KAPITEL22 BETYDNINGEN AF BETYDNING - engelsted.net

Betydningen af betydning 285Det vil sige, at den naturlige omløbsretning i virksombeden (og dens psykiskestruktur) er vendt om. Det er dette, der er det helt særegne ved menneskeligvirksomhed, og denne kendsgerning som Leontjev og Seve utvivlsomt harhaft i tankerne, når de - som vi tidligere har set - taler om, at der sker en omvendingi rækkefølgen Behov-Virksomhed-Behov, så den bliver til Virksomhed­Behov-Virksomhed. Dette var vi ikke ganske tilfredse med, for virksomhedener også grundlæggende primær i dyreriget (som vi har argumenteret), men intentionenvar god nok.Fra instinktbunden til samfundsbårenGælder denne omvendte omløbsretning imidlertid ikke også i dyrenes yngelvirksomhed,kunne man spørge? Og det gør den naturligvis. Hvad er så forskellen?Forskellen er to ting. For det første, at den uegennyttige virksombed kunkan have ynglen som mål hos dyrene, mens den er blevet uspecificeret eller almenhos mennesket. Og for det andet - som følge af specifikationen, dvs. ansbindingen- at den hos dyrene i afgørende omfang er instinktivt formidlet.Yngelvirksombeden bliver ikke mindre uegennyttig, fordi den er instinktivtformidlet. Men det gør en meget stor forskel, hvad angår selve den psykiskeformidling, at menneskets almennyttige virksombed ikke er instinktivt formidlet.Og det er den psykiske formidling, som vores videnskab har som sin genstand.Den epimethiske eller genetiske gang i yngelvirksomheden betyder, at hvisen organisme har et medfødt instinkt, der tilskynder den til uegennyttig yngelvirksomhed,så er den overvejende sandsynlighed, at afkommet arver dette instinkt.(Ihvertfald glider organismer, der ikke har arvet instinktet, lynhurtigt udaf artsformldlingen, fordi deres yngelvirksombed bliver en fiasko.) Det vil sige,at det uegennyttige instinkt for yngelvirksombed er selvbekræftende. Det fastholdersig selv som den funktion, der sikrer artens kontinuitet fra generation tilgeneration. Det er netop i kraft af den genetiske (instinktive) formidling af genetiske( epimethiske) væsenskræfter, at arten overhovedet eksisterer som enover-individuel dannelse, der overskrider enkeltindividet i såvel rum som tid.Den almennyttige virksombed er imidlertid udtryk for et brud med det genetiskeeller epimethiske transmissionsprincip. (Eller rettere en overlejring heraf,for mennesket forplanter sig naturligvis også genetisk.) Hos mennesket harsamfundet derfor erstattet anen som bærer af den væsentlige kontinuitet. (Detmenneskeligt særegne bæres ikke af arten men af samfundet, jvnf. det alleredesagte.)Heraf følger, at det ikke kan være det selvbekræftende yngelinstinkt, der hosmennesket sikrer den almene kontinuitet. Man yder ikke kun til den, man haret genetisk fællesskab med (ungen}, men i princippet til alle. Ens ydelse kanderfor ikke bestyrke en genetisk struktur hos nyderen, der er sammenfaldende