Beretning 2007-2008 - Det Danske Institut i Athen

Huller i sten
Bygningsblokke fra antikke templer og monumenter har ofte udskæringer,
huller og mærker, som vidner om blokkenes tilblivelseshistorie
og brug. Her kan man uddrage oplysninger om, hvordan stenblokkene
blev tilhugget, hvordan bygningsarbejderne engang manøvrerede blokkene
omkring under byggeriet, og hvordan de fastgjorde blokkene til
hinanden med klammer og dyvler af træ, bronze eller jern, som de støbte
fast med smeltet bly. Da metoderne ikke var helt de samme overalt og
desuden udvikledes gennem århundrederne kan sådanne tekniske spor
ofte give en idé om, hvornår omtrent en bygning blev opført og undertiden
også om, hvilken byggetradition arkitekten og bygningsarbejderne
tilhørte. Men metoden må bruges med forsigtighed. For undertiden
bestemtes den anvendte teknik af helt andre hensyn som f.eks., om der
byggedes med en meget blød kalksten eller en meget hård marmor, og
om det var et byggeri af høj kvalitet eller et ydmygt byggeri udført for
et minimum-budget.
Det kunne dog se ud som om, at i ét særligt - og stort set overset
- tilfælde kan et specielt hul – et løftehul til hjælp ved manøvrering af
arkitekturblokkene - fortælle en hel del om senklassisk, græsk arkitektur
og kultur, om marmorarbejdernes og arkitekternes mobilitet, om nye
politiske og økonomiske forhold i den græske verden og endog om
nogle af historiens store og markante skikkelser: den persiske statholder
eller satrap, Maussollos og makedonerkongen Alexander den Store.
Den følgende fremstilling finder sted i 300-tallet (det 4.årh.) f.Kr.
og drejer sig om de historiske og kulturelle forhold i den senklassiske
periode, overgangstiden mellem det klassiske Athens storhedstid og
Alexander den Stores hellenistiske verdensherredømme. Den tager sit
udgangspunkt i byen Halikarnassos i det græske Vestlilleasien på Tyrkiets
vestkyst og ender med et usædvanligt monument i den store græske helligdom
i olympia i det sydvestlige Grækenland.
oLYMPIA oG DEN IoNISKE rENæSSANCE
77