DET KIRKELIGE... - Christianskirken

More documents

Recommendations

Info

34 TEMA SIDEN KIRKEHILSEN | jan | feb | mar | 2012 af Ellen M. Lund, præstekone v. Christianskirken 1956-61 En ny begyndelse – fuld af overraskelser. Vi landede i Tempelhof Lufthavn i slutningen af november 1956 – vi var Ove og mig, begge 31 år, Hans på 6, Trine på 3 og vi ventede barn nr. 3 ca. ½ år senere. Kirketjener Herbert Rasmussen tog imod os i den grå, store bygning, der rummede kirkerummet, et bibliotek, en kirketjenerbolig og øverst oppe en ret stor præstebolig. Foran var ryddet en indkørsel med et kastanjetræ, ellers var der ruindynger overgroet med græs og bynke, samt det halve af en boligblok. Langs gaden ”Stresemannstrasse” var der små forretningsskure, bygget halvvejs ind i ruindyngerne. Det var en onsdag, og allerede den følgende søndag var indsættelsen med efterfølgende kaffebord, hvortil der var indbudt hen ved 30 mennesker. Jeg havde troet, det var folk fra menigheden, så vi kunne have lært dem lidt at kende, men bortset fra menighedsrådet var det nu alle mulige andre, lige fra den danske ambassadør med frue, DKU´s formand fra København til forskellige tyske præstepar og øvrighedspersoner. Det var lykkedes os at få de 3 store stuer til at se ret velordnede ud på de 3 dage, og jeg havde hjemmefra medbragt kage til kaffebordet, så det så rimeligt ud. Jeg havde i Viborg Katedralskole haft den i det meste af Jylland frygtede tysklærerinde, fru Wiese, i dette under krigen ikke særligt elskede fag, så det skulle nok gå. Men livet er jo fuldt af overraskelser – og der er en hel del, man ikke lærer i gymnasiet. Hvem har f.eks. tænkt på, at vi i Danmark har en særlig stil over et kaffebord: kager bliver sendt rundt i en bestemt rækkefølge – og at det i det hele taget bliver sendt rundt, og alle sørger for, at sidemanden også får – selvfølgeligt – men det var altså ikke selvfølgeligt her – og ret katastrofalt, da bordet med de 30 personer fyldte hele stuen, så jeg ikke kunne komme rundt og sørge for noget. Jeg startede med at række fadet med hjemmebagt kringle til den søde, gamle, tyske præstekone, der sad ved mit hjørne. Hun sendte mig et elskeligt smil, tog et stykke, satte fadet og gav sin mand et stykke, tog så en stor skefuld flødeskum af den æblekage, der uheldigvis befandt sig ud for hende. Hun opdagede ikke, at der var noget nedenunder, sendte mig nok et elskeligt smil og klaskede en ny skefuld flødeskum ned på ægtemandens kage. Hvordan i al verden får man sagt til den søde gamle dame, at det er helt forkert – og hvad med skålene med min gode danske æblekage, hvis de alle gjorde sådan? Heldigvis sad ambassadørfruen og Ove næstefter, de fik skubbet skålen ind på bordet. Jeg kastede et opgivende blik ud over det før så pæne kaffebord – alle sad og guflede i sig af det, der stod nærmest, ingen syntes at sende noget videre! Jeg opgav og tænkte, at så måtte de også selv om det og gik ud i køkkenet efter mere kaffe. En dag havde vi et par tyskere til middag, og der opstod et nyt problem, som den ufejlbarlige fru Wiese heller ikke havde sagt noget om. Kød, kartofler m.m. var budt rundt – hvorfor begyndte de ikke at spise? Jeg kunne da se, at de havde både kniv og gaffel. Det viste sig, at husmoderen skal sætte sig, tage sin kniv og gaffel og sige: ”Guten Appetit!” og selv tage en mundfuld. Så kommer der gang i sagerne, og hun kan roligt gå ud og fylde fadene. ”Hvad er det, børnene siger?” spurgte gæsterne, når børnene efter måltidet sagde noget til os. ”De siger tak for mad”, sagde vi. Det syntes de faktisk var en køn skik. ”Ich lasse mich überraschen!” sagde vor tyske veninde tit. Det kom man også ofte til at gøre som ny præstefamilie. Hans så på mig med store øjne, da Rasmussen sagde: ”Jeg skal nok komme og slå søm i ”vandet”, De skal bare sige til.” Han havde boet i Ringkøbing de første 9 år, var derefter flyttet til København – hans sprog var blevet ødelagt, men det gav os nogle fornøjelige sætninger: En dag ville bilen ikke synde mere, men efter rensning af tændrørene så syndede den igen. Og støj i tomgangen hed i flere år ”Gerøjs i Leerløvet.” Men folk, der var vokset op med en dansk dialekt, bevarede deres modersmål helt rent. Især det sønderjyske var uforfalsket, og det hørte vi tit, for mange af de gamle enker kom jo fra Sønderjylland fra dengang inden 1920, da det hørte under Tyskland. Det var så uforfalsket, at vor daværende ”unge pige”, en nysproglig student fra Randers, engang spurgte mig, da vi kom ud i køkkenet for at hente desserten: ”Hvad er det for et sprog, den dame taler? Jamen det er da dansk,” udbrød jeg forbavset – og undrede mig over, at afstanden fra Haderslev til Randers var så stor. Men efterhånden lærte vi dem jo at kende, fandt ud af deres forhold, når vi besøgte dem rundt om i den store, krigshærgede by, de fleste i de små, mørke, aflange berlinerstuer, nogle i anden eller tredje baggård, nogle anbragt som ”Untermieter” hos fremmede folk. Men om søndagen kl. 14.30 kom de til kirken, nogle rejsende helt ude fra oplandet. Ved kaffebordene i vor spisestue blev kopperne rakt frem mod kanden, og vi blev klar over, at kagen her gjorde det ud for et af dagens måltider. Alle disse omtumlede skæbner, der var landet her, de blev efterhånden til mennesker, vi aldrig kan glemme, mange blev vore venner. Men i kirkerummet her, midt i ruindyngerne, var der et fællesskab om det, der kunne bære igennem deres barske virkelighed. Altertavlen med Faderen, der tager imod den hjemvendte søn, er heldigvis nu med i den nye kirke. Den venstre sidetavle er næsten som et motto for DSUK: ”Og mens han endnu var langt borte, så hans Far ham.”
KIRKEHILSEN | jan | feb | mar | 2012 KIRKELIGE HANDLINGER Dåb, konfirmation, kirkelig velsignelse og begravelse DÅB: Der træffes aftale om dato for dåb samt tidspunkt for samtale med præsten. Der medbringes barnets fødselsattest (Geburtsurkunde), forældrenes dåbsattest og evt. vielsesattest. Der skal der opgives navn og adresse på mindst to og højst fem faddere. Fadderne skal være døbt ved den kristne dåb. De må ikke have tilsluttet sig et ikke-kristent trossamfund. Fadderne skal være konfirmeret eller have nået konfirmationsalderen. Dåb er gratis. KONFIRMATION: Tilmelding til præsten. Dåbsattest medbringes. Hvis den kommende konfirmand endnu ikke er døbt, medbringes fødselsattest. Alle piger og drenge, der er ca. 13-14 år, går i 7. eller 8. klasse kan melde sig og gå til konfirmandundervisning. Undervisningen er gratis for kirkens medlemmers børn, andre skal betale €150 pr. barn. KIRKELIG VELSIGNELSE: Henvendelse til præsten, hvor der træffes aftale om dato for velsignelse samt tidspunkt for samtale. Præsten har ikke vielsesmyndighed i Tyskland, derfor skal der altid indgås borgerligt ægteskab på rådhuset. Der medbringes dåbsattest og vielsesattest fra rådhuset. Velsignelsen er gratis for kirkens medlemmer, andre skal betale €150. BEGRAVELSE/BISÆTTELSE: Henvendelse til præsten, hvor der træffes aftale om dato for begravelse/bisættelse samt tidspunkt for samtale. Der medbringes afdødes dåbsattest, evt. vielsesattest og dødsattest(Leichenschaushein/Sterbeurkunde). Begravelse/bisættelse er gratis for afdøde medlemmer af kirken. Ellers beregnes €150. 35 SJÆLESORG: Du er altid velkommen til at kontakte præsten for en privat og personlig samtale. Præsten har tavshedspligt. KIRKELIGE HANDLINGER SIDEN SIDST: DÅB: Ingen KONFIRMATION: Ingen KIRKELIG VELSIGNELSE: Ingen BEGRAVELSE/BISÆTTELSE: Ingen
Page 1 and 2: KIRKEHILSEN FRA CHRISTIANSKIRKEN DE
Page 3 and 4: KIRKEHILSEN | jan | feb | mar | 201
Page 33: KIRKEHILSEN | jan | feb | mar | 201
Page 39 and 40: Christianskirken Brienner Strasse 1

DET KIRKELIGE... - Christianskirken

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?