Et notat med vurderinger af et udvalg af Forsvarets ...

Et notat med vurderinger af et udvalg af
Forsvarets informationsvideoer
Carsten Ohlmann og Rune Ottosen
Høgskolen i Oslo, april 2010

Forsvarets informationsvideoer: opgaven
Forsvarets Forskningsinstitutt (FFI) er interesseret i at få tilbagemelding på en række af de film som
bruges i forbindelse med rekruttering og information om session og førstegangstjeneste. På
opfordring fra Forsvarets Forskningsinstitutt er vi blevet bedt om at give en tilbagemelding på en del
af det informations- og rekrutteringsmateriale som det norske forsvar har fået udarbejdet og
anvender i arbejdet med at komme i kontakt med potentielle målgrupper, både dem der skal ind til
førstegangstjeneste, og dem som eventuelt kan tænkes at ville opbygge en videre karriere i
Forsvarets tjeneste. Forskningsleder Frank Steder, Forsvarets Forskningsinstitutt, har givet os
følgende udfordringer:
Jeg er prosjektleder ved FFI og leder blant annet et prosjekt som heter Forskning på årskull. Dette
prosjektet skal blant annet bidra til å identifisere tiltak som kan forbedre Forsvarets evne til å
rekruttere og beholde militært personell. Vi veksler mellom kvalitativ og kvantitativ forskning og har
avdekket en rekke forhold deriblant betydningen av Forsvarets filmbaserte rekrutteringsmateriell. En
del respondenter antyder at rekrutteringsfilmene har vært av avgjørende betydning for deres valg om
militær utdanning eller karriere. I den forbindelse ønsker vi å gjennomføre en filmanalyse av
Forsvarets rekrutteringsfilmer. Jeg har samlet inn 12 stk av Forsvarets siste rekrutteringsfilmer (vist
på kino, TV og utdanningsmesser samt internett over de siste 1-3 årene) og det filmateriellet som
vises på sesjon (inntil 40 min varighet). Jeg ønsker at dere gir meg en (prinsipiell) kvalitativ vurdering
av disse filmene hvor dere vektlegger en filmfaglig vurdering (innhold, historiefortelling, manér,
filmspråk, produksjonskvalitet etc), en analyse av budskapet (hva filmene ønsker å fortelle, hva de
faktiske forteller, hvilke verdier filmene formidler, osv) og en evaluering av effekt og
kommunikasjonsevne (evne til å kommunisere et budskap og filmens reklameeffekt) samt forslag til
endring og fremtidig veivalg angående Forsvarets filmbasert rekrutteringsmateriell.
…
Hva handler filmene om? Handlingsgangen? Dramaturgimodeller? Hvordan fungerer virkemidlene? -
Hva vi ser, hvordan vi ser og hva vi hører i filmene... Hva er kvaliteten på filmene og hvordan
”påvirkes” Forsvarets tiltrekningskraft som arbeidsgiver (fremtidige og nåværende arbeidstakere)
gjennom filmene?
Materialet
Det materiale vi har fået stillet til disposition for vurderingen er følgende:
2

Velkommen til sesjon: Mangfold av muligheter. Sesjonsfilmen og filmklipp fra førstegangstjensten:
DVD 1:
Jenter (1:22)
Samhold (0:49)
Prioriterte avdelinger (4:01)
Spesialtjeneste (0:49)
Krevende tjeneste (0:58)
Lærlingeordningen (1:06)
Militærpolitiet (1:00)
Internasjonal tjeneste (0:51)
Førstegangstjesneste (9:22)
DVD 2: Velkommen til sesjon. Førstegangstjenesten. Langversjonen av sesjonsfilmen (1:16:58)
Herudover har vi fået en række henvisninger til videoklip på nettet:
Forsvarets netside: http://www.mil.no/felles/fms/utdanning/start/media/ med følgende
videoproduktioner:
Fallskjermsjeger (3:25)
Lærlingeteaser (1:37)
Lederteaser (2:17)
Norwegian Fighting Falcon F-16 (2:42)
Spesialjeger (2:02)
Redningsmann 1 (1:55)
Redningsman 2 (3:05)
Andre supplerende nethenvisninger vi har fået er:
Lærling i Forsvaret (0:30)
http://www.youtube.com/watch?v=-jYTEWy5j7A&feature=PlayList&p=DABA3030365B28EA&index=0&playnext=1
Lærling i forsvaret 2 (0:30)
http://www.youtube.com/watch?v=uUOrUZ-LAkA&feature=PlayList&p=DABA3030365B28EA&index=6
Hærens rekrutteringsfilm (0:30)
http://www.youtube.com/watch?v=QALeYFCu-x0&feature=PlayList&p=DABA3030365B28EA&index=2
Heimevernets rekrutteringsfilm (0:30)
http://www.youtube.com/watch?v=s0ZFmreWLVw&feature=PlayList&p=DABA3030365B28EA&index=3
Forsvarets rekrutteringsfilm Sjø (0:30)
http://www.youtube.com/watch?v=hqzAgeBlBvw&feature=PlayList&p=DABA3030365B28EA&index=5
3

Forsvarets rekrutteringsfilm Luft (0:30)
http://www.youtube.com/watch?v=pDSFfGjV35k&feature=PlayList&p=DABA3030365B28EA&index=9
Utdanning i forsvaret 2 (2:55)
http://www.youtube.com/watch?v=YIYmlaB_1JQ&feature=PlayList&p=DABA3030365B28EA&index=13
Low Level Flying (4:24)
http://www.youtube.com/watch?v=BzHMllTS4Xo&feature=PlayList&p=DABA3030365B28EA&index=11
En præmis: Historiefortælling og dramaturgi som baggrund for vurderingen
Den helt traditionelle måde at fortælle historier på i vores del af verden, knytter an til den
aristoteliske, klassiske model for dramaet. Der er tale om en begyndelse en midterdel og en
afslutning, eller strukturelt tre akter. Denne model som i nyere fortællerteori for film- og fjernsyn
også bliver kaldt for ’berettermodellen’, fremstår bogstavelig talt og i bedste betydning i dag som
kliche og ramme for at fortælle stort set enhver historie. Den findes i spillefilmens komplekse
fortællinger, i dokumentarfilmen og i nyhedsreportagen, i reklamefilmen, ja sågar den enkle vittighed
vil stort set følge strukturen. I begyndelsen må der være et eller andet som kan fange
opmærksomheden i et anslag, og problemet, personerne og miljøet må præsenteres. Dernæst i
midterdelen får vi en fordybning og en optrapning af handling og konflikt frem mod afslutningen som
først har et klimaks med en konfliktløsning, og dernæst en aftoning hvor historien har udspillet sig.
Der er normalt tale om en udvikling hvor det ene bygger på det andet – en kausalitet – hvor
handlingen sætter nogle værdier på prøve i en konflikt. Denne klassiske aristoteliske model er med
TV-serien blevet udfordret, for i TV-serien som fortælling er der ofte tale om mange parallelle
handlingstråde i den enkelte episode, hvor nogle afsluttes og andre videreføres. Den lineære
fortælling er i TV-serien blevet episodisk og bygger ikke på en stringent kausalitet, men på en additiv
og episodisk fortællemåde, hvor man kan følge med også selv om man ikke var med fra begyndelsen.
Denne episodiske struktur er igen blevet udfordret med eksempelvis musikvideoens fortælling, hvor
fortællingen ikke bare er additiv og episodisk, men i en vis forstand er fragmenteret og rudimenteret.
Ikke sådan at forstå at fortællingen er forsvundet, men fortællerperspektivet er et andet: det er
visualitet og oplevelse som er det væsentlige, mens handling, logik og årsagsforbindelser er
sekundære. Musikvideoen bygger på strukturel diskontinuitet, på tilskuerens allestedsnærværelse
og på en ubegrænset adgang til billeder (Marsha Kinder: ”Musikvideo og tilskuer”, 1984, i tidsskriftet
Mediekultur nr. 6, 1987, Århus, p. 7-34). I den vestlige kultur er centralperspektivet en
grundlæggende præmis som det perspektiviske billede baserer sig på. Alt er set fra det punkt, hvor
betragteren befinder sig. Man kan også kalde dette for centrering. Betragteren er øjet der ser, og
dette er igen grundlag for den individuelle identifikation. Den klassiske, aristoteliske, lineære
4

fortælling baseret sig på en slik individuel identifikation. I modernistisk malerkunst er centreringen
ikke enerådende og centralperspektivet er brudt op i mange perspektiver. Dette kan også overføres
til analyse af fortællinger. Vi kan tale om decentrering når der ikke længere er noget
centralperspektivisk punkt hvorfra historierne fortælles, men hvor både identifikationen og den
lineære struktur hele tiden udsættes for brud. Dette er et af de konstituerende forhold i
musikvideoens univers, hvor der strukturelt brydes med centrering og med muligheden for
identifikation i et utal af positioner hvorfra der ses og fortælles: det er ikke identifikationen som er
det vigtige overhovedet, men ren visualitet og oplevelse, handling, logik og årsagsforbindelser er
sekundære.
Det er disse tre positioner som kan siges at være strukturelt karakteristiske for tre forskellige måder
at fortælle på med levende billeder: den traditionelle LINEÆRE, TV-seriens EPISODISKE og
musikvideoens FRAGMENTEREDE fortællerstruktur.
Det kan være nyttigt at have denne ramme for at analysere det materiale som vi har fået stillet til
rådighed, da mange af fortællingerne her netop synes at bryde med traditionel dramaturgi og
bevæge sig i både den episodiske og i den fragmenterede fortællings landskab med decentrering og
strukturel diskontinuitet. Der lægges ikke vægt på den lineære, kausale fortælling som med logos
argumentativt bygger op mod en pointe eller en konklusion, men snarere på at skabe en atmosfære
rundt om Forsvaret som et område hvor der er fællesskab, handling med action, fart og tempo, store
maskiner og våben, hvor fysisk udfoldelse og ekstrem oplevelse i naturen står centralt, hvor den
enkelte i fællesskabet kan realisere sig selv og sine drømme og skabe sige en karriere inden stort set
de fleste yrker. Det som er målsætningen er vel at styrke forsvarets ethos, det sker ikke gennem
logos, men via pathos. I fremstillingen af rutiner, processer og institutionelle rammer i forsvaret, er
fortællingen så godt som fraværende ofte i en voldsdom ophobning af filmklip fra mange forskellige
situationer. Man kan således sige, at der er et grundlæggende problem med at finde hoved eller hale
i fortællingerne som hverken har en begyndelse, midterdel eller afslutning, men bare består af
fragmenter.
Reality
Der er interessant at lægge mærke til hvordan der i fjernsynets fortællinger i dag er en øget andel af
programmer med dokumentarisk karakter med fokus på at beskrive institutioner, arbejdspladser,
mennesker i forskellige livsepoker, og helt daglige gøremål. Dette er i udgangspunktet dokumentarisk
materiale som i en vis udstrækning dramatiseres og iscenesættes: fjernsyn fra virkeligheden eller
’reality’. I vores sammenhæng kan det være relevant at rette søgelyset mod en serie som fx 333-
5

skvadronen som fortæller om skvadronens daglige opgaver. Det som gør denne serie så
vedkommende, er at den bygger på den lineære, kausale fortælling, og at der er lagt vægt på
identifikation både med redningsmandskabet og med de mennesker som på et hængende hår bliver
reddet fra døden. Den ofte spændende fortælling om kampen mellem liv og død, og
identifikationen, medvirker til at skabe forståelse og interesse – og det bør jo bemærkes at netop
identifikation er alfa omega i al god film- og TV-fortælling. Film og TV er først og fremmest
følelsespåvirkning, og følelsesmæssig identifikation er et af de vigtigste elementer som grundlag for
påvirkning og overtalelse. I det materiale vi har haft til gennemsyn fra Forsvaret, er der en fatal
mangel på identifikationspersoner. Det skorter ikke på reelle mennesker som vi ser og hører, men
det er bemærkelsesværdigt så få der etableres som egentlige identifikationsmodeller som vi får et
følelsesmæssigt forhold til. Der bare få steder hvor vi nærmer os. I Jenter sættes der fokus på
hvordan kvinder i førstegangstjeneste oplever det at være kvinde i et mandsdomineret miljø. Her
møder vi to jenter inde i en værkstedshal hvor de arbejder med tunge panservogne:
”Når man begynner i førstegangstjenesten tenker man nok noe over at man er den ene av to jenter,
men etter hvert som man blir kjent med dem, så er det ikke noe man tenker på: man blir en av gutta,
og gjør det man skal gjøre – og da går det av seg sjøl! /…/ Man er forskjellig, og det er ikke pointen å
skulle bevise at man er så … at man er like god til ting – det er mange ting vi er flinke til, og så … er
der noen ting vi ikke klarer å gjøre.”
Vi ser på billedsiden hvordan jenterne udfører hårdt fysisk arbejde med reparation af panservogne,
noget som er med på at understrege at der er plads til kvinder i mandsyrket. Det havde været muligt
at følge sådanne jenter i længere tid end blot et kort glimt i et indslag på 80 sekunder.
Generelt er der et stort behov for eksponering af flere jenter. Det er få jenter vi ser og bortset fra
disse to i værkstedet, en i Heimevernet og en i Militærpolitiet, er jenterne i traditionelle roller, fx som
kok eller som i videoen Jenter som hundevægter: ”Tjenesten min som hundevekter, den går ut på å
lufte hund, stelle hund, fore hund og trene hund, og i tillegg så har jeg tatt på meg Shasha, som
forvert for henne i et år.”
Der er i Førstegangstjenesten et eksempel hvor et ungt kvindeligt befal får de mandlige rekrutter til
at stå ret, noget som jo er et godt eksempel på ligestilling, men det mister lidt af sin kraft når det er
rengøringen i rummet hun skal kontrollere. Et andet eksempel på det samme er den kvindelige
sanitetsarbejder som tager sig af de sårede på lazarettet. Det kan også bemærkes at vi i
Lærlingeordningen ser en pige, som er receptionist(!), og vi lægger mærke til hvordan hun sender et
åbenbart henført og flirtende blik efter den kække, unge mand: ”Ha’ en fin dag!” Men samtidig har
vi også gode modeksempler, fx i Militærpolitiet hvor den unge jente i MP fortæller:
6

”Da jeg først kom inn i Militærpolitiet var alt nytt for meg. Selvfølgelig er det litt vanskelig og tøft i
starten, men når man ser tilbake på alt man har vært igjennom, så er det veldig kult å ha klart det –
så nå har jeg bestemt meg for å søke Politihøgskolen.”
www.mil.no
Videoeksemplerne som ligger på Forsvarets side:
http://www.mil.no/felles/fms/utdanning/start/media/
er så afgjort de mest professionelle fortællinger i udvalget. Generelt er de omhyggeligt
gennemarbejdede i forholdet mellem billede og lyd og ligger tæt op ad musikvideoens udtryk med
hurtig klipperytme i et avanceret æstetisk udtrykt på billedsiden, og med musik som glimrende
understreger billedernes fart, rytme og action. I Norwegian Fighting Falcon F-16 finder vi en video på
et så højt professionelt niveau, at man næsten fristes til at mene at den kan være lavet i regi af
flyproducenten! Her følger vi et (øvelses)togt fra begyndelse til slut. Der er ikke tilfældigt at man
mindes film som Top Gun eller en tidligere reklamefilm fra Pepsi. Dette er en film for drenge som kan
lide hurtige biler og fly. MEN, desværre er dette en etisk set en nok så problematisk fortælling der
helt skrupelløst æstetiserer og depersonificerer jagerflyets bombning, og gør det til en lystfyldt
udflugt. Til sidst toner filmen ud med at flyet forsvinder, og der fokuseres på en ørn(!) i flugt. Stor
pathos: jagerflyet bliver ren natur og det er næsten lige før vi hører englene synge i alnaturen. I Low
Level Flying (4:24) finder man den samme fascination af jagerflyets potens, men her er det ikke bare
flyet som begejstringen gælder, men muligheden for friheden, farten og oplevelse af det grænseløse
mellem himmel og jord. Man er bogstavelig talt lettet fra den triste hverdagsverden, har lagt
tyngdelovene bag sig, og er helt oppe at kysse himlen. Adrenalinkick og ekstremsport er begreber der
falder naturlige i forbindelse med disse varianter af Top Gun-universet.
Videoen Fallskjermsjeger indledes på same måde med en at vi er med på en operation hvor personel
og udstyr kastes ud fra fly i stor højde. Der er samme professionalitet over indledningen til denne
video, men ganske snart mister vi tråden. Videoen forsøger i anden halvdel at give eksempler på alt
det en faldskærmsjæger kan opleve af udfordringer, men den narrative sammenhæng vi blev
introduceret for, brydes op i et sammensurium og et virvar af actionfyldte opdrag. Vi er med på
skarpe aktioner og indtrængning i et hus med nedskydning af en terrorist(?), alt blandet med scener
med træning og stereotype konnotationer til hårdt fysisk slid, med unge soldater i ulike former for
fysisk aktivitet – armbøjninger, løb, skydning etc. Dette appellerer til traditionelle maskuline idealer
som udholdenhed, træfsikkerhed og spænding og er vigtige vilkår for og krav til en faldskærmsjæger,
men det medfører at fortællingen mister sin enhed og fragmenteres i en række klip uden
7

sammenhæng. Tekststriben til slut: ”Alle kan søke – bli fallskjermjeger”, bliver stående som en
ubegrundet påstand. Spørgsmålet er da om man vækker nysgerrighed hos andre end dem som i
udgangspunktet er tiltrukket av de maskuline dyder som er nævnt over. Påstanden om at ”Alle kan
søke” fremstår derfor som lidet retorisk overbevisende. En anden ting er at selv om begge udsagn jo
er rigtige, så opstår der en anden sammenhæng: Alle kan blive faldskærmsjægere!
Lærlingeteaser (1:37) har også et højt niveau som musikvideo i dynamisk billedbrug, klipning og
gennemarbejdet lydside. Videoen er absolut ikke båret af faktainformation, men af farve, bevægelse,
rytme. Det er ren æstetik og kraften i forsvarets mange arbejdsfunktioner, som her fremstilles med
dynamik og intensitet: et velfungerende, velsmurt arbejdsfællesskab, hvor alle har sin meningsfulde
plads i det komplicerede maskineri, i en organisk kæde af sammenhængende bevægelse og
samhandlinger mellem mennesker og mellem menneske og maskiner, som et urværk hvor hver del er
vigtig for at det hele skal kunne fungere. Der er bevidst ikke lagt op til faktainformation i denne video
som bæres af understregningen af fællesskabet. Her fungerer det fragmenterede godt og
hensigtsmæssigt, da faktainformationen netop er helt underordnet. Man får lige akkurat med sig at
der er 600 pladser og ansøgningsfristen er 1. februar. Tekststriben ”Spar tid i et utfordrende miljø”
spiller antagelig på at man sparer tid i forhold til traditionel karriere ved at man først tager en lang
uddannelse og så finder et job. Det er dog ikke sikkert at ”Spar tid” i det hele taget bliver forstået.
Det er desuden tvivlsomt om ungdom som ikke har bestemt sig for et yrke er specielt optagne af at
spare tid. De er vel snarere optagne af at få et job de synes om, og der har videoen slået en rigtig
tone an.
Spesialjeger (2:02) Dette er en lidt forunderlig produktion. På en række tekstplakater i introduktionen
fortælles om at Forsvarets spesialkommando, FSK, oprettes i 1982 med Norges højeste kompetence
på specialoperationer nationalt og internationalt, og at FSK hemmeligholdes til 1998. Umiddelbart
føler man sig hensat til et journalistisk graveprogram i Brennpunkt-serien med musik og tekst, men
derefter skifter dette til en nærmest James Bond-lignende film hvor vi får glimt fra forskellige fiktive
aktioner mod terrorister(?), dels i forbindelse med en flykapring, dels en aktion i et område der
kunne ligne Mellemøsten, dels på en boreplatform, og vi får en lille opvisning i luftakrobatik og
undervandsarbejde. Videoen er forunderlig da vi er helt i vildrede med hvad vi skal mene: er dette en
journalistisk Brennpunkt-afsløring, eller er det traileren til en James Bond-film? Igen ser vi problemet
med at ville vise så mange forskellige aspekter af de potentielle udfordringer - man håber vel på at
tegne en mosaik, men ender med fragmentering og forvirring.
8

De to videoer Redningsmann 1 (1:55) og Redningsmann 2 (3:05) er interessante i og med at begge
udelukkende består af optagelser fra det minikamera som angiveligt må være placeret i hjelmen på
redningsmanden. Videoerne er uden egentlig narrativ struktur, men formidler optagelser fra flere
forskellige redningsoperationer til havs, i fjeldet og i et snelandskab. Dette kunne have været yderst
spændende, men vi savner enhver information om hvad dette er for operationer. Der mangler
identifikation, og begge videoer er tilsyneladende båret af en forståelig fascination af disse
udfordrende operationer, og af kamerateknologien, men optagelserne formidles helt uden kontekst
og speak, blot med en underlægning af højstemt sakral musik. Grunden til at NRK’s serie om 333-
skvadronen er så populær, er jo netop at der åbnes for en stærk identifikation med de involverede:
forulykkede såvel som redningsfolk der sætter eget liv på spil.
Ud fra titlen til Lederteaser (2:17) skulle man tro at indslaget er forsøg på å stimulere til en karriere i
ledelse, muligvis et befalskurs/oplæring. Indslaget er helt uden tekst så dette må bare blive en
tolkning (vi må her tage det forbehold at det har været en voice over som ikke er kommet med på
denne kopi). Videoen er struktureret over en blanding av actionbilleder fra forsvaret i dag, og med
historiske bilder blandt andet fra Anden Verdenskrig. Vi ser hen mod slutningen bilder fra andre
kulturer end de norske (Balkan og Afghanistan). Dette skal åbenbart skabe konnotationer til
mulighederne for at jobbe internationalt, men det gives ingen specifikke argumenter. Der er en uklar
kobling mellem nuværende forsvar og historik. Der vises historiske klip som kan læses som skjult
argumentation for stolt og ærefuld historik, nyere ”norsk virkelighed” og tidligere og pågående
udenlandsoperationer. Det er et gennemgående træk i en stor del af materialet at man benytter sig
uhæmmet af split screen med op til fire parallelle billedfelter med hver sin handling. Det er som
oftest forvirrende med en slik fragmentering – særlig da det gerne er helt adskilte handlinger som
udspiller sig. Her er der imidlertid en vis rimelighed i brugen af teknikken, da blandt andet diverse
arkivbilleder fra allierede styrker i kamp under Anden verdenskrig sidestilles med aktuelle
operationer. Om dette er en skjult argumentation for at det er NATO-operasjoner man ønsker å
skabe interesse for, må blive en spekulation fordi indslaget er helt frit for tekst.
De syv eksempler som ligger umiddelbart tilgængelige på www.mil.no er vellykkede, når det gælder
udnyttelse af det æstetiske potentiale som musikvideoæstetikken lægger op til, i to tilfælde: i
Lærlingeteaser og Norwegian Fighting Falcon F-16. Her fungerer formsproget og der lægges vægt på
den dynamiske, æstetiske oplevelse og dette gennemføres på glimrende måde på sine egne
præmisser. I de øvrige tilfælde bliver det mindre heldigt – af præcis de samme årsager. Tilskuerens
allestedsnærværelse, decentreringen og den strukturelle diskontinuitet er med til at skabe oplevelse
– som en fantasitur ind i fællesskabet, eller op i skyerne. MEN når man ønsker at bruge denne teknik
9

til at formidle logos, ja så ender man med at ville for meget, og vil vise det meste, med det resultat at
sammenhæng og helhed går tabt. I Redningsmann er der ansatser til det som vi har efterlyst som en
generel mangel: identifikation. Vi identificerer vi os med redningsmandens ”øje” men den
strukturelle diskontinuitet og fragmenteringen lader os aldrig forstår aktionerne – endsige hvilke
farer og udfordringer dette byder på for både forulykket og redder! Og i så tilfælde bliver det
skærmflimmer!
De egentlige reklamefilm
I vores materiale er der også en række små regulære reklamefilm, alle på 30 sekunder, som givetvis
har været brugt på kino eller i TV. Det drejer sig om Lærling i Forsvaret, Lærling i forsvaret 2, Hærens
rekrutteringsfilm, Heimevernets rekrutteringsfilm, Forsvarets rekrutteringsfilm Sjø og Forsvarets
rekrutteringsfilm Luft. Alle disse seks film har samme struktur: først en voice over med en
collagebaggrund og korte, koncise fakta (15 sekunder) ”Forsvaret er.. tilbyr deg …” hvorefter en
collage med actionbilleder med en rytmisk underlægning fylder de resterende 15 sekunder. Disse
reklameindslag har nok deres effekt i uniformeringen, det vil sige samme struktur og tekstur, ikke for
megen information og en kort altid identisk montage af korte actionklip, som egentlig ikke siger så
meget andet end at dette er Forsvaret, og alle slutter med en voice over som siger det samme der
står på to tekstplakater: ”Det er mye du kan lære i Forsvaret” og ”Vil du vite mere om utdanningen –
send FORSVARET til 1980”.
Vi finder også den noget længere Utdanning i Forsvaret 2, som er en ren kompilationsvideo med klip
fra en række andre videoer – bla Fallskjermsjeger og Lærlingeteaser, i en ophobning af svært
actionprægede situationer til lands, til vands og i luften. Fuld fræs og med en monoton dunkende
rytmisk musik som ledsagende underlægning. Der er stor kvalitativ forskel på denne og
Fallskjermsjeger og især Lærlingeteaser: Utdanning i Forsvaret 2 er billigt sammenrusk som er
påtvunget musik med takt. Lærlingeteaser er derimod et gennemarbejdet produkt med et
sammenhængende æstetisk udtryk.
Førstegangstjenesten og filmklip
De to dvd’er med titlen Mangfold av muligheder rummer flere varianter af samme materiale. Den
ene rummer hovedprogrammet Førstegangstjenesten med en udstrækning på 76 minutter, også
kaldet ’sesjonsfilmen’. Denne produktion findes også i en loopversion som er helt identisk,
sandsynligvis med henblik på visning på en messestand. Den anden dvd rummer redigerede
versioner, dels otte ca. et minut lange indslag og en små ti minutters omredigeret version af
sessionsfilmen.
10

Hvis vi ser på småklippene først, kan vi generelt slå fast at de i længde vil kunne passe som kino- eller
TV-reklame, da de ligger på fra ca. 60 -90 sekunder. Det er stort set materiale som er hentet fra
Førstegangstjenesten langversjonen, men i enkelte tilfælde er der faktisk mere med. Eksempelvis i
Jenter: her er der samme klip fra panservognsværkstedet, men til gengæld får de to jenter mulighed
for at fortælle om deres oplevelse af at være jenter i et mandemiljø, se ovenfor. Det samme gælder
jenten i Militærpolitiet som fortæller om at hun er stolt over at have klaret det. Disse klip bør
fremhæves da vi her får muligheden for en identifikation, og vi får en pålidelig vurdering fra jenterne
selv. Det fremstår som noget uklart hvilken type visning der er tænkt på, eller hvordan de skal bruges
i reklameøjemed.
Småklippene på DVD1 er baseret på materiale fra sessionsvideoen, og er på den ene eller anden
måde er blevet kondenseret. Her kan vi se nærmere på et eksempel Militærpolitiet. I den korte
version har dette afsnit en udstrækning på 60 sekunder, i den lange version strækker det sig over ca.
tre minutter. I den lange version fortælles fem små historier om militærpolitiets arbejde: 1) En
ulykke med en skadet chauffør som hjælpes ud af sin forulykkede bil og køres væk i ambulance. 2)
En soldat der tages i at drikke en øl på kasernen, går til angreb og lægges i jern. 3) En aktion på havet
hvor en mindre båd forsøges stoppet. 4) En inspektion i et garderobeskab hvor der opdages
narkotika, hvorefter der optages rapport. 5) En øvelsesskydning mod silhuetter. Disse historier skal
give et billede af de gøremål som MP har. Selv om det kan siges at tre minutter er knap tid til at folde
fem fortællinger ud, lykkes det at få etableret situationerne – med en kværnende
underlægningsmusik som lydtæppe. Værre er det imidlertid, når selvsamme historier i den korte
version skal fortælles på et minut. Det som bliver løsningen er at dele skærmen, først to, så i tre og så
i fire dele, og lade hver sin historie folde sig ud i kalejdoskopisk veksling mellem disse split screens.
Det siger sig jo selv at når det kan være vanskeligt at få alle detaljer med i fem historier på tre
minutter, ja så bliver forvirringen total når der er fire skærme og et minut. Dette eksempel på
fragmentering er gennemgående i de korte klip og fører til at de narrative forløb bliver vanskelige, for
ikke at sige umulige, at følge. Særlig når der er tale om kamphandlinger, og når vi bevæger os fra
vand til land og fra ude til inden døre og fra sommer til vinter. Hvor er vi henne? Hvad er der sker?
Dette er tilfældet i alle de korte fortællinger som på denne måde kondenseres fra den lange
sessionsfilm, med det resultat at meningen bliver diffus. Se fx Spesialtjeneste og Krevende tjeneste. I
indslaget om Internasjonal tjeneste bliver dette næsten absurd. Indslaget mister helt sin
informationsværdi, og i løbet af de 51 sekunder som der er til rådighed til at fortælle, læsses der
billeder ind uden at vi helt forstår hvad det er vi ser eller hvor vi er: Irak? Afghanistan? Det hele
holdes stadig sammen af den dunkende rytme fra det der ligner computergeneret muzak.
11

Muzak
Generelt for både DVD1 og DVD2 må vi på det mest bestemte gøre opmærksom på det vi oplever
som en tilnærmet bevidstløs brug af musik! Der en række forskellige musikstykker som bliver lagt til
de enkelte billedsekvenser. Som oftest er der brud i musikken når man begynder på et nyt tema, men
langt fra altid. Det kan synes som om al musikken er hjemmegenerede computer- og
synthesizerkompositioner, ofte med en markeret grundrytme fra det vi i gamle dage kaldte en
rytmeboks, hvor man så kan variere tempo alt efter som, og oven på dette lægger så en basgang og
ikke sjældent en melodistemme med guitarriff. Musikken virker gennemgående nok så hjemmelavet
og giver ofte et præg af fars hjemmevideo. Der er naturligvis et vist udvalg af forskellige
grundmelodier og rytmer, men det forekommer at være meget tilfældigt hvordan de er fordelt på de
ulike billedsekvenser, og for det meste ligger musikken som et heldækkende lydtæppe. I enkelte
tilfælde er det umuligt at opfatte hvis der bliver sagt noget, for musikken dominerer, selv om der
fades ned. Dette kan i en vis udstrækning accepteres på DVD1 hvor der variation med de relativt
korte videoklip, men bliver helt ulideligt på DVD2. De første mange minutter banker et tema til
billedsiden og giver mest associationer til pausemusik ved sort skærm i fjernsynet, til
tomgangsmusikken som man ofte kan se under varepræsentation på kommercielle præsentationer i
fx TV-shop eller eller i instruktionsvideoer til diverse gymnastikøvelser. Monotont og ustoppeligt
kværner den i vej og lader sig ikke engang standse af reallyden fra morgenreveillen!
Førstegangstjenesten, kortversionen
I Førstegangstjenesten (9:22) har vi en bearbejdet kortversion af hovedversionen. Her er der et friskt
forsøg på at være moderne og skabe identifikation med målgruppen. En smuk, ung dame står i et
rum hvor det buldrer i det fjerne mens hun foretager besværgende og mærkelige bevægelser med
armene. Det knitrer og lyner, og vi forstår nu at vi er i en slags Matrix–univers, hvor hun med
rumlende mystisk lyd i baggrunden, kan trække skærmbilleder ud af den tomme luft og lade dem
hænge gennemskinnelige foran sig, og vi ser jagerfly og krigsskibe og tungt marcherende soldater på
hvert sin luftskærm. Pludselig er vi inde i et af billederne – vi er på vej til session! Og … muzakken
tager fat! Afsnittet hedder INNRYKK som står på et tekstbånd nederst på skærmen. Vi får så et
indblik i hvordan de unge soldaterspirer bliver indrulleret og begynder træningen. Men da dette er
en kortversion af den lange sessionsvideo, benyttes split screen igen for at få det hele presset ind i et
og to og tre og fire skærmbilleder - og der skiftes hele tiden i antal og form. Her gælder det at følge
med! De unge soldater bliver drillet, og af og til hører og ser vi en af dem som taler til kamera fra et
hjørne: ”Jo det har vært veldig spendende, litt slitsomt!” En befalingsmand siger: ”Tiden er ikke
veiledende, den er absolutt!” En anden rekrut siger: ” Noen ganger kan det være jævlig strevsomt,
men andre ganger jævlig kult.” Så her får vi i al fald nogle identifikationspersoner etableret. Efter to
12

minutter dukker den unge programværtinde op igen med sine svævende skærme – hun kaster den vi
har set ud til højre og trækker en ny ind. Det brummer mystisk, og så slår gadagungmuzakken ind til
et billede af en fremrykkende panservogn. I et hjørne ser vi en lille tekst: ”Hæren”. Igen split screen,
og et par rekrutter får sagt et par bemærkninger fra deres billedfelter på skærmen: ”Vi er
Sambandsbataljonen: Telenor i felten.” Ellers bugner de skiftende skærme af helikoptere, skydende
kampvogne, granater der afsikres og kastes, mortérer, fremrykkende soldater, gravemaskiner, alt
imens musikken lægger et tæt lydtæppe under det hele. En anden rekrut dukker op: ” Tjenesten i
[båtlaget?] i hæren er variert, utfordrende og … grisekalt”. ”Ganske … ganske … heftig!”, siger en
skydende rekrut med et begejstret flir, og så er vi videre til luftforsvaret hvor vi ser hvordan man
slukker en eksplosionsagtig flybrand, ser jagerfly i luften, er med på en aktion hvor et hus angribes og
en terrorist(?) dræbes, vi følger hvordan man lægger faldskærme sammen, og pludselig dukker en
jente op i et hjørne: ”Jeg søkte meg inn i forsvaret for å jobbe med hund, og på de hardeste dagene
har det vært veldig hardt, men det har vært kjempegøy. Absolutt verd det!” Ellers går det mest i
udsagn a la ”Mye venting – Drit tøft!” Musikken har været lavmælt, men nu kommer et tekstbånd
over skærmen og vi går videre til Heimevernet, tempoet stiger og den kværnende musik kommer
igen. Her møder vi i korte glimt endnu en kvinde, af de desværre så få, som ude på opdrag giver
potentielle kvindelige ansøgere en klar motivation til at søge: ”Du lærer utrolig mye både om deg sjøl
og om laget ditt. Du får testet deg sjøl på alt mulig, både våpen, fysisk og psykisk. Vil du finne deg
sjøl, så prøv militæret!”
Efter et afsnit med en helt overfladisk opremsning af VO-tilbud, med direkte konnotationer til
åbningen i THE MATRIX, og som man ikke bliver meget klogere af, og et afsnit om Sjøforsvaret med
et virvar af split screens med MTB’ere, er vi tilbage til den unge dame ved Matrixskærmen – og som i
et eventyr forvandles hun efter at have kastet skærmen til side til … en soldat med AG3, og hun
forlader os med et smil! Dette varede godt 9 minutter.
Sammenfattende kan vi sige at der er vores vurdering af både de korte videoklip og kortversionen af
sessionsfilmen, at ingen af delene fungerer hensigtsmæssigt. Fortællingerne er komprimerede og
fragmenterede: gennem split screen-æstetikken opnår man jo ganske vist at få indtil fem fortællinger
komprimeret og lagt ind i én, men forståelsen af de enkelte forløb bliver da næsten at sammenligne
med at lægge puslespil. Her kan vi atter trække begreberne decentrering, strukturel diskontinuitet og
seerens allestedsnærværelse og den ubegrænsede adgang til billeder ind: til trods for at der er
personer som er repræsentanter for den potentielle målgruppe til stede, opnår vi ikke at skabe
nævneværdig identifikation i de korte øjeblikke vi træffer personerne. Med split screen-æstetikken
som den bruges her, er fortællingerne fragmenterede, og det er ikke let at vide hvilket billede som
13

hører til hvilken historie, eller hvor man skal følge med, og dermed mister man ganske enkelt tråden.
Her er det ikke som i Lærlingeteaser meningen at give en stemning af en velfungerende organisme,
men konkrete informationer, og det lykkes ikke.
Den lange version af sessionsvideoen Førstegangstjenesten, er langt mere tilgængelig, og er jo det
som har været udgangspunktet for både filmklippene og kortversionen af sessionsvideoen.
Strukturelt er det samme konstruktion, hvor vi først møder til førstegangstjenesten (ca. 6 minutter),
gennemgår rekruttiden (ca. 10 minutter), bliver introduceret til de ulike våbengrene: først hæren (ca.
10 minutter), dernæst Luftforsvaret (ca. 13 minutter), så følger Sjøforsvaret (ca. 13 minutter), vi går
videre til Heimevernet (ca. 8 minutter), og afslutter med noget kortere sektioner med fokus på
Assistenter, Internasjonal tjeneste, Militærpolitiet, Marinejegerkommandoen, Hærens
jegerkommando, Hans Majestett Kongens Garde, Garnisonen i Sørvaranger og til sidst Kystvakta.
Hele den lange version er på 1 time og knapt 17 minutter. Der er ingen tvivl om at vi her får langt
bedre muligheder for at følge med, og der da også sekvenser med en vis lineær fortælling, men
desværre må vi erkende at det grundliggende er og bliver den fragmenterede struktur med et væld
af mere eller mindre løsrevne og uforståelige actionhandlinger som præger billederne. I betragtning
af at denne langversion varer over en time, må man stille spørgsmålet om hvem som er det tænkte
publikum fra begyndelse til slutning. Denne video kan ikke være tænkt at have publikum fra
begyndelse til slut, men er sikkert beregnet som en visning på messe eller stand, jf. den anden
loopversion på dvd’en. Dette underbygger vi blandt andet med underlægningsmusikken som består
af ulideligt kværnende og bankende computergenerede muzakstykker som skifter mellem hverandre
alt efter som tempoet og pulsen skal være hurtig eller langsom i forhold til billedfortællingen. Det
som er karakteristisk for sådanne videoer er jo at ingen ser, men alle forbipasserende bliver fanget af
lyden.
OPSUMMERENDE
Fragmentering og strukturel diskontinuitet
Det er klart at informationsmateriale for forsvaret må og bør vise operationer ude i terrænet, kamp
og træning. Problemet er at der i det materiale vi har haft til rådighed bliver lagt så stor vægt på at
vise ACTION, at fortællingen og logisk struktur forsvinder i begejstringen over at vise vildt skydende
soldater, froskemænd som dukker op af det sorte hav og skyder med maskinpistol, eksplosioner og
fremrykkende kampvogne … og når man så til og med i nogen sammenhænge benytter sig af split
screen, bliver der næsten for stor lighed med teksturen på et dataspil. Den lineære handling er ikke
bare brudt op i en episodisk struktur men helt fragmenteret i det vi tidligere har kaldt strukturel
diskontinuitet. Der er nogle af videoerne fx Lærlingeteaser hvor dette princip, som vi så, er en pointe
14

i sig selv, men generelt bliver denne måde at fortælle på en underkendelse af den argumentative
logos til fordel for ren pathos, som spiller på oplevelse, spænding og følelser, af og til grænsende til
våbenfetichisme, som i F16-eksemplet. Vi oplever således generelt at formidlingen underkender sit
publikum. Sammenfattende vil vi hævde at det nok er troligt at der er en del gutter som vil blive
fascineret af det oplevelsesfyldte univers som videomaterialet formidler, men sandsynligheden er
stor for at mange både gutter og jenter vil efterlyse netop det aspekt der kunne være interessant:
den personlige erfaring sat i en sammenhæng både for dem der står foran, og for dem der vil satse
på den uddannelsesressource Forsvaret tilbyder, fx med spørgsmålet: ”Hvordan oplever vores
jævnaldrende deres funktioner i Forsvaret?” Her burde der være fokus på et bredt udsnit af personel,
både på kvinder og mænd og på alle forskellige grupper af de potentielle målgrupper Forsvaret vil nå
frem til i et flerkulturelt samfund.
Manglende identifikation og personificering
Kaster man et blik på coveret til Mangfold av muligheter, er det tydeligt at der er satset på at skabe
IDENTIFIKATION med den potentielle målgruppe af unge som står over for førstegangstjenesten, og
som muligvis kan tænkes at ville udvikle en karriere i forsvaret. På forsiden ser vi tre unge: en kvinde
og to mænd. Alle tre i Sjøforsvarets uniformer med baret og redningsvest, de ser oplagte ud og den
unge kvinde ler naturligt. Den forventning som der her lægges op til, indfries absolut ikke i
videomaterialet i den udstrækning som det kunne være ønsket. Her ligger en udfordring. Vi henviste
tidligere i fremstillingen til den enorme popularitet reality-TV har fået de seneste år. Dette skyldes
sandsynligvis den grundlæggende mekanisme som bygger på IDENTIFIKATION med de mennesker
som man følger i hverdag og fest. Vi tænker ikke her på programmer a la Paradise Hotel, men på
programmer hvor man følger helt almindelige mennesker, eller helt almindelige mennesker i helt
specielle livssituationer. Situationer som alle kan komme i. Attraktionen i programmerne ligger i at
komme tæt ind på livet af et bredt spekter af menneskelige erfaringer som vi i det moderne samfund
ikke kan gøre selv, men som vi bør få kendskab til, fra de helt ordinære samfundsfunktioner og
almentmenneskelige erfaringer, til det mere spektakulære og kuriøse. For øjeblikket er der på TV en
serie om Sveriges største købecenter Ullared, hvor programmerne i et episodisk seriekoncept følger
kunder og ansatte i ulike situationer, eller man kan nævne en serie som fx Aktutmottaket, hvor vi får
indblik i arbejdet på skadestuen, eller som tidligere refereret 333 skvadronen, hvor vi kommer meget
tæt ind på både de forulykkede og deres redningsmænd. Dette aspekt mangler helt i det materiale vi
har set på. Der er forunderligt at muligheden for identifikation gennem personificering glimrer så
markant ved sit fravær. Der er kun små ansatser til at gestalte personer som gennem identifikation
kan skabe en følelse af at Forsvaret er et sted hvor det er godt at være, med mangfold af muligheder.
15

De bedste eksempler som vi kan trække frem, er blot de små glimt, fx med de to jenter på
panservognsværkstedet som fortæller om udfordringerne ved at indgå i et mandsmiljø hvor styrke
tæller ... og om hvordan de har fundet deres plads på egne vilkår. Dette lægger i al fald op til at møde
forestillinger og mulige fordomme hos den potentielle målgruppe, og til at vise at der er muligheder,
selv for de spinkle jenter. Vi kan også nævne den unge kvinde som har gjort sine erfaringer i MP, og
på denne baggrund ønsker at gå videre på Politihøgskolen, eller den unge kvinde i Heimevernet som
betoner muligheden for at kunne arbejde med egen identitet: ”å finne seg sjøl”. Vi mener at det
havde været hensigtsmæssigt som et gennemgående element at benytte sig af at personificere ulike
grupper og derigennem få indblik i deres refleksioner og deres udbytte af at have været i Forsvaret.
Dette kunne lægge grunden for positiv identifikation, i langt højere grad end det er tilfældet, hvor
der blot er tale om løsrevne statements fra diverse unge i forsvaret. Hvad var de ulike gruppers
forventninger? Giver Forsvaret en meningsfuld hverdag, hvor det er muligt at realisere sig på egne
vilkår? Hvordan er personerne blevet mødt i institutionen? De erfaringer vi får lov til at blive indviet i,
er begrænsede og går på oplevelser i konkrete situationer: ”Jo, det har vært veldig spendende, litt
slitsomt!”, eller ”Ja, jeg er da i Kystvakta … og du får se veldig mye fint … og lærer utrolig mye i løpet
av tjenesten.” eller ”Noen ganger kan det være jævlig strevsomt, men andre ganger jævlig kult.” Det
er ikke nok!
Den personlige historie
Mediecenteret i Bergen lavede i 1999 en jubilæumsvideo i anledning af at Kystartilleriet havde
eksisteret i 100 år: Fra rør til raketter. Her følger vi to unge, mandlige rekrutter som bliver taget med
på en rejse op langs Norges kyst og på denne måde gennem Kystartilleriets historie – og netop
identifikationen med de to er væsentlig. Vi kan også nævne den norske dokumentarfilmskaber
Elisabeth Nords produktion om Fremmedlegionen: The Legion (2007): I omtalen af produktionen på
www.platekompaniet.no trækkes rammerne op for det der gøre denne produktion interessant,
nemlig at komme tæt på menneskene: ”I The Legion får vi se hva som skjuler seg bak mytene og de
brutale ryktene som preger den franske fremmedlegionen. Vi møter legionærene og får høre
hvordan livet i Legionen arter seg.” Under Tromsø Internasjonale Filmfestival i januar 2010 havde
Forsvaret en videoinstallation på Kulturhuset hvor temaet var norske soldater i international
tjeneste. I lokalet var der dels en stor videoskærm som publikum sad og kiggede på som i en kinosal,
og dels en række videosøjler som var placeret hele vejen rundt publikum. Ind mellem videoer og
billederne fra norske operationer i Mellemøsten på den store skærm – tonede mennesker frem
næsten som hologrammer på videosøjlerne rundt publikum. De fortalte om deres helt personlige
erfaringer fra international tjeneste og fra de skarpe operationer de havde været med til. Der var en
feltpræst, en højtstående officer, en ung kvindelig panservognsfører, en ung mandlig soldat og en
16

ung kvindelig soldat. Den unge kvinde havde oplevet at måtte dræbe i en skarp operation, og det
fortæller hun om, den anden kvinde fortæller om utrygheden og faren for vejbomber etc. Dette var
udfordrende, ikke mindst fordi der efter visningen var mulighed for at stille spørgsmål til to
repræsentanter fra Forsvaret – en uniformeret feltpræst og en soldat i fuld kampudrustning. Det var
hovedsagelig helt unge der var publikum, og der opstod en konstruktiv og kritisk diskussion efter
programmet. Det vigtige her var at der blev skabt identifikation, det skabte engagement og interesse.
Hvor er mangfoldet?
Når vi nu har undret os over den manglende kvinderepræsentation og mulighed for identifikation, så
må vi i forlængelse af dette også kommentere at de personer vi møder i Forsvarets
informationsmateriale stort set er etnisk norske mænd. Ganske vist er den ene af de tre glade, unge
mennesker i Sjøforsvaret på forsidebilledet af coveret en smilende jente, men det er som tidligere
antydet, i et yderst begrænset omfang jenterne kommer til syne i materialet. De er et fåtal blandt
mændene. Dette afspejler måske virkelighedens verden, men så meget vigtigere er det jo at
appellere til jenterne, hvis Forsvaret ønsker en øget kvinderepræsentation. Det er på samme måde
påfaldende at det informationsmateriale vi har haft til gennemsyn, overhovedet ikke fokuserer på
etnisk mangfold, som jo er et klart satsningsområde i Forsvaret. Dette er en vigtig udfordring til
Forsvaret, og har allerede har været det i mange år! Vi vil her fx henvise til en masteropgave af Hilde
Solheim fra Forsvarets stabsskole 2009 i
med titlen Minoriteter og mangfold – rekruttering av
personell med innvandrerbakgrunn. Solheim indleder sin fremstilling med at henvise til at Forsvaret
har en målsætning om at styrke det etniske mangfold, men at mangfoldet ikke er til stede - og
opgavens problemstilling bygger på udfordringen der ligger i at finde ud af hvorfor det er slik:
Handlingsplan 1998-2001 argumenterer for økt etnisk mangfold i Forsvaret ut i fra at alle uansett
bakgrunn skal ha like muligheter, rettigheter og plikter til å delta i samfunnet og at Forsvaret får tilført
kompetanse med et vesentlig mer variert erfarings- og kunnskapsgrunnlag. Det hevdes også at dersom
Forsvaret skal fungere etter sin hensikt, er det avhengig av god forankring i samfunnet, og bør derfor
gjenspeile det samfunnet det er satt til å verne. Senere styringsdokumenter argumenterer også for at
etnisk mangfold vil kunne øke organisasjonens legitimitet i samfunnet, og kunne bidra positivt i
forhold til Forsvarets evne til å drive operasjoner i utlandet (St.prp.nr 48 2007-2008).
Studien har til hensikt å finne ut hvorfor ungdom med minoritetsbakgrunn ikke velger offisersyrket i så
stor grad som de politiske og militære ambisjoner finner ønskelig. Oppgavens problemstilling er:
”Hvorfor velger ikke flere nordmenn med ikke-vestlig innvandrerbakgrunn offisersyrket?”
(Ibid. p. 1)
Det er vores vurdering at denne udfordring er helt fraværende i det materiale vi har set på, eller
rettere sagt: at materialet netop tydeligt viser et billede af at ungdom med minoritetsbaggrund ikke
har fundet deres plads i Forsvaret. Så meget desto mere påtrængende er det vel så at Forsvarets eget
informations- og rekrutteringsmateriale havde forsøgt at give ungdom med minoritetsbaggrund
motivation for at søge ind i Forsvaret.
17

***
i Hilde Solheim (2009): Minoriteter og mangfold – rekruttering av personell med innvandrerbakgrunn,
http://go.startsiden.no/go/e/content_results;siteId=230;afu=verden.abcsok.noa47index.html%3Fq%3
Detnisk+mangfold+i+forsvaret%26lr%3Dlang_no/http://www.bibgate.mil.no/fhs/Masteroppgaver/20
09/kortformat/Solheim%20Hilde.doc [læst 3.4.2010]
18