Beretning 2007-2008 - Det Danske Institut i Athen

Fig. 7 (ovenfor). Anton Bammers rekonstruktion
af Artemistemplet i Efesos og dets alter.
Fig. 6 (t.v.). Kristian Jeppesens rekonstruktion af
Maussollæet i Halikarnassos.
og Artemistemplet i Ephesos var så markante, at de som de eneste bygninger
i det gamle græske kerneområde opnåede at blive regnet blandt
de Syv Underværker (fig. 6 og 7). I Didyma blev genopbygningen af
det mægtige Apollontempel påbegyndt og i Priene opførte arkitekten
Pytheos det berømte Athena tempel, på hvis murværk Alexander havde
held til at få indskrevet sit navn.
Udviklingen af Den ioniske renæssance fortsatte ned i den hellenistiske
periode, og når det drejer sig om arkitekturen kan man måske
med østrigeren Anton Bammer beskrive Zeusaltret i Pergamon som
det sidste store værk i Den ioniske renæssance – knap 200 år efter at
denne periode havde taget sin begyndelse. Men Den ioniske renæssances
arkitekter og monumenter var stadig velkendte for den romerske
arkitekturforfatter Vitruvius ved vor tidsregnings begyndelse, og gennem
hans skrifter har den levet videre og er indgået i den europæiske
arkitekturs klassiske tradition.
Hvordan kunne en sådan opblomstring af den græske arkitektur finde
sted i de østgræske byer, mens de var under persisk overherredømme?
Dette står endnu ikke ganske klart, men det må utvivlsomt have at
gøre med den fred og stabilitet, byerne oplevede som del af Perserriget,
og med den fornyede adgang til det store og profitable marked i det
mægtige persiske imperium.
82 oLYMPIA oG DEN IoNISKE rENæSSANCE