Beretning 2007-2008 - Det Danske Institut i Athen

a b c
Fig. 4. Løftehuller i græsk-romersk arkitektur. Over hver er skitseret rekonstruktion af
de tilhørende jernankre, hvortil en kæde eller tovværk var fastgjort. Til venstre ses det
særlige østgræske løftehul fra Den ioniske Renæssance, anvendt formentlig ca. 370-150
f.Kr. I midten en tidlig udgave af det almindelige græsk-romerske løftehul, som ses til
højre i den meget udbredte udgave, som er blevet anvendt gennem århundreder i antik
og senere arkitektur.
det fungerede (fig. 4a). Et kileformet jernanker blev sænket ned i den
rektangulære del af hullet og derefter skubbet sideværts ind i den kileformede
del. En lille træklods eller lignende forhindrede derefter jernankret
i at glide tilbage. Når en kæde eller et reb fastgjort til jernankret
blev strammet til ville jernankret kile sig fast og blokken kunne hejses
op på sin plads på bygningen.
Den ioniske renæssance
Denne enkle og effektive metode til at løfte tunge blokke med er ikke
beskrevet i de gængse håndbøger om teknologi i græsk arkitektur. Er
det da noget sjældent og enestående for denne bygning? Nej, faktisk
ikke, og det er egentlig uforståeligt, hvordan det i den grad kan have
undsluppet arkitekturforskernes opmærksomhed. En hurtig eftersøgning
i speciallitteraturen over østgræsk arkitektur viser, at dette system
var meget udbredt i området. Ja, det findes i næsten alt kvalitetsbyggeri
i det græske Vestlilleasien fra ca. 370 til ca. 200 f.Kr., og denne periode
er en af de rigeste og mest intense i hele den græske arkitekturs historie.
Vort løftehul er således med til at definere og afgrænse en arkitekturepoke.
Perioden kaldes nu ofte ”Den ioniske renæssance”, fordi den
begyndte i det tidlige 4. årh. f.Kr. som en genfødsel af den arkaiske,
ioniske højkultur fra det 6. årh. f.Kr. Den engelske forsker Ian Jenkins
80 oLYMPIA oG DEN IoNISKE rENæSSANCE