Indholdsfortegnelse - Unitas Forlag

gruppe af disciple. På grundlag af disse konstateringer opstod påsketroen: Jesus er
opstanden. – Imidlertid har forskningen fra oplysningstiden og frem til nu forsøgt
at give forklaringer på påsketroens indhold. Forklaringerne kan deles op i fem faser
og/eller typer (Theissen s 476ff.):
1. Den rationalistiske tolkning fra 1700-tallets oplysningstid blev introduceret af H.
S. Reimarus (d. 1768), som for alvor introducerede den historisk-kritiske bibelforskning.
Han hæftede sig ved Matt 28,11-15, hvor disciplene beskyldes for at
have stjålet Jesu legeme. Reimarus anså netop dette for den sandsynlige historiske
forklaring på, at graven var tom. Disciplene havde håbet, at Jesus var en politisk
Messias, men henrettelsen knuste dette håb. For at bevare tanken om Jesus som
Messias tolkede de ham nu som frelseren, der tog menneskers synd på sig ved sin
død, og ved at fjerne hans lig fra graven banede de vejen for forkyndelsen af hans
opstandelse. En variant af den rationalistiske tolkning var teorien om, at Josef
af Arimitæa, som havde udlånt graven, selv havde fjernet liget uden disciplenes
vidende. Da disciplene dernæst opdager, at graven er tom, tror de, at Jesus er opstået.
2. Teorien om en subjektiv vision blev fremsat i midten af 1800-tallet af teologen D.
F. Strauss (d. 1874). Strauss mente, at troen på Jesu opstandelse først var blevet
til i Galilæa, da disciplene efter påskebegivenhederne i Jerusalem var vendt tilbage
hertil. De var på den ene side blevet overbevist om, at Jesu lidelse og død var en
nødvendighed ifølge skrifterne (Sl 22 og Es 52/53), men på den anden side har
indtrykket af hans endeligt været så voldsom, at de mente stadig at kunne se ham
som „levende“. Visioner af hans pludselige tilsynekomster har skabt troen på, at
han var opstået. Selve fortællingerne om den tomme grav er ifølge Strauss derfor
opstået som følge af disciplenes visioner.
I den liberale teologi fra slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet
begyndte man i øvrigt at skelne mellem den historiske Jesus, der ikke anså sig selv
for Messias, og den tolkning, der blev til blandt de første kristne efter påske; at
påskens begivenheder godtgjorde, at Jesus var Messias.
3. Den eksistensteologiske tolkning skyldes først og fremmest Rudolf Bultmann
(1884-1976). Næsten programmatisk kommer Bultmanns opfattelse til udtryk i
denne opfattelse af opstandelsestroen: „Kristus, den korsfæstede og opstandne, møder
121