REPORTAGE GARMISCH-PARTENKIRCHEN

18
Kultur
Flensborg Avis - onsdag den 23. december 2015
Syd for pølse-ækvator
Dobbeltbyen Garmisch-
Partenkirchen kendes
bedst for skihop. Men
her er også en af Tysklands
mest interessante
jernbaner, der fører op
til det højeste bjerg,
Zugspitze - og imponerende
slugter, hvor man
let kan blive våd.
bayern
Garmisch-Partenkirchen er lig med
den 1. januar. Hvem er ikke vågnet
op med tømmermænd efter nytårsaften,
sat kaffe over og kastet sig hen i
sofaen til en omgang skihop fra den
gamle OL-by? Så flyver de modige
mænd ud fra bakken i deres specialsyede
termodragter, og dernede
i baggrunden ser man dobbeltbyen
Garmisch-Partenkirchen - mens man
selv ligger vandret.
Det er kun jernbanen, der skiller
byerne ad. Allerede i 1935 blev byerne
lagt sammen til én. Der er dog
stadigvæk en bindestreg imellem, og
med god støtte fra den legendariske
sportskommentator Niels-Christiansen
(det var ham, der vandt nytårsvagten!),
har de færreste danskere
fået lært at lægge trykket det rigtige
sted, når dobbeltbyens navn skal udtales
- nemlig på -kirchen og ikke på
Parten. Der hviler en særlig international
atmosfære over Garmisch-
Partenkirchen klos op ad grænsen til
Østrig. Over 10.000 sengepladser er
der i dobbeltbyen, men udlændinge
kommer der næsten kun, når der er
skisport. Tyskerne elsker atmosfæren
i Garmisch, som stedet blot kaldes
i daglig tale. Antallet af de udenlandske
turister, der finder vej til alpebyen,
er begrænset.
Her er ellers masser af hyggelige
hoteller af Gasthof-slagsen i ægte
bayersk stil med træveranda, store
altankasser med blomster og jagttrofæer
på væggene - men mindre
kan også gøre det. Går turen syd for
»Weisswurst-Äquator« (Weisswurst
er en særlig bayersk kogepølse), så
er Garmisch dog næste et must. Det
er jo trods alt her, Tysklands højeste
bjerg, Zugspitze, ligger. Toppen
befinder sig få meter fra den tyskøstrigske
grænse, og østrigerne gør
lige så meget krav alpetoppen med
en svævebane fra Ehrwald.
Den højeste Biergarten
Den mest eventyrlige måde at komme
op på toppen 2962 meter over
havets overflade er naturligvis at tage
støvlerne på og ellers udstyre sig
med reb og hakke. Men hvem gider
det, når det allerede i midten af det
18. århundrede blev besteget for første
gang, og når der i øvrigt går bekvemmelige
bjergbaner derop fra flere
retninger?
Når man står oppe ved bjergtoppen,
kan man nyde en Erdinger eller
en Franziskaner i Tysklands højest
beliggende Biergarten og ellers i sin
magelighed betragte alle de bjergbestigere,
der har slidt og slæbt sig vejen
op - med svedige kroppe og støv
i ansigtet. Når man står på udsigtsterrassen
og kigger over mod det
gyldne kors på Zugspitze, er det altså
et kosteligt syn at se de veltrænede
bjergbestigere, der tager den sidste
vej op på toppen - i selskab med velnærede
mænd i sandaler eller gummisko.
Den sidstnævnte kategori af
har blot taget de sidste 50 meter fra
udsigtsterrassen op til toppen for at
blive foreviget af konen, der står på
Vandet fra bjergene fosser gennem de smalle slugter, som de bayerske alper er så kendt for. Her er det Partnachklamm syd for Garmisch-
Partenkirchen. »Klamm« er det sydtyske ord for en bjergslugt, der er udhulet af smeltevand. (Foto: Hans Christian Davidsen)
terrassen ved Tysklands højest beliggende
Biergarten.
Den næstmest eventyrlige måde at
komme til tops med Bayerische Zugspitzbahn,
der har sin egen smalsporede
banegård ved siden af den rigtige
DB Bahnhof. De første ti kilometer
tøffer toget uskyldigt af sted forbi
små landsbyer og køer med bjælder.
Men så sker der ting og sager. Efter
stationen ved den dybblå Eibsee fortsætter
banen ind I den første tunnel.
I de moderne vogne vises på små
fladskærme film fra slutningen af
1920erne - fra dengang, da banen
blev anlagt tværs gennem de voldsomme
bjergmassiver. Det har ikke
været et job for tøsedrenge. Mænd
med vejrbidte ansigter og de bare
næver borede deres vej ind gennem
alpernes hårde indre, så vi i dag kan
sidde behageligt i toget med vores
smarte solbriller og videokameraer.
Efter den første tunnel kommer vi
et par kilometer ud i dagslyset igen,
men fra Riffelriss i 1640 meters højde
går de sidste 4,5 kilometer som
en spiral ind gennem bjerget til endestationen
Zugspitzblatt i 2588 meters
højde. Her er det ikke længere
kun de glatte skinner, der køres på.
Halvvejs på strækningen er den
almindelige jernbane blevet en tandhjulsbane
med stigninger på op til
25 procent. Tandhjulene tager godt
fat inde i den mørke tunnel op til endestationen,
der minder om en undergrundstation
- blot med den forskel,
at man ikke stiger op til storbyens
travle liv, men derimod en klar
bjergluft i et alpint miljø med sand
og gletsjere.
Højere i Østrig
Det sidste stykke vej op til udsigtsterrassen
- og den kendte vejrstation -
foregår med en kabelbane, og fra toppen
har man vel nok Tysklands bedste
udsigt - med en stor bid af Østrig
med i købet. Vi er langt over trægrænsen,
og det er kun sorte ravne,
der holder menneske med selskab
heroppe. Mod syd er der sneklædte
alpetoppe, mod nord ses de sammenvoksede
byer Garmisch og Partenkirchen
- og 100 kilometer væk skimtes
München.
Man kan i øvrigt let blive forvirret
heroppe. Står man på den østrigske
side, får man at vide, at Zugspitze er
2962,33 meter. På den tyske side, siger
tallet dog kun 2962,06 meter.
Forklaringen lykkedes det os
først at få, da vi er kommet ned fra
bjerget igen. Østrigerne måler efter
vandstanden i Trieste i Italien,
tyskerne efter vandstanden i Amsterdam.
Vandstanden i Nordsøen
og Middelhavet er nemlig ikke den
samme.
Man kan tage den samme vej tilbage
fra Zugspitze til Garmisch. Men
også vælge at tage svævebanen ned
til en station halvejs på Zugspitzbahn
og derefter tage skinnevejen
gennem dalen tilbage til Garmisch.
Her er der nok at give sig til. Både
hvis man vil have adrenalinen til at
RESÜMEE
Südlich des
Weißwurstäquators
Die Doppelstadt Garmisch-
Partenkirchen ist vor allem für
Skispringen bekannt. Doch hier
gibt es auch eine der meist interessanten
Eisenbahnen, die
auf den höchsten Berg Deutschlands
- die Zugspitze - führt, wo
es imponierende Schluchten
gibt, wo man leicht nass werden
kann. Und wie kommt es,
dass die Zugspitze, die sowohl
in Deutschland als auch in Österreich
liegt, in Österreich
höher ist, obwohl der Berg der
gleiche ist? Das kommt dadurch,
dass die Österreicher
die Höhe vom Mittelmeer aus
berechnen, während die Deutschen
sich an der Nordsee orientieren.
Der Wasserstand in
beiden Meeren ist nicht der
gleiche.
pumpe - eller det modsatte. Hvad
med lidt rappelling eller paragliding,
hvis du savner spænding i tilværelsen.
Eller lidt wellness, hvis livet har
været lidt for hårdt ved dig på det
seneste.
Men hvorfor tage til Bayern uden
vandresko? Nogle af de største oplevelser
får man i de smalle bjergslugter,
der nogle steder har lodrette
vægge - og hvis bund genemstrømmes
af et vildt vandløb. Hvor vildt
det er, afhænger af smeltevandet eller
regnvandet. »Klamm« hedder sådan
en kilometer lang slugt på Oberdeutsch
- den slags tysk, der tales fra
Thüringen og nedefter.
Brusende vandfald
Syd for Partenkirchen - med indgang
lige ved Olympia Skistadion - findes
den lettilgængelige Partnachklamm
og syd for Garmisch-Partenkirchen
den noget sværere tilgængelige Höllentalklamm.
Smalle stier løber langs
kløfternes væge, vandet fosser igennem
og danner flere steder brusende
vandfald. Mange steder fortsætter stierne
gennem tunneller og over broer.
På de smalleste steder er kløfternes
vægge blot et par meter fra hinanden,
og nogle steder nøjes væggene
ikke med at være vandrette, men
direkte at bøje sig ind over slugten.
Disse imponerende naturfænomener
er dannet af gletsjere og smeltevand,
og hvor der er allermest
trangt, kan det være temmelig træls
at møde en turist med et alt for højt
body mass index. Men de fleste tager
det med et smil. Der er ikke meget
plads, så man må deles. Selv flere timer
efter, at det har regnet, er man
nødt til at tage en regnjakke med
herind, da det driver ned ad væggene.
Og efter en lang tur i vandrestøvlerne
har man så ikke fortjent en
Paulaner? Jo, det har man da. Og EU
til trods, så bliver de altså serveret
af damer med Dirndl-kjoler på disse
breddegrader. Den traditionelle sydtyske
og østrigske beklædning var
tæt på at blive forbudt for arbejdsgivere
at lade kvinder servere med på
udskænkningssteder. De var for kolde
at bære og levede derfor ikke op
til arbejdsmiljøreglerne, hed det.
Hans Christian Davidsen
hcd@fla.de