forskel
på, hvor stor en rolle arbejdsdusøren spiller i den enkelte projektdeltagers
bevidsthed. Nogle siger, at pengene har meget stor betydning, mens andre unge
slet ikke nævner pengene i deres argumentation for at deltage i projektet (uden
at det dog udelukker, at det spiller en væsentlig rolle for de unges motivation).
Udbetalingen af arbejdsdusør er en metode, som udgør en vis risiko bl.a. for, at
de unge vænnes til at have mange penge mellem hænderne. Arbejdsdusøren
må dog overordnet vurderes at have en endog meget betydningsfuld funktion i
projektets sociale arbejde med målgruppen, især i den fase hvor projektet skal
skabe en kontakt eller en relation til mulige projektdeltagere.
“Jeg tror, at vi får penge, fordi de gerne vil have, at vi kommer til
aktiviteterne - men jeg havde ikke noget imod at komme til nogle af
aktiviteterne, selv om jeg ikke fik penge for det”.
Projektdeltager
“Tidligere lavede jeg kriminalitet, indbrud og røveri for at skaffe penge.
Nu hvor jeg får penge fra De Vilde Unge, laver jeg kun lidt penge ved
siden af - det er svært af vænne sig af med det store forbrug, som jeg
havde tidligere”.
Projektdeltager
91

Evaluering
Tidligere rødder som projektmagere
Nogle af projektmedarbejderne/projektmagerne i projekt De Vilde Unge, er
tidligere rødder, som selv tidligere har haft store sociale problemer tæt inde på
livet, men som har gennemført et positionsskifte fra at være rod til at hjælpe
nuværende rødder.
Både projektets samarbejdspartnere og de unge projektdeltagere fremhæver,
at det i visse projektaktiviteter er af stor betydning, at projektmedarbejderne/
projektmagerne selv er tidligere rødder.
Et godt eksempel på anvendelse af tidligere rødder som projektmedarbejder er
Thorsgade-projektet.
Samtlige af projektets samarbejdspartnere fremhæver, at de opnåede resultater
fra projektet ikke kunne være opnået, hvis ikke projekt De Vilde Unge havde
brugt tidligere rødder som medarbejdere til at skabe kontakten til de unge og
fastholde dem i projektet.
Fordelene ved at anvende tidligere rødder som projektmagere i De Vilde Unge
er mange:
♦ De tidligere rødder har et indgående kendskab til de problemer, som
projektdeltagerne har behov for at få bearbejdet, fordi projektmagerne ofte
selv har haft disse problemer tæt inde på deres egen krop. Deres kendskab til
de unges situation giver en forståelse, en respekt og en fortrolighed mellem
projektmageren og projektdeltagerne, som en professionel medarbejder i en
klub, på en institution eller hos politiet kun sjældent har mulighed eller forudsætningerne
for at skabe. De tidligere rødders kontakter til projektdeltagerne
er karakteriseret ved en respekterende opmærksomhed.
♦ De tidligere rødder har et indgående kendskab til de unges lokalområde
(boligområde), ofte fordi de selv er bosat i samme område.
♦ De tidligere rødder har nogle kontakter og et netværk i lokalområderne, der
ofte gør dem i stand til at standse evt. konflikter, optræk til ballade eller
enkeltpersoners medvirken i kriminelle handlinger, før episoderne udvikler
sig alvorligt.
“Projektmedarbejderen holder øje med os og fortæller, hvilke rødder vi
skal holde os fra”.
Projektdeltager
92

De Vilde Unge
(ΒΙLLEDE)
93

Evaluering
♦ De tidligere rødder er meget fleksible mht. arbejdstid. Projektmagernes
fleksibilitet betyder bl.a., at de gennem deres mobiltelefoner kan kontaktes af
de unge, når og hvis en ung har brug for deres råd og personlige støtte.
Projektmagerne er således ude for, også efter normal arbejdstid, at de unge
ringer til dem med spørgsmål eller bare for at snakke med nogen.
De tidligere rødders kontakter og relationer til projektdeltagerne er kendetegnet
ved stor parathed og tilgængelighed, som giver de unge projektdeltagere en
følelse af sikkerhed - en følelse af at være beskyttet. Alene viden om, at der er
nogen, som de unge kan kontakte, hvis de har behov for støtte og hjælp, har en
stor effekt.
Det skal understreges, at stor fleksibilitet og mobilitet ikke alene kendetegner
de projektmagere, som er tidligere rødder (som i f.eks. Thorsgadeprojektet),
men at dette generelt kendetegner både projektmagerne og projektmedarbejderne
hos De Vilde Unge.
Ikke kun i det daglige arbejde, men også set i et længere tidsperspektiv, er
medarbejdernes fleksibilitet årsag til, at en af projekt De Vilde Unges væsentligste
forcer er, at man oftest er i stand til at følge en ung, også selvom den
unge kommer i fængsel, ryger tilbage i kriminalitet eller lignende. Projektmagerne/projektmedarbejderne
har ofte også mulighed for at følge og holde
en vis kontakt med de unge, efter at de har forladt projektet.
Baggrunden for de tidligere rødders arbejdsform er bl.a., at de ikke opfatter
deres arbejde i projekt De Vilde Unge som lønarbejde i traditionel forstand.
For dem er deres indsats i projektet i højere grad forbundet med en måde at
leve sit hverdagsliv på, hvor grænserne mellem arbejdstid og fritid ofte er uklare
eller slet ikke eksisterer. At være projektmager er deres hverdagsliv, og ingen
af dem lever et liv med arbejdstid fra 8.00 til 16.00, henter børn i daginstitutioner
eller holder fast fri lørdag-søndag.
“Projektmageren er god at snakke med - han har jo selv prøvet det før, og
han ved godt, hvordan det er at være rod. Nogen der ikke har prøvet det
selv, de snakker jo bare - de forstår ikke een rigtigt.
Pædagoger, de ringer hjem og sladrer til forældrene - det gør projektmageren
ikke. Ham tør vi godt snakke med og fortælle - vi ved, at han kun
vil hjælpe os. Han er selv ung, og han forstår derfor, hvad man siger”.
Projektdeltager
94

De Vilde Unge
Det positionsskifte, som en tidligere rod oplever, når han eller hun begynder at
arbejde som projektmager, er også et betydningsfuldt virkemiddel i projekt De
Vilde Unges arbejde. De tidligere rødder er stadig en del af projektets målgruppe,
men positionsskiftet fra rod til projektmager har en meget stor betydning for
de tidligere rødders selvforståelse og selvværd.
Anvendelsen af tidligere rødder som projektledere eller projektmagere har
naturligvis også sine begrænsninger. Der er f.eks. grænser for projektmagernes
faglige indsigt, hvilket bl.a. kan sætte begrænsninger i den personlige rådgivning,
som de tidligere rødder kan give de unge projektdeltagere, eller den kommunikation
og kontakt de tidligere rødder kan have til de unges forældre.
Projektmedarbejderne skal også være i stand til at kunne rumme og forstå de
personlige op- og nedture, skuffelser m.m., som de unge projektdeltagere ofte
gennemlever i projektforløbet. Der eksisterer en risiko for, at tidligere rødder
ikke besidder evnen til at rumme eller håndtere sådanne personlige reaktioner
hos de unge, i samme grad som en professionel med en pædagogisk eller
psykologisk faglig baggrund. Når der arbejdes med de mest udstødte unge, er
det af stor betydning, at projektmedarbejderne og projektmagerne har forståelse
for den udviklingsproces, som de unge gennemgår, og de må være indstillet på
ikke at have forventninger om personligt at få eller modtage noget igen, selvom
medarbejderne og projektmagerne konstant føler, at han eller hun yder sit bedste
og giver sig selv helt i forhold til projektet og de unge.
Der kan derfor opstå situationer, hvor det er uhensigtsmæssigt at lade tidligere
rødder arbejde med de mest belastede unge (gruppe 3), og projektleder Søren
Magnussen har derfor i nogle tilfælde valgt ikke at lade tidligere rødder arbejde
med unge fra denne gruppe. Udvælgelsen af de tidligere rødder, som er beskæftiget
som projektmagere i projekt De Vilde Unge, sker derfor også ud fra
meget grundige og individuelle betragtninger fra Søren Magnussens side.
En problemstilling, som bør fremhæves, når anvendelsen af tidligere rødder
som projektmagere skal vurderes, er den balancegang, som disse medarbejdere
konstant befinder sig i, mellem fortroligheden til de unge på den ene side, og
kontakterne til institutioner og “systemet” på den anden. Hvis ikke projektmedarbejderen
er meget opmærksom på sin funktion, vil han eller hun hurtigt kunne
havne i en stikkerfunktion i forholdet til de unge.
Det er et væsentligt element i projekt De Vilde Unge, at de unge projektdeltagere
ved, at medarbejderne og projektmagerne først og fremmest er solidariske med
de unge, også når de arbejder for systemet. De unge ved, at medarbejderne er
ansatte i systemet, men alligevel har medarbejderne været i stand til at konstruere
et frirum, hvor de unge opfatter projektet som deres og de ansatte som de
unges advokater. På trods af, at medarbejderne og projektmagerne arbejder for
95

Evaluering
systemet, så opfatter de unge stadig projekt De Vilde Unge som et frirum, og
de ansatte som de unges advokater.
For at være sig deres rolle bevidst er det af afgørende betydning for metodens
anvendelighed og virkning, at de tidligere rødder, når de fungerer som projektmagere,
dagligt eller flere gange om ugen har mulighed for supervision
eller personlig støtte fra projektlederens side. I tilfældet Thorsgade-projektet
har den pågældende projektmager f.eks. dagligt haft kontakt med Søren Magnussen.
Når projekt De Vilde Unge ansætter tidligere rødder som projektmagere, er
det en forudsætning, at projektets leder har en høj grad af vished for, at den
pågældende selv er ophørt med kriminelle handlinger, og at han/hun har en
holdning om, at kriminalitet er forkert. Selv om de tidligere rødder, som i dag
arbejder som projektmagere, har gennemført et socialt positionsskifte, og at
dette skifte har en stor selvforstærkende betydning i forhold til disse projektmageres
personlige udvikling, så kan der ikke gives nogen garanti for, at en
tidligere rod i enkelte situationer ikke ryger tilbage i sociale problemer, udstødelse
eller/og kriminelle handlinger.
Politiet er i nogle situationer usikre på, om de tidligere rødder, som arbejder
for projekt De Vilde Unge, selv er 100 % ophørt med kriminelle aktiviteter.
Uanset om denne mistanke er velbegrundet eller ej, så kan det dog stadig ikke
negligeres, at tidligere rødder i visse tilfælde har en endog meget væsentlig
force i det sociale arbejde med unge med store sociale problemer, og at metoden
derfor er yderst anvendelig og effektiv, men at den samtidig kan være forbundet
med en vis risiko.
Ingen sidste chance
Når en ung først selv har sagt ja til at deltage eller arbejde i projektet, så er
medarbejdernes hovedindstilling, at “de er der for den unge”, og derfor ikke
må svigte ham eller hende, også selvom den unge evt. ikke lever op til de
forventninger, som stilles for at deltage i projektet, eller den unge overtræder
de aftaler, der er indgået for den unges deltagelse. En ung bliver ikke opgivet
eller overladt til sig selv, hvis han eller hun f.eks. begår kriminalitet i den
periode, hvor den unge er tilknyttet projektet. Det sker naturligvis i en erkendelse
af, at forandringerne med den ungdomsgruppe, som projektet arbejder med,
ikke sker fra den ene dag til den anden.
I Den Rullende Redaktion er der en regel om, at misbrug af hårdere stoffer
ikke tolereres i projektet. I et enkelt tilfælde har en af pigerne ikke kunnet
overholde denne aftale, og projektmedarbejderne og Søren Magnussen mente
96

De Vilde Unge
derfor ikke, at det var forsvarligt over for de andre piger fortsat at fastholde
den misbrugende pige i projektet. Pigen blev derfor taget ud af projektet, men
projektmedarbejderne på Den Rullende Redaktion vedblev at have kontakt
med pigen og gav hende en individuel støtte.
“Projektmedarbejderne i De Vilde Unge ved, hvor den enkelte unges
grænser går. De holder fast i den unge, selvom hun skaber problemer.
Projektmedarbejderne tager turen med de unge, når de bliver stride - og
de vil dem også gerne bagefter. Det er vigtigt, at medarbejderne bliver
ved med at ville de unge.
Sagsbehandler
Uanset om der er tale om en ung, som begår kriminalitet og evt. bliver fængslet,
eller der er tale om en ung, som ryger tilbage i et stofmisbrug, så er der ingen af
de unge, som projektet har kontakt med, som bliver overladt til sig selv, eller
hvor projektmedarbejderne fra den ene dag til den anden afbryder kontakten
til en ung. Omvendt er der som omtalt tidligere enkelte unge, som har afbrudt
kontakten til projektet, og som projektledelsen i dag ikke har nogen viden om
eller kontakt til.
Bliver en ung fængslet, kan projekt De Vilde Unges arbejde bl.a. bestå i at
besøge den unge, mens han eller hun sidder indespærret og evt. forberede et
undervisningsforløb eller fritidsaktiviteter for den unge efter endt afsoning. I
projekt De Vilde Unges arbejde er der som grundholdning aldrig tale om, at en
ung har fået en sidste chance. For projektledelsen og medarbejderne i De Vilde
Unge er der ikke noget, der hedder en sidste chance.
“Projektmedarbejderne skal være mennesker, som kan tåle at blive svinet
til, selvom de synes, at de lægger hele deres sjæl i arbejdet. Man skal
ville beholde de unge næsten uanset hvad. Det er for nemt bare at kaste
de unge på porten, bare fordi de f.eks. ryger hash”.
Institutionsmedarbejder
Der kan i enkeltstående tilfælde opstå situationer, hvor en ung kan føle sig
svigtet af projektmagerne eller projektledelsen. Det kan f.eks. forekomme i
tilfælde, hvor projektledelsen skønner, at det vil være bedst for den unge, hvis
97

Evaluering
han/hun bliver flyttet til et andet tilbud end projekt De Vilde Unge. Det kan
f.eks. forekomme, hvis en ung har et stofmisbrug, og projektledelsen derfor
skønner, at den pågældende i højere grad har brug for et afvænningstilbud. Det
kan også være et tilfælde, hvor projekt De Vilde Unge støtter, at en ung anbringes
på en institution i f.eks. Jylland. Det væsentlige er, at projektlederen sammen
med projektmedarbejderne løbende foretager en vurdering af, hvorvidt projekt
De Vilde Unge er det bedste nuværende tilbud til den enkelte projektdeltager.
Succesoplevelser
Målgruppen for projekt De Vilde Unge er bl.a. karakteriseret ved, at de unge
har et meget lavt selvværd og meget lidt tiltro til deres egne evner og muligheder.
Mange af de unge i projektet føler, at de tidligere i deres liv alt for ofte er
blevet mødt med afvisninger og ikke mindst krav, som de ikke har været i
stand til at leve op til. De føler helle ikke, at voksenverdenen tidligere har haft
øje for de interesser og de ressourcer, som de unge faktisk har, eller at nogen
har forsøgt at udvikle deres evner.
En af projekt De Vilde Unges forcer er, at projektmedarbejderne ved at lytte til
de unges interesser, ved at være opmærksomme på deres evner, ved at rose de
unges indsats, og ved at iværksætte aktiviteter, som de unge gider, giver de
unge en succesoplevelse. Projektmedarbejderne møder de unge med en tro på
og med forventninger om, at de unge kan noget, og med en intention om at
give de unge ansvar for egne opgaver.
Bl.a. herved fremstår projektaktiviteterne som et spændende alternativ til de
grupper og miljøer, som mange af de unge tidligere færdedes i.
“Det er vigtigt, at der sker noget hele tiden under aktiviteterne, sådan at
de bliver et attraktivt alternativ til kriminaliteten. Der skal være fuld
drøn på hele tiden - de unge må ikke kede sig”.
Projektmager
En succesoplevelse kan det f.eks. være, når nogle af pigerne i Den Rullende
Redaktion har skrevet artikler til magasinet “De Vilde Unge”. Erfaringerne fra
projektet har vist, at flere af pigerne faktisk er meget gode til at formulere sig
skriftligt.
98

De Vilde Unge
De fysiske aktiviteter i projekterne har også vist sig at være en stor succes
blandt de unge. Det kan f.eks. være, når pigerne fra Den Rullende Redaktion
går i fitnesscenter, når drengene fra Thorsgade-projektet kører gokart, eller når
en projektmedarbejder tager en enkeltperson med i svømmehallen eller i
bokseklub.
Aktiviteternes fysiske indhold bliver meget værdsat at de unge, bl.a. fordi disse
aktiviteter gør dem fysisk trætte.
“Først går jeg i skole, derefter arbejder jeg for projekt De Vilde Unge og
om aftenen deltager jeg i projektets aktiviteter. Så går jeg hjem og slapper
af bagefter - jeg vil bare hjem og sove - jeg har ikke energi til at lave lort
og ballade.”
Projektdeltager
De fysiske aktiviteter anvendes også som en lejlighed til at arbejde med de
unge som gruppe og med deres indbyrdes forhold og relationer. De fysiske
aktiviteter er bl.a. et velegnet forum for, under afslappede former, at tage
konflikter mellem projektdeltagerne op.
“Når jeg træner selvforsvar med de unge, så snakker jeg samtidig med
dem om, at man skal støtte og hjælpe hinanden og tage ansvar for
hinanden. Det er i orden at tænke på sig selv, men de unge skal også
tænke på, om andre kan have brug for hjælp”.
Projektmedarbejder
En anden form for succes, som har stor virkning på de unge, er den synlighed,
som kendetegner nogle af de aktiviteter, som igangsættes i projekt De Vilde
Unge. Det gælder f.eks. kampagnerne Dope Kills og Dope-NoMania samt
ungdomskonferencen “Hjerter i sovs”.
Den opmærksomhed og medieinteresse, der er omkring disse projekter, er i
høj grad medvirkende årsag til, at de unge føler, at deres arbejde og indsats
bliver værdsat, og at deres arbejde har betydning.
99

Evaluering
100

8. Formidling og Implementering
De Vilde Unge
Nye succeskriterier i det sociale arbejde med unge
Det har i vid udstrækning været muligt for projekt De Vilde Unge at formidle,
synliggøre og til en vis grad også at implementere projektets ideer og tanker
om arbejdet med de mest udstødte grupper af unge blandt projektets samarbejdspartnere
og faglige netværk.
Både institutioner, klubber og socialcentre har gennem samarbejdet med projekt
De Vilde Unge fået et mere nuanceret syn på projektets målgruppe. Samarbejdspartnerne
giver alle udtryk for, at deres forståelse for, hvilke arbejdsmetoder
det er nødvendigt at anvende i arbejdet med de mest udstødte grupper
af unge, samt hvilke succeskriterier det er rimeligt at have i arbejdet, er ændret
i den tid, hvor institutionen eller medarbejderne har samarbejdet med projekt
De Vilde Unge.
“Gennem samarbejdet med projekt De Vilde Unge har vi lært, at det er
svært at lave succeskriterier for det sociale arbejde blandt de mest udstødte
unge, men jeg mener i dag, at vi er nået langt, hvis vi gennem at placere
en ung hos De Vilde Unge kan flytte ham eller hende fra at være meget
kriminel til blot at begå mindre kriminelle handlinger som butikstyveri
og lign.”.
Samarbejdspartner
Der er en stigende anerkendelse og forståelse for projektets arbejdsmetoder og
resultater hos både institutioner, klubber, politiet og de lokale socialcentre, og
mange af dem mener, at deres samarbejde med projekt De Vilde Unge har
påvirket deres egne arbejdsmetoder i forhold til socialt udstødte unge.
“Vi har fået en forståelse for, at det er nødvendigt med en kontakt, hvor vi
stiller færre krav, hvis man skal have fat på de tungeste af de unge. Det er
vigtigt, at vi signalerer til selv de meget tunge unge, at vi ikke opgiver
dem, selvom de dropper ud af skolen, laver kriminalitet eller andet”.
Samarbejdspartner
101

Evaluering
En begyndelse præget af skepsis
Projektmedarbejderne fra projekt De Vilde Unge er i nogle tilfælde blevet mødt
med mistro og/eller misundelse fra medarbejderne på de etablerede institutioner
eller socialcentre. Denne mistillid er ikke bare en barriere for samarbejdet,
men har naturligvis også indflydelse på projektets mulighed for og evne til at
formidle og implementere projektets arbejdsmetoder hos andre institutioner
og tilbud, som arbejder med de mest udstødte grupper af unge.
I takt med, at disse samarbejdspartnere har lært projekterne og projektmedarbejderne
at kende, er relationen dog i langt de fleste tilfælde blevet vendt
til et konstruktivt og godt samarbejde.
At opnå en konstruktiv relation til samarbejdspartnerne har ofte krævet en høj
grad af ydmyghed fra projektmedarbejdernes side, og det har været nødvendigt
med en kortere eller længere tillids- og kontaktskabelsesproces til samarbejdspartnerne
for at overvinde eller mindske den mistillid, som projektarbejdet
mange steder bliver mødt med i begyndelsen.
“Vi var skeptiske overfor projektet i starten, men vi indkaldte til et møde,
og efterhånden fandt vi ud af, at vi skulle samme vej - men vores
udgangspunkter var meget forskellige. Vi er blevet gode til at kommunikere
og til at informere hinanden.
Vi er blevet imponeret over projektet, fordi de har været i stand til at
fastholde nogle unge, som ellers aldrig har kunnet tilpasse sig nogle
steder”.
Samarbejdspartner
I nogle tilfælde er projektmedarbejderne og deres initiativer dog blevet mødt
med stor forståelse og imødekommenhed allerede fra begyndelsen.
Et socialcenter har gennem hele forløbet været meget positiv overfor samarbejdet
med delprojektet Den Rullende Redaktion, og understreger, at specielt
muligheden for en tæt og løbende dialog mellem socialcentret og projektmedarbejderne
gennem hele projektforløbet har været af stor betydning
for socialcentrets tillid til projektet. Det er bl.a. af betydning for centrets
sagsbehandlere, at de hurtigt kan komme i kontakt med projektmedarbejderne
gennem deres mobiltelefoner, hvis der er behov for at få afklaring på en
problemstilling eller et spørgsmål. Projektmedarbejdernes tilgængelighed er
af stor betydning for projektets samarbejdspartnere. Antallet af kontakter
102

De Vilde Unge
mellem en institution og projektet kan variere meget, fra daglige kontakter til
en kontakt en gang om måneden alt afhængig af behovet og den konkrete unges
situation.
Dialog og samarbejde til gavn for de unge
Dialogen og samarbejdet mellem projektmagerne i De Vilde Unge og projektets
samarbejdspartnere er af afgørende betydning for mulighederne for at skabe
optimale udviklingsbetingelser for de unge, som er tilknyttet projektet.
Et godt eksempel på samarbejdets betydning er f.eks. samarbejdet mellem
projektmedarbejderne i Den Rullende Redaktion og en akutinstitution, hvor
nogle af projektets piger har boet i den periode, hvor de også har været tilknyttet
Den Rullende Redaktion.
Det har været væsentligt for samarbejdet, at projektet (Den Rullende Redaktion)
og institutionen fra starten har været enige om det endelige mål for arbejdet og
indsatsen i forhold til den enkelte pige. Det har været en afgørende
motivationsfaktor for samarbejdsrelationen og af betydning for den gensidige
tillid mellem parterne, at medarbejderne på institutionen fra starten har været
klar over, at projektmedarbejderne på Den Rullende Redaktion var enige med
institutionens personale i de langsigtede og overordnede mål for de piger, som
deltog i projektet, og som samtidig boede på institutionen.
Samarbejdet mellem institutionerne og projekt De Vilde Unge betyder, at både
projekt og institutioner får et mere nuanceret billede af den unge, idet projektet
og institutionen i mange tilfælde har forskellige oplevelser med den unge, og
dermed har forskellige vurderinger af, hvor langt den unge er i hendes/hans
udvikling på et givent tidspunkt. De forskellige oplevelser med den unge giver
tilsammen et mere nuanceret og samtidig mere realistisk helhedsbillede af den
unges tilstand (problemer, ressourcer m.m.). En god samarbejdsrelation mellem
projekt og institution medfører, at det ikke bliver et enkelt syn, men derimod
flere forskellige iagttagelser, som bliver bærende eller udslagsgivende i
vurderingen af den enkelte unges tilstand, formåen, behov osv. Den unges
tilknytning til projekt De Vilde Unge er på den måde med til at kvalificere
også institutionernes arbejde med de unge.
At projekt og institution, trods forskellige observationer, alligevel kan komme
frem til en fælles vurdering af den unges tilstand og behov lader sig kun gøre,
hvis der opbygges et solidt tillidsforhold mellem parterne.
Trods et velfungerende samarbejde kan der dog alligevel opstå en konkurrencesituation
mellem projektet som dagtilbud og f.eks. en institution med
døgnforanstaltning. Det er f.eks. nødvendigt i samarbejdet at arbejde med, hvem
der har ansvaret for den unge. Konkret kan der opstå uklarheder om ansvarsfor-
103

Evaluering
delingen, hvis der opstår en konflikt mellem en ung og institutionspersonalet,
mens den unge er på institutionen, og den unge så kontakter projektmedarbejderne
fra projekt De Vilde Unge pr. mobiltelefon for at få hjælp, blive
trøstet eller andet. Herved kan der opstå situationer, hvor informationer om
den unge går uden om institutionen, og medarbejderne derfor føler, vat de
bliver frataget muligheden for, at de kan leve op til deres opgave og ansvar i
forhold til de unge.
“Når der arbejdes med de mest udstødte og socialt truede unge, er det
nødvendigt med et dagtilbud som projekt De Vilde Unge, fordi den gruppe
af unge ikke kan forpligtes i et sammenhængende tilbud af f.eks. 7 timers
varighed”.
Samarbejdspartner
Af hensyn til kvalificeringen af arbejdet med de unge, er det derfor at afgørende
betydning, at projekt De Vilde Unge prioriterer samarbejdsrelationerne til
projektets samarbejdspartnere højt, og at der bevidst arbejdes på at etablere og
pleje disse, afklare evt. regler for samarbejdet, ansvars- og kompetencefordeling
m.m.. Det kræver mange ressourcer fra projektledelsens side, men de allerede
opnåede resultater må være et signal om, at det også fremover er en indsats,
som fortsat skal udvikles, ikke kun i forhold til døgninstitutioner, men også i
forhold til f.eks. lokale ungdomsklubber og skoler m.m.
“Når de unge kan være så vanskelige at arbejde med og være sammen
med, som tilfældet er, så er det vigtigt, at der er flere grupper af voksne
(medarbejdere/projektmedarbejdere), som oplever dem hver for sig, sådan
at man ikke bliver for sure på de unge eller kører træt. Det er godt, at vi
kan aflaste hinanden”.
Samarbejdspartner
Synliggørelse af projektets indhold og formål
Nogle institutioner og fritidstilbud efterspørger et tættere og mere struktureret
samarbejde med projekt De Vilde Unge bl.a. i form af faste månedlige møder.
Ifølge f.eks. klubmedarbejderne skal en udvikling af samarbejdet bl.a. give
104

De Vilde Unge
klubberne en større indsigt i projektets mål og arbejdsmetoder, som nogle af
dem føler, er uklare for dem.
Et udvidet samarbejde vil omvendt kunne give projektmedarbejderne i De Vilde
Unge en indsigt i de problemstillinger, som klubmedarbejderne møder i deres
daglige arbejde med unge fra lokalområderne.
Det er af betydning for klubmedarbejderne, at de får en indsigt i projekt De
Vilde Unges arbejde, sådan at de bliver i stand til at beskrive projektets baggrund
og formål for klubbens medlemmer. Hvis ikke klubmedarbejderne får denne
indsigt og kan formidle viden om projektet videre til medlemmerne, er der
ifølge klubmedarbejderne risiko for, at de unge, som ikke er tilknyttet projekt
De Vilde Unge, står uforstående over for, hvorfor en mindre gruppe af unge fra
lokalområdet i en periode får arbejdsdusør for at deltage i bl.a. fritidsaktiviteter
eller for at passe deres skolegang.
“For folk uden for projektet er det kun “isvaflerne” (projektaktiviteterne
og alt det spændende), som bliver det synlige, hvis ikke vi andre i kvarteret
får en ordentlig forklaring på baggrunden for aktiviteterne, og for de
tanker og bevæggrunde, som ligger bag projektet. Projektaktiviteterne i
De Vilde Unge kan derfor komme til at fremstå som foræringer”.
Klubmedarbejder
En konkret måde at fremme samarbejdet på kunne være, udover at holde faste
informationsmøder, at arrangere fælles aktiviteter for både klubbernes
medlemmer og projektets unge. Det kunne f.eks. være gokartarrangementer,
fælles udflugter m.m., men projekt De Vilde Unge har valgt at prioritere dette
arbejde fra til fordel for projektets øvrige arbejdsopgaver.
For nogle af de unge, som er tilknyttet aktiviteter i projekt De Vilde Unge, vil
de lokale ungdomsklubber også være en potentiel fritidsaktivitet, når de unge
en dag holder op i De Vilde Unge - nogle unge bruger også fortsat ungdomsklubberne,
mens de er tilknyttet projekt De Vilde Unge. Af hensyn til de unges
udviklingsproces vil det derfor også være en fordel, at dialogen og samarbejdet
mellem projektmedarbejderne i De Vilde Unge og lokale medarbejdere i f.eks.
klubberne udvikles.
Nogle klubmedarbejdere fremhæver den manglende formidling og information
mellem projekter og institutioner som en generel problemstilling, og der er
derfor ikke tale om en problematik, der alene vedrører projekt De Vilde Unge.
Medarbejderne nævner bl.a. fordomme som en generel problematik mellem
105

Evaluering
projekter og institutioner. En tilstand som klubmedarbejderne håber, at man
ville kunne komme til livs gennem et øget samarbejde.
Yderligere synliggørelse af projektets metoder og aktivitetsindhold samt
udvikling af projektets tilgængelighed, forstået som muligheden for dialog og
kontakt til projektets medarbejdere og ledelse, er og bør fortsat fremover være
et vigtigt element i arbejdet, som vil være meget afgørende for projektets mulighed
for at formidle og implementere sine arbejdsmetoder til de offentlige
institutioner og forvaltninger, som også har kontakter med de unge. Ikke mindst
i startfasen af nye projektaktiviteter er kontakt og dialog et væsentligt signal
om forståelse for de udviklingsmuligheder og den kvalificering af det sociale
arbejde, der kan ligge i erfaringsudvekslingen og løbende fælles planlægning
med samarbejdspartnerne.
Samarbejdet med de lokale socialcentre
Samarbejdet mellem projekt De Vilde Unge og de lokale socialcentre foregår
på to niveauer. Der foregår et samarbejde mellem projektleder Søren Magnussen
og socialcentrene omkring dannelsen af faglige netværk og udveksling af
erfaringer, indsatser i lokalområderne m.m., og der foregår desuden et samarbejde
mellem projektmedarbejderne og sagsbehandlerne omkring arbejdet
med den enkelte unge (projektdeltageren).
Projekt De Vilde Unge har oftest ikke et formelt samarbejde med socialcentrene,
men sagsbehandlerne mødes med projektledelsen eller projektmedarbejderne
efter behov.
Samarbejdets uformelle karakter har bl.a. stor betydning for projektets evne til
at fastholde det tillidsforhold, som projektmedarbejderne har fået skabt til de
unge. Det er væsentligt for projektets evne til at kunne fastholde kontakten til
de unge, at de unge ikke oplever, at projektet og socialcentret udveksler
informationer om den enkelte unge, som den unge troede, at han/hun havde
fortalt projektmedarbejderen i fortrolighed. Den uformelle samarbejdsform
mellem projekt De Vilde Unge og de lokale socialcentre er derfor en af de
faktorer, som er med til at sikre, at projektet fastholdes som et frirum for de
unge. En mulighed som projektet næppe havde haft, hvis medarbejderne gennem
et formelt samarbejde videregav personlige oplysninger om de unge til
sagsbehandlerne. Det uformelle samarbejde er derfor med til at sikre og
fastholde de forskellige roller, som hhv. projekt og socialcenter har i forholdet
til de unge.
106

De Vilde Unge
“I arbejdet med de mest udstødte unge er det nødvendigt, at der er en
klar skelnen mellem os som social myndighed og De Vilde Unge som
projekt. Projektet lægger stor vægt på, at der er en meget klar skillelinie
mellem vores og deres virksomhed, sådan at de unge kan komme i projektet
uden forpligtelse og uden sagsføring osv. Den unge må ikke føle, at alle
taler om ham/hende, og at alle taler til ham eller hende på samme måde
og med samme udgangspunkt. Den skarpe opdeling mellem os som social
myndighed og projektet er også væsentlig for, at projektet kan opretholde
sine netværk i lokalområdet.
På den måde er den klare opdeling med til at mindske udstødelsesmekanismerne”.
Sagsbehandler
Nogle socialcentre mener, at der generelt gradvist bliver bygget bedre og bedre
bro mellem forskellige projekter og socialcentrene.
Disse socialcentre mener, at det bl.a. er gennem brugen og samarbejdet med
projekt De Vilde Unge, at man lokalt har været i stand til at signalere den
holdning, at ingen unge, uanset hvor socialt belastet de er, bliver opgivet eller
overladt til dem selv, selvom de f.eks. dropper ud af skolen, bliver taget i at
begå kriminalitet eller andet.
På et socialcenter har man som resultat af bl.a. samarbejdet med projekt De
Vilde Unge etableret nye lokale puljer, hvorfra de unge kan søge penge til egne
aktiviteter og ideer. Socialcentret har desuden startet en kontaktpersonordning,
hvor socialcentret har ansat medarbejdere med anden etnisk baggrund til at
skabe uformelle kontakter til de unge 2. generationsindvandrere og deres
familier i lokalområdet.
Samtlige socialcentre, som projekt De Vilde Unge samarbejder med, er enige
i vurderingen af, at projektet med dets arbejdsmetoder kan nå en gruppe af
unge, som man tidligere har haft meget svært ved enten at få kontakt med eller
at fastholde kontakten til. Socialcentrene, som har henvist unge til projektet,
er desuden enige om, at projekt De Vilde Unge med dets arbejdsmetoder og
særlige ressourcer har kunnet tilføre det sociale arbejde med unge en ny kvalitet
og dimension, som socialcentrene ikke tidligere har været i stand til at tilbyde
eller henvise til.
107

Evaluering
“Den gruppe af unge, som projekt De Vilde Unge arbejder med, er de
unge, som ryger ind hele tiden. Derfor er det af stor betydning, at projektet
holder kontakten til disse unge ved lige. På den måde undgår vi nok den
groveste vold - ved at der er nogle, som tager sig af dem - også mens de
sidder inde. Så føler de unge, at de ikke er alene, og at der er nogen, som
tager sig af dem. De får følelsen af, at de stadig har en chance”.
Samarbejdspartner
Samarbejdet mellem projekt De Vilde Unge og socialcentrene spiller også en
væsentlig rolle i visitationen af unge til projektet, og samarbejdet er derfor
yderligere beskrevet under afsnittet “Kontaktskabelse og visitation”.
Brugen af offentlige medier
Oplysning og information i både den lokale og landsdækkende presse er en
måde, som projekt De Vilde Unge forsøger at formidle viden om projektets
arbejdsmetoder og aktuelle aktiviteter på.
Brugen af offentlige medier er både en pleje af det image, som projektet ønsker
at synliggøre overfor målgruppen, og medierne bliver også brugt i en socialpolitisk
strategi i forhold til netværk og samarbejdspartnere.
Foredrags- og undervisningsvirksomhed er også en måde, hvorpå projektledelsen
forsøger at synliggøre projektets arbejde samt at formidle og implementere
projektets arbejdsmetoder og etiske holdning i forhold til målgruppen.
Pressen (hovedsagelig aviserne) er også et væsentligt middel i synliggørelse af
de unges synspunkter og holdninger. De unge opfatter i høj grad, at deres arbejde
og deltagelse i projekternes aktiviteter bliver taget seriøst, og de unge opfatter
det som en anerkendelse af deres arbejde, når nyhedsmedierne interesserer sig
for deres indsats og de problemstillinger blandt unge, som projekterne
beskæftiger sig med. F.eks. har presseomtalen været af stor betydning både for
projektets afvikling og effekten (virkningen i forhold til målgruppen) i
forbindelse med projekt De Vilde Unges kampagner mod stofmisbrug: “Dope
kills” og “Dope-NoMania” samt i forbindelse med afholdelsen af ungdomskonferencen
“Hjerter i sovs”.
Kontakterne til pressen skal dog styres og afvejes for at undgå, at de unge
projektdeltagere bliver og/eller føler sig misbrugt. Det er ikke altid, at de unge
108

De Vilde Unge
kan overskue konsekvenserne af deres udtalelser til pressen. Kontakten til
pressen skal foregå sådan, at det er projektets aktiviteter og kampagner
mediernes omtale kommer til at koncentrere sig om og ikke den enkelte
projektdeltageres personlige forhold.
109

Evaluering
110

9. Uddybning af projekterfaringer
De Vilde Unge
Motivations- og fastholdelsesfaktorer
Projekt De Vilde Unge har, som det er fremgået, haft stor succes med at skabe
kontakt til unge inden for målgruppen, samtidig med at det er lykkedes at
fastholde kontakten over lang tid med hovedparten af de unge. I virkeligheden
har der været basis for at arbejde mere intensivt med langt flere unge, end det
er sket, men projektets organisering og kapacitet har sat en begrænsning for,
hvor mange unge, der kan rummes på samme tid.
“Mange af mine venner er vilde med, hvad jeg laver. De vil gerne være
med”.
Projektdeltager
En del af de unge er blevet opsøgt af projektlederen eller af projektmagere og
tilbudt et job eller en aktivitet i projekt De Vilde Unge. Nogle har henvendt sig
selv, fordi de har hørt om projektet fra andre unge og synes, at det er spændende
og vigtige spørgsmål, som projektet arbejder med, og fordi det er attraktivt at
kunne tjene penge. Andre unge kommer mere tilfældigt med, mens endnu andre
bliver henvist via socialforvaltningen eller en institution, de aktuelt er tilknyttet.
I forhold til projektets målsætninger, og da udgangspunktet for arbejdet er
kontaktafvisende unge, der mere eller mindre er opgivet af systemet, er det af
interesse at få belyst, hvad det er, som får de unge til at sige ja til at være med
i projektet: Hvad er det, der skaber kontakten Hvilke præmisser er der for de
unges deltagelse
Det fælles er, at alle de unge oplyser, at de på starttidspunktet ikke havde noget
at lave. Nogle er på den baggrund selv gået efter et “job” i projekt De Vilde
Unge, andre har reageret på et tilbud, de har fået med: “ så kunne jeg lige så
godt prøve det her”. Enten vidste de unge ikke, hvad de ville - eller også havde
de prøvet at søge job uden at lykkes med at få noget. Enkelte havde prøvet at få
et job, men kunne ikke passe det eller klare det. For flere af de unge er det et
stort problem, at de pga. straffeattester ikke kan få job, ikke engang fritidsjob.
Det har betydet, at det at få et job og en mulighed for at tjene penge er den helt
altoverskyggende motivationsfaktor i startfasen. Mange af de unge udtaler, at
pengene er det vigtigste. En siger dog:
111

Evaluering
“Vi får penge, det er fedt. Jeg tror, det er, fordi de vil have, vi kommer til
aktiviteterne, men jeg har ikke noget mod at træne, selv om jeg ikke fik
penge for det”.
Projektdeltager
Nogle af de unge begrunder deres start med, at de havde lyst til at prøve noget
nyt, og at “jobbet” lød tiltalende (at lave ”Magasinet” og andre forskellige
aktiviteter).
Et forhold, der i den forbindelse er af stor betydning, er, at flere af de mest
udstødte unge, som har en mangeårig og belastet kontakt med socialforvaltningen,
lægger stor vægt på at få mulighed for at arbejde sig væk fra
afhængigheden af socialforvaltningen. De oplever den afhængighed som
økonomisk betinget, så hvis man kan tjene sine egne penge, kan man komme
til at klare sig uden socialforvaltningens indblanding.
“Jeg har altid ønsket at komme til at klare mig selv. Det bedste er, at jeg
via De Vilde Unge er ude af socialforvaltningen”.
Projektdeltager
Samtidig er det tydeligt, at de unge er klar over, at de ikke har sagt ja til et job
af længere varighed. De begynder i projektet på baggrund af en klar bevidsthed
om, at det drejer sig om noget midlertidigt, en overgang. Det hænger bl.a.
sammen med den fælles drøm om at få en uddannelse og et arbejde.
”Jeg ved ikke, hvor længe jeg skal være her, jeg skal have et fast sted at
bo, og så skal jeg i skole igen. Det er sjovt, det her, men jeg vil hellere
have en uddannelse. Det er midlertidigt, jeg er her. Jeg skal være her en
tid, til mine problemer er løst. Jeg vil gerne have en uddannelse senere”.
Projektdeltager
Alligevel nævner flere af de unge det gode i, at der ikke er sat hverken
112

De Vilde Unge
aldersbegrænsning eller tidsbegrænsning på at deltage. Det betyder, de kan
blive så længe, som de vil, og som det er meningsfuldt for dem. De ved, man
kan starte i skole, praktikplads eller andet og vende tilbage til projekt De Vilde
unge, både hvis det er gået godt og dårligt med det, man prøver.
“Det er det gode ved projektet, her afviser man ingen og der er ingen,
der får sidste chance”.
Projektdeltager
Flere af de unge projektdeltagere og -magere lægger planer om et parallelforløb,
hvor de både uddanner sig og er ansatte i projekt De Vilde Unge med forskellige
former for projektaktiviteter.
“Det gode ved projektet er, at der er så mange muligheder, så man kan
blive i projektet i nye roller og funktioner”.
Projektdeltager
At det så kan diskuteres, om de unge reelt er ude af socialforvaltningen, er en
anden sag. De unge er ganske vist udmærket klar over, at socialforvaltningen
på forskellig måde er med eller står bag deres deltagelse i projekt De Vilde
Unge, men i projektet oplever de en frihed fra snærende kontrol, fra stempling
som et socialt tilfælde og fra krav, de ikke kan honorere. Flere fremhæver det
gode ved, at man ikke er “en sag” i projekt De Vilde Unge. Det går meget på,
at det gode er, at medarbejderne respekterer tavshedspligt og fortrolighed. De
snakker aldrig bag ens ryg, og de rapporterer aldrig om noget, man ikke selv
har bedt om eller er indstillet på. Derfor kan man fortælle dem alt, siger de
unge. Det kan også betyde, at medarbejderne får meget at vide om de unge af
de andre unge, og da medarbejderne så tager det op og blander sig, kan det
godt nogen gange være irriterende, men det er også godt, mener nogle af de
unge.
De unge ved godt, at der er hensigter bag tilbuddet om at kunne være med i
projektet, både fra deres sagsbehandlere, fra medarbejderne på de institutioner,
de evt. er tilknyttet og fra medarbejderne i projekt De Vilde Unge. Men den
bevidsthed fratager dem ikke deres lyst til at deltage og forblive i projektet.
113

Evaluering
“Jeg var røget ud af skolen og sov hele dagen. De ville holde mig fra at
lave kriminalitet“ .
Projektdeltager
Flere af de unge siger, at de blev tilbudt aktiviteter, fordi de lavede ballade i
området, og fordi de skulle holde sig fra kriminalitet. Det har de det helt afslappet
med, det vigtige for dem var, at de selv kunne bestemme aktiviteterne, og at
det derved blev spændende.
Andre beskriver også, at udsigten til selv at skulle bestemme indholdet i
aktiviteterne i dagligdagen, det var det “fedeste” - udover pengene. Og mange
nævner også det vigtige i at skulle op og at have noget at møde op til hver dag.
“Jeg har fundet ud af, hvad livet er. Hvis man ikke går i skole, er i
uddannelse eller har et arbejde, så er man uden for alting”.
Projektdeltager
Et andet vigtigt forhold, som de unge tillægger betydning, er, at de unge bliver
stillet i udsigt, at der ikke er nogen obligatorisk deltagelse i faste aktiviteter,
dvs. ingen tvang, udover at man forpligter sig til at møde op og lave noget. Den
individuelle hensynstagen gør, at de ikke på forhånd føler, at de bliver hægtet
op på noget, de ikke kan leve op til eller ikke kan holde ud.
Mange af de unge begrunder også deres deltagelse med udsigten til at have
nogle spændende og gode voksne at tale med.
“Jeg var helt nede. Søren hjælper mig til at komme videre. Det er vigtigt
at have noget at lave, men det er lige så vigtigt at have nogen at snakke
med”.
Projektdeltager
114

De Vilde Unge
(BILLEDE)
115

Evaluering
En nævner, at han via kammerater kom i forbindelse med projektet, fordi han
decideret var i knibe i forhold til politiet, og han er så forblevet i kontakt med
projektet. En siger:
“Jeg ville have sagt ja til projektet, selv om der ikke var andre unge”.
Projektdeltager
og en anden siger:
”Det bedste ved projektet er projektmedarbejderne”.
Projektdeltager
For nogle er projektlederen et forbillede, de ser op til ham og de ting, han
laver. De vil gerne lære at kunne det samme som ham. - Andre unge beskriver,
at det i starten kan være de andre unge, der betyder noget for, at man bliver
hængende.
“Det var tilfældigt, jeg kom med til et forberedelsesmøde (til “Hjerter i
Sovs”- konferencen), og jeg blev så nysgerrig over, at så mange rigtige
rødder mødte op i stedet for at være ude at lave penge, som de plejer”.
Projektdeltager
Det image, som projektet har fået blandt (udstødte) unge og det identitetsskabende
i projektet virker både som motivations- og fastholdende faktor.
Flere unge nævner de udfordringer, der ligger i de opgaver, som “jobbene” i
projekt De Vilde Unge indebærer. At lave blad for andre unge, at lave
antidopekampagner, demonstrationer, fester, ture, deltage i ungdomskonferencer
m.m. er spændende og krævende.
116

De Vilde Unge
“Jeg er blevet mere voksen. Det er, fordi de ting, vi laver i De Vilde
Unge, ikke er for sjov. De er af betydning”.
Projektdeltager
“Jeg er stolt over at have været med til den konference”.
Projektdeltager
“Det er et godt formål at være med til (antidopekampagnen), og jeg vil
gerne gøre noget for andre”.
Projektdeltager
De her skildrede motivationsfaktorer er i høj grad de samme faktorer, der har
betydning for, at de unge forbliver i projektet i længere tid. Job og penge,
image og identitet, de spændende aktiviteter, indflydelsen m.v. Men det, der
afgørende fastholder de unge, er, at projektet i høj grad indfrier de løfter eller
de muligheder, som de unge bliver stillet i udsigt. De unge føler, at de faktisk
er med til at bestemme, og at de får overdraget et reelt ansvar i forhold til
mange opgaver, de skal løse. Nogen gange kan det næsten virke som for stor
en udfordring, for uoverskueligt, uoverkommeligt at skulle bestemme og tage
initiativer, derfor er støtten fra de voksne eller fra de andre unge vigtig, og det
er vigtigt, at der bliver lagt forslag og ideer på bordet, så man ikke bliver ladt i
stikken ved, at man skal finde på alting selv, hvis man ikke altid er i stand til
det.
Nogle af de unge nævner, at der kan være et problem med, at der ikke er arbejde
nok, så alle kan få noget at lave og få mulighed for at tjene penge, og andre
kommer ind på, at det kan være utilfredsstillende, at der ikke er tilstrækkelig
målrettethed i forhold til forskellige former for undervisning/læring (f.eks. brug
af computer) eller i forhold til at frembringe et produkt (bladet, dopearrangement
m.m.). Når de alligevel forbliver i projektet hænger det sammen med, at der
faktisk ydes støtte, og at der tages individuelle hensyn, så langt det overhovedet
117

Evaluering
er muligt. Kun mangel på ressourcer, f.eks. penge eller medarbejderhænder og
tid, sætter begrænsninger, ikke holdningen og indstillingen til at ville individualisere
og være fleksible.
Men den helt afgørende fastholdende faktor for langt de fleste unge - udover
pengene - er den kontakt og tillid, der udvikler sig til de voksne medarbejdere
i projektet. De unge fortæller om, hvordan de kan komme til orde, får lov at
læsse af, være vrede, kede af det, glade, og alligevel bliver lyttet til og bliver
taget alvorligt, fordi de voksne forholder sig til dem, og det de siger.
“Man kan godt sige, at de voksne opdrager os”.
Projektdeltager
De unge kan ikke sige, hvad der er vigtigst, at lave aktiviteter/arbejde eller at
snakke. De synes, begge dele er lige vigtigt. Man kan sige, at der er et konstant
dilemma til stede og dermed et behov for en hårfin balance mellem produkt og
proces i projektet, som medarbejderne, set fra de unges synspunkt, i høj grad
mestrer. Men det kræver min. 2 medarbejdere, for at der er den nødvendige
mulighed for at individualisere og være fleksibel, samtidig med at der holdes
fast i det målrettede.
Nogle af de mest udstødte unge er som nævnt inde på, at de godt kunne nøjes
med de voksne og aktiviteterne og ikke nødvendigvis føler, de har brug for de
andre unge. De ser ikke på de andre unge som venner, men som “kolleger”,
andre unge, der også har brug for et job, noget at lave. Nogen kan de lide,
andre kan de ikke lide. De relaterer sig ikke nærmere til de andre unge, men
derimod til de voksne. De omtaler det ikke som en konkurrencesituation. - Det
at være sammen med andre unge om aktiviteterne er imidlertid betydningsfuldt
for andre. Det gælder naturligvis især de unge, som i forvejen udgjorde en
gruppe, da de startede i projekt De Vilde Unge, men også for andre. Selv om de
andre unge er af betydning, udvikler det sig ikke nødvendigvis til venskaber,
som rækker ud over “arbejdstiden”. Ifølge medarbejdernes vurdering senere i
projektforløbet kan det se ud til, at gruppedynamikken udvikler sig og ændrer
sig over tid, altså jo længere de unge er sammen som gruppe, kan de unge i
højere og højere grad blive i stand til at fungere sammen og blive i stand til at
give plads og støtte til andre.
118

De Vilde Unge
Kvalificering af de unges hverdagsliv
I projekt De Vilde Unge skal det sociale arbejde med de udstødte unge medvirke
til at stoppe den udstødelsesproces, som er i gang, og arbejde for, at de unge
integreres i nogle samfundsmæssige sammenhænge igen. I stedet for at kræve,
at de unge skal normalisere sig, dvs. opføre sig ordentligt, ikke lave kriminalitet,
ikke tage stoffer, før de kan få lov til at få et tilbud eller være med i nogle
aktiviteter, drejer det sig om at lave aktiviteter, yde omsorg og støtte på de
udstødte unges præmisser. De skal have lov at være dem, de er, og gøre det, de
plejer at gøre. Men de skal stilles overfor at se reelle muligheder for, at de også
kan handle anderledes, og de skal have en respons, der solidarisk viser dem, at
de selv betaler de højeste omkostninger ved bl.a. fortsat kriminalitet og stofindtagelse.
Og de skal ikke være i tvivl om projektets holdning til, at det, de
gør, er ”noget lort”, uden at de af den grund skal føle sig bortdømte.
Aktiviteter, omsorg og støtte på de unges egne præmisser handler om at
kvalificere deres helt almindelige hverdagsliv. Det kan ske ved at stille nye og
andre betingelser til rådighed for de unge, og kvalificeringen af deres hverdagsliv
vil så afhænge af, om og hvordan de unge bruger disse betingelser.
I projekt De Vilde Unges tilbud om job og aktiviteter er der mange udstødte
unge, som har fået et tilbud på nogle betingelser, som de har vist, at de har
kunnet bruge. De er af projektmedarbejderne bl.a. blevet mødt som unge, der
havde nogle vigtige erfaringer og kvalifikationer, som de skulle udnytte i nogle
aktiviteter til gavn for unge i lignende situationer, og ikke primært som nogle
unge, der skulle definere sig som hjælpsøgende og problematiske.
De unge har først og fremmest gennem deres deltagelse fået brudt den “hverdagens
centrifuge”, som mange af de unge turbulerer rundt i uden på noget
tidspunkt at tage stilling til sig selv, og hvad de har gang i. De unge stopper op,
får en smule ro på, når de får noget at stå op til og møde op til, som i høj grad
medvirker til at starte en normalisering af deres døgnrytme. Mange af de unge
har levet om aftenen og om natten og sover det meste af deres dag væk. Det i
sig selv er en hindring for at indgå i de fleste almindelige sammenhænge, i
hvert fald skolegang og uddannelse, som er den almindelige aktivitet for unge.
Og det har vist sig, at de unge faktisk møder op til de aktiviteter, de har sagt ja
til at være med i. Mødefrekvensen i delprojekterne er meget høj. Naturligvis
forekommer det, at de unge udebliver eller bliver forhindret, men har som
regel haft en grund og har også meldt afbud eller evt. givet besked via nogle af
de andre unge. Reglen om, at de unge bliver trukket i løn, hvis de ikke møder
eller melder afbud (eller hvis de pjækker fra skole), er blevet benyttet nogle
enkelte gange, men ikke i særlig udpræget grad. De unge giver udtryk for at
acceptere denne regel, selv om de selvfølgelig synes, det er ærgerligt at blive
trukket i løn.
119

Evaluering
“Der er ingen, der bare er blevet væk, de melder afbud. Flere kommer,
selv om de ikke får penge” (om kampsportsaktiviteter)”.
Projektmedarbejder
Det har været svært for enkelte af de mest udstødte unge at møde hver dag til
aktiviteter - især til den aftalte tid. I Den Rullende Redaktion er de unge blevet
udstyret med mobiltelefoner, så de kan kontaktes af medarbejderne, ligesom
de unge kan kontakte en af medarbejderne på alle tider af døgnet, hvis de
skulle få brug for det. Det er også muligt, at få kontakt til medarbejdere i andre
delprojekter på alle tider af døgnet. Mobiltelefonen har været et nyttigt redskab
til at holde kontakten og stimulere de unge til at møde op. Nogle unge har
desuden accepteret indimellem at blive hentet af projektmedarbejderne på deres
bopæl.
For nogle af de unge har aktiviteterne i projekt De Vilde Unge været deres
eneste faste daglige gøremål, og det har været af et begrænset dagligt omfang
(ofte 4 timer), bl.a. fordi de nye oftest ikke kan fastholdes i mange timer ad
gangen.
For andre har der været tale om, at de er blevet støttet i at fastholde skolegang
eller uddannelsesplads, samtidig med at de er blevet tilbudt job og aktiviteter i
fritiden i projekt De Vilde Unge. Sådan var det bl.a. i Thorsgadeprojektet, hvor
der er tale om, at projektmagerne har tilbudt de unge et egentligt hverdagsfællesskab
- efter skoletid. Det, de unge og projektmagerne havde sammen,
udviklede sig til et fælles levet liv, hvor de hyggede og lavede spændende
aktiviteter sammen. Der blev ikke opretholdt en grænse mellem arbejde og
fritid, mellem arbejde og privatliv. De unge blev i starten tilbudt spændende
fritidsaktiviteter, som de selv skulle bestemme, men kom selv og bad om arbejde
som supplement, fordi de havde brug for at tjene penge.
De unge foreslog og besluttede også selv, at aktiviteterne skulle finde sted i
weekenden, fordi de kedede sig mest på det tidspunkt. Projektet har ikke haft
arbejde nok og penge nok til at aflønne alle de unge, som ønskede det. Hvem
der blev ansat blev afgjort ud fra, hvem der havde mest brug for pengene (dvs.
hvem der ikke fik penge hjemme og/eller var mest truet i forhold til at lave
kriminalitet). De unge, der ikke fik løn, har deltaget i aktiviteterne alligevel,
både kampsport og ture/arrangementer. Både projektmedarbejdere og de unge
fremhæver betydningen af, at aktiviteterne har været gratis for de unge, ellers
ville de slet ikke komme. Et socialcenter, som har medfinansieret nogle af
120

De Vilde Unge
aktiviteterne, har også lagt vægt på, at aktiviteter blev lagt i weekenden.
De unge er meget enige om det “fede” ved at have et dagligt program:
“Så vi bliver kørt trætte, så vi ikke laver så meget ballade. Der er heller
ikke tid til det”.
Projektdeltager
Også medarbejdere i en ungdomsklub peger på en stor forandring med de unge,
som de har kendskab til:
“Vi så dem ikke, dengang de unge havde deres eget lokale. Det var nok
det, de havde behov for, at være sig selv og lave noget for dem selv. I dag
er en enkelt begyndt at komme i klubben igen, de andre kommer og siger
goddag. De er velfungerende, de har fået et indhold i tilværelsen, de
passer deres ting”.
Klubmedarbejder
Nogle unge har som beskrevet fået privatundervisning finansieret gennem
projekt De Vilde Unge - i nogle tilfælde betalt af socialforvaltningen.
Undervisningen kom bl.a. i stand i kraft af, at nogle unge faktisk selv kom og
bad om undervisning. Der har været tale om såvel støttende undervisning, som
forberedende undervisning med henblik på, at den unge skulle få mod på og
blive i stand til at genoptage skolegang i en lidt bredere sammenhæng i et
skoleprojekt, i ungdomsskoleregi eller andet. Det har været nødvendigt at løse
konflikter og problemer for enkelte unge i forbindelse med skolegangen, og en
enkelt er i en periode, som konkret støtte, blevet hentet og fulgt til skole hver
dag. Fra alle sider, de unge selv, socialforvaltningen, projektmedarbejderne og
fra institutioner med tilknytning til de unge bekræftes det, at de unge holdt op
med at pjække fra skole. En af projektdeltagerne siger om sig selv og nogle af
de andre unge:
121

Evaluering
”Jeg synes der er sket store ændringer i vores opførsel. Vil laver ikke
ballade i skolen mere, vi sidder helt afslappet, Og vi snakker med de
andre nu”.
Projektdeltager
Projekt De Vilde Unge havde tidligt en plan om at ville lave et skoleprojekt i
samarbejde med Hellig Kors Skole og Døgnkontakten, men det kunne ikke
føres ud i livet. Til gengæld har den underviser, som blev ansat, i starten kunne
låne lokale på skolen og få adgang til lån af videoudstyr m.v.
Det er fremhævet både af de unge og medarbejderne og de øvrige parter, at
såvel aktiviteter som personlige relationer er vigtige ingredienser i forhold til
at igangsætte og støtte en forandringsproces. En af projektmedarbejderne beskriver
ud fra sine erfaringer at:
”Aktiviteter øger de unges selvtillid og ændrer deres holdninger, deres
indstilling, mens samtale skaber grundlaget for handling og selve
ændringen”.
Projektmedarbejder
Personlig udvikling
De unges identitet og selvopfattelse udvikles gennem konstante refleksive
processer, som forudsætter, at der er nogen andre mennesker, andre unge og
voksne, som giver respons på det, som den unge gør og siger. Derfor er det af
afgørende betydning, at den unge bringes i samspil og relation til mindst én
voksen og helst også andre unge, for at der kan skabes et grundlag for
forandringer. De unge har alle - i forskellig grad - vanskeligheder med at fungere
i relationer med andre unge og voksne i et konstruktivt, udviklende samvær.
Det er et forhold, som både har været årsag til, at de unge er blevet udstødt af
de “normale” sammenhænge, samtidig med at udstødelsen forstærker disse
vanskeligheder. Arbejdet med de unge må derfor sigte på at arbejde med at
ændre dette forhold, dvs. støtte de unge i at kunne forblive i et samvær, selv
om det volder vanskeligheder. I dette samvær må medarbejderne indstille sig
122

De Vilde Unge
på, at det i høj grad skal foregå på de unges præmisser, hvis der menes noget
reelt med at ville stoppe udstødelsesspiralen.
Som udgangspunkt for, at en udviklingsproces kan starte, er ”markedsføringen”
i projekt De Vilde Unge naturligvis helt afgørende. De unge mødes som
mennesker med ressourcer og nyttige erfaringer, som der er brug for, og de
mødes med forventninger om, at de godt kan en hel masse. De får indflydelse
og ansvar overdraget. Samtidig med at der er en fælles bevidsthed til stede
mellem medarbejdere og de unge om, at de unge har “huller” og tyngende
problemer, som der løbende skal tages højde for. Der fokuseres imidlertid ikke
særligt på problemerne. Det vigtige er, at samværet først og fremmest har en
kerne, som drejer sig om fællesskabet om en aktivitet, og at der sludres og
jokes om alt muligt andet og med udpræget anvendelse af humor. Det betyder,
at de unge mødes med respekt og en ligeværdighed, som gør, at de føler sig
værdsat. Et forhold, der skaber åbenhed, tryghed og tillid, og som bevirker, at
de unge kan tage imod den omsorg, som der ydes. De voksnes involvering,
interesse, opsøgende kontakt og bekymring for den unge opfattes som ærlig.
Den modkultur, som udstødte unge med store problemer ofte etablerer, og som
er beskrevet fra bl.a. døgninstitutionsverdenen, eksisterer ikke i projekt De
Vilde Unge.
I den åbne respektfulde atmosfære oparbejder de unge både en stigende grad
af selvtillid, mod til at kaste sig ud i nye udfordringer og en fortrolighed først
til de voksne og siden til de andre unge, i hvert fald nogle af dem. I denne
atmosfære kan og tør de unge udspille deres personlige problemstillinger i et
tempo, som de unge i høj grad selv styrer og bestemmer.
Det er i vidt omfang lykkedes de forskellige projektmedarbejdere og
projektlederen at skabe sådanne “udviklingsrum” for de unge. Disse “rum” er
naturligvis af vidt forskellig karakter afhængig af de personer og de problemstillinger,
der agerer i dem. At skabe disse “rum” og magte selv at fungere
i dem samtidig med, at de meget forskellige unge skal have plads hver især, er
nærmest et kunststykke. Det kræver betydelige personlige kvalifikationer,
menneskelig indsigt, mod, kreativitet og humor. De unge fortæller om, hvordan
de har fået tillid til en voksen/voksne igen, hvordan de har fået forbedret forhold
til familien, hvordan deres selvværd er blevet øget, og hvordan deres væremåde
og reaktionsmønstre er blevet ændret og derved deres omgangsformer med
andre, både andre unge, voksne og folk i almindelighed. Både de unge og
projektmedarbejderne kalder det, at der opdrages på de unge. En af de unge
siger om medarbejderne:
123

Evaluering
“De er gode at snakke med - man får det godt bagefter. Man kan godt
komme op at skændes med dem, over småting, eller hvis man selv er i
dårligt humør og lader det gå ud over de andre. Det er ikke sådan, at de
nødvendigvis giver igen, måske ignorerer de det bare. Så får man lov at
passe sig selv”.
Projektdeltager
De unge taler også om at være blevet mere voksne, modne, at have lært en
masse.
Nogle af de unge beskriver helt eksplicit det forhold, at de har fået genskabt en
bevidst selvreflektion: “Hvem er jeg Hvad har jeg gang i Vil jeg det her
Hvor vil jeg hen Hvordan kommer jeg det En af de unge fortæller fra
formøderne til konferencen “Hjerter i Sovs”:
“Det fik mig til at tænke over mange ting. Det betød en kanonudvikling,
fordi de fleste af de unge begyndte at forholde sig til det liv de levede, og
de ting de foretog sig med kriminalitet og stoffer. På det tidspunkt var jeg
ikke en skid stoppet med noget som helst........ Det var De Vilde Unge, der
fik mig i gang. Det var som om, de fik vendt alt det ”mørke”, alt lortet
inde i mig. Jeg havde opgivet det hele. Mit liv var noget lort, jeg ville
aldrig blive til noget ..... Det har fået mig til at tænke over mit liv, jeg har
fået nogle værdier. Jeg har fået mig et liv. Jeg føler ikke, jeg har haft det
før. Jeg har noget at miste nu. Alt at miste. Jeg tænker mere over tingene.
Snakker med min familie igen. Det må ikke gå galt igen”.
Projektdeltager
En anden ung siger:
124

De Vilde Unge
“Jeg kan godt stille mig ved siden af mig selv, og kigge på mig og sige:
Du skal ikke være rå resten af dit liv. Du kommer ingen vegne på denne
måde. -Jeg har hele tiden inde i mig tænkt, at jeg skulle have skolegang
og uddannelse, at jeg ikke skulle fortsætte på denne måde resten af mit
liv, men jeg kan først tage mig sammen nu. Gad ikke før. Måske fordi jeg
er kommet lidt væk fra det hele”.
Projektdeltager
Mange af de unge beskriver, at de har fået retableret et forhold til deres familie
igen, og mange har fået det bedre med familien. Nogle af projektmedarbejderne
og projektmagerne hjælper de unge med kontakten til familien. Forældrearbejdet
anses for meget betydningsfuldt af de projektansatte, og det er for det meste et
ressourcespørgsmål, når det bliver prioriteret bort. Ellers overlades den del af
arbejdet til socialcenter og institutioner, der også har med den unge at gøre.
Nogle unge udvikler et meget tæt forhold til de voksne, en sjælden gang et helt
usædvanligt forhold. En af de unge fortæller:
“Min kontaktperson er på en måde blevet halvt min mor, min storesøster
og en veninde. På en måde er vi blevet i familie. Vi laver alt muligt sammen
- også privat. Besøger hinanden og jeg kan overnatte hos min
kontaktperson. - En rigtig ven er sjælden. Jeg har ikke andre fortrolige.
Kan jeg ikke komme til at sige det, jeg skal, til hende, undværer jeg hellere
at sige det”.
Projektdeltager
Meget peger i retning af, at de “udviklingsrum” som det lykkes at skabe i
projekt De Vilde Unge, giver flere af de unge ekstra overskud og mod til at
beskæftige sig med dem selv og deres vanskeligheder, med de barrierer, som
hele tiden griber forstyrrende ind i udviklingsprocessen. Flere fortæller om, at
de har fået mod til at genoptage psykologbehandling, og at de for første gang
for alvor har glæde af det.
125

Evaluering
“Jeg går til psykolog 2 gange om ugen - tidligere blev jeg tvunget til det,
da ville jeg ikke, for de hjernevasker en. - Jeg ville ikke hos en dansk
psykolog - nu har jeg fået en udlænding. Hun hjælper mig meget, det er
den eneste psykolog, jeg har fået tillid til (jeg har haft 2 andre før, som
jeg ikke kunne lide), men jeg åbnede mig først efter 10 måneder. Udover
projektmedarbejderne kan jeg snakke med min psykolog, men så har jeg
ikke andre voksne”.
Projektdeltager
En anden fortæller:
“Jeg har også snakket med Søren om en psykolog, fordi jeg har så mange
ting at tænke på, men jeg kan ikke lide psykologer for de ting, de har
skrevet om mig. Men så siger Søren, at han godt kan finde en psykolog,
som ikke skal skrive ned og ikke skal sige noget videre om det, jeg vil tale
om. Han forstår, det kan være vigtigt med en psykolog, men uden krav.
Og han synes, det er bedre, at man kommer til psykolog, end at der bliver
skrevet noget ned”.
Projektdeltager
Det er vigtigt, hvordan et tilbud om psykologbehandling “times”. Og det er
vigtigt, at det forbliver en stående mulighed, også som noget den unge kan
vende tilbage til i takt med, at behovet bliver klart for den unge. Dette fortæller
en tredje om, som beskriver:
126

De Vilde Unge
“Jeg gik også til psykolog på det tidspunkt, 3 gange ugl. Bevilget af
socialforvaltningen, fordi det hele var noget “fuck“. Jeg fik meget ud af
psykologsamtalerne. Der er så mange ting, jeg ikke kan huske, fordi jeg i
så lang tid har været så skæv. Denne her psykolog var god, sikkert fordi
jeg var mere parat og var indstillet på at åbne mig. Jeg var nået til et
punkt, hvor det hele var så elendigt, at jeg lige så godt kunne forsøge, om
det kunne hjælpe mig videre at åbne mig. Jeg startede med de ting, der
var lige nu og her. Det var så meningen, at vi senere skulle gå tilbage og
snakke om, hvad der var passeret tidligere i min barndom, men vi er
aldrig nået til andet end det aktuelle. Det gode er, at man kan fortælle om
ting - både til projektmedarbejderne og til psykologen - uden at de går til
politiet. Jeg vil gerne genoptage psykologsamtalerne, hvis det kan
bevilges. Jeg tror, det er rigtigt, at man har brug for at snakke om ting fra
sin barndom. Hvis man bygger sit liv op som klodser, og man mangler
nogle af de nederste eller nogle undervejs, så risikerer man, at det falder
sammen på et tidspunkt. Jeg føler ikke, at jeg er totalt ødelagt, men jeg
har nogle “huller“ undervejs, nogle mangler. Men mit “hus“ er blevet
mere stabilt nu. Jeg er et nyt menneske, men alligevel den samme. Jeg
har fundet tilbage til mig”.
Projektdeltager
For mange af de unge er det forbundet med stor ensomhed at beslutte sig for at
kvitte det tidligere turbulente liv, hvor man drøner rundt og doper sig og laver
penge sammen med “vennerne”. Nogen træffer vitterligt en beslutning, afbryder
forbindelsen og fjerner sig helt - måske også geografisk for en tid. Andre lever
videre med de gamle venner, selv om de har gjort op med sig selv, at de ikke
længere vil leve det turbulente liv. De mener, de af vennerne kan få lov at være
som de vil, men det er meget svært at have venner, der doper sig og laver penge
uden en stor risiko for at blive inddraget på den ene eller den anden måde.
Andre prøver at påvirke vennerne til at ændre deres tilværelse også. Det kan
selvfølgelig ske, at det lykkes, men det er snarere vennerne, der fastholder den
unge i de gamle mønstre. Nogle af de unge taler i den sammenhæng om, at det
kan være svært at være sammen med andre unge i projekt De Vilde Unge, som
stadig laver en del “lort”, når man har besluttet sig for at droppe det. Dels er
der fristelsen, dels er der risikoen for, at man bliver blandet med ind i noget,
når man “går sammen” med nogen, der f.eks. laver kriminalitet.
127

Evaluering
Man kan sige, at det på mange måder er positivt med forskellige aldre og
erfaringer og modenhed blandt de unge, der skal være i et projekt, fordi de
netop har meget forståelse og erfaring at give hinanden, men sårbarheden er
stor, når man lige har besluttet sig for at kvitte den “hårde” levemåde. Da kan
de andre unge komme til at virke som en belastning, i det mindste i en overgang.
Dette kræver stor opmærksomhed og involvering fra de voksnes side.
Fordi der er så mange barrierer, så mange forhold der konstant griber ind i et
konstruktivt udviklingsarbejde, er det tydeligt, at det bliver et processuelt
arbejde, hvor der kommer opture og nedture, og hvor det er nødvendigt at
blive ved med at holde fast i den unge, holde fast i, at det nytter og give mod til
at prøve igen og igen. Det er nødvendigt, at de voksne investerer i kontakten
med og i forholdet til den unge, ellers skal der ikke meget til, før man mister
den unge.
Holdnings- og adfærdsændringer vedr. kriminalitet og brug af
stoffer
Det er i høj grad de unges symptomadfærd som kriminalitet og stofbrug, der
får samfundet til at reagere og kræve indgreb overfor de unge. Hvis de unge
skal opnå at få et mere selvbestemt liv, er det da også af største betydning, at de
unge tager stilling til sig selv på disse områder. De fleste (også de unge selv) er
enige om, at de unge skal opleve konsekvenser af det, de gør - men der er
meget forskellige syn på, hvilke konsekvenser, der for alvor er nyttige i forhold
til at medvirke til forandring og udvikling for den unge.
Projekt De Vilde Unges måde at arbejde med disse problemer på er baseret på
“det lange seje træk”, hvor der ikke direkte arbejdes med at stoppe den unge i
sin negative udfoldelse, men indirekte ved at give andre muligheder, som den
unge kan vælge, samtidig med at holdninger til kriminalitet og stoffer konstant
er til udveksling og debat. Det sker både direkte og indirekte gennem f.eks.
antidope-aktiviteterne. Det væsentlige er, at der ikke gives op, at man bliver
ved med at holde kontakten og bliver ved med at prøve at overbevise den unge
om, at det er værd at prøve andre veje, og at forandring er mulig.
En del af de unge (fra gruppe 3) begår meget kriminalitet, også alvorlig
kriminalitet.
De unge har i meget udpræget grad et stofforbrug, hos en del tenderer det
misbrug. Men deltagelsen i projekt De Vilde Unges aktiviteter har for de fleste
af de unge ført til både holdnings- og handlingsændringer på begge områder.
Flere af de unge fortæller om, at de helt er ophørt både med at lave kriminalitet
og bruge stoffer, nogle er også ophørt med at ryge hash, som de fleste unge
sidestiller med alkohol. De unge giver udtryk for forskellige holdninger til
risikoen ved hash, mens der er bred enighed om, at “hårde stoffer er for tabere”
128

De Vilde Unge
og “rigtige rødder er clean”. Det første slogan “hårde stoffer er for tabere” har
været til kritisk revision i projektet, fordi det virker nedgørende og afstandtagende
i forhold til de unge, som faktisk er blevet afhængige af stoffer, og det
er ikke målet. Målet er at få nogle af de unge til at holde sig væk fra de hårde
stoffer. - En af de unge, som efter eget udsagn har haft et egentlig stofmisbrug
og været i behandling for det, er helt holdt op, og er i forbindelse med et
uddannelsesforløb også stoppet med at ryge hash. Den unge har ladet sig
underkaste urinprøvekontrol. Den unge siger :
“Det mest afgørende, der er sket, er, at jeg er holdt op med stoffer. Det
gjorde mig så aggressiv på alt og alle. Jeg blev en anden person” .
Projektdeltager
De unges ophør med eller mindskede kriminalitet bekræftes fra alle sider.
Projektmedarbejderne beretter om det, og de unge selv siger: “Det har ikke
været svært at stoppe med kriminalitet”. Men det bekræftes også af politiet,
som siger, at:
“Succeskriteriet for, om det går de unge godt, er hos os, at de ikke længere
laver kriminalitet. Og vi har ikke fået grønne indberetninger det sidste
halve år, ligesom beboerne i området er holdt op med at ringe og klage
deres nød”.
Politiet
Socialcentrene giver udtryk for det samme:
“Vi har løbende kunnet se, at De Vilde Unge har kunnet udrette noget.
Der kommer ikke flere grønne indberetninger. - Det har været
betydningsfuldt, at en gammel rod siger, at de skal stoppe med kriminalitet
og i stedet lave noget sjovt. Det er også vigtigt, at han kender de gamle
rødder i området og har sagt noget til dem”.
Sagsbehandler
129

Evaluering
Der kan naturligvis være en usikkerhed på, hvor dybt sådanne holdningsændringer
stikker, om de er “langtidsholdbare”.
“De fortæller os, når en har lavet noget. Det kan godt være, at der ikke er
nogen grønne indberetninger, og at de ikke er blevet taget, men alligevel
kan de godt lave noget”.
Projektmager
Projektmagerne mener, at holdningsændringen hos nogle kan være overfladisk,
og at det derfor er afgørende, at de sikres penge i deres videre forløb, og vigtigt,
at de altid kan ringe. Lige netop denne bekymring giver et par af de unge også
udtryk for. En ung siger:
“Jeg kan godt fristes til at lave kriminalitet, men jeg gør det ikke”.
Projektdeltager
Flere af projektmagerne er overbevist om, at der ligger en klar mulighed for, at
nogle unge gennem en lang proces selv kan bevæge sig mere og mere ud af
kriminalitet ved f.eks. at skulle arbejde med at få andre til at holde op med det.
Der er mange barrierer og vanskeligheder forbundet med at ændre holdning og
adfærd med hensyn til kriminalitet. Institutioner og projektmedarbejdere beskriver,
hvordan der ligger en barriere i at vokse op i et miljø, hvor det hele
tiden er synligt, at nogen “lever fedt” med store biler og mange penge via
kriminalitet. “Ingen fortæller de unge om bagsiden af medaljen....”. Så selv
om de unge synes, det er forkert at lave kriminalitet, fristes de hele tiden af det,
som en genvej til at skaffe penge. Penge eller arbejdsdusør er derfor en meget
vigtig gulerod for de unge. Flere af de unge er inde på, at kriminalitet
udelukkende skyldes behov for penge og forbrug, og at man gør det, fordi man
ikke har noget at lave. Både socialcenter og projektmagere deler den opfattelse.
En anden barriere er, som før nævnt, den store ensomhed som mange af de
unge havner i, når de ofte er nødt til at bryde med den omgangskreds, som i høj
grad har bygget på et samvær omkring kriminalitet og stoffer. Det er en svær -
for nogen næsten umulig proces at løsrive sig fra kæresten og/eller gruppen -
og der vil derfor være mange op- og nedture. Man skal ikke underkende den
kraft, der ligger i denne binding, og muligheden for at finde nye venskaber og
130

De Vilde Unge
(BILLEDE)
131

Evaluering
kunne indgå i nye gruppesammenhænge er derfor af stor betydning. Når de
unge på den måde skal foretage så afgørende valg i ændring af deres hverdagsliv,
skal der være massiv støtte og noget andet at sætte i stedet. Nogle unge er
decideret truet af repressalier og har gæld, som gør, at det kan synes håbløst at
komme videre i sit liv. - Et par unge giver udtryk for, at var de ikke kommet
med i projekt De Vilde Unge, havde de siddet i fængsel i dag. Et socialcenter
siger:
„De unge, som de har hos De Vilde Unge, ligger helt klart i den tunge
ende - der er tale om unge, som har lavet andet end bare
småkriminalitet. Men kriminaliteten er helt klart mindsket. Det
bekræfter statistikkerne også. Og den kriminalitet der er, er blevet
mindre grov“.
Sagsbehandler
Det kan være hensigtsmæssigt at arbejde med de unge som en gruppe, men det
er vigtigt hele tiden at have et øje for, at de unge er enkeltpersoner med
individuelle ønsker og muligheder. En klubmedarbejder beskriver:
“Gruppen blev betragtet som en bande, men sådan ser de slet ikke dem
selv“. Det har vist sig, at det har været muligt at arbejde med de unge
både som gruppe og med de enkelte unge som individer, og hvor resultatet
er, at de unge både har fået et bedre og positivt konstruktivt samvær
indbyrdes og i forhold til familie, skole og andre unge”.
Klubmedarbejder
En af de unge fortæller:
“Jeg har fået et anderledes syn på bl.a. kriminalitet. Jeg laver ikke
kriminalitet mere. Jeg kan godt se nu, at vi var på vej ud i noget lort. Men
det er svært at holde op med at ryge hash. Jeg ryger mindre, men jeg
ryger hver weekend”.
Projektdeltager
132

De Vilde Unge
Samarbejde
En af intentionerne i projekt De Vilde Unge har været at udvikle det tværfaglige
og tværsektorielle samarbejde, så man dels kan udnytte de eksisterende
ressourcer i de forskellige institutioner og tilbud bedre, både de økonomiske
og menneskelige, og dels kan skabe større sammenhæng og helhed i indsatsen
for den enkelte unge.
Projekt De Vilde Unge har et større netværk og samarbejde med andre projekter,
organisationer og enkeltpersoner, som vi ikke vil berøre nærmere her, udover
at konstatere, at “arbejde med denne type unge kræver et netværk”, som det
udtrykkes fra flere sider, socialcentre, politi m.fl. Derimod vil vi omtale
erfaringer fra samarbejdsrelationerne med skolesektor og med det sociale
system, dvs. socialcentre, døgninstitutioner og klubber.
De 4 socialcentre, som vi har talt med, omtaler alle det samarbejde, de har haft
med projekt De Vilde Unge, meget positivt. Samarbejdet har haft et noget
forskelligt omfang i forhold til de enkelte center, og kendskabet til hinanden
har i udgangspunktet været meget forskelligt.
Et socialcenter efterlyser en større investering i kontakt og aktiviteter fra
projektets side, hvis arbejdet for alvor skal kunne udvikles lokalt. Der er en
grænse for projekt De Vilde Unges geografiske spredning og rækkevidde med
den aktuelle kapacitet. Der skal gøres mere ud af at finde egnede projektmagere
lokalt. Det har ført til fælles overvejelser mellem projekt og lokale aktører om
ændringer i formen på samarbejdet, så projektlederen fra De Vilde Unge i
højere grad får en konsulentrolle i forhold til de lokale aktører (samarbejdspartnere).
Et andet socialcenter betegner samarbejdet som tæt og tillidsfuldt og fremhæver
bl.a. det vigtige i, at “stærke” kvinder arbejder med de “seje” piger, og at der
laves meget små enheder, hvor den personlige og tætte voksenkontakt kan
udvikles. Når man ikke samler mange “dårlige” unge på et sted, så er man fri
for, at de unge “rotter” sig sammen mod de voksne, som de normalt gør.
Medarbejderne i f.eks. Den Rullende Redaktion har da også især investeret
mange kræfter og tid i at få et velfungerende samarbejde op at stå om de enkelte
unge, bl.a. fordi nogle af de unge formår at spille de forskellige voksne ud mod
hinanden.
Et socialcenter, hvor samarbejdet er forholdsvis nyt, beskriver, at de gik ind i
samarbejdet, bl.a. fordi det var et billigt tilbud, og så ville de lige se, hvad
projektet kunne. De har så løbende kunnet konstatere, at projektet kunne udrette
133

Evaluering
noget med de unge. I dag vil det derfor i højere grad være kvaliteten fremfor
prisen, der afgør, om de vælger at bruge projekt De Vilde Unge.
Socialcentret har varetaget forældrekontakten, og har hos forældrene kun mødt
positive reaktioner overfor projektet. Et enkelt forældrepar har dog udtrykt
bekymring i forhold til udbetaling af arbejdsdusør, hvor betænkeligheden gik
på, hvad der ville ske, når den unge ophørte i projektet og evt. ikke havde en
anden mulighed for at tjene penge. - Socialcentrets kontakt med både forældre
og unge er blevet intensiveret og forbedret i den periode, hvor de unge har
været tilknyttet projektet.
En ung siger:
”Sagsbehandleren betaler også halvdelen af vores arbejdsdusør. - Han
er også glad for projektet, for alt hvad han tidligere har forsøgt med os,
er mislykkedes. Førhen var han der kun i 10 minutter, når han kom hjem
og snakkede med os, nu kan han sidde og snakke måske i flere timer - det
er rigtigt rart”.
Projektdeltager
Både de unge og projektmagerne fremhæver den store fordel ved, at de unge
har haft den samme sagsbehandler tilknyttet, så der kun har været en samarbejdsperson
at forholde sig til.
Samme socialcenter omtaler, at der er behov, måske endda større behov, for
lignende indsatser i andre lokalområder/bebyggelser inden for socialcentrets
distrikt, og de kunne godt forestille sig, at projektmageren fra De Vilde Unge
kunne bruges til det, selv om de godt ved, at projekt De Vilde Unge lægger
vægt på, at en projektmager selv er en del af et lokalområde, og at start af nye
aktiviteter er afhængig af, om man kan finde en egnet person med de nødvendige
kvalifikationer og et lokalt netværk.
Et socialcenter, hvor samarbejdet mellem projektleder Søren Magnussen og
centrets ungemedarbejdere har eksisteret i længere tid, beskriver et meget
velfungerende samarbejde, som har udviklet sig til at fungere godt på et uformelt
plan:
”Vi mødes bare, når der er brug for det - eller ringer til hinanden”.
Samarbejdspartner
134

De Vilde Unge
Socialcentret nævner, at projektet og de har et meget ens syn på de unge, og at
projekt og forvaltning supplerer og hjælper hinanden på måder, som er til gavn
for den enkelte unge:
“De Vilde Unge er med til at lave et tættere netværk om de unge. Vi kan
tabe nogle unge, som Søren kan samle op, og omvendt kan vi overtage
dem, som Søren ikke længere behøver at tage sig af. Det gode ved De
Vilde Unge er, at de ikke afviser nogen. - Vi laver specialaftaler med De
Vilde Unge”.
Samarbejdspartner
Socialcentret har efterhånden skaffet sig et godt overblik over, hvor mange
unge med støttebehov, der er i lokalområdet, og hvem man kan nå gennem en
lokal indsats. De siger, at projekt De Vilde Unge gør det lokale sociale tilbud
bredere, så der findes ikke nogen, man ikke har kontakt med (selv om kontakten
i ganske enkelte tilfælde er spinkel).
“Unge, som man siger, man ikke kan nå, dem kan Søren nå alligevel”.
Sagsbehandler
Socialcentret har erfaret, hvor vigtigt det er, at socialcenter, institutioner, og
projekter inden for et lokalområde er i stand til at samarbejde om fælles tiltag
og fungere ud over det tilbud, som de hver især administrerer. Samtidig siger
de, at det gode og vigtige ved projekt De Vilde Unge er, at de unge har nogle
funktioner, de skal udfylde, og at projektet i højere grad er i stand til at arbejde
med sociale processer, end man er i arbejdet fra socialcentrets side, hvor der
ofte må arbejdes ud fra en række formelle krav.
Erfaringer fra samarbejdet med døgninstitutioner viser, at det helt afgørende
er, at der kan oparbejdes en tillid og gensidig respekt, ellers kommer der let til
at udvikle sig et konkurrenceforhold, som betyder, at man risikerer ikke at
trække på samme hammel i forhold til den unge. At trække på samme hammel
betyder at have et fælles grundsyn på den unge og den unges problemstillinger,
og det betyder netop ikke, at alle skal udvikle samme form for relation eller
møde den unge på samme måde og med de samme krav. Tilliden og respekten
135

Evaluering
mellem samarbejdspartnerne skal bruges til, at den unge kan mødes og ses
forskelligt, fordi man derved lærer betydeligt mere om den unge, og kalder
flere sider frem hos den unge. Erfaringen viser da også, at samarbejdet er
ressourcekrævende og er nødt til at være meget tæt, i nogle tilfælde daglig
kontakt i en periode - andre gange kan man nøjes med at mødes mindst en
gang pr. måned - og så ringer man sammen.
Som beskrevet i formidlings- og implementeringsafsnittet knytter der sig den
særlige problemstilling til samarbejdet mellem en døgninstitution og et dagprojekt,
som tilbyder kontakt 24 timer i døgnet, at der nødvendigvis må ske en
nøje afklaring af, hvem der har ansvar for hvad, og i hvilke situationer man
sørger for at inddrage den anden part, når den unge ønsker hjælp i en krisesituation
eller til noget, man ikke har ansvaret for. Institutionen vil almindeligvis
opfatte sig som hovedansvarlig for den unge og vil formelt nok også være det,
mens der nogle gange sker det, at den unge opnår relationer til projektmedarbejderne,
som gør, at den unge kan foretrække at kontakte dem, når det
brænder på. Det kan tydeligvis nemt føre til konflikter og modsætningsforhold,
som bestemt ikke gavner den unge.
Samtidig har erfaringerne i samarbejdet mellem projekt og døgnregi klart vist,
hvordan en udviklende dagaktivitet kan kvalificere det afdækkende og
observerende arbejde i forhold til en ung, som der skal udarbejdes en ny
handleplan for. Den unge får mere struktur på sin dagligdag, og der opnås et
meget mere nuanceret syn på den unge, som gør det lettere også at se den
unges ressourcer og muligheder. Det har medvirket til at fastholde den unge og
til at motivere den unge til det nye tilbud. En døgninstitution beskriver desuden,
at adgangen til et dagtilbud for de midlertidigt anbragte unge kan være afgørende
for, at den unge kan rummes og fastholdes, fordi døgnpersonalet får den
nødvendige “luft” i det daglige arbejde med den unge. De lægger vægt på at
dagtilbuddet er udenfor institutionen netop for at undgå, at de unge danner en
modkultur sammen med de andre unge på institutionen.
Samarbejdet med klubsektoren har ikke været tilstrækkeligt tæt. Klubberne
kan opleve, at projektet “går dem i bedene”, samtidig med, at de tilkendegiver,
at de har svært ved at rumme nogle af de unge, som har store problemer. De
anerkender meget, at projekt De Vilde Unge har opnået flotte resultater. De
fremhæver, at resultaterne er opnået i kraft af, at projektet har ansat en tidligere
rod til at arbejde med de unge, og ved at han har kunnet være en gennemgående
person, der hele tiden har været til rådighed - udover at “bolsjerne”, dvs. de
gratis, spændende aktiviteter, arbejdsdusør, smarte jakker og eget lokale
naturligvis har spillet en stor rolle. For at undgå, at det kun er “bolsjerne”, der
136

De Vilde Unge
bliver synlige, efterlyses en højere grad af information om og synliggørelse af
det indholdsmæssige i projekt De Vilde Unge, ligesom der efterlyses et tættere
samarbejde, evt. med udvikling af fælles aktiviteter.
Det er naturligvis udtryk for en prioritering af de begrænsede ressourcer i projektet,
når samarbejdet ikke er blevet udviklet. Samtidig er der også et ønske
fra projektets side om at forblive afgrænset fra klubsektoren på samme måde,
som det ønsker at være udskilt fra socialcentrenes virksomhed. Et for tæt og
veludviklet samarbejde kan af nogle unge opfattes som, at nu taler “systemet”
sammen om mig, så de unge ikke vil deltage. Det ville i så fald mindske den
unges valgmuligheder og afskære den unge fra nogle udviklingsmuligheder.
På den anden side er det vigtigt at udvikle samarbejdet med klubberne, bl.a.
fordi nogle af de unge faktisk vender tilbage og bruger klubben igen.
Det er ikke lykkedes - eller der har ikke været ressourcer til - at udvikle et samarbejde
med skolesektoren. Der har som tidligere nævnt været et skoleprojekt
på bedding, som ikke kunne gennemføres. Der har dog været konkrete samarbejdssituationer
med forskellige skoler om den enkelte unge. Et mere generelt
samarbejde, hvor der kunne udvikles fleksible og individuelle undervisningstilbud
til nogle af de mest udstødte unge i et samarbejde mellem social- og
skolesektor, kunne der være behov for.
Flere forskellige skoler har konkret været hjælpsomme og samarbejdsvillige i
forhold til udlån af lokaler, videoudstyr m.v.
Den sociale indsats
I mange af de interviews, som vi har haft med de forskellige samarbejdsparter,
er der fremkommet udsagn, som på forskellig måde peger på forhold ved den
eksisterende sociale indsats i forhold til de udstødte unge, eller som skildrer
parternes syn på, hvad der kunne være behov for af forbedringer.
Bl.a. fremhæver politiet (det kriminalpræventive), at indsatsen på ungeområdet
er blevet bedre de sidste par år fra de socialcentre, som har fået ungemedarbejdere
ansat. Alligevel er det politiets opfattelse, at hverken de ansatte
på socialcentre eller i klubber (og slet ikke skolelærere) har mulighed for at
lave den tætte opfølgning, der er nødvendig, hvis man skal arbejde med den
type unge, som projekt De Vilde Unge retter sig mod. I den henseende fungerer
SSP ikke helt tilfredsstillende, der er ikke nok energi, iderigdom og engagement
i arbejdet, så der er meget brug for projekter, siges der. Om den nødvendige
sociale indsats siger politiet: “Den bedste type socialarbejder, jeg nogen sinde
har mødt, det er dem, som overhovedet ikke har nogen forpligtelser i deres
bagland (privat), de kan bruge 24 timer på deres eget arbejde. En tidligere rod
137

Evaluering
kan nå længere med disse unge, end vi kan - i kraft af hans alder og køn og i
kraft af, at han kan de unges sprog, bor i kvarteret og er dybt engageret i arbejdet.
I det professionelle system skal vi jo alle sammen hjem. Projektmageren han
bor der jo, han er der bare, og han har det nødvendige overskud. Han har
mulighed for at arbejde meget mere fleksibelt end andre, han kan skaffe en
tjans og lommepenge, når den unge lige har behov for det, og kan lave noget i
weekenden, når de unge keder sig. Der er vores systemer noget stivere. Det er
den indsats, der er nødvendig, hvis vi skal nå denne type unge”. Et socialcenter
giver udtryk for det samme, når de siger, at den rigtige kombination er:
1. En tidligere rod
2. Arbejdsdusør/lommepenge
3. Den gennemgående voksenperson
4. Aktiviteter - især også i weekends
Flere socialcentre giver udtryk for, at der mangler aktiviteter og arbejdsmuligheder
med mulighed for indtjening til de unge, især til de unge med anden
etnisk baggrund. I flere distrikter mangler der efter sigende også væresteder
eller lignende til unge med anden etnisk baggrund, fordi de i nogle tilfælde
udelukkes fra eller ikke kommer i klubberne.
Nogle af projektmedarbejderne giver udtryk for en opfattelse af, at hvis
klubberne skal kunne arbejde med den type unge, som der arbejdes med i projekt
De Vilde Unge, så skal der ansættes 3-4 medarbejdere mere, og pengene til
aktiviteter skal bruges på en anden måde.
Døgninstitutionerne og nogle socialcentre fremhæver vigtigheden af, at der
udvikles endnu flere små aktiverende dagtilbud til de udstødte unge. Gerne
kønsopdelte projekter, med få unge (4-6) og min. 2 voksne. Projekterne skal
være bydækkende, fordi der er tale om unge med meget store og specielle
problemer, som har brug for det. Og det er også godt, hvis de ikke kender
hinanden i forvejen, så de ikke rotter sig sammen mod de voksne. Og det er
vigtigt, at der ikke er stive alders- og tidsgrænser, så man kan komme ind og ud
af projektet rimeligt nemt og være der så længe, der er et behov. Sådanne tilbud
kan især også medvirke til en kvalitetsforbedring af arbejdet med de unge,
som befinder sig i en overgangsfase, hvor der skal lægges en plan for den
unges fremtid. På den måde kan man undgå lange forløb, hvor en ung er udenfor
enhver form for udviklende aktivitet.
Der efterspørges især også tilbud til piger med anden etnisk baggrund. En
sagsbehandler siger:
138

De Vilde Unge
“Disse piger reagerer ofte voldsomt på den frihed de oplever at få, hvis
de flytter hjemmefra med socialforvaltningens hjælp. De går tit helt i den
modsatte grøft, så derfor må vi gøre noget anderledes.
Den rullende Redaktion har lært os, at den personlige og tætte
voksenkontakt er umådelig vigtig med disse piger. Den kontakt har de
aldrig fået hjemme, og den er vigtig i integrationsøjemed”.
r
Sagsbehandler
Brud med rammer og rutiner
Når man skal finde nye veje i den sociale indsats i forhold til udstødte unge, er
det ofte nødvendigt at bryde med de kendte rammer, fra de tiltag, der i forvejen
findes, og nogle af de vanemæssige tænke- og handlemåder, der almindeligvis
konsoliderer sig i sociale institutioner og forvaltninger. Der må udvikles en ny
organisering og en ny kultur.
De Vilde Unge er et projekt, men hvad vil det egentlig sige Et projekt forbindes
normalt med noget eksperimenterende, men også noget tidsafgrænset, og noget,
der lever et usikkert liv med stor finansiel usikkerhed. Man kan dog også se
projekt De Vilde Unge som noget, der skyder sig ind som en ubestemmelig
størrelse, mellem kendte former for sociale indsatser: Den forebyggende og
fritidsorienterede indsats i ungdomsklubsektoren og den behandlende, helhedsorienterede
og kvalificerende (undervisning) indsats i specialdagtilbud og
døgntilbud, også kaldet foranstaltninger.
Projekt De Vilde Unges image, “design” som et netværk af aktiviteter, hvor
unge kan få job og lave spændende ting, som har betydning for andre unge, og
som spreder sine “arme” ud i mange bydele, bryder afgørende med de
traditionelle tiltags image og antyder, at måske er en “vild bevægelse” under
udvikling.
Projekt De Vilde Unge har organisatorisk skabt en ramme, som på mange punkter
bryder med den måde, sociale institutioner og tilbud i almindelighed fungerer
på. En leder, som suverænt kan beslutte ansættelser, fyringer, starte aktiviteter,
slutte aktiviteter, som har økonomisk råderum og kompetence samt metodefrihed.
En væsentlig styrke ved projekt De Vilde Unge er den lette tilgang for de unge,
og den hurtige beslutningsproces. De unge kan henvende sig og få ”job”, eller
bare en tjans, for at tjene penge, og det kan så ske samme dag eller næste dag.
139

Evaluering
Den udbredte anvendelse af arbejdsdusør og lommepenge er usædvanlig, dog
vinder “en tjans og lommepenge-ideen” ind flere steder. I projekt De Vilde
Unge er der ikke noget bureaukrati, der skal tilgodeses, og der er direkte adgang
til at bevilge og disponere økonomisk. Der bliver ikke skrevet indstillinger og
holdt bevillingsmøder i større stil.
Sammenholdt med foranstaltninger i almindelighed vil man i projekt De Vilde
Unge ikke have tilsendt sagsakter, og der udarbejdes ikke en handleplan for
den unge, før den unge kan visiteres til projektet. I hvert fald tager projekt De
Vilde Unge ikke del i denne formelle side af socialforvaltningens arbejde med
de unge. Projekt De Vilde Unge tager heller ikke kontakt til forældremyndighedsindehaveren
for at opnå samtykke til, at den unge er med i projektet.
Den del overlades enten til de unge selv at klare, eller også overlades det normalt
til sagsbehandleren i forvaltningen at indhente forældrenes accept. Det sker
naturligvis altid i de tilfælde, hvor forvaltningen bevilger økonomisk støtte til
den unges deltagelse og aktiviteter i projektet. Men i de tilfælde, hvor projektet
finansierer de unges arbejdsdusør og aktiviteter, sker det ikke - i hvert fald
ikke automatisk, og ikke nødvendigvis før den unge har været med et stykke
tid. I nogle tilfælde taler projektlederen eller medarbejderne med forældrene
pr. telefon for at orientere dem om, hvad det er, de unge deltager i, og hidtil har
de ikke mødt andet end positive reaktioner.
Sammenholdt med fritidssektoren er den unge i projekt De Vilde Unge ikke
medlem, men deltager, og som sådan skal man ikke betale medlemskontingent
eller betale særligt for at deltage i forskellige aktiviteter. De unge får sammen
et beløb, som de kan anvende til aktiviteter, som de selv suverænt kan beslutte,
og som de selv planlægger og fører ud i livet.
De unge lægger vægt på, at der ikke er aldersgrænser og ingen tidsgrænser for
deres deltagelse i projekt De Vilde Unge. De kan blive, selv om de er over 18
år, og de kan blive, eller vende tilbage, hvis de mener, de har behov for det.
Det, der afgør deres deltagelse, er deres egen motivation og deres egen og
medarbejdernes vurdering af, hvornår de er parat til at komme videre i en
anden form for aktivitet, arbejde eller uddannelse. Sådan er det ikke almindeligvis
i andre tilbud, der er det ofte fastlagte formelle regler og/eller sagsbehandlers
og andre medarbejderes vurdering, der er afgørende for, om en ung
kan forblive i et tilbud.
De unge lægger desuden meget vægt på, at medarbejderne i projekt De Vilde
Unge ikke “sladrer” om, hvad de bliver betroet eller taler sammen bag de unges
ryg. De unge opfatter klart, at de voksne i projekt De Vilde Unge overholder
140

De Vilde Unge
det, de unge forbinder med tavshedspligt. De unge får en fortrolighed, som de
stoler på, de voksne ikke vil bryde eller svigte. Når en medarbejder på f.eks. en
døgninstitution taler sammen med sine kolleger om, hvad en ung har betroet,
og det betroede anvendes i den fortsatte kontakt og det videre arbejde med den
unge - af andre end den, det blev betroet til, opfatter de unge det som et
fortrolighedsbrud og sidestiller det med brud på tavshedspligten. De mister
tilliden og føler sig svigtet af de voksne. Det spørgsmål, der efterlades er
naturligvis, om projekt De Vilde Unge burde underrette socialforvaltningen i
de tilfælde, hvor de har kendskab til alvorligere problemer hos en ung, end
socialforvaltningen har. Når de ikke gør det, kan det betyde, at socialforvaltningen
ikke vil betale for at have en ung med i projektet, men det afgørende
er så, at projekt De Vilde Unge selv har (økonomisk) mulighed for at tage og
faktisk tager den unge med i aktiviteterne alligevel, så der på trods af forvaltningens
manglende involvering konkret arbejdes med den unges vanskeligheder.
Flere af de samarbejdsparter, som er blevet interviewet, har omtalt projekt De
Vilde Unges pædagogik som ren bolsjepædagogik, og de har til dels givet udtryk
for en opfattelse af, at hvis de som tiltag havde samme midler og muligheder
til rådighed, kunne de udrette det samme med de unge. Der er dog alligevel
forskellige modifikationer på disse udsagn, bl.a. siger de, at de aldrig ville
have mulighed for at stille op med den personkontinuitet og den ståen til
rådighed, som medarbejderne i projekt De Vilde Unge gør - og netop disse
forhold fremhæver både politi, klub, socialforvaltning og institutioner som noget
meget afgørende i arbejdet med udstødte unge. Der er mange “bolsjer” til de
unge i projektet, men der er også forventninger og krav. Krav som måske ikke
er særlig synlige for andre uden for projektet, men det er krav, som i høj grad er
tilpasset den enkelte unge, for at de har en chance for at leve op til dem.
I projekt De Vilde Unge arbejder medarbejdere og unge fælles sammen om
aktivitet eller produkt, og er alle deltagere og ligeværdige. Medarbejderne bestemmer
ikke over de unge, tvinger dem ikke til noget, men de forholder sig
hele tiden til den unge, til fællesskabet og til aktivitet/produkt. På den måde
udvikles en høj grad af en fælles kultur, som er usædvanlig. Modkultur, som
kendes fra “tunge døgntilbud” er ikke opstået i projekt De Vilde Unge. De
unge er hele tiden med i en løbende fælles refleksion over, hvad man laver i
projektet, og hvordan man er sammen med hinanden.
Den absolutte vægtning af personlige kvalifikationer frem for formelle faglige
kvalifikationer hos de medarbejdere og projektmagere, der ansættes, er også et
brud med det sædvanlige. Specielt med hensyn til at bruge tidligere rødder i
arbejdet er det et pionerarbejde, som startede i Sjakkets regi, og som nu
videreføres og udvikles i projekt De Vilde Unge samt i flere socialcentres regi.
141

Evaluering
142

10. Konklusion og perspektiver
De Vilde Unge
Organisering
I projekt De Vilde Unges organisering brydes der på mange måder med traditionelle
rammer og rutiner. Det er en meget afgørende forudsætning for det
gennemslag og de resultater, som projektet har opnået med målgruppen.
Organiseringen med én person som projektleder med ansvar og kompetence
for helheden gør på samme tid projektets arbejde uhyre effektivt, men også
meget sårbart. Projektlederen lever til fulde op til beskrivelsen af “ildsjælen”
som lokomotiv og tovholder, penge- og ressourceskaffer, formidler mellem
samfundsmæssige sfærer, som mere netværksorienteret end organisationsfunderet,
og som en der gør op med bureaukratiet.
Projektarbejde med de mest udstødte unge kræver både økonomiske og
personalemæssige ressourcer. En selvstændig projektøkonomi til igangsættelse
af relevante aktiviteter, ansættelse af projektmedarbejdere og projektmagere
med de nødvendige kvalifikationer og netværk og den fulde kompetence til at
disponere over de økonomiske ressourcer er nødvendig. Ressourcer og handlefrihed
er afgørende forudsætninger for, at de unge fra målgruppen kan bevare
den frie og lette adgang til projektet, så de ikke i enhver situation skal visiteres
formelt og traditionelt med bevilling i ryggen via deres lokale socialcenter. I
projekt De Vilde Unge er bureaukratiet afskaffet, fordi målgruppen kræver
hurtige beslutninger og handlinger som respons på deres behov, hvis kontakten
skal skabes og bevares. Den direkte adgang til projektet for de unge er
betydningsfuld, fordi mange af disse unge ønsker at vælge en aktivitet ud fra
egne præmisser og ikke på socialforvaltningens, og de har et ønske om at komme
fri af socialcentrets involvering. Projektet udgør på en vis måde et frirum for
de unge, hvor tavshedspligt og fortrolighed mellem unge og ansatte bliver
levende og ægte begreber, og hvor socialforvaltningens medvirken fortoner
sig i baggrunden. Det er samtidig vigtigt, at projektet fortsat ikke har aldersgrænser
og tidsbegrænsning for de unges deltagelse.
Frirummet i projektet gør det til et meget værdifuldt supplement til socialforvaltningens
sociale indsats i forhold til de udstødte unge i et lokalområde.
Det er vigtigt at værne om og opretholde adskillelsen mellem projekt og lokalforvaltning,
adskillelsen mellem det mere uformelle og formelle sociale arbejde.
Derved kan projekt og lokalforvaltning supplere og hjælpe hinanden og derved
tilsammen opnå en større kontaktflade til flere unge. I en videre udvikling af
samarbejdet mellem projekt og lokalforvaltning eller institutioner er det vigtigt
143

Evaluering
at indtænke denne dimension, så samarbejdet i høj grad holdes på det uformelle
plan.
Det selvstændige økonomiske råderum, beslutningskompetence og metodefrihed
uafhængig af såvel central- som lokalforvaltning, er af stor betydning,
både for at kunne handle hurtigt og relevant med udgangspunkt i de unges
ønsker og behov, og for at kunne udvise en risikovillighed i anvendelsen af
metoder, “bolsjepædagogik”, arbejdsdusør, i ansættelser, m.m. Denne risikovillighed
er på den anden side betinget af forståelse og opbakning fra såvel det
centrale som det lokale bagland i forvaltningen. Disse nødvendige forudsætninger
var på forhånd til stede fra centralforvaltningens side. Projektet
har i vidt omfang opnået og udnyttet denne forståelse bl.a. gennem en høj grad
af gensidig information i de samarbejdsfora, som projektet indgår i.
Projektets design eller koncept, som en slags organisation eller bevægelse,
hvor vilde unge gør noget for andre vilde unge, og hvor de unge ikke primært
kommer for selv at blive “behandlet” eller “hjulpet”, er det meningsbærende i
denne form for social indsats. Projektets organisering som et netværk med
mange forskellige tiltag, hvor unge hjælper sig selv ved at hjælpe andre unge,
ved at gøre noget for andre unge, og hvor de unge laver synlige “produkter”,
som når ud til mange, både andre unge og den bredere offentlighed, gør
deltagelsen betydningsfuld for de unge. Dette er i høj grad det, der sammenholdt
med, at de unge tilbydes jobs med arbejdsdusør, gør det meningsfuldt for de
unge at deltage i projektet.
Projektet signalerer: ”Kom og vær med. Vi laver spændende og betydningsfulde
aktiviteter. Du kan få “tjanser” og måske job og tjene penge”. Det medfører, at
flere unge, end projektet har kapacitet til, gerne vil være med. Det betyder, at
der er et konstant behov for, at der findes og skabes flere “tjanser” og jobs,
hvilket i sig selv er en stor og krævende opgave, og som kan udgøre en barriere,
når projektet har så få ansatte. Forholdet mellem struktur og rammer i de enkelte
aktiviteter eller jobs er vigtigt. Der er behov for meget fleksible rammer og en
vis struktur. Nogle af de mest udstødte unge profiterer netop af dette i nogle af
aktiviteterne. Det kan overvejes, om der kan skabes en anelse mere struktur i
andre aktiviteter/jobs, dvs. en smule større tydeliggørelse af forventninger, krav
og rammer, fordi der er en mulighed for, at det vil kunne øge de unges motivation
samtidig med, at formålet med de unges deltagelse kunne synliggøres mere
overfor dem selv og omverdenen.
Erfaringerne fra arbejdet med de mest udstødte unge viser, at det kræver
menneskelige og økonomiske ressourcer. Der bør være 2 ansatte til få unge, i
enkelte tilfælde er der brug for mandsopdækning. Det vigtigste er at skabe og
144

De Vilde Unge
opretholde kontinuitet i kontakten mellem ung og ansat, og at den unge kan få
kontakt til den voksne, når behovet er der. Der fordres en kombination af
personlige og faglige kvalifikationer hos de ansatte, som gør, at det kan være
vanskeligt at finde og rekruttere egnede projektmagere og -medarbejdere.
Ønsket om mange forskellige tiltag og ambitionen om en spredning af projektaktiviteter
over hele København står i stor modsætning til den grundlæggende
organisering med én projektleder, der er ansvarsbærende i næsten alle forhold
i samtlige delprojekter, selv om der er ansat projektmedarbejdere eller projektmagere
på aktiviteterne. Denne modsigelse i projektet må der gøres op
med eller ændres på, hvis projektet skal kunne videreudvikles og spredes i
større omfang. Projektlederen overkommer imponerende meget, men er på
flere punkter ramt ind i at måtte foretage prioriteringer i forhold til unge og
ressourcer, og i enkelte tilfælde har han ikke kunnet lave nødvendige opfølgninger.
Projektlederen er allerede i gang med at ændre på dette forhold. Han
vil forsøge at etablere nye delprojekter i et tættere samarbejde med lokale
institutioner, socialcentre m.fl., sådan at ansvar for og arbejdsindsats i forhold
til projektet kan deles, og sådan at projektet efter en igangsætnings- og konsolideringsfase
kan “afleveres”, så projektlederen overgår til en rolle som konsulent/
supervisor for den lokale indsats.
Enmandsprojektet indebærer også på anden måde en for stor sårbarhed. Mange
mennesker er afhængig af projektlederens involvering og intervention i en række
sammenhænge, og samtidig med, at det bliver en næsten umenneskelig arbejdsbyrde
for projektlederen, kan det give problemer, hvis eller når projektlederen
ophører, bliver syg eller på anden måde ikke er tilgængelig. Eller simpelthen
fordi for mange vil have for meget af ham.
De mange aktiviteter og de forholdsvis få ansatte gør, at projektet er meget
afhængig af udviklingen af netværk af personer, organisationer og institutioner,
der kan træde til med tjanser, med praktisk hjælp og støtte, tage de unge i
praktik m.v. Det drejer sig om netværk både i relation til den enkelte unge, i
relation til et lokalområde og mere bydækkende netværk. Det er i sig selv en
stor opgave at udvikle og vedligeholde sådanne netværk, og derfor er der en
vanskelig balance i at opretholde og udvide disse netværk med kun få ansatte.
Bredden i arbejdet - i arbejdsmetoderne - er uhyre vigtig for kontaktskabelse
og kontaktfastholdelse af de unge fra målgruppen og for at opnå resultater. Der
arbejdes med individuelle, nære og personlige, gruppeorienterede, trendsættende,
netværksorienterede og med formidlende og implementerende dimensioner
på samme tid.
145

Evaluering
Projekt De Vilde Unges koncept med mange små, tætte aktiviteter kombineret
med store arrangementer, der giver genlyd, er en meget succesfuld kombination.
I sin konstruktion rummer projektet ansats til at kunne udvikle sig til en sammenhængende
bevægelse, hvor små lokale projekter kombineres med små
bydækkende projekter, hvorfra de unge et par gange årligt går sammen om en
større bydækkende begivenhed.
Arbejdsmetoder
Projekt De Vilde Unges væsentligste virkemiddel i arbejdet med de mest
udstødte unge er den anerkendelse, som projektmedarbejderne og projektmagerne
viser og signalerer i mødet med de unge. De unge inviteres ind i
projektet, ikke med fokus på hvem de er, men ud fra hvad de kan bidrage med,
og hvad de har lyst til. Projektmedarbejderne/projektmagerne negligerer eller
bagatelliserer ikke de unges problemer, men holdningen til de unge er, at den
enkelte bliver anerkendt, som den han eller hun er, og at man som udstødt ung
har nogle ressourcer, færdigheder og nogle erfaringer at bidrage med til
projektet.
Projektledelsens, medarbejdernes og projektmagernes holdning til og anerkendelse
af de unge er en væsentlig modstempling af det at være udstødt ung
med store sociale problemer, i forhold til den stempling, som projektdeltagerne
ellers er vant til at møde både fra det offentlige, familie, andre unge og samfundet
i al almindelighed.
Projektets force ligger i høj grad i, at projektledelsen har formået at skabe et
image, som et projekt hvor de unges indsats respekteres som betydningsfuld
og bliver værdsat. Projektet giver de unge succesoplevelser - det er in og
statusgivende - hvilket giver de udstødte unge en grad af identitet og selvfølelse,
som de færreste tidligere har oplevet. Det har stor betydning for de unge, at de
oplever og mærker, at deres indsats har betydning ikke kun for dem selv men
også for andre, og at det, de foretager sig i projektet, skal bruges og anvendes.
En væsentlig årsag til Projekt De Vilde Unges resultater med de mest udstødte
unge er også, at projektmedarbejderne og projektmagerne møder de unge, der
hvor de unge er, med hensyntagen og forståelse for den enkeltes situation og
problemer og med respekt for den unges eget syn og forståelse af sin egen
situation.
Tilgangen og måden at møde de unge på, har betydet, at projektet har været i
stand til at skabe og fastholde kontakten til en gruppe af unge, som de
eksisterende tilbud og det offentlige system har mistet kontakten til, som det
offentlige system ikke har haft kendskab til, eller som mere eller mindre har
146

De Vilde Unge
været “opgivet”, fordi man ikke har kunnet placere dem i nogen af de
eksisterende tilbud. Det kan enten være fordi, de unges problemer har haft en
karakter, som de eksisterende tilbud eller institutioner ikke har kunnet takle
(rumme), eller fordi de unge ikke har villet anvende tilbudene, fordi de ikke
har følt, at systemet eller medarbejderne har givet udtryk for eller signaleret et
ønske om at ville hjælpe dem eller har respekteret dem.
Medarbejdernes og projektmagernes evne til at stå til rådighed for de unge,
og at de er i stand til at kunne rumme de unges meget forskelligartede problemstillinger,
er en anden afgørende force i projekt De Vilde Unge.
Det er et væsentligt element i projektets metode og i projektets image blandt
de unge, at projektet bygger på en holdning om, at ingen ung skal opgives,
afvises eller stilles over for truslen om den sidste chance uanset problemernes
størrelse eller karakter.
I projekt De Vilde Unge bliver ingen af de unge opgivet eller overladt til sig
selv hvis de f.eks. ryger hash, begår kriminalitet eller i kortere perioder udebliver
fra arbejdstjansen eller projektaktiviteterne. Kun i et enkelt tilfælde har projektet
måtte stoppe en ungs deltagelse i en projektaktivitet mod den unges vilje p.g.a.
stofmisbrug. Projektet når med sine projektaktiviteter og projektjobs ud til en
bred gruppe af udstødte unge, men der vil naturligvis altid være nogle unge,
som det vil være uforsvarligt, både for dem selv og for andre at fastholde i
projektet, også selv om de gerne ville fortsætte. Desuden kan man forestille
sig, at der eksisterer en gruppe unge, som projektet ikke er i stand til at motivere
med det nuværende tilbud.
I projekt De Vilde Unge gives de unge projektdeltagere en høj grad af medindflydelse
og medbestemmelse i forhold til projektaktiviteterne. Medindflydelsen
praktiseres på et meget direkte og konkret men samtidig uformelt
plan, hvor indflydelsen gives til de unge, i de beslutninger, som løbende træffes
i aktiviteterne og i samværet mellem deltagerne. Medindflydelsen hviler på
medarbejdernes respekt og anerkendelse af de unge, og praktiseres ikke i form
af strukturerede beslutningsorganer med fastlagte beslutningsprocedurer osv.
En mere struktureret form for medindflydelse kunne måske virke motiverende
på en mindre gruppe af projektdeltagerne, som muligvis gradvist vil kunne
påtage sig større ansvarsopgaver.
En væsentlig og fremtrædende metode i projektets arbejde er anvendelsen af
tidligere rødder som projektmagere. Projektets succes i kontaktskabelsen til
de udstødte unge skyldes bl.a. brugen af tidligere rødder, som har den force, at
de har en stor forståelse for de unges situation og hverdagsliv, ofte fordi de selv
tidligere har været ude i samme problemer som projektets målgruppe. De
tidligere rødder nyder stor anerkendelse blandt de unge (som forbilleder), bl.a.
147

Evaluering
fordi de er eksempler på unge, som har klaret at finde en vej ud af kriminalitet
og måske misbrug, og har skabt sig et værdifuldt og meningsfuldt hverdagsliv.
Metoden har været anvendt med stor succes og med gode resultater i projekt
De Vilde Unge.
Brugen af tidligere rødder rummer dog en vis risiko for, at projektmagerne kan
få tilbagefald og evt. havne i en situation, hvor de igen begår kriminelle
handlinger. Det er en risiko, som projektleder Søren Magnussen er opmærksom
på, men som det er nødvendigt at turde leve med, hvis man skal være i stand til
at skabe kontakt og fastholde kontakten til de mest udstødte unge.
Tidligere rødder har oftest ikke den faglige indsigt, som professionelle fagpersoner
har, og derfor er det også at stor betydning for projektets arbejde og
resultater, at de tidligere rødder (ligesom de uddannede projektmedarbejderne)
modtager løbende supervision og støtte fra projektleder Søren Magnussen og
andre fagpersoner. Projektets egne erfaringer viser, at projektaktiviteterne bliver
alt for sårbare overfor afbrydelser og/eller evt. forlis og manglende resultater,
hvis ikke de tidligere rødder bakkes op med en solid og tæt professionel støtte
fra projektlederens side.
Udbetalingen af arbejdsdusør er yderligere en væsentlig metode i projekt De
Vilde Unge. Arbejdsdusøren virker meget motiverende på de unge, og betyder,
at de unges behov for at skaffe penge via kriminelle handlinger mindskes
samtidig med, at det har en væsentlig betydning i forhold til de unges selvværdsfølelse,
at de modtager penge for deres projektarbejde eller projektdeltagelse.
Med udbetalingen af arbejdsdusør får deltagelse i projektet i højere
grad karakter af et job, hvilket af de unge opfattes som en anerkendelse og
værdsættelse af deres indsats. Udbetalingen af arbejdsdusør understreger
jobfunktionen og kommer for de unge herved til at fremstå som en bevægelse
mod et mere normalt hverdagsliv og en større grad af løsrivelse fra afhængigheden
af de sociale myndigheder.
Flere af projekt De Vilde Unges samarbejdspartnere har udtrykt bekymring
for, at udbetalingen af arbejdsdusør trods den synlige gavnlige effekt, kan
forårsage, at de unge vænnes til at have mange penge mellem hænderne. Det er
dog en risikovillighed, som projektet må være i stand til at have, af hensyn til,
at projektet arbejder med en målgruppe, hvor arbejdsdusøren kun til dels kan
yde kompensation for de afsavn og svigt, som mange af de unge projektdeltagere
har været udsat for gennem flere år. Der er tale om en gruppe af unge, som
i en kortere eller længere periode har behov for en særlig opmærksomhed,
omsorg og “forkælelse”, hvis arbejdet med at sikre dem et bedre hverdagsliv
og selvværd skal lykkes.
Skabelsen af et fortrolighedsrum (en fortrolig atmosfære) i mødet mellem
projektdeltagerne og projektmagerne/medarbejderne er væsentlig i forhold til
148

De Vilde Unge
medarbejdernes mulighed for og evne til at kunne arbejde med de unge. Tilliden
mellem de unge og projektmedarbejderne/projektmagerne er stor, fordi de unge
føler, at de kan regne med, at projektmedarbejderne ikke giver informationerne
fra den unge videre til kolleger eller institutioner, forvaltninger m.m. udenfor
projektet, med mindre at den unge selv accepterer det.
De unge projektdeltagere giver udtryk for, at de har fortalt projektmedarbejderne
fra projekt De Vilde Unge informationer og oplysninger om dem selv, som de
aldrig ville have fortalt til andre, og som de heller ikke regner med, at medarbejderne
giver videre.
Tilliden mellem de unge og projektmedarbejderne er således medvirkende årsag
til, at projekt De Vilde Unge får mange detaljerede oplysninger om de unge, og
at medarbejderne derved er i stand til at give en meget individuel og personlig
støtte.
Formidling og implementering af projektarbejdet og erfaringer
Langt de fleste samarbejdspartnere giver udtryk for stor forståelse og respekt
for det arbejde, som projekt De Vilde Unge yder, og flere giver udtryk for, at
forvaltningerne og institutionerne selv har ændret deres opfattelse af den
nødvendige indsats og de nødvendige arbejdsmetoder i arbejdet med de mest
udstødte grupper, efter at de er begyndt at samarbejde med projektet.
Udbetalingen af arbejdsdusør, brugen af tidligere rødder som projektmagere,
ingen sidste chance og behovet for og tilstedeværelsen af et fortrolighedsrum
er nogle af de elementer og metoder, som de etablerede institutioner og
forvaltninger har fået en større forståelse for.
Det er dog væsentligt, at projektet ikke begrænser samarbejdet til de lokale
ildsjæle og fagpersoner, som projektledelsen selv finder interessante. Der er
også behov for at styrke synliggørelsen af projektets indhold og metoder
overfor en bredere del af institutioner og tilbud i de lokalområder, hvor projektet
arbejder. Udvikling af et sådant samarbejde kræver naturligvis, at projektet
eksisterer i længere tid. En større synlighed over for institutionernes medarbejdere
vil mindske den generelle mistillid og skepsis, som mange steder
stadig eksisterer over for projektarbejde i al almindelighed.
Projektresultater i forhold til de unge
Der hersker ingen tvivl om, at projekt De Vilde Unge har stor succes med at
skabe og fastholde kontakten til nogle af de mest udstødte unge, og at de unges
deltagelse i projektet har betydet en kvalificering af deres hverdagsliv. De unge
har gennem projektet fået skabt et grundlag for at kunne starte en ny optur i
deres liv, som tidligere har været præget af meget store problemer og svigt.
149

Evaluering
Kombinationen af relevante aktiviteter og en troværdig voksen, som de unge
udvikler en høj grad af fortrolig med i en åben og ligeværdig atmosfære, er af
afgørende betydning for, at de unge forandrer selvopfattelse, adfærd og holdninger.
Projekt De Vilde Unge er ofte et velegnet tilbud til unge, som, når de er tilknyttet
projektet, befinder sig i en overgangsfase mellem et hverdagsliv med kriminalitet,
vold m.m. og et mere normalt hverdagsliv. Det har også vist sig at
have en vigtig funktion i forhold til unge, som på andre måder befinder sig i en
midlertidig situation, hvor der f.eks. skal udvikles en ny handleplan for den
unge. Projektet har i denne fase formået at være med til at skabe en kvalitet i
de unges liv, samtidig med at arbejdet med udredning og motivation i forhold
til den unge er blevet kvalificeret og nuanceret. På den måde medvirker projektet
til at mindske udstødelsen og til at hindre, at de unge falder tilbage i f.eks.
kriminalitet og misbrug.
Projekt De Vilde Unge har med sit arbejde synliggjort behovet for og
nødvendigheden af, at arbejde med nye og anderledes succeskriterier i det
sociale arbejde med de mest udstødte unge, hvor det kortsigtede mål ikke er
at sikre de unge uddannelse eller fuldtidsjobs, men i højere grad at kvalificere
deres hverdagsliv gennem en ændret døgnrytme, mindre misbrug, færre
involveringer i kriminelle aktiviteter og starte en integration i samfundet igen.
Arbejdet med de mest udstødte unge er en lang udviklingsproces med konstante
op- og nedture, hvor man ikke skal forvente, at de unge udvikler sig positivt i
et konstant kontinuerligt forløb. Projektarbejdet i De Vilde Unge er derimod et
langt sejt træk, hvor medarbejderne skal være forberedt på og skal kunne
håndtere de unges tilbagefald og nedture, på trods af at de måske ikke altid
føler, at resultaterne står mål med indsatsen.
Kvalificeringen af de unges hverdagsliv er bl.a. sket gennem:
♦ Nedgang i kriminelle aktiviteter
♦ Genoptagelse af undervisning eller en fastere skolegang
♦ Øget selvværd
♦ Et bedre forhold til forældrene
♦ Mindsket hashforbrug
♦ En bedre relation til andre unge
♦ Normalisering af døgnrytme
♦ Forbedret relation til socialforvaltningen
150

De Vilde Unge
Der er tale om store forandringer i nogle tilfælde, og der er tale om vigtige
processer for alle de unge projektdeltagere. Projektet udgør for mange unge et
reelt alternativ til anbringelse, behandling eller fængsling, men ikke alle. Nogle
skal anbringes andre steder, andre forbliver i projektet samtidig med en anbringelse
og andre fastholdes kontakten med under fængsel og afsoning, så der
består et grundlag at arbejde ud fra, når de unge løslades.
151

Evaluering
152

11. Efterskrift
De Vilde Unge
Denne evaluering er efter min mening positiv overfor Projekt De Vilde Unges
intentioner, metoder og resultater.
Som projektleder har jeg her lyst til at knytte et par kommentarer til
evalueringen:
Projekt De Vilde Unge er ikke hele løsningen på problemet med ”de vilde
unge” – kun et supplerende bidrag til den vifte af tilbud, man nødvendigvis må
stille op med overfor denne gruppe.
Projektets økonomiske ramme tillader ikke at etablere tilstrækkelige tiltag,
når vi taler om de aller sværeste unge – der er simpelthen for lidt personale.
Flere af vores unge vil med fordel kunne tilknyttes meget intense dagforløb,
med større ”mandsopdækning” end projekt De Vilde Unge kan tilbyde. – I
disse dagforløb ville det være klogt at forsøge sig med meget offensive og
opfindsomme måder at integrere de unge på det almindelige arbejdsmarked.
Sådanne dagforløb findes nu kun i meget lille omfang. For en del af de unge
ville det optimale tilbud være en god eksperimenterende og metodeudviklende
døgninstitution eller et socialpædagogisk opholdssted. Også den slags tilbud
er der alt for få af.
I nogle tilfælde ville den ideelle metode være et meget tæt samarbejde mellem
eksisterende døgninstitutioner eller socialpædagogiske opholdssteder og gode
dagprojekter – som det også nævnes i evalueringen.
Projekt De Vilde Unge mener, at det kan være et vigtigt skridt for en ung at gå
fra at lave meget grov kriminalitet til en mindre alvorlig kriminalitet. – Men
vores endemål er selvfølgelig at forsøge at få den unge fuldstændigt ud af et
kriminelt miljø (at få stjålet sin cykel kan faktisk også være meget belastende
for den, det går ud over). Man skal bare være opmærksom på, at en sådan
udvikling for nogle unge er en meget lang og vanskelig proces, når man i årevis
har været dybt integreret i et kriminelt miljø.
Søren Magnussen – Leder af projekt De Vilde Unge.
153

Evaluering
154

12. Litteratur
De Vilde Unge
1. Amtsrådsforeningen, Debatoplæg: ”En social fortælling om 1990’ernes
ungdom”, 1995.
2. Bech-Jørgensen m.fl. Storbypuljen, Arbejdsrapport fra den tværgående
evaluering, ALFUFF.
3. Bo, Inger Glavind og Kristiansen, Søren, Børn af psykisk syge forældre 1 -
Problemer og læring i forsøgsprojekterne, DAFOLO Forlag 1997.
4. Bovbjerg, Kirsten Marie og Kjær, Bjørg, Udstødelsesprocesser blandt unge
i København.
5. Byriel, Lene, Sjakket - knus og kaos i et københavnsk ungdomsmiljø,
Pædagogisk Bogklub 1994.
6. Det Tværministerielle Børneudvalg, Barn og ung i Danmark. Opvækst i
1990’erne, 1992.
7. Ejrnæs, Morten m.fl., Socialt miljøarbejde i lokalsamfundet, Hans Reitzels
Forlag 1997.
8. Faureholm, Jytte, Fra livstidsklient til medborger, Socialpædagogisk
Bibliotek, 1996.
9. Jull, Søren og Ertmann, Bo, Gadebørn i Storkøbenhavn, SFI 1991.
10. Jørgensen, Per Schultz m.fl., Risikobørn - Hvem er de - hvad gør vi, Det
Tværministerielle Børneudvalg, 1993.
11. Krogstrup, Hanne Kathrine, Brugerinddragelse og organisatorisk læring i
den sociale sektor, Systime 1997.
12. Malmborg, Esther og Jensen, Peter, Selv - men ikke alene, Socialministeriet
og Boligministeriet 1997.
13. Nielsen, Jimmie Gade og Stenum, Helle, Klar til medbestemmelse,
Socialministeriet og Undervisningsministeriet, 1997.
155

Evaluering
14. Nissen, Morten, Projekt Gadebørn, Erfaringer - forløb og organisering.
15. Nissen, Morten og Clausen, Lone, Rammer der rykker, Dafolo Forlag 1997.
16. Olsen, Poul Christian og Madsen, Unna, Kan et faldskærmsudspring føre
til et bedre liv, Mentalhygiejniske Meddelelser 6, 1988.
17. Pedersen, Flemming H., Tjek-Punkt - Opsøgende arbejde blandt unge i
drift, 1997.
18. Regeringens Børneudvalg, Handlingsplan for de svagest stillede børn og
unge, 1994.
19. Socialministeriet, DASK, Drop afmagten - skab kontakten til unge med
store sociale vanskeligheder, 1996.
20. Socialministeriet, Nye veje i indsatsen, 1996.
21. Sørensen, Annette Brøndum og Malmborg, Esther, Uanbringelig - om
socialforvaltningens hjælp til belastede unge. Hovedopgave, Den Sociale
Højskole KBH. 1993/94.
22. Uggerhøj, Lars, Hjælp eller afhængighed, Ålborg Universitetsforlag, 1996.
23. Unge Københavnere, Hvem er de Hvad gør vi Københavns Kommunes
statusrapport og Tilbud. Overborgmesteren, Sekretariat og Information, juni
1996.
156

Bilag
De Vilde Unge
De Vilde Unge som forsøgs- og metodeudviklingsprojekt
Projekt De Vilde Unge er et forsøg på at videreudvikle erfaringer fra Sjakket,
et projekt under projekt “Gadebørn” finansieret af Storbypuljemidler (1993-
95). Erfaringer fra Storbypuljen er formidlet bl.a. via en tværgående evaluering,
og nedenstående fremstilling er hovedsageligt baseret på disse erfaringer (2).
De Vilde Unge er som forsøgs- og metodeudviklingsprojekt placeret som en af
mange, mange brikker i et meget stort og omfattende puslespil af forsøgs- og
udviklingsprojekter, der med økonomisk støtte fra diverse statslige forsøgspuljer
i bl.a. socialministerielt regi (siden især slutningen af 80’erne med SUMprogrammet)
har set dagens lys. Projekter som medvirker til en udvikling og
omstilling af den danske velfærdsstat.
Hele denne forsøgsvirksomhed har sin baggrund i velfærdsstatens krise, som
Hegland m.fl. (2) beskriver som hhv. en ressourcekrise, en funktionskrise og
en legitimationskrise. Ressourcekrisen hænger sammen med samfundets
økonomiske problemer og legitimationskrisen hænger sammen med den
smuldrende folkelige opbakning til velfærdsstaten, mens funktionskrisen
udtrykker det gab, der er mellem behov hos forskellige befolkningsgrupper og
de ydelser, velfærdsstaten stiller til rådighed. Forsøgsvirksomheden kan ses
som forsøg på at udvikle og ændre de statslige velfærdsydelser så dette gab
mindskes, og tryghed og tillid til velfærdsstaten kan opretholdes.
SUM-programmet viste, at forsøgsarbejdet havde svært ved at nå ud til de
mennesker, der var allermest sårbare og udstødte - bl.a. fordi disse mennesker
var en hindring for at opnå positive resultater (som skulle til for at sikre
projektets videreførelse). Derfor er puljerne til forsøgs- og udviklingsarbejde
nu blevet meget mere målrettet mod snævre og specifikke målgrupper eller
områder.
De Vilde Unge er som forsøgs- og metodeudviklingsprojekt støttet via puljer,
der på denne måde er målrettet arbejde med de mest udstødte unge. I 1987 fik
vi et tværministerielt børneudvalg og et parallelt Regeringens børneudvalg,
som bl.a. igangsatte et analysearbejde (1992: Barn og ung i Danmark. Opvækst
i 90’erne (6)), der viste, at de fleste danske børn har det godt og klarer sig godt,
men af ca. l5 % i større eller mindre grad står udenfor det sociale fællesskab.
Herefter igangsattes projekt “De svagest stillede børn og unge” som efter et
157

Evaluering
yderlige analysearbejde (!993: Risikobørn- hvem er de hvad gør vi (10)) udformede
”Handlingsplanen for de svagest stillede børn og unge” med forslag til 10 konkrete
initiativer (18). I tilslutning til denne handlingsplan har der været forskellige
udviklingspuljer (SIBU-puljen, Klub-puljen, og som noget ekstra DASK-kampagnen
(19) - og senest i 1997 (regeringens 2. voldspakke med oprettelsen af OPS-puljen).
Projekt De Vilde Unge har modtaget støtte fra såvel Klub-puljen, DASK-puljen og
OPS-puljen.
Som forsøgs- og metodeudviklingsprojekt knytter De Vilde Unge primært an
til velfærdsstatens funktionskrise ved at ville bidrage til at finde nye løsninger
på det påtrængende sociale problem, som samfundet har med de udadreagerende,
voldelige og kriminelle unge (såvel som med de mere selvdestruktive
og indadvendte). De påtrængende problemer har bl.a. sammenhæng
med nedlæggelsen af et stort antal døgninstitutionspladser i begyndelsen af
firserne, med nedprioritering af hjælp og støtte til unge i øvrigt, og med at den
omstilling til tidlig indsats og forebyggelse, der på det tidspunkt blev iværksat,
har vist sig ikke at være tilstrækkelig og slet ikke slår til i forhold de mest
sårbare og udsatte familiers børn og unge (1).
Der har i årevis manglet tilbud til unge med store problemer, da man ved
nedskæringerne har forsømt udviklingen af nye tiltag. Ligeledes har håndteringen
af de unge, dvs. tilgangen og holdningen til dem som brugere af
systemet, slet ikke fulgt med den øvrige udvikling i samfundet, dvs. at se de
unge som fuldgyldige medborgere, som individer med egne behov forskellig
fra andres mv. Der er skabt en dyb tillidskrise mellem de udsatte unge og det
sociale system, som betyder, at systemet i afmagt har opgivet disse unge, og de
unge har derfor vendt systemet ryggen og skabt deres egne overlevelses- og
afvigerkulturer (9). Mange af disse unge er en belastning i lokalområder i
kommunerne, så der er god brug for nye lokale indsatser, som kan alternere
den seneste udvikling med krav om tvangsbehandling og indespærring af de
sværeste unge i forbindelse med vedtagelsen af voldspakke 2 i 1997. Et første
skridt i en sådan indsats vil være at skulle genskabe kontakten til disse unge.
Som projekt skal De Vilde Unge med udvikling og afprøvning af nye metoder
forsøge at bygge bro over denne kløft mellem de unge og systemet. Nye
problemer, eller problemer man står afmægtig overfor, kræver at man går nye
veje. Forsøgs- og omstillingsarbejde er et væsentligt redskab til at finde nye
løsninger.
Formålet med et projekt og selve projektarbejdsformen giver nogle bestemte
rammer for det arbejde, der udføres i projektet. Projekterne er som regel
158

De Vilde Unge
tidsafgrænsede og beskæftiger sig samtidig med “vilde problemer” forstået som meget
komplekse problemer. Sådanne “vilde problemer” har ikke én løsning og kan ikke
tackles på én måde. Man kan gå ad mange veje. Derfor er det samtidig problemer,
som ingen egentlig kan forvente gyldne løsninger på eller forvente at opnå fine resultater
af ud fra gængse succeskriterier (11).
Kernen i forsøgsarbejdet er at gå nye veje, at forsøge sig frem og afprøve ideer.
Når “vilde problemer” skal søges løst, kan man ikke gentage de løsningsstrategier,
som det gængse system normalt anvender. Der må brydes op
på rutiner og vaner, der må tænkes grundlæggende forfra om problemets
karakter.
Om et forsøgsprojekt er lykkedes eller er godt, afhænger derfor lige så meget
af, at man har gjort sig væsentlige erfaringer, opnået en vigtig læring undervejs,
som af at opnå resultater. Et projekt kan derfor godt være lykkedes og en succes,
selv om det som social indsats betragtet ikke har opnået de store synlige
resultater. Der kan være tale om, at man må operere med helt nye succeskriterier
end sædvanligt. Men projekter er ofte optaget af at producere synlige og gode
resultater ud fra en normaliseringstankegang for at sikre overlevelse og mulig
forankring/implementering, og de vurderes ofte på denne baggrund. Selv om
der er mange eksempler på vellykkede projekter - også resultatmæssigt - som
alligevel har måtte lukke igen.
Projektarbejdet - som skal finde nye løsninger på “vilde problemer” - kommer
nødvendigvis til at udfordre og provokere den gængse måde at håndtere problemerne
på fra systemets side.
Man er nødt til at bryde med rutiner og vaner og undertiden også bevæge sig på
kanten af regler og forskrifter. Tackling af “vilde problemer” kræver udvikling
af ny viden og anvendelse af en ny tilgang.
“Vilde problemer” findes der som sagt ikke én løsning på eller én forholdemåde
til, derfor vil vurderingen af løsninger altid være af normativ karakter: En løsning
vil blive vurderet med de “øjne”, der ser, dvs. styret af de holdninger, personen
har. Så løsningsmåder eller måder at tackle forhold på kan blive vurderet vidt
forskelligt - f.eks. fra den unge, der selv bærer problemet, fra medarbejderen,
fra socialforvaltningen, fra forældrene, fra politiet m.fl.
Udover særlige rammer kræver det særlige egenskaber at kunne gå nye veje og
udfordre den gængse orden. Projektmageren - eller ildsjælen, som han ofte
kaldes - må besidde en særlig kreativitet, ikke nødvendigvis præget af mere
konkret viden end andre, men derimod af iderigdom, mod, talent, intuition
m.m.
159

Evaluering
Den måde, projektmageren udvikler sit projektarbejde på, er typisk ved “at gøre, at
handle” - reflektere over, om det dur eller ej, for derpå at justere eller om nødvendigt
helt ændre sin praksis. Denne refleksive proces i forhold til sin praksis foregår i
meget tæt samspil og dialog med først og fremmest brugeren, den direkte berørte,
og dernæst med de øvrige interessenter i problemet.
Evalueringen af projekt De Vilde Unge skal prøve at indfange nogle af de
vigtige erfaringer og nyudviklinger, som der udledes af arbejdet, ligesom den
også skal have et fokus på resulater, forstået som forandringer for den konkrete
unge, som er med i projektet.
Fokus i evalueringen er at pejle sig ind på at beskrive og vurdere
1. Det nye og særlige i organiseringen herunder ildsjælens rolle
2. Brugerinddragelse og deltagerstyring, herunder om projektet bryder med
traditionelle tænke- og løsningsmåder
3. Udviklingsperspektivet for den enkelte, dvs. de vigtigste elementer i
arbejdsmetoderne, der har betydning for evt. resultater/forandring for den
enkelte unge - herunder om det lykkes at skabe “det psykosociale rum”,
dvs. udvikling og plads for den enkelte udstødte.
Hvad ved vi om ildsjæle
Arbejdet i et forsøgs- og udviklingsprojekt er præget af utraditionelle og grænseoverskridende
handlinger. Og de personer; som befolker projekterne, fremtræder
som halvprofessionelle eller halvfrivillige, som udfordrer systemets monopol
på problemdefinition og problemløsning. Det er socialarbejdere, som ikke
oplever sig bundet til og af systemet, men i stigende grad fungerer i en løsere
relation til den ansvarsbærende organisation (i hvert fald bevidsthedsmæssigt).
De større tværgående evalueringer af nogle af forsøgsprogrammerne har alle
afdækket projektmageren eller ildsjælen som en meget betydningsfuld aktør i
fornyelsen af socialpolitikken.
I den første tværgående opsamling af erfaringer med socialpolitisk forsøgsarbejde
(Adamsen og Fisker 1994) beskrives projektmageren som følger:
Forsøgsmagere brænder for ideen i deres projekter. De tog ofte selv initiativet
til projektet og var fulde af energi. De var villige til at yde en ekstraordinær
160

De Vilde Unge
indsats. De arbejdede under arbejdsvilkår, som ofte var meget ringe: uklare
ansættelsesforhold, stort merarbejde og forskudte arbejdstider.
Ildsjælen kaster sig ud i nye projekter uden anden direkte gevinst end en vis
sikkerhed for, at deres ideer bliver afprøvet eller realiseret. Ildsjælen er som
regel meget god til at sikre projektets/ideernes gennemslag, men ikke nødvendigvis
god til at konsolidere arbejdet.
Hvis ildsjælen forlader projektet - bl.a. på grund af det tidsbegrænsede og usikre
ansættelsesperspektiv - opleves det ofte som, at de nye skal starte forfra.
Projekterne bliver meget personafhængige og derved meget sårbare ved skift.
Det kunne tale for at mene, at ildsjælen skulle bruge flere kræfter og mere tid
på at arbejde på det organisatoriske, på forankring og konsolidering, men det
er ikke specielt hensigtsmæssigt (for så løber man til møder hele tiden), da det
er uhyre vigtigt, at ildsjælen koncentrerer sig om indholdet i projektet. Så det
gode spørgsmål er, hvordan man bevarer/holder på ildsjælen - også for at sikre
personkontinuiteten - og samtidig sikrer en organisering rundt om projektet,
der kan arbejde for konsolidering Der kan være en risiko for, at projektlederen
løsriver sig fra den oprindelige ide og fra sin funktion i projektet i sammenhæng
med f.eks. varetagelsen af de eksterne opgaver, eller fordi en ny ide, et nyt
projekt, skal afprøves, eller hvis projektet får succes og dermed ikke længere
rummer en udfordring.
Et projekt startet af en ildsjæl er et typisk “bottom -up” projekt - helt i overensstemmelse
med tidens trend. Når der skal moderniseres, findes nye løsninger,
er blikket i dag rettet mod brugeren, frontmedarbejderen og andre lokale aktører
/netværk, hvorfra energierne og ideerne kan hentes. Projekterne er dog afhængige
af understøttende nøglepersoner såvel politisk som administrativt.
Som ildsjæl er man eksponeret, dvs. meget synlig både internt og eksternt. Det
opfattes ikke entydigt positivt. Man har også en central rolle som pengeskaffer
og er afhængig af alliancer i systemerne.
Lars Hulgård (2) har belyst 5 dimensioner ved kombination af ildsjæl og socialt
arbejde:
1. ildsjælen som lokomotiv og tovholder
2. ildsjælen som formidler ml. samfundsmæssige sfærer
161

Evaluering
3. ildsjælen som tilvejebringer af ressourcer
4. ildsjælen som netværksorienteret mere end organisationsfunderet
5. ildsjælen som et nyt lag i embedsmandsstanden, der gør fundamentalt op
med den klassiske bureaukrat
Ildsjæle har i forbindelse med evaluering bekræftet de udsagn eller den identifikation
af dem, som er gengivet her. De mener, at man må arbejde på den
måde og på alle fronter, hvis man vil noget. Det er handlingsorienteret, og ikke
teoribaseret arbejde. Et centralt problem er dog den personafhængighed, der er
forbundet med ildsjælen. Ofte er det den person, som giver et projekt “ ånd og
mening”, skaber hele atmosfæren, er omdrejningspunktet - både synligt og
usynligt. Hvis projektmageren forlader projektet, kan der opstå store pro-blemer
omkring personkontinuitet (i arbejde med sårbare mennesker), arbejdet kan
falde “på gulvet”, og en afløser kan have svært ved at blive accepteret.
Udviklingen går (på flere områder) væk fra faste organisationer til organiserende
aktører. Men som nævnt ovenfor, er ildsjælene som organiserende aktører
afhængige af understøttende nøglepersoner i administration og på det politiske
niveau, så man kan sige, at de er afhængige af deres lokalt udviklede bagland
(brugere, netværk mv.) såvel som af et centralt placeret netværk af personer,
der vil støtte og fremme ideerne. De skal have deres bagland i orden både på
det nære projektniveau og på det politisk administrative niveau.
Brugerperspektivet - om brugerinddragelse og deltagerstyring
Socialt arbejde i projekter for udsatte unge drejer sig om at stoppe den
udstødelsesproces, som er i gang og arbejde for at intregrere de unge i nogle
samfundsmæssige sammenhænge igen.
Normalt mødes udstødte med krav om normalisering og integration på de
normales præmisser/betingelser.
De normales krav gennemsyrer samfundsliv og hverdagsliv og er med til at
opretholde udstødelsen. Så udfordringen er at skabe og udfolde samfundsliv
og hverdagsliv på de udstødtes præmisser.
I forsøgsprojekter afløses kravet om normalisering på de normales betingelser
af omsorg, aktiviteter og støtte på de udstødtes betingelser. Derved kommer
brugerperspektivet til at stå helt centralt.
162

De Vilde Unge
Det er med andre ord en kvalificering af hverdagsliv, der er i focus. I projekt
De Vilde Unge vil det sige de unges ønsker og behov. Der er et dobbeltperspektiv
i opgaven: dels et perspektiv, der handler om de betingelser, der stilles til
rådighed for de unges hverdagsliv, og dels det perspektiv, der drejer sig om den
unges håndtering af disse betingelser.
Udstødelsen hænger sammen med forandringer i arbejds- og familieliv og i
livet i boligområderne. Arbejde er det mest integrerende element i vores samfund,
det mest identitetsskabende, så derved bliver skolegang og uddannelse
vigtige faktorer i forhold til at imødegå udstødelse.
De udsatte unge har oftest været ude for en meget tidlig udskillelse af
skolesystemet - udover andre former for svigt eller udstødelse (f.eks. i familien).
Individualiseringen er en anden side af den samfundsmæssige udvikling, det
normale er i dag at blive socialiseret til individualisme. Den enkelte oplever
det ikke som fælles vilkår, som normalitet, men snarere som individuelle
livsbetingelser, som kun kan håndteres gennem beslutninger, der let kommer
til at fremtræde som den enkeltes rigtige eller forkerte valg. Og hvis man vælger
forkert, er det nærliggende, at man selv bliver holdt for ansvarlig. Er man ikke
blevet socialiseret til at kunne magte at træffe “rigtige valg” på trods af sine
individuelle livsbetingelser, bukker man let under. Individualiseringen bliver
på den måde en yderligere faktor i udstødelsesprocessen.
Når der i forsøgsprojekterne tages udgangspunkt i brugernes ønsker og behov,
er det også en form for individualisering, men den bygger på at støtte den
enkelte i forhold til hverdagsliv og integration i fællesskabet, ikke på at støtte
den enkelte i konkurrencen.
I forsøgsprojekterne har behovsbegrebet i øvrigt vist sig vanskeligt - om ikke
umuligt at arbejde med. Hvem kan definere en brugers behov Hvem har
definitionsmagten, når det handler om støtte og omsorg på de udstødtes
betingelser Derfor er det brugernes ønsker og interesser, der er udgangspunktet,
de indholdsdefinerer selv deres ønsker og interesser.
Brugerperspektivet indebærer, at der må etableres direkte forhold / relationer
mellem brugere og ansatte. Mødet mellem bruger og ansatte må ses som et
samvær mellem ligeværdige. Det gør, at det bliver meget lettere at få øje på,
hvad brugeren kan og vil. I projekterne udvikles der en fælles kultur mellem
brugere og ansatte, en kultur som må inkorporere brugerens præmisser, dvs.
163

Evaluering
både tage udgangspunkt i ressourcer, stole på ansvarsevne og dømmekraft og tage
højde for brugerens sårbarhed.
Brugerperspektivet indebærer også, at det er brugerens hverdagsliv, der er udgangspunktet
for samværet. Ellers kommer brugeren til at stå i en afmægtig
situation. Den professionelle må acceptere brugerens hverdagsliv, som det er,
og brugeren må kunne bevare sin selvrespekt og sin forestillingsverden uanset
andres normalforestillinger.
Det er omsorg, støtte og respekt, der er udgangspunktet for arbejdet, ikke
standardiserede og målrettede behandlingsmetoder.
Den afgørende forskel på udstødte/ikke udstødte er, at de udstødte ikke er
medlem af et fællesskab, der yder en eller anden form for omsorg. For de ikke
udstødte er omsorgen en selvfølgelig del af livet. Omsorgen sikrer det enkelte
menneske velbefindende og sikrer at ingen falder udenfor fællesskabet (også i
forsøgsprojektsammenhæng). Udstødelse handler netop om omsorgssvigt.
Lige så givende som det kan være, kan det være udfordrende, krævende og
belastende at arbejde med de udstødte. Der behøves et kollegialt bagland eller
supervision. Man arbejder ofte med at fortolke og forstå forløb, som ikke er
målbare, og som vanskeligt kan formidles til andre. Det kan være svært at
bære at arbejde med mennesker, hvor der ikke er synlige fremskridt eller
succeser. Det kan føre til overbelastning og udbrændthed. Personkontinuitet er
meget vigtigt i arbejdet med sårbare mennesker.
I forsøgsprojekterne indbygges der et udviklingsperspektiv, der handler om at
få brugerne til at sætte sig ud over sig selv, at deltage i et socialt liv og derigennem
blive deltagere i et bredere samfundsliv. Nogle tilbud er baseret på
erkendelse af livslang forpligtelse til at yde omsorg, andre er rettet mod brugere,
som på mange måder kan klare sig selv, men har brug for at komme
videre, og hvor aktiviteter og støtte kan hjælpe med at genvinde selvtillid.
Udviklingsperspektivet for den enkelte er ikke givet på forhånd, men udformes
og justeres og ændres i en konstant løbende dialogisk proces. Formidling mellem
system og bruger vægtes højt - det kan give mulighed for at ændre systemets
tolkning af brugerens præmisser.
Når et projekt er alt det, som brugerne definerer det til at være, er brugerperspektivet
helt i front. Nogle projekter er nærmest en selvhjælpsbevægelse.
Der kan anvendes et andet arbejdsbegreb end sædvanligt, f.eks. kulturproduktion.
164

De Vilde Unge
Morten Nissen stiller spørgsmålet om brugerperspektivet, det at inddrage de udstødte
i projekter, hvor de sætter præmisserne eller selv styrer, er endnu en udvidelse af den
samfundsmæssige kontrol (14).
Om forandrings- og udviklingsperspektivet for den enkelte
Udviklingsperspektivet ligger i, at brugeren, den udstødte unge, sætter sig ud
over sig selv, deltager i et socialt liv - og dermed bliver deltager i et bredere
samfundsliv. Og hermed menes der, at den unge skal have skabt et brud i og
bevægelse i en enten isoleret tilværelse eller i en turbulent tilværelse i en subeller
afvigerkultur præget af negative normsæt, kriminel adfærd, misbrug m.m.
Identitet og selvopfattelse udvikles gennem konstante refleksive processer. Det
er centralt, at den unge stopper op og får genskabt en selvrefleksion: Hvem er
jeg, hvad har jeg gang i, hvor vil jeg hen - og hvordan
Den udstødte unge vil ofte have problemstillinger “hele vejen rundt”: Kan have
behov for kvalificering på forskellige måder (aktiviteter, uddannelse, skolegang,
arbejde), have brug for omsorg, for praktisk støtte til at klare alt muligt, for en
personlig støtte til at bearbejde personlige problemstillinger og en støtte til at
fungere konstruktivt i relationer til andre (andre unge, familien, sagsbehandleren,
politiet, kassedamen i Netto m.fl.)
Den udstødte unge, som systemet har opgivet, og som evt. selv har vendt ryggen
til systemet, er uhjælpeligt bundet til og afhængig af det selvsamme system
alligevel. Den måde, systemet hidtil har ydet hjælp på, har sat den unge i en
afmægtig position med følelsen af at være stemplet, klientgjort og objektiveret.
Sat på spidsen: “Du er forkert”, “vi vil det bedste for dig”, “vi har det gode
tilbud”, men “hvis du ikke taknemligt tager imod tilbudet, så har du selv valgt,
og så må du sejle din egen sø og selv tage ansvaret for din situation”.
I “Hjælp eller afhængighed” har Lars Uggerhøj lavet en kvalitativ undersøgelse
af kommunikation og samarbejde mellem socialforvaltning og truede familier
(22). Undersøgelsens resultater peger bl.a. på :
- at rådgiverens adfærd og manglende involvering er med til at fratage ansvar
og energi til selvhjulpethed
- at der ikke etableres et møde og en dialog, der skaber tillid (som er en
forudsætning for et problemløsende samarbejde)
165

Evaluering
- at parterne ubevidst påtager sig roller, som kan modvirke udvikling af et ligeværdigt
samarbejde. Rådgiverne foretrækker nemlig hjælpeløse og taknem-lige klienter, der
accepterer systemets traditioner og rammer.
Undersøgelsen tyder på, at klienterne bliver mere og mere afhængige af systemet
fremfor i højere grad at blive frigjort fra systemet. Og at det i høj grad har
sammenhæng med de betingelser, systemet giver sine brugere.
Jytte Faureholm har i bogen “Fra livstidsklient til medborger” (8) også beskrevet
magtforholdet mellem klient og rådgiver i socialforvaltningen, og hvordan
klienten i mødet med det sociale system drænes for den sidste rest af selvtillid
og selvværd. Hun taler om udvikling af en klientlivsform og en modsvarende
behandlerlivsform, som kommer til at virke fastholdende, og gør klienterne
afhængige af systemet. Hun siger, at det ikke behøver at være en permanent
tilstand, det er muligt at udvikle metoder til “empowerment” - til “selvoprejsning”
af klienternes tro på egne kræfter og til handlinger. (Bogen gennemgår
konkrete forsøg med socialt gruppearbejde, hvor der er arbejdet med empowerment).
Iflg.bogen rummer begrebet empowerment bevidstgørende processer,
der motiverer til handling og genrejsning fra klientiseringens afmagt og
ydmygelse. Drivkraften bag handlingerne baserer sig på klienternes egne
ressourcer. Og empowering omfatter:
- et antiundertrykkende syn på dem, vi arbejder med
- en tro på , at de har evne til at definere deres egne problemer og mål
- en tro på , at de kan udføre ansvarsfyldte handlinger, som kan ændre deres
problematiske situation
Forsøgs- og udviklingsprojektet De Vilde Unge vil arbejde med at kvalificere
de unge til en større grad af selvbestemmelse og til selv at tage ansvar for deres
eget liv. Det sigter mod at gøre de unge mere frit stillede i forhold til det sociale
system (ikke nødvendigvis frie af det, men gerne også det) og vil modvirke en
permanent afhængighed. Og projektet vil arbejde på at styrke de unges selvtillid
og selvværd og tro på egne kræfter.
For udviklingsprojektet er udfordringen derfor først og fremmest at skabe sammenhænge,
tilbud, som den unge kan indgå i, tage imod, hvor den unge kan
definere sig som andet end klient. Og udfordringen er at møde den unge på helt
anderledes vis, evt. med grænseoverskridende handlinger og med respekt og i
dialog, så der brydes med de relationer, der almindeligvis eksisterer mellem
166

De Vilde Unge
system (social indsats) og klient. I undersøgelsen “Udstødelsesprocesser blandt unge
i København” (4) siger forfatterne, at dialog i sig selv er en relation, og at begge
parter - system og ung - må indgå i denne relation, hvis den skal fungere til begges
tilfredshed og dermed føre til noget. Det er altså en forhandling eller “noget så blødt
og uformeligt som systemets og den professionelles evne til at vise respekt og
menneskelighed i mødet med individet” (den unge). Respekt baserer sig på gensidig
anerkendelse. De unge anerkender ikke systemets repræsentanter (pædagoger,
lærere, sagsbehandlere), fordi disse ikke anerkender de unge, og respekt baserer
sig netop på anerkendelse. De unge reagerer ikke på og respekterer ikke intentioner,
men handlinger.
Det er en kvalificering af den unges hverdagsliv, der er i fokus. Projektet må
afprøve, hvordan kontakten til den unge kan skabes. Hvad virker tiltrækkende
og motiverende på disse unge, så de får lyst og mod til at komme, og hvad skal
der til for at fastholde kontakten så lang tid, at der kan blive tale om udviklingsog
forandringsprocesser
Nøgleordet er meningsfuldhed - på en eller anden måde skal deltagelsen give
mening for den unge. Disse unge ved ofte ikke, hvad de vil, kender ikke egne
behov, ønsker, interesser. Så der er nødt til at være tilbud, ideer med plads til,
at de unge kan få indflydelse, når de vil.
Hvilke elementer kan projektet indarbejde i sine tilbud, som kan give mening,
og som kan kvalificere hverdagslivet for den unge Arbejde/løn giver mening,
ikke bare beskæftigelse, men gerne et arbejde som betyder noget, gør en forskel,
vækker opsigt eller betyder noget for andre. Ikke kunstige, “som om”-aktiviteter
i et “reservat”. At deltage i noget “stort”.
Iflg. Morten Nissen kommer meningsfuldheden bl.a. ved, at der gennem projektets
rammer organiseres arbejde, der indholdsmæssigt har en kvalitet ud
over det pædagogiske, og som netop derved har en pædagogisk mod-stemplende
funktion, og ved at disse rammer løbende revideres, og at det er de unge selv
sammen med de øvrige deltagere, der løbende foretager denne revision og
udvikling af rammerne (15).
Mange af de udstødte unge har det fælles problem, at de har umådeligt svært
ved at fungere i relationer med andre unge og med andre voksne i et konstruktivt,
udviklende samvær. Det er et forhold, som på samme tid kan have medvirket
til udstødelsen og kan være en konsekvens af udstødelsen. Og set i et integrationsperspektiv
er det - sammen med udfoldelsen i udviklende aktiviteter, hvor
selvværd kan opbygges - helt afgørende, at projektet kan arbejde med dette
167

Evaluering
forhold. Det kan projektet kun gøre, hvis det kan udvikle metoder til at rumme, at
den enkelte unges personlige problemstillinger får lov til at udspille sig, “komme til
orde”, både individuelt og i gruppen af unge, at der med andre ord kan skabes “et
psykosocialt udviklingsrum”.
Habermas har udviklet forestillingen om, at samfundet består af system og
livsverden og menneskets 3 verdensrelationer: Menneskets forhold til sig selv,
til hinanden og til naturen, den objektive verden. Han mener, at udviklingen
har spaltet disse verdener fra hinanden, så der ikke er sammenhæng med vor
væren i den objektive verden og i vor subjektive verden. Man kan sige, at den
sociale indsats - her i projektsammenhæng - på en måde skal forbinde, formidle
mellem de tre livsverdener, dvs. støtte den enkelte unge i at få skabt en bedre
sammenhæng, en større overenstemmelse mellem disse 3 livsverdener: Den
unges forhold til sig selv, forhold til andre mennesker og forhold til sine
livsbetingelser/muligheder.(2)
168

169
De Vilde Unge