En fælles kulturarv - Museum Sønderjylland

Peter Dragsbo
En fælles kulturarv
Tyske og danske bygninger
i Sønderjylland 1864-1920
EN FÆLLES KULTURARV 1

Peter Dragsbo: En fælles kulturarv.
Tyske og danske bygninger i Sønderjylland 1864-1920
Udgivet af Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot, 2011
© Forfatter og udgiver
ISBN: 978-87-87375-11-5
Lay-out og sats: Museum Sønderjylland
Tryk: J. P. Schmidt A/S, Vojens
Trykt med støtte fra Kulturarvsstyrelsen
Fotos:
SP: Søren Petersen, Sønderborg
BZ: Bent Ziska Jensen, Aabenraa
JTJ: Jørgen Toft Jessens Tegnestue, Haderslev
PD: Peter Dragsbo, Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot
KH: Kim Holm, Museum Sønderjylland – Sønderborg
2 EN FÆLLES KULTURAR V

Indholdsfortegnelse
Indholdsfortegnelse ................3
Forord. ..........................5
Indledning: En særlig udfordring. .....6
Dansk og tysk i Sønderjylland
1864-1920 .....................8
Den nationale kamp ................8
Tysk administration og politik i
Sønderjylland 1864-1920 ..........9
Den danske bevægelse i Nordslesvig. ..12
En landsdel moderniseres. ..........14
Arkitektur og byggeskik i
Sønderjylland 1864-1920 .........16
National eller international arkitektur?. 16
Tyskland – fra europæisk til national
stil. ..........................17
Jablonowski-tiden. ................20
Byplanlægning og »Heimatschutz« ...22
Den slesvig-holstenske hjemstavnsstil . 23
Den danske bevægelses arkitektur
og bygninger. ..................26
»Ud med Italien, leve Møgeltønder«. ..28
Fremmed eller fælles kulturarv? ......32
Litteratur .......................35
Eksempler. ......................36
Tønder Kommune
Jomfrustien 2, 6270 Tønder ....................36
Popsengade 23, 6270 Tønder . ..................38
Ribe Landevej 30, 6270 Tønder .................40
Nørregade 31, 6270 Tønder . ...................42
Allégade 24, 6270 Tønder. .....................43
Vestervej 1, Hjerpsted, 6280 Højer. ..............44
Storegade 47, 6780 Skærbæk ...................45
Ballum Sluse 1, 6261 Bredebro. .................47
Sønderbyvej 3, Møgeltønder, 6270 Tønder. ........49
Aabenraa Kommune
H.P. Hanssens Gade 42, 6200 Aabenraa ..........51
Haderslevvej 7, 6200 Aabenraa. .................53
Kirkebakken 21, 6200 Aabenraa. ................55
Lindsnakkevej 95, 6200 Aabenraa ...............57
Nørremarken 21, 6360 Tinglev .................58
Sønderborg kommune
Brorsonsvej 1-3, 6400 Sønderborg ...............60
Gerlachsgade 2, 6400 Sønderborg . ..............62
Kongevej 37, 6400 Sønderborg .................64
Kongevej 41, 6400 Sønderborg .................66
Jernbanegade 1, 6400 Sønderborg ...............68
Løngang 1, 6400 Sønderborg ...................70
Slotsgrunden 1, 6430 Nordborg ................71
Kongevej 71-73, 6300 Gråsten .................73
Nybølvej 2, Vester Sottrup, 6400 Sønderborg ......75
Haderslev Kommune
Louisevej 2 A, 6100 Haderslev .................77
Lembckesvej 3-7, 6100 Haderslev . ..............79
Åstrupvej 48, 6100 Haderslev ..................81
Christiansfeldvej 4 A-B, 6100 Haderslev ..........83
Skovbyvej 2, Vedsted, 6100 Haderslev . ...........85
Hoptrup Hovedgade 66, Hoptrup,
6100 Haderslev. ...........................85
Åstrup Allé 42, Over Åstrup, 6400 Haderslev ......87
Bovlund Bjergvej 25, 6534 Agerskov . ............88
Ultangvej 26, Halk, 6100 Haderslev .............90
EN FÆLLES KULTURARV 3

4 EN FÆLLES KULTURAR V

Forord
Hvad der er »kulturarv« og hvad ikke, er
til enhver tid bestemt af tidens ideer og
prioriteringer, og ofte indtænkes kulturarven
i nationalstatens ramme. For
Museum Sønderjylland, der som et af sine
centrale arbejdsområder har historien om
de kulturelle og nationalpolitiske møder
mellem dansk og tysk i grænselandet, er
begrebet kulturarv en særlig udfordring.
Ligesom i andre europæiske grænseegne
står vi med ansvaret for ikke bare vores
egen, men også »de andres« kulturarv.
Over alt gælder, at »de andres« kulturarv
på én gang gennem historien er blevet en
del af den fælles kulturarv og en kulturarv
af særlig betydning, fordi den sætter vores
egen kultur og historie i relief. Museum
Sønderjylland ser derfor denne vanskelige
Rutebilstationen, Jernbanegade 1, Sønderborg. Dansk og
tysk mødes i Sønderjyllands arkitektur. Arkitekt Johann
Theede, Kiel, brugte den fynske herregård Hindsgavl
som forbillede, da han i 1912 byggede amtsbanegården i
Sønderborg. Foto SP.
kulturarv som en i dansk sammenhæng
enestående mulighed for at udvikle kulturarv
til et ægte flerkulturelt og -nationalt
begreb.
Orla Madsen, direktør
EN FÆLLES KULTURARV 5

Sønderborg Kaserne,
Gerlachsgade 2 i
Sønderborg. Marinestationen
fra 1906-08 i
Sønderborg blev bygget
som en national
tysk manifestation
– et udtryk for kejser
Wilhelm IIs arkitekturpolitik
– men har
siden 1920 været forbilledligt
vedligeholdt
af det danske forsvar.
Foto SP.
Indledning: En særlig udfordring
Hvad angår kulturarven, har Danmark
siden 1920 haft en særlig udfordring i den
arkitektur, som blev skabt i Sønderjylland
(Nordslesvig) i perioden under tysk styre
1864-1920, specielt de offentlige bygninger.
Set fra nationalstatens traditionelle
synspunkt har der været tale om »en ubekvem
kulturarv«, som indtil for nylig blev
betragtet som i konflikt med den nationale
selvforståelse, og som derfor er blevet
nedvurderet, nedrevet eller ombygget.
I dag er meget få bygninger fra perioden
1864-1920 i Sønderjylland fredet. Det
6 EN FÆLLES KULTURAR V
gælder kun stiftelsen »Catharinaheim« i
Haderslev, den tidligere landbrugsskole
samt en villa i Tønder af Anton Huber.
Men det samme gælder de kendte danske
arkitekters værker for den danske bevægelse
i Sønderjylland. I adskillige år har
vi i Museum Sønderjylland arbejdet med
arkitekturen fra denne tid. I 2004 satte
museerne f.eks. fokus på »hjemstavnsstilen«
og arkitekter som Lauritz Thaysen i
Tønder eller Peder Gram i Haderslev, og
Kulturmiljørådet for Sønderjylland har
udgivet hæfter om jernbanestationer, skolebygninger,
forsamlingshuse og frimenig-

hedskirker. I 2010 fik museet en bevilling
fra Kulturarvsstyrelsen til en systematisk
registrering og bred formidling af offentlige
og fælles bygninger fra perioden
1864-1920, dvs. dels bygninger opført af
offentlige myndigheder, dels bygninger
til fælles brug som kirker og foreningsbygninger,
suppleret med enkelte centrale
private bygninger.
Målet med denne bog, En fælles kulturarv,
er at synliggøre grænselandets dansktyske
bygningsarv, at formidle denne
kulturarv over for både offentligheden og
de sønderjyske politikere, arkitekter og
planmedarbejdere, der i det daglige har
ansvaret for kulturarven, og invitere til en
fælles diskussion om, hvordan vi omgås
og behandler den flernationale kulturarv
i Sønderjylland. En flertydig kulturarv, vi
ikke i dag betragter som »ubekvem«, men
tværtimod som særligt spændende, fordi
den både fortæller om en væsentlig del af
danmarkshistorien – og fordi den fortæller
en historie om os selv og »de andre«, som
kan gøre os klogere på begge parter.
Bogen består af to dele:
• En indledende del, der fortæller om
Sønderjyllands historie 1864-1920 og
redegør for de vigtigste udviklingslinjer
i både de tyske myndigheder og
den danske modbevægelses byggeri og
arkitektoniske udtryk.
• En gennemgang af 30 eksempler på
bygninger, som hver på deres måde fortæller
en spændende historie – og som
gennem deres historie og arkitektur har
national interesse og værdi.
Alle 100 bygninger, som er registreret i
dette projekt, kan ses på museets hjemmeside:
www.museum-sonderjylland.
dk/ Bygningskultur / Offentlige og fælles
bygninger 1864-1920.
EN FÆLLES KULTURARV 7
Den første tyske
folkehøjskole efter
dansk forbillede blev
bygget i Tinglev 1908
i typisk slesvigsk
hjemstavnsstil. Efter
1945 har bygningen
været brugt af CF/
Beredskabsstyrelsen
som skole. Foto SP.

Knivsbjergtårnet med
statuen af Bismarck
fra 1901 var det stærkestetysk-nationalistiske
symbol i Nordslesvig.
Det blev sprængt
i luften af danskere
1945. Postkort, Museum
Sønderjylland
– Sønderborg Slot.
Dansk og tysk i Sønderjylland 1864-1920
Den nationale kamp
Slesvig og Holsten var siden 1460 en
del af den danske konges riger og lande,
administreret selvstændigt og samlet.
Holsten havde altid været tysksproget og
præget af nordtysk kultur, mens Slesvig
overvejende var dansk præget, men i den
sydlige del i stigende grad flersproget
og flerkulturel. Da der i første halvdel af
1800-tallet gik en bølge af ny national
bevidsthed over Europa, opstod der også
i hertugdømmerne Slesvig og Holsten to
parallelle, men uforenelige bevægelser: I
syd »slesvig-holstenerne«, der ønskede en
demokratisk stat med tilknytning til det
øvrige Tyskland – og i Danmark »Ejderbevægelsen«,
der ønskede Slesvig indlemmet
i en demokratisk dansk stat.
8 EN FÆLLES KULTURAR V
Istedløven blev rejst på Flensborg Kirkegård 1862 som et
dansk sejrsmonument. Fjernet af de preussiske myndigheder
1864 – og genopstillet 2011. Gl. foto i Museum
Sønderjylland – Sønderborg Slot.
Det kom til revolution og borgerkrig,
Treårskrigen 1848-50. Slesvig-holstenerne
tabte, men problemet med to nationale
bevægelser i Slesvig var uløst. I 1864 kom
det til krig mellem Danmark på den ene
side og Preussen og Østrig på den anden
(på vegne af Det Tyske Forbund). Gennem
nederlagene på Dybbøl og Als og de
mislykkede fredsforhandlinger i London

måtte Danmark afstå begge hertugdømmer
til Preussen og Østrig. I 1866
kom det til krig mellem sejrherrerne, og
Slesvig-Holsten blev derefter en preussisk
provins, fra 1871 del af Det tyske Kejserrige.
Efter Tysklands nederlag i Første Verdenskrig
1914-18 fik befolkningen i det
nordlige og mellemste Slesvig lejlighed
i 1920 til at stemme om deres nationale
tilhørsforhold – ligesom det skete i andre
europæiske grænseegne. Resultatet blev,
at Nordslesvig (det nuværende Sønderjylland)
med stort flertal valgte Danmark,
mens Sydslesvig med Flensborg som centrum
havde flertal for Tyskland. Tilbage
blev der et tysk mindretal i Nordslesvig og
et dansk mindretal i Sydslesvig.
Tysk administration og politik i
Sønderjylland 1864-1920
I de første år efter 1864 søgte Preussen
at sikre sin nye erobring. Der blev anlagt
en fæstning rundt om Dybbøl og Sønderborg,
og der blev bygget store kaserner,
først i Flensborg, senere i Haderslev
1886-88. Efter den tyske sejr over Frankrig
1871 blev frygten for krig dog mindre.
Fra 1867 begyndte Preussen – fra 1871
Det tyske Rige – samtidig at omdanne
Slesvig-Holsten til en tysk provins.
Gennem de ti år 1867-1877 gennemførte
Tyskland en omfattende administrativ
modernisering af by og land – ind imellem
som »eksperimentarium« for nye
løsninger, ligesom Danmark gjorde det
i Sønderjylland efter 1920 og Tyskland
i det tidligere DDR efter 1990. Økonomisk
kom Slesvig-Holsten med i det
tyske toldforbund, og der gennemførtes
næringsfrihed (dvs. tilladelse til at drive
erhverv hvor som helst, lige som det var
sket i Kongeriget Danmark 1862). Desuden
blev der indført en adskillelse mellem
kirke og stat med civil personregistrering
(eksisterer stadig i Sønderjylland) og
civilt skoletilsyn. Samtidig blev der i årene
1867-69 gennemført en kommunalreform
med inddeling af landet i kredse i stedet
for de tidligere amter og distrikter (samt
nu også omfattende byerne) og landsbykommuner.
På landet blev herredsfoge-
EN FÆLLES KULTURARV 9
De kejserlige tyske
posthuse blev opført
i 1890´erne efter
standardtegninger
– og blev senere
af bevægelsen for
”hjemlig byggeskik”
skældt ud for deres
”embedsmands-gotik”.
Posthuset i Gråsten.
Foto BZ/ JTJ.

De første arbejderboliger
i Aabenraa,
Lavgade 4-6 og 18-20,
bygget 1904 af Aabenraa
by efter forbillede
fra Frederiksstad. Den
slags ”kommunesocialisme”
var utænkelig
i Danmark før 1914.
Foto BZ/ JTJ.
derne 1889 afløst af amtsforstandere, og
for købstæderne blev der indført byråd og
magistrat.
Tysklands dagsorden var altså i første
omgang en modernisering. Men fra slutningen
af 1870´erne blev den tyske politik
mere og mere autoritær og nationalistisk.
Der blev nu gennemført en række love,
10 EN FÆLLES KULTURAR V
snart rettet mod socialisterne og arbejderbevægelsen
(1878), snart mod alle minoriteter
(f.eks. skolelovene, der også var rettet
mod det polske mindretal og den katolske
kirke) og snart specielt mod den dansksindede
befolkning i Slesvig. 1876 indførtes
tysk sprog i forvaltningen og 1889 blev
tysk eneste sprog i skolen. Efter kejser
Wilhelm II´s tronbestigelse 1888 blev den

tyske politik over for de nationale mindretal
i Slesvig, Polen og Alsace-Lorraine
stadig mere aggressiv og nationalistisk.
I Sønderjylland satte en bevidst fortyskning
ind med bl.a. etablering af tyske
kolonigårde og domænegårde (statsgårde),
og det kulminerede under Ernst
Matthias von Köller, overpræsident for
Slesvig-Holsten 1897-1901. Denne
tid var præget af fængslinger og retssager
mod danske ledere og avisudgivere,
udvisninger og administrative overgreb.
Den nationalistiske politik blev støttet af
tyskheden i Slesvig, der nu gik helt ind
for »Kaiser und Reich«. I 1890 stiftedes
den tyske forening for det nordlige
Slesvig, der bl.a. fik rejst Bismarck-monumentet
på Knivsbjerg 1896.
Efter 1901 kom der dog en vis afspænding.
Bl.a. fik danske statsborgere (optanter)
i Sønderjylland lov til at blive tyske
statsborgere og dermed få stemmeret, og
der kom tyske røster for respekt for dansk
sprog og kultur. På tysk side kom der
også en kulturel modbevægelse, der tog
konkurrencen op med de succesrige danske
højskoler nord for grænsen og med
de danske foreninger og forsamlingshuse.
Der blev bl.a. stiftet tyske Volkshochschulen
(i modsætning til de danske
dog mest for piger), husholdningsskoler
og ungdomshjem. Men afvisningen af de
dansksindede sønderjyders ønsker om en
genforening med Danmark var massiv. Så
kom krigen.
Arrestbygningerne bag det tidligere domhus i Aabenraa, Haderslevvej 1 – 1 A, har
bevaret Baurat Jablonowskis nygotiske prydelser fra 1901 – mens forhuset blev
renset for tyske detaljer efter 1945. Foto BZ.
Den tidligere husholdningsskole, Lembckesvej 2 i Haderslev, fra 1907 er et smukt
eksempel på den sene nybarokke hjemstavnsstil. Foto BZ / JTJ.
EN FÆLLES KULTURARV 11

Hjerting Forsamlingshus
ved Rødding
fra 1905 er typisk
for de første danske
forsamlingshuse, der
bare skulle være huse.
Foto PD.
Den danske bevægelse i
Nordslesvig
Før 1864 havde slesvig-holstenere og danske
slesvigere kæmpet om den nationale
farve på et relativt selvstændigt Slesvig.
Efter 1864 måtte parterne knytte sig til
Tyskland og Danmark. De danske slesvigeres
håb stod i starten til den § 5 om en
fremtidig folkeafstemning, som Frankrig
havde fået indført i Pragfreden 1866 mellem
Preussen og Østrig. Men i 1878 blev
de to stater enige om at slette § 5.
Danskheden levede derfor i de første
12 EN FÆLLES KULTURAR V
årtier i håbet om at vende tilbage til det
gamle Danmark. Man dyrkede troskaben
over for den danske konge, det danske
flag og minderne om de slesvigske krige.
Ethvert kompromis med de tyske myndigheder
blev afvist. Man lod sig vælge til
den preussiske landdag, men nægtede at
aflægge ed til kejseren (og kunne så ikke
deltage). Man beholdt sit danske statsborgerskab
(opterede for Danmark) eller
valgte at udvandre for at undgå tysk krigstjeneste.
Mange mistede herved stemmeretten.
Modet blev til gengæld holdt oppe
med grundlæggelse af en række danske
aviser efter 1864.

Omkring 1880 begyndte en erkendelse af,
at kampen skulle føres på en anden måde:
den lange vej gennem stemmeret og foreninger,
med inspiration i de nye folkelige
bevægelser i Kongeriget. Det startede i
1870´erne med grundlæggelsen af de første
grundtvigske frimenigheder i Rødding
og Bovlund. I 1880 stiftedes Sprogforeningen
til værn om dansk sprog og litteratur,
og i 1892 stiftedes Skoleforeningen,
der skulle sikre dansk undervisning, enten
i hjemmene eller i skoler nord for grænsen.
Ikke mindst grundlagde man i 1888
Den nordslesvigske Vælgerforening, der i
de følgende år omdannede danskheden til
et dansk parti, et bevidst mindretal. Det
krævede stemmeret i Tyskland – og det
var i begyndelsen svært at forstå for de
gamle. Men i løbet af 20 år – ikke mindst
under Köller-tiden – blev danskheden i
Sønderjylland et mini-Danmark med institutioner
og foreninger for alt fra vugge
til grav: foredragsforeninger, gymnastik-
og ungdomsforeninger, forsamlingshuse,
kvindeforeninger, kulturforeninger m.m.
Og der var heftige diskussioner om de få
platforme, hvor man måtte samarbejde
med den tysksindede befolkning, f.eks.
museer og hjemstavnsbevægelse.
Ved siden af den nationale kamp var der
dog også andre veje: Arbejderbevægelsen,
Indre Mission og afholdsbevægelsen, hvis
kamp gjaldt andet end det nationale.
EN FÆLLES KULTURARV 13
Bevtoft Forsamlingshus,
indviet 1897 og
udvidet 1908, adskilte
sig ikke meget fra
samtidens murermesterhuse
i stationsbyerne.
Det var indholdet,
der talte. Foto BZ/ JTJ.

En landsdel moderniseres
Hertugdømmerne Slesvig og Holsten
havde før 1864 hørt til det danske riges
økonomisk mest betydende dele. Efter
1864 blev Nordslesvig, det nuværende
Sønderjylland en udkant i et stort rige.
Landsdelen stagnerede, og mange ud-
14 EN FÆLLES KULTURAR V
Moderniseringen af byerne skred frem, selv om landsdelen
stagnerede. Tv. ses Ramsherred i Aabenraa ca. 1870:
Håndværkergårde, hvor der kun hist og her er lille skilt for
udsalg af varer. Fn. ses samme gadeparti o. 1890: Bageren
er blevet til butik med større ruder. ISL – Lokalhistorie,
Aabenraa.
vandrede til USA af både nationale og
økonomiske grunde. Væksten i det tyske
rige efter 1871 kom derfor sent til Sønderjylland;
kun Flensborg trivedes og blev
en lille storby. Alligevel blev landsdelen
inddraget i den nye tid. I Tyskland satsede
man mere end i Danmark på jernbanerne,
og i årene 1897-1910 blev der i Sønderjyl-

land anlagt et net af smalsporede amtsbaner
(Kleinbahnen), der skabte nye stationsbyer
som lokale centre. Byerne udviklede
sig med nye industrier, nye kvarterer med
etagehuse og villaer, nye institutioner og
fællesbygninger. Også landbruget moderniseredes,
især på Østkysten, der fulgte
Danmark ind i andelstiden, mens man på
Vestkysten holdt sig til den traditionelle
studefedning.
Samtidig kom en række moderne fænomener
til landsdelen fra ny byggeskik og
havekultur over nye skikke og madvaner
til nye ord og begreber. I første omgang
opdagede man ikke, at man fik den nye tid
i tysk udgave – men siden prøvede man
også i hverdagen at skabe danske alternativer.
EN FÆLLES KULTURARV 15
Samme gadeparti
som s. 14, ca. 1905:
Bageren og klejnsmeden
har nu
begge bygget store
strøgejendomme med
moderne butikker.
ISL – Lokalhistorie,
Aabenraa.
Marskbanegården,
Jernbanegade 9 i
Tønder. Tønder blev i
1887 station på den
nye bane fra Ribe
til Husum. Banegårdene
blev opført i
en fælleseuropæisk
nyrenæssance med
rund buede vinduesåbninger
og lave
skifertage.
Foto BZ/ JTJ.

”Reimersskolen” i
Sønderborg, Kirke
Allé 9,blev opført som
borgerskole i 1866-67,
dvs. efter den tyske
overtagelse, men
inden den endelige
indlemmelse i Preussen.
Skolen kan derfor
være bestilt hos en
dansk arkitekt, f.eks. L.
A. Winstrup eller J. Fr.
Holm – eller hos Johs.
Otzen i Flensborg.
Foto BZ/ JTJ.
Arkitektur og byggeskik i Sønderjylland
1864-1920
National eller international
arkitektur?
Arkitekturen i Sønderjylland i tiden
1864-1920 er historien om en stadig
vekselvirkning mellem Danmark og
Tyskland. Først fulgtes de ad, derefter
fjernede de sig bevidst fra hinanden, og til
sidst nærmede de sig hinanden, men med
forskellige dagsordener. I de offentlige og
fælles bygninger afspejles også to nationale
projekter: Det tyske projekt handlede
især om militær magt, men også om
16 EN FÆLLES KULTURAR V
modernisering, socialpolitik og effektive
offentlige »væsener«. Efter 1890 var det
tyske projekt også præget af regionalisme
og dyrkelse af hjemstavnen. Det danske
projekt handlede om en folkelig modkultur,
der samtidig skulle afspejle og symbolisere
hjemlandet, Danmark.
Omkring 1850 havde Slesvig og Holsten
ligget i et skæringspunkt mellem København
og Europa. Hertugdømmerne var en
del af den danske helstat, og de fleste arkitekter
var uddannet på Kunstakademiet
Den tidligere rigsbank i Tønder, Jernbanegade 2, er bygget
så sent som 1901, men opført i en klassisk europæisk
nyrenæssance, uden nationale overtoner. Foto BZ/ JTJ.

i København. Indtil 1840´erne havde den
græsk-romersk inspirerede klassicisme
været den eneste gode smag. Men med de
nationale bevægelser i Europa opstod også
diskussionen om den rigtige nationale
stil. Både i Tyskland og Sverige opdagede
man den gotiske stil og knyttede den til
nationens historie. I Danmark kom der
en interesse for Christian IV-stilen, især
efter Frederiksborgs Slots brand 1859.
De fleste arkitekter udnyttede bare den
nye frihed til at hente stilarter fra mange
kilder – engelsk gotik, italiensk renæssance,
romanske kirker og byzantinske
klostre. Efterhånden fik kunsthistorikerne
sat arkitekturhistorien i system, og snart
kappedes man – ikke mindst i storbyerne
– om den mest korrekte kopiering af
de store stilarter. Det er det, man kalder
historicismen.
Tyskland – fra europæisk til
national stil
Da Det tyske Kejserrige efter sejren over
Frankrig 1871 stod på magtens tinde,
betragtede det sig først og fremmest som
EN FÆLLES KULTURARV 17
Haderslev Kaserne var
en tysk magtdemonstration
i det nordligste
Slesvig. Men stilen
var fælleseuropæisk:
Den samme norditalienske
borgstil, som
man kan finde ved
kaserner i Rusland,
Østrig og Sverige.
Foto SP.

Et eksempel på
”Hann overskolens”
festlige nygotik
Storegade 12 i Tønder,
opført 1893. Foto PD.
civilisationens højdepunkt i Europa. Men
det samme gjorde England og Frankrig.
De offentlige tyske bygninger fra
1870´erne var derfor i international stil,
italiensk renæssance eller middelalderlig
18 EN FÆLLES KULTURAR V
borgstil. To gode eksempler i Slesvig er
den store nye regeringsbygning, overpræsidiet
for Slesvig-Holsten i Slesvig by og
den store kaserne i Haderslev. Overpræsidiet
fra 1875-79 er en kæmpe bygning i
røde mursten (derfor kaldt for »den røde
elefant«) i typisk norditaliensk renæssance
– og Haderslev Kaserne fra 1885-86 er
i international borgstil, også i røde sten.
Bygningerne var tydelige magtdemonstrationer,
men stilen var ikke specielt tysk.
En særlig tysk specialitet i historicismen
var teglstensgotikken, inspireret af nordtyske
middelalderbygninger. Denne nygotik
havde sit centrum i Hannover, og blandt
eleverne herfra var arkitekterne Johannes
Otzen, der byggede i Slesvig o. 1870, og
A.W. Prale, der blev arkitekt i Flensborg.
Prale leverede bl.a. tegninger til gården
Ultang ved Haderslev (1884-85), til det
samtidige kirkespir i Sønderborg (nu forenklet)
og andre bygninger.
I 1890´erne bredte regionalismen i arkitekturen
sig over hele Tyskland – og
samtidig begyndte et opgør mod den
stilkorrekte historicisme. Man søgte mod
nye, friere former. Et af svarene var Jugendstilen,
som fandt sine former både i
naturen og geometrien. Men også i det
almindelige byggeri begyndte man at lege
med bygningerne og gøre dem maleriske.
I Tyskland brugte man ordet Neustil, i
Danmark »villastil«. I Nordtyskland blev
den nye stil kombineret med den gotiske
stil, hentet fra Hansestædernes gamle

EN FÆLLES KULTURARV 19
Perlegade 26 i Sønderborg
blev opført
1908 for Sonderburger
Bank af arkitekt
Johann Theede. Stilen
var udpræget national-tysk,
i familie med
Knivsbjergtårnet med
brug af hjemstavnens
nordiske granitsten.
Foto BZ/ JTJ.

Baurat Friedrich Wilhelm
Jablonowski var
Baurat for Haderslev
og Aabenraa Kredse
i årene 1890-1919 og
byggede som sådan
talrige offentlige bygninger.
Han tegnede
også stationerne på
banen til Sønderborg
1902, som her den
desværre nedrevne
station i Vester Sottrup.
Foto PD.
murstensbygninger: kirker, klostre, rådhuse,
byporte og borge som den tyske
ordensborg Marienburg i Østpreussen (nu
Malbork i Polen).
Da der i 1906-08 skulle bygges nye baser
for den tyske højsøflåde ved Sønderborg
og Flensborg, gik kejser Wilhelm II ind
og anbefalede Marienburg-stilen som
passende udtryk for Tysklands storhed.
Kejserens yndlingsarkitekt Franz
Schwechten (der bl.a. havde bygget Kaiser
Wilhelm-Gedächtnis-Kirche i Berlin,
nu byens kendteste ruin) lavede de første
skitser, mens byggeriet blev udført af to
20 EN FÆLLES KULTURAR V
marine-Bauräte (bygningsråder): Eugen
Fink i Sønderborg og Adalbert Kelm i
Flensborg-Mürwik.
Jablonowski-tiden
I modsætning til Danmark var de offentlige
arkitekter ofte embedsmænd. Kredsene
havde deres faste Baurat, og det samme
gjaldt de offentlige etater: justitsvæsenet,
jernbanerne, toldvæsenet og postvæsenet,
der havde egne Regierungsbaumeister,
statsarkitekter. Det gør det lidt svært at
finde ud af, hvem der egentlig tegnede

de offentlige tyske bygninger – for tit
kunne en Baurat være hovedansvarlig,
mens en anden stod for tegningerne. De
mindre byer og landkommunerne måtte
dog længe hælde deres hoved til private
arkitekter. Først o. 1910 fik de sønderjyske
byer egne stadsarkitekter.
Den offentlige arkitekt, der o. 1900
kom til at præge Sønderjylland mest,
var Friedrich Wilhelm Jablonowski, der
1890-1919 var Baurat for Haderslev og
Aabenraa kredse. Det var Jablonowski,
der 1897-1905 kom til at stå for byggeriet
af de mange og dyre stationer ved amtsbanerne
i Haderslev kreds, og i 1901-02
byggede han også stationerne ved den nye
Sønderborg-Tinglev bane. Desuden stod
han for en lang række offentlige bygninger
i Haderslev og Aabenraa, bl.a. det nye
kredshus i Aabenraa 1902-04.
Jablonowskis bygninger kom for eftertiden
til at stå som typisk tyske, symboler
EN FÆLLES KULTURARV 21
Sønderborg Kreds
havde ikke egen
Baurat, og byen
tyede derfor til arkitekt
Magnus
Schlichting i Flensborg,
når der skulle
bygges offentlige
bygninger – som her
den højere drenge- og
pigeskole på Kaiser-
Wilhelm-Allée fra
1907 (nu: Ahlmannskolen,
Kongevej 35).
Foto SP.

for undertrykkelsen i Köller-tiden. En
dansk mand skrev i Haderslev-avisen
Dannevirke 1909, at disse bygninger »ville
være grimme, hvor som helst de stod, men
de er dobbelt grimme i Nordslesvig«. Den
opfattelse holdt sig blandt danske sønderjyder
til langt ind i 1970´erne. Der er
derfor mange eksempler på, at man siden
1920 har prøvet at forenkle og fordanske
offentlige tyske bygninger fra tiden 1890-
1905 – ligesom man både i Aabenraa og
Sønderborg fik fjernet kirkespir fra denne
tid.
Byplanlægning og
»Heimatschutz«
I Tyskland var planlægningen af byerne
langt fremme i 1800-tallet. Selv i de mindre
byer var der mulighed for at regulere
byggeriet på måder, som vi i Danmark
først fik med byplanloven 1938. I 1901 fik
Slesvig-Holsten således en bestemmelse,
der kunne sikre villakvarterer mod fabrikker
og høje huse – og sådanne restriktioner
blev lagt på store kvarterer i både
Haderslev (Åstrupvej-kvarteret og Sønder
Otting), Aabenraa (Haderslevvej-kvarteret)
og Sønderborg (Kongevej-kvarteret).
I 1907 kom der desuden en lov, der gjorde
det muligt at sikre gamle kvarterer og
smukke landskaber mod grimt byggeri.
Den gjaldt desværre kun til 1920.
En anden idé, som tidligt kom til Tyskland,
var »havebyen«. Idéen om en Garden
22 EN FÆLLES KULTURAR V
Ewers Pakhus på Nordre Havnegade i Sønderborg, opført
1909-10, er et enestående eksempel på, at pression fra
myndighederne fik en privat bygherre til, efter byggetilladelsen,
at omforme en erhvervsbygning til noget, der
passede bedre i bybilledet. Foto PD.
City var lanceret i England omkring 1896
og handlede om, at man burde bygge nye
byer som smukke gamle landsbyer, men
med alle en ny tids faciliteter. I Tyskland
stiftede man i 1904 det tyske haveby-selskab,
og hurtigt fik alle større byer havebyforstæder.
Et tidligt eksempel blev den
villaby for officerer, som marinen byggede
ved Jomfrustien i Sønderborg i 1908 med
Eugen Fink som arkitekt. Danmark fik
sine første havebyer i 1911-12.

I det hele taget kom der o. 1900 i hele
Europa en reaktion mod industrialiseringens
voldsomme forandring af land og
by. I Tyskland blev det til foreninger for
beskyttelse af hjemstavnen, Heimatschutz.
Denne beskyttelse omfattede både bevaring
af smukke landskaber og et arbejde
for en kønnere byggeskik, inspireret af
egnens gamle byggeskik.
Den slesvig-holstenske
hjemstavnsstil
Den første forening for Baupflege, byggepleje
i Slesvig-Holsten blev stiftet i
Tønder i 1908. På det tidspunkt var der i
hele Nordtyskland kommet en interesse
for den gamle arkitektur og byggeskik før
1850. Og Baupflege Tondern gik da også
straks i gang med at åbne folks øjne for
den gamle bygningskultur i Vestslesvig,
ikke mindst i Møgeltønder. Der blev fotograferet
og lavet opmålinger, og gennem
bøger, trykte tegninger og kurser prøvede
EN FÆLLES KULTURARV 23
Jomfrustien i Sønderborg
blev bygget
1908 som boliger
for underofficerer
til marinestationen.
Marinearkitekt Eugen
Fink skabte her en af
de tidligste havebyer
efter engelsk forbillede
i Tyskland – et
stykke tid før de første
danske havebyer fra
1912-13. Foto KH.

Kredshuset i Tønder, Jomfrustien 2, der efter en arkitektkonkurrence blev opført
1908, blev startskuddet til hjemstavnsarkitekturens gennembrud – ikke bare i Tønder,
men i hele Slesvig-Holsten. Foto BZ/ JTJ.
Sønderbyvej, Møgeltønder. Forbilledet for både den slesvig-holstenske hjemstavnsstil
og den danske ”Bedre Byggeskik” var Møgeltønder. 1700-tals hus med friserkvist,
og bagved et af godsinspektør H.C. Davidsens huse fra 1923. Foto PD.
24 EN FÆLLES KULTURAR V
man at få de lokale bygmestre og arkitekter
til at bygge i »hjemlig byggeskik«.
Det lykkedes over al forventning. I løbet
af få år byggede ikke kun de lokale, men
også alle de preussiske Bauräte i Slesvig-
Holsten i Møgeltønder-stil.
Et gennembrud for stilen var det nye
kredshus i Tønder. Efter en arkitektkonkurrence,
som i 1905 blev vundet af de
berlinske arkitekter Paulus, Dinklage &
Lilloe, blev kredshuset på opfordring fra
landråden for Tønder Kreds, Friedrich
Wilhelm Rogge, bygget i en hollandskfrisisk
stil. I 1908 fik de samme arkitekter
så opgaven med at bygge en tysk folkehøjskole
i Tinglev efter dansk forbillede.
Det blev et ægte Møgeltønder-hus med
røde mursten, store tegltage, »friserkviste«,
hvide skodder og småsprossede vinduer.
De fleste bygninger i hjemstavnsstilen i
Tønder og omegn er dog bygget af den
lokale arkitekt Lauritz Thaysen, f.eks.
gymnasiet i Popsengade, den tidligere
Alexandrineskole i Nørregade (nu politigård)
og den tidligere landbrugsskole på
Ribe Landevej. En anden, der greb stilen,
var Schackenborgs godsinspektør H.C.
Davidsen, der i årene fra 1910 og frem fik
tegnet mange smukke privathuse i den
lokale stil. Andre perler i hjemstavnsstilen
på Tønder-egnen er den tidligere tolderbolig
i Hjerpsted fra 1912 (bygget af Baurat
Rellensmann i Flensborg) og Ballum
Slusekro (bygget 1915 af digeinspektør
Hinrichs).

I Haderslev og omegn er der en mængde
offentlige bygninger i hjemstavnsstil.
Først og fremmest de mange nye skoler,
som blev iværksat af landråd J.G. Dryander.
Mange af dem blev bygget af en ung
dansksindet arkitekt, Peder Gram, f.eks.
Hoptrup og Vedsted. Også stationerne
ved den sidste amtsbane fra Gram til
Skærbæk 1911 blev i hjemstavnsstil, tegnet
af Haderslev-arkitekten Walter Czygan.
En ren perle i hjemstavnsstil er den
gamle museumsbygning på Åstrupvej fra
1915. Den er tegnet af regeringsarkitekt
Lorenz Heinrich Hartwig, der var født
i Haderslev, og i det indvendige prydet
med vægmalerier af den lokale kunstner
August Wilckens.
Og endelig fik Sønderborg en interessant
klump af offentlige bygninger omkring
krydset Østergade-Kongevej (i den tyske
tid: Bismarckstrasse−Kaiser-Wilhelm-
Allée). Den første var borgerskolen (i dag
Ahlmannskolen) i gotisk Neustil fra 1904,
tegnet af arkitekt Magnus Schlichting,
Flensborg (Sønderborg havde endnu ikke
nogen egen professionel arkitekt). Den
næste var den tyske rigsbank fra 1908,
som blev tegnet af lederen af kunsthåndværkerskolen
i Flensborg, Anton Huber.
EN FÆLLES KULTURARV 25
Rødding Borger- og
Realskole fra 1912
(Rytterdam 9) er en
af de mange smukke
”Dryander-skoler”
i det gamle Haderslev
Amt. Mange af
dem blev bygget af
den dansksindede
arkitekt Peder Gram,
Haderslev. Denne
skole blev dog tegnet
af den lokale arkitekt
L.P. Aakjær, der i 1909
slog sig ned i Rødding
med egen tegnestue
og kom til at præge
Rødding-egnen med
sine mange smukke
gårde og villaer (f.eks.
hans eget hus, Møgelmosevej
3, Rødding,
fra 1912). Foto BZ.

Den tidligere rigsbank
i Sønderborg, Kongevej
58, blev opført
af den tyske stat i
1908. Den ansvarlige
for byggeriet var
regeringsbygmester
Julius Habicht – men
arkitekten var den
spændende kunstner,
Anton Huber,
der i 1903 var blevet
udnævnt til leder af
kunsthåndværkerskolen
ved Flensborg
Museum og som i
1907 var medstifter af
”Deutscher Werkbund”,
forløberen til
det berømte ”Bauhaus”.
Foto BZ.
Og i 1911-12 blev der bygget to store
anlæg i hjemstavnsstil: Gymnasiet (Statsskolen),
der blev tegnet af de berømte
tyske arkitekter Jürgensen & Bachmann –
og det nye domhus, tegnet af statsarkitekt
Rellensmann i Flensborg.
Den danske bevægelses
arkitektur og bygninger
Fra o. 1890 opbyggede de dansksindede
i Sønderjylland som sagt et eget lille
forenings-Danmark. De første bygninger
26 EN FÆLLES KULTURAR V
blev egne forsamlingshuse, fordi de tyske
myndigheder ofte chikanerede private, der
lejede lokaler ud til danske møder. Samtidig
kom frimenighederne, hvor man kunne
holde gudstjeneste på dansk. Senere
kom en række nye og større opgaver, bl.a.
de danske højborge i byerne, Folkehjem i
Aabenraa (1910-11) og Sønderborghus i
Sønderborg (1913-14), de danske banker
i Haderslev og Aabenraa, »landbohjem« i
stationsbyerne m.m.
I starten gjaldt det bare om at få et hus
med tag; de første forsamlingshuse var

ydmyge murermesterhuse, ja det allerførste
i Skrave 1892 var af kampesten med
bliktag! Men ligesom de tyske myndigheder
med deres store og flotte bygninger
ville vise både magt og kultur i det omstridte
grænseland, ville også den danske
bevægelse vise det bedste af det bedste
fra dansk kultur. Derfor hentede man til
sine nye byggerier nogle af tidens kendteste
danske arkitekter, der også gerne ville
hjælpe landsmændene i Sønderjylland.
På Sønderborg-egnen brugte man således
selveste Martin Nyrop, arkitekten bag
det i hele Europa berømte Københavns
Rådhus (indviet 1901). Han tegnede
bl.a. Sønderborghus samt frimenighedskirken
i Stenderup (1902) og Sundeved
Forsamlingsgård i Vester Sottrup (1911).
I Aabenraa hentede man Johannes Magdahl-Nielsen
(København/ Svendborg) til
at tegne Folkehjem. Og den Aabenraafødte
Odense-arkitekt Niels Jacobsen
blev brugt både i Aabenraa til frimenighedskirken
Skt. Jørgen (1903-04) og Den
nordslesvigske Folkebank (1912) og til
frimenighedskirkerne i Skærbæk og Rødding
(begge 1909).
EN FÆLLES KULTURARV 27
Kristuskirken i Haderslev,
Laurids Skausgade
28, set fra bagsiden.
Frimenigheden
i Haderslev var en af
de første danske menigheder,
som kunne
bygge egen kirke. Det
skete i 1896-97, og
som arkitekt valgtes
Th. Hagerup, Kolding.
Kirken blev opført
som en romansk
korskirke med midtertårn,
i stilen helt på
linje med samtidens
danske kirkebyggeri.
Korskirke-princippet
med lige lange arme
var dog også udviklet
i Tyskland af den store
kirkearkitekt Johannes
Otzen. Foto BZ/ JTJ.

Opmålingerne af
gamle huse på Tønder-egnen
gav stødet
til en helt ny hjemlig
nationalstil i Danmark
– det, der blev
til Bedre Byggeskik. Et
af de mest kopierede
huse var dette på
Kirkestien i Møgeltønder,
gengivet i ”Gamle
Bygninger paa Landet
i Opmaaling, Fotografi
og Beskrivelse” I: 1909.
»Ud med Italien, leve
Møgeltønder«
Den første generation af danske bygninger
i Sønderjylland var typiske for den
nationalromantik, der prægede Danmark
o. 1900. Det var en national stil, der blandede
udenlandske forbilleder med danske
kirker, slotte og herregårde fra middelalderen,
alt udført i danske materialer som
tegl, kridtsten og granit. På den tid var der
således en klar forskel mellem den danske
arkitektur og den tyske Neustil med snart
hanseatisk nygotik, snart international Art
nouveau eller Jugendstil.
Men ligesom i Tyskland kom der også
i Danmark en reaktion mod de store
stilarter. Man ville tilbage til den gamle,
28 EN FÆLLES KULTURAR V
folkelige byggeskik og dens kvaliteter. En
af pionererne var højskolemanden P.V.
Jensen-Klint, der talte for en bedre uddannelse
af landbygmestrene; en anden
var Emma Gad, der kritiserede den nye
»stationsbyhæslighed« i landbyggeriet.
Men skulle arkitekterne lære den gamle
byggeskik at kende, måtte de ud og se og
føle, dvs. opmåle bygninger. I 1907 sendte
Foreningen af 3. December 1892, der var
samlingspunkt for den yngre generation af
arkitekter i København, det første hold ud
for at finde gode gamle danske huse. Og
dem fandt de i Møgeltønder og omegn. I
årene 1907, 1909, 1912 og 1913 opmålte
unge arkitekter gamle huse langs Vadehavet
fra Fanø i nord til Ejdersted i syd.
Mødet med den vestslesvigske byggeskik

var en åbenbaring for de unge arkitekter.
Her havde de fundet forbilledet for »en
ny hjemlig bygningskunst«. Og hurtigt
blev opgøret med al historicisme så stærkt,
at en af de ældre arkitekter i København,
Kristoffer Varming mente, at »det er
tydeligt nok, at der i de yngre og yngstes
kredse for tiden hersker en doktrin, der i
korthed udtrykt, lyder således: Ned med
Italien, leve Møgeltønder«.
Møgeltønder-stilen bredte sig over hele
landet, ikke mindst gennem Landsforeningen
for Bedre Byggeskik og dens
modeltegninger for det lille danske hus.
På den måde nærmede de to lande sig
stærkt hinanden i arkitekturen: Danmark
med Bedre Byggeskik og Slesvig-Holsten
med hjemstavnsstilen. Men hvor meget
danskerne kendte til Baupflege, ved vi ikke.
Der var på dette tidspunkt af nationale
EN FÆLLES KULTURARV 29
De unge opmålende
arkitekter fik også
opgaver hos dansksindede
sønderjyder.
Kai Gottlob fik f.eks.
opgaven med at
ombygge Brinks Gård
i Rørkær ved Tønder
1912. Det er svært at
se, hvad der stammer
fra tiden o. 1850 og
hvad fra 1912 – og
det var også meningen.
Gottlob viste sit
arbejde på Den frie
Architektforenings
udstilling i København
1915. Foto BZ/ JTJ.

En anden af de unge
opmålere var arkitekt
Sven Risom, der bl.a.
fik opgaver med at
tegne danske forsamlingshuse
i Ballum
og(som her) Jejsing
ved Tønder fra 1909.
Foto PD.
grunde kun få forbindelser mellem dansk
og tysk. Men det er tankevækkende, at
man i Danmark indførte »tegnehjælp«
og kurser for bygmestre, samtidig med at
Baupflege Tondern gjorde det. I hvert fald
er det i dag svært at se forskel på offentlige
slesvig-holstenske og danske bygninger
fra de sidste år før 1920.
30 EN FÆLLES KULTURAR V
Nogle af de unge opmålere fik opgaver
hos dansksindede sønderjyder; f.eks. Kai
Gottlob, der 1909 kom til at bygge en
købmandsgård i Skærbæk (i dag Skærbæk
Museum), stærkt præget af den lokale
hjemstavnsstil. Men o. 1910 stod også en
ny generation af sønderjysk fødte arkitekter
parat til at overtage opgaverne. Det

Efter Genforeningen byggede de lokale sønderjyske
arkitekter videre i den dansk-sønderjyske Bedre Byggeskik-tradition.
Men der kom også bygværker, inspireret fra
resten af landet. F.eks. Danebod Højskole, der i 1920-21
blev bygget som genklang af Ivar Bentsens arkitektur,
tegnet af Vallekilde-eleven Erik Olsen. Foto PD.
EN FÆLLES KULTURARV 31
Grænsetoldbygningen
i Kruså blev skabt
efter Genforeningen
1920 ved en om- og
tilbygning til den
gamle Kruså Kro,
med Andreas Dall
som arkitekt. Stilen
er typisk dansk Bedre
Byggeskik i den østsønderjyske
aftapning
med kalkede mure,
gavle og karnapper
som i sidegaderne i
Aabenraa. Foto PD.

Tårnet på Skt. Marie
Kirke i Sønderborg
havde i ”Lutheråret”
1883 fået et nygotisk
spir, tegnet af A.W.
Prale i Flensborg. I
1962 blev spiret ”afprøjset”,
dvs. forenklet
til sin nuværende skikkelse
(arkitekt: Helge
Holm).
var folk som Andreas Dall fra Jels, Peder
Gram fra Nustrup ved Haderslev, Peter
Callesen fra Aabenraa, Laurids P. Aakjær
fra Rødding og Jep Fink fra Stubbum ved
Haderslev. De unge arkitekter havde snart
uddannet sig i Tyskland, snart i Danmark,
men dyrkede alle forbindelsen til den
samtidige danske arkitektur.
De unge sønderjyder nåede ikke at bygge
meget, før Første Verdenskrig brød ud.
Peder Gram fik som nævnt lejlighed til
at bygge nogle af »Dryander-skolerne«
32 EN FÆLLES KULTURAR V
i hjemstavnsstil, og Jep Fink byggede
forsamlingshuse. Men efter Genforeningen
blev de landsdelens danske arkitekter,
der helt kom til at præge det offentlige og
fælles byggeri i Sønderjylland. Samtidig
begyndte Danmark og Tyskland igen at
fjerne sig fra hinanden i arkitektur og byggeskik:
Tyskland gik både mod Art déco i
en blanding af tradition og murstens-ekspressionisme
og mod modernismen med
Bauhaus. Og Danmark gik mod nyklassicismen,
senere mod funktionalismen. Men
det er en anden historie.
Fremmed eller fælles kulturarv?
Slesvig, det gamle Sønderjylland, har
skiftet mellem at være dansk og tysk, og
har siden 1920 været delt mellem to lande.
Ligesom landsdelen har fået flere sprog
og mindretal, er kulturarven, ikke mindst
bygningskulturen, også blevet flerkulturel
og flernational.
I mange år, hvor man dyrkede modsætningerne
i kampen om grænsen, var »de
andres kulturarv« ikke noget, man interesserede
sig for. I Tyskland interesserede
man sig ganske vist o. 1900-1920 en del
for gammel dansk arkitektur og genopdagede
bl.a. den store danske arkitekt
C.F. Hansens bygningsværker i Altona.
Men først i 1970´erne fik man i Slesvig-
Holsten øjnene op for danske fortidsminder
som Danevirke og den øvrige danske
arkitektur.

Aabenraas Skt. Nikolaj Kirke fik i 1908 sat et nygotisk tårn
over korsskæringen, tegnet af arkitekt Carl Voss i Kiel.
Dette tårn, der senere blev kaldt for ”dominerende, lidet
heldigt”, blev 1949-56 erstattet af en genskabelse af tagrytteren
fra 1700-tallet (arkitekt Kaare Klint). Foto PD.
Endnu sværere har vi haft det nord for
grænsen. I mange år var der en stærk
modstand mod alle »tyske« bygninger i
Sønderjylland. Ikke mindst efter 1945
begyndte man mange steder at gøre offentlige
bygninger mindre tyske, f.eks. ved
at forenkle facader og nedtage kirkespir
– ligesom ukendte sønderjyder i 1945
sprængte en række tyske nationale monumenter
i luften.
I dag er vi gået fra konflikt og modsætninger
til samarbejde og fællesskab i grænselandet.
På begge sider af grænsen bør vi
derfor kunne acceptere kulturarven, uanset
hvem der har skabt den. Tyskland har et
ansvar for de danske fortidsminder og
bygninger i Slesvig-Holsten fra før 1864
– og Danmark har et ansvar for den tyske
kulturarv fra perioden 1864-1920. Noget
af det gamle danske riges mest spændende
arkitektur ligger ved Elben. Og bygninger
som kredshuset i Tønder og den tidligere
folkehøjskole i Tinglev er helt centrale
monumenter i Slesvig-Holstens arkitekturhistorie.
Andre bygninger er eksempler
på tysk arkitektur af første klasse – f.eks.
marinestationen i Sønderborg (Sønderborg
Kaserne), Jürgensen & Bachmanns
EN FÆLLES KULTURARV 33
Den tidligere CF-gård,
det gamle domhus
i Aabenraa fra 1907,
blev som tinghus og
politigård udsat for
tysk ”Schalburgtage” i
1945. Bygningen blev
derefter restaureret
med fjernelse af alle
Baurat Jablonowskis
nygotiske prydelser
og kamtakker. Foto
PD.

Det gamle Kredshus
i Aabenraa,
var amtsgård for
Aabenraa Amt til efter
kommunalreformen
1970 – og derefter i
mange år hovedkvarter
for Sønderjyllands
Statsamt. Bygningen
er nu købt af den
lokale skibsreder
Hans Michael Jebsen
og hensynsfuldt
ombygget til kontorer.
Knap så hensynsfuldt
har Aabenraa
Kommune behandlet
omgivelserne, hvor
den smukke ”Genforeningshave”
(som ses
her) nu er raseret til
fordel for en skøjtebane!
Foto BZ/ JTJ.
statsskole i Sønderborg og Anton Hubers
villa for skibsreder Jebsen i Aabenraa.
Mange af de bygninger, det her drejer sig
om, har det udmærket. Men andre har
– bl.a. i forbindelse med kommunalreformen
– mistet deres oprindelige funktioner
og står nu over for nye anvendelser. Det
kræver respekt og omhu, når et gammelt
34 EN FÆLLES KULTURAR V
Kreishaus skal ombygges til almindelige
kontorer eller et gammelt domhus evt.
skal genbruges til ejerlejligheder. Vi håber,
bogen En fælles kulturarv kan bidrage til
en bedre forståelse af dette stykke kultur-
og arkitekturhistorie – og dermed til
bedre omsorg og sikring både fra ejere og
brugere, kommuner og region, Kulturarvsstyrelsen
og andre statslige myndigheder.

Litteratur
Adriansen, Inge: Danske erindringssteder. Monumenter,
mindesten og mødepladser, København:
Museum Tusculanum 2010
Adriansen, Inge & Peter Dragsbo (red.): Sønderjysk
kulturarv, Sønderjyske Museer 2003-04,
Aabenraa: Museumsrådet for Sønderjylland
2005
Andresen, Hans-Günther: Bauen in Backstein.
Schleswig­holsteinische Heimatschutz­Architektur
zwischen Reform und Tradition, Boyens: Heide
1989
Andresen, Hans-Günther: Hjemstavnskultur og
byggeskik I Slesvig-Holsten, i: Sønderjyske
Årbøger 2004
Bölke, Stefan: Die Marineschule Mürwik. Architekturmonographische
Untersuchung eines Repräsentationsbaues
des Kaiserlichen Marine, Frankfurt a.
M.: Europäische Hochschulschriften XXVIII
1998
Dragsbo, Peter: Ned med Italien, leve Møgeltønder
/ Eksempler på hjemstavnsstilen i Sønderjylland,
i: Sønderjysk Månedsskrift 10: 2003
Dragsbo, Peter: Sønderjyske forsamlingshuse, Sønderjyske
kulturmiljøer 10, Aabenraa: Kulturmiljørådet
for Sønderjylland 2007
Dragsbo, Peter: Nieder mit Italien, hoch Mögeltondern,
i: Nordelbingen 2009
Dragsbo, Peter: En ubekvem kulturarv? Tysk og
dansk arkitektur – mod hinanden og med
hinanden i Sønderjylland 1864-1920, i: Kasper
Lægring & Badeloch Vera Noldus (red.):
Skjulte skatte i grænselandet, København: Realdania
2010
Dragsbo, Peter & Kim Furdal: Fra degneskoler
til centralskoler, Sønderjyske kulturmiljøer 11,
Aabenraa: Kulturmiljørådet for Sønderjylland
2007
Fangel, Henrik: Haderslev bys historie 1864­1920,
Aabenraa: Gammelting, Historisk Samfund for
Sønderjylland & ISL 1996
Furdal, Kim: Detaljen i helheden, i: Inge Adriansen
m.fl .(red.): Under fælles hat, Sønderjyske
Museer 2008, Haderslev: Museum Sønderjylland
2008
Furdal, Kim: Det offentlige Aabenraa – en byvandring,
ISL: Aabenraa 2009
Huse, Norbert: Unbequeme Baudenkmale. Entsorgen?
Pflegen? Schützen? München: C.H.
Beck 1997
Jessen, Jørgen Toft: Stationsbygninger i Sønderjylland,
Sønderjyske kulturmiljøer 6, Aabenraa:
Kulturmiljørådet for Sønderjylland 2003
Jessen, Jørgen Toft: Peder Gram og andre arkitekter
i Haderslev 1909-37, i: Sønderjysk Månedsskrift
10: 2003
Kaatmann, Christian: Byggestil og byggeskik –
nationale strømninger i sønderjysk arkitektur
1850­1940, Aabenraa: Institut for Grænseregionsforskning
1988
Lauridsen, Inger: Lauritz Thaysen, arkitekt i
Tønder 1904-1930, i: Sønderjysk Månedsskrift
10: 2003
Lauridsen, Inger: Sønderjysk arkitektur gennem 900
år, Sønderjyske kulturmiljøer 12, Aabenraa:
Kulturmiljørådet for Sønderjylland 2006
Lauridsen, Inger: Sønderjyske frimenighedskirker,
Sønderjyske kulturmiljøer 13, aabenraa: Kulturmiljørådet
for Sønderjylland 2009
EN FÆLLES KULTURARV 35

Eksempler
Tønder Kommune
Jomfrustien 2, 6270 Tønder
Tønder kredshus
De hollandsk-frisiske gavle på det tidligere Kredshus i
Tønder symboliserede viljen til at bygge regionalt.
Foto SP.
36 EN FÆLLES KULTURAR V
Det gamle Kreishaus for Tønder Kreds er
en flot og festlig bygning, der præger sine
omgivelser i samspil med en række andre
markante bygninger: museerne i Tønder
med det gamle porthus fra Tønder Slot,
det nye Tønder Rådhus, Hotel Tønderhus
fra 1943 og den tidligere amtmandsbolig
fra 1768.
Kredshuset for Tønder Kreds er et centralt
monument i grænselandets arkitekturhistorie.
Det var så at sige denne bygning,
der startede den slesvig-holstenske hjemstavnsstil.
Forhistorien er, at landråden for
Tønder Kreds, Friedrich Bernhard Rogge
(landråd 1904-14) i 1904 udskrev en
konkurrence om bygning af et nyt kredshus
i Tønder. I betingelserne for konkurrencen
var understreget, at bygningen
skulle »tage udgangspunkt i den hjemlige
byggeskik«. Dette var uden tvivl inspireret
af den netop afholdte konkurrence
om museet i Flensborg, hvor et projekt i
italiensk højrenæssance netop var blevet
forkastet til fordel for et projekt i hollandsk-nordisk
renæssance. Vinderne af
konkurrencen blev de berlinske arkitekter
Paulus, Dinklage og Lilloe. I bygningen
har arkitekterne brugt elementer fra hele
Nordsøkysten: hollandske gavle, »Tønderkarnapper«,
tegltag, smukt murværk og
småsprossede vinduer – alt samlet i »nystilens«
frie og maleriske helhed.

Landråden var begejstret. Han udtalte
efter indvielsen, at »denne bygning, der
som det første bygningsværk i lang tid
igen bragte de hjemlige former til ære og
værdighed i kredsen, udgør et vendepunkt
for genoplivelsen af den gamle hjemlige
bygningskunst«. I kølvandet på kredshuset
stiftede Rogge samen med Heimatschutzarkitekten
Carl Voss fra Kiel og lokale
personligheder i 1908 foreningen BaupflegeTondern,
der i de kommende år kom til
at sætte sit afgørende præg på både Tøn-
Den festlige karnap på Kredshuset er halvt borgtårn, halvt
Tønder-karnap. Foto BZ.
deregnen og hele den slesvig-holstenske
byggeskik og arkitektur.
Bygningen fungerede 1907-20 som kredshus
for Tønder Kreds, derefter til 1970
som amtshus for Tønder Amt. I årene
1970-2006 rummede den administration
for Sønderjyllands Amt, i dag bruges den
af Tønder Kommune. Bygningen står i
dag ret intakt bevaret, selv om de mange
vinduesruder desværre er udskiftet med
termoglas. I det indre er også bevaret
meget af den oprindelige stil, bl.a. den
pompøse hovedtrappe og den tidligere
amtsrådssal med vægmalerier af den frisiske
maler Jesse Gossen.
EN FÆLLES KULTURARV 37
Også i det indre er
Kredshuset i Tønder
langt hen ad vejen
velbevaret. Her ses
hallen med døre og
trappeforløb. Foto SP.

Statsskolen i Tønder,
opført 1907 som
Ober- und Realschule,
blev den unge lokale
arkitekt Lauritz Thaysens
første og største
værk. I den storladne
bygning blandes motiver
fra ”Neustil” og
nybarok med lokale
motiver. Foto SP.
Popsengade 23, 6270 Tønder
Tønder Statsskole
I årene efter 1900 skete der en modernisering
af undervisningsvæsenet i Sønderjylland.
Ud over en lang række nybygninger
til folkeskolerne (f.eks. Dryander-skolerne
i Haderslev Amt), blev der opført
nye gymnasier (Ober­ und Realschulen)
38 EN FÆLLES KULTURAR V
i Aabenraa (1905), Tønder (1907) og
Sønderborg (1911-12). I Tønder blev der
udskrevet arkitektkonkurrence om opgaven,
som blev vundet af den unge lokale
arkitekt, Lauritz Thaysen.

Lauritz Thaysen var født 1880 i Tønder,
og nedsatte sig efter uddannelse på den
tekniske skole i Eckernförde og arkitektskolen
i Darmstadt, som arkitekt i Tønder
1904. Her vandt han allerede samme år
en konkurrence om kommuneskolen i
Løgumkloster (nu kommunal administration),
men gymnasiet blev hans egentlige
gennembrud. I 1908 var Thaysen sammen
med landråd Rogge en af stifterne af Baupflege
Tondern og hans mange bygninger,
der endnu i dag præger Tønder og omegn,
blev smukke eksempler på hjemstavnsstilen.
I 1910 blev Thaysen udnævnt til
stadsbygmester, og på den måde var han
med til at sikre, at byens byggeri overholdt
normerne for smuk og hjemlig byggeskik.
Gymnasiet i Tønder er et storladent trefløjet
anlæg i tre etager, kronet af mægtige
mansard- og valmtage. Bygningskroppen
er flot komponeret til en spændende
helhed med gavle, tagkviste, dørpartier
og karnapper. I detaljerne er bygningen
meget præget af hjemstavnsstilen med de
store hvide sprossede vinduer i det røde
murværk, brugen af »Tønder-karnapper«
og vinduesstik. En særlig flot detalje er
karnapudbygningen i 1. sals højde ud for
festsalen med et murstensrelief af Tønders
byvåben, et tremastet sejlskib.
Gymnasiet blev udvidet både i 1935 og
1958-65, men den oprindelige hovedbygning
har stort set bevaret sin oprindelige
karakter. Sammen med gymnasiet i Sønderborg
hører gymnasiet i Tønder hjemme
I Statsskolens nordgavl har Lauritz Thaysen ud for festsalen
tilføjet en karnap med Tønders byvåben, et tremastet
sejlskib, i reliefmurværk. Foto SP.
på undervisningsarkitekturens top 10, ikke
bare i Sønderjylland, men i hele Danmark.
EN FÆLLES KULTURARV 39

Landbrugsskolen i
Tønder, bygget 1912,
er tegnet af Lauritz
Thaysen; fredet i 2002.
Foto SP.
Ribe Landevej 30, 6270 Tønder
Den tidligere landbrugsskole
I begyndelsen af 1900-tallet indledte de
tyske myndigheder i Slesvig-Holsten som
nævnt en offensiv, der skulle vende den
nordslesvigske ungdom bort fra de danske
høj- og efterskoler nord for Kongeåen.
40 EN FÆLLES KULTURAR V
I første omgang grundlagdes egentlige
folkehøjskoler i Tinglev og Nordborg –
men da disse stort set kun blev brugt af
unge piger, besluttede man at anlægge en
landbrugsskole i Tønder.

Også for dette byggeri blev der udskrevet
offentlig arkitektkonkurrence – og den
blev som i tilfældet med realskolen (gymnasiet)
vundet af arkitekt Lauritz Thaysen,
Tønder. Skolen nåede dog kun at modtage
et hold elever, inden Første Verdenskrig
brød ud – og efter Genforeningen blev
bygningerne overtaget af Landbrugsministeriet
og bl.a. udlejet til Det danske Hedeselskab
til hovedkvarter for de mange
jordforbedrings- og landvindingsarbejder
i det vestlige Sønderjylland. I dag bruges
bygningen af AOF som sprogskole.
Den tidligere landbrugsskole er et af
Laurits Thaysens typiske værker i bedste
hjemstavnsstil. Bygningen er delt i to,
hvor den nordlige del af bygningen har
mansardtag med tætsiddende tagkviste,
mens den højere sydlige ende er i to fulde
etager. Samtidig er vinduesstikkenes højde
forskellig i de to dele, og sammen med
placeringen af døre og trapper giver det
den store bygningskrop en let og varieret
form. Bygningen er stort set intakt bevaret
fra opførelsen, og blev som en af de få offentlige
bygninger fra den tyske tid fredet
i 2002. Det var en god beslutning!
Ikke meget adskiller den tidligere landbrugsskole i Tønder
fra 1920´ernes danske Bedre Byggeskik-bygninger –
måske kun den lille buede ”flagermuskvist” i taget?
Foto SP.
EN FÆLLES KULTURARV 41

Nørregade 31, 6270 Tønder
Det tidligere domhus
Når man fra Torvet i Tønder ser op ad den
smalle Smedegade, ser man for enden en
statelig bygning i typisk hjemstavnsstil.
Det er det tidligere domhus for Tønder
kreds, som blev opført 1914-16, og som
fungerede som domhus og politigård indtil
1957 (i dag retsbygning).
Domhuset blev af statsarkitekt Gyßling
udformet i en blanding af hjemstavnsstil
og nybarok, karakteristisk med sit
store mansardtag og det fremhævede
midterparti med den pragtfuldt udskårne
hoveddør flankeret af to Tønderkarnap-
Domhuset i Tønder fra 1914-16 er meget i familie med
Tønders gamle 1700-tals bygninger. Foto SP.
42 EN FÆLLES KULTURAR V
Domhusets hovedindgang. Foto SP.
per, tydeligt inspireret af karnapperne på
”Digegrevens Hus” på Vestergade (1777).
Arkitekt Gyßling var også, sammen
med den lokale arkitekt Lauritz Thaysen
med til at bygge den tidligere pigeskole,
Alexandrineskolen, i 1913 (nu Tønders
politigård).
Med kredshuset, statsskolen, domhuset,
Alexandrineskolen og landbrugsskolen fik
Tønder i årene 1907-15 en perlerække af
store smukke bygninger i hjemstavnsstil.
Det velbevarede domhus hævder sig, trods
den lidt konventionelle barokstil, smukt i
femkløveret.

Allégade 24, 6270 Tønder
Dr. Sieverts villa
Villaen Allégade 24 blev bygget i 1910
for dr.jur. Sievert med Anton Huber som
arkitekt. I 1939 blev huset købt af Statens
Jordlovsudvalg og brugt af dette til 2008,
hvor det igen overgik til privateje.
Anton Huber er en af de mest spændende
arkitekter fra tiden op mod 1914. Han
var udlært i Stuttgart, men blev i 1903 af
lederen af museet i Flensborg, Ernst Sauermann,
hentet til Flensborg som leder
af den nystartede kunsthåndværkerskole.
Huber var en af pionererne i den moderne
tyske kunst, og han var i 1907 medstifter
af Deutscher Werkbund – en sammenslutning
til fremme af det gode håndværk og
industriel design, som bl.a. gødede jordbunden
for det berømte Bauhaus, stiftet
1918. Fra sin post i Flensborg fik Huber
også en række byggeopgaver, bl.a. villaer
i Flensborg, men hans hovedværker fra
denne tid ligger i det nu danske Sønderjylland:
skibsreder Jebsens villa »Lensnack«
i Aabenraa (se Lindsnakkevej 95)
og dr. Sieverts villa i Tønder.
Anton Huber har udformet Allégade
24 som et to etager højt langhus i rødt
murværk med et helvalmet, stærkt udhængende
tag. Markante elementer er den
halvrunde midterrisalit og de store palævinduer
med skodder. På muren er anbragt
stenrelieffer af samme slags, som Huber
satte på Jebsens villa og rigsbanken i Sønderborg.
Foran huset er forhaven omgivet
af murpiller og stensætning, og her befinder
sig også en lille bro, der gik over den
nu tørlagte Skt. Laurentius Strøm – alt
udført i kampesten, som gentager husets
sokkel. Det fine anlæg, der i arkitekturen
kombinerer hjemstavnsstilen med den
moderne Neue Sachlichkeit, som var på vej i
Tyskland, blev bygningsfredet i 2010.
EN FÆLLES KULTURARV 43
Dr. Sieverts villa,
Allégade 24 i Tønder,
har alle hjemstavnsstilens
karakteristika:
rødt murværk, sprossevinduer
og hvide
skodder – men tilsat
de typisk Huberske
relieffer på muren,
udført på Kunsthåndværkerskolen
i
Flensborg. Foto SP.
Dr. Sieverts villa er
en velkomponeret
helhed; den halvrunde
midterrisalit
var et udbredt motiv i
samtidens tyske villaarkitektur.
Foto SP.

Bag hovedbygningen
omslutter mure og
udhuse en lille hyggelig
gårdsplads, godt
skærmet mod den
barske vestenvind.
Foto SP.
Vestervej 1, Hjerpsted, 6280 Højer
Den tidligere tolderbolig
Helt ude ved kanten af Vadehavet, i den
gamle landsby Hjerpsted, ligger et lille
stråtækt anlæg, der ved første øjekast ser
ud til at være et af landsbyens mange
gamle huse. Men det er den tidligere
toldopsynsbolig, bygget 1912 i fineste
hjemstavnsstil. Anlægget består af en
hovedbygning og et udhus, forbundet af
en læmur i nord, alt i røde mursten med
stråtag og hvide sprossede vinduer. Mod
gården er der desuden over indgangen et
pynteligt lille stråtækt vindfang, og hele
anlægget er intakt, bortset fra en ny havedør
og et flyttet vindue.
Bygningen blev fremhævet af land råd
Rogge, Tønder, i hans gennemgang af
Baupflege-bevægelsens resultater 1912 i
Kunstkalender für Schleswig­Holstein. Men
hvem der har tegnet bygningen, ved vi
ikke − men meget sandsynligt er det statsarkitekt
Rellensmann i Flensborg. Han
44 EN FÆLLES KULTURAR V
Den tidligere toldopsynsmandsbolig i Hjerpsted er et
eksempel på hjemstavnsstilen fra 1912. Foto BZ/ JTJ.
stod netop på dette tidspunkt som ansvarlig
for justits- og toldvæsenets bygninger
i Slesvig, og byggede desuden skole og
gendarmbolig i det nærliggende Ballum.
Genindførelsen af stråtage, der ellers var
blevet forbudt af brandmyndighederne,
var en af Baupflege Tonderns mærkesager.
Gennem forsøg udviklede man nemlig
et mere brandsikkert stråtag, det såkaldte
Gernentz-tag.
Det lille anlæg er forbløffende velbevaret,
også i det indre, og fortjener anerkendelse
som et af hjemstavnsstilens mest vellykkede
mindre byggerier – i pragtfulde
omgivelser.

Storegade 47, 6780 Skærbæk
Skærbæk Museum
Den tidligere købmandsgård, i dag Skærbæk
Museum, er tegnet i 1909 for købmand
H. J. Hansen af den unge danske
arkitekt Kai Gottlob. Gottlob havde
samme sommer været på »Foreningen af
3. Decembers« anden opmålingsrejse til
Tønderegnen, og i forbindelse hermed
var han kommet i forbindelse med den
dansksindede købmand.
Anlægget, der ligger på et hjørne i den
vestlige ende af hovedgaden, består af tre
fløje samt en bagbygning i to etager. Bygningen
er i rødt murværk med småspros-
sede hvide vinduer, forsynet med pyntelige
skodder. Taget er udformet som mansardtag
med brede »taskekviste«, og hoveddøren
mod vest er flankeret af bislagsten
i sandsten og kronet med et overvindue i
ægte Jugendstil.
Ifølge en tradition i Hansen-familien var
Gottlob inspireret af den model-købmandsgård,
som samtidig blev opført på
Landsudstillingen i Århus 1909 som led
i »Stationsbyen«, der skulle vise, at man
godt kunne bygge smukt og hjemligt i
stationsbyerne. Ligheden er ikke slående –
EN FÆLLES KULTURARV 45
Museet i Skærbæk,
opført som købmandsgård
af Kai
Gottlob 1909, er
måske den mest
spændende af alle
sønderjyske bygninger
fra tiden o. 1910 –
et unikt eksempel på
krydspunktet mellem
den slesvig-holstenske
hjemstavnsstil
og den danske vej
til bedre Byggeskik.
Foto SP.

Alt i Skærbæk Museums
bygning vidner
om viljen til at bygge
”hjemligt”. Dog er
feltet over hovedindgangen
udført i smukkeste
Jugendstil med
brug af stilens typiske
”Christiansen-roser”,
opkaldt efter kunstneren
Hans Christiansen,
Flensborg/ Darmstadt.
Foto PD.
Gottlobs købmandsgård er mere i familie
med de første offentlige tyske bygninger i
hjemstavnsstil, ikke mindst Folkehøjskolen
i Tinglev, som stod færdig i 1908, og
som de unge arkitekter uden tvivl har fået
fremvist som et smukt eksempel.
Bygningen var indtil 1985 købmandsgård;
derefter blev den købt af Skærbæk Kommune
og stillet til rådighed for Skærbæk
Museum, som siden 2008 har været en
del af Museum Sønderjylland. Bygningsanlægget
er næsten intakt bevaret i det
46 EN FÆLLES KULTURAR V
ydre og indre. Kun er taget mod gaderne
en gang i 1930´erne blevet udskiftet med
asbestplader (kunstskifer), mens bygningerne
mod gården har bevaret det oprindelige
tegltag, og desuden er der et par
plasticvinduer, som let kan udskiftes.
Skærbæk Museum er et hovedværk i
dansk og slesvig-holstensk arkitektur – et
unikt krydspunkt mellem hjemstavnsstilen
og Bedre Byggeskik i Møgeltønder-traditionen,
som fortjener at blive bygningsfredet.

Ballum Sluse 1, 6261 Bredebro
Ballum Slusekro
Ude i den store øde Ballum-marsk, kun i
selskab med slusen og de bevarede gamle
pumpemøller, ligger en lille hjemligt
udseende kro og indbyder til et stop i
det fredfyldte landskab. Det er Ballum
Slusekro, som i 1915 blev indviet i forbindelse
med færdiggørelsen af Ballumdiget.
Kroen var tænkt både som betjening af
de rejsende til Rømø, som fra den tid
til færdiggørelsen af Rømø-dæmningen
sejlede fra Ballum Sluse, og som mødested
for digelauget for Ballummarsken. Kroen
ejes fortsat af digelauget, og lauget mødes
stadig på kroen, både til de almindelige
forsamlinger og når der er stormflodsberedskab.
Kroen består af et hovedhus i en etage
i røde sten med hvide vinduer, forsynet
med skodder, en hvid trekantet »Tønderkarnap«
og over facaden en »friserkvist«
på to fag samt en tilbygget vognport. I det
indre er interiøret fra 1915 næsten intakt
bevaret. I krostuen og digelaugets stue står
stadig de originale siddemøbler i en slags
frisisk bondestil. Stolene i digelaugets
EN FÆLLES KULTURARV 47
Som en ø i et uendeligt
hav ligger Ballum
Slusekro alene ude
i Ballum-marskens
grønne flade. Det fine
lille anlæg i hjemstavnsstil
fra 1915 er
i det ydre lidt plaget
af plasticvinduer og
moderne tegl, men i
det indre til gengæld
et enestående bevaret
”Gesamtkunstwerk”.
Foto BZ/ JTJ.

Digelaugets stue i Ballum Slusekro står, bortset fra billederne af Dronning Margrethe
og Prins Henrik, stort set uændret siden 1915. På de gedigne stole i frisisk bondestil
ligger fortsat de originale hynder, vævet af Maria Lübke i Skærbæk. Foto SP.
48 EN FÆLLES KULTURAR V
har flosvævede hynder i folkelige mønstre,
udført af Maria Lübke, der i årene
frem til 1919 fortsatte virksomheden fra
den i 1904 krakkede berømte væveskole i
Skærbæk. I stuerne ses også to pragtfulde
Jugendstil-ovne fra Carlshütte ved Rendsborg,
et gammelt standur fra Fredriksstad
samt på væggene bl.a. samtidige reproduktioner
af værker af nordfrisiske malere
som Jessen-Deezbüll.
Den ansvarlige for bygningen var digeinspektør
Hinrichs, der også stod for
hele digebyggeriet og slusen. Men om
han har haft en af de slesvig-holstenske
hjemstavnsstil-arkitekter til at hjælpe med
tegningen, er muligt. I lokalsamfundet var
man meget tilfreds med den »hjemlige«
byggeskik og hjalp i høj grad Hinrichs
med indretningen. Men ville Hinrichs
gøre tingene for frisiske, protesterede man:
»Vi ville ikke sidestilles med de tyske«.
Hjemstavnsstilen var nemlig et todelt fællesskab:
For slesvig-holstenerne var det en
regional stil i det tyske rige, for de dansksindede
nordslesvigere en bekræftelse på
landsdelens danske kultur.
Ballum Slusekro er et sandt Gesamtkunstwerk,
der på mirakuløs vis har overlevet til
vore dage. Desværre har digelauget udskiftet
alle vinduer med plasticvinduer, og
det tidligere tag med »bæverhaler« (små,
flade tegl med rund underkant) er ændret
til almindelige tegl. Men ingen af delene
er irreversible; Slusekroen kan nemt føres
tilbage til sin oprindelige skikkelse.

Sønderbyvej 3, Møgeltønder, 6270 Tønder
H.C. Davidsens første hus
Møgeltønder – den by, hvis gamle huse
mere end noget andet gav inspirationen til
både den slesvig-holstenske hjemstavnsstil
og den danske Bedre Byggeskik – har,
ud over de mange huse fra 1700-tallet og
første halvdel af 1800-tallet, også en lang
række meget smukke huse i hjemstavnsstil
og Bedre Byggeskik. De er stort set alle
bygget af godsinspektør ved Schackenborg,
H.C. Davidsen.
H.C. Davidsen kom i 1896 til Schackenborg
godskontor hos den dansksindede
greve Schack, og var i 53 år, fra 1903 til
EN FÆLLES KULTURARV 49
Sønderbyvej 3, Møgeltønder.Godsforvalter
H.C. Davidsen,
Schackenborg, var
dansksindet, men
deltog i stiftelsen af
”Baupflege Tondern” i
1908. Foto SP.

Indgangsdøren på
Sønderbyvej 3 er en
smuk kopi af en af
Tønder bys mange
fine Louis-Seize-døre.
Foto SP.
1955, godsets inspektør. Sammen med
fotograf Theodor Möller begyndte Davidsen
tidligt at tage billeder af egnens
gamle byggeskik, og i 1908 var han med
til at stifte Baupflege Tondern. Davidsen
var sandsynligvis også medvirkende til, at
de unge danske arkitekter på deres første
opmålingsrejser i 1907 og 1909 i høj
grad koncentrerede sig om Møgeltønder
og omegn. Omkring 1910 begyndte
Davidsen at udføre tegninger til huse på
Schackenborg gods, siden i hele Møgeltønder,
ofte med råd og vejledning fra
50 EN FÆLLES KULTURAR V
hans gode ven, arkitekt Lauritz Thaysen i
Tønder. Efter 1920 stod Davidsen i nær
kontakt med Landsforeningen for Bedre
Byggeskik, og i foreningens ånd stillede
han også tegninger gratis til rådighed for
bygmestre, der ville bygge i Møgeltønderstil.
Det første hus, som H.C. Davidsen tegnede,
var Sønderbyvej 3 fra 1910. Huset
er et traditionelt Møgeltønder-hus i røde
mursten med hvide sprossevinduer med
skodder, en smuk hoveddør, murankre
og en friserkvist over midten – ganske
svarende til de mønstertegninger, som
Bau pflege Tondern udgav i 1908-09. Kun
adskilt af et ægte 1700-tals hus ligger to
andre næsten ens Davidsen-huse, Sønderbyvej
9-11 fra 1923.

Aabenraa Kommune
H.P. Hanssens Gade 42, 6200 Aabenraa
Det gamle kredshus
I 1904 var udbygningen af de sønderjyske
kredshuse nået til Aabenraa under den
farverige landråd Rafael Posé Perfecto
von Uslar. Som placering blev valgt byens
markedsplads ved den nedre ende af Rådhusgade,
som i de år var ved at udvikle sig
byens centrum med den nye amtsbanesta-
tion fra 1898 og borgmesterens villa. Som
arkitekt valgtes Baurat Friedrich Wilhelm
Jablonowski i Haderslev.
Kredshuset i Aabenraa er et af Jablonowskis
fineste og mest vellykkede bygværker.
Hvor nogle af hans bygninger, f.eks. det
EN FÆLLES KULTURARV 51
Festligt og storslået
dominerer Fr. Wilh.
Jablonowskis kredshus
i Aabenraa det
forvirrede trafikcentrum
i Aabenraa.
Foto SP.

Østfacaden mod Madevej
med det store
nygotiske trepasvindue
til den tidligere
mødesal. Foto SP.
samtidige gymnasium, kan virke bombastiske
og højbenede, er kredshuset et sikkert
komponeret vinkelanlæg i 2 ½ etage
med facader til alle sider. Arkitekturen er
præget af den hanseatiske nygotiks brug af
rødt murværk med hvide detaljer, glaserede
tegl og formsten, blændinger og buestik.
Mod Markedspladsen har hovedfacaden
høje valmgavle og hjørnetårnet, mens
hovedindgangen i gården mod nord ligger
i et tårnparti med et stort mosaik vindue.
Bygningen er ret velbevaret i det ydre, med
nye vinduer udført som de oprindelige.
52 EN FÆLLES KULTURAR V
Kredshuset blev i 1920 amtshus for
Aabenraa Amt og blev efter byggeriet af
den nye amtsgård for Sønderjyllands Amt
overtaget af Sønderjyllands Statsamt. Ved
kommunalreformen 2006 rykkede statsamtet
andetsteds hen, og bygningen er nu
solgt til et lokalt ejendomsselskab, knyttet
til Jebsens Rhederi, som værdsætter god
arkitektur. Bygningen er Sønderjyllands
bedste repræsentant for Jablonowski-tidens
nationalromantiske offentlige bygninger
og derfor meget bevaringsværdig.

Haderslevvej 7, 6200 Aabenraa
Folkehjem
På grund af de stigende vanskeligheder
med at finde kroværter, der turde lægge
hus til danske møder, gik de dansksindede
sønderjyder fra 1892 i gang med at bygge
forsamlingshuse overalt i Sønderjylland.
I starten byggedes husene mest på landet,
men fra omkring 1900 fik også byerne
danske forsamlingsbygninger.
Et stort skridt fremad mod egne huse var
det, da Sprogforeningen i 1900 købte den
tidligere restaurant Schweiz ved Nørre
Chaussée (nu Haderslevvej) i Aabenraa.
Restauranten blev omdøbt til »Folkehjem«,
og i 1909 besluttede Sprogforeningen
at foretage de første udvidelser af de
gamle restaurationsbygninger til dansk
EN FÆLLES KULTURARV 53
Magdahl Nielsens indgangsparti
til det danske
forsamlingshus i
Aabenraa, Folkehjem,
fra 1910, rummer flere
motiver: Indgangens
granitsøjler er hentet
fra ark. Rolf Schrøders
”Grundtvigs Hus” i
København – mens
svalegangen rummer
citater både fra
danske højskoler
og fra Folkehjems
forgænger, restaurant
”Schweiz”. Foto SP.

Folkehjems bagbygning
med den store
festsal rummer mere
gængse motiver fra
den samtidige danske
nybarok: lidt herregård,
lidt palævilla og
et lille Christiansborgspir.
Foto SP.
forsamlingshus, læsestue og boglager for
Sprogforeningen, der bl.a. drev de mange
danske lånebiblioteker i Sønderjylland.
Til om- og tilbygningen valgte Sprogforeningen
den danske arkitekt Johannes
Magdahl-Nielsen, der var i gang med
frimenighedskirken i Rødding. Den gamle
restaurant var bygget i karakteristisk
»schweizerstil« med spidsbuede vinduer
og udhængende tage. Over for denne
satte Magdahl-Nielsen den nye hovedbygning
som en grundtvigsk borg med et
indgangsparti flankeret af kraftige granitsøjler
og foroven et galleri, egnet som
platform for folketalere. Det var da også
herfra, de danske sønderjyders førstemand
H.P. Hanssen i november 1918 fremlagde
kravet og planen for, at Sønderjylland
kunne stemme sig hjem til Danmark efter
Tysklands nederlag i Første Verdenskrig.
54 EN FÆLLES KULTURAR V
Til indgangsbygningen knyttede sig så
som en sidefløj den store bygning, der
rummede den store forsamlingssal.
Indgangsbygningen på Folkehjem var i
familie med den grundtvigske bevægelses
hovedborg i København, Grundtvigs
Hus fra 1906-08, mens sidefløjen med sit
store mansardtag havde mange ligheder
med Magdahl-Nielsens mønster-forsamlingshus
i »Stationsbyen« på Landsudstillingen
i Århus 1909. Folkehjem blev på
den måde et synligt symbol for de stærke
forbindelser mellem de danske sønderjyder
og det grundtvigske Danmark. I
1912 skrev sønderjyden N. Hansen om
Folkehjem, at det var »vort smukkeste
forsamlingshus, en bygning, som selv vore
modstandere må indrømme, vi har grund
til at være stolte af«.
I 1920´erne blev det gamle »Schweiz«
erstattet af en nybygning. Men da Folkehjem
i 1980 blev en del af Det sønderjyske
Landsbibliotek, blev denne bygning atter
nedrevet til fordel for de moderne biblioteksbygninger.
På den måde er det nu det
oprindelige Folkehjem fra 1909-11, der
står bevaret. Det er et flot og centralt monument
over den danske bevægelses styrke
i de sidste tyve år før Genforeningen.

Kirkebakken 21, 6200 Aabenraa
Skt. Jørgens Kirke
De sønderjyske frimenigheder opstod
både som svar på den officielle tyske kirke
og som en parallel til den grundtvigianske
bevægelse i Kongeriget. Den første frimenighed
syd for Kongeåen blev grundlagt
1874 i Rødding, den næste blev Bovlund i
1879. I 1890´erne kom der for alvor gang
i det sønderjyske frimenighedsliv; en af
de sidst grundlagte blev menigheden i
Aabenraa, der stiftedes i 1895.
Menigheden startede med at holde
gudstjenester i det danske forsamlingshus
Folkehjem. Men i 1902 blev der holdt en
beskeden arkitektkonkurrence om en ny
kirke. Der kom tre forslag, og heraf valgtes
et, udarbejdet af arkitekt Niels Jacobsen,
Odense,der var født i Aabenraa som søn
af en af de sidste skibsbygmestre. Den nye
kirke blev opført på en bakke oven for
Folkehjem, blev indviet 1903 og fik navnet
»Skt. Jørgen« efter den Jørgensgaard
(spedalskhedshospital), som havde ligget i
kvarteret i middelalderen.
Skt. Jørgen i Aabenraa er typisk for det
samtidige kirkebyggeri i Danmark, hvor
man i reaktion mod historicismen søgte
tilbage til den tidlige middelalder og
kombinerede med elementer fra danske
landsbykirker og dansk »skønvirke«. Kirken
er stærkt inspireret af Hellerup Kirke
i København, der i 1899-1900 blev byg-
get af arkitekt Thorvald Jørgensen (mest
kendt som Christiansborgs arkitekt).
Herfra er bl.a. hentet den karakteristiske
facade, hvor tårnet med skrå tagkamme
breder sig ud i samme bredde som skibet,
rosetvinduet over indgangen og spirets
let udadbuede sider. Portalen med granitkvadrene
er samtidig stærkt i familie med
portalen på Folkehjem. Også i det indre
var kirken præget af det karske og rustikke
EN FÆLLES KULTURARV 55
Skt. Jørgens frimenighedskirke
i Aabenraa
er en smuk aflægger
af det samtidige
danske kirkebyggeri.
Foto SP.

Kirkesalen i Skt. Jørgen, Aabenraa, med det typisk nationalromantiske bjælkeloft.
Foto SP.
56 EN FÆLLES KULTURAR V
med skrå bræddelofter og synlige spær
samt inventar i brunbejdset fyrretræ. Efter
1920 blev Skt. Jørgen sognekirke for den
nordlige del af byen, og der blev nu bygget
en smuk præstegård, tegnet af arkitekt Jep
Fink.
Skt. Jørgen i Aabenraa viser som de andre
frimenighedskirker, hvor meget den danske
bevægelse i Sønderjylland knyttede sig
til Danmark i det kirkelige og åndelige liv.

Lindsnakkevej 95, 6200 Aabenraa
Villa Lensnack
I 1909 ønskede den markante skibsreder,
senator i Aabenraa byråd, Michael Jebsen
at bygge ny villa til sig og familien på et
areal ved fjorden, der egentlig skulle have
været brugt til skibsværft. Michael Jebsen
havde i de foregående år med stor succes
klaret omstillingen af det mere end 150 år
gamle familierederi fra sejl til damp og var
samtidig en af de mest fremtrædende personer
i den tyske forening for det nordlige
Slesvig, hovedmand bag etableringen af
Knivsbjerg som tysk mødested i Sønderjylland.
Der var derfor både økonomi og
anledning til at ønske sig noget ud over
det sædvanlige.
Som arkitekt valgte Michael Jebsen Anton
Huber, der siden 1903 havde været
leder af kunsthåndværksskolen ved museet
i Flensborg. Huber kom fra kunstakademiet
i Stuttgart og var en af pionererne
inden for tysk kunst og arkitektur, i 1907
medstifter af Deutscher Werkbund – en bevægelse
for kvalitet og design i håndværk
og industri og en af forudsætningerne for
det berømte Bauhaus 1918. Anton Huber
byggede også enkelte villaer, bl.a. i Flensborg
og Tønder (se Allégade 24). Villa
Lensnack er Hubers absolutte hovedværk
og står, bortset fra moderniseringer af
køkken- og badefaciliteter, velbevaret som
et ægte Gesamtkunstwerk.
Bygningen er i to etager og formet klart
og enkelt med hovedvægt på de to halvrunde
siderisalitter på fjordsiden, opdelt
af tæt siddende murpiller og kronet med
kobbertækkede tagkupler. Derudover
er der over døre og andre steder opsat
stenrelieffer, der formentlig stammer fra
kunsthåndværksskolen i Flensborg og som
også kan ses i Hubers rigsbankbygning i
Sønderborg (Kongevej 58). I det indre er
ikke blot hallen med hovedtrappen og den
tilstødende sal med vægmalerier bemærkelsesværdige,
men overalt i huset er bevaret
originale paneler, loftslamper, glasruder
og inventar fra 1910-12. Villa Lensnack er
i enhver henseende enestående.
EN FÆLLES KULTURARV 57
Skibsreder Jebsens
store ”Villa Lensnack”
ved Aabenraa Fjord
blev Anton Hubers
hovedværk i Slesvig
og står både i det ydre
og indre velbevaret
som et internationalt
”Gesamtkunstwerk”.
Foto SP.

Beredskabsstyrelsens
skole i Tinglev.
Så hjemligt synes
Dannebrog at passe
med den lange lave
bygning med det
store tegltag. Og så er
der dog tale om den
første tyske folkehøjskole
i Nordslesvig,
tegnet af tre Berlinerarkitekter.
Med denne
bygning gik den lokale
byggeskik og den
tyske hjemstavnsstil
op i en højere helhed.
Foto SP.
Nørremarken 21, 6360 Tinglev
Den tidligere tyske folkehøjskole
I årene omkring 1900 var stadigt flere
unge mænd og piger fra dansksindede
hjem i Sønderjylland begyndt at strømme
op til de danske høj- og efterskoler nord
for Kongeåen for at lære dansk sprog
og kultur, støttet af den sønderjyske
sprogforening. De tyske myndigheder i
Slesvig-Holsten fandt sammen med den
tyske forening for det nordlige Slesvig,
at der måtte sættes ind med et kulturelt
modstød, der kunne redde de unge fra
den farlige danske vej. En væsentlig del af
modstødet skulle være tyske efterskoler,
folkehøjskoler og landbrugsskoler efter
dansk forbillede.
58 EN FÆLLES KULTURAR V
I 1904 tog den nyudnævnte landråd
Friedrich Bernhard Rogge i Tønder
initiativ til at stifte en folkehøjskole, der
dog først og fremmest skulle være en
husmoderskole for piger. Så håbede man,
at pigerne, når de var vakt for den tyske
kultur, kunne påvirke deres mænd, når de
en dag var blevet gift. I 1906 købte man et
gammelt gårdstuehus i Tinglev, der som
jernbaneknudepunkt var nem at nå fra
hele Sønderjylland. Man startede med 16
kvindelige elever, men efter at højskolen i
1908 fik nye bygninger (på samme sted),
kunne man åbne for 36 elever. Højskolen
overlevede Første Verdenskrig og Genforeningen,
og blev fra 1920 til 1945 drevet
af det tyske mindretals højskoleforening.
Efter at have huset tyske flygtninge blev
skolen imidlertid i december 1945 beslaglagt
af den danske stat som tysk ejendom.
Efter forskellige anvendelser blev bygningen
i 1956 overgivet til Civilforsvaret
(nu Beredskabsstyrelsen), der siden har
brugt den som skole. I 1951 fik det tyske
mindretal stiftet en Nachschule, der måtte
bygge et andet sted i Tinglev.
Landråd Rogge var som nævnt levende
interesseret i genoplivelsen af den hjemlige
byggeskik og medstifter af Baupflege
Tondern. Som sådan havde han fået bygget
det nye kredshus i Tønder (se Jomfrustien
2, Tønder) i den nye hjemstavnsstil, og
Rogge bad derfor kredshusets arkitekter
Paulus, Dinklage & Lilloe om også at
tegne den nye folkehøjskole. Folkehøjskolen
byggede i langt højere grad end

I folkehøjskolen i Tinglev var der også elementer fra den
generelle tyske hjemstavnsstil , som f.eks. bæverhaletaget
og de små flagermuskviste. Foto SP.
kredshuset på den lokale tradition. Hvor
kredshuset havde sine hollandske gavle og
»nystilens« tårne og karnapper, er elementerne
i højskolen hentet fra Tønderegnen:
det røde murværk med de hvide sprossede
vinduer, de hvide skodder og de spidse
»frisergavle«. Også de brede taskekviste
i bindingsværk er hentet fra gammel
slesvig-holstensk byggeskik (dog ikke i
marsken) – kun det store tags bæverhaler
(små flade tegl med rund underkant) og
»flagermuskviste« er fælles for hjemstavnsstilen
i hele Tyskland. Endnu et typisk
element, der var hentet fra engelsk boligkultur
– men i Tyskland også kendt fra
bogen om den svenske maler Carl Larssons
»Villa Sundborn« – var hallen med
den lille opholdsniche, på en måde en
gentagelse af de gamle holstenske gårdes
Siddels.
Den tidligere folkehøjskole er trods sin
omtumlede historie mirakuløst velbevaret
i det ydre samt i hallen, det centrale rum
i det indre. Kun er der sat ovenlysvinduer
i taget på nordsiden samt gennemført
en del moderniseringer i det indre, især
i køkkenafdelingen. Bygningen er derfor
et monument i den slesvig-holstenske
arkitekturhistorie: det første rendyrkede
eksempel på genbrugen af »Møgeltønderstilen«,
som kom til at påvirke byggeriet
i hele Sønderjylland – og måske også det
danske.
EN FÆLLES KULTURARV 59
Den smukke hall med
den lille siddeplads
med bænke, som
både har mindelser
om de gamle nordtyske
gårdes ”Siddels”
og engelske huses
siddehjørner. Foto SP.

Det tidligere kredshus
i Sønderborg er det
ældste af de fire
sønderjyske kredshuse,
bygget 1878 i
den typiske nygotik,
som blev dyrket af
bygningsakademiet i
Hannover. Foto SP.
Sønderborg kommune
Brorsonsvej 1-3, 6400 Sønderborg
Det tidligere kredshus
Sønderborg Kreds var den første i det
nuværende Sønderjylland, som efter den
preussiske kommunalreform fik nyt kredshus.
Det skete i 1878 med opførelsen af
et kombineret kredshus og landrådbolig
i det nye kvarter på »Løkken« (Asylvej-
Kirke Allé), hvor der også blev bygget en
række andre offentlige bygninger. I 1914
var pladsen blevet for trang, og der blev
60 EN FÆLLES KULTURAR V
ud mod Neuer Weg (i dag Løkken) bygget
en ny landrådsbolig. I årene 1920-1970
var komplekset sæde for administrationen
for Sønderborg Amt (der dog siden
1932 delte amtmand med Aabenraa), men
overgik efter kommunalreformen 1970
til Sønderborg Kommune, der siden har
brugt bygningerne til musikskole og andre
skoleformål.
Den ældste bygning fra 1878 er med sine
høje gavle, spidsbuede vinduer og blændinger
og det gul-røde mønstermurværk
typisk for »Hannoverskolens« nygotik,
den nordtyske specialitet inden for den
europæiske historicisme. Det kan være
Johannes Otzen i Flensborg, der bl.a. i
1870-71 byggede kommuneskole i Tønder
– eller hans elev, arkitekt A.W. Prale
i Flensborg, der bl.a. i 1884 satte det nu
ombyggede spir på Skt. Marie Kirke i
Sønderborg.
Landrådboligen fra 1914 er helt anderledes.
Her er vi ovre i den tyske hjemstavnsstil,
der hen imod 1914 gik over i nybarok
og nyklassicisme. Bygningen er med sine
pudsede mure, store sprossede vinduer,
karnapper og verandaer samt gavlkviste
med svungen front præget af tidens villastil
– og de arkitektoniske elementer er

lige så meget hentet fra 1700-tallets borgerhuse
i f.eks. Lübeck og Stralsund som i
Sønderjylland. Arkitekten bag bygningen
var statsarkitekt Rellensmann i Flensborg,
som også i 1911-12 havde bygget domhuset
i Sønderborg (se Kongevej 41).
Komplekset, der står meget velbevaret i
både det indre og ydre, viser på smukkeste
vis to stadier i det offentlige tyske byggeri
mellem 1864 og 1920: den historicistiske
nygotik og den sene hjemstavnsstil. Det
giver komplekset en særlig fortælleværdi.
Indgangspartier i den
nye kredshus-bygning
i Sønderborg. Foto
BZ/ JTJ.
EN FÆLLES KULTURARV 61
Den nye del af
kredshus-komplekset
i Sønderborg blev
tegnet i 1913-14 af
regeringsbygmester
Rellensmann i Flensborg
i en almen-tysk
nybarok med rig
brug af karnapper og
verandaer. Foto SP.

Stor og magtfuld
rejser den tyske
højsøflådes kejserlige
marinestation sig
over Alssund – men
overtrumfet af den
danske velfærdsstats
sygehusbyggeri i
1970´erne. Foto SP.
Gerlachsgade 2, 6400 Sønderborg
Sønderborg Kaserne
I årene efter kejser Wilhelm II´s tronbestigelse
i 1888 begyndte Tyskland at
satse på en slagkraftig højsøflåde. I løbet
af 1890´erne viste det sig, at den hidtidige
flådebase i Kiel ikke mere var tilstrækkelig.
Der skulle bygges nye marinestationer,
ikke for langt fra den nyåbnede Kaiser-
Wilhelm-Kanal og i beskyttet, men dybt
vand. Blikket faldt på de østsønderjyske
fjorde og sunde, og valget faldt på Mürwik
ved Flensborg Fjord og Sønderborg.
Mürwik blev planlagt først, men anlægget
af Sønderborg gik allerede i gang 1906,
mens Mürwik blev bygget 1908-10.
Opførelsen af to nye hovedkvarterer for
højsøflåden var en national opgave, der
krævede en passende arkitektur. Kejser
62 EN FÆLLES KULTURAR V
Wilhelm var personligt engageret i den
nationale arkitektur, hvor han – som i sit
øvrige virke – var en reaktionær nationalromantiker.
Omkring 1890 var hans
kærlighed faldet på den romanske stil i
Rhinlandets kirker og kejserpaladserne i
Aachen og Goslar. Stilen kunne han bruge
til at postulere en kontinuitet fra de hohenstaufiske
kejsere i 1200-tallet til hans
eget hohenzollernske kejserhus. Denne
stil fik han sin yndlingsarkitekt, Franz
Schwechten, til at bruge ude ved rigets
grænser, i Metz i Lothringen (Lorraine)
og Posen (Poznan) i Vestpolen. Men til
Østersøegnene foretrak kejseren stilen fra
de tyske ordensborge som Marienburg i
Østpreussen (nu Malbork i Polen).
Franz Schwechten lavede også de første
udkast til Mürwik marinestation, men
overlod så resten af opgaven til marinearkitekt
Adalbert Kelm. Kelm blev så til
gengæld bedt om at lave de første tegninger
til marinestationen i Sønderborg, men
overlod resten til den unge marinearkitekt
Eugen Fink. Hovedpræget: den tyske ordensgotik
med tårne og gavle var således
fastlagt fra starten – men det lykkedes
Eugen Fink at tilføje nogle mere moderne
elementer som jugendprægede murdekorationer
og buede former i karnapper og
kviste. Men først da han skulle bygge boliger
til officererne, henholdsvis villaerne
i Engelshøjgade og den engelske haveby
på Jomfrustien, kunne han på en mere fri
måde bruge moderne elementer fra England,
Jugendstil og hjemstavnsstil.

Marinestationen i Sønderborg var planlagt
som et symmetrisk anlæg med tre
kæmpestore bygninger på bakken oven for
Nordhavnen, men kun de to sydlige blev
opført. Til gengæld blev der i årene 1909-
10 bygget et marinehospital mod nord og
forskellige udbygninger. Marinestationen
blev i 1918 centrum i den tyske revolution
og dannelsen af et arbejder- og soldaterråd
for Sønderborg. I 1920 blev den dansk
kaserne, og marinesygehuset blev statsligt
landsdelssygehus, fra 1970 under Sønderjyllands
Amt.
De to hovedbygninger er velbevarede og
bliver fint vedligeholdt af det danske forsvar
trods det udpræget tyske præg. Men
i årene efter 1970 blev en del af udbygningerne
og officersbygningerne mod øst
nedrevet til fordel for byggeriet af det nye
Sønderborg Sygehus. Sygehuset tårner sig
med sine fire tidstypiske betonblokke højt
over de kejserlige bygninger og gør dem
næsten små og fikse. Med de to anlæg
mødes to landes nationale projekter: det
tyske militære, der endte i to katastrofer
– og den danske velfærdsstat, hvis institutioner
kun trues af statens egne omstruktureringer.
Sønderborg Kaserne er et monument
over den tyske oprustning i årene op
mod Første Verdenskrig – og samtidig et
vidnesbyrd om kejser Wilhelm II´s arkitekturpolitik.
Søster-marinestationen i
Flensborg-Mürwik er af det tyske forsvarsministerium
i de senere år
I helheden adlød marinearkitekt Eugen Fink kejseren og flådens ønske om at bygge
en tysk ordensborg – men i detaljerne legede han mere frit med motiverne.
Fotos SP.
forbilledligt restaureret. Også
det danske forsvar passer
godt på Sønderborg kaserne
– Lad det fortsætte!
EN FÆLLES KULTURARV 63

Med gymnasiet fik
Sønderborg i 1911-12
et værk af nogle af
Tysklands kendteste
arkitekter, Jürgensen
& Bachmann. Begge
havde deres rod i
Slesvig-Holsten og
formåede her at skabe
et værk, der med sin
sønderjysk-slesvigske
tone ikke ligger langt
fra den samtidige
danske arkitektur.
Foto SP.
Kongevej 37, 6400 Sønderborg
Statsskolen
En af betingelserne for, at Sønderborg
fik den kejserlige marinestation frem
for Aabenraa, var, at byen måtte love at
oprette en Oberrealschule, et gymnasium,
så officersbørnene kunne få en ordentlig
uddannelse. Det skete også, og allerede i
1907 udskrev man en national arkitektkonkurrence
om det nye gymnasium, der
skulle placeres på en tidligere skanse ved
Kaiser-Wilhelm-Allée (i dag Kongevej).
64 EN FÆLLES KULTURAR V
Det varede dog adskillige år, inden byggeriet
kom i gang, så gymnasiet åbnede først
i 1912.
Vinderne af arkitektkonkurrencen var de
dengang meget kendte arkitekter, Peter
Jürgensen og Jürgen Bachmann, der i
årene 1903-18 havde fælles tegnestue i
Berlin. De to arkitekter havde dog rødder
i regionen, Jürgensen var fra Ditmarsken

og Bachmann var ud af en af de store
teglværksejer-familier ved Nybøl Nor.
Gennem årene byggede Jürgensen &
Bachmann mange offentlige bygninger
i Tyskland; bevaret er bl.a. Petrikirken i
Flensborg, Skt. Gertrud-kirken i Lübeck
og rådhuset i Berlin-Schöneberg (der hvor
Kennedy i 1963 udråbte ordene: »Ich bin
ein Berliner«).
Statsskolen i Sønderborg er en usædvanlig
vellykket kombination af hjemstavnsstil
og moderne tysk stil. Det flerlængede
anlæg ligger tilbagetrukket bag et grønt
anlæg, hvorigennem adgangen sker hen
til hovedindgangen, der er placeret i det
centrale gavlparti med de store vinduer
til samlingssalen, kronet af en tagrytter
beklædt med skifer. I nord afsluttes komplekset
med en gymnastikbygning tilbygget
i en vinkel ud mod Kongevej. Helhedsindtrykket
er meget dansk-fortroligt
med de røde mure, de høje blåglaserede
tegltage og de store, forskelligartede hvide
sprossevinduer. I sin stilfærdige fornemhed
kunne Sønderborg Statsskole næsten
lige så godt være en offentlig bygning i
Danmark.
Bygningen, som i det ydre er meget
velbevaret, er et af Sønderjyllands vigtigste
arkitekturmonumenter. Ikke alene er
det et fint eksempel på hjemstavnsstilens
indflydelse på den tyske arkitektur, men
også i sig selv et hovedværk af nogle af
Tysklands dengang kendteste moderne arkitekter.
Dermed har vi også på Tysklands
vegne et ansvar for bevaringen af Sønderborg
Statsskole.
EN FÆLLES KULTURARV 65
Statsskolens hovedindgang
viser en
kombination af granit
og tegl, typisk for
national roman tikken
i både Norden og
Nordtyskland. Foto SP.

Domhuset i Sønderborg
er et fornemt,
lidt højbenet værk i
hjemstavnsstilen med
citater fra 1700-tallets
herregårde og borgerhuse.
Foto SP.
Kongevej 41, 6400 Sønderborg
Det tidligere domhus
Omkring gadekrydset Kongevej-Østergade
(indtil 1920: Kaiser-Wilhelm-Allée
– Bismarckstrasse) samler sig nogle af de
fineste offentlige bygninger i Sønderjylland
fra perioden 1900-1914: Statsskolen
fra 1911-12 (se: Kongevej 37), den tidligere
rigsbank fra 1908 (Kongevej 58), Skt.
66 EN FÆLLES KULTURAR V
Marie menighedshus fra 1909-10 (Østergade
1) og domhuset, som blev fraflyttet
2009. Domhuset blev bygget af det tyske
justitsministerium i 1911-13 med regeringsarkitekt
Rahn som ansvarshavende,
men statsarkitekt Rellensmann i Flensborg
som den, der leverede tegningerne.

Komplekset består af en høj hovedbygning
i 3-4 etager samt i syd og øst arrester,
arrestforvarerbolig mv. Det hele er bygget
i typisk slesvig-holstensk hjemstavnsstil,
præget af inspiration fra den slesvigholstenske
1700-tals arkitektur. Ud over
de røde mure, blå tegltage og hvide sprossede
palævinduer er hovedbygningen især
karakteriseret ved den omfattende brug
af kvaderlisener, dvs. fremspringende
murværk opdelt i fremhævede felter, og
mønstermurværk. Det er elementer, der er
typiske for en lang række slesvig-holstenske
barokbygninger, især kirker og herregårde
af arkitekter som Sonnin, Dallin
m.fl. Rellensmann har da også brugt det
samme motiv i det samtidige Altes Gymnasium
i Flensborg.
Sønderborg Domhus er i det ydre meget
velbevaret med originale vinduer, døre og
kviste, både i hovedbygningen og i arrestbygningerne.
Det er derfor trist, at justitsvæsenet
i 2009 ikke mente at kunne bruge
denne repræsentative bygning og i stedet
indrettede sig i et tidligere tekstillager i
byens østlige udkant. I fremtiden må man
meget håbe, at bygningens nye ejere og
funktioner vil respektere den fine arkitektur
og den spændende helhed.
En dom, afsagt i Sønderborgs gamle domhus, ville man
have respekt for. Men nu er retten i Sønderborg flyttet ud
i et tidligere tøjlager i et industrikvarter. Foto SP.
EN FÆLLES KULTURARV 67

De fleste, der kommer
til Sønderborgs
rutebilstation, den
gamle amtsbanegård,
vil sige, at denne
bygning må da være
dansk. Den er imidlertid
bygget af en
ærketysker, Johann
Theede fra Kiel, men
viser den store tyske
interesse for gammel
dansk arkitektur, der
trods den nationale
modsætning var
i årene op mod 1920.
Foto SP.
Jernbanegade 1, 6400 Sønderborg
Rutebilstationen
I 1898 åbnede driften på de alsiske smalsporede
amtsbaner, og samtidig indviedes
den første amtsbanegård, der var i almindelig
nordtysk murermesterstil. I 1911 var
denne banegård blevet for lille og man
så sig om efter en rigtig arkitekt. Valget
faldt på Johann Theede i Kiel. Han havde
i årene 1906-08 bygget en række
bygninger i Sønderborg, den impone-
rende nationalromantiske Sonderburger
Bank (Perlegade 26), villaer i schwarzwaldstil
osv. Men først og fremmest havde
han i 1910 bygget en amtsbanegård i Gaarden
ved Kiel, der var blevet meget rost
68 EN FÆLLES KULTURAR V
for sin fine hjemstavnsstil. Theede kunne
det hele.
Amtsbanegården, der siden den sidste
alsiske banes lukning 1962 har fungeret
som rutebilstation, ser meget dansk ud.
Det er ikke uden grund – bygningen er
nemlig stort set en kopi af hovedbygningen
på den danske herregård Hindsgavl
ved Middelfart fra 1785. Især facaden
mod Løngang er næsten identisk med
Hindsgavls midterparti, prydet af pilastre
og medaljoner samt kronet af en trekantfronton.

Men hvorfor nu et så dansk hus, bygget
af en tysk arkitekt? I hjemstavnsstilbevægelsens
interesse for byggetraditionen
før 1850 kom mange tyske arkitekter
også til at interessere sig for arkitekturen
i den gamle helstat, Slesvig-Holsten og
Danmark. I 1908 udkom to bøger Um
1800 og Zopf und Empire bei der Wasserkante
(Rokoko og empire ved Østersøens
kyster). I begge bøger var der gengivet
mange billeder af gamle bygninger i både
Nordtyskland og Danmark – og i 1914
udkom i München en bog, der simpelthen
hed Alt­Dänemark. Trods den nationale
modsætning var der altså i Tyskland en
stor viden om gammel dansk arkitektur,
og det var derfor nærliggende for Johann
Theede at lade sig inspirere heraf, da
han skulle bygge banegård i Sønderborg.
Bygningen står stadig meget velbevaret;
kun er det slesvig-holstenske våben på
facaden i 1920 udskiftet med det danske
rigsvåben.
Den gamle amtsbanegård i Sønderborg er
et dansk hus, bygget af en ærketysker – et
unikt vidnesbyrd om den tyske arkitekt-
og kunstverdens store interesse for det
gamle Danmark i årene op mod 1914.
EN FÆLLES KULTURARV 69
Den gamle amtsbanegårds
facade
mod perronerne (nu
busholdepladserne)
præges især af den
taktfaste række af
gavlkviste. Foto SP.

Over for rutebilstationen
vækker
forsamlingsbygningen
”Sønderborghus”
mere tvivl om den
nationale baggrund.
Men det er Danmarks
berømte arkitekt, Martin
Nyrop, der her har
imødekommet ønsket
om en lokal borg for
danskheden. Foto SP.
Løngang 1, 6400 Sønderborg
Sønderborghus
I det ellers meget tyskdominerede Sønderborg
skete der en opblomstring af det
danske fællesliv, efter at den danske avis
Dybbøl­Posten i 1908 havde fået en ung
energisk redaktør, A. Svensson. Der kom
ungdomsforening og foredragsforening,
og det gav grobund for at erstatte det første
lille forsamlingshus i Østergade med
det største danske forsamlingshus i Sønderjylland,
Sønderborghus. Som arkitekt
valgte man Martin Nyrop, som siden 1902
havde haft kontakt med Als og Sunde ved.
70 EN FÆLLES KULTURAR V
Martin Nyrop var en af de ældre nationalromantikere
og dybt optaget af bygningers
udtryk. Da man havde overvejet at købe
et hotel som dansk forsamlingshus, skal
Nyrop have sagt: »Sten taler. Hvad taler
hotellets sten om?«. Sønderborghus blev
et firefløjet kompleks, samlet omkring en
lille gård og med en enkel pilasterprydet
facade, inspireret af gammel københavnsk
byggeskik. De store brandgavle, som blev
kritiseret, skyldes, at man havde regnet
med, at huset skulle indgå i en husrække.
Redaktør A. Svensson har senere beskrevet
visionen for Sønderborghus: ..« det
skulle være en danskhedens borg i den
af tyskheden overrendte by, et værn for
det liv, der rørte sig inden for dets mure,
lukket udadtil, hvis det var tiltrængt,
men også åbnende sig til udfald, om det
syntes fornødent« med en facade, der var
den »tætte, i sig selv hvilende front mod
omverdenen, stilren, prunkløs og dansk«.
A. Svensson var en kampens mand, og
Sønderborghus blev derfor den symbolske
borg, hvor Folkehjem i Aabenraa blev den
indbydende højskole. Men med Martin
Nyrop som arkitekt viser Sønderborghus
samtidig, hvor højt man stilede i den danske
bevægelse, der i årene op mod 1914
var blevet selvbevidst.

Slotsgrunden 1, 6430 Nordborg
Nordborg Slot
Det nuværende Nordborg Slot stammer
fra hertug Hans den Yngres tid i slutningen
af 1500-tallet. Af den tids slot er
der dog ikke meget tilbage, for først blev
slottet efter en stor brand i 1665 genopført
i barok stil af ejeren, hertugen af Pløn,
og efter det nordborgske hertugdømmes
ophør i 1731 blev slottet i årene 1742-72
reduceret til én etage. I 1908 havde landråd
Schönberg og amtsforstander Klinker
i Nordborg i kølvandet på folkehøjskolen
i Tinglev taget initiativ til en tysk folkehøjskole
på Nordborg Slot. Efter en
omfattende ombygning åbnede den i 1909
for både mænd og kvinder, men blev i
modsætning til højskolen i Tinglev aldrig
EN FÆLLES KULTURARV 71
Ved ombygningen af
Nordborg Slot til tysk
folkehøjskole i 1909
lykkedes det marinearkitekt
Eugen Fink
at skabe en malerisk
helhed af elementer,
hentet fra det forsvundne
hertugslot,
de bevarede 1700-tals
bygninger, Jugendstil
og nordtysk nybarok.
Foto SP.

I trapperummet på
Nordborg Slot har
Eugen Fink med
tidens sans for det
gode håndværk kombineret
murværk og
smedejern. Det kunne
være både engelsk
Arts and Crafts og
dansk ”Skønvirke”.
Fotos SP.
en succes. Als var i modsætning til Tinglevegnen
et udpræget dansksindet område.
Siden 1921 har Nordborg Slot imidlertid
været hjemsted for en dansk efterskole,
der stadig går udmærket.
Som arkitekt for ombygningen i 1909
valgte højskolebestyrelsen den kejserlige
marinearkitekt Eugen Fink, som i 1906-
08 havde bygget den store marinestation
i Sønderborg (se Gerlachsgade 2),
men også havebyen for underofficerer på
Jomfrustien og private villaer på Kongevej.
Eugen Fink valgte i sin ombygning af
slottet at skabe en parafrase, dvs. en gendigtning
af hertug Hans den Yngres slot.
Først og fremmest genskabte han det for
længst forsvundne portparti, omkranset af
tårne, som dog nu blev forskellige for at understrege det maleriske i kompositionen.
Derudover blev bygningerne udført i
en blanding af nybarok og hjemstavnsstil.
Barokke blev de store sprossede palævinduer,
mansardtagene og de næsten svensk
udseende tårnhætter – mens helhedspræget
med hvidkalkede mure og røde
tegltage var meget hjemlige. I det indre er
især hovedtrappen med murværk og smedejernsgelændere
bemærkelsesværdig.
72 EN FÆLLES KULTURAR V
I samtiden blev Fink rost for at have skabt
»et herligt bygningsværk«. En senere tid
har været mere skeptisk over for blandingen
af middelalderromantik og tysk nybarok.
I dag kan vi først og fremmest nyde
den maleriske helhed og være glade for, at
alle rester af det gamle slot blev genbrugt i
de nye bygninger.

Kongevej 71-73, 6300 Gråsten
Gråsten Station
Tyskland var før 1914 i høj grad landet,
der satsede på jernbanen som fremtidens
transportmiddel. Det kan derfor undre,
at en så stor by som Sønderborg først
fik jernbaneforbindelse i 1902. Men det
skyldte bl.a., at byens forbindelse til omverdenen
blev klaret af en række effektive
sejlruter. I 1901-02 anlagdes imidlertid en
statslig normalsporet jernbane fra Tinglev
til Sønderborg med en sidegren mod
Flensborg. Som arkitekt for de nye statio-
ner fungerede Baurat Friedrich Wilhelm
Jablonowski i Haderslev. Jablonowski
havde siden 1896 stået for opførelsen af
de mange flotte stationer ved amtsbanerne
i Haderslev Kreds, og stationerne ved
Sønderborg-banen blev i helt samme stil.
Jablonowskis arkitektur var som nævnt
helt i overensstemmelse med den blanding
af Neustil og nationalromantik, som
var gængs i den nordtyske offentlige
EN FÆLLES KULTURARV 73
Gråsten Station fra
1902 er den sidste af
Fr. Wilh. Jablonowskis
mange nationalromantiskejernbanestationer,
som både er i
brug og bevaret i sin
helhed med hovedbygning,ventesalsbygning
og godspakhus.
Foto SP.

Typisk for den nordtyske nationalromantik var de store
tage, belagt med falstagsten og det rød-hvide murværk
(som aldeles ikke var et dansk signal!). Foto SP.
74 EN FÆLLES KULTURAR V
arkitektur i årene ca. 1890-1905. Typisk
for stilen var den maleriske helhed med
udhængende valmtage, tagkviste og tårne
kombineret med facader, påvirket af Hansestædernes
middelalderlige bygninger
med blandinger af rødt murværk og hvide
blændinger, buestik og stræbepiller samt
evt. lidt bindingsværk her og der.
I dag er stationerne på Haderslev-egnens
amstsbaner overgået til andet brug og
ofte ombygget. Også stationerne på
Sønderborg-banen er nedrevet eller solgt
til privatboliger . På den måde er Gråsten
Station den sidste af Jablonowskis utallige
stationer, der faktisk fungerer som
banegård. Samtidig er Gråsten Station
særdeles velbevaret, reddet fra de velmente
»afprøjsninger«, som har ramt mange af
Jablonowskis bygninger. I det indre, der
delvist er ombygget til turistkontor, har
der siden 1930 været et særligt venteværelse
for den kongelige familie, når de
skulle til og fra Gråsten Slot.

Nybølvej 2, Vester Sottrup, 6400 Sønderborg
Forsamlingsgården Sundeved
De første sønderjyske forsamlingshuse
fra årene omkring 1900 var simple og
spartanske – det væsentlige var, hvad der
foregik i dem. Efter 1900 begyndte man
dog at blive bevidst om, at også forsamlingshusene
var en del af den danske
bevægelses ansigt udadtil. På Aabenraa-
Haderslev-egnen gik man især til de unge
dansksindede arkitekter i landsdelen,
Jep Fink, Peder Gram og Andreas Dall.
Andre steder måtte man til Kongeriget
for at finde en dansk arkitekt. Det gjaldt
f.eks. på Tønderegnen, hvor nogle af de
unge arkitekter fra opmålingsrejserne fik
lokale opgaver som Hostrup Forsamlingshus
1909 og Ballumhus 1911. Det samme
gjaldt Sundeved. Her var man kommet
i kontakt med den store danske arkitekt
EN FÆLLES KULTURARV 75
Frederik Kiørboe
skabte Sundeved
Forsamlingsgård, en
smuk dansk helhed
i Vester Sottrup, der
ellers var præget af
nordtysk stationsbybyggeskik.
Foto SP.

Med Sundeved
Forsamlingsgård fik
sønderjyderne egentlig
deres egen gamle
byggeskik tilbage
i dansk aftapning.
Vejen var gået fra
Møgeltønder over
København til Vester
Sottrup. Foto BZ/ JTJ.
Martin Nyrop (mester for Københavns
Rådhus), og han havde i 1903 tegnet den
lille frimenighedskirke i Stenderup ved
Nybøl.
I 1911 havde en række lokale kræfter, især
dansksindede gårdejere, samlet sig om at
bygge en »forsamlingsgård« for Sundeved
ved Vester Sottrup station. Meget naturligt
henvendte man sig igen til Martin
Nyrop, der sagde ja, men overlod det
meste af byggeriet til en af sine ansatte,
76 EN FÆLLES KULTURAR V
arkitekt Frederik Kiørboe. Sundeved Forsamlingsgaard
blev et meget dansk hus – i
Nyrops ånd en malerisk helhed med flere
længer, men samtidig i sin kombination af
rødt murværk, tegltage og hvide vinduer
og taggesimser stærkt præget af den nye
Møgeltønder-inspiration på vej til Bedre
Byggeskik. Forsamlingsgården i Vester
Sottrup er derfor blandt mange muligheder
udvalgt som eksempel på de bevidst
danske forsamlingshuse fra tiden op mod
1914.

Haderslev Kommune
Louisevej 2 A, 6100 Haderslev
Haderslev Kaserne
I 1872 blev der, som led i sikringen af Det
tyske Riges nordgrænse, stationeret to
eskadroner kavalleri (rytteri) i Haderslev.
Allerede i 1873 var der planer om udstationering
af en større bataillon infanteri
(fodfolk), og i 1876 besluttede den tyske
stat at gå ind i byggeriet af en kaserne.
I 1878 blev placeringen nord for byen
afgjort, men først i 1885 blev der givet
grønt lys for byggeriet. Måske skyldtes
ventetiden, at faren for et angreb nordfra
var drevet over. I september 1888 rykkede
den 2. Bataillon af Slesvigske infanteriregiment
nr. 84, »von Mannstein« ind i
Haderslev Kaserne.
Kasernen blev anlagt som et symmetrisk
anlæg med den imponerende hovedfacade
vendt mod byen. Bygningerne blev opført
efter udkast fra garnisons-bygningsinspektør
Bolte med regeringsbygmestrene
Thiele og Krebs som ansvarlige. Stilen
blev italiensk-romansk, med rundbuede
vinduer og døre, krenellerede (takkede)
tårne og taggesimser med buefriser, alt
udført i røde mursten fra Stralsund.
Haderslev Kasernes arkitektur er typisk
for den internationale kasernearkitektur,
inspireret af de norditalienske borge og
bymure fra renæssancen. Eksempler på
stilen kan findes overalt i Europa, bl.a. i En tysk magtdemonstration – ja. Men ikke en specielt tysk stil. Foto SP.
EN FÆLLES KULTURARV 77

Med sin italienske borgstil fra 14-1500-tallet repræsenterer Haderslev Kaserne en almeneuropæisk militærarkitektur fra
anden halvdel af 1800-tallet. Foto BZ/ JTJ.
Rossauer Kaserne i Wien og i militæranlæg
fra Rusland til Italien. Haderslev
Kaserne var et magtsymbol, men arki-
78 EN FÆLLES KULTURAR V
tekturen er det mest markante eksempel
i Sønderjylland på den tidlige kejsertids
ikke-nationale arkitektur.

Lembckesvej 3-7, 6100 Haderslev
Haderslev Seminarium m.fl.
I den nordlige del af det gamle Haderslev,
i området nord for Gåskærgade, ved Laurids
Skausgade, Lembckesvej og Louisevej,
ligger Sønderjyllands største samling
af offentlige bygninger. Nærmest byen
ligger den nu fredede Haderslev Katedralskole,
opført 1853-54 af bygningsinspektør
for Slesvig, L.A. Winstrup i en enkel
nygotik (udvidet 1904 og 1924 ff.). I 1888
blev der derefter i Laurids Skausgade bygget
en ny borgerskole, Auguste-Viktoria-
Skolen (opkaldt efter den netop kronede
Wilhelm II´s kejserinde) i en stilfærdig
historicisme. På nuværende Louisevej 7
byggede byen i 1905-09 endnu en kommunal
skole, Louiseskolen, tegnet af en
arkitekt Busch i en på det tidspunkt lidt
gammeldags nygotik i røde mursten.
I området nord for Laurids Skausgade
ligger Haderslev Seminarium. Seminariet
blev oprettet 1884 og blev i første omgang
indrettet i kammerråd Huss´ejendom,
Laurids Skausgade 24 (opført 1856). I
1873 blev en nybygget skole inddraget
som øvelsesskole (Laurids Skausgade 12,
i 1914 overgået til andre formål, i dag
Pædagogisk Center), og i 1903 blev seminariet
udvidet med en stor og høj nordsyd-gående
fløj, tegnet af Baurat Fr. Wilh.
Jablonowski, Haderslev, i tidens officielle
nationalromantik. I 1914-15 tilbyggedes
en ny øvelsesskole og et Präparandenheim,
en kostafdeling for udenbys seminarister.
Disse tilbygninger blev tegnet af byens
nye stadsbygmester Schnackenburg i en
smuk blanding af hjemstavnsstil og nybarok.
I tilknytning til seminariet blev på samme
tid bygget to andre bygninger. Den ene
var en Turnhalle, gymnastikhuset Louisevej
4, som blev bygget 1914 til brug for
både Louiseskolen og seminariet. Turnhalle
er en karakteristisk bygning i sen
hjemstavnsstil, i røde mursten med et højt
stigetårn (til opbevaring af de høje stiger,
der brugtes ved tysk gymnastik). Siden
EN FÆLLES KULTURARV 79
To markante bygninger
i det haderslevske
skolekvarter: Forrest
den nygotiske Louiseskolen
fra 1905-09,
bagest ”Turnhalle” fra
1914. Foto SP.

80 EN FÆLLES KULTURAR V
Turnhalle med gymnastiksal og stigetårn blev bygget til
brug for både Louiseskolen og seminariet. Foto BZ/ JTJ.
1996 anvendes Turnhalle sammen med
Louiseskolen af en kristen friskole). Et
andet tilskud til klyngen af offentlige bygninger
var den smukke husholdningsskole,
Lembckesvej 2, som blev bygget 1907
i stilfærdig nybarok med pudsede mure
(oprindeligt grå »palæpuds«, nu hvidmalet).
Husholdningsskolen, der var et led i
det tyske kulturfremstød efter 1906, blev
efter genforeningen brugt til de tyske
kommunale skoler.
Skolekvarteret på bakken nord for byen
er et enestående kompleks af undervisningsbygninger
fra 1830´erne (Wilhelmineskolen,
Moltrupvej 1 fra 1831) til
1920´erne (den tidligere håndværkerskole
Lembckes vej 1, 1922 af Peder Gram,
Kate dralskolens udvidelse fra 1924 og
1963-67 samt seminariets udvidelser
1937, 1942-43, 1958 osv.). Kvarteret
afspejler på enestående måde både 200
års ændringer i krav og forventninger til
offentlige institutioner og en lang periodes
skiftende stilarter.
Inden optagelse på seminarierne skulle de unge både i
Danmark og Tyskland efteruddannes i et præparandklasse.
Ved gymnasier og seminarier opførtes derfor særlige
”Präparandenheim” - i Haderslev 1914-15, bygget i smukkeste
hjemstavnsstil af stadsarkitekt Schnackenburg. Foto
BZ/ JTJ.

Åstrupvej 48, 6100 Haderslev
Museum Sønderjylland
Efter at de store national- og landsdelsmuseer
var blevet grundlagt i første
halvdel af 1800-tallet i takt med nationalstaternes
opbygning, kom der I slutningen
af 1800-tallet en ny bølge af regionale
og lokale museer. Man ville vise, at hver
egn og by havde en andel i den fælles
historie. I det nordlige Slesvig, det nuværende
Sønderjylland, blev der i 1887-88
oprettet museer i Haderslev og Aabenraa,
og i 1908 kom turen til Sønderborg og
Christiansfeld, mens museet i Tønder blev
grundlagt efter Genforeningen 1920. De
nye provinsmuseer stod dog længe uden
egne bygninger. Det skete først lige før
Første Verdenskrig, hvor både Haderslev
og Aabenraa gik i byggetanker. På grund
af krigen nåede man kun at komme i gang
i Haderslev.
Det nye Haderslev Museum blev lagt i
hænderne på den nyuddannede akademiske
arkitekt Lorenz Heinrich Hartwig,
som var søn af en tysk gymnasielærer i
Haderslev. I 1914 stod bevægelsen for
hjemlig byggeskik på sit højdepunkt,
og i 1909 var der blevet stiftet en Baupflege
Hadersleben, parallel til foreningen
i Tønder. I sin museumsbygning valgte
Hartwig at lægge sig meget tæt op ad den
samtidige danske arkitektur. Museet er en
rolig og enkel bygning med rødt murværk,
hvide palævinduer og helvalmet tegltag.
Kun indgangen er fremhævet med et
vindfang, kronet med en altan, prydet med
cementkugler, og i murværket fremhævet
med refendfugning, dvs. vandrette striber
i muren. Med disse elementer er museet i
Haderslev næsten bedre dansk Bedre Byggeskik,
end meget af det, der blev bygget i
Danmark mellem 1915 og 1930. Og indgangspartiets
motiver blev også i høj grad
brugt af de unge dansksindede arkitekter i
Sønderjylland efter Genforeningen.
EN FÆLLES KULTURARV 81
I årene før og efter
1900 etableredes
lokale museer i flere
sønderjyske byer, bl.a.
for at sikre at lokale
arkæologiske fund
ikke endte i det store
provinsmuseum i Kiel.
Kun i Haderslev nåede
man inden Første
Verdenskrig at bygge
egen bygning i 1915.
Foto SP.

I det indre blev museets rum samlet
omkring en hall med en svungen dobbelttrappe
til første sal. Her blev alle væggene
smykket med kalkmalerier, udført af
maleren August Wilckens. Også Wilckens
var født i Haderslev og hørte til en gruppe
indfødte tysksindede sønderjyder, som
interesserede sig dybt for hjemstavnens
historie. Han blev derfor bl.a. specialist
i restaurering og genskabelse af de middelalderlige
kalkmalerier i de sønderjyske
kirker: Møgeltønder 1894-98, Brøns
1903-07 og ikke mindst Starup ved Haderslev
1918-19. Kalkmalerierne i museet
i Haderslev kom til at illustrere oldtidens
historie i Slesvig, skildret i storladne og
dramatiske scener. Det var historien set i
et germansk-heroisk perspektiv.
82 EN FÆLLES KULTURAR V
Det imposante trapperum i museet i Haderslev blev udsmykket
med dramatiske oldtidsscenerier, udført af den
lokale kunstner August Wilckens, der bl.a. er kendt for sin
udsmykning af Starup Kirke, og som efter 1920 blev en af
Fanø-malerne. Fotos SP.
Museet i Haderslev, som nu bl.a. rummer
direktion og sekretariat for Museum Sønderjylland,
er en unik kulturbygning fra
den tyske tid, et rigtigt Gesamtkunstwerk,
hvor dansk og tysk mødes. Bygningen har
desværre fået udskiftet sine vinduer til nye
med termoglas – men det kan nemt gøres
godt igen.

Christiansfeldvej 4 A-B, 6100 Haderslev
Catharinaheim
Stiftelsen Catharinaheim ved Christiansfeldvej
er den første bygning fra perioden
1864-1920 i Sønderjylland, som blev
bygningsfredet. Det er da også et ualmindeligt
helstøbt og velbevaret anlæg, der
omfatter både den langstrakte hovedbygning,
de små udhuse (tidligere til vask,
brændsel mm.) og det store haveanlæg.
Catharinaheim blev tegnet i 1896 af
arkitekt Wilhelm Voigt, Kiel, som på det
tidspunkt tegnede for kirker og sociale
institutioner i Slesvig. Han var involveret
i flere kirkerestaureringer, bl.a. Aabenraa
Skt. Nikolaj, hvorpå han satte en nygotisk
tagrytter, der dog i 1945 blev beskrevet
som »dominerende, lidet heldigt« og erstattet
af en genskabelse af et ældre spir.
Catharinaheims hovedbygning er i den
almindelige hanseatiske nygotik med sin
EN FÆLLES KULTURARV 83
Stiftelsen Catharinaheim
i Haderslev,
tegnet 1896 af
kirkearkitekt Wilhelm
Voigt, Kiel, er et smukt
eksempel på tidens
borgerlige godgørenhed.
Foto SP.

En af grundene til, at
Catharinaheim blev
fredet er, at hele anlægget
er så velbevaret
– både hovedbygning,
udhuse og have.
Foto BZ/ JTJ.
kombination af rødt murværk og blændinger,
der i dette tilfælde står gult pudsede.
Bygningens midterparti med den
store fællessal er markeret med en høj
halvvalmet gavl prydet med blændinger,
dekorative vinduer samt bygningens navn
og årstal.
Catharinaheim er et flot vidnesbyrd om
fremgangen i den private socialforsorg i
Haderslev. Det første asyl for gamle mennesker
blev stiftet i 1863 og fik i 1898 sin
egen lille bygning i Allégade, Cathrine-
84 EN FÆLLES KULTURAR V
Asylet. I 1874 blev der grundlagt e tysk
asylforening for børn, der fik opført en
Warteschule i Præstegade – og i 1890´erne
oprettede godsejer Ingward Martin Clausen,
Knoop ved Kiel, Catharinaheim for
»værdige trængende borgere fra Haderslev
samt disses hustruer og enker«. Bygningen
var oprindeligt indrettet med 22 boliger,
20 for ægtepar og to for enlige. I dag
fungerer bygningen fortsat som boliger for
ældre mennesker, nu administreret af et
almennyttigt boligselskab.

Skovbyvej 2, Vedsted, 6100 Haderslev
Hoptrup Hovedgade 66, Hoptrup, 6100 Haderslev
Vedsted og Hoptrup Skoler
Som led i den tyske kulturoffensiv, der
blev indledt i 1906, skete der også en
storstilet modernisering af landsbyskolerne.
Det skete især i Haderslev Kreds
under Gottfried Ernst Dryander, der
var landråd for Haderslev Kreds 1908-
13. Opførelsen skete efter de preussiske
normer for moderne skoler med bl.a. vægt
på store oplukkelige vinduer af hensyn til
både sundhed og brandsikkerhed. Op-
gaven med at bygge skolerne blev lagt i
hånden på lokale arkitekter uden skelen
til, om de var tysk- eller dansksindede. To
af de arkitekter, der byggede »Dryanderskolerne«
var Walther Czygan og Peder
Gram. Peder Gram var født i Nustrup ved
Haderslev, havde gået på tysk Baugewerkschule
(teknisk skole) og på Kunstakademiet
i København. Begge arkitekter
byggede i hjemstavnsstil. Tyske arkitek-
EN FÆLLES KULTURARV 85
Den smukke Vedsted
Skole sydvest for
Haderslev er en af de
mange ”Dryanderskoler”
i hjemstavnsstil.
Foto SP.

Smukt murværk på
Hoptrup Skole, tegnet
af den unge dansksindede
arkitekt Peder
Gram. Foto SP.
turkendere kritiserede, at Czygan byggede
lidt for tysk for Slesvig – og Gram lidt for
dansk. Men i skolebyggeriet er det svært
at se forskel.
Der er mange smukke eksempler bevaret
på Dryander-skoler. Her kan nævnes bl.a.
de tidligere borgerskoler i Jels og Rødding
(1911-12) samt en lang række landsbyskoler:
Hygum (1910), Bevtoft (1912),
Maugstrup (1913), Ørby og Vonsbæk
(1913). Her har jeg valgt at fremhæve to
af de bedst bevarede, der begge er tegnet
86 EN FÆLLES KULTURAR V
af Peder Gram: Hoptrup Skole fra 1911-
12 og Vedsted Skole fra 1912. Begge
skoler er udvidet i årenes løb – Hoptrup
endda flere gange – og især Vedsted Skoles
udvidelse fra 1952 har videreført den
oprindelige arkitektur på smukkeste måde.
Begge steder er de oprindelige skolebygninger
godt bevarede og lette at genkende
med de hvide sprossede vinduer i det røde
murværk, de høje tegltage og de markante
fremskudte kvistgavle. Af karakteristiske
detaljer kan nævnes de mange fine og
varierede buestik og murankrene med
skolernes opførelsesår.
Dryander-skolerne var en charmeoffensiv,
der ikke bed på Haderslev-egnens store
danske flertal. Men vi kan anerkende den
høje kvalitet i både arkitektur og bygningshåndværk,
som skolerne fortæller
om. Denne standard blev heldigvis fortsat,
da skolebyggeriet fortsatte efter Genforeningen
– nu især i Tønder og Aabenraa
amter. Fine eksempler er f.eks. Saksborg
Skole ved Burkal og Daler-Gærup Skole
(begge 1922) eller Kiskelund Skole ved
Kruså (1926).

Åstrup Allé 42, Over Åstrup, 6400 Haderslev
Den tidligere amtsbanestation
Som førnævnt var Tyskland et rige, der
i meget høj grad satsede på jernbanerne
som fremtidens transportmiddel. I 1892
vedtoges i Preussen en lov om Kleinbahnen,
og i de næste 20 år blev ikke mindst
det nordlige Slesvig gennemkrydset af
et net af smalsporede jernbaner. Dels var
bivejene i landsdelen elendige, dels kunne
banerne hjælpe med fortyskningen. I 1897
vedtog Haderslev Kreds under kredsråd
Mauve at igangsætte anlæg af amtsbaner.
De første strækninger blev Haderslev-
Christiansfeld, Haderslev-Ustrup og
Vojens-Rødding i 1899. I 1903 fulgte
banen Haderslev-Årøsund, og 1904 banen
Ustrup-Toftlund. I 1905 forlængedes
Røddingbanen til Skodborg, og i 1910
kom de sidste strækninger fra Toftlund og
Gram over Arnum til Skærbæk.
Ved de første banestrækninger fik alle
stationer, store som små, store stationsbygninger,
der rummede både ventesale
og billetkontor, stationsforstanderbolig og
restaurant. De flotte stationer medvirkede
til en kraftig fordyrelse af anlæggene, så da
man i 1904 nåede til Toftlund-banen blev
de mindre stationer ret beskedne. Stationerne
fra perioden 1899-1905 blev tegnet
af Baurat Friedrich Wilhelm Jablonowski
i den typiske officielle hanseatiske nygotik
blandet med »nystilens« frie former. Til de
sidste strækninger fra 1910 blev stationer-
ne derimod tegnet i malerisk hjemstavnsstil
af den private Haderslev-arkitekt
Walter Czygan.
Mange af Jablonowskis stationer blev rene
borge, toetagers villaer i det flade landbrugsland.
Stationen i Over Åstrup, som
er en af de bedst bevarede, viser en mere
romantisk side af nationalromantikken
med sin blanding af murværk og bindingsværk
– mere Mosel- og Rhinegnene
end Hansestæderne og Østpreussen.
EN FÆLLES KULTURARV 87
Den mest romantiske
af de mange mere
eller mindre godt
bevarede amtsbanestationer
i den gamle
Haderslev Kreds ligger
i Over Åstrup. Foto
BZ/ JTJ.

Den teglstensromanske
stil i den første
danske frimenighedskirke
i Sønderjylland,
Bovlundbjerg, var ret
almeneuropæisk –
men valget af bygmester:
Andreas Bentsen
fra den grundtvigske
højborg Vallekilde
var yderst symbolsk.
Foto SP.
Bovlund Bjergvej 25, 6534 Agerskov
Bovlundbjerg Frimenighedskirke
Dannelsen af sønderjyske frimenigheder
startede i Rødding 1874. Men den
danske grundtvigske bevægelse slog også
rod andre steder i landsdelen. Et af disse
steder var Bovlund i Branderup Sogn
inde i midtlandet. Her slog en ung lærer,
Laurids B. Poulsen sig ned i 1870, og i
1879 blev han ordineret som præst for en
menighed på stedet. I 1896 kunne man gå
88 EN FÆLLES KULTURAR V
i gang med at bygge egen kirke. På grund
af chikane fra de tyske myndigheder blev
den dog først taget i brug 1900.
Som bygmester valgte menigheden Andreas
Bentsen fra Vallekilde. Vallekilde
Højskole på Nordvestsjælland var dengang
en af den grundtvigske bevægelses
højborge, og Andreas Bentsen havde

her i 1877 startet en særlig uddannelse
for håndværkere. Det blev med årene til
den berømte bygmesterskole, der i 1907
blev overtaget af hans søn, arkitekt Ivar
Bentsen og flyttet til Holbæk. Bygmesterskolen
var helt central i dannelsen af
Landsforeningen for Bedre Byggeskik –
og samtidig havde Vallekilde fra starten
tæt forbindelse med Martin Nyrop, der
byggede mange af højskolens bygninger.
Gennem forbindelsen til Sønderjylland
kom Andreas Bentsen til at bygge kirken
i Bovlund – og Nyrop tegnede kirkens
alterbord og ramme.
Frimenighedskirken i Bovlund ligner
med sin korrekte romanske stil tilsyneladende
en af tidens murermesterkirker.
Men flere elementer er valgt helt bevidst.
Tårnet skulle, efter ønske fra L.B. Poulsen,
ligne de karakteristiske tårne i det
gamle Tørning Len (mellem Haderslev og
Ribe) med de fire spidsgavle – og Bentsen
ønskede, at der skulle bruges røde, magre
håndstrøgne sten, der kunne produceres
på egnen.
Bovlund Frimenighedskirke er måske
ikke den smukkeste af de sønderjyske
frimenighedskirker – men den er et stærkt
symbol på de tætte forbindelser mellem de
danske sønderjyder og det grundtvigske
Danmark. Rødt murværk på Bovlundbjerg Frimenighedskirke. Foto SP.
EN FÆLLES KULTURARV 89

Ultang er den nygotiske
”Hannoverskoles”
hovedværk i Sønderjylland,
tegnet af Johannes
Otzen-eleven
A. W. Prale i Flensborg
1884. Foto SP.
Ultangvej 26, Halk, 6100 Haderslev
Ultanggård
Egnen omkring Haderslev og Kolding
har siden 1500-tallet været de store gårdes
land. Hele egnen var dengang kongeligt
ryttergods eller hertugelig ejendom. Der
var ingen herremænd, så gårdene kunne
udvikle sig frit, bare de betalte skat. I
årene mellem 1800 og 1870 blev mange
af de store gårde, der tidligere havde været
90 EN FÆLLES KULTURAR V
i bindingsværk og bultømmer, nybygget i
grundmur – ofte som herregårdslignende
trefløjede anlæg. Mange af gårdene blev
bygget af de store bygmestre i Haderslev
og Kolding i klassicisme eller begyndende
historicisme. Blandt de store gårde står en
dog helt for sig selv med sin slotslignende
hovedbygning: Ultang på Haderslev Næs.

Ejerne af Ultang, familien Fromm-
Christiansen, var tidligere tysksindede,
og da de i 1884 skulle finde arkitekt til en
ny hovedbygning, faldt valget på A. W.
Prale i Flensborg. A. W. Prale var elev af
Johannes Otzen og havde lige som denne
gået på arkitektskolen i Hannover, der
var centrum for den nordtyske nygotik.
Specielt for »Hannoverskolen« var brugen
af frie romantiske former – ligesom
1890´ernes Neustil – og brugen af motiver
fra nordtysk gotik, omsat i gul-rødt mønstermurværk
og rig brug af formsten og
glaseret tegl. Andre eksempler på Hanno-
verskolens gotik kan i Sønderjylland bl.a.
findes i den tidligere teglværksejerbolig på
Rendbjerg Teglværk ved Gråsten (også af
A. W. Prale) eller ejendommen Storegade
12 i Tønder (1893).
Ultangs hovedbygning er mere et slot eller
en villa end et gårdstuehus. Bygningen er
gennem ejernes omhu næsten mirakuløst
bevaret, både i det ydre og det indre, inklusive
de mange smedejernsgelændere og
-rækværker, stuklofter, paneler og vægdekorationer
i trappehall og stuer.
EN FÆLLES KULTURARV 91
Fest og farver er der
over Ultang, der også i
det indre er intakt bevaret
og derfor på vej
til at blive bygningsfredet.
Foto BZ.

92 EN FÆLLES KULTURAR V