Beretning 2007-2008 - Det Danske Institut i Athen

Fig. 2. Marmortagsten fra Türkkuyusu kvarteret.
Fig. 3. Stort fragment af ionisk søjlekapitæl
fra templet i Türkkuyusu kvarteret.
På oversiden anes det specielle løftehul.
malerisk bykvarter lige nord for Bodrums centrum. Da det danske arkæologhold
gik forbi her en dag i efteråret 1970 havde en lokal beboer
netop gravet nogle usædvanligt smukke marmortagsten op i sin have
(fig. 2). Vi erhvervede genstandene til Bodrums Museum, og siden da
har jeg regelmæssigt lagt min vej forbi stedet og noteret mig andre rester
i fin, hvid marmor uden tvivl fra det samme tempel, som det, hvorfra
tagstenene stammer. Blandt bygningsresterne er to fragmenter af et fint,
ionisk søjlekapitæl (fig. 3). At dømme efter de enkelte deles dimensioner,
må templet have været af omtrent samme størrelse som Erechtheion
på Akropolis i Athen, men detaljerne viser, at det er nogle årtier senere
og tilhører den samme blomstringsperiode i Vestlilleasiens senklassiske,
græske arkitektur som Maussollæet.
Præcis midt på kapitælets overside findes en aflang udskæring, et
løftehul, som det ses på så mange andre græske arkitekturblokke, - men
dette er imidlertid ikke helt som de almindeligt kendte.
Grækenlands arkitekter og håndværkere udtænkte en række forskellige
metoder til at løfte tunge arkitekturblokke på plads på bygningerne.
Den mest udbredte i den antikke græsk-romerske verden efter den klassiske
periode, var et simpelt, smalt kileformet hul, hvori man kunne
indsætte nogle kileformede jernstykker (fig. 4b, 4c). Når man med en
kæde eller tovværk trak op i jernstykkerne, kilede de sig fast og den
tunge arkitekturblok kunne hejses på plads. Derefter kunne jernankrene
bankes løs og anvendes på samme vis på næste blok. Dette velkendte system
kaldes en ”Wolf” på tysk, ”louve” på fransk og ”lewis” på engelsk.
Løftehullet på vort kapitæl er nært beslægtet med dette og kan måske
betragtes som en forløber hertil. Man kan nemt forestille sig, hvordan
oLYMPIA oG DEN IoNISKE rENæSSANCE
79