"AT DØMME BØRN OG
"AT DØMME BØRN OG LÅSE DEM FAST I MÆRKATER FØREROFTEST TIL, AT VI OG BØRNENE FORSØGER AT LEVE OP TIL DENROLLE, SOM VI HAR FÅET TILDELT".Vores opmærksomhed - og især børns opmærksomhed- er mere impulsstyret. Det betyder, at vi som spejderlederemå gøre os fortjent til børnenes opmærksomhed.Børns opmærksomhed er under udvikling. Børnkan derfor ikke holde opmærksomheden på sammeting i længere tid. Opmærksomheden springer merefra objekt til objekt. Spejderlederen skal derfor fangeopmærksomheden, gøre det spændende og levende,være præcis og undervejs fortælle, hvad næste skridt erfor spejderne. Gør man dette med dygtighed, minimereskonflikterne markant, fordi børnene bedre forstår,hvad I mener, og fordi I er bedre til synkronisere jeresopmærksomhed og tanker med børnenes.Det er aldrig barnets skyldNår børn og især små børn havner i konflikter, er detaldrig alene barnet skyld. Det er simpelthen et forstort ansvar at lægge over på et barn eller en ung. Deter omgivelserne, barnets sociale bagage og fællesskabetomkring barnet, som tilsammen skaber konflikten.Hvis vi som ledere havde været bedre til at forstå og aflæsebarnet og situationen, kunne vi have grebet ind,nedtrappet konflikten og skabt en anden ramme. Nåreksempelvis Mathias ender i vanskeligheder, er det fordispejderlederne ikke har forstået, aflæst og skabt entilpas god og udfordrende ramme, som Mathias kunnevære i. Eksempelvis kunne spejderlederen gå med Mathias’patrulje ud og sørge for, at de fik en god start ogvurdere, om de behøver mere støtte igennem aktiviteten.Det er bemærkelsesværdigt, hvor lidt der sommetiderskal til for at give børnene en anden position i fællesskabetog dermed nogle andre handlemuligheder.Børn er ikke ADHD-børn eller bogstavbørnPas på med at fastlåse børn med mærkater og kategorier.Når vi eksempelvis udnævner Mathias til at væreet ”provokerende barn” eller et ”ADHD-barn”, ophørervores nysgerrighed på barnet og dets omverden. Vi begynderi stedet at lede efter tegn og hændelser, somblot kan bekræfte det mærkat, vi allerede har puttetpå dem: ”Se selv, nu gjorde han det igen”, ”Hun gør dethver gang, når der sker ..”.Når vi hører historier fra med-ledere og børn som fortæller”at Caroline altid vil bestemme”, ”Jens hører aldrigefter” eller ”Peter har ADHD, derfor er han megeturolig”, bør vi udfordre disse snævre påstande og forståelser.Man kunne spørge nysgerrigt ind: ”Har du oplevetsituationer, hvor Caroline ikke ville bestemme?”, “Erder tidspunkter, hvor Peter er rolig, eller hvordan kan vibruge hans aktivitet på en god måde?” eller ”Hører Jensefter, hvad de andre spejdere siger?”At dømme børn og låse dem fast i mærkater fører oftesttil, at vi og børnene forsøger at leve op til den rolle, somvi har fået tildelt. Man kalder det selvopfyldende profeti.Så prøv hellere med en konstruktiv positiv forståelse.Følelser smitterFå styr på dine egne følelser, før du hjælper børnene.Når vi oplever børn, som frustrerer os, peger pilen ikkekun på barnet, men også på os. Det er jo netop os, derbliver frustreret. Alle børn oplever følelses- og vredesudbrud,hvilket kaldes affektudbrud. Det er en hel naturligdel af børns udvikling. Det, der er vigtigt, er ikkeat udskamme børnene eller fortælle, at de ikke må væresure, kede af det eller noget andet. Det handler i stedetom vores måde at støtte og hjælpe barnet igennem dissefølelsesudbrud. Jo yngre et barn, jo sværere har detved at håndtere disse følelsesudbrud. Vi kender demsikkert fra os selv. Vi er i vores følelsers vold. Og når vier i vores følelsers vold og er i det såkaldte ”røde felt”, erder ingen læring at hente. Det er ikke her, vi skal spørgeind: ”Er du sur lige nu?”, ”Det er sku’ da også din egenskyld osv.”. Vi skal i stedet træde to skridt tilbage og vise,at vi står til rådighed, men vente på at affektudbruddetaftager, og barnet igen er klar til at tale. Det er først her,vi kan skabe læring, så barnet og vi kan handle på andremåder, end dem, der skaber problemer.Vi skal reducere og afhjælpe barnet i deres stress, forderefter at kunne lære af situationen. Det hele begynderaltså med os selv. For når børnene råber af os, smitterfølelsen, og det kan frembringe den samme effekt i osselv. De fleste gange resulterer det i, at begge råber afhinanden. Start derfor med at få styr på egen stress ogfølelser, før du hjælper barnet. 10 ILDHU 01 2021 Ledermagasin KFUM-SPEJDERNE
Et par fif til os, der ersammen med børn i3-6 årsalderen• Se konflikter og situationer i enstørre sammenhæng end blot etudfordrende barn.• Glem, hvad er der rigtigt ogforkert – vær nysgerrig på barnetsoplevelse.• Hjælp børnene med at forstå oghåndtere deres følelser.• Start med at håndtere dine egnefølelser, før du hjælper andre.• Hjælp med at mindske stressen oguforudsigelighed.• Tal beroligende og hjælp med atsætte ord på, hvad barnet føler,oplever og gør.• Berolig barnet, hvis det er kedaf det ved at holde om eller lægen hånd på skulderen, men væropmærksom på barnets reaktion –det kan også virke stik modsat.• Hjælp børnene med at få en andenposition og rolle i fællesskabet,hvis der opstår udfordringer.• Fastlås ikke børn med mærkaterog roller, udfordr konklusionen ogse dem som børn.• Visk tavlen ren efter en dum situation,og bær ikke nag.i DanmarkILDHU 01 2021 Ledermagasin11
