døden i europæisk kulturhistorie en vandring - Skoletjenesten

Hvad var det for et budskab, den
lille fyr med "rumpen" i vejret skulle
fortælle til forsamlingen i kirken, og
hvornår blev det i øvrigt almindeligt
at kunne læse?
Ovenstående er spørgsmål, som kan
være spændende at diskutere med
børnene.
I løbet af middelalderen tog man
naturligvis højde for de betænkeligheder,
man måtte have haft i
forbindelse med Vor Herres regnskab,
og lod derfor – for at være
på den sikre side – kirkerne varetage
alt vedrørende død og
begravelse.
Man blev begravet indenfor i
selve kirkegulvet eller umiddelbart
udenfor.
I den tidligste epoke – altså Robin
Hood-tiden, hvor alle sov til
Dommedag – benyttede man
hverken gravsten eller inskriptioner,
men i takt med, at døden
blev mere og mere personlig, fik
synlige navne og årstal stor betydning.
Man ville vise præcis, hvem
man var, og hvor man lå.
Denne præcision og bekymring
for regnskabet kulminerede i slutningen
af middelalderen med en
form for "makabre" gravsten, der i
deres udformning ikke blot angav
afdødes data, men tillige en
påmindelse til de levende om, at
det også blev deres tur.
Det blev med andre ord almindeligt
med gravsten, som viste billeder
af kranier og knogler på en
måde, der ligesom kalkmalerierne
skulle få mennesker til at tænke
på deres personlige dom.
Afslutningen af middelalderen bliver
en forandringstid med hensyn
til, hvorledes mennesker forestiller
sig døden.
Dels bryder det nordlige Europa
med katolicismen – det er et
emne helt for sig – men der er
mange andre kræfter, som i lige
så høj grad medvirker til et ændret
syn på døden.
Dette nye syn vil vi vende tilbage
til, når vi har afrundet den sidste
del af middelalderen.
Vi befinder os nu helt præcist i
begyndelsen af 1700- tallets
gamle København, hvor man
åbenlyst begynder at have behov
for en ændret begravelsespraksis.
København var på det tidspunkt
en rigtig middelalderby, der lå
beskyttet inde bag mure og volde.
Der boede efterhånden temmelig
mange mennesker i byen under
forhold, man nok i dag ville beskrive
som et kaotisk svineri.
Vand fik man fra brønde, kloakker
fandtes ikke, man brugte
gaderne til affald. Det var et slaraffenland
for bakterier og epidemisygdomme.
Pestepidemien, der
florerede i København i 1711, var
eksempelvis af en sådan voldsomhed,
at den forårsagede, at en tredjedel
af byens indbyggere døde.
Disse afdøde måtte naturligvis
begraves, og begravelserne fandt
stadig sted indenfor i kirkernes
gulvareal og på små tilstødende
assistance-kirkegårde.
Datidens lægevidenskab var udmærket
klar over, at det var uhygiejnisk
med "lig i lag" i nærheden
af for eksempel drikkevand, men
det var svært for oplysningstidens
foregangsmænd at hamle op med
folketroen og den begravelsespraksis,
som man havde været
vant til.
Man begyndte imidlertid at tale
om at anlægge en assistance-kirkegård
– altså en hjælpekirkegård
– langt uden for byen. Man talte i
meget lang tid om anlæggelsen,
faktisk talte man om ideen i ikke
mindre end 50 år, før Magistraten,
kirkerne og videnskaben blev
nogenlunde enige, og Assistens
Kirkegård blev en realitet.
I 1760 blev den første del af kirkegården
indviet. Hver kirke fra
den indre by fik deres lille del,
som de selv skulle administrere,
men succesen var i begyndelsen til
at overskue. Det blev primært de
fattige, der inden for de næste 30
år lod sig begrave på Assistens
Kirkegård, de rige foretrak stadig
kirkegulvet trods en kraftig prisstigning.
6