11. At gå på to ben

8. Klaus & Buhr, op.cit., l, s. 84.
9. Marx-Engels Werke, Berlin 1977, 3, s. 6.
Atg&p&toben 149
10. Udkast til G-sektionens beskrivelse af projektområdet 'antropologisk psykologi', Psykologisk
Institut oktober 1985.
11. Politzer, G.: La crisede la psychologie contemporaine, 1947, s. 120. Cf. L SCve: Marxisme og
Personlighedsteori, Kbhvn. 1978, s. 15.
12. Se note 9.
13. SCve, L.: Op.dt., s. 221..
KAPITEL H
AT GÅ PÅ TO BEN
Den objektive psykologi
Den videnskabelige psykologi fødes i fysiologien, det er derfor ikke forbavsende,
at det er en fysiolog, der grundlægger den videnskabelige psykologi i
Rusland. Nemlig Skt. Petersborg-fysiologen Ivan Setchenov, der så tidligt som i
1863 (samme år som Wundts Vorlesungen uber die Menschen- und Thierseele)
skriver Et forsøg p& at etablere de psykologiske processer på en fysiologisk basis.
Hvad skriftet dog ikke kom til at hedde, for tsarens censor forbød det, fordi det
krænkede den offentlige moral. (Hvad der bringer Skt. Petersborg Universitets
fordømmelse af Karl Linne i erindring. Linnes Systema naturae fra 1735 blev
opfattet som usædeligt, fordi det klassificerede planterne på grundlag af deres
kønsorganer!) !stedet fik Setcherrovs skrift så titlen Hjernens Reflekser.
Vi husker, at den tidlige psykologi nødvendigvis må knække i en åndsvidenskabelig
formlære og en naturvidenskabelig stoflære, hvor den idealistiske første
kan kaldes den subjektive psykologi og den materialistiske anden kan kaldes
den objektive psykologi. I den sammenhæng er det helt eksplicit den objektive
psykologi, som Setcherrov funderer næsten et halvt århundrede før den objektive
psykologi, som vi er bedst kendt med, bliver grundlagt, nemlig den amerikanske
behaviorisme.

150 Personlighedens Almene Grundlag I
Den centrale tanke i den objektive psykologi fremgår af svarene på det
spørgsmål, som Setcherrov stiller med skriftet Hvem skal undersøge psykologiens
problemer og hvorledes? fra 1870 (tre år før Wundts Grundzage der physiologischen
Psychologie ). Svarene er, at fysiologien skal studere psykologiens problemer,
og at det er ensbetydende med at studere reflekserne.
Dette er naturligvis den mekaniske materialismes opfattelse, og følgende citat
fra Setcherrov er ikke fri for at lede tanken hen på LaMettries opfattelse i
L'Homme machine: "All the endless diversity of the external manifestations of
the activity of the brain can be finally regarded as one phenomenon - tbat of
muscular movement. Be it a child laughing at the sight of toys, or Garibaldi
smiling when he is persecuted for his excessive love for his fatherland; a girl
trembling at the first thougbt of love, o r Newton enunciating universallaws and
writing them on paper ... everywhere the final manifestations is muscular movement.111
Her må vi imidlertid ikke glemme, at den mekaniske materialisme
var grundlaget for datidens mest progressive videnskabelige bestræbelse. Ud
fra derme synsvinkel havde fysiologerne åbnet vejen for konkrete, empiriske og
eksperimentelle undersøgelser af menneskelige processer, der gav enormt betydningsfulde
videnskabelige resultater. Undersøgelser som Setchenov havde
sin egen andel i.
De fires pagt
Fysiologiens knæsættelse af den videnskabelige materialismes pnnc1pper
(omend i mekaniscismens tegn), der skulle få afgørende betydning for skabelsen
af den videnskabelige psykologi, kan iøvrigt føres tilbage til en sammensværgelse!
Den moderne fysiologis fader var tyskeren Johannes Muller. Muller kunne
imidlertid ikke vriste sig fri af den romantiske naturopfattelse (den vi ser
udtrykt bos Ørsted) og lagde særlige psykiske kræfter ind i nerveprocessen (de
specifikke sanseenergier, som de blev kaldt), hvilket gav hans fysiologi en
mærkbar vitalistisk karakter. Som reaktion herimod indgik fire af hans elever i
1845 en pagt, hvori de tilsvor hinanden aldrig at give køb på den sandhed, at
"ingen andre kræfter er virksomme i organismen end de almindelige fysisk-kemiske".
Allerede to år efter gav pagten sig udslag i det første uvurderlige videnskabelige
resultat. Nemlig i formuleringen af den termodynamiske grundsætning
om energiens konstans. Opdageren af denne fysiske lov var den unge von
Helmholtz. Han var på daværende tidspunkt i den prøjsiske hær 2 , men blev
senere professor i Berlin og kom til at spille en enorm rolle for udviklingen af
den naturwissenschaftliche psykologi. Også hans tre medsammensvorne fik
imidlertid særdeles stor betydning for psykologien. Såvel Ernst Briieke, der som
professor i Wien øvede en afgørende indflydelse på den unge Freud, Dubois-

At g& p& to ben 151
Reymond, der blev professor i Berlin, og Carl Ludwig, der blev professor i
Leipzig.
Grunden til at nævne denne historie her er, at Setchenov efter at have studeret
hos Claude Bernard i Paris studerede hos Carl Ludwig og blev hans nære
ven. Bag formuleringen af den objektive psykologi kan vi derfor godt tillade os
at se de fire sammensvornes grundsætning, at der i organismen ikke virker andre
kræfter end dem, som naturvidenskaben kender og kan undersøge. Uden
løvrigt at underkende de psykiske udtryks rigdom, som vi ser dem i barnets smil
og den unge piges forelskelse, så er det nerve- og muskelsystemets fysisk-kemiske
processer, der er grundlaget for det psykiske, og ikke mystiske og uforklarlige
spiritualistiske kræfter. Verden er tilgængelig for den videnskabelige
undersøgelse og dermed for den menneskelige fornuft.
Oplysningstidens sidste bastion
Her må vi ikke glemme, at denne offensive og optimistiske videnskabelige
holdning ikke kan isoleres til det akademiske. Den rummer en verdensanskuelse,
nemlig den der kendetegner oplysningstiden, hvor den materialistiske filosofi
og videnskab var et af borgerskabets allervigtigste ideologiske våben i
kampen mod feudalvældet og dets kirke. I den forstand rummer den klassiske
(mekaniske eller borgerlige) materialisme et progressivt ideal, som f.eks. endnu
genlyder i den amerikanske behaviorisme og pædagogik. Nemlig borgerklassen
fremskridtstro og humanisme, når den optræder som en kæmpende progressiv
kraft. Det vil sige, når den kæmper mod feudale forhold, som den gjorde op til
1789 og 1848.
Hvis det er den borgerlige revolution, der afslutter oplysningstiden, så kan
man faktisk sige, at for de russiske intellektuelle på Setcherrovs tid, der var
oplysningstiden på ingen måde forbi. Rusland var nemlig det eneste land i Vesten,
der endnu havde sin borgerlige revolution til gode. Den kom først i februar
1917.
Når Setcherrov i ovenstående citat henviser til netop Garibaldi og Newton,
er det således næppe tilfældigt. Måske kan det forekomme lidt altmodisch,
men at der er oplysningstid over Setcherrovs videnskabelige tænkning, betyder
ikke, at den er tilbagestående. Tværtimod må man sige, at i Setcherrovs objektive
psykologi, der er materialistisk funderet på den sensoriske fysiologis og
evolutionslærens grund og forstår psyken som en miljødetermineret association
af reflekser, der når den klassiske materialisme sit absolutte højdepunkt. Det
tiltaler derfor ens historiske sans, at det netop var i oplysningstidens fødeland,
Frankrig, at Setcherrovs objektive psykologi vandt indflydelse uden for Rusland.
Den franske materialismes psykologer genkendte Setchenov som en af deres
egne.
Det, som Setcherrov havde startet, blev fulgt op af to andre russiske fysiologer,
LP. Pavlov og V.M Bekhterev. Mens Pavlov ført og fremmest var fysiolog

152 Personlighedens Almene Grundlag I
og først sent (og nærmest tilfældigt) med opdagelsen af den betingede refleks
kom ind på psykologiens område, så var Bekbterev fra begyndelsen af fysiologpsykolog
i den naturvidenskabelige psykologis tradition. Han havde studeret
både hos Charcot og hos Wundt, og den sidste havde øvet stor indflydelse på
ham. At han så afviste de klart metafysiske overtoner hos Wundt, skyldtes formentlig
at han også havde studeret hos Dubois-Reymond og dermed var blevet
indviet i de sammensvornespagt fra 1845.
Bredden i Bekbterevs psykologi fremgår af titlen på det tidskrift, som han
stiftede ved århundredeskiftet: Review af Psychiatry, Neuropathology, and Experimental
Psychology, (det er første gang betegnelsen eksperimentalpsykologi
dukker op i titlen på et tidskrift). Dette leder tanken hen på Charcot og Salpetriere-skolen.
Og dermed på den tidlige socialpsykologi. Det var da også
dette klassiske spektrum, som Bekhterev studerede. Men hele tiden som
refleksologi i den materialistiske tradition fra Setchenov. Hans socialpsykologi
fra 1921 bar f.eks. titlenKollektiv Refleksologi!
Den russiske psykologi, som den udvikles af Setchenov, Bekbterev og
(selvfølgelig) mange andre, er fuldt på højde med den samtidige psykologiske
udvikling i Tyskland, Frankrig, England og USA. Når vi er langt dårligere bekendt
med den russiske end med de øvrige, så skyldtes det ikke først og fremmest
sprogbarrieren men den anden barriere, som skilte Rusland fra den øvrige
industrialiserede verden, da den gennemgående vestlige politik efter den socialistiske
revolution i oktober i 1917 var at isolere den unge sovjetstat i enhver
henseende. Russisk psykologi blev på den måde gjort til 'en by i Rusland'.
Psykologien og den dialektiske fordring
Nu blev sovjetisk psykologi imidlertid i een henseende også 'en by i Rusland'.
Den fik nemlig stillet en opgave, som ingen anden vestlig psykologi stod overfor.
Den skulle nemlig ikke blot forstå psyken. Den skulle forstå den rigtigt! Det vil
sige i overensstemmelse med marxismens dialektisk-materialistiske filosofi, som
havde vist sin overlegenhed i praksis ved at være ideologisk og teoretisk fundament
for den sejrrige socialistiske revolution.
Nu er det ikke sådan, at vestlig psykologi ikke er filosofisk og ideologisk dikteret.
Det er den i allerhøjeste grad, hvad vi allerede har set. Endda med filosofiske
anskuelser (stof- og formlæren), der virkeligt er den dialektisk-materialistiske
indsigt underlegne. Men i Vesten havde man fået de filosofiske anskuelser
ind med modermælken og betragtede dem som selvfølgelige, hvis man
overhovedet var i stand til at bemærke dem. I Sovjetunionen blev man åbenlyst
konfronteret med den dialektisk-materialistiske filosofi, som det man nu videnskabeligt
skulle leve op til. Videnskabens udvikling var nemlig uhyre vigtig, hvis
man skulle konsolidere socialismen. Såvel praktisk i produktionen og samfundets
nyorganisering, som politisk-ideologisk i kampen mod socialismens fjender.

At gå på to ben !53
Nu var det ikke sådan, at videnskabsmændene lod sig intimidere af det
kommunistiske partis paroler om socialistisk contra borgerlig videnskab og følgagtigt
fulgte den filosofiske linie mod bedre vidende. (Selv om der selvfølgelig
også var eksempler på det.) Hvad vi allerede har set, var de sovjetiske videnskabsmænd
også udmærket i stand til at se. Nemlig at den dialektiske materialisme
på papiret er en rigtigere og mere omfattende og sammenhængende
opfattelse af verden end de filosofiske anskuelser, som den ophæver. Og derfor
også et vigtigt mål for den videnskabelige erkendelse at stræbe efter.
Problemet var et ganske andet. Nemlig hvordan man får flyttet de gode
principper fra papiret over i den videnskabelige genstandsverden? I særdeleshed
når papiret først og fremmest bestod i ufærdige og ufuldkomne skitser fra
Engels' hånd, der bestemt ikke kunne kaldes praktiske anvisninger. (Udover at
det selvfølgelig ville være latterligt at tro, at Engels - hans brillante indsigt ufortalt
- skulle kunne vise videnskaberne den konkrete vej til deres genstande.
Han ville selv have korset sig ved tanken.)
Forsøget på at løse denne opgave kommer i afgørende grad til at præge den
russiske/sovjetiske psykologis udvikling efter 1917. Den sovjetiske psykologis
historie er historien om de sovjetiske psykologers forsøg på at mestre den
marxistisk-leninistiske metodologi, som den russiske psykolog Tcplov siger.
Umiddelbart forekom man godt rustet til opgaven med den objektive psykologi
og refleksologien, der i modsætning til megen borgerlig psykologi i Vesten
var benhård materialistisk og ikke tillod subjektivt idealistiske svinkeærinder
nogen plads. Hvortil kom, at den havde det nye styres tillid, fordi den i
kampen mod tsardømmet havde demonstreret sin progressivitet og humanisme.
Bekhterev, der ikke havde svært ved at genkende den dialektiske materialisme
i sit eget arbejde, lagde for med Psykologi, Refleksologi og Marxisme i 1925.
Hvad Bekhterev ikke selv kunne se, var der imidlertid andre, der kunne. Nemlig
at en psykologi, der afviser bevidsthedsfænomnerne en ægte plads og derfor
afskaffer psykologi som videnskab til fordel for refleksologi, ikke er ganske forenelig
med en filosofi i hvilken, den menneskelige bevidsthed spiller en afgørende
(men ikke uafhængig eller enerådende) rolle. En ting er at gøre op med
den subjektive idealisme, noget ganske andet er at fjerne det subjektive fra det
videnskabelige landkort. lhvertfald vandt forsvarerne af det subjektive (og
dermed psykologien) den store debat om bevidsthedens betydning, der fandt
sted i Sovjetunionen i tyverne. De havde også Lenin på deres side.
Det var altså ikke nok, at den nye psykologi var materialistisk. Den måtte
være materialistisk på andet end en mekanisk måde. Det vil sige! at den måtte
være dialektisk.
Den første, der systematisk forsøgte sig med den dialektiske psykologi, var
K.N. Kornilov, der fastholdt, at det dialektiske princip netop kunne ses i psykologien,
"where there are no objects, but only processes, where everything is dynamic
and timely, where there is nothing that is static" 3 • (Hvilket ikke er så

!56 Personlighedens Almene Grundlag I
kan forstå mennesket som bestemt e11er mennesket som bestemmende. Og så
kan man forsøge kombinationen.
Kombinationen er endnu ikke syntesen. Men kornbinationen kan være så
nær syntesen, at forskellen bliver ganske utydelig. (Hvad der også viser tilbage
til vore begrebers opløsningsevne.) F.eks. kan det være svært at afgøre i hvilken
udstrækning Marx' og Engels' syntese er en kombination eller deres kombination
en syntese? For det, de laver, er nærmest en kipfigur, hvor det subjektive
og det objektive skiftesvis er figur og grund. Det, der springer i øjnene i
ungdomsskrifterne fra 40'erne, er- som vi lige har set- subjektets bestemmende
ro11e. Men det sker på basis af den feuerbachske materialisme, der ser mennesket
som objektivt bestemt. Det, der springer i øjnene i de senere økonomiske
afhandlinger, er mennesket som bestemt af objektive (samfundsøkonomiske)
omstændigheder. Men det sker på basis af erkendelsen af mennesket som subjekt,
som den blev vundet i 40'erne. Og mennesket som aktivt subjekt dukker
hele tiden op i beskrivelsen.'
Ikke desto er det iøjnefaldende, at Marx i ungdomsskrifterne er 'subjektivist'
(i vores betydning), mens han i de modne arbejder er 'objektivist'. Da de sidste
var langt mere kendte end de første, og da det iøjnefaldende har en særlig magt,
så havde den tidlige marxisme en bias til fordel for det ben, der ser mennesket
som objektivt bestemt. (Hvad neo-marxismen så sidenben kunne konfrontere
med den omvendte bias.)
Hertil kom selvfølgelig, at denne synsvinkel var i overensstemmelse med den
herskende (borgerlige, men progressive) materialistiske tradition. Skulle man
lægge vægten på det ene ben, så var det nok klogt at lægge den på det ben, der
var klart materialistisk. Det var nemlig ikke svært at se, at lagde man vægten
omvendt, så kom man til at hælde betænkeligt over i idealismens lejr og dermed
i reaktionens. Vi har set, at formlæren - hvad enten den tager udgangspunkt i
personligheden eller samfundet som Prima Causa - let fører til en konservativ
politisk stillingtagen.
Materialistisk vagtsomhed over for idealistiske fejltagelser er imidlertid ikke
et udelt gode, når det drejer sig om begribelsen af den dialektiske sammenhæng
mellem form og stof, mellem subjekt og objekt. Erkendelsen af subjektets bestemmende
rolle leder rigtig nok (isoleret set) særdeles let til idealistiske fejlslutninger,
men dialektikken kan ikke begribes, hvis man gør sig blind for subjektets
bestemmende rolle. Alt i alt var det derfor et held, at Marx og Engels
blev opdraget i Geisteswissenschaft og ikke i N aturwissenschaft. Opfiasket med
den idealistiske formlære og ikke den materialistiske stoflære led de ikke af
materialistens idealisme-skræk. Og hermed kunne de ophæve modsætningen
mellem idealisme og materialisme i en helt ny erkendelse af virkeligheden.

160 Personlighedens Almene Grnndlag I
7. Mmx-Engels Werke (MEW), Berlin 1977, 3, s. 5-6. Eller Marx/Engels Udvalgte Skrifter
(MEUS), Kbhvn. 1973, 2, s. 4()2.
8. Påstanden om, at fremhævelsen af det økonomisk-samfundsmæssige grundlag udsletter mennesket
som individ i Marx' tænkning, er både falsk og indsigtsløs. Det er netop spørgsmålet
om figur og grund. I en sammenligning mellem Marx og Max Weber (der kritiserede Marx
for økonomisme, som vi husker), udtrykker Joachim Israel (Fremmedgørelse fra Marx til moderne
sociologi, Kbhvn. 1%9, s.123-24) det udmærket på denne måde: "Marx' teorier er individorientcrede:
det er samfundet, der skal formes, så den menneskelige fremmedgørelse
overvindes. Webers teorier er hovedsagligt samfundsorienterede: det er mennesket, som
skallære sig tilpasning til den rationelle samfundsstruktur." Og videre: 'Webcr anvender en
funktionel analyse Cindividorienteret - evnen til rolleopdeling som i socialiseringsteorierne,
NE) og beskriver rationaliteten i relation til produktionsprocessens målsætning. Derimod
taler han kun lidt om konsekvenserne for individet. Marx derimod analyserer produktionsprocessen
ud fra et sociologisk og frem for alt økonomisk synspunkt, men kommer gang på
gang tilbage til konsekvenserne for individet."
9. Se kapitelS note 6.
10. F.eks. skriver Engels: "Da kom Feuerbachs 'Kristendommens Væsen'. Med et slag bortfejede
ban modsigelsen, idet han uden omsvøb igen satte materialismen på tronen. Naturen
eksisterer uafhængigt af al filosofi; den er det grundlag, som vi mennesker - der selv er naturprodukter
- er vokset op på; uden for naturen og menneskene eksisterer der ikke noget,
og de højere væsener, som vor religiøse fantasi har skabt, er kun fantastiske genspejlinger af
vort eget væsen. Trolddommen var brudt; 'systemet' var sprængt og kastet til side; modsigelsen,
der kun eksisterede i indbildningen, var opløst. Man må selv have oplevet denne bogs
befriende virkning for at gøre sig en forestillig om den. Begejstringen var almindelig: vi var
alle feuerbachianere med det samme." (Engels: Ludwig Feuerbach og den klassiske tyske filosofis
undergang, MEUS, op.cit., 2, s. 365-66.)