BANERNE I BERLIN

18
Kultur
Flensborg Avis - torsdag den 31. december 2015
Historien kører videre
Forladte S-togstationer
er blevet taget i brug.
Sårene i U-banenettet
er helet. I Berlin er det
at tage med banerne
en oplevelse i sig selv.
Og banerne gemmer på
masser af historie.
kollektiv trafik
Berlin. Over 800.000 mennesker kører
hver dag på kryds og tværs gennem
Berlin ad skinneveje. I første
sals højde, dybt nede under jorden,
på gadeplan - få meter fra andre berlineres
køkkenvinduer, over Spreeflodens
forgreninger, ind mellem de
klassicistiske bygninger på Museumsinsel
og tværs over de tidligere
dødszoner, hvor jorden var mineret,
og grænsevagter stod klar med maskingeværerne.
Berlins S-baner, U-baner og sporveje
er ikke blot den billigste og nemmeste
måde at komme rundt i byen
på. De er en attraktion i sig selv. Her
lever og ånder Berlin. Berlineren får
sin morgenbolle i bagerforretningen
på Bahnhof Alexanderplatz på vej til
arbejde. Sigøjnere og russere stiger
på fra Bahnhof Friedrichstraße og
serverer melankolske toner på harmonika,
mens toget gynger på sin
vej mod den splinterny Hauptbahnhof.
Og fodboldfans får deres opvarmningsbajere
på vej mod Olympiastadion,
hvor Hertha Berlin skal
spille. Mange nationaliteter mødes i
den kosmopolitiske storbys S-tog og
U-baner.
Weimarrepublikken, nazitiden,
Den kolde Krig, genforeningen... der
er næppe noget andet transportmiddel,
der som Berlins S-tog og U-baner
er et spejlbillede af Tysklands historie.
Liv på spøgelsesstationer
Over 329 kilometer S-bane og 146 kilometer
U-bane snor sig gennem den
tyske hovedstad. Banegårde, hvor
tiden mellem 1961 og 1989 gik i stå,
er blevet genåbnet. Skinner, der før
var rustne og dækket til med træer
og buske, er atter blanke. Tidligere
tiders spøgelsesstationer summer
af liv. Hullerne i S-togsnettet og i U-
banerne er blevet lappet. Historien
kører videre.
For historie er der masser af på
Berlins baner. Man ser den på de
gamle skilte med gotisk skrift, og
under Potsdamer Platz, der før var
en spøgelsesbanegård.
Bahnhof Friedrichstraße var før
den eneste station, hvor man kunne
skifte mellem øst- og vesttogene.
Her blev spioner udvekslet, og familier
tog afsked med hinanden, før
vest-delen forlod Østberlin.
»Tränenpalast« hed paskontrollen
ved Friedrichstraße i gamle dage i
folkemunde. Her, hvor øst- og vestfamilier
græd deres tårer, er der nu
diskotek og kabaretter.
Berlins S-baner og U-baner er
Tysklands ældste. Samme år som
Bismarck samlede Tyskland i spejlsalen
i Versailles, i 1871, åbnede S-
ringbanen, som der blev sat en brat
stopper med muren. Den blev først
åbnet igen i midten af 1990erne, og
i dag kan man tage særlige panoramatog
hele vejen rundt. Gennem
ovenlysvinduer får man en times frit
udsyn til Berlin, der tager sig så forskelligt
ud, at man nogle gange ikke
skulle tro, man var i den samme by.
I 1920erne blev S-banen totalt
elektrificeret, og i 1930erne indsattes
»Baureihe 470«, der fortsatte med
Fakta
• Man kan besøge Berlins
U-banemuseum, der
ligger i nærheden af
Olympiastadion. Museet
er dog åbent hver anden
lørdag. Man kan tjekke
åbningstiderne på www.
ag-berliner-u-bahn.de
• Et tilsvarende S-banemuseum
ligger ved
Bahnhof Griebnitzsee
lige uden for Berlins
bygrænse ved Wannsee.
Det er kun åbent
en gang om måneden.
Man kan dog få særlige
grupperundvisninger,
hvis man stiller med minimum
20 personer.Åbningstiderne
kan ses på
www.s-bahn-museum.
de.
• Skal man som turist
rundt med banerne i
Berlin, kan det betale
sig at købe en dagsbillet,
der gælder til to eller
tre zoner. For 18 euro får
man en tredagesbillet,
der også inkluderer op
til tre børn og samtidig
giver rabat til byens
museer. Alle offentlige
transportmidler i Berlin
er slået sammen, så
man med den samme
billet kan benytte samtlige
busser, S-tog, U-
baner og sporvogne.
at bumle gennem byen til langt efter
den tyske genforening. Det var ældgammelt
materiel med hårde træbænke,
beskidte og forfaldne, men
pokkers charmerende.
I de selvsamme togvogne valfartede
sportsbegejstrede medlemmer af
Hitlers Volksgemeinschaft i 1936 til
olympiaden på Olympiastadion.
Er der andre storbyer i Europa,
hvor indbyggerne ville have ladet sig
spise af med sådan noget skrammel?
Berlinerne har en forunderlig evne
til at tage ting, som de nu engang er.
De har overlevelsesinstinkt.
Oversvømmelse i U-bane
Nu er livet blevet lidt lettere med
de moderne »Baureihe 481«-modeller,
der til gengæld virker lidt mere
kønsløse på en baneentusiast.
Nazisterne havde store planer med
S-banen, da Hitler samtidig pønsede
på at gøre Berlin til verdenshovedstaden
Germania. Men det blev kun
til anlæggelsen af en tunnelbane
mellem Nordbahnhof og Anhalter
Bahnhof, før pengene blev pumpet
ind i krig. Nord-syd tunnellen blev
også kraftigt beskadiget under krigen.
Når bomberne faldt over Berlin,
rystede de ikke blot undergrunden.
Mange gange slog de ned gennem
tunnelrørene og smadrede vandledninger,
så vandet fossede ind i U-banerne.
Et sted fører banerne under
Landwehr kanal, der via en forbindelsesgang
fra Bahnhof Friederichstraße
sendte enorme vandmasser
ind i U-banenettet, så togene ikke
kunne køre i flere år.
Efter krigen fortsatte Deutsche
Reichsbahn med at drive S-banerne
- pudsigt nok ikke kun i Østberlin,
men også i Vestberlin. Da de to tyske
stater var en realitet i 1949, var
Deutsche Reichsbahn (et levn fra
I Berlins periode som delt by blev S-Bahn i begge bydele drevet af DDR's jernbaneselskab Deutsche Reichsbahn, hvilket fik mange i Vestberlin
til at boykotte S-Bahn. Man opfattede det at købe en billet til S-Bahn som støtte til det østtyske kommunistiske regime. S-Bahnnettet
var opdelt i et vestligt og et østligt net, hvis eneste fælles station var Bahnhof Berlin Friedrichstraße, der lå i Østberlin.
(Fotos: Hans Christian Davidsen)
Weimarrepublikken og nazitiden)
nemlig kun det østtyske jernbaneselskab.
I vest opstod Deutsche Bundesbahn.
Store huller
Muren kom til at bære skylden for
de meget store huller, der opstod
i både S- og U-banestrækningerne.
For eksempel var Vestberlin overhovedet
ikke indtegnet i Østberlins
officielle kort over strækningerne.
To vestberlinske U-banelinjer - U 6
Tegel-Alt Mariendorf og U8 Osloer
Straße-Leinestraße - kørte under ind
i østberlinsk territorium, forbi nedlagte
stationer og med den højest
mulige hastighed. På banegårdenes
perroner stod kun Volkspolizisten
med maskingeværer på jagt efter republikflygtninge.
DDR-regimet bestemte egenhændigt,
hvor meget vestberlinerne skulle
af med i billetpriser, og det førte i
1960erne til en massiv vestberlinsk
boykot med paroler som »S-banepassagererne
betaler regningen for
muren« og »Ulbricht skal ikke have
en rød øre«.
Først i 1984 faldt tingene i Vestberlin
nogenlunde til ro, da byens senat
via Berliner Verkehrs-Betriebe overtog
S-banenettet - men med de samme
karakteristiske rød-gule togsæt.
Alle sår er i mellemtiden helet.
»Zurückbleiben, bitte«, lyder det fra
perronens højttaler. Trykluften suser,
og dørene rasler i med et smæld.
Berlins baner tager os videre med i
historien. Hans Christian Davidsen
hcd@fla.de