PEER GYNT

KULTUR
FLENSBORG AVIS — Tirsdag 1. oktober 2013 — 18
Et løg af løgn
FOTO: HENRIK MATZEN
Anmeldelse. Der er symbolske figurer
og et rabalder-kor af trolde
- Landestheater viser Peer Gynt i
en meget tempofyldt, men stilren
udgave af Henrik Ibsens norske
klassiker.
FLENSBORG. Henrik Ibsens dramatiske vers om
Peer Gynt handler om en mand, der vil være
sig selv for enhver pris. Han lyver op og ned ad
stolper af mangel på personlighed. Lægger
skånselsløst an på en naiv brud for at droppe
hende allerede dagen efter.
Han svigter sin hengivne Solveig forelsker sig
i Dovregubbens datter og er tæt på selv at blive
en trold, han flygter fra Norge og bliver
blandt andet slavehandler i Afrika, inden han
som en gammel mand vender hjem og genfinder
den stakkels Solvej, der trofast har ventet
på ham i fjeldhytten.
Som for Søren Kierkegaards æstetiker er det
ene lige så godt som det andet, blot det gøder
hans indbildte selv og hans selvbedrag.
Landestheater viser den norske klassiker i en
teaterversion med højt tempo. Schweizeren Simon
Keel er ny i Landestheaters faste ensemble,
og kastes ud i en debut, hvor han har et
sikkert greb om hovedrollen og trækker hele
truppen på scenen med. Sammen med Friedrikke
Butzengeiger, der udfylder det ægte selv,
Solveig, særdeles sikkert.
Løget pilles og pilles
Peer Gynts figur er en hel verden af mangfoldighed
koncentreret om det rene ingenting, og
Simon Keel spiller ingen pointer af hænde,
men får de ibsenske tekssteder godt frem. »Jeg
er mig«, lyder hans motto, og med den forbindelse
af to ord, der udtrykker det samme, kan
han som en fantast rejse ud i verden og undervejs
rationalisere og besmykke sin selvgodhed
uden at bemærke, hvordan han går til bunds i
sit eget eksistentielle tomrum.
Rigtig stærkt fortolkes scenen, hvor selvets
løg pilles ind til en kerne, som viser sig ikke at
være der.
Monologen kører mekanisk rundt i ring og
fører ingen steder hen - hvad der jo er hensigten.
Han stammer og taler i vildelse, og dermed
står det os lysende klart, at hovedfiguren i de
sikre monologer i virkeligheden er en svækling
- og i den usikre gentagende monolog omsider
viser sig som et menneske. Det virker godt.
Udtryksfuld forvrængning
Forestillingen får et godt pep med et gennemført
og effektivt skyggespil, hvor figurerne
vokser og skrumper - mest udtalt i dialogerne
mellem Peer Gynt og moren Aase, spillet af Ingeborg
Losch, der svinger fra at være stor og
stridbar til en lille grå kvinde, der dør i en inderlig
og forsonenede mor-søn dialog.
Peer Gynts rejse går gennem et univers af
folkloristiske dragter, symbolske figurer og et
rabalder-kor af trolde, der er udstyret med tryner
og svineører. Jürgen Böhm, Johannes Fast,
René Rollin, Nina Mohr, Lorenz Baumgarten og
Katrin Schlomm skifter mellem et væld af roller
med tale og sang i varierende rytmer og ofte
forvrænget udtryksfuldt.
Instruktøren Wolfram Apprich har valgt at
fylde hvert et øjeblik i den toenhalv timer lange
forestilling ud med et stærkt udtryk. Det er
en smagssag. Nogle gange kunne man måske
nok have valgt at lade scenerne tale for sig
selv - for eksempel dér, hvor Peer Gynt vender
tilbage til slottet. Men omvendt kan man sige,
at der er sørget for at holde forestillingen stilren
hele vejen igennem.
Schleswig-Holsteinisches Landestheater: Peer
Gynt. Instruktion: Wolfram Apprich. Scenografi
og kostumer: Mirjam Benkner. Vises
på Flensborg Teater, Rendsborg Teater, i
Slesvighus og som gæstespil i Husumhus til
og med den 11. januar 2014.
Hans Christian Davidsen
hcd@fla.de
En historie om opportunisme og
selvbedrag til et nutidspublikum.
Fra venstre er det Jürgen Böhm, Simon
Keel (i hovedrollen som Peer
Gynt), Nina Mohr og Katrin Schlomm
BOGTIP
Ti sønner i tysk krigstjeneste
Niels Jørn Jensen:
Nyt fra Vestfronten
- Marine Jensen og
sønners breve fra 1.
Verdenskrig. 269 sider
(Odense Universitetsforlag).
DER ER UDGIVET adskillige brevvekslinger
mellem sønderjyder i
tysk krigstjeneste under Første
Verdenskrig og deres familier derhjemme.
Alligevel har flere bøger inden
for de seneste år glimret med korrespondancer,
der har været så
personlige og haft deres egen
unikke historie at fortælle. Uanset
hvor mange bøger med sønderjyders
frontbreve, man måtte have
læst, vil bogen »Nyt fra Vestfronten«
også være vedkommende.
BOGENS BREVE ER historien om
Marine og Jens Peter Jensen fra
Hviding ved Ribe, som ufrivilligt
sendte ti sønner i tysk krigstjeneste
på Vestfronten. Fire faldt, en
døde af eftervirkninger af et gasangreb
lige efter krigen, tre kom
hjem som invalider, mens kun to
” Heiberg rusker i
den velkendte
sang om, at de
sønderjyske soldaters
situation var
så meget anderledes
end de andres,
fordi de ikke sloges
for deres fædreland,
men for en
stat, der ikke var
deres.
slap nogenlunde helskindet igennem.
Og for at sætte en tyk streg under
skæbnen, boede familien kun
få hundrede meter fra den daværende
dansk-tyske grænse. Fritagelsen
for skyttegravenes helvede
lå kun få meter væk.
I SIN FORTVIVLELSE skrev Marine
en hjertegribende appel til Kejser
Wilhelm 2. om ikke at sætte flere
af hendes sønner helt frem i forreste
linje. Hun havde det lille landbrug
derhjemme, som skulle brødføde
familien - også når krigen
var slut. Men brevet blev aldrig
sendt. Man sidder med den fornemmelse,
at det var stoltheden,
der gjorde det. Brevet er aftrykt i
bogen.
EN ANDEN STOLTHED er brødrenes
pligtfølelse. Trods deres danskhed
var de også loyale tyske soldater.
Museumsinspektør Steffen Heiberg
har forfattet en læseværdig
indledning til brevene. Heiberg rusker
i den velkendte sang om, at
de sønderjyske soldaters situation
var så meget anderledes end de
andres, fordi de ikke sloges for deres
fædreland, men for en stat, der
ikke var deres.
MEN MON DER nu også var så stor
forskel, spørger Heiberg. Hvilken
interesse havde bondekarle fra
Pommern og Tyrol i at lade sig slå
ihjel for abstrakte interesser defineret
af regeringer i Berlin og
Wien?
Brevene og feltpostkortene blev
fundet ved en tilfældighed af efterkommeren
i andet led, Niels
Jørn Jensen, er nænsomt renskrevet
og sat i kronologisk orden.
Brevene er meget ordknappe beskrivelser
af den daglige trummerum
med lopper, lus og sult i jordhuller.
Man får lyst til at tage Remarques
»Intet nyt fra Vestfronten«
ned fra reolen.
Hans Christian Davidsen
hcd@fla.de
Twitter: @HansChrDavidsen