KAPITEL22 BETYDNINGEN AF BETYDNING - engelsted.net

Betydningen af betydning 283samfundet selv som samfundets systern af betydninger - materielle såvel somideelle.FremmedgørelseHvis det er arbejdet, der betyder noget, så er det også i kraft af sit arbejde, at etmenneske får betydning. Dette får vi en meget konkret påvisning af i forbindelsemed arbejdsløshedens psykologiske konsekvenser.Et menneske, der berøves sit arbejde, rammes på mange forskellige måder,idet lønarabejdet rummer et bredt spektrum af forskellige motivkredse. Enrække af forbrugets behov kan ikke længere tilfredsstilles, når man mister lønnenog må gå på understøttelse. Hertil kommer, at man ikke længere deltager iarbejdets sociale kooperation, dvs. at de sociale behov bliver frustreret, jvnf.den hyppigt fremsatte klage, at man 'savner samværet med kollegerne på arbejdspladsen'.Endvidere kommer, at man mister den tilfredsstillelse, som selvevirket med sagen bibringer, når man mister adgangen til sine arbejdsredskaberog arbejdsgenstande. Dette er en deprivation af intellektet.Såvel den behovsroressige som den sociale og den intellektuelle deprivation,der er arbejdsløshedens konsekvenser, er ofte blevet påpeget. Men der erendnu en ting - den vigtigste - tilbage. Den arbejdsløse bliver berøvet sin samfundsmæssigebetydning, dvs. sin betydning som menneske!Når beskæftigelsesforanstaltninger til afhjælpning af de arbejdsløses situationaltid er blevet mødt med utaknemmelighed fra de arbejdsløses side, selvom de forsåvidt tilbyder både løn, sociale relationer og adgang til virkels redskaberog arbejdsgenstande, så skyldes det dette: At arbejdet er betydningsløst,og derfor netop beskæftigelse og ikke arbejde.Det er derfor, at de unge kalder 'Ung i Arbejde' for 'Dum i Arbejde'. Atgrave huller og fylde dem op igen - eller analoge former for beskæftigelse - harikke betydning for nogen. Det bidrager ikke til den samfundsmæssige almennytte.Understreger derfor blot den arbejdsløse som værdiløs og betydningsløs.l den sidste analyse kan fremmedgørelse ikke være andet end dette, at blive gjortbetydningsløs, at blive berøvet betydningen af sit arbejde, og dermed blive gjorttil en fremmed i samfundet.Denne konkrete kendsgerning siger noget meget vigtigt om mennesket ogden vitale betydning, som almennyttens motiver spiller for den menneskeligepersonlighed. At den arbejdsløse har et behov for at betyde noget (dvs. et behovfor at være til nytte for samfundet) og ikke blot egennyttige behov, der harham eller hende selv som mål, er kornplet uforklarligt for den individualistiskorienteredeog hedonistisk ø tænkende psykologiske teori. Det man overser er, atet væsen, der tilegner sig almene væsenskræfter, også tilegner sig et alment væseneller et væsen, der er orienteret imod almenheden.

284 Personlighedens Almene Grundlag IIEn ny dimension i det psykiskeVi har tidligere defineret det psykiske ved dimensionen iklæ-objekt - objekt, ogpåpeget to forskellige udviklingstrin i denne dimension. Nemlig det psykiskesom dimensionen fra det fraværende til det nærværende objekt og som dimensionenfradet ukendte til det kendte objekt.Det sidste er Leontjevs genstands-virksomhed, hvortil der knytter sig udviklingenaf den psykiske genspejling af de objektive relationer, dvs. den voksendekognitive evne og udviklingen af de dertil hørende færdigheder. Kronen pådette værk er intellektet.Den første dimension har ikke et kognitivt indhold af samme art, men knyttersig til sensibiliteten. Uforpligtende kan vi sige, at den har med savn at gøre,og lige så uforpligtende kan vi kalde den for behovsdimensionen i modsætningtil genstandsdimensionen.Begge dimensioner lader sig imidlertid udtrykke i denne tegning af det psykiskesstruktur (og bemærk igen, at det psykiske henter sin struktur fra verden):/ IKJ

Betydningen af betydning 285Det vil sige, at den naturlige omløbsretning i virksombeden (og dens psykiskestruktur) er vendt om. Det er dette, der er det helt særegne ved menneskeligvirksomhed, og denne kendsgerning som Leontjev og Seve utvivlsomt harhaft i tankerne, når de - som vi tidligere har set - taler om, at der sker en omvendingi rækkefølgen Behov-Virksomhed-Behov, så den bliver til Virksomhed­Behov-Virksomhed. Dette var vi ikke ganske tilfredse med, for virksomhedener også grundlæggende primær i dyreriget (som vi har argumenteret), men intentionenvar god nok.Fra instinktbunden til samfundsbårenGælder denne omvendte omløbsretning imidlertid ikke også i dyrenes yngelvirksomhed,kunne man spørge? Og det gør den naturligvis. Hvad er så forskellen?Forskellen er to ting. For det første, at den uegennyttige virksombed kunkan have ynglen som mål hos dyrene, mens den er blevet uspecificeret eller almenhos mennesket. Og for det andet - som følge af specifikationen, dvs. ansbindingen- at den hos dyrene i afgørende omfang er instinktivt formidlet.Yngelvirksombeden bliver ikke mindre uegennyttig, fordi den er instinktivtformidlet. Men det gør en meget stor forskel, hvad angår selve den psykiskeformidling, at menneskets almennyttige virksombed ikke er instinktivt formidlet.Og det er den psykiske formidling, som vores videnskab har som sin genstand.Den epimethiske eller genetiske gang i yngelvirksomheden betyder, at hvisen organisme har et medfødt instinkt, der tilskynder den til uegennyttig yngelvirksomhed,så er den overvejende sandsynlighed, at afkommet arver dette instinkt.(Ihvertfald glider organismer, der ikke har arvet instinktet, lynhurtigt udaf artsformldlingen, fordi deres yngelvirksombed bliver en fiasko.) Det vil sige,at det uegennyttige instinkt for yngelvirksombed er selvbekræftende. Det fastholdersig selv som den funktion, der sikrer artens kontinuitet fra generation tilgeneration. Det er netop i kraft af den genetiske (instinktive) formidling af genetiske( epimethiske) væsenskræfter, at arten overhovedet eksisterer som enover-individuel dannelse, der overskrider enkeltindividet i såvel rum som tid.Den almennyttige virksombed er imidlertid udtryk for et brud med det genetiskeeller epimethiske transmissionsprincip. (Eller rettere en overlejring heraf,for mennesket forplanter sig naturligvis også genetisk.) Hos mennesket harsamfundet derfor erstattet anen som bærer af den væsentlige kontinuitet. (Detmenneskeligt særegne bæres ikke af arten men af samfundet, jvnf. det alleredesagte.)Heraf følger, at det ikke kan være det selvbekræftende yngelinstinkt, der hosmennesket sikrer den almene kontinuitet. Man yder ikke kun til den, man haret genetisk fællesskab med (ungen}, men i princippet til alle. Ens ydelse kanderfor ikke bestyrke en genetisk struktur hos nyderen, der er sammenfaldende

286 Personlighedens Almene Grundlag J!med den genetiske struktur hos yderen. Instinkter for uegennytte ville derforikke her være selvbekræftende eller selvbestyrkende. Instinktets princip er ganskeenkelt ophørt. Det er muligt, at vi stadig trækker på instinktive potentialer iomgangen med spædbarnet. Men så snart det menneskeligt væsentlige begynder,så er der ingen hjælp at hente i instinkter.Det vil sige, at den almennyttige virksomhed, der sikrer menneskehedenskontinuitet med samfundet som almen enhed, skal formidles på en anden mådeend ved yngelvirksomheden, der sikrer dyreartens kontinuitet med arten somalmen enhed.Den første måde at bevare kontinuiteten på kommer til udtryk i det forhold,at samfundets materielle og ideelle strukturer og funktioner er kontinuerte.Eller som Marx skriver i Kritikken af den politiske økonomi: "l den samfundsmæssigeproduktion af deres liv træder mennesket ind i bestemte, nødvendige,af deres vilje uafhængige forhold, produktionsforhold, som svarer til et bestemtudviklingstrin af deres materielle produktivkræfter.'' 11 Samfundet er der medandre ord fuldt organiseret, når vi fødes, og skal ikke som arten fødes igen ogigen med det enkelte individ.Og det skal det dog alligevel. Hvis en generation blot kansummerer detsamfund, som den fødes ind i, og ikke bidrager positivt, som Kant sagde, gårkontinuiteten i stykker. Mennesket skal med andre ord påtage sig ansvaret forsamfundets videre udvikling, og det gør det gennem det almennyttige arbejde.Men hermed forudsættes også, at mennesket som individ er i stand til psykologiskat genspejle den sammenhæng eller kontinuitet, som det skal arbejde for atopretholde.Denne sammenhæng er så omfattende, at den fordrer det højtudviklede genspejlingsapparat,som vi har omtalt som sindet og intellektet. Man kan deledenne genspejling i henholdsvis noget følelsesmæssigt og noget kognitivt og taleom henholdsvis ansvarsfØlelsen og den samfundsmæssige bevidsthed, men eftervores opfattelse er det en alvorlig fejl. Ansvarsfølelse og samfundsmæssig bevidstheder blot to forskellige momenter ved eller udtryk for det affektivt-kognitivekort ved hjælp af hvilket, mennesket psykologisk formidler betydningsforbindelsenmellem sig og samfundet. Det er denne komplekse psykiske danneJse,der træder i instinktets sted, når livets kontinuitet skal sikres med samwfundet og ikke arten som væsentligt vehikel.Omvending af mål og midlerNu løber processerne i sindet og intellektet naturligvis ikke den modsatte vej,fordi den uegennyttige virksomhed vender om på den egennyttige virksomhedsretning. Det er stadig det samme sind og det samme intellekt, der skal formidleden nye virksomhed. Hvilket vil sige, at også det omvendte forløb skal kunnerummes inden for vores tegning af det psykiskes grundstruktur. Dette betyder,at de to foregående tegninger skallægges oven på hinanden.

Betydningen af betydning 287Eller sagt med andre ord: Hvad der i den egennyttige virksomhed er ikkeobjektet,må forvandles til objekt i den almennyttige virksomhed, og det, der iden egennyttige virksomhed er objektet, må forvandles til ikke-objekt i den almennyttigevirksomhed.Individet må altså forvandle sin besiddelse af objektet fra at være et mål tilat være et middel, og gøre sin ikke-besiddelse af objektet (afhændelse) til virksomhedensmål. Der er altså tale om en total omvending af mål og midler.Hvilket modsvares af definitionen af arbejde, der siger, at de er virksomhed, dersigter mod befrielsen af et andet behov end den virksommes eget. Individet måkon sagt gøre almennytte til sit eget mål med virksomheden. Og der må opstå etmotiv, der svarer til dette. Et samfundsmæssigt motiv. Dette motiv er netop,hvad vi har kaldt ansvaret eller ansvarsfølelsen.Det vil sige, at selv om mål og motiv i en traditionel forstand er helt adskilt iden almennyttige virksomhed, i og med motivet ikke er egennyttens, så må deralligevel etableres en sammenhæng mellem mål og motiv i den psykiske genspejling,der sikrer formidlingen af den almennyttige virksomhed.Dette motiv kan under de eksisterende samfundsmæssige forhold være socialt.Vi har netop set, hvordan folk kan virke almennyttigt ud fra sociale (ogdermed uegennyttige) motiver, og vi har fastholdt denne særlige motivering vedat kalde det pligt.Den almennyttige virksomheds ægte motiv er imidlettid det samfundsmæssige(og dermed uegennyttige) motiv. Dvs. ansvaret som motiv.I de fleste menneskers arbejdsliv er det ofte sådan, at hvad der først er socialtmotiveret hen ad vejen bliver samfundsmæssigt motiveret. Det vil sige, atpligten forvandler sig til ansvar. Det er det, som vi forbinder med at blive voksen.Den personlige meningAt også det almennyttige arbejde må formidles ved en sammenhæng mellemmål og motiv, er det som Leontjev udtrykker, når han siger, at betydningernebrydes igennem den personlige mening. Den personlige mening kan imidlertidvære fjernt fra virksomhedens objektive betydning, og den kan være sammenfaldendemed den omend anskuet ud fra personens synsvinkel. I den sammenhængkan man sige, at ansvarliggøreisen består i at gøre det almene personligt.Tilegnelsen af Kants kategoriske imperativ, hvis man vil.Omslaget fra den sociale (egennyttige) motivering til den samfundsmæssige(uegennyttige) motivering er et kvalitativt spring i individets affektivt-kognitivegenspejling, men hermed ikke sagt, at den opstår samtidigt på alle områder eller,at den opstår med fanfarer. Pligtens forvandling til ansvar sker ofte i alubemærkethed og bliver først konstaterbar, når og hvis motivet bliver prøvet.Det vil sige, når der optræder en modsætning mellem pligt og ansvar. Tilsvarendekan man blive ansvarligt motiveret på nogle områder og fortsat være

Betydningen af betydning 289På sporet af det menneskeligeHvis vores opfattelse af mennesket er rigtig, så må den naturligvis have sat sigspor i psykologien, selv om denne videnskab lider af både den naturvidenskabeligesyge og en ulykkelig kærligbed til den individualistiske og hedonistiske filosofi.Og sat sig spor har den naturligvis også. Man kan finde sporene overalt.Også bos Freud, der et sted f.eks. siger, at arbejde og kærlighed er livets mening.I hans sidste - uafsluttede - arbejde, Abriss der Psychoanalyse, dukker der,få linier før arbejdet afbrydes, dette citat fra Goetbes Faust op: "Hvad der somarv fra dine fædre kom, må første erhverves, vil du det fuldt have". Freud sætterdet ganske vist i sammenhæng med fylogenetisk arv og overjeget, men detstår der ligegodt og taler sit eget sprog.Først og fremmest dukker den menneskelige opfattelse af mennesket imidlertidop i den humanistiske psykologi og dens beslægtede retninger. Og dennebevægelse vender sig først og fremmest mod behaviorismens og den klassiskepsykoanalyses opfattelse af mennesket (der er meget forskellige, men dog densamme). Et træk, der kendetegner den bumanistiske psykologi, er dens insisterenpå vedvarende psykologisk vækst livet igennem. Det vil sige, at de førerpersonligbedens udvikling ind i voksenalderen og helt ind i alderdommen, hvadder ifølge den klassiske psykoanalyse ikke er nogen psykologisk bevæggrund til.Man kan således kalde den humanistiske psykologi for en 'no limits togrowtb' filosofi, hvad der modsvarer de forestillinger, vi har udviklet ovenfor.Erikson er en typisk repræsentant med sin periodiserede livscyklus. En andenlivscyklus-psykolog er Charlotte Btihler, der må opfattes som den humanistiskepsykologis stifter sammen med Maslow. I hendes bog The Course of HumanLife: A study of goals in the humanistic perspective fra 1968 inddrager hunen række biologiske faktorer i sine forestillinger om det menneskelige livsforløb.F.eks. den kendsgerning, atden biologiske udvikling vender islutningen af 30-årsalderen og bliveren gradvis regressiv proces.mentalitetMen her indfører hun en skelnenmellem det vitale og det mentale,som nok er værd at gØr opmærksompå. For mens det vitale følgervitalitAen afsluttet bue, så udgør det vitaleen fortsat vækstkurve, som vi harillustreret det til højre.Hermed peger hun efter vor opfattelse på, at menneskets natur ikke blot erbiologisk, men at dets sande væsen er samfundsmæssigt, og at det kan voksesålænge, det kan tilegne sig samfundsmæssige betydninger og selv betyde nogeti samfundet.

290 Personlighedens Almene Gmndlag IICharlotte Buhler deler æren for de nye synspunkter med mange af sine kollegerinden for den humanistiske bevægelse, bl.a. nævner hun den fænomenologisk/eksistentiellepsykoterapeut Victor E. Frank!, og det er ham, som vi viltrække frem i det følgende.Will to meaningFrank! har opdaget noget, som han "personally regard to be the primary motivationelforce operant in man". Hvad det er, vil interessere os. Franid skriver:"As a deliberate oversimplification, I have called this the will to meaning."Vi har ikke noget imod oversimplificeringer, men hvad er det, der er så in~teressant ved denne "will to meaning"? Jo, det interessante er, at Frank! hermedhar fanget essensen af det, som vi ovenfor har kaldt betydning. Nu betyderdet engelske 'meaning' både mening og betydning på en gang. Man kan trækkedem fra hinanden med nogle af det engelske sprogs mange gloser, f.eks. ved atkalde mening for 'intention' og betydning for 'significance'. Men i almindeligsprogbrug glider vores betydning og mening sammen i ordet 'meaning'. Det vilsige, at konteksten må afgøre, hvad der egentligt henvises til.I så fald viser det sig, at Frank! - omend ikke helt konsekvent - henviser tilden betydning, der ligger udover individet, eller den personlige mening, derknytter sig til sådanne almene betydninger. Vi læser:"l have introduced the concept of a will to meaning by which I really meanthe intrinsic seJf-transcendent quality of human existence. It is my contentionthat being human always point or is directed toward other than itself, or tosomeone other than oneself ... This is the basic feature of human existence, thisself-transcendence as I call it, and it is only after man has once renounced hisprimacy strivings that he comes back, he returns, and reflects upon himself.(Man kan sige, at mennesket først kan erkende sig selv som menneskelig individualitetpå baggrund af erkendelsen af den almene menneskelighed, NE) ...Primarily man is concerned with finding and fulfilling a meaning out there inthe world, with encountering other beings. Man is never concerned primarilywith himself but by virtue of his seJf-transcendent quality, he endeavours toserve a cause higher than himself ... I could pui it on ane sentence by saying thatPindar was right when giving the admonition 'Y ou should become what youare', but this is valid only when you add another statement made by KarlJaspers: 'What a man is he only becomes through that cause he has made hisown•.u12Selv om Franids beskrivelse er meget 'humanistisk', og han formentlig opfatterden selv-overskridende evne hos mennesket på en noget spiritualistisk måde,så er det ikke desto mindre helt tydeligt, hvad han peger på. Nemiig mennesketsom et almennyttigt væsen, der søger en betydning udover sig selv. Og er manalligevel i tvivl, så skriver han: "Meanings, I would say, are objective in that they

Betydningen af betydning 291must be responsibly discovered rather than arbitrarilty invented. (This ofcourse, is opposed to a view such as that developed by Jean-Paul Sartre)."Men Sartre er ikke den eneste, som Frank! opponerer imod. Hele hanssynspunkt er et langt angreb på den borneostatisk-hedonistiske menneskeopfattelse.Han skriver: "l deny that man really, basically, is striving to obtain, establish,or restere any state within himself. Such a concept is a monadologisticconcept of man. !t is the concept of man along the lines of a closed system ...This principle (homeostase-princippet, NE) is based on the presupposition thatan organism, and also the human psyche, are primarily concerned with and strivingto maintain or restere an inner equilibrium, a state without tension,regardless of whether these tensions are aroused by inner drives or instincts, bystill unsatisfied needs, or by the clashes between ego and super-ego or betweenthe interests of the societal environment and those of one's own psyche."Og stræber mennesket alligevel efter lystprincippet, så slår det sig selv i hovedet,hvilket kommer til udtryk i den kendsgerning, "which a clinician can observeday by day, namely that the p leasure princip le is actually self-defeating. In·other words the 'pursuit of happiness' is self-defeating; i t is a contradietion in itself.I daresay that precisely to the extent to which an individual sets out to pursueor to strive directly for happiness, to this same extent he eannot attain it..The morehestrives to attain it, the further he misses it." 13Årsagen hertil er ifølge Frank!, at 'happiness' ikke er et mål, men en konsekvensaf, at man har realiseret et andet mål. Har man derfor 'happiness' som etmål i sig selv, så har man ingen chance for at nå den, men er dømt til at bliveulykkelig. Frank! ser netop dette komme til udtryk i visse neuroser, f.eks. seksualneuroserne.Der er imidlertid også en psykologisk ubehagelighed, der kan opstå, hvisman af en eller anden årsag ikke kan få tilfredsstillet sin 'will to meaning'.Nemlig meningsløshed - eller hvad Frankl kalder et eksistentielt vakuum, somhan finder udtalt hos mange unge mennesker. Han kalder det endda en ny typeneurose: the noogenic neurosis (jvnf. The Doctor and the Soul fra 1965). Franklskriver: "It is a neurosis deriving from the existential frustration, from despairover the apparent meaninglessness of life. It is a neurosis that is not to be tra~ced back to the complexes or to conflicts between the ego and the superego,etc., but to spiritual and existential problems, and last but not Jeast to the existentialvacuurn - to the sense of meaninglessness that is overwhelming so manypeople today." 14 På grundlag af Purpose in Life-tes ten, som Crumbaugh har udviklet,mener Frank!, at op til 20 pct af neurosepatienterne burde klassificeressom noogene. Hans kur lyder helt menneskelig, når han til de fortvivlede ungemennesker siger, at nthey should have patience enough to wait, until sooner orlater, meaning becomes clear to them, rather than commit suicide immidiatelyout of existential despair.nDet er dog næppe de kliniske vidnesbyrd, der først og fremmest har førtFrankl frem til formuleringen af 'will to meaning' som det fundamentalt

\292 Personlighedens Almene Gnmdlag Ilmenneskelig motiv. Den omsiggribende meningsløshed i vort samfund, som såmange forfattere i den senere tid har peget på, kan tolkes på så mange måder.F.eks. ud fra de forskellige narcissismeteorier af psykoanalytisk eller quasipsykoanalytiskkarakter. Det, der har fået Frank! til at se den selvoverskridendebetydning som selve melU1eskets moralske rygrad, er en ekstrem erfaring, somhan har gjort. Nemlig erfaringen som fange i en KZ~lejr, hvor mellllesker, derså sig selv i en sammenhæng større end sig selv, havde en chance for at over~leve, hvorimod mennesker, der ikke _kunne se ud over sig selv og lejrens pigtråd,uudgåeligt var dømt til hurtig fortabelse. Den lære, som Frank! - og andre -drog af dette laboratorieeksperiment i menneskelig ydmygelse og menneskeligværdighed, har han så ført ud i menneskets normale liv, ligesom Freud gjordemed det, han lærte fra sine neurotiske Wiener-patienter i terapivære Iset.Noter til kapitel221. Schultz, E.: Personfighedspykologi p& erkendelsesteoretisk grundlag. Kbhvn. 1988.2. Lcontjcv, A.N.: Problemer i det psykiskes udvikling, 2, Kbhvn. 1977, s. 342.3. Ibid., s. 338.4. Ibid., s. 339.5. Ibid.6. Mammen, J.: Den menneskelige sans, Kbhvn. 1983, s. 235.7. Leontjcv, op.cit., s. 340.8. Mammen, op.cit., s. 236.9. Schultz, op.cit., s. 116.10. Marx, K & F. Engels: Den tyske ideologi, Kbhvn, 1974, s. 33.11, Marx, K: Til kritikken af den politiske økonomi, Forord (1859), Marx/Engels UdvalgteSkrifter l, Kbhvn. 1973, s. 355.12. Frank!, V.E.: Meaninglessness: A challenge to psychologists, fra T. Milion (ed.): Theories ofPsychopathology and Personality, USA 1973, s. 235.13. Ibid., s. 233.14. Ibid., s. 232.