FRODE KRISTOFFERSEN (1)

KULTUR
FLENSBORG AVIS — Fredag 29. februar 2008 — 18
- Når det bliver alt for alvorligt,
har jeg det med at
flygte til en vittighed - det
ligger til min natur, siger
Frode Kristoffersen.
(Fotos: Lars Salomonsen)
356 sider på gammeldaws facon
Interview. I 1990ernes tog
Frode Kristoffersen de
danske tv-seere med
rundt i Europa. Nu gør
han det igen i en ny bog,
som han har banket ned
på sit gamle hakkebræt i
Aabenraa - og sendt i små
portioner til Gyldendal i
København. Da først han
besøgte nogle af de steder,
hvor han i sin tid var korrespondent,
væltede erindringerne
frem.
Hans Christian
Davidsen skriver
”
Tyskerne har en
angst for ustabilitet,
en angst
der stammer
helt tilbage fra
usikkerheden i
Weimarrepublikken.
AABENRAA. Taj æ bachdør!
Lyder det inde fra det gule murstenshus
på Haderslevvej.Vejen
går gennem køkkenet og ind i
stuen, hvor bunker af papirer og
historiske fotos ligger spredt på
spisebordet.
Vi slår bagdelen i sæderne,
men Frode Kristoffersen rejser
sig hurtigt igen.
- Det er et alkoholfrit hus det
her.Vil du have en kop te?
- Jo tak. Jeg drikker ikke i arbejdstiden.
Og te er der vel aldrig nogen,
der har taget skade af.
- Og... hvor kommer du så
fra...?, vil han lige vide, før han
går i gang med at fortælle.
Bogen - hans ny bog »Mit Europa«
- bliver slået op på side 84.
Her er det ofte aftrykte billede af
Willy Brandt, der en tidlig januarmorgen
i 1970 knælede foran
Frode Kristoffersens gode, gamle ven, der har fulgt ham i tykt og tyndt. Nogle gange har han også skrevet
på den på steder, han ikke burde skrive på den.
mindesmærket på det sted, hvor
den jødiske ghetto havde ligget -
indtil nazisterne i 1944 pulveriserede
Warszawa.
Jo sandelig, man genkender tydeligt
Frode Kristoffersen nede i
mængden af korrespondenter.
Den knælende Brandt er blevet
et symbol, en historisk akt og også
en legende.
Mærkede du i det øjeblik,
Brandt knælede, at dette var og
skulle blive en historisk begivenhed?
- Det var egentlig bare en
krans, der skulle nedlægges, og
det var så det. Alle udlandskorrespondenter
stod pligtskyldigt
og ventede på en officiel begivenhed,
og bagefter fortsatte det
normale program, som om intet
var hændt. Først senere gav
Brandts knæfald anledning til
stor diskussion blandt korrespondenterne.
En del tyske journalister
mente, at knæfaldet var
lidt overdrevet. Det var jo
Brandts ensomme beslutning.
Egon Bahr, der dengang var departementschef
i Bundekanzleramt,
anede intet. Først bagefter
kom reaktionerne, der til tider
var meget voldsomme. »Ein
Deutscher braucht nicht zu knien«,
hed det flere steder fra. Men
Willy Brandt var den eneste, der
kunne gøre det på det tidspunkt.
CDUeren Rainer Barzel ville ikke
have været i stand til det, siger
Frode Kristoffersen.
Personlig beretning
»Mit Europa« udkommer på Gyldendal
den 3. marts. Bogen er
Frode Kristoffersens personlige
beretning om Danmarks vej til
Europa set fra de byer, hvor han i
20 år var korrespondent for Danmarks
Radio: Berlin, London,
Bonn, Strasbourg og Bruxelles.
Achtung!
Frode Kristoffersens indgang til
Europa er præget af det dansktyske
forhold. Hans far kom til
Als som postembedsmand og giftede
sig ind i en sønderjysk familie,
som delvis var tysksindet.
- Når der var begravelser sang
vi både »I Gud er så fast en
borg« og »Ein feste Burg ist unser
Gott«. Og kom der lidt for
megen nationalpolitik i diskussionerne
hjemme i familien, sagde
min far altid »Achtung!«. Et
signal - til min mor - om, at man
skulle holde inde og ikke bevæge
sig længere ud. Da vi boede i Bogense,
løb vi drenge rundt med
trægeværer i gaden, da tyskerne
rykkede ind. Da oplevede jeg for
første gang min mor gal i skralden
på tyskerne: Hvad bildte de
sig ind at komme på den måde i
et land, som ikke var deres? Min
far kiggede blot på min mors
vrede ansigt, og denne gang kom
der ikke noget »Achtung«, husker
Frode Kristoffersen.
Af sted i 1961
I august 1961 blev han sendt til
Berlin for »Dagens Nyheder« -
en af de mange danske aviser, der
ikke findes mere. Han nåede lige
at høre Walter Ullbricht sige med
fistelstemmen, at »Niemand hat
die Absicht eine Mauer zu errichten«
- og få uger senere stod
muren der. I 1989 rejste han tilbage
til Østberlin med sit gamle
hakkebræt, som han stadig klimprer
på. Han indlogerede sig på
Prenzlauer Berg, hvor han hurtigt
fik sig et stamværtshus og
rapporterede hjem til Orientering
på Danmarks Radios P1.
Hvordan har dit syn på Tyskland
udviklet sig i de mellemliggende
år?
- Jeg synes nok, det er lykkedes
for tyskerne i denne omgang - ef-