En fælles kulturarv - Museum Sønderjylland

Tårnet på Skt. Marie
Kirke i Sønderborg
havde i ”Lutheråret”
1883 fået et nygotisk
spir, tegnet af A.W.
Prale i Flensborg. I
1962 blev spiret ”afprøjset”,
dvs. forenklet
til sin nuværende skikkelse
(arkitekt: Helge
Holm).
var folk som Andreas Dall fra Jels, Peder
Gram fra Nustrup ved Haderslev, Peter
Callesen fra Aabenraa, Laurids P. Aakjær
fra Rødding og Jep Fink fra Stubbum ved
Haderslev. De unge arkitekter havde snart
uddannet sig i Tyskland, snart i Danmark,
men dyrkede alle forbindelsen til den
samtidige danske arkitektur.
De unge sønderjyder nåede ikke at bygge
meget, før Første Verdenskrig brød ud.
Peder Gram fik som nævnt lejlighed til
at bygge nogle af »Dryander-skolerne«
32 EN FÆLLES KULTURAR V
i hjemstavnsstil, og Jep Fink byggede
forsamlingshuse. Men efter Genforeningen
blev de landsdelens danske arkitekter,
der helt kom til at præge det offentlige og
fælles byggeri i Sønderjylland. Samtidig
begyndte Danmark og Tyskland igen at
fjerne sig fra hinanden i arkitektur og byggeskik:
Tyskland gik både mod Art déco i
en blanding af tradition og murstens-ekspressionisme
og mod modernismen med
Bauhaus. Og Danmark gik mod nyklassicismen,
senere mod funktionalismen. Men
det er en anden historie.
Fremmed eller fælles kulturarv?
Slesvig, det gamle Sønderjylland, har
skiftet mellem at være dansk og tysk, og
har siden 1920 været delt mellem to lande.
Ligesom landsdelen har fået flere sprog
og mindretal, er kulturarven, ikke mindst
bygningskulturen, også blevet flerkulturel
og flernational.
I mange år, hvor man dyrkede modsætningerne
i kampen om grænsen, var »de
andres kulturarv« ikke noget, man interesserede
sig for. I Tyskland interesserede
man sig ganske vist o. 1900-1920 en del
for gammel dansk arkitektur og genopdagede
bl.a. den store danske arkitekt
C.F. Hansens bygningsværker i Altona.
Men først i 1970´erne fik man i Slesvig-
Holsten øjnene op for danske fortidsminder
som Danevirke og den øvrige danske
arkitektur.